Download - Barry Lyga - Blood of my blood (læseprøve)
BLOOD OF MY BLOOD
I S A M M E S E R I E
I Hunt Killers (1)Game (2)
B A R R Y L Y G A
BLOOD OF MY BLOOD
i hunt killers 3
H Ø S T & S Ø N
I S A M M E S E R I E
I Hunt Killers (1)Game (2)
Tilegnet mine forældre. Ironisk nok.
Blood of My Blood (I Hunt Killers 3)
er oversat fra amerikansk
af Johnnie McCoy efter Blood of My Blood
Copyright © 2014 by Barry Lyga
This edition published by arrangement with Little, Brown and Company,
New York, New York, USA. All rights reserved.
Denne udgave: © Høst & Søn/rosinante & co, København, 2015
1. udgave, 1. oplag, 2015
Omslagsfoto: © Ivan Bliznetsov/Getty Images
Omslagsdesign: Peter Stoltze, stoltzedesign aps
efter det amerikanske omslag af Jerry Todd/Alison Impey
Omslagscopyright: © 2014 Hachette Book Group, Inc.
Sat med TheAntiqua hos Christensen Grafisk
og trykt hos Nørhaven, Viborg
ISBN 978-87-638-3495-7
Printed in Denmark 2015
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov
om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Side 23, 72, 73 og 125:
Citater fra William Shakespeares MacBeth,
oversat af Edvard Lembcke.
Bearbejdet og moderniseret af Henning Krabbe.
Haase & Søns Forlag, 1976/2012
Høst & Søn er et forlag i rosinante & co
Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K
rosinante-co.dk
5
Tilegnet mine forældre. Ironisk nok.
F Ø R S T E D E L
Op ad bakke
7
F Ø R S T E D E L
Op ad bakke
8
1
Jazz åbnede øjnene.
Connie åbnede øjnene.
Howie åbnede øjnene.
9
1
Jazz åbnede øjnene.
Connie åbnede øjnene.
Howie åbnede øjnene.
10
2
Det gik op for Jazz, at han svævede. Svævede rundt i en drøm.
Bortset fra at det ikke var en rigtig drøm. Snarere erindringer
set gennem en slags drømmefilter.
Han havde set sig selv i Gemmestedet sammen med Connie.
Han havde fortalt hende, hvor glad han ville blive, hvis han en
dag fandt ud af, at hans mor var sluppet fra hans far og ikke var
blevet dræbt.
Han havde set sig selv stå og græde ved sin mors grav med
Connie ved sin side.
Og hun var ikke død. Det vidste Jazz nu, i sin halvvågne tilstand,
ligesom han havde vidst det i drømmen. Hun var ikke død. Hun
levede, og han havde sagt, at det ville gøre ham glad, men lige
nu var han såret og vred og – selvfølgelig også lykkelig over, at
hun var i live. Det var fantastisk. Men hvis hun levede, hvorfor ...
hvorfor havde hun så ikke taget ham med sig?
Så vågnede han. Det var stadig mørkt, og han befandt sig i
rum 83F. Den stillestående luft i det trange, lille rum var mættet
af lugten af formaldehyd og blegemiddel tilsat en antydning af
blod og kød. Alt var som før.
Alt, bortset fra ...
Jazz åbnede Dogs antikverede klaptelefon igen, vel vidende at
han brugte dyrebar batteritid. Billedet af Jazz’ mor lyste rummet
op.
Den del af det var ikke en drøm. Hun lever.
Indtil videre.
11
Han gøs. Der var koldt i lagerrummet, men det var ikke derfor,
han gøs.
Hvad er det, du leder efter her i New York? havde han spurgt
Billy, og Billy havde besvaret spørgsmålet med dette billede.
Måske er hun allerede død. Eller lemlæstet. Eller noget andet.
»LUK MIG UD HERFRA!«
Han skreg så højt, at han var bange for, at hans strubehoved
ville eksplodere, og lyden af skrigets genklang i det lille rum
hamrede mod hans trommehinder. Hans hjerte sprang et slag
over, da han hørte, hvor hæs og desperat han var. Han havde ikke
engang selv vidst, at han ville skrige, før ordene blev slynget ud
af munden på ham.
Du må ikke bryde sammen nu, Jazz. Bevar kontrollen.
Men han kunne ikke mere. Smerten i hans ben var blevet til en
dump, dunkende fornemmelse, og han formåede at manøvrere
sig hen til lagerrummets dør, hvor han fortsatte med at skrige
og hamrede på de rustne metallameller, indtil hans næver blev
glatte af blod.
Han sank sammen i mørket. Hans hænder var følelsesløse,
men han vidste kun alt for godt, at følelsen snart ville komme
tilbage. Og dermed smerten.
Smerten kom altid tilbage.
Hvis man kan føle smerte, er man i live. Smerte er godt. Smerte
er liv.
Snart ville det hele være lige meget. Snart ville han være død.
Den improviserede forbinding ville ikke kunne holde blødningen
tilbage ret meget længere. Og hvis han ikke forblødte, døde han
af blodforgiftning. Eller af tørst.
Ifølge uret i Dogs telefon var der gået mindre end et kvarter,
fra han så billedet af sin mor første gang. I det kvarter var han
gledet ind i bevidstløsheden flere gange. Han var ved at miste al
begreb om tid.
Hans mor stirrede på ham fra billedet, uvidende om, at hun
var blevet indfanget af Billys spionkamera.
12
»Mor ...« sagde Jazz. Men det føltes forkert. Da der var gået et par
sekunder, kunne han også mærke, hvorfor. Hun var forsvundet,
da han var helt lille. Og han havde kaldt hende mor nogle gange,
men for det meste havde han kaldt hende ...
»Mama,« sagde han. Han måtte nærmest lirke ordet ud af sin
hjerne, som om det sad fast.
»Mama,« sagde han igen og græd.
13
3
Det var ikke en drøm. Det var virkelig Billy Dent, der stod foran
hende.
Connie rystede på hovedet for at klare sine tanker, men det
forstærkede bare en lille pulserende fornemmelse, hun havde
haft i baghovedet hele tiden, og som nu blev til en dundrende
hovedpine, hun ikke kunne ignorere.
