beyond identity iii

das beckwerk museum

bind iii

Hvem eller hvad er virkelig i live i dag?

Væren hinsides Das Beckwerk & Funus Imaginarium

med i alt seksten refleksioner over Das Beck-werk og Funus Imaginarium kan denne bog siges at udgø-re et lille stykke foreløbigt receptionshistorie. Refleksio-nerne udløber af et seminar, der under titlen Who or what is really alive today? Being beyond Das Beckwerk and Funus Imaginarium blev afholdt den 19. november 2010 på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København.

Som titlen antyder, var seminarets hovedspørgsmål: Hvem og hvad kan siges at være i live i dag? Det afgø-rende svar blev ikke givet dengang i efteråret, og det gør det heller ikke her. Men det er ingen overdrivelse

at sige, at der til gengæld bliver tænkt på livet løs. Beviset for, at døden ikke er en stopklods

for tanken, foreligger her. I form af sek-sten skriftlige skridt i hver sin retning.

Beyond Identity er et trebindsværk:

bind i: Das Beckwerk & Funus Imaginarium

bind ii: Funus Samtalerne

bind iii : Hvem eller hvad er virkelig i live i dag?


9 7 8 8 7 9 2 5 9 6 8 8 8

ISBN 978-87-92596-88-8isbn 978-87-92596-88-8

bind iii

Hvem eller hvad er virkelig

i live i dag? —

Væren hinsides Das Beckwerk

& Funus Imaginarium

rygg: 19 mmbind-3-beyond-identity-OMSLAG CMYK.indd 1-3 30.11.11 12:54

bind iii

hvem eller hvad er virkelig i live i dag?


das beckwerk

das beckwerk museum

bind-3-beyond-identity-INNMAT.indd 1 07.11.11 12:35

Beyond Identity, Bind iii Hvem eller hvad er virkelig i live i dag?


© Bidragsyderne & das Beckwerk MuseuM

redaktion: Sara Dahlstrup Mogensen,Jan Høgh Stricker, Mikkel Krause Frantzen, Nanna Jochumsenog

Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen samt Das Beckwerk Museum.

oMslag, sats og tilrettelægning: Øystein Vidnes

ForsideFoto/logo: Sofie Amalie Klougart

Bogen er sat Med Baskerville Original, af František Štorm 8,5 / 10 pt

trykt hos Scandinavian Book

Printed in Denmark 2011

i koMMission hos Strandberg Publishing

isBn 978-87-92596-88-8


indhold

Forord 5

mikkel krause Frantzen 11 Danmark, Egypten, Haiti – t/r Moses, Muhammed, Antigone og zombierne Claus Beck-Nielsen

sara dahlstrup mogensen 25 Fra spidsnæset kontrol til organiseret ikke-identitet Om Funus Imaginarium som mobiliseringsbegivenhed

susanne christensen 47 Being beyond Das Beckwerk: Identity is the crisis can’t you see

center For vild analyse 55 Da Raoul mødte Maguerite

lars Östman 73 Gerningen at erindre en afdød

mikkel thorup 87 Øvelser i nederlag og despoti

lilian munk rÖsing 97 Mere eller mindre farvel Er Beckværket befolket af spøgelser eller zombies?


politikk poetikk praksis 113 Danmarkssamtalene (uddrag)

das beckwerk 129 Afsenderen og Sandhedens problem

das beckwerk 135 Kolossen Kolossos, kolossen og Funus Imaginariums rødder hos grækerne i Hellas

das beckwerk 141 Vandreren

laura luise schultz 149 Døden og materien

mikkel thorup 165 »Hvert nyt skridt kræver en ansøgning« Das Beckwerk i statsmagtens arkivalier

