1

NNE ASRRESONANSR

R

R

RR

RRR

E

EE

EE

E

S

S

S

S

O

O

O

O

O

O

N

N

N

NN

A

E

A

A

A

N

N

N

N

N

SS

S

SS

S

S

ER S A SNA

RE EO OONN N

SSS S

AAA A

SNO

AsRESONANS #2

tidsskrift for litteratur maj 2013

RESO

NAN

S #

2

2

Redaktionen // RESONANSAarhus Universitet

Kontaktmail: redaktionresonans@gmail.comblog: tidsskriftetresonans@wordpress.comfacebook: http://www.facebook.com/pages/RESONANS

DesignTanne Søndertoft

LogoPeter Møller

RedaktionGine Præstgaard Sølvsten Katrine Ahlstrøm Carlsen Marie Louise PedersenRolf Skov MadsenRikke MaltesenThomas Glud

3

4

6

8

Leder

Redaktionelt forord

Dostojevskij - ikke Nietzsche, men Schopen-hauer af Mathias Christensen

16

22

Terror, traume & tegneserieraf Morten Bruun

Child-Directed Speech i forhold til børns sprogtilegnelseaf Danny Trang

32

38

Min navle vender indad - litterær kropslighed som paradoks

af Rikke Maltesen

Kylie Minogue er bare god!af Niels Kern

44Det kan virke useriøst: en samtale mellem

kemikeren og humanistenaf Simon Holm

Indhold

Essays

Artikler

RESO

NAN

S #

2

4

RESONANS er et tidsskrift for litteratur skabt af en gruppe kandidatstuderende ved Litteraturhistorie, Aarhus Universitet. Tanken med RESONANS er at forbe-dre vores studiemiljø ved at skabe litteraturfaglig genklang, forstået som faglig integration, udveksling, udfordring og inspiration studier og årgange imellem.Vi ønsker, at den store faglige viden om litteratur, der findes på studierne, skal bruges aktivt. Hvorfor blot lade viden samle støv efter en afleveret opgave eller endt projektforløb? I RESONANS vil vi have netop din viden frem. At arbejde kritisk og refleksivt med egen viden - for eksempel ved at omforme en større opgave til et artikelformat - er et konstruktivt greb i udviklingen af skrivekom-petencer. Her står RESONANS som forum til rådighed.

RESONANS vender hermed tilbage med en bunke nye artikler og essays – i en version 2.0 med spritnyt design, der med stor hjælp fra Tanne Søndertoft, er udformet i en ny, skarp form. Siden udgivelsen af RESONANS#1 har vi på redak-tionen arbejdet videre med tidsskriftets målsætning om at skabe en fagligt sund kritikkultur blandt de studerende. I samarbejde med studerende fra Littera-turhistorie, Nordisk Sprog og Litteratur samt Idéhistorie har vi derfor dannet tre peer review-grupper, der har haft til opgave at læse, diskutere og kommentere teksterne til forårets udgave af RESONANS. Kritikken er derefter blevet sendt tilbage til bidragsyderne, der har haft mulighed for at tage den kritik til sig, de kunne bruge.

Det er vores hensigt, at kritikkulturen, der er startet i peer review-grupperne,

Leder

5

skal have mulighed for at fortsætte på vores blog, hvor vi opfordrer læserne til at komme med kritiske kommentarer til de udgivne artikler i RESONANS#2. Deru-dover er der på bloggen naturligvis stadig mulighed for at læse artiklerne fra første nummer.

På redaktionen har vi et par nye projekter undervejs med henblik på at styrke kritikkulturen og den faglige dialog de studerende imellem. Et af disse omhan-dler en opgavebank i form af en art digitalt ”kælderarkiv”, hvor den kompetente opgave kunne opbevares i sin fulde længde til gavn og inspiration for den helt grønne studerende såvel som den mere drevne kandidatstuderende. Desuden har vi et ønske om på sigt at gøre den faglitterære anmeldelse eller anbefaling til en del af tidsskriftet. Har du interesse heri, hører vi derfor meget gerne fra dig. Vi er åbne for tekster om alt fra den nyeste introduktionsbog til litterær teori og analyse til din vante go-to teoretiker, om det være sig Bakhtin, Derrida, Gum-brecht eller Said.

Vi håber, at der med RESONANS er grobund for, at vi som studerende får mu-lighed for at opnå erfaring i formidling af vores viden, får mulighed for at give og modtage respons på denne viden samt diskutere litterære emner, der optager os på tværs af årgange og studier. Hermed skulle der gerne blive skabt en littera-turfaglig genklang.

Redaktionen // RESONANS

RESO

NAN

S #

2

6

I dette nummer af RESONANS præsenterer vi en række artikler og essays fra studerende ved Litteraturhistorie, samt fra en Semiotik-studerende. I forhold til sidste nummer har vi således stadig fokus på den litterære faglighed, men ligesom vi har integreret andre studiemiljøer i vores peer-review grupper, har vi altså nu udvidet artikel-feltet en anelse. Herunder præsenterer vi artiklerne enkeltvis, så du som læser får mulighed for at danne dig et overblik over, hvilke artikler netop du finder spændende at dykke ned i.

