lying_game_den_enes_doed
DESCRIPTION
Hun havde et liv, folk ville slå ihjel for. En dag var der nogen, der gjorde det. Lying Game er historien om Emma, der en aften ved computeren finder frem til sin ukendte tvillingesøster Sutton. Hun spørger, om de skal mødes og får med det samme et svar fra Sutton. Hvad Emma ikke ved er, at Sutton på det tidspunkt er død. Før hun ved af det, er Emma hvirvlet ind i et spil, hun ikke selv kan overskue og har overtaget sin døde søsters identitet. Emma vil finde ud af, hvem der myrdede Sutton, men vil Suttons venner, forældre og kæreste tro på, at Emma er den, hun giver sig ud for at være? Og hvad sker der, når Emma finder ud af, at Suttons morder følger hver eneste af hendes bevægelser? Lying Game er skrevet af den amerikanske succesforfatter Sara Shepard og har været højt placeret på New York Times bestsellerliste. I øjeblikket arbejder ABC Entertainment på at gøre Lying Game til en tv-serie.TRANSCRIPT
11
1
DoBBElTgÆNgErEN
emma Paxton trådte ud ad bagdøren hos sin nye plejefamilie i
udkanten af las Vegas med en kanvastaske over skulderen og et
glas iste i hånden. Bilerne susede larmende af sted på den nær
liggende motorvej, og luften var tung af udstødning og lugten
fra det lokale vandrensningsanlæg. Baghaven var trist, det ene
ste pynt var et par støvede håndvægte, en rusten insektfanger og
nogle kitschede lerstatuer.
Det var så fjernt fra min baghave hjemme i tucson, der var et
perfekt anlagt ørkenlandskab med et trægyngestativ, jeg legede
var et slot, da jeg var lille. som jeg sagde; det var de underligste
og mest tilfældige detaljer, jeg kunne huske, og det samme gjaldt
det, jeg havde glemt. Jeg havde fulgt efter emma den seneste
times tid og forsøgt at få en fornemmelse af hendes liv, samtidig
med at jeg tvang mig selv til at huske mit eget. Jeg fulgte efter
hende, ligegyldig hvor hun gik. Jeg anede ikke, hvordan jeg vidste
alt det, jeg vidste om emma – det hele poppede bare op i mit
12
hoved, mens jeg iagttog hende, ligesom en sms, der bipper ind
på ens mobiltelefon. Jeg kendte hver eneste lille detalje i hendes
liv, bare ikke i mit eget.
emma smed tasken fra sig på smedejernsbordet, dumpede
ned i en af plastikstolene og lagde nakken tilbage. Det eneste
gode ved baghaven var, at den lå vendt væk fra kasinoerne, så
man kunne se en stor bid blå himmel. Månen hang og dinglede
i horisonten som en stor, oppustet marmorkugle. emmas blik
gled hen på to lysende stjerner i øst. Da hun var ni år gammel,
havde hun vemodigt kaldt stjernen ude til højre Morstjernen,
den til venstre Farstjernen og den mindste, klart blinkende stjer
ne lige nedenunder for emmastjernen. Hun havde fundet på
et utal af historier om stjernerne, og hun havde leget, at det var
hendes rigtige familie, og at de en dag blev genforenet på Jorden
ligesom på himlen.
emma havde boet hos plejefamilier det meste af livet. Hun
havde aldrig mødt sin far, men hun kunne godt huske sin mor,
som hun havde boet sammen med, indtil hun var fem år gam
mel. Becky. Hun var en slank kvinde, der elskede at se Lykkehjulet
og råbe svarene ud i stuen, der dansede rundt i huset til Michael
Jackson, og som kun læste aviser med historier som Baby født af
et græskar! og Flagermusdrengen lever! Becky sendte emma ud for
at klunse i kvarteret, prisen for et kup var altid en brugt læbestift
eller en Minisnickers. Hun købte flæsede balletskørter til hende
og blondekjoler, som hun kunne klæde sig ud i. Hun læste højt
af Harry Potter, inden emma skulle sove, og lavede stemmerne
om til alle karaktererne i bogen.
