katalog.compressed

8/17/2019 Katalog.compressed

http://slidepdf.com/reader/full/katalogcompressed 1/86

LIV OG DØD, FOLK OG TROLDE

22. JANUAR - 17. APRIL 2016



FREDERIKSBERG MUSEERNE

THEODOR KITTELSEN1857 - 1914

LIV OG DØD, FOLK OG TROLDE22. JANUAR - 17. APRIL 2016



Kataloget er udgivet med støtte fra:Augustinus FondenFrimodt-Heineke FondenKong Olav V’s FondFonden for dansk-norsk samarbeid

Aage og Johanne Louis-Hansen FondenOverretssagfører L. Zeuthens mindelegat

Kataloget er udgivet i forbindelse med udstillingen:Theodor Kittelsen (1857-1914). Liv og død, folk og troldeStorm P. Museet 22. januar-17. april 2016

Udstillingsorganisation: Storm P. Museet, FrederiksbergmuseerneUdstillingsleder: Museumsinspektør Nikolaj BrandtUdstillingsassistenter: Charlotte Heilskov og Anne Marcher

Copyright: Storm P. Museet og forfatterneKatalogredaktion: Charlotte Heilskov, Anne Marcher og Anders RossauGrask design: Tilde Burrows og Anders RossauTryk: Hovedstadens kopicenterFotograer: Juliane Fredrikke Langberg/Norsk Folkemuseum, Lauvlia/ Th.Kittelsens kunstnerhjem/Sigdal, Dag Andre Ivarsøy/Nasjonalmuseet/ Oslo, Blaafarveværket/Kittelsenmuseet/ModumForsidebillede: Kat. nr. 4, Nøkken

Storm P. Museet - FrederiksbergmuseerneFrederiksberg Runddel | 2000 Frederiksberg© Storm P. Museet 2016



INDHOLDSFORTEGNELSE

Side 4 Forord Side 7 Arnhild Skre Kittelsens livsmyte og andre sannheter

Side 26 Trond Berg Eriksen Theodor Kittelsen – kunstner og illustratør

Side 44 Finn Skårderud Det lekne norske mennesket – melankoli og

humor hos Th. Kittelsen

Side 65 Jens Bing Poetisk satire. Kittelsen – Arosenius -Storm P.

Side 76 Tidslinie. Theodor Severin Kittelsen (1857-1914)

Side 79 Katalog over udstillede værker

Side 83 Illustrationer (ikke-udstillede værker)



4

Det er en stor glæde for Storm P. Museet, at præsentere en større udstilling med

Theodor Kittelsen (1857-1914). For første gang i Danmark i over 100 år. I 2014markerede man i Norge 100-året for Kittelsens død med ere udstillinger. Rekordhøje

besøgstal afspejler, at han er så populær som nogensinde. Man kan undre sig over,at Norges måske mest folkekære kunstner ikke er mere kendt i Danmark.

Kittelsens position i norsk kunsthistorie ligner på ere måder Storm P.s i Danmark.

En generation yngre fandt Storm P. (1882-1949) inspiration hos ham og ere andre

kunstnere, som gik egne veje i tiden omkring århundredeskiftet. I eftertiden er debegge i deres hjemlande blevet tillagt en særstatus i og udenfor de samtidige

kunstretninger. De arbejdede som billedmagere i usædvanlig mange genrer ogmedier. De var begge satire- og karikaturtegnere og var tillige forfattere. Kittelsenskunst er som Storm P.s ofte nært forbundet med den folkelige kultur. Hans værker erendnu i dag for mange nordmænd del af en fælles national kulturarv, som er kommet”ind med modermælken” og dermed også betragtes ud fra andre værdinormer endde rent kunstneriske. En karakteristik som også kan overføres på Storm P.

Storm P.s bibliotek rummer ere udgivelser om og af Kittelsen. Storm P. ejede bl.a. en

original udgave af Har dyrene sjæl? (1893), og refererer til denne titel i tegnelmen

Gaasetyven (1919). Storm P. trækker i talrige andre værker på inspiration fraKittelsen, og man sporer i selve hans grundholdning til sit kunstneriske virke enstræben efter at arbejde i samme tradition. Besjælingen af ting, dyr og natur erkarakteristisk for begge kunstnere. Den frie natur er hos begge billedet på denoprindelighed som civilisationen bliver målt op imod. Menneskenes indretningeroverfor naturens forunderlighed og mystik. Storm P. kan siges at videreføre etny-romantisk syn på naturen, som han meget vel kan være blevet inspireret til afKittelsen, som han blev det af en række andre tidlige kunstneriske helte indenforkarikaturtegning, symbolistisk billedkunst og jugendstilen. På udstillingen er vi såheldige at kunne vise eksempler på Kittelsens kunst i mange genrer, materialer ogteknikker. Fra satiretegninger og bogillustrationer til landskaber i akvarel og olie.

Kittelsens kendteste værker er hans illustrationer til Asbjørnsens og Moes folke- oghuldreeventyr, som han arbejdede med i ere faser gennem næsten 30 år. Her gav

han form til den norske trold, som vi kender den – knortet og grov som født af skovenog urfjeldet, tillige med Nøkken, Huldren og talrige andre væsner fra folketroen.Hans livsværk rummer imidlertid langt mere end de berømte eventyrillustrationer.

Han lavede ere enestående bogværker, hvor han var ophavsmand til både tekstog tegninger.

FORORD



5

Værker med satirisk brod, som eksempelvis Har dyrene sjæl? og episke værkersom Svartedauen , hvor pesten personiceres ved en uhyggelig gammel kælling,

som drager over landet efterladende sig død og ødelæggelse.

Kittelsen var en eminent skildrer af natur og landskab. Der er en enestående fortættet

stemning i landskabsbillederne. Kittelsen er især mester i blandingsteknik medblyant, tusch og vandfarve. Teknisk overlegent udførte tegninger/akvareller hvor

fjelde, træer, dyr, planter, sne mm. fremtræder på papiret med særegen stoighed.

Kittelsen bryder mange steder med meget stor effekt realismens konvention ved atlade mytiske væsner befolke landskaberne. Nogle gange som en antydet silhuetaf en mulig trold, men oftest helt utvetydigt. Netop den realistiske stil i udførelsenaf disse værker gør de mystiske og frydefuldt uhyggelige væsner så meget mereoverbevisende.

Ved at arbejde med gurer fra folketroen og det norske landskab på denne

måde, skabte han et meget personligt udtryk, som samtidigt var i samklang medinternationale tendenser. Først og fremmest schweiziske Arnold Böcklin (1827-1901)

nævnes som en vigtig inspiration. Lignende stilistiske greb kan også ndes hos

symbolistiske kunstnere som tyske Max Klinger (1857-1920) og belgiske FelicienRops (1823-1893) .

Disse kunstnere inddrog som Kittelsen de publicistiske medier i deres kunstneriske

praksis, frem for kun at skabe unikke værker til udstilling. Den stærke bevægelsei tiden med at arbejde med sådanne Gesamtkunstwerke appellerede stærkttil Kittelsen. En meget belastet økonomi tvang ham til at påtage sig så mangebestillingsopgaver han kunne få, og det var svært for ham at nansiere sine egne

ideer til radikale bogværker som Svartedauen . Hvad enten han arbejdede med merebanale kommercielle illustrationsopgaver eller kunstnerisk autonome bogværkerblev resultatet imidlertid oftest umiskendeligt personligt. Kittelsen blev en af demest avancerede kunstnere indenfor bogdesign i l’art nouveau og jugendstilen iNorge. Han udførte tillige en lang række træskærerarbejder, heriblandt rammer

til egne værker. Også et fremtrædende træk i tidens kunst, som i Danmark ses iskønvirkebevægelsen og hos eksempelvis J. F. Willumsen.

Kittelsens popularitet i Norge illustrerer måske, at han på enestående vis formidleren personlig og meditativ naturoplevelse, som er central for mange nordmænd.Naturoplevelse er vel for de este næppe kun registrering af tilstedeværelse i et

fysisk landskab. Fantasien udfordres her som ingen andre steder. Også satirenog Kittelsen som ”trolden”, der udfordrer autoriteternes konventionelle patent påsandheden, gør ham elsket af nordmændene. Kittelsen fortsætter med at fascinere.Han appellerer i dag eksempelvis til de nye generationer, som har dyrket fantasy-genren og til dele af metalmusikkulturen.



6

Museet takker for de kyndige og indsigtsfulde bidrag til dette katalog af Arnhild Skre,Trond Berg Eriksen, Finn Skårderud og Jens Bing. Udstillingen kunne ikke være blevettil uden den helt enestående imødekommenhed vi har mødt fra KittelsenmuseetBlaafarveværket i Modum. En varm tak rettes hermed til museumsdirektør ToneSinding Steinsvik og kunstfaglig medarbejder m.a. Sverre Følstad. Stor tak rettes

desuden til Nasjonalmuseet, Oslo; Lauvlia, Th. Kittelsens kunstnerhjem v. ÅseTangerud; samt til de private ejere, som generøst har udlånt værker til udstillingen.Derudover takker vi Grev Wedels Plass Auksjoner for hjælp med at opspore værkeri privat eje. Endelig skal der lyde stor tak til Augustinusfonden, Frimodt-HeinekeFonden, Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat, Kong Olav V’s Fond, Aage ogJohanne Louis-Hansens Fond samt Fondet for dansk-norsk samarbeid, uden hvisøkonomiske støtte udstillingen ikke havde været mulig.

Iben Overgaard

Leder, Storm P. Museet og Revymuseet

Nikolaj Brandt

Museumsinspektør, Storm P. Museet



7

KITTELSENS LIVSMYTEOG ANDRE SANNHETER

”Sannheten er at Kittelsen hele sitt liv med den store kunstners viljestyrke ogfornemme steilhet måtte stampe og trasse sine mesterverker frem. Fra sine ungedager og til sin død kjempet han med en bøig av fattigdom og likegyldighet.” Slikslår kulturjournalist Odd Hølaas an tonen i forordet til den store kunstboken Theodor

Kittelsen. Tekst, tegninger og malerier som Gyldendal publiserte i 1945.

Fire år tidligere hadde Hølaas gitt ut den første Kittelsen-biograen, Den norskefaun . Der er framstillingen mer nyansert, men grunntonen den samme. Det erTheodor Kittelsens egen livsfortelling som formidles i disse korte setningene. Ikkeden avrundede som han selv formulerte i erindringsboken Folk og Trold , men enannen som han fortalte i samtid gjennom fem tiårs brevskriving.

FORKRØPLENDE VILKÅR

Kittelsens brev spenner fra tenåringsalderen midt på 1870-tallet fram til 1914 da han

døde bare 56 år gammel. Fattigdomsbøygen snor seg gjennom hele samlingen. Deeldste brevene skrev han fra Kristiania i de første kunstskoleårene. Han var lykkelig,stolt og ivrig etter å vise seg tilliten verdig.

Inga og Theodor Kittelsen. Foto: Lauvlia, Th. Kittelsens Kunsterhjem i Sigdal

AV ARNHILD SKRE



8

Blandingsteknik, 36,7 x 29 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum.

Inv. nr. MBV.04099. Kat. nr. 33.

Fra Aarets Måneder. December, 1890.



9

Men det går også fram at Kittelsen visste hva pengemangel var, og den følelsenskulle følge ham: Gjennom studietiden i Kristiania og München. I de to periodene i1880-årene da han med statlige kunstnerstipend og oppholdt seg i Paris og vendtetilbake til München. Særlig ble fattigdomstrykket sterkt da han i sin andre München-periode satset på å slå gjennom som illustratør og vittighetstegner i tyske medier,men etter omtrent re års slit og perioder med sult måtte gi opp den planen. Vel

hjemme igjen, gikk han inn i en kunstnerisk blomstringstid som varte fra han i 1887yttet til Lofoten og gjennom 1890-årene i Kragerøs øyrike, i Hvitsten, i Eggedal og

Sigdal. Han publiserte, stilte ut, kk glitrende kritikker, men opplevde fremdeles

vansker med å få avsetning, med å nne forleggere og kjøpere selv til det svært

gode.

”Bare jeg engang kunne slippe at arbeide forgjæves,” skrev Kittelsen til

vennen Andreas Aubert i 1888, midt under det produktive oppholdet i Lofoten.Arbeidsforholdene for norske kunstnere var ”forkrøplende”, het det før han yttet

sørover året etter. ”Jeg elsker naturen, men nner livet i Norge uutholdelig.” Den

tonen lød fortsatt etter 1900: ”Men det er ikke min skyld at jeg var saa ulykkelig at bliKunstner i dette herlige Land. Jeg blir saa inderlig træt og lei hele Vrøvlet,” betroddehan Aubert. ”Det eneste jævne herhjemme er Fattigdommen og Smaaligheden.”

SLESKE FORLEGGERE

I årene som fulgte utførte Kittelsen en lang rekke arbeider. Serien ”Har DyreneSjæl?” og illustrasjonene til praktutgaven av Johan Herman Wessels Digte var noenav resultatene etter store bestillinger. I tillegg leverte han en lang, lang rekke små.Likevel plaget mangelen på penger ham i den grad at han spøkte med å gjøre somDostojevskijs Raskolnikov: Drepe en pantelånerske.

”Vi har greiet os paa den Måde at jeg stadig har levet under nervøs Kamp for blot atkunne leve – og det vil jeg se til at komme forbi, for jeg er lei og træt af dette,” skrev

han fra det idylliske hjemmet han og kona Inga skapte seg i Hvitsten.Den eneste løsningen var å gjøre som så mange andre og ytte til USA.

Emigrasjonsplanen havnet på is, men pengesorgene holdt seg varme. Til demkom den andre bøygen: ”Jeg føler mine Evner bundne af en Ring – intet Venskabtil mine Arbeider, aldrig nogen Opmuntring.” Å bli møtt med likegyldighet varen følelse Kittelsen jevnlig ga uttrykk for. Utstillinger krevde mye arbeid, men gaskuffende lite salg. Forleggere og andre som han var avhengig av for å få inntekterog oppmerksomhet, somlet med å bestemme seg. Egeninitierte hovedverk som”Troldskab” og ”Svartedauen” ble liggende i ere år før de ble publisert.



10

21 litograer. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum. Kat. nr. 27.

Genialt! Fra Har dyrene sjæl? , 1893.



11

Selv for en del bestilte arbeider tok det måneder før de ble trykt og utløste honorarer.Trykkvaliteten var for ofte for dårlig. Avtaler ble brutt. Honorarene inkluderte plutseligere ytelser enn han mente han hadde sagt ja til å levere. Og anmeldelsene,

anerkjennelsen, berømmelsen som skulle kommet, lot vente på seg.

