Håndværk på filmEn dokumentarisk analyse af filmmediets mulighedere for at overføre

håndværksviden imellem mennesker

Speciale af Jakob Øllgaard, årg. 2005, Antal ord: 27.984Det Informationsvidenskabelige Akademi, Vejleder: Martin Dyrbye

1

Abstract:

A documentary analysis is conducted to achieve an understanding of the film

medias potential of carrying and transmitting craft knowledge. Two different

document types are analysed and compared in a qualitative interview setting

featuring craftsmen of the crafts displayed on film. Also an interview examination

is conducted to obtain the opinions on the matter from professionals who work with

preserving craft knowledge. It is concluded that craft knowledge can be many

different kinds of knowledge and therefore a generalization of craft knowledge

transfer is impossible, as this relies heavily on the type of craft in question and the

characteristics of the person to obtain the knowledge. However it is probable, that

craft knowledge based on tacit knowledge is impossible to transfer in any other than

a traditional apprenticeship setting built on feedback, whereas craft knowledge

based on a higher degree of explicit knowledge may be transferred easier through

reading or studying film and better still through interactive learning sources. This is

however not examined in this analysis and is a question yet to be explored. It

remains crucial, that craft knowledge is tied to the body of the craftsman, but this

should not stop craftsmen from documenting their knowledge in writing and on film

and -- as particularly one of the interviews discloses -- this can be done by adding

speak to films of craftsmen in action.

En gammel håndværker er som et brændende bibliotek- Vestafrikansk ordsprog

2

IndholdsfortegnelseAbstract 2

1. Indledning 5

1.1. Håndværkets forsvinden 5

1.2. Håndværk på film 6

1.2.1. Nationalmuseets Etnologiske Filmarkiv 7

1.2.2. Film fra YouTube.com 8

1.3. Afgrænsning 9

1.4. Begreber, teori, domæne, metodik og informationssøgning 10

1.4.1. Begreber 10

1.4.2. Teori 11

1.4.3. Videnskabeligt domæne 13

1.4.4. Metoder 14

1.4.5. Informationssøgning 15

1.5. Undren over filmmediets muligheder 16

1.6. Undersøgelsens legitimering 17

1.7. Undersøgelsens perspektiver 19

1.8. Problemformulering 20

2. Metode 20

2.1. Interviewundersøgelsens design 20

2.1.1. Tematisering og design 20

2.1.2. Interview 23

2.1.3. Fortolkning og analyse 24

2.1.4. Verificering og rapportering 25

2.2. Spørgsmål til videnscentre 26

2.3. Informationssøgning 27

3. Håndværk i et teoretisk perspektiv 29

3.1. Undersøgelser 29

3.2. Videobilledet som formidler 31

3.3. Håndværks viden -- grundlæggende forudsætninger 31

3.4. Håndværksviden – teoretisk viden og kropslig viden 34

3.5. Mesterlære – imitation og færdigheder 38

3

3.6. Den japanske tradition 40

4. Håndværk på museum 41

4.1. Nationalmuseet 42

4.2. Kejsergaarden 44

4.3. Hjerl Hede 45

4.4. Den Gamle By 48

4.5. Bevaringscenter Nordjylland 49

5. Interview med håndværkere 51

5.1. Bødkeren 52

5.2. Smeden 56

5.3. Haandskomageren 60

6. Analyse og diskussion 67

6.1. Håndværksviden – dokumentation 67

6.2. Håndværksviden – teoretisk viden og kropslig viden 69

6.3. Håndværksviden -- metoder og ideer 73

6.4. Film som vidensmedie 73

6.5. Interaktive medier og selvlæring 75

7. Konklusion 77

8. Perspektivering 81

9. Litteratur 87

10. Oversigt over besøgte websteder 91

11. Oversigt over Bilag 92

4

Del 1. Indledning Den håndværksmæssige viden er i sit væsen fundamentalt anderledes end den

boglige. Det er en personlig form for viden. Dette skal illustreres ved hjælp af de

gamle truede landhåndværk som bødkeren, karetmageren, rebslageren og

sadelmageren. Disse truede håndværk har ikke deres vidensbase registreret i bøger,

på film eller i databaser. Derfor er denne form for viden totalt afhængig af at blive

vedligeholdt af dens udøvere. Der er bare individuelle bærere af kundskaben. Den

hundredårige gamle håndværksviden sidder i hovedet og i hænderne på disse

bærere og den er ikke transformeret til andre medier. Disse forvaltere er de eneste,

som har den vidensversion, der findes. Og der er vel at mærke ingen backup (Linde

1996).

1.1. Håndværkets forsvinden

Traditionelle håndværk har spillet en vigtig rolle i udviklingen af Danmarks

kulturelle identitet. I dag er stort set alle de genstande vi omgiver os med industrielt

fremstillede. Men for godt og vel hundrede år siden blev alt lavet i hånden, det man

boede i, det tøj man havde på og det man spiste. Og sådan havde samfundet været i

hundreder af år indtil da (Duus & Duus 2002:9). Men siden begyndelsen af

industrialiseringen af det danske samfund og frem til i dag, har en lang række

håndværksfag måttet bukke under. Først overtog fabrikker fremstillingen af

dagligdagens fornødenheder og håndværksfagene blev reduceret til

reparationshåndværk. Og på grund af en udvikling hvor det efterhånden heller ikke

kunne betale sig at reparere tingene, er den immaterielle kulturarv, som ligger i

mange generationers håndværksviden, forsvundet og med håndværkernes bortgang

gået tabt (Fode 1984:9-24).

Men ud over at eliminere de mest kedsommelige og belastende arbejdsmetoder,

kom maskinerne og mekaniseringen af industrien til at overflødiggøre den

kompetente arbejder og erstatte ham med halvt faglærte eller ufaglærte arbejdere

(Sennett 2008:115). Maskinen kan på den måde ses som et af menneskehedens

største dilemmaer. Man kan spørge sig, om den er menneskets bedste ven eller

5

værste fjende. Den er en uvurderlig hjælp, men den overflødiggør også mennesket

(ibid:91).

Det problem som jeg primært forholder mig til med dette speciale er, hvordan man

kan dokumentere og bevare viden om håndværk, så denne viden ikke forsvinder.

Denne dokumentation skal her opfattes i en BDI (bibliotek -- dokumentation --

information) kontekst, hvor dokumentation omfatter indsamling, strukturering,

registrering, lagring, genfinding og videreformidling af viden – i dette tilfælde om,

hvordan håndværk udføres.1

Dette ville ikke være noget problem, hvis man kunne skrive ned eller fortælle,

hvordan man udfører et stykke arbejde. Men sproget er ikke egnet til at beskrive

kroppens fysiske bevægelser. Og en stor del af den viden, som håndværkere

besidder, er tavs viden. Man ved, hvordan man gør et eller andet, men man kan ikke

sætte ord på denne viden. En mulig løsning på sprogets begrænsninger er at sætte

billeder i stedet for ord. Richard Sennett stiller spørgsmålet, om det er muligt, at

menneskets øjne ved oplevelsen af en detaljeret fotografisk gengivelse af arbejdet

kan opfatte, hvordan hånden eller kroppen udfører arbejdets bevægelser (Sennett

2008:104). Jeg er på samme måde interesseret i spørgsmålet om, hvorvidt levende

billeder af håndværkere i udførelsen af deres arbejde -- eventuelt i kombination med

den eksplicitte viden, der findes i lærebøger og arbejdspapirer -- kan bruges til at

bevare og dokumentere kendskabet til, hvordan man udfører et håndværk.

1.2. Håndværk på film

Tanken om at forsøge at dokumentere håndværksviden på film før den forsvinder,

er ikke ny. Nationalmuseet og Dansk Arbejde fremstillede tidligt i det tyvende

århundrede en række film, der forsøger at dokumentere forskellige

håndværksmæssige og industrielle forarbejdningsteknikker på film. Nogle af disse

film dokumenterer selve håndværket, andre viser på en mere overfladisk måde,

hvordan de forskellige produkter forarbejdes. Mange af disse kulturfilm findes

1 Jf. http://www.informationsordbogen.dk/concept.php?cid=459

6

stadig og de opbevares i Det Danske Filminstituts arkiver (Bonde Johansen).2

Nordiska museet i Stockholm begyndte i 1920’erne at indspille film for at opbygge

et kulturhistorisk filmarkiv. Ambitionen var på samme tid at bedrive

grundforskning og bruge mediets potentiale som pædagogisk værktøj. De omkring

hundrede etnologiske film skildrer folkeskikke, klædedragter, jagt, fangst og

håndværk.3 Der foreligger også nyere film som viser traditionelle håndværk.

Irelands Traditional Crafts har for eksempel over de sidste 30 år fremstillet film,

der viser traditionelle irske håndværk.4

1.2.1. Film fra Nationalmuseets etnologiske filmarkiv

Nationalmuseet udgav i 2004 en samling på syv dvd’er med i alt 18 film, som

dokumenterer forskellige håndværksteknikker. Filmene blev optaget i årene 1943-

1975 og er et forsøg på at indfange de viste håndværk, fordi de allerede dengang var

ved at forsvinde. Ingeniør Aage Rothenborg (1891-1983) optog fra 1940 til 1952

fem stumfilm, der dokumenterede håndværk og arbejdsprocesser, der var ved at

forsvinde fra samfundet. Rothenborg var en filmentusiast og pionér, der sammen

med Dr. Phil. Axel Steensberg tog initiativ til at filme håndværkere, der stadig

udførte håndværket efter de gamle metoder. I 1952 besluttede en international

komité, at der skulle indledes et internationalt arbejde med etnografiske

dokumentarfilm, som skulle indfange håndværk, der var ved at uddø. Axel

Steensberg blev udpeget til at lede arbejdet. Nationalbankdirektør Ove Jepsen gik

ind i samarbejdet med Steensberg og Rothenborg, og i årene frem til 1970

fremstillede holdet endnu 15 film som dokumenterede gamle håndværk.

Rothenborg filmede håndværkerne mens de udførte deres håndværk og Steensberg

tog noter når håndværkerne forklarede, hvad de gjorde. Filmene fokuserer på

håndens bevægelser og forsøger dermed, at formidle det håndelag, som var

nødvendigt for at udføre de pågældende arbejdsrutiner. Stumfilmene er forsynet

med forklarende mellemtekster. Der blev lavet i alt 20 film, hvoraf der i 2004 blev

2 For en liste over disse film se bilag 5.

3 http://www.nordiskamuseet.se/publication.asp?

4 http://www.irelandstraditionalcrafts.com/index.htm

7

udgivet følgende 18 på 7 dvd’er under titlen Film fra Nationalmuseets etnologiske

filmarkiv:

1) Hjulmanden (1958), Skemageren (1956-57)

2) Bødkeren (1959), Lynæsjollen (1966)

3) Smeden (1955), Ålestangning (1967-68), Blytækkeren (1954)

4) Håndskomageren (1967), Vinkyperen (1970)

5) Lervarefremstilling (1943), Spinding af strikkegarn ved vandkraft (1962)

6) Hør og Spinderok (1959), Tælle og Lys (1960), Jydepotten (1942).

7) Fra sæbebed til bageovn (1946), Håndmalkning (1973-75), Hjemmebrygning

(1968) (Nationalmuseet 2004).

1.2.2. Film på YouTube.com

I vor tid har den teknologiske udvikling gjort det nemt og billigt at fremstille film

ved hjælp af videokameraer og mobiltelefoner og der ligger et stort antal film på

den gratis webportal YouTube.com, som viser amatører såvel som professionelle

håndværkere udføre forskellige håndværk. En søgning d. 26. juni 2010 på ordet

blacksmith med søgemuligheden how to giver ca. 1160 resultater, som viser

hvordan man udfører forskellige smedeteknikker.5 Når det gælder digitale

dokumenter fra internettet er det nødvendigt at være særlig kritisk over for de kilder

man anvender. Det kan være meget vanskeligt at stole på troværdigheden af

informationer, som ukendte enkeltpersoner har lagt ud. Disse informationer kan

være både fejlagtige og umulige at fjerne (Skot-Hansen & Steffensen 1995:26). På

YouTube er der heller ingen kontrol med, at det viste håndværk er udført i

overensstemmelse med god håndværkspraksis. Det er ganske vist muligt at tilføje

kritiske kommentarer nedenunder klippene, men den person der har lagt filmen op

har muligheden for at fjerne disse kommentarer. Oftest benyttes

kommentarrubrikken dog til ros og til at udveksle oplysninger om metoder og

materialer og der foregår således potentielt en videndeling.6

5 http://www.youtube.com/results?search_category=26&search_query=blacksmith&search_type=videos&suggested

_categories=26%2C10%2C24%2C1&uni=3

6 YouTube.com

8

Forfatteren Andrew Keen forholder sig kritisk til YouTube og lignende

brugerskabte portaler og han kalder video-amatørerne på Youtube.com

videographer monkeys med hentydning til T.H. Huxleys infinite monkey theorem:

Hvis man forsyner et ubegrænset antal aber med et ubegrænset antal skrivemaskiner

i ubegrænset tid, vil en eller anden abe før eller siden skabe et mesterværk (Keen

2007:2). Keen bruger disse aber som et billede på vor tids internetbrugere. Om en

anden brugergenereret videndatabase, Wikipedia, skriver Keen, at dens bidragydere

er et ubegrænset antal aber, der forsyner et ubegrænset antal aber med

misinformation i en uendelig spiral af uvidenhed (ibid:4-5). Keen mener, at

information skabt af amatører principielt er upålidelig, og at den ikke i den sidste

ende er gratis, fordi den spilder vores mest dyrebare ressource -- vores tid (ibid:46).

Keen kan dog kritiseres for ensidigt at se bort fra de oplysende aspekter ved web

2.0 og for at ignorere undersøgelser, der viser at der også forekommer fejl i

eksperternes encyklopædiske opslagsværker (Elkjær 2007, Fox 2007).7

1.3. Afgrænsning

Ikke alle gamle håndværk er lige bevaringsværdige. Igennem historien har

teknologisk innovation sparet mennesket for sundhedsskadelige og nedværdigende

jobs og fysisk belastende slid. Så selvom denne udvikling igennem tiderne har

kostet arbejdspladser og udryddet gamle håndværk, har den ikke nødvendigvis

været af det onde (Sennett 2008:107-110). Ålestangning, som det bliver vist i

Rothenborgs film af samme navn, er desuden et eksempel på et håndværk, som er

forsvundet fordi den pågældende fangstmetode er blevet forbudt (Nationalmuseet

2004). Men diskussionen om, hvilke håndværk der er bevaringsværdige og hvilke

der ikke er, er en diskussion som jeg vil holde ude af dette speciale.

Den svenske snedker og håndværksfilosof Thomas Tempte definerer håndværkeren

som en person, der behersker hele arbejdsprocessen fra bedømmelsen af råvare til

færdigt produkt. Desuden skal man kunne beherske flere forskellige arbejdsgange,

7 Web 2.0 teknologi er også anvendelig indenfor videndeling i erhvervslivet navnlig i form af brugergenererede informationsportaler, blogs og

wikis, hvor de kan synliggøre viden, som ellers ville være tavs eller skjult. Begrebet Enterprise 2.0 er således beskrevet af blandt andre McAfee

(2006).

9

tegne og dimensionere delene og løse de tekniske problemer, der opstår herved.

Men han skriver, at begrebet i vore dage benyttes i meget forskellige og uklare

betydninger, hvilket tyder på håndværk som kultur næsten er uddød (Tempte

1982:7)

Udførelsen af et håndværk har i vore dage anderledes vilkår end før i tiden. Sennett

betragter ikke nødvendigvis det at arbejdet udføres på et værksted med hænderne

eller kroppen som afgørende for, at man i en moderne kontekst kan definere det

som håndværk. Således er både snedkeren, laboranten og dirigenten håndværkere

(ibid:29). Jeg afgrænser min interviewundersøgelse til tre af de håndværk, som

bliver vist i filmene fra Nationalmuseets etnologiske filmarkiv: Herfra har jeg valgt

Bødkerfaget, Smedefaget og Skomagerfaget, fordi de er klassiske håndværk, der til

forskel fra adskillige af håndværkene i dokumentarfilmene, stadig holdes i live i

nutiden. Hermed får jeg muligheden for at vise Rothenborgs klassiske film for

aktive, praktiserende håndværkere og derefter sammenligne disse med film på

YouTube.com. Disse fag er desuden forskellige i deres brug af materialer – træ, jern

og læder. Og de metoder der bliver brugt i forarbejdningen af disse materialer er

tilstrækkeligt forskelligartede til på en facetteret måde at illustrere nogle

grundlæggende forudsætninger for udførelse og indlæring af håndværk.

1.4. Specialets begreber, teori, metodik og anvendelse af kilder

1.4.1. Begreber

Håndværk som ord har i Den Danske Ordbog flere nærtbeslægtede men forskellige

betydninger: Erhvervsmæssigt arbejde hvorved noget fremstilles el. forarbejdes

vha. redskaber og andre hjælpemidler der betjenes med hænderne (el. andre dele af

kroppen) på en måde som oftest kræver faglig uddannelse. I en anden betydning er

håndværk synonymt med håndværksfag: fagligt afgrænset arbejde hvor den slags

arbejde udføres fx murerhåndværket el. elektrikerhåndværket. I overført betydning

er håndværk: Den del af en beskæftigelse el. (kunstnerisk) virksomhed som fordrer

bestemte grundlæggende færdigheder. Ordet håndværk har på dansk også en anden

10

og fysisk betydning: Produkt der er resultatet af håndværk, ofte med vægt på

produktets udførelse og kvalitet.8

På engelsk har man ordet craft, der betyder et håndværk i betydningen: et fag: The

craft of furniture making. Men det engelske sprog har også ordet craftmanship, som

også kan bruges når noget fysisk er godt håndværk, altså godt lavet. Men dette ord

har desuden betydningen faglig dygtighed: (=skill).9 Sennett benytter også ordet

craftsmanship, på dansk oversat til håndværksmæssighed, men det skal opfattes i en

mere generel æstetisk forstand, som dækker over gennemtænkt og veludført

arbejde, hvor hånd og hoved følges ad (Sennett 2008:30). Jeg søger et ord på dansk,

der udtrykker håndværkerens kompetence og dygtighed, det han eller hun kan og

ved. Her anvender jeg ordet håndværksviden.

1.4.2. Teori

Hvis håndværksviden udelukkende var en kompetence, som lod sig indlære på

skolebænken og som kunne skrives ned, ville der ikke være noget vanskeligt ved at

videreføre den og den ville ikke være i fare for at forsvinde (Andersen 2005). Jeg

har derfor forsøgt at undersøge, hvilke basale evner og tillærte kompetencer

håndværksviden består af. Her har jeg i opbygningen af min forståelse af dette

speciales emne primært støttet mig til følgende værker:

Dueslund, L. (2003) Kroppen i verden. Skapande vetande, nr. 40. Linköping

Universitet

Polanyi, M. (1966) Den Tause Dimensionen. Oslo: Spartacus Forlag (2000). Første

gang udgivet 1976, New York: Doubleday & Co.

Sennett, R. (2008) Håndværkeren. Arbejdets kulturhistorie: Hånd og Ånd. Forlaget

Hovedland.

Tempte, T. (1982) Arbetets Ära. Om hantverk, arbete, några rekonstruerade

verktyg och maskiner. Stockholm: Arbetslivscentrum.

Wood, N. (2006) Transmitting craft knowledge: designing interactive media to

support tacit skills learning. PhD Thesis, Sheffield: Hallam University8 Den Danske Ordbog (2004:848)

99 Cambridge International Dictionary of English (1995:319)

11

Overføring af håndværksviden er et centralt tema i dette speciale. Her er det

nødvendigt at tage et teoretisk blik på mesterlæren. Der er i litteraturen to

grundlæggende perspektiver på mesterlæren som læringsform: En personorienteret

og en decentreret. Den personorienterede tilgang bygger på imitation og

identifikation. Lærlingen observerer og imiterer mesterens bevægelser og mesteren

korrigerer og kommenterer lærlingens fejl. Den decentrerede tilgang bygger på, at

lærlingen udvikler sin læring og identitet igennem legitim perifer deltagelse i

praksisfællesskaber (Elmholdt & Winsløv 1999:104). Den decentrerede tilgang er

skeptisk over for observation af mesteren, da den mener at læring i højere grad

finder sted i praksisfællesskaber (Lave & Wenger 1991:94). Lave & Wengers

teorier kan kritiseres for at overse kroppens rolle som situeret objekt i udviklingen

af færdigheder (Jespersen 1999:175).

Da et centralt emne i specialet er bevaring af håndværk igennem personlig

dygtiggørelse, som forudsætter en læreproces med en entusiastisk lærling og en

dygtig mester -- ofte i et 1:1 forhold, antager jeg primært den personorienterede

tilgang til mesterlæren, selvom der er en udbredt enighed om, at læring bedst

foregår i interaktion imellem mennesker (Seely Brown, Collins & Duguid 1989).

I afsnittet om tillæring af færdigheder inddrager jeg Stuart og Hubert Dreyfus’

(1999) fem punkter for tilegnelse af færdigheder, desuden Collins (1991) om

mesterlæren samt Falk (2009) i hans beskrivelse af den japanske tradition.

I specialet forholder jeg mig teoretisk til samspillet og modsætningen imellem

eksplicit viden og tavs viden (tacit knowledge), som er de to grundlæggende

videnformer også inden for håndværk. Polanyi, som introducerede begrebet tavs

viden, udtrykker det med denne aforisme: We know more than we can tell. Når jeg

retter mit teoretiske fokus på de tavse kundskaber skyldes det, at håndværkerens

væsentligste kompetencer er tavse; dette forklarer hvorfor de så vanskeligt kan

kommunikeres videre. Tavs viden er ifølge Polanyi fundamentet for al viden og

læring og omfatter så forskellige videnskabsfilosofiske domæner som

12

kunstoplevelse, kropslære, fænomenologi, gestaltpsykologi og pædagogik (Polanyi

1966).10 I dette speciale begrænser jeg dog min teoretiske gennemgang af tavs viden

til, hvor det er relevant for læring, udøvelse og viderekommunikation af

håndværksviden. Endelig inddrager jeg Platon, Aristoteles og Husserl for at

anskueliggøre, at Polanyi ikke er den første, der har forholdt sig til disse begreber.

Et måske afgørende kriterium for, hvorvidt det er muligt at vise, hvordan et

håndværk udføres ved at filme det, er hvorvidt levende billeder kan gengive

virkelige hændelser for iagttageren. Her vil jeg diskutere, om den langsomme

kameraføring og billedet som dvæler ved håndens bevægelser kan formidle,

hvordan håndværket udføres. Og gør det en forskel, at der er lyd på, som der er på

YouTube filmene. Her forholder jeg mig til forholdet imellem afsender og

modtager (Arendt Rasmussen 1994). Endvidere inddrager jeg Jensens

kommunikationsmodel Medier af tre grader (2008). Endelig vil jeg diskutere,

hvorvidt YouTubes kommetarrubrik kan formidle en interaktiv læringsproces.

1.4.3. Det videnskabelige domæne

Bestræbelsen på at optimere og tilgængeliggøre viden har historisk set været

forbundet med det fag, der er kendt som dokumentation. Som fag går den

videnskabelige dokumentation tilbage til Paul Otlet og Henri LaFontaine, som i

1895 skabte Institute Internationale de Bibliographie. Formålet med deres virke var

at udarbejde en verdensbibliografi, det vil sige en samlet fortegnelse over al

tilgængelig dokumentarisk viden (bøger, videnskabelige artikler, billeder,

arkivmateriale med mere). De grundlagde FID (Federation internationale de

documentation) og i 1905 skabte de et af de mest benyttede vidensorganiserende

systemer, UDK (Universal Decimal Classification). Dokumentarister har været

opfattet som værende mere teknologisk orienterede end bibliotekarer, som mere har

10 I 1980erne blev Polanyi opdaget af teoretikere inden for cognitive science, fordi hans tanker kan bidrage til forståelsen af kunstig intelligens

(Wackerhausen 1997). Menneskers professionelle kompetencer og de tavse kundskabers forhindring af videndeling er også et centralt tema inden

for både Knowledge Management (KM) og Organisationsteori. Nonaka & Takeuchi (2005) og Nonaka, Ichijo og von Krogh (2000) har

beskrevet tavs viden i en Knowledge Management kontekst og har formuleret modeller for hvordan den kan aflæses, låses op og ekspliciteres i

moderne virksomheder. Også Choo (1998a ;1998b) og Aït Razouk, Bayad & Wannenmacher (2009) undersøger den tavse videns rolle i

videndeling i moderne organisationer.

13

været opfattet som samlere og vogtere af kulturelle skatte. Der har imidlertid også

været stor forskel på bibliotekarer, ligesom der kan være stor forskel på

folkebiblioteker, forskningsbiblioteker og specialbiblioteker. Dokumentaristerne

kom typisk fra naturvidenskaberne, hvor bibliotekarerne havde en mere humanistisk

og generalistisk kulturel baggrund. Men grænserne imellem dokumentarister og de

forskellige typer af bibliotekarer var dengang som i dag noget uskarpt defineret. I

internationalt perspektiv er betegnelsen dokumentation nu mere blevet erstattet af

begrebet informationsvidenskab (Hjørland 2000).

Et dokument kan inden for informationsvidenskaben dække over så forskellige

materialer som en bog, et fotografi, en sten i et museum eller en antilope i Zoo

(Buckland 1997). Det Informationsvidenskabelige Akademi (tidl. Danmarks

Biblioteksskole) uddanner udover bibliotekarer også informationsspecialister til

arkiver og museer og uddannelsen sigter på et bredt spekter indenfor

kulturformidling.11

1.4.4. Metoder – indsamling af empiri

Specialets metodeafsnit er delt op i to dele fordi empirien i undersøgelsen har to

forskellige metoder, en interviewundersøgelse og et mindre telefoninterview og e-

mailundersøgelse. Afsnittet for interviewundersøgelsen er bygget op, så det følger

logikken bag Steinar Kvales syv stadier i en interviewundersøgelse (Kvale

1994:95). Jeg benytter mig i specialet af et kvalitativt undersøgelsesdesign med en

interviewundersøgelse, hvor tre udøvere af undersøgelsens håndværk fortæller om

deres håndværk før og nu. Jeg har valgt tre håndværkere, der selv har valgt deres

håndværk, fordi det interesserer dem, men som adskiller sig i deres tilgang til

håndværket. Eivind Lingås er gået i voksenlære og er nu fuldt udlært ortopædisk

håndskomager, som har svendebrev (Lingås:61). Lars Ørbæk Laursen har ikke

noget svendebrev, men han har gennemgået et kortere læreforløb og har lært dele af

sit fag på egen hånd. Han arbejder på at blive en bedre og mere kompetent bødker

(Laursen:53). Gitte Christensen har heller ikke svendebrev, men hun er stort set

selvlært, selvom hun har lært en del ting ved at smede sammen med andre smede.

11 http://www.iva.dk/uddannelser/

14

Hun har med sin tilgang til faget opnået en sikkerhed, der gør at hun i dag er en

dygtig smed og en efterspurgt kunsthåndværker (Christensen:56).

I anden halvdel af interviewene viser jeg håndværkerne den af Rothenborgs film,

der er relevant for deres fag, samt udvalgte film fra YouTube.com. På grundlag af

de viste film udføres en dokumentarisk analyse af filmene ved hjælp af interview,

som skal afklare, hvorvidt de viste film indeholder viden om, hvordan de

pågældende håndværk udføres. I løbet af denne del af interviewene benytter jeg mig

af en kvalitativ receptionsanalyse, hvor jeg tolker håndværkernes reception af de

viste film. Mere herom i afsnit 2.1.1. Den dokumentariske metode benyttes, da den

foregår på basis af allerede fremstillede dokumenter (film) og derved sparer

forskeren for selv at fremstille de dokumenter, der er genstand for analysen (Skot-

Hansen & Steffensen 1995:21). Det ville således have været interessant – men

under de givne omstændigheder uoverkommeligt – for mig at fremstille filmene

selv.

Anden del af min empiri er en telefon og e-mailundersøgelse. Jeg har formuleret

nogle spørgsmål, som jeg sender ud til forskellige videnscentre for håndværk, for at

få svar på, hvad de fagfolk, der i det daglige arbejder med bevaring af gamle

håndværk, mener om filmmediets muligheder for formidling af håndværksviden.

Jeg spørger til deres opfattelse af forskellige mediers anvendelighed til at

dokumentere håndværksviden. Desuden spørger jeg, om det er realistisk at

sammenstykke og rekonstruere et håndværk ved hjælp af lærebøger og film.

1.4.5. Informationssøgning og brug af kilder

Informationssøgning og research forud for specialet er primært foretaget på

grundlag af søgninger i Det Kongelige Biblioteks katalog, netpunkt.dk og

Danmarks Pædagogiske Universitets Bibliotek, samt på internettet. Mere herom i

afsnit 2.3. Jeg forsøger at referere til mine kilder så præcist som det er muligt. Når

jeg henviser til et afsnit i et værk, angiver jeg i parentes forfatter(e) og udgivelsesår

og kolon efterfulgt af sideangivelse. Når jeg refererer til en undersøgelse eller en

konklusion på et værk angiver jeg forfatter(e) og udgivelsesår i parentes.

15

1.5. Undren over filmmediets muligheder

Klik et håndværk er et initiativ støttet af Grundejernes Investeringsfond (GI) og

Realdania, som med foreløbig ti korte film dokumenterer forskellige metoder og

teknikker indenfor bygningshåndværk. Det er tanken med projektet, at dokumentere

viden om restaurering af gamle bygninger. Denne viden findes som oftest

nedskrevet i bøger, men mange af bøgerne indeholder store mængder af teoretisk

information, som det kan være vanskeligt for praktikere at sætte sig ind i. Filmene

skal desuden supplere eller træde i stedet for den sidemandsoplæring, som nu til

dags er en sjælden disciplin samt kurser som ofte er engangsoplevelser, der hurtigt

glemmes, hvis det lærte ikke bruges umiddelbart efter. Filmene skal gøres

tilgængelige på internettet, så de kan ses på computere og på mobiltelefoner.

Sidstnævnte gør filmene tilgængelige, næsten uanset hvor og hvornår man har

behov for det.12

En af idemændene bag projektet er Niels Brondbjerg, som igennem mange år har

undervist på tekniske skoler inden for byggefagene. Og han mener godt, at

filmmediet kan bruges til at formidle viden om håndværk: Der er på nuværende

tidspunkt (juni 2010) færdiggjort ti film af 14, som er planlagt for GI og Realdania.

De er på 5-8 minutter og de viser de enkelte teknikker i udførelsen af et stykke

arbejde. Så dokumentationen af, hvordan man reparerer et vindue kan være delt op i

for eksempel tre film, en for snedkerarbejdet, en for glarmesterarbejdet og en for

beslag og hængsler. Filmene fokuserer på de problematiske eller essentielle detaljer

eller processer i arbejdet. Filmene er forsynet med en faktaboks, hvor man kan

navigere sig frem til bøger eller hjemmesider, hvor man kan læse mere, eller hvor

diverse specifikationer er opgivet. For filmene kan ikke stå alene. Tanken er at

bruge filmmediet som undervisningsmateriale for unge, der vil uddanne sig inden

for byggefagene (Brondbjerg).

En anderledes kategorisk afvisning af filmmediets anvendelsesmuligheder til

formidling af håndværksviden kan man finde på Hjerl Hede. På frilandsmuseets

Kompetencecenterets hjemmeside hedder det:

12 http://www.realdania.dk/Presse/Nyheder/2008/Klik+et+haandvaerk+28-04-08.aspx?q=klik et h%C3%A5ndv%C3%A6rk

16

Mange danske håndværksfag og dermed stolte håndværkstraditioner vil forsvinde

for evigt sammen med den sidste udøver. Det er derfor meget vigtigt, at der sættes

ind i tide, mens det stadig er muligt at finde håndværkerne, der har bevaret

håndelaget, eller som kan huske og er i stand til at videregive nogle af fagets mange

finesser og "fiduser". Den praktiske viden skal overleveres fra mester til svend eller

lærling. Det er ikke noget, man kan læse sig til eller fotodokumentere. Når smeden

f.eks. opvarmer sit jern i essen for at svejse det, kan han alene på det glødende jerns

farve se, hvornår temperaturen er rigtig, og jernet er klar til at svejse. Den erfaring

får lærlinge kun ved at se mester udføre det og selv gøre det efter.13

Dette fører til en undren over, hvad håndværksviden er. Hvilke kropslige og håndværksmæssige

kompetencer kan man lære ved at se dem på film og hvornår er det nødvendigt med en fysisk interaktiv

læreproces? Er det alle håndværk, der som smedens kræver, at man har lært viden som jernets farve og

temperatur af en mester? Og hvis man ikke helt eller delvist kan læse sig til et håndværk, hvorfor findes der

så lærebøger og gør det selv bøger? Og rummer de gamle og nye film, der viser håndværkere udøve deres

håndværk slet ingen viden? Den væsentligste undren man kan have som dokumentarist drejer sig om,

hvordan man kan bevare kendskabet til håndværk, også når de sidste udøvere af dem ikke er mere. Skal

man så bare acceptere, at de er borte og glemt? Er det således hele sandheden, at man ikke kan tilegne

sig håndværksviden eller dele af den uden en direkte læreproces fra person til person?

1.6. Undersøgelsens legitimering

Interessen for at lære et gammelt håndværk er i vore dage stor. Når Nationalmuseet

afholder sine halvårlige håndværkerdage, fremgår det tydeligt, at efterspørgslen på

og interessen for at lære at udøve et håndværk er stor (Jensen telefon). Mange

gamle håndværk har ikke længere udøvere nok til at møde den stigende interesse,

der er for at lære de gamle håndværk, og mange af dem der er interesserede i at lære

at udøve et håndværk, har ikke tid eller økonomiske midler til at indgå i et fuldtids

læreforløb. Der er også er stor efterspørgsel på så kaldt antikvarisk produktion og

reparationsarbejde. Hjerl Hede oplever at efterspørgslen på karetmagerarbejde,

rebslagerarbejde og bødkerarbejde er stigende, men at de udøvere, der kan møde

denne efterspørgsel bliver færre og færre. Kirsten Linde skriver, at det er urimeligt

at de små truede fags eksistens er underlagt de frie markedskræfter. Der er mange

gamle håndværkere, der gerne ville tage lærlinge ind, men som ikke har råd til at

13 http://www.hjerlhede.dk/dk/gamle_haandvaerk/kompetencecenter/

17

betale for dette, fordi de er pensionister, der ikke kan drive en konkurrencedygtig

håndværksvirksomhed på markedsvilkår. Linde skriver, at det er paradoksalt, at

staten finansierer alle de boglige og videnskabelige studier i landet uden krav om at

disse skal være økonomisk rentable, men lukker for pengekassen, når det gælder

støtte til lærlinge i håndværksfag, der ikke anses som rentable. (Linde 1996).

UNESCO’s Convention for the Safeguarding of the Intangible Cultural Heritage

(2003) definerer immateriel kulturarv som udøvelse, repræsentationer, udtryk, viden

og færdigheder, såvel som de instrumenter, objekter, artefakter og kulturelle steder

som er forbundet hermed, som grupper af mennesker og i nogle tilfælde enkelte

individer betragter som en del af deres kulturarv. Ifølge deklarationen er

traditionelle håndværk en vigtig del af denne kulturarv, som ved at være overført

fra generation til generation giver dens udøvere en følelse af identitet og kontinuitet

på en måde som fremmer kulturel diversitet og menneskelig kreativitet.

Deklarationen bemærker, at der ikke eksisterer nogen bindende internationale

aftaler som sikrer denne kulturarv og den vedgår, at de gældende internationale

aftaler på området har brug for at blive styrket, og den opfordrer til nationale og

internationale initiativer og samarbejdsaftaler for at sikre denne kulturarv, såfremt

denne er forenelig med en bæredygtig udvikling (UNESCO)14.

Jeg har henvendt mig til Kulturarvsstyrelsen for at spørge, hvordan den opfatter det

ovennævnt omtalte begreb Intangible Cultural Heritage - eller Immateriel

Kulturarv i en kontekst med traditionelle håndværk. Jeg spørger desuden, om

Kulturarvsstyrelsen har nogle retningslinier, der bidrager til at sikre denne kulturarv

og i så fald hvilke og hvordan? Spørgsmålet er blevet sendt videre i organisationen,

men det er ved undersøgelsens afslutning ikke blevet besvaret.15

1.7. Undersøgelsens perspektiver

I 1980erne forsøgte Marianne Ploug fra Varde Museum at påvise, at det er muligt at

dokumentere, hvordan et håndværk udføres ved at filme det. Man filmede et

arbejdslaug fra Silkeborg Papirfabrik, som stadigvæk mestrede teknikken med at 14 http://www.portal.unesco.org/en/ev.php-URL_ID=17716&URL_DO=DO_TOPIC&URL_SECTION=201.html

15 Bilag 3, mail til kulturarvsstyrelsen

18

fremstille bøttepapir. Denne video fastholder denne viden, selvom de fleste af de

medvirkende arbejdere og håndværkere i dag er døde. Arbejdet blev udført i Den

Gamle By i Århus, hvor man også arbejdede på at oprette en arbejdets vidensbank.

