November 2005 # 1 Street Art issue

Byen inte

grerer k

unsten

integrer

er byen

Tema: S

treet_ar

t

Islamisk tr

ossamfund

er ikke

en militæ

rzone

Intervie

w med Imam Abu Laban

Pimpon

g

flytter

til sten

broen

Intervie

w med en

raketry

kker

En muter

ende

nordisk

identitet

Det Kong

elige Te

ater

tager ka

mpen op med

den fors

ømte virke

lighed

Hovedstadens Røde KorsNordre Fasanvej 2242200 Kbh. NV

Telefon: 4077 7329Mail: integration.hrk@drk.dk

Ansvarshavende RedaktørAnnette Max Hansen

Redaktion:Vahid, Pawel Wedrowski, Gitte Brøndby, Rune Stilling, Jens Burau, Kaff

Skribenter:Stefan Ammentorp Klink, Rasmus Poulsen

Korrektur: Kaff

Fotografer:Rasmus Poulsen, Vagn Knudsen, Vahid, Anders Thordahl, Palle Steen Kristensen, Gallery V1

Grafik: Jens Burau, Vahid

Tryk:PE Offset A/S

Udgivelsen er støttet af Hovedstadens Røde Kors

Distribution:Kurt er gratis og ligger på cafeer, i butikker, biografer og teatre

Artikelforslag sendes til integration.hrk@drk.dk

Kurt produceres af frivillige og støttes af Hoved-stadens Røde Kors. Kurt udkommer 5 gange om året. Januar, april, juli, september, december

Artikler og illustrationer må ikke eftertrykkes uden skriftlig tilladelse ffra Kurt

Hovedstadens Røde Kors er ikke ansvarlig for holdninger og meninger udtrykt af KURT

Danmark er blevet multikulturel, vi er ikke længere på vej. Derfor et blad som afspejler denne virkelighed, og

som mener der et behov for at sparke dette faktum lidt i forgrunden og slippe af med retorikken om ’dem’ og ’os’.

Mangfoldighed og integration er KURTs omdrejningspunkt for at fortælle historier. Begreber som for tiden jongleres med i medierne og som gennem de seneste år henholdsvis er blevet tildelt en betydning eller har mistet den. Integration er blevet et problembarn, der efterhånden kun knytter sig til indvandrer debatten. Mangfoldighed lider under lidt af den samme associations begrænsning og er udelukkende kommet til at handle om mange kulturer på en gang. Et floffy, og bevares, rummeligt begreb med en positiv efterklang men også lidt indholdsløst. KURT gentænker begreberne i bredeste forstand med bl.a.kunst, politik og sport som prisme.

Temaet denne gang er Street Art. Street art er integration af kunst i byrummet og udtryk for en mangfoldighed af budskaber, der spiller sammen på en uformel måde i det offentlige rum. Street art handler også om ejerskab og stiller spørgsmålet om hvem der kan gøre krav på det offentlige

rum, hvem har en stemme, og hvem har lov til at udtrykke sig i det offentlige rum.

En anden artikel handler om det Konge-lige Teaters interkulturelle workshop, hvor man har valgt at samle et hold professionelle skuespillere med anden kulturel baggrund med henblik på at skabe et repræsentativt rekrutteringsgrundlag for at fortæller vores historier i fremtiden. Teatret har været en af de langsommeste kunstgenrer, når det handler om af afspelje det multikulturelle samfund. Nu er der taget et skridt henimod at forvalte og formidle den virkelighed, som er for øjnene af os.

En tredie artikel handler om nuancer. Vi har en tendes til at putte ting i kasser, et nødvendigt redskab for at kunne navigere i denne verden. Nogen gange bliver kasser-ne dog for store og detaljerigdommen går tabt. Et fast KURT indslag er derfor en be-skrivelse af to lande fra samme kontinent, hvor der fokuseres på deres forskelighed. Denne gang om Bolivia og Chile, to lande på samme kontinent men med en meget forskellig politisk virkelighed.

Og dertil en masse andre artikler som fortæller om et Danmark og en verden som vi deler.

Kunstens rum i byen - byens rum i kunsten

Street Art har invaderet København. Nogle raser mens andre nyder et gadebillede, som har taget kampen op med reklamerne. Forfatter til bogen ’Grafitti i Danmark’ fortæller om post-graffitti fænomenet og tager os en tur rundt i byen.

Mit Danmark – et portræt For 3 år siden udskrev Politiken en konkurrence med titlen ’Vis os dit Dan-mark’. Se vinderportrættet som udpeger Struensee som en nøgleperson for den danske selvforståelse.

Islamisk trossamfund er ikke en militærzone – interview med Imam på Nørrebro, Abu LabanAbu Laban blev landskendt i sommer i forbindelse med blodpenge debatten, der fulgte i kølvandet på drabsepisoden udenfor café Rust på Nørrebro. Her fortæller han om Imam’ens rolle i et dansk samfund, terrorangreb, blodpenge og integration versus assimilation.

Pimpong flytter til stenbroen – et portræt af en raketrykkerGhaneseren Razak Pimpong tog springet fra Ghana til Danmark med ambitionen om en inter-national fodboldkarriere. Et kulturspring af dimensioner. Fra januar venter endnu et kulturjump når Pimpong skifter fra FC Midtjylland til FC København

En muterende nordisk identitetDet Kongelige Tetaer tager kampem op med den forsømte virkelighed i en interkulturel work-shop, der skal opdatere os til et nyt Europa .

VoxPoppen Novellen – Guds søn

Udsigt/indsigt – Chile og Bolivia

Fotoreport – Stuck on the wall

Kurt anbefaler – Film_Teater_Galleri_Bog

”Teoretisk betyder ordet integration, at to parter skal nærme sig hinanden. Man bibeholder visse særtræk, men grundlæggende skal man tilpasse sig hinanden og lære af hinanden. Herved fastholder man et fokus på, at der er to forskellige grupper, dvs. os-og-dem tanken får god gro-bund. I mangfoldighedstanken derimod ligger en forestilling om, at alle er forskellige, og frem for at to grupper skal nærme sig hinanden, kan man se verden som en mosaik, der i fællesskab danner et billede. Hver for sig har hvert individ nogle ressourcer og kompetencer, og i fællesskab kan de bruges til at danne en levende og slagkraftig helhed.”

Foreningen af nydanskere

Kurt hed oprindelig Ali, men nogen gange er et navn mere end bogsta-ver. Fra næste nummer kan du ople-

ve Kurt i vores faste stibe Kurt på vej. Indtil da får du historien om Kurt.

Mens vi venter på Kurt og edderspændt

triller tommelfingre, bider neglerødder og hverken ved, om vi er mjøddrikkende vold-tagende og kulturelt afstumpede vikinger, BMV fræsende guldsmedebehængte per-kernarrøve, polakiske cykeltyveriske blik-kenslagere, narkosælgende iskolde eksjugo-slaviske mafiabaroner, luddovne somaliske sutskoproducenter eller blot mennesker... mennesker af det samme kød og blod med drømme om kærlighed og lykkedyr, smag for halalkafta og økologiske frikadeller, tro på folkekirken, folkeregistret, mænd til mus, strålesten, moské og måske... Mens vi venter i et samfund, hvor Iranske Ali som med sit flydende danske sprog og godt greb om de danske værdier – disse iøvrigt altid ubetingede og ubetvivlelige danske værdier – bygger et lille vinduespudser selskab op og kæmper som alle andre om brødet og sæben og de bittesmå bobler af stjernestøv som vi alle jagter, og som en skønne dag må sande, at overlevelse kræver et finurligt indgreb... et ganske opfindsomt reklame fif, et lille knæfald eller en smuk finte om man vil... Ali ændrer sit firmanavn fra Ali´s vi-duespolering til Kurts vinduespolering...

Der var engang et lille selskab uden kun-der i butikken, så voksede det sig stort...Var det konjunktursvingninger eller bogstaver-nes magt, der gjorde en dårlig foretning til en blomstrende virksomhed. Vi ved det ikke, og dog.

Velkommen til første udgave af KURT

1.

2.

3.

4. 6.

5. 7.

8.

9. 11.

10.

12.

13.

14.

15.

?

Indhold

S007

S004

S014

S024

S027

S021S014S022S015S031

S002 S003

Historien om Kurt

Vis os dit DanmarkIdeen var oprindelig Søren Krarups; Vis os dit Danmark præsenteret af 12 kendte danskere. Efter at have foreslået konceptet til Politiken udskrev de i samarbejde med Nationalmuseet en konkurrencen, som gik ud på at give en beskri-velse af Danmark gennem:

Et maleri - klassisk eller moderne Et fotografi - historisk eller aktuelt En person - nulevende eller afdød En ting - et særligt dansk objekt En tekst - fra romanen, essayet eller talen Et stykke musik / en sang - særlige danske toner Et digt - en poet, der har indfanget det danske En ret - rødgrød med fløde? Et sted - med historie og identitet En begivenhed - med betydning for vores selvopfattelse

MIT DANMARK

Vahid vandt konkurrencen (gad vide om Søren Krarup have intenderet at en iransk flygtning skulle rende med

1.præmien) og her kan du se hans vinder-bidrag. KURTvil fremover bringe et Dan-marksbillede som dog ikke skal indeholde alle nedenstående kategorier men een af dem samt en kort motivation for hvorfor netop denne skildring er rammende. En-hver som har lyst til at deltage kan sende sit bidrag til KURT og det bedste bidrag vil blive præmiet og bragt i næste nummer fulgt af et interview med vinderen.

Vis

os d

it Dan

mar

k

1Maleriet:Jonas Gay Stibolt SørensenUden titel

Når man går på de mørke gader i Danmark, ser man børnene bag de oplyste vinduer. Omgivelserne gør alt hvad de kan for at tilrette dem, så de bliver normale voksne samfundsborgere. Men hvis man er heldig, så møder man dem inden deres adfærds-mønstre er underlagt fuldstændig kontrol. Tilfældigvis mødte jeg en ung kunstner bag et af disse vinduer: syvårige Jonas. Da vi mødte hinanden, spurgte han mig, hvor jeg boede. Da jeg fortalte ham at jeg boede i Sandholm, inviterede han mig til at bo hos sin familie altid. Jonas tegner huse hele ti-den, og det er nu lykkedes for ham at have mig som logerende i hans barndomskunst, altid.

3PersonenJohan Friedrich Struensee(1737 – 1772)

For lang tid siden før jeg havde den mindste ide om, hvordan det var at bo i Danmark, arbejdede jeg på en forestilling, der aldrig blev fuldført. Den var baseret på Struense og hans kærlighed til dronning Mathilde.

Jeg synes, at han er den mest mystiske og interessante person i dansk historie. Men hvem var denne Struensee? En reformator med en lovlig grund til at forråde kongen og hoffet? En diktator? En Bøsse? En li-denskabelig elsker? En taber? En spion? En fremmed som danskerne elskede at hade? Mit ønske om at lave en forestilling om Struensees historie blev om muligt endnu stærkere, mens jeg boede i Danmark. Han er en nøgleperson, når det drejer sig om at forstå danskerne og deres historie.

2Fotografiet:

Elskværdigt politi 1972

Jeg hader politiet men elsker dette billede

(Foto Viggo Rivad)

4Tingen

Et falsk pas

Man kan købe et for 5.000 kroner. Det kan være en hjælp, hvis man skal flygte fra Danmark til et tredje land. I dette land kan

det være nødvendigt med endnu et falsk pas for at flygte til et fjerde land. En ny dag

en ny dollar.

5TekstenDanmark er et fængsel

Hamlet: Så er dommedag nær. Men jeres nyhed er ikke sand. Lad mig spørge jer lidt nærmere ud. Hvordan har I kære venner, forsyndet jer herhen i fængsel?

Gyldenstjerne: I fængsel, nådige herre?Hamlet: Ja, Danmark er et fængsel.Rosenkrands: Så er verden også et fængsel.Hamlet: Ja, et stort, rummeligt fængsel med mange aflukker og celler og fangehul-ler, og Danmark er et af de værste.

Shakespeare, Hamlet, akt 2, scene 2 (Oversat af Edvard Lembckes)

6MusikstykketSluk for The VoiceSluk for The Voice og lyt til jeres fantasti-ske folkesange, der er ved at blive glemt på grund af forfærdelig popmusik. Det danske sprog lider af en kedsommelig rytme og umusikalsk akustisk struktur, men det be-gynder at skinne som en diamant, når dan-skerne synger deres folkemusik.

S004 S005

Kunsten er rykket ud på gaden og gaden er rykket ind på gallerierne. Gadekunsten, bedre kendt som

street art er en videreudvikling af grafitti-en, som blomstrede op i Danmark i 80’erne og skyllede ind over landet på en bølge fra USA, hvor det at spraye sit navn og initialer overalt var forbundet med en slags intern kommunikation. I dag er kunsten på muren forbundet med et mere bevidst budskab, hvor kunstnerne er blevet bevidste om de-res synlighed og derfor vælger at udnytte det til at kommunikere væsentlige budska-ber, ofte med et politisk indhold.

Der er ikke noget nyt i at den visuelle kunst indtager byrummet med politiske budskaber. Historisk har folk som f.eks. Bjørn Nørgaard og Jens Jørgen Thorsen gennem 60’erne og 70’ernes happeningkul-tur praktiseret integration mellem kunst og byrum med en politiserende agenda. Den rituelle hesteofring i Hornsherred i 1970 og afhuggelse af Den lille Havfrues hoved i 1964 er eksempler herpå. Men trods hyp-pig jonglering med Marx’s begreber når kunstens rolle som politisk redskab skulle forklares, må man nok kan hævde at mange at disse aktioner i sit udgangspunkt brugte værkerne/aktionerne til at diskutere for-holdet mellem kunst og virkelighed.

Street art kunsten er ikke ude i et kunst-teoretisk ærinde men bruger i nogle til-fælde gadekunsten til at diskutere ejerskab og puster liv til spørgsmålet om; Hvem ejer byens rum, og hvem bestemmer hvad vi skal se på når vi går rundt i vores by?

Det valgte bl.a. Danmarks Radios P2

at fokusere på sidste år med en udstil-ling i Københavns billborads. Til udstil-lingen, der havde fået titlen ‘Dagen Efter’, fik kunstnere fra hele landet mulighed for at sende forslag til værker ind til udstillin-gen. Blandt mere end 80 indsendte forslag valgte en jury 10 værker til udstillingen blandt ukendte og etablerede kunstnere, deriblandt street artists.

Det var en artikel i Politiken af cand. mag. Camilla Mehlsen, som debatterede gadekunstens trange vilkår og reklamens voksende og uforstyrrede position i by-rummet, der satte hjernen i sving hos vært på Kunstmagasinet på P2, Michael Thou-ber. Det ene førte til det andet, og pludselig sad Michael Thouber med Niels Egerup fra mediebureauet OMD i røret for at spørge, om han ville være med til at finde billboards - altså reklamepladser - til kunsten. Niels Egerup sagde ja.