SANNHETENS GRENSER

Kittelsens brevskildringer av økonomi, av forleggerplunder, av manglende forståelseog savnet av offentlig anerkjennelse vekker medlidenhet. De former inntrykket avet sinn der vanskene sette stadig dypere spor. Han spøkte, han harselerte, mentonen av fortvilelse og kamp lyder høyest. Brevsamlingen er som ”et eneste langtklagerop” skriver Hølaas, og biografens oppsummering har i over et halvt hundreårkommet tilbake som et ekko fra de este artiklene og bøkene som er skrevet om

Kittelsen. Ingen har etter Hølaas snakket med Inga Kittelsen eller andre førstehåndskilder til de sentrale periodene i Kittelsens kunstnerliv. Få har gått til primærkildene,til brevsamlingen. Og selv den som gjør det, kan lett underskrive på Hølaas’sannhet. Selvsagt overdriver denne brevskriveren, tenker jeg mens jeg leser, menhvilket fortvilet og skuffet menneske gjør ikke det. Kittelsen hadde mange grunnertil å føle at han selv måtte ”stampe og trasse” for å få arbeidene sine ut. Dette varkunstnerens opplevelser av situasjonen. Hans sinnstemning og personlige sannhet

i øyeblikket. Når Kittelsens påstander om likegyldighet hoper seg opp, begynnerjeg likevel å reektere over den subjektive sannhetens grenser. Når Kittelsen hevder

at han helt mangler venner, reises for alvor mistanken om en upålitelig brevskriver.

IVRIGE OPDRAGSGIVERE

Det er på dette punktet i brevlesingen – om ikke før - at korrespondanseretningenmå snus. Det er på tide også å fortelle om brevene til Kittelsen, for de avdekkerandre sannheter.

Likegyldighet vitner til-brevene bare sjelden om. Allerede fra den første samlingenmed barneeventyr, vakte Kittelsens illustrasjonskunst interesse. Blant alle somda ble oppmerksom på ham, var Nordens fremste kunstforlegger, Ernst Bojeseni København den viktigste. Den første eventyrboken kom sent på året 1883. Fåmåneder senere begynte oppdragene fra Bojesen å komme. Han tok Kittelsen medi Fra alle Verdens gemytlige Lande og andre utgivelser der illustratørene var etkresent utvalg av Nord-Europas beste. Bojesen tok også ivrig ballen da Aubert i

1888 foreslo at billedserien Troldskab kunne bli bok med tekst av Jonas Lie.



12

Pen og blyant, 43 x 35 cm. Lauvlia, Th. Kittelsens kunstnerhjem i Sigdal. Kat. nr. 24.

Portrett med beundrende dyr, 1887



13

Slik gikk det ikke. Lie leverte aldri, men Bojesens og Aubert slet for å få det til.Årsaken til de mange utsettelsene var ingen form for likegyldighet fra deres side.

Bojesen og Aubert var begge toneangivende i den nordiske kunstoffentligheten.Å være anerkjent av dem, betydde oppmerksomhet i vide kretser. Det var Bojesen

som tar initiativet til mappen ”Har Dyrene Sjæl?” og ga Kittelsen det første store oggodt betalte oppdraget: fritt å illustrere en praktutgave av Johan Herman Wesselsdikt. Fra Dybwads forlag i Kristiania der Bertram Dybwad i disse årene overtok

roret, kom det også mange tegn på interesse. Om Kittelsen synes det ofte tok langttid før Dybwadene bestemte seg, så var det de som ga ut Lofoten I og siden Lofoten

II i 1890 og 1891. Disse samlingene høstet så rosende ord fra Christian Krohg atmottagelsen må betraktes som et tredje gjennombrudd etter at Kittelsen-maleriet”Streik” hadde vakt oppsikt i 1879 og eventyrillustrasjonene ga ham fra 1883 ryktesom en av de fremste tolkerne av nasjonalkulturen.

Til vittighetsbladet “Korsaren” der Dybwads bror Vilhelm var redaktør, ble Kittelsen

invitert til å bidra. Slik han også kk bestilling til det ambisiøse kulturtidsskriftet

“Norden” som Bojesen dessverre måtte oppgi etter kort tid. Kittelsen-bidraget tilden store nordiske kunstnerutgaven av Det nye Testamentet ble til uten at hanbehøvde verken stampe eller trasse. Også det var et prestisjefylt oppdrag vedsiden av mange, mange ere.

Litogra, (O. Ruud), 51,5 x 39 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum.Inv. nr. MBV.04051. Kat. nr. 4.

Nøkken.



14

Enkelte av Kittelsens store, selvinitierte prosjekter kunne det ta tid å få utgitt ellersolgt, men det kunne også gå raskt. Slik tilfellet må sies å være med Lofoten-samlingene og med kunstsamleren Olaf Schous kjøp av ”Jomfruland”-serien i 1894.

I perioder var det altså riktig at salg og utgivelser sto i stampe, da kan det ha

virket som om arbeidene hans møtte liten interesse. Men at Kittelsens kunstnerskapgenerelt ble møtt med likegyldighet, står i skarp motstrid både til innholdet i brevenehan mottok og til de omfattende oversiktene som Arnt Bryde Sundseth, SidselHelliesen og Bodil Sørensen siden har laget over arbeidene hans og det han kk

publisert mens han levde. Tvert imot likegyldighet, ser Kittelsen og kunsten hans uttil å ha møtt overraskende og uvanlig stor interesse fra han var i tjueårene og til hanla pennen og penslene ned for godt.

KRANGLING OG UDRYDDELIGHETHvordan møtte så Kittelsen denne interessen og hvordan løste han oppdragene?Bestillingene til Kittelsen resulterte oftest i effektiv levering av godt arbeid. PeterChristen Asbjørnsen bestilte den første eventyrillustrasjonen allerede i 1881 ogresultatet ble ”Vasstrollet”, et motiv som i ere versjoner hører til blant det beste

Kittelsen skapte i sjangeren.

Illustration fra bogen Troldskab , 1892.Vasstrollet.



15

Vilhelm Dybwads ønske om en rekke forfatterkarikaturer til “Korsaren”, ble til

”Vinjefurua” og resten av en genial serie der kjente norske kunstnere er portrettertsom naturfenomener. Men mellom alle de ypperlige oppgaveløsningene, fantesdet også hastverksarbeid og uryddigheter. Minst to ganger opplevde Bojesen i

København å få henvendelser fra norske forlag med påstander om at Kittelsenhadde solgt dem rettigheter som han siden skrev kontrakt med Bojesen om. Denene av disse rettighetssakene dukket opp mens Kittelsen leverte illustrasjonenetil Wessel-utgaven. Bojesen ble ”gnaven” og mistanken om uryddighet var ikkeeneste grunn. Wessel-diktene var den største oppgaven Kittelsen hadde fått tilda. Honoraret var også stort og Bojesen hadde høye ambisjoner med boken. MenKittelens arbeider skuffet ham. Forleggeren syntes ikke kunstneren hadde tatt seggod nok tid. Wessels Digte kom ut og illustrasjonene er blitt stående, men den godeforbindelsen med forleggeren hadde fått en knekk.

Også Vilhelm Dybwad opplevde å få andre tegninger til Korsaren enn de han hadde

bestilt. Dessuten vitner brevene dem imellom om at Kittelsen nærmest kontinuerligvar rasende over honorarer, plassering i bladet, ja, over vilkårene generelt. Han vargenial, det mente både Bojesen, brødrene Dybwad og de este andre han leverte

til, men grei å drive forretninger med var Kittelsen sjelden. Dessuten kunne hanytre seg sjikanerende også om sine beste samarbeidspartnere, og slikt har en leitendens til å komme den som blir omtalt, for øre. Det hadde kanskje ikke vært sårart om han endte i ensomme kamper etter å ha skjelt ut og slitt på oppdragsgivere

og venner.

ET OMFATTENDE NETTVERK

Når Kittelsens påstander om den manglende interessen og Hølaas’ ord om denstore kunstnerens ”fornemme steilhet” først brytes opp, trer ere nye sannheter fram

fra brevbunken. Også Einar Økland var i boken Th. Kittelsen. Kjente og ukjente

sider ved kunstneren fra 1999 inne på at Kittelsens mange oppdrag og hans grovespråkbruk pekte mot en revurdering av den tidligere livsfortellingen. Det som fortsatt

er underbelyst, er hva nettverket betydde for Kittelsens kunstnerskap.

For også sannheten om den ensomt kjempende kunstneren står for fall. Enten enforlater Kittelsens egen livsfortelling og åpner for andre kilder, eller en velger å holdeseg til hans egne brev, er det ett inntrykk som springer i øynene straks det langeklageropet har tonet ut: Han hadde et overraskende stort antall trofaste venner ogsjenerøse og tålmodige hjelpere.

De første var Kragerø-borgerne som fattet interesse for talentet hans og kostet påham Kristiania-opphold kort tid etter konrmasjonen. Dette forsøket på å hjelpe ham

fram lyktes dårlig. Da var Arendal-urmakeren Stein heldigere med sitt framstøt



16

Tusch på papir (13 ark). Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum.Inv. nr. MBV.04011. Kat. nr. 25.

Hundemordet.



17

overfor juristen Didrik Maria Aall og andre velstående i byen. Steins og Aalls hjelpresulterte i at den unge Kittelsen kk betalt kunstutdannelsen sin i Kristiania og

München. I Kristiania tok tegnelæreren og arkitekten Wilhelm von Hanno godt varepå syttenåringen. På vei til og i München var den mer erfarne kunststudenten Eilif

Peterssen reisefølge og døråpner. Da pengene fra Arendal tok slutt, hjalp ErikWerenskiold til med å skaffe Kittelsen de første avgjørende eventyroppdragene ogvar en dyktig veileder og inspirator tidlig i illustrasjonsarbeidet. Den kunstinteresserteteologen Andreas Aubert som ble Norges første profesjonelle kunstskribent og enav landets få internasjonalt kjente kunstvitere, hjalp Kittelsen trofast med smått ogstort. Fra de ble kjent rundt 1880 og til Aubert døde i 1913 skaffet han Kittelsenreisepenger, fant kjøpere og oppdragsgivere, bestilte rammer, kk pakket og sendt

bilder til utstillinger pluss mye, mye mer. Advokaten og vittighetsredaktøren VilhelmDybwad skaffet oppdrag og var hjelpsom idemaker. Et stort Hydro-oppdrag var

blant resultatene. Han tok seg også i ere år av Kittelsens økonomiske saker og

Pen og lavering, 23 x 28 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum.Inv. nr. MBV.04079. Kat. 31.

Kampen for tilværelsen. Høifjeld.



18

skaffet kausjonister til Kittelsens mange lån. Kunstsamleren Olaf Schous gjordestore kjøp. Ernst Bojesens og Bertram Dybwads forleggeri er nevnt. I tillegg til

disse kunne listes opp en lang rekke andre Kittelsen-venner i det norske ognordiske kunst-, forlags- og medielivet. Kittelsen var ikke en ensomt kjempende

kunstner. Han hadde et nettverk av mennesker som var sentrale i oppbygging avkunstoffentligheten i Norge.

REALITETSORIENTERINGER

Han så det selv, og han så det ikke. Allerede fra studietiden av omtalte Werenskioldog andre Kittelsens ”nervøse” og omskiftelige sinn. I perioder mente vennene atKittelsens perioder med virkelighetsbrist kunne få alvorlige følger. Ymse slagsrealitetsorientering ble forsøkt, som da Vilhelm Dybwad skrev trist og sjokkert etter

meldingen om Kittelsens emigrasjonsplaner: “Der er ingen modstand mod dig, menher er fattigdom, som rammer alle.” Og siden, da klagene over gjeldsbyrden blefor dystre: “Du gjør dine egne vanskeligheter for store.” Alle skyldte penger, kunneDybwad opplyse. Selv røpet han en gjeld som var større enn Kittelsens.

”Dere har neppe trofastere venner enn oss,” forsikret Aubert etter et Kittelsen-brevmed påstander om at han og Inga sto aldeles alene i verden. ”Jeg tænker ærlig atgjøre det godt for dig,” het det etter Kittelsen-klager over tjenester Aubert hadde

utført. ”Tro mig at jeg også har gjort mit bedste for at tjene dig som væn.”

OVERSKRIDELSENS RESSURS

Om alle liv kan det fortelles mange sannheter. Da Hølaas skrev sine bøker og artikler,levde fortsatt Kittelsens søster, enken og de este av barna. I Hølaas’ Kittelsen-

omtale ble nok de tatt hensyn til i større grad enn hva Vilhelm Dybwad gjorde i et

avisstykke som han senere tok med i sine erindringer. ”Han var et stort barn,” skrevVilhelm Dybwad om Kittelsens lekne humor og hans skiftende humør. Inga Kittelsen

skal ha blitt støtt over Dybwads ord, men i dag må både denne og andre sannheter

kunne tåles.

Undertittelen Kittelsen satte på sin egen erindringsbok var Minder og drømme . AtKittelsens tanker gled mellom virkelighet og fantasi går mer enn tydelig fram bådei den og av arbeidene hans. Han dyrket drøm, overskridelse og virkelighetsbristsom kunstneriske ressurser, både de skjønne og mardrømmene. Følelsene gled uti overdrivelse som kunne forgylle, men også forbitre.



19

I fortellinger om Theodor Severin Kittelsens liv må skyggesidene balanseres motalle de andre. Fantasiene han hadde, vennskapene han vedlikeholdt og stridenehan sto i - både virkelige og følte - tilfører nyanser og forståelse også av en gullalderi norsk kunst- og kulturhistorie. De mange sannhetene reduserer ikke, de økerbeundringen for det livskraftige verket han skapte.

Akvarel og blyant, 45 x 78 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum.Inv. nr. MBV.04064. Kat. nr. 40.

Båneberget med to sommerfugle, 1910.

Arnhild Skre er historiker og forfatter. Hun har været journalist, redaktør og

redaktionsleder i NRK, Dag og Tid og Aftenposten. Skre har netop udgivet biograenTh. Kittelsen Askeladd og troll.



20

Blandingsteknik, 44 x 67 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum.Inv. nr. MBV.04072. kat. nr. 35.

Nytårsny, 1905.



21

Blyant og lavering, 29 x 21 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum. Inv. nr.MBV.04083. Kat. nr. 12.

Jomfru Maria og Svalen, ca. 1908.



22

Litogra (O.Ruud), 47 x 36 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum. Inv. nr.MBV.04104. Kat. nr. 18.

Trollfugl.



23

Bogtryk, 1900. 12 helsiderstryk. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum. Kat. nr. 19.

Svartedauen.