Dette arbejde er nu underlagt Raadvad Centeret, men omfatter nu udelukkende

bygningshåndværk. Teknologihistorikeren Jørgen Burchardt mener at det er

beklageligt, at alle initiativer fra Kulturministeriet for bevaring af håndværk har det

samme ensidige fokus på bygninger og at et ansvarsfuldt museum burde genoplive

den oprindelige tanke med et håndværksregister (Burchardt 2000).16 Kirsten Linde

skriver, at museernes dokumentation af håndværksfagene er utilstrækkelig, fordi

den kun fokuserer på indsamlede genstande. Der sættes store summer af til

indsamling og registrering af værksteder og værktøj, men museerne savner midler

til at opretholde en levende bevaring (Linde 1996).

I et dokumentarisk perspektiv har dette speciale til hensigt at pege på metoder,

hvormed og på hvilke niveauer håndværksviden kan dokumenteres, med henblik på

en diskussion om, hvordan man kan indsamle håndværksviden med henblik på en

registrering og indsamling af viden inden for en række håndværk. En sådan metode

ville være dokumentarisk på et niveau, som erkender at dokumentation af den

fuldstændige håndværksviden ikke er realistisk uden håndværkeren, men som

bevarer kendskabet til håndværket på basis af eksisterende dokumentation.

1.8. ProblemformuleringDet overordnede problem som jeg vil undersøge i dette speciale er hvorvidt det ved

hjælp af levende billeder er muligt at formidle, hvordan et håndværk udføres?

Afledt heraf vil jeg besvare følgende underliggende spørgsmål:

Hvad er håndværksviden?

Hvordan overføres håndværksviden imellem mennesker?

Hvordan kan man dokumentere håndværksviden, så den ikke forsvinder?

16 Jørgen Burchardt er erhvervs- og teknologihistoriker mma. Han skriver om sig selv, at han aktuelt arbejder med at redde historiske oplysninger. Således har ydet et større bidrag til historien om det danske industrisamfund i det 20. århundrede med blandt andet bøger om Det danske stålvalseværk, Walker Danmark, Aabenraa Karrosserifabrik, NKT Trådværk i Middelfart samt en lang række tidsskriftartikler. For en fuld bibliografi se http://www.burchardt.name/default.htm.

19

Kan levende billeder eventuelt sammen med andre medier vise, hvordan

hånden og kroppen udfører et håndværk eller dele heraf?

Er nogen håndværk vanskeligere at dokumentere end andre og hvad skyldes

i så fald dette?

Del 2. MetodeHåndværkeren arbejder med små og enkle midler og opnår alligevel store mål.

Thomas Tempte (1982:8)

2.1. Interviewundersøgelsens design

Den dokumentariske analyse bag dette speciale baserer sig på Aage Rothenborgs

etnologiske arbejder og forskellige nutidige bidrag, som ligger på YouTube.com.

Det umiddelbare formål med analysen er at besvare specialets overordnede

spørgsmål. Dette foregår ved hjælp af tre håndværkere, som hjælper med analysen

af filmene. Herudover søger jeg svaret på mit spørgsmål ved at spørge nogle

museumsfolk, som beskæftiger sig med at bevare kendskabet til gamle håndværk i

deres arbejde. For at gøre dette er det nødvendigt at besvare undersøgelsens

underliggende spørgsmål, som sigter efter at finde svaret på, hvad håndværksviden

er og består af og hvordan den kan dokumenteres.

2.1.1. Tematisering og design

En interviewundersøgelse kan deles op i syv stadier, som kan bruges som en

rettesnor, således at man opnår den viden og de svar, som man skal bruge for at

besvare undersøgelsesspørgsmålet. De syv stadier er: Tematisering, design,

interview, transskribering, fortolkning, verificering og rapportering (Kvale

1994:91). Disse syv trin kan betragtes som en lineær fremgangsmåde, en metode til

at holde styr på en interviewundersøgelse, så den oprindelige vision ikke forsvinder

undervejs. Jeg vil her benytte mig af en gennemgang af de syv stadier, for at

illustrere strategien bag min undersøgelse.

Tematisering og design. Her er den afgørende tråd igennem undersøgelsen en

problemformulering, som man vil følge, et hvorfor og hvad, som man vil undersøge

før man går i gang (ibid:94). Denne problemformulering styrer hele undersøgelsen

20

og må ikke i det væsentlige laves om, når man først har begyndt sin undersøgelse.

Den kan dog justeres mange gange på vej imod den endelige problemformulering

(Rienecker & Stray Jørgensen 2006:123-148). Her var den oprindelige idé at

forklare håndværkets forsvinden med håndværkerens problemer med at fortælle

hvad han/hun gør. Inspireret af blandt andre Sennett (2008:104) opstod ideen om at

undersøge, hvorvidt film kan hjælpe med at fastholde håndværkerens viden, således

at den ikke forsvinder sammen med håndværkeren. Som dataindsamlingsmetode

anvendes en dokumentarisk analyse, hvor filmoptagelser af håndværkere i arbejde

analyseres sammen med nogle udvalgte håndværkere i en interviewsituation.

Hensigten hermed er dobbelt, nemlig både at besvare problemformuleringens

spørgsmål om, hvorvidt film kan vise, hvordan hånden og kroppen arbejder og

desuden at undersøge, hvilke oplysninger disse film mangler for at kunne fungere

som bærere af viden om, hvordan man udfører et håndværk.

Det kvalitative forskningsinterview viser sig i denne sammenhæng som en velegnet

dataindsamlingsmetode, fordi den interviewede i en vellykket interviewsamtale

åbner sig, navnlig hvis både jeg, intervieweren og den interviewede håndværker

interesserer sig for emnet, hvorved muligheden for fortolkning og yderligere

uddybning kan opstå (Kvale 1994:42).

Når man foretager en dokumentarisk analyse, hvor det analyserede materiale er

massemedier - som i dette tilfælde film – kan det almindeligvis gøres på grundlag af

Laswells klassiske model: (1) Hvem (2) siger hvad (3) gennem hvilken kanal (4) til

hvem (5) med hvilken effekt (Skot-Hansen & Steffensen (1995:26). Her er det en

vigtig forudsætning, at det analyserede dokument er fremstillet i en hensigt som

ikke i det væsentlige adskiller sig fra det man benytter det til i analysen (Dahler-

Lassen 2005:236). Her er Rothenborgs etnologiske film særligt anvendelige, da de

faktisk er fremstillet i et forsøg på at indfange og dokumentere det håndværk, som

allerede i 1940’erne var ved at forsvinde (Nationalmuseet 2004). Det samme kan

ikke nødvendigvis siges om de mange film der er tilgængelige på YouTube.com.

De er ikke fremstillet med den samme konsekvens i optagelserne og de er

fremstillet med forskellige metoder og lejlighedsvis også med divergerende formål.

21

Her bliver det ligeledes helt afgørende hvem iagttageren er. Når jeg vil besvare

undersøgelsens overordnede spørgsmål, nemlig hvorvidt det ved hjælp af levende

billeder er muligt at vise, hvordan et håndværk udføres, er iagttagerens

forudsætninger for at se, hvad der sker på filmen afgørende. Når jeg således viser

film, der viser håndværkere udføre deres fag, til håndværkere der mestrer det

samme fag, skal jeg under interviewet være opmærksom på nogle væsentlige

omstændigheder. Er den håndværker jeg interviewer bekendt med de teknikker, der

bliver demonstreret på filmen. Er mit interviewobjekt desuden interesseret i

spørgsmålet om, hvorvidt man kan bruge levende billeder til at lære dele af et

håndværk og er vedkommende sprogligt i stand til at udtrykke sig om egne og

andres kompetencer.

Her må jeg på det metodiske plan benytte mig af en kvalitativ receptionsanalyse,

hvor interviewobjektets subjektivitet nødvendigvis må fastholdes i samtalen,

samtidigt med at intervieweren løbende fortolker samtalen. Her er det en generel

målsætning for receptionsanalysen at belyse, hvilken form for mening, viden og

betydning der produceres, når interviewobjektet/recipientens livshistorie møder

medieteksten, som i dette tilfælde er de fremviste dokumentarfilm (Arendt

Rasmussen 1994:136-137).

Når iagttageren/recipienten derimod er en person, som ikke mestrer det viste

håndværk skifter fokus i receptionsanalysen over til mediets (filmens) mulighed for

at gengive virkeligheden og det viste håndværk. Men eftersom denne problematik

ikke vedrører dette speciales dataindsamlingsmetode - og mere er en teoretisk

diskussion - er dette beskrevet i teoriafsnit 3.2., 3.3 og 3.4.

2.1.2. Interview

De tre interviews med håndværkere kan deles op i to hovedafsnit: 1)

Håndværkernes egen historie og 2) deres reaktioner på filmene. Der er udarbejdet

en løst struktureret interviewguide, hvor håndværkeren først beretter om sit

håndværk og historien om sit eget forhold til håndværket og læringen. I den første

del af interviewene lader jeg håndværkerne fortælle. Dette giver mig mulighed for

22

at få et indblik i og spørge ind til håndværkernes interesse for deres fag, deres

holdninger til læring og til deres uddannelse, samt deres muligheder for udøvelse af

deres fag (Kvale 1994:95). Den ene del af den dokumentariske analyse er baseret på

tre film af Aage Rothenborg fra Nationalmuseets Etnologiske Filmarkiv (2004),

nemlig Bødkeren (1959), Smeden (1955) og Skomageren (1967).

Til sammenligning hermed viser jeg håndværkerne nogle film fra Youtube.com,

hvor de tre håndværk ligeledes bliver vist udført. Da der ikke er nogen kontrol med

det oplysende og pædagogiske indhold af filmene på YouTube, har valget af disse

film et element af tilfældighed. Her har jeg valgt nogle film, som efter min

opfattelse forsøger at kommunikere, hvordan man udfører det pågældende

håndværk. Her har jeg benyttet mig af Det pågældende fags engelsksprogede

betegnelse kombineret med søgemuligheden how to (på dansk: sådan-gør-du).17 En

sammenligning af de to kategorier af film fra to forskellige epoker er mulig, fordi

de tre håndværk bødkerfaget, smedefaget og skomagerfaget har det til fælles at de

stadigvæk udføres af nulevende håndværkere.

For Lars Ørbæk Laursen viser jeg:

Aage Rothenborgs Bødkeren (Nationalmuseet 2004).

How A Traditional Wine Barrel Is Made.18

Tillers International Coopering Barrels Class 19

Day 12, part 3 20

For Gitte Christensen viser jeg:

Aage Rothenborgs Smeden (Nationalmuseet 2004).

Forging a Heartbar Horseshoe 21

Tillers International Blacksmithing I Class .22

17 http//www.youTube.com

18 http://www.youtube.com/watch?v=3LBGPKgQ2ac&feature=related

19 http://www.youtube.com/watch?v=WMDKlblsPco&feature=related

20 http://www.youtube.com/watch?v=PSoe6nwws7w&feature=related

21 http://www.youtube.com/watch?v=8YT4jRvLfks

22 http://www.youtube.com/watch?v=_jkxo-5P-vc&feature=related

23

Blacksmith Forging Leaves 23

For Eivind Lingås viser jeg:

Aage Rothenborgs film Håndskomageren (Nationalmuseet 2004).

How to make a shoe - Part 1 24

How to make a shoe - Part 2 25

The Shoemaker movie 26

Interviewene er optaget på minidisc-optager, transskriberet ordret og efterfølgende

struktureret, således at gentagelser, pauser og småsnak er redigeret ud. Sproget er så

vidt muligt holdt i håndværkernes egne vendinger, latter og diverse

meningstilkendegivelser er efter bedste evne refereret i skarpe parenteser.

2.1.3. Fortolkning og analyse

I de første to trin af det vellykkede kvalitative forskningsinterview foregår der en

interaktiv proces, hvor den interviewede viser intervieweren sin livsverden og giver

intervieweren lejlighed til at spørge ind til undersøgelsens centrale spørgsmål. Her

opstår muligheden for, at den interviewede fatter interesse for spørgsmålet og

kommer til at tænke over sin situation i et nyt perspektiv. Den tredje fase af

interviewet er en fortolkningsproces, som intervieweren foretager og kommunikerer

tilbage til den interviewede for at få bekræftet meningen af det den interviewede

siger. Det fjerde trin som finder sted efter interviewet er transskriberingen, hvor

intervieweren strukturerer og meningskondenserer interviewet. Hvad der er

væsentlige og uvæsentlige udsagn og tilkendegivelser fortolkes af intervieweren.

Det femte (mulige) trin er et geninterview. Jeg har således efter transskribering

23 http://www.youtube.com/watch?v=BaC770Cv44I&feature=related

24 http://www.youtube.com/watch?v=tqQ9zWxBfg8&feature=related

25 http://www.youtube.com/watch?v=6LsE4nsEOJk&feature=related

26 http://www.youtube.com/watch?v=nC5gxZimxpk

24

Håndværk i et teoretisk pperspe latter ktiv

Håndværk i et teoretisk perspektiv

-Fig. 1. Analysens triangulering af teori med de to dataindsamlingsmetoder

sendt de transskriberede og strukturerede interview til undersøgelsens håndværkere

til godkendelse og revidering (Kvale 1994:187-188). Her har de fået mulighed for at

uddybe og eventuelt korrigere deres udsagn. Analysen i specialet finder sted ved en

tematisk opdeling - baseret på den anvendte teori - af de tre interview samt de

indkomne e-mailbesvarelser. Således besvarer jeg mit undersøgelsesspørgsmål ved

at diskutere mine interview på et kvalitativt niveau, hvor de teoretiske og praktiske

aspekter af håndværksviden møder hinanden (Se figur 1).

2.1.5. Verificering og rapportering

Der er en vis uenighed i blandt forskere om, hvorvidt kvalitative interview har

nogen gyldighed, fordi de set fra et positivistisk synspunkt er baseret på subjektive

fortolkninger og fordi man ikke kan generalisere ud fra et fåtalligt antal

interviewpersoner. En modsat humanistisk opfattelse forlanger ikke, at kvalitative

interview skal kunne generaliseres, fordi enhver situation er unik, og fordi ethvert

fænomen har sin egen struktur og logik (Kvale 1994:226-227). Kravet om at en

undersøgelse skal kunne reproduceres på et senere tidspunkt for at have

videnskabelig reliabilitet gælder heller ikke når det kommer til det åbne, kvalitative

interview. Et interview vil nemlig aldrig kunne gentages med et sammenfald af

meninger og beskrivelser, da både interviewer og interviewperson kan have ændret

sig i processen (Skot-Hansen & Steffensen 1995:30).

I denne undersøgelse forsøger jeg således heller ikke at generalisere, derimod

foretager jeg en triangulering af mine interview og e-mailbesvarelser med den

anvendte teori for at analysere undersøgelsens empiri på et diskuterende niveau,

25

Interviewundersøgelse E-mail og telefonundersøgelse

Analyse

således at jeg kan besvare mit undersøgelsesspørgsmål. Hensigten med en kvalitativ

interviewundersøgelse er at få så meget information ud af det enkelte interview som

muligt. Der kan derfor ikke opstilles et optimalt antal interviewpersoner. Det

essentielle i denne interviewmetode er at belyse et fænomens fremtræden og

forskellige aspekter så godt som muligt (ibid:31). De håndværkere der deltager i

interviewundersøgelsen er udvalgt, fordi de viser en forskelligartet tilgang til deres

håndværk og fordi de ønskede at medvirke. Et større antal interview ville måske

have bragt flere aspekter frem i undersøgelsen, men tid og pladshensyn har gjort at

antallet blev tre.

2.2. Spørgsmål til videnscentre

Jeg har formuleret fire spørgsmål for at få svar på, om det er muligt at betragte film

og andre videnmedier som bærere af viden om håndværk, der kan stykkes sammen

til en viden om, hvordan man udfører et håndværk. Jeg stiller dem til repræsentanter

for de videnscentre, som i forvejen beskæftiger sig med at bevare håndværk for

eftertiden, fordi jeg antager, at disse mennesker i deres daglige omgang med

formidling af håndværksviden kan have en holdning til spørgsmålene. Jeg har valgt

at sende spørgsmålene til Nationalmuseets afdeling for nyere tid, Hjerl Hede ved

Vinderup og Kejsergaarden i Randers.

Spørgsmålene lyder:

1. På hvilken måde er det efter din/jeres mening muligt at bevare kendskabet til

håndværk?

2. Kan man betragte en film som en dokumentation på håndværksviden, hvis den

viser en håndværker udføre et stykke arbejde i alle dets detaljer, eventuelt med en

lydside eller anden information, der oplyser om materialer, processer, eventuelt om

håndens bevægelser?

3. Kan man betragte en omfattende lærebog i et håndværksfag som dokumentation

på en håndværksviden?

4. Hvis der ikke er levende håndværkere, der kan udføre et håndværk – og der i et

museumsperspektiv er et behov for at udføre det pågældende håndværk – ville det

så være interessant at forske i diverse kilder for på den måde at genoplive det

26

pågældende håndværk? Og kan man det? Har du/I nogle erfaringer med

rekonstruktion af håndværk?

2.3. Informationssøgning

En informationssøgning er en systematisk og metodisk proces. Når man bevæger

sig inden for et klart afgrænset fagdomæne, kan man med en rent systematisk

informationssøgning finde de dokumenter, man skal bruge (Hjørland 1993:159-

160). Når man skal fremfinde dokumenter om et givent emne, er det en stor

hjælp, hvis nogen allerede har identificeret de relevante dokumenter og opregnet

disse i en litteraturliste eller bibliografi. Er man eksempelvis interesseret i

slægtshistorie kan en fagbibliografi som Dansk Historisk Bibliografi anbefales. Når

forskellige vidensområder har problemer, der overlapper og beskrives af forskere

fra en anden tradition, er der derimod faktorer, der modvirker en rent systematisk

informationssøgning. Disse traditioner kan for eksempel have forskellige traditioner

for publikation af viden og være skrevet i et sprog hvor der anvendes en anden

terminologi. Her er det ikke ualmindeligt, at selv informationsspecialisten må

forlade sig på en trial and error søgeproces (Hjørland 1993:161).

Når man har et mere tværfagligt fokus eller beskæftiger sig med et emne eller fag,

som ikke har sine egne fagbibliografier er en bibliografisk kædesøgning, med andre

ord en søgning ved hjælp af litteraturlisten, en ofte mere effektiv metode (Hjørland

1997:148-150). Det er et større problem, når der ikke er skrevet meget om det

emne, man interesserer sig for. Så er det nødvendigt at identificere de domæner,

som emnet berører. Det væsentlige er at forklaringsmodeller og forståelsesmåder

fremmer forståelsen af problemet (Rienecker & Stray Jørgensen 2006:215).

Jeg har ikke været i stand til at finde megen litteratur som udelukkende behandler

de teoretiske aspekter ved formidling af håndværksviden ved hjælp af film, som er

emnet for dette speciale. Derfor er min litteratursøgning primært baseret på

bibliografisk kobling imellem pædagogisk orienterede værker inden for emner, der

berører formidling af håndens og kroppens kompetencer, herunder litteratur om tavs

viden, nyere litteratur om mesterlæren, samt medieteoretiske værker, der beskriver

27

problemerne ved at forstå den fysiske virkelighed i den to-dimensionelle gengivelse

på film.

Ved påbegyndelsen på informationssøgningen forud for specialet, konstruerede jeg

en søgning i Det Kongelige Biblioteks katalog på emnerne håndværk og tavs viden.

Samtidig søgte jeg på netpunkt.dk27 på termerne håndværk, mesterlære og tavs

viden. Da adskillige af de herved fremfundne værker var at finde på Danmarks

Pædagogiske Universitets Bibliotek (DPUB), søgte jeg videre på de nævnte

emneord i deres søgedatabase. Den deraf fremfundne litteratur har dannet

udgangspunkt for en bibliografisk kædesøgning. Min egen research på internettet

har givet mig en indsigt i de initiativer, der udfoldes for at bevare viden om

håndværk. Herved har jeg fundet e-mailadresser på institutioner og museer, der

underviser i og formidler viden om håndværk og jeg har taget kontakt for at aftale

interview eller stille spørgsmål på e-mail. Herudover har jeg benyttet mig af

internetresearch for at finde frem til håndværkere, der udøver de fag, som er

repræsenteret i filmsamlingen Nationalmuseets etnologiske filmarkiv.

Del 3. Håndværk i et teoretisk perspektiv3.1. Undersøgelser

Natalie Wood fra Hallam Universitetet i Sheffield har forsket i forskellige

elektroniske undervisningsmaterialer primært med brug af videooptagelser af læring

af håndværk. Her spørger hun, hvorvidt det er muligt at låse tavs viden op ved at

lade eleverne sætte ord på deres indlæring imens de bliver filmet. Her er det en

præmis, at novicens forståelse af håndværket endnu ikke er blevet internaliseret og

tavs. Både eleven og mesteren sætter ord på håndværkets finesser, men spørgsmålet

27 Netpunkt.dk er en portal til centrale databaser og værktøjer for bibliotekspersonalet på danske biblioteker. Man kan bruge netpunkt.dk som adgang til databaser som: DanBib, Materialevurderinger, Libris, Bibsys, WorldCat og ArticleFirst. (http://www.dbc.dk/produkter/alfabetisk-oversigt-over-alle-produkter/netpunkt/netpunkt/?searchterm=netpunkt)

28

er, om det er tavs viden, metoden sætter ord på. Men der fremkommer under alle

omstændigheder eksplicit viden, der ledsager billedsiden (Wood 2006).

Wood & Rust har undersøgt, hvorvidt man kan formidle traditionelle håndværk ved

hjælp af multimedier. Undersøgelsen legitimeres med, at et stadigt større antal

mennesker ønsker at lære traditionelle håndværksfag, men at det ikke er muligt for

dem alle at komme i fuldtids mesterlære. Mange af dem vil opleve kortere

relationer med en mester, men har brug for supplerende materialer til at lære videre

på egen hånd. Undersøgelsen viser at levende billeder af læreprocessen er mest

velegnede til læring, særlig når der samtidig optages en lydside og efterfølgende

foretages et interview. Her bliver der sat ord på de vanskelige detaljer som eleven så

efterfølgende kan øve på egen hånd (Wood & Rust 2003).

Hvis man sammenligner det fysiske lærested med et online diskussionsforum og et

online wikispace28 medieret af ansigt til ansigt kontakt via webcam, viser det sig, at

der ikke findes bedre læringsmetoder i basale håndværksfærdigheder end fysisk

ansigt til ansigt undervisning, men at vigtige elementer af læring afhænger af en

social kontekst, som kan reproduceres online. I denne sammenhæng viser det sig

også, at den allerede øvede håndværker nemmere er i stand til at udnytte online-

ressourcer end begynderen (Fisher, Wood & Keyte 2008).

Wood observerer, at det i det tidlige stadie af et læringsforløb er vanskeligt for

begynderen at efterligne det, han har set i en videooptagelse af en håndværker i

arbejde. Det kan være så anstrengende på egen hånd at fortolke synsindtrykkene på

filmen, at det kan føre til demoralisering og opgiven. De novicer der havde

succesoplevelser med at efterligne eksperten, var dem der brugte ekspertens

ledsagende kommentarer, som var baseret på eksplicit teoretisk viden og

opfølgende demonstration som vejledning. Eksperten havde en afgørende rolle ved

at observere og reflektere over novicens praktik og det interaktive læringsforløb og

28 Udtrykket Wikispace er så nyt, at det ikke findes i nogle af de ordbøger, som jeg har slået ordet efter i. Men ordet Wiki kan defineres som:

En type webside der tillader besøgende at tilføje, fjerne, redigere og på anden vis ændre et tilgængeligt indhold uden at skulle registreres. De

fleste Wikier gemmer en registrering af foretagne ændringer, evt. en komplet version af alle versioner. Et eksempel er Wikipedia

(http://www.informationsordbogen.dk/search.php?text=wiki&type=all).

29

følgelig give feedback, indtil der var etableret en bro over vidensgabet (Wood

2006:126).

Også Stuart og Hubert Dreyfus konstaterer, at multimedielæring via internettet kan

lære elever visse regler og kendsgerninger, der kan gøre dem kompetente. Men

masselæring uden den daglige imitation og vejledning af en mester kan ikke under

normale omstændigheder skabe ekspertise og bemestring af kundskaber (Dreyfus &

Dreyfus 1999).

Det Norske center for håndværk, NHU i Maihaugen i Lillehammer har 20 års

erfaring med videreføring af håndværk med en model, som bygger på traditionel

mesterlære, hvor mester har ansvaret for oplæringen af svenden i en 1:1 relation.

Fig. 2. NHU’s model for læring med en lærling til en mester med tilknytning af en

dokumentator (Martinussen 2005).

Der er tilknyttet en dokumentator, der som en flue på væggen har til opgave at

filme, fotografere og nedskrive alt hvad der sker uden at bryde ind i

læringsprocessen. Dokumentationsmaterialet er i første række til hjælp for

lærlingen, så han kan repetere det han har lært. Video har vist sig at være et specielt

nyttigt medie, da det viser arbejdsorganisering, håndelag og kropsbrug hos

mesteren, men NHU understreger, at det på ingen måde kan erstatte den fysiske

indlæring (Martinussen 2005).

3.2. Videobilledet som formidler

Videoobservation er ifølge Botin, Bertelsen og Nøhr et fænomenologisk værktøj,

som er velegnet til at vise og skabe forståelse for en arbejdspraksis. Metoden kan

30

dog med fordel suppleres med dialogiske interview og spørgeskemaer (Botin et alii

2007:117) Det spiller ind, at en videofilm er resultatet af optagerens subjektive

opfattelse af situationen. Når man stationært stiller et kamera op er det udtryk for en

forhåndstolkning af begivenhederne, ligesom når undersøgeren selv fører kameraet

og vælger hvad der er i fokus. Her ser det undersøgende subjekt situationen gennem

teknologien, som ser situationen anderledes end måden hvorpå vi ser (ibid:112-

113). Den personlige observation er tredimensionel og involverer alle sanser.

Billedet derimod er fladt, todimensionalt, afgrænset og opfanger ikke varme, lugt

eller smag. Kameraet kender ikke til væren og interaktiv deltagelse (Arendt

Rasmussen 1997:64).

Kofoed skriver, at videokameraet ikke formår at fastholde rumlige og tidslige

aspekter af virkeligheden, så godt som vores øje, synscenter og kognitive

oversættelse af synsindtryk formår: Det er en smertefuld erkendelse, at det medium,

der ofte anses for at være optimalt med hensyn til lagring af både visuelle og

auditive informationer, ikke har en tilstrækkelig rummelighed i forhold til vore

forventninger om at kunne fastholde virkelighedens øjeblikke som materialiserede

data (Kofoed 1997:34).

Merleau Ponty er inde på noget af det samme: Når kameraet i en film rettes imod en

genstand og nærmer sig den for at vise os den i nærbillede, kan vi nok huske at det

drejer sig om en hånd eller en genstand, men vi identificerer den i virkeligheden

ikke, fordi lærredet ikke har en horisont (Merleau-Ponty 1994:1-3).

Men Botin, Bertelsen og Nøhr mener, at videoobservation på grund af teknologiens

sanseudvidende potentiale og den særlige stemning og forventningsfuldhed, som vi

befinder os i, når vi skal se film, med fordel kan indlejres i en fænomenologisk

forståelsesramme, navnlig hvis operatøren af kameraet lever sig ind i situationen

Desuden hævder forfatterne, at teknologiske fremskridt har bevirket, at opstilling,

betjening, indfangning af kropslige signaler samt interaktion ikke længere er en

barriere i videooptagelser (Botin et alii 2007:112-113).29

29 Artiklen, ligesom den bog den er udkommet i, er skrevet med fokus på videoobservation som dataindsamlingsmetode i kvalitative

undersøgelsesmetoder. Det essentielle i artiklen er dog, hvorvidt man kan optage henholdsvis aflæse og fortolke arbejdsprocesser på en

arbejdsplads.

31

Medier og menneskets kommunikation og reception af dem kan inddeles i tre

grader. I første grad er mediet et andet menneske i kød og blod, som befinder sig i

det samme rum eller på det samme sted i den samme tid som modtageren af

budskabet, hvilket muliggør en interaktiv kommunikation. Medier af anden grad

omfatter medier som er reproduceret med henblik på at komme ud til et større

publikum. Det kan være skrevne tekster, som for eksempel lærebøger, men også

teknisk frembragte massemedier som film og lydoptagelser. Medier af tredje grad er

de digitale medier, som samler og kombinerer de tidligere nævnte medier i en

teknologi og bidrager med nye fremstillingsformer og interaktion (Jensen 2008:20).

Figuren kan opfattes som et hjul, fordi de interaktive digitale medier er i stand til at

reproducere nogle af medierne fra første og anden grad. Både den fysiske

tilstedeværelse og det interaktive aspekt kan altså reproduceres med den rigtige

teknologi (ibid:22).

3.3. Håndværksviden – grundlæggende forudsætninger

En god håndværker fører en dialog imellem sin praksis og sin tænkning, som

udvikler sig til nogle vaner, som etablerer en rytme imellem problemafdækning og

problemløsning (Sennett 2008:19). Men der er tre grundlæggende evner, som udgør

forudsætningerne for, at man kan blive en dygtig håndværker. 1) Evnen til at

lokalisere sig. Det kan betyde at man er god til at orientere sig med sit værktøj eller

i forhold til tid og sted, hvornår noget er rigtigt eller forkert. 2) Evnen til at stille

spørgsmål ved sin lokalisering, som en væren i tid og sted, er afgørende for de

resultater, som arbejdet bringer og som igen medfører nye spørgsmål. 3) Evnen til

at åbne op baserer sig på en intuitiv sondring af, hvornår man kan bruge sine

færdigheder på en ny og fordelagtig måde og overføre sine erfaringer til en ny

32

Medier af første grad

Medier af tredie grad

Medier af anden grad

Fig. 3. Medier af tre grader (Jensen 2008).

situation. Sennett understreger, at dette er forenklinger af et stort og komplekst

forskningsområde, men at disse evner udtrykker noget grundlæggende, som vi

som levende væsner har til fælles med dyr og hinanden (ibid:280).

Et FOU-projekt med titlen Metodiske indfaldsvinkler til håndværksoplæring sætter

fokus på de kundskaber og den viden og indsigt der kræves af håndværkeren i

dennes oplæring og arbejde. De er kommet frem til, at håndværk som proces

omfatter kundskab, kendskab og viden indenfor følgende områder:

Kropsbevidsthed

Bevægelsesbevidsthed

Handlingsmønstre

Fingerbevidsthed/fingerfornemmelse

Syn, øjemål og opfattelse af størrelse

Farvekendskab/farvesans

Hørelse

Bevidsthed om lugt og smag

Bevidsthed om rum

33

Produktforståelse

Formforståelse

Materialeforståelse

Værktøjsforståelse

Bevidsthed omkring fremdrift

Almen mental udvikling/bevidsthed omkring problemløsning

Bevidsthed omkring faglig identitet (Andersen 2005:14-23).

3.4. Teoretisk viden og kropslig viden

Den viden og kunnen, der ligger bag udførelsen af et håndværk er første gang

beskrevet af Aristoteles, som skelner imellem et teoretisk og et praktisk

vidensbegreb. Det teoretiske er uden for menneskets påvirkning. Denne viden er

sikker, eksakt, tidløs, videnskabelig og uforanderlig. Den praktiske viden er

derimod afhængig af livets skiftende omstændigheder, menneskets handlinger og

tilfældighedernes spil. Den er derfor kontekstafhængig, variabel og potentielt

uforudsigelig. Denne praktiske viden tilhører mennesket, deltageren, den praktiske

udøver af et stykke arbejde. Techne er den praktiske viden, der omhandler

fremstilling og produktion. Poiesis er den form for aktivitet det involverer. Målet

for aktiviteten er et andet og højere end selve arbejdet. Fronesis er den viden og de

færdigheder som mennesket benytter i det sociale liv. Her benævnes den

pågældende aktivitet praksis. Her ligger målet i selve aktiviteten, hensigten er at

blive bedre til den pågældende aktivitet.

Ifølge Aristoteles er den praktiske viden ikke kun lig med den tavse,

erfaringsbaserede viden. Den dygtige praktiker evner med baggrund i sin erfaring at

vurdere hvilke regler – techne – som bør tages i anvendelse i en given

arbejdsmæssig situation. Men han evner også at bedømme, hvornår man bør se bort

fra disse regler og improvisere. På denne måde kan han efter behov skifte imellem

at arbejde efter regelbundne faglige teorier og efter den erfaringsmæssige viden,

som er hans egen (Saugstad 2003:316, Aristoteles 1994:345-347).30

30 Det er disse etisk og socialt funderede praktiske kompetencer, som vi i dag kender som situationsfornemmelse, dømmekraft og evnen til at

gøre den rette ting på det rette tidspunkt. Nogen af de kompetencer som i pædagogikken med et bredt begreb benævnes tavs viden (Saugstad,

34

Aristoteles er her i modsætning til det positivistiske paradigme, som siger, at sand

viden er eksplicit, det vil sige, at hvis viden er sand skal den kunne udtrykkes i

sproglig form eller i tal eller regler. Vidensbegrebet har overlevet skiftende

paradigmer inden for såvel rationalismen som positivismen og er også i vore dage

det fremherskende inden for videnskabelig forskning (Wackerhausen &

Wackerhausen 1999:23).

John Dewey skriver, at de perioder hvor videnskabelige fremskridt har været

langsomst undervejs, har været de perioder, hvor de lærde nærede en afsky for

hverdagslivets processer og materialer og i særlig grad dem der involverede

manuelt arbejde. Derfor bestræbte de sig på at udvikle viden, der var skabt i deres

hoveder gennem logiske ræsonnementer. Derimod er de største fremskridt blevet

gjort af mennesker, når hverdagens problemer er blevet søgt løst igennem

eksperimenter ved brug af redskaber for at påvirke fysiske processer (Dewey

1916:218). Faktisk stammer mange vigtige opfindelser fra håndværksmæssige

processer, som eksempelvis når en skomager bruger voks og nål og tråd. På denne

måder er håndværkerens udvikling af håndværket ved hjælp af eksperimenter nært

beslægtet med videnskabelige eksperimenter (ibid:286).

Med udgangspunkt i både det intellektuelle og det praktiske aspekt af kundskab31,

definerer Polanyi viden som både teoretisk og praktisk viden, hvor det ene ikke kan

stå uden det andet (Polanyi 2000:18). Polanyi positionerer sig hermed som værende

i modsætning til det positivistiske paradigme (Wackerhausen 1997:2). Her er han

blandt andre inspireret af Husserl, som kritiserer det positivistiske paradigme for

ikke at kunne rumme og begribe essensen af eksistens og væren. Således skriver

Husserl, at al viden kan formuleres om til tal og læresætninger -- ekspliciteres med

andre ord – men at formler ikke kan fortælle, hvordan mennesket opfatter materialer

eller fænomener (Husserl 1906).

2003:315).

31 Polanyi tager her udgangspunkt i Ryles integration af begreberne knowing what og knowing how (Polanyi 1966:18).

35

Polanyi tager udgangspunkt i, at viden er personlig og har tavse sider, som ikke kan

formuleres på skrift eller i tale, det vil sige, at den ikke kan gøres eksplicit. Vi ved

med andre ord mere end vi kan sige. Polanyi giver eksemplet et andet menneskes

ansigt. Vi kan ikke forklare og formulere, hvorfor vi genkender dette ansigt. (ibid.

p.16). I den funktionelle betydning af tavs viden retter vi vores opmærksomhed fra

de enkelte ansigtstræk til hele ansigtet. Polanyi taler om det proksimale og det

distale. I denne sammenhæng er de enkelte ansigtstræk det proksimale og hele

ansigtet er det distale.