Udstillingen var et oplæg til diskus-sion af kunstens manglende plads i byrum-met. Mens reklamernes plads vokser i alle de større byer, bekæmpes gadekunsten, da den ofte opsættes ulovligt. Hvor virk-somheder og reklamebureauer kan købe udstillingsplads i byen har kunstnerne ikke et lovligt rum, hvor de kan udstille – og reklamepladserne har almindelige kunstnere ikke råd til at købe sig ind på. Udstillingen var således også et opråb til borgere og politikere og rettede opmærk-somheden mod potentialet i billedkun-sten med ambitionen om, at kommunerne i fremtiden vil give bedre – lovlig – plads til kunsten i byerne.

Hvad er street art?En af dem der ved mest om street art og graffiti i Danmark er Rasmus Pulsen, som også er forfatter til bogen ’Graffiti i Dan-mark’. En stor fortaler for at man skal åbne øjnene og opleve dens blomstring i byrum-met frem for at være sur på den. Men inden han tager os en tur ud i København for at opdage den, fortæller han hvad street art egentlig er for en størrelse

Street art – graffiti med et budskabDet man normalt kalder for street art eller post-graffiti er en videreudvikling af den traditionelle graffiti. Traditionel graffiti opstod i Philadelphia og New York i USA i slutningen af 60’erne. Det begyndte med at nogle unge, fortrinsvis mænd, i byernes fattige kvarterer skrev deres navne eller øgenavne på byens mure og især i under-grundsbanen. Det blev en omfattende trend og for at få ens eget navn til at træde frem imellem alle de andre, begyndte folk at lave bogstaverne større og mere farverige, give dem skygger og tredimensionelle effekter osv. og til sidst kunne et navn fylde hele ydersiden af en togvogn og være pyntet med et helt landskab eller noget lignende. Det så flot ud og har siden bredt sig til hele verden og udviklet sig i alle mulige kunst-neriske retninger. Den kunstgenre man kalder for graffiti defineres normalt som bogstavbaserede billeder lavet med tusch eller spraymaling. Men graffitien er fortsat i gang med at udvikle sig kunstnerisk. Og en af de senere retninger, som har fået me-gen opmærksomhed er street art.

STREET

Af Rasmus Poulsen og Annette Max Hansen

7Digtet:De hule mænd. T.S. Eliot(1990 - 1962)

”Et digt skal ikke betyde noget, det skal være” A. Macleich

Vi er de hule mændVi er de udstoppede mændLænet mod hinandenMed hoveder af strå. Ak!Vore indtørrede stemmer, nårVi hvisker til hinandenEr stille og meningsløseSom vinden i det tørre løvEller rottefødder på glasskår og støvI vores tørre kælder

Skikkelse uden form, skygge uden farveLammet styrke, gestus uden bevægelse;

De som drogMed direkte blikke, til dødens andet RigeHusker os – om overhovedet – ikke som tabte ogVoldsomme sjæle, men blotSom de hule mændDe udstoppede mænd

Oversat at Bo Green Jensen

8RettenFeta

Inden jeg kom til Danmark var min viden om landet begrænset til Hamlet, Kirkega-ard, Struense, Odinteatret og jeres fetaost. Fetaen fik vi udleveret på rationeringsmær-ker alle de mørke år efter revolutionen i Iran. At bo i Danmark har ikke alene udvi-det mit kendskab til landet men også gjort det muligt at få feta ud af mit liv.

9Stedet Sandholmlejren

Danmark lukker fuldstændigt om nat-ten. Det skræmmer mig fra vid og sans. Men der er liv i Sandholm lejren, en lille fængselsagtig lejr, 24 timer i døgnet og alle ugens dage. Der er masser af eventyr, kampe, kærlighed, mord, smil og skrig blandt de mennesker, som kommer og går. De har endnu ikke vænnet sig til den kedsommelige følelseskoldhed, som karak-teriserer Danmarks dagligdag. Sandholm er ikke et rart sted, men formodentlig det mest levende sted i Danmark.

10BegivenhedenHollerup fundet

For mindst 70.000 år siden var der nogen, der indåndede den samme danske luft og betrådte den samme jord, som jeg gør. Mellem 1897 og 1912 blev de ældste vid-nesbyrd om menneskelig tilstedeværelse i Danmark fundet i Hollerup i nærheden af Randers. Her fandt man nogle flækkede dyreknogler, der viser, at nogen havde spist dyrekød. Tanken om disse jægere får mig til at spekulere på, hvordan deres livsbetingel-ser var, om de bare gik på jagt for at få føde, eller om de var på flugt? Og hvor drømte de om at tage hen næste gang?

S006 S007

Kunsten i byens rum – byens rum i k

unste

n

Med street art mener man som regel al den graffiti, der ikke lever op til den normale definition. Graffiti med kridt i stedet for spray. Graffiti uden bogstaver. De mest udbredte former for street art er velsagtens plakater, klistermærker og stencils. Stencil betyder skabelon, og stencil-graffiti er billeder, der er skabt ved hjælp af spraymaling igennem en skabelon. Det giver en særlig grafisk effekt og nogle skarpere kanter, end de fleste ville kunne lave med en spraydåse alene.

Street art er blevet en meget markant graffiti genre af flere årsager. Dels fordi den er en meget aktiv genre, der tilsyneladende tiltrækker mange nye udøvere og gamle graffitimalere. Og dels fordi det er en mere åben form for graffiti end den traditionelle, som ofte er svær at afkode, læse og forstå. Street art har i modsætning til traditionel graffiti ofte et budskab. Det er gerne humo-

ristisk eller æstetisk lettere fordøjeligt, fordi det tit forestiller en genstand man kender eller en figur, der har personlighed. Det er svært at sige noget generelt om nogen form for graffiti, for det er ikke lavet af nogen fasttømret bevægelse, men bare af en hel masse forskellige mennesker i hele verden, der ikke har stort andet tilfælles end at de laver graffiti og/eller street art.

Men tit er det sådan med street art, at det henvender sig til “almindelige” menne-sker. Traditionel graffiti har meget handlet om at skabe sig opmærksomhed internt i graffiti miljøet, men street art’en vil typisk også gerne have opmærksomhed fra alle andre, der færdes i gaderne. Denne åben-hed har bl.a. gjort at street art er blevet

tildelt en utrolig mængde mediedækning, og street art kunstnere har lavet pladeco-vers, reklamer, musikvideoer, designet sko, skateboards osv. i et større omfang end de traditionelle graffitimalere.

Og det at street art er så kommunike-rende, har også motiveret en del graffiti-malere til at blive mere bevidste om, hvad de gør med den opmærksomhed, de har tilkæmpet sig. Hvor man i de gamle graf-fitidage typisk bare ville sige “her var jeg”, ser man street art kunstnere udvikle et be-hov for at formidle en filosofisk tanke, et dilemma, et spørgsmål eller et decideret politisk budskab.

Men street art er stadig en del af graffi-tien. Og mange værker ligger midt imellem eller lige meget i hver genre. Både street art og graffiti ses i lovlig form i de såkaldte halls of fame og illegalt i deres oprindelige element, altså på gaden.

Følgende artikel er skrevet af Rasmus Poulsen i 2002 men har aldrig været trykt.

Åbn dine øjne KøbenhavnLige nu går det amok med street art i Kø-benhavn. Det er efterhånden blevet en halvfast rutine for mig søndag eftermiddag at cykle en tur i byen og fotografere tøm-mermændene væk. I dag kostede det 2 og en halv film. Der var kommet nogle mær-kelige myrelignende skabninger op med pink og sølv spray i Istedgade. Der var nog-le ikonografiske kufferter eller ludertasker med sort tusch på Nørrebro, hvor der tra-ditionen tro også var nye tags af vekslende kvalitet, en Husk Mit Navn jeg ikke havde opdaget, og en varebil som NFE havde væ-ret så gavmild at shine op med et throw-up med vinger og flammer. Der var deffe nye tags inde i Pisserenden, ligesom tilfældet var på Enghavevej, som var målet med min tur. På vej hjem fra byen i nat stjal nogle nye handstyles opmærksomheden og tiggede om at blive fotograferet i dagslys, inden de bliver gået over eller fjernet. I løbet af de 10 timer der er gået siden da, var der oven i købet kommet nogle velmenende plakater op i samme gade.

Personliggørelse af fællesrummetBetagelsen står den bevågne bybeboer bi. Men hvis man virkelig skal have det hele med, forslår jeg en cykeltur hver anden uge som en kost i en kornsilo. For det første er man nødt til at tage et meget større område med end midtbyen, da en fabrik på Ama’r sagtens kan byde på en masse stil, som man kun får at se, hvis man med risiko for skuf-felse gider tage et sted hen, hvor man ab-solut ingen business har. Og desuden har ting som plakater og manipulation med reklamer ofte en endnu kortere levetid end almindelig graffiti, bortset selvfølgelig fra graffiti på passagertog. Selv inde i byen, er

der mange ting man ikke fanger på en cykel. I dag slog jeg knæet, da jeg skulle parkere for at fotografere en Akay plakat som må have gemt sig hidtil. Jeg måtte sætte mig på en trappe og sunde mig, og kun derfor så jeg, at der ved siden af trappen sad en lille hvid kakkel med noget, der med god vilje kunne være bogstaver. Beboerne i kollek-tivet København personliggør fællesrum-met ned i mindste detalje. Der er ingen til at sige, hvad der er godt og skidt, og derfor er det meste selvfølgelig noget lort. Men på den anden side er der jo heller ikke meget sjov ved hvide vægge, røde mursten, grønne el-kasser eller grå skraldespande i sig selv.

ØjebæSelvom det ofte er øjebæ, er der nu trods alt noget at se på. Og nogle gange er det jo af en kvalitet, som vi faktisk er nogen, der ville købe, hvis det var til salg, og vi havde penge.

I min verden var Freaks Gallerys “telte” det første danske initiativ, til det vi i dag kalder street art, i mangel på et udtryk, der kan siges uden himmelvendte øjne. Jeg ved ikke, hvad de skulle forestille, men for mig lignede de stolper med presenning spændt ud imellem. Freaks Gallery boede den gang i Næstved, hvor han bl.a. havde hængt ab-strakte sort/røde plakater op i en parke-ringskælder. Det så fucking fedt ud, husker jeg, og fotografierne gi’r mig ret i dag. Han havde også stillet store sprøde billboards op ud til vejen med teksten “Killing Fields” - egentligt bare et crewnavn, men vidste man ikke bedre, kunne det jo også være en sørgmunter kommentar til biltrafikken. Han saboterede valgplakater med egne fo-tokopierede anti-valgkamps budskaber.

Han stillede forsølvede lokummer op midt på marker og byggepladser til lokala-visens forundring og sikkert mange borge-res fryd. Det var jo ikke graffiti, så der er næppe nogen, der er blevet sure på de loku-mer. Så kunne de jo også bare fjerne dem.

Byen BrænderDa Freaks Gallery flyttede til København, tror jeg at street art flyttede med. Der har muligvis været noget inden da, men de fle-ste nævner ham som den første i Køben-havn til at male figur throw-ups og tagge ord, som ikke var et navn - eksempelvis “Watching You”.

S008 S009

Banksy er fra Bristol og en af de kunstnere (det kalder han ikke sig selv) der har brugt sine stencils til at promovere politiske budskaber og udpege reklamerne som den ægte vandal. Han har de seneste år opnået noget nær kultstatus i street art miljøet. Du kan finde ud af meer om banksy på www.banksy.co.uk

En ægte handstyle. Foto: Rasmus Poulsen

Postkasse med vinger Foto: Rasmus Poulsen

Myrelignende skabning. Foto: Rasmus Poulsen

Tordensky. Foto: Rasmus Poulsen

“Watching You” tags’ne kom vistnok samtidig med nogle tegninger af overvåg-ningskameraer og politihjelme i sølv og sort spray. Nørrebro lagde facader til, og fulgte man kameraerne og hjelmene ud på Ydre Nørrebro, ville man opdage, at de var en del af udstillingen Word on the Street, som havde samlingspunkt og dokumentations-rum i den gamle BZ bastion i Baldersgade. Graffitimalere som Dais, Mart, Biggs, Hast og Kegr havde sammen med DJ Pladespil-ler bidraget med bombing, skabeloner, pla-kater og en installation.

Reklamestandere på togperroner var blevet åbnet og reklamerne skiftet ud med hjemmelavede triptykoner. Reklame pap-skiltene over vinduerne i S-tog blev pillet ned, vendt om, lavet til fede produktioner og hængt op igen på samme sted. Og med Dais’ grafiske stil så det ikke helt usandsyn-ligt ud, at de faktisk skulle hænge der som officiel udsmykning eller for at sælge et el-ler andet. Der var sat små skilte op i rekla-meflag og togsæder med sådan en pistol, man bruger til at sætte priser og mærker fast i tøj med. Fantasi og ildhu fejlede in-genting.

Udstillingen var en stor succes både kva-litativt, og hvad angår subkulturel modta-gelse. Og den blev siden fulgt op med Byen Brænder, som var noget mere omfattende og i endnu større udstrækning omfattede andre udtryk end den traditionelle street art. Byen Brænder fik en masse opmærk-somhed fra medierne og borgerne, og trods det helt åbenlyse bifald af hærværk og civil ulydighed, var medierne mærkværdigvis nærmest udelt positive i deres dækning.

Imellem de to udstillinger skete der også et og andet i gadebilledet, som åbnede al-mindelige menneskers øjne for fænome-net. “Få Skæg” var en kampagne på Nør-rebro med en masse små klistermærker og

plakater, som med muntre tusch figurer i børnehøjde formidlede det glade bud-

skab, at “dem med skæg er bedst”. Det gik mere eller mindre direkte over i

“Husk Mit Navn” kampagnen, der videreudviklede det samme ud-

tryk - humor og sort tusch på papir - men i større målestok

og mindre nuttet. Biggs og Den Tyrkiske Prins førte en massiv skabelon- og stickerkampagne i hele byen, som med sloganet “We Love” og diverse stencil slipsemænd gik rent hjem i hiphop mil-jøet såvel som reklame-verdenen. “We Love”

logoet ses nu på plakaten for hiphop pladen Nobody

Beats the Beats og på væg-gen bag tatovøren i Carls-

berg Hvede tv-reklamen.

10 spørgsmål til street artist Anders Thordahl1 Hvem laver street art?

Dybest set er det de gamle graffiti malere, som er

blevet voksne og har fundet ud af, at der skal nogle

andre aspekter på dagsordenen.. Det bliver ofte

skabt af folk med en større bevidsthed om hvad

dette her udtryk kan. Der er typisk gået noget igen-

nem hovedet på ham, det gør der jo ikke altid på en

graffiti maler.

2 Har du altid lavet street art?

Nej men jeg har lavet kunst siden jeg var to, i pro-

fessionel forstand siden jeg var 20. For seks år siden

kastede jeg mig over street art.

3 Hvorfor laver du street art?

Fordi jeg er så fuldstændig crazy med gadeverde-

nen, og så har det jo noget at gøre med, hvor mange

der går ind og ser din udstilling, og at det tit er de

samme mennesker. Når du laver noget på gaden,

kan du nå nogle mennesker og sige noget til nogen

som f.eks. er på vej ned efter rundstykker og har

paraderne nede. Det giver en mulighed for at pene-

trere intellektuelt på en spontan måde. Og det fø-

les meget mere fysisk. Derudover handler det også

om, hvem der egentlig ejer byrummet, som jo bliver

mere og mere kommercielt. Det er meget svært som

beboer at føle, at du er en del af det byrum.

