Kritik i en krisesituation: Hvordan

nyhedsmedierne dækkede nedlukningen af

Danmark under covid-19-pandemien

Af Perry MacLeod Jensen (54624)

Speciale i journalistik, Roskilde Universitet 2020

Vejleder: Jannie Møller Hartley

140.796 anslag

1

Abstract

This thesis analyzes Danish media coverage of the lockdown of Danish society in March 2020 in

response to the covid-19 pandemic. A content analysis of articles in three major Danish newspapers,

the center-right paper Berlingske, the tabloid Ekstra Bladet and the center-left paper Politiken, as well

as reporting by the Danish broadcasting company DR’s daily tv-news was conducted. The content

analysis was used in a longitudinal study on how the media reported on the pandemic before and after

the government-imposed lockdown.

The results indicate that coverage before the lockdown featured little criticism of the

government’s actions. Similarly, there was little politicized coverage or reporting on conflict. After

the lockdown, the number of articles related to the pandemic more than doubled. At the same time,

stories surrounding criticism of government actions and conflict increased, as did the level of

politicization.

Furthermore, based on the four framing dimensions formulated by Robert Entman (1993), this

report discusses how media coverage played an active part in framing the pandemic as an existential

threat to society within a securitization process. In addition, it considers to what extent the crisis

coverage of the pandemic can be understood as a ‘News Media’-media event.

2

Indholdsfortegnelse

Abstract .............................................................................................................................................................. 1

1. Indledning ....................................................................................................................................................... 5

1.1. Litteratur om corona-dækning ............................................................................................................. 7

1.2. Problemformulering ............................................................................................................................ 9

2. Framing ........................................................................................................................................................ 11

3. Journalistikkens kritiske rolle ........................................................................................................................... 13

4. Mediernes krisedækning ................................................................................................................................ 17

4.1. Mediernes samfundsmyter ..................................................................................................................... 18

4.2. Krisen skaber et behov for at søge tilbage til normaltilstanden ................................................................... 18

4.3. Pandemi som en krisesituation ................................................................................................................ 19

5. Sikkerhedsliggørelse ...................................................................................................................................... 21

5.1. Samspillet om sikkerhedsliggørelse ......................................................................................................... 21

5.2. Nyhedsmedier og sikkerhed ................................................................................................................... 23

6. Metode ......................................................................................................................................................... 27

6.1. Projektdesign ......................................................................................................................................... 27

6.2. Projektets dataindsamling ....................................................................................................................... 29

6.3. Kodningsmanual .................................................................................................................................... 32

6.4. Validitet af data ....................................................................................................................................... 38

7. Analyse af kodningsresultater ......................................................................................................................... 40

7.1. Dækning følger begivenheder ................................................................................................................. 40

7.2. Dækning blev først politisk efter nedlukningen .......................................................................................... 43

7.3. Fokus på sundhed og økonomi .............................................................................................................. 48

8. Diskussion .................................................................................................................................................... 51

8.1. Nedlukning skabte bevægelse mod deliberativ rolle ................................................................................. 53

8.2. Pandemi som ’News Media’-media event ................................................................................................ 53

3

9. Konklusion .................................................................................................................................................... 55

9.1 Tak til… .................................................................................................................................................. 56

10. Referencer .................................................................................................................................................. 57

10.1 Litteratur ............................................................................................................................................... 57

10.2 Artikler, hjemmesidehenvisninger, tv-indslag og lignende ......................................................................... 58

10.3 Figurer og tabeller ................................................................................................................................. 60

10.4. Bilag .................................................................................................................................................... 61

11. Formidlingsartikel ......................................................................................................................................... 62

4

»Det, jeg vil sige i aften, det kommer til at få store konsekvenser for alle danskere«.

Statsminister Mette Frederiksen, den 11. marts 2020.

5

1. Indledning

I foråret 2020 blev verden ramt af en viruspandemi, efter den nye coronavirus covid-19 blev opdaget

i Asien og hurtigt spredte sig til resten af verden. Italien var det første land i Europa, hvor landets

regering måtte træffe ekstraordinære politiske beslutninger for at forhindre, at virussen ville sprede

sig og overbelaste landets sundhedssystem. I løbet af kort tid blev det tydeligt, at verden blev sat i en

ekstraordinær situation, og covid-19-pandemien kaldte på ekstraordinære politiske beslutninger. I

takt med at kongeriget blev lukket ned, og mange skulle til at etablere hjemmearbejdspladser, skulle

nyhedsmedier dække en af de mest vidtgående politiske beslutninger siden Anden Verdenskrig. Dette

specialeprojekt handler om, hvordan denne ekstraordinære politiske situation blev dækket i de danske

nyhedsmedier.

Den 25. februar vurderede Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut, at der var en moderat

risiko for, at man ville se tilfælde af covid-19 i Danmark (Sundhedsstyrelsen 2020). 12 dage senere,

fredag den 6. marts, sagde Statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde, at myndighederne

opfordrede til, at arrangementer med over 1.000 deltagere blev aflyst eller udskudt (Statsministeriet

2020d). Efter denne udmelding blev der holdt mange pressemøder fra Statsministeriet, som blev sendt

på direkte tv. Midt i bedste sendetid klokken 20.30 om aftenen blev der onsdag den 11. marts afholdt

et pressemøde. Sendefladen på de to store tv-kanaler, DR1 og TV 2, blev ryddet, og der blev sendt

direkte fra pressemødet i Statsministeriet. Statsministeren indledte med at sige: »Det, jeg vil sige i

aften, det kommer til at få store konsekvenser for alle danskere« (Statsministeriet 2020e). Herefter

blev det annonceret, at store dele af Danmark ville lukke ned for at forhindre, at smittetrykket ville

blive så stort i Danmark, at kapaciteten på de danske hospitaler ville være for lav til at kunne behandle

alle covid-19 patienter, der havde brug for intensiv behandling. Nedlukningen betød blandt andet, at

skoleelever og studerende skulle blive hjemme, offentlige ansatte, der ikke varetog kritiske

funktioner, blev sendt hjem fra arbejde, og private arbejdsgivere blev opfordret til at lade folk arbejde

hjemmefra. Statsministeren kaldte situationen for ekstraordinær, og sagde: »[…]at vi kommer ikke

igennem det her som land, uden at det har omkostninger. Virksomheder kommer til at opleve tab. Der

er er nogen, der vil komme til at miste deres arbejde, desværre« (Ibid.). Politisk kommentator på TV

2 News Hans Engell sagde lige efter pressemødet, at »[…]det her, det er det mest vidtgående indgreb

i forhold til, skal vi sige, den måde Danmark fungerer på som samfund, som vi har oplevet siden

Anden Verdenskrig« (TV 2 Nyheder 2020). Efterfølgende blev der iværksat en række økonomiske

hjælpepakker (Finansministeriet 2020a, 2020c, 2020b; Skatteministeriet 2020), de danske grænser

blev lukket (Statsministeriet 2020a), der blev indført et forbud mod, at mere end 10 personer

6

forsamlede sig på et sted (Statsministeriet 2020b), og først den 15. april 2020 genåbnede vuggestuer,

børnehaver og 0.-5. klasser i folkeskolen op som de første offentlige institutioner 35 dage efter

nedlukning, var blevet annonceret (Statsministeriet 2020c).

Covid-19-pandemien blev den dominerende nyhedsdagsorden i løbet af foråret 2020, og flere

journalister og mediekommentatorer diskuterede, om journalisterne enten var for kritiske i deres

dækning af regeringens politik, eller om pressen agerede mikrofonholdere, som ikke levede op til

professionens kritiske ideologi. I en krisesituation bliver journalistikkens rolle og samfundsfunktion

genovervejet, og under nedlukningen i forbindelse med covid-19 opstod der en debat i både de danske

medier og på de sociale medier, om hvorvidt pressen var unødigt kritisk. Debatten var særligt rettet

mod de tv-transmitterede pressemøder fra Statsministeriet, hvor millioner af seere fulgte med, mens

journalisterne stillede spørgsmål til regeringen og de ansvarlige myndigheder. Eksempelvis kunne

fagbladet Journalisten bringe en artikel, hvor Nanna Mathiasen, en 34-årig mor fra Silkeborg, fortalte

om, hvordan hun synes journalisternes spørgsmål blev for meget. Hun havde delt et opslag på

Facebook, der var delt knap 53.000 gange, hvor der stod: »Øv, hvor jeg synes, det er ærgerligt, at

Søren Brostrøm [direktør for Sundhedsstyrelsen, red.] skal stå og "undskylde" over for pressen, hvad

han har gjort og ikke gjort (...) vi skal klappe af manden i stedet for at se på de "fejl", han har lavet«

(Bruun-Hansen og Albrecht 2020). Også Søren Brostrøm kritiserede flere medier for at lede efter hår

i suppen. I Journalistens artikel stod der: »"På et tidspunkt var det en sport for Berlingske at finde

håret i suppen," siger han og konkluderer, at han ikke mener, det var kvalificeret kritisk journalistik:

"Det blev konflikt for konfliktens skyld," siger han« (Ibid.).

Kritikken blev også fremført af aktører inden for det journalistiske felt. Den selvstændige

medieforsker Søren Schultz-Jørgensen udtalte i Politiken, at journalistikken skulle afholde sig fra at

lede efter hår i suppen for enhver pris. »Alle kritiske sanser skal ikke sættes ud af funktion. Men

medierne bliver nødt til at lade tillid til myndigheder, stat og Folketing være det primære parameter,

fordi det handler om borgernes liv eller død« (Herskind og Benner 2020), sagde han. Tidligere

journalist og chef for TV-avisen Lasse Jensen mente i samme artikel, at den såkaldte kritiske

rygmarvsrefleks skulle bruges i en mere reduceret grad under, hvad der blev betegnet som en

krisesituation (Ibid.). I en medieklumme i Information, spurgte Jensen: »Hvordan lever vi op til det

basale journalistiske krav om at være kritisk, ikke mindst over for magthaverne, mens vi på samme

tid lever op til mediernes højere samfundsansvar« (Jensen 2020). I samme artikel skelner han mellem

den ukritisk kritiske journalistik og den ordentlige kritiske journalistik.

7

Journalist og tidligere programchef på Radio24syv Mads Brügger udtalte i Politikens artikel, at

han tværtimod savnede en mere kritisk presse, der formidlede, hvad »[…]myndighederne gør, men

også hvorfor de gør det, og undersøger, om det er det rigtige, de foretager sig, hvad det er for tal, de

sidder med« (Herskind og Benner 2020). Efter en partilederdebat, der blev sendt på både DR1 og TV

2, kritiserede formand for Publicistklubben og tidligere tv-vært Reimer Bo Christensen debatten for

at være »[…]en farce i public servicedækningen af coronaen« (Christensen 2020), og han anklagede

stationerne for at lade magtkilder komme frit til orde, uden at give kritiske modspørgsmål. Ligeledes

har Jyllands-Posten i en leder anklaget DR for at lave »[…]adskillige mikrofonholdende

"interview"[…]« (Jyllands-Posten 2020).

De modsatartede holdninger tyder på, at der inden for det journalistiske felt er en divergerende

forståelse for, hvilken praksis ”kritisk journalistik” reelt dækker over, samt hvorvidt danske

journalister dækkede regeringens covid-19-håndtering efter den kritiske praksis. Dette speciale vil

undersøge, hvordan danske medier (repræsenteret ved Ekstra Bladet, Berlingske, Politiken og TV-

avisen på DR1) dækkede covid-19-pandemien og regeringens politiske håndtering. I hvilken grad

kom kritik til udtryk i journalistikken, og hvilke frames blev virkeligheden fremstillet igennem?

Specialet vil foretage en tvær- og længdesnitsundersøgelse gennem en kodning af de fire mediers

covid-19-relaterede indhold på udvalgte publikationsdage i perioden omkring nedlukningen, der blev

annonceret den 11. marts 2020; en periode, der strækker sig fra den 29. februar til 5. april 2020.

Endvidere vil specialet analysere medieindholdet og disse frames i forhold til teorien om

sikkerhedsliggørelse med henblik på, at undersøge om regeringens politik blev sikkerhedsliggjort, og

om denne sikkerhedsliggørelse blev afspejlet i mediernes framing af krisesituationen.

Sikkerhedsliggørelse er dog sjældent blevet inddraget i framinganalyser af nyhedsindhold. Derfor vil

studiet også diskutere nyhedsmediernes rolle i en sikkerhedsliggørelsesproces, samt hvordan framing

kan ses som et led i sådan en proces.

Pandemien er at betragte som sundhedskrise, og derfor kan pandemidækningen bruges som et

eksempel på, hvordan journalistik reagerer i en krisesituation. Nosseks (2008) teori om ’News

Media’-media events beskriver, hvordan journalistik opererer i en krisesituation, men eftersom

teorien er udviklet på baggrund af dækningen af terrorangreb, vil specialet afprøve teorien på en krise

i form af et virusudbrud.

1.1. Litteratur om corona-dækning

Der er allerede mange studier, som beskæftiger sig med den information omkring covid-19-

pandemien, der blev formidlet i medierne. Flere af studierne beskæftiger sig med spredningen af

8

misinformation (Alam m.fl. 2020; Brennen m.fl. 2020). Irwin (2020) har fokuseret specifikt på den

internationale dækning af Sveriges pandemihåndtering, som et eksempel på hvordan medier

konstruerer og repræsenterer en pandemi. Hun opstiller seks narrativer om den svenske håndtering,

der var herskende i internationale medier, men som også indeholdte misinformation: 1) Livet var

normalt i Sverige, 2) Sverige havde en flokimmunitets-strategi, 3) Sverige lyttede hverken til

eksperter eller data, 4) Sverige fulgte ikke WHO’s anbefalinger, 5) Sverige ændrede kurs, fordi

strategien ikke virkede, og 6) svenskerne stolede på regeringen (Irwin 2020:4ff). Flere af disse

narrativer var baseret på myter om Sverige samt en anderledes retorik fra landets

sundhedsmyndigheder, skriver hun. Udlandsdækningen formåede ikke at kommunikere

kompleksiteten i videnskab og politikken bag håndteringen i det enkelte land eller at tage højde for

regionale forskelle. Således vurderer Irwin, at dækningen var baseret på løsreven fakta, der ikke blev

kontekstualiseret (op.cit. p. 9f).

Ogbodo m.fl. (2020) har lavet en global, kvantitativ indholdsanalyse med fokus på, hvordan

pandemien blev framet fra den 29. december 2019 til 29. april 2020 i otte forskellige medier fra

Afrika, Asien, Europa eller Nordamerika. Forfatterne peger på, at den globale dækning var præget af

breaking news, og mediernes framing manglede sammenhæng på tværs af historierne (Ogbodo m.fl.

2020:257). Analysen viser, at omkring en fjerdedel af den globale dækning fokuserede på, hvilke

menneskelige konsekvenser pandemien afstedkommer. Den menneskeorienterede dækning

fokuserede primært på de negative konsekvenser, og hele kategorien er den klart mest dominerende

frame i analysen. Den næstmest dominerende frame er frygt og panikspredning, der fyldte 13,5

procent af dækningen i deres undersøgelse. Analysen undersøger blandt andet, hvorvidt medierne

medvirkede til at forøge krisesituationen. Studiet fokuserer på, hvordan en sundhedskrise bliver

kommunikeret. Tidligere analyser af sundhedskrise-dækninger har vist, at sundhedsemner var blevet

overdækket, været mangelfulde og upræcise. Konsekvensen er, at dækningen kan enten øge eller

neddrosle panikken blandt befolkningen (op.cit. p. 258). Ogbodo m.fl. er således interesseret i,

hvordan medieframingen af pandemier påvirker den offentlige sundhed. Der er således tale om,

hvilken effekt dækningen har på læseren, og studiet undersøger frames ud fra den erkendelse, at

framing har indflydelse på læserens verdensbillede og adfærd (op.cit. p. 261f).

Dette speciale interesserer sig dog i højere grad for, hvordan mediedækningen agerer i samspil

med den politiske håndtering af pandemien, og hvad framing betyder for

sikkerhedsliggørelsesprocessen. Det vil altså sige, at specialet interesserer sig for framing som en

9

formidler af den politiske kommunikation, og i mindre grad for hvilke framingeffekter dækningen

afstedkommer.

Selvom der allerede er skrevet flere internationale studier af pandemidækningen på både sociale

og nyhedsmedier, er den danske pandemidækning stort set ikke blevet undersøgt. Således har jeg blot

fundet én hidtidig undersøgelse af pandemidækningen: en studenterrapport fra Roskilde Universitet

undersøgte, hvordan Ekstra Bladets udviklede sin »[…]kritiske dækning af de danske

sundhedsmyndigheders vurdering og håndtering af COVID-19[…]« (Ingvardsen m.fl. 2020). Denne

undersøgelse viser, at de kritiske vinkler, spørgsmål og kilder i Ekstra Bladet steg og udgjorde en

større del af dækningen i uge 12, efter landet var blevet lukket ned den 11. marts 2020 (uge 11), og

der var et nærhedsprincip, som var udgangspunktet for avisens dækning (Ingvardsen m.fl. 2020:47f).

Men der mangler stadig et dansk studie, der undersøger et bredere udsnit af mediedækningen.

Ligeledes er der heller ikke lavet studier, der fokuserer på sikkerhed eller undersøger

pandemidækningen som et ’News Media’-medie event. Således vil specialet undersøge, hvordan den

kritiske presse arbejder under en krisesituation ved hjælp af denne problemformulering:

1.2. Problemformulering

Hvordan dækkede og framede danske nyhedsmedier covid-19-pandemien i perioden før

og efter nedlukningen den 11. marts 2020, og i hvilken grad var dækningen præget af

sikkerhedsliggørelse?

- Der vil blive lavet en redegørelse for litteratur om, hvordan kritisk journalistik kan forstås

forskningsmæssigt, og hvordan journalister arbejder i en krisesituation.

- Der vil blive redegjort for framing- og sikkerhedsliggørelse-teorien

- Projektet vil på baggrund af en kvantitativ indholdsanalyse undersøge framingtendenser i den

journalistiske dækning af covid-19 og undersøge, hvorvidt disse tendenser ændrede sig i

forløbet.

- Projektet vil diskutere, hvorvidt disse tendenser kan ses som et udtryk for

sikkerhedsliggørelse, og hvordan journalistikken bliver en del af

sikkerhedsliggørelsesprocessen.

- Projektet vil diskutere, hvilken grad af kritisk journalistik, der kommer til udtryk i dækningen

10

Rapporten er opdelt, så den først præsenterer det teoretiske afsæt for undersøgelsesdesignet. Her er

der lavet særskilte kapitler til teorier om framing, journalistikkens kritiske rolle, mediernes

krisedækning og sikkerhedsliggørelse. Den litteratur, der udgør fundamentet for rapportens analyse,

bliver gennemgået i teorikapitlerne 2-5. I kapitel 6 præsenteres projektets design og de metodiske

overvejelser, der ligger til grund for indretningen af den kodningsmanual, der har været

udgangspunktet for dataindsamlingen. Kapitel 7 præsenterer analyseresultaterne af kodningen, og

kapitel 8 diskuterer disse resultater i perspektivet af projektets fire teoretiske retninger.