I udøvelsen af kropslige færdigheder retter vi også vores opmærksomhed fra den

enkelte muskels funktion til hele kroppens funktion (ibid:21) I den

fænomenologiske betydning af tavs viden siger Polanyi, at vi er klar over hver

enkelt af kroppens muskelbevægelser i den kropsfunktion, som vores

opmærksomhed i overordnet forstand er rettet imod (ibid:22). I den semantiske

betydning af tavs viden bliver man opmærksom på værktøjets berøring ved og

respons imod hånden ved at se resultaterne af arbejdet. Man kan sige at meningen

flyttes bort fra os selv og over til formålet med vores anstrengelser. Dette kan

overføres til den måde et stykke værktøj føles i hånden, når det udfører den

funktion, som er dets mening (ibid:23).

Polanyi identificerer to slags bevidstheder i udførelsen af kropsfunktioner: Den

fokale og den subsidiære bevidsthed. Når man eksempelvis slår et søm i med en

hammer, er man subsidiært bevidst om, at man holder hammeren og svinger den,

imens man fokalt er koncentreret om, at man rammer sømmet på hovedet med den

nødvendige kraft (Polanyi 1958). De tavse kundskaber opstår, når mennesket

dygtiggør sig med et stykke værktøj. Når man for eksempel svinger hammeren og

er blevet god til det tænker man ikke længere over det, man fokuserer i stedet på

sømmet. Når man er blevet god til at ramme sømmet på hovedet med den

nødvendige kraft, kan man i stedet koncentrere sig om det, som sømmet skal fæstne

og så videre. Og når man efterhånden ikke er sig bevidst om, hvordan man hamrer,

36

kan man heller ikke forklare det med ord. Værktøjet er blevet en del af kroppen –

Polanyi kalder dette indwelling – på dansk indlevelse (Wackerhausen 1997:11).32

Den håndværksmæssige kvalitet er et resultat af det høje færdighedsstadium, som er

et resultat af tavse vaner og forudsætninger. Den tavse viden fungerer som et anker,

imens den eksplicitte viden er det korrektiv, der gør at man kan forholde sig kritisk

til sit arbejde (Sennett 2008:60). I et værksted er den tavse viden dominerende. Når

mesteren dør, tager han sin ekspertise med sig i graven. Al den feedback og alle de

stikord som han har forsøgt at dygtiggøre sine elever med er borte.33 I teorien burde

videnskommunikationen på et værksted være lige dele tavs og eksplicit viden, men

mange mestre kan og vil ikke dele ud af deres viden på en anden måde end ved små

hentydninger her og der. En stor del af deres autoritet ligger i, at de ser, hvad andre

ikke ser og ved hvad andre ikke ved (ibid:87).

Man kan også sige, at den højt kompetente praktiker har vanskeligt ved at gøre rede

for sin praksis. Man kan her skelne imellem aktuel tavs viden og principiel tavs

viden. Aktuel viden er viden som mennesket er i besiddelse af og som ikke deles

med andre, men som kan i tale sættes. Principiel tavs viden ligger derimod uden for

det, som kan udtrykkes sprogligt. (Wackerhausen & Wackerhausen, 1999:32-33).

Man kan sammenfatte at håndværksviden bygger på både kropslige færdigheder

og eksplicit viden med grundlag i fysikkens og geometriens verden. Bødkerfaget

eksempelvis bygger ud over de snedkermæssige færdigheder på en matematisk og

geometrisk grundforståelse og uden en skolastisk indlæring af denne, kan man

ikke lære faget ordentligt (Bresemann 1892).

32 Indwelling er hos Polanyi basis for al erkendelse og viden. Wackerhausen kritiserer Polanyis mere universelle videnbegreb ved at pointere,

at tavs viden ikke – som Polanyi siger - kan resultere i sand, eksplicit viden. En læge stiller for eksempel en diagnose ud fra hvad han oplever på

basis af sin erfaring. Men han anses kun som en dygtig læge, fordi han på grundlag af sin tavse viden tilstrækkelig ofte har ret i sit skøn. Her

foretrækker Wackerhausen udtrykket naturaliseret intuition frem for tavs viden (Wackerhausen 1997:15). Polanyi er dog vanskelig både at

forstå og kritisere, fordi han udtrykker sig i et særpræget sprog og i øvrigt bruger uklare begreber (ibid:14).

33 Det eksplicitte forholder sig til det fysiske, hvorimod det sociale, det psykiske og det betydningsmæssige i højere grad indeholder tavse sider.

På denne måde kan man også slutte, at videnstabet er desto større, jo mere man fjerner sig fra fysikkens verden (Wackerhausen &

Wackerhausen, 1999:28).

37

3.5. Mesterlære – færdighedstilegnelse og imitation

De tavse dimensioner af håndværk læres ifølge Polanyi grundlæggende gennem

mesterlære, det vil sige ved at se mesteren udføre sit håndværk. Derved opfanger

man ubevidst de regler, der styrer den håndværksmæssige udførelse af faget. Det er

her igennem, at mesterlæren bliver interessant, fordi det er ved at observere den

erfarne udføre erhvervet, at man lærer mere end man er klar over. Altså,

smedelærlingen lærer, at når jernet er så og så varmt kan der smedes ved at betragte,

hvordan det bliver gjort (Nielsen 2004).

I den personorienterede forståelse af mesterlæren er den centrale læringsform

lærlingens imitation af mesteren. Den traditionelle betydning af mesterlære

indeholder fire trin: Modeling, Scaffolding, Fading og Coaching. I Modeling: viser

mester lærlingen, hvordan en øvelse udføres. Mesteren observerer, imens lærlingen

øver sig. I Scaffolding hjælper mester lærlingen med at udføre en øvelse eller et

stykke arbejde og kommer med gode råd undervejs. Når man når til Fading slipper

mester gradvis tøjlerne og giver lærlingen mere ansvar. Coaching: Det sidste trin

foregår igennem hele læretiden. Mester vælger opgaver, som er passende for

lærlingens niveau, observerer og kommer med kommentarer og hjælpende

bemærkninger, forholder sig til problemer og foreslår løsninger og giver feedback

(Collins et alii.1991).

Ifølge John Dewey er håndværk ligesom menneskets øvrige kropslige kompetencer

udviklet igennem tiden ved en eksperimenterende trial-and-error fremgangsmåde.

Så den selvlærte håndværker adskiller sig fra den faglærte ved, at han ikke billedligt

talt står på skuldrene af sine læremestre. Han har været nødt til at gøre sine egne

erfaringer og hans praksis vil ofte have nogle særpræg i forhold til den faglærte

håndværker. Han mangler den faglærte indsigt i fagets grundlæggende principper.

Han går i stedet frem efter en form for empirisk metode, hvor erfaringen bliver en

rettesnor for håndværket. Men empirikeren ved ikke, hvor hans viden starter, fordi

han stoler på sin erfarings tommelfingerregler. Dermed har han svært ved at

opretholde et ordentligt niveau i sit arbejde (Dewey 1916:278-279). Til gengæld

sker der let det, at den håndværker, der bliver fuldt udlært med henblik på at blive

38

en økonomisk effektiv arbejder, ofrer udviklingen af fantasi, forfinelsen af smag og

uddybningen af den intellektuelle indsigt (ibid:273). Men såvel den faglærte

håndværker som den selvlærte tilføjer noget af sig selv til sin læring, fordi al læring

og problemløsning bygger på en refleksion over løsningen på et givet problem i

forhold til hans egen person (Dewey 1916).

Man kan med Stuart og Hubert Dreyfus (1999) opdele tilegnelse af færdigheder i

fem punkter: 1. Novice, 2. Avanceret begynder, 3. Kompetence, 4. Dygtighed, 5.

Ekspertise. I det første stadie af færdighedstilegnelse lærer novicen at følge nogle

elementære regler og i det andet stadie lærer den avancerede begynder at bruge

disse regler i nogle praktiske situationer. Den avancerede begynder får øje på nye

muligheder, som der findes undervisningsregler, der kan hjælpe med at udforske og

gradvis tillære sig kendskabet til. På kompetence stadiet kan eleven ikke længere

støtte sig til nedskrevne forskrifter og regler. Der åbner sig en overvældende verden

af muligheder, som gør at eleven bliver klar over hvor lidt han eller hun ved. Ved

hjælp af undervisning og erfaring lærer eleven gradvis at en given situation

resulterer i det rigtige valg af metode. Men der er så mange tænkelige situationer og

der åbner sig så mange mulige valgmuligheder, at den strategi, der kan være

løsningen på et avanceret problem, aldrig vil kunne formuleres i en lærebog. Hvis

eleven på dette tidspunkt med engagement møder disse udfordringer og overvinder

sin sunde skræk for at lave ulykker, kan der udvikles en selvstændig handlingsbåren

dygtighed, der er helt hinsides nedskrevne regler, men som alligevel kræver

overvejelser om fremgangsmåde, da den dygtige udøver endnu ikke har erfaring

med de tænkelige konsekvenser af alle de muligheder som åbner sig, men som ikke

er prøvet praktiseret. Ekspertise kommer med den erfaring, der fører til at udøveren

opnår et stort repertoire af situationelle diskriminationer, der gør at situationen

mødes med intuition og hurtigt løses på den bedst mulige måde (Dreyfus & Dreyfus

1999:56-60).

Ekspertens niveau kan gøre håndværk til kunst på en måde, så eksperten vanskeligt

kan lære sin ekspertise fra sig. Som det ypperligste eksempel på håndværksmæssig

ekspertise kan man nævne Stradivarius’ violiner og violoncelli. Selvom Stradivarius

39

med alle metoder forsøgte at lære sin kunnen fra sig, lykkedes det aldrig for hans

elever at opnå den samme kunnen. Og senere undersøgelser og eksperimenter har

heller ikke kunnet gøre Stradivarius kunsten efter (Sennett 2008:86).

Færdighedsudviklingen afhænger også af, hvordan gentagelsen af en rutine

organiseres. Man opnår for lidt, hvis man ikke koncentrerer sig rigtigt. Violinisten

Isaac Sterns regel siger: Intensiviteten og hyppigheden af indøvelsen eller

træningen af færdigheder må ikke overskride det niveau man har nået i sine

færdigheder. Efterhånden som færdighederne vokser, vokser også mulighederne for

at man kan dygtiggøre sig ved hyppigere gentagelser af sine øvelser (ibid:47).

I Polanyis funktionelle betydning af tavs viden kan man således indlemme et

værktøj i kroppen så det er muligt at bruge det uden at tænke over det, ligesom man

ikke tænker over, at man trækker vejret eller tager et skridt ad gangen når man går.

Men ligesom man kan lære at ubevidst spille en figur på et piano med venstre hånd,

så man kan koncentrere sig om højrehånden, er det også muligt at miste evnen til at

spille den, hvis man begynder at fokusere på fingrenes bevægelser. På samme måde

som mange gentagelser af et bestemt ord kan få dette til at lyde hult og miste sin

betydning. Men denne midlertidige destruktive effekt af fokuseringen på detaljen er

ikke nødvendigvis skadelig, derimod kan den pågældende rutine geninternaliseres

og praktikeren kan få en ny og større forståelse af sin kunnen (Polanyi 1966:28).

3.6. Den japanske tradition

Den mest udtalt personorienterede form for mesterlære finder man i den japanske

tradition. Her begynder praksislæringen med, at mesteren giver korte instruktioner,

hvorefter studenten skal observere og efterligne mesteren så godt som muligt. Her

finder ingen meningsforhandling eller forklaring sted. Mesteren følger studentens

arbejder uden nogen forventning om, at studenten skal udvikle personligt særpræg

eller originalitet. Læringen foregår uden tidspres og i en venlig atmosfære. På denne

måde kan mesteren have flere elever. Eleverne har kun en mester (Falk 2009:69).

Den japanske metode er bogstaveligt talt tavs. Man skal observere mesteren ud af

40

øjenkrogen uden at stoppe med det man selv har for. Man må ikke stille sig op og

glo på mesteren og se hvordan han gør. Og man stiller ikke spørgsmål.

Den japanske keramikeruddannelse, som er på universitetsniveau ikke er på under

10 år har en pædagogiske metode, der består af observation og øvelse (Ørbæk

Laursen interview). Den japanske mesterlæres ydmyghed, autoritetstro og

fordybelse er ikke det eneste, der gør at den er vanskelig at overføre til vestlige

forhold. De japanske håndværkere er i lære i op til 20 år før de kan kalde sig mestre

og undervise. Denne uddannelse er mulig fordi håndværk er højt prioriteret i den

japanske selvforståelse. I 2009 var 4700 håndværksmestre udnævnt til japanske

bærere af kulturarv med titlen Japanese National Heritage. Denne titel har stor

prestige og der er et stort marked for at afsætte disse mestres produkter, således at

de kan leve godt af deres håndværk og videreføre det. Blandt Gucci og Pradas

forretninger i Tokyos eksklusive handelsgader ligger The Japan Traditional Craft

Centre, et tre etagers handelscentrum for japansk håndværk (Falk 2009:64).

Del 4. Håndværk på museum4.1. Nationalmuseet. På Frilandsmuseet arbejder vi med de traditionelle håndværk, både for at kunne bevare museets egne

bygninger, og for at bevare selve håndværkene, så de kan gives videre til kommende generationer af

håndværkere. Vi fortæller om materialer og demonstrerer teknikker fra tømrer/snedkerfaget, murerfaget,

tækkerfaget, malerfaget og metalfaget.34

Bevaringen af kendskabet til håndværk og Danmarks immaterielle kulturarv

sorterer under Nationalmuseets Afdeling for Nyere Tid. Museet har store samlinger

af genstande fra forskellige håndværk. Her kan nævnes værksteder fra en

cykelsmed, en bronzestøber, en kobbersmed, flere guldsmede og urmagere. Man

har tilstræbt at indsamle komplette værksteder, inklusive værktøj, inventar,

produkteksempler og arkiv. Ud over genstande har museet en stor samling af fotos,

primært af håndværksproduktion.35

34 http://www.natmus.dk/sw43226.asp

35 http://industripuljen.dk/jernogmetal.htm#1

41

Afdelingen for Danmarks Nyere Tid rummer også de 2067 arbejder- og

håndværkererindringer i Nationalmuseets Industri-, Haandværker- og

Arbejdserindringer (NIHA), som Nationalmuseet indsamlede i begyndelsen af

1950’erne.36 Heri kan man søge og få materiale udleveret efter forespørgsel. Der er

adskillige udførlige beskrivelser af, hvorledes en række gamle håndværk blev

udført, men i den største del af erindringerne er fokus på håndværkerens dagligdag

og rolle i industrien frem for på selve håndværket.37

Frilandsmuseet under Nationalmuseet har i flere år afholdt håndværkerdage, hvor

museets håndværkere demonstrerer teknikker og arbejdsprocesser, primært med

fokus på restaurering af gamle huse. Kontaktperson på initiativet er museumsinspektør og arkitekt

Niels-Erik Jensen. Han oplyser, at håndværkerdagene, som afholdes to gange om året er store

tilløbsstykker og at interessen for at tilegne sig håndværksviden er stor. Jensen bryder sig ikke om

udtrykket immateriel kulturarv i forbindelse med håndværk. Han forbinder

bevaringen af håndværk med at håndværket læres videre fra museets svende til

lærlinge og at håndværket ellers er noget fysisk som er manifest i museets

bygninger, artefakter og genstande (Jensen telefon).

Museet har en forpligtelse og intention om at bevare kendskab til håndværk ud over

den der ligger i den fysiske udøvelse af det. Niels-Erik Jensen fortæller, at

kendskabet til håndværk ligger i de beskrivelser, der ligger til grund for de

istandsættelser og restaureringer, der løbende sker på museumsbygningerne og af

fredede og bevaringsværdige bygninger udenfor museet. Disse beskrivelser

udarbejdes typisk af specialuddannede restaureringsarkitekter og er grundlag for

håndværkeres udøvelse af deres håndværk. Jensen finder, at film er et glimrende

medie til dokumentation af håndværket, men han opfatter grundlæggende

håndværksviden som summen af erfaringer vidensmæssigt og motorisk der skal til

for at håndværket lykkes. På den samme måde kan man betragte en lærebog som

dokumentation på håndværksviden, men den bliver først til håndværk og

håndværksviden, når det kombineres med det motoriske intellekt. Jensen udelukker

36 Håndværk – da det var håndens værk, Bind 1 og 2 af Jørgen og Steffen Duus bygger på en væsentlig del af disse erindringer. Bøgerne bringer

ikke gennemførte beskrivelser af arbejdsprocesser i håndværket, men en del teknikker og rutiner omtales i detaljer, så det er muligt at

genkende teknikkerne (Duus & Duus 2002:9).

37 http://industri.natmus.dk/nihasoeg.asp

42

ikke, at forskning i gamle kilder kan føre til, at en motorisk begavet person kan

genopdage glemte håndværk. Derfor slutter han også, at det er særdeles vigtigt, at

man på alle måder dokumenterer håndværk, som er ved at forsvinde (Jensen e-

mail).

En af de bygninger som Frilandsmuseet under Nationalmuseet har ansvar for er

Læsøgården. På Læsø har det siden begyndelsen af 1900tallet været umuligt at

vedligeholde øens karakteristiske tangtage, fordi det ålegræs som man har brugt til

at tænge tagene med er ramt af en sygdom, som gør at det ikke kan bruges til at

tænge med. I de mellemliggende år har man derfor brugt andre metoder til at tække

tagene på øen, hvorfor den nødvendige viden om, hvordan man tænger et tag har

været ved at forsvinde. Øens tækkemand Henning Johansen kendte til teknikken,

men kunne ikke bruge den og lære den videre på grund af mangel på tang. Da man

blev klar over, at der ved Møn, Bogø og Falster vokser ålegræs, som ikke er ramt af

sygdommen genopstod håbet om igen at kunne renovere de gamle tage på Læsøs i

alt 19 huse med tang. Men da tængning kræver tang i store mængder og da høsten

og navnlig transporten er en dyr affære, var det stadigvæk et stort problem at skaffe

tang nok. Det var først, da man fandt ud af, at der nogle år skyller store mængder af

ålegræs op på kysterne ved Møn, Bogø og Falster, at ideen om at skabe en tangbank

blev født. Realdania støttede projektet og senest er Kulturarvsstyrelsen gået ind i

projektet og har sikret, at der er 22 tons ålegræs i tangbanken, nok til at tænge to

huse (Jensen 2009).38

Raadvadcenteret under Nationalmuseet huser Center for Bygningsbevaring, som er

et videncenter for håndværk og bygningsbevaring. Centeret har en form for støtte til

levende bevaring af håndværket, ved at det tilbyder sin ekspertise ved istandsættelse

af gamle bygninger og anviser kompetente håndværkere til opgaverne. Centeret

bedriver forskning i forbindelse med egne arbejder og udgiver fagrelevante bøger

og artikler gennemført et antal forsøgsprojekter. 39 Raadvadcenteret har desuden på

centerets hjemmeside en håndværkeroversigt, som de der ønsker et bestemt arbejde

udført, kan bruge til at finde frem til relevante restaureringshåndværkere. Center for 38 http://www.kulturarv.dk/presse-nyt/nyhed/artikel/22-tons-tang-til-et-fredet-hus-paa-laesoe/

39 http://www.bygningsbevaring.dk/default.asp?pid=199

43

Bygningsbevaring har dog ikke godkendt de håndværksfirmaer, der er med i

håndværkeroversigten og garanterer ikke for firmaernes arbejde. Optagelse i

oversigten er dog gratis.40

4.2. Kejsergaarden

Håndværksmuseet Kejsergaarden i Randers, som er en del af Kulturhistorisk

Museum, rummer en samling af 25 komplette værksteder, der fortæller om

købstadens gamle håndværk som for eksempel mureren, barberen, kobbersmeden,

stukkatøren, rebslageren og handskemageren. Kejsergaarden rummer også Det

Danske Frisørmuseum og Det Danske Optikmuseum. Der er knyttet omkring 50

frivillige til Håndværksmuseet, der på skift i museets åbningstid fortæller museets

gæster om deres fag og tidligere arbejdsliv. Mange af håndværkerne demonstrerer

også gamle teknikker, der ellers er ved at gå i glemmebogen.41

Lene Sørensen, museumsinspektør på Kulturhistorisk Museum i Randers opfatter

bevaringen af kendskab til håndværk i to overordnede perspektiver:

1) Den tekniske del af håndværket, altså den faglige udførelse af

håndværkene.

2) Håndværket set i et bredere perspektiv, som blandt andet omfatter

kendskab til arbejds- og læreforhold, håndværkets sociale status og de

fysiske genstande og håndværkets produkter.

Når det kommer til at bevare kendskabet til den tekniske del af håndværket siger

Lene Sørensen, at man kan bevare de fysiske værktøjer med grundige oplysninger

om deres funktion. Man kan derudover nedskrive de håndværksmæssige processer,

som for eksempel, hvordan man tapper et vindue, ud fra oplysninger fra

håndværkere, der har udført processerne. Og på samme måde kan man bevare

originale undervisningsmaterialer om processer og på den måde dokumentere

håndværkets udførsel. Og man kan også betragte en omfattende lærebog i et

håndværksfag som dokumentation på håndværksviden. Man kan desuden bevare

40 http://www.bygningsbevaring.dk/default.asp?pid=177

41 http://www.khm.randers.dk/frameset/run_frame.asp?RoomID=811&LangRef=113&Area

=&topID=&ArticleID=5135&ParentID=&MenuID=857&moduleid=&Template=../templates/1_standard_layout.asp&ExpandID=3364

44

fotos, der viser indretningen af værksteder og arbejdssituationer, hvor man kan se,

hvordan håndværkerne holder på værktøjet.

Dette kan også dokumenteres på film. Og her er film/levende billeder en af de

bedste og lettest forståelige måder at dokumentere håndværksprocesser. Lene

Sørensen siger, at opgaven med at genskabe og rekonstruere et uddødt håndværk ud

fra kildemateriale -- og med en samtidig oplæring af levende håndværkere -- er en

ekstremt omfattende opgave, som kun delvis er mulig, og kun for et fåtal af museer.

Man kan gøre meget for at bevare viden om et håndværk, men er et håndværk

uddødt, vil der altid være elementer af processerne, viden om materiale,

bevægelsesmønstre med meget mere, som vil gå tabt. Et helt uddødt håndværk, som

for eksempel middelalderligt skomageri vil være meget tidskrævende at tilegne sig

og det vil altid være i en fortolket version. Lene Sørensen siger dog at den slags for

et museum kan have stor formidlingsmæssig værdi (Sørensen).

4.3. Hjerl Hede

Mange danske håndværksfag og dermed stolte håndværkstraditioner vil forsvinde

for evigt sammen med den sidste udøver. Det er derfor meget vigtigt, at der sættes

ind i tide, mens det stadig er muligt at finde håndværkerne, der har bevaret

håndelaget, eller som kan huske og er i stand til at videregive nogle af fagets mange

finesser og "fiduser". Den praktiske viden skal overleveres fra mester til svend eller

lærling. Det er ikke noget, man kan læse sig til eller fotodokumentere.

Når smeden for eksempel opvarmer sit jern i essen for at svejse det, kan han alene

på det glødende jerns farve se, hvornår temperaturen er rigtig, og jernet er klar til

at svejse. Den erfaring får lærlinge kun ved at se mester udføre det og selv gøre det

efter.

Frilandsmuseet Hjerl Hede er i gang med at etablere et Kompetence- og Videncenter

for Landhåndværk. Formålet er gennem uddannelse og omskoling at fastholde de

gamle, danske håndværkstraditioner og håndelag, så håndværket stadig kan opleves

i autentiske rammer. Hjerl Hedes Frilandsmuseum har i forvejen en bødker, en

karetmager, en drejer, en skomager og en træskomager samt en smed. Løbende

45

føjes flere værksteder til, så museet kan vise et bredt og dækkende billede af den

håndværksmæssige produktion på landet. I 2004 blev der således genopført et

landbageri, og i 2005 blev landsbymalerværkstedet indrettet. De forskellige

håndværkere indgår om sommeren i levendegørelsen af museets værksteder og

resten af året udfører de en egentlig produktion, ligesom at de indgår i museets

formidlingstjeneste, hvor skoler og andre grupper kan tage aktiv del i arbejdet og

lære om gamle danske håndværkstraditioner. Det er hensigten at også mere

moderne værksteder, hvor faglærte håndværkere deltager i undervisning og

produktion, skal være med til at styrke museets position, så den nuværende

levendegørelse kan fortsættes, udvides og forbedres. Hjerl Hede planlægger at

supplere dette med fremstilling af video og CD-rom både til undervisningsbrug og

til præsentation på internettet, både for at give en grundig historisk baggrund for

håndværkstraditionens internationale forskellighed og for at skabe øget

opmærksomhed om kvalitetshåndværk i almindelighed.42

Adspurgt om, hvordan man kan dokumentere og bevare håndværksviden siger

museumsinspektør Gitte Behr, Hjerl Hede: Det mener jeg ikke, at man kan. Jeg

mener slet ikke at håndværksviden kan dokumenteres, for hvis du for eksempel

uddanner en karetmager med fire forskellige læremestre, som vi har gjort, og man

så uddanner en anden karetmager, som har haft for eksempel to læremestre, så vil

det jo ikke blive den samme uddannelse eller håndværksviden, fordi det ikke er den

samme håndværker.

Gitte Behr understreger, at hun - selvom hun beskæftiger sig med de håndværk som

er bevaret levende på Hjerl Hede – aldrig kommer til at forstå dem, fordi hun ikke

selv udøver dem. Gitte Behr har også en ganske klar holdning til spørgsmålet om,

hvorvidt man kan vise, hvordan et håndværk udføres på film: Man kan ikke bevare

viden om håndværk på film, for man kan jo ikke vise, hvordan hånden arbejder og

hvordan det føles og en masse andre ting, som skal opleves med kroppen (Behr).

42 http://www.hjerlhede.dk/dk/gamle_haandvaerk/kompetencecenter/

46

Gitte Behrs forgænger som museumsinspektør på Hjerl Hedes Frilandsmuseum,

Kirsten Linde skriver, at Frilandsmuseet interviewer og indsamler viden om

håndværkenes arbejdsprocesser. Og på den måde kan man statisk bevare en vis

viden i bøger og databaser. Men trods alle bestræbelser kan man kun opfange noget

af virkeligheden i skrift og på film. Sproget og billedet er ikke tilstrækkelige til at

fastholde og dokumentere den tavse og indforståede viden, som håndværkerne er i

besiddelse af. Vi skal ikke prøve på at gøre det levende statisk via bånd, film og

skrift. Vi skal ikke tvinge og omforme den håndværksmæssige vidensarv, så en svag

afspejling af den passer ind i den teoretiske ikke-personlige vidensarv. Vi skal

derimod bevare det levende.

Kirsten Linde kritiserer vores uddannelsessektor for at nedvurdere dem, der ikke er

dygtige nok til at få sig en boglig uddannelse. De kan altid få et job, hvor de kan

bruge deres hænder, uanset om de er gode til det eller ej. Hun trækker endvidere to

primære typer af viden op: Den håndværksmæssige, personlige viden som

karakteriserer de gamle håndværk og den type af viden som har fortrængt den

håndværksmæssige viden, nemlig den boglige viden, som Linde kalder for statisk

og ikke personlig. Denne viden dominerer vores uddannelser, den kan let læres

udenad og reproduceres af et stort antal personer, samt administreres og opbevares

for mange millioner kroner, imens der ikke bliver afsat tilstrækkelige midler til at

bevare og overlevere den personlige viden i uddannelserne (Linde 1996).

4.4. Den Gamle By

I Den Gamle By i Århus, kan man stifte bekendtskab med livet som det levedes i

forskellige perioder af købstadens historie. Det Levende Museum rekonstruerer et

varieret udbud af dagligdags aktiviteter som madlavning, ølbrygning og udførelsen

af gamle håndværk. Man kan besøge smeden i hans smedje, hvor han blandt andet

smeder store mængder søm. Bødkeren og billedskæreren arbejder i et lille værksted

i Vestergade, hvor han (det er en og samme person) fremstiller tønder, spande og

billedskærerarbejder. Og i gaderne i Den Gamle By kan man møde museets egne

håndværkere, når de arbejder på Købstadsmuseets gamle huse.43

43 http://www.dengamleby.dk/lm.htm.

47

Museumsinspektør Elsebeth Aasted Schanz har det administrative ansvar for de

udstillede håndværk i Den Gamle By. Hun fortæller, at museet har en strategi med

levende formidling af håndværket ved at publikum kan møde håndværkerne, når de

arbejder i Den Gamle By. Oprindelig var det tanken, at håndværkerne skulle iføre

sig historisk korrekte klædedragter og snakke anderledes, men de har indtil videre

modsat sig det, fordi det ville betyde endnu flere afbrydelser i arbejdet fra

publikum, alene det at komme til og fra arbejde og pause ville tage lang tid når de

skulle stoppe op og snakke med publikum.

Der er for tiden 25 håndværkere ansat i Den Gamle By, men kun to, som der er sat

midler af til i forbindelse med den levende formidling. Den Gamle Bys

håndværkere tager lærlinge ind og på den måde videreformidles håndværket.

Derudover bliver alt det arbejde, der bliver udført, beskrevet i bygningsrapporterne.

Den Gamle By har ikke nogen formel forpligtelse som museum om at bevare

kendskabet til håndværket, men Elsebeth Aasted Schantz understreger, at det er

museets ambition og intention at bevare håndværket levende og på en måde

opbygge en vidensbase for de håndværk, som er relevante for Den Gamle By.

Elsebeth Aasted Schantz mener ikke, at man hverken kan dokumentere eller vise,

hvordan et håndværk udføres, fordi man ikke kan filme en håndværkers viden. Men

man kan godt formidle, hvad der bliver gjort og hvordan det foregår og hele

atmosfæren omkring det på en film. Den Gamle By har faktisk planer om at lave en

film på vores snedkerværksted. Ideen er at have museets kendte håndværkere til at

medvirke i en lille film, som skal optages i 3D og spille i et loop i et lokale i Den

Gamle By. Scenariet er, at mester har ansat en svend og en lærling, som skal så gå

og arbejde med et objekt for eksempel et møbel. Og tale om det, diskutere detaljer,

svenden spytter, fordi han tygger skrå, lærlingen får en lussing, fordi han ikke hører

efter, altså mere atmosfæren omkring værkstedet. Det skal primært indeholde noget

miljø og noget socialt, noget om hvordan det var at være læredreng dengang.

Elsebeth Aasted Schantz håber også, at der kan komme noget håndværksviden ind

over, men at det nok er sværere at formidle og det er ikke ambitionen (Aasted

Schantz).

48

4.5. Bevaringscenter Nordjylland 

Bevaringscenter Nordjylland, tidligere Nordjyllands Amts Konserveringsværksted,

er et fælles konserveringsværksted for de nordjyske kulturhistoriske museer.

De tilbyder konservering og restaurering af blandt andet møbler, hestekøretøjer,

malerier, tekstiler, metaller, papir og foto, glas, porcelæn, læder, skulpturer og

arkæologiske fund. Bevaringscenteret tager sig især af museernes genstande, men

arbejder også for andre; for eksempel kirker, herregårde, arkiver og private.44

Bevaringscenter Nordjylland har eget karetmagerværksted, som restaurerer

og konserverer hestekøretøjer og andre relaterede genstande. Bevaringscentrets

karetmager er Ole Jespersen, der er en af landets meget få faglærte karetmagere. I

det daglige rådgiver karetmagerværkstedet om bevaring af hestekøretøjer og udfører

tilstandsvurdering af vognsamlinger. Karetmageren foretager også beskrivelse og

registrering af hestekøretøjer samt opbygning af vognudstillinger.

Karetmagerværkstedets kunder er både museer, vognsamlere, professionelle kuske

og private kunder.45

Ole Jespersen blev udlært karetmager på Hjerl Hede i 2006. Han begyndte sin

uddannelse som karetmager i juni 2004, og den blev afsluttet med svendebrev i

2006. Ole Jespersen havde i forvejen svendebrev som møbelmaskinsnedker, så

læretiden kunne reduceres fra de oprindelige ca. 4 år til 2½ år. I Hjerl Hedes

karetmagerfilm, som man kan se på Hjerl Hedes Kompetencecenters hjemmeside,

er det Ole Jespersen, der viser, hvordan man laver et hjul. Han siger, at den 6

minutter korte film viser alt for lidt og springer hen over alt for mange essentielle

detaljer i fremstillingen til at man kan bruge den som en dokumentation på

håndværksprocessen. Hvis filmen bare skulle vise de enkelte processer skulle den

være på mindst en time. Når man skal fremstille et hjul starter man med at skaffe

det rigtige træ på savværket. Så skal træet skæres op til hjulets forskellige dele.

Navet tager det alene en dag at lave. Så skal egerne skæres og fræses osv.

44 http://www.bcnord.dk/dk/organisation/

45 http://www.bcnord.dk/dk/karetmagerarbejde/

49

Karetmagerhåndværket som landsby-håndværk fremstillede typisk lidt kraftigere

hjul, de lavede vogne til arbejdsbrug, som kunne tåle at køre i marken med stor

belastning. Byhåndværket karetmagerhåndværk fremstillede også vogne til

persontransport, altså noget finere konstruktioner. Og håndværkets udførelse

afhænger også af, hvilken periode man taler om. I 1800-tallet var alting lavet i

hånden, men i 1900-tallet kom maskinerne og der begyndte man at bruge metal til

nav, fælge og eger i hjulene. I løbet af 1920’erne var det efterhånden ved at være

sket med hestevognene og gradvis ændrede karetmageren sig til karosserimager.

Bilernes karosserier blev helt op til 1950’erne bygget op efter de samme principper

som kareterne.

Ole Jespersen fortæller, at der findes en karetmagerhåndbog fra før år 1900. Men

den beskriver ikke rigtig selve håndværket. Der står noget om træsorterne, men det

ville man også kunne læse om i en møbelsnedkerhåndbog. Ellers står der noget om

sikkerhed i arbejdet og fagpolitik og lignende. Man havde heller ikke brug for at

skrive noget ned. Mester forklarede alt det, der skulle læres til lærlingen. Det er

også den eneste måde, man rigtigt kan lære faget på. Der er selvfølgelig nogle ting,

man kan skrive ned med materialer, værktøjet, der er også noget geometri i den

måde hjulet er designet. Så på den måde ville man kunne have et udgangspunkt,

hvis man for eksempel var snedker i forvejen, vidste noget om træ, og kunne høvle

godt osv. Men når det kommer til nogle af de afgørende detaljer som for eksempel,

hvordan egerne er tappet i tapsamlingerne -- der skal de sidde lige så stramt som

man kan mærke at de skal, der er det at man skal lære et Gefühl og det kan man

ikke lære på egen hånd. På den måde kan mesteren se, om man gør det rigtigt. Og

så kan man få feedback. Det er sådan, man lærer de detaljer, der er afgørende for,

om man er en dygtig hjulmager eller ikke. Og det er bare én detalje i hjulet. Der så

meget andet, man heller ikke kan læse sig til.

Ole Jespersen siger, at en film, der viser alle håndværkets detaljer, potentielt er en

stor hjælp, og at det er et nemmere udgangspunkt at starte fra end for eksempel en

bog. Men det ændrer ikke på det faktum, at man aldrig vil kunne lære at blive

dygtig, hvis man ikke har lært det i detaljen af en læremester, der kan give feedback

50

og fortælle hvornår de enkelte ting skal være lidt anderledes. Al den tavse viden, alt

det der ikke står i bøgerne og alt det man ikke kan se på en film, det er det der gør,

at man bliver dygtig til dit håndværk (Jespersen).

Del 5. Interview med håndværkereNår jeg står med et håndværk og viser det frem, så undrer det mig, at der er så

langt fra det, jeg gør til deres virkelighed. 90 % af dem under 40 kan sket ikke fatte,

at det kan lade sig gøre at lave noget i hånden; det er blevet så fremmed, at bare

jeg står med en sav i hånden, så vækker det så stor forundring næsten uanset, hvad

der kommer ud af det. Det mest ekstreme jeg kan huske var at jeg stod med en

blyant og tegnede en simpel skitse, og så var der en, der sagde: Nøøøj, kan du det?

Og jeg mener; det var jo bare en tegning, så nogen gange tænker jeg: ” Nu må i

holde op”. Men det er virkelig fjernt fra deres verden.

Lars Ørbæk Laursen, Bødker i Den Gamle By.

5.1. Bødkeren

Bødkeren lavede i gamle dage mest tønder, deraf det ældre udtryk for bødker

tøndebinder. Men han fremstillede også kar, baljer og mål af enhver størrelse og art.