4 Er det ikke meget svært at finde ud af hvad reak-

tionerne er på ens kunst?

Det er helt umuligt, og dog. Det kommer naturligvis

an på hvor målrettet man er. Der er en fyr som hed-

der Banksy. Han lugter f.eks. at der er en mur der

skal bygges i Israel, og så tager han derned og laver

nogle ting og sørge for at tage billeder, og så går de

verden rundt.

5 Sideways og ZUSammenreallyfast står i mange af

dine billeder og din mail, hvorfor det?

Sideways er en kollega jeg har laver rigtig mange

ting med. Det har været en velkommen praktisk

hjælp for en krop i krise. Zusammenreallyfast er en

svær ironisk kommentar til det, jeg ikke er.

(Anders Thordahl har sclerose og har i de senere år

benyttet sin el-scooter når han er rundt i byen og

male.)

6 Er der ikke irriterende at ens kunst forsvinder?

Klart meget trættende men også spændende at

visse ting har en stærkere overlevelsesevne som

f.eks. tegninger frem for fotos, særligt af nuttede dyr

og ufarlige blomster. Det er okay og udfordrende.

Hvordan laver man f.eks. noget der ser ufarligt ud

men alligevel indeholder noget kant.

7 Hvordan tjener man penge på det?

Det gør man ikke direkte, men det at man laver

nogle gratis ting i byen, fører nogle gange til at gal-

lerierne gerne vil tale med een, og så er det jo en

skjult reklamesøjle.

8 Så du er ikke færdig med gallerierne?

Gallerierne er ikke så slemme og lige nu er de hel-

digvis i forandring.

9 Hvorfor tror du, at street art er så populær for ti-

den, der bliver lavet film, åbner gallerier der specia-

liserer sig i street art udstillinger?

Jeg tror, at her fyldestgøre kunsten den revsende

rolle den ikke rigtigt har levet op til i mange år. Ikke

profitable gade projekter er jo i sig selv en måde

at gøre op med vores merkantile samfund på. En af

kunstens fornemmeste opgaver er at gøre det man

ikke må. Derfor vækker street art mange spørgsmål,

nærmest uafhængigt af dets præcise form. Herud-

over er al god kunst lystbetonet og ikke motiveret af

udsigten til en indtægt, hvilket ikke skal forveksles

med at man ikke må tjene penge på kunst.

10 Hvor kan man se dine ting?

Det ved man jo aldrig, det som findes nu er måske

væk i morgen. På www.zusammen.dk bliver de dog

hængende lidt længere.

En street art ma-nualBombing: At gå ud og skrive/male i byen

To buff: At udviskeTags: Den mest fundamentale form for graffiti

hvor man går ud og skrive sit navn/signatur

Throw up: Der er forskellige definitioner, men for

det meste betyder det at skrive sit navn eller en

sætning med bobble bugstaver (store bobble-ag-

tige bogstaver som kan fyldes ud med farver, dog

højst to)Piece: et graffiti maleri som skal bestå af mindst

tre farver. Piece står for masterpiece i kort form

Wholecars: Hele overmalede togvogne

S010 S011

Banksy Foto: Gallery V1

Gravko af Anders Thordahl

I forbindelse med Byen Brænder fik kø-benhavnerne sat et navn på fænomenet. De fik lejlighed til at snakke om det, og fire steder i byen kunne de paradoksalt nok gå indenfor og se forskellige varianter af street art. Den største af BB udstillingerne holdt til i udstillingslokalet Under Dybbølsbro og trak publikum fra alle samfundslag og aldersgrupper. Trendspottende modefoto-grafer blandede sig med åndsfriske pensio-nistpar og kultiverede børnefamilier. Og de så ud til at være enige; We Love!

Folkekunst uden censurMens byen brændte – og siden, hen, er street art kun blevet mere markant, selvom det stadigvæk langt hen ad vejen er Tor-denskjolds soldater der står bag. Letters stiliserede tags og brevikoner, Straight Ups stjerner i parentes, Freaks Gallerys igang-værende farvebombardement med linole-umstryk og unionsflag i Christianiafarver, Nuages skyer med meget mere er nu noget folk lægger mærke til, hvor de før åbenbart har formået at ignorere dem i forbindelse med at sortere, hvad der var relevant, og hvad der var irriterende. Før var det noget med tags, som man jo ikke ku’ li’. Nu er det en ny og spændende kunstform.

Og det kan ses. Performance kunstneren Signa Sørensen har kørt en massiv skabelon

kampagne for forestillingen “Nika Is Dead”. Den nye plade med svenske Hellacopters er blevet lanceret med en sticker- og plakat-kampagne med nogle tordenskyer ikke helt ulig dem, som Kegr lavede for mange år siden, og som stadig kan ses mellem Dyb-bølsbro og Hovedbanen. Gule spray cirkler reklamerer for Globale Rødders Tolkien ad-buster aktioner under topmødet (www.lott.dk). Og der er folk, som er begyndt at cykle ud i skumringstimen med en vand-forstøver og nøjsomt pille HuskMitNavn plakater ned, for at hænge dem op hjemme i stuen (hvad ikke bifaldes af kunstneren selv, skulle jeg hilse og sige).

Folk, for hvem graffiti har været et ugæstfrit og regelbundet fænomen, har nu tilsyneladende fået selvtillid til at skrive og male og klistre op. Nogle har valgt at efter-ligne det eksisterende, som fx Prototybe, der har lange øjne til HuskMitNavn. Andre har lavet en skabelon og så ikke tænkt så meget mere over det. Og så er der dem, der bare har valgt at tagge det mest banale, de kunne komme i tanke om.

Det er gået op for folk, at graffiti er fol-kekunst uden censur. I gaderne er der ikke kun nogen der må male - der er ingen, der må. Mere demokratisk bliver det ikke. Og det er jo pudsigt. For noget af det friske ved graffiti er netop, at det tiltrækker folk,

som ganske givet aldrig har tænkt på sig selv som kunstnere, men som udtrykker sig af mange andre årsager, som fx status i en subkultur, opmærksomhed fra pigerne el-ler drengene, for spændingens skyld, som politisk aktion eller bare som en fase af de lovbrud, der nu en gang hører sig til i en sund og naturlig læringsproces fra barn til teenager og videre derfra.

Men allerede inden Byen Brænder var der folk uden tilknytning til graffiti, som var begyndt at præge gadebilledet. De vittige og populære “Bille-tomat” klister-mærker er mig bekendt lavet af en fyr, der ikke har noget med graffiti at gøre. Og det samme gælder de A4 sider med tekster som “Jeg vil ikke Lyve” og “Ærlig”, som har sid-

det fast med tape på Nørreport Station og i Høje Gladsaxe. De bliver sat op af en be-rejst midaldrende mand, kunne man høre i radioprogrammet Det Elektriske Barome-ter på P3. En lytter havde mødt ham i færd med at klistre op, og hun skrev til program-met om, hvordan han havde forklaret, at han havde lært ude i den store verden, at positive budskaber kan modvirke sygdom og dårskab. Og i Høje Gladsaxes beton bor der mange stakkels mennesker, som han så prøvede at hjælpe. Radiolytteren var blevet så imponeret, at hun selv var begyndt at fyre op, hvad der siden bredte sig via ra-dioen til andre unge rundt i landet.

København overhaler New YorkKøbenhavns street art scene er på sit hidtil største og lader ikke noget tilbage at mis-unde andre europæiske storbyer. Street art scenen i København er da også allerede blevet fejret i New York’s mest velestime-rede graffitimagasin Mass Appeal, Tysk-lands ditto Backjumps, det progressive internationale livsstils magasin LoDown, modebladet Street Fashion fra Østrig og på udstillingen Ask For Trouble i Berlin kun med danske kunstnere (Itso, Freaks Gallary og HuskMitNavn).

Men som mange skrivere mavesurt har bemærket, så har det efterhånden ikke en skid med graffiti at gøre. Og rigtigt nok så er meget af street art både fimset og letkøbt og i det hele taget den diametrale modsæt-ning til fresh. Men hvis man ikke selv maler graffiti og måske ikke kører så meget med toget, så er man glad for det, man får at se på. Og der er jo også mange graffitimalere, som ikke kan male graffiti.

“Men hvor kommer det hele fra?” kunne man spørge sig selv, hvis man var blevet bedt om det. Det er jo oplagt at pege på Keith Ha-ring, Jean-Michelle Basquiat og velsagtens Andy Warhol. Men skal vi ikke lade være med det og bare sige, at der nok altid har været nogen, der en gang imellem kommer i tanke om, at det er sjovt at tegne konturerne op på skiltenes skygger, lave ansigt på parke-ringsautomaten og de udødelige skæg, briller og evt. pik på reklame modellerne. Det blev til tags, udfyld, skygger, pieces, wholecars osv. i kampen om opmærksomheden. Nye idéer

S012 S013

HuskMitNavn er nok en af de kendteste street art kunstnere udenfor miljøet. Nogle kender ham måske for dette års Jazz festival plakat.

HuskMitNavn

er et blikfang i sig selv og ad omveje forbi fotokopierede sofaer og faststøbte kakler, er vi nu tilbage ved tændstikmænd og vin-ger på postkassen. Det blomstrer som al-drig før, og selvom det visner, vil det næppe nogensinde dø. Så gør, som der står med kridt ved Skt. Hans Torv, “åben dine øjne” og nyd det, der gror i din jungle i stedet for at være sur på det.

Hvor kan man ellers opleve gadekunsten?

Du skal selvfølgelig gå en tur gennem byen, og hvis du tørster efter mere når du kom-mer hjem på en flad tømmemandssøndag kan du smække benene op på sofaen og smide CPH Remix i maskinen. Et musisk og billedmættet portræt af kunst / ikke-kunst i hovedstadens åbne rum og på dens hus-mure. Filmen havde premiere i august og har de seneste par måneder turneret med visninger rundt om i Danmark. Nu kan den

købes hvis du kontakter en af instruktører-ne. Læs mere på www.cphremix.dk

Sideløbende med at kunsten og kunst-nere som Anders Thordahl er rykket ud i byrummet er byrummets kunst rykket ind i gallerierne, hvor den tilsyneladende trives. Et galleri som V1, der ejes af Jesper Elg er et af dem som bl.a. udstiller street art og sidste år præsenterede en række street ar-tists under titlen Celebration of Rebellion med bl.a. superstjernen Banksy og danske HuskMitNavn. (www.v-1.dk) Jesper Elg åb-nede galleriet i 2002 motiveret af et ønske om at udstille på en mere uformel og upræ-tentiøs måde.” Samtidig var vores mission at lave et udstillingsrum, der først og frem-mest åbner op i den oftest meget lukkede cirkel, der er omkring nogle gallerier”, for-tæller Jesper Elg. Så her kan du hoppe ind hvis du vil se street art på en mere magelig facon eller sikre dig at at kunsten ikke er væk før du før du finder den.

FOTOREPORT

Ejby er en semi-landsby, en såkaldt by i midten af Fyn, den tredje største ø i Danmark. Jernbanen deler byen

over i to, hvilket er atypisk for små danske byer, der normalt er bygget omkring en kirke. Ejby centrum er temmelig langt fra kirken, pga. jernbanens opdeling. Men det kan ikke være årsagen til at kirken altid er lukket, evig og altid. Det er som om Djæv-len har glemt Ejby og Gud derfor ikke føler det nødvendigt at holde kirken kørende længere. Især nu da regeringen har skåret i Danmarks budget.

Ved siden af kirken er der et gammelt, lille hus, meget lig illustrationer man må-ske kan huske fra “Hans og Grethe”. Huset tilhører en stensliber, der kører en lille for-retning, hvor han/hun sælger gravstene. Han/hun – der er aldrig nogen der har set hvem der bor i huset – lader til at have et talent for at lave majestætiske/latterlige blomster-og-fugle indgraveringer. Han/hun har for nyligt lavet en mystisk gravsten hvorpå der står “TAK”. I Ejby har man dog sjældent mulighed for at se den slags ting, siden en frysende vind ikke tillader at man løfter hovedet. Men stensliberen – sikkert i den overbevisning at hans blomster-og-fugle er ren kunst – har rejst gravstenene i retning af vejen, så når man går forbi lader det til at være det eneste tegn på liv i byen.

Nogle kilometre fra kirkegården på den

anden side af byen, hvor et skilt siger at hvis du tager et skridt til er du ikke længere i Ejby, står et smukt hus til salg med en bred, hvid mur omkring to blå vinduer og en lil-le, grøn have foran. Overfor huset ligger et rødstenshus der blokerer vejen, og tvinger vejen rundt om sig. Et par bredrøvede cow-boybukser hænger altid og venter igennem de fi re sæsoner på at Gud den Almægtiges nåde skal tørre dem. De danser i vinden som de hænger der på et tykt, rødt reb, med bunden i vejret. Bygningen (og formo-dentlig også bukserne) tilhører Curtis, eje-ren af byens eneste diskotek. Han er lidt af en entreprenør og køber hver anden butik i Ejby. Han har kun lige humor nok til at lave sjov med sit eget navn, og kalder sig selv Tony Curtis.

Han har for nylig købt en træbåd og stil-let den foran sit hus. Båden hedder Kirke. Den nedre, metalliske del af båden er svært rusten, og dens tekstur og farve passer godt til de røde sten, som den tilfældigvis er hav-net sammen med, på samme tid, forkerte sted. Det nærmeste hav på Ejby er ca. 30 km. væk. Så det er dybt mystisk hvorfor han har smidt sine penge væk for at få en hærget båd. Indtil for nylig havde han kun købt butikker. Det første han plejer at gøre når han har købt et sted er at forvandle det til en extravagant, luksuriøs biks, hvorfra han sælger mad og drikke. Indtil videre har

han købt to restauranter, en cykelhandel, en kiosk og posthuset, og hyret mange folk til at sælge mad og drikke der. Alle spekulerer over hvilken plan han mon har for båden han har købt.

Der er også et rygte der siger at Curtis er blevet set et par dage siden, igang med at måle kirkens grund op og bære nogle ting ind i kirken. Der er gået så mange år siden nogen har åbnet kirkens dør, at kun de æld-ste kvinder i Ejby kan huske det. Så nu er de stolte af Curtis og betragter ham som deres egen søn.

Det bliver meget nemmere for Curtis at købe hele byen hvis det lykkes ham at købe kirken på dette stadie. Ja, godt for ham. Det er også godt for kulturen, turismen og re-ligionen, at når folk kommer til kirken for at spise deres leverpostej på et stykke rug-brød og drikke deres snaps, så vil der være en mulighed for dem for at blive introdu-ceret til danske provinskirkers arkitektoni-ske skønhed, og for at synge de halvglemte salmer, der holder det rene samfunds sjæl mere troende. I mellemtiden kunne præ-stene prædike som de altid har ønsket. Så alting bliver godt.