Mathias Christensen skriver i sin artikel ”Dostojevskij – Ikke Nietzsche, men Schopenhauer”, hvordan man kan se Dostojevskij i lyset af Schopenhauers filosofi. Dostojevskijs forfatterskab er ofte blevet betragtet i forhold til Nietz-sches filosofi, men med udgangspunkt i Forbrydelse og Straf viser Mathias Chris-tensen, hvordan Schopenhauer er lige så, eller måske mere, oplagt. Dette gøres i artiklen ved at fremhæve ligheder mellem Dostojevskijs karakter Raskolnikov og Schopenhauers tænkning. Morten Bruun skriver i ”Terror, traume og tegneserier” - med brug af Carl Schmitts begreber om krigsførelse - om, hvordan krigen mod terrors politiske side problematiseres i kunsten. Måden, hvorpå terrorhandlingerne bearbejdes i og af medier og myndigheder, kritiseres i In the shadows of no towers og Holy Terror, hvilket artiklen tager fat i. For at kunne tilegne os litteratur samt for at kunne læse og skrive, har vi alle i de første leveår måttet lære at artikulere vores ytringer sprogligt. I artiklen ”Child-directed Speech i forhold til børns sprogtilegnelse” tager Danny Trang fat på denne spæde sprog-start. Her beskriver han, hvordan børns sprogtilegnelse fungerer i dialog med den voksne. Den begrebslige forklaring understøttes af interessante eksempler på dialoger mellem voksne og børn. Desuden indeholder artiklen en diskussion af teorier om, hvorvidt sprogtilegnelsen er medfødt.

Redaktionelt forord

7

Rikke Maltesen reflekterer i essayet ”Min navle vender indad” over, hvor-dan litteraturen søger de kropslige grænsers muligheder i et profant, karneval-istisk udtryk. I læsningen af kroppens æstetiske materialitet i russisk litteratur søger essayet at overskride sin nonverbale forståelse af det kropslige, og udfor-drer hermed den anderledeshed og afgrænsethed, der konstitueres i mødet med det kropslige, og som katalyserer en verbaliseret forståelse. Kroppen udspilles således som et diskursivt, litterært værktøj. I Niels Kerns humoristiske essay “Kylie Minogue er bare god!” stilles det store spørgsmål: Hvordan defineres det højkulturelle og det lavkulturelle værk, og er der i virkeligheden den store forskel? Essayet reflekterer over den mod-erne populærkulturs poetiske uretfærdighed i en undersøgelse af, hvad der fak-tisk gør et værk godt. Endelig diskuterer Simon Holm Pedersen i sit essay ”Det kan virke use-riøst: En samtale mellem kemikeren og humanisten” forholdet mellem vidensk-abens absolutte sandheder og kunstens vage, metafysiske fornemmelser ud fra blandt andre Virginia Woolf, Steven Pinker, Fernando Pessoa samt den romerske historiker, Plinius.

Vi håber, at læseren vil lade sig inspirere af artiklernes forskellige tilgange, anal-yser, argumentationer, der alle på den ene eller anden måde koncentrerer sig om sprog og litteratur.

Vi ønsker alle god læsning!

Redaktionen // RESONANS

RESO

NAN

S #

2

8

Fjodor Dostojevskij (1821-81) anses i dag for at være en af verdenshistoriens allerstørste forfattere. I optakten til den gudløse verden vi lever i, i dag, formår han at blande tidsåndens filosofiske og teologiske dimensioner og diskussion-er ind i karakterernes skæbner. Mennesket oplevede i løbet af 1800-tallet en stadig frigørelse fra det hidtidige guddommelige værdisystem. Industrialiser-ingen gjorde, at mennesket i stadig større grad kunne tøjle naturen, alt imens demokratiske strømninger gav politisk magt til de fleste. Charles Darwin (1809-82) lod evolutionen skabe mennesket qua naturlig selektion, og Ludwig Andreas von Feuerbach (1804-72) pointerede (i 1844 i Kristendommens Væsen), at det var Gud, der var skabt i menneskets billede, ikke omvendt som Biblen ellers fortæller. Der kom således et værdiskred, som Dostojevskij fornemmede og beskæftigede sig med skønlitterært. Således er det ikke unormalt at se ham i sammenhæng med den eksistentialistiske tænker Friedrich Nietzsche (1844-1900), som på sin egen måde foregriber og forarbejder værdisammenbruddet i samtiden og i det følgende århundrede. En anden oplagt tænker vil dog være Arthur Schopen-hauer (1788-1860), hvilket nærværende artikel vil forsøge at sandsynliggøre, selvom Nietzsche ofte er blevet læst i forbindelse med den store russiske forfat-

Dostojevskij – ikke Nietzsche, men Schopenhauer

af MATHIAS CHRISTENSEN

ter. Denne anden fortolkning vil læses igennem hovedkarakteren Raskolnikovs teori, tanker og gøren. Det er da også oplagt at vælge den sene tysker frem for den tidlige. Først og fremmest fordi Dostojevskij aldrig læste Nietzsche. Dernæst og mere essen-tielt for nærværende artikel tematisk indenfor filosofi og teologi. Dostojevskij skrev i et brev, dateret februar 1869, at ”Dette tema, som går gennem alle de-lene, er det samme, som jeg bevidst eller ubevidst har været pint af hele mit liv, nemlig Guds eksistens.”(1) Den Gud, hvis eksistens havde sikret værdier såsom det umoralske i mord, var ikke længere så fast en borg. Det var end ikke sik-kert, han eksisterede (længere). Spørgsmålet var da at være eller ikke at være for Dostojevskij, og det førte til etiske underspørgsmål: Kan mennesket sætte sig i Guds sted? Kan mennesket leve uden Gud? Er der en almen menneskelig moral, eller er moralen individuelt gældende for hin enkelte? De spørgsmål syntes i tidsånden og hos Dostojevskij særdeles relevante, hvilket kun understreges af det kommende værdisammenbrud.