En tønde er konstrueret af kileformede staver, som holdes stramt sammen af

tøndebånd. Tønder blev brugt til emballage for alle flydende og pulverformede

varer. Tønden skulle ikke bare være meget solid og slutte helt tæt, den skulle også

holde helt bestemte mål. En korntønde skulle eksempelvis rumme nøjagtigt 39,1

liter (Duus & Duus 2002:215). Den mest almindelige artikel, som bødkeren

fremstillede omkring år 1900 var smørdritler af bøgetræ. Bødkeren hentede selv sit

træ i skoven. Det skulle udvælges iblandt det bedste og slankeste træ, og

udskæringen til staver var noget af det vanskeligste af bødkerens arbejde og

krævede stor øvelse (ibid:218).

Bødkeriet var et byhåndværk, og ikke særlig udbredt på landet. Bødkerne

eksisterede side om side med de virksomheder, der brugte tønderne – for eksempel.

bryggerier. Mange bryghuse og brændevinsbrænderier havde egne bødkere ansat.

Efterhånden overtog maskinerne fremstillingen. De sidste bødkerier forsvandt i

51

1960’erne, hvor plastik- og metalemballage havde gjort tønderne overflødige.46 I

dag er der kun ganske få aktive bødkere tilbage i Danmark. Men de er

maskinsnedkerier, som lever af at lave blomsterkrukker og fastelavnstønder, som

ikke behøver at være den bedste kvalitet. De skal være billige og de er lavet til at gå

i stykker (Laursen). En undtagelse er Frilandsmuseet Hjerl Hedes bødker Christian

Pedersen, som fremstiller forskellige klassiske bødkerartikler og er en del af Hjerl

Hedes kompetencecenter for klassiske danske håndværk.47

Den Gamle Bys bødker Lars Ørbæk Laursen fremstiller også bødkervarer. Han er

en af de tre projektansatte håndværkere, der er en del af Den Gamle Bys levende

formidling. Han har indrettet sit bødkerværksted i en af Den Gamle Bys Huse og

museets gæster kan kigge ind og se ham arbejde. Han har også indrettet et

billedskærer- og et dekupørværksted i huset ved siden af og han formidler også

disse fag: Jeg havde egentlig tænkt mig at titulere mig træsmed, for når jeg er

bødker er jeg bødker og når jeg er billedskærer er jeg jo det. Men på svensk hedder

håndværk faktisk sløjd og en snedker hedder faktisk træsmed. Betydningen af ordet

smed er, at man er smed, når man er rigtig dygtig til noget. Men inspektøren mente,

at det ville være for svært for publikum at forstå, at det ikke har noget med metal at

gøre.

46 http://www.bødkeriet.dk/bodkerslaegt.aspx

47 http://www.hjerlhede.dk/dk/gamle_haandvaerk/ kompetencecenter.

52

Den nye bybrønd på torvet i Den Gamle By fremstillet af Lars Ørbæk Laursen (foto: Jakob

Øllgaard).

Lars Ørbæk Laursen fik interessen for bødkerfaget, da han gik på Kerteminde

Håndarbejdsseminarium. Hans lærer havde et lærlingekompendium fra 1940’erne

og med det udgangspunkt gik han i gang med at øve sig på at lave tønder. Da han

kom til Den Gamle By og fik muligheden for at starte bødkerværkstedet, fik han

tildelt otte måneders efteruddannelse med voksenuddannelsesstøtte. Her var han 3

måneder i lære hos Christian Pedersen, bødkermesteren på Hjerl Hede, resten var

som selvstudie. Herudover har han lært en del teknik af Niels Arne Møller fra

Odder, der er en pensioneret, men stadig praktiserende bødker. Da Lars Ørbæk

Laursen havde lært teknikken og kunne metoden, var resten rutine og øvelse, øvelse

og mere øvelse. Han mente ikke dengang, at han behøvede at have en mester

hængende over nakken, men siger selv, at han nok var blevet en bedre bødker, hvis

han havde været sammen med ham hver dag, så han kunne spørge ham, når han var

i tvivl.

53

Lars Ørbæk Laursen har aldrig taget noget svendebrev, men da han begyndte i Den

Gamle By efter at have været i voksenlære, fik han lejlighed til at dygtiggøre sig

ved at arbejde med bødkerfaget hver dag. Så nu er det hensigten, at han skal påtage

sig større ordrer til bødkerværkstedet, så han kan oparbejde en større rutine og

sikkerhed i arbejdet. Så vil han også nemmere kunne tale med publikum, imens han

arbejder. Han fortæller: At lære bødkerfaget kræver først og fremmest stædighed,

arbejdsomhed og tålmodighed, Derudover er det en fordel, hvis man har en vis

logisk sans, så man kan lære at regne ting ud som for eksempel geometri og

matematik. Men resultatet bliver selvfølgelig forskelligt fra person til person. Hvor

højt niveau er der forskel på, men det er min overbevisning, at alle kan lære det, og

sådan vil jeg mene, at det er med mange fag. Bjørn Nørgård har jo sagt, at det han

gør ikke er kunst, men udelukkende er resultatet af 10 % talent og 90 % hårdt

arbejde. Og man når rigtig langt med hårdt arbejde, ellers kommer man ingen

vegne.

Jeg spørger, om Lars Ørbæk Laursen mener, at det er muligt at læse sig til, hvordan

man eksempelvis fremstiller en tønde. Han finder to bøger frem fra Den Gamle Bys

bibliotek. En af dem er dansk, den anden er en nyere engelsk.48 Haandbog for

Bødkere er fra 1892 og det er den første fagbog for bødkere. Og der er nogle

udregninger på, hvordan man laver kar, som indeholder de rigtige mål. Laursen

mener, at den kommer godt omkring det hele. Der er også en del om skovarbejdet.

Men der er ikke nogle tegninger, så det hele er beskrevet med ord og formler. For

eksempel. Lars Ørbæk Laursen læser op: At færdiggøre en fadport. Man trækker på

det bræt, hvorpå porten skal laves og som må have samme tykkelse som fadets

bund, en ret linie, db der deler brættet på langs i to halvdele. Nu tager man med en

passer bredden mm [og porthvælvingen] deler den i to lige dele. Tager en af disse

dele med passeren og afsætter den db med b-c det samme...

Laursen fortæller, at det giver en vis mening, og man kan gå frem efter disse

anvisninger, men at man virkelig skal være skarp. Men har man ydermere tegninger

48 Bresemann, S. (1892). Haandbog for Bødkere. København: Henriksens Bogtrykkeri.

Kilby, K. (1977). The Village Cooper. Shire Album 28. Aylesbury: Shire Publications.

54

ved siden af og får de rigtige mål regnet ud, kan man godt lære det, hvis man er

usædvanligt begavet og ihærdig. Han fortsætter: Når man lige har lært et fag, så

har man ikke den ærefrygt over for faget, for man synes ikke at det er så svært. Så

kan man måske godt skrive ned, hvordan man skal gøre det ene og det andet. Når

man så bliver dygtigere, så forstår man, hvor svært det er, hvor omfattende faget er

og hvor meget man ikke kan. Det er virkelig sandt om håndværksviden, at jo mere

man ved, desto mere ved man, at man ikke ved.

[Vi ser Bødkerfilmen, som er en stumfilm med mellemtekster fra Nationalmuseets

etnologiske arkiv. En gammel bødker laver en tønde. Laursen har set filmen før.

Han mener at Knokkel Anders, som Søren Ryge engang har kaldt ham, i 1959 da

filmen er optaget, ikke har været aktiv i nogen år. Og han mener ikke, at hans teknik

er helt fin i kanten. Vi anslår ham da også til at være over 70 år gammel at dømme

efter hans udseende. Vi ser bagefter to korte film fra YouTube.com.]

Adspurgt om sådan nogle film rummer nok information til at man kan gå i gang

med at dygtiggøre sig svarer Laursen, at det kan lade sig gøre, hvis man får

nedskrevne oplysninger om materialer og værktøj og andet. Han siger, at det er

meget bedre end at have hans eget udgangspunkt, som var at starte fra bunden. Han

havde rutinen i at lave ting i træ, men overhovedet ingen kompetencer i faget. Der

er nogle oplysninger, man bliver nødt til at have, som hvilket værktøj man skal

bruge, hvordan det skal være slebet, hvilke materialer, der er bedst osv. Men med

de rigtige ressourcer mener Laursen godt at man kan lave en film, som formidler

faget: Det er faktisk det eneste alternativ til lærlingeforløbet. Og at registrere det

ved at filme faget er det eneste alternativ til et håndværks udslettelse, hvis man ikke

har nogen at lære det til. For man kan jo ikke dokumentere det med ord, så man kan

kun gøre det det ved at gøre det. Det er faktisk den eneste løsning, for at forhindre

en udslettelse af disse her håndværk. Da jeg gik på seminariet havde vores lærer,

Jørgen Funck, faktisk den tanke at vi skulle filme os selv og gemme vores kunnen på

dvd så den ikke skulle gå tabt og faktisk sætte i system at registrere håndværk. Og

allerede der i 1996 havde han den drøm om, at det var en måde at bevare

55

håndværket på. Og han mente, at noget af det vi kunne som formidlere af håndværk,

var at prøve at optage det på film og registrere det.

Lars Ørbæk Laursen fortæller, at de på Hjerl Hede har den overbevisning, at

håndværk kun kan bevares ved at overføre det til næste generation fra mand til

mand. Og den holdning deler Laursens anden læremester, Niels Arne Møller også.

Og Lars Ørbæk Laursen, som er delvis selvlært, erkender da også, at hel eller delvis

selvlæring ikke kan blive helt så godt som at have lært faget af et andet menneske.

For når man får bevægelserne lært ind i kroppen af et andet menneske, går det

meget hurtigere. Det er den måde, hvorpå han selv underviser de elever han har

haft: Mit problem er at jeg er venstrehåndet, så ville det se omvendt ud. Som lærer

har jeg altid vist, hvad jeg har gjort med højre hånd, for tingene skal jo vises, sådan

som de skal gøres. Så jeg kan jo godt vise det med højre, bare det ikke skal gå

hurtigt. Når jeg skal vise det til eleverne, plejer jeg jo at gribe rundt om dem og

viser dem, hvordan de skal gøre, så de får fornemmelsen af hvordan bevægelserne

skal være, når det går godt og virker.

5.2. Smeden

Vi startede bare op, så kom bestillingerne. Så var det bare om at finde ud af,

hvordan man skulle gøre det. For eksempel lærte jeg at svejse ved, at jeg var oppe

på torvet ved en tyrkisk kiosk. De havde haft indbrud tre gange, og de havde ikke

råd til indbrudsgitter. Så sagde jeg, at det skulle jeg nok ordne. Jeg gav dem tilbud

med håndslag og det hele. Han ville gerne have et spindelvæv, og det blev der rigtig

mange svejsninger på, så sådan lærte jeg det. Det var virkelig learning by doing og

sådan er det fortsat.

Gitte Christensen, smed i Kvindesmedien på Christiania.

Det mest almindelige arbejde for en dansk landsbysmed i 1800-tallet var

fremstilling og reparation af hestesko, landbrugsredskaber og værktøj og

hestevogne. Der blev også lavet søm, beslag, bestik og alle slags metalværktøj.

Almindeligvis sørgede bønderne for at der var en smed i landsbyen. Hvis der ikke

var en i byen, oprettede de en smedje og ansatte en smed (Duus & Duus 2002:244).

56

Smedjen var ofte samlingsstedet for landsbyens mænd. Det var her man mødtes og

hørte det sidste nye. Det var ikke ualmindeligt at der også blev drukket ved smedjen

og det kunne godt give problemer. Det stod ligefrem nedfældet i Christian V’s lov,

at der ikke kunne rejses tiltale for beskyldninger og fornærmelser, der var udtalt i en

smedje (Duus & Duus 2002:246). Og mange steder kunne smeden også slippe af

sted med lidt af hvert. Smeden var uundværlig i landsbysamfundet. Han måtte jo

bande og tisse på offentlige steder, han blev tilgivet alt. Han havde heller ikke tid til

at sidde i brummen, det var jo ham, der var omdrejningspunktet i hele samfundet.

Uden ham fungerede samfundet slet ikke (Christensen).

Kvindesmedjen er en selvstændig erhvervsdrivende virksomhed, som ligger på

Christiania og har eksisteret siden 1997. Den er beliggende i en stor hal med

smedjen og en forretning, hvorfra smedjens egne fabrikationer samt en del

importerede varer sælges49. Blandt Kvindesmedjens egne produkter kan nævnes

ovne, porte, låger, trapper, beslag50 samt mere kunsthåndværksmæssige

frembringelser.51 Gitte Christensen har desuden skabt sig et navn i den danske

folkekirke. Hun har lavet lystræer til omkring 30 folkekirker efterhånden. Hun har

for eksempel lavet skulpturerne i Skt. Bendts Kirke i Ringsted 52 og i Vor Frelsers

Kirke.53

Gitte Christensen, som er medstifter af smedjen fortæller:

Vi tre -- Dorte, Charlotte og jeg -- har levet af det i 13 år. Vi laver specialopgaver

til alle mulige. Hvis vi ikke kan klare en opgave, kan vi som regel sende den videre

til nogen andre. Vi laver bestillingsarbejder. Vi laver vores varekatalog. Og så

laver vi udstillinger. Så vi rækker ret bredt. Nu har vi så i de sidste seks år haft en

mand ansat til de mere tunge opgaver. Han kan montere og klare nogle af de lidt

mere allround opgaver, som hvis der skal monteres et sikkerhedsgitter et eller andet

49 http://www.kvindesmedien.dk/?pageid=2&catalog=Butik_&_Værksted

50 http://www.kvindesmedien.dk/?pageid=35&catalog=Diverse_smedeopgaver

51 http://www.kvindesmedien.dk/?pageid=12&catalog=Udstillinger

52 http://sctbendts.kirke.dk/index.php?module=Pagesetter&func=viewpub&tid=2&pid=230

53 http://www.vorfrelserskirke.dk/bygning

57

sted, så klarer han det og det er han god til. Ingen i kvindesmedjen er udlærte, vi er

alle sammen selvlærte og derfor har vi heller ikke haft nogen lærlinge, kun

praktikanter. Nu var der jo en pige, som har gået og spurgt om hun måtte komme

ind i et stykke tid. Og nu er hun så blevet udlært klejnsmed, og hun har så spurgt

om hun kan komme her, hvis hun selv har penge med. Og nu har hun fået seks

måneders løntilskud, så ja, nu starter hun her i næste måned.

Gitte Christensen fortæller, at den væsentligste forudsætning for at man kan lære at

smede, er at man skal være tryg ved at bruge de maskiner, som man arbejder med til

bearbejdning af jern. Og så kan man hurtigt se, om en lærling har sans for at svejse.

Gitte Christensen påstår, at man kan lære at svejse på en dag. Her menes, at

teknikken kan læres på en dag. Så gælder det bare om at svejse en masse og øve sig

på det. Men at blive rigtigt dygtig til det kan godt tage et par år. Det er forskelligt

fra person til person. Der er nogen der har mere sans for det end andre.

[Vi ser Aage Rothenborgs Smeden fra Nationalmuseets etnologiske arkiv. En smed

fremstiller sammen med en medhjælper en hestesko. Det er en stumfilm forsynet

med forklarende mellemtekster].

Jeg spørger Gitte Christensen, om man kunne lære at smede hestesko ved at se

på filmen. Hvis man nu havde de nødvendige oplysninger om værktøjet, essen,

ambolten og vidste hvilken slags jern man skal bruge og kunne skaffe det. Og

vidste hvor varmt jernet skal være. Gitte Christensen svarer, at man kan gå i

gang med at øve sig. Men at det er meget svært at smede hestesko. Først og

fremmest er det meget fysisk hårdt arbejde. Hamrene er tunge. Det er ikke for

små piger. Gitte Christensen er selv ret lille af statur og ikke særlig kraftigt

bygget. Hun forklarer: Det er heller ikke let at lave skoen i den form, som hestens

hov har. De har jo forskellige hove, så man kan jo ikke lære det udenad på den

måde. Man skal lave rigtig mange hestesko for at blive god til det, og det er der

jo ikke rigtig heste nok til nu om dage. Man står jo ikke og laver hestesko

længere. Men de lavede jo også plove og harve og skovle og alt muligt værktøj.

58

Det der er jo bare en af tingene. Man ville jo aldrig få nok rutine i det i dag. Og

man laver heller ikke værktøj længere.

Gitte Christensen siger, at hun ikke synes, at det er svært at banke på noget

rødglødende jern. Men hun gør det mest når hun laver grene til træer. Men igen

siger hun, at det ikke tager lang tid at lære at gøre sådan noget, det er bare at gå i

gang og så se, hvordan man kan lide, at det skal se ud og så tage det der fra: Jeg

har gået og essesmedet i mange år oppe i Hammermøllen ved Hellebæk oppe i

Nordsjælland. I første omgang blev den bygget til at male korn til alle

arbejderne på Kronborg, så blev den lavet om ti essesmedje til den gamle

geværfabrik, hvor bl.a. geværløbene til svenskekrigene blev smedet. Det er med

to hamre, og møllehjul udenfor, som trækker de to hamre. Så der har jeg stået og

smedet meget sammen med en gammel smed. Vi har ikke en traditionel esse, men

der har været en her engang. Hvis vi skal lave et eller andet for børnene herude

eller et show til en forestilling, så kan vi da godt stå i en åben esse og vise os,

men til daglig er det alt for besværligt og tidskrævende at tænde og slukke den.

Så vi har en gasesse, som tænder og slukker på et øjeblik og som er nemmere at

regulere temperatur på, men det er stadigvæk noget man skal kunne.

[Vi afbryder Rothenborgs film Smeden og vælger at se film på YouTube i stedet.

Jeg viser først Gitte Christensen filmen Forging a Heartbar Horseshoe54].

Jeg spørger Gitte Christensen, om det gør en forskel, at smeden fortæller, hvad han

gør. Hun svarer, at det ikke bliver nemmere af, at man får at vide, hvordan man gør,

underforstået (sådan opfatter jeg det) at man skal prøve det for at lære det.

Gitte Christensen virker efter min opfattelse ikke synderlig interesseret i præmissen

for spørgsmålet.

[Vi ser forging leaves…en smed laver blade til et træ til en låge fra fladt 1 tomme -

¼ tomme stangjern.]55

54 http://www.youtube.com/watch?v= 8YT4jRvLfks

55 Blacksmith forging leaves

59

Og jeg spørger igen om lydsiden – teoretisk set forsynet med diverse oplysninger –

ville gøre det nemmere at bruge filmen som udgangspunkt for at begynde at smede.

Men det som Gitte Christensen finder mest interessant ved filmen er, at den viser

hende en anden måde at gøre tingene på. Hun kan også se, at der er mange andre

smedefilm på YouTube, og siger, at hun vil dyrke det lidt mere (Christensen).

[Interviewet er slut, da Gitte Christensen skal passe sit arbejde.]

5.3. Haandskomageren

Oplevelsen, da jeg tog mine egne sko, som jeg selv havde lavet, på første gang

overgik jo alle andre oplevelser med at have et par sko på. Da kom jeg bare hjem.

Eivind Lingås, Ortopæditekniker inden for fodtøj på Trondheim Sygehus.

I det traditionelle skomagerfag kunne skomagerne deles ind i to kategorier:

Markedsskomagerne, som var en type handlende, som solgte massefremstillede sko,

som kunne sælges billigt på markederne. Disse sko havde en dårlig pasform og de

fleste kunne ikke holde ud at have dem på særlig lang tid af gangen, hvilket var en

medvirkende årsag til at langt de fleste landboere næsten altid gik med træsko.

Håndskomageren derimod var en faglært håndværker, som lavede skoen fra

grunden ved at tage mål af foden og byggede skoen op omkring en læst som han

selv tilvirkede. Man tegnede et mål omkring den nøgne fod og det var altid

skomagermesteren der tog målet da det krævede stor øvelse og indsigt. I løbet af

1890'erne begyndte de fabriksfremstillede sko at dukke op og de blev efterhånden

så gode, at den lave pris gjorde dem til en hård konkurrent for den håndlavede sko.

Mange håndskomagere blev nødt til at sælge fabriksfremstillede sko fra deres

forretninger, hvis de ikke åbnede deres egne skofabrikker. Efterhånden var mange

dygtige skomagere nødsaget til at nedsætte sig som lappeskomagere, et ofte dårligt

betalt reparationshåndværk (Duus & Duus 2002:97-99)

Midt i 1970’erne kom der en lov, der gjorde at det ikke længere var et krav, at en

sko skulle have lædersål. Den lov betød at markedet blev oversvømmet med billige

sko med støbte plastiksåler. Og en sko med plastiksål kan ikke repareres når den går

i stykker. Denne lov betød at skomageriet som reparationshåndværk forsvandt.

60

Håndskomageriet og reparationshåndværket er bundet i at skoens bindsål er lavet i

læder. Der findes nogen der har råd til at få lavet personlige sko – og der er nogen

der bliver nødt til at få fremstillet personlige sko -- og derfor er der stadigvæk et

lille marked for håndskomageren (Lingås).

Eivind Lingås er uddannet ortopædisk skomager og arbejder som tekniker på en

ortopædisk klinik tilknyttet Trondheim sygehus. Han fortæller: Jeg havde længe

haft et ønske om at lave mine egne sko. Mine egne motorcykelstøvler. Og så løb jeg

tilfældigvis ind i en gammel skomager, som havde været i militæret sammen med

min far. Og da han hørte om min interesse for faget fik han lyst til at sælge sit

skomagerværkstedt til mig. Vi aftalte, at jeg gik i lære hos ham. Han havde arbejdet

i skomagerfaget siden han var 16 år. Han havde været i lære, men han havde ikke

noget svendebrev, så jeg var tidligt klar over at han ikke kunne give mig et

svendebrev selv. Så jeg gik sammen med ham og lavede forskellige ting som

småreparationer, så der stiftede jeg bekendtskab med læder, skind, limning og

slibning, som er væsentlige i skomagerfaget. Da jeg havde købt hans værksted, og

havde været i lære hos ham i et års tid, døde han pludselig. Så der sidder jeg med et

værksted og ingen læremester. Og jeg kunne da lave en del småreparationer, men

jeg følte mig langt fra kompetent.

Så kom jeg tilfældigvis i kontakt med Ortopædisk Værksted ved Trondheim Sygehus,

som havde brug for en med lidt erfaring med sko. Der findes ingen ortopædisk

skole, så erfaring og relation til materialer var på en måde godt nok til en

begyndelse. Og så startede jeg på Ortopædisk Værksted. Begyndte at lave såler og

begyndte at bygge sko op til folk som er halt på benet og som har forskellig

benlængde. Og det lærte jeg på den rigtige anatomiske måde. Ikke ligesom

skomageren jeg var i lære hos, som byggede op fladt fra 2 cm. Og det er utroligt

vigtigt, at man har rigtigt fodtøj, når man har en skade, så den ikke bliver værre og

forplanter sig til resten af kroppen. Det er faktisk ulovligt at bygge en sko op, hvis

man ikke er faguddannet, fordi den kan gøre så stor skade, hvis den ikke er rigtigt

lavet.

61

Så der fik jeg en meget dybere indføring i, hvordan man skal bygge sko. Jeg indgik i

et læreforløb på 5 år, som startede med teori. Kravet i teorien er anatomi,

sygdomslære og læren om muskler og nerver. Det var et 3-5 måneders ikke specielt

intensivt forløb. Der er en bog, et pensum, som man skal igennem. Derefter kom

den praktiske del, som var på en skofabrik. Da startede jeg med en trælæst, som er

det væsentligste udgangspunkt for enhver sko. Man kan sige, at foden er

udgangspunktet for enhver sko. Men foden bliver da omsat til en trælæst. Og

vigtigheden af den trælæst forstod jeg efterhånden. Hvor pinligt millimeternøjagtig,

den skal være. Trælæsten arbejdede vi med på fabrikken, hvor ingeniøren, som var

min chef, underviste mig i, hvordan man skal forme den ud fra, hvad der i

begyndelsen var min egen fod.

Eivind Lingås tog sin fagprøve og fik titlen Ortopæditekniker inden for fodtøj.

Han har ikke diplom på, at han er skomager, for i den uddannelse er der en del

design, som han ikke har stiftet bekendtskab med. Vi får en del sko ind, som er

bygget af skomagere og de passer ikke til de her patienter. Men når de så får

anatomisk korrekte sko, så siger de: Så nu kan jeg jo gå. Man må også vide hvorfor

patienten har behov for specielle sko. Man har folk som er platfodede. De sætter

foden ned som et bræt. Og de ødelægger deres egen gangart, hvis de ikke får

anatomisk rigtige sko. Til dem laver vi ruller på sko. Vi bygger sko efter det som

hedder Löscher-princippet. Hvis du kan forestille dig de her gamle stempler, der er

runde nedenunder. De hedder Löscher, tror jeg. Eller man har måske fået en skade

i foden i en trafikulykke. Og så er foden blevet stiv. Og hvis ikke foden er fleksibel

og kan bøje sig, så er skoen nødt til at være det.

Teorien i den for skomagerfaget så essentielle læst er ikke omfattende. Man tager

seks til otte forskellige mål af foden, længde, bredde, højde, diagonalmål og højde

over vrist osv. Det er udgangspunktet. Det vigtigste i faget drejer sig om at få

følelsen for trælæsten. Eivind Lingås siger, at han umuligt selv kunne have lært at

lave en læst. Læringen indeholdt en masse uvurderlige fif som ingeniøren gav ham

undervejs.

62

Nu forstår jeg bedre hvad han mente med sine råd, men det forstod jeg ikke

dengang. Mine første sko blev ikke helt vellykkede på grund af manglende forståelse

af vigtigheden af trælæsten. Så der kan man bare gå tilbage og begynde forfra for

at perfektionere sig. Og til hver eneste fod, man skal lave en sko til skal man lave en

ny trælæst. En ortopædiingeniør kan lave en trælæst på et par timer og på en time,

hvis han er meget hurtig. Og så skal man jo lave en til hver fod. Og specielt ved det

ortopædiske fodtøj er der jo stor forskel på dem, ud over at de er modsat. Han må

opfatte formen på foden og oversætte det til trælæsten. Han tager selvfølgelig mål

og så på grundlag af erfaringen, så kan han tage et indre fotografi af foden. Og så

må han tage hensyn til sår, som der tit er på ortopædiske patienters fødder.

Så skal der støbes en plastikform, som trækkes rundt om trælæsten, så kunden kan

prøve en prøvesko før produktionen af skoen går i gang. Så kan det være at læsten

skal justeres lidt og det kan man gøre ved at slibe eller forlænge eller fylde ud her

og der. Så på den måde kan arbejdet med læsten godt tage længere tid end to timer.

Og kunden er måske ikke tilfreds anden gang heller, så arbejdet med trælæsten kan

alt i alt godt blive 4-5 timer inden man kan sætte produktionen i gang. Og en mand

der skal lave denne her produktion vil nok bruge 5-6 dage på et par sko. Men på

fabrikken er arbejdet jo effektiviseret, så der er mange der laver hver sin del af

processen. Men en mand som sætter sig ned og måler et par sko til de er færdige, så

går der nemt en hel arbejdsuge. Det er dyrt. Skindet skal udvælges, det skal

blødgøres, det skal strækkes, det skal limes, skoen skal fores, der er mange

processer. De fabriksfremstillede sko der laves i dag er lavet ud fra en uniform

model. Der tager man et mål, som man mener passer de fleste mennesker og så

bliver det jo ikke helt perfekt.

[Vi ser nu Rothenborgs stumfilm Håndskomageren fra 1967. Vi ser skomageren, ne

ældre mand, tage mål af en fod. Så går han i gang med at lave sin trælæst. Filmen er

over en time lang og den følger nøje alle processerne fra måltagningen til skoen er

færdig. Man ser en mand, som sidder ved siden af og tager notater. Man kan se på

skomagerens mundbevægelser at han fortæller om arbejdet imens. Dette resulterer i

63

stumfilmens mellemtekster, som ikke er meget udførlige, men de forklarer dog,

hvad skomageren gør]

Eivind Lingås kommenterer filmen fra begyndelsen: Skomageren starter med at

tage et omrids af foden og det er jo også sådan, at vi gør det. For da får man

placeret vristmål, fodlængde, bredde, ballepunktet [fodballens placering]. Man kan

sige at det er det punkt som foden på en måde drejer sig om. Så nu tegner han

omridset. Man skal egentlig tegne to streger, nemlig ret ned og skråt ind og det gør

han. For foden forandrer sig jo også. For foden er jo større om aftenen end om

morgenen. For når man har ligget i sengen i otte timer er der jo ikke så meget blod

i den. Så han tegner lidt ind og så en anden streg som er lige ned – og så tager man

en mellemting. Så nu tager han vristhøjden. Vristhøjden er vigtig for åbningen af

skoen, er vristhøjden stor, så må skoens åbning være tilsvarende. Nu laver han

trælæste ud fra nogle trælæste som i udgangspunktet er lidt generelle. Og så putter

han skindlapper på eller sliber af for at tilpasse fodens mål. Og lægger læderlap på

vristen, fordi kundens vrist antagelig er højere end læsten.

Jeg spørger Eivind Lingås, om det ville være muligt at lære at lave en læst efter de

meget detaljerede billeder, hvis man forestillede sig at billederne var forsynet med

de tilsvarende eksplicitte oplysninger om mål, værktøj, materialer og

fremgangsmåde. Til det siger Eivind Lingås, at det slet ikke kan lade sig gøre. For

billederne viser bare, at han stifter en læderlap på overkanten af skoen, men hvorfor

han gør det, kan man ikke se. Han har nogle mål og et billede af foden i hovedet.

Og det kan man ikke se på filmen.

Så beder jeg Eivind Lingås forestille sig, at man skulle nedskrive anvisninger på,

hvordan man laver en læst efter en fod. Er det muligt? Kan man skrive noget ned

som er generelt, eller er det sådan at enhver situation er så unik at den tilskriver, at

man gør noget nyt hver gang? Her siger Eivind Lingås, at det generelt er det

samme, man gør hver gang. Man lægger lidt til og sliber lidt fra. Men det er

vanskeligt at nedskrive noget sådan, at en udenforstående kan sætte sig ind i det.

Den teoribog som jeg læste i forstod jeg ikke meget af, da jeg læste den. Jeg fik

64

nogle retningslinier, men jeg blev ikke særlig klog af det. Der mangler meget af det,

som jeg forstod efter at have læst teksten og frem til det som jeg forstod efter at jeg

havde fået forklaret det mundtligt og var gået ind i processen. For det er en

vanskelig ting at forklare bare med ord. Det har måske noget med forståelse af form

at gøre.

Den er ikke så dårligt fremstillet, den her film. Man ser at han tjekker målene. Der

har vi bindsålen, som han også stifter på. Så nu kontrolmåler han læsten. Så har

han sandsynligvis været og slebet på den. Der tager han diagonalmålet som er

meget væsentligt. Og i branchen bruger vi et specielt målebånd, som måler

centimeter på den ene side og i franske mål på den anden. Så måler vi på den ene

led i centimeter og vender og tager det andet mål i en mindre skala. Det vil sige, at

åbningen af skoen bestemmes ud fra diagonalmålet fra hælen frem til storetåen. Så

det kan man godt læse sig frem til. Så nu vælger han et stykke skind fra huden.

Delene skæres fra forskellige steder på huden. Det har noget med strækevnerne i

huden at gøre. Dyr har strækevner på benene men ikke på ryggen. Og det benyttes

der hvor skoen skal strække sig i læderet, for eksempel i hælen der bruger man

skind som er taget fra foden på dyret, men der hvor den skal være solid som

tålæderet, der bruger man skind fra ryggen på dyret. For den skal kunne tåle

slitage. Så det skal man jo lære at skære ud. Men det kan man faktisk læse sig til.

Men man lærer også at mærke, i hvilken retning skindet strækker sig. Så nu tager

han de forskellige dele og samler dem. Overlæderet er syet færdig i et stykke. Så nu

skal skoen sys færdig. Tå, Overlæder, hæl, pløse. Og åbningen til at komme ned i

skoen ligger også der nu. Men det her er, selvom det er meget detaljeret vist ikke

godt nok til, at jeg kunne have forstået, hvordan jeg skulle bygge en god sko. Der

mangler en del tekst rundt om billederne til at forklare det. For det man kan se her

er, at han udskærer stykker med læder, og når han sætter overlæderet på, er der jo

ikke en forklaring på, hvorfor han har brugt en anden type læder til hælen og tåen.

Det står der ikke noget om.

Eivind Lingås siger, at det er synd, vi ikke kan høre skomageren snakke: Han kunne

have fortalt en del. Det er jo ikke så mange tekster det bliver ud af det. Men Han

65

behøver jo heller ikke at fortælle hvad han gør. Han skal bare vide, hvad han skal

gøre. Men han skal jo også fortælle samtidig med at han arbejder og det er måske

også lidt svært. Nu lægger han nogle stykker på, som jeg ikke kan se, hvad er. Nu

stiver han tåkappen med en eller andet limopløsning. Man tog jo grisebørster for at

gøre tråden stiv, den flettede man ind i tråden. Så kunne den bruges til at gå

igennem huller som er stive, som når man skal sy tåkappen på.

[Vi har nu set filmen i en halv time og der er mere end en halv time tilbage og vi

afbryder for at se film på YouTube i stedet for. Vi finder forskellige film på

YouTube.com. Der er nogle der viser en trinvis og ret detaljeret gennemgang af

håndfremstilling af sko af læder. Der er en serie, der hedder how to make a shoe,

parts 1-6.56 En skomager viser fremstilling af sko på en traditionel måde, som ligner

Rothenborgs stumfilm fra 1967. Men den går hurtigt frem. Skomageren er dygtig,

mener Eivind Lingås].

Eivind Lingås: Jeg kan se at han bruger en plastisk læst, ham der. Det er noget, der

hedder en plastik chablong. Den er antagelig lavet efter en model som passer flest

mennesker, så den er ikke målt efter en speciel fod. Og Eivind Lingås mener, at

filmen er informerende. Skomageren forklarer, hvad han gør, men vi kan ikke

afgøre, hvor facetteret og oplysende denne fremstilling er, da den er på ungarsk. Vi

finder en, som viser sig at være ganske detaljerig, men den er indisk og med indisk

tale. En anden detaljeret og instruktiv filmserie hedder Shoeschool: The shoemaker

film.. Den er amerikansk og forsynet med tale, men der ligger på YouTube kun en

reklametrailer for filmene, som man kan købe på Shoeschool.com.57].

Eivind Lingås: Jeg synes at man kan sige, at også disse film dokumenterer

væsentlige dele af håndfremstillingen af sko, og at jo mere detaljeret filmen er og jo

mere speak og forklarende instrukser filmene er forsynet med, desto bedre er de.

Men der er samtidig nogle af de essentielle kompetencer indenfor skomagerfaget

som måltagning, fremstilling af læsten samt hele håndelaget, som umuligt kan vises

56 http://www.youtube.com/watch?v=tqQ9zWxBfg8&feature=related

57 http://www.youtube.com/watch?v=tqQ9zWxBfg8&feature=related

66

på film, fordi det er noget man skal indlære i kroppen og hovedet. Det kunne være

spændende, at se disse Shoeschool film, fordi de er fremstillet med henblik på

undervisning i faget. Og jeg mener, at man potentielt i et læreforløb kan have stor

nytte af sådanne film (Lingås).

Del 6. Diskussion/Analyse 6.1. Håndværksviden -- dokumentation

Ordet håndværk har på dansk to grundlæggende betydninger, nemlig henholdsvis et

erhverv som eksempelvis snedkerfaget og desuden den måde noget er udført på,

man siger, at et møbel er godt håndværk.58 På engelsk har man udtrykket

craftmanship, som også kan bruges når noget er godt håndværk, som har

betydningen faglig dygtighed.59 Så når det i UNESCOS Convention for the

Safeguarding of the Intangible Cultural Heritage 2003 hedder, at traditionelle håndværk

er en vigtig del af vores fælles kulturarv, skal det opfattes i ordets immaterielle

betydning, således at det er håndværk forstået som faglig dygtighed, der er

bevaringsværdig, altså en kulturarv, som nationer og korporationer opfordres til at

tage initiativer til at bevare.60 Kulturarvsstyrelsen har ikke svaret på mit spørgsmål

om, hvorvidt den har initiativer som retter sig imod bevaring af den immaterielle

kulturarv, som er håndværksviden.61 Når man besøger Kulturarvsstyrelsens

hjemmeside er der et klart fokus på bygninger og fortidsminder.62 Som Jørgen

Burchardt skriver udviser kulturministeriet (som Kulturarvsstyrelsen sorterer under)

ikke interesse for at bevare andre håndværk end bygningshåndværk (Burchardt

2000b).