»Bare træk vejret helt roligt,« sagde han. »Du har kun fået en
lille dosis. Du er klar i hovedet igen, før du ved af det.«
Connie hørte efter, men det gjorde hovedpinen ikke. Den blev
ved med at trampe rundt inden i hendes hjerne som en lillebitte
mand i kæmpestore betonstøvler.
For himlens skyld, Connie. Hold op med at bekymre dig om din
hovedpine.
Da hun ville tage sig til hovedet med den ene hånd, gik det
op for hende, at hun var bundet til en stol. Hun spændte i hele
kroppen, men stolen var deprimerende solid, og knuderne på
rebet var kompetent bundet. Billy var ikke nogen amatør.
Værelset så ud, som man kunne forvente af et værelse i en
bygning med så lurvet en facade: Tapetet var skjoldet af fugt og
skimmelsvamp, gulvet var muggent og dækket af substanser, hun
helst ikke ville vide, hvad var. Og så var der selvfølgelig Billy, som
stod en anelse til venstre for hende. I det yderste af hendes synsfelt
kunne hun akkurat skimte et bord, hvorpå der lå to telefoner:
hendes egen smartphone og en eller anden billig klaptelefon.
Billy så ikke helt ud, som han havde gjort på nogen af de bil-
»Mor ...« sagde Jazz. Men det føltes forkert. Da der var gået et par
sekunder, kunne han også mærke, hvorfor. Hun var forsvundet,
da han var helt lille. Og han havde kaldt hende mor nogle gange,
men for det meste havde han kaldt hende ...
»Mama,« sagde han. Han måtte nærmest lirke ordet ud af sin
hjerne, som om det sad fast.
»Mama,« sagde han igen og græd.
14
leder, hun havde set af ham. Han havde bakkenbarter og fipskæg,
der var klippet, så det fik hans ansigt til at se længere ud. Hans
hår var brunt med lidt gråt i, ikke leverpostejfarvet. Det var det
ansigt, hun havde set som det første, da døren var gået op, og det
var ikke ansigtet, hun genkendte, men hans ansigtsudtryk. Den
ondskabsfulde fryd, der stod malet i det. Og så stemmen.
Det vendte sig i hende en enkelt gang. Og så igen.
»Jeg skal kaste op,« hviskede hun.
Billy trak på skuldrene. »Værsgo.«
Hun spekulerede på, om hun ville kunne ramme Billys sko,
hvis hun prøvede. Og på, hvilken straf han ville give hende for
at have kastet op på verdens mest berygtede seriemorder.
Det lykkedes hende at holde det nede.
»Det hedder Darkene,« sagde Billy pludselig. Han havde trukket
en stol hen til hende og sad nu cirka en halv meter fra hende.
»Hvad hedder Darkene?« spurgte hun. Pludselig kunne hun
huske – krystalklart – et af Jazz’ små foredrag om, hvordan man
overlever et møde med en seriemorder. Indtil videre havde hun
gjort alt forkert, men der var ét punkt på listen, hun ikke havde
prøvet endnu: »Få dem til at blive ved med at tale«. Hvis hun
kunne få Billy til at blive ved med at tale, ville nogen måske ...
»Det, jeg sprøjtede ind i dig,« sagde han.
Ville ...
Connie kunne ikke huske, at hun havde fået en sprøjte. Det
sidste, hun huskede, var, at døren til lejligheden gik op. Og at hun
så Billy stå dér. At hun genkendte ham – med det samme – på
trods af hans skæg og hårfarve. Den drævende måde, han talte
på ...
Du er da godt nok det sødeste lille stykke chokolade, jeg længe
har set.
»Det er en eller anden europæisk version af Rohypnol,« fort-
satte Billy. »De har blandet det med alkohol, så man kan give det
som indsprøjtning. Jeg læste om det på internettet. Og er det dér
internet ikke bare en herlig ting? Alt, hvad man har brug for at
15
vide, kan man finde dér. Det er fantastisk. Det gør mit arbejde
meget lettere. I begyndelsen af min karriere kunne man ikke få alt,
hvad man havde brug for, bare ved at trykke på en knap. Dengang
måtte man gøre en masse benarbejde. Man kom nemmere til at
sjuske. Jeg ønsker mig ikke tilbage til den tid for alt det guld, der
er i verden, min snut.«
Det vendte sig i Connies mave igen, da hun hørte ordet »Rohyp-
nol«, og hun kæmpede en brav kamp for ikke at kaste op. Rohypnol.
Date-rape-stoffet. Hun ...
»Hvad nu, min lille skat? Du tænker forhåbentlig ikke onde
tanker om gode gamle Billy, vel?« Han lo. »Jeg kan læse dig som
en åben bog. Du tænker date-rape, og du ved, at jeg har visse – lad
os kalde det tilbøjeligheder. Jeg vil ikke lyve over for dig. Det er
bestemt sket før, at jeg har tiltvunget mig omgang, som psykia-
teren kalder det, med visse kvinder. Og jeg vil bare sige, Connie,
at hvis én eneste af de kvinder havde haft nogen reel betydning
her i verden, så vil jeg ikke udelukke, at der ville have været en
teoretisk chance for, at jeg beklagede det. Men det havde de ikke,
så det gør jeg ikke.«
Han rømmede sig og lænede sig helt hen til hende. »Men tænk
på, at du jo stadig har trusserne på, og alt dit andet tøj, for den
sags skyld. Jeg har ikke opført mig upassende. Ikke over for min
drengs kæreste.«
Bortset fra at bedøve mig, havde hun lyst til at sige. Og binde
mig til en stol. Hun havde lyst til at sige det, men hun kunne ikke.
Hun ville ikke. Hendes ansigt var 15 centimeter fra munden på
en mand, der havde bidt struben over på en kvinde. 15 centime-
ter fra det uhyre, der drog hærgende gennem verden – voldtog,
torturerede og myrdede – forklædt som menneske.