24

Udskåret og bemalet frise, 90 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum. Inv. nr.MBV.04019. Kat nr. 13.

Dragen.

Blandingsteknik, 41 x 67 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum. Inv. nr.MBV.04073. Kat. nr. 41.

Gamleveien.



25

Tusch og pen, 27 x 19 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum. Inv. nr.MBV.04089. Kat. nr. 10.

Ekorn og katt, 1893.



26

THEODOR KITTELSENKUNSTNER OG ILLUSTRATØRAV TROND BERG ERIKSEN

Vi er så vant til å tenke på hans bilder som reproduksjoner, at det er vanskelig å fatteat vi står overfor de originale tegningene eller laveringene, når vi en sjelden ganggjør det. Originalen til “Trollet på Carl Johan” kunne ha havnet i søppelbøtta etteren loftsrydning her om dagen, om ikke et skarpt øye hadde sett at det ikke dreideseg om en av de mange tusen reproduksjonene. Ville det ha spilt noen rolle omoriginalen forsvant? Er det ikke nettopp reproduksjonene som er denne kunstens

genuine medium? Originalen er som et forarbeid å regne. Særlig i våre dager dagjengivelsene av streker og farger kan gjøres så nøyaktig at bare et trenet blikk kanse forskjellen på matrise og kopi. Original eller ikke, er i mange tilfeller et spørsmålsom er viktigere for samlere og kunsthandlere enn for bildets tiltenkte mottaker.

Kittelsens kunst oppsto i en kritisk fase av tekstog billed-teknikkenes historie.Fotograet fantes, men bildene kunne bare ufullkomment gjengis i den nye

rotasjonspressen. Mangfoldiggjøringer av fotograet måtte gripe tilbake til

håndverksteknikker som xylograet og stålstikket. Fargefotograet fantes ikke

tilgjengelig, og maleriene gjorde inntrykk på sitt publikum, ikke ved å spres gjennommangfoldiggjøring, men ved å samle sine interessenter i salongene. I det nyemylderet av muligheter fant Kittelsen sin egen vei.

Inga og Theodor Kittelsen. Foto: Lauvlia, Th. Kittelsens kunsterhjem i Sigdal



27

Han skjønte tidlig at reproduksjonene var et eget medium. Svært mye av det hanlagde, ble laget med reproduksjonene i bøker og tidsskrifter for øye.

Forholdet mellom originalen og massereproduksjoner er én sak. Forholdet mellomillustrasjon og kunst er en annen. Ikke sjelden hører man trykk eller tegninger omtalesnedsettende som “illustrasjoner”, også uten at det står innrammet av en tekst. Det

som da menes, er vel at det dekorative innslaget blir for sterkt, og at bildet ikke kanstå på egne ben i forhold til den teksten det eventuelt ville opplyse. Men det å kjedetekst og bilder sammen, er et eget håndverk og en egen ferdighet. Forholdet kangjøre bildet sekundært, men like ofte forvandles det inntrykket teksten etterlater seg,av illustrasjonenes understrekning eller utvelgelse av de viktigste momentene. Ikkesjelden er debatten om forholdet mellom “illustrasjoner” og “kunst” et ordkløveri somman ikke kan vente å nne noen endelig konklusjon på. For illustrasjoner er faktisk

en egen kunstform. Dermed blir spørsmålet om Theodor Kittelsen var “kunstner”eller “illustratør”, neppe mer enn en kamp om ordenes betydninger.

Likevel må det tilføyes at en “illustrasjon” i streng forstand er et bilde som bare gjelderen bestemt tekst. Selve uttrykket “illustrasjon” forutsetter normalt et rangforhold

Blandingsteknik, 47,5 x 62 cm. Sparebankstiftelsen DnB / Dextra Artes. Deponeret på Kittelsen-museet, Modum. Kat. nr. 2.

På veien til Gilde i Troldslottet, 1904.



28

mellom tekst og bilde hvor teksten har føringen. Ikke slik hos Kittelsen. Han leverergjerne en parallell fortelling med sine bilder. Andre ganger tar “illustrasjonene”føringen på den måten at de omskaper teksten i sitt bilde. Eventyrene til Asbjørnsenog Moe (1881-84) var ikke blitt noen folkebok uten Kittelsens egensindige lesningav tekstene. Typisk for Kittelsens billedbruk er at hans skikkelser også gir inntrykkav å gjelde for andre tekster. Det er ikke bare en enkelt teksts troll, hekser og skrømtsom er temaet, men troll, hekser og skrømt i det hele tatt – uansett hvilken tekst dedukker opp i, eller senere vil dukke opp i. Illustrasjonene er med andre ord gyldigelangt utover pålydende.

Theodor Kittelsen var en dyktig maler, men hans virkelige mesterskap lå isatire og karikaturer, eventyrbilder, bilder av dyr og troll – bilder som hadde sittopphav i enklere produksjonsmåter enn maleriet: pennetegninger, laveringer,blyanttegninger, akvarell, pastell og blandingsteknikker. Mange av bildene er tiltenktde reproduksjonsteknikkene som eksisterte den gangen. De måtte forenkles for atikke spranget mellom original og reproduksjon skulle bli for stort. Walter Benjaminforutsatte at det skulle nnes en “aura” omkring originale kunstverk som angivelig

skulle forsvinne i reproduksjonene (Das Kunstwerk im Zeitalter seiner technischen

Reproduzierbarkeit , 1936). For bildenes vedkommende var dette like åpenbart somnår det gjelder musikken, mente han. Som Theodor W. Adorno i forhold til musikken,var Walter Benjamin en uforfalsket snobb i sitt forhold til billedkunsten.

Litogra, (Hans Holm), 34 x 51,1 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum. Inv. nr.MBV.04053. Kat. nr. 3.

Soria Moria Slot.



29

Pen over blyant og farveblyant på papir, 22,7x22,3 cm. Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur og

design, Oslo. Inv. nr. NG. K&H.B.03200. Kat. nr. 28.

Satire over kunsthistorien, ml. 1885 og 1888.



30

Av Kittelsens suksess lærer vi at repetiviteten skaper en egen form for aura.Møtet med et av Kittelsens verker er allerede preget av innsikten om at vi skalse verket igjen gang på gang , også på uventede steder. Det er som om vi haren avtale med bildet om gjensyn og refortolkning. Kittelsen var rett mann i rette

tid av teknologihistorien. Utviklingen var kommet til et veikryss hvor produsentenmåtte velge mellom å sikte seg inn mot det elitære eller det folkelige kulturforbruket.Kittelsen leverte i utgangspunktet ikke en kunst som folk oppsøkte, men en kunstsom oppsøkte folket som lesere av bøker og hefter.

Tematisk sett kretser Kittelsen om berøringspunktene mellom kultur og natur. Derene naturskildringene er sjeldne og kanskje litt tamme. Men der hvor han kanlegge inn et mytisk eller legendarisk moment, der hvor naturen selv begynner åtale og fortelle eventyr, er Kittelsen uslåelig – “der hvor fuglens sang lyder fjernt

og ensomt”, “bleke tåker vandrer over vannet”, eller der hvor “det rusler og tusler,rasler og tasler”. Mange av bildene hans har poetiske og vakre titler. Også når hanformet tekster, hadde han tydelige kunstneriske ambisjoner.

Man må i alle fall ikke misforstå hans folkelighet derhen at han noengang oppgavsine kunstneriske ambisjoner. Der hvor han bevilger seg et noe større format –

Blandingsteknik, 90 x 140 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum.Inv. nr. MBV.04070. Kat. nr. 5.

Nøkken som hvit hest, 1909.



31

som i fremstillingene av “Nøkken som hvit hest” (1909), “Andersnatten” (1903) eller“Sommernatt ved innsjø” (1908) – er det tydelig at han kan konkurrere med hvemsom helst av sine samtidige i det maleriske, uansett hvilken teknikk han bruker.Nøkkerosene i vannet i det første bildet er som fotavtrykk etter hestens hover, og

billedoveraten er så vart behandlet at fantasien beseirer materien i den stemningensom formidles.

Kittelsen har symbolistenes øyne som uttolket organisk mening av det uorganiske,humant innhold av det animalske og kulturell mening av det naturgitte. Dyrenehans er mer menneskelige enn dyriske. Til gjengjeld har menneskene hans ikkesjelden en arkaisk og dyrisk karakter – der hvor det “danses i måneglans” (1901),“Har dyrene sjel?” (1893) eller hvor man møter “tolv mann i skogen” (1900). Ethovedverk er “Peer Gynt i Dovregubbens hall” (1913) hvor han avbilder seg selv

omkranset av de skikkelsene hans fantasi har skapt. Kittelsens troll og trollkjerringerer udødelige, fordi de er tidløse. Den eneste som av og til kan ta opp konkurransenmed ham i samtiden, er John Bauer (1882-1918). Estetikken kjenner et begrep omdet kunstnerisk rette, det som ikke kunne være annerledes. Der hvor ikke noe kanlegges til eller trekkes fra.

Olie på lærred, 45 x 68 cm. Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur og design, Oslo.

Inv. nr. NG.M.00550. kat. nr. 1.

Det steg saa tungt at jorden skalv, 1900.



32

Kittelsens arbeider gir ofte inntrykk av å avvise korreksjoner, fordi alle endringerville gjøre tegningene dårligere og mindre presise enn de er. Einar Økland sier etsted at det Kittelsen avbilder, gir inntrykk av å ha vært der bestandig. Vi har mangedyktige tekstlige eventyrfortellere i Norge på 1800-tallet, men Kittelsen står alene – i

en klasse for seg – som forteller i billedmediet.

Også i bildene som han lager til Sam Eyde, de monumentale atene som skal feire

den nye teknikkens inntog i Rjukan (1908), er det eventyrlige skikkelser, nisser ognøkker, Dumheten og Misunnelsen, som dramatiserer den nye maktkunnskapensom industrien forvalter. Naturen tvinges til lydighet ved at teknikken nedkjempertrollskapen. Men Kittelsen er usikker på hvem som vil gå av med seieren. Eyde er ikkesekulariseringens helt i Kittelsens fortelling, men tryller frem noe ganske nytt. Hanreddes fordi han på sitt felt, i Kittelsens optikk, er Askeladden. Industrialiseringensprenger altså ikke eventyrets rammer, men presenteres som en ny versjon avde gamle fortellingene. Bildene til Sam Eyde er dobbelt betydningsfulle, fordi deogså tematiserer tussene, huldra, nissene og trollenes avskjed. Det var nettoppelektrisiteten som skulle gjøre slutt på hele den arkaiske raslingen og tassingen vedhjelp av den nådeløse glødelampen som opplyste hver krok. Hvor skulle nisseneog huldra gjøre av seg?

Gjennom kunsthistorien er det fra tid til annen oppstått mange såkalte paragone -

debatter hvor man sammenligner de forskjellige kunstartene. Særlig har musikken,litteraturen og billedkunsten gjort hverandre rangen stridige om å være den fremstekunstarten. Nettopp som eventyrkunstner vinner Kittelsen de este konkurranser på

billedkunstens vegne. Ikke sjelden fester det seg et inntrykk av at det er han som erfortelleren, mens tekstforfatterne bare forklarer hans bilder. Kittelsens illustrasjoner erstøttepunktet for erindringen av Asbjørnsen og Moes eventyrfortellinger. Smørbukk?Kvitebjørn kong Valemon? – Men hva er det du husker først, teksten eller bildet? Deter Kittelsens bilde som gjør fortellingen uforglemmelig. Kittelsen har ikke “illustrert”fortellingen om Smørbukk. Han har skapt den feite guttungen og gitt fortellingen

om ham evig liv. Smørbukk, slik Kittelsen tegner ham, kunne stå i sentrum for envrimmel av fortellinger om forspiste og bortskjemte barn.

Kittelsens kunst var en kunst for alle, en kunst som alle forsto. Uten elitisme avnoe slag anrettet han den i julehefter, månedskalendre, underholdningslitteratur ogfolkelesning. Kittelsen tegnet som besatt – for å tjene til maten for seg og sine. Hanvar en av de første kunstnerne i den nasjonale historien som stammet fra relativtenkle kår. Vel å merke: hans omgang med fattigdommen var ingen romantiskørt med en banal kunstnerideologi, men blodig alvor. Det nnes ennå ikke noen

fullstendig liste over Kittelsens verker. Man kan tvile på om det noen gang lar seggjøre å gjennne alt. Og noe av det kan man sikkert unnvære.



33

For Kittelsens humør og overskudd var rimeligvis ikke alltid like blendende.Illustrasjonene til Theodor Casparis Norsk Højfjeld (1898) og Vintereventyr (1901),Skeibroks bygdeskrøner og Wessels dikt, viser Kittelsen henholdvis som enuovertruffen mester, som en ren illustratør og som en noe tvilsom vitsemaker. Men.

Når vi fra tid til annen irriteres over Kittelsen, er det utfra forventninger som han selvhar skapt. Når vi møter en trett og sliten tegner, vet vi at han i sine beste stunderkan så mye bedre.

Det er likevel knapt noen norsk kunstner som har etterlatt seg ere uutslettelige

inntrykk i den kollektive hukommelsen gjennom bilder som er blitt til nasjonale ikoner:“Stortrollet på Carl Johan”, “Kjetta”, “Haren som lo”, “Nøkken” i ere betydningsfulle

varianter, “Smørbukk”, “Til verdens ende”, “Soria Moria”, “Dompapen”, “Ekorn smaa”,“Trollet som grunner på hvor gammelt det er”, “Pesta i trappen” og “Du slette tid!”

– det dreier seg ikke bare om bilder, men også om kulturelle referansepunkter sombidrar til konstruksjonen av en samlende nasjonal identitet. Og deres gjennomslagskyldes ikke at folk har oppsøkt originalene i salongene. De huskes snarere fordi denye reproduksjonsteknikkene har gitt kunstverkene en repetitiv forsterkning i bøkerog julehefter.


Andersnatten ved Soneren.



34

Man møtte ikke bildene hans på utvalgte steder som man beslutter å besøke. Manmøtte dem overalt. I hans levetid yttet den politiske offentligheten fra teateret

til avisene. Kittelsen deltar i den samme demokratiseringen av kulturen når hanvelger å ytte sin kunst fra salongene til folkelesningen. Originalene har gjennom

reproduksjoner oppsøkt det folkelige kulturforbruket som illustrasjoner til populæretekster i hefter, samlinger, reklame (skeren på Bjellands sardinboks), kalendre og

skolebøker. Hvordan kan man unngå å legge merke til dem?