En sidste ting: Hvis gravsten kan det mon være der står “TAK” på anden end Curtis’? Har han også købt stensliberens hus? Der er jo ingen der har set stenslibe-ren så de kunne spørge ham.

Af Vahid Oversat af Janus Kemp

NOVELLEN

S014 S015

Af VahidStuck on the wall Denne udgaves fotoreport har taget udgangspunkt i temaet Street Art

Da jeg spurgte Vahid, fotografen, om forlø-bet af vores interview med Imam og leder af muslimsk trossamfund Abu Laban udbrød han, ”Du spørger bare hvor han køber sit semtex” (sprængstof red.) Vi brød ud i en speget latter, gloede ud på Skt. Hans torv en sidste gang og begav os på vej. Under-vejs da vi stille flød igennem myldretidens suppedas tænkte jeg, at det spontane ud-brud, trods sit ironiske antræk gav en rea-listisk pejling af øjeblikkets folkestemning. Som at stikke et stegetermometer i en flæ-skesteg. Vi kørte i Albert, en ældre herre af tysk afstamning, nærmere betegnet en flø-defarvet Mercedes. Ironisk nok betjent af en kropsligt beskeden jødisk taxichauffør på afveje, altså undertegnede. Vahid kokke-rerede blot yderligere eksotik i gryderetten med sin iranske baggrund. Nuvel, en iransk fotograf, en jødisk taxichauffør iført en tysk automobil på vej mod muslimsk trossam-fund og dets åndelige leder Abu Laban født i Jaffa 1946. Et finurligt møde sat i stævne ved Københavns ringvej 3, nærmere be-tegnet på hjørnet af Dorotheavej og Tom-sgårdsvej i nordvest. Da vi minutter senere velanbragt i biblioteksstuen på 2. sal skråt over moskeen fik serveret kaffe, var den sort og sød som det sig passer. På bordet

bredte sig en symfoni af arabisk sukkermad som mest af alt fik mine tanker på vandring mod et besøg i Sømods Bolsjefabrik årevis tilbage, et besøg jeg dog aldrig glemmer, med sine farver og denne magiske mang-foldighed man kan få ud af brændt sukker og kara-mel. Henover hoveder og små potteplanter fyldtes rummet ud af en rar sum-mende samtale mellem Abu Laban og en engelsk journalist fra Times. En-delig blev mødet brudt op og vores engelske væbner ført på en rundtur i palad-set. Scenen var sat. Og vi forsatte på engelsk.

Du sagde til mig i mor-ges, at vi gerne måtte foto-grafere, da islamisk tros-samfunds hovedkvarter ikke er en militærzone - hvilken slags zone er det?

Dette er hjertet i vores virksomhed. Grundlæggende set er det et mødested. Man kan komme til fredagsbøn uden var-

sel. Vi har masser af aktiviteter her på ste-det, hvor bl.a. gymnasieklasser deltager. Vi debatterer og folk kan spørge om specifikke ting. Ideen er at enhver kan komme til hver en tid og opsøge de informationer man har

brug for. Du er en åndelig leder

i denne zone. Hvordan betragter du din rolle i forbindelse med integra-tion. Er du konservativ og præservativ, dvs. er det målet at bevare de islami-ske værdier i deres fulde form eller er der tale om en mere dialektisk dialog-baseret sameksistens?

For at være ærlig, aka-demisk og specifik; Det handler først og frem-mest om, hvordan man

betragter islam. Er det en ideologi, som tilskynder vold og skaber frygt.? Så ville jeg ville være den første til at bekæmpe is-lamisk terror. Salman Rushdie taler om at reformere islam – at det er nødvendigt og hensigtsmæssigt. Hvis man nu imidlertid

betragter islam, som den er, forsvinder de fleste forbehold. Hvis man insisterer på, at den er fredelig, dvs. rydder op i de fordom-me, som er skabt i kølevandet på de seneste års terror. Man bør ikke vende det blinde øje til, man skal se på de positive aspekter af islam, og det den bidrager med i Danmark og ikke kon-centrere sig udelukkende om det negative. Nuvel, man bør forholde sig til tre hovedpunkter 1) Hvad er islam? 2) Hvad indeholder ideen om integration? 3) Hvordan forstås ideen om multikulturalisme? Lad mig begynde baglæns. Jeg har ikke noget problem med den vestlige kultur eller de grundlæggende vestlige værdier. Jeg er ikke blevet skuffet. I lyset af de uretfærdigheder, jeg som henholdsvis palæsti-nenser, araber og muslim er blevet udsat for, forsø-ger jeg at være overmåde retfærdig, objek-tiv og neutral. Jeg mener ikke, at islam for-søger at underminere nogen kulturform. Jeg mener ikke, at det hverken ligger til dem som indvandrer, eller dem som bliver indvandret. Lad Europa være som det er men udstik nogle retningslinier. Jeg drøm-mer ikke om multikulturalisme. Snarere handler det om at finde grundlæggende praktiske berøringsflader i forbindelse med lov administration mm. Demokrati handler herefter om en slags parallel eksistens, hvor man lever og lader leve og undgår at træde hinanden over tæerne.

Hvad så med forslaget om blodpenge? Det er da en direkte henvendelse til rets-systemet, som på mange måder akkurat repræsenterer kernen i den vestlige verdens selvforståelse?

Jeg har aldrig nævnt begrebet blod-penge i forbindelse med at implementere begrebet. Jeg har aldrig forhandlet med no-gen. Jeg har ikke autoritet til at træffe den slags foranstaltninger. Offerets familie har mig bekendt aldrig udbedt sig nogen form for kompensation. Jeg har blot beskrevet retningslinier for, hvordan denne type kon-flikter bliver håndteret i Mellemøsten. Hele historien blev iscenesat af Jyllandsposten og efterfølgende medierne. Men jeg er da ganske tilfreds, pludselig blev jeg berømt, og selv statsministeren ønskede at tale med mig!

Siden har jeg i en debat i deadline på DR 2 atter understreget og tydeliggjort, at vi ikke forsøger at intervenere med retssy-

stemet eller skabe alternative styreformer. I kapitalismen taler man ikke om blod, men om penge. Vi som humanister taler om blod, og selv hvis jeg fik en officiel autori-sation fra de to familier, ville jeg ikke kunne

underkende de retslige instanser i Danmark.

Og nu punkt 2?!Ja, punkt 2. Ideen om integration eller assimi-lation – og her bliver vi straks nødt til at betragte punkt1. Hvis islam be-tragtes som et forstyr-rende element, frem-medartet og farligt, hvis dette er udgangspunkt for processen, så taler vi om assimilation og en udslettelse af det frem-mede. De (muslimerne) skal tøjles, begrænses. De skal glemme deres baggrund og tro, de skal dit og dat. Nuvel, vi gør som romerne gjorde.

Der eksisterer imidlertid indenfor denne begrebsverden (integration/assimilation) flere størrelser. Europa er demokratiets vugge og har skabt Amnesty, FN-char-tret fra 1945, menneskerettighederne osv. Europa har skabt reglerne, the name of the game, Geneve Konventionen. Flygtninge har retten til at komme. Jeg kan forlade mit liv for at søge et bedre og mere sikkert sted. Et sådant menneske ønsker jo ikke som det første at skabe problemer i og misbruge det samfund det af nød har søgt tilflugt i. Det vil gøre sig nyttigt og være del af et fællesskab ligesom en baby, der har brug for mælk, as simple as that! Når en flygt-ning søger en tryg havn, et åndehul fri for lidelser og angst er det udfra min bedste menneskelige overbevisning for at blive en del af dette åndehul. I sit udgangspunkt er systemet skabt af Europa, men hvis syste-met ikke virker, hvis noget går galt, må man analysere årsagerne.

Men hvordan definerer man så specifikt de meka-nismer, som gør sig gældende f.eks. i forbindelse med ter-rorangrebene i Lon-don. Her handler det vel ikke om Ge-neve-konventionen, men i højere grad om identitet?

Det handler om det føromtalte uaf-klarede forhold til

islam. ETA og IRA forstås på en hel anden måde. Man diskuterer ikke på samme måde identitet i forhold ETA eller IRA. Med hen-syn til London, 9/11 osv. er der tale om mennesker, som for første gang har benyt-tet sig af vold, (ukorrekt red.) og dette har skabt et gigantisk ekko, så stort som hele den muslimske verden. Det handler ikke om fire unge etniske muslimer fra Leeds men om islam.

Men ETA og IRA har meget specifikke mål dvs. nationalstats-interesser. Når det kommer til integration, sameksistens mel-lem islamisk og kristen kultur på europæisk grund er målene givetvis mindre definerede. Vi har at gøre med to historisk set relativt ekspansive kulturer. Er det muligt at fore-stille sig disse i en dialog, eller vil sameksi-stensen i sagens natur være grundlagt på konkurrence?

Dette er en forsimpling. Hvis man be-tragter den kristne kultur historisk, vil man opdage ligeså radikale indre uoverensstem-melser, eksempelvis da briterne ødelagde den spanske armada på trods af, at begge tilhørte en bredere kristen baggrund. I en mere politisk orienteret forklædning kan man betragte alliancen mellem det katol-ske Italien og Martin Luthers reformerede Tyskland under 2. verdenskrig, kontra det katolske Frankrig og det protestantiske England. Så hvordan kan religion i denne sammenhæng blive sat i det rette perspek-tiv? Hvis ideen om klodernes kamp i reli-gionens navn (religionskrig, civilisations-konflikt) opfatter religion som ammunition for en eskalerende global konflikt – hvis dette er hvad Europa og USA baseret på egen kristen erfaring kan blive enige om i forbindelse med islam og krigen mod ter-ror – så er jeg uenig. Jeg ville aldrig i li-vet dræbe i religionens navn. Under min opvækst i Ægypten, hvor mange af mine kammerater var kristne, sagde jeg altid: Jeg er en palæstinenser fra Jesus´ land. Yassir Arafats nærmeste rådgiver var kristen, en af de mere indflydelsesrige palæstinensiske

Hele historien blev iscenesat af Jylland-sposten og efter-

følgende medierne. Men jeg er da gan-

ske tilfreds, pludselig blev jeg berømt og selv statsministeren ønskede at tale med

mig!

Jeg mener ikke, at der i dag er tale om en civilisationernes kamp, tværtimod, anbring mig ved et forhandlingsbord og lad os indsamle så mange muligheder og modeller som

muligt. Den proces vil jeg meget gerne

være en del af.

INTERVIEW

Interview med Abu Laban

Af Pawel WedrowskiFoto: Vahid

S018 S019

Pawel Wedrowski og Imam på Nørrebro, Abu Laban, foran Islamisk Trossamfunds hovedkvarter som fungerer som mødested, debatforum og hvor man kan komme til fredagsbøn.

politikere er kristen. Ifølge min opfattelse er det ikke en i islam indskrevet hensigt at angribe det anderledes eller det frem-mede. Det handler om historisk betingede tolkninger, altså spon-tant opståede strømnin-ger, hvor det religiøse element er blevet brugt som motivation for at nå et bestemt mål. Un-der den kolde krig blev kommunismen brugt i samme åndedrag. Marx og hans slæng var de nye guder. Mennesker har brug for en slags ideo-logi. Jeg mener ikke, at der i dag er tale om en civilisationernes kamp, tværtimod, anbring mig ved et forhandlingsbord og lad os indsamle så mange muligheder og modeller som muligt. Den proces vil jeg meget gerne være en del af.

Når man i dagens presse (Politiken 15/8)

læser, at akkurat islam er blevet tidens ide-ologiske trend i Danmark blandt unge men-nesker, som konverterer for netop at finde et mere grundlæggende tilhørsforhold. Anser du så denne tendens for en slags personlig succes i din egenskab af åndelig leder?

Nej, ikke i den forstand. Muslimer er ikke indvandret til Europa med en fælles dagsorden. Jeg har som antydet oplevet hæsblæsende situationer og løbet for livet bl.a., da jeg boede i en række afrikanske samfund. Jeg er flygtet til Europa, og har på ingen måde, hverken grunde til eller hen-sigter om at brydes med den europæiske kultur. Det handler ikke, som Helle Mette Brix i sin bog ” Islamisk kolonisering af Europa” beskriver, om at indtage og indefra islamisere den vestlige kultur. I virkelighe-den kommer muslimer, ligesom alle andre flygtninge, fra forskellige verdensdele og kulturer. De kommer af forskellige årsager og i små grupper. Nuvel, det er udgangs-punktet for det stykke islam som eksisterer i Europa, og som europæere støder på. Og i sidste ende handler det, som tidligere anty-det, om at finde en mening, et forankrings-punkt. Ligesom når mennesker rejser og bliver inspireret af dét de møder. Dette er en helt naturlig proces. Det skræmmende er, at konvertitter ofte radikaliserer deres nyopdagede tro. Og i Islams tilfælde, som i øjeblikket er underlagt en hetz, oplever jeg regelmæssigt, at konvertitter føler sig kraftigt forurettet på Islams vegne. Dette er i mange tilfælde mediernes ansvar. Medi-erne som marginaliserer og på uheldig vis

eksponerer Islam. Jeg tager ofte et europæ-isk standpunkt og angriber disse radikale nymuslimer for deres aggressive tilgang til

Islam.

Så du mener altså kort og godt at dialog og sameksistens og en ind-byrdes respekt for for-skellige værdier er vejen frem?

Jeg mener, at det har været hensigten i mange år at skabe et frugtbart dialogbaseret integrati-onsmiljø, fra vores side i hvert fald. Tag dette mødested som er åbent for alle. Hvis man inte-resserer sig og vil vide noget om forskellige muslimske organisa-tioner i Danmark er alle oplysninger tilstede her. Vi tager initiativ til utal-lige arrangementer. Vi

begyndte at bidrage til denne proces for mange år siden.

Hvor ville du placere dig selv i landska-bet mellem den politisk styrede integration og så den integration, som foregår på ga-den? Og hvilken af processerne har du mest tiltro til?

Nuvel, det handler om at definere sig

selv for at blive rekrutteret til samfundet. Som muslim handler det følgelig om at praktisere en afklaret og afmystificeret Is-lam, som man selv forstår og kan stå inde for. Der skal være en kemisk reaktion mel-lem Islam og europæiske kristne værdier. Som indvandret muslim handler det altså først og fremmest om at danne sig som muslim, at forstå Islam også i dens demo-kratiske kontekst. Definition i kraft af oplys-ning og uddannelse. Herefter handler det om kommunikation. Jeg er meget åben i forhold til dette sted (muslimsk trossamfund, red.) og lader alle komme indenfor. Flere har an-fægtet dette og spurgt om ikke dørene skulle lukkes til. For mig handler det om tid. Jeg siger gerne, det er ligesom forretning, man skaber ikke overskud på en nat. Jeg opfordrer til tage initiativer, til at gøre sig selv synlig. Jeg opmuntrer til disse ting, fordi jeg ved, at får man fat i enkelte individer, bringer de flere med sig. Og jeg understreger med mig selv som eksempel, at vi må ud af busken. Der er ingen, som kommer til at gøre arbejdet for os, og der er ingen som kan. Vi må anerken-de dét, som det danske samfund giver os og finde glæde ved at give tilbage. Det handler religion i sidste ende om. The joy of living is the joy of giving...