Men Becky var som et brugt skrabelod – emma vidste aldrig
13
rigtigt, hvad hun skulle stille op med hende. nogle gange lå hun
en hel dag og græd på sofaen med forvrænget ansigt og tårestri
bede kinder. andre gange slæbte hun emma med hen til det
nærmeste stormagasin, hvor hun købte to af hver af alt til hende.
“Jamen jeg har da ikke brug for to af de samme par sko,” ind
vendte emma, og Becky fik et fjernt udtryk i ansigtet. “Hvis nu
det første par bliver beskidte, emmy.”
Becky kunne også være ekstremt glemsom, hun glemte for
eksempel emma i supermarkedet en dag. emma så pludselig
sin mors bil forsvinde ned ad den flimrende hovedvej, og hun
kunne ikke trække vejret. ekspedienten gav hende en orange so
davandsis og lod hende sidde på fryseren i butikken, mens han
ringede. Da Becky endelig kom tilbage, tog hun emma op og gav
hende et stort knus, og for en gangs skyld skældte hun ikke ud,
da emma dryppede klistret is på hendes kjole.
en sommeraften ikke så længe efter sov hun hjemme hos
sasha Morgan, en god veninde fra børnehaven. Hun vågnede
om morgenen, ved at mrs. Morgan stod i døråbningen med et
underligt udtryk i ansigtet. Becky havde skubbet en seddel ind
under deres dør, hvor der stod, at hun “var taget på en lille tur.”
Det viste sig at være noget af en tur; den har varet næsten tretten
år og lidt til.
Da det ikke lykkedes nogen at finde Becky, havde saschas for
ældre afleveret emma på et børnehjem i reno. ingen adoptions
forældre ønskede at få et fem år gammelt barn, de ville alle sam
men have en baby, som de kunne forme til en lille kopi af dem
selv, så emma boede først på børnehjem, siden hos plejefamilier.
selvom emma altid ville elske sin mor, så savnede hun hende
14
egentligt ikke, i hvert fald ikke hverken Sølle Becky, Maniske Becky
– eller Sindssyge Becky, som havde glemt hende i supermarkedet.
Hun savnede tanken om en mor: en, der altid var der, en, som
kendte til hendes fortid, og som glædede sig til hendes fremtid
– en, som elskede hende betingelsesløst. emma havde ikke skabt
Mor, Far og emmastjernen på himlen ud fra noget, hun kendte
til, men ud fra alt det, hun drømte om.
glasdørene ind til huset gled op, og emma vendte sig om.
Hendes nye plejemors 18årige søn, travis, spankulerede ud i
haven og slog sig ned på havebordet. “Undskyld, at jeg kom bra
sende ind på badeværelset tidligere,” sagde han.
“Det er okay,” mumlede emma mut og trak sig langsomt væk
fra travis’ udstrakte ben. Hun var ret sikker på, at han ikke mente
det, for han gjorde stort set alt, hvad han kunne, for at overraske
hende nøgen. travis havde en blå kasket på, der var trukket langt
ned over øjnene, en alt for stor og slidt ternet skjorte og baggy
cowboyshorts, der hang næsten nede om knæene. Hans ansigt
med de stikkende øjne og de smalle læber var dækket af spredte
pletter af skægstubbe; han var endnu ikke mand nok til at få et
ordentligt skæg. Han kneb lystent sine blodsprængte brune øjne
sammen, og emma kunne føle hans blik mod sin hud, det gled
hen over hendes stramme neW York neW Yorktop, hen
des solbrændte arme og lange ben.
travis stak med et surt grynt hånden i lommen, fandt en joint
frem og tændte den. Han blæste røgen ud mod hende, og insekt
fangeren vågnede og glødede. Der lød et lille knald, det blå lys
hvæsede, og endnu en myg blev udslettet. tænk, hvis den kunne
gøre det samme ved travis.