Nietzsche Forklædt som RaskolnikovI romanen Forbrydelse og Straf (2) (1866) følger vi den tidligere studerende Rodion Raskolnikov, der i starten står inde for en i praksis umulig teori. Han har i en afhandling tidstypisk(3) delt mennesker op i ’almindelige’ og ’ualmindelige’, hvor sidstnævnte er eksemplificeret ved Napoleon Bonaparte (1769-1821). Det særlige ved Napoleon og deslige er, at deres samvittighed byder dem at begå en forbrydelse for at opnå de store ting, de er bestemt til.(4) Det er ikke et mor-alsk spørgsmål, om Napoleon skal invadere Rusland eller ej, men noget han skal qua sin skæbne. Tilsvarende er Nietzsches syn på tilværelsen: ”Livet selv gælder for mig som instinkt for vækst, for varighed, for ophobning af kræfter, for magt […]”.(5) Den nødvendige handling er eksistentiel for dem begge. Det er ikke et spørgsmål om lyst eller påbud, men nødvendighed. Det kan simpelthen ikke være anderledes. Raskolnikov invaderer dog ikke Frankrig eller starter en borgerkrig for at være som Napoleon. Han vover at slå sin udnyttende og usympatiske pantelåner (og hendes uskyldige søster) ihjel. I stedet for at pantelånerens penge skal gå til et kloster, i.e. den måske ikke-eksisterende Gud, kan de nu bruges til en by-fornyelse, i.e. mennesker. Hermed mener han at bevise (over for sig selv), at han tilhører de ’ualmindelige’. Det viser sig dog mindre ligetil end først antaget. For mens politiet eft-erforsker, og søsteren skal giftes, oplever Raskolnikov en moralsk deroute til

9

Fjodor Dostojevskij (1821-81) anses i dag for at være en af verdenshistoriens allerstørste forfattere. I optakten til den gudløse verden vi lever i, i dag, formår han at blande tidsåndens filosofiske og teologiske dimensioner og diskussion-er ind i karakterernes skæbner. Mennesket oplevede i løbet af 1800-tallet en stadig frigørelse fra det hidtidige guddommelige værdisystem. Industrialiser-ingen gjorde, at mennesket i stadig større grad kunne tøjle naturen, alt imens demokratiske strømninger gav politisk magt til de fleste. Charles Darwin (1809-82) lod evolutionen skabe mennesket qua naturlig selektion, og Ludwig Andreas von Feuerbach (1804-72) pointerede (i 1844 i Kristendommens Væsen), at det var Gud, der var skabt i menneskets billede, ikke omvendt som Biblen ellers fortæller. Der kom således et værdiskred, som Dostojevskij fornemmede og beskæftigede sig med skønlitterært. Således er det ikke unormalt at se ham i sammenhæng med den eksistentialistiske tænker Friedrich Nietzsche (1844-1900), som på sin egen måde foregriber og forarbejder værdisammenbruddet i samtiden og i det følgende århundrede. En anden oplagt tænker vil dog være Arthur Schopen-hauer (1788-1860), hvilket nærværende artikel vil forsøge at sandsynliggøre, selvom Nietzsche ofte er blevet læst i forbindelse med den store russiske forfat-

Dostojevskij – ikke Nietzsche, men Schopenhauer

af MATHIAS CHRISTENSEN

ter. Denne anden fortolkning vil læses igennem hovedkarakteren Raskolnikovs teori, tanker og gøren. Det er da også oplagt at vælge den sene tysker frem for den tidlige. Først og fremmest fordi Dostojevskij aldrig læste Nietzsche. Dernæst og mere essen-tielt for nærværende artikel tematisk indenfor filosofi og teologi. Dostojevskij skrev i et brev, dateret februar 1869, at ”Dette tema, som går gennem alle de-lene, er det samme, som jeg bevidst eller ubevidst har været pint af hele mit liv, nemlig Guds eksistens.”(1) Den Gud, hvis eksistens havde sikret værdier såsom det umoralske i mord, var ikke længere så fast en borg. Det var end ikke sik-kert, han eksisterede (længere). Spørgsmålet var da at være eller ikke at være for Dostojevskij, og det førte til etiske underspørgsmål: Kan mennesket sætte sig i Guds sted? Kan mennesket leve uden Gud? Er der en almen menneskelig moral, eller er moralen individuelt gældende for hin enkelte? De spørgsmål syntes i tidsånden og hos Dostojevskij særdeles relevante, hvilket kun understreges af det kommende værdisammenbrud.