Nationalmuseets inspektør Niels-Erik Jensen fra Frilandsmuseet under

Nationalmuseet siger, at han opfatter håndværk som immateriel kulturarv som en

selvmodsigelse. For ham er håndværk primært noget materielt, der knytter sig til

bygninger og genstande. Og som sådan er håndværket dokumenteret. Udførelsen af

58 Den Danske Ordbog (2004:848)

5959 Cambridge International Dictionary of English (1995:319)

60 http://portal.unesco.org/en/ev.php-URL_ID=17716&URL_DO=DO_TOPIC&URL_SECTION=201.html

61 Bilag 3, Mail til Kulturarvsstyrelsen

62 http://www.kulturarv.dk/forside/

67

håndværket er en fysisk aktivitet udført af levende mennesker, som ikke kan

dokumenteres. Det er Nationalmuseets afdeling for Nyere tid, der har den nationale

forpligtelse til at bevare viden om håndværk. Dette gør Frilandsmuseet ved at

overføre håndværksviden fra svend eller mester til lærling, da det ifølge museet er

den eneste måde, hvorpå man kan bevare håndværksviden.

Dokumentationen af det fysiske håndværk sker ved at man registrerer det udførte

håndværk i de tegninger og rapporter, som knytter sig til museets bygninger. Så i

denne betydning kan håndværksviden altså nedskrives og dokumenteres. Niels-Erik

Jensen finder desuden, at film er et glimrende medie til dokumentation af

håndværket, som i øvrigt lærebøger er det, men han opfatter håndværksviden, som

summen af erfaringer vidensmæssigt og motorisk der skal til for at håndværket

lykkes (Jensen telefon, e-mail). Umiddelbart kan det virke paradoksalt, at Jensen

opfatter håndværksviden uløseligt knyttet til den menneskelige krops erfaringer,

samtidig med at han opfatter nedskrevne rapporter, lærebøger og film som vigtige

metoder til at dokumentere håndværksviden. Spørgsmålet er, om ordet

håndværksviden skifter betydning, afhængigt af i hvilken sammenhæng ordet

anvendes. Eller måske afhænger det af, hvilket håndværk man taler om.

Niels Brondbjerg, der sammen med makkeren Anders Dylov laver filmene i serien

Klik et håndværk for Grundejernes Investeringsfond, siger at film fint kan bruges til

at vise, hvordan et håndværk udføres. Også her er der tale om bygningshåndværk.

Og selve formålet med filmene er også at bevare viden om, hvordan

bygningshåndværk udføres, så de pågældende teknikker ikke bliver glemt. Det er

ligeledes en forudsætning, at filmene, som skal ligge på internettet, er forsynet med

en faktaboks, hvor brugeren kan navigere sig frem til oplysninger og litteratur om

materialer, processer og værktøj. Niels Brondbjerg siger, at hvorvidt dette kan

lykkes afhænger af, hvilken håndværksteknik man prøver at formidle og hvorvidt

modtageren af filmen har nogle grundlæggende forudsætninger, som forståelse af

materialer og rum. Her er anvendeligheden af disse film som

undervisningsmateriale altså afhængig af modtagerens forudsætninger samt af den

formidlede håndværkstekniks sværhedsgrad (Brondbjerg).

68

Museumsinspektør Lene Sørensen fra Håndværksmuseet Kejsergaarden i Randers

nævner følgende niveauer, hvorpå man kan dokumentere, hvordan et håndværk

udføres:

De fysiske værktøjer med grundige oplysninger om deres funktion.

nedskrivning af processerne (for eksempel hvordan man tapper et vindue)

ud fra oplysninger fra håndværkere, der har udført processerne.

Man kan bevare fotos, der viser indretningen af værksteder og

arbejdssituationer, hvor man kan se, hvordan håndværkerne f.eks. holder på

værktøjet.

Man kan bevare levende billeder af processer, hvor man ser funktionen af

værktøjerne, håndværkerens bevægelsesmønster, måde at håndtere værktøj

og materiale m.m.

Man kan bevare originale undervisningsmaterialer om processer og

håndværkets udførsel. Disse kan dog være svært forståelige for folk, der

ikke har et basiskendskab til de pågældende håndværk

Film og levende billeder, som nævnes som et af de bedste og mest

letforståelige måder at vise håndværket på (Sørensen).

6.2. Håndværksviden -- teoretisk viden og kropslig viden

Wackerhausen (1999) siger, at et håndværk ikke kun består af viden, der relaterer til

kroppen, men også af teoretisk eksplicit viden. Praktisk viden, som jeg i dette

speciale kalder håndværksviden, kan ifølge Aristoteles deles imellem den teoretiske

del af praktisk viden, som Aristoteles kalder techne. Den praktiske viden der

relaterer til kroppen kalder Aristoteles poiesis (Saugstad 2003, Aristoteles 1994).

Det er denne praktiske kropslige viden, som Polanyi kalder for tavse kompetencer

eller tavs viden. Her kan man også som Gilbert Ryle skelne imellem hvad man ved

og hvordan man gør (Polanyi 1966).

De tre interview i undersøgelsen viser også, med eksemplerne bødkerfaget,

smedefaget og skomagerfaget, at håndværksviden kan være sammensat af disse to

typer viden på forskellige niveauer og i forskellige grader. Lars Ørbæk Laursen

69

siger, at der er så meget geometri og talbehandling i bødkerfagets teori, at man kan

læse sig til en stor del af forståelsen af, hvad man skal gøre. En stor del af den viden

der kræves for at lave en tønde står nemlig at læse i Haandbog for bødkere

(Bresemann 1892). Og Laursen mener godt at man i kombination med denne

eksplicitte viden kan bruge en film der viser bødkerfagets teknikker, hvis man i et

selvstudium vil lære sig hvordan man laver en tønde. Men resultatet vil ikke

dermed være tilfredsstillende. Det vil afhænge af, hvor motorisk begavet man er.

Herefter kommer dygtigheden med den gentagne, daglige øvelse. Han understreger

dog, at man under almindelige omstændigheder vil blive en bedre bødker, hvis man

har haft et langvarigt læringsforløb hos en mester. Det er der man lærer, hvordan

man gør (Laursen:54).

Sammenlignet med bødkerfaget er der ikke helt så meget teori i fremstillingen af

det smedehåndværk, som Gitte Christensen laver. Hun har en learning by doing

tilgang til faget. Og om den håndværksmæssige del af sit virke siger hun: Det tager

ikke særlig lang tid at lære at gøre det. Det er bare at gå i gang og så se, hvordan

man kan lide det (Christensen:57). Her taler Dewey om trial-and-error metoden,

som i en håndværksmæssig kontekst kan udvikle en særpræget måde at gøre tingene

på – eller ligefrem fusk – men at denne tilgang også kan være gavnlig for

udviklingen af fantasien og evnen til at improvisere (Dewey 1916:278-279). Her er

Gitte Christensen et eksempel på, at man ved at lære håndværket selv kan løfte sit

håndværk fra det trivielle til et niveau, der kan betegnes som kunst eller

kunsthåndværk (Christensen)

Fremstillingen af den i skomagerfaget essentielle læst er på det teoretiske plan

baseret på nogle få mål. Teoridelen af den femårige ortopædiske

skomageruddannelse er således en 3-5 måneders ikke særlig intensiv

skoleindlæring. Til gengæld er indlæringen af perfektioneringen af læsten baseret

på en høj grad af personlig viden, nemlig ved at instruktøren i hele læreforløbet

giver lærlingen feedback. Eivind Lingås siger, at man på ingen måde kan læse sig

til hvordan man perfektionerer læsten og at levende billeder, selv forsynet med

eksplicitte oplysninger, aldrig vil kunne formidle det billede af læsten, som

70

skomageren skal danne i sin bevidsthed (Lingås:63). Her bygger ekspertisen på en

høj grad af kropslig læring og kan kun formidles med feedback.

Wackerhausen & Wackerhausen (1999:28) skriver, at videnstabet er større jo mere

man fjerner sig fra fysikkens verden. Spørgsmålet er så, om håndværk, som er

baseret på en højere grad af teoretisk, eksplicit indlæring og viden nemmere kan

demonstreres og formidles med ord, fordi de bygger på en mindre grad af tavs

viden.

Eivind Lingås finder, at det ville have været bedre om Rothenborgs film,

Håndskomageren var forsynet med flere mellemtekster. Selv for en fagmand ville

det have været interessant med flere oplysninger. Man kan se, at skomageren

snakker til en person, der sidder og tager noter, som må være Steensberg. De

sparsomme mellemtekster tyder på, at skomageren ikke er så trænet i at fortælle,

hvad han gør. Som Eivind Lingås siger, så behøver skomageren heller ikke at

forklare, hvad han gør, for han ved jo, hvad han skal gøre (Lingås:65).

Karetmagerhåndværket blev ligeledes indlært på den tavse måde. Der var ikke

særlig meget nedskrevet. Mester forklarede alt det, der skulle læres til lærlingen i

læreprocessen. Ole Jespersen siger, at det også er den eneste måde man rigtigt kan

lære faget på. Der er nogle ting, man kan skrive ned om materialer, værktøj, samt

noget geometri i fremstillingen af hjulet, men når det kommer til nogle af de

afgørende detaljer som for eksempel, hvordan egerne er tappet i tapsamlingerne.

Der er det, at man skal lære et Gefühl og det kan man ikke lære på egen hånd.

Læringen afhænger af mesterens feedback. Det er sådan, man lærer de detaljer, der

er afgørende for, om man er en dygtig hjulmager eller ikke (Jespersen:50).

Lars Ørbæk Laursen fortæller, at han i begyndelsen, før han kom i lære, forsøgte sig

på egen hånd ud fra nogle sparsomme eksplicitte anvisninger. Men er der bare

nogle detaljer i blandt andet fremstillingen af stavene til tønden, som bliver meget

bedre, hvis man har lært dem af en læremester i et lærlingeforhold. Den ene af

Laursens læremestre er af den faste overbevisning, at faget kun kan læres rigtigt i et

71

fuldt mesterlære forløb. Laursen har selv undervist nogle elever i bødkerfaget i

nogle kortere kurser. Og han siger, at det ikke er tilstrækkeligt at vise eleverne,

hvordan man arbejder. Han tager i stedet for fat rundt om eleverne og viser dem,

hvordan bevægelsen skal udføres. Det er en meget lettere og hurtigere måde at

spore eleven ind på den rigtige teknik (Laursen:55).

Gitte Christensen besvarer ikke spørgsmålet om, hvorvidt man kan lære at smede

ved at se en film, men pointerer, at man må prøve at se, om man kan lære det og at

det afgørende er, om man har sansen for det. Hun forholder sig dog respektfuldt

over for fremstillingen af hestesko, som man måske nok kan lære at lave ved at se

på filmene. Men hun pointerer, at det kun er hesten, som i sidste ende kan afgøre,

om smeden kan lave en hestesko. Og at kompetencen kommer med den daglige

øvelse og gentagelse af arbejdets processer (Christensen:58).

Wood spørge om, man kan låse den tavse viden op ved at filme novicen i

indlæringsprocessen, for at få ord på de kompetencer, som den trænede mester ikke

kan udtrykkes med ord, fordi hans kompetencer er blevet for internaliseret i

kroppen (Wood 2006). Men det gør ikke den store forskel, for læringen på de første

trin af færdighedstilegnelsen, Novice og Avanceret begynder er i forvejen ikke

specielt vanskelig at formulere i ord og regler. Det er først på det tredje trin,

Kompetence, at der åbner sig så mange muligheder, at regler ikke længere kan

formulere dem (Dreyfus & Dreyfus 1999). Lars Ørbæk Laursen siger, at man i

begyndelsen kan udtrykke sine færdigheder i ord, for da har man ikke ærefrygt over

for faget. Så kan man godt sætte nogle ord på det, som man gør. Men når man

bliver dygtigere, så forstår man, hvor meget man ikke ved og alle forsøg på at

formulere noget fast i ord bliver forenklinger (Laursen:54).

Gitte Christensen i Kvindesmedien siger, at det er meget svært at smede hestesko,

men hun begrunder det med at hammeren er tung og for anstrengende at arbejde

med for en lille pige. Hendes færdighedstilegnelse er på grund af nogle fysiske

forhold ikke kommet længere end til erkendelsen af at hamre på en størrelse som

dem i Rothenborgs Smeden er for tunge for en lille pige som hende

72

(Christensen:57). Det er først på et højere stadie af indlæringen at der sker en

internalisering af færdigheder så kroppen og hjernen kan koncentrere sig om at se

perspektiver ud over detaljen, og at det er her de tavse sider opstår (Polanyi 1966).

Og det er derfor, at den kompetente praktiker ofte har svært ved at fortælle hvad

han gør (Wackerhausen 1997:11).

Gitte Christensen finder tilsyneladende ikke undersøgelsens spørgsmål – om man

kan formidle, hvordan man udfører et håndværk på film – interessant og besvarer

spørgsmålene om, hvorvidt den ene eller anden teknik er vanskelig med det

tilsyneladende universelle svar, at man bare kan gå i gang og lære det selv

(Christensen:59). Spørgsmålet er om dette skyldes, at hun finder spørgsmålet

uinteressant eller om det er udtryk for, at man netop ikke kan sige noget generelt

om, hvad man kan lære eller ikke lære, fordi det afhænger af ens forudsætninger.

Som Ole Jespersen fortæller, har karetmagerfaget været baseret på tavs viden af

flere grunde. Der er en stor del af den læring, der er forbundet med at lære faget,

som man ikke kan læse sig til fordi den skal læres med feedback fra en læremester

(det gefühl som Ole Jespersen taler om). Men en anden årsag til at der ikke i 1800-

tallet blev skrevet mange lærebøger, var at det ikke var nødvendigt, fordi man lærte

det hele på værkstedet. Og man viste lærlingen, hvordan han skulle gøre, fordi det

var hurtigere, nemmere og bedre end at forklare det (Jespersen:50).

Og ifølge Wackerhausen og Wackerhausen findes der også to typer af tavs viden:

Aktuel tavs viden, som man ikke kan dele med andre men som kan i tale

sættes og

2) principiel tavs viden, som ligger udenfor det som kan udtrykkes sprogligt

(Wackerhausen & Wackerhausen, 1999:32-33).

Man kan diskutere, om det som her kaldes aktuel tavs viden er det samme som

skjult viden, eller hemmelig viden, fordi den kan udtrykkes, hvis håndværkeren

motiveres til at sige noget. Set i det perspektiv er det altså ikke kun tavs viden, der

er forklaringen på at nogle håndværk forsvinder. De forsvinder også fordi den viden

73

de bygger på ikke er blevet skrevet ned, selvom det har været muligt. Der er

eksempler på, at en sådan eksplicit viden om materialer kan være hemmeligheden

bag et håndværks genopdagelse. Her viste hemmeligheden bag den genopdagede

tængningsteknik fra Læsø sig at være gemt i en person, nemlig tækkemand Henning

Johansen, som vidste hvilken type ålegræs, man skulle bruge til tagene. Og da den

ganske eksplicitte, ja simple viden, at den pågældende art af ålegræs var begyndt at

dukke op i tilstrækkelige mængder ved Møn, var håndværket genoplivet (Jensen

2009).

6.3. Håndværksviden -- metoder og ideer

Eivind Lingås siger, er der en stor del viden om materialer, forarbejdning og

teknikker i en film, som går så meget i detaljen som Rothenborgs skomagerfilm.

Hvis den havde været forsynet med flere oplysninger, kunne den berige den allerede

kompetente skomager ved at vise ham ukendt -- eller for det moderne fags

vedkommende – glemt, eksplicit viden i form af særlige teknikker og

forarbejdningsmetoder. Den moderne skomageruddannelse er nemlig ud over

fremstillingen af skoen også baseret på en læring, som vedrører skoens design. Og

her er en væsentlig del af læringen eller den inspiration, som man kan få ved at se

en film baseret på konkrete ideer om materialer, farver, form og mønstre, altså for

en stor dels vedkommende viden af en eksplicit natur. Der ligger også masser af

inspiration at hente på YouTube.com (Lingås:61).

Gitte Christensen var før interviewet ikke klar over, hvor mange forskelligartede

film med smedehåndværk, der ligger på YouTube.com. Og hun siger i interviewet,

at nogle af de ting der bliver fremstillet på blandt andet filmen Blacksmith Forging

Leaves er gode ideer, som hun vil dyrke lidt mere (Christensen:59). Så selvom

filmene ikke kan lære novicen at gøre det, som bliver vist på billederne, kan de

bruges til at give både den erfarne praktiker og den avancerede begynder ny

inspiration. Denne type af viden er af en eksplicit natur.

6.4. Film som vidensmedie

74

Richard Sennett spørger, om det er muligt, at menneskets øjne ved fotografiske

oplevelser af arbejdet i detaljen kan opleve, hvordan hånden eller kroppen udfører

arbejdets bevægelser (Sennett 2008:104). Lars Ørbæk Laursen fortæller, at hans

lærer på Håndarbejdsseminariet i Kerteminde, Jørgen Funck, fortalte sine elever, at

de skulle filme hinanden for på denne måde at dokumentere håndværket for at

forhindre, at deres håndværksviden skulle gå tabt. Spørgsmålet er i hvor høj grad

dette er muligt (Laursen:55).

Museumsinspektør Gitte Behr fra Hjerl Hede indtager den mest konsekvente

position ved at sige, at en film kan vise håndværkeren arbejde, men at man på ingen

måde kan bruge den til at lære noget om håndværket. Den viden er i håndværkeren

og kan kun læres videre i et læreforløb fra person til person. Gitte Behr har skrevet

og indtalt lydsiden til de håndværksfilm, som man kan se på Hjerl Hedes

hjemmeside. Selvom hun har sat sig grundigt ind i, hvad håndværkerne gør på

filmene, siger hun, at hun aldrig kommer til at forså de pågældende håndværk

(Behr).

En lignende holdning finder man i det norske center for håndværk NHU. Her filmer

og dokumenterer man læreprocessen, men insisterer på, at disse film på ingen måde

kan dokumentere håndværksviden for andre end den lærling, der deltager i

læreforløbet. For den viden der er nødvendig for at forstå filmene befinder sig i

lærlingens krop (Martinussen 2005).

På Kejsergaarden udtrykker museumsinspektør Lene Sørensen en mere positiv

holdning til at filme håndværkeren for at dokumentere håndværket. Hun siger uden

forbehold, at film er en af de bedste og letforståelige måder at vise hvordan et

håndværk udføres.

Denne holdning deles af Niels Brondbjerg, som laver Klik et håndværk filmene.

Disse film er forsynet med en faktaboks, men Niels Brondbjerg understreger, at

filmene er en del af læringen og at de ikke kan stå alene. Desuden spiller det en

rolle, hvilke forudsætninger eleven har (Brondbjerg). Her er det væsentligt, at man

75

har forståelse for sin egen krop, rum og form og desuden besidder et udvalg af de

mange sanser, der skal udvikles, for at man kan blive en god håndværker

(Andersen 2005:14-23).

Ortopædisk skomager Eivind Lingås mener, at Aage Rothenborgs skomagerfilm fra

1967, særlig hvad billedsiden angår, giver en god viden om, hvordan man

fremstiller en lædersko i hånden. Og da Eivind Lingås i forvejen kan lave lædersko

i hånden, giver filmen ham et inspirerende indblik i, hvordan den gamle skomager

arbejder og han finder, at filmen er lærerig og interessant. Men uanset hvor

omfattende og detaljeret information en sådan film indeholder, vil den aldrig kunne

give en novice lærling en viden, som kunne bruges til at lære at lave den så

essentielle læst. Her understreger Lingås, at den lærer man kun at lave ved at

arbejde med den i praksis i en interaktiv læreproces med en instruktør og at en film

ikke kan give de små fif, som gør at man med tiden får den rette forståelse af læsten

(Lingås:62).

Om man kan opleve virkeligheden på en video eller andre levende billeder kan

diskuteres. Man kan sige, at den personlige observation er tredimensionel og

involverer alle sanser. Billedet derimod er fladt, todimensionalt, afgrænset og

opfanger ikke varme, lugt eller smag (Arendt Rasmussen 1997:64). Og

videokameraet kan ikke fastholde rumlige og tidslige aspekter af virkeligheden, så

godt som vores øje, synscenter og kognitive oversættelse af synsindtryk formår

(Kofoed 1997:34). Men på grund af filmmediets sanseudvidende potentiale og hvis

operatøren af kameraet lever sig ind i situationen, kan teknologiske fremskridt

bevirke, at opstilling, betjening, indfangning af kropslige signaler samt interaktion

ikke længere er en barriere i videooptagelser (Botin et alii 2007:112-113).

Så vanskelighederne ved at lære håndværksviden fra film skyldes ikke

nødvendigvis mediets todimensionelle skærm eller det manglende nærvær ved ikke

at være til stede i det samme rum, hvor læringen foregår. Det skyldes snarere, at

man er overladt til sig selv, når man skal prøve at gøre det efter, som man ser på

skærmen. Man har lettere ved at miste modet og man har ikke en følelse af at ens

76

manglende succes er et helt normalt stadie i læreprocessen, som skal overstås i en

interaktiv feedbackproces (Wood 2006).

6.5. Interaktive medier og selvlæring

I filmen Forging a Heartbar Horseshoe, som YouTube-brugeren Densonfarrer har

lagt ud på Youtube viser smeden, hvordan han laver en hjerteformet hestesko.

Samtidig fortæller han, hvilken type jern han bruger, samt hvad han gør og hvorfor.

Neden under i kommentar rubrikken opstår følgende udveksling af

håndværksviden, som er gengivet i uddrag:

Spørgsmål: What is the purpose of the fire welded section, I’ve not seen it before

and was just wondering what it for? fluffy1696

Svar: The welded section, also called a heartbar or frog plate, transfers weight

bearing onto the frog and off of the hoof wall. In cases of Laminitis, it is desirable

to do this in order to stabilize the bony column and prevent further displacement of

the pedal bone resultant from the failure of the lamellar bond. Densonfarrier.

Kommentar: Nice shoe. I've been shoeing for the last 12 yrs. Mostly standard-bred

trotters and pacers. I consider myself a good farrier. But in the age of premade shoes

I think I had forgotten some of the techniques used in making horseshoes from bar

stock. Nice work. Fuzzyb29

Spørgsmål: I was wondering how heavy the anvil is? She looks pretty heavy! It also

doesn't seem to ring at all, did you do anything to keep it from doing so? What is it

standing on? Anvilfolk

Svar: Thanks for the questions. It is a 260 pound anvil sitting on an aluminum stand

that is bolted to the hardwood floor on my truck. So in addition to to the weight,

aluminum, and wood, the truck is sitting on rubber dual wheels. I get great rebound,

but little ringing, except when I'm working the heel. Densonfarrier

Kommentar: Thank you for the answers! I hadn't thought of rubber at all, but it

might actually work very nicely in reducing the ringing! Thank you very much

again, I appreciate the answer :) Anvilfolk.

77

Kommentar: Awesome, very good men, thank you very much!!!! I will training My

heart bar now!!!! Guicelent. 63

Her bliver det tydeligt, at YouTube’s dialogiske muligheder kan bruges til at

udveksle læring imellem fagfolk og amatører. Youtube er ikke skabt med henblik

på interaktiv læring, men man kan forestille sig interaktive læringsmiljøer, hvor der

udveksles film, hvor håndværkere filmer sig selv og giver hinanden feedback

Fremtidens teknologi vil kunne udvide denne interaktive videnoverførsel til en

virtuel ansigt til ansigt-læring medieret af 3. grad (Bruhn Jensen 2008:22).

Der findes ikke et bedre miljø for læring end fysisk ansigt til ansigt-læring, men

vigtige elementer af denne læring kan reproduceres online. I denne sammenhæng

viser det sig også, at den allerede øvede håndværker nemmere er i stand til at

udnytte onlineressourcer end begynderen (Fisher, Wood & Keyte 2008).

Og her vender vi tilbage til udgangspunktet for læringen, som er elevens

forudsætninger (Brondbjerg). Hvis man er meget ihærdig og desuden har gode

evner, er der en mulighed for at man kan lære på egen hånd (Laursen:54).

Her tyder noget på, at succesen afhænger af, hvorvidt det som man skal lære bygger

på en høj grad af kropslig viden eller er baseret på mere almindelige kompetencer,

som kan tilegnes uden en høj grad af personlig instruktion. Det spiller ligeledes i det

væsentlige ind, hvad man i forvejen kan og hvor tæt man er på at kunne lignende

teknikker i forvejen.

Multimedielæring via internettet kan i fremtiden sandsynligvis bruges til at lære

elever håndværk på et vist niveau, der kan gøre dem mere eller mindre kompetente,

afhængigt af deres forudsætninger. Men det forbliver en forudsætning, at man uden

en daglig imitation og vejledning af en mester ikke under normale omstændigheder

kan skabe ekspertise og bemestring af kundskaber (Dreyfus & Dreyfus 1999).

63 http://www.youtube.com/watch?v=8YT4jRvLfks

78

Spørgsmålet er så på hvilket niveau, man befinder sig og, om det er afgørende at

man opnår det højeste niveau. Man kan sige, at den korrekt udlærte håndværker er

pålidelig i arbejdet og er i stand til at arbejde på en tilfredsstillende akkord, men at

det i nogle tilfælde er på bekostning af fantasien i arbejdet (Dewey 1916:273). Den

selvlærte eller delvis selvlærte håndværker – tag eksemplet Gitte Christensen – kan

udvikle nogle anderledes kompetencer som ikke nødvendigvis er ringere. Kvaliteten

af kompetencerne må forholde sig til opgaven. Under alle omstændigheder

afhænger succesen i et læringsforløb af en kombination af håndværkets

sværhedsgrad og elevens forudsætninger, som eksempelvis forståelse af rum,

materialer, motorik og kropsbevidsthed (Brondbjerg, Andersen 2005:14-23, Sennett

2008:280).

Del 7. KonklusionMan kan altså konkludere, at denne undersøgelse viser følgende typer af

håndværksviden i forskellige dokumentationsformer:

Håndværksviden repræsenteret i bygninger, genstande, værktøj med udførlig

beskrivelse af dets funktion. Denne viden er eksplicit og kan dokumenteres med

bygningsrapporter, billeder, tegninger og film evt. forsynet med faktaboks.

Fotos eller levende billeder af værksteder eller arbejdspladser samt håndværkere der

udfører deres arbejde med fokus på, hvordan de holder deres værktøj og bruger

deres hænder. Dette kan være både kropslig (tavs viden) eller eksplicit viden.

Håndværksviden dokumenteret i lærebøger, undervisningsmaterialer og

brugsanvisninger, samt nedskrevne arbejdsbeskrivelser fra de håndværkere der

udfører arbejdet. Denne viden er eksplicit og kan videreformidles i tekst og tale og

film evt. forsynet med faktaboks.

Håndværksviden i form af ideer, metoder, fif, tricks o.a. Denne viden er i nogle

tilfælde skjult i enkelte menneskers bevidsthed. Denne viden er ofte eksplicit og kan

formidles i tekst, tale og på film.

79

Aktuel tavs viden, som ikke umiddelbart kan sætte ord på, men som det er muligt at

i tale sætte. Denne viden er eksplicit, men kan være tavs for den som besidder den.

Den kan dokumenteres på skrift og i tale.

Principiel tavs viden, som er internaliseret i kroppen og ligger uden for det der kan

udtrykkes sprogligt. Den kan forsøges dokumenteret og forklaret ved brug af

sproget. Og man kan fotodokumentere udførelsen af den pågældende

håndværksteknik. Den eneste måde hvorpå man rigtigt kan forstå denne viden er

ved at indlære den i kroppen, ideelt set igennem en interaktiv læringsproces med en

mester. En mere besværlig måde at få denne viden ind i kroppen på er ved trial-and-

error – ved at eksperimentere – men hvorvidt dette vil lykkes afhænger primært af

1) Den selvlærte praktikers entusiasme, stædighed samt forudsætninger i form af

opfattelse af rum, form, materialer og kroppens motoriske og refleksive evner,

2) Håndværkets grad af kropslig viden og sværhedsgrad, 3) De forhåndenværende

hjælpemidler i form af skriftlige kilder, fotografier, levende billeder og navnlig

muligheden for interaktivitet igennem brug af onlineforum eller lignende.

Håndværksviden er altså sammensat af en eksplicit viden og tavs viden. Den tavse

viden lader sig ikke dokumentere så let, fordi den enten er indlært med et andet

formål for øje, således at man ikke er blevet sig den bevidst eller fordi den ikke kan

udtrykkes med ord. Derfor kan man ikke hverken i tekst eller i tale fortælle hvad

man gør, ligesom man ikke kan vise det på en film. Den tavse viden skal formidles i

en interaktiv læringsproces med en læremester, som giver eleven feedback. Denne

viden forsvinder når dens udøvere forsvinder.

Der hersker en udbredt enighed i museumsverdenen om, at den eneste måde, man

kan bevare et håndværk på, er ved at udøve det og videreføre det fra mester til

lærling. I denne undersøgelse er der heller intet, der tyder på, at man på film eller

ved hjælp af andre medier kan dokumentere håndværkets tavse sider og

viderekommunikere dem, så man kan bruge disse medier til at lære et håndværk fra

80

begynderniveau til ekspertniveau uden indblanding fra en mester. Dette er ikke

realistisk, navnlig inden for fag, som bygger på en væsentlig grad af tavs eller

kropslig viden. Men der er forskel på graden af tavs viden inden for forskellige

håndværk.

Skomagerhåndværket er baseret på en høj grad af kropslig, tavs viden. Her er der

ikke megen teoretisk læring og hele den væsentlige læringsproces i konstruktionen

af læsten bygger på feedback fra instruktøren til eleven. Bødkerhåndværket er i

højere grad baseret på geometri og matematik, men det fysiske arbejde er alligevel

så særpræget, at man ikke bare med almindeligt godt snedkerhåndelag kan udføre

det. Man kan komme et godt stykke på egen hånd, men det er af afgørende

betydning for kvaliteten af arbejdet, at man lærer håndværket af en mester. I den

betydning af smedehåndværket, som er blevet berørt i dette speciale, kan man hvis

man har nogle gode fysiske og kreative forudsætninger, gå i gang på egen hånd. Der

er dog nogle grundlæggende fysiske principper, som vedrører materialer, varme,

værktøj og andet, hvor det i høj grad er en fordel, at man lærer fagets

grundprincipper af en læremester. Men det kan ikke udelukkes at man kan lære sig

dele af faget ved et selvstudium. Imidlertid viser denne undersøgelse ikke rigtigt,

hvor dygtig man på egen hånd kan blive til at smede hestesko eller udføre andre af

det gamle fags opgaver. Men på YouTube kan man se, at der er amatører der ivrigt

forsøger sig derhjemme. Det vil være interessant at undersøge andre håndværk for

at afdække deres sammensætning af eksplicit og kropslig viden, men det ligger

uden for dette speciale.

Svaret på dette speciales overordnede spørgsmål, om det med levende billeder –

ledsaget af den nødvendige eksplicitte viden -- er muligt at vise, hvordan et

håndværk udføres, kan ikke besvares med et ensidigt ja eller nej. Det afhænger først

og fremmest af, hvilket håndværk der er tale om. Hvis dette håndværk er baseret på

en høj grad af kropslig viden, er det slet ikke realistisk at videreformidle faget ved

hjælp af film alene. Man kan konkludere, at det særlig er den tavse kropslige viden,

der ikke kan ses på film, formidles i skrift eller i andre medier. Filmmediet kan dog

81

med fordel bruges til at supplere den traditionelle mesterlære, som de gør det på

Maihaugen i Lillehammer.

Når det gælder fag, som næsten udelukkende er baseret på teoretisk, eksplicit viden

er ekspertisen af en anden natur. Noget tyder på at den er sammensat af en viden,

som kan indlæres ved at læse lærebøger og eventuelt se film, men den omfatter også

efter al sandsynlighed en stor portion erfaring, som man muligvis ikke kan læse sig

til. Men det er ikke undersøgt i dette speciale.

Der er altså noget der tyder på, at spørgsmålet om, hvorvidt man kan dokumentere

håndværk på film er for generelt formuleret. Det er måske mere interessant at

spørge, hvilke håndværksmæssige teknikker, der kan formidles ved hjælp af

filmmediet. Og her er det nok så vigtigt at understrege, at dette afhænger af hvem

modtageren er og hvilke forudsætninger denne modtager har.

Her er det under alle omstændigheder en fordel, hvis disse film er forsynet med

yderligere oplysninger, i form af en fakta boks, som Klik et håndværk-filmene har.

Men endnu mere nyttigt tyder det på at filmmediet, eller snarere levende billeder er

velegnede til at formidle håndværksviden, hvis der er tilføjet et element af

interaktivitet. Her er filmene på YouTube.com potentielt nyttige, hvis modtageren

af dem bruger muligheden for at stille spørgsmål til den person, der har lagt dem op.

På den måde findes muligheden for at få feedback, når modtageren arbejder med at

lære den viste teknik. Ganske vist foregår dette ikke under ideelle forhold, da

fejlene ikke umiddelbart bliver korrigeret – og det forudsætter en uhyre

videbegærlig lærling. Men under de rette betingelser findes muligheden for at en vis

interaktiv læring kan finde sted også selvom mester og lærling ikke er i det samme

fysiske rum. Det vil blive spændende at følge den teknologiske udvikling i

fremtiden, også på dette punkt. Det kan ikke udelukkes, at en væsentlig del af ansigt

til ansigt-læring på sigt kan overføres til den personlige computer.

Del 8. Perspektivering

82

I tidligere kulturer foragtedes håndværkeren. Den højeste og værdigste

beskæftigelse, en mand kunne have, var at træne sin krop og forberede sig på

krigen. At tænke diskutere og hellige sig politik var det rette for en mand.

Håndværkerne med deres tunge gang, svedlugt og materielle beskæftigelse var

foragtede og pinlige at skulle mindes om. Men i middelalderen, da de store

katedraler byggedes ude i Europa og da vore håndværkerlaug og fag dannedes,

opstod der et nyt romantisk syn. Håndværkerens virksomhed var et guddommeligt

skaberværk. Jesus var snedker og håndværkeren skabte med Guds velsignelse.

Thomas Tempte (1982:8)

Der er som tidligere anført ingen i denne undersøgelse, der mener at man under

normale omstændigheder kan lære et traditionelt håndværk på egen hånd med

udgangspunkt i en film, selv om den er ledsaget af nok så megen teoretisk viden og

eksplicitte fakta. Men nogen afviser tanken på en mere kategorisk måde end andre.

På den måde kommer der to forskellige holdninger til syne i dette speciale. Den ene

er repræsenteret af Kirsten Linde og Gitte Behr på Hjerl Hede, som ganske afviser,

at en film kan vise, hvordan et håndværk udføres. Denne holdning synes at gælde

alle håndværk, her forsøger man ikke at dele håndværksviden op i teoretisk og

kropslig viden. Her er håndværksviden lig med kropslig viden, uløseligt forbundet

med håndværkeren. Man kan sige at dette er en traditionelt orienteret holdning til

vidensoverføring inden for håndværk.

Den anden holdning udtrykker også det synspunkt, at man nødvendigvis skal lære et

håndværk af et andet menneske for at man skal mestre det, men mener derudover at

bøger og navnlig film er glimrende måder at dokumentere håndværksviden på og

indeholder en uvurderlig viden om, hvordan et håndværk udføres. Denne holdning

er repræsenteret af Lene Sørensen fra Håndværksmuseet Kejsergaarden i Randers

og bakkes til dels op af Niels-Erik Jensen fra Frilandsmuseet under Nationalmuseet,

selvom han hele tiden er nødt til at tilføje at uden håndværkeren er der ingen

håndværksviden. Lars Ørbæk Laursen siger, at han da han havde besluttet sig for at

lære bødkerfaget, ville have haft stor gavn af en udførlig film der viste

fremgangsmåderne suppleret af noget teoretisk læring og oplysninger om værktøjet.

83

Man kan kalde denne holdning for en pragmatisk orienteret holdning til

vidensoverføring indenfor håndværk.

Begge holdninger finder man i det museumsvæsen, som på bedste måde forsøger at

holde liv i de gamle livstruede håndværk. Disse videnscentre er på en måde en

lukket, kunstig verden, der holder liv i nogle håndværk, der ellers ville være ude af

stand til at leve videre, sådan som vores samfund er konstrueret i dag. Man kan

sammenligne Hjerl Hede og Den Gamle By med en Zoologisk Have, hvor man kan

komme og se de truede dyrearter, som er kunstigt bevaret i fangenskab. På den

samme måde er disse videnscentre også indstillet på at holde håndværket så tæt på

den originale version som man kan og derfor reproducerer man håndværket så godt

som muligt ved at overføre det fra mester til lærling i en tæt, kontrolleret proces.