Danmark skal ikke være et kalifat, om-vendt skal det heller ikke være et blandings-produkt i skikkelse af et multikulturelt sam-fund. Hvordan ser det sociale landskab så ud om 50 år?.

Landskabet vil for den vestlige verdens side afspejle en større seriøsitet og vilje omkring de muslimske mindretal. Man vil bestræbe sig for at forstå bevæggrunde og værdier bedre af nødvendighed. For musli-mernes vedkommende handler det om en stigende forankret bevidsthed om, at man er kommet for at blive, og at dét, at indord-ne sig under demokratiske principper ikke behøver at være et problem. Der vil altså ske en tilnærmelse kulturerne imellem, og man vil forholde sig mere konstruktivt til virkeligheden.

Hvis man betragter forholdet mellem den danske kultur og den muslimske kultur i Danmark, hvor kunne du forestille dig til-nærmelsen? I mange sammenhænge er der jo ganske grundlæggende forskelle i tilgan-gen til livet hvad angår familien, naboska-bet, det religiøse.

I en større generel sammenhæng, må man sige at det massive byliv fremmed-gør, man bliver anonym. Religion bliver et naturligt samlingspunkt, det kunne også gælde Islam. Når det kommer til, hvad vi kan lære af hinanden, er det dog først og fremmest et spørgsmål om at acceptere hinanden som vi er. Vi skal uddanne vores unge til at yde og blive en deltagende brik i samfundet samtidig med, at de kan være rettroende muslimer. Og dette ikke er en modsætning. Imens skal I arbejde med en udbredt islamofobi. På globalt politisk ni-veau afspejler denne sig tydeligt i Europas forhold til Tyrkiets optagelse i EU. Som Yassir Arafat sagde i italiensk tv, da han endnu engang forsøgte at blive en del af det gode selskab ”hvad mere kan jeg tage af – mine bukser”. Hvis vores bukser er Islam, kan vi ikke tage dem af, men vi er absolut i stand til at arbejde og tage del i det danske samfund med bukserne på.

Tilbage var blot en venskabelig afsked i ly af bilerne, som susede forbi på ring-vejen. Vahid knipsede på liv og løs, mens jeg sludrede om løst og fast. Solen var ved at gemme sig for natten, mens Abu Laban fuld af energi fremviste trossamfundets stolte mikro planteskole, en vindruerænke på gavlen. Et løjerligt syn, denne energiske og venlige mand på randen af et kedeligt trafikalt sammenbrud i København NV. Og befriende optimistisk for en gangs skyld i et land som ellers bryster sig af sin intolerance og sine kvoter, at kunne gå bagom guldkal-vedansen og snakke, bare snakke...

”Religiøs og kulturel dialog mellem kristne og muslimer kan ikke reduceres til en eks-tra mulighed. Det er i virkeligheden en

altafgørende nødven-dighed, på hvilken

vores fremtid i vid ud-strækning hviler”

Benedikt xvI, Politiken d.22/8/05

VOXPOP

KURT tog ind til byen på en lørdag eftermiddag for at finde ud af, hvor det er bedst at bo, og hvad det er, som

betyder noget for mennesker når de skal vælge hvor de helst vil væ

re. Er det tryghed, eksotisme, styreform

eller folkene omkring en, der betyder noget? Foto: Vahid

Navn: Christoffer

Født: FåborgAlder: 18Hvor: DanmarkHvorfor: Her er stille og roligt,

ikke så mange problemer, naturen

er fredelig og ingen natur-

katastrofer eller hungersnød

Navn: MuffeFødt: Nykøbing Sjælland

Alder: 38Hvor: DanmarkHvorfor: Fordi det er det bedste

sted jeg har oplevet i verden og

jeg har rejst tem’lig meget. Men

hvis Pia Kjærsgård kommer til

magten så søger jeg om politisk

asyl.

Navn: NushinFødt: KøbenhavnAlder: 17Hvor: DanmarkHvorfor: Der er trygt og kommer man ud i nogle prob-lemer er der altid hjælp at hente, især når det gælder det økonomiske

Navn: SaschaFødt: NordtysklandAlder: 32 Hvor: FinlandHvorfor: På grund af naturen. Jeg har boet i Helsinki og skoven begynder der hvor byen ender. Na-turen er klods op ad byen. Og så er der renere, ikke ligesom her, snavsede gader og snavsede sta-tioner. Det sku’ i tag’ at gøre noget ved!

Navn: SripadFødt: Hydrabad, IndienAlder: 27Hvor: Danmark Hvorfor: Jeg kan godt li klmaet som er meget forskeligt fra det tropiske jeg kommer fra og så er der gode fremtidsperspektiver hvad angår karriere muligheder.

Navn: TonyFødt: GhanaAlder: 28Hvor: GhanaHvorfor: Fordi det er mit land,

det er landet for mig. Der har

jeg min famile og jeg håber på

snart at vende tilbage.

Navn: SofieFødt: TverstedAlder: 20Hvor: SpanienHvorfor: Der er varmt og spaniere er mere åbne end danskere. Der er mere fælleskab og så ku’ de være rart at bo tæt på havet.

Navn: SadekFødt: VejleAlder: 8Hvor: Ikke i Danmark, et sted hvor der ikke har været nogen før, eller et sted hvor jeg ku tjene godt og ha en stor lej-lighed, måske i AmerikaHvorfor: Her betaler man for meget i skat

Navn: PeterFødt: HelsingørAlder: 69Hvor: Lidt udenfor København,

måske lidt sydfor. Lige nu bor

jeg ingen steder, det er derfor

jeg sidder her, men det ændrer sig

forhåbentligt snart. Imellemtiden

har jeg pakket min stolthed ned.

Hvorfor: Fordi der er mere stille

og roligt end i storbyen.

Navn. UmranaFødt: RødovreAlder: 30Hvor: Italien. Hvorfor: Der er dejlige mennesker og stor åbnehed. Det er et smukt land og jeg kan godt li’ den måde de omgås hinanden på og deres imødekommenhed.

S020 S021

BoliviaBolivia er det fattigste land i Sydamerika. To tredjedele af befolkningen skønnes at leve under fattigdomsgrænsen, og på landet nærmer tallet sig de 90 procent. De hårdest ramte grupper er indianerne, og indianerkvinderne er den fattigste gruppe af alle.Areal: 1.098.581 km2Indbyggere 1999: 8,1 millionBefolkningssammensætning: Godt 75 % indianere, ikke alle vedkender sig det, 6 % hvide, 1% sorte. Resten er en blanding af indianere og hvide, mestitser. Befolkningstilvækst: 2,3Gennemsnitlige levealder: 62 årDødsrate for spædbørn: 6,4 ud af 1000Dødsrate for børn under 5 år: Officielt 78 ud af 1000 Uofficielt 300 ud af 1000 Analfabeter over 15 år: mænd 8,3 % Kvinder 21,4 %Mange kvinder hverken taler eller læser det of-ficielle sprog spansk, hvilket betyder at 55 % af landbefolkningen er funktionelle analfabeter.98 % af børnene er tilmeldt en skole, men kun 40 % fortsætter efter 8 skoleår. BNP pr indbygger: 2.205 USD Vækst BNI 90-98: 2 % Landbrugets andel af landets indtjening er lig 17 %, men den beskæftiger 40 % af befolkningen. Inflation 1999: 4,5 % - i 1985 var den 23.000 % Gæld: skylder 4,9 milliarder væk til udlandet. Omkring en fjerdedel af eksportindtægterne går til at betale renter og afdrag på udenlandsgæl-den. Udenlandsk bistand pr. indbygger: 79 USDDansk bistand:1996-1999: 457 millioner kroner2000-2004: 600 millioner kroner Telefonlinier pr. 1000 indbyggere: 39,8 Computere pr. 1000 indbyggere: 7,5Internetadgang pr. 1000 Indbyggere: 0,8Asfalterede veje: 5 %

Chile:Areal: 756.950 km2

Indbyggere: 16 millionerBefolkningssammensætning: Det anslås, at der i dag er ca. 5 % rene indianere i den chilenske befolkning, og at ca. 30 % er rent hvide. De re-sterende, og hovedparten, altså mestizer. Af den hvide befolkning er klart størstedelen af spansk afstamning, og der tales da også spansk, dog med en særlig, chilensk accent. Derudover er der er et mindre - dog betydeligt - islæt af tyskere. I Chile findes desuden den største gruppe palæsti-nensere uden for MellemøstenBefolkningstilvækst: 1 % Gennemsnitlige levealder: 74Dødsrate for spædbørn: 10 %Dødsrate for børn under 5 år: 12 %88 % af børn indskrives i de første 5 skoleår, 70 % indskrives i skolens 6-9. år. BNP pr indbygger: 9.417$Vækst BNI 1990 - 2000: 5,2 %Den vigtigste enkeltsektor for Chiles økonomi er minedrift. Landet har godt 24 % af verdens kendte kobberforekomster og er en af verdens to største eksportører af kobber. Kobber er den vigtigste eksportprodukt og svarer sammen med biproduktionen for næsten halvdelen af landets eksportindtægter. Chiles største virksomhed er det statsejede mineselskab CODELCO med 30.000 ansatte. Gæld: 38.360 millioner. $ i 2001Udenlandsk bistand pr. indbygger: 3,2$Telefonlinier pr. 1000 indbyggere: 221Internetadgang pr. 1000 Indbyggere: 4,9

NYHEDERKonservative kræfter i Bolivias parlament har fundet et smuthul i grundloven, der muliggør, at parlament og præsidentvalget planlagt til den 4. december 2005 kan udskydes til 2007. Præsident Rodrígues erklærer, at hvis parlamentet udskyder valget, så træder han øjeblikkeligt tilbage.

vækst og genindført demokrati var rustet til at udnytte væksten til at reducere sociale uligheder og fattigdom. Sociale reformer lå ikke højt på den politiske agenda under Pinochet, hvor en omfattende neoliberali-stisk reformpakke og nedskæringer i den offentlige sektor forarmede store dele af befolkningen, men til gengæld styrkede de chilenske eksporterhverv.

De neoliberalistiske reformer, som først for alvor blev udbredt i løbet af 1990’erne i resten af Latinamerika, var således stærkt forankret i den økonomiske politik i Chile ved overgangen til demokrati i 1990. Kriti-ske røster har netop påpeget, at de økono-miske reformer, som blev ganske effektivt gennemført under Pinochet, skete på be-kostning af de alvorlige brud på menneske-rettighederne.

I dag omtales Chile ofte som et politisk stabilt land, der med udgangspunkt i Pino-chets økonomiske politik har undergået ”et økonomisk mirakel” med inspiration fra de asiatiske tigerøkonomier. Som svar på de kritikere der i dag udpeger de høje sociale omkostninger ved den økonomiske poli-tik, understreger den socialdemokratiske

præsident Ricardo Lagos, at det under den nuværende regeringskoalition er lykkedes at mindske antallet af fattige i Chile fra 40 procent til 20 procent.

Udfordringen for de chilenske politike-re består af, i hvilket omfang de formår at sætte handling bag ordene ”desarrollo con equidad” (udvikling med lighed), hvor man taler om at ændre fokus fra en økonomisk model, hvis mantra er vækst for enhver pris til at gennemføre tiltag indenfor velfærds- og fordelingspolitik, der tilgodeser større befolkningsgrupper.

I Bolivia er en ændring i forfatningen, hvor alle etniske og sociale grupper i sam-fundet bliver repræsenteret i det parla-mentariske arbejde, en vigtig faktor for at opnå politisk stabilitet og troværdighed. Omstændigheder som er altafgørende for at kunne skabe den økonomiske vækst og sociale udvikling, som Sydamerikas fattig-ste land så hårdt har brug for.

Avisernes dækning af politiske og økonomiske begivenheder i Bolivia har i den senere tid været præget

af kaotiske beretninger op til valget af den midlertidige præsident Eduardo Rodrigu-ez, som står overfor at gennemføre et præ-sidentvalg ved slutningen af året. Folkets dom over korrupte politikere og beskyld-ninger om katastrofal forvaltning af den bolivianske stats ressourcer har skabt en dyb mistro til det politiske systems evne til eller oprigtige interesse for at bringe landet på en kurs, hvor ikke kun nationale oligar-ker, IMF’s målsætninger og udenlandske erhvervsinteresser tilgodeses.

I alle større byer i Latinamerika ses de små enklaver af ufattelig rigdom ved siden af kæmpemæssige områder med udbredt fattigdom. Men intet sted på kontinentet er et kultursammenstød så nærværende og dramatisk som mellem det velhavende dal område i La Paz beboet fortrinsvis af hvide og mestizer og byen EL Alto kun 12 km fra La Paz beboet hovedsageligt af fattige aymara-indianere fra landdistrikterne. Indianernes krav er blevet stadig mere kompromisløse uden primært at handle

om konkrete forbedringer med hensyn til arbejde, mad, uddannelse eller sundhed. Hovedkravene er en ny forfatning som an-erkender indianernes position i parlamen-tet i et land, hvor de udgør mere end 60 % af befolkningen på i alt 8 millioner samt, at staten overtager landets rige olie og natur-gasreserver.

I denne barske virkelighed kan den brede befolkning i Bolivia på kort sigt ikke forvente at opleve sociale & økonomiske forbedringer

På mange måder er de seneste begi-venheder i Bolivia som taget ud af en ind-holdsfortegnelse over det moderne Latin-amerikas lidelseshistorie med skiftende præsidenter, magtmisbrug, uro og demon-strationer i gaderne, barske økonomiske reformprogrammer og en voksende del af befolkningerne, som lever under fattig-domsgrænsen.

Chile er måske undtagelsen i en nyere historisk sammenhæng. Tiden umiddel-bart efter de mørke år under Pinochets regime fra 1973-1990 var præget af opti-misme og tro på, at Chile med økonomisk

UDSIGT/INDSIGT

Alting smelter sammen på afstand. Når man kommer tættere på bliver detaljen synlig. Vores måde

at strukturere verden på og gøre det muligt at forholde sig til den på nødvendiggør, at vi benytter

os at kategorier, kasser og koncepter. Ellers er det muligt at navigere og forsøge at forstå. Ligeledes

med kontinenter. Europa, Asien, Sydamerika, Nordamerika, Australien, Afrika, Antarktis. Med denne

artikel starter KURT en serie, hvor to lande der deler naboskab sættes under lup for at se hvorvidt

den geografiske nærhed nødvendigvis betvinger en høj grad af slægtskab. Denne gang Bolivia og

Chile under den politiske lup.

Af Stefan Ammentorp Klink

Bolivia og Chile - Sydamerikas sorteper & mønsterelev

Professionel fodboldspiller. Midtbane hos FC Midtjylland på 5. år og fra 1.januar 2006 med i FCK truppen.