De årene Kittelsen ble formet, eller rettere fant sin form, vokste det frem nasjonaletiltak på alle områder. Men oppfatningene av det nasjonale varierte fra bygd til by,og ikke minst fra allmuen til de borgerlige kulturbærere. Kittelsens bilder er blittnasjonaleiendom på tross av at det nettopp ikke var embedsmannsklassens Norgehan bidro til å konstruere. Det var ikke de velforsynte byborgernes naturromantikk

han ville bidra til. Hva han mente om Tidemand og Gudes “Brudeferden i Hardanger”,sier han klart og tydelig. Det nnes et realistisk drag i Kittelsens motivvalg og

motivbehandling som ikke må forsvinne i understrekningen av hans begeistringfor fantasifulle eventyr og sagn. Han bærer med seg et innslag av Eilert Sundt somnettopp ikke lar seg innordne i de velbergede klassers dekorative interesser.

Den samtidige billedmytologien hos Munthe og Werenskiold omkring SnorresKongesagaer er Kittelsen enestående uinteressert i. Hans historiske interesserstanser ved Svartedauen og ødegårder – “Øde” med den forlatte løa og det

tomme skjærereiret i det bladløse treet (1904). Hva han mener om den klassiskedannelsen, fremgår av tegningene til Emil Smiths oversettelse av den gammelgreske“Froskemusekrigen”. Kittelsen foretrekker av personlige årsaker svært tidlig satirenog karikaturen. Ikke sjelden vinner det beske og groteske over idyllikeren, som ihans re tegninger av “Slaget ved Sedan” – et mildt overoppfrisket herreselskap

i Kragerø. Hos Kittelsen er idyllen bare til stede som en fjern og ensom drøm.Men. Kittelsens ståsted utenfor salongene skyldes snarere hans personlig truendesosialhistorie enn et knefall for den romantiske kunstmytologiens feiring av denutenforstående.

Kittelsen ble ikke sjelden fanget av sine egne motiver. Flere av dem gjentas medsmå variasjoner. Stadig mer blir de til hans egne. Ingen har, som han, for eksempelutforsket snøens mytiske dimensjoner, som for eksempel i “Kjøttmeis” (1909) ellerden tidstypiske “Sovende kvinne i perler og lin” (1901). Hos Kittelsen er snøen ikkeet frisksportfreidig element som oppfordrer til geskjeftighet og Grønlandsferder.Snøen er undringens medium, stillheten – og døden som omgir det skjøre livet påalle kanter, frosten som til slutt vil stanse alle bevegelser som “Ekorn i ukt” (1906),

“Juletroll” (1907), “Å hutte tu” (1903) eller “Det sner og det sner” (1903). Hansberømte “Dompap” (1913) er nettopp meningsbærende som organisk trass motdet uorganiske overtaket som stammer fra snøens kulde og stillhet.



35

Litogra (O. Ruud), 47,5 x 36,6 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum.Inv. nr. MBV.04052. Kat. nr. 21.

Øde.



36

Blandingsteknik, 67 x 45 cm.Sparebankstiftelsen DnB / Dextra Artes. Deponeret på Kittelsen-museet, Modum. Kat. nr. 37.

Dompap Morgengry, 1903.



37

Trond Berg Eriksen er professor i idéhistorie ved Universitetet i Oslo. Han er forfatterog redaktør af en lang række faglitterære, populærvidenskabelige og kulturkritiskebøger.

Blandingsteknik, 55 x 80 cm. Privateje. Kat. nr. 23.

Etter Svartedauen. Gamle hus på Sole.

Bildene av Pesta og av kjerringa som er ute etter Smørbukk, bearbeider urgammelskrekk som minner om Arnold Böcklins samtidige, symbolistiske mareritt om krig

og dødsdanser. For noen år siden fant jeg en ukjent kollega av Kittelsen i en seriemed tegninger som en gjetergutt høyt oppe over Bergellerdalen (Plan Lo 2200

moh.) hadde produsert, mens han var alene på sætra med dyrene han skulle passepå. I dalen nnes det lokale tradisjoner for å sende 8-9 åringer til sæters alene

over sommeren med de dyra som ikke må melkes hver dag. I tegningene fantestroll og hekser, uhyrer og monstre i hopetall. Dyktig og ekte avbildet gjeterguttenskapninger han åpenbart hadde sett med egne øyne. Gutten hadde kveld etterkveld tegnet ut hefte på hefte med mørke drømmer på begge sider av arkene i lysetfra paranlampen. For når glødelampen og lyspærene blir borte, kommer hekser

og troll tilbake igjen. Kittelsen visste dette før Sigmund Freud skrev sin bok om“Drømmetydning” (1900). Begge fortolket de leseferdigheter og stemninger som

vekkes til live av tussmørket. Begge visste at man ikke kan bli mer moderne enn nårman besverger arkaiske krefter og møter dem med åpne øyne.



38

Olie på lærred, 74,5 x 57 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum. Inv. nr.MBV.04062. Kat. 16.

Trollfuglen / Tiur i topp, 1895.



39

Blandingsteknikk, 61 x 48 cm.Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum. Inv.nr. MBV.04107. Kat. nr. 36.

Når aspen blør, 1905.



40

Tusch og blyant, 29,5 x 41 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum. Inv.nr. MBV.04012. Kat. nr. 8.

Vølund Smed.



41

Blandingsteknik, 15 x 19 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum. Inv. nr.MBV.04090. Kat. 9.

Kjæresten i skoven.



42

Blyant og lavering, 29 x 19,5 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum. Inv. nr.MBV.04084. Kat. nr. 11.

Krambodgutten med gammelostlasten.



43

Blandingsteknik, 43,5 x 67 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum. Inv. nr.MBV.04103. Kat. nr. 39.

Soleglad, 1907.



44

DET LEKNE NORSKE MENNESKETMELANKOLI OG HUMOR HOS TH. KITTELSENAV FINN SKÅRDERUD

HUMOR ER OFTE MISFORSTÅTTJeg skal skrive om Theodor Severin Kittelsen i anledningen at det er hundre år etterhans død, men jeg begynner bredt og vidt med å hevde at humor slett ikke er enspøk.

Humor er ei blott til lyst og til for å underholde. Om vi nærmer oss humor på seriøstvis, vil vi raskt se at den får oss til å smile og le ikke bare ved å bygge på detlystfylte, men vel så viktig ved å omsette noe smertefullt til en psykologisk langtmer tålelig form. Humorteori er en helt egen disiplin, ikke nødvendigvis morsom,men omfattende og svært interessant. Der er det en gjennomgående forståelse atkomedie og tragedie er to sider av samme sak, uløselig forbundet med hverandre.

De er mange, teoretikerne, men de skriver på forskjellige vis om det samme.Nietzsche mente at mennesket er så ulidelig lidende at det måtte nne opp

latteren. Freud skrev en helt bok om vitsens rensende psykologi, og begynner medgalgenhumoren. Den dødsdømte er på vei til skafottet en mandag, og sier at denne

uken sannelig begynner sannelig bra. Kierkegaard minner oss om at livet er komiskpå grunn av alle dets motsetninger, paradokser og konikter. Bergson, den franske

losofen, med boken Le rire (Latteren), skrev om hvordan latteren er umiddelbart

smertestillende for hjertet.

Theodor Kittelsen. Foto: Juliane Fredrikke Langberg/Norsk Folkemuseum



45


Syg Kærlighed. Fra Har dyrene sjæl? , 1893.



46

Koestler skriver om hvordan humor er ”double mindedness”, ere tanker og følelser

samtidig. Og ikke minst skriver Immanuel Kant om hvordan humor handler om enfrivillighet til å sette seg selv i en mental posisjon hvor ting kan sees kan på andrevis enn en er vant til. Den franske modernistiske poeten Baudelaire skrev i 1855, to

år før Theodor Severin Kittelsen ble født, at både latteren og tåren ble født ved atmennesket ble kastet ut av Paradis.

Og så nnes det selvsagt mange former for humor, fra den varmeste og empatiske;

via at vi humrer over skadefryd og den kroppslige krenkelsen, som når Chaplin blirslått og hundset; til den kjøligste ironien; og mange ere former.

Den aller første klovnen i våre liv er vår mor. Hun forsøker med karikert mimikk oggrimaser å lede det gråtende spedbarnet fra en negativ følelsesmessig tilstand til

en positiv. Smil reduserer frykt, og latter reduserer aggresjon.

Hvorfor en slik innledning? Fordi jeg tenker det er høyst relevant, en bærendespenning, når vi skal nærme oss Kittelsen som kunstner og person. I denne tekstenleses verker og biogra bevisst ytende om hverandre og over i hverandre.

Og her påstås at Kittelsen var et lekent norsk menneske, men hvor lekenheten ogsåhandler om en kunstnerisk og psykisk strategi for å gjøre menneskelig ubehag tilnoe langt mindre ubehagelig. Slik kan det kanskje bli lettere å tåle, å kontrollerefølelser, men også å kommunisere. Kittelsen har jo sannelig kommunisert til oss.

Han har jo ikke bare truffet noe hos oss, men også formet oss. Han har formet vårforståelse av oss selv som norske. Mer om det mot slutten.

La meg gjøre rede for den følelsesmessige bredden i hans kunstnerskap.

KITTELSEN ER EN MUSSERENDE KUNSTNERHan leker og fyller det norske landskapet med sine trollete fantasier. Han nner jo

opp en helt ny norsk underjordisk fauna med sine illustrasjoner av hvordan nøkker

og troll ser ut. Og når han er i det mer menneskelige, karakteriserer han ofte ved åkarikere. Han lar de menneskelige koniktene og dårskapene få komisk og spydig

dyreham.

Serien med tjue illustrasjoner fra 1893 i Har dyrene sjæl? var et sosialsatiriskgjennombrudd for ham. Bildet Genialt! viser den bokstavelig talt grønne gresshoppensom selvutnevnt geni som beundrer sitt eget verk, med grønn sol og mest annetgrønt, men borgerskapets sleipe kunstpublikum er snegler som snegler seg innpå verket. Og i parodien Syg kjærlighed , nå med reptiler i hysteriform omfavnelse

med utstikkende kroppsdeler og veltet vinglass, kk Oda Krogh og Hans Jæger såbohemhatten passet. Kittelsen ga dyrene menneskelige egenskaper lenge før WaltDisney og Gary Larson. Det implisitte retoriske spørsmålet i disse bildene er altså



47

ikke om dyrene har sjel, men hvor dyrisk den menneskelige sjelen er. Og når hanher fremstiller dyrene som menneskelignende, er det altså krypdyrene han tyr til.Å skildre mennesker som kryp har noe åpenbart aggressivt over seg. Med reptilersom fortellende inngang, og Kittelsen er generelt svært litterær i sin kunst, blir vi

gjennom en slik karikaturenes retorikk stilt viktige spørsmål om menneskelig sjeleliv– og ikke minst menneskelig dårskap.

KITTELSEN ER OGSÅ GOTISKHan er gotisk slik vi ofte bruker dette begrepet om skrekkvisjoner. Hans debut påtrykk er når han i 1881 får publisert sitt vasstroll, monstrøst, jævlig og bitte litt latterlig.Han er så gotisk at svartmetallfolket har tatt ham til seg. Varg Vikernes og hansband Burzum brukte illustrasjoner av Kittelsen på CD-omslag på 1990-tallet. Bandet

Solefald hentet ikke bare illustrasjoner, men også sitt navn fra ett av Kittelsens bilder.

Og Blaafarveværket lånte sist år ut et Kittelsen-bilde fra samlingen til en utstilling iLuxemburg og Paris hvor det ble plassert sammen med nye bilder fra denne svarterockens fascinasjon for det makabre og brutale.

Kittelsen ble sammen med Erik Werenskiold den store illustratøren av vårenorske folkeeventyr. Kittelsens troll er både skumlere og mer lekfullt laget ennWerenskiolds. Kittelsens illustrasjoner får meg til å tenke på en psykoanalytisk tekst.Den østerriksk-amerikanske psykologen Bruno Bettelheim har skrevet boken The

uses of enchantment. The meaning and importance of fairy tales. Her skriver han

om den psykologiske nytten av at barn utsetter seg for eventyrenes skremsler, meddød, vold, avhugde hoder, hekser, troll og skrømt. Han skrev især om de skumletekstene samlet av de tyske brødrene Grimm. Ett av deres mest kjente eventyrer Hans og Grete. Her nnes ikke bare en kannibalistisk heks, men noe vel så

skummelt: morderiske stemødre. Heksen planlegger å ete opp Hans og Grete,men de kløktige barna lykkes med å kverke henne i stekeovnen. Bettelheims ide erat når barn på symbolske vis, i eventyrene og deres illustrasjoner, omgås temaersom død, vold og ondskap, så får de øvd på det eksistensielt vanskeligste. Slik

kunstnerisk omgang kan nettopp bidra med kompetanser til å håndtere frykt ogangst. Det vonde blir ikke stuet vekk og tabuisert, men luftet på håndterlige vis.Det vanskelige skal ikke først og fremst eksorseres – drives ut som om det varonde ånder – men ekserseres – tas frem i lys og luft for at det bedre skal tåles. I etjubileumsår må det være lov å påstå at i slike henseende er Kittelsen langt bedreenn Werenskiold. Sistnevntes troll blir litt for dumme og ufarlige. Det skal da straksinnskytes at Kittelsen også laget mange godmodige troll, riktig trivelige og sikkerttriveligere enn mange mennesker.

OG IKKE MINST: KITTELSEN ER VIDÅPEN FOR MELANKOLIENHan gjør det uten unnamanøvre, til forskjell fra slik vi ofte forsøker i våre egne liv.Hans bok Svartedauen er kanskje det kunstnerisk mest helstøpte han laget.



48

Olie på lærred, 90 cm x 68 cm. Privateje. Kat. nr. 15.

Skovtrold, 1899.



49

Det er en bilde- og diktsyklus som tar utgangspunkt i pesten som gikk fra bygdtil bygd. Hovedguren er Pesta. Døden kommer som kvinne hos Kittelsen. En slik

kjønnhethet kunne den fortolkningsivrige biogrask interesserte helt sikkert få mye

ut av det. Jeg lar det ligge.

Et annet, og perfekt bilde, er Sorgen fra omkring 1900. Det er laget i sort stift ogmed lavering, som altså betyr skyggelegging. Det er minimalistisk enkelt i sin formog overtydelig i sin fortelling, om tungt landskap, ensomhet og en ferd uten klartmål.

KITTELSEN ER ALTSÅ EN ÅPEN KUNSTNERHan er åpen i betydningen av at han åpner seg for store deler av den menneskeligepaletten av følelser. I mitt fag kalles slikt gjerne følelsesbevissthet. Følelsesbevissthet

er en viktig kompetanse for at følelsene ikke skal fare altfor vilt av gårde med oss.Kjenner vi ikke oss selv godt nok, blir vi fort i våre følelsers vold. Følelsesbevissthetviser til evnene til å gjenkjenne forskjellige følelsesmessige kvaliteter og å gi dem enform så de både kan håndteres av oss selv og formidles til andre. I vår hverdagsligeomgang er den sedvanligste formen språket vårt.