Dette ansvar har man ikke hos Grundejernes Investeringsfond og Realdania, som

står bag initiativet Klik et håndværk, som er blevet til efter en idé af Niels

Brondbjerg og makkeren Anders Dylov. Niels Brondbjerg er underviser i

håndværksfag og han mener, at filmmediet er en indlysende måde at lære

håndværkstekniker efter, da mange af de unge, der vil arbejde med deres hænder

ikke er motiveret til at læse lærebøger. Her er læsningen i visse tilfælde begrænset

til den faktaboks, hvor man kan finde de fakta om materialer, processer og værktøj,

som er nødvendige for at man kan bruge filmene til at lære efter. De håndværk, som

man kan lære ved at klikke et håndværk er bygningshåndværk og diverse relaterede

håndværk. Spørgsmålet om man som underviser i håndværk i virkeligheden ikke

har et mindst lige så stort ansvar for at vidensoverførslen lykkes som et museum,

der formidler oplevelser til publikum.

På YouTube er der ikke nogen der spørger, om det er muligt at formidle håndværk

på film. Her gør man det bare. Man kan som Andrew Keen sammenligne YouTube

med Wikipedia ved at disse gratis brugerskabte webportaler indeholder mængder af

gratis, men principielt upålidelig viden, og at denne viden potentielt er dyrt købt

fordi den spilder vores mest værdifulde ressource, nemlig vores tid.

84

Nationalmuseets samling af Rothenborgs håndværksfilm kan i denne undersøgelse

også sammenlignes med den store mængde how to film på YouTube.

Sammenligningen er på en måde en parallel til sammenligningen imellem en

kontrolleret encyklopædi skrevet af anerkendte ekspertredaktører og den

brugerkontrollerede webportal Wikipedia, der kan betragtes som amatørernes

legeplads. Samtlige Rothenborgs kulturfilm formidler håndværket -- udført af

håndværkere udvalgt af Nationalmuseet -- på et konsistent niveau med kameraet

fæstnet på håndens bevægelser og forsynet med de mellemtekster, som Steensberg

noterede fra Håndværkernes forklaringer. Der er en anderledes ukontrolleret viden i

de film, som lægges ud på YouTube. Her er der ingen kontrol med, om hesteskoen

passer til hestens hov eller om bødkerens tønde holder vand. Der er heller ikke

nogen konsistens i de metoder hvormed håndværket bliver filmet eller hvor

detaljerede og lange filmene er. Men filmene bliver brugt af amatører og

professionelle til at udveksle fif og viden om alt fra klaverspil over madlavning til

reparation af biler. Spørgsmålet er om brugerne nærer nogen bekymringer, hvad

kvaliteten af indholdet angår. Der er jo masser af film at vælge imellem.

(Sammenligningen imellem bibliotekernes ressourcer og den viden, der ligger på

internettet er også nærliggende, men lad os holde fokus.)

Der er noget der tyder på at trangen til at udøve et håndværk ikke forsvinder fra

mennesket blot fordi samfundet ikke længere påskønner håndværkeren og

håndværksmæssigheden i vores hverdag. Der er masser af mennesker der i dag

ønsker at indgå i et kortere eller længere læreforløb, men som Kirsten Linde skriver,

er der ikke plads til disse mennesker i uddannelsessystemet. Mange små

håndværksbedrifter eller pensionerede håndværkere ville gerne lære deres kunnen

fra sig til en lærling, men har ikke råd til at betale en lærlingeløn. Og staten yder

ikke tilskud til et læreforløb, hvis det ikke har såkaldt sunde jobudsigter. Som

Kirsten Linde skriver bruger samfundet masser af penge på gratis boglige

uddannelser med tvivlsomme jobperspektiver, men der er noget der tyder på at

samfundet stadigvæk ringeagter håndværkeren.

85

Og imens dette skrives går tiden og hver dag forsvinder værdifuld viden fra vores

samfund. Et vestafrikansk ordsprog siger, at en gammel håndværker er som et

brændende bibliotek. Dette speciale kan ikke løse den gåde, hvorfor vi mennesker

ikke kan kommunikere kropslig viden i ord. Men på det dokumentariske niveau er

kan det ikke udelukkes, at der stadig er uudforskede metoder til at dokumentere

håndværksviden. Det er i alle tilfælde ikke en konstruktiv strategi, at holde fast ved,

at det ikke kan lade sig gøre.

Interviewet med Eivind Lingås viser, at specialets dokumentariske metode er i stand

til at sætte håndværkeren i tale og forsyne billederne af den gamle skomager med

forklarende og oplysende information om fremstillingen af skoen, som Rothenborgs

stumfilm mangler. Eivind Lingås leverer håndværksviden på et dokumentarisk

niveau, når han (side 64-65) illustrerer billedsiden med en eksplicit viden om,

hvilken type skind man bruger til hvilke stykker, fra hvilket dyr og fra hvilket sted

på dyrets krop huden egner sig til de forskellige stykker på skoen. Andre steder i

løbet af filmen leverer Eivind Lingås dokumentation på håndværksviden, når han

fortæller om metoder, hvormed man kan forme sålen efter foden, måder man kan

måle skoen, forklarende kommentarer om hvordan tråden er hærdet osv. På denne

måde forsyner han den ifølge Lingås selv noget sparsomt tekstede film med viden

på et niveau, der kan bruges til at formidle forståelse og viden om det håndværk,

som i den helt tavse version er uforståelig for den, som ønsker at lære faget. Dette

perspektiv rejser spørgsmålet om hvorvidt interviewmetoden kan bruges til at

dokumentere håndværkeres viden.

Litteratur:Aït Razouk, A., Bayad, M., Wannenmacher, D. (2009) Strategic human resource

management and tacit knowledge transfer: A case study. Human Systems

Management. 28 (1), 77-82.

86

Andersen, M. V. (Red.). (2005) Indfaldsvinkler i håndværksoplæring – et

debatoplæg om håndværksoplæring. Odense: Odense Tekniske Skole.

Arendt Rasmussen, T. (1997) Video imellem samtale og observation. I Alrø, H.,

& Dirkinck Holmfeld, L. (Red.). Videoobservation. Aalborg: Aalborg

Universitetsforlag.

Arendt Rasmussen, T. (1994) Kvalitativ mediesociologi – målsætninger og

metoder. I: Højbjerg, L. (1994) Reception af levende billeder. (2. udg.). København:

Akademisk Forlag.

Aristoteles (1994) Nicomachean Ethics. Loeb Classical Library. Cambridge:

Harvard University Press.

Botin, L., Bertelsen, P., & Nøhr, C. (2007) Video-observation. Et

fænomenologisk analyseværktøj. I: Håndværk & Horisonter - tradition og

nytænkning i kvalitative metode. Odense: Syddansk Universitetsforlag.

Bresemann, S. (1892) Haandbog for Bødkere. København: Henriksens

Bogtrykkeri.

Bruhn Jensen, K. (2008) Medier og Samfund. [København]: Samfundslitteratur.

Buckland, M. K. (1997) What is a “document”? Journal of the American

Society for Information Science, 48 (9), 804 – 809.

Burchardt, J. (2000) Hvordan kan håndværk overleve? Indtryk fra ’Håndværk i

2000 år’. Teknik og Kultur. Udgivet 12. september 2000. Lokaliseret den 12 juni,

2010 på http://www.teknik-og-kultur.dk/8-111.htm.entom håndværk og industri.

Cambridge International Dictionary of English (1995) Cambridge: Cambridge

University Press.

Choo, C. W. (1998a) Information Management for the Intelligent Organization:

The Art of Scanning the Environment. (2.udg.). Medford: Information Today.

Choo, C. W. (1998b) The Knowing Organization: How Organizations use

Information to Construct Meaning, Create Knowledge, and Make Decisions. New

York: Oxford University Press.

Collins, A., Seely Brown, J., & Holum, A. (1991) Cognitive Apprenticeship:

Making Thinking Visible. American Educator, 6-46.

Dahler-Larsen, P. (2005) Dokumenter som objektiveret social virkelighed. I:

Järvinen, M., & Mik-Meyer, N. (Red.). (2005) Kvalitative metoder i et

87

interaktionistisk perspektiv. Interview, observationer og dokumenter. København:

Hans Reitzels Forlag.

Degn, O. (1983) Håndværket i Fremgang. I: Håndværkets Kulturhistorie, bind 2.

København: Håndværksrådets Forlag.

Den Danske Ordbog (2004) Bind 2, (1.udg.). København: Det Danske Sprog- og

Litteraturselskab/Gyldendals Boghandel, Nordisk Forlag A/S.

Dewey, J. (1916) Demokrati og uddannelse. Dewey Biblioteket. (1.udg.). (2005).

Århus: Klim.

Dreyfus, H. & Dreyfus, S. (1999) Mesterlære og eksperters læring. I Nielsen, K.,

& Kvale, S. (1999). (Red.). Mesterlære. Læring som social praksis. København:

Hans Reitzels Forlag

Dueslund, L. (2003) Kroppen i verden. Skapande vetande, nr. 40. Linköping

Universitet.

Duus, J. & Duus, S. (2002) Håndværk - da det var håndens værk, bind 1 og 2

København: Forlaget Ny Havn.

Eilertsen, M. (1983) Hånd og værk – træk af arbejdets historie. København:

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S.

Elkjær, J. (2007) Vejen til helvede er brolagt med amatørindlæg. Anmeldelse i

Journalisten, 8. august, 2007. Lokaliseret den 20.4.2010 på:

http://journalisten.dk/vejen-til-helvede-er-brolagt-med-amatorindlaeg.

Falk, E. (2009) Crafts in Japan. In: Norwegian Crafts Development (NHU) (2009).

Living Crafts. Preserving, passing on and developing our common cultural

heritage. International and national ambitions. Stavanger: Hertervik Akademisk.

Falk, E., & Wallin Weihe, H-J. (2009) Introduction. In: Falk, E., & Wallin Weihe,

H-J. (Red.). (2009) Norwegian Crafts Development (NHU) (2009). Living Crafts.

Preserving, passing on and developing our common cultural heritage. International

and national ambitions. Stavanger: Hertervik Akademisk.

Fisher, T., Wood, N., & Keyte, J. (2008) Hands on - hands off; on hitting your

thumb with a virtual hammer. I: Proceedings of Design Research Society

conference, July 2008, Sheffield Hallam University. Lokaliseret den 13.4.2010 på

http://www.nicolawood.net

88

Fode, H. (1984) Håndværket i opbrud. I: Håndværkets Kulturhistorie, bind 4,

Kapløbet med industrien. København: Håndværksrådets Forlag.

Fox, K. (2007) YouTube if you want to. Anmeldelse i The Guardian, 8. Juli, 2007.

Lokaliseret den 20.4.2010 på:

http://www.guardian.co.uk/books/2007/jul/08/computingandthenet.society

Hjørland, B. (1993) Emnerepræsentation og informationssøgning. Bidrag til en en

teori på kundskabsteoretisk grundlag. Göteborg: Valfrid.

Hjørland, B. (1997) Faglitteraturens dokumenttyper i kommunikations- og

videnskabsteoretisk belysning : -kategorier, -medier, -former, -genrer,

-niveauer & -kvaliteter. Bind 1: Dokumenttypologiens almene teori og former

Elektronisk udgave baseret på 6. foreløbige udgave, 1997. Version 1: 2001-08-01

København: Danmarks Biblioteksskole, Institut for Informationsstudier.

Hjørland, B. (2000) Hvad blev der af videnskabelig kommunikation? DF Revy, 23.

(7), 191-194

Husserl, E. (1906) Die Idee der Phänomenologie. Haag: Walter Biemel Verlag.

Jensen, N.E. (2009) Når de gamle tage trækker det korteste strå. Nationalmuseet.

Jespersen, E. (1999) Idrættens kropslige mesterlære. I: Nielsen, K., & Kvale, S.

(1999). (Red.). Mesterlære. Læring som social praksis. København: Hans Reitzels

Forlag.

Keen, A. (2007) The Cult of the Amateur. How blogs, Myspace, YouTube and the

the rest of today’s user- generated media are killing our culture and economy.

London: Nicholas Brealey Publishing.

Kilby, K. (1977) The Village Cooper. Shire Album 28. Aylesbury: Shire

Publications.

Kvale, S. (1994) Interview. København: Hans Reitzels Forlag.

Kvale, S. & Nielsen, K. (2004) Landskab for læring. I: Nielsen, K., & Kvale, S.

(1999). (Red.). Mesterlære. Læring som social praksis. København: Hans Reitzels

Forlag.

Lave, J. & Wenger, E. (1991) Situated Learning. Legitimate peripheral

participation. Cambridge: Cambridge University Press.

Linde, K. (1996) At bevare det levende. Danske Museer, Nr. 4, 1996, 10-12.

89

McAfee, A.P. (2006) Enterprise 2.0: The Dawn of Emergent Collaboration. Sloan

Management Review, 47 (3), 21–28.

Martinussen, A.O. (2005). Vidareføring av handlingsboren kunnskap. Lokaliseret

den 12.04.2010 på http://www.maihaugen.no/no/ Handverksnett/Faglig-

informasjon/Vidareforing-av-handlingsboren-kunnskap/

Merleau-Ponty, M. (1994) Kroppens Fænomenologi. (3.opl.). Frederiksberg: Det

Lille Forlag.

Nationalmuseet (2004) Film fra Nationalmuseets etnologiske filmarkiv :

enestående dokumentarfilm om dansk håndværk. København: Nationalmuseet,

7 dvd’er

Nielsen, K., & Kvale, S. (2003a). (Red.). Praktikkens læringslandskab. At lære

gennem arbejde. København: Akademisk Forlag.

Nielsen, K. & Kvale, S. (2003b) Vandringer i praktikkens læringslandskab. I:

Nielsen, K., & Kvale, S. (2003a). (Red.). Praktikkens læringslandskab. At lære

gennem arbejde. København: Akademisk Forlag.

Nonaka, I., Takeuchi, H. (1995) The Knowledge Creating Company. New York:

Oxford University Press.

Nonaka I., Ichijo, K., von Krogh, G. (2000) Enabling Knowledge Creation. How

to unlock the tacit knowledge and release the power of innovation. New York:

Oxford University Press.

Polanyi, M. (1966) Den Tause Dimensionen. Oslo: Spartacus Forlag (2000). Første

gang udgivet 1976, New York: Doubleday & Co.

Rienecker, L. & Stray Jørgensen, P. (2006) Den gode opgave. Håndbog i

opgaveskrivning på de videregående uddannelser. (3.udg). Frederiksberg: Forlaget

Samfundslitteratur.

Rust C. (2004) Design enquiry: tacit knowledge and invention in science. Design

Issues, 20, (4), 76-85. Lokaliseret den 13.04.2010 på http://www.nicolawood.net

Saugstad, T. (2003) Læring i skole og i praksis.I: Nielsen, K. & Kvale, S. (2003)

(Red.). Praktikkens læringslandskab. At lære gennem arbejde. København:

Akademisk Forlag.

Seely Brown, J., Collins, A. & Duguid, P. (1989) Situated Cognition and the

Culture of Learning. Educational Researcher, 18 (1), 32-42.

90

Sennett, R. (2008) Håndværkeren. Arbejdets kulturhistorie: Hånd og Ånd. Forlaget

Hovedland.

Skot-Hansen, D. & Steffensen, J.B. (1995) Bibliotekssociologien. Introduktion til

dens grundlag, principper og metoder. København: Danmarks Biblioteksskole.

Tempte, T. (1982) Arbetets Ära. Om hantverk, arbete, några rekonstruerade

verktyg och maskiner. Stockholm: Arbetslivscentrum

Wackerhausen, S. (1997) Polanyi’s begreb om tavs viden – en kritisk skitse.

Århus: Institut for Filosofi. Skriftserie nr. 2, 1997.

Wackerhausen, S. (1999) Det skolastiske paradigme og mesterlære. I: Nielsen, K.,

& Kvale, S. (1999). (Red.). Mesterlære. Læring som social praksis. København:

Hans Reitzels Forlag.

Wackerhausen, B. & Wackerhausen, S. (1999) Tavs viden, pædagogik og

praksis. I: På sporet af praksis. Antologi. Uddannelsesstyrelsens temahæfteserie nr.

7. København: Uddannelsesstyrelsen.

Wood, N. (2006) Transmitting craft knowledge: designing interactive media to

support tacit skills learning. PhD Thesis, Sheffield: Hallam University, Lokaliseret

13.4.2010 på: http://www.nicolawood.net

Wood, N. & Rust C. (2003) Designing for tacit learning: An investigation of

design strategies for multimedia supported learning in the crafts. In Proceedings of

the European Academy of Design Conference. Lokaliseret 13.4.2010 på:

http://www.nicolawood.net

Besøgte websiderhttp://www.burchardt.name/bog.asp

Lokaliseret den 26.06.2010

http://www.bygningsbevaring.dk/default.asp?pid=199

Lokaliseret den 10.06.2010.

http://www.bygningsbevaring.dk/default.asp?pid=177

Lokaliseret den 10.06.2010.

http://www.bødkeriet.dk/bodkerslaegt.aspx

Lokaliseret den 21.04.2010

91

http://www.dbc.dk/produkter/alfabetisk-oversigt-over-alle-produkter/netpunkt/

netpunkt/?searchterm=netpunkt

Lokaliseret den 28.06.2010

http://www.dengamleby.dk/lm.htm.

Lokaliseret den 10.06.2010.

http://www.hjerlhede.dk/dk/gamle_haandvaerk/kompetencecenter/

Lokaliseret den 10.06.2010.

http://portal.unesco.org/en/ev.php-

URL_ID=17716&URL_DO=DO_TOPIC&URL_SECTION=201.html

Lokaliseret den 10.06.2010.

http://www.industripuljen.dk/jernogmetal.htm#1

Lokaliseret den 21.04.2010

http://www.informationsordbogen.dk/concept.php?cid=459

Lokaliseret den 15.06.2010

http://www.irelandstraditionalcrafts.com/index.htm

Lokaliseret den 10.06.2010.

http://www.iva.dk/uddannelser/

Lokaliseret den 10.06.2010.

http://www.khm.randers.dk/frameset/run_frame.asp?

RoomID=811&LangRef=113&Area=&topID=&ArticleID=5135&ParentID=&Men

uID=857&moduleid=&Template=../templates/

1_standard_layout.asp&ExpandID=3364

Lokaliseret den 21.04.2010

http://www.kulturarv.dk/forside/

Lokaliseret den 10.06.2010.

http://www.kulturarv.dk/presse-nyt/nyhed/artikel/22-tons-tang-til-et-fredet-hus-paa-

laesoe/

Lokaliseret den 10.06.2010.

http://www.kvindesmedien.dk/?pageid=2&catalog=Butik_&_Værksted

Lokaliseret d. 19.04.2010

http://www.kvindesmedien.dk/?pageid=35&catalog=Diverse_smedeopgaver

92

Lokaliseret d. 19.04.2010

http://www.kvindesmedien.dk/?pageid=12&catalog=Udstillinger

Lokaliseret d. 19.04.2010

http://www.natmus.dk/sw43226.asp

Lokaliseret den 10.06.2010.

http://www.nordiskamuseet.se/publication.asp?

Lokaliseret den 10.06.2010.

http://portal.unesco.org/en/ev.php-

URL_ID=17716&URL_DO=DO_TOPIC&URL_SECTION=201.html

Lokaliseret d. 13.4.2010

http://www.realdania.dk/Presse/Nyheder/2008/Klik+et+haandvaerk+28-04-

08.aspx?q=klik et h%C3%A5ndv%C3%A6rk

Lokaliseret d. 01.06.2010

http://sctbendts.kirke.dk/index.php?

module=Pagesetter&func=viewpub&tid=2&pid=230

Lokaliseret d. 19.04.2010

http://www.vorfrelserskirke.dk/bygning

Lokaliseret d. 19.04.2010

http://www.YouTube.com

Lokaliseret d. 03.06.2010

http://www.youtube.com/watch?v=3LBGPKgQ2ac&feature=related

Lokaliseret d. 03.06.2010

http://www.youtube.com/watch?v=WMDKlblsPco&feature=related

Lokaliseret d. 03.06.2010

http://www.youtube.com/watch?v=PSoe6nwws7w&feature=related

Lokaliseret d. 03.06.2010

http://www.youtube.com/watch?v=8YT4jRvLfks

Lokaliseret d. 03.06.2010

http://www.youtube.com/watch?v=_jkxo-5P-vc&feature=related

Lokaliseret d. 03.06.2010

http://www.youtube.com/watch?v=BaC770Cv44I&feature=related

Lokaliseret d. 03.06.2010

93

http://www.youtube.com/watch?v=tqQ9zWxBfg8&feature=related

Lokaliseret d. 03.06.2010

http://www.youtube.com/watch?v=6LsE4nsEOJk&feature=related

Lokaliseret d. 03.06.2010

http://www.youtube.com/watch?v=nC5gxZimxpk

Lokaliseret d. 03.06.2010

http://www.youtube.com/results?

search_category=26&search_query=blacksmith&search_type=videos&suggested_c

ategories=26%2C10%2C24%2C1&uni=3

Lokaliseret d. 26.06.2010

Oversigt over bilagBilag 1

Laursen Interview med Lars Ørbæk Laursen

Lingås Interview med Eivind Lingås

Christensen Interview med Gitte Christensen

Bilag 2

Aasted Schantz Interview med Elsebeth Aasted Schantz

Behr Telefoninterview med Gitte Behr

Jespersen Telefoninterview med Ole Jespersen

Jensen Telefoninterview med Niels-Erik Jensen

Bonde Johansen Interview med Karin Bonde Johansen

Bilag 3

Hommelhoff E-mail fra Signe Hommelhoff

Sørensen E-mail fra Lene Sørensen

Jensen E-mail fra Niels-Erik Jensen

94

Bonde Johansen Film Research. DFI – Filmarkivet

Bonde Johansen Liste over Kai Ulldalls film, Danske Museers Film- og

Videoproduktioner

Interview med Lars Ørbæk Laursen, bødker i Den Gamle

By, Aarhus.

Spørgsmål: Hvad er baggrunden for bødkerfaget i Den Gamle By?

Lars: Engang i 70’erne havde der været en bødker i det værksted, hvor jeg er nu,

men da jeg kom til Den Gamle By, var der ikke levende museum. Der var en smed,

der gik ud og lavede sit arbejde på stedet, hvis der var en opgave, men det var ikke

et fast indslag eller en del af en håndværkerstrategi med levende håndværk. Men så

blev jeg projektansat, og jeg spurgte, om man ikke kunne åbne op for publikum og

vise processen. Og det måtte jeg gerne, hvis jeg ville og jeg havde faktisk allerede

indrettet et værksted, som jeg kunne vise frem. Da min projektansættelse udløb,

søgte jeg om fastansættelse, men det kunne jeg ikke få. Så var jeg fem år som lærer

på højskolen i Kerteminde.

I mellemtiden var de begyndt at udvikle det levende museum i Den Gamle By, og

jeg ville gerne tilbage igen. Da det er det jeg gerne ville, og da jeg ikke har

svendebrev, ville jeg få mulighed for at dygtiggøre mig ved at arbejde med det hver

dag. Så begyndte jeg som bødker i Den Gamle By. Det var nemmere at få penge til

projektet, hvis jeg samtidig kunne vise processen til publikum, og jeg havde ikke

noget imod at vise min kunne frem til publikum. Min rutine er jo begrænset, så

nogle gange kan det være distraherende at skulle fortælle om mit arbejde, mens jeg

udfører det, men publikum er jo så imponerede over det, og de kan alligevel ikke se

forskel på, hvad jeg gør og fag-udlært bødkerhåndværk.

Når jeg står med et håndværk og viser det frem, så undrer det mig, at der er så langt

fra det, jeg gør til deres virkelighed. 90 % af dem under 40 kan sket ikke fatte, at det

kan lade sig gøre at lave noget i hånden; det er blevet så fremmed, at bare jeg står

med en sav i hånden, så vækker det så stor forundring næsten uanset, hvad der

kommer ud af det. Det mest ekstreme jeg kan huske, var at jeg stod med en blyant

95

og tegnede en simpel skitse, og så var der en, der sagde: -Nøøøj, kan du det? Og jeg

mener; det var jo bare en tegning, så nogen gange tænker jeg: ”-Nu må i holde op”.

Men det er virkelig fjernt fra deres verden.

Men mit ønske er at holde et højt niveau på det, jeg laver. At man udtrykker en

sikkerhed og konsistens i det man laver, så derfor har jeg lyst til at påtage mig nogle

større ordrer med mere rutinearbejde for at få en vane med arbejdet, så det ikke er

nyt for mig hver dag, og så kan jeg også meget bedre slappe af og snakke med

gæsterne.

Spørgsmål: Hvordan fik du fat i værktøjet?

Lars: I begyndelsen måtte jeg lave en del af det selv, men en fordel ved at have

været i fjernsynet er, at nu får vi det smidt i nakken. Der komme tit henvendelser fra

folk, som har noget liggende, og det siger vi aldrig nej til, selvom inspektøren siger,

at jeg ikke må tage mere ind.

Spørgsmål: Man kan jo se på filmen, at værktøjet er meget skarpt. Hvordan har du

lært at slibe det?

Lars: Da jeg gik på seminariet fik jeg kontakt til en svensker ved navn Ville

Sundquist. Der var jeg så heldig at komme op til ham, og han har lavet en bog om

håndværket, og halvdelen af den bog handler faktisk om, hvordan man sliber og

vedligeholder værktøjet. Så det har jeg lært mig.

Håndværk hedder faktisk sløjd på svensk, og en snedker hedder faktisk træsmed.

Betydningen af ordet smed er, at man er smed, når man er rigtig dygtig til noget. Så

jeg havde egentlig tænkt mig at titulere mig træsmed, for når jeg er bødker er jeg

bødker og når jeg er billedskærer er jeg jo det. Men inspektøren mente, at det ville

være for svært for publikum at forstå, at det ikke har noget med metal at gøre.

Spørgsmål: Hvad fremstiller en bødker i dag?

Lars: I dag er der kun ganske få aktive bødkere tilbage i Danmark. De er

maskinsnedkerier, som lever af at lave blomsterkrukker og fastelavnstønder, som

ikke behøver at være den bedste kvalitet. De skal være billige og er jo også lavet til

96

at gå i stykker. Der er mange, der gerne vil ha krukke til at ha blomster i, men det er

ikke så interessant for mig at lave dem, for jeg synes ikke, jeg er her på jorden for at

lav noget, der kun holder 5 år. Noget af det værste du kan gøre er at både ha’ vand

og jord i en trækrukke. Museer vil gerne ha’ tønder og vil gerne betale for det, og så

kan man jo få de her badekar, men der tror jeg, markedet efterhånden er mættet for

den slags. Så er der jo regnvandstønder, men der importerer man jo udbrugte

rødvinsfade.

Spørgsmål: Er der ikke brug for nye vinfade?

Lars: Nu er Danmark jo faktisk blevet vinproducerende, og den daglige leder af

restauranten Prins Ferdinand var helt vild, da han hørte, at jeg kunne lave tønder, så

han ville gerne have mig til at lave vinfade for dem. Der var nogen der sagde, at

ville jeg tjene penge, skulle jeg bare flytte til Frankrig og sætte mig ned som bødker,

så ville der være masser af arbejde, for der er stadig behov for håndlavede fade, og

der er næsten ikke nogen der gør det. Men det er jo industrialiseret, det er jo ikke

håndens værk længere.

Spørgsmål: Kræver bødker faget nogen særlige forudsætninger?

Lars: Ikke andet end at man skal ville det. Jo, først og fremmest kræver det

stædighed, arbejdsomhed og tålmodighed, men ikke andre grundlæggende

forudsætninger. Jo, man skal nok have en vis logisk sans og mulighed for at regne

ting ud som fx geometri og matematik. Men man må gerne bruge lommeregner og

geometriske hjælpemidler. Men hvis man har meget energi og lyst til at lære det, så

er der en vej. Men resultatet bliver selvfølgelig forskelligt fra person til person. Hvor

højt niveau er der forskel på, men det er min overbevisning, at alle kan lære det, og

sådan vil jeg emne, at det er med mange fag. Bjørn Nørgård har jo sagt, at det han

gør ikke er kunst, men udelukkende er resultatet af 10 % talent og 90 % hårdt

arbejde. Og man når rigtig langt med hårdt arbejde, ellers kommer man ingen vegne.

Spørgsmål: Hvordan er du udlært? Har du haft en mester til at oplære dig?

Lars: Da jeg gik på Kerteminde [håndarbejdsseminarium] fik jeg en lyst til at lære

bødkerfaget. Jeg ved ikke hvorfor, men det tiltaler mig. Men min lærer han vidste

97

ikke noget om det. Men så gav han mig et kompendium, der viser lidt om, hvordan

man gør, og der står hvilket værktøj men skal benytte og hvordan resultatet skal

være. Det er sådan et kompendium for lærlinge fra 1940erne, men der står ikke

noget særligt om processen.

Spørgsmål: Findes der ellers noget nedskrevet?

Lars: Ikke på dansk, men jeg har set nogle norske og svenske fagbeskrivelser.

Grundelementerne af hvordan man gør er skrevet ned. Men det er min fornemmelse

at det er skrevet ned af tillærte og ikke af faglærte.

Spørgsmål: Tror du at det gør en forskel, om man er faglært eller tillært i den

henseende?

Svar: Ja, måske. Når man lige har lært et fag, så har man ikke den ærefrygt overfor

faget, for man synes ikke at det er så svært. Så kan man måske godt skrive ned,

hvordan man skal gøre det ene og det andet. Når man så bliver dygtigere, så forstår

man, hvor svært det er, hvor omfattende faget er og hvor meget man ikke kan. Det er

virkelig sandt om håndværksviden, at jo mere man ved, desto mere ved man, at man

ikke ved.

Spørgsmål: Men kan man godt formulere nogen grundlæggende færdigheder, for

den der vil begynde at lære faget på egen hånd?

Lars: Ja, det kan man godt.

Lars finder to bøger frem fra den Gamle Bys bibliotek. En af dem er dansk:

Bresemann, S. (1892). Haandbog for Bødkere. København: Henriksens

Bogtrykkeri.

Kilby, K. (1977). The Village Cooper. Shire Album 28. Aylesbury: Shire

Publications.

Haandbog for Bødkere er fra 1892 og det er den første fagbog for bødkere. Og der er

nogle udregninger på, hvordan man laver kar, som indeholder de rigtige mål. Den

kommer godt omkring det hele. Der er også en del om skovarbejdet. Men der er ikke

nogle tegninger, så det hele er beskrevet me d ord og formler. Fx ”at færdiggøre en

fadport. Man trækker på det bræt, hvorpå porten skal laves og som må have samme

98

tykkelse som fadets bund, en ret linie, db der deler brættet på langs i to halvdele. Nu

tager man med en passer bredden mm [og porthvælvingen] deler den i to lige dele.

Tager en af disse dele med passeren og afsætter den db med b-c det samme…” Så

det giver jo mening, hvis man ved, hvad man laver, men man skal virkelig være

skarp. Men har man tegningen ved siden af og får det regnet ud, så kan man godt

lære det ud fra sådan en gammel bog som denne her. Men man skal virkelig ville det

og være meget stædig. Og arbejde koncentreret.

Så er der sådan en lidt mere moderne en [The Village Cooper] med lidt billeder og

så går det nemmere.

Vi ser Bødkerfilmen, som er en stumfilm med mellemtekster fra Nationalmuseets

etnologiske arkiv. En gammel bødker laver en tønde. Lars har set filmen før. Han

mener at Knokkel Anders, som Søren Ryge engang har kaldt ham, i 1959 da filmen

er optaget, ikke har været aktiv i nogen år. Og Lars mener ikke, at hans teknik er

helt fin i kanten. Vi anslår ham da også til at være over 70 år gammel at dømme

efter hans udseende. Vi ser to korte film fra YouTube.com.

Spørgsmål: Rummer sådan en film af en arbejdsgang information til, at man, hvis

man får nedskrevne oplysninger om materialer og værktøj og andet, kan gå i gang

med at dygtiggøre sig?

Lars: Det vil jeg mene, at man sagtens kan gøre. Mit eget udgangspunkt var jo at

ikke ha’ noget og jeg gik jo i gang alligevel, så det ville jo være lysår bedre end ikke

at ha’ noget. Dengang havde jeg jo rutinen i at lave ting i træ, men overhovedet

ingen kompetencer i faget.

Spørgsmål: Men der er jo meget man ikke får at vide ved at se en film?

Lars: Det kommer jo an på, hvilke ressourcer man har til rådighed. Man bliver nødt

til at vide, hvilket værktøj man skal bruge, hvordan det skal være slebet, hvilke

materialer, der er bedst osv. Men med de rigtige ressourcer kan man godt lave en

film, som formidler faget, det er faktisk den eneste metode. Og det er faktisk det

eneste alternativ til lærlingeforløbet. Og at registrere det på den måde er det eneste

alternativ til et håndværks udslettelse, kan man også sige. For man kan jo ikke

99

dokumentere det med ord, så man kan kun gøre det det ved at gøre det. Det er

faktisk den eneste løsning, for at forhindre en udslettelse af disse her håndværk. Men

det er jo ikke så godt som at lære det af et andet menneske, men det er så godt som

det kan blive. På Hjerl Hede var det jo deres overbevisning at håndværk kun kan

bevares ved at overføre det til næste generation fra mand til mand. Da jeg gik på

seminariet havde vores lærer, Jørgen Funck, faktisk den tanke at vi skulle filme os

selv og gemme vores kunnen på dvd så den ikke skulle gå tabt og faktisk sætte i

system at registrere håndværk. Og allerede der i 96 havde han den drøm om, at det

var en måde at bevare håndværket på. Og han mente, at noget af det vi kunne som

formidlere af håndværk, var at prøve at optage det på film og registrere det.

Men det er sjovt, når man kommer ind på tavs viden, som der jo er i alt håndværk, så

har jeg stiftet bekendtskab med den japanske metode, og den er jo bogstaveligt talt

tavs. Da jeg var håndarbejdslærer, der havde jeg jo japanere på et hold og snakkede

med dem om deres traditioner. Og der var der en der lærte keramik på

universitetsniveau. Og hun fortalte om, at i den store hal, hvor de lærte keramik, der

sad deres mester. Han lavede ting. Og som studerende på det her universitet for

keramik der skulle du også lave noget. I det samme lokale. Men det var nærmest at

betragte som en fornærmelse et spørge om noget. Det var i hvert fald ikke velset.

Som en af dem sagde: ”Man skal observere mesteren ud af øjenkrogen uden at

stoppe med det man selv har for”. Man må altså ikke stille sig op og glo på mesteren

og se hvordan han gør. Så det er deres håndværksfilosofi. Men de læser jo også i 8-

10 år inden de mener, de kan det, som vi mener, vi kan lære på et kursus eller på et

år, eller hvis det går rigtigt højt, på tre år. Og det er jo fordi, at de skal føle det ind.

De skal ikke lære det ind pædagogisk ved at få det forklaret. De skal terpe og terpe

og terpe. Og, hvis man får lov til at spørge mester, kan man jo komme ud for at

spørge om dette eller hint er rigtigt, og så siger han måske: Nej! Og ikke mere. Så

går man tilbage og laver en anden udgave, og så kommer man tilbage og så siger

han måske: Ja! Det her er rigtigt, de andet var forkert! Så undervisningsmetoden kan

betragtes som famlende, men når man ser, hvad de kan, så laver de jo det mest

perfekte håndværk man kan forestille sig. Så de lærer i høj grad noget, men ikke ved

at stille spørgsmål, som vi hele tiden gør.

100

Spørgsmål: Du har jo selv sagt at man kan komme langt på egen hånd. Hvor vigtigt

er det at men interagerer med en udlært bødkermester når man lærer sig faget?

Lars: Da jeg kom her til Den Gamle By og fik mulighed for at starte

bødkerværksted så fik jeg kontakt til Christian Pedersen. Christian Pedersen

fungerer som Hjerl Hedes bødkermester. Da jeg fik tildelt 8 måneders

efteruddannelse på Hjerl Hede med voksenuddannelsesstøtte var jeg 3 måneder hos

Christian på Hjerl Hede, men resten var jeg der som selvstudie. For når jeg kendte

teknikken og ku metoden så var resten rutine, altså bare øvelse, øvelse og mere

øvelse - og der mente jeg ikke, jeg behøvede at have en mester hængende over

nakken, men jeg har da savnet ham når jeg var i tvivl og var nok blevet en bedre

bødker, hvis jeg havde haft ham hele tiden, hver dag.

Så kom jeg også i kontakt med Niels Arne Møller, som nu snart er 84 år og som bor

i Odder, og som jeg ringer til, hvis der er noget jeg er i tvivl om. Niels Arnes

holdning er, at man ikke kan lære bødkerhåndværket, hvis man ikke lærer det af en,

som har lært det.