Hun gik ind i Melissa Hoovers hus med Jazz foran sig og Howie
bag sig. Billy havde været i huset. Så meget havde G. William sagt
i telefonen. Og Jazz kiggede ind ad døren, drejede pludselig om
på hælen og skubbede hårdt til hende og Howie, som om han var
ligeglad med, at hun var hans kæreste, og at Howie var bløder.
16
»I må ikke se det her,« sagde han. »I bliver hjemsøgt af mareridt
resten af jeres liv.«
Han havde aldrig fortalt Connie præcist, hvad det var, Billy Dent
havde gjort ved stakkels Melissa. Men Connie og Howie ventede
udenfor, mens Jazz gik rundt inde på gerningsstedet sammen med
G. William og de andre betjente. Der var kommet en betjent ud
derindefra. Han havde støttet sig til muren og bøjet sig ind over
en rosmarinbusk med åben mund, som om han tiggede sin krop
om at kaste, hvad den måtte have i sig, op. Der var ikke kommet
noget.
Hun havde set retsmedicineren gå derind og komme ud igen,
helt grå i ansigtet og rystende på hovedet.
Billy myrdede ikke bare folk. Han voldtog dem ikke bare. Han
ødelagde dem. Han smadrede dem.
Hun så pludselig det hele i et klart, koldt lys og indså, at hun
var rædselsslagen.
Hun ville ikke komme nogen vegne med sine sædvanlige smarte
bemærkninger. Det ville ikke hjælpe hende at være tapper eller
at vise, at hun var en »stærk pige«. Hendes eneste chance var at
gøre og sige lige nøjagtig det, der var det rigtige at sige og gøre i
sådan en situation.
»Undskyld, at jeg tænkte sådan om dig,« hviskede hun.
Billy skraldlo og slog sig på knæet. »Sorte piger!« hylede han.
»Gud ske tak og lov for dem! Hvor er den frække attitude? Den
seje facade? Du skuffer mig. Jeg har set i fjernsynet, at I altid skal
være så rappe i replikken og spille op. Men se dig nu. Det er ikke
særlig imponerende. Ja, undskyld, jeg siger det, men du er ikke
just nogen pryd for den afroamerikanske race. Du er bare en
ganske almindelig farvet tøs. Kuet. Som en slave.«
Han rejste sig og holdt den ene hånd på ryggen. Da hånden
kom inden for Connies synsvidde, kunne hun se, at han havde
en stor, modbydelig kniv i den.
»Bilder du dig virkelig ind, at du er god nok til min dreng,
Conscience Hall? Tror du, at du har, hvad der skal til, for at være
17
sammen med ham? Nå ja, jeg skal lige sige, at jeg ved alt om dig og
ham. Da jeg hørte om det første gang, tænkte jeg: ‘Nå for dén da.
Jasper er til det alternative.’ Men ... Hvad? Sidder du og nikker?«
Connie blev anspændt i hele kroppen, da hun hørte ordet.
Hun havde ikke kunnet lade være med at dreje hovedet og følge
kniven med blikket.
»Åh, nej!« sagde Billy med påtaget forfærdelse. »Sagde jeg
virkelig det ord? Nej, selvfølgelig gjorde jeg ikke det, Connie.
Jeg sagde bare, at du sidder og nikker. Hold op med at være så
nærtagende. Det er typisk for din race. Og jeg er på ingen måde
racist. Jeg siger bare sandheden. Jeg prøver bare at hjælpe dig.«
Han tav et øjeblik, og det gik op for Connie – til hendes store
skræk – at han forventede at få et svar.
»Tak,« lykkedes det hende at sige. »Tak, det er jeg glad for, mr.
Dent.«
»Mr. Dent?« Billy smækkede med tungen. »Jamen altså, pige-
barn, du spreder ben for min søn, så vi er jo nærmest i familie
med hinanden.« Han sukkede dybt. »Min stakkels mor ville få
et slagtilfælde, hvis I to nogensinde blev gift, Connie. Det kan jeg
lige så godt sige ligeud. Hendes tankegang er ikke lige så moderne
og fordomsfri som min. Forstår du, hvad jeg mener?«
»Ja, mr. ... Ja.«
»Kald mig Billy, min skat.« Han lagde hovedet på skrå som
en lille, forundret hundehvalp og smilede skævt, mens han lod
kniven, der glimtede i lyset fra loftspæren, danse ind og ud af
Connies synsfelt.
»Ja, Billy. Jeg forstår, hvad du mener.«
Billy nikkede tilfreds. »Godt. Godt.« Han begyndte at gå frem
og tilbage på gulvet, stadig viftende med kniven. Og Connie var
faldet så tilpas meget ned, at hun havde overskud til at spekulere
over, om der var en udvej ... Kun for at indse et sekund efter, at det
var der ikke. Hun kunne selvfølgelig skrige, men det var selveste
Billy Dent, hun stod over for. Han ville have nået at skære hendes
hals over, allerede inden det første ord forlod hendes læber.
18
»‘Nikker’. Der er ikke noget i vejen med det ord. Men gode,
gamle Billy her kunne aldrig finde på at bruge det andet ord,«
sagde Billy med et smil. »Folk bliver så sure, når man siger det.
Det ville jo være politisk ukorrekt at sige det! Ufølsomt! Hvis jeg
begyndte at bruge den slags ord, ville folk først for alvor hade
mig. Og ikke kun sorte. Næ, mange hvide ville også mene, at det
var for galt. Men vil du høre en lille hemmelighed, Connie? Jeg
vil fortælle dig en hemmelighed, hvis du fortæller mig en. Er det
en aftale?«
Connie nikkede. Hun havde ikke andet valg.
Billy så tænksom ud. »Kan jeg nu være sikker på, at du opfylder
din del af aftalen?«
Hun nikkede igen.
»Sikker?«
Nik.
»Godt. Du nikker, så jeg tror på det.« Han brølede igen af latter,
så tårerne trillede. Han var helt ødelagt over sin egen debile,
racistiske humor.