11

2. Framing

Framingteorien handler om at tydeliggøre, hvordan fortællerammer eller frames ligger indlejret i

kommunikation. Analyser af tekster og deres frames handler om, at gøre disse latente rammer

tydelige, og derfor bruges teorien ofte som afsæt for at analysere, hvordan nyhedsmedier dækker et

bestemt emne. Framing-teorien har dog flere forskellige retninger. Eksempelvis har den kognitive

lingvist George Lakoff arbejdet med framing som et retorisk genstandsfelt inden for særligt politisk

kommunikation, hvor måden, der bliver talt om ting på, har indflydelse på, hvordan publikum oplever

den ting (Hjarvard 2015). Nyhedsforskningen bruger typisk professor i medievidenskab Robert

Entmans framinganalyse i analyser af nyhedsdækning. I hans klassiske essay Framing: Toward

Clarification of a Fractured Paradigm (1993), formulerer han fire dimensioner, som fremhæver

udvalgte dele af tekstens virkelighed. Disse dimensioner fremhæver særlige problemstillinger,

kausale fortolkninger, moralske evalueringer eller anbefalede løsninger. Det betyder, at frames i

nyhedsjournalistik både kan 1) definere problemer, 2) diagnosticere årsagerne, 3) lave moralske

evalueringer og 4) foreslå, hvordan man reder bod på problemet. Ikke alle dimensioner behøver dog

at være til stede i den enkelte frame. I mange nyhedsstudier udgør disse fire dimensioner fundamentet

for studiets grundspørgsmål. Eksempelvis refererer Jørndrup (2016) i et studie af attentatet mod

Krudttønden og Synagogen i København direkte til Entmans fire dimensioner og opstiller sine

undersøgelsesspørgsmål med afsæt i dimensionerne: 1) Hvilken type begivenhed er der tale om 2)

hvem er skyld i det, hvorfor skete det, og hvad var motivet, 3) hvilken moralsk evaluering kan

henføres til begivenheden, og hvem har ret til at lave denne bedømmelse, samt 4) hvad skal der ske

nu?

Entman interesserer sig for relationen mellem medier, politik og den offentlige

meningsdannelse (Hjarvard 2015:107). Teorien er funderet i, at man ser teksten som et udtryk for,

hvad kommunikatøren vælger at sige, og framingen bliver tydelig gennem, hvilke nøgleord, faste

vendinger, stereotype billeder, informationskilder og sætninger, der bliver brugt i teksten, og som

laver en tematisk klynge af fakta og bedømmelser (Entman 1993:52). Teksten er på den måde et

udfald af en række betydningsfulde valg, der kan tilskrive en mening til den begivenhed, der bliver

beskrevet – såsom om et problem er økonomisk, rettet mod klimaet, social uretfærdighed eller

lignende. Frames i nyhedsjournalistik identificeres således gennem, hvilke unikke karakteristika, der

kan findes i teksten. De fakta, der bliver præsenteret i artiklen, er ikke tilfældigt udvalgte, men et

udtryk for, hvad der bliver betragtet som meningsfulde og relevante informationer. De kilder, der

indgår i journalistikken, har betydning for, hvordan problemet defineres og dermed også løses. De

12

begivenheder og konsekvenser, der bliver beskrevet og fremhævet, bliver implicit også de problemer,

der placeres højt i hierarkiet over, hvilke problemer der skal løses. Således bliver eksempelvis

stofområde og kildetyper indikatorer for, hvordan begivenheden forstås. Hvis der eksempelvis

optræder politikere, bliver problemet også forstået som et problem, der kan løses i det politiske

system. Hvis der optræder erfaringskilder, kan de blive en repræsentant for, hvem der bliver ramt af

problemet eller løsningen. Eller hvis stofområdet er ”erhverv og økonomi”, ”udland” eller ”sport”

peger det opmærksomheden hen mod det stofområde.

Den tekstuelle fremstilling kan have en indflydelse på, hvordan modtageren opfatter og reagerer

på det problem, som teksten opstiller, da framing henfører opmærksomheden mod et særligt aspekt

af den virkelighed, der bliver fremstillet. På denne måde ligger der særligt i massekommunikation en

magt i den kommunikerede magt. Dermed tilbyder framing-analysen en kritisk analyse af, hvordan

denne magt bliver udøvet (Entman 1993; Hjarvard 2015). Lecheler og de Vreese (2019) beskriver,

hvordan den journalistiske framing af selv kontroversielle emner har en vigtig betydning for, hvordan

borgerne forstår en problemstilling. Dette element af framing-analysen kaldes også for framing

effects, og er selvsagt svære at analysere, når man kun analyserer selve teksten, og ikke hvordan

læserne fortolker teksten. Ikke desto mindre er framing-effekterne en af de tungest vejende årsager

til at lave en framinganalyse af det journalistiske indhold, hvor man påviser fortællerammerne i

teksten. Det betyder, at man laver analysen ud fra den overbevisning, at disse frames har en

indflydelse på læserens forståelse af den virkelighed, som bliver beskrevet.

Entman har i sit senere arbejde blandt andet arbejdet med at påvise, hvordan bestemte frames

kan dominere det generelle nyhedsbillede, og der dermed ikke tilbydes alternative framinger i

virkelighedsfremstillingen. Det bliver et demokratisk problem, for det kan betyde, at den politiske

meningsdannelse og demokratiske deltagelse bliver svækket, når den politiske virkelighed bliver

fremstillet ensidigt og uden blik for alternative konsekvenser (Hjarvard 2015:108). Således handler

framinganalysen først og fremmest om at se, hvad der bliver beskrevet. Men dernæst bliver

framinganalysen om muligt endnu mere relevant, når den fokuserer på, hvad der ikke bliver

beskrevet.

Framingteorien er tekstspecifik og handler om, hvordan noget bliver beskrevet. Men den er

relevant i nyhedsforskning, fordi journalistik typisk anskues som en vigtig institution for, hvordan

demokratiet udøves. Det er journalistikkens kommunikerende magt, der gør framinganalysen

relevant, fordi den også bliver en analyse af, hvordan journalistikken udøver sin magt. Men hvad er

det for en rolle, journalistikken spiller i denne demokratiske magtrelation?

13

3. Journalistikkens kritiske rolle

I indledningen af rapporten opridsede jeg holdninger til, hvorvidt pressen havde levet op til

forventningen om at udfylde en kritisk granskning af regeringens politik til fordel for demokratiet.

De divergerende oplevelser, af hvor kritisk pressen skulle agere under den omfattende nedlukning af

det danske samfund, tyder på, at der ikke er en entydig opfattelse af, hvilken rolle pressen skal spille

i demokratiet.

Den rolle har traditionelt set heller ikke været opfattet entydigt. Selvom journalistik typisk

bliver nævnt i ental, er journalistik ikke én ting. Journalistrollen er blevet klassificeret som blandt

andet vagthunden, fortolkeren, formidleren, underviseren og missionæren (Esmark og Blach-Ørsten

2013).

Men spørgsmålet om, hvilken rolle journalisten indtager i forhold til demokratiet, forudsætter,

at man først spørger, hvad man mener med demokrati. Den svenske professor i journalistik og politisk

kommunikation Jesper Strömbäck (2005) har identificeret fire demokratimodeller og undersøger,

hvilke nyhedsstandarter de enkelte demokratiformer afføder. Dermed er demokratiformen afgørende

for, hvilke kvalitetskriterier som ligger til grund for evalueringen af journalistikken, skriver

Strömbäck:

»Therefore, what might be considered to be high-quality news journalism from the

perspective of one model of democracy might not be the same when taken from the

perspective of another. The task, therefore, is to connect the discussion of different

models of democracy with the search for normative standards by which we can evaluate

the quality of news journalism, as well as point towards improvements« (Strömbäck

2005:332).

Det indikerer, at evalueringen af journalistikkens normative standarter er kontekstafhængig og ikke

kan adskilles fra den demokratiopfattelse, som den opererer i. Strömbäck forbinder nyhedsmediernes

dagsordensættende funktion og deres måde at frame begivenheder, problemer og aktører med disse

divergerende demokratiforståelser. Når mediernes demokratiske magt som informationsbringere

mellem befolkning og politikere bliver gjort til genstand for en analyse for, hvordan nyhedsmediernes

praksis potentielt kan forstærke eller underminere demokratiet, mener Strömbäck, at man også må

specificere, hvilken form for demokrati, man taler om. Han formulerer således spørgsmålet: »What

normative implications do the specified models of democracy have for media and journalism?«

14

(op.cit. p. 338). De specificerede demokratimodeller er fire former for demokrati, han bruger til at

beskrive, hvordan journalistikken bedst understøtter den politiske beslutningsproces:

Det processuelle demokrati (procedural democracy) er optaget af, at demokratiet beskytter højt

værdsatte minimumsrettigheder som retten til at stemme og ytringsfrihed, uden at borgerne

nødvendigvis behøver at benytte disse rettigheder. Derfor har det processuelle demokrati ikke

forventninger om, at borgerne skal indgå i en velinformeret, offentlig samtale, eller at de bruger deres

stemmeret. Det vigtigste er blot, at borgerne har stemmeretten. I denne demokratiform vil medierne

operere på fuldstændigt frie markedsvilkår. Det vil sige, at demokratiet sikrer mediernes frihed til at

skrive, hvad de vil. Men medierne er kun forpligtiget til at give offentligheden den information, som

folket selv efterspørger (op.cit. p. 334).

I det konkurrerende demokrati (competitive democracy) ligger den demokratiske essens i

valghandlingen. Vælgerne bliver anskuet som handlende på en markedsplads for konkurrerende

politiske budskaber, hvor der altid vil være mulige alternativer. Det betyder, politikerne har magten

til at agere, hvor vælgerne herefter kan reagere. Vælgerne har derfor brug for informationer, så de

kan træffe den bedst mulige beslutning på valgdagen. Derfor er dækningen centreret om, hvad

politikerne har gjort bagudrettet, hvad politikerne vil gøre fremadrettet, og hvad der er konteksten for

politikernes udsagn. Det stiller krav om, at journalistikken gennem faktatjek, kildekritik og upartisk

objektivitet skal levere information, folk kan stole på. Den journalistiske rolle er dermed at overvåge,

om de politiske eliter gør, hvad de har lovet, hvad de har gjort, og hvad de vil gøre. Men også at give

vælgerne basal information om, hvordan samfundet og det politiske system fungerer (op.cit. p. 334f).

Forventningen til borgeren er anderledes i det deltagende demokrati (participatory democracy),

hvor befolkningen ikke blot forventes at engagere sig i valghandlingen. Her forventes det også, at de

deltager aktivt i lokalsamfundet og de civile organisationer. På den måde bliver demokratiet skabt af

folks aktive dag-til-dag-handlinger. Derfor har befolkningen også brug for informationer om de

politiske problemer, og hvordan man kan involvere sig aktivt i de politiske beslutningsprocesser –

eksempelvis gennem politiske organisationer. Den journalistiske rolle bliver her at give troværdig

information om det samfund, borgerne forventes at engagere sig i. Ligeledes skal journalistikken

koncentrere sig om, hvilke problemer og løsningsmodeller borgerne er interesserede i, og dække

hvordan disse emner relaterer sig til de politiske beslutninger (Strömbäck 2005:335f). På den måde

får borgeren en meget mere aktiv rolle i den journalistiske dækning, fremfor at man blot bliver

betragtet som en tilskuer til den politiske proces.

15

Det deliberative demokrati baserer beslutningsprocessen på rationelle, ærlige diskussioner i

enten offentlige sfærer eller mindre sociale miljøer. Tankegangen er, at begrundelserne for og imod

et synspunkt skal vejes på dets egne præmisser, og denne proces skal inddrages i alle samfundets

beslutninger. Først når alle argumenter er blevet afvejet, kan der træffes en beslutning. Journalistikken

skal levere denne information på en præmis om, at borgerne er velkomne til at engagere sig i den

politiske løsningsproces. Ligeledes skal journalistikken facilitere de politiske diskussioner på en

måde, der er upartisk, rationel, ærlig og lige blandt deltagerne, så alle med stærke argumenter har lige

adgang til den politiske diskussion. Det kræver, at journalistikken accepterer, at man ændrer holdning,

i takt med at nye informationer og argumentationer bliver stillet til rådighed (op.cit. p. 336f).

De forskellige former anerkender alle, at medier skal levere en vis mængde af information til

borgerne, men hvilken information, det skal være, er forskellig mellem de fire forskellige

demokratiforståelser. Strömbäck fremhæver eksempelvis journalistiske dækninger af politiske

strategier som et problem i den deltagende og deliberative demokratimodel, da denne dækning ikke

giver borgerne informationen om problemet, så de kan deltage i løsningen. Men da den processuelle

og konkurrerende demokratimodel anskuer borgerne som tilskuer til den politiske problemløsning,

bliver det dermed ikke et problem, når journalistikken fokuserer på det strategiske aspekt af det

politiske arbejde (Strömbäck 2005:342).

De divergerende opfattelser af journalistikkens kritiske forpligtigelse, der blev præsenteret i

rapportens indledning, peger således også mod forskellige demokratiopfattelser. Således kunne

konflikten opstilles som en modsætning mellem en demokratiforståelse, hvor medierne i en

krisesituation skal viderebringe myndighedernes informationer og ikke lede efter hår i suppen for

enhver pris, og en forståelse hvor medierne kritiske skal granske myndighederne og regeringens

magtudøvelse. Den første forståelse peger umiddelbart mere mod et konkurrerende demokrati, end

det deltagende og deliberative demokrati. Således bliver journalistikkens vigtigste opgave at dele

informationerne om, hvordan krisesituationen skal håndteres, og hvordan borgerne skal agere – ikke

at inddrage borgerne i beslutningsprocessen, præsentere forskellige løsningsmodeller og opnå den

bedste løsning gennem den offentlige debat.

Det modsatte synspunkt, hvor medierne skal udføre en kritisk granskning af magthavernes

ageren, peger mod en deliberativ demokratimodel, hvor al information principielt set skal kunne

indgå i en offentlig samtale om, hvordan et problem bedst løses. Deriblandt en formidling af, hvad

»[…]myndighederne gør, men også hvorfor de gør det, og undersøger, om det er det rigtige, de

16

foretager sig, hvad det er for tal, de sidder med« (Herskind og Benner 2020), som Mads Brügger

sagde til Politiken.

De to demokratimodeller er dog ikke tilstrækkelige til at forklare holdningerne til den kritiske

journalistik. Det konkurrenceorienterede demokrati er centreret omkring den politiske valghandling,

og det betyder principielt set, at den politiske dækning af pandemi-håndteringen i denne

demokratimodel skal opfattes som information til vælgerne, de kan bruge til at sætte deres kryds ved

den næste valghandling. Men kritikken fra medieforsker Søren Schulz Jørgensen handler snarere om,

at nyhedsmedierne skal lade myndighederne tale ud, »[…]så borgerne kan få de vigtige beskeder

direkte« (Ibid.). På den måde bliver den journalistiske dækning opfattet som en videreformidling af

essentielle informationer om, hvordan borgerne skal reagere i pandemi-situationen – ikke

oplysninger, der skal vejlede vælgerne i, hvor krydset skal sættes til næste valg.

Men i dette syn på journalistikken bliver myndighedernes information således også ophøjet som

mere vigtige, og hvor alle kritiske granskninger ikke bliver værdsat. Det tyder altså på, at det

deliberative ideal ikke bliver efterstræbt, hvor alle beslutninger skal udsættes for en for og imod

afvejning, og hvor alle borgere – ja, selv journalister – kan deltage i den offentlige samtale med deres

rationelle argumenter.

Det modsatrettede argument om, at pressen ikke var kritisk nok, kan heller ikke entydigt

placeres i den deliberative demokratimodel. I en situation, hvor vigtige beslutninger skal træffes

hurtigt, lader det ikke nødvendigvis til, kritikerne efterspørger, at samtlige argumenter vejes rationelt

op mod hinanden. Blot, at bevæggrunden, for de beslutninger der er blevet truffet, bliver præsenteret

og kritisk udfordret.

17

4. Mediernes krisedækning

Teorierne om journalistikkens kritiske rolle og relation til demokratiet bærer præg af at beskrive

journalistik i en normaltilstand. Pandemien skal derimod betragtes som en ekstraordinær begivenhed,

der ophæver normaltilstanden. Derfor vil dette kapitel fokusere på, hvordan nyhedsmedier agerer i

en krisetilstand. Kapitlet er baseret på teori om journalistisk dækning af indenrigsterrorangreb som et

udtryk for krisesituationer. Formålet er at redegøre for teorien om ’News Media’-media events for at

vurdere, hvorvidt dækningen af covid-19-pandemien som en anden type af krisedækning kan

betragtes som et ’News Media’-media event.

Teorien er udviklet af Hillel Nossek, der i ’News Media’-media events: Terrorist acts as media

events (2008) præsenterer tesen om, at journalister under et terrorangreb forlader deres professionelle

rolle som kritiske granskere af magthavernes handlinger og i stedet laver en nationalpatriotisk

dækning af begivenhederne, som søger mod at genetablere normaltilstanden og orden i nationen.

Teorien er udviklet på baggrund af et længdesnitsstudie af terrorangreb fra 1968 og frem til 2004,

men han foreslår selv, at modellen også kan bruges til at forstå mediedækningen under andre

krisesituationer. Det er et kvalitativt studie, der metodisk er baseret på gentagende læsninger af det

samme indhold ud fra idéen om, at meninger og mønstre i teksterne bliver tydeligere og tydeligere

for hver læsning, og således gror analyseresultaterne langsomt fra denne vedvarende læsning, fremfor

gennem den kvantitative indholdsanalyses hypotesetestende, forudbestemte tilgang til analysen

(Nossek 2008:319).

Med navnet ’News Media’-media event henviser han til Dayan og Katz’ (1994) beskrivelse af

medieevents, der handler om, at massemedier transmitterer og skaber ritualiserede begivenheder, der

får en meningsfuld betydning for samfundet. Denne oprindelige forståelse af medieevents fokuserer

primært på planlagte, positive, tv-transmitterede begivenheder som et royalt bryllup, et pavebesøg,

underskrivningen af fredsaftaler og offentlige mindebegivenheder, som Dayan og Katz fremhæver i

indledningen til Media Events: The Live Broadcasting of History (1994). Der er altså en væsentlig

forskel på de to typer medieevents, eftersom ’News Media’-media events beskriver, hvordan

nyhedsmedier reagerer, når en begivenhed pludseligt opstår.

Teorien er også funderet i Shoemakers gatekeeping-teori, hvor medierne bliver anskuet som en

institution i samfundet med en gatekeeperfunktion, der på baggrund af journalistiske

professionsnormer udvælger, hvilke nyheder der skal bringes. På den måde skaber

gatekeeperfunktionen det blik på virkeligheden, som nyheden bliver set igennem (Nossek 2008:315;

18

Shoemaker 1991) På den måde anskuer Nossek også nyheder, som noget der refererer fra en socialt

konstrueret virkelighed fremfor en objektiv virkelighed.