Spørgsmål: Har han set dig arbejde, eller har han set noget af det, du har lavet

siden?

Lars: Christian har ikke set mig arbejde, efter at jeg var der. Niels Ane har set noget

af det jeg har lavet og været på besøg hos mig. Jeg ville gerne ha’, at han skulle se

de fejl jeg havde fået tillært mig.

Men en ting er jo teknikken. En anden ting er, hvilke ting man kan få ideer til at

fremstille ved at se på andre. Det er jo ikke kun tønder alt sammen.

Spørgsmål: Har du undervist andre i bødkerfaget?

Lars: Jeg har ikke haft nogen lærling, men jeg har holdt nogle kurser af kortere

varighed. Bonderøven (Frank) var her jo i forbindelse med hans program. Og han

lærte at lave en tønde på tre dage. Men nu er han en gudbenådet håndværker,

hænderne er skruet rigtigt på og han har en rigtig klæbehjerne, så han husker, hvad

man siger. Det var ret imponerende. Han ville jo gerne se, hvordan jeg gjorde, for

den korteste vej til at lære noget er jo ved at se det gjort, så jeg gjorde det med højre

101

hånd. Mit problem er at jeg er venstrehåndet, så ville det se omvendt ud. Som lærer

har jeg altid vist, hvad jeg har gjort med højre hånd, for tingene skal jo vises, sådan

som de skal gøres. Så jeg kan jo godt vise det med højre, bare det ikke skal gå

hurtigt. Når jeg skal vise det til eleverne, plejer jeg jo at gribe rundt om dem og viser

dem, hvordan de skal gøre, så de får fornemmelsen af hvordan bevægelserne skal

være, når det går godt og virker.

Interview med Gitte Christensen fra Kvindesmedien,

Christiania.

Gitte: Kvindesmedien som begreb har eksisteret siden 70’erne, men dengang var

den kun en slags hobbyvirksomhed. I de sidste 13 år (siden 1997) har

Kvindesmedien eksisteret som en selvstændig erhvervsdrivende virksomhed. Vi

startede bare op, så kom bestillingerne. Så var det bare om at finde ud af,

hvordan man skulle gøre det. Fx lærte jeg at svejse ved, at jeg var oppe på torvet

ved en tyrkisk kiosk. De havde haft indbrud tre gange, og de havde ikke råd til

indbrudsgitter. Så sagde jeg, at det skulle jeg nok ordne. Jeg gav dem tilbud med

håndslag og det hele. Han ville gerne have et spindelvæv, og det blev der rigtig

mange svejsninger på, så sådan lærte jeg det. Det var virkelig learning by doing

og sådan er det fortsat. Vi tre, Dorte, Charlotte og jeg [Gitte], har levet af det i 13

år. Vi laver specialopgaver til alle mulige. Hvis vi ikke kan klare en opgave, kan

vi som regel sende den videre til nogen andre. Vi laver bestillingsarbejder. Vi

laver vores varekatalog. Og så laver vi udstillinger. Så vi rækker ret bredt. Nu

har vi så i de sidste seks år haft en mand ansat til de mere tunge opgaver, Jesper

Sølling, som kan montere og klare nogle af de lidt mere allround opgaver med,

hvis nu fx der skal monteres et sikkerhedsgitter et eller andet sted, så klarer han

det og det er han god til. Ingen i kvindesmedien er udlærte, vi er alle sammen

selvlærte og derfor har vi heller ikke haft nogen lærlinge, kun praktikanter.

102

Spørgsmål: Når I nu tager praktikanter ind, hvordan lærer i dem så det, de skal

lære?

Gitte: Jamen, vi tager heller ikke hvem som helst ind. Nu var der jo en pige. Og

hun har gået og spurgt om hun måtte komme ind i et stykke tid. Og nu er hun så

blevet udlært klejnsmed, og hun har så spurgt om hun kan komme her hvis hun

selv har penge med seks måneders løntilskud, og ja, nu starter hun her i næste

måned.

Spørgsmål: Når I nu tager praktikanter ind, hvordan kan I så se, om de kan lære

det?

Gitte: En af vores første praktikanter er her faktisk stadigvæk, hun er rigtig

dygtig. Men fx var her en pige, som tydeligt var utryg ved maskinerne. Og så er

det jo ikke smart. Man skal være tryg ved at bruge maskinerne, når man arbejder

med jern. Og så kan man hurtigt se, om de har sans for at svejse. Der er så

nogen, der er meget kreative og kunstneriske, og som bare forstår det med det

samme og laver flotte ting.

Spørgsmål: Hvor lang tid tager det at lære at svejse?

Gitte: Teknikken kan du lære på en dag. Og så gælder det så bare om at svejse

en masse og øve dig på det. Men at blive rigtigt dygtig til det kan godt tage et par

år. Det er forskelligt igen, nogen har bare mere sans for det end andre.

(Vi ser filmen fra Nationalmuseets etnologiske arkiv).

Vi har ikke en traditionel esse, men der har været en her engang. Hvis vi skal

lave et eller andet for børnene herude eller et show til en forestilling, så kan vi da

godt stå i en åben esse og vise os, men til daglig er det alt for besværligt og

tidskrævende at tænde og slukke den. Så vi har en gas-esse, som tænder og

slukker på et øjeblik og som er nemmere at regulere temperatur på, men det er

stadigvæk noget man skal kunne. Esse-smede kursus er faktisk det eneste kursus

jeg har været på.

103

Spørgsmål: Kunne man lære at smede hestesko ved at se på den der film?

Gitte: [?]

Spørgsmål: Hvis man nu havde værktøjet, essen, ambolten og vidste hvilken

slags jern man skal bruge og kunne skaffe det. Og vidste hvor varmt jernet skal

være. Den slags ting?

Gitte: Ja, man kunne vel gå i gang med at øve sig. Jeg har faktisk prøvet at

smede hestesko. Det er meget svært.

Spørgsmål: Hvad er svært ved det?

Gitte: Det er først og fremmest meget fysisk hårdt arbejde. Hamrene er tunge.

Det er ikke for små piger. [Gitte er selv ret lille og ikke særlig kraftigt bygget].

Det er heller ikke let at få det i den form som hestens hov er. De har jo

forskellige hove, så man kan jo ikke lære det udenad på den måde. Så man skulle

jo lave rigtig mange hestesko for at blive god til det, og det er der jo ikke rigtig

heste nok til, at der skal skos nu om dage. Jamen, når man først kan det så er det

jo ikke svært. Men i forhold til os, selvom vi synes det er sjovt så giver det jo

heller ikke brød på bordet. Man står jo ikke og laver hestesko længere. Og man

laver heller ikke værktøj længere.

Jeg har gået og essesmedet i mange år oppe i Hammermøllen ved Hellebæk oppe

i Nordsjælland. I første omgang blev den bygget til at male korn til alle

arbejderne på Kronborg, så blev den lavet om ti essesmedje til den gamle

geværfabrik, hvor bl.a. geværløbene til svenskekrigene blev smedet. Det er med

to hamre, og møllehjul udenfor, som trækker de to hamre. Så der har jeg stået og

smedet meget sammen med en gammel smed….[Vi ser lidt mere på filmen]

Gitte: Smeden var uundværlig i landsbysamfundet. Han måtte jo bande og tisse

på offentlige steder, han blev tilgivet alt. Han havde heller ikke tid til at sidde i

brummen, det var jo ham, der var omdrejningspunktet i hele samfundet. Uden

ham fungerede samfundet slet ikke.

104

Spørgsmål: Hvor lang tid tager det at lære at lave hestesko, som de gør på

filmen?

Gitte: Det aner jeg ikke? Nogen lærer hurtigt, andre skal bruge længere tid. Der

er jo ikke nogen, der lærer den slags længere. Men de lavede jo også plove og

harve og skovle og alt muligt værktøj. Det der er jo bare en af tingene. Man ville

jo aldrig få nok rutine i det i dag. Det er ikke svært at banke rødglødende jern,

det synes jeg ikke. Men jeg bruger det mest til at lave grene til træer. Det der træ

er svejset op fra grunden (Gitte viser et billede af et træ i en brochure). Så banker

jeg på jernet, mens det er rødglødende. Alle de der grene har været i essen. Så

banker jeg det op, så det får en struktur, der ligner bark.

Spørgsmål: Hvor lang tid tager det alt lære at lave det på den måde?

Gitte: Det tager ikke særlig lang tid, det er bare at gå i gang og så se, hvordan

man kan lide, at det skal se ud og så tage det der fra. Fx Dorte og Charlotte og

mig, vi vil gerne have det på hver vores måde, så det bliver forskelligt. Jeg har

lavet mig en niche i den danske folkekirke, jeg har lavet lystræer til omkring 30

folkekirker efterhånden. Jeg har for eksempel lavet skulpturerne i Skt. Bendts

Kirke i Ringsted og i Frelserkirken. Så på den måde får man sig jo et navn

efterhånden.

[Vi ser nogle billeder af skulpturer, Gitte har lavet.]

Spørgsmål: Hvor lang tid har det taget at lave fx det træ i Skt. Bendts Kirke?

Gitte: Puh, det tog lang tid, men da skulle jeg også finde ud af hvordan det

skulle gøres, det var det første af sin slags. Når man først har lavet nogle flere, så

går det jo lidt hurtigere. Men lige den i Skt. Bendts Kirke, foran Erik Menveds

grav, var svær. Det var jo et meget ærefuldt job. Og der er ikke noget andet

interiør i den kirke, der er fra efter1600 tallet. Og det træ kommer måske til at stå

der i de næste 200 år, hvem ved? Så det er sjovt at komme ind i kirkerne på den

måde, jeg har også lavet noget til Odense Domkirke og andre kirker derovre og

en kirke ovre i Århus. Og også en kirke oppe i Norge nu. Så det breder sig. 30

kirker i alt er det blevet til.

105

Spørgsmål: Er mange af jeres opgaver nogen, der kræver, at i tænker dem

igennem og udvikler dem først?

Gitte: Ja, men vi er blevet ret gode til det, for det er den måde vi er kommet

dertil, hvor vi er i dag. Ved bare at sige ja og så gøre det.

Spørgsmål: Der ligger en masse små film, hvor smede laver forskelligt arbejde.

[Vi ser Forging a Heartbar Horseshoe. En smed står og smeder hjerteformede

hestesko på ladet af en truck. Han forklarer hvilken type stangjern han bruger. Så

går han i gang.]

Spørgsmål: Jeg tænker på om den film ville være nemmere at begynde at smede

udfra? Når der nu er lyd på? Han forklarer jo hvad han gør.

Gitte: Tja, det ved jeg ikke. Det bliver jo ikke nemmere af, at han fortæller om

det.

[Gitte virker ikke særlig interesseret i filmen og den præmis at lydsiden eller

andre eksplicitte oplysninger skulle gøre en forskel. Vi ser i stedet for Blacksmith

Forging Leaves…en smed laver blade fra fladt 1 tomme - ¼ tomme stangjern.]

Gitte: Nå ok…

Spørgsmål: Det er måske mere lig det, som i laver?

Gitte: Nja, han banker bladene ud. Han har en fjeder-hammer, det sparer lidt på

kræfterne. Sådan en gad jeg godt ha. Så kører det bare. Det er flot, det han laver

der. Mange af de blade jeg laver dem skærer jeg ud af pladejern. Der har jeg en

elektrisk sav, det er meget nemmere og hurtigere, det er kun hvis de skal være

tykkere at jeg laver det sådan der. Ellers kan jeg lave det koldt. Man kan også

standse dem ud, men jeg kan godt lide, at de ikke er ens alle sammen. Så skal jeg

banke struktur i det.

Spørgsmål: Han fortæller jo lidt om, hvad han gør. Tror du det er nemmere at

gøre det efter, når han fortæller om det han gør?

Gitte: Hm…[ser filmen]. Han snakker så meget at jernet bliver koldt. Nå, nu har

han haft den i essen.

106

[Der er faktisk klippet i filmen, så man ikke kan se, hverken jernets farve eller

hvor lang tid det er i essen].

Spørgsmål: Men han viser jo ikke hvor lang tid det er i essen?

Gitte: Nej, men jeg kan høre at han har en gas esse.

[….]

Spørgsmål: Men det bliver vel dyrt det der? Hvis du skal lave en låge med sådan

en masse blade på, hvad koster det så?

Gitte: Det er ikke så tit, at folk vil ha den slags, men det ville jo nemt løbe op i

10.000 og sådan en koster normalt ikke mere end 4-5.000. Så vil folk gerne have

et eller andet motiv på, som de kan lide.

Spørgsmål: Er han dygtig ham der?

Gitte: Det ved jeg ikke. Det der er meget fint. Nå det var da sjovt, det vil jeg da

dyrke lidt [om YouTube][Gitte har noget arbejde, hun skal nå og har ikke mere

tid] [Jeg takker for interviewet]

Interview med Eivind Lingås, ortopæditekniker inden for

fodtøj, Trondheim

Eivind Lingås er 47 år og fra Trondheim. Han er uddannet ortopædisk skomager og

arbejder som ortopædisk tekniker på en ortopædisk klinik tilknyttet Trondheim

sygehus.

Spørgsmål: Hvordan fik du lyst til at lære skomagerfaget?

Eivind Lingås: Fordi jeg længe havde haft et ønske om at lave mine egne sko.

Mine egne motorcykelstøvler. Og så løb jeg tilfældigvis ind i en gammel skomager,

som havde været i militæret sammen med min far. Og han havde lyst til at sælge sit

skomagerværksted og da han hørte om min interesse for faget fik han lyst til at

107

sælge det til mig. Og det skulle jeg få for en billig penge, for han var ved at gå på

pension. Så jeg gik i lære hos ham. Han havde arbejdet i skomagerfaget siden han

var 16 år, så han havde lavet sko hele livet. Han havde været i lære. Men han havde

ikke noget svendebrev, så jeg var tidligt klar over at han ikke kunne give mig et

svendebrev selv. Så jeg gik sammen med ham og lavede forskellige ting som

småreparationer, så der stiftede jeg bekendtskab med læder og skind og limning,

slibning. Ting om er væsentlige i skomagerfaget. Og da jeg havde købt hans

værksted, og havde været i lære hos ham i et års tid, så sker der det, at han pludselig

dør. Så der sidder jeg med et værksted og ingen læremester. Og jeg kunne da lave

en del småreparationer, men jeg følte mig langt fra kompetent. Så kommer jeg

tilfældigvis i kontakt med Ortopædisk værksted, som havde brug for en med lidt

erfaring med sko. Der findes ingen ortopædisk skole, så erfaring og relation til

materialer var på en måde godt nok til en begyndelse. Og så starter jeg på

Ortopædisk Værksted. Begyndte at lave såler og begyndte at bygge sko op til folk

som er halt på benet og som har forskellig benlængde. Og det lærte jeg på den

rigtige anatomiske måde. Ikke ligesom ham skomageren, som byggede op fladt fra

2 cm. Og det er utroligt vigtigt at man har rigtigt fodtøj når man har en skade, så

den ikke bliver værre og forplanter sig til resten af kroppen. Så der fik jeg en meget

dybere indføring i hvordan man skal bygge sko. Jeg indgik i et læreforløb på 5 år,

som starter med teori. Kravet i teorien er anatomi, sygdomslære og læren om

muskler og nerver. Det var et 3-5 måneders ikke specielt intensivt forløb. Der er en

bog, et pensum, som man skal igennem. Så det kursus fik jeg. Det var min chef som

underviste og så gik jeg til en kommunal fagprøve. Og da jeg havde gjort det kom

den praktiske del, som var på en skofabrik. Da startede jeg med en trælæst, som er

det væsentligste udgangspunkt for enhver sko. Man kan sige at foden er

udgangspunktet for enhver sko. Men foden bliver da omsat til en trælæst. Og

vigtigheden af den trælæst forstod jeg efterhånden. Hvor pinligt millimeternøjagtigt

den skal være. Trælæsten arbejdede vi da med på fabrikken, hvor ingeniøren

underviste mig i, hvordan man skal forme den ud fra, hvad der i begyndelsen var

min egen fod.

Spørgsmål: Hvor meget teoretisk læring er der i fremstillingen af en trælæst.

108

Eivind Lingås: Teoretisk er der ikke så vældig meget i det. Man tager 6-8

forskellige mål af foden, med længde, bredde, højde, diagonalmål, højde over vrist

osv. Så det er udgangspunktet. Og så gælder det bare om at få følelsen for den

trælæst. I begyndelsen var jeg ganske statisk. Målene var det udgangspunkt jeg

havde.

Spørgsmål: Kunne du have lært dig selv at lave den trælæst?

Eivind Lingås: Nej, det kunne jeg umuligt have gjort. Jeg fik en masse små

uvurderlige fif af ingeniøren undervejs. Nu forstår jeg bedre hvad han mente med

sine råd, men det forstod jeg ikke dengang. Mine første sko blev ikke helt

vellykkede på grund af manglende forståelse af vigtigheden af trælæsten. Så der kan

man bare gå tilbage og begynde forfra for at perfektionere sig. Og til hver eneste

fod, man skal lave en sko til skal man lave en ny trælæst.

Spørgsmål: Hvor lang tid tager det for en mesterskomager at lave en læst?

Eivind Lingås: En ortopædiingeniør gør det vel på et par timer. På en time, hvis

han er meget dygtig. Og så skal man jo lave en til hver fod. Og specielt ved det

ortopædiske fodtøj er der jo stor forskel på dem udover at de er modsat. Han må

opfatte formen på foden og oversætte det til trælæsten.

Han tager selvfølgelig mål og så på grundlag af erfaringen, så kan han tage et indre

fotografi af foden. Og så må han tage hensyn til sår, som der tit er på ortopædiske

patienters fødder. Så skal der støbes en plastikform, som trækkes rundt om

trælæsten, så at kunden kan prøve en prøvesko før produktionen af skoen går i

gang. Så kan det være at læsten skal justeres lidt og det kan man gøre ved at slibe

eller forlænge eller fylde ud her og der. Så på den måde kan arbejdet med læsten

godt tage længere tid end to timer. Og kunden er måske ikke tilfreds anden gang

heller, så arbejdet med trælæsten kan alt i alt godt blive 4-5 timer inden man kan

sætte produktionen i gang. Og en mand der skal lave denne her produktion vil nok

bruge 5-6 dage på et par sko. Men på fabrikken er arbejdet jo effektiviseret, så der

er mange der laver hver sin del af processen. Men en mand som sætter sig ned og

måler et par sko til de er færdige, så går der nemt en hel arbejdsuge.

109

Spørgsmål: Det lyder dyrt…

Eivind Lingås: Det er dyrt. Skindet skal udvælges, det skal blødgøres, det skal

strækkes, det skal limes, skoen skal fores, der er mange processer. De

fabriksfremstillede sko der laves i dag er lavet ud fra en uniform model. Der tager

man et mål, som man mener passer de fleste mennesker og så bliver det jo ikke helt

perfekt. Oplevelsen, da jeg tog mine egne sko på første gang overgik jo alle andre

oplevelser med at have et par sko på. Da kom jeg bare hjem.

Produktionen af skoen starter med en sål under foden, som kaldes fodsengen. Den

tager hensyn til belastningen, som foden modtager fra kroppen. Det næste er en

bindsål. Det er den som selve skoen fæstes på, som overlæderet fæstes på og som

sålen fæstes på. Den er på en måde skoens bjælke. Og den sål laves helt tidligt i

processen efter en gipsafstøbning af sålen. Så når kunden prøver sin nye sko, stikker

han foden i en perfekt sål. Det er overlæderet som skal tilpasses i prøvesko

processen. Og da kan man justere den. Når prøveskoen er perfekt og kunden er

tilfreds med hvordan prøveskoen sidder, så starter produktionen af skoen med

udgangspunktet i bindsålen og trælæsten. Det er udgangspunktet for overlæderet og

undersålen.

Spørgsmål: Er der nogen teknologiske landvindinger, der gør at man nu gør disse

ting på en anden måde?

Eivind Lingås: I midten af 1970’erne kom der en lov, der foreskrev at bindsålen

ikke længere behøvede at være lavet af læder, som det var påbudt at den skulle være

i skoproduktionen før 1976, tror jeg at det var i Norge. Så kom plastikskoen på

markedet for at billiggøre skoproduktionen. Så der forsvandt skomageren. Det var

den lov, der gjorde det af med faget. Så der tog skoen en udvikling væk fra det

personlige og så var der ikke behov for skomageren længere. For skoen blev ikke

syet længere. Den blev smeltet sammen, så at sige. Og så kan man heller ikke

reparere den. Så smider man den bare væk og køber en ny. Så håndskomageriet og

reparationshåndværket er bundet i at skoens bindsål er lavet i læder. Der findes jo

selvfølgelig nogen der har råd til at få lavet personlige sko og derfor er der

stadigvæk et lille marked for håndskomageren. I 1970’erne mødte jeg en mand, der

havde skostørrelse 54, tror jeg at det var. Enormt store fødder havde han i hvertfald.

110

Han fik lavet sine sko på det værksted i Trondheim, som ham min skomager

arbejdede på. Dengang kostede det ham mellem 5 og 10.000,- at få lavet et par sko.

Det bliver jo frygteligt dyrt, kan man tro. Men den der sko har man jo i 10-15 år

imens de fleste mennesker køber nye sko hvert eller hvert andet år. Så lad os sige at

skoene koster 7,500,- og holder i 15 år så har du alligevel sko for 500,- om året.

Dengang kostede det jo 200,- for et par Converse og dem gik der måske to af pr.

sæson. I dag er der jo en skoproduktion i Oslo, som tager mål af folks fødder. De

koster hurtigt 7-8.000 og opefter og der findes et marked for dem der er villige til at

betale.

Spørgsmål: Ligesom man kan gå et par fabriksfremstillede sko til, fordi de skraber

på og klemmer i begyndelsen, kan du så ikke også gå et par håndlavede sko ud af

form, så at sige. For du tager vel ikke mål af hvordan folk går. Hvis man nu halter

eller går skævt ødelægger man så ikke også et par håndlavede sko?

Eivind Lingås: Nej, slitagen på et par specialsyede sko bliver mindre. Jeg ændrede

mine sko efter at jeg var begyndt at gå med dem. Jeg sætter nemlig hælen ned når

jeg går og den flade hæl passede mig ikke så godt. Så jeg gjorde en afbøjning i

hælen så den er tilpasset min måde at gå på. Og så slider jeg også mindre på skoen,

samtidig med at den fanger min fods form. Og når du går med et par

fabriksfremstillede sko så slider du dem mere, fordi de ikke passer din fod fra

begyndelsen.

Spørgsmål: Er der så sådanne servicetilpasninger med i prisen, når man køber en

håndlavet sko.

Det ville jeg have tilbudt, det er kun rimeligt, men hvad de gør ved jeg ikke for jeg

har ikke været der.

Vi udjævner jo benlængde forskellen på de her patienter, men deres gangart er jo

ikke blevet bedre dermed. Så skoen skal bygges anatomisk rigtigt. Man har faktisk

ikke lov til at bygge op en sko hvis man ikke er uddannet, fordi den kan gøre så stor

skade, hvis den ikke er rigtigt lavet. Og det forstår jeg godt. Vi får en del sko ind,

som er bygget af skomagere og de passer ikke til de her patienter. Men når de så får

anatomisk korrekte sko, så siger de: Så nu kan jeg jo gå. Man må også vide hvorfor

patienten har behov for specielle sko. Vi laver jo ruller på sko. Vi bygger jo sko

111

efter det som hedder Löscher princippet. Hvis du kan forestille dig de her gamle

stempler, der er runde nedenunder. De hedder Löscher, tror jeg. Man har måske fået

en skade i foden i en trafikulykke måske. Og så er foden blevet stiv. Og hvis ikke

foden er fleksibel og kan bøje sig, så må skoen være det. Når du tager et skridt, så

trækker du storetåen op. [Eivind rejser sig og tager et skridt for at demonstrere] Det

har du måske aldrig tænkt over. Da strammer du stortåens bånd. Og når storetåen er

strakt, da er foden stiv. Og når man så sætter foden ned. Så slapper man af i foden.

Og så bruger du nogle andre muskler til at sparke fra og sætte dig i bevægelse og

det går op i ankelleddet der, og så er det op i luften og du strækker tåen igen for at

modtage landingen. Så en fod går fra at være en stiv klump til at være en flydende

klump. De 26 knogler derinde de bevæger sig i forhold til hinanden. Du har folk

som er platfodede. De sætter foden ned sådan her. Som et bræt. Og de ødelægger

deres egen gangart, hvis de ikke får anatomisk rigtige sko. Og små ting ændrer sig

og forskyder sig op i knæ, hofte og ryg. Så rigtig mange problemer begynder faktisk

med de rigtige sko. Og det er derfor at du ikke bare kan lave et par sko, selvom de

ligner

Spørgsmål: Så nu er du udlært ortopædskomager fordi du tog fagprøven.

Eivind Lingås: Jeg har en titel, der hedder Ortopæditekniker indenfor fodtøj. Jeg

har ikke et diplom, som siger at jeg er skomager. Jeg kunne have taget en

uddannelse som skomager med den undervisning jeg har haft, men så ville det have

været en meget længere proces, for jeg skulle have haft en masse om design. Så

måtte jeg kunne designe et par sko for teatret for eksempel. Jeg tog min uddannelse

for at jeg kunne få en faglært teknikers løn på værkstedet.

[Vi ser nu Rothenborgs stumfilm håndskomageren fra 1967. Vi ser en ældre mand,

skomageren tage mål af en fod. Så går han i gang med at lave sin trælæst. Filmen er

over en time lang og den følger nøje alle processerne fra måltagningen til skoen er

færdig. Man ser en mand, som sidder ved siden af og tager notater. Man kan se på

skomagerens mundbevægelser at han fortæller hvad han gør. Dette resulterer i

stumfilmens mellemtekster, som ikke er meget udførlige, men de forklarer, hvad

skomageren gør]

112

Eivind Lingås: Han starter med at tage et omrids af foden og det er jo også sådan,

at vi gør det. For da får man placeret vristmål, fodlængde, bredde, ballepunktet

[fodballens placering] ballepunkt er et vigtigt ord i skomageriet [høj latter]. Man

kan sige at det er det punkt som foden på en måde drejer sig om. Så nu tegner han

omridset. Man skal egentlig tegne to streger, nemlig ret ned og skråt ind og det gør

han. For foden forandrer sig jo også. For foden er jo mange større om aftenen end

om morgenen. For når man har ligget i sengen i otte timer er der jo ikke så meget

blod i. Så han tegner lidt ind og så en anden streg som er lige ned – og så tager man

en mellemting. Så nu tager han vristhøjden. Vristhøjden er vigtig for åbningen af

skoen, er vristhøjden stor, så må skoens åbning være tilsvarende. Nu laver han

trælæste ud fra nogle trælæste som i udgangspunktet er lidt generelle. Og så putter

han skindlapper på eller sliber af for at tilpasse fodens mål. Og lægger læderlap på

vristen, fordi kundens vrist antagelig er højere end, hvad læsten er.

Spørgsmål: Så nu er vi midt i skomagerens kernekompetence, kan man sige det?

[Ja, siger Eivind]

Kan man ved at se på at han laver denne læst – for det er jo meget detaljerede

billeder – gå i gang med at fremstille sin egen læst. Hvis du forestiller dig at jeg

dedikeret ønsker at lære at lave sko og så ser denne her film og så prøver på at gøre

skomageren kunsten efter.

Eivind Lingås: Nej, slet ikke. For du så jo bare at han stiftede en læderlap på

overkanten af skoen, men hvad han skulle bruge det til kan du jo ikke se. Han har jo

nogle mål og et billede af foden i hovedet. Og det kan du jo ikke se på filmen.

Spørgsmål: Hvis du nu forestiller dig at man skulle nedskrive anvisninger på,

hvordan man skal lave en læst efter en fod. Kan man det? Kan man skrive noget ned

som er generelt, eller er det sådan at enhver situation er så unik at den tilskriver, at

man gør noget nyt hver gang?

Eivind Lingås: Generelt er det jo det samme man gør hver gang. Man lægger jo

lidt til og sliber lidt fra. [hugger en hæl og klipper en tå så at sige] Men det er

113

vanskeligt at nedskrive noget sådan at en udenforstående kan sætte sig ind i det.

Den teoribog som jeg læste i forstod jeg ikke meget af da jeg læste den. Jeg fik

nogle retningslinier, men jeg blev ikke særlig klog af det. Der mangler meget af det

som jeg forstod efter at have læst teksten og frem til det som jeg forstod efter at jeg

havde fået forklaret det mundtligt og var gået ind i processen. For det er en

vanskelig ting at forklare bare med ord. Det har måske noget med forståelse af form

at gøre.

Nu ser vi at han sliber og stifter [ ]. Den er ikke så dårligt fremstillet, den her film.

Man ser at han tjekker målene. Der har vi bindsålen som han også stifter på. Så nu

kontrolmåler han læsten. Så har han sandsynligvis været og slebet på den. Der tager

han diagonalmålet som er meget væsentligt. Og i branchen bruger vi et specielt

målebånd, som måler centimeter på den ene side og i franske mål på den anden. Så

måler vi på den ene led i centimeter og vender og tager det andet mål i en mindre

skala. Det vil sige at åbningen af skoen bestemmes ud fra diagonalmålet fra hælen

frem til storetåen. Så det kan man godt læse sig frem til. Nu ser det ud til at han

starter med at tegne overlæderet efter nogle faste modeller, for det findes der.

Skisko for eksempel er jo af en type som er meget anderledes end spadseresko. For

skiskoen er af en grovere type end spadsereskoen som kan være spids. Så der er

nogle fastsatte målformer, som jeg kan se at han arbejder efter [men det kan jeg jo

ikke se].

Spørgsmål: Jeg købte et par cykelsko da jeg var i tyverne og dem kan jeg slet ikke

komme ned i længere. Så min fod er vokset. Hvornår holder foden op med at

vokse?

Eivind Lingås: Det er faktisk et godt spørgsmål, for foden behøver faktisk ikke at

holde op med at vokse. De fleste holder jo op med det på et tidspunkt, men hvornår

det er det ved man bedst selv. Men den kan holde op med at vokse og så alligevel

vokse igen på et senere tidspunkt. Nu lægger han altså en hud på. Det er faktisk lidt

mærkeligt for man bruger udtrykkene skind, hud og læder, men det dækker faktisk

over det samme alt sammen. Man bruger gerne ordet hud om store stykker som i en

sofa. Men i en sko siger man skindet. Så nu vælger han et stykke skind fra huden.

114

Delene skæres fra forskellige steder på huden. Det har noget med strækevnerne i

huden at gøre. Dyr har strækevner på benene men ikke på ryggen. Og det benyttes

der hvor skoen skal strække sig i læderet, for eksempel i hælen der bruger man

skind som er taget fra foden på dyret, men der hvor den skal være solid som

tålæderet, der bruger man skind fra ryggen på dyret. For den skal kunne tåle slitage.

Så det skal man jo lære at skære ud. Men det kan man faktisk læse sig til. Men det

lærer man også at mærke, hvorfor en retning skindet strækker sig. Så nu tager han

de forskellige dele og samler sko. Overlæderet er syet færdig i et stykke. Så nu skal

skoen sys færdig. Tå, Overlæder, hæl, pløse. De skal sys sammen til en enhed. Og

åbningen til at komme ned i skoen ligger også der nu. [Vi ser en hud der er skåret

ud i mange forskellige dele. Der er skåret ud til flere forskellige sko] Han finder

bindsålen og halvsålen på ryggen. Men det her er, selvom det er meget detaljeret

vist ikke godt nok til at jeg kunne have forstået hvordan jeg skulle bygge en [god]

sko. Der mangler en del tekst rundt om billederne til at forklare det. For det man

kan se her er at han udskærer stykker med læder, og når han sætter overlæderet på

er der jo ikke en forklaring på hvorfor han har brugt en anden type læder til hælen

og tåen, det står der ikke noget om. Nu skærer han hajtænder i det stykke som skal

formes rundt om hælen på læsten, kan jeg se, og det skal formes under. Og der

bliver det vældig meget krøl, hvis ikke man gør det på den måde, for det skal

skålformes. Nu skærferer han det vil sige at han skråskærer, han fortynder den på

siden.

Nu har han et langt smalt stykke som han mærker. Det der er randen som går rundt

som fæstes til bindsålen og så fæstes overlæderet til den. Så den er bindemidlet

mellem undersålen og overlæderet. Den bliver syet på. Der bliver og en stiftning,

jeg vil tro at vi får nogen træplugger at se, som er midlertidige i den proces. Ja, nu

laver han bindsålen. Det er fordi han ikke har monteret noget i overlæderet. Jeg tror

han bruger et stykke kraftigt pap. Det har jeg engang lært af en gammel skomager.

Det papstykke gennemvæder han med en lim og acetone og så bliver det fra et være

blødt og medgørligt at forme stift og hårdt. Skærer han bindsålen efter kanten på

trælæsten hele vejen. Bindsålen skal være nøjagtigt lige stor som trælæsten. Vi har

ikke set hele processen med trælæsten, det er de gået lidt hurtigt hen over. En

115

forhøjning tildannes på bindsålen til randen [læser fra mellemteksterne] Nu ser det

ud som om han ikke var tilfreds med sin udskæring og justerer efter. Nej han

finskærer. Og formen på bindsålen vil også blive formen på sålen under. Nu stikker

han mærker der hvor han tog mål. Nu skærer han gelænken smallere. På indersiden

af foden. Nu skærer han noget bort. Det der det har jeg ikke lært. Nu tager han

faktisk en halv centimeter. Så han laver bindsålen smallere end trælæsten. Sådan

har jeg ikke lært det. Nu bruger han noget som hedder grovningsøjet. Nåh ok, han

skærer ikke han markerer den. Nej, for det der er ikke bindsålen, det der er

undersålen. Det kan jeg se fordi jeg genkendte det værktøj der. Og så sliber han

kanten, han skråskærer kanten. Det er synd han ikke snakker. Han kunne have

fortalt en del. Man ville bruge en hvaltand til at markere og ikke en kniv så han

skærer…der limer han den vil jeg tro. Nu forstår jeg ikke hvad han gør. Det er som

om han trækker værktøjet rundt og markerer noget. Og fortynder her og der. Det der

har jeg heller ikke lært. Det ser næsten ud som om han fortynder sålen efter fodens

underside. Nu fæster han den der sål på læsten. Da vil jeg tro at bindsålen ligger

under. Han holder stifterne i munden. Der sidder faktisk en der, som tager noter [det

er nok ]

Spørgsmål: Men det er jo ikke så mange tekster det bliver ud af det. Er det sådan at

de her gamle skomagere er dårlige til at fortælle hvad de gør?

Eivind Lingås: Han behøver jo ikke at fortælle hvad han gør. Han skal bare vide,

hvad han skal gøre [latter]. Men han skal jo også fortælle samtidig med at han

arbejder og det er måske også lidt svært. Nu lægger han nogle stykker på, som jeg

ikke kan se, hvad er. Nu stiver han tåkappen med en eller andet limopløsning. Man

tog jo grisebørster for at gøre tråden stiv, den flettede man ind i tråden. Så kunne

den bruges til at gå igennem huller som er stive, som når man skal sy tåkappen på.

[Vi har nu set filmen i en halv time og der er mere end en halv time tilbage og vi

afbryder for at se film på Youtube i stedet for] [Vi holde en kort pause og henter

kaffe]

[Vi finder forskellige film på YouTube.com. Der er nogle der viser en trinvis og ret

detaljeret gennemgang af håndfremstilling af sko af læder. Der er en serie, der

116

hedder how to make a shoe, parts 1-6. En skomager viser fremstilling af sko på en

traditionel måde, som ligner Rothenborgs stumfilm fra 1967. Men den går hurtigt

frem. Skomageren er dygtig, mener Eivind].

Eivind Lingås: Jeg kan se at han bruger en plastisk læst, ham der. Det er noget, der

hedder en plastik chablong. Den er antagelig lavet efter en model som passer flest

mennesker, så den er ikke målt efter en speciel fod.

Spørgsmål: Kan man ikke tage en plastisk afstøbning efter foden?

Eivind Lingås: Nej, det går ikke for den her er lavet efter en gipsafstøbning. Og

hvis du stikke din fod ned i noget gips, så har du ikke nogen fod længere.

Spørgsmål: Kan man ikke plastre den ind i gips, som når man har brækket foden,

og så skære den fri bagefter?

Eivind Lingås: Det kunne man nok gøre og det er der måske nogen der gør, det ved

jeg ikke. Men det ville nok ikke blive hverken billigere eller bedre end at bruge en

trælæst.