Blandingsteknik, 36x44 cm. Privateje. Kat. nr. 22.Pesta på fjellet, 1901.



50

Det er en forskjell på å kjenne en voldsom indre og kroppslig uro og å kunne formidleat ”jeg er svært bekymret”. For billedkunstneren er det også bildene. Men Kittelsensom kunstner var også en som skrev. Han jobbet i begge medier. I boken Folk ogtrold har han eksempelvis følgende dikt om ekkoet.

”Er da livet bare sorg?”

Tungt ifra det mørke gjemme svarte der en lukket stemme:

”Bare sorg.”

Som billedkunstner er Kittelsen ofte best i den emosjonelle paletten når han arbeideri svart-hvitt. Og det blir mest liv når han arbeider i papir, i tegning og akvarell. Han

lyktes aldri helt med oljemaleriene.

Jeg ser på Kittelsens bilder. Jeg blar i bøkene, og jeg klikker meg rundt omkring påinternettet. Ikke minst gleder jeg meg over ferske anskaffelser fra to antikvariater. Pådet ene dristet jeg meg til å kjøpe en førsteutgave av Har dyrene sjæl?

Blandingsteknik, 44 x 66 cm. Privateje. Kat. nr. 20.

Over sjø og land, 1904.



51

Mens jeg skriver dette, har jeg lagt de tjue illustrasjonene utover gulvet på mittarbeidsværelse. Og jeg lukker døren for husets dyr. Det er ingen barn i huset fortiden, men hadde det vært det, hadde jeg også lukket for dem. Det ville selvsagtvært for å skåne disse originale bildene fra hundelabber, katteklor og uvørnebarnehender. Men det er også et annet poeng. Dette er bilder som er båret frem avKittelsens kontakt med det barnlige i seg, men de henvender seg til voksne.

På det andre antikvariatet kk jeg tak i Svartedauen . Jeg blar, ser og tenker. Og jegtenker nettopp på Kittelsens åpenbare åpenhet; på hans evner til å sanse, ta inn ogå forestille seg. Omtrent når vi er tre eller re år gamle, utvikles den menneskelige

hjernen slik at vi evner å forestille oss ting. En pinne kan raskt bli til en tryllestaveller et våpen, og en banan blir en mobiltelefon som man kan ringe farfar med.

Men så blir den plutselig banan igjen – og spist. Når vi vokser til, mister vi noeav den friske barnlige evnen til å dikte og late som. Vi blir mer saklig opptatt avforskjeller på bananer og telefoner, og at slik frukt er dårlig til å ringe med. Men slikeforestillingsevner er grunnlaget for det som blir vår fantasi. Og de er grunnlaget forå forstå at vi ser verden forskjellig. Jeg kan forstå at du og jeg ser samme fenomenpå forskjellige vis. Du tar inn verden på dine måter, og jeg på mine måter. Det erfaktisk en svært viktig del av vår etikk at vi forstår at vi forstår samme verden påforskjellige vis – og respekterer det.

Vi er altså forestillende og fantaserende individer. Noen voksne har åpenbart fåttmer fantasi i gave enn andre. En slik fantasifull åpenhet for verden kan være tvetydig.Den åpne sanseligheten kan berike ens verden, ved at man fornemmer og ser merenn andre. Men åpenheten for vrangsider kan være smertefulle. Det er korte veierfra sanselighet til sårbarhet, fra fantasi til paranoia. Jeg ser på Kittelsens bilder,både de komiske og de tragiske og alle de andre, og tenker at han vet en del omdette; også når det blir i overkant skremmende.

I samlete verker er det mye lek og frodig fantasi. Han har kontakt med det levende.Men det er også angst. Kittelsen kk oss til å se norsk natur på nye vis, mer fortryllet.

Men kunstnerkollega Christian Skredsvig skrev i 1918 om Kittelsen at “… han varræd Naturen. Det var vel igrunden Angsten for det store og stille i Naturen ogMenneskene, som skapte den forunderlige Mystikk i hans Kunst”.

Jeg forsøker meg på en Kittelsen. En av de kveldene jeg skrev på denne teksten,forsøkte jeg å ta en Kittelsen. Jeg tenkte at nå skal jeg forsøke å gå inn i skogen ogforsøke å se med øyne som ligner hans. Jeg bor ved et stort vann, innenfor grensentil Nordmarka i Oslo.



52


Husmand, 1913.



53

Det var en spesiell kveld. Det var nært midnatt, og det var en kombinasjon av tåkeog måneskinn. Jeg så på kvister som var tynget av våt snø. Jeg gikk med hundenløs. Den er svart og således nærmest usynlig i natten. Hun var glad og løp rundt.Plutselig kunne hun komme tilbake til meg, for å sjekke at vi var to, og jeg kunne

bli overrasket over dette svarte vesenet som plutselig dukket opp. Vi møtte noeunderlig, hodelyktløst og ganske så stort som beveget seg på den tåkelagte stien.Det viste seg å være et par som var tett omslynget. En nattdate altså.

Det var fascinerende å late som om jeg var Kittelsen på sen kveldstur i skoddeog vinterlig tøvær. Jeg ser hans sanselighet og kreative angst i fortolkningene avkvister, trær og formasjoner. Men jeg ser også at han har lært oss å se. Hva vi ser,er ikke minst kulturell lærdom. Vi lærer det av våre foreldre, de som er nær oss. Menvi lærer det også av våre kunstnere. Kittelsen har lært oss at en hesjestaur kan være

begynnelsen på et troll.

UROÅ hevde at en personlighet er motsetningsfull, er nærmest en klisjé. Hvem av osser ikke det? Og vil vi ikke være det? Det endimensjonale mennesket vil vi ikkeidentiseres med. Men påpekningene om det motsetningsfulle er ekstra mange

og sterke om Kittelsen. Mine sentrale kilder for å nærme meg biogrask har

vært Theodor Kittelsen. Den norske faun av Odd Hølaas, datteren Ingrid TreiderKittelsens Tirilil-Tove. Minner om Th. Kittelsen og hans hjem og især Holger Kofoeds

og Einar Øklands Th. Kittelsen. Kjente og ukjente sider ved kunstneren. Den allerstørste hjelpen til å nærme meg Kittelsen og hans psykologi har jeg fått av Øklandsbriljante bidrag i denne sistnevnte boken. Det er ikke overraskende. Han er envirkelig Kittelsen-entusiast, selv et kreativt skrivende menneske, og han har fagligbakgrunn som psykolog.

Hvilke motsetninger er det tale om? Datteren beskriver faren som en meget varmfamiliemann, og det var en gjengs oppfatning at han var en god ektemake for sinInga. Han var omsorgsfull og sosialt omgjengelig. Og forlegen, skriver ChristianSkredsvig: “Han var mager og tynn. Et skarpt ansikt, usedvanlig lyse, blå øine.Han satte seg bare en tredjedel inn på stolen, urolig og forlegen”. Erik Werenskioldnevner også uroen: “… nervøs, urolig og omskiftelig”. De samme kildene beskriverogså et voldsomt temperament. Skredsvig mente at Kittelsen kunne være detsinteste mennesket han visste om, og Einar Økland viser igjen til Werenskiold somhevdet at Kittelsen tidvis kunne være ”ond”.

KONTROLLERT GRANDIOSITET

I et brev fra 1888 til kunstnerkollegaen Eilif Peterssen, som blant annet var ansvarligfor Norges riksvåpen med løven, skrev Kittelsen om Kittelsens humørmessigespenninger: Vorherre har begavet mig med et Letsind, der i visse Retninger harmeget likhed med vor bekjente Landsmand Peer Gynt,



54

hvis Krønike jeg i disse dage har begynt at illustrere. Dette Letsind veier fuldkommenop mit Tungsind, og er mig derfor en kostelig Gave. Det er rosinen i Pølsen naar detøvrige bliver vammelt.

Altså motsetningen mellom lett og tung, komikk og tragikk, humor og melankoli. Ien annen sammenheng beskriver han seg selv som preget av Stridighed, kolsalSelvtillid og Indbilskhed.

Ja, kanskje det ikke bare er riktig, men at det også var nødvendig. Når man skalleve et kunstnerliv, arbeide ensomt med sine verker, og ofte oppleve at de ikkeblir solgt eller tatt godt i mot, forutsetter det kanskje en stor tro, en slags kontrollertstorhetsfantasi om betydningen av det en driver med. Stor og liten, lettsinn ogtungsinn, høy og lav selvfølelse er ikke nødvendigvis motsetninger, men sider

av samme sak. Kittelsen omtalte seg selv som ”en sultekunstner”. Han led avnæringssorg. Det er et ord som er gått ut av språket. I hele sitt kunstnerliv var hanen fattig mann. Han ble født inn i et kultivert hjem, men farens tidlige død førte tildeklassering, og han opplevde seg selv som en sosial taper. Farshjemmets tidligedannelse kunne skape en avstand til omgivelser. Selv om han levde i trange kår,kunne han frustreres over vanlige folks manglende interesse for kunst. En slik kronisklivssituasjon ble et solid næringsgrunnlag for antikapitalistiske holdninger hos enperson som i utgangspunktet var et grunnleggende antiautoritært menneske.

Pen og blyant på papir, 18,1x28,1 cm. Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur og design, Oslo.Inv. nr. NG.K&H.B.00796. Kat. nr. 29.

Sjel slå deg til ro, et, drikk og vær glad, ml. 1876 og 1887.



55

EMOSJONELT SANTDet er vel også en klisjé å hevde at en kunstner er ujevn. Å være jevn som kunstnerlyder lite tillitsvekkende. Det må feiles for at man skal lykkes. Det er mangt i kunstensom Kittelsen ikke lyktes med. Jeg har allerede beskrevet oljemaleriene som noe

av det svakere. Og han fant ikke sin plass i samtidens -ismer. Han dro ut i verdenfor å skolere seg, til München. Holger Kofoed beskriver hvordan realismens ognaturalismens program ble for strengt for Kittelsen. Han ble ikke den som malteeller tegnet ”akademisk riktig”. Disse tradisjonenes krav om nøyaktig troskap tilvirkeligheter stengte ham inne.Personlig uro og følsomhet bidro til en fandenivoldsk selvstendighet, hvor hannettopp emosjonaliserte bildene. Kittelsen demoniserte, idylliserte, fantaserte,overdrev, karikerte eller eipet. Det var akademisk feil, men for ham følelsesmessig

sant. Kofoed beskriver hvordan Kittelsens kunst preges av liv, spontanitet og

impulsivitet. Altså, tenker jeg: Rastløshet og uro som personlige trekk setter hosham klare kunstneriske spor.

Økland supplerer en slik forståelse med at Kittelsens vansker med å følge realismenskunstneriske program kunne handle om at han som fattig og delvis proletariserthadde altfor nær personlig kontakt med de sosiale og materielle realiteter somrealismen interesserte seg for.

TROLLETE FOLK

Den sosiale og omgjengelige Kittelsen var en som kunne være svært streng medsine medmennesker. Einar Økland viser til at Kittelsen selv i sine yngre år vistetil sin ”Raaskab mod sine Medskabninger”. I det hele tatt strevde han med folk.De beste landskapene hos Kittelsen er mennesketomme, skriver samme Økland.Kittelsen trakk seg unna. Han begynte som havmann og sørlending, født i Kragerø.Han bodde og arbeidet nært vannet på Skåtøy og Hvitsten, og hadde kreative åri Lofoten. Så trekker han seg innover, vekk fra folk, innover i landet og til skogen iEggedal og Sigdal.

… her kan en ha Fattigdom og Sorg for sig selv, den slipper at bli lugtet paa afvæmmelige Mennesker.

Han trekker seg inn i landet, men også innover mot noe sinnlig mørkere, gradvismer nedbrutt av sykdom og motgang. Det var tvangsauksjon som til sist drev hamut av skogene, til Kristiania og tilbake til vannet ved Jeløya på slutten av hans liv.

Kunsthistorikeren Nils Jørgen Johnsen, som i 1935 utga boken Døler og troll. Fra

norsk illustrasjonskunsts historie, skriver om dette ubehaget over mennesker: NårKittelsen, ser på menneskene , blir det gjerne noe ufjelgt og usympatisk over dem, ogdet bor et dumhetens eller fulhetens troll i de folkefremtoninger hans eventyrtegningerviser oss, så det later ikke til at han trives syndelig i disse omgivelser.



56


Skogtrold.



57

Kollegaen Erik Werenskiold skrev i 1917, tre år etter Kittelsens død, om hvordangrunnideene i Kittelsens produksjon hadde vært: Menneskenes løierlighet ogsmaalighet, ondskap og jalusi; naturens ophøiethet og uutgrundelige storhet, entenden aabenbarer sig i den vilde ur eller det snøklædte fjeld eller den minste duftende

blomst; livet er usseldom og tilfældighet; dødens mystiske majestet er over oss all.

For å spisse dette utsagnet: Menneskene blir gjort små, mens naturen gjøres stor.En del av hans naturstemninger er lyriske og romantiske, mens mange av hansmenneskeportretter er nedlatende. Som den årvåkne Einar Økland skriver, visesfolk på avstand, med ryggen til eller i arbeid om de ikke skal fremstilles som dumme,brutale, latterlige eller stygge. Jeg fortolker, og sikkert på glissent grunnlag, menå være følsom, i betydning sanselig åpen, er ikke nødvendigvis det samme som åhåndtere følelser godt. Hans følelsesbevissthet er nyttig for en kunstner, men ikke

nødvendigvis tilstrekkelig for å leve godt med dem. Følsomheten kan også være enmanglende beskyttelse og en varhet. Sinnets immunapparat er å kunne gjøre godevurderinger av situasjoner og folk, sette tingene i deres rette sammenhenger ogstørrelser og få følelsene mer på plass. Slike evner til å vurdere andre, seg selv ogseg selv i forhold til andre, er redskaper til å regulere emosjoner.

Slik sett er ikke Kittelsen den velregulerte og nstemte. Det er sjelden subtiliteter i

portrettene, men altså karikaturer. Når menneskene oppleves som enten dummeeller farlige, kan de også bli vanskelig å omgås. Da stimuleres frykt eller forakt.

Og i daglig omgang kunne han være brå, irritabel, avvisende, og kjent for å leteetter svakheter hos andre. Han trakk seg innover i landet og innover i sitt eget. Hantrakk seg unna kunstlivet i byen, men også fra den nære kontakten med naboer påbygda.