Nietzsche Forklædt som RaskolnikovI romanen Forbrydelse og Straf (2) (1866) følger vi den tidligere studerende Rodion Raskolnikov, der i starten står inde for en i praksis umulig teori. Han har i en afhandling tidstypisk(3) delt mennesker op i ’almindelige’ og ’ualmindelige’, hvor sidstnævnte er eksemplificeret ved Napoleon Bonaparte (1769-1821). Det særlige ved Napoleon og deslige er, at deres samvittighed byder dem at begå en forbrydelse for at opnå de store ting, de er bestemt til.(4) Det er ikke et mor-alsk spørgsmål, om Napoleon skal invadere Rusland eller ej, men noget han skal qua sin skæbne. Tilsvarende er Nietzsches syn på tilværelsen: ”Livet selv gælder for mig som instinkt for vækst, for varighed, for ophobning af kræfter, for magt […]”.(5) Den nødvendige handling er eksistentiel for dem begge. Det er ikke et spørgsmål om lyst eller påbud, men nødvendighed. Det kan simpelthen ikke være anderledes. Raskolnikov invaderer dog ikke Frankrig eller starter en borgerkrig for at være som Napoleon. Han vover at slå sin udnyttende og usympatiske pantelåner (og hendes uskyldige søster) ihjel. I stedet for at pantelånerens penge skal gå til et kloster, i.e. den måske ikke-eksisterende Gud, kan de nu bruges til en by-fornyelse, i.e. mennesker. Hermed mener han at bevise (over for sig selv), at han tilhører de ’ualmindelige’. Det viser sig dog mindre ligetil end først antaget. For mens politiet eft-erforsker, og søsteren skal giftes, oplever Raskolnikov en moralsk deroute til

Dostojevskij - ikke Nietzsche, m

en Schopenhauer

1: Kjetsaa, 286, 1986

2: Udkom først i tidsskriftet Russkij Vestnik under navnet Rodion Raskol-nikov. Der er en radikal forskel i de to udgaver, som senere vil blive berørt.

3: Ifølge Knud Hansen ses dette tidstyp-iske træk ved mange Napo-leon-skulpturer, som russiske familie havde stående i deres hjem. Jf. Han-sen, 68, 1973

4: Dostojevskij, 313ff, 1966

5: Nietzsche, 16, 1998

RESO

NAN

S #

2

10

venners og familiens bekymring. Han er ikke så ’ualmindelig’ igen. Det kan ligeledes ses i forbindelse med Nietzsches filosofi, blot som ’advarsel til skræk og rædsel’. Raskolnikov fortæller nemlig til den helgenagtige gadeluder Sonja(6), at

”Sagen var altså den – jeg forelagde mig engang følgende spørgsmål: hvis for eksempel

Napoleon havde været i mit sted, hvis han for at kunne begynde sin sejrsbane ikke havde haft

et Toulon [1793], ikke et Ægypten [1798], ikke nogen overgang over Mont Blanc [1800] at over-

vinde, men i stedet for alle disse stolte monumentale ting blot en eller anden latterlig, gammel

ågerkvinde, som han tilmed først måtte slå ihjel for at få plyndret – for karrierens skyld, forstår

du – havde han da besluttet sig til dette skridt, om han ingen anden udvej havde haft? Ville han

have krympet sig, fordi dette ikke var monumentalt nok, og… syndigt! […] Og havde han ikke set

nogen anden udvej, så ville han, uden at give hende tid til så meget som at blinke med øjnene,

have gjort det af med hende! […] Jeg… jeg ville vove det, og jeg slog ihjel… jeg ville blot vove det,

Sonja, det var hele grunden!”.(7)

Hvad der er værd at bemærke er, at Raskolnikov har overført førstedelen af sin teori til handling, og at det er et spørgsmål om at vove. Han vil se, om han selv var overmenneskelig, og om han som en anden Napoleon kunne stille sig over moral og fuldføre den handling, der i hans skæbne var ham pålagt. At vove – at se om han kan og tør. Det er førstedelen af teorien. Han både turde og kunne, men han tabte etisk. Det var teoriens anden del. Han kan føre sin teori til handling, men han kan ikke efterfølgende forsvare det moralsk. Han føler skyld, selvom han if-ølge den teori, han støtter, ikke burde gøre det. Om et sådant individ som ser sig større, end han er, skriver Nietzsche:

”I må aldrig ville over evne: der gives så farlig en falskhed hos dem, der vil ud over

deres evne. Især når de vil store ting! Thi de vækker mistillid mod de store ting selv, disse fal-

skmøntnere og skuespillere – – indtil de endelig bliver falske over for sig selv, skelende kalket

ormeæde, kappeklædte i store ord, udstafferede i udhængsgyder, i falske glimmerværker. Vær

forsigtige, I højere mennesker! Intet er mere kosteligt og sjældent end redelighed. Er ikke dette

idag pøbelens? Men pøbelen har ikke begreb om, hvad der er stort, og hvad ret og redeligt er:

den er uskyldigt-uredelig – den lyver altid.”(8)