15
Hey, skrid, potånde, ville emma sige. Det er ikke så underligt, at
der ikke er nogen piger, der vil være i nærheden af dig. Men hun sagde
ikke noget; i stedet landede kommentaren på listen over ‘svar jeg
skulle være kommet med’, en liste, hun havde lavet i den sorte,
stofbeklædte notesbog, som hun gemte i den øverste skuffe i
kommoden. svarlisten, som hun for nemheds skyld kaldte den,
var fyldt med alle de skarpe og spydige replikker, som emma ville
ønske, hun havde sagt til utallige plejemødre, til klamme naboer,
til bitchede piger i skolen og til en helt masse andre. Hun holdt
for det meste sin mund, det var nemmere at tie stille, ikke at
skabe nogen form for problemer og så forvandle sig til lige præcis
den pige, situationen krævede. emma havde tillært sig visse til
pasningsevner hen ad vejen: Da hun var ti, havde hun finjusteret
sine reflekser, når mrs. smythe, en plejemor med et voldsomt
temperament, fik trang til at kaste med ting. og da hun boede
sammen med Ursula og steve, to hippier, der dyrkede deres egne
grøntsager, men ikke anede, hvordan man tilberedte dem, havde
hun modstræbende lært sig at lave mad; hun bagte squashboller,
lavede grøntsagsgratiner og de mest lækre wokretter.
emma havde kun boet hos Clarice i to måneder. Hun var ale
nemor og arbejdede som bartender på the M resort i loungen
for ViPspillerne. siden da havde emma brugt sommeren på at
tage billeder, spille Minestryger i timevis på den ramponerede
BlackBerry, som hendes veninde alex havde givet hende, da hun
forlod sin seneste plejefamilie, og så havde hun arbejdet deltids
på new York new York Casino, hvor hun styrede rutsjebanen.
og nå ja, så havde hun også arbejdet på at undgå travis.
Det var ikke gået så godt. i begyndelsen havde emma været
16
sød over for sin nye plejebror, i håb om, at de kunne være ven
ner. Det var ikke alle plejefamilier, der stank, og nogle gange blev
hun også venner med de andre børn, men det krævede bare en
del. så hun havde ladet, som om hun var interesseret i de You
tubeklip om at være småkriminel, han tit sad og så: om hvordan
man låser en bil op med en mobiltelefon, om hvordan man bry
der ind i en sodavandsautomat, og om hvordan man åbner en
hængelås med en øldåse. Hun havde kæmpet sig gennem flere
Ultimate Fightingkampe på tv, ja, hun havde til og med forsøgt
at tilegne sig den særlige wrestlingjargon. Men en uge senere slap
hendes gode vilje op, da travis gramsede på hende, en dag hun
stod foran det åbne køleskab. “Du har bare været så sød over
for mig,” mumlede han i hendes øre, inden hun “ved et uheld”
sparkede ham i skridtet.
Det eneste, emma ønskede, var at komme gennem sidste år
i high school. Ferien sluttede lige om lidt; skolen begyndte på
onsdag. Hun kunne vælge at flytte fra Clarice og travis, når hun
fyldte 18 om to uger, men det ville betyde, at hun ikke kunne
fortsætte i skolen, hun skulle finde et sted at bo, og hun var nødt
til at få et fuldtidsarbejde for at betale husleje. Clarice havde sagt
til emmas sagsbehandler, at hun kunne blive, indtil hun havde
fået sit eksamensbevis. Ni måneder mere blev emma ved med at
messe for sig selv som et mantra. Det kunne hun godt klare,
kunne hun ikke?
travis tog endnu et sug. “Vil du have et hiv?” spurgte han med
tilbageholdt åndedræt, mens han holdt røgen nede i lungerne.
“nej tak,” svarede hun stift.
Han åndede endelig ud. “søde, lille emma,” sagde han med
17
en stemme, der drev som af honning. “Men du er ikke altid så
dan en pæn pige, vel?”
emma lagde nakken tilbage og kiggede op i himlen og stop
pede ved Mor, Far og emmastjernerne igen. længere ude i hori
sonten kunne hun se en stjerne, hun for nylig havde døbt kære
stestjernen. Det var, som om den hang tættere på emmastjernen
her til aften – måske var det et tegn, måske ville hun i år finde
den perfekte kæreste, ham, det var meningen, hun skulle være
sammen med.