Og da er det fristende å se hans dyr og troll ikke bare som en kunstnerisk vei,men også som en psykologisk strategi. Det kompliserte medmenneskelige omgårhan delvis ved å gjøre folk til troll eller dyr. Vi kan forstå det som en psykologiskdistanse som gir opplevelsen av en viss kontroll. Han holder det menneskelige påen artslengdes avstand. Når det er bytur, er det trollet han sender til Karl Johan. Selvom byborgerne ykter i panikk og mister sine osshatter, er det et ganske så ufarlig

troll som virker bortkomment, senilt og forvirret. Troll og mennesker forstår hverandredårlig, og begge parter ser ut til å ha det dårlig. Ibsen er riktignok uanfektet av dettrolske oppstyret, opptatt som han er av sitt eget nede i bildets høyre hjørne.

Jeg ønsker slett ikke å være selvhenførende, men er selv vokst opp med et kittelsensktroll. Og med astma. Ubehaget med astma er at man tvinges til å forholde seg

problematisk aktivt til det man vanligvis ikke reekterer over: å puste.



58


Litterær Inuenza. Fra Har dyrene sjæl? , 1893.



59

Det går ikke av seg selv, men i stedet går det dårlig. For å dempe ubehag og angster det hensiktsmessig med noen strategier. På gutterommet hadde min far hengtopp en reproduksjon av Trollet som grunner på hvor gammelt det er.Han hadde selv laget en ramme av en av bjørkene i hagen. Mange ganger lette jegmeg frem til den minst dårlige pustestillingen mens jeg forsøkte å distrahere megselv ved å fokusere på det urgamle skogkledte trollet. Det var en lunt og godt troll,lindrende, og til pur trøst og glede.

Nils Jørgen Johnsen skriver tilsvarende om Kittelsen og dyrene, og hvordan han idet hele tatt mer sympati for dyrene enn for menneskene. Først overfor dyr er hansmedfølelse stor og hans humor befriende. For å spille med ordene er det fristendeå si at Kittelsen er mer dyrepsykolog enn dybdepsykolog.

PEER GYNTHenrik Ibsen var den store dybdepsykologen for det gryende moderne mennesket.Hos ham er det lag på lag, med moderne følelser som tvil og ambivalens. Ibsen,Nietzsche og Freud er i forkant av sin tid og skriver frem det nye mennesket som

har forlatt sin gud, derfor er enestående og alenestående, og som er tvunget til åreektere over seg selv og sine egne komplekse følelser.

Kittelsen var svært opptatt av Ibsen, i kraft av å identisere seg med skikkelsen Peer

Gynt. Og den unge Kittelsen møtte selv Ibsen i München og tegnet ham et troll. De

møttes altså fysisk, men ikke kunstnerisk. Det er avstander mellom det kompleksehos Ibsen og det karikerte hos Kittelsen. Han drømte lenge om å illustrere Peer Gynt,men det ble ett av hans mislykte prosjekter, og aldri utgitt. Det treffer ikke nervenhos Ibsen og i ett av verdenslitteraturens aller største psykologiske verker. Det måvære lov til å spørre hvor godt Kittelsen hadde forstått Peer-skikkelsen. Er det førstog fremst eventyreren han identiserer seg med? Hvor stor er hans innsikt i Ibsen

og hans selvinnsikt i seg selv? Ser han hvor sjelelig bankerott Peer Gynt er, før hani siste akt reddes av Solveigs kjærlighet. Og de trollete skapningene hos Ibsen, desom lever i Dovrefjell og er seg narsissistisk selv nok, er av en annen støpning enn

det godmodige og skogkledde trollet som hang over min astmatiske barneseng.

LA MEG FORSØKE Å TREKKE SAMMENJeg vender tilbake til lek, humor og melankoli. Theodor Severin Kittelsen arbeideti sine yngre år en periode i Oslo, og var der i et miljø med skikkelser som ErikWerenskiold, Christian Krohg, Edvard Munch, Kalle Løchen og Fritz Thaulow. Disse

satte sitt solide preg på norsk kunst.

De fornyet den i forskjellige retninger, og altså Kittelsen i sin helt egen. Han er ikkeden dybdeborende og introspektive, som en Munch. I stedet for å gå inn, går hanen del rundt. Men ved å leke med tingene, med skjemt og alvor, gjør han mangeforskjellige luner mer håndterlige.



60

Når vi ser en Munch, tenker vi at det er Munch. Når vi ser Kittelsen, vet vi ofte ikkeat det er Kittelsen, men vi vet at det er en del av vår oppvekst og vår nasjonalementalitet. De er en del av oss selv, i en slik grad at vi ikke reekterer over det. Slik

er naturen, slik er vi, og slik har han lært oss at troll og nøkken ser ut. Han skaptenoe nytt, men formet også våre måter å se på. Kittelsen gir oss både triste og glade,

frekke og aggressive mentale bilder til å håndtere de norske livene. Uten dennemaler hadde ikke Norge blitt Norge, skriver Jan Erik Vold.

REFERANSER

Bogdan, R. (2013). Mindvaults. Sociocultural grounds for pretending and imagining.

Cambridge, MA: The MIT Press.

Hølaas, O. (1959). Th. Kittelsen. Den norske faun. Oslo: Gyldendal norsk forlag.

Kittelsen, Th. (1911/1997). Folk og trold. Minder og drømme. Oslo: Bjørn Ringstrøms

antikvariat.

Kofoed, H. & Økland, E. (1999). Th. Kittelsen. Kjente og ukjente sider ved kunstneren. Oslo:

J.M. Stenersens forlag AS.

Treider, Ingrid Kittelsen (1959). Tirilil-Tove. Minner om Th. Kittelsen og hans hjem. Oslo:

Gyldendal norsk forlag.

Dette essayet er tidligere publisert i Tone Sinding Steinsvik (red.). Th. Kittelsen 1857-1914.

Utstillingsbok publisert av Blaafarveværket 2014. Teksten gjengis her med forfatterens

tillatelse.

Finn Skårderud er psykiater, forfatter og professor ved Institut forspecialpedagogikk ved Universitetet i Oslo.



61

Blandingsteknik 25 x 31 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum. Inv. nr.MBV.04105. Kat. nr. 7.

Bonde Værskjegg.



62

Tusch, 29 x 45 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum. Inv. nr. MBV.04100. Kat.nr. 32.

Nykene (Fuglebjerget) seet fra Skomvær, 1887.



63

Pen, pensel og farveblyant 28,8x42,9 cm, Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur og design, Oslo.Inv. nr. NG.K&H.B.03204. Kat. nr. 6.

Nøkken han sjunger paa Bøljen blaa, efter 1900.



64

Bemalet træ, 37 x 20 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum. Inv. nr.MBV.04015. Kat. nr. 26.

Sommerfugl.

Papirkurv, udskåret i træ, 75 x 50 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum. Inv. nr.MBV.04014. Kat. nr. 14.

Troll med glassøye.



65

POETISK SATIREKITTELSEN - AROSENIUS - STORM P.AF JENS BING

I begyndelsen af 1980’erne tog den amerikanske kunsthistoriker Kirk Varnedoeinitiativ til udstillingen Northern Light , der skulle vise brydninger mellem realismeog symbolisme inden for kunsten i Skandinavien. Udstillingen, der blev vist i ere

amerikanske hovedbyer, gav de følgende år de nordiske museer inspiration til atvise deres version af perioden, nu under titlen Nordiske stemninger . Om nu ”lys” og”stemninger” kan siges at være særegent for nordisk kunst i perioden 1880-1910, måman gå til psykologien for at nde svar på, men anderledes umiskendeligt nordiske

er en lille samling kunstnere, der skal omtales her: Den norske Theodor Kittelsen

(1857-1914), den svenske Ivar Arosenius (1878-1909) og den danske RobertStorm Petersen, kendt som Storm P. (1882-1949). De er på hver sin måde rundetaf symbolismen og uden nogensinde at have mødt hinanden, går der en påviseliginspiration fra Kittelsen til Arosenius og fra denne til Storm P. De nye tryktekniskefremskridt med reproduktion befordrede denne inspiration, men væsentligt er her,at de hver især skabte deres malerier som fuldgyldige kunstværker, værdige tiludstilling som anden salon-kunst.Et billede, der for nordmænd ikke bare inkarnerer deres syn på Kittelsen, mentrolden i det hele taget, er Stortrollet på Karl Johan (g. 1).

Fig. 1. Theodor Kittelsen: Stortrollet på Karl

Johan , 1892. Pen og lavering. Det kongeligehoff, Norge.

Heri gør en overdimensioneret trold sin entré på hovedstadens hovedstrøg, mensfolk ygter forfærdet til alle sider. Billedet opleves i Norge som en humoristisk

kommentar til den nationale forkærlighed for trolden, uanset at det netop er denforestilling, billedet vender sig imod. Billedet lægger efter hierarkisk skala en særligvægt på trolden, ligesom den realistiske karakterisering af ham som affældig olding.



66

Det er i grunden meget tydeligt, at byens borgere slet ikke vil kendes ved dennefrastødende skabning, kun Henrik Ibsen står demonstrativt uberørt af situationennederst i højre hjørne. For at gøre det entydigt klart, hvor Kittelsens sympati samlersig, er en strålende sol vist over troldens hoved, mens vi forstår, at det regner dér,

hvor de ygtende mennesker bender sig.

Kittelsens omfattende produktion som tegner og maler havde denne underliggendeoverbevisning, at hans landsmænd ikke fattede den natur, som for ham navnligtrolden var eksponent for. Det er en overbevisning, der kunne udtrykkes på mangemåder, og som de tre kunstnere er fælles om at forsøge at give form. Voresfascination af deres billeder forstærkes kun af, at naturen ikke fortoner sig som renabstraktion, men som en anelsesfuld realitet. Den ville heller ikke præsentere sig forbetragteren som et romantisk maleri, for her var de hver især for oppositionelle til,

at den underliggende satire lod sig undertrykke.

Arosenius kunne ikke undslå sig for at lade sig påvirke af Kittelsens originalebilledidéer med trolde. Trolden på Karl Johan omplantede han i sit maleri til en svensklandsbyidyl, Jætten på besøg i småstaden (Ryktet) , 1905, ligesom han omsatteKittelsens Forældrestolthed til sin mere karikerede version. Hans Selvportræt (g.

2) fra 1906 har som bagvedliggende model den gammelkristne fremstilling af Ecce

homo , hvor den tornekransede Kristus lidelsesfuldt kserer betragteren.

Fig. 2. Ivar Arosenius: Selvportræt , 1906.Akvarel. Nationalmuseum, Stockholm.



67

I Arosenius’ selvportræt er tornekransen blevet erstattet af en blomsterkrans,mens baggrunden er naturen uden for hans hjem i Åby. Blomsterkransen er sådetaljeret udført, at den enkelte blomst lader sig identicere, og associationen til

Kristus’ tornekrans er lige så fjern som Kristus’ patetiske ikon i forhold til Arosenius’

melankolske ansigtsudtryk.

Denne melankoli spiller uvægerligt ind i opfattelsen af hans efterfølgende Makabert

selskab (g. 3), 1908, fra hans sidste leveår.

Fig. 3. Ivar Arosenius:Makabert selskab , 1908.Akvarel. Privateje.

På trods af sit beskedne format – ikke meget større end et traditionelt postkort – er detkomplekst og kompakt i sit indhold. Her sidder et selskab til bords, hvor der hores ogdrikkes, spilles kort og ryges. Det er tydeligvis to kærestepar i høj stemning – pigernehalvpåklædte, mændene med røde kinder. Pigen i midten hæver højt sit glas og seri retning af den lidt afsides femte gur, mens den anden pige med kunsthistoriens

mest sigende sok peger i retning mod den afsides sortklædte person. Alt tyder på,at han er ønsket at deltage i selskabet. Selv sidder han smilende med sine sorteøjenhuler og lange udstrakte knokkelngre, fra reversen hænger en vissen blomst.

På bordet foran ham står hans glas, timeglasset, som om han er deltager. Er hanmed i selskabet, eller er han det ikke, er spørgsmålet, billedet stiller betragteren.

Arosenius var opvokset og opdraget med, at han led af blødersygen. Hans tidligebevidsthed om et afmålt, lunefuldt liv var ham latent nærværende. Det livsvilkårlæser man uvilkårligt ind i selvportrættet og opfattelsen af Makabert selskab :Døden, der inviteres til at tage del i livsglæden, men ikke kan andet end vente.Dette store paradoks mellem livslykke og død blev for Arosenius – påtrængende,som det var – som en mental knude. De sværmende sommerfugle er udtryk for

lykkens ygtighed, yderligere symboliseret ved de to afrevne roser neden for detelskende par til venstre.



68

Så fascineret var Storm P. af Makabert selskab , at han måtte tegne kompositionenaf (g. 4, i aftegningen har Storm P. anført billedets nok originale titel: Blandet

selskab ).

Det kan tages for givet, at han har stået med billedet i hånden, for hans tegning

følger originalens mål. Vi ved, at Storm P. tog til Göteborg i september 1910 og herkunne se hele Arosenius’ efterladte samling af billeder igennem, med henblik på enmindeudstilling i København måneden efter. Til sin avis, Ekstrabladet, udtalte hanved åbningen: ”Publikum aner ikke, hvad det er for en dejlig, fremmedartet maler,hvis kunst de her kommer til at stå ansigt til ansigt med”.

Storm P. havde i 1908 skabt det første danske, genuine naivistiske maleri,Sjömandens farvel . Mødet med Arosenius’ små, kapriciøse billeder forstærkede nuhans indlevelse i det umiddelbart komiske i et naivt, men væsentligt mere robust

udtryk. En idé, Storm P. var særligt glad for (den kendes i en række versioner),er motivet med døden, der er kommet for at hente en trivelig bonde. Der er intetdystert over fremstillingen, hvor solen stiger op bag kirken i et farvestærkt landskab,for, som bonden står bredt grinende og peger bydende mod sin høstmodne markfor manden med leen, forstår vi grunden til rædslen i dødens ansigtsudtryk. Ogligesom Arosenius gerne omplantede sine ideer til et bibelsk-mytologisk sceneri, lodStorm P. i Skrædderen i paradis en handelsmand med hele rigmandens apparitionindnde sig i paradis efter syndefaldet. De første mennesker er nu kommet i bekneb

for at tildække deres køn, og som skabt til lejligheden gør kapitalismen sin entré.

Fig. 4. Robert Storm Petersen: Skitse af”Makabert selskab” , 1910. Pennetegning.Storm P. Museet.