Raskolnikov er intet andet end repræsentant for pøblen, der ser sig stor nok til at hæve sig op. Det er både skadeligt (men mindre bekymrende) for dem selv og for ’de store ting selv’ (hvilket er mere bekymrende). Problemet er, at pøblen

ikke kan se, hvad der er ’ret og redeligt’, og det kan føre til, at Raskolnikov bilder sig selv ind, at mordet på pantelåneren kan retfærdiggøres. Det kan det selvsagt ikke, hvorfor Raskolnikov dømmes og sendes i fangelejr. Sådan kunne en introducerende eller overfladisk læsning se ud, og det er da også ret besnærende. Som tidligere æresdoktor ved Københavns Universitet Knud Hansen (1898-1996) siger det: ”Man kunne have mistænkt ham [Dos-tojevskij] for at have læst Nietzsches bog om overmennesket Zarathustra fra 1883 eller ”Hinsides Godt og Ondt” fra 1886”, før han fortsætter, ”hvis ikke man vidste at disse bøger på det tidspunkt endnu ikke var udkommet.”(9) Heri er nemlig det helt store problem ved en læsning af Dostojevskijs for-fatterskab og i særdeleshed Forbrydelse og Straf ud fra Nietzsche: Russeren har, så vidt vides, aldrig læst tyskeren. En nærmere læsning af det skønlitterære værk viser da også flere prob-lematiske elementer ud fra en sådan læsning, hvoraf kun to her skal berøres.Først og fremmest skal det kort nævnes, at en af bevæggrundene for mordet på pantelåneren er det fælles bedste i form af en byforandring. Der er altså tale om en utilitaristisk (nytteetisk) tanke. Byforandringen vil samlet set øge lykken hos mange mennesker, og den samlede lykke, der derved skabes, vil overgå den ulykke, det er at slå ihjel. I sin rendyrkede nytteetiske form er det derfor mor-alsk acceptabelt at slå pantelåneren ihjel, fordi lykken samlet set øges. Dét er mildest talt ikke nietzscheansk. Dernæst (og mere interessant) er det Raskolnikovs frelse, som består i såvel en erkendelse af forbrydelse som en accept af straf. Med hensyn til først-nævnte er det førnævnte Sonja, der får ham til at erkende sin skyld over for menneskeheden: ”Gå til en korsvej, bøj dig i støvet for menneske, kys jorden, som du har forbrudt dig imod, og sig højt for hele verden: Jeg er morder!”(10) ’Korsvej’ skal her forstås bogstaveligt som en vej, umiddelbart som i et vigtigt valg, og kristent som i at gå ’korsets vej’ som Kristus gjorde det for at befri men-nesket fra dets synder. Citatet viser, at det er vigtigt for Raskolnikov at gå til en vej, det vil sige til sine medmennesker, hvis han skal frelses fra sine synder. Raskolnikov kan ikke sige sin synd højt, men det er dog ’højt’ nok til, at han kan tilstå over for politiet. I fangelejren kan han da, kainsmærket, genop-stå som medlem af menneskeheden. I det tilfælde kan romanen læses som en Lazarus-historie.(11) Lazarus, som der også bliver refereret til i værket, bliver genoplivet af Kristus fire dage efter sin død, hvormed han igen lever blandt sine medmennesker. Raskolnikov dør ikke fysisk, men moralsk for til sidst igen at kunne leve blandt andre.

6: Et kendetegn i Dostojevskijs

romaner er, at det er de oversete og

dem nederst i det sociale

hierarki, som er de egent-lige frelsere,

jf. Hansen, 66, 1973

7: Dostojevskij, del 2, 169-73,

1966

8: Nietzsche, 238-9, 1972

11

venners og familiens bekymring. Han er ikke så ’ualmindelig’ igen. Det kan ligeledes ses i forbindelse med Nietzsches filosofi, blot som ’advarsel til skræk og rædsel’. Raskolnikov fortæller nemlig til den helgenagtige gadeluder Sonja(6), at

”Sagen var altså den – jeg forelagde mig engang følgende spørgsmål: hvis for eksempel

Napoleon havde været i mit sted, hvis han for at kunne begynde sin sejrsbane ikke havde haft

et Toulon [1793], ikke et Ægypten [1798], ikke nogen overgang over Mont Blanc [1800] at over-

vinde, men i stedet for alle disse stolte monumentale ting blot en eller anden latterlig, gammel

ågerkvinde, som han tilmed først måtte slå ihjel for at få plyndret – for karrierens skyld, forstår

du – havde han da besluttet sig til dette skridt, om han ingen anden udvej havde haft? Ville han

have krympet sig, fordi dette ikke var monumentalt nok, og… syndigt! […] Og havde han ikke set

nogen anden udvej, så ville han, uden at give hende tid til så meget som at blinke med øjnene,

have gjort det af med hende! […] Jeg… jeg ville vove det, og jeg slog ihjel… jeg ville blot vove det,

Sonja, det var hele grunden!”.(7)

Hvad der er værd at bemærke er, at Raskolnikov har overført førstedelen af sin teori til handling, og at det er et spørgsmål om at vove. Han vil se, om han selv var overmenneskelig, og om han som en anden Napoleon kunne stille sig over moral og fuldføre den handling, der i hans skæbne var ham pålagt. At vove – at se om han kan og tør. Det er førstedelen af teorien. Han både turde og kunne, men han tabte etisk. Det var teoriens anden del. Han kan føre sin teori til handling, men han kan ikke efterfølgende forsvare det moralsk. Han føler skyld, selvom han if-ølge den teori, han støtter, ikke burde gøre det. Om et sådant individ som ser sig større, end han er, skriver Nietzsche:

”I må aldrig ville over evne: der gives så farlig en falskhed hos dem, der vil ud over

deres evne. Især når de vil store ting! Thi de vækker mistillid mod de store ting selv, disse fal-

skmøntnere og skuespillere – – indtil de endelig bliver falske over for sig selv, skelende kalket

ormeæde, kappeklædte i store ord, udstafferede i udhængsgyder, i falske glimmerværker. Vær

forsigtige, I højere mennesker! Intet er mere kosteligt og sjældent end redelighed. Er ikke dette

idag pøbelens? Men pøbelen har ikke begreb om, hvad der er stort, og hvad ret og redeligt er:

den er uskyldigt-uredelig – den lyver altid.”(8)

Raskolnikov er intet andet end repræsentant for pøblen, der ser sig stor nok til at hæve sig op. Det er både skadeligt (men mindre bekymrende) for dem selv og for ’de store ting selv’ (hvilket er mere bekymrende). Problemet er, at pøblen

ikke kan se, hvad der er ’ret og redeligt’, og det kan føre til, at Raskolnikov bilder sig selv ind, at mordet på pantelåneren kan retfærdiggøres. Det kan det selvsagt ikke, hvorfor Raskolnikov dømmes og sendes i fangelejr. Sådan kunne en introducerende eller overfladisk læsning se ud, og det er da også ret besnærende. Som tidligere æresdoktor ved Københavns Universitet Knud Hansen (1898-1996) siger det: ”Man kunne have mistænkt ham [Dos-tojevskij] for at have læst Nietzsches bog om overmennesket Zarathustra fra 1883 eller ”Hinsides Godt og Ondt” fra 1886”, før han fortsætter, ”hvis ikke man vidste at disse bøger på det tidspunkt endnu ikke var udkommet.”(9) Heri er nemlig det helt store problem ved en læsning af Dostojevskijs for-fatterskab og i særdeleshed Forbrydelse og Straf ud fra Nietzsche: Russeren har, så vidt vides, aldrig læst tyskeren. En nærmere læsning af det skønlitterære værk viser da også flere prob-lematiske elementer ud fra en sådan læsning, hvoraf kun to her skal berøres.Først og fremmest skal det kort nævnes, at en af bevæggrundene for mordet på pantelåneren er det fælles bedste i form af en byforandring. Der er altså tale om en utilitaristisk (nytteetisk) tanke. Byforandringen vil samlet set øge lykken hos mange mennesker, og den samlede lykke, der derved skabes, vil overgå den ulykke, det er at slå ihjel. I sin rendyrkede nytteetiske form er det derfor mor-alsk acceptabelt at slå pantelåneren ihjel, fordi lykken samlet set øges. Dét er mildest talt ikke nietzscheansk. Dernæst (og mere interessant) er det Raskolnikovs frelse, som består i såvel en erkendelse af forbrydelse som en accept af straf. Med hensyn til først-nævnte er det førnævnte Sonja, der får ham til at erkende sin skyld over for menneskeheden: ”Gå til en korsvej, bøj dig i støvet for menneske, kys jorden, som du har forbrudt dig imod, og sig højt for hele verden: Jeg er morder!”(10) ’Korsvej’ skal her forstås bogstaveligt som en vej, umiddelbart som i et vigtigt valg, og kristent som i at gå ’korsets vej’ som Kristus gjorde det for at befri men-nesket fra dets synder. Citatet viser, at det er vigtigt for Raskolnikov at gå til en vej, det vil sige til sine medmennesker, hvis han skal frelses fra sine synder. Raskolnikov kan ikke sige sin synd højt, men det er dog ’højt’ nok til, at han kan tilstå over for politiet. I fangelejren kan han da, kainsmærket, genop-stå som medlem af menneskeheden. I det tilfælde kan romanen læses som en Lazarus-historie.(11) Lazarus, som der også bliver refereret til i værket, bliver genoplivet af Kristus fire dage efter sin død, hvormed han igen lever blandt sine medmennesker. Raskolnikov dør ikke fysisk, men moralsk for til sidst igen at kunne leve blandt andre.