4.1. Mediernes samfundsmyter

Modellen foreslår, at medierne automatisk og ubevidst fremfører et ritual, som skal hjælpe samfundet

med at klare udfordringen, der opstår i krisesituationen. Nosseks teori er baseret på en etnografisk

indholdsanalyse af de kulturelle myter, som indgår i nyhederne; altså narrativerne om de dominerende

værdier, som Nossek kalder for myter (Nossek 2008:318). En myte kan eksempelvis være idéen om

det danske frisind, den særlige danske hygge eller den amerikanske drøm. Han referer til Careys

beskrivelse af, hvordan nyhedsmedier enten transmitterer nyheder eller opfører et velkendt, symbolsk

ritual som en reaktion på den situation, en begivenhed har skabt. Under samfundskrisen bliver det

således nyhedsmedier, som genfortæller de grundlæggende narrativer om samfundet, dets værdier,

institutioner og vigtigste aktører. Nyhedsmedierne placerer generelt set sine historier i kulturens

velkendte narrativer, og på den måde ræsonnerer nyhederne med den kultur, de er skabt til at

kommunikere til – det gælder også i krisesituationer (op.cit. p. 316f). Det er således ikke

overraskende, hvis nyhedsdagsordenen og -framingen stemmer overens med den offentlige forståelse

af emnet, når medierne netop kommunikerer til denne offentlighed. Nossek skriver: »Thus, even

when reporting on unusual and unexpected events, news workers are able to explain situations in a

way that sounds relatively familiar and natural« (op.cit. p. 317). Dette peger på en gensidig relation

mellem samfundet og nyhedsmedierne, hvor nyhedsmedierne også er med til at skabe det narrativ,

som de selv skal ræsonnere med (op.cit. p. 316). Men relationen indeholder også en paradoksal

modsætning mellem den nationale loyalitet og journalistikkens professionsnormer og -værdier.

Nossek udtrykker det som reglen: »[…]the more ‘national’ a report is, the less ‘professional’ it will

be« (op.cit. p. 318). Modsætningen udgør således et fundamentalt paradoks, hvis man på den ene side

skal lade journalistikken ræsonnere med den kultur, man kommunikerer til, samtidigt med at man

afviger fra de professionelle værdier, hvis man indgår i dette kulturfællesskab.

4.2. Krisen skaber et behov for at søge tilbage til normaltilstanden

Hanne Jørndrup (2016) bruger ’News Media’-medie events-teorien til at undersøge, hvordan danske

journalister reagerede under attentatet mod Krudttønden og synagogen i København i 2015. Hun

refererer blandt andet til studier i journalisters ageren under terrorangrebene på World Trade Center

i 2001 og på Utøya i 2011, hvor journalisterne på den ene side fokuserede på et af journalistikkens

19

kerneelementer: at indsamle facts om, hvad der skete. Men samtidigt negligerede journalisterne deres

kritiske tilgang til de offentlige institutioner. Hun citerer Michael Schudson for at sige, at

journalistikken efter 11. september ikke kun søgte mod at give information og analyser, men også at

sørge for at trøste og berolige befolkningen (Jørndrup 2016:88). Men Jørndrup kalder ikke vendingen

i sådan en ’News Media’-media event-situation for et velovervejet skifte blandt journalister.

Konsensusdækningen er snarere et resultat af, at der er en politisk konsensus i samfundet om, hvordan

begivenheden skal forstås og behandles (Ibid.). Schudson skriver, at journalister opgiver den neutrale

rapportering, når der enten indtræder en tragedie, der opstår en offentlig fare, eller den nationale

sikkerhed er truet (Ibid.). Ligeledes beskriver hun med reference til Herman, hvordan journalistik

gennemgår tre faser i krisehåndteringen: Først skal sikkerheden etableres. Så skal minde- og

sørgeprocessen etableres. Til sidst skal forbindelsen til den normale hverdag genetableres, og det er

først i denne sidste fase, at journalistikken genvinder sit kritiske ideal (op.cit. p. 88f). I nogle tilfælde

opererer journalistikken i en form for choktilstand. Det er dog ikke tilfældet i Jørndrups beskrivelse

af attentatet på Krudttønden og synagogen i København. Den viser, at selvom et terrorangreb i

København allerede var forventet, fastholdt journalistikken strukturen fra andre typer af ’News

Media’-media events, selvom det ikke var chokerende, at terrorangrebet kom. Men både medier,

politikere og den offentlige mening indgik i en konsensustilstand, hvor der hverken var et ønske eller

behov for kritisk journalistik (op.cit. p. 97).

Jørndrup beskriver, hvordan civile borgere i timerne efter Krudttønden-attentatet blev

interviewet og fortalte om, hvordan skyderiet havde foregået i et fredeligt nabolag med legende børn.

Hverdagsbilledet får tilføjet skyderier med automatvåben, og det skaber en modsætning, som

markerer, at hverdagslivet er truet på grund af denne begivenhed (op.cit. p. 92). Tilmed er det værd

at bemærke, at det er almindelige borgere, der som repræsentanter fra civilsamfundet laver dommen

om, at hverdagslivet er blevet truet.

4.3. Pandemi som en krisesituation

Covid-19-pandemien er en anden type krisesituation, end de terrorangreb som udgør fundamentet for

Nosseks ’News Media’-media event-teori. Under covid-19-pandemien var der ikke nogen terrorister,

der angreb nationens kultur. Covid-19-pandemien var for de fleste danskere en usynlig, umenneskelig

trussel, hvor borgerne blev bedt om at agere proaktivt for at forhindre, at der ville indtræffe en

sundhedskrise. Samtidigt blev danskerne også præsenteret for billeder af og beretninger om italienske

lighuse og kinesiske nødhospitaler i nyhedsmedierne.

20

Covid-19-pandemien kan ligne en begivenhed, hvor den traditionelle opdeling mellem

udenrigs- og indenrigsstof ville blive nedbrudt. Hvad der først var en nyhed om et virusudbrud i en

fjern region i Kina, blev pludselig historien om, at virussen spredte sig til Italien og Danmark. Denne

sammenblanding er særligt interessant set i lyset af Nosseks teori om, at nyhedsmedierne dækker

terror vidt forskelligt efter om det er en udlands- eller indenrigshistorie. Hvor udenrigshistorierne har

en tendens til at vise at billede, der er præget af, hvad han kalder farlige verden-syndromet (dangerous

world syndrome), vil indenrigsterror udløse det rituelle, nationalpatriotiske spil (Nossek 2008:326).

Men spørgsmålet er, om man kan lave denne skarpe opdeling under en sundhedskrise, hvor virus ikke

bekymrer sig om kulturelle landegrænser.

21

5. Sikkerhedsliggørelse

Hvor de tre foregående kapitler havde fokus på, hvordan journalistisk indhold indeholder latente

frames, hvilken kritisk rolle journalistikken tjener i demokratiet, og hvordan nyhedsmedier opererer

i krisesituationer, vil dette kapitel handle om, hvordan retoriske problemformuleringer kan føre mod

ekstraordinære, politiske løsninger, hvis problemet bliver gjort til et spørgsmål om sikkerhed.

Traditionelt har sikkerhedsspørgsmål relateret sig til militære områder, men med Security: A New

Framework for Analysis (1998) udvider Buzan, Wæver og de Wilde det politiske område for emner,

der kan gøres til sikkerhedsspørgsmål. De betragter sikkerhed som et træk, der ændrer reglerne for,

hvilke politiske muligheder, der er til rådighed. Særligt når politiske beslutninger bliver

sikkerhedsliggjort:

»”Security” is the move that takes politics beyond the established rules of the game and

frames the issue either as a special kind of politics or as above politics. Securitization can

thus be seen as a more extreme version of politicization« (Buzan m.fl. 1998:23).

Teorien om sikkerhedsliggørelse er på den måde et spørgsmål om, hvilken retorik der bruges om en

potentiel sikkerhedsrisiko. Således er det en teori, der er beslægtet med framing-teorien, der som

nævnt i kapitel 2 beskæftiger sig med, hvordan tekster eksempelvis kan definere problemer og foreslå

løsninger på problemer. Senere i kapitlet vil jeg beskrive journalistikkens position i

sikkerhedsliggørelsesprocessen, men først vil kapitlet introducere teorien om sikkerhedsliggørelse.

5.1. Samspillet om sikkerhedsliggørelse

Teorien om sikkerhedsliggørelse tilskrives normalt Buzan, Wæver og de Wildes værk Security: A

New Framework for Analysis (1998). Deres undersøgelser af sikkerhedspolitik fokuserer foruden

militærets sektor også på sikkerhedsliggørelse inden for miljø-, økonomiske, samfunds og politiske

sektorer. Målet er således ikke kun at isolere sikkerhedsspørgsmål til den militære sektor, men at

identificere sikkerhedsproblemer i andre sektorer. Således erkendte den såkaldte Københavnerskole,

at der også kunne være årsager til internationale konflikter, der ikke kun bunder i militære konflikter.

Rationalet er, at når sikkerhedsspørgsmål kalder på handling, bliver den politiske funktion af

sikkerhed også tydelig, og hvis sikkerhedsspørgsmålet blev udvidet til andre sektorer, ville

handlingsrummet gøre det samme (Buzan m.fl. 1998:3f).

22

Ambitionen om at udvide sikkerhedsområdet stiller det grundlæggende spørgsmål om, hvornår

en trussel bliver et sikkerhedsproblem. Sikkerhed i forhold til internationale, militære relationer

forstås traditionelt som et spørgsmål om overlevelse, hvor et problem bliver præsenteret som en

eksistentiel trussel, der skal håndteres med ekstraordinære tiltag, og som legitimerer brugen af magt

(op.cit. p. 21). Det efterlader principielt et åbent spektrum af problemer, som kan sikkerhedsliggøres.

Problemer og trusler kan sikkerhedsliggøres, så længe man kan argumentere for, at et problem er en

eksistentiel trussel, der oversvømmer den normale politiske logik. Man må håndtere dette problem,

da det er et så stort problem, at alle andre problemer bliver irrelevante sammenlignet med dette (op.cit.

p. 24). Det betyder, at truslen kan tage sig forskelligt ud i de forskellige sektorer.

Sikkerhedsliggørelsen sker i et samspil mellem aktøren, som foretager sikkerhedsliggørelsen,

og modtageren. Det vil eksempelvis være politikeren, der framer et problem som et spørgsmål om

sikkerhed, men kun lykkedes med denne problemdefinition, hvis argumentet ræsonnerer med

befolkningens opfattelse af problemet. Det er således et grundlæggende spørgsmål inden for

sikkerhedsliggørelsesstudier, hvornår et argument med en særlig retorik og semiotisk struktur har den

tilstrækkelige effekt til, at publikum vil acceptere, man bryder de regler, som man normalt adlyder.

Det får Buzan m.fl. til at lave følgende definition:

»If by means of an argument about the priority and urgency of an existential threat the

securitizing actor has managed to break free of procedures or rules he or she would

otherwise be bound by, we are witnessing a case of securitization« (op.cit. p. 25).

På denne baggrund differerer Buzan m.fl. også mellem sikkerhedsliggørelsestrækket og

sikkerhedsliggørelsen. Trækket beskriver forsøget på at sikkerhedsliggøre en problematik, men

sikkerhedsliggørelsen er først komplet, når dette træk bliver accepteret (Ibid.). Problemet med denne

bredere forståelse af sikkerhedsspørgsmål er, at spørgsmål på både transnationalt makroniveau om

potentiel krig, samt personligt mikroniveau, hvor familiens overlevelse er på spil, hvis et

familiemedlem mister sit job, kan indgå i definitionen. Derfor lægger Buzan m.fl. også vægt på, at

konsekvenserne af sikkerhedsliggørelsen skal bringes ind i analysen.

Buzan m.fl. beskriver sikkerhedsliggørelse som et spørgsmål om talehandlinger, og hvordan

problemer og trusler bliver italesat, og hvordan denne framing af virkeligheden muliggør særlige

måder at løse problemet eller truslen. Balzacq (2005) kalder det dog i stedet for en proces fremfor en

talehandling, da talehandlingen skal accepteres af andre aktører, før at sikkerhedsliggørelsen er

23

lykkedes. Dermed ser han den effektive sikkerhedsliggørelse som en proces, der er kontekstafhængig

af, at det rette publikum anerkender truslen. Problemet skal referere til, hvad publikum allerede ved

om verden. På baggrund af denne viden skal problemet fremstå som en så stor udfordring, at der

straks skal komme et politisk modsvar til at overkomme denne trussel.

5.2. Nyhedsmedier og sikkerhed

Dette projekt interesserer sig for nyhedsmedierne som et led i sikkerhedsliggørelsesprocessen,

eftersom den politiske kommunikation medieres gennem nyhedsorganisationernes præsentation, og

bliver bindeledet mellem den politiske elite og den borgerlige offentlighed. Selvom et politisk emne

bliver framet som et sikkerhedsproblem blandt den politiske elite, behøver journalistikken ikke at

acceptere problemdefinitionen eller løsningsforslaget. Sikkerhedsliggørelsen skal således også

accepteres indenfor logikken i den journalistiske virkelighed, før den samme framing bliver

præsenteret for læserne, lytterne og seerne. På den måde bliver nyhedsmedierne en aktør i

sikkerhedsliggørelsesprocessen, der agerer som mellemmand, men også som det kritiske filter, der

først skal acceptere sikkerhedsliggørelsen, før den videreformidles til offentligheden.

Buzan m.fl. stiller spørgsmålet om: »Who can ”do” or ”speak” security successfully, on what

issues, under what conditions, and with what effects?« (Buzan m.fl. 1998:27). Det betyder, at visse

aktører, blot skal snakke på visse måder, før sikkerhedsliggørelsesprocessen går i gang. Visse ord kan

allerede henføre opmærksomheden mod, at der er tale om et sikkerhedsspørgsmål, selvom

sikkerhedsordet ikke engang bliver nævnt. Når den politiske diskussion handler om forsvar, eller når

man i Nederlandene taler om diger, er opmærksomheden allerede skærpet mod sikkerhedsspørgsmål,

og dele af argumentationen bliver allerede taget for givet. Sikkerhedsliggørelsen muliggør også

mørklægninger i den politiske beslutningsproces, hvor det accepteres, at politikere ikke behøver at

fremlægge alle budgetter eller beslutninger i den politiske proces, såfremt problematikken kan

henføres til sikkerhed, på trods af der kan ligge en generel demokratisk forventning om, at

beslutningstagere fremlægger alle budgetter og beslutninger. Sikkerhedsliggørelse er derfor et

radikalt, politisk træk, hvor man centrerer magten omkring få ledere i samfundet, der får

ekstraordinært politisk råderum til at bekæmpe en trussel. Dermed ser Buzan m.fl.

sikkerhedsliggørelse som et negativt tegn på, at hverdagens politiske proces ikke kan håndtere den

ekstraordinære situation (op.cit. p. 27ff). Problemets karakter er så alvorlig, at det først og fremmest

handler om at løse problemet. Men hvorvidt truslen er så reel, at den legitimerer de ekstraordinære

politiske tiltag, er teorien om sikkerhedsliggørelse ikke interesseret i at vurdere. Den undersøger en

24

intersubjektiv proces, hvor to parter bliver enige om, at den ene part får udvidede magtbeføjelser. Da

sikkerhedsliggørelsen er en intersubjektiv proces, er ingen heller i stand til at få en befolkning til at

acceptere en sikkerhedsliggørelse, og andre aktører har muligheden for at formulere, hvad Buzan

m.fl. kalder for alternative sikkerhedsfortolkninger (op.cit. p. 31) – ikke ulig Entmans beskrivelse af

alternative frames.

Men spørgsmålet er, hvor rent aktørerne kan kommunikere med hinanden i den intersubjektive

proces? Selvom nyhedsmedier må anskues som en væsentlig aktør i kommunikationen mellem

politikere og borgere, beskæftiger Buzan m.fl. sig i mindre grad med nyhedsmediernes rolle i

sikkerhedsliggørelsesprocessen i hovedværket Security: A New Framework For Analysis. I kapitlet

om sikkerhedsliggørelse i miljøsektoren bliver reporterens rolle beskrevet som en forudsætning for

at negative og positive oplevelser bliver præsenteret for et større publikum, før at området kan blive

en del af den politiske agenda og dermed sikkerhedsliggjort (op.cit. p. 88). I samfundssektoren

beskrives det, hvordan medier bliver en aktør, der medvirker betydeligt til at definere situationen ved

eksempelvis at opstille narrativer om ”os” og ”dem” (op.cit. p. 124). Ligeledes nævnes det også, at

de førende internationale medier spiller en åbenlys rolle i sikkerhedsliggørelse inden for international

politik (op.cit. p. 149). Derudover beskrives nyhedsmedier ikke i værket.

Der er dog allerede flere indikationer på, at nyhedsmedier har en betydelig rolle i

sikkerhedsliggørelsesprocessen. Nyhedsmedierne skal både fungere som det kommunikerende

bindeled mellem den politiske elite og befolkningen, samt de skal varetage en kritisk, kontrollerende

funktion på vegne af vælgerne og demokratiet. Teorier om journalistik har allerede beskrevet,

hvordan medier har en dagsordensættende funktion, hvor mediernes politiske formidling ofte er

borgernes eneste adgang til at få viden om emnet (McCombs og Shaw 1972). Gatekeeping-teorien

beskriver, hvordan medier udvælger nyheder efter journalistiske professionsnormer (Shoemaker

1991), og framing-teorien beskriver, hvordan nyhedsjournalistiske frames kan både problemdefinere,

årsagsdiagnosticere, moralevaluere og komme med løsningsforslag (Entman 1993).

En af de få, der har sammenkoblet framing- og sikkerhedsliggørelsesteorien, er den

amerikanske journalistikforsker Fred Vultee (2010). Han betegner medieframes som en social og

kulturel omstændighed, der kan forstærke eller nedtone sikkerhedsliggørelsen. Han skriver, at

»[…]securitization is a form of framing that highlights the existential threat of an issue« (Vultee

2010:79). Sikkerhedsliggørelse bliver således både en uafhængig og afhængig variabel af

medieframingen af sikkerhedstrusler. Det betyder, at trusselsvurderingen kan komme et andet sted

fra, men at effekten af mediedækningen skaber muligheden for, at et område bliver sikkerhedsliggjort

25

eller ej (op.cit. p. 78). Han lavede et eksperiment, hvor han præsenterede amerikanske læsere for otte

artikler, der enten var sikkerhedsliggjort eller repræsenterede en normaltilstand. Studiet

differentierede, hvor meget eller hvor lidt de støttede Bush-regeringen. Resultaterne viste, at de

læsere, som støttede regeringen, stolede mere på regeringen, når nyhedsartiklerne var

sikkerhedsliggjort. Omvendt indikerede studiet, at sikkerheds-framingen skabte en ”ulven kommer”-

effekt hos de læsere, der ikke støttede regeringen, når ordet ”terrorister” bliver nævnt.