69

Forskellen mellem de to viser sig særlig tydeligt i deres fantasi. Søger man efterkilderne til Arosenius’ billeder, er de få. Han kunne ud af sin frie fantasi lade enidé materialisere sig overraskende originalt, faktisk med så meget liv og kraft, atideen først synes vakt til live med billedet selv. Et belysende eksempel er hans

optagethed af kunstens skytshelgen, hesten Pegasus’ vej mod Parnasset. Fra sinsymbolske plads som åndens budbringer, der skal føre kunstnerens genius modhøjderne, blev den omskabt til en gemen krikke: Snart for at få amputeret sineværdighedstegn af simple bondetampe (En kultiveret Pegas , 1905), snart for atoptræde i en væddeløbskonkurrence, hvor hver kunstner pisker løs på sin Pegasusfor at nå til himmels. Meget af Arosenius’ aversion mod akademiets skoler medderes krav om klassisk dannelse ligger bag disse latterliggørelser.

Storm P.s fantasi havde ikke denne ubundne, fri beskaffenhed. Hans fantasi ville

tage afsæt i noget konkret foreliggende, helst et visuelt forlæg. En sådan bundethedtil virkeligheden forklarer, hvorfor hans hang til satire tog sig så sociale udtryk ogblev så provokerende radikal. Fra tiden inden Storm P.s møde med Arosenius’billeder stammer hans Gud elsker en glad giver (g. 5).

Fig. 5. Robert Storm Petersen: Gud elsker en

glad giver , 1907. Lavering og tusch. Storm P.Museet.

Billedet var tiltænkt tidsskriftet Gnisten , der i årene 1907-1908 samlede tidensoppositionelle kræfter. Han har næppe læst Bibelen (Paulus’ andet brev til korinterne,IX, 7) for at nde den sarkastiske titel til sit billede, for tanken om at Gud værdsætter

den, der giver almisse af glæde, ville være at nde som indskrifter på kirkebøsser.

Typisk for Storm P.s fantasi ville netop en sådan selvmodsigelse beskæftige hansfantasi: Hvordan kunne man skænke sine penge til Gud og så være glad som fattig?Var den rige ikke netop rig, fordi han holdt på sine penge?



70

Midt i et kirkerum fyldt af menigheden fører Fanden sig frem, klædt med fremtoningaf sin tids rigmand: Fed, klædt i jaket og cylinderhat, buttery og perle i knaphullet

over vesten. Mens han yder sit bidrag til kirkebøssen (påskrevet ”Til SognetsFattige”), griner han frækt i Guds hus. Ved på den måde at parre rigmanden med

Fanden ville Storm P. lade forstå, at hvad der gjaldt for den ene, også gjaldt forden anden. Denne hån af de ringere stillede (en invalid slutter sig til menighedeni baggrunden) var en tanke, der måtte udtrykkes klart og groft, for at betragterenikke kunne undslå sig for at begribe meningen. Sådan taler stor satire – den vil i sitvæsen altid være antiæstetisk, for dens kodeks er et andet end kunstens.

Mødet med Arosenius’ billeder tre år senere betød en radikal omvæltning i StormP.s fortællemåde, bort fra det råt satiriske. Tænk at den falbydende handelsmand iSkrædderen i paradis nu kunne fremstilles humoristisk helt i tråd med maleriets idé.

Netop årene efter mødet med Arosenius viser, hvor søgende han var med hensyntil at gøre sine tegninger til en levevej. Under indtryk af de negative erfaringer medGnistens korte levetid lod han sig tiltrække af den side af det publicistiske, somappellerede bredt folkeligt. Med i overvejelserne indgik også, at han nu ville væresin egen redaktør. Blandt et utal af indfald hører udkastet til en børnebog, illustreretaf ham selv (g. 6-7). Indydelsen fra Arosenius og navnlig Kittelsen yder sammen

i dette forsøg.

Fig. 6 + 7. Robert Storm Petersen: To illustrationer til antagelig egetbørneeventyr, 1910-1912. Pennetegning. Storm P. Museet.

Fra Storm P.s helt unge år stammer en omfattende scrapbog, der er som et stortkatalog over hans mange interesser. Ikke uventet optræder heri udklip fra danske

aviser og tidsskrifter om Kittelsen, ligesom det også kan antages, at han kendte tildennes illustrationer af Asbjørnsen og Moes folkeeventyr. Han kan endda have set



71

Fig. 9. Robert Storm Petersen: En herre med en

regning , ca.1938. Akvarel og blyant. Storm P.Museet.

Kittelsens separatudstilling i Kunstforeningen i 1900 og hos Winkel & Magnussen i1902, begge i København. Kendskabet til den publicistiske side af Kittelsen spøgeri Storm P.s børnebogsudkast, og det er betegnende, at han efterfølgende i oktober1915 introducerede sit eget blad Storm med at annoncere: ”Storm er det gode

danske humørs blad”. Danskerne skulle ikke bebyrdes med satire, men sjov (Sjov var faktisk det navn, han først tænkte som bladets navn). Da havde Storm P. alleredeudgivet sit første Album , med en overod af overvejende humoristiske tegninger,

der udkom årligt ved årsskiftet helt frem til hans død (1913-1948).

Den endelige overgivelse til bladtegneriets simple kunst skete i 1922, hvor hansom en af de første herhjemme sikrede sig en egentlig kontrakt med avisen B.T.Resultatet blev tegneserien Peter og Ping , der løb dagligt helt frem til hans død,også i weekenden. Han havde givetvis forestillet sig, at maleriet skulle trives ved

siden af, men fra 1920’rne ndes næsten ingen malerier, og herefter k de en megeteksklusiv plads af fristed. Hvad enten det var akvarel eller olie, mundede det ud i få,gennemarbejdede malerier, hvis idé han længe havde vendt i hovedet. Nu kunnedet ske, at en idé kunne opstå, uden han var sig bevidst, hvorfra den udsprang. Deter En herre med en regning (g. 9) et eksempel på.

Heri står en rygvendt herre med en regning foran en anonym dør. Manden erkarakteriseret ved sit luvslidte ydre og mappen, han bærer under armen.



72

Fig. 8. Theodor Kittelsen: Du slette tid .Pennetegning fra Folk og trold , 1911.

Fra Kittelsen stammer en meget lignende komposition af en anderledes udhaletherre foran en dør: ”Du slette tid” (g. 8, næppe den korrekte titel).

Benraden i Kittelsens tegning er blevet tolket både som det nye år, der bankerpå (urets visere nærmer sig klokken 12) og døden (op af frakkelommen stikker ettimeglas op). Antagelig er det noget helt tredje, Kittelsen har haft i tankerne, men forStorm P. må det have været som at gennde en gammel idé. Med en god økonomi,

der ikke tyngedes af børn, havde han nu opbygget et helt bibliotek over europæiskhumor og satire, så det kan tages for givet, at han var bredt orienteret.

Ideen går hos Storm P. så langt tilbage, at den næppe lader sig datere. Centralter billedet af mennesket på ugt, forfulgt af vanvidsmarer. Ideen havde oprindeligt

ingen adresse til ham selv. Det skete først med Danmarks besættelse i 1940. Hermå det betænkes, at Storm P. under første verdenskrig satte en harmdirrende

krigssatire på forsiden af sit blad Storm , uanset Danmark forholdt sig neutralt underførste verdenskrig. Nu under anden verdenskrig, hvor Danmark var blevet besat,talte tiden endnu stærkere for at protestere. Med den samarbejdspolitik, den danskeregering var slået ind på, var imidlertid enhver mishagsytring bandlyst. Han harværet den første til at erkende, hvor langt hans daglige situationer af Peter og Pingslilleverden lå fra krigens gru og rædsel. I sit fjerne, beskyttede hjem må han haveoplevet sig som overødig med sin humor. Som en slags afbigt greb han tilbage til

motivet med det ygtende menneske, nu med slående lighed med ham selv.

Denne samvittighedskonikt gør sig allerede gældende i En herre med en regning .Det fremgår ikke, hvad anledningen til herrens besøg er, men vi forstår af blodet,



73

Fig. 10. RobertStorm Petersen:Tilbage til naturen .1945. Akvarel og

dækfarve. Storm P.Museet.

der strømmer ud under døren, at personen på den anden side af døren er klarover, at regnskabets time har indhentet ham. Billeder som disse, som Storm P. selvville benævne som ”små skikkelige altertavler”, blev i krigens år forbeholdt hansskrivebordsskuffe.

Fra få år inden hans død i 1949 stammer Storm P.s store akvarel Tilbage til naturen(g. 10), der på en gang opsummerer hele hans liv og hans gæld til den nordiske

tradition.

De fem års besættelse med undertrykkelse og afsavn var nu slut, og for den danskebefolkning tegnede sig en fremtid fyldt af håb og lykke. Netop freden i 1945 såStorm P. som en skillevej for det danske folk. Han havde midt under krigen rundet60 år og havde længe følt sig utilpas over tiden og sig selv.

Billedet er delt i to halvdele: Til venstre en grå masse af arbejdere på vej til fabrikkerne,til højre en enlig vagabond på vej ud i naturen. Alt er vist beskrivende naivt, somArosenius ville gøre det. Kun distraheres betragteren af det abstrakte farveor, der

folder sig ud neden for vagabonden. Som så ofte hos Storm P. er dette farveor en

sidste eftertanke, for det kan ses, at han her først havde tænkt sig naturens grønnegræs (hans signatur og årstallet 1945 som tegn på at maleriet var færdigt, gik til, dahan malede det abstrakte farveor over græsset).

Rettelsen skyldtes ikke en æstetisk indskydelse, men en drastisk måde at vise på,hvor grå menneskene til venstre er. Der er en enkelt fra den grå ok, der sender

vagabonden et forbavset blik – en genial detalje, der forbinder billedets to halvdele.Man aner, at friheden til at træde ud i naturen ligger lige for vore fødder, men atvi er fjernt fra den. Det er en valgmulighed, der fortoner sig for den grå masse af”pligtens ofre”, for blinde, som de er, ser de intet alternativ til deres farveløse, grå



74

eksistens. I sin tanke hylder Tilbage til naturen et subjekt, der vover at bryde ud affællesskabet for at gå sin egen vej. Billedet kaster et eget lys over de krigstrættedanskeres tilbagevenden til arbejdet for at søge trøst i en illusion.

Som en del af verden uden de store politiske omvæltninger og uden en tryggende,dogmatisk gudetro, fremstår Norden som et homogent hjemsted for frihed, ikke barefriheden til at se sig selv, men nok så slående til at iagttage sine medmennesker.Symptomatisk for denne iagttagelse er, at den ikke bare giver adgang til satire,men endda til at omskrive den i et uvirkeligt, poetisk lys. Herved indsneg sig ettragikomisk moment, der er særegent for Norden: At se og gengive ondet i etforsonende skær, næsten som om kunstneren er i stand til at sætte sig ud overondet. H.C. Andersen står naturligvis tårnhøjt i indledningen til denne tradition.Meget lidt opstod i H.C. Andersens eventyrverden uden stærke satiriske impulser.

Hos Kittelsen og Arosenius ville satiren ytre sig i den distance, de lagde til deresselvskabte verden.

De malerier er få, hvor Kittelsen ikke har vist naturen som set gennem et slør. Somville han åbenbare en dyb hemmelighed, fortrænges mennesket grænsende til detmisantropiske af trolde, nøkker, elverpiger og nisser. Det er et maleri, der fejlagtigtkaldes naturmystik, som reducerer trolden til en stum gur. Trolden var med Kittelsens

andre væsener et spejl af naturen på samme måde som Storm P.’s vagabond varet symbol på frihed. Kittelsen søgte mod en dybere sandhed end blot at afmale

naturen. Han tillagde naturen betydning, som netop hans eventyrgurer varslede

om, for på den måde at gøre sit syn sandt. Ret beset lukkede han mennesketsverden ude fra sit syn, så længe det ikke forstod denne betydning.

Arosenius’ distance viser sig i hans udvikling af en ø-komposition, en cirkulærscene skudt ind i billedrummet, hvor han placerede sit motiv, nærmest som etdrømmesyn (indledt med Lyksalighedens ø , 1902, hvori en nøgen kvinde stikker opi en blomstersmykket ø). Det er denne kompositionsmåde, der indkapsler Makabert

selskab og gør det til et gribende, komprimeret billede på liv og død. Som denmest jordnære og mest sociale af de tre lå hos Storm P. iagttagelsen af hansmedmennesker ikke længere væk, end at det var fra disse medmennesker, hanhentede sine modeller og sin inspiration. I bedste bladtegnermanér blev naturenreduceret til symbol som i Tilbage til naturen med stynede piletræer langs en snoetlandevej.

Forventeligt ville en sådan fortællemåde, der her er sammenfattet under overskriften”Poetisk satire”, ytre sig meget forskelligt blandt de nordiske lande. Originalitet var

selve kunstnermærket, hver af de tre kunstnere uddrog af symbolismen. Selvsagtmåtte hver af dem nde sin egen vej, ligesom de enkelte nordiske folk har sit eget

natursyn.



75

Danskere støder i vor del af Norden på denne kløft mellem virkelighed og satire, nårvi hos vore nabolande møder undren over, om det vi siger, nu er spøg eller alvor.Denne forskel morer de nordiske lande sig gerne med at latterliggøre hinanden for.

Man kan komme i den situation, at man skal divertere en samling amtsborgmestre,dengang de endnu fandtes. Jeg valgte til lejligheden at citere fra Storm P. en såkaldt”Flue”, der viser en magtfuld politiker på en talerstol med en manende nger i vejret:

”- Man skal aldrig svigte sine idealer - skønt meget er blevet betydeligt dyrere iden sidste tid” (1941). Reaktionen var et spontant latterudbrud, for præcis sådannoget vrøvl vidste hver af amtsborgmestrene, at de selv kunne have sagt. Citatethar jeg ofte moret mig med at nævne for svenskere med introduktionen, at det eren vittighed (”en såkaldt vittighed”, ville Storm P. have sagt).”Hvad er det, der ermorsomt?”, lyder reaktionen hver gang. Ja, hvad er morsomt? Og så ser man sig

selv nødsaget til at sige: ”Jamen, det er det gode, danske humør”.

Jens Bing er mag.art. og tidligere direktør for Storm P. Museet (1977-2010).



76

Theodor Severin Kittelsen (1857-1914)

1857: Theodor Kittelsen blev født d. 27. april 1857 i Kragerø. Han var søn afkøbmand Johannes Kittelsen og Guriane Olsdatter Larsen, som opdrog ham i etkulturelt hjem, og han var næstældst af otte søskende.