Dostojevskij - ikke Nietzsche, m

en Schopenhauer

9: Hansen, 59, 1973

10: Underteg-nedes kursiv-ering. Dos-tojevskij, del 2, 302, 1966

11: Johan-nesevangeliet, kap. 11

RESO

NAN

S #

2

12

Schopenhauer – et alternativ til den nietzscheanske læsningDet er dette kristne element i Dostojevskijs værk (og forfatterskab i øvrigt), som gør ham interessant ud fra Arthur Schopenhauers pessimistiske filosofi, som den kommer til udtryk i Verden som Vilje og Forestilling (1819-44). I værket radikaliserer Schopenhauer nemlig Immanuel Kants (1724-1804) distinktion mellem das Ding an sich og das Ding für uns. Alt er min forestilling, og for mig er det derfor irrelevant, at tingen i sig selv må eksistere. Det eneste der tæller, er forestillingen.(12) Mennesket er dog ikke blot tilskuere til et skuespil, men har selv roller og vilje. Viljen er nemlig den eneste ting i sig selv, mennesket har adgang til. Der er nemlig det særegne ved mennesket, at det både er en ting i og for sig selv. Jeg kan se mig selv (tingen for mig) som genstand, men jeg kender også mit eget indre (tingen i sig selv). Jeg er derfor både et objekt og et subjekt. Problemet er dog, at viljen er a priori og derfor ikke bundet op på bestemte mål, hvorfor mennesket altid vil noget nyt, selv når det har opnået et tidligere mål.(13) Derfor er tilværelsen for Schopenhauer grundlæggende fyldt med lidelser, idet enhver glæde kun er midlertidig, da man hurtigt sætter sig nye mål. Raskolnikov har samme pessimistiske syn på tilværelsen. Han ”[…] knælede for al den menneskelige liden […]”,(14) mens Schopenhauer skriver, at ”Han [det retfærdige blik] ser det undertrykte menneske slæbe sig igennem et liv fuldt af lidelser til den bitre ende uden at der dukker en hævner eller gengælder op.”(15) Begge kan de se, at mennesket lider, og begge leder de forgæves efter retfærdighed. Særlig hårdt har de ’udvalgte’ det, eftersom de har en særlig ind-sigt i tilværelsen. Denne overmennesketanke ses også hos Raskolnikov. Søsteren er lidende ud fra et småborgerligt standpunkt, idet hun bliver forfulgt af en elsker, mens hun selv elsker den ’forkerte’ og ender hos den ’rigtige’. Moren lider på sine børns vegne, altså empatisk. Kendetegnende for dem begge er, at de blot ønsker et såkaldt almindeligt, lykkeligt liv. Raskolnikov derimod lider eksistentielt: Er han ’ualmindelig’, og hvis ikke kan han så holde livet ud? Den lidende søn har en forestilling om en større mening med tilværelsen samtidig med, han er klar over, han måske ikke kan opfylde målet. Forestillingen om at kunne overvinde Guds forbud mod mord(16) ud fra en utilitaristisk tankegang kan ikke omsættes i praksis. Derfor må Raskolnikov lide. Raskolnikovs løsningsforslag over for ligner det, Schopenhauer kommer med i sit værk Verden som Vilje og Forestilling. Viljen kan nemlig overvindes ved at tage lidelsen på sig eller leve i askese. Denne overvindelse ser Schopenhauer

12: Schopen-hauer, 69, 2009

13: Schopen-hauer, 460,

2009

14: Dos-tojevskij, del 2,

57, 1966

15: Schopen-hauer, 518,

2009

16: Det femte bud i De Ti

Bud fra Anden Mosebog

13

konkretiseret ved Goethes (1749-1832) Gretchen fra Faust (1808/1828-9) og Frans af Assisi (1181-1226), men kan også bruges på Raskolnikov. Som nævnt udstår han sin straf og vender tilbage til menneskeheden, hvilket betyder et stille liv med Sonja. Han er dog stadig kainsmærket, hvorfor han må tage lidelsen på sig og leve, selvom han er morder og har syndet mod menneskeheden. Han skal således tage lidelsen på sig som Gretchen, der slår sit barn ihjel, og leve som Frans af Assisi, som afstår verdslig nydelse, for derigennem at blive genfødt som en anden Lazarus. Som der er tilføjet i tidsskrifts-, men fjernet fra den første ro-manudgave: ”Da vil Gud igjen sende deg livet og oppvekke deg. Han oppvekket jo Lazarus ved et under, også deg vil han oppvekke. Går du?” (17) På den måde kan han både overvinde viljen, han har til at sætte sig (overmenneskelige) mål og komme videre efter at have forsøgt. Både Dostojevskij og Schopenhauer har et kristent livssyn, som Nietzsche ikke deler. Derfor er en læsning af Forbrydelse og Straf igennem Schopenhauers filosofi mere oplagt end en nietzscheansk ditto, da Schopenhauer og Dostojevskij deler et grundlæggende livssyn. Det kommer til udtryk i Lazarus-myten og det handlingsorienterede. Der er i ovenstående forsøgt at sandsynliggøre en læsning af Schopen-hauer i forbindelse med Dostojevskijs Raskolnikov fra Forbrydelse og Straf på bekostning af Nietzsche, der ofte er blevet brugt. Det betyder ikke, at Nietzsche ikke er interessant i denne sammenhæng. Han kan blot ikke ses som direkte inspirationskilde, hvorfor han snarere må ses som en, der spidsformulerer eller radikaliserer en værdisammenbrydende tidsånd. Schopenhauer og Dos-tojevskij/Raskolnikov derimod deler begge en kristen frelse, en grundlæggende livspessimisme og er optagede af en overmennesketankegang. Flere ligheder kunne nævnes, inklusiv handlingsetik, og forskelle i langt højere grad uddybes, herunder de forskellige syn på overmennesket.

Dostojevskij - ikke Nietzsche, m

en Schopenhauer

17: Krag, 162-3, 1962

RESO

NAN

S #

2

14

Dostojevskij, Fjodor (1966) [1865-66], Rodion Raskolnikov – del 1, København, Gyldendal.

Oversat af Ejnar Thomassen.

Dostojevskij, Fjodor (1966) [1865-66], Rodion Raskolnikov – del 2, København, Gyldendal.

Oversat af og med epilog af Ejnar Thomassen.