Det underbygger nyhedsmediernes særlige position i sikkerhedsliggørelsesprocessen, hvor

medierne ikke blot har en medierende rolle mellem den politiske elite og befolkningen. Medierne er

også en selvstændig aktør i processen, der medvirker til at definere, granske, forstærke og nedtone

trusselsniveauet. Disse roller er indsat i nedenstående tabel, der beskriver de tre aktørers funktion i

den intersubjektive sikkerhedsliggørelsesproces.

Politisk elite Nyhedsmedier Befolkning

- Argumenterer for

sikkerhedsliggørelse

- Får udvidede magtbeføjelser

- Formidler og definerer

situationen

- Undersøger belæg for

sikkerhedsliggørelse

- Medierer

sikkerhedsliggørelse

- Medierer befolkningens svar

- Skal ræsonnere med

befolkningens verdensbillede

- Accepterer/afviser

sikkerhedsliggørelse

- Finansierer og bruger

nyhedsmedier

- Skaber kulturen, medier skal

ræsonnere med

Tabel 1: Aktører i sikkerhedsliggørelsesproces

Vultee bruger angrebet på World Trade Center og Pentagon den 11. september 2001 som et

eksempel på, hvordan medieframes indtager en væsentlig rolle i sikkerhedsliggørelsesprocessen.

Alene valget, i om medierne kaldte de mennesker, som udførte angrebet, for terrorister eller

frihedskæmpere, tyder på en framing, der problemdefinerer, hvem der er gode og onde. Igennem

terrordefinitionen, bliver der således udpeget et trusselsbillede, der kan legitimere, at

normaltilstanden bliver opløst. Ligeledes har medieframingen indflydelse på, hvor lang tid

undtagelsestilstanden kan fortsætte.

Denne sammenhæng mellem sikkerhedsliggørelse, framing og nyhedsdagsordener kan også

sammenkobles med Nosseks ’News Media’-media events-teori. Vultee fremhæver Schudsons studie

26

af 11. september-dækningen i amerikanske medier, der viste, hvordan journalistikken kan fralægge

sig objektivitetsnormen, når der opstår en tragedie, fare for offentligheden eller en trussel mod den

nationale sikkerhed. Ud fra denne ændrede journalistiske rolle skaber journalistikken det

verdensbillede, som sikkerhedsliggørelsens publikum ser (op.cit. p. 81f). Men qua ’News Media’-

media events-teorien er dette verdensbillede skabt af en journalistik i en krisetilstand, der ikke

nødvendigvis lever op til normaltilstandens professionsnorm. Det kan betyde, at verdensbilledet er

mere selekteret og påvirket af krisesituationen, end publikum er vant til. Jørndrup beskriver, hvordan

Krudttønden-attentatet først blev framet som et ekstremistisk, islamisk terrorangreb, og flere

forskellige politikere foreslog tiltag, der skulle forhindre fremtidig radikalisering. Men DR1 dækkede

ikke dette politiske spørgsmål ud fra de vanlige, kritiske, journalistiske normer, der særligt fokuserer

på konflikt mellem de politiske aktører – den konflikt var suspenderet i tiden efter attentatet (Jørndrup

2016:95f). Det er interessant i forhold til teorien om sikkerhedsliggørelse, da politikkerne på

baggrund af framingen af attentatet kan sikkerhedsliggøre en anti-radikaliserings politik, mens

nyhedsmedierne endnu ikke er vendt tilbage til sin normaltilstand og kan levere den vanlige kritiske

dækning af politiske tiltag. Således fremhæver Jørndrup et eksempel, hvor politikere ville give

efterretningstjenesten PET øgede beføjelser til at monitorere danske borgeres telefonopkald, når de

rejste til udlandet, og dette fungerede som en løsning på framen om den generelle trussel fra islamisk

terror (Ibid.).

Men samtidigt understreger Vultee, at en framing ikke sker i et kulturel vakuum: »[…]frames

organize the world in a way that makes sense to the people who produce the news as well as those

who read it« (Vultee 2010:83). Det kan indikere en form for feedback-loop i den intersubjektive

sikkerhedsliggørelsesproces, hvor nyhedsmedieframes skabes i resonans med læsernes

virkelighedsopfattelse, og denne framing muliggør bestemte typer af sikkerhedsliggørelse.

Eftersom teorien om krisedækning er udviklet på baggrund af terrordækning, er det vigtigt at

undersøge andre typer af kriser som eksempelvis en coronaviruspandemi. I denne sammenhæng er

sikkerhedsliggørelsesteorien brugbar, da den ikke kun behandler sikkerhed som et militært

spørgsmål. Formålet med dette projekt bliver dermed at undersøge, hvordan medierne dækker en

krise i form af en pandemi, hvilken rolle nyhedsmedierne udspiller i sikkerhedsliggørelsesprocessen,

samt hvilke demokratiske idealer dækningen afspejler.

27

6. Metode

Dette kapitel vil gennemgå det projektdesign, der ligger til grund for dataindsamlingen i projektet,

samt beskrive udformningen af projektets specifikke metode: den kvantitative indholdsanalyse. I den

sidste del af kapitlet bliver der reflekteret over dataens validitet, og hvilke konklusioner der kan

uddrages af denne data.

6.1. Projektdesign

Studiet er designet som et tværsnits- og længdesnitsstudie. Bryman (2016) beskriver tværsnitsstudiet

som et forskningsdesign, hvor man indsamler et udsnit af forskellige cases fra det samme tidspunkt

for at have kvantitativ eller kvantificerbar data, hvor to eller flere variabler bliver undersøgt for at

opdage mønstre i dataene (Bryman 2016:53). På den måde er det den samme observation, der bliver

indsamlet data omkring, men fokus ligger i de potentielle forskelle eller ligheder i, hvordan de

forskellige cases reagerer på den observation – såsom hvad aviser prioriterer som en forsidehistorie

på den samme dag. Længdesnitsstudiet er interesseret i, hvordan denne observation ændrer sig over

tid i den ene case (op.cit. p. 57) – eksempelvis hvordan prioriteten af forsiden i en enkelt avis ændrer

sig.

Kombinationen af de to forskningsdesigns betyder, at der bliver indsamlet data om, hvordan

den enkelte observation tager sig ud på tværs af forskellige cases, og hvordan observationen ændrer

sig over tid i disse forskellige cases. Netop undersøgelsen af medier er velegnet til denne

kombination, hvor dataene er let tilgængelige i elektroniske databaser. Denne medieundersøgelse

kaldes for den kvantitative indholdsanalyse og er velegnet til at skabe en systematisk, repræsentativ

kortlægning af, hvordan et emne eller en begivenhed bliver omtalt i medierne (Eskjær og Helles

2015). Metoden kvantificerer medieindhold, hvor budskaber og indhold bliver omfortolket til koder.

Det gør metoden velegnet til at danne et systematisk overblik over en stor tekstmængde (Eskjær og

Helles 2015), som i dette tilfælde er danske mediers dækning af covid-19-pandemien. Man koder ofte

efter manifest indhold, såsom artiklens placering, længde eller om den er ledsaget af et billede. Det

er indhold, som enten allerede er kvantitativt, eller som er let at kvantificere. Væsentligt sværere er

det at kvantificere det latente indhold såsom holdninger, fortællerammer eller andre elementer, som

ikke fremgår direkte af teksten (Ibid.). Men selvom det latente indhold måske ikke står direkte i

teksten, peger Eskjær og Helles på, at det heller ikke kommer ud af det rene ingenting:

28

»Pointen er imidlertid, at intet kommer af intet. Heller ikke i kommunikation. Hvis der

ligger et latent indhold i et kommunikeret budskab, må dette i sidste ende kunne

identificeres i dét, der bliver meddelt (eller ikke meddelt), eller i måden, det meddeles

på« (op.cit. p. 15).

Det latente indhold udelukkes dermed ikke fra metoden, selvom der er en herskende frygt inden for

medievidenskaben om, at hvis analysen ikke kun forholder sig til det manifeste indhold, kan der

herske tvivl om, hvorvidt noget faktisk er tilfældet eller ej. Men med henvisning til Ole Holsti og

Klaus Krippendorffs beskrivelse af metoden peger Eskjær og Helles på, at så længe indholdet kan

defineres, identificeres og kodes systematisk, og andre personer vil opnå samme resultater, kan

indholdet indgå i en kvantitativ indholdsanalyse (Eskjær og Helles 2015). Denne tilgang bindes også

an til analysens formål, der sjældent er blot at tælle for optællingens skyld. Målet er oftest at lave en

statistisk funderet fortolkning, der siger noget om, hvordan medier fremstiller virkeligheden, og

hvorfor den er fremstillet på denne måde (Ibid.). Kodning handler derfor i første omgang om at

identificere de variabler, der udgør de egenskaber i kommunikationsindholdet, der er relevante for at

besvare forskningsspørgsmålet. Variablerne beskrives så præcist, at registreringen bliver regelbaseret

og uafhængig af, hvem der foretager kodningen. Det betyder også, at man eksempelvis kan kode for

det latente indhold (Ibid.). Kodningsmulighederne er dermed kun afgrænsede af, hvad der kan

beskrives og identificeres klart og tydeligt. Eskjær og Helles åbner eksempelvis for, at man kan kode

så latent indhold, som hvorvidt en frame forefindes i teksten, hvis den kan identificeres tydeligt

(Ibid.).

Eskjær og Helles adskiller kodningsprocessen i fire processer: undersøgelsesdesign, sampling,

kodning og analyse (Ibid.). Det indikerer et hierarki, hvor problemformuleringen og

undersøgelsesdesignet udstikker begrænsningerne for de samplinger, der skal udvælges, kodes og til

sidst analyseres. På den måde er kvaliteten af analysen også afhængig af kvaliteten i de forudgående

processer.

Samplingen skal derudover medregne, at journalistiske tekster ikke er ligestillet, eftersom

historien eksempelvis får større gennemslagskraft på forsiden af en landsdækkende avis end på

forsiden i et lille, lokalt medie. Derfor vælger man ofte at kode indhold fra medier med stor

gennemslagskraft (Ibid.). Ligeledes har variablerne i kodningen en vigtig, indbyrdes relation. Vi kan

måske se, at en avis har en relativt stor mængde af EU-stof, men at dette stof sjældent får den

29

opprioriterede plads på avisens forside. Heraf kan sammenkoblingen mellem variablerne placering

og stofområde vise, hvordan EU-stoffet bliver prioriteret i det pågældende medie.

Ofte kombineres den kvantitative indholdsanalyse med en kvalitativ indholdsanalyse, der laver

en tekstnær analyse af udvalgte tekster. Ofte vil man i kodningsprocessen have fået et så indgående

kendskab til datamaterialet, at man herfra kan udvælge de enkelte tekster, der giver en særlig indsigt

i de tematikker, man finder statistisk belæg for at undersøge nærmere. Den kvalitative analyse kan

eksempelvis være med til at uddybe karakteren af en nyhedsframe (Ibid.). Således vil præsentationen

af resultaterne af den kvantitative indholdsanalyse i denne rapport også indeholde forklarende

eksempler fra de artikler, der er blevet kodet. Men en systematisk kvalitativ indholdsanalyse er ikke

blevet foretaget i dette projekt.

6.2. Projektets dataindsamling

Den kvantitative indholdsanalyse er foretaget på baggrund af kodningen af 247 avisartikler, som er

tilgået via mediearkivet Infomedia, og 35 indslag fra TV-avisen på DR, der er tilgået gennem Det

Kongelige Biblioteks digitale samling af tv-, radio- og avismateriale, Mediestream. Perioden hvor

artiklerne er indsamlet strækker sig fra den 29. februar 2020 til den 5. april 2020. Artiklerne blev i

Infomedias arkiv udvalgt gennem en søgning af artikler bragt i Berlingske, Ekstra Bladet og Politiken,

som indeholder ordene corona*, covid* eller influenza*.1 De fire medier er udvalgt som

repræsentanter for fire forskellige danske medietyper: en borgerlig morgenavis (Berlingske), en

tabloidavis (Ekstra Bladet), en centrumvenstre morgenavis (Politiken) og et tv-public service-medie

(TV-avisen). I de 37 dage, som perioden strækker sig over, optrådte et af de tre ord i 3.934 artikler,

der blev bragt i en af de tre aviser. For at reducere mængden af artikler, der skulle kodes, blev det

optalt, hvor mange artikler der var bragt i hvert enkelt medie per dag. Herefter blev antallet af artikler

divideret med fire og afrundet til nærmest hele tal for at bestemme, hvor mange artikler der skulle

kodes fra mediet den enkelte dag. Eksempelvis er der 70 artikler i Berlingske den 28. marts 2020, der

indeholder et af de tre søgeord. Altså blev 18 artikler fra Berlingske denne dato udtrukket til kodning.

Artiklerne blev udvalgt ved et tilfældighedsprincip, hvor 18 tilfældige numre mellem 1 og 70 blev

udtrukket i Excel. Disse numre afspejler, hvilken placering artiklen har, hvis man sorterer

søgeresultaterne i Infomedia efter det enkelte medie og dato efter ”Ældste først”. Tilmed blev

forsideartiklen også udvalgt til kodning, hvis den indeholdt et af de tre søgeord, på trods af at artiklen

1 Specialtegnet * blev brugt for, at søgningen også skulle medtage ord, hvor søgeordet kun udgør en del af hele ordet.

30

ikke indgik i den tilfældige udvælgelse. Formålet med dette valg var aktivt at medtage avisernes

særligt udvalgte forsidehistorie.

Alt indhold på tværs af avisernes sektioner blev medtaget for at kunne se fordelingen mellem

placering, genrer og stofområder. Enkelte artikler blev dog fravalgt efter den tilfældige udvælgelse.

Således blev satireindslag fra eksempelvis Politikens ATS og Berlingskes Rokokoposten frasorteret.

Korte forsidehenvisninger og debatindlæg på under 125 ord blev frasorteret, Ligesom

opsummeringer, hvor flere nyheder bliver opsummeret på få ord (såsom Sportsdøgnet i Politiken),

enkeltstående illustrationer og grafikker ikke blev medtaget.

I kodningen af indholdet fra TV-avisen blev de tre første indslag, der nævnte et af de tre

søgeord, udvalgt til kodning. Et indslag er her forstået som den periode i programmet, hvor

udsendelsen handler om et afskåret udsnit af virkeligheden. Særligt i perioden efter nedlukningen den

11. marts var det ikke unormalt, at hele udsendelsen handlede om covid-19-pandemien. Her skal der

derfor fortages en opdeling ved de del-konsekvenser af pandemien, der dækkes i udsendelsen.

Eksempelvis handlede det første indslag i TV-avisen 18.30 den 24. marts om, at De Olympiske Lege,

der skulle afholdes i Tokyo 2020, var blevet udskudt til 2021 på grund af udbruddet af coronavirus.

Det næste indslag handlede om, at Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) gik i rette med

Sundhedsstyrelsens covid-19-teststrategi, og det tredje indslag handlede om, at hospitalerne begyndte

at mangle værnemidler. Disse tre indslag varede tilsammen 8 minutter og 23 sekunder ud af de 24

minutter og 27 sekunder, der gik mellem udsendelsens start og teaseren for, hvad det efterfølgende

program, Aftenshowet, skulle handle om. Det svarer til omkring en tredjedel af udsendelsen er blevet

udvalgt.

For at korrigere for forskelligt indhold i de forskellige nyhedsudsendelser, blev der skiftevis

udvalgt indslag fra udsendelsen klokken 18.30 og 21.00, såfremt begge udsendelser blev sendt.2 I tv-

indslagene blev korte intromontager, teasere for senere indslag og korte opsummeringer af nyheder,

hvor nyheden blev præsenteret på under 20 sekunder, frasorteret.

Den oprindelige ambition var at kode samtlige dage i perioden 24. februar 2020 til 5. april 2020,

samt hver fjerde dag i perioden fra den 4. februar 2020 til den 20. februar 2020, og den 9. april 2020

til den 31. maj 2020. Det vil betyde at i alt 1424 artikler samt eventuelle forsideartikler og op til 197

2 TV-avisen sender kun en udsendelse klokken 18.30 på lørdage. Ligeledes har ekstraordinære begivenheder som

eksempelvis pressemøder i Statsministeriet betydet, at aftenens udgave af TV-avisen er udgået. Det skete eksempelvis

med TV-avisen 21.00 den 11. marts 2020.

31

tv-indslag skulle kodes. Hurtigt viste det sig i kodningsprocessen, at kodningsmanualen var så

omfattende, at der ikke ville være tid til at kode alle de planlagte artikler og indslag. Derfor blev

samplingsperioden reduceret til hver fjerde dag mellem den 29. februar 2020 og 5. april 2020.

Derudover blev forsideartikler og det første indslag i TV-avisen kodet hver dag mellem den 9. og 15.

marts 2020. Det har ført til, at i alt 282 udvalgte artikler og tv-indslag blev kodet. Berlingske Ekstra Bladet Politiken TV-avisen

Antal kodede artikler/indslag 94 67 86 35

Tabel 2: Oversigt over kodede artikler/indslag

Samplingudvælgelsen har taget udgangspunkt i at indfange data fra perioden før og efter

nedlukningen den 11. marts 2020. Ligeledes var ambitionen, at samplingen skal kunne vise en

udvikling fra perioden før og efter nedlukningen for at undersøge, hvordan covid-19-pandemien blev

dækket før og efter nedlukningen, samt hvilke potentielle framinger, sikkerhedsliggørelser og former

for kritik som prægede dækningen. Når samplingen også er strækket til en periode på over tre uger

efter nedlukningen, er det for at se, i hvilken grad problemdefinitioner, sikkerhedsliggørelse og kritik

udviklede sig i perioden. Derfor er det prioriteret, at samplingen dækker hver fjerde dag i stedet for

hver dag i perioden omkring nedlukningen.

Problemet med fire-dages-udvælgelsen er dog også, at i den specifikke sag, covid-19-

pandemien, skete der store forandringer på få dage, hvor vigtige begivenheder, udviklinger og

politiske reaktioner skete meget hurtigt. Man lukker således øjnene for essentielle udviklinger i

pressens dækning af en krisesituation, når man kun åbner dem hver fjerde dag. Derfor er

forsideartiklerne og det første indslag af TV-avisen blev kodet hver dag i perioden fra den 8. marts

2020 til den 16. marts 2020. Det giver naturligvis ikke et indblik i hele mediedækningen af covid-19-

pandemien på den pågældende dag, men denne udvælgelse giver et indblik i det opprioriterede

forsidestof eller første indslag

over en periode, fra hvor

pandemien knap nok var dagens

højeste nyhedsprioritet, og over

de første pressemøder i

statsministeriet, indførelse af

forsamlingsforbud, nedlukning

og etablering af politiske

hjælpepakker (se figur 1). Figur 1

32

Samplingsmængden på 282 artikler og indslag er i sig selv stor nok til at kunne give, hvad

Eskjær og Helles kalder for et rimelig solidt grundlag for ens analyse (2015:62). Det betyder dog

også, at hvis analysen af disse kodninger deles op i mindre variabler – som eksempelvis medie eller

dato – stiger usikkerheden, som følger med resultaterne, også.