»Jeg vil ikke skjule noget for dig,« sagde han. »Det er en god
hemmelighed. Og du skal også nok få alle de saftige detaljer.«
Connie bed sig i læben. Hun havde nær begået den værste fejl,
man kunne begå over for Billy. Hun havde tænkt, at hans humor
var debil og racistisk. Men Billy var ikke debil. Han gjorde ikke
noget som helst, der ikke var nøje gennemtænkt eller havde et
helt klart formål.
Han prøver at kravle ind i hjernen på dig, var der én, der sagde,
og det overraskede hende – en smule i hvert fald – at det var Jazz’
stemme. Det var noget nyt.
Når det er lykkedes ham at kravle ind i hovedet på dig, er det
game over, fortsatte Jazz. Når han først er inde i dit hoved, dør du.
Billy lagde hovedet på skrå igen. »Sidder du dér og spekulerer?
Og vrider hjernen? Sidder du og bilder dig selv ind, at der kan nå
at komme nogen og redde dig, hvis du får mig til at blive ved med
at snakke?« Så gjorde han noget nyt. Han bankede kniven let mod
19
sin kind med spidsen lige under munden. Lidt fraværende. Som
om det var noget, han tit gjorde, når han skulle koncentrere sig.
Connies åndedræt blev underligt hvæsende et øjeblik, da hun
forestillede sig kniven være lige så tæt på hende; at den rørte
hende ...
Hans greb om kniven var afslappet, som om den var en naturlig
forlængelse af hans hånd. Har han en yndlingskniv? Eller bruger
han bare den, der tilfældigvis er inden for rækkevidde?
Han blinkede til hende, og i det øjeblik vidste hun, at hendes
skæbne var beseglet. Billy var kravlet ind i hendes hoved. Han
spillede to forskellige spil. Samtidig med at han konverserede
hende, dannede han sig et indtryk af hendes psyke. Måske prøvede
han at regne ud, hvad der ville få hende til at skrige mest. Eller
rettere: skrige bedst. Han havde sikkert sin egen vurderingsskala
for skrig. Og han vidste nøjagtig, hvordan man fik et offer til at
bevæge sig fra 1 til 10 på et øjeblik.
»Men nu skal du høre min hemmelighed,« sagde han. »Der er
ikke den store forskel på mig og de andre ‘mennesker’, der går
rundt her i verden. Næsten ingen forskel, Connie. Seriøst. Ved du,
hvordan jeg ved det?«
Hun rystede på hovedet.
»Det skal jeg sige dig. Jeg har udført ... ja, man kunne vel kalde
det et eksperiment, Connie. Jeg har taget livet af en pæn bunke
mennesker. De fleste af dem var kvinder. Det går jeg ud fra, at du
er klar over.« Han strøg sig over kinden med den frie hånd. »Og
der er mange, der vil påstå, at jeg har ... et problem med kvinder.
Der er horder af eksperter, der tror, at de forstår gode gamle Billy
her. Men fuck dem, Connie! De kender ikke mig. Tror du måske,
de kender mig?«
Hun rystede på hovedet igen. Det faldt hende efterhånden
underligt let at erklære sig enig med Billy Dent.
»Jeg elsker kvinder, Connie. Det gør jeg virkelig. Jeg elsker for
eksempel min mor. Og hun er jo kvinde. Men problemet er, at
der ikke er ret mange rigtige kvinder her i verden. Ja, ja, det ved
20
jeg godt, at du mener, der er. Du går rundt på gader og stræder og
ser alle de her tingester, Connie. De her væsner. Dukker. Kønne,
nogle af dem. De har langt hår og bryster og pæne ben, og de
har et kildent sted mellem de pæne ben. Men de er ikke rigtige
kvinder. Er du med?«
Pludselig skreg han det af sine lungers fulde kraft: »ER DU
MED?«
»Ja!« råbte hun. »Ja! Jeg er med!«
»DU ER FULD AF LØGN!«
Han pegede på hende med spidsen af kniven og stod så helt
stille. Han var stivnet, og kniven stod så stille i luften, at Billy lige
så godt kunne have været statue.
»Jeg tror på dig!« hylede hun. »Det gør jeg virkelig! Jeg sværger,
Billy!«
Han udstødte en lille kluklatter. Han var gået fra at være rasende
til at være helt afslappet på brøkdelen af et sekund og sænkede
nu kniven.
»Ja, du forstår det godt. Jeg begynder næsten at tro, at du er en
rigtig kvinde, Connie. Det er muligvis derfor, min dreng ikke har
sprættet maven op på dig endnu. Hm ... Ja. Det er meget muligt.«
Dræber han mig ikke, hvis jeg er en »rigtig« kvinde? Slipper han
mig så løs? Eller er det ligegyldigt, fordi jeg er sort?
»Nå, men jeg prøvede altså det her; mit lille eksperiment. Det
var strengt videnskabeligt. I medierne elsker de jo at ævle stolpe op
og stople ned om, hvad jeg har gjort mod hvem og hvorfor, ikke?
Og jeg indrømmer gerne, at jeg er ikke perfekt. Jeg er en meget
stolt natur og elsker at følge med i, hvad folk siger om mig. Jeg
vil helst læse alt, hvad der bliver skrevet om mig.« Han blinkede
konspiratorisk-fortroligt til Connie. »Jeg har endda lært mig selv
at indstille den dér funktion, ‘automatiske underretninger’, i
Google, så jeg er sikker på, at jeg får det hele med.
Og her kommer så det med eksperimentet ind i billedet. Min
hemmelighed er, Connie, at jeg ordnede en håndfuld ret jævne
piger. Ikke særlig mange, man er vel en mand – og jeg har sans for
21
kvalitet. Men jeg ordnede altså et par tøser, der ikke så udpræget
godt ud, og jeg gav dem den samme behandling som alle de andre.
Men ved du hvad?«
Hun trak på skuldrene, men blev straks bange for, at det var
for henkastet og ville provokere ham, så hun tilføjede hurtigt:
»Nej. Hvad?«
»Det skal jeg sige dig. Medierne beskæftigede sig mindre med
dem end med de andre. Færre billeder. Færre artikler. Færre detal-
jer. Ved du hvorfor?«
Han ventede ikke på svar. Han kom endnu tættere på hende.