“shit,” hviskede travis pludselig, da han bemærkede et eller
andet inde i huset. Han skoddede hurtigt jointen og smed den
ind under hendes stol, i samme øjeblik Clarice trådte ud på ter
rassen. emma skævede til jointens ulmende glød – typisk travis
at tørre den af på hende – og dækkede den så med sin sko.
Clarice havde stadig sit arbejdstøj på: smokingjakke, hvid skjor
te i kunststof og sort butterfly. Hendes affarvede hår var slikket
tilbage i en perfekt fransk fletning, og hendes læber var dækket af
en rødviolet læbestift, der ikke ville klæde nogen. Hun havde sin
taske over skulderen, og i hånden havde hun en hvid konvolut.
“Der mangler to hundrede og halvtreds dollars,” sagde hun
tonløst. Den tomme konvolut knitrede. “Det var drikkepenge fra
Bruce Willis, og han har sat sin autograf på den ene af sedlerne.
Jeg ville sætte den ind i min scrapbog.”
emma sukkede medfølende. Det eneste, hun indtil videre hav
de lært om Clarice, var, at hun var totalt besat af kendte. Hun
havde adskillige scrapbøger, der fortalte om hver eneste kendte,
hun havde mødt på jobbet, og glitrende portrætter med autogra
fer hang på række i spisekrogen i køkkenet. en gang imellem løb
18
hun og Clarice på hinanden i køkkenet ved frokosttid, hvilket
var daggry for Clarice, der arbejdede om natten i baren, og det
eneste, hun gad tale om, var, at hun havde haft en lang samtale
med vinderen af American Idol aftenen før, eller at en eller anden
tilfældig skuespillerindes bryster helt sikkert ikke var ægte, el
ler at værtinden i det mest populære datingshow var den største
bitch. emma lyttede altid fascineret. Hun var ligeglad med alle
detaljerne om de kendte, men hun drømte om at blive en dybde
borende journalist en dag. Det fortalte hun selvfølgelig ikke Cla
rice, og Clarice havde heller aldrig spurgt interesseret til hende.
“Pengene lå i den her konvolut i mit soveværelse, da jeg tog
af sted på arbejde i går eftermiddags.” Clarice kiggede direkte
på emma med sammenknebne øjne. “og nu er de væk. er der
noget, du gerne vil fortælle mig?”
emma skævede til travis, der sad med sin BlackBerry og scrol
lede gennem sine billeder, og hun nåede at få et glimt af et sløret
billede af sig selv på badeværelset. Hendes hår var vådt, og hun
havde et håndklæde bundet om kroppen.
emma vendte sig med brændende kinder mod Clarice. “Det
kender jeg ikke noget til,” sagde hun så venligt, hun kunne. “Men
måske skulle du spørge travis. Det kan være, han ved noget.”
“Undskyld mig.” travis’ stemme knækkede over. “Jeg har altså
ikke taget nogen penge.”
emma rømmede sig skeptisk.
“Mor, det ved du godt, jeg aldrig kunne finde på,” fortsatte
travis. Han rejste sig og hev shortsene op om hofterne. “Jeg ved,
hvor hårdt du arbejder, og jeg har faktisk set emma gå ind på dit
værelse i dag.”
19
“Hvad?” emma vendte sig om og kiggede på ham. “Det har
jeg da ikke!”
“Jo, du har,” gav travis igen. så snart han vendte ryggen til sin
mor, ændrede hans ansigtsudtryk sig fra det falske smil til en stir
rende skulen med sammenknebne øjne og rynket næse.
emma måbede. Det var utroligt, så let og afslappet han løj.
“Jeg har set dig rode i din mors taske,” sagde hun så.
Clarice lænede sig ind over bordet og smilede skævt. “Har Tra-
vis været i min taske?”
“nej, jeg har ej.” travis pegede på emma. “Hvorfor tror du på
hende? Du kender hende ikke engang.”
“Jeg mangler ikke penge!” emma pressede hænderne mod sin
brystkasse. “Jeg har et job! Jeg kan godt klare mig selv!” Hun
havde arbejdet i flere år. Før rutsjebanen arbejdede hun som ge
depasser i den nærliggende børnezoo, hun havde været klædt ud
som Frihedsgudinden og indhyllet i toga stået på et gadehjørne
og reklameret for den lokale bank, ja, hun havde endda arbejdet
som dørsælger og solgt knive. Hun havde sparet mere end to
tusind dollars op og gemt dem i en halvtom tampaxæske på sit
værelse. travis havde ikke fundet pengene endnu, sikkert fordi
tamponerne var et langt bedre sikkerhedssystem end et kuld van
vittige rottweilere, når det komme til klamme drenge som ham.