6.3. Kodningsmanual

Kodningsmanualen er inddelt i 40 kategorier med op til 13 variabler. Nogle af kategorierne har også

subkategorier, der eksempelvis adskiller længde på artikler og tv-indslag. Kategorierne er en blanding

af manifeste kategorier som medie, dato og placering samt latente kategorier, der eksempelvis

spørger, hvorvidt der optræder kritik af regeringen i artiklen/indslaget, om der dækkes med afsæt i

økonomiske konsekvenser, menneskelig interesse, eller om risikoen, for at mange personer bliver

syge, bliver nævnt. Kategorierne er udviklet for at undersøge, hvilke frames, der kan analyseres ud

fra de generelle tendenser i dækningen af pandemien, samt hvorvidt emnet blev sikkerhedsliggjort ud

fra et sundhedsorienteret og økonomisk perspektiv. På den måde har studiet et deduktivt sigte ved at

afprøve teorierne om sikkerhedsliggørelse og krisedækning i form af ’News Media’-media events i

dækningen af covid-19-pandemien. Samtidigt muliggør den store mængde af kategorier en mere

eksplorativ analyse af kodningsresultaterne.

Flere af kategorierne fra Ogbodo m.fl.’s (2020) globale, kvantitative indholdsanalyse af

pandemidækningen minder om dette projekts kodningsmanual. Det gælder eksempelvis interessen

for økonomiske konsekvenser, politisering og konflikt. Det skal dog bemærkes, at deres studie først

blev publiceret, efter jeg havde udformet kodningsmanualen til dette projekt, og jeg blev først

opmærksom på studiets eksistens tæt på projektets afslutning. Derfor er sammenfaldene ikke

tilstræbte, men det medvirker til at kvalificere kategorierne som generiske i dækningen af

sundhedskriser.

Kategorierne er konstrueret på baggrund af en forudgående læsning af artikler fra perioden efter

nedlukningen. Her observerede jeg en række tendenser i dækningen, der dannede forudsætningen for

min formulering af kategorierne. For det første var det bemærkelsesværdigt, hvor ofte ordet ”krise”

blev brugt til at beskrive corona-pandemien og dens økonomiske konsekvenser. Flere artikler

omhandlede det store pres, der ville komme på hospitaler, offentlige institutioner og frivillige kræfter

i takt med, at smittetallet ville stige. Selvom nedlukningen ville betyde en indskrænkning af borgernes

personlige frihed qua eksempelvis forsamlingsforbud, blev den hurtige nedlukning ikke kritiseret.

Tværtimod var flere artikler præget af den forklaring, at det var vigtigt at undgå, at mange folk ville

33

dø, hvis de blev smittet med virussen, og sygehusene ville blive overbelastede af folk, der havde brug

for intensiv behandling, hvis man ikke gjorde noget for at begrænse smitten. Det gav en indikation

af, at samfundets interesse i at stoppe smittespredningen blev sat over individets frihed. Flere citerede

kilder indikerede, at borgerne havde et personligt ansvar for at begrænse smitten, og det ville være

egoistisk at følge egne behov. Men det blev også i stor grad dækket, hvilke økonomiske konsekvenser

denne nedlukning ville få for både borgere, virksomheder og hele brancher. Derfor blev de politiske

hjælpepakker, der skulle undgå fyringer, massearbejdsløshed og konkurser, også præsenteret som

nødvendige løsninger på den begyndende økonomiske krise. Forskellen mellem den økonomiske

krisehåndtering og håndteringen af sundhedskrisen var dog, at det godt kunne diskuteres, hvem der

skulle have økonomisk hjælp, i hvilken rækkefølge hjælpen skulle uddeles til de forskellige

økonomiske sektorer, og hvor meget der skulle uddeles. Ligeledes gav dækningen af pandemi-

udviklingen i udlandet et indtryk af, at Danmark håndterede epidemien bedre end andre lande, og

eksempelvis blev den italienske, iranske og spanske håndtering fremstillet som skræmmebilleder på,

hvordan pandemien ikke skulle håndteres. I forløbet omkring grænselukningen opstod der en

begyndende regeringskritik, efter direktør for Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm den 14.

marts 2020 udtalte, at grænselukningen var en politisk beslutning, der ikke var anbefalet af

Sundhedsstyrelsen (Ritzau 2020). De efterfølgende journalistiske spørgsmål indikerede, at der var en

moralsk evaluering om, at de politiske beslutninger omkring nedlukningen skulle være i

overensstemmelse med myndighedernes anbefalinger.

Allerede under kodningen blev det tydeligt, at nogle af disse observationer var

enkeltobservationer eller afvigelser fra en generel tendens, og derfor vil de ikke fremgå af analysen

af kodningsresultaterne. Det blev også tydeligt, at covid-19-pandemien fik konsekvenser for så store

dele af samfundet, at det er mere retvisende at beskrive coronadækningen som coronadækninger.

Selve manualen er opbygget med afsæt i kodningsmanualen til Kulturstyrelsens rapport om

Journalistiske kvaliteter 1999-2014 (Willig m.fl. 2015), minoritetsdækningsstudiet ”Dem vi taler

om”: Etniske minoriteter i danske nyhedsmedier (Jørndrup 2017) samt EU – forbrugernes union

(Andersen m.fl. 2017). De første ni kategorier er manifeste kategorier, der dækker løbenummer, navn

på koder, dato, medie, medietype, rubrik, placering i avis og tv, type af byline, navn på skribent,

længde, antal ord og varighed. De følgende kategorier er primært latente og stiller dermed krav til en

grad af vurdering af koderen, om hvilken variabel kodningen skal placeres indenfor. Derfor

indeholder manualen en beskrivelse, der skal vejlede koderen til, hvordan både kategorien og

variablen skal opfattes. Det ændrer dog ikke på, at koderne skal foretage en fortolkning af teksten for

34

at kunne svare på spørgsmålet i kodningskategorien og for at sikre, at denne fortolkning er ensartet

mellem mine kodninger og andre læseres fortolkning af de enkelte artikler/indslag, er der foretaget

en interkoderreliabilitetstest af de latente kodningskategorier. Denne proces bliver gennemgået senere

i rapporten (kapitel 6.4), men først vil jeg beskrive formålet med at kode indenfor de enkelte

kategorier. Kodemanualen er revideret efter en prøvekodning, hvor en tredjedel af mediernes dækning

den 12. marts 2020 blev kodet.

Den første latente kategori er genre, hvor ni bredt herskende genrer bliver listet som en variabel

sammen med muligheden for at angive en anden genre, såfremt artiklen ikke kan placeres inden for

overstående genrer. Samplingen indeholder både nyhedsgenrer som nyheden, baggrundsartiklen,

nyhedsanalysen, interviewet, reportagen og caseartikler, samt holdningsgenrer som leder, kommentar

og debatindlæg. Formålet er at kunne opdele samplingen i nyhedsgenrer og holdningsgenrer og

dermed kunne se, om eventuelle tendenser og framinger er mere eller mindre til stede i de to

overordnede genrekategorier.

Stofområde har til formål at udpege, hvilket emne journalistikken dækker. Her er skemaet

hovedsageligt delt op i en differentiering mellem nationalt og internationalt stof, samt specifikke

dækningsområder som sundhed, sport, kultur og ”erhverv og økonomi”.

Coronavinkel spørger om, hvorvidt artiklens/indslagets vinkling tager udgangspunkt i

spredning af covid-19-virus. Det skyldes, at flere artikler indeholder et af de tre søgeord, på trods af

at artiklen ikke er relateret til selve pandemien eller dens deraf følgende konsekvenser. Eksempelvis

bragte Ekstra Bladet den 13. marts 2020 en tv-anmeldelse af reportageprogrammet ”Bendtner &

Philine”, hvor anmelder Henrik Queitsch i slutningen af anmeldelsen skriver: »Ingen corona-

karantæne er lang nok til, at det her er værd at spilde så meget som et sekund på« (Queitsch 2020).

Denne type artikler, der blot nævner virusspredningen i en sidebemærkning, falder uden for projektets

interesse. Hvis der kodes ”nej” i denne kategori, vil der derfor ikke foretages en yderligere kodning

af de resterende kategorier.

De to næste kategorier, Andre lande og Bedre håndtering?, har til formål at undersøge, om den

internationale pandemihåndtering bliver sammenlignet med den danske håndtering, og om den

danske håndtering bliver vurderet som bedre på et tidspunkt i artiklen. Kategorien Bedre håndtering?

er indrettet således, at der kodes ”ja”, hvis vurderingen er tilstede. Således giver det en potentiel

overvægt til variablen ”nej”, da denne variabel både indeholder artikler, der ikke indeholder

vurderingen, slet ikke sammenligner håndteringerne eller vurderer den danske håndtering som

dårligere.

35

Begivenhed har til formål at kunne differentiere mellem, hvilken begivenhed der henvises til i

artiklen/indslaget. Variablerne er samlet i mere generiske kategorier såsom smittespredning og

aflysning eller flytning af begivenheder. Under prøvekodningen indeholdt denne kategori ikke

prædefinerede variabler, men resultaterne fra denne kodning udgjorde fundamentet for variablerne i

den endelige kodningsmanual. Endvidere er variablen ”andet” benyttet til at beskrive de tilfælde, hvor

de prædefinerede variabler ikke er vurderet til at være dækkende for artiklens indhold.

Vinkel og konflikt undersøger, hvorvidt artiklerne/indslagene er enten problem- eller

løsningsorienteret, samt hvorvidt der optræder en konflikt mellem to parter i artiklen. Formålet er at

undersøge, i hvilken grad journalistikken søger mod en konfliktfri-tilstand i pandemidækningen.

Således kan disse to kategorier sammenkobles, da problemet i forbindelse med covid-19-pandemien

ofte ikke udspringer af en konflikt mellem to parter, men af virusudbrud og de ellers accepterede

tiltag for at inddæmme spredningen.

Økonomiske konsekvenser og menneskelig interesse undersøger, hvilken type konsekvenser der

lægges vægt på i artiklen. Den første kategori er i tråd med stofområde interesseret i, om

artiklen/indslaget er centreret omkring de økonomiske konsekvenser, hvor den næste kategori handler

om, hvorvidt der bliver dækket med afsæt i, hvilke konsekvenser pandemien, nedlukningen og

konsekvenserne heraf kan få for enkelte personer eller persongrupperinger.

Krise-kategorien måler, om ordet krise blive nævnt inden for artiklens rubrik, underrubrik og

første fem afsnit eller indslaget første minut. Krise-ordet bliver betragtet som en klassificering af

problemets omfang, og kategorien har til formål at undersøge, hvornår ordet optræder i dækningen.

Mange syge og sundhedsvæsenet er kategorier, der handler om, hvorvidt artiklerne forudsiger

konsekvenserne af, hvad der sker, hvis virussen ville få lov at sprede sig uden nogen form for

inddæmning. Således skal disse kategorier anskues som et spørgsmål om, mediedækningen laver en

problemklassifikation af, at virussen kan føre til, at mange folk bliver syge, og/eller det vil få

ekstraordinære konsekvenser for sundhedsvæsenet.

Hvem bliver ramt? forsøger at bestemme, hvem konsekvenserne går ud over i

artiklen/indslaget. Denne vinkling har ligeledes en betydning for framingen af, hvem pandemien er

et problem for. Der skelnes mellem hele samfundet og helt ned til privatpersoner.

Interkoderreliabilitetstesten har vist, at i denne kategori kan flere variabler overlappe, og det kan være

svært at differentiere mellem privatperson og befolkningsgruppe eller virksomhed og branche –

eksempelvis kan privatpersonen være udvalgt som en repræsentant for en større befolkningsgruppe,

36

ligesom en virksomhed kan være repræsentant for en hel branche. I disse tvivlstilfælde er der kodet

efter den variabel, der er mest fremtræden.

Løsning måler om, det bliver angivet som en løsning at nedlukke dele af samfundet for at

inddæmme smitten. Målet her er at se i hvor høj grad, nedlukningen bliver foreslået eller accepteret

som en løsning, uden den bliver kritiseret. Derfor bliver der også kodet ”ja”, hvis forskellige former

for nedlukning bliver nævnt eksplicit, uden de bliver modsagt eller kritiseret. Kategorien ”nej”

dækker over artikler/indslag, der enten ikke nævner nedlukningen, eller afviser at nedlukningen er en

legitim måde at inddæmme smitten på. Således fanger kodningen de positive tilfælde, hvor

nedlukningen kan anskues som en løsning, hvor kritik af nedlukningen ikke kan aflæses i denne

kategori. Variablen ”både og” er tilføjet til de tilfælde, hvor dele af nedlukningen kritiseres, og andre

nævnte dele ikke kritiseres.

På samme måde koder regeringskritik efter de tilfælde, hvor regeringen aktivt kritiseres.

Således indeholder variablen ”nej” både artikler/indslag, hvor regeringen roses, og hvor den slet ikke

nævnes. Ligeledes isoleres denne kategori til kritik af ministrene og deres ministerier. Således vil

kritik af eksempelvis Sundhedsstyrelsen ikke blive medtaget i denne kategori.

De næste otte kategorier er relateret til de citerede kilder i artiklen/indslaget. I kodningen er der

oprettet en separat række til hver enkelt kilde, der optræder i artiklen/indslaget, så der kan tilføjes

yderligere information om kilden qua de øvrige kategorier. Foruden køn og nationalitet kodes der for,

hvilken kildetype kilden bliver præsenteret som i artiklen. Her er det værd at bemærke, at der er

differentieret mellem medlemmer af regeringen og medlemmer af Folketinget for at få et indblik i,

hvordan taletiden er fordelt mellem regeringen og øvrige politikere. Ligeledes skelnes der mellem

embedspersoner, der udtaler sig som repræsentant for en myndigheds holdning, og andre typer

embedspersoner, der typisk vil udtale sig på baggrund af deres erfaringer. Kategorien ”borger uden

portefølje” er også brugt, hvis personen udtaler sig som en privatperson og ikke som repræsentant for

en af de øvrige kategorier. Det er selvom, at kildens profession ofte bliver angivet i artiklen/indslaget.

Eksempelvis bliver to af kilderne i ”I Gentofte bliver flest smittet med coronavirus: »Man bekymrer

sig mere om aktiekurser end om sin næste herude«” (Dalgas, Pedersen, og Winther 2020) angivet

som studerende. De kodes dog som borger uden portefølje, da de udtaler sig om, i hvilken grad de

følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Ligeledes kodes der for, om den enkelte kilde tildeles

en position som part, ekspert eller erfarings-kilde i artiklen/indslaget. Denne kategori har til formål

at undersøge, hvilken funktion de forskellige kildetyper tildeles i journalistikken, og under hvilke

omstændigheder de typiske funktioner ændrer sig. Kategorien har dog den svaghed, at en kilde kan

37

indtage mere end én af de tre kildefunktioner. Således kan en kilde eksempelvis udtale sig om sine

erfaringer med en sag, der bliver dækket, men også udsige en holdning. Ligeledes kan eksempelvis

en myndighedsperson både udtale sig om den viden, myndighederne har fået om effekterne af

smitteinddæmning, samtidigt med at kilden skal forsvare, hvorfor man anbefaler et bestemt tiltag. I

grænsetilfælde er der kodet efter den mest fremtrædende funktion. De tre sidste kategorien kildens

position bliver ikke brugt i rapportens analyse. Interkoderreliabilitetstesten viste, at der er for stor

uenighed mellem koderne om, hvorvidt kilden har en enten offensiv eller defensiv position over for

vinklen, eller om positionen er neutral. De to ansvarskategorier har haft til formål at undersøge,

hvorvidt kilderne omtaler, at man som person har et ansvar for ikke at smitte andre, og om man som

borger har en pligt overfor samfundet. Forekomsten af den sidste af de to kategorier, samfunds-

ansvar, har dog vist sig at være så lav, at den ikke vil indgå i analysen. Der er kodet ja til denne

kategori i 18 ud af 509 tilfælde.

De næste seks kategorier undersøger både om en bestemt framing optræder, og hvor tidligt i

artiklen/indslaget framen optræder. Således er der kodet mellem 0 og 4. Jo, højere kodningen er, jo

tidligere optræder framen, og hvis framen ikke optræder, er der kodet ”0”. I analysen af

kodningsresultaterne vil man således både kunne undersøge, om framen overhovedet optræder i

artiklen, og i hvilken grad den optræder. Graden af framens forekomst vurderes med afsæt i princippet

om den omvendte nyhedstrekant, hvor den vigtigste information præsenteres først. Således vurderes

det, at framing er meget til stede, hvis den optræder i rubrikken/første sætning. Hernæst

underrubrikken/de første 30 sekunder, de første fem afsnit/første minut, eller hvis framen optræder i

resten af artiklen.

De seks framinger beskæftiger sig hovedsageligt med at bestemme, hvilke problemer og

løsninger, der bliver fremhævet i nyhedsjournalistikken, eller som kan læses ud af tekstens indhold.

Denne tilgang til framinganalysen er som udgangspunkt deduktiv, da der kodes efter frames, der er

opstillet på forhånd. Således kodes der ikke nødvendigvis for de mest fremherskende framinger, men

tværtimod kun de frames, der er blevet diagnosticeret i den forudgående læsning, teorierne om

framing, sikkerhedsliggørelse og ’News Media’-media events. Formålet med de opstillede frames er

således ikke blot at forstå dækningen udelukkende som information til borgerne, men også hvordan

pandemi-dækningen kan opfattes som en aktør, der både muliggør og acceptere politiske

sikkerhedsliggørelser. Således kan udlands-framen, om hvorvidt den danske pandemihåndtering er

mindre effektiv i andre lande, ses som en legitimering af den danske håndtering. Ligeledes kan

dækninger, som fokuserer på døde og alvorligt syge personer, der er smittet med covid-19, fungere

38

som en problembestemmelse, der leder mod ekstraordinære, politiske sikkerhedstiltag, som skal løse

dette problem.

6.4. Validitet af data

Da store dele af kodningskategorierne undersøger latent indhold, blev der efter kodningen foretaget

en interkoderreliabilitetstest. Det vil sige, at man lader flere personer kode samme indhold på

baggrund af den samme kodningsmanual for at se, om der er afvigelser i kodningen, der kan gøre

analysen upræcis (Eskjær og Helles 2015:77). Interkodningen i dette projekt er foretaget af to

personer, der har kodet materiale, jeg havde kodet i forvejen. Den første kodning blev foretaget af

min søster, der kodede 20 tilfældigt udvalgte artikler/tv-indslag, der tog højde for, at alle fire medier

var repræsenterede med minimum fire artikler/indslag i den tilfældige udvælgelse, og efterfølgende

blev graden af enighed og uenighed udregnet på to parametre: både sammenfaldet af ens kodninger

og Scott’s π-test, der tager højde for, om koderne bruger kategorierne ensartet. π-testen resulterer i en

værdi mellem -1 og 1, hvor 1 er et udtryk for total enighed. Det efterstræbes, at værdien ligger på 0,8

eller derover, og hvis værdien er under 0,7 bør man overveje, hvad årsagen til problemet er (op.cit.

p. 78ff). I den første interkoderreliabilitetstest er der sammenlignet mellem kategori 10 til 39 i

kodningsmanualen, hvor kategori 26, kildenummer, er undtaget. Bortset fra kategori 20, krise, er der

tale om latente fortolkningskategorier, hvor der er en samlet enighed om 77,01 procent af

kodningerne, og Scott’s π-værdien ligger på 0,68. Disse tal er så lave, at dataene bliver forbundet

med en usikkerhed. Derfor er graden af enighed og Scott’s π-værdi udregnet for hver enkelt kategori

for at skelne mellem sikkerheden i den enkelte variabel.