Nu var hans læber lige ud for hendes øre. Han ville kunne bide
det af, eller måske suge hendes hjerne ud, for han var Billy Dent,
og det ville ikke undre hende, hvis Billy Dent kunne det.
»Fordi,« hviskede han, og hans ånde føltes – i modsætning til
hans tale – varm og blød mod hendes øre, »de vil også hellere
have de kønne piger. Nøjagtig ligesom mig. De lever gennem mig,
Connie. De vil have det, jeg har. Hvad jeg får. Hvad jeg tager. Men
de har ikke nosserne til at tage det. De kan ikke klare blodet, ligene,
voldtægterne og alt det andet. Så de skriver og taler bare om det.
De rapporterer alle detaljerne. Og i virkeligheden ville de ønske, at
det var dem. Dem, der holdt pigerne nede med et fast greb. Dem,
der flænsede deres tøj med en kniv. Dem, der gjorde det hele.
Det er det, de drømmer om, Connie,« sagde han og trak sig lidt
væk fra hende, stadig med et smørret smil på læben. »Det var en
god hemmelighed, ikke?«
Hun kom i tanke om en telefonsamtale, hun havde haft for
nylig. Det var robotstemmen, der havde hånet hende og sagt, at
når hun døde, ville det ikke fylde særlig meget i nyhederne. Der
ville ikke blive lavet nogen ekstraudsendelser om hende.
Hvad, hvis det bare er sådan, det er? Hvad, hvis dit liv ganske
enkelt ikke er lige så meget værd som en hvid piges? havde stem-
men sagt.
»Som du sagde til mig i telefonen,« sagde hun, og ordene fløj
ud af munden på hende, før hun kunne nå at standse dem, »så
22
er alle mennesker ikke lige meget værd.« For dig, tilføjede hun i
sit stille sind. Hun turde ikke sige det højt.
Billy pressede læberne sammen. »Jeg ved ikke, hvad der er
blevet sagt til dig i telefonen,« indrømmede han. »Det var ikke
mig, du talte med.«
Du skal dø under alle omstændigheder, Connie. Du kan lige så
godt i det mindste få stillet din nysgerrighed. »Du har altså en
makker?«
»En makker? Ja, det man vel godt kalde det.«
»Som Kopisten. Og Hat-Dog-morderen.«
»De pikhoveder?« sagde Billy ophidset. »Tager du pis på mig?
De tre har ikke noget, der ligner et enkelt sæt nosser, tilsammen.
Nyttige idioter, det er, hvad de er. Værktøjer. Som en svensknøgle,
eller en ...« Han løftede kniven, overrasket og fornøjet, som om
han havde glemt, at han havde den. »Eller en kniv!«
De tre? tænkte Connie.
»Men nu er det din tur,« sagde Billy. »Det er din tur til at fortælle
mig en hemmelighed.«
Connie åbnede munden, men der kom ikke en lyd ud af den.
Hendes tunge føltes tør og tung, og hun kunne ikke bevæge den.
Og pludselig kunne hun ikke komme i tanke om én eneste hem-
melighed. Hun var helt blank. Og hun kunne slet ikke komme i
tanke om noget, der ville interessere Billy Dent.
Det er også ligegyldigt. Han slår dig ihjel uanset hvad.
»Er du pludselig blevet stum?« spurgte Billy.
»Jeg har ikke nogen hemmeligheder,« lykkedes det hende
endelig at sige. »Beklager.«
»Alle har hemmeligheder, lille pus. Alle. Og vi to har først
lige mødt hinanden. Det er første gang, vi taler sammen. Du har
masser af hemmeligheder, jeg ikke kender til.«
»Du ved, hvem jeg er,« sagde Connie. »Du ved alt om mig.«
»Kun, hvad jeg har fået fortalt,« sagde Billy og fnøs. Han viftede
det væk, som var det en stank, der hang i luften. »Jeg ved kun, hvad
jeg har fået at vide af andre. Jeg vil lære dig ordentligt at kende.
23
Jeg vil høre det fra dig.« Nu bankede han let på sine tænder med
kniven, og i et glimt så Connie for sig, hvordan hun kunne kaste
sig fremad med hele sin vægt og støde ind i ham, så kniven gled
op ad tænderne, skar sig gennem overlæben, ind gennem næsen
og videre op i hans hjerne ...
Men tanken forsvandt igen, næsten lige så hurtigt, som den
var dukket op.
»Fortæl mig lidt om min dreng,« sagde Billy. »Om den første
gang.«
»Første gang?« spurgte hun sløvt. Hun følte sig dum. Hvilken
første gang?
Billy smilede, og Connie nåede lige at slappe lidt af, inden hun
huskede på, at Billys smil kun var et middel. En måde at få byttet
til at sænke sine parader på.
»Du skal ikke lave fis med mig, min tøs. Jeg har behandlet dig
pænt indtil videre, men det kan meget hurtigt ændre sig. Den
første gang. Med Jasper. Hvordan var det?«
»Vi har ikke gjort det!« røg det ud af hende.
Billys ansigtsudtryk og kropsholdning ændrede sig ikke. Men
Connie vidste øjeblikkeligt, at hun havde svaret forkert.
»Jeg ...« begyndte hun, men Billy sendte hende et blik, der fik
hende til at tie.
Han løftede kniven op foran sine øjne, drejede den langsomt
og inspicerede hver eneste kvadratcentimeter af den med blikket.
»Er det en dolk, det, som jeg ser foran mig?« spurgte han med
et citat fra Shakespeares skuespil Macbeth og en overaskende
præcis, britisk accent. Connie blinkede med øjnene, usikker på,
hvad hun skulle svare, og så rykkede Billy frem, så knivspidsen
befandt sig lige ud for hendes øjenkrog. Hun veg refleksmæssigt
tilbage, men Billy holdt hende på siden af hovedet med sin frie
hånd, så hun kun kunne stirre ind i knivsbladet.
»Er det en dolk, eller hvad?« spurgte Billy nu i sit sædvanlige,
drævende tonefald. »Jeg er lige på nippet til at gå amok på dig,
min pige. Så sig mig, er det en dolk, jeg har i hånden?«
24
Connie udstødte en klynkende lyd.