1868: Kittelsen måtte slutte sin skolegang som 11-årig, da faderen døde, og handerfor skulle tjene penge til familien. Han kom i urmagerlære i Kragerø og efterogså at have været i lære hos en malermester i Christiania, begyndte Kittelsenhos urmager Stein i Arendal. Denne havde øje for Kittelsens kunstneriske talent.Diederik Maria Aall, jurist og kunstelsker, blev Kittelsens ven og velgører i al dentid, hans midler rakte.

1874: Kittelsen kom på Wilhelm von Hannos tegneskole i Christiania og fulgteogså undervisningen på Den Kgl. Tegneskole, hvor han blev undervist af JuliusMiddelthun.

1876: Kittelsen rejste til München, hvor han blev i re år. Han studerede ved det

kongelige kunstakademi, med Wilhelm von Lindenschmitt og Ludwig von Löfftz som

lærere. Kittelsen deltog her i kunstnerlivet i ateliererne, på knejperne og i de landligeomgivelser. Han mødte jævnaldrende norske kolleger som Erik Werenskiold (1855-1938), Eilif Peterssen (1852-1928), Gerhard Munthe (1849-1929), Christian Skredsvig(1854-1924) og Kitty Kielland (1843-1914). De tre første år blev Kittelsens opholdbetalt af Aall. Kittelsens inspirationskilder var bl.a. Franz Defreggers stemninger

(ikke form) og Arnold Böcklins mytologiske fantasier - skikkelser født ud af alperne.

1879: Støtten fra Aall ophørte, og Kittelsen k det meget trangt økonomisk. Kittelsens

debutmaleri Streik blev godt modtaget i Christianias Kunstforening. Det blev solgt

for 1000 kr. For at komme hjem til udstillingen i Norge måtte Kittelsen låne 600 kr.

1880: Økonomien tvang Kittelsen hjem til Norge og han tilbragte vinteren i sinbarndomsby Kragerø. Han modtog Schäffers legat.

1881: Kittelsen yttede til Christiania og lejede et atelier i bygården Pultosten. Han

blev af P. Chr. Asbjørnsen (1812-1885) og J. Moe (1813-1882) engageret someventyrsillustrator og påbegyndte sammen med Werenskiold illustrationsarbejdettil bogen Eventyrbog for Børn (1883). Kittelsen k sin første illustration på tryk, en

vasstrold, der er en central gur i Asbjørnsens eventyr Fiskersønnene . I Paris ogMünchen udførte han efterfølgende tegningerne til bl.a. Gullfuglen, Askeladen som

kappårt med trollet, Smørbukk og Dukken i Gresset - alle til Eventyrbog for Børn .

Tidslinje



77

1882: Kittelsen aftjente sin værnepligt og fortsatte sit arbejde medeventyrillustrationerne sammen med Werenskiold. I efteråret k Kittelsen et statsligt

stipendie og rejste til Paris. Han fandt sig ikke tilrette dér, hverken i byen eller medkunsten, så opholdet blev kortvarigt. Billedet Streik var med på den internationalekunstudstilling i Wien.

1883-1884: Kittelsen rejste atter til München, hvor han arbejdede med karikatur,satire samt andet illustrationsarbejde. Han k tegninger trykt i Neue Deutsche

Illustrierte Zeitung, Allgemeine Zeitung og det dansk-norske magasin Juleroser i1884. Han lavede også Froske- og musekrigen færdig, mens han var i München,men værket udkom først ere år senere.

1886: Kittelsen deltog i Høstutstillingen, som er en årlig norsk begivenhed siden1882, med malerierne Atelierbesøk og Interiør fra et bayersk bondehus.

1887: Kittelsen vendte hjem til Norge for altid. Han var en ludfattig og sultendekunstner og hans kunstnerkollegaer hjalp ham økonomisk med at komme hjem.Erik Werenskiold, Eilif Peterssen og Moltke Moe samlede penge ind til formålet medopråbet: “Det vil visselig alment erkjendes, at fremstillingen af de vildt eventyrlige

sider i vort folks fantasiliv i Kittelsens skabende evne eier en kraft, som ikke kan

undværes” . Samtidig var Kittelsen ved at bryde igennem som bogillustrator. Han

illustrerede Djurklous samling af svenske folkeeventyr, og den danske forlæggerErnst Bojesen udgav Kittelsens illustrationer både i Juleroser og i Fra alverdens

gemytlige Lande . Dette år drog han til Lofoten, hvor han blev i to år.

1889: Kittelsen forlod Lofoten og mødte skipperdatteren Inga Kristine Dahl fraDrøbak. De blev gift efter få ugers bekendtskab, og de k med tiden ni børn. Parret

boede på Skåtøy ved Kragerø.

1891: Inga og Theodor Kittelsen yttede til Hvitsten. Dette var gode og produktive

år for Kittelsen. Han manifesterede sin position som illustrator og udforskede ere

genrer.

1893: Kittelsens første separatudstilling, i Florasalonen i Tivoli i Christiania.Udstillingen omfattede 231 billeder og blev også vist i Bergen samme efterår. SerienJomfruland blev vist for første gang (15 akvareller).

1896: Familien yttede til lensmannsgården Sole i Eggedal for at komme

nærmere vennen Christian Skredsvig. Eggedal-Sigdalområdet havde gennemindustrialiseringen fået bedre infrastruktur, der forbedrede kommunikation ogtilgængelighed. Således kunne forbindelsen til hovedstaden vedligeholdes samtidigmed, at man boede langt ude i naturen.



78

1899: Familien købte en grund i Sigdal og byggede Lauvlia, et hus med tilhørendeatelier. Huset havde udsigt til det karakteristiske fjeld Andersnatten. Tiden påLauvlia var Kittelsens mest produktive periode. Han udsmykkede huset; lavedeudskæringer og malede motiver både ude og inde med troldsk fantasi. Han villeskabe et eventyrslot til familien.

1904: En kunstnerfest blev holdt for Kittelsen i Frimurerlogen af gamle kammeraterfra München. Der var mellem 60-70 deltagere. To store trolde gik i spidsen forfestdeltagerne, da de skulle til bords.

1905: Kittelsen begyndte at udvise sygdomstegn. Over de næste ti år begyndte enalvorlig gigtlidelse og en nervesygdom langsomt at forhindre ham i at arbejde.

1907: Kittelsen k illustrationsopgaven Fossens Eventyr af Sam Eyde.

1908: Kittelsen blev udnævnt til ridder af St. Olavs-ordenen.

1910: Familien måtte sælge Lauvlia og ytte til Huseby udenfor Christiania og

endelig til Jeløya ved Moss i 1912. Mod slutningen af sit liv var Kittelsen nedbrudt afsygdom, modgang og skuffelser. Han arbejdede trods dette til det sidste.

1911: Stortinget bevilgede Kittelsen kunstnerløn på kr 1600 om året foranledigetaf Kittelsens ven, kunsthistorikeren Andreas Aubert. I hans anmodning omkunstnerlønnen skrev Aubert: “Han er født Kunstner som faa, og i Kraften til at

fremstille Eventyrets Fantasiverden i lys levende Virkelighed for os - som Dikter-

Kunstner - en af Verdens-Literaturens og Verdens-Kunstens sjeldne, et av de

mærkeligste Udslag av norsk Aand” .

21. januar 1914: Kittelsen døde på Jeløya.



79

Katalog over udstillede værker

Kat. 1 Det steg saa tungt at jorden skalv, 1900.Olie på lærred, 45 x 68 cm. Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur ogdesign,

Oslo. Inv. nr. NG.M.00550. Side 31.

Kat. 2 På veien til Gilde i Troldslottet, 1904.Blandingsteknik, 47,5 x 62 cm. Sparebankstiftelsen DnB / Dextra Artes.

Deponeret på Kittelsen-museet, Modum. Side 27.

Kat. 3 Soria Moria Slot.

Litogra, (Hans Holm), 34 x 51,1 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-

museet, Modum. Inv. nr. MBV.04053. Side 28.

Kat. 4 Nøkken. Litogra, (O. Ruud), 51,5 x 39 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet,

Modum. Inv. nr. MBV.04051. Side 13.

Kat. 5 Nøkken som hvit hest, 1909.Blandingsteknik, 90 x 140 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet,


Kat. 6 Nøkken han sjunger paa Bøljen blaa, efter 1900.Pen, pensel og farveblyant 28,8x42,9 cm, Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur

og design, Oslo. Inv. nr. NG.K&H.B.03204. Side 63.

Kat. 7 Bonde Værskjegg. Blandingsteknik 25 x 31 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet,


Kat. 8 Vølund Smed. Tusch og blyant, 29,5 x 41 cm. Blaafarveværkets samling,

Kittelsen-museet, Modum. Inv. nr. MBV.04012. Side 40.

Kat. 9 Kjæresten i skoven. Blandingsteknik, 15 x 19 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-


Kat. 10 Ekorn og katt, 1893. Tusch og pen, 27 x 19 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-




80

Kat. 11 Krambodgutten med gammelostlasten. Blyant og lavering, 29 x 19,5 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet,


Kat. 12 Jomfru Maria og Svalen. Blyant og lavering, 29 x 21 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet,


Kat. 13 Dragen. Udskåret og bemalet frise, 90 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet,


Kat 14 Troll med glassøye.

Papirkurv, udskåret i træ, 75 x 50 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet,Modum. Inv. nr. MBV.04014. Side 64.

Kat. 15 Skovtrold, 1899. Olie på lærred, 90 cm x 68 cm. Privateje. Side 48.

Kat. 16 Trollfuglen / Tiur i topp, 1895.

Olie på lærred, 74,5 x 57 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum

Inv. nr. MBV.04062. Side 38.

Kat. 17 Skogtrold. Blandingsteknik, 59 x 47 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum.


Kat. 18 Trollfugl. Litogra (O.Ruud), 47 x 36 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum.


Kat. 19 Svartedauen. Bogtryk, 1900. 12 helsiderstryk. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet,

Modum. Side 23.

Kat. 20 Over sjø og land, 1904. Blandingsteknik, 44 x 66 cm. Privateje. Side 50.

Kat. 21 Øde.

Litogra (O. Ruud), 47,5 x 36,6 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet,Modum. Inv. nr. MBV.04052. Side 35.



81

Kat. 22 Pesta på Fjellet, 1901.Blandingsteknik, 36x44 cm. Privateje. Side 49.

Kat. 23 Etter Svartedauen. Gamle hus på Sole.

Blandingsteknik, 55 x 80 cm. Privateje. Side 34.

Kat. 24 Portrett med beundrende dyr, 1887.Pen og blyant, 43 x 35 cm. Lauvlia, Th. Kittelsens kunstnerhjem i Sigdal. Side 12.

Kat. 25 Hundemordet.Tusch på papir (13 ark). Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet,


Kat. 26 Sommerfugl. Bemalet træ, 37 x 20 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum.


Kat. 27 Har dyrene sjæl?, 1893. 21 litograer. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum. Side 10, 45, 58.

Kat. 28 Satire over kunsthistorien, ml. 1885 og 1888.Pen over blyant og farveblyant på papir, 22,7x22,3 cm. Nasjonalmuseet for kunst,

arkitektur og design, Oslo. Inv. nr. NG. K&H.B.03200. Side 29.

Kat. 29 Sjel slå deg til ro, et, drikk og vær glad, ml. 1876 og 1887.Pen og blyant på papir, 18,1x28,1 cm. Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur og

design, Oslo. Inv. nr. NG.K&H.B.00796. Side 54.

Kat. 30 Du slette tid!Træsnit. Prøvetryk, 23 x 15,5 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet,

Modum. Inv. nr. MBV.04024A+B. Side 72.

Kat. 31 Kampen for tilværelsen. Høifjeld.Pen og lavering, 23 x 28 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum.


Kat. 32 Nykene (Fuglebjerget) seet fra Skomvær, 1887.Tusch, 29 x 45 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum. Inv. nr.

MBV.04100. Side 62.

Kat. 33 Fra Aarets Maaneder. December, 1890.Blandingsteknik, 36,7 x 29 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum.




82

Kat. 34 Husmand, 1913.Blandingsteknik, 84 x 56 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum.


Kat. 35 Nyttårsny, 1905.Blandingsteknik, 44 x 67 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum.


Kat. 36 Når aspen blør, 1905.Blandingsteknikk, 61 x 48 cm.Blaafarveværkets samling, Kittelsen-


Kat. 37 Dompap Morgengry, 1903.

Blandingsteknik, 67 x 45 cm. Sparebankstiftelsen DnB / Dextra Artes. Deponeret

på Kittelsen-museet, Modum. Side 36.

Kat. 38 Andersnatten ved Soneren.Blandingsteknik, 34 x 50 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum.


Kat. 39 Soleglad, 1907.Blandingsteknik, 43,5 x 67 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum


Kat. 40 Båneberget med to sommerfugler, 1910.Akvarel og blyant, 45 x 78 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum.


Kat. 41 Gamleveien. Blandingsteknik, 41 x 67 cm. Blaafarveværkets samling, Kittelsen-museet, Modum




83

Illustrationer (ikke-udstillede værker)

Ivar Arosenius: Selvportræt, 1906. Akvarel. Nationalmuseum, Stockholm. Side 66

Ivar Arosenius: Makabert selskab, 1908. Akvarel. Tidligere privateje. Side 67

Theodor Kittelsen: Vasstrollet. Illustration fra bogen Troldskab, 1892. Side 14

Theodor Kittelsen: Stortrollet på Karl Johan, 1892. Pen og lavering. Det norskekongehus. Side 65

Robert Storm Petersen: Skitse af ”Makabert selskab”. 1910. Pennetegning. StormP. Museet. Side Side 68

Robert Storm Petersen: Gud elsker en glad giver. 1907. Lavering og tusch. StormP. Museet. Side 69

Robert Storm Petersen: To illustrationer til antagelig eget børneeventyr. 1910-1912. Pennetegning. Storm P. Museet. Side 70

Robert Storm Petersen: En herre med en regning. Ca.1938. Akvarel og blyant.Storm P. Museet. Side 71

Robert Storm Petersen: Tilbage til naturen. 1945. Akvarel og dækfarve. Storm P.

Museet. Side 73



Frederiksbergmuseerne inviterer indenfor til viden og oplevelser på tværs af litteratur,

billedkunst, scenekunst, arkitektur og musik. Gennem kunstens kritiske, satiriske og

perspektiverende udtryk favner Frederiksbergmuseerne både samtidens udtryk og 300

års historie. De fem museer ligger alle ved Frederiksberg Have og Søndermarken, hvis

grønne omgivelser udgør rammen for en inspirerende rute med fængende fortællingerom kunst, humor og store personligheder.

FREDERIKSBERG

MUSEERNE

www.frederiksbergmuseerne.dk

katalog.compressed

Documents