Flere kategorier i den første interkoderreliabilitetstest blev kodet i så få tilfælde, at der skulle

laves en ny interkoderreliabilitetstest, der aktivt efterstræbte 20 kodninger, hvor disse kategorier blev

aktiveret. Det betød, at den anden kodning udvalgte 20 tilfældige artikler og indslag, hvor

kategorierne andre lande og bedre håndtering? var blevet aktiveret i min egen kodning. Ligeledes

efterstræbte den nye interkoderreliabilitetstest at undersøge, hvorvidt at den lave enighed og π-test

kunne forklares med koderkvalifikationer. Eskjær og Helles beskriver, hvordan kendskab til sprog og

indhold, samt de rette faglige kundskaber er fundamentet for en pålidelig dataregistrering (op.cit. p.

76). Min søster arbejder ikke med journalistik, og derfor må det ikke forventes, at hun har de

forudgående kvalifikationer til at vurdere journalistikfaglige spørgsmål som eksempelvis

kildefunktion og framinger. For at undersøge, om kodningsmanualen var blevet forstået korrekt, blev

den anden kodning foretaget af en person, der har studeret journalistik på Roskilde Universitet, og

39

må forventes at besidde de samme faglige egenskaber. Den anden interkoderreliabilitetstest blev

udført med afsæt i resultaterne fra den første test. De kategorier, hvor det blev vurderet at enigheden

var tilpas høj, eller at kodningsresultaterne ikke ville blive brugt i den videre analyse, blev ikke

genkodet. Det betyder også, at den samlede enighedsprocent og Scott’s π-værdi af alle kategorier

ikke kan sammenlignes, da den anden test ikke har medtaget de sikre kategorier, som ville trække

den samlede værdi op. I stedet er der sammenlignet mellem hver enkelte kategori.

Begge π-teste viste uenigheder omkring flere af de latente kategorier. Det er en indikation på,

at flere af variablerne i kategorierne ikke klart kan adskilles, eller at variablerne er svært afkodelige i

teksten. Eksempelvis viser en samlet interkoderreliabilitetstest af de seks framingkategorier, at der

var uenighed om, hvorvidt en frame overhovedet fandtes i artiklen/indslaget i 28 og 27 procent af

kodningerne – her er π-værdien 0,37 og 0,38.

Til gengæld er der også kategorier, hvor enigheden steg mellem interkoderen og jeg i den anden

kodning, der blev foretaget af en mere kvalificeret koder. Eksempelvis steg værdien i kategorien

menneskelig interesse fra en enighed på 50 procent og en π-værdi på 0 til 95 procents enighed og en

π-værdi på 0,87.

På grund af de store udsving mellem enigheden i de forskellige kategorier vil den videre analyse

beskrive resultatet af interkoderreliabilitetstestene for at understrege den usikkerhed, der kan følge

med resultaterne. Usikkerheden i flere af kategorierne betyder også, at rapportens konklusioner skal

betragtes som indikationer på forekomsten af de beskrevne observationer i dataene. I figurerne vil

Scott’s π-værdi optræde som én værdi, der repræsenterer udregningen af π-værdien på tværs af de to

interkodninger. Formålet er at øge datamængden, der ligger til grund for udregningen af π-værdien.

I tilfælde hvor π-værdien i de to interkodninger har en voldsom variation, vil dette blive nævnt. Den

samlede oversigt over enighed og π-værdi i de enkelte kategorier og interkodninger kan ses i bilag 3.

40

7. Analyse af kodningsresultater

Dette kapitel vil præsentere kodningsresultaterne og diskutere, hvilke tendenser i pandemidækningen

de viser udtryk for. De forbehold, der blev nævnt i metodeafsnittet skal tages in mente, når kapitlet

læses, og på grund af dataudvælgelsen, -mængden og interkoderreliabiliteten er resultaterne knyttet

med en usikkerhed, der betyder at resultaterne skal ses som indikationer på en tendens. Da projektet

har efterstræbt at undersøge en udvikling over tid, er kun hver fjerde dag i perioden mellem den 29.

februar og 5. april udvalgt til kodning. Samtidig var mængden af artikler så stor på de enkelte dage,

at det kun er en fjerdedel af artiklerne, der er blevet kodet. Det er en vigtig bemærkning, når

datamaterialet er journalistik, hvor hver enkel artikel betragtes som en unik historie, der ikke gentages

i de øvrige artikler. Én stor begivenhed dækkes sjældent i mere end én artikel. Qua den tilfældige

udvælgelse er der en risiko for, at historien om denne ene begivenhed ikke udtrækkes. Det kan også

betyde at hele stofområder ikke optræder i den tilfældigt udtrukne data. Hvis der eksempelvis er 5

udlandshistorier ud af 70 artikler, er det ikke sikkert, at de fem historier er en del af de 18 udvalgte

artikler. Risikoen er således, at variablen er både over- eller underrepræsenteret.

7.1. Dækning følger begivenheder

Fra den 1. februar til den 30. april 2020 bragte de tre medier tilsammen 7.250 artikler, der nævner

enten ordet corona, covid eller influenza. Tallet stammer fra en søgning på mediearkivet Infomedia

og inkluderer alle søgeresultater på de tre ord. Det betyder, at søgningen også inkluderer grafikker,

Figur 2

41

forsidehenvisninger, tegninger, citater i noteform og lignende. Dermed er det totale antal af artikler

væsentligt højere end antallet af de artikler, der typisk vil opleves som nyhedsartikler. Frasorteret

artikler, der er kortere end 126 ord, er der tilsammen bragt 5.624 artikler i de tre medier over de tre

måneder.

Figur 2 viser, hvordan dækningen fordeler sig i perioden fordelt på de tre aviser. Mængden af

bragte artikler steg typisk i forbindelse med nationale begivenheder. Således kan man se, at mængden

af artikler steg, efter den første dansker blev testet positiv for covid-19 den 27. februar 2020. Fra den

21. februar til den 27. februar 2020 blev der i gennemsnit bragt 5,9 daglige artikler i hvert medie. Det

tal steg til gennemsnitligt 11,5 daglige artikler i de efterfølgende 7 dage.

En endnu større stigning kan observeres efter pressemødet i Statsministeriet den 11. marts, hvor

nedlukningen af store dele af det danske samfund blev annonceret. Den gennemsnitlige mængde af

bragte artikler i perioden 5. marts til 11. marts 2020 var 16,4 artikler per dag i hvert medie. I perioden

12. marts til 18. marts 2020 var det daglige antal artikler steget til 39,5 artikler per dag i hvert medie.

Herefter ligger gennemsnittet over syv dage konsekvent på over 37 daglige artikler. Selvom denne

opgørelse ikke differentierer mellem stofområde, indikerer det en sammenhæng mellem dækningen i

de tre aviser og begivenheder, der foregik i Danmark. Således steg dækningen hurtigt i dagene

omkring annonceringen af nedlukningen, og herefter lå mængden konsekvent højt i takt med, at store

dele af det danske samfund blev ramt af konsekvenserne af covid-19-pandemien.

Tendensen viser sig også, hvis man kigger på mængden af forsideartikler/første tv-indslag, der

var coronavinklede (se figur 3). Omend kodningen kun dækker to datoer, før forsamlingsforbuddet

på 1.000 mennesker blev annonceret den 6. marts, er tendensen i denne kodning, at efter der blev

indført restriktioner på

forsamlingsfriheden, blev

pandemistoffet typisk placeret som

dagens vigtigste historie i avis og tv.

Efter annonceringen af nedlukningen

den 11. marts 2020 var der på de

udvalgte samplingsdage således

minimum to aviser, der havde

coronastof på forsidepladsen, og TV-

avisen havde konsekvent en

coronavinklet historie som aftenens

Figur 3

42

første historie. Samme tendens

viser sig også i figur 1, der blev

præsenteret i kapitel 6.2, som

zoomer ind på forsidedækningen

fra 8. marts til 16. marts 2020.

Det store fokus på

indenrigsstof viser sig ligeledes,

når man kigger på mængden af

kodede artikler/indslag, hvor

”udenlandsk politik” eller ”andet

udland” er blevet kodet som stofområde. Som det kan ses i figur 4, lå mængden af kodede artikler om

internationale begivenheder gennem hele perioden på mellem 2 og 10 artikler med et gennemsnit på

5,2 kodede artikler.3 Det er på trods af, at det totale antal af artikler steg i samme periode. Men den

ekstra dækning var båret af andre stofområder, som det ses i figur 5. Det tyder på, at selvom der var

3 Bemærk der er tale om kodede artikler og ikke den totale mængde af artikler. Der er kodet en tredjedel af de bragte

artikler, som indeholder et af de tre søgeord i hver af de tre skriftmedier. Da de kodede tv-indslag er de tre første

indslag, der nævner corona i udsendelsen, er det ikke opgjort på daglig basis, hvor stor en andel af indslag, der nævner

corona, der er kodet. Det er altså tre indslag ud af en ukendt mængde, der danner grundlaget for udregningen. Derfor

sammenlignes der på baggrund af det kodede indhold, uden der omregnes til, hvor stor en del af dækningen, kodningen

repræsenterer.

Figur 4

Figur 5

43

tale om en international begivenhed i form af en pandemi, var afsættet for den største del af dækning,

at der skete indenrigsbegivenheder, som relaterede sig til det globale fænomen.

7.2. Dækning blev først politisk efter nedlukningen

Figur 5 viser, at mængden af stofområderne ”politik” og ”erhverv og økonomi” i de kodede,

coronavinklede artikler steg i tiden efter, nedlukningen blev annonceret den 11. marts 2020. På den

måde ser det ud som om, at dækningen først begyndte at bære præg af, at pandemihåndteringen er et

politisk beslutningsområde, efter regeringen allerede havde håndteret smittespredningen politisk.

Eksempelvis registrerer kodningen først det politiske stofområde i TV-avisen den 9. marts. På dette

tidspunkt var smittetallet i Danmark steget til 90, og udsendelsens første indslag handlede om,

hvordan regeringen ville holde »hånden under samfundet«, når virussen ville sprede sig (TV-Avisen

18.30 9. marts 2020). Her skal det dog bemærkes, at der ikke er kodet artikler eller indslag på den 6.

marts, hvor regeringen anbefalede, at man ikke samledes mere end 1.000 personer, og man ikke gav

hånd eller kram til andre personer end dem i ens husstand. Der er heller ikke kodet dagen efter, hvor

aviserne ville have haft mulighed for at beskrive de nye anbefalinger.

Inden nedlukningen var det sundhed, som fyldte mest af de fire udvalgte kategorier. At

”sundhed” først var det dominerende stofområde og hernæst ”erhverv og økonomi” tyder på, at

medierne fokuserede på at dække pandemiens konsekvenser på disse to parametre, hvor den politiske

dækning først for alvor steg længere inde i pandemien. Særligt den 24. marts var mængden af

historier, hvor politik optrådte som stofområde stor. Her fik artiklerne et politisk perspektiv i artikler,

der handlede om hjælpepakker, teststrategier, forlængelse af nedlukning og konsekvenserne af den

såkaldte hastelov, som gav regeringen ekstraordinære beføjelser. Det kan være en indikation på, at

nyhedsmedierne i denne

periode – 13 dage efter

nedlukningen – begyndte at

stille politikerne til ansvar

for flere begivenheder, der

var relateret til pandemien.

Figur 6 viser, at der

var en lav forekomst af

citerede, danske

regeringspolitikere i de Figur 6

44

kodede,

coronavinklede

artikler, inden

nedlukningen blev

annonceret. Den lave

forekomst af politiske

kilder inden

nedlukningen tyder

på, at pressens

pandemidækning

først behandlede

pandemien som et politisk emne efter nedlukningen. Det var også først efter nedlukningen, at andre

medlemmer af Folketinget blev citeret i de coronavinklede artikler. Der er således ikke kodet nogle

nationale parlamentarikere før den 12. marts, hvor Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen,

forsvarede, hvorfor den behandlingsgaranti, der blev indført under VKO-regeringen i 2000’erne, nu

blev suspenderet for at skaffe plads til behandling af coronasmittede (Pedersen 2020).

Den lave forekomst af regeringskilder skal både ses i lyset af, at der var færre coronarelaterede

artikler, men også at mediedækningen fokuserede på repræsentanter fra offentlige myndigheder,

sundhedspersoner og forskere. Det kan således indikere, at pandemien inden nedlukning blev

betragtet som et emne, der skulle fortælles gennem forklaringer fra myndigheder som

Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut, samt forskere og personale fra hospitalerne. Således

viser figur 7, at inden nedlukningen den 11. marts optrådte der over de tre samplede datoer flere kilder

fra hver af de tre kildetyper, end der optrådte regeringspolitikere.

Den lavere grad af

politisering i

pandemidækningen kan

også relateres til, at

mængden af

artikler/indslag, hvor

regeringens handlinger

blev kritiseret, var lavere i

perioden inden

Figur 7

Figur 8

45

nedlukningen, som det vises i figur 8.

Ligeledes viser tabel 3, at selvom mængden af

holdningsstof næsten ikke var tilstede i perioden

inden nedlukningen, optrådte der regeringskritik i

halvdelen af de seks holdningsartikler, der blev bragt

i perioden 29. februar til 12. marts. Tilsvarende

optrådte der regeringskritik i 15 procent af

nyhedsstoffet i samme periode.

Dataene i denne figur skal dog betragtes som ret

usikker, da interkoderreliabilitetstesten indikerer, at

de forskellige kodere tolkede denne kategori

forskelligt. Den første interkoderreliabilitetstest

viser, at der var enighed om 81 procent af kodninger,

og den anden viser enighed om 85 procent af

kodningerne. Alligevel har Scott’s π-testene en lav værdi på henholdsvis 0,45 og 0,31, hvilket

skyldes, at størstedelen af kodningerne i testen var kodet som ”nej”. Således opstod der stor uenighed

i de tilfælde, hvor en koder havde kodet ja. I disse tilfælde var enigheden 40 procent i den første test,

og 25 procent i den anden test. Her skal det tages in mente, at den anden test udelukkende blev

foretaget på internationale stofområder, hvor regeringskritik-kategorien kan have været sværere at

kode.

Ligesom mængden af kritik var lav inden nedlukningen, var mængden af konflikt i

nyhedsstoffet (nyhed, baggrund, nyhedsanalyse, interview, reportage og case) også lav inden

nedlukningen den 11. marts (se figur 9). Det indikerer, at inden nedlukningen blev pandemien ikke

dækket som et emne, man kunne være uenig om. Der var dog en større forekomst af konflikt tilstede

i dækningen den 8. marts,

hvor 4 ud af 10

artikler/indslag indeholdt

nyhedskriteriet konflikt.

Konflikten i disse fire

tilfælde handlede dog i to

artikler om, at

basketballspilleren Lebron

Nyhedsstof Holdningsstof

Regeringskritik Regeringskritik

Ja Nej Ja Nej

Dato 29-FEB-20 1 6 1 1

04-MAR-20 1 5 0 1

08-MAR-20 1 9 0 0

12-MAR-20 2 19 2 1

16-MAR-20 9 6 4 5

20-MAR-20 3 21 2 4

24-MAR-20 4 15 1 9

28-MAR-20 2 23 1 6

01-APR-20 3 20 3 1

05-APR-20 6 16 3 8

Tabel 3: Mængde af coronarelaterede artikler/indslag, hvor der optræder regeringskritik fordelt på genrer

Figur 9

46

James nægtede at spille for tomme tribuner. De to andre tilfælde stammer fra TV-avisen, hvor det

ene indslag handlede om coronahåndteringen i Italien i forbindelse med de massive nedlukninger, der

blev implementeret i starten af marts 2020. Her kritiserede flere indbyggere i Milano indsatsen, hvor

en borger uden portefølje eksempelvis sagde: »Det er noget pjat. Vi har det fint, og vi skal tage det

roligt. Sådan er det« (TV-Avisen 18.30 8. marts 2020). Det andet indslag handlede om, at for mange

borgere ringede med spørgsmål om coronavirus, og det skabte problemer for vagtlægen. Konflikterne

her bundede altså ikke i dybe uenigheder mellem politiske aktører eller andre elitekilder.

Nete Nørgaard Kristensen beskriver i Journalister og kilder – Slinger i valsen? (2004)

relationen mellem journalister og deres kilder. Her skelner hun mellem elitekilder og ikke-elitekilder.

Elitekilderne besidder en økonomisk, politisk eller diskursiv magt, ikke-elitekilder ikke besidder. I

stedet vil ikke-elitekilderne typisk optræde i medierne som en repræsentant for konsekvenserne af

elitens magtudøvelse eller et ”folkesynspunkt” (Nørgaard Kristensen 2004:130f). I det italienske

eksempel opstår konflikten altså på baggrund af ikke-elitekilders utilfredshed med elitens håndtering.

Men det er en konflikt med en ulige magtbalance.

Til sammenligning optrådte konflikterne i nyhedsstoffet den 16. marts i artikler som ”NB!

Sundhedsstyrelsen advarede mod indgreb” (Bredsdorff 2020), ”Flere virksomheder vil fyre trods

appel fra Mette Frederiksen” (Kristiansen og Beim 2020), ”Sundhedsstyrelsen afviste at blåstemple

regeringens vidtgående hastelov mod coronavirus” (Kildegaard og Borre 2020) og ”Restauranter,

barer og cafeer går imod opfordring: »Jeg kan gå fallit«” (Jensen og Benson 2020). Her begyndte

konflikten at opstå på tværs af elitekilderne, hvor de forskellige magthavere var uenige om

håndteringen af pandemien.

Flere af de andre kodede

variabler understreger det skifte,

der skete i den journalistiske

dækning efter nedlukningen.

Framingkategorien ”politisk

frame” afdækker, hvorvidt det

blev vurderet i artiklen/indslaget,

at de beslutninger, der skulle føre

samfundet gennem covid-19-

pandemien, skulle træffes af

politikere. Figur 10 viser, at Figur 10

47

denne frame var tilstede i en mindre grad af artiklerne/indslagene inden nedlukningen. Men efter

nedlukningen steg forekomsten af denne frame, og den var nu også allerede tilstede i rubrikken.

Denne variabel skal dog kun betragtes som en indikation på forekomsten af en tendens. Således viste

den første kodningstest kun enighed om 75 procent af kodningerne og Scott’s π-testen havde en værdi

på 0,26 i bestemmelsen af, hvor tidligt framen optræder i artiklen/indslaget, og 0,33 i hvorvidt framen

er tilstede på noget tidspunkt i artiklen. Den anden test viste, der var enighed om 65 procent af

kodningerne, med en π-værdi på 0,22 for placeringen af frame og 0,37 for forekomsten af frame. Alle

seks tal er så lave, at dataenes pålidelighed er koblet med en stor usikkerhed. Dog er tallet her

medtaget, da det viser en tendens, der allerede er blevet indikeret i de tidligere figurer.