Clarice stirrede på travis, der sendte hende et kvalmende trut
mundesmil. Hun sad og vendte og drejede den krøllede konvo
lut i hånden, og et mistænksomt udtryk gled over hendes ansigt.
Det så ud, som om hun i et kort øjeblik så ind bag travis’ glatte
overflade.
“Mor,” travis gik hen til sin mor og lagde armen om hendes
20
skulder. “Jeg er nødt til at fortælle dig, hvad emma i virkeligheden
er for en.” Han tog sin BlackBerry op af lommen og scrollede
med den ene finger på den lille museknap.
“Hvad mener du?” emma gik over til dem.
travis sendte hende et falsk smil og skjulte skærmen, så hun
ikke kunne se noget. “Jeg ville have snakket med dig om det un
der fire øjne, men det er for sent nu.”
“snakket med mig om hvad?” emma lænede sig hurtigt frem
mod ham, så det skvulpede i myggelyset, der stod på bordet.
“Det ved du jo godt.” travis tastede som en gal. en myg sum
mede rundt om hovedet på ham, men han gad ikke engang vifte
den væk. “at du er sindssyg.”
“Hvad mener du, travis?” Clarice kneb bekymret sin skrigrøde
mund sammen.
endelig sænkede travis sin BlackBerry, så de alle tre kunne se
skærmen. “Det her,” sagde han så.
en hård og hed vind ramte emmas kinder, og den støvede luft
irriterede hendes øjne. Den blåsorte aftenhimmel blev et par
tonere mørkere. travis åndede tungt ved siden af hende, han
stank af pot, og åbnede så et site for private videooptagelser. Han
tastede hurtigt SuttonIArizona og trykkede på PlaY.
en videofil blev langsomt uploadet. et håndholdt kamera gled
hen over en lysning, men der kom ikke en lyd ud af højtalerne,
som om de var sat på lydløs. kameraet drejede hen mod en skik
kelse, der sad på en stol med sort bind for øjnene, der dækkede
halvdelen af hendes ansigt. en rund sølvmedaljon i en tyk kæde
hang tungt mod det spinkle kraveben.
Pigen kastede sit hoved frem og tilbage, som var hun vanvittig,
så kæden hoppede op og ned mod hendes bryst. skærmen gik i
sort et kort øjeblik, og pludselig gled en skikkelse ind bag hende
og flåede halskæden tilbage, så den pressede ind mod pigens
hals. Hendes hoved fløj bagover, og hun viftede med armene og
sparkede.
“i guder.” Clarice tog hånden op for munden.
“Hvad er det her?” hviskede emma.
skikkelsen bag pigen strammede kæden mere og mere. Han
havde maske på, så emma kunne ikke se hans ansigt. efter cirka
tredive sekunder stoppede pigen med at kæmpe og blev helt slap.
emma bakkede væk fra skærmen. Havde de lige set et men
neske dø? Hvad helvede? og hvad havde det med hende at gøre?
kameraet filmede stadig pigen med bind for øjnene, men så
blev skærmen atter mørk i nogle sekunder, og da billedet vendte
tilbage, var kameraet vippet til den ene side og væltet om på
jorden. emma kunne se et skævt billede af pigen i stolen. nogen
gik hen til hende og tog bindet af hendes øjne. så hostede hun.
Hun fik tårer i øjnene. Hendes læber bævede. og hun blinkede
langsomt. i et splitsekund før skærmen atter gik i sort, stirrede
hun sløret ind i linsen.
emmas kæbe ramte hendes slidte Converse.
Clarice gispede.
“Ha!” sagde travis triumferende. “Jeg sagde det jo.”
emma stirrede på pigens store blå øjne, den lille opstopper
næse og det runde ansigt. Hun lignede hende fuldstændigt.
For pigen på videoen var mig.