173cm høj, vejer 72 kg og 23 år gammel. Født og opvokset i Ghana, et land der med ca. 21 millioner og 238.537 kvadrat-kilometer er cirka fem gange så stort som Danmark på begge leder og kanter. Ghana blev som den første afrikanske koloni selv-stændig i 1957, hvor man opgav europæer-nes navn Guldkysten til fordel for Ghana, der stammer fra et stort afrikansk rige 1000 år tilbage. Ghana ligger i Vestafrika ud til Gui-neabugten flankeret af Elfenbenskysten og Togo med Burkina Faso i ryggen. Pimpong er fra hovedstaden Accra, hvor mere end 2 mill. Ghanesere har slået sig ned, en tendens som tegner billedet af landbefolkningens ryk mod byerne og en voksende urbanisering. Accra er en by i udvikling, men den kraftige befolkningstilvækst er ledsaget af en stigende fattigdom. Ghana har ratificeret de vigtigste FN konventioner på menneskerettigheds-området og var det første afrikanske land, der underskrev menneskerettighedserklæ-ringen. Pressefriheden respekteres i landet, og regeringen har ført en succesrig stabi-liseringspolitik, hjulpet på vej af stigende priser på kakao og guld og landet.

Razak Pimpong var som de fleste andre drenge i kvarteret vild med at løbe efter en bold, legetøj var der ikke meget af. Som 5 årig blev de første spæde skud på mål for-søgt, der blev driblet og leget, og hurtigt voksede talentet frem, et talent som nu har ført ghaneseren til FC København fra janu-ar 2006, hvor der er store forventninger om at slå hans hidtidige rekorder med 25 mål på 110 kampe.

Som 12 årig blev legepladsen skiftet ud med grønsværen og som 17 årig spillede Pimpong sig på Ghanas U17 landshold, og med til at placere Ghana på en 3.plads un-der VM i New Zealand. Siden røg Pimpong på U21 landsholdet, og i 2004 blev han ud-taget til OL-holdet hvor hans præstationer sikrede ham en plads på Ghanas A-lands-hold.

En skelsættende oplevelse og første skridt mod en lovende international fod-boldkarriere, som en vågen dansk træner fra Esbjerg, Ove Pedersen spottede poten-tialet i.

”Jeg mødte Pimpong første gang til U17 VM i New Zealand. Han var så uheldig at være syg i Ghanas første landskamp, og reserven blev faktisk topscore i turnerin-gen. Men det blev en slags held i uheld for os. En klub som vores har jo ikke råd til at købe topspillere fra Ghanas landshold, og da Pimpong var syg, var der ikke så mange, der så ham spille. Så vi slog kløerne i ham. Han er en teknisk god spiller med en emi-nent hurtighed. Og så er han er sådan en type, der kan lære alt. Hvis man gav ham en ketcher i hånden, ville han lynhurtigt lære at spille tennis. Selv det danske sprog har han hurtigt taget til sig.

Da vi købte Pimpong tog vi en anden spiller med samtidig, selv om vi primært var interesseret i Pimpong. Men som me-get ung og en enorm stor kultur forskel at skulle vænne sig til, tænkte vi, at det var bedst, at han ikke kom alene, og at de var to som kunne falde til sammen.

Da han flyttede til Esbjerg, fik han også knyttet en plejefamilie til sig, som ham med alle de praktiske og sociale ting, som

at gå på biblioteket og handle ind. Og klub-ben stod så for den fodboldmæssige opdra-gelse.

Udlandet har allerede vist interesse for ham, bl.a. Bremen, Anderlecht og klubber fra Portugal har tjekket ham ud, siger Ove Pedersen.”

Pimpong selv husker tiden som omvæl-tende. Overgangen fra Ghana til Danmark var ikke glidende, men han havde opbak-ning fra sin familie hjemmefra. Ghana er ligesom mange andre afrikanske stater, plaget af stor arbejdsløshed, og familien betragtede det som en kæmpe mulighed at lade deres unge søn rejse ud i verdenen og skabe sig en international fodbold kar-riere og opfylde sine drømme. Han besøger stadigvæk sit barndomshjem et par gange om året, sommer og vinter og kontakten til Ghana er på ingen måde brudt. Om kort tid kommer hans bror på besøg, det vil sige hvis han er i stand til at få et visum. Til tider er savnet til familien dog stort. En familie der tæller en del flere medlemmer end en genemsnitlig dansk familie og som bliver større for hver dag. Når Pimpong er på be-søg i sit hjemland møder han med jævne mellemrum, folk der kommer hen til ham og påstår, at de er i familie med ham. ”Men jeg ved ikke hvem de er, jeg har aldrig mødt dem før ” siger Pimpong grinende.

Det første møde med Danmark var selv-følgelig både koldt og vådt og et kæmpe spring, ikke bare på et professionelt plan. ”Sproget var jo noget af en udfordring, og er det stadigvæk”, fortæller Pimpong, hvis liv i starten var fuld af dansktimer, som han siden har smidt på hylden og i dag klarer sig uden. ”Jeg ka’ ta’ gas på folk, og det hjæl-

INTERVIEW

Ghan

esis

ke rak

et ryk

ker Pi

mpo

ng fl

ytte

r si

n m

ålfa

rlig

hed

til F

CK

Af Gitte Brønd

Interview med Pimpong

S024 S025

Dametasken tilhører Brøndby og fødderne inden længe FCK

per mig til at blive bedre til dansk”. Modsat sproget som kan læres på aftenskole, så er humor noget helt andet og ikke noget man kan læse sig til. ”Men forskellen mellem dansk og ghanesisk humor er egentlig ikke så stor”, fortæller Pimpong, der tilsynela-dende ikke føler sig fremmed overfor det danske kulturpas ironien.

At have oplevet 2 så forskellige kulturer som Danmark og Ghana har sat forskellene i relief hos Pimpong. ”Den mest afgørende har været oplevelsen af, at hvis man har problemer i Danmark, så er der altid no-gen til at hjælpe dig. Uanset hvad der sker. Sådan er det ikke i Ghana, der kan man ikke bare gå på kommunen, hvis man har brug for hjælp. Her i Danmark er alle lige. I Ghana er folk enten meget rige eller meget fattige, og de fattige får ikke rigtig hjælp. Det var også det, der overraskede mig mest ved Danmark, at menneskerne er så flinke og rare og hjælpsomme. Og så har de meget humor, det kan jeg godt lide,” siger Pimpong. At Pimpong nok hører til en af de mere privilegerede tilflyttere hersker der nok ingen tvivl om, men i et land hvor in-tegrationsprocessen ikke er det, man praler mest af og velkomstkomiteen ikke altid står parat, er det naturligvis positivt er notere at Danmark og danskere også kan beskrives i den slags vendinger.

I et land med en temperatur på i snit 40 grader i skyggen, er de økonomiske for-skelle naturligvis ikke den eneste faktor der adskiller Europa fra den sydlige del af Afri-ka. Pimpong oplevede sin første sne i 1990 i Belgien, da han var til prøvetræning hos Anderlecht. Med til sne hører julen men ”der danses ikke rundt om noget juletræ” siger Pimpong og griner igen ved tanken, nej, der spilles musik i gaderne og festes, men ingen flæskesteg med rødkål eller nis-ser gennem skårstene”. Ghanesere er da et mærkeligt folkefærd, tænker jeg!

Når karrieren 1. januar fortsættes hos FCK, bliver der endnu engang lagt op til et nyt kulturskifte, og forskellen på jyder og københavnere. ” Ja, jeg har hørt at kø-benhavnere er meget smarte” siger han og bryder sammen af grin”, ”og så er det noget med at jyder er nogle bonderøve”, fortsæt-ter han.

Han har skrevet en 3 årig kontrakt ef-ter 5 år i FC Midtjylland, og vil gerne prøve noget nyt. Dertil kom at FCK kom med et tilbud ’he couldn’t refuse’! Så nu skifter han fra den jyske muld til den københavnske stenbro. Om han kan spille sig til en fast plads på FCK holdet, som har en bredere trup end FC Midtjylland, er uvis, men som han selv siger ”jeg vil arbejde for det, jeg kan ikke vide det, men som fodboldspil-

ler er det altid det man arbejder for, en fast plads på holdet”.

Men et nyt kapitel er også en afsked, og for Pimpong vil de mennesker, som han har lært at kende i Jylland, blive savnet. Men-nesker som har været en uvurderlig støtte i en svær og lærerig overgangs tid.

Hvad laver du om 10 år Pimpong? ”Hmm, jeg spiller jo i hvert tilfælde fod-bold, men hvor kan jeg ikke sige noget om endnu. Måske har jeg også nogle børn – men jeg spiller fodbold, det ved jeg.” sva-rer Pimpong så man ikke er i tvivl. ”Hvis man vil have en international karriere som fodboldspiller, må man rejse med, lære nye sprog og kulturer at kende, det høre med til professionel fodbold at flytte verden rundt”. Og en drømmeklub kunne godt være Real Madrid eller Barcelona siger Pimpong, ”men det kunne alle fodboldspillere jo tæn-ke sig, slutter Pimpong.

Spilleplads: MidtbaneRygnummer: 11Fødselsdato: 301282Fødselssted: GhanaHøjde 173 Vægt: 72Tidligere klubber: Golden Tulip, Accra Great OlympicsHobbyer: BasketballMin bedste oplevelse som fodboldspiller: Ung-domslandskamp mod BrasilienMin værste oplevelse som fodboldspiller: Ung-domslandskamp mod ThailandMit største forbillede: Patrick Kluivert Min bedste træner: Ove Pedersen Egen spillerkarakteristik: Stærke sider: Hurtighed DriblingerSkud Svage sider: AfleveringerHovedspil Bopæl: IkastFavorit ben: Ligeglad Har spillet fodbold siden: 1988 Divisionsdebut: 2000 Ritualer inden kamp: Jeg bederFodbold målsætninger: Spille UEFA-cupStørste fodbolddrøm: Blive den bedste angriber i verden Titler: Afrika-nation for U-17 hold

IDENTITET

S026 S027

En muterende

nordisk identitet

De nordiske lande er

blever mere farv

erige,

hvad der engang var et

overvejende hvidt sam-

fund, afspejler idag alle

verdens farver.

Pimpong håber at gøre det så godt i FCK-trøjen, at han vil komme i betragtning til Ghanas VM-trup.

Af Annette Max HansenFoto: Vahid

Nye sprog, nye kulturer har sat deres præg og vores nordiske virkelig-hed er blevet en global virkelighed,

hvor kulturer mixes og nye udtryksformer springer frem. Store dele af kulturlivet har været hurtige til at favne og integrere den-ne virkelighed men teatret sakker bagud. Den nordiske identitet er i forandring men teatret refl ekterer ikke denne forandring.

Sådan skriver NordScen om udgangs-punktet for deres projekt con:FUSIONS, hvor de samarbejder med Dramaten i Sve-rige, Nationalteatret i Norge og Det Kon-gelige Teater i Danmark med det formål at opdatere teatret til den virkelighed som omgiver os.

Con:FUSIONS har til formål at tilføre scenekunsten i Norden ny kompetence, formsprog og indhold ved at bygge bro mellem den etablerede teaterverden og indvandrede scenekunstnere. Tidligere på året annoncerede det Kongelige Teater i avisen efter skuespillere med anden etnisk

Der er gratis adgang til ’Europæerne 2’ men det er nødvendigt at bestille billet. Billetter bestilles fra tirs. d.11. okt. på tlf. 33 69 69 69 hverdage ml. kl. 12-18 eller ved at sende en e-mail til dktbooking@kglteater.dk Herudover udleveres der billetter ved personlig henvendelse i Det Kongelige Teaters billetcenter man.-lør. ml. kl. 12-18. Billetter fordeles efter først-til-mølle-princip-pet. I forbindelse med premieren på Europæerne 2 d. 23. nov. bliver der i Turbinehallernes bar afholdt en debat om kulturel mangfoldighed og scenekunst med kunstnerisk fornyelse og udvikling af teatret som omdrejningspunkt. Nordiske scenekunstnere foruden Kristine Landon-Smith vil diskutere deres erfaringer med at skabe teater i krydsfeltet mellem kulturer. Arrangementet afholdes på engelsk og præsenteres i samarbejde med NordScen.Iscenesættelse: Kristine-Landon SmithScenografi : Christian Friedlander Musik: Mikkel Hess

Medvirkende:Ramadan HuseiniSalah El KoussaMichael SimpsonThierry Armand BloLayla MollerupZena Al Kamesy

Kristine Landon-SmithFødt 1958. Sceneinstruktør, skuespiller og tea-terleder. Uddannet skuespiller fra Royal Scottish Academy of Music and Drama 1981 og L’Ècole Philippe Gaulier. Stifter af Tamasha Theatre Company i London 1998. Har bl.a. instrueret forestillingen ’East is East’ som i 1996 blev nomi-neret til en Oliver Award og senere fi lmatiseret. I 2005 modtog hun sammen med Sudha Bhuchar prisen Asian Women of Achievement Award for Arts & Culture. Læs mere på www.tamasha.org.uk

Salah El-Koussa Født 1973 i Libanon. Uddannet skuespiller fra Skandinavisk Teaterskole i 2004.

Ramadan Huseini Født 1974 i Makedonien. Skuespiller. Læst hos Zlatko Buric. Medvirket i bl.a. ’Bleeder’ og ’Pusher III’

Thierry Armand BloFødt 1971 i Elfenbenskysten. Udannet skuespiller og danser fra Ballet National de Cote d`Ivoire. Har bl.a. medvirket I ’It’s All About Love’.

Michael Phillip SimpsonFødt 1954 i Wisconsin. Uddannet skuespiller fra American Conservatory Theater i 1976. Har bl.a. medvirket i Triers ’Epidemic’, ’Europa’ og ’Riget’ Vinterbergs ’It’s all about Love’ og Augusts ’Return to Sender’.

Zena Al Kamesy Født 1980 i Irak. Skuespiller og danser. Har bl.a. medvirket i ’Strisser på Samsø’ og er aktuel i ’Ørnen’.

I næste nummer at Kurt følger vi op på modtagel-sen af ’Europæerne 2’ og taler med publikum og deltagere i debatten

S028 S029

baggrund med henblik på at fi nde skuespil-lere til en workshop, der skulle danne bag-grund for en showcase, ’Europæerne 2’, der bliver præsenteret i november.

’Europæerne 2’ er en multikulturel tolk-ning af Euripides’ ’Ifi genia i Aulis’ fra omk. 405 fvt. Dramaet rejser en række politiske og evigt aktuelle spørgsmål. Hvor langt skal en leder gå for at tjene sit land og sikre den militære sejr? Hvad gør man, når budet er, at man skal ofre sig selv eller sin familie for en højere sag? Og hvilke værdier er på spil i valget mellem samfund og familie, fælles-skab og individ?

Tolkningen har teatret lagt i hænderne på seks herboende skuespillere, udvalgt på en audtion, fra henholdsvis Libanon, Brasilien, Makedonien, Elfenbenskysten, USA og Irak. To intense workshop-uger sammen med instruktør Kristine Landon-Smith ligger forud for denne multikultu-

relle bearbejdelse af ’Ifi genia i Aulis’, som bliver præsenteret på tre udvalgte aftener i forbindelse med opførelserne af ’Europæ-erne’. Showcasen foregår på dansk, arabisk, albansk, portugisisk og engelsk og varer ca. 50 min.