Jon helt haarder 181 Den hvide fane i den synkende sol Tanker ved en implicit forfatters farvel

annelis kuhlmann 209 Performerens død

per aage brandt 225 Ecce homo. Om identitet

om bidragsyderne 233


5

enhver god antropolog ved, at en begravelse består i mere end at lægge et lig i jorden. Som socialt og historisk fænomen har begravelsen altid knyttet an til såvel kunstne-riske som etiske og politiske problemstillinger. Således forholdt det sig også med Funus Imaginarium, begravelsen af Claus Beck-Nielsen i efteråret 2010. Hvis ikke man vil affeje denne Claus Beck-Nielsens død som en mere eller mindre substantiel kunstnerisk gestus – med el-ler uden foragtelige moralske implikationer – hvordan så forstå den? Og ikke mindst: Hvordan reagere på den? I alle tilfælde lader begravelsen til at afkræve en eller anden form for reaktion. Problemet synes på et grundlæggende plan at hænge sammen med et spørgsmål, som Slavoj Žižek formulerer i en af sine seneste bøger: Hvem er i virkeligheden i live i dag? Det er et spørgsmål, der spreder sig som ringe i vandet. For hvad vil det overhovedet sige at være i live? Og hvad med fundamentale fænomener som politik, demokrati, kunst – hvor levende kan sådanne fænomener siges at være? Eller, hvor døde? Således leverede Žižek – indirekte og intetanende– tit-len til seminaret Who or What Is Really Alive Today? Being Bey-ond Das Beckwerk and Funus Imaginarium, der blev afholdt

Forord


6

Forord

den 19. november 2010 på Det Kongelige Danske Kunst-akademi, lidt over en måned efter begravelsen af Claus Beck-Nielsen. Seminaret, der blev arrangeret af redaktørerne af nær-værende bind, havde til hensigt at behandle begravelsen, begivenheden og Beckwerket helt specifikt og analytisk for derigennem også at muliggøre en mere generel refleksion over de spørgsmål og problemer, der så at sige rejste sig fra graven. Det er denne refleksion, der nu fortsættes her. Vi er alle bidragsyderne dybt taknemmelige for deres ihærdige, begavede og ulønnede indsats. Til at begynde med præsenteres en række af de oplæg – i form af manuskripter, papers og tekstliggjorte taler – der blev holdt på seminaret. Bidragydere i denne sektion er Mikkel Krause Frantzen og Sara Dahlstrup Mogensen (begge repræsentanter for Tænketanken Funus Imagina-rium), Susanne Christensen, Center for Vild Analyse, Lars Östman, Mikkel Thorup og Lilian Munk Rösing. I umid-delbar forlængelse heraf følger et bidrag fra bloggerne bag Politikk Poetikk Praksis – som var til stede i seminarsalen, om end de ikke bloggede direkte derfra. Disse bidrag indleder bindet og reflekterer den spænd-vidde i faglig baggrund og analytisk metode, som seminaret tilstræbte. Litterater, idéhistorikere og antropologer, stude-rende og forskere, tænketanke og enkeltpersoner, danskere og nordmænd. Bidragene optræder i den rækkefølge, i hvil-ken de blev præsenteret på seminaret, og bærer endnu træk af den mundtlighed, der i sagens natur var seminarets. Herefter præsenteres en række andre bidrag til over-vejelserne omkring Funus Imaginarium. Tre essays fra Das Beckwerks kolde og navnløse hånd, der bl.a. reflekterer de tanker, der gik forud for Funus Imaginarium, indleder denne del. Herefter optræder Laura Louise Schultz, Mik-kel Thorup (som går igen med endnu en artikel), Annelis


Forord

Kuhlmann, Jon Helt Haarder og Per Aage Brandt med tek-ster i den nævnte rækkefølge. Det er en særdeles heterogen og i hvert fald relativt tværdisciplinær samling af tekster. At afslutte dette forord med et forkromet overblik over teksterne for på den måde at indfange deres mangfoldighed i én enkelt sætning eller to kan derfor ikke komme på tale. Det ville både være hals-brækkende og upassende. Et fællestræk, der afslutningsvis dog skal fremhæves og anføres som grunden til, at tekster-ne her er samlet, er, at de alle – på hver deres måde – tilby-der nye og, i ordets bogstaveligste forstand, tankevækkende perspektiver på Das Beckwerk og Funus Imaginarium. Som en afslutning, et gravskrift. Men også som en fortsat reflek-sion, en stadig begyndelse på at forstå.