»Svar!« råbte Billy, så hun fik et par dråber af hans spyt på
kinden.
»Det er en kniv!« råbte hun. »Det er dig, der har kniven!«
»Og tror du på, at jeg vil stikke dig med den og sprætte dig op
med den, hvis du lyver for mig? Gør du?«
»Det ved jeg, at du vil!« råbte hun. »Men jeg lyver ikke!«
»Jeg vil vide det!« brølede Billy. »Fortæl om den første gang
med min søn! Nu! eller jeg flænser dig op og skærer dig i små
stykker, et ad gangen, så du kan se dig selv dø!«
»Vi har ikke gjort det!« sagde Connie i en bønfaldende tone.
»Vi har ikke haft sex endnu! Jeg sværger!«
Billy udstødte et voldsomt brøl af raseri. Han lod hånden glide
om til hendes baghoved, tog fat i hendes fletninger og rykkede
hendes hoved bagud. Han stillede sig foran hende, skrævede over
hendes ben og pressede kniven mod hendes blottede, sårbare
strube. Connie kunne mærke, at kniven trykkede mod hendes
hud, men smerten udeblev.
Indtil videre.
»Sværger du? Ved hvad? Ved Gud? Tror du, at Gud kiggede med,
eller overhovedet var interesseret, da jeg sømmede det tåbelige
pigebarn fast til loftet i kirken i Pennsylvania? Tror du, at Gud
overhovedet lagde mærke til det, da jeg stak kniven i hende, så alle
hendes blodige og mørke hemmeligheder fossede ud af hende?
Tror du, at Gud var en skid interesseret i, at jeg stak hendes øjne
ud og fodrede de hjemløse katte i gyden med dem? Gør du? Gør
du?« Han slikkede sig om læberne. »Hvis du skal sværge ved
noget, lille ven, hvis du skal overbevise Kære Gamle Far her om,
at du mener det, så må du hellere sværge ved noget, der betyder
noget.«
Connie sank en klump. Hvor der før havde været tørt, var der
nu vådt. Men hun kunne ikke lade være. Hun var nødt til at synke
igen, og så kom smerten og fornemmelsen af hendes eget blod.
»Jeg kan ikke sige andet, end at jeg sværger, at det er sandt,«
25
hviskede hun, idet hun prøvede at bevæge strubehovedet så lidt
som muligt. Hun var pinligt bevidst om, hvor tynd huden var
mellem kniven og hendes luftrør. Mellem kniven og halspulsåren.
»Jeg sværger, Billy!« Tårerne løb ned ad kinderne på hende, dryp-
pede fra hendes hage og blandede sig med blodet på halsen.
Tårer. Hele sit liv havde hun været vant til, at tårer havde en
virkning. De tog tempoet ud af en samtale. Fik folk til at sige
undskyld. Nogle gange gjorde tårerne bare den, man talte med,
vred, så vedkommende stormede ud af lokalet.
Hun var ikke vant til, at de intet betød. Billy ville også have
opført sig sådan, hvis hun ikke havde grædt eller blødt.
»Regner du virkelig med, at jeg bare tror på det?« spurgte han.
»En flot pige som dig? Og en charmerende fyr med ordet i sin
magt som min Jasper? Skulle jeg tro på, at du har kunnet lade
være? Den dreng kan tale trusserne af dig så let som ingenting
og samtidig få dig til at tro, at det er din egen idé.«
Det er ikke mig. Det er ham, havde hun lyst til at sige. Men ville
han tro på det? Ville Billy Dent kunne tro på sandheden?
Billy lavede en savende bevægelse med kniven, og Connie
kunne mærke, at hendes hud åbnede sig.
»Vil du ikke nok lade være?« klynkede hun. Hun havde ikke
villet sige det. Hun kæmpede med sig selv. Beordrede sig selv til
at klappe i, men forgæves.
Connie ville ikke trygle for sit liv. Det ville hun bare ikke. Men
hun ville ende med at gøre det alligevel. Det vidste hun. Hun kunne
mærke, at det kom krybende op gennem struben på hende, som
noget hun havde spist, der ikke var helt dødt, da hun spiste det.
Hun ville komme til at klynke. Og græde. Der ville strømme snot
ud af næsen på hende. Og det ville være forgæves, for det er den
slags, der kun virker på folk, der har evnen til at føle medlidenhed.
Den evne havde Billy Dent ikke. Han var født uden den, på samme
måde som nogle mennesker kan være født med øreflipper og
andre uden, eller ligesom man kan mangle genet for at kunne
vende tungen i munden. Hendes tårer og bønner ville lade ham
26
kold, og hun vidste det, men hun ville ikke kunne lade være. Hun
ville tigge og bede og bande og sværge, men til sidst ville han gøre
ufatteligt modbydelige ting ved hende alligevel.
Pludselig holdt han kniven stille og kiggede undrende hen
over hovedet på hende.
Han havde stadig fat i hendes fletninger med den anden hånd.
Nu trak han dem op mod sig og stirrede på dem, næsten med
beundring i blikket.
»Jeg har aldrig rørt ved en farvet piges hår før,« sagde han med
en blødhed i stemmen, der både overraskede og skræmte hende.
Rør ved mit hår, så meget du vil. Jeg er ligeglad. Bare du lader
mig leve.
Med en blød bevægelse fjernede han kniven fra hendes hals og
skar en af fletningerne over næsten helt nede ved hovedbunden.
Kniven gled gennem de små knuder med en lethed, der, sammen
med Connies blødende hals, så rigeligt beviste over for hende, at
kniven var skarp som et barberblad.
Han trådte et skridt tilbage, holdt kniven mellem tænderne
og bandt hurtigt og effektivt den afskårne fletning om sit højre
håndled.
Åh, nej. Et trofæ. Hans trofæ. Åh, Gud, hvad har jeg gjort? Jeg
ved godt, at det var dumt af mig at tage herhen, men det er ikke en
synd at være dum. Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort for at fortjene
det her, men jeg lover, at jeg aldrig gør det mere. Hvis du får mig ud
herfra, lover jeg, at jeg aldrig nogensinde mere gør noget forkert.