Formålet er at trække på spillernes kulturelle referencer og udnytte denne res-source. D.v.s. at integrere skuespillerens bag-grund, kulturelle erfaring og selvforståelse i fortolkningen af rollen med henblik på at kunstnerisk udvikle teatrets dramatiske po-entiale. Herudover er ambitionen at skabe en grobund og udvikle et skuespil potentiale, som kan fortælle de historier vi indil videre er blevet snydt for, fordi scenekunsten har været sen til at indkorporere fortællere og fortol-kere med anden etnisk baggrund. Særlig de etablerede teaterskoler har været præget af en kulturel homogenitet, hvorimod de min-dre skoler har vist et større mod og en større progressivitet når det gælder afspejling af en

aktuel befolkningssammensætning.Til projektet har det Kongelige Teater

engageret Kristine Landon-Smith, stifter af Tamasha Th eatre, hvor hun siden 1998 har fungeret som sceneinstruktør og kunstne-risk leder sammen med Sudha Bhuchar og har manifesteret sig i det britiske teaterliv for sit banebrydende arbejde med asiatiske scenekunstnere og for at have skabt nogle af de mest væsentlige og humoristiske fore-stillinger i England, om det at leve mellem fl ere kulturer.

Der er tale om CPHDOX, en såkaldt dokumentarfilmfestival, hvor en række instruktører i stedet for at

filme skuespillere, der bare lader som om, filmer mennesker midt i deres tilværelse og i gang med deres forskellige gøremål.

I år handler et lille udpluk af filmene om den gruppe af mennesker, der typisk går under betegnelsen indvandrere, efter-kommere af indvandrere, flygtninge, m.m. I forbindelse med festivalen afholdes også et debatarrangement om integration sammen med en gratis fremvisning af den dansk-producerede film ”Pas på nerverne”, hvor fokus vil være på integrationspolitikken i København.

Det skønne ved dokumentarfilm er, at de viser virkeligheden som den er, mange-faceteret, modsætningsfuld og kompleks - Ikke lige just begreber, der står øverst i markedsførings-ABC’en anno 2005. Men den gemene hob (dig!) skal nu ikke føle sig skræmt væk af den grund. Instruktører og

producenter ved godt, at der skal lokkes folk i biografen, og derfor låner de kraftigt af virke-midler fra de klassiske Hollywood film.

Bosat I et fremmed landDe 7 film om indvandrere handler i virke-ligheden ikke så meget om indvandrere, som de handler om mennesker, der som grundvilkår har, at deres slægt kommer fra et andet land end det, de bor i på nu-værende tidspunkt. Ud over dette faktum har hovedpersonerne i filmene ikke spe-

cielt mange ting til fælles. Nogen er fattige, nogen har penge nok, nogen bor på Island, andre i Rio de Janeiro.

De to film, som geografisk og kulturelt kommer tættest på den danske virkelighed er: ”Africa United” om en marokkaner på Island, der bliver træner for et fodboldhold, som han samler af indvandrere fra hele Is-land, samt ”Pas på nerverne” om en gruppe børn primært med udenlandske forældre og deres samspil med en 59-årig legeplads-leder, som tilsyneladende med utraditio-

FILM

Dokumentar – Langt fra virkeligheden eller lige rundt om hjørnet?

Det ser måske umiddelbart meget fredeligt ud, men tag ikke fejl. Favelaerne i Rio de Ja-neiro lider under narkobandernes voldelige regime. PR Foto

Fredag d. 4. november til søndag d. 13. november kører den tredje ud-

gave af en rigtig god idé i de Københavnske biografer. I lidt over en uge

kan man få lov til at blive bevæget, indigneret, vred, forarget, eftertænk-

som, overrasket, glad, betaget og skuffet over et blandet udvalg af histo-

rier fra mere eller mindre almindelige menneskers liv i hele verden.

Links

Festival program: http://www.cphdox.dkFavela Rising: http://www.favelarising.comAfrica United: http://www.poppoli.com/africaunited.htmlInterview med instruktøren af “I soldatens fodspor”: http://www.dr.dk/p1/knyt/asx_filer/KN_050811.asx

S030 S031

Hvorfor er du på denne her workshop?

For mig var det i første omgang en CV-ting. At være på det kongelige osv. Men jeg nå-ede også at tænke åh nej, integrationspro-jekt, ikke igen. Så skal vi atter udstilles som en flok aber i bur. Det var egentlig samarbejdet med Kristine Landon-Schmidt der gjorde udslaget. Jeg lavede noget research på hende og fik helt vildt lyst til at arbejde sammen med hende. Hun er vanvittig dygtig.

Og så personligt for mig var det også noget med at bevise at jeg behersker et klassisk repertoire og så håbede jeg og ønskede jeg, at det her hold af skuespillere kunne ram-me en meget litterær genre med et andet

udtryk. For mig har det været vigtigt, at vi skulle arbejde med en klasssisk tekst. Vi har et udtryk på portugisisk, man taler om at krabben går baglæns, og det ville være tilfældet, hvis vi begik os ud i at opdatere historien og gøre det til ’vores’ historie. I et længere perspektiv, hvad tror du så at denne her workshop kan bidrage til?

Jeg tror, at denne showcase kan åbne døren for et multikulturelt teatermiljø og være med til at slippe af med båsene og vise publikum, at det her kan man også. Der er mange, der har brug for at kunne identifi-

cere sig med det her samfund, og teatret er et sted, hvor afspejlingen kan være med til at skabe en indgang.

Under workshoppen har I udover at arbejde på dansk også arbejdet på jeres modersmål, hvad betyder det?

En større kunstnerisk frihed. Det fungerer som et legetø,j hvor man kan jonglere med udtrykket. I sproget finder man frem til det menneske man er. Det ligger utrolig meget i sproget. Og hvis man ikke udnytter det så går man glip af meget.

Overall, hvad synes du så om workshop-pen?

Det har været meget intens, meget udmat-tende, helt fantastisk og for kort – alt for kort. Jeg har lært sindsyg meget, og en af de vigtigeste ting er, at jeg er blevet klar over, at jeg bliver nødt til at bruge mit brasilian-ske og tag det ind i min kunst. Det guider mig mere automatisk og er mere organisk.

Hvad skal der sker indtil I fortsætter om 3 uger?

Vi skal mødes i mellemtiden og arbejde i mellemrummet. Vi har også udviklet et netværk med de mennesker som var med til den oprindelige audition, men som ikke

Layla Mollerup er født i 1975 i Brasilien. Hun er uddannet skuespiller fra William Esper Actor Studio i New York samt Skandinavisk Teaterskole, og nogen kender hende måske fra spillefilmen Sinans Bryllup. Layla var en af de seks, som blev udvalgt til at deltage i det Kongelige Tea-ters interkultu-relle workshop

INTERVIEW

Af Rune Stilling

nelle metoder får givet dem et positivt skub fremad.

Lidt i samme stil vises også filmen ”Boys of Baraka”. Denne film handler om en gruppe teenagedrenge fra et ghettokvarter i Baltimo-re i USA, som sendes på kostskole i Kenya. Der skulle være tale om en positiv, underhol-dene og samtidig meget rørende film.

Magtmisbrug og korruptionEn klassiker indenfor dokumentarfilm-genren er filmen, hvor der sættes fokus på magtmisbrug og korruption, hvad enten der er tale om myndigheder, store virksom-heder eller rige enkeltpersoner.

Indenfor denne genre, stadig med fokus på mennesker, der bor i et land, med en fremmed kultur, vises filmene ”Operation Spring” og ”I soldatens fodspor”. Først-nævnte handler om det østrigske politis og retssystems optrevling af en Afrikansk/Nigeriansk narkoring. En aktion, der til at begynde med bliver fremstillet som en stor succes, men som viser sig at dække over en dybt problematisk proces med racistiske undertoner.

”I soldatens fodspor” handler om en ugandisk indvandrer, Steven Ndugga bosat i Danmark, der tager til Uganda for at finde sin søn, som angiveligt er blevet børnesol-dat. De ugandiske myndigheder er alt andet end begejstrede for Stevens og det danske filmholds besøg. Derudover viser det sig, at der måske er mere end én mening om Stevens historie.

Hiphop og Tv-chokSidst, i gruppen blandede bolcher, er der dels den internationalt prisbelønnede ”Fa-vela Rising” samt ”Big Brother in the Midd-le East”.

”Favela Rising” foregår i en Favela (se http://en.wikipedia.org/wiki/Favela ) i Rio de Janeiro. Filmen handler om en beboer i én af de mest kriminelle og frygtede Fave-laer, Anderson Sá, der efter at en stor del af hans familie og venner er blevet slået ihjel

af korrupte politibetjente, starter en frede-lig, men viser det sig meget kraftfuld bevæ-gelse mod narkobaronernes undertrykkel-se af befolkningen. Våbnet er en blanding af hiphop og Afro-Braziliansk dans. Det lyder som opskriften på en happy ending, men en ulykkelig begivenhed kommer til at true hele projektet.

”Big Brother” er et af verdens mest suc-cesfulde reality-tv koncepter. I England var ”Big Brother” så stor en succes, at antallet af mennesker, der stemte i den afgørende telefonafstemning om, hvem der skulle vinde den engelske udgave af showet, over-gik mængden af afgivne stemmer ved det seneste britiske parlamentsvalg.

Hvorvidt det samme skulle vise sig at blive tilfældet i den arabiske verden får stå hen i det uvisse, for efter 9 dage blev den Saudiske tv-stations MBC 20 millioner dol-lar store ”Big Brother”-satsning stoppet. Filmen ”Big Brother in the Middle East” opruller hele den fascinerende konflikt mellem de konservative dele af det arabiske samfund og de unge, som ønsker på samme tid at frigøre sig men alligevel beholde de-res religiøse identitet.

CPHDOX - Et mustCPHDOX har lynhurtigt etableret sig som én af Københavnernes foretrukne filmfe-stivaler, og det med god grund: Det er en pragtfuld oplevelse i halvanden uge at kun-ne fordybe sig i den mængde mangeartede billeder og oplevelser, som en festival af CPHDOX’s format kan fylde én med.

Man kan godt nogen gange forledes til at tro at virkeligheden er det, som præsente-res for os kl. 7.00, 12.00, 15.00, 18.00, 18.30, 19.00, 21.30 og 22.00 på DR, TV2, m.fl. ka-naler. Men hvis du tør udfordre de enspo-rede danske mediers virkelighedsmonopol, så gå ind og se alt, hvad du kan holde ud af forestillinger på CPHDOX, og se at verden er meget mere end Trine Sick, Præsident Bush og kampen mod terror.

Det er ikke alle der synes komedier er sjove. I særdeleshed ikke brev-skriveren, som har sendt anonyme

trusselsbreve til Mungo Park med anklage om propaganda-virksomhed i anledning af deres seneste premiere ’W – de unge år’

”Jeg går ud fra at afsenderen har lidt fis i kasketten. Men debatten anser jeg for at være et sundhedstegn,” siger Martin Lyng-bo, Direktør for teateret Mungo Park.

I ’W – de unge år’ er W forestillingens helt. Vi følger hans kamp for at opnå sin families anerkendelse - en kamp der fører ham gennem alkoholisme, religiøs væk-kelse og hen mod en politisk karriere. Fore-stillingens instruktør Rune David Grue kan

ikke forstå at forestillingens handling har ført til trusselsbreve og udtaler: ”Det mest sprængfarlige ved denne forestilling er, at vi tillader os at gøre George W. Bush til forestillingens helt. Vi prøver at forstå den mand, som det er så moderne at hade. Og det håber og tror jeg, at folk vil blive pro-vokerede af. Men det ændrer ikke ved, at der samtidig under forestillingen ligger en grundliggende kritisk holdning til den po-litik som føres af USA’s siddende regering.” Og Martin Lyngo tilføjer, ”Jeg synes at man kan observere en tendens i tiden, til at kunstnere interesserer sig for den virkelige verden. Det gælder både i film, litteratur, billedkunst og teater. Og det gælder både

herhjemme og i udlandet. Jeg anser denne forestilling som værende en del af denne tendens.”

Og tendensen kan f.eks. spores i en af filmverdens store tilløbstykker tidligere på året ’Der Untergang’, der som en af de første af slagsen skabte forargelse med sit forsøg på at skildre mennesket bag bødlen, Hitler. Allerede inden den tyske premiere på ’Der Untergang’ i september 2004 skabte filmen voldsom debat. Nogle kritikere rasede over den menneskeliggørelse af Hitler, som fil-men viser. ’Der Untergang’ præsenterer en omsorgsfuld mand på sammenbruddets rand, der med smerte må erkende det fore-stående nederlag, samtidig med, han bliver

forrådt af nogle af hans nærmeste fortro-lige. Som den tyske avis ’Bild’ spurgte: “Må man vise et monster som et menneske”?

”Man kan dog omvendt også spørge, om filmen ikke - og netop pga. den men-neskelige vinkel - er et vigtigt vidnesbyrd. For ved at menneskeliggøre Hitler under-streger filmen, at nazismens forbrydelser blev begået af mennesker og ikke umen-nesker. Heri ligger også en smertelig erken-delse af, at mennesket kan gøre gerninger som virker umenneskelige, og at vi ikke kan bortforklare nazisternes forbrydelser med, at de, modsat os, var monstre”, som Dansk Institut for Internationale Studier, Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier i deres

folkeskole materiale udarbejdet for San-drew Metronome Film, peger på.

Er det så det Mungo Park gerne vil i kølvandet på en Irak invasion, som mange danskere har taget afstand fra og en ameri-kansk udenrigspolitik, som får den arabiske verden til at rase, spurgte jeg forestillingens instruktør David Rune Grue.

”Sammenligningen med Der Unter-gang kan jeg godt forstå, men den må al-ligevel stå for din egen regning. Der Un-tergang et gennemresearchet, nærmest dokumentarisk projekt, hvor vores fore-stilling er en komedie, som fuldstændigt respektløst sammenblander virkelighed og fri fantasi. Man kan nærmere sammen-

ligne vores projekt med Chaplins ‘Dikta-toren’, som valgte at udtrykke sig om Hit-ler i en komisk og fabulerende form - og som jo også gjorde det på et tidspunkt, hvor hovedpersonen var højst nulevende og aktuel på den politiske scene. Vi har valgt denne fremgangsmåde, dels fordi den appellerer til mit og forfatterens kunstneriske temperament, dels for at understrege, at vores historie er en meget personlig fortolkning af, hvordan Bush er blevet som han er. Vores forestilling handler om Bush som et menneske, der er født ind i en familie, som ikke anerken-der ham som det, han er, og som kun kan elske ham, hvis han lykkes med de ting,

TEATER

Mungo Parks nye forestilling generer anonyme trusselsbreve

Et par af spillerne fra fodboldholdet ”Africa United”, der går en svær tid i møde i den island-ske 3. division i dokumentarfilmen af samme navn.

Der bliver lejlighed til at stille overborgme-sterkandidaterne Søren Pind, Klaus Bon-dam og Bo Asmus Kjeldgård kritiske spørgs-mål om integrationspolitikken i København til et debatarrangement i I Nørrebrohallen mandag d. 7. november 2005 kl. 19-22. In-den debatten vil der være gratis fremvisning af Rene Bo Hansens nye dokumentarfilm ”Pas på nerverne”.