Den manglende politisering af pandemien kan hænge sammen med, hvordan problemet bliver

klassificeret. Figur 11 viser, hvor mange daglige artikler/indslag, der nævnte ordet ”krise” i rubrik,

underrubrik, de første

fem afsnit af en

artikel eller det første

minut af et tv-

indslag. Her kan man

se, at i de

coronavinklede

artikler/indslag blev

krise-ordet blot

nævnt tre gange

inden nedlukningen.

Herefter optræder ordet hyppigt i den efterfølgende dækning. Det tyder altså på, at nedlukningen i

høj grad har været den begivenhed, der fik journalistikken til at betegne pandemien som en krise.

Det var dog særligt i stofområderne ”politik” og ”erhverv og økonomi”, at ordet krise optrådte,

som det ses i figur 12 (næste side). Det tyder altså på, at det særligt blev opfattet som en økonomisk

krise, der opstod på baggrund af pandemien, og en krise der skulle håndteres politisk. Således optrådte

ordet i mindre grad i sundheds-stoffet, på trods af at dette var det mest forekommende stofområde.

Denne figur viser dog, at ordet krise optrådte indenfor alle stofområder. Det var altså bredt

accepteret på tværs af stofområder, at pandemien var en krisesituation. Men ordet optrådte dog langt

fra i alle artikler/indslag. Det kan til dels skyldes, at krisetilstanden var blevet en kendsgerning, som

der ikke var behov for at fremhæve i hver eneste omtale af pandemien. Den daglige mængde af

Figur 11

48

pandemi-refererende artikler var meget stor, og således behøvede samtlige artikler i hver avis eller

alle indslag i nyhedsudsendelsen ikke at kommunikere, at der var tale om en krisesituation. Fraværet

kunne også skyldes, at nogle skribenter og nyhedsorganisationer afstod fra at benytte sig af denne

vurdering af begivenhedens omfang. Således benyttede nyhedsbureauet Ritzau ofte formuleringen

»udbruddet af coronavirus«, når begivenheden skulle beskrives.

Figur 12

7.3. Fokus på sundhed og økonomi

Lad os for et øjeblik vende fokus tilbage mod figur 5, der viser, at de to hyppigst forekommende

stofområder i den målte periode var ”sundhed” og ”erhverv og økonomi”. Den viser, at sundheds-

historierne var særligt forekommende inden nedlukningen, og ”erhverv og økonomi” blev det største

stofområde i ugen efter nedlukningen.

Vendingen fra sundhed til økonomi ser dog anderledes ud, hvis vi kigger på forekomsten af de

kategorier, der kan relateres til disse stofområder. Således blev forekomsten af artikler/indslag der

var koncentreret om de økonomiske konsekvenser, samt artikler der omtalte økonomiske

hjælpepakker som en løsning, overgået af artikler/indslag, der nævnte, at mange folk ville blive syge,

og sygdomsframen, der handler om, at folk kunne blive alvorligt syge eller dø, hvis de bliver smittet

49

med covid-19. Figur 13

viser således, at selv i ugen

efter nedlukningen, hvor

stofområdet ”erhverv og

økonomi” overgik

sundheds-stoffet, var

”mange syge” og

”sygdoms-frame” mere

forekommende, end de to

økonomi-kategorier.

Kategorierne var sågar

mere tilstede end hele stofområdet ”erhverv og økonomi”.

Årsagen

skyldes, at disse to

kategorier optræder i

flere stofområder end

blot sundhed, som det

ses i figur 14. Det

betyder altså, at

fortællingen om, at

mange folk ville blive

syge, og at folk kunne blive alvorligt syge, ikke blot var en

fortælling, der kunne isoleres til sundhedsstoffet. Den var bredt tilstede i mediedækningen efter

nedlukningen. Det kan altså indikere, at det blev en så grundlæggende fortælling i den journalistiske

dækning, at den også optrådte som årsag inden for områder, der ikke handlede om sundhed. Det ses

tydeligt i tabel 4 (næste side), der optæller hvor ofte mange syge og sygdoms-frame optrådte i hvert

enkelt stofområde. Tabellen skelner mellem, hvorvidt sundhed var et af de op til tre stofområder eller

ej. Den viser, at i 29 procent af coronarelaterede artikler/indslag, hvor sundhed ikke er markeret som

et stofområde, blev der alligevel kodet ja i variablen ”mange syge”. Sundhedsframen optrådte i 34

procent af de coronarelaterede artikler/indslag, hvor sundhed ikke var markeret som stofområde. Det

tyder tilmed på, at selvom ordet krise ikke blev nævnt i ”sundhedsstoffet” lige så ofte som i det

politiske stof og ”erhverv og økonomi”, blev de to faktorer, der blev fremstillet som grunden til, at

Figur 5

Figur 13

Figur 14

50

krisen var alvorlig (mange kan blive

syge, og det er farligt at blive syg),

ofte nævnt i de artikler/indslag, der

handlede om pandemien og dens

konsekvenser.

Mange syge Sygdoms-frame

Ja Nej Ja Nej

Sundhed Nej Politik Ja 13 28 13 28

Andet nationalt Ja 6 16 10 12

Udenlandsk politik Ja 7 7 9 5

Andet udland Ja 12 16 13 15

Sport Ja 5 21 6 20

Kultur Ja 6 12 8 10

Medier Ja 1 3 1 3

Erhverv og økonomi Ja 13 48 15 46

Privat Ja 2 5 4 3

Andet Ja 0 2 0 2

Ja Politik Ja 12 2 11 3

Andet nationalt Ja 6 0 5 1

Udenlandsk politik Ja 1 1 0 2

Andet udland Ja 11 2 11 2

Sport Ja 1 0 1 0

Kultur Ja 1 1 1 1

Medier Ja 0 1 0 1

Erhverv og økonomi Ja 2 0 1 1

Privat Ja 1 1 2 0

Andet Ja 0 0 0 0

Tabel 4: Forekomst per dag af kategori fordelt på stofområde

51

8. Diskussion

Figurerne i kapitel 7 viser flere eksempler på, hvordan nyhedsdækningen ændrede sig, da der opstod

danske coronarelaterede begivenheder. Således viste figur 2, der blev præsenteret i kapitel 7, hvordan

antallet af daglige artikler, der nævnte ordene corona, covid eller influenza, steg i takt med, at

pandemien blev en indlandshistorie. Derudover blev coronavinklede historier næsten ikke behandlet

som et politisk emne, før nedlukningen blev implementeret den 11. marts. Før nedlukningen optrådte

stofområdet politik i lav grad, kildetyperne var typisk sundhedspersoner eller repræsentanter for

offentlige myndigheder, og der er ikke kodet citater fra en eneste politiker, som ikke er medlem af

regeringen, i perioden før nedlukningen. Mængden af regeringskritik var tilmed meget lille, ligesom

det heller ikke tyder på, at der var alternative framinger repræsenteret.

Det tyder på, at nyhedsmedierne først behandlede pandemien som et politisk emne, efter

regeringen havde truffet beslutningen om at gennemføre den omfattende nedlukning, der blev

annonceret den 11. marts. Den rækkefølge var vigtig for, hvilken type af kritisk dækning

nyhedsmedierne kunne lave. Dataene tyder på, at nyhedsmedierne i højere grad rapporterede om,

hvordan smitten var i gang med at sprede sig i Danmark og andre lande, og medierne refererede fra,

hvad de offentlige sundhedsmyndigheder og regeringen enten anbefalede eller forberedte sig på. Det

betød, at den danske regering kunne frame pandemien som en så stor trussel for det danske samfund,

at det krævede en ekstraordinær løsning i form af en nedlukning. Tilmed kunne regeringen også

definere, hvilke konsekvenser det ville få, hvis man ikke gjorde noget. På pressemødet den 11. marts

2020 sagde Statsminister Mette Frederiksen (S):

»Alt det her tilsammen kommer til at få kæmpe konsekvenser, kæmpe konsekvenser. Men

vores vurdering er, at alternativet kan blive langt værre. Det håber jeg, der vil være

forståelse for. Det føler jeg mig nu også overbevist om, at der vil være forståelse for.

Under normale omstændigheder, der vil en regering ikke fremlægge så indgribende

meldinger og foranstaltninger, uden at have alle løsninger klar for de mange berørte

danskere. Men vi står i en ekstraordinær situation« (Statsministeriet 2020e).

I sikkerhedsliggørelsesprocessen var det altså regeringen, der både definerede situationens alvor,

argumenterede for at der skulle gennemføres en sikkerhedsliggørelse, og som fik de udvidede

magtbeføjelser. Men det var en sikkerhedsliggørelse, der blev muliggjort i forlængelse af

nyhedsmediernes hidtidige pandemidækning. Inden pressemødet havde medierne formidlet om

52

smittespredning over hele verden og rapporteret om, hvordan covid-19-virussen var farlig og

potentielt dødelig. Denne formidling dannede således et grundlæggende verdensbillede, som den

efterfølgende sikkerhedsliggørelse ræsonnerede med. Eksempelvis kunne statsministeren referere

direkte til de rapporteringer, der var kommet fra Italien i tiden op til, at covid-19-virus spredte sig til

Danmark:

»Italien er lukket ned. På hospitaler mangler der respiratorer og personale. Jeg vil gerne

understrege: Det ikke er et skræmmebillede. Det er ikke et fantasifuldt udtænkt

fremtidsscenarie. Det er virkeligheden i et land, som de fleste af os kender, og hvor mange

har været på ferie – et land i Europa, i vores del af verden« (Ibid.).

Dette belæg for sikkerhedsliggørelsen ræsonnerede med det verdensbillede, der allerede var blevet

skabt i nyhedsmediernes dækning. Således var regeringens problem- og konsekvensdefinition

samstemmende med nyhedsmediernes formidling og definition af situationen. Det var også denne

enighed, der blev journalistikkens udgangspunkt for at undersøge belægget for sikkerhedsliggørelsen

lige efter den blev introduceret. Hvis der endelig blev præsenteret en konflikt mellem flere parter, var

det en konflikt, der involverede ikke-elitekilder. Ikke andre magtpersoner, forskere eller lignende, der

eksempelvis kunne argumentere for, hvad man burde gøre i sådan en situation og kritiserede

regeringen eller andre myndigheder for ikke at gøre nok.

Den første del af sikkerhedsliggørelsesprocessen, der handler om at identificere en eksistentiel

trussel, var altså tilstede i nyhedsdækningen inden nedlukningen. Til gengæld lader det til, at

diskussionen om potentielle løsninger fyldte en mindre del af dækningen. Eksempelvis nævnes

epidemiloven seks gange i de tre avisers dækning i måneden op til nedlukningen. Den første gang

nævnes den i en refererende note i Ekstra Bladet (Hellensberg og Busk 2020) Den 4. marts bringer

Politiken artiklen ”Skrappe midler: Syge kan tvinges til indlæggelse og isolation”, der berettede om,

hvilke muligheder nogle særlige paragraffer i epidemiloven gav myndighederne for at kunne

tvangsisolere smittede, efter at Sundhedsministeriet aktiverede disse paragraffer dagen i forvejen.

Direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm forklarede i store dele af artiklen, hvorfor dette tiltag

var nødvendigt, og professor i infektionsmedicin ved Københavns Universitet Jens Lundgreen

betegnede tiltaget som rettidig omhu (Rasmussen 2020). To øvrige artikler nævnte aktiveringen af

epidemiloven i artiklens sidste sætning, og i en enkelt artikel efterspurgte de danske spillesteder og

musikfestivalers interesseorganisation Dansk Live, at epidemiloven blev brugt til at give spillesteder

53

og festivaler et påbud om at lukke, efter regeringen og sundhedsmyndighederne to dage tidligere

opfordrede til, at man ikke samles mere end 1.000 mennesker (Svendsen 2020). Der optrådte dog

ikke citater fra politikere i disse seks artikler, og kritikken kom fra en organisationsperson, som

udtalte sig på baggrund af økonomiske konsekvenser.

8.1. Nedlukning skabte bevægelse mod deliberativ rolle

Efter nedlukningen steg mængden af både regeringskritik og konflikt i dækningen. Mængden af

politiske historier steg, andre politikere end regeringsmedlemmer blev citeret, og ordet ”krise”

optrådte nu hyppigt i dækningen af situationen – særligt i det økonomiske og politiske stofområde.

Dette tyder både på, der kom en ny økonomisk sikkerhedsliggørelse, som var baseret på de

økonomiske konsekvenser af nedlukningen, og at dækningen bar præg af en større diskussion. I

perioden efter nedlukningen optrådte der flere erhvervspersoner, der var ramt af de økonomiske

konsekvenser og som fortalte om, hvad den politisk bestemte nedlukning havde af konsekvenser for

dem. Det kunne eksempelvis være faggrupper, der var blevet særligt økonomisk udsatte, eller som

ikke var omfattet af en af de første økonomiske hjælpepakker. Men dækningen udfordrede ikke

formuleringen af det eksistenstruende, økonomiske problem, der var opstået, og som skulle løses

gennem politiske hjælpepakker; spørgsmålet var mere, hvem der skulle have hvad.

I takt med at mængden af kritik, kildetyper og konflikt steg, er der en indikation på, at

journalistikkens kritiske rolle ændrede sig. Hvor dækningen først handlede om at formidle, hvad der

skete, nærmede journalistikken sig efter nedlukningen en mere deliberativ rolle, hvor dækningen

indikerer, at det blev anskuet som legitimt at bryde en del af konsensusstemningen. Beslutninger

måtte gerne diskuteres og kritiseres, så længe den fundamentale sikkerhedsliggørelses

problematisering og løsning blev holdt intakt. Her er det dog vigtigt at understrege, at kategorierne

konflikt og regeringskritik ikke skelner mellem, hvilken form for konflikt eller kritik der optræder.

Resultatet af den kvantitative indholdsanalyse viser blot, at mængden af konflikt og ordet konflikt

steg. Således kan kategorierne både dække over småskænderier og dybe, fundamentale uenigheder.

8.2. Pandemi som ’News Media’-media event

Covid-19-pandemien som krisesituation har fællesnævnere med, den måde kriser bliver dækket på i

terrorsituationer. Således er der indikationer på, at journalistikken ikke udfordrede den officielle

framing – hvad end det kom til problematiseringer eller løsninger – da ”krisen” indtraf. Denne

konsensustilstand når dog at ændre sig mod et mere diskuterende, deliberativt stadie, inden

54

normaltilstanden indfinder sig. Det skal ses i relation til, at denne krise har et atypisk tidsforløb i

forhold til eksempelvis et terrorangreb. Det kan ses, hvis man sammenligner pandemien med

attentatet mod Krudttønden og synagogen i København i 2015. Selvom de danske nyhedsmedier

allerede var forberedte på en terrorhandling i København (Jørndrup 2016), foregik selve

krisetilstanden under attentatet i en afkortet tidsperiode, der strakte sig fra omkring klokken 15.30

lørdag den 14. september til omkring klokken 04.00 morgenen efter, hvor attentatmanden, Omar El-

Hussein, blev skudt. Præcis hvornår krisetilstanden begynder og slutter i pandemisituationen er ikke

lige så let at bestemme. Starter den ved nedlukningen, ved det første danske dødsfald, det første

danske smittetilfælde eller endnu tidligere? Og kan man overhovedet snakke om, at krisesituationen

er overstået, eftersom flere af de restriktioner, der blev indført i marts 2020, stadig gælder i skrivende

stund, september 2020? Dette mindre præcise forløb gør det således sværere at adskille de tre faser,

man typisk ser under et ’News Media’-media event: krisetilstand, sorgproces og tilbagevenden til

normal tilstand. Konsekvensen er, at begivenheden skal behandles mentalt, mens

undtagelsestilstanden stadig står på. Måske indikerer den mediediskussion, der blev præsenteret i

projektets indledning, at overgangen mellem krise-, sorg- og normaltilstand er mere udflydende i en

situation, hvor normaltilstanden kun indfinder sig gradvist.

En essentiel del af ’News Media’-media events-teorien er, hvordan nyhedsmedier reproducerer

narrativerne om samfundets dominerende værdier. Disse myter er dog ikke synlige i denne

kvantitative undersøgelse, der ikke aktivt har undersøgt forekomsten af myter i pandemidækningen.

Det er dog ikke ensbetydende med, at myterne ikke har været tilstede i mediedækningen, og de vil

potentielt kunne afdækkes gennem en kvalitativ undersøgelse i stil med Nosseks (2008) og Jørndrups

(2016) undersøgelser af journalistik i krisetider. Således kunne brugen af ordet ”samfundssind” og

accepten af de økonomiske hjælpepakker indikere en dominerende velfærds-værdi, hvor samfundet

står sammen og hjælpe de svage og trængende, der bliver ramt af en krisesituation.

55

9. Konklusion

Specialeprojektet har undersøgt, hvordan danske nyhedsmedier dækkede og framede covid-19-

pandemien i perioden før og efter nedlukningen den 11. marts 2020, og i hvilken grad var dækningen

præget af sikkerhedsliggørelse. Der er blevet lavet en kvantitativ indholdsanalyse af

nyhedsdækningen i Berlingske, Ekstra Bladet, Politiken og TV-avisen i perioden 29. februar til 5.

april 2020, som dækker tiden før og efter nedlukningen den 11. marts 2020. Resultaterne er analyseret

med afsæt i Entmans (1993) framingdimensioner i samspil med både Strömbäcks (2005) fire

demokratimodeller, Nosseks (2008) beskrivelse af journalistik i krisesituationer og Buzan m.fl.’s

(1998) teori om sikkerhedsliggørelse. Interkoderreliabilitetstesten viste, at resultaterne er præget af

usikkerhed, og derfor skal denne konklusion kun ses som indikationer på en tendens i, hvordan

nyhedsmedierne dækkede pandemien før og efter nedlukningen.

Resultaterne viser, at omfanget af dækningen var drevet af indenrigsbegivenheder, på trods af

der var tale om en global begivenhed. Ligeledes tyder forekomsten af kildetyper, regeringskritik,

konflikter, stofområde, krisebetegnelser og framinger på, at pandemien først blev dækket som et

politisk emne, efter regeringen annoncerede nedlukningen. Inden nedlukningen var mængden af

regeringskilder lav, og der er slet ikke blevet kodet citater fra andre medlemmer af Folketinget før

efter nedlukningen. Mængden af regeringskritik og konflikter var lav, og situationen blev næsten ikke

betegnet som en krise før efter nedlukningen. Det tyder på, at smittespredningen ikke blev behandlet

som en begivenhed, hvor eksempelvis politikere, myndigheder eller eksperter kunne være uenige om,

hvordan man bedst håndterede den forestående pandemi. Dog blev der ofte nævnt en risiko for, at

mange folk ville blive syge, og at det ville være farligt eller dødeligt at blive smittet. Det vil sige, at

medierne medvirkede til at definere det problem, som nedlukningen skulle løse. På denne måde har

journalistikken spillet en væsentlig rolle i en sikkerhedsliggørelsesproces, ved at formidle pandemien

så nedlukningen blev en løsning på et problem, der ræsonnerede med den foreløbige nyhedsdækning.