Jeg vil være en god pige resten af mit liv.
Billy tog kniven ud af munden og studerede den blodige æg
et øjeblik. Connie sank igen en klump, og denne gang slikkede
smerten hele vejen op ad halsen på hende, som en flamme fra
det sted, hvor hendes hud var blevet åbnet.
Hun blev helt tom indeni. Der var ikke mere tilbage inden i
hende. Ikke mere at sige. Ingen bønner.
Og så blev hun bogstavelig talt reddet af klokken.
Telefonen ringede.
27
Det var bizart for Connie at se Billy tage telefonen.
Han var den store bussemand. Det store uhyre. Djævlen selv.
Men da klaptelefonen på bordet ved siden af ham summede,
rynkede han brynene et kort øjeblik på samme måde, som enhver
anden ville have gjort, klappede den op og sagde høfligt: »Hallo.«
Som om han var et menneske.
Bizart.
»Nej, det kan du snakke med Grimme J om.« En kort pause.
»Nå, men jeg er dybest set ligeglad. Sig frem.«
Reddet af klokken, tænkte hun.
Hendes tanker fløj fra det sært prosaiske tableau, som Billy Dent
ved bordet med telefonen for øret udgjorde, til den metalkasse,
hun havde gravet op i hans have,
En klokke. Klokken. Hun kom i tanke om et Edgar Allan Poe-digt,
hun havde haft om i skolen engang:
klirrende musikalsk lokker
lyden af klokker, klokker
klokker, klokker, klokker
Åh, Gud. Jeg er ved at blive vanvittig.
Billy stod lidt og lyttede. Hans ubevægelige, neutrale ansigts-
udtryk ændrede sig ikke, da han sagde: »Lod du ham så bare
ligge der?«, og Connie følte det, som om temperaturen i lokalet
pludselig faldt 15 grader. Hun forestillede sig, at hun kunne se
sin ånde krystallisere sig til en tåge ud for hendes næsebor.
Hun prøvede at lade være med at blive alt for begejstret for sin
lille respit. Blodet løb stadig ned ad halsen på hende og samlede
sig i den lille hulning ved hendes kraveben. Hun vidste ikke lige
så meget om den menneskelige krops skrøbelighed, som Jazz
gjorde. Hvor alvorligt var det? Hvor meget blod havde hun mistet?
Hvor meget ville hun miste?
Slap af, Connie. Du er ikke Howie. Hvis Billy havde ramt din
halspulsåre, var du allerede bevidstløs eller død nu.
28
Men det kunne også bare være bedøvelsesmidlet, der virkede
beroligende. Hun vidste, at Rohypnol kunne blive i kroppen i
lang tid.
»Men lod du ham så ligge der?« gentog Billy, stadig helt roligt.
Så vendte han kniven i hånden og jog spidsen ned i bordpladen,
så det gav et højt dunk, og den stod og vibrerede, efter han havde
sluppet den. Connie vidste, at det ville give den samme lyd, når
den ramte hendes knogler.
»Bliv, hvor du er,« sagde han så. »Du bliver lige nøjagtig, hvor
du er, og hvis du slår nogen ihjel, før jeg giver dig lov, bliver det
værst for dig selv.« Han holdt en lille pause og fortsatte så: »Hvis
du vil være en krage, gør du klogest i ikke at skændes med mig.«
Endnu en pause. »Det tænkte jeg nok.«
Billy klappede telefonen sammen og stirrede på den lille sorte,
tavse tingest i sin hånd.
»Den forbandede idiot,« sagde han roligt. Han smed telefonen
på bordet, tog kniven og huggede den metodisk ned i den. Hans
ansigt var udtryksløst og hans blik stift rettet mod det sted, hvor
knivspidsen ramte telefonens plasticskal, indtil den brød igennem
den og satte sig fast i bordpladen igen. Dunk.
Connies blod kom på telefonen, så det så ud, som om Billy
havde slået den ihjel.
Jeg skal dø. Jeg bliver også slået ihjel på den måde, og jeg bliver
slået ihjel her. Fordi jeg gjorde alle de idiotiske ting, som man altid
tager sig til hovedet over, at folk gør i filmene.
»Godt,« sagde Billy. »Og du ...«
Han stirrede på hende, som om han et øjeblik havde glemt, at
hun var der. Han gik hen til hende og lagde hænderne om hendes
hals lige der, hvor han havde skåret. Connie hvæsede af smerte
og forsøgte at trække hovedet tilbage. Billy bankede hende på
hovedet med undersiden af en knyttet hånd.
»Sid stille!«
Han lod fingrene løbe langs sårkanten.
Connie klynkede.
29
»Drop det,« sagde han koldt. »Det her er ingenting. Det dør du
ikke af.«
Han kiggede på sine blodige fingerspidser et øjeblik og slikkede
så den ene ren. Connie fik kvalme.
»Jeg troede, det smagte anderledes,« sagde han, mest henvendt
til sig selv.
Han tørrede de andre fingre af i Connies trøje, hurtigt og
effektivt, uden at dvæle ved brysterne. Som om trøjen bare var
et håndklæde.
»Jeg er ikke færdig med dig endnu,« sagde han. »Du skylder
mig stadig en hemmelighed. Fortællingen om din første gang
med min dreng. Jeg har ikke tænkt mig at give afkald på den.
Men jeg skal lige noget vigtigt først. Så du er nødt til at sidde her
og vente på, at jeg kommer tilbage.«
Han tog et lommertørklæde frem og proppede det uden videre
i munden på hende, før hun kunne nå at protestere. Så tog han
fat i stolens ryglæn og vippede den, så den stod på de to bagerste
ben. Den pludselige bevægelse og eftervirkningerne af bedøvel-
sesmidlet gjorde hende svimmel. Med den ene hånd slæbte Billy
hende baglæns hen over gulvet. Stolen skramlede, og hendes
fødder skrabede hen over gulvplankerne. Han åbnede en dør,
slæbte hende ind ad den og rettede stolen op. Connie havde kun
nogle få sekunder, mens Billy gik forbi hende og tilbage over
dørtærsklen, til at danne sig et indtryk af værelset. Hun kiggede
sig desperat omkring og drejede endda sin sårede hals for bedre
at kunne se. Det var et lille værelse. Der var sømmet en slags
gummibeklædte æggebakker op på væggene. Det eneste møbel
var en seng, hvorpå der lå henslængt nogle tæpper.