Sara Dahlstrup Mogensen, Jan Høgh Stricker,

Mikkel Krause Frantzen, Nanna Jochumsen

og Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen


•

center For vild analyse

Da Raoul mødte Marguerite

•


det Forunderlige er, at møder hinsides identiteten faktisk kan ske; som da Raoul mødte Marguerite i historien af Alphonse Allais, uden at hverken Raoul eller Marguerite var til stede. Nu, hvor det står klart, at Claus Beck-Nielsen ikke mere er til stede, mangler vi bare at finde ud af, hvem der skal være hans Marguerite. Og hvordan mødet kan komme i stand.


55

Das BEckwErk og »DEN PriVatE DEBat«hver gang, man Forsøger at blande sig i en debat eller fremføre et argument, bliver man identificeret som en bestemt person. Som om man kun forsvarer det pågældende argument, fordi man er denne bestemte, individuelle per-son, der f.eks. bor i Kolding og har en golden retriever og en forkærlighed for ostemadder. Den offentlige debat er på denne måde ganske ofte ret privat – måske burde man ef-terhånden kalde det, ikke den offentlige debat, men »den private debat«. Der fremføres hele tiden »personlige« me-ninger i den private debat, altid dybt forankrede i en eller anden personlig oplevelse eller følelse, altid relaterede til en given personlig identitet – »sådan mener jeg nu«. Rationalet synes at være, at når man har en identitet, så kan man også »tage afstand« – både fra andre identite-ter og mere generelt fra forskellige politiske begivenheder og tendenser. Mange politikere, meningsdannere og skri-benter har således tit meget travlt med at tage afstand fra alt muligt for hermed at profilere sig selv og styrke deres identitet. Organisationen Das Beckwerk har i en årrække forsøgt at ødelægge identiteten for at komme ud af denne private debats tomgang og ind i en mere forpligtende Verdenshi-storie, som de selv kalder det. Måske handler det ikke om at kunne identificere sig selv, siger Beckwerket, måske hand-


56


ler det ikke om at tage afstand fra alt muligt – måske, sådan kunne man i hvert fald læse det, handler det i stedet netop om at tage afstand fra sig selv. Måske handler det først og fremmest om at tage afstand fra identiteten, hvilke strate-gier man så end skal bruge til det. Det drejer sig om, hvordan man kan få en stemme i den offentlige debat, som ikke er denne bestemte, partikulære stemme. Ja, måske kan man endda sige, at det drejer sig om, hvordan vi igen overhovedet kan få sådan noget som en offentlig debat, som kan indeholde momenter af politisk tænkning. Og med politik menes her en praksis, som sig-ter mod fælles beslutninger. For måske har vi efterhånden vænnet os så meget til den private debat og privatinteres-sernes hærgen, at en reel offentlig, en reel politisk debat forekommer os underlig og unaturlig.

oPgør mED kyNismENI dag tænker de fleste af os rent faktisk, også selv om vi ikke vil være ved det, kynisk. Vi tænker, at når nogen, f.eks. en politiker, fremfører et argument, så er det nok fordi ved-kommende har en særlig interesse i det, eller også tænker vi, at der står en spindoktor bag. Selvfølgelig er der god grund til at tænke sådan – meget peger i retning af, at det faktisk forholder sig sådan, at de folkevalgte blot er eks-tremt beregnende levebrødspolitikere – men denne måde at tænke på betyder samtidig, at vigtige verdenspolitiske beslutninger (angående ulighed, fattigdom, klima) ikke bliver taget, ikke kan tages. Betingelserne er ganske enkelt ikke til stede. Den kyniske tænkning er en slags kit, som fylder alle de huller ud, som ellers kunne give anledning til politisk tænkning. Das Beckwerk tænker ikke kynisk. Das Beckwerk tager f.eks. amerikanerne på ordet, når de siger, at vi skal give iraker-ne en gave, at vi skal indføre demokratiet i Irak. Das Beck-