[Og filmen er informerende. Skomageren forklarer, hvad han gør, men vi kan ikke

afgøre, hvor facetteret denne fremstilling er, da den er på ungarsk. Vi finder en som

viser sig at være ganske detaljerig, men den er indisk og med indisk speak. En

anden detaljeret og instruktiv filmserie hedder the shoemaker film. Shoeschool. Den

er amerikansk og forsynet med speak, men der ligger på YouTube kun en

reklametrailer for filmene, som man kan købe på Shoeschool.com.64 Andre film

som Zapato shoe er mere optaget af det designmæssige aspekt af skomagerfaget65].

Spørgsmål: Hvis vi skal opsummere på disse film på YouTube, kan man da sige at

de er informative?

Eivind Lingås: Jeg synes at man kan sige, at de dokumenterer væsentlige dele af

håndfremstillingen af sko, og at jo mere detaljeret filmen er og jo mere speak og

forklarende instrukser filmene er forsynet med, desto bedre er de. Men der er

64 http://www.youtube.com/watch?v=tqQ9zWxBfg8&feature=related

http://www.youtube.com/watch?v=6LsE4nsEOJk&feature=related

http://www.youtube.com/watch?v=nC5gxZimxpk

65

117

samtidig nogle af de essentielle kompetencer indenfor skomagerfaget som

måltagning, fremstilling af læsten samt hele håndelaget, som umuligt kan vises på

film, fordi det er noget man skal indlære i kroppen og hovedet. Det kunne være

rigtigt spændende, at se disse der Shoeschool film, fordi de er fremstillet for at

undervise i faget. Og jeg mener at man potentielt i et læreforløb kan have stor nytte

af sådanne film.

[slut]

Interview med Elsebeth Aasted Schanz,

museumsinspektør for håndværksområdet i Den

Gamle By, AarhusElsebeth Aasted Schanz har det administrative ansvar for de udstillede

håndværk i Den Gamle By. Hun har været forlægger og udgivet bøger med

speciel interesse for håndværk.

Elsebeth Aasted Schantz: Museet har en strategi med levende formidling af

håndværket ved at publikum kan møde vores håndværkere når de arbejder i

den gamle by. Oprindelig var det tanken, at håndværkerne skulle iføre sig

historisk korrekte klædedragter og snakke anderledes, men de har indtil

videre modsat sig det, fordi der ville komme endnu flere afbrydelser i

arbejdet fra publikum, alene det at komme til og fra arbejde og pause ville

tage lang tid når de skulle stoppe op og snakke med publikum.

Spørgsmål: Hvor mange håndværkere er der i Den Gamle by?

Elsebeth Aasted Schantz: Vi har en smed en gang imellem, og så har vi jo

Lars som både skiltemaler, bødker og billedskærer. Men så har vi jo Carl-

Henrik, som er murer og som står i publikumsområdet og agerer som murer

mens han murer på et hus og han svarer jo også på spørgsmål fra publikum

og formanden er vist ret træt af at han altid svarer på alle disse spørgsmål, for

han har jo også noget, han skal have fra hånden i løbet af dagen. Tømrerne på

den samme måde er ikke ansat som formidlere, men der går lidt gråzone i det

der, fordi de jo er flinke og høflige mennesker, som svarer når folk spørger

118

om et eller andet. Så der er på den måde 25 håndværkere, men kun Gunnar

[smed] og Lars, som der er sat midler og tid af til.

Spørgsmål: Hvordan kan man dokumentere og bevare håndværksviden?

Elsebeth Aasted Schantz: Det er jo to forskellige ting. Vores håndværkere

tager jo nye lærlinge ind hele tiden, så der er nogen at give det videre til. På

den måde bevarer vi vores viden om håndværket. Og alt det arbejde der

bliver udført bliver beskrevet i bygningsrapporterne. Og det hænder da også,

at der bliver publiceret en bog eller artikel om bygningerne. Så sådan

dokumenterer vi processerne.

Spørgsmål: Har Den Gamle By en forpligtelse som museumsinstitution om

at bevare og dokumentere håndværksviden?

Elsebeth Aasted Schantz: Ikke noget der kommer udefra, men det er vi selv

interesserede i at sætte os som mål. Der hvor vi har en

registreringsforpligtelse, er der hvor der kommer gammelt værktøj ind, og

hvor vi vedtager at vi gerne vil bevare det i samlingen. Så skal vi jo

nummerere det og oprette en post i Regin.

Spørgsmål: Er der formuleret nogen kriterier for hvilke håndværksmæssige

teknikker og metoder, der bliver brugt til at vedligeholde de flere hundrede år

gamle bygninger?

Elsebeth Aasted Schantz: Ja, det er der, og det kan vi fordi vores

håndværkere på en måde er gift med deres arbejde. Og de er også

kvalificerede i at forske i hvilke stoffer og materialer, der hører til de

pågældende bygninger. Så det er kun hvis vi skal lave mere anlægsprægede

arbejder at vi henter folk ude i byen. Men det sker, at vi får et problem, hvor

vi ikke har den håndværksviden, der er nødvendig for at løse den ene eller

anden opgave. Så læser vi nogen bøger eller diskuterer med nogen fra vores

netværk, som måske ved mere om det. Så diskuterer vi det med hinanden og

prøver på at regne ud fra vores generelle viden, hvordan det skal foregå for at

være ’rigtigt’. Det er ikke altid, at det er den 100% rigtige løsning, vi finder,

119

men vi finder ud af det og vi når målet. Vi har jo ambitioner om at holde

håndværket levende. Og så har vi jo en ambition om at opbygge en

vidensbase med håndværk, hvor vores håndværkere kan de gamle teknikker

og kan dele ud af den, og det er vi ikke bange for at dele med alle mulige. Vi

er blevet mere indstillet på at hente tabt viden tilbage og den slags. Det har

måske været mere overfladisk før, men nu er vi mere bevidste om at anskue

visse ting som forskningsprojekter.

Spørgsmål: Kan man bevare viden om håndværkets udførelse ved at filme

det?

Elsebeth Aasted Schantz: Det er jo et rigtig svært spørgsmål. Man kan jo

ikke filme en håndværkers viden. Så man kan nok heller ikke vise, hvordan

håndværket udføres, for det skal man jo lære først. Men man kan godt

formidle, hvad der bliver gjort og hvordan det foregår og hele atmosfæren

omkring det på en film. Vi har faktisk planlagt at lave en film på vores

snedkerværksted. Ideen er at have de kendte håndværkere til at medvirke i en

lille film, som skal optages i 3D og spille i et loop i et lokale, som vi ikke har

fundet endnu. Scenariet er, at mester har ansat en svend og har også en

lærling. Og de skal så gå og arbejde med et objekt fx et møbel. Og tale om

det, diskutere detaljer, svenden spytter, fordi han tygger skrå, lærlingen får en

lussing, fordi han ikke hører efter, osv. Det skal indeholde noget miljø og

noget socialt, hvordan det var at være læredreng dengang og også få noget

håndværksteknik ind over, selvom det er sværere.

Spørgsmål: Så det er ikke en egentlig dokumentation af

håndværksprocessen?

Elsebeth Aasted Schantz: Nej, det er ikke ambitionen. Vi vil mere give

publikum en oplevelse af, hvordan det hele foregik dengang. Imagic skal lave

det, og rent teknisk skal det kunne lade sig gøre ved, at vi har et supertyndt

lærred, som vi spænder nede ved gulvet og så spændt fast gående skråt opad

op til loftet. Og skjult for publikum nede ved gulvet er der en projektor, der

projicerer filmen op på lærredet. Det skal så være så livagtigt, som om der

120

virkelig var et menneske i rummet. Og det kan man åbenbart godt lave. Et

teater i København har lavet noget lignende, godt nok med et andet firma,

men hvor en skuespiller danser tango med sig selv, og efter sigende skulle

det være meget svært at se forskel på film og virkelighed. På et teater kan

man så kontrollere det bedre, fordi der ikke er lysindfald fra dagslys, hvad vi

jo har masser af her, så det er jo krævende her, hvor det jo bliver meget koldt

om vinteren og meget varmt om sommeren. Der kan komme nogle problemer

med det. Det er indtil videre den eneste film, vi har planer om at lave. Og så

er Thomas, vores direktør, meget begejstret for dukker, hvad jeg ikke er på

samme som formidling af historie – det finder jeg er meget gammeldags.

Men han vil i hvert fald udstille nogle dukker. Og man kan få fremstillet

nogle meget fine nogen i England, til omkring 250.000,- stykket, men de er

også med hår og skæg og tøj super realistiske.

Spørgsmål: Bliver det så på bekostning af nogle af de levende mennesker,

der går omkring her?

Elsebeth Aasted Schantz: Nej ikke på bekostning af levende mennesker, de

har nogle andre roller at spille.

Telefoninterview med museumsinspektør Gitte Behr fra Hjerl Hede

Spørgsmål: Kan man betragte en film som en dokumentation på håndværksviden,

hvis den viser en håndværker udføre et stykke arbejde i alle dets detaljer, eventuelt

med en lydside eller anden information, der oplyser om materialer, processer,

eventuelt om håndens bevægelser?

Gitte Behr: Man kan ikke bevare viden om håndværk på film, for man kan jo ikke

vise, hvordan hånden arbejder og hvordan det føles og en masse andre ting, som

skal opleves med kroppen. Og hun henviser til de fire film bødker, smed, maler og

karetmager, som viser Hjerl Hedes kompetencecenters egne håndværkere og som

ligger på Hjerl Hedes hjemmeside, og hvor Gitte Behr har skrevet de ledsagende

tekster. Gitte Behr understreger, at hun - selv om hun beskæftiger sig med de

håndværk som er bevaret levende på Hjerl Hede – aldrig kommer til at forstå dem,

fordi hun ikke selv udøver dem.

121

Spørgsmål: Hvis der ikke er levende håndværkere, der kan aflære et håndværk,

ville du så mene, at man kan genskabe det pågældende håndværk, hvis man har

lærebøger eller tegninger der viser fagets teori, - evt. kombineret med

filmoptagelser, der viser håndværket udført?

Gitte Behr: Det mener jeg ikke, at man kan. Jeg mener slet ikke at håndværksviden

kan dokumenteres, for hvis du fx uddanner en karetmager med fire forskellige

læremestre, som vi har gjort, og man så uddanner en anden karetmager, som har

haft fx to læremestre, så vil det jo ikke blive den samme uddannelse eller

håndværksviden, fordi det ikke er den samme håndværker.

Jeg har et ekstra spørgsmål: Hvis der ikke er levende håndværkere, der kan

udføre et håndværk – og der i et museumsperspektiv er et behov for at udføre det

pågældende håndværk – ville det så være interessant at forske i diverse kilder for på

den måde at genoplive det pågældende håndværk? Og kan man det?

Telefoninterview med Niels-Erik Jensen,

museumsinspektør fra Nationalmuseets afdeling i Brede,

22/4, 2010.

Spørgsmål: Hvordan mener du at I på Nationalmuseet varetager håndværk som

Danmarks immaterielle kulturarv?

Niels-Erik Jensen: Jeg mener, at håndværk er noget materielt og jeg opfatter

umiddelbart definitionen af håndværk som immateriel kulturarv som

selvmodsigende. Bevaringen af håndværk på Frilandsmuseet er således

forbundet med de bygninger og artefakter, som museet råder over og kan

eksempelvis også være dokumenteret i de papirer, som museets arkitekter

udfærdiger. Jeg mener, at det er umuligt at dokumentere håndværksviden, fordi

den altid er knyttet til en person og fordi man ikke kan udtrykke sin fulde

kompetence i ord.

122

Spørgsmål: Hvad gør i for at bevare kendskab til håndværk på Frilandsmuseet?

Altså håndværk i betydningen menneskelig kompetence.

Niels-Erik Jensen: De håndværkere, der er tilknyttet Frilandsmuseet lærer deres

fag videre til de lærlinge de tager ind. Så på den måde viderefører vi det. Men vi

har også afholdt vores håndværkerdage og her er det tydeligt at der er en enorm

interesse for håndværk nu om dage og interessen for at lære at udøve et

håndværk er stor.

[Vi aftaler at jeg sender ham interviewspørgsmålene på mail: Se mailinterview

andetsteds]

Ole Jespersen, Karetmager ved Bevaringscenter Nordjylland.Ole Jespersen blev udlært karetmager på Hjerl Hede i 2006. Han begyndte sin

uddannelse som karetmager i juni 2004, og den blev afsluttet med svendebrev i

2006. Ole Jespersen havde i forvejen svendebrev som møbelmaskinsnedker, så

læretiden kunne reduceres fra de oprindelige ca. 4 år til 2½ år. Allerede i

begyndelsen af læretiden havde læremester John Nielsen bestemt, at Ole Jespersens

svendeprøve skulle bestå af et luksushjul med 14 eger, ligesom den også tidligere

var for karetmagerne. Svendestykket skulle nu som tidligere laves inden for 48

arbejdstimer. Ud over hjulet skulle lærlingen også tegne svendestykket og fremstille

en målfast ridsestok.

I Hjerl Hedes karetmagerfilm, som man kan se på Hjerl Hedes Kompetencecenters

hjemmeside, er det Ole, der viser, hvordan man laver et hjul. Ole siger, at den 6

minutter korte film viser alt for lidt og springer hen over alt for mange essentielle

detaljer i fremstillingen. Hvis filmen bare skulle vise de enkelte

forarbejdningsprocesser skulle den være på mindst en time. Når man skal fremstille

et hjul starter man med at skaffe det rigtige træ på savværket. Så skal træet skæres

op til hjulets forskellige dele. Navet tager det alene en dag at lave. Så skal egerne

skæres og fræses osv.

Men det afhænger jo af, hvilken slags hjul man skal lave. Der var jo

karetmagerhåndværk som landsby- håndværk og her var det typisk lidt kraftigere

123

hjul, de lavede vogne til arbejdsbrug som kunne tåle at køre i marken med stor

belastning. Byhåndværket karetmagerhåndværk var også vogne til persontransport,

altså noget finere konstruktioner. Og det afhænger også af, hvilken periode man

taler om. I 1800tallet var alting lavet i hånden, men i 1900tallet kom maskinerne og

der begyndte man at bruge metal til nav, fælge og eger i hjulene. I løbet af 1920erne

var det efterhånden ved at være sket med hestevognene og gradvis ændrede

karetmageren sig til karosserimager. Bilernes karosserier blev helt op til 1950erne

bygget op efter de samme principper som kareterne.

Spørgsmål: Findes der noget skrevet ned om karetmagerhåndværket?

Ole: Der findes en karetmagerhåndbog fra år? Men den beskriver ikke rigtig selve

håndværket. Der står noget om træsorterne, men det ville man også kunne læse om i

en møbelsnedkerhåndbog. Ellers står der noget om sikkerhed i arbejdet og

fagpolitik o.l. Man havde heller ikke brug for at skrive noget ned. Mester forklarede

alt det, der skulle læres til lærlingen. Det er også den eneste måde man rigtigt kan

lære faget på. Der er selvfølgelig nogle ting, man kan skrive ned med materialer,

værktøjet, der er også noget geometri i den måde hjulet er designet. Så på den måde

ville man kunne have et udgangspunkt, hvis man for eksempel var snedker i

forvejen, vidste noget om træ, kunne høvle godt osv. Men når det kommer til nogle

af de afgørende detaljer som for eksempel, hvordan egerne er tappet i

tapsamlingerne - der skal de sidde lige så stramt som man kan mærke at de skal, der

er det at man skal lære et Gefühl og det kan man ikke lære på egen hånd. På den

måde kan mesteren se, om man gør det rigtigt. Og så kan man få feedback. Det er

sådan, man lærer de detaljer, der er afgørende for, om man er en dygtig hjulmager

eller ikke. Og det er bare en detalje i hjulet. Der så meget andet, man heller ikke kan

læse sig til.

Spørgsmål: Hvis man nu ser en film med alle de afgørende detaljer og man

eventuelt har de vigtigste skriftlige oplysninger om værktøj, fremgangsmåde osv.,

kan man så f.eks. lære at lave et hjul?

Ole: Det er en stor hjælp, hvis man kan se, hvordan det gøres. Det er nemmere end

at læse sig til det hele. Men det ændrer ikke på det faktum, at du aldrig ville kunne

lære at blive dygtig, hvis du ikke har lært det af en læremester, der kan give dig

feedback og fortælle dig hvornår du lige skal gøre tingene lidt anderledes. Al den

124

tavse viden, alt det der ikke står i bøgerne og alt det du ikke kan se på en film, det er

det der gør at du bliver dygtig til dit håndværk.

Signe Hommelhoff, Kulturarvsstyrelsenfredag 11. juni 2010 14.37

Fra: "Signe Hommelhoff" <hommel@kulturarv.dk>

Til: "jakob øllgaard" jakobollgaard@yahoo.dk

Kære Jakob ØllgaardJeg har sendt dit spørgsmål videre i organistationen, da jeg mere eller mindre kun beskæftiger mig med det hjørne af Kulturarven, der omfatter bygninger. Jeg nævnte i telefonen, at jeg på Getty Centerets hjemmesiden havde set en lang liste over de forskellige bevarings-chartre, der er udarbejdet gennem tiderne. Jeg kan desværre ikke finde listen pt, men den burde findes et sted på www.getty.edu. Venligst,Signe Hommelhoff 

Fra: jakob øllgaard [mailto:jakobollgaard@yahoo.dk] Sendt: 11. juni 2010 13:54Til: Signe HommelhoffEmne: SV: Håndværk på film

Hej Signe - og her er mine spørgsmål UNESCO’S Convention for the Safeguarding of the Intangible Cultural Heritage 2003, definerer immateriel kulturarv som udøvelse, repræsentationer, udtryk, viden og færdigheder, såvel som de instrumenter, objekter, artefakter og kulturelle steder som er forbundet hermed, som grupper af mennesker og i nogle tilfælde enkelte individer betragter som en del af deres kulturarv. Ifølge deklarationen er traditionelle håndværk en vigtig del af denne kulturarv, som ved at være overført fra generation til generation giver dens udøvere en følelse af identitet og kontinuitet på en måde som fremmer kulturel diversitet og menneskelig kreativitet. Deklarationen bemærker, at der ikke eksisterer nogen bindende internationale aftaler som sikrer denne kulturarv og den vedgår, at de gældende internationale aftaler på området har brug for at blive styrket, og den opfordrer til nationale og internationale initiativer og samarbejdsaftaler for at sikre denne kulturarv, såfremt denne er forenelig med en bæredygtig udvikling (UNESCO).   1. Hvordan opfatter Kulturarvsstyrelsen det ovennævnt omtalte begreb     Intangible Cultural Heritage - eller Immateriel Kulturarv i en kontekst     sammen med håndværk? 2. Har Kulturarvsstyrelsen nogle initiativer, der bidrager til at sikre denne kulturarv     og i såfald hvilke og hvordan? 3. Er det Kulturarvsstyrelsens opgave at leve op til denne erklæring ved

125

    at komme med initiativer på området?  4. Hvem skal sådanne initiativer komme fra, hvis man tager erklæringen alvorligt?   Håber I kan svare på spørgsmålene- Med venlig hilsen, Jakob Øllgaard, specialeskrivende ved Danmarks Biblioteksskole

--- Den tirs 18/5/10 skrev Signe Hommelhoff <hommel@kulturarv.dk>:

Fra: Signe Hommelhoff <hommel@kulturarv.dk>Emne: Håndværk på filmTil: jakobollgaard@yahoo.dkDato: tirsdag 18. maj 2010 18.55

Kære Jakob Øllgård Kulturarvsstyrelsen har d. 26. april 20010 modtaget din mail vedr. bevaring og formidling af håndværk for eftertiden på film. Jeg er ikke helt klar over hvad du har brug for at vide, og vil derfor bede dig ringe herind på telefon 33 74 51 00 i kontortiden på hverdage mellem 13 og 16, - eller du kan maile mig dit telefonnummer ved besvarelse af denne mail, så ringer jeg til dig. 

Venligst, 

Signe Hommelhoff

Arkitekt MAA  

Kulturarvsstyrelsen

Bygninger

H.C. Andersens Boulevard 2

1553 København V  

Telefon:               33 74 51 00

Fax:                      33 74 51 01

Site:                     www.kulturarv.dk

Mail:                    hommel@kulturarv.dk

Direkte:               33 74 52 62  

126

1 1_12788_AGq3kt 0 Inbox

date dow n f.1k3yB3rOu 0

Lene Sørensen, Kejsergaarden, Randers

SV: Spørgsmål om håndværk til Specale

fredag 4. juni 2010 11.54Fra:

"Lene Sørensen" <ls@khm.dk>Til:

"jakob øllgaard" jakobollgaard@yahoo.dk

Kære Jakob Øllgaard,Her er mine svar på dine spørgsmål. Man kan tale om både at bevare kendskabet til selve den tekniske del af håndværket samt håndværket set i et bredere perspektiv (arbejds- og læreforhold, håndværkets sociale status, de fremstillede produkter med meget mere). Jeg går ud fra, at det er den første del (selve processerne), som du mener. Derfor er det det, jeg svarer på, f.eks. nævner jeg ikke generelle værker om håndværkets historie.

1.    På hvilken måde er det efter din/jeres mening muligt at bevare kendskabet til håndværk?- Man kan bevare de fysiske værktøjer med grundige oplysninger om deres funktion.- Man kan nedskrive processerne (f.eks. hvordan man tapper et vindue) ud fra oplysninger fra håndværkere, der har udført processerne.- Man kan bevare fotos, der viser indretningen af værksteder og arbejdssituationer, hvor man kan se, hvordan håndværkerne f.eks. holder på værktøjet.- Man kan bevare levende billeder af processer, hvor man ser funktionen af værktøjerne, håndværkerens bevægelsesmønster, måde at håndtere værktøjer og materiale m.m.- Man kan bevare originale undervisningsmaterialer om processer og håndværkets udførsel. Disse kan dog være svært forståelige for folk, der ikke har et basiskendskab til de pågældende håndværk.

2.    Kan man betragte en film som en dokumentation på

127

1 25 1_12788_AGq3kt 1_11178_AGi3ktk 1_8823_AGi3ktkA

19 msg.delete 1_11918_AGm3k

håndværksviden, hvis den viser en håndværker udføre et stykke arbejde i alle dets detaljer, eventuelt med en lydside eller anden information, der oplyser om materialer, processer, eventuelt om håndens bevægelser?- Så absolut, film/levende billeder er en af de bedste og lettest forståelige måder at dokumentere håndværksprocesser.

3.    Kan man betragte en omfattende lærebog i et håndværksfag som dokumentation på et håndværksviden?- Ja, se ovenfor.

4.    Hvis der ikke er levende håndværkere, der kan udføre et håndværk – og der i et museumsperspektiv er et behov for at udføre det pågældende håndværk – ville det så være interessant at forske i diverse kilder for på den måde at genoplive det pågældende håndværk?Og kan man det? Har Du/I nogle erfaringer i den slags genskabelse af håndværksteknikker?At genskabe et håndværk, der er mere eller mindre uddødt, er en ekstremt omfattende opgave, som jeg kun mener, er delvis mulig. Man kan gøre meget for at bevare viden om et håndværk, men er et håndværk uddødt, vil der altid være elementer af processerne, viden om materiale, bevægelsesmønstre med meget mere, som vil gå tabt. Realistisk set, vil det være en alt for omfattende opgave for de fleste museer at genskabe et håndværk ud fra kildemateriale og/eller oplæring af stadig levende håndværkere.På Håndværksmuseet Kejsergaarden er vores sidste frivillige karetmager afgået ved døden for nylig. Han havde en "lærling", der var uddannet tømrer, og som fik en stor viden om karetmagerfaget. Dog er "lærlingen" kun i stand til at fremstille eger. Alle de mange andre processer, der kræves for at fremstille et hjul, mestrer han ikke. Dog er det af stor formidlingsmæssig værdi over for gæsterne, at de oplever en del af processen.Et helt uddødt håndværk (middelalderligt skomageri) tager det lang tid at tilegne sig i fortolket version, og selvom det altid vil være en tillempet version af håndværket, kan det have stor formidlingsmæssig værdi.

128

Jeg håber, at jeg har forstået dine spørgsmål korrekt, og at du kan bruge svarerne til noget.

Venlig hilsenLene SørensenMuseumsinspektørKulturhistorisk Museum Randers

-----Oprindelig meddelelse-----Fra: jakob øllgaard [mailto:jakobollgaard@yahoo.dk] Sendt: 17. maj 2010 11:13Til: Lene SørensenEmne: SV: Spørgsmål om håndværk til Specale

Kære Lene Sørensen

Tak for dit hurtige svarMit speciale har deadline 1. juli, men da analysentager en del tid ville det være belejligt for mig, hvis jeg får mine besvarelser senest i første halvdel af juni.Men jeg vil være taknemmelig for et svar under alle omstændigheder.

Med Venlig Hilsen, Jakob Øllgaard

--- Den man 17/5/10 skrev Lene Sørensen <ls@khm.dk>:

> Fra: Lene Sørensen <ls@khm.dk>> Emne: SV: Spørgsmål om håndværk til Specale> Til: jakobollgaard@yahoo.dk> Dato: mandag 17. maj 2010 10.33> Kære Jacob Øllgaard,> > Jeg har modtaget din forespørgsel og vil besvare> spørgsmålene, men der kan godt gå lidt tid. Hvornår vil> du gerne have besvarelserne.> > Venlig hilsen> Lene Sørensen> > Museumsinspektør> Kulturhistorisk Museum Randers>

129

> -----Oprindelig meddelelse-----> Fra: Birgit Lanng > Sendt: 17. maj 2010 08:52> Til: Lene Sørensen> Emne: VS: Spørgsmål om håndværk til Specale> > > > Med venlig hilsen> Birgit Lanng> Sekretær> Kulturhistorisk Museum Randers   > Stemannsgade 2, 8900  Randers> C                                             > > Tlf.nr. 86.42.86.55 - E-mail: bl@khm.dk> > > -----Oprindelig meddelelse-----> Fra: jakob øllgaard [mailto:jakobollgaard@yahoo.dk]> > Sendt: 13. maj 2010 14:11> Til: Birgit Lanng> Emne: Spørgsmål om håndværk til Specale> > Håndværksmuseet Kejsergaarden> Lille Rosengård 16> 8900 Randers C> E-mail: khm@khm.dk> > Hej! Mit navn er Jakob Øllgaard og jeg er i gang med at> skrive speciale på> Danmarks Biblioteksskole. Mit emne er dokumentation af> håndværk. Jeg har nogle spørgsmål til en undersøgelse> af, hvordan man kan overlevere viden om håndværk for> eftertiden. Jeg ville være meget taknemmelig, hvis Du/I> ville medvirke (Lignende spørgsmål er også sendt til Den> Gamle By, Hjerl Hede, Nationalmuseet i Brede og Maihaugen i> Lillehammer).  > > 1.    På hvilken måde er det efter din/jeres mening> muligt at bevare kendskabet til håndværk?> 2.    Kan man betragte en film som en dokumentation på> håndværksviden, hvis den viser en håndværker udføre et> stykke arbejde i alle dets detaljer, eventuelt med en

130

> lydside eller anden information, der oplyser om materialer,> processer, eventuelt om håndens bevægelser?> 3.    Kan man betragte en omfattende lærebog i et> håndværksfag som dokumentation på et håndværksviden?> 4.    Hvis der ikke er levende håndværkere, der kan> udføre et håndværk – og der i et museumsperspektiv er> et behov for at udføre det pågældende håndværk –> ville det så være interessant at forske i diverse kilder> for på den måde at genoplive det pågældende håndværk?> Og kan man det? Har Du/I nogle erfaringer i den slags> genskabelse af håndværksteknikker?> > Hvis du har noget at tilføje udover spørgsmålene ville> jeg selvfølgelig også være taknemmelig for det. > > Med Venlig Hilsen, > Jakob Øllgaard> Gasværksvej 10a, 1656 Kbh. V.> jakobollgaard@yahoo.dk> mobil: 27 20 30 87

Niels-Erik Jensen, Nationalmuseet

SV: Spørgsmål om håndværksviden

fredag 23. april 2010 14.36Fra:

"niels-erik.jensen@natmus.dk" <niels-erik.jensen@natmus.dk>

Føj afsender til Kontakter Til:

jakobollgaard@yahoo.dkHej JacobHer mine bud på dine - ganske interessante spørgsmål;

-----Oprindelig meddelelse-----Fra: jakob øllgaard [mailto:jakobollgaard@yahoo.dk] Sendt: 22. april 2010 11:29Til: Jensen, Niels ErikEmne: Spørgsmål om håndværksviden

Hej Niels Erik Jensen!

Som jeg sagde i vores telefonsamtale ville jeg gerne have et interviewtil mit speciale. Jeg håber, at det er nogle spørgsmål, som det giver mening at svare på:

131

1.    Har Nationalmuseet en forpligtelse til eller hensigt om at bevare kendskab til håndværk? // NEJensen - For at opfylde museumsforpligtigelserne om at bevare for eftertiden, har et bygningsmuseum som Frilandsmuseet også forpligtiget sig til at sikre overlevelsen af de håndværk der skal til for at vedligeholde museets bygninger. På den baggrund skal museet bevarer selve håndværket ved at sikre overleveringen af håndværket/håndelaget overleveres fra ældre til yngre svende. Dermed bevares håndværket og færdighederne bag håndværket og muligheden for at formidle håndværket. Når du siger "kendskab til håndværket" så forstår jeg at det ikke er selve håndelaget du spørger til, men en dokumentation af et dette! Til det er svaret - ja, museet har både til hensigt og forpligtigelse til at have kendskab til håndværk. I princippet udmønter kendskabet til håndværk sig i de beskrivelser, der ligger til grund for de istandsættelser /restaureringer der sker på vores museumsbygninger og af fredede og bevaringsværdige bygninger udenfor museet. Disse beskrivelser udarbejdes typisk af specialeuddannede arkitekter, restaureringsarkitekter og er grundlag for håndværkeres udøvelse af deres håndværk.2.    På hvilken måde er det efter din mening muligt at bevare kendskabet til håndværk?// NEJensen - Produktet af håndværket insitu sammen med håndværkeren. 3.    Kan man betragte en film som en dokumentation på håndværksviden, hvis den viser en håndværker udføre et stykke arbejde i alle dets detaljer, eventuelt med en lydside eller anden information, der oplyser om materialer, processer, eventuelt om håndens bevægelser? // NEJensen - Ja til dokumentation af håndværket er film glimrende, men jeg opfatter håndværksviden, som summen af erfaringer vidensmæssigt og motorisk der skal til for at håndværket lykkes.  4.    Kan man betragte en omfattende lærebog i et håndværksfag som dokumentation på et håndværksviden?// NEJensen - Som ovenfor - ja, glimrende, men man skal blot tilføje at det skrevne og det sete på film skal kombineres med det motoriske intellekt for at blive til - håndværk og håndværksviden.5.    Hvis der ikke er levende håndværkere, der kan udføre et håndværk – og der i et museumsperspektiv er et behov for at udføre det pågældende håndværk – ville det så være interessant at forske i diverse kilder for på den måde at genoplive det pågældende håndværk? Og kan man det? Har Nationalmuseet nogle erfaringer i den slags genskabelse af håndværksteknikker (apropos Læsø-tagene som du nævnte i telefonsamtalen)? // NEJensen - Svaret

132

ligger i det ovenstående, men ja det er særdeles vigtigt at dokumenterer håndværk som forsvinder eller er forsvundet, og ja med det som baggrund er jeg overbevist om at en motorisk begavet person kan genopdage - den forsvundne håndværksviden.

Hvis du har noget at tilføje udover spørgsmålene ville jeg selvfølgelig også være taknemmelig for det. På forhånd tak og med venlig hilsen,

Jakob Øllgaard, (mob: 27 20 30 87)

Interview med Karin Bonde Johansen, Det Danske

Filminstitut, GlostrupSpørgsmål: Har I i Det Danske Filminstitut oversigt over, hvad I har af film, der

viser hvordan håndværk udføres?

Karin Bonde Johansen:

I det Danske Filminstituts kølerum i Glostrup og i vores bunkere i Store

Dyrehave ligger der bevaret et antal film produceret af blandt andre

Nationalmuseet og Dansk Arbejde, som dokumenterer forskellige former for

håndværksteknikker og industriel forarbejdning. En del af dem dokumenterer

hele arbejdsprocesser fra begyndelsen til slutningen, andre viser dele af

håndværksmæssig forarbejdning og produktion. Det er ikke muligt for os at

fremstille en komplet liste over disse film, da søgetermen håndværk også

frembringer film om håndværkerforeninger, rejsende håndværkere og spillefilm,

hvor der optræder håndværkere. Vi kan heller ikke sige, i hvor høj grad de

forskellige film viser hele håndværksprocesser eller bare glimt af dem. Der er

også film, hvor der bare er medtaget dokumentation på håndværksteknikker for

at legitimere de gode håndværksmæssige metoder i forarbejdningen, som

eksempelvis i filmen Sådan fremstilles et klaver. Der kan også ligge værdifulde

optagelser, som vi ikke kender til for vi har jo langtfra gennemset alle de film,

som vi opbevarer film. Men du kan få en liste, som indeholder de film, som vi

133

ved at vi har. Om tilstanden på de enkelte film er det heller ikke muligt at sige

noget konkret. Mange af dem har ikke været vist i mange år.

[Denne liste er vedlagt som bilag 5].

Telefoninterview med Niels Brondbjerg – Klik et

håndværk

Spørgsmål: Hvordan startede projektet Klik et Håndværk?

NB: Jeg og Anders Dylov fra Chroma Film fik ideen, efter at vi havde arbejdet

med Chroma Films produktion af filmene om skibet Georg Stage. Disse film

indeholder filmklip, som i det store hele dokumenterer metoder og teknikker til

reparation, renovering og vedligeholdelse af skibet Georg Stage. Jeg har været

lærer i bygningshåndværk igennem mange år og jeg har altid tænkt på at bruge

film som formidling af stoffet. De unge der går på de tekniske skoler gider ikke

sidde og læse bøger – og det er jo i bøger, at man kan læse om teknikker indenfor

byggefagene. Så vi fik Grundejernes Investeringsfond (GI) og Realdania med på

at støtte ideen. Så de ti film vi har planlagt kommer til at ligge frit tilgængeligt på

GI’s hjemmeside, så alle og enhver kan bruge dem, hvis de skal renovere en

gammel bygning og gerne vil gøre det på en måde, så huset bevarer sin

originalitet.

Spørgsmål: Hvad viser filmene?

NB: De 14 film vi har under produktion - og hvoraf ti er færdige – viser

forskalling af tagværk, Mur-ankre, smedning af beslag, trækning af gesimser,

støbning af ornamenter over vinduer, på gavle og over indgangspartier, linolie

maling, snedkerreparation af vinduer, glarmesterreparation af vinduer,

energiforbedring af kviste og tømrerarbejde på kviste. De er på hver 5-8 minutter,

så de kan ligge på hjemmesiden og downloades relativt hurtigt. Nogle af dem som

eksempelvis restaurering af vinduer er så delt op i tre film, en for hver teknik der

er involveret i arbejdet – og hvis der er meget omfattende teknikker kan de jo i

134

princippet også deles op i flere film. Filmene skal så være forsynet med en

faktaboks, som har links og referencer til bøger, hjemmesiden samt andre film –

så man kan læse sig til den nødvendige viden, som man ikke kan se på filmene.

For klart nok kan filmene ikke altid stå alene. Der er altid nogle faktuelle

informationer om materialer og processer, som man skal sætte sig ind i. Der er

nogle essentielle problemer i enhver arbejdsproces, som det er vigtigt at man får

forklaret rigtigt. Filmene er så bygget op efter dramamodellen, med en

introduktion som leder op til et point-of-no-return, som typisk er forklaringen af

teknikkens essentielle problem eller metode

Spørgsmål: I hvor høj grad kan man formidle viden om at håndværk på

film?

NB: Det er jo forskelligt fra håndværk til håndværk. Men det er også forskelligt,

hvor godt man opfatter og lærer at udføre det som man ser. Vi har jo nogen, der

gerne vil lære et håndværk – og hvor vi kan se, at de mangler nogle essentielle

fornemmelser for rum og materialer. Og der må man jo nogen gange sige, at det

nok er bedst, hvis de finder på noget andet at lave. Men det er vores ambition for

fremtiden at lave et indeks over teknikker indenfor bygningshåndværket. Og der

kunne man sagtens lave 100 film, for der er nok at tage fat på. Men nu har vi

foreløbig en aftale, hvor Realdania og GI støtter de første ti – og så må vi se, om

vi kan skaffe støttemidler til resten.

135