Billy standsede op i døren og stirrede på hende.
»Jeg har et par ting, jeg skal have ordnet. Mens jeg er væk, er
det kun relevant for dig at tænke på to ting. Den ene er, at jeg
stadig vil høre om den første gang, du fornøjede mig søn. Og den
anden er, at jeg kan være meget insisterende, hvis der er noget,
jeg gerne vil have. Er du med?«
30
Connie nikkede voldsomt.
Billy holdt håndleddet med Connies fletning op for sig. »Du er
hos mig hele tiden, snut. Og jeg kommer snart tilbage.«
Og så lukkede han døren. Der blev øjeblikkeligt bælgmørkt.
Og så: den umiskendelige, deprimerende kliklyd fra en lås.
Connie hørte Billys fodtrin på gulvet i stuen. Så nåede de hen
til hoveddøren. Og så blev der stille.
Connie ventede på, at hendes øjne vænnede sig til mørket.
Billy havde slukket lyset inde i stuen, så der var mørkt ved spræk-
kerne omkring døren. Det var dog et lidt lysere, gråsort mørke
sammenlignet med det tykke mørke, der herskede længere inde
i værelsets kroge. Hun kiggede ned ad sig selv og konstaterede, at
hun ikke engang kunne se sine egne ærmer. Så var det altså slut
nu.
Tænk, Connie. Du har fået ekstra tid, og du ved ikke, om det er
fem minutter eller fem timer. Brug tiden. Nu.
Kunne hun hoppe med stolen over til sengen? Måske kunne
hun save rebet over, hvis hun fandt en ru kant, en skrue eller et
søm, der stak ud et eller andet sted. Så vidt hun kunne bedømme,
havde Billy bundet hendes ankler og håndled til stolens armlæn
og ben med tykt, groft reb. Rebet var bundet stramt, og det krad-
sede ubehageligt på hendes håndled. Hun kunne godt bevæge
fødderne en anelse og bøje fingrene, men det var det hele. Det
sikrede dog i det mindste, at blodet kunne cirkulere lidt.
Okay, Connie, ikke spilde mere tid på lægelige spekulationer.
Han kan komme tilbage, hvert øjeblik det skal være. Kom i gang.
Hun tog en dyb indånding gennem næsen (hun var meget
taknemmelig for, at lommetørklædet var rent – det lugtede af
nyvasket bomuld) og stemte igen mod gulvet i et forsøg på at
løfte stolen et par centimeter. Samtidig kastede hun hele sin
vægt bagud og hen mod sengen. Stolen vaklede et øjeblik, og så
faldt hun bagover. Det føltes, som om hele hendes krop raslede,
da den ramte gulvet. Hun knaldede hovedet mod gulvplankerne,
og al luft, inklusive et skrig, blevet jaget ud af hendes krop og
31
opfanget af lommetørklædet. Hun prøvede at tage en indånding
gennem munden og gik i panik, da hun ikke kunne. Hun suttede
på lommetørklædet et par skrækslagne sekunder, før hendes
åndedrætsrefleks satte ind, og hun grådigt snusede luften ind
gennem næsen og stødvist og larmende pustede den ud igen.
Pis! Pis! Pis! Nu er jeg for alvor fucked!
Hun havde en dump og dunkende smerte i hovedet. Der løb
noget vådt ned ad hendes kind; i de par sekunder hun havde troet,
at hun ikke kunne få vejret, havde hun rullet sig i en lille blodpøl
med blod fra såret i halsen.
Du skal op igen, Connie! Gør det så! Nu! Før han kommer tilbage.
Find ud af det! Nu!
Hendes hjerte hamrede så hårdt i brystet på hende, at hun
var bange for, at det ville eksplodere. Hun tvang panikken væk;
forestillede sig, at den bare var en sten på vejen foran hende. I
det øjeblik var hun glad for, at hun havde brugt så meget tid på
at øve visualiserings- og meditationsteknikker. Yoga redder liv,
tænkte hun.
Da hun havde skubbet sin angst pænt til side, blev hendes
vejrtrækning gradvist roligere, og hendes puls fandt sit normale
leje igen. Hun vidste, at der susede endorfiner og frygthormoner
rundt i kroppen på hende lige nu, men det kunne hun ikke gøre
noget ved. Hun måtte blive enig med sig selv om, hvad der var
det mest fornuftige at gøre. Derefter måtte hun gøre det, og så
håbe på, at hun havde vurderet rigtigt.
Først måtte hun finde ud af, hvordan hun kom hen til sengen.
Sengen var den eneste anden genstand i rummet. Den var det
eneste redskab, hun havde.
Hun prøvede at komme på højkant igen, men det nyttede ikke
noget. Og hvad skulle det i øvrigt også nytte? Kunne hun måske
orme sig hen ad gulvet, mens hun lå ned? Hvis hun vrikkede med
kroppen på den helt rigtige måde, kunne hun måske lige akkurat
nå hen til sengen.
Hun tog endnu en dyb indånding. Det her blev ikke nemt. Hun
32
kunne ikke bruge armene og benene. Hun måtte klare det ved at
vrikke med kroppen. Den ene yoga-instruktør, der var i Lobo’s
Nod, var ikke særlig god, men de par gange, Connie havde været
til hans undervisning, havde det handlet meget om den stilling,
hvor man spænder i kroppen, krummet sammen som en båd.
Det kunne Connie pludselig bruge til noget.
Men så var det, som om noget bevægede sig et sted.
Connie stivnede. Hun følte, at hendes åndedræt var helt utroligt
larmende.
Unaturligt larmende.
Endnu en lyd. Arme og ben, der rørte på sig under stof.
Bunken på sengen.
Det var ikke bare tæpper.
Åh, Gud. Hun var ikke alene.