57

da raoul mødte marguerite

werk går ind i Irak med en kasse, hvorpå der står »demokrati«, og hvori der er et telt, som er demokratiet. Det er ikke bare en happening, det er ikke en installation. Det er muligvis kunst. Men det er i hvert fald politik. Det er ikke politisk kunst. Det er en slags kunstig politik – og det er ment i den allermest positive forstand. I en situation, hvor politikken er ganske forarmet, hvor de fælles beslutninger ikke kan ta-ges, må politikken genoplives, den må genoprettes i fiktiv form, inden den kan sættes igennem i den såkaldte virkelig-hed – i Irak, Iran, Afghanistan, USA. Das Beckwerk er, af samme grunde, ikke ironisk. Det må vi holde fast i. Det er muligt, at der drilles og leges og dribles rundt med identiteterne. Der skabes masser af iro-nisk distance. Men netop ikke til alle mulige andre men-nesker og projekter ude i verden, kun til de identiteter, som Beckwerket uvægerligt selv slæber rundt på. Beck-werket har nemlig ikke (eller vil ikke have) en identitet, hvormed de kan være ironiske overfor andre identiteter. De vil ikke stå i vejen for sig selv – eller for kaos, som en digter engang sagde. I den forstand kan man betegne Das Beckwerk som et na-ivt, troskyldigt projekt. Eller endnu bedre som et helt og al-deles bogstaveligt projekt. Das Beckwerk siger faktisk, hvad de siger. Det handler faktisk om demokratiet i Selvmordsak-tionen, det handler faktisk om den identitetsløse tilstand i Funus Imaginarium. Problemet er bare at finde den udsigel-sesposition, der kan gøre udsagnene sande. Det er enkelt at sige »demokrati«, men det er sværere at indtage den udsigelsesposition, der gør udsagnet sandt – der gør én til »sand demokrat«. Og på samme måde med identiteten. Det er enkelt at sige, at man gerne vil af med identiteten, men det er sværere at finde en modus vivendi med det, en måde at gøre det på. Særligt fordi systemet, institutionerne, sproget hele tiden, og bag om ryggen på os, bærer identite-


58


ten med sig. Udsagnet står fast – nemlig at det handler om den identitetsløse tilstand – udsigelsespositionen er til for-handling. Det handler om at finde den udsigelsesposition, der kan understøtte udsagnet. Det er ikke en nem opgave. Derfor er det også alt for let at forkaste Das Beckwerks krumspring i forhold til spørgsmålet om identiteten som alt for abstrakte, spekulative, »postmoderne«, som tomme, intellektuelle øvelser. Tværtimod er der tale om et meget konkret projekt. Der er tale om et menneske, som vil leve uden identitet. Der er, som Beckwerket selv siger nogle ste-der, faktisk ikke tale om en død person, men tværtimod om en meget levende, ja faktisk spillevende, person. Når Værk-førerens krop i det følgende omtales som et »kadaver«, er det altså ikke for at sige, at den er død. Den er både i live og nærværende. Det er Claus Beck-Nielsen, der er død. Værk-førerens krop er blevet tilbage efter Claus Beck-Nielsens død, og det er denne »udøde krop«, som svæver mellem den symbolske og den reelle død, som vi opfatter som me-get konkret, nærværende, levende – et udødt kadaver, der marcherer ud i identitetsløsheden og videre ud i fremtiden.

EN komisk osama?Det er fra denne indledende godtagelse af projektet, at de følgende kommentarer skal forstås. Der kan ikke tænkes politisk i den private debat i dag. Vi er nødt til at ændre koordinaterne for debatten, f.eks. gennem Das Beckwerks identitetsdestruktioner, hvis vi vil have en flig af Verdenshi-storien at se; hvis vi vil se, hvordan en offentlig debat virke-lig ser ud; hvis vi vil se, hvordan man kan leve og tage fæl-les beslutninger hinsides identiteten. Men der er samtidig også et eller andet, som virker uforløst over projekt Beck-werk, og som skal adresseres. For hvor bliver disse fælles beslutninger af? Hvor bliver bevægelsen af? Hvorfor sker der ikke rigtig mere?