Inden nedlukningen var der en refererende dækning, hvor nyhedsmedierne videreformidlede

om alverdens begivenheder. Efter nedlukningen fik nyhedsmedierne en mere deliberativ position,

hvor journalistikken havde en mere aktivt undersøgende rolle for at afdække konsekvenser af

nedlukningen – særligt indenfor erhvervslivet.

Specialet undersøger endvidere, hvordan pandemi-dækningen og en sundhedskrise kan forstås

som et ’News Media’-media event. Traditionelt deler teorien den journalistiske krisedækning op i en

krisesituation, en sorgperiode og en tilbagevenden til normaltilstanden. Denne opdeling er udflydende

i dækningen af covid-19-pandemien, da de forskellige tilstande overlapper, og begivenhedsforløbet

56

er langt længere end under de krisesituationer, der har dannet fundamentet for teorien. Teorien

fokuserer endvidere på, hvordan nyhedsmedier genfortæller kulturens grundværdier under en

krisesituation, men qua specialet kvantitative metodik er denne mytologisering ikke blevet undersøgt.

I denne hensigt vil en kvalitativ indholdsanalyse af pandemidækning kunne give en dybere

beskrivelse af, hvorvidt at teorien er dækkende for en sundhedskrise.

9.1 Tak til…

…Anna for uendelig støtte, at lægge øre til al min tvivl og elske mig, når jeg har mest brug for det

…Jannie for støtte mig, når jeg havde brug for det, og presse mig, når jeg havde overskud til det.

…Stine for at rydde op i mit hoved.

…Morten og Tina for at lave interkoderreliabilitetstest.

57

10. Referencer

10.1 Litteratur

Alam, Firoj, Shaden Shaar, Fahim Dalvi, Hassan Sajjad, Alex Nikolov, Hamdy Mubarak, Giovanni

Da San Martino, Ahmed Abdelali, Nadir Durrani, Kareem Darwish, og Preslav Nakov. 2020.

“Fighting the COVID-19 Infodemic: Modeling the Perspective of Journalists, Fact-Checkers,

Social Media Platforms, Policy Makers, and the Society”.

Andersen, Nicklas Bunck Sørensen, Mie Haugaard Christensen, Perry MacLeod Jensen, og Lea

Emilie Guichard Pilsborg. 2017. EU – forbrugernes union Danske mediers framing af EU i

artikler om dataroaming.

Balzacq, Thierry. 2005. “The three faces of securitization: Political agency, audience and context”.

European Journal of International Relations 11(2):171–201.

Brennen, J. Scott, Felix M. Simon, Philip N. Howard, og Rasmus Kleis Nielsen. 2020. Types,

Sources, and Claims of COVID-19 Misinformation.

Bryman, Alan. 2016. “Research designs”. S. 39–70 i Social Research Methods. Oxford University

Press.

Buzan, Barry, Ole Wæver, og Jaap de Wilde. 1998. Security: A New Framework for Analysis.

Boulder & London: Lynne Rienner Publishers.

Dayan, Daniel og Elihu Katz. 1994. Media Events: The Live Broadcasting of History. Paperback.

Harvard University Press.

Entman, Robert. 1993. “Framing: Toward a clarification of a fractured paradigm”. Journal of

Communication 43(3):51–58.

Eskjær, Mikkel Fugl og Rasmus Helles. 2015. Kvantitativ indholdsanalyse. 1. udg. Frederiksberg

C: Samfundslitteratur.

Esmark, Anders og Mark Blach-Ørsten. 2013. “Political Communication Roles Inside Out”. i

Political Communication Cultures in Europe: Attitudes of Political Actors and Journalists in

Nine Countries, redigeret af B. Pfetsch. Palgrave Macmillan.

Hjarvard, Stig. 2015. “Framing: Introduktion til et begreb og en klassisk tekst”. MedieKultur

31(58):104–14.

Ingvardsen, Jonas Mark, Laurits Hannibal Villadsen, Mikael Trzeciak Mikutajcis, og Tobias Bonde

Simonsen. 2020. Den kritiske vagthund i coronakarantæne: Ekstra Bladets kritiske dækning af

sundhedsmyndighederne under coronapandemien.

58

Irwin, Rachel Elisabeth. 2020. “Misinformation and de-contextualization: international media

reporting on Sweden and COVID-19”. Globalization and health 16(1):62.

Jørndrup, Hanne. 2016. “News Framing in a Time of Terror: A Study of the Media Coverage of the

Copenhagen Shootings”. Nordicom Review 37(Special Issue):85–99.

Jørndrup, Hanne. 2017. “Dem vi taler om”: Etniske minoriteter i danske nyhedsmedier.

Lecheler, Sophie og Claes H. de Vreese. 2019. News Framing Effects. New York: Routledge.

McCombs, Maxwell E. og Donald L. Shaw. 1972. “The Agenda-Setting Function of Mass Media”.

Public Opinion Quarterly 36(2):176–87.

Nossek, Hillel. 2008. “’News media’-media events: Terrorist acts as media events”.

Communications 33(3):313–30.

Nørgaard Kristensen, Nete. 2004. Journalister og kilder – slinger i valsen? Forlaget Ajour.

Ogbodo, Jude Nwakpoke, Emmanuel Chike Onwe, Joseph Chukwu, Chinedu Jude Nwasum,

Ekwutosi Sanita Nwakpu, Simon Ugochukwu Nwankwo, Samuel Nwamini, Stephen Elem, og

Nelson Iroabuchi Ogbaeja. 2020. “Communicating health crisis: a content analysis of global

media framing of COVID-19”. Health Promotion Perspectives 10(3):257–69.

Shoemaker, Pamela J. 1991. “Theorizing About Gatekeeping”. S. 32–84 i Gatekeeping. Sage.

Vultee, Fred. 2010. “Securitization as a media frame: What happens when the media ‘speak

security’”. S. 77–93 i Securitization Theory: How Security Problems Emerge and Dissolve,

redigeret af T. Balzacq. Taylor & Francis Group.

Willig, Ida, Mark Blach-Ørsten, Jannie Møller Hartley, og Sofie Flensburg. 2015. Journalistiske

kvaliteter. København V.

10.2 Artikler, hjemmesidehenvisninger, tv-indslag og lignende

Bredsdorff, Magnus. 2020. “NB! Sundheds- styrelsen advarede mod indgreb”. Politiken, marts 16,

5.

Bruun-Hansen, Kerstin og Jakob Albrecht. 2020. “Det kunne næsten kun gå galt”. Journalisten,

maj, 12–17.

Christensen, Reimer Bo. 2020. “Debat : DR og TV 2 har været små skødehunde, som ikke har gjort

en kat fortræd”. Jyllands-Posten, maj 20, 18.

Dalgas, Julie, Flemming Steen Pedersen, og Bent Winther. 2020. “I Gentofte bliver flest smittet

med coronavirus: »Man bekymrer sig mere om aktiekurser end om sin næste herude«”.

59

Berlingske, marts 20, 4–5.

Finansministeriet. 2020a. “Nye initiativer til at holde hånden under danske arbejdspladser”. Hentet

5. juni 2020 (https://www.fm.dk/nyheder/pressemeddelelser/2020/03/nye-initiativer-til-at-

holde-haanden-under-danske-arbejdspladser).

Finansministeriet. 2020b. “Regeringen indgår aftaler med KL og Danske Regioner om tiltag som

skal understøtte dansk økonomi”. Hentet 5. juni 2020

(https://fm.dk/nyheder/nyhedsarkiv/2020/marts/regeringen-indgaar-aftaler-med-kl-og-danske-

regioner-om-tiltag-som-skal-understoette-dansk-oekonomi/).

Finansministeriet. 2020c. “Trepartsaftale skal hjælpe lønmodtagere”. Hentet 5. juni 2020

(https://www.fm.dk/nyheder/pressemeddelelser/2020/03/trepartsaftale-skal-hjaelpe-

loenmodtagere).

Hellensberg, Laura A. og Emma Busk. 2020. “Tager familiefest på”. Ekstra Bladet, marts 4, 20–21.

Herskind, Ida og Torben Benner. 2020. “Den kritiske presse er i karantæne”. Politiken, marts 16, 3

(Kultur).

Jensen, Henrik og Peter Suppli Benson. 2020. “Restauranter, barer og cafeer går imod

opfordring: »Jeg kan gå fallit«”. Berlingske, marts 16, 6.

Jensen, Lasse. 2020. “Journalistikkens samfundsansvar”. Information, marts 25, 2.

Jyllands-Posten. 2020. “Hvornår slutter ‘Aftenshowet’?” Jyllands-Posten, maj 24, 30.

Kildegaard, Kasper og Martin Borre. 2020. “Sundhedsstyrelsen afviste at blåstemple regeringens

vidtgående hastelov mod coronavirus”. Berlingske, marts 16, 8–9.

Kristiansen, Cecilie Lund og Jakob Hvide Beim. 2020. “Flere virksomheder vil fyre trods appel fra

Mette Frederiksen”. Politiken, marts 16, 1.

Pedersen, Flemming Steen. 2020. “Prioritering af coronasmittede rammer andre syge og fødende”.

Berlingske, marts 12, 4.

Queitsch, Henrik. 2020. “Fuldstændig tomhjernede”. Ekstra Bladet, marts 13, 22.

Rasmussen, Lars Igum. 2020. “Skrappe midler: Syge kan tvinges til indlæggelse og isolation”.

Politiken, marts 4, 5.

Ritzau. 2020. “Søren Brostrøm: Lukningen af grænserne var en politisk beslutning”. Politiken.

Hentet 13. august 2020 (https://politiken.dk/indland/art7704440/Søren-Brostrøm-Lukningen-

af-grænserne-var-en-politisk-beslutning).

Skatteministeriet. 2020. “Små og mellemstore virksomheder får en markant forbedring af deres

likviditet”. Hentet 5. juni 2020 (https://www.skm.dk/aktuelt/presse-

60

nyheder/pressemeddelelser/smaa-og-mellemstore-virksomheder-faar-en-markant-forbedring-

af-deres-likviditet/).

Statsministeriet. 2020a. “Pressemøde den 13. marts 2020”. Hentet 5. juni 2020

(https://www.stm.dk/_p_14930.html).

Statsministeriet. 2020b. “Pressemøde den 17. marts 2020”. Hentet 5. juni 2020

(https://www.stm.dk/_p_14926.html).

Statsministeriet. 2020c. “Pressemøde den 6. april 2020”. Hentet 5. juni 2020

(https://www.stm.dk/_p_14938.html).

Statsministeriet. 2020d. “Pressemøde den 6. marts 2020”. Hentet 5. maj 2020

(https://www.stm.dk/_p_14913.html).

Statsministeriet. 2020e. “Pressemøde om COVID-19 den 11. marts 2020”. Hentet 5. juni 2020

(https://www.stm.dk/_p_14920.html).

Sundhedsstyrelsen. 2020. “Sundhedsstyrelsen ændrer risikovurdering og udsender nye

retningslinjer for håndtering af COVID-19”. Hentet 5. juni 2020

(https://www.sst.dk/da/Nyheder/2020/Sundhedsstyrelsen-aendrer-risikovurdering-og-

udsender-nye-retningslinjerne-for-haandtering-af-COVID-19).

Svendsen, Jacob. 2020. “Regeringen lover økonomisk hjælp Arrangører”. Politiken, marts 8, 1.

TV-Avisen 18.30 8. marts. 2020. “16 millioner italienere i karantæne”.

TV-Avisen 18.30 9. marts. 2020. “Nu er 90 smittede”.

TV 2 Nyheder. 2020. “Hans Engell: - Det største indgreb siden 2. verdenskrig”. Hentet 5. juni 2020

(https://nyheder.tv2.dk/video/NWNfOTZvVm1fWEJfRmpwWGN2NXNXYXNkM2MwX1lr

RXA).

10.3 Figurer og tabeller

Figur 1: Mængde af coronavinklede forside/første indslag per dag (kapitel 6.2.)

Figur 2: Antal daglige artikler, der nævner corona, covid eller influenza (kapitel 7.1.)

Figur 3: Antal forsideartikler/første indslag, der er coronavinklede (kapitel 7.1.)

Figur 4: Mængde af kodede artikler/indslag med coronavinklet stofområde per dag (kapitel 7.1.)

Figur 5: Mængde af stofområde i coronavinklet artikler/indslag per dag (kapitel 7.2.)

Figur 6: Mængde af kildetype i kodede, coronavinklede artikler/indslag per dag (kapitel 7.2.)

Figur 7: Mængde af kildetype i kodede, coronavinklede artikler/indslag per dag (kapitel 7.2.)

Figur 8: Mængde af coronavinklede artikler/indslag, hvor der optræder regeringskritik (kapitel 7.2.)

61

Figur 9: Mængde af konflikt i nyhedsstof per dag (kapitel 7.2.)

Figur 10: Forekomst af politisk frame per dato (kapitel 7.2.)

Figur 11: Forekomst af ordet krise per dag (kapitel 7.2.)

Figur 12: Artikler/indslag, der nævner ”krise” fordelt efter stofområde (kapitel 7.2.)

Figur 13: Forekomst af sundheds- og økonomiorienteret indhold per dag (kapitel 7.3.)

Figur 14: Forekomst per dag (kapitel 7.3.)

Tabel 1: Aktører i sikkerhedsliggørelsesproces (kapitel 5.2.)

Tabel 2: Oversigt over kodede artikler/indslag (kapitel 6.2.)

Tabel 3: Mængde af coronarelaterede artikler/indslag, hvor der optræder regeringskritik fordelt på genrer (kapitel 7.2.)

Tabel 5: Forekomst per dag af kategori fordelt på stofområde (kapitel 7.3.)

10.4. Bilag

Bilag 1: Oversigt over kodede artikler

Bilag 2: Kodningsmanual

Bilag 3: Interkoderreliabilitetstest

62

11. Formidlingsartikel

Langt debatindlæg, Politiken

Medierne halsede efter politikerne i coronadækningen Da coronavirus i foråret kom tættere og tættere på de danske grænser, dækkede

danske nyhedsmedier virusudbruddet mere og mere intenst. Men først efter landet

blev lukket ned, begyndte medierne at behandle pandemien som et politisk emne.

Af Perry MacLeod Jensen stud.cand.comm i journalistik, Roskilde Universitet

en største journalistiske historie i 2020 har uden tvivl været udbruddet af coronavirus, der i

løbet af få måneder spredte sig fra et madmarked i Wuhan til resten af verden og avisernes

forsider. Pandemien blev hurtigt kaldt for coronakrisen. Nedlukningen den 11. marts betød, at

skoleelever og studerende skulle blive hjemme, offentligt ansatte blev sendt hjem fra arbejde, og folk

blev opfordret til arbejde hjemmefra. Det blev hurtigt kaldt det mest vidtgående indgreb i, hvordan

Danmark fungerer som samfund, der var set siden Anden Verdenskrig.

Hurtigt begyndte der en debat om, hvordan medierne skulle dække pandemien. Medieforsker

Søren Schultz-Jørgensen sagde den 16. marts i Politiken: »Alle kritiske sanser skal ikke sættes ud af

funktion. Men medierne bliver nødt til at lade tillid til myndigheder, stat og Folketing være det

primære parameter, fordi det handler om borgernes liv eller død«. Sundhedsstyrelsens direktør Søren

Brostrøm sagde i fagbladet Journalisten den 3. maj: »På et tidspunkt var det en sport for Berlingske

at finde håret i suppen«.

Der var også dem, der kaldte mediernes ageren for ukritisk mikrofonholderi. Eksempelvis

efterspurgte tidligere programchef på Radio24syv Mads Brügger, at man ikke blot fortalte, om hvad

medierne gjorde. »Men også hvorfor de gør det, og undersøger, om det er det rigtige, de foretager sig,

hvad det er for tal, de sidder med«.

VURDERINGERNE, af hvordan de danske nyhedsmedier dækkede coronapandemien, var

åbenlyst forskellige, og derfor satte jeg mig for at undersøge, hvordan Berlingske, Ekstra Bladet,

Politiken og TV-avisen havde dækket virusudbruddet i tiden lige før og efter, smitten lukkede

Danmark ned.

D

63

Som de fleste tydeligt husker, var dækningen massiv, og mængden af artikler, der handlede om

den ubudne, gæst steg blot i takt med, at smitten kom tættere på de danske grænser. Men på trods af

den stigende dækning viser min undersøgelse indikationer på, at pandemien først blev dækket som et

emne, der også skulle behandles politisk, i tiden efter landet blev lukket ned. Inden da spurgte

nyhedsmedierne næsten ikke politikerne om, hvordan de ville håndtere en potentiel smittespredning.

Regeringen blev sjældent citeret, og de øvrige folketingsmedlemmer var stort set ikke eksisterende i

dækningen.

Når nyhedsmedierne fortalte om virusspredningen, spurgte de eksperterne, om vi skulle være

bange i Danmark. Samtidigt så vi billeder af tomme gader i Wuhan og en eskalerende epidemi i det

nordlige Italien, der dag for dag viste sig at komme ud af kontrol. Vi så billeder af danske hospitaler,

der forberedte sig på coronapatienter, og vi så interviews med patienter, der fik udskudt deres

operationer. Men kritikken af, hvordan situationen blev grebet an, udeblev stort set. Ingen var rigtigt

uenige om noget. Tværtimod kunne vi blive enige om, at Danmark ikke skulle blive det nye

Lombardiet.

DEN EFTERFØLGENDE DÆKNING har ellers vist, at der var rigeligt med kritiske

spørgsmål, man kunne stille sundhedsmyndighederne og regeringen. Hvorfor havde man ikke

opbygget et bedre lager af værnemidler? Hvorfor udrullede man ikke tidligere en offensiv

teststrategi? Gjorde man vitterligt alt det, som WHO opfordrede verdens regeringer til, da epidemien

allerede den 30. januar blev kaldt en global nødsituation? Hvilke ekstraordinære love, ville man

indføre, hvis antallet af smittede pludselig ville stige dramatisk i Danmark?

Det er let at være bagklog, men sådanne spørgsmål havde været essentielle at få besvaret, før

alt blev vendt på hovedet i løbet af et enkelt pressemøde. Derfor er det et problem, at den kritiske

coronapresse først opstod, i ugerne efter landet blev lukket ned. Inden da havde pressen været flittig

til at berette om, hvor farlig og dødelig den mystiske, nye coronavirus så ud til at være. Men den

glemte at spørge politikerne og de essentielle sundhedsmyndigheder, om hvad der ville ske, hvis

smitten kom til Danmark.

Læren af hele coronadækningen kan således være, at når landet står over for en så essentiel

trussel, som virusudbruddet vitterligt var, er det ikke nok, hvis pressen passivt videregiver, hvad dem

med ansvaret siger. Nej, pressen bør også aktivt spørge, hvad dem med ansvaret vil gøre, hvis

problemet bliver til brutal virkelighed. På den måde kan vi måske undgå, at indskrænkninger af

forsamlingsfriheden bliver til hastelove. Måske opdager vi, at vores lagre med værnemidler er tomme,

inden vi for alvor får brug for dem.