Af Annette Max Hansen

S032 S033

Watch this space: ax 12

Mungo Parks nye forestilling generer anonyme trusselsbreve

Mikkel Arndt i titelrollen som W. Foto: Palle Steen Christensen

GALLERI

Axel Torv 12

Ania Kon, hovedpersonen i endnu et lille mesterværk fra JKs pulter-kammer, bliver hastigt et ikon i

talesprog – og ikke misvisende. På samme tid forgyldt og sprukkent, helligt og syn-defuldt, bevæger man sig gennem dette Katzske landskab. Med udgangspunkt i den sidste store krigs rædsler, som på en eller anden måde altid ligger til grund for JKs litterære udfoldelser, følger vi et beskedent persongalleri set gennem Ania Kons op-tik... og hvilken optik... Så selvudslettende som lemminger på vej mod afgrunden og alligevel i besiddelse af en selvisk smag for livet. Det forklarer sig.

Ania støder på verden under krigen, hvor hun fra den spæde begyndelse gem-mes af vejen. Hendes forældre er blevet væk i historiens mest makabre gemmeleg, et sted i lejrene. Sådan sprænger man en mulig hukommelse itu. Efterfølgende lever hun med sin tante Lidia. Med sin jødiske baggrund er det et typisk træk i efterkrigs-tidens Polen, at Lidia kaster sig i armene på kommunismens lindrende idealer og fraskriver sig ethvert jødisk tilhørsforhold. Ania nægtes endnu en del af sin identitet og kan måske derfor være lovløs i livet:

”I et af værelserne fandt jeg et antikt barskab, tog en flaske sherry frem og tømte to store glas. Bagefter hældte jeg vand i fla-sken. Jeg havde ikke dårlig samvittighed; chancen for at de ville opdage det, var mi-nimal. ”

Som kommunismen er Lidia en bræn-dende lavastrøm, som trods sit varme pib-lende engagement ikke kan udvise følelser i medmenneskelig målestok. Det er kærlig-heden til tanker og idealer ikke til Ania el-ler flirten Markowski. Ania er ensom, men opfinder i en melodramatisk udgave af Pipi Langstrømpe sit eget magiske og smertelige univers. Altid på vej til at heles og altid ude af stand til at forlige sig med denne verden.

Man fristes til at kaste tankerne på Pri-mo Levi, som et helt liv forsøgte at komme overens med sine oplevelser under krigen og alligevel bukkede under for sin trappeop-gangs fristelser til slut og fløj ud i den fri luft

Ania er for livsglad til at ville dø, trods alt. Til stadighed konfronteres man med den jødiske historie, den klæber sig op og ned ad ryggen som skjorten på en fugtig sommerdag og klistrer til enhver som suser ud og ind af i JKs univers. Og akkurat sådan er ”Drengen fra dengang” vedkommende og troværdig på alle døgnets timer. For den jødiske historie handler om angst som trans-portmiddel gennem tiden, om det fremmede, om afsavn og ituslåede drømme, og om at kærligheden kan overleve i stormvejr, altså med andre ord om alt dét som i større eller mindre grad lærer mennesket at fortælle sit liv. Og alligevel krydret med lidt kras poli-

han er allerdårligst til (politik, forretnin-ger, militær etc.). Den skildrer hans van-skelige kamp for at leve op til familiens ambitioner ved at gøre politisk karriere, og hvordan denne kamp fører ham ud i hans livs dybeste krise med bl.a. alkoho-lisme til følge. Det er her på bunden, han møder den religiøse fundamentalisme, som bliver hans redning - ikke alene per-sonligt, men også politisk - hvilket selv-følgelig er en sejr for ham, men - synes vi - en katastrofe for verden. Vores påstand med forestillingen bliver derfor, at hans fundamentalistiske kristendom dybest set har rod i en mangel på kærlighed og anerkendelse fra hans forældre. Og det er en meget personlig påstand, som efterti-den må vise, om er sand. Vi tror på den. Ellers ville vi ikke lave forestillingen. Men vi vil ikke prøve at bilde publikum ind, at det er dokumenteret sandhed. Derfor ko-mediens form...

Man kan dog godt sige, at forestillingen er et forsvar for George W Bush som men-neske, men et angreb på ham som politiker. Det er dog forsvaret som fylder mest. Jeg synes nemlig ikke, det er specielt interes-sant at lave teater, som blot bekræfter det, som mange af os går og synes. Jeg kan godt lide at gå i teatret og få min virkelighed vendt på hovedet. Teatret er et rum, hvor vi kan udfordre de vedtagne sandheder, og hvor vi kan lege med ‘hvad-nu-hvis?’ Kun-stens opgave er ikke at være journalistisk korrekt, eller at tale i firkantede politiske overskrifter, men at forurolige, at stille spørgsmål. Og det er forhåbentlig også det,

vi gør med denne forestilling. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er in-

teressant at prøve at forstå og leve sig ind i ETHVERT menneske, og at teatrets rum er et godt sted at gøre dette. Ja, jeg synes nærmest vi har pligt til det. En af grundene til at vi kan gøre det er, at de historier, vi fortæller i teatret ikke risikerer at få reelle, fatale konsekvenser, i modsætning til for eksempel de historier, man skriver i avisen - som jo faktisk kan få lande til at drage i krig. Det har jeg aldrig hørt om en teater-forestilling, som gjorde. I hvert fald ikke i et land som Danmark! Derfor synes jeg, vi kan tillade os mere - for eksempel at prøve at leve os ind i en af verdens mest forhadte mænd,” slutter David Rune Grue.

Historien starter hvor W netop er kom-met hjem fra universitet. Hans eksamen er ikke noget at prale af, og han har svært ved at vinde respekt i sin familie. Vi følger hans vej fra festabe og drukkenbolt, gennem sit livs store krise, og en voldsom religiøs væk-kelse.

Stykkets forfatter, Christian Tafdrup har selv været evangelisk kristen i en pe-riode over flere år. ”Som 13-årig stod jeg i mine forældres stue og sagde ’mor og far: Jeg er blevet frelst!’ Det var min form for ungdomsoprør,” smiler Christian Tafdrup. I dag er religion fortsat et tema der interes-serer ham: ”Jeg tror altid at jeg vil se på reli-gion som en alvorlig sag, for det mener jeg at det er. Omvendt så kan jeg heller ikke se mig selv leve 100 % efter de retningslinier som blev udstukket for mig fra jeg var 13 til jeg var 17, slet ikke.”

Christian og Rune kender hinanden fra barnsben, og har lavet film og teaterfore-stillinger sammen, siden de var ti år gamle. Rune havde også en periode, hvor han kom i samme frikirke som Christian. ”På over-fladen var det en sjov og festlig religion, men under overfladen handlede det hele om skyld. Der blev talt meget om straf og om Satan. Jeg forlod frikirken den dag, det gik op for mig, at jeg ikke troede på Satan.” fortæller Rune David Grue. I dag betragter Rune sig fortsat som kristen. “Det er i høje-re grad en personlig sag. Jeg er netop blevet gift, og vi valgte at lade os vie i en kirke.”

Det er den personlige historie der gør, at Christian Tafdrup og Rune David Grue føler at de har et belæg for at fortælle hi-storien om W’s religiøse vækkelse. “I USA siger de: it takes one to know one. Jeg har selv været meget troende, og føler derfor at jeg kan genkende den psykologi der ligger til grund for mange af George W. Bush’s udtalelser og handlinger,” siger Christian Tafdrup.

Temaet om Bush og religionen er top aktuel med den seneste kritik af Bush’s indstilling af Harriet Miers /evangelisk kristen) som kandidat til højesteretsdom-merposten. ”For mange liberale ligner det et forsøg på at sikre Gud en plads i høje-steret”, skriver Politiken d. 14. oktober ”, til trods for at netop adskillelsen af stat og kirke er et af de vigtigste principper i den forfatning, som domstolen skal beskytte.

Forfatter Janina Katz, en vaskeægte arvtager af det litterære jødiske stem-ningsbillede og aktuel med ’Drengen fra dengang’. Hun er født & opvokset i kommunismens Polen & landede midt i den danske smørhygge omkring 68´erne. Sociolog & oversætter & begejstret fortolker af det vi kalder livet.Janina debuterede som forfatter i 1991 og har 15 udgivelser bag sig som alle er skrevet på dansk som fra starten har været hendes forfatter tungemål om ikke modersmål.

Af Pawel Wedrowski

BOG

tisk perspektivering, når Ania undrer sig over erstatningen for sin forliste skrivemaskine fra pensionatet i Tyskland som følge af en brand. Checkens afsender:

”Jeg har aldrig spurgt om, hvorfor det netop var Den Evangelistiske Kirke fra det ellers overvejende katolske Bayern, men jeg fandt det tiltalende om end en smule gro-tesk, at det var en kristen menighed, der indvilligede i at punge ud for at godtgøre muslimernes ugerninger mod jøder”

Ania er en ensom rejsende. Med sine vil-kårlige og famlende forsøg på at springe ind i livet kommer hun stadigt fjernere væk fra det. Rejsen udstikker en flugtrute såvel geografisk som åndeligt. På den måde ind-skriver romanen sig i en klassisk tradition, som stiller spørgsmål udi eksistentielle be-tragtninger. Men til stadighed forankret i en konkret historisk tragedie og et derfor et ligeså konkret vakuum. Hvem er Ania og hvem er vi som kan tillade os blot at glo på al den smerte.

”Jeg gik ud i badeværelset for at se mig i spejlet. Det var et stort dejligt rum med potteplanter og et vindue. Jeg gik hen til vinduet, stak hånden med halstørklædet ud og lod det flagre i blæsten. Vinduet var ikke stort nok til, at jeg selv kunne komme ud og forsvinde.”

”Drengen fra dengang” er i virkelig-heden et puslespil om pigen fra dengang. Når man betragter sig selv i spejlet længe nok, altså kigger sig selv lige ind i øjnene, kan man til sidst ikke genkende den man ser. Ania må genopfinde sit liv gennem skildrin-gen af drengen fra dengang. Drengen hedder Joachim. Opvokset på et børnehjem og født hudløs. Hans eksistens er næsten gennemsig-tig, næsten uvirkelig, som var han dét stykke lakmuspapir, der beviser Anias liv.

For tvivlen æder sjæle som slikkepinde. Og Ania tvivler, om alt og på alle tænke-lige måder. Hun følger sin opdigtede dig-teriske sjæl, Joachim til Danmark efter

en omflakkende karriere som free-lance oversætter i bl.a. München. Og undervejs lider hun til stadighed af brændte børns sorger – kan ikke føle verden – be-tragter og lader som om hun lever. Man har hele tiden fornemmelsen af, at lykken er en by i Rusland, at om lidt bryder alt ud i tårekvalt gråd og at trappeopgangen er nær. Men på samme tid ved man, at den ironiske tilgang til skæbnen er tilpas hu-moristisk til at Ania bliver stående oprejst og rejser sin vej. Og under hele rejsen de-finere Anja gradvist sig selv gennem nega-tionen, altså udelukkelsesmetoden: Lidia er ikke hendes mor, hun er ikke katolik, Heino var ikke den store kærlighed og sidst men ikke mindst er drengen fra dengang ikke mere en drømmende jazzmusiker.

Drømmene dør langsomt mellem fing-rene på Ania, som drømme har for vane, og efterlader blot omrids af landskaber som kunne have været. Og sådan skriver JK – om drømmelandskaber skabt af tanker der flyder sammen som dråber på en glo-hed kogeplade.

”.. og hvem er vi uden biografiske data? En tabula rasa, som beskrives af andre. Alle har deres eget alfabet, deres ordforråd. De skriver hvad som helst på vores hudløse kroppe. De prøver at lappe os sammen. Vi bliver til fragmenter, til brudstykker af de-res liv.”

Som fortællingen gradvist dekonstru-eres smiler man ofte og varmt over det fæ-nomenale sproglige overskud. og over den livslyst og legesyge, som ledsager alle de smertelige sår der åbnes. Som hun engang i lyrisk form udtrykte det, er vi som små bir-kes i et telt, som leger at vi findes.

JK er et af de livsklogeste den danske forfatterstand kan præsentere, og det må-ske netop fordi hun ikke er dansk. Fordi hun indeholder den uvurderlige dimension immigranter udstyres med... Et skævt per-spektiv som øjner alt det, vi andre i vores ubegrænsede visdom tramper henover. Hun er så nær og så fjern på samme tid og anviser det lille hjørne i læsesalen, hvor man med fordel og eftertænksomt kan kigge ud på ny....

”Jeg sidder i en kurvestol ude i haven med armene over kors; nyder det varme, milde vejr og betragter på afstand mit liv, et vellykket, gammelt kunstværk. Måske lige før impressionisterne begyndte at ryste på hånden.”

”W – de unge år” er produceret i samarbejde med teater Mom-entum i Odense. Forestillingen udgør den første del af en Mungo Parks trilogi, der handler om den globaliserede verden, og hvordan det påvirker os. Det gøres der med forestillinger der tager sit udgangspunkt i henholdsvis Amerika, Afrika og Allerød.

Forestillingen havde premiere d. 28. september og kan opleves på Mungo Park igen fra d. 24. november – 23. december. Billet-ter kan købes på Billetnet og via Mungo Park 48131309

Manuskript: Christian TafdrupInstruktør: Rune David GrueScenografi: Palle S. ChristensenMedvirkende: Mikkel Arndt, Nils P. Munk, Rikke Bilde, Tilde-Maja Fredriksen & Christian Tafdrup

S034 S035

Tilde-Maja Fredriksen, Mikkel Arndt, Christian Tafdrup og Nils P. Munk i en ekstatisk vækkelsesscene. Foto Palle Steen Christensen

����������������������������������������������

�������������������������������������������������������������������������������

��������������������

�����������

�����������

���������������

�����������������������

����������������������������������

Bliv frivillig i Røde Kors

BESØGSVEN: Besøgstjenesten skaber netværk og venskab mellem ensomme ældre og frivillige besøgsvenner. Vi mangler frivillige, så hvis du har tid og overskud til at tage på besøg 1-2 gange om ugen til en snak over en kop kaffe eller en gåtur, er det dig vi har brug for. Du skal være fyldt 18 år, trofast og stabil og have lyst til at hjæl-pe.

ASYLFRIVILLIG: Vi søger frivillige til Kvindeasylcenter Fasan på Frederiksberg. Dels søges frivillige M/K i alderen 18-30 år til en fast ugentlig aktivitetsdag for centerets børn i alderen 4-12år. Dels søges håndgerningssnilde K til en nyetableret systue for kvinderne på centret.

Hovedstadens Afdeling Nordre Fasanvej 224, 4. 2200 København N Tlf: 38 33 64 00 hrk@drk.dk

Læs mere på www.drk.dk/hovedstaden

���������� �������� ������������ ���������� �������� ���� ����� ���� ��� ����� ��� ������ ����� ��� ����� �� �������� ���� ������ ���������� ��� ����������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������������