59

da raoul mødte marguerite

Som det skal påpeges i det følgende, er det som om, Værkføreren – i de tilfælde hvor han overhovedet opfanges af såkaldt »almindelige menneskers« radar – ophøjes til en manifestation af noget frygteligt og absurd. En samfunds-fjende, der hermed netop bliver pejlingspunkt for systemet af lov og orden. Fra denne position kan den tynde mand med de mørke øjne således hjemsøge danskerne og råbe »bøh!«, så ofte det falder ham ind. En slags Osama bin La-den, der i virkeligheden – ved sine blotte trusler om terror og sin flimrende fremtoning i de danske stuer fra ørkenen – vir-ker ekstremt befæstende på den politiske orden, og som får os til at rykke tættere sammen. Men også en karikatur, en ko-misk Osama, som får os til at afskrive ham, som »idiot«, som »kriminel«, som et »mentalt tilfælde«, som en »selvoptaget selviscenesætter«, eller – værst af alt – som »kunstner«. Vi hævder, med udgangspunkt i Alphonse Allais’ histo-rie om mødet mellem Raoul og Marguerite, at Beckwerket med fordel kunne begynde at fokusere mere på møderne med publikum, eller – mere korrekt – med dem, »hvem de så end er«, som møder værket. For er det egentlig til at sige, hvem der møder Beckwerket? Er det ikke for meget, for hysterisk, når Beckwerket om Funus Imaginarium skriver: »Hvorfor tøver borgerne i Verden i dag med at acceptere identitetens død?« (www.funusimaginarium.com, 18.11.10). Tolkningen ligger lige for; måske er Beckwerkets projekt uforløst, fordi publikum stadig er uforløst. Men man kun-ne også sige det modsatte; måske skal tøjlerne slippes i for-hold til, hvem publikum er og skal være og kan være, hvis denne forløsning overhovedet skal kunne opnås. I det følgende vil vi altså prøve at fokusere på møderne. På hvordan Nogen møder Nogen, hvordan Nogen møder Andre, og hvordan Andre møder Andre i Beckwerket, der under alle omstændigheder har givet helt nyt liv til tænk-ningen af møder mellem mennesker hinsides identiteten.


das beckwerk museum

bind iii

Hvem eller hvad er virkelig i live i dag?


med i alt seksten refleksioner over Das Beck-werk og Funus Imaginarium kan denne bog siges at udgø-re et lille stykke foreløbigt receptionshistorie. Refleksio-nerne udløber af et seminar, der under titlen Who or what is really alive today? Being beyond Das Beckwerk and Funus Imaginarium blev afholdt den 19. november 2010 på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København.

Som titlen antyder, var seminarets hovedspørgsmål: Hvem og hvad kan siges at være i live i dag? Det afgø-rende svar blev ikke givet dengang i efteråret, og det gør det heller ikke her. Men det er ingen overdrivelse

at sige, at der til gengæld bliver tænkt på livet løs. Beviset for, at døden ikke er en stopklods

for tanken, foreligger her. I form af sek-sten skriftlige skridt i hver sin retning.

Beyond Identity er et trebindsværk:

bind i: Das Beckwerk & Funus Imaginarium

bind ii: Funus Samtalerne

bind iii : Hvem eller hvad er virkelig i live i dag?


9 7 8 8 7 9 2 5 9 6 8 8 8

ISBN 978-87-92596-88-8isbn 978-87-92596-88-8

bind iii

Hvem eller hvad er virkelig

i live i dag? —

Væren hinsides Das Beckwerk

& Funus Imaginarium

rygg: 19 mmbind-3-beyond-identity-OMSLAG CMYK.indd 1-3 30.11.11 12:54

beyond identity iii

Documents

ansgning das beckwerk

beckwerk museumredaktion

hellasdas beckwerk

beyond identity

funus samtalernebind

beyondidentityomslag

mikkel krause frantzen

afdd mikkel thorup