Flere forfattere, Bibelen (382/397) [1992], første udgave, første oplag, Det Danske Bibelsel-

skab.

Hansen, Knud (2005) [1973], Dostojevskij, 3. udgave, København, Gyldendal.

Kjetsaa, Geir (1986) [1985], Fjodor Dostojevskij – et digterliv, Gyldendal Norsk Forlag.

Krag, Erik (1962), Dostojevskij, Oslo, Gyldendal Norsk Forlag

Nietzsche, Friedrich (1998) [1894], Antikrist – Forbandelse over kristendommen, 3. udgave,

1. oplag, Danmark, Hans Reitzels Forlag. Indledt og oversat af Arne Helligsøe.

Nietzsche, Friedrich (1972) [1883-5], Således Talte Zarathustra – En bog for alle og for ingen,

Jespersen og Pios Forlag. Oversat af Louis v. Kohl.

Schopenhauer, Arthur (2009) [1844], Verden som Vilje og Forestilling, 3. oplag, København,

Gyldendal. Oversættelse, indledning og noter ved Søren R. Fauth.

15

Dostojevskij - ikke Nietzsche, m

en Schopenhauer

RESO

NAN

S #

2

16

Captain America kæmpede imod Nazi-Tyskland. Iron Man gav en hånd med un-der den kolde krig. Amerikanske superhelte har til alle tider haft USA’s aktuelle fjender som deres egne personlige fjender, hvilket også er tilfældet i Frank Mill-ers Holy Terror fra 2011. Helten ”The Fixer” bekæmper heri Al-Qaeda terroris-ter med hårde metoder, efter terroristerne har angrebet Empire City, America. Tegneseriens format er det samme som Millers 300, og volden er ligeså eksplicit. Den gennemgående reaktion på Frank Millers projekt gennem 10 år, som det ses på en række amerikanske blogs om tegneserier og diverse anmeldelser her-hjemme, har været at kalde tegneserien for fascistisk, hadsk og afskyelig i dens fremstilling af muslimer. Miller selv har ikke holdt sig tilbage fra at kalde Holy Terror for ren propaganda. Han har givet udtryk for, at indignationen og vreden efter terrorhandlingerne den 11. september og den efterfølgende krig mod ter-ror har været drivkraften i hans arbejde. Det mest opsigtsvækkende i den gængse kritik af Holy Terror er fremstillingen af værket som værende et hadeskrift mod muslimer. Denne fremstilling finder jeg dog problematisk, hvis man forholder sig til krigsfremstillingen i værket. Jeg vil her tage udgangspunkt i Carl Schmitts Det politiskes begreb fra 1932

Terror, traume &tegneserier

af MORTEN BRUUN

for at beskrive krigsfremstillingen i Holy Terror. Ifølge Schmitt er sondringen mellem ven og fjende grundlæggende for, hvad han betegner som det politiske. Den politiske sondring mellem ven og fjende fører til en opfattelse af krigen som mulighed, hvor fjendskabet realiseres i en fysisk kamp. Det er vigtigt at un-derstrege, at krigen ifølge Schmitt kun kan være politisk og aldrig religiøs eller moralsk, idet krigen mellem fjender altid vil gøre eksempelvis det religiøse mo-tiv til et politisk motiv. Omvendt kan en kriminalisering af fjenden, det vil sige en beskrivelse af fjenden som juridisk eller moralsk forkastelig, underminere forestillingen om krig i det hele taget, idet sondringen mellem ven og fjende da går på det moralske frem for det politiske. Kritiske anmeldere, som eksempelvis Comicsalliance.com’s anmelder, har benægtet, at det er Al-Qaeda, der er ”The Fixers” fjende. I stedet mener mange anmeldere, at det er muslimer i det hele taget, der bliver gjort til mål for ”The Fixers” vrede. Muslimerne bliver, ifølge anmelderne, fremstillet som middela-lderlige og de fokuserer på ”The Fixers” nydelse ved at udslette terroristerne. For at bruge Carl Schmitts termer, mener anmelderne, at det er religiøse mo-tiver, der driver både terroristerne og ”The Fixer”. Denne sondring mellem to religiøse fjender passer dog ikke sammen med fremstillingen af krigen i Holy Terror. ”The Fixer” anerkender netop situationens alvor og finder ro og hvile i at vide, at han er i krig. I bedste superheltestil beslutter han sig for at bekæmpe den udefrakommende trussel med alle midler. De islamistiske terrorister, der angriber byen, er den fysiske fjende som ”The Fixer” bekæmper. Det er denne politiske sondring mellem ven og fjende, jeg mener finder sted i Holy Terror. Fjenden kriminaliseres ikke i Holy Terror, men anerkendes netop som den poli-tiske modstander. Holy Terror fremstiller ikke blot en krig mellem ”The Fixer” og de islamistiske terrorister, men forholder sig også til selve terrorhandlingerne, som værket ud-springer af. På værkets sidste side hjemsøges politibetjenten Dan Donegal af terror, med en klar hentydning til terrorhandlingerne den 11. september: ”Six weeks since the air went soggy-ash thick. Since warplanes pinned the city down, flying so low they rattled the windows and cracked the ceiling plaster”. Terro-ren fortsætter, selvom terroristerne er tilintetgjort af “The Fixer”. Der er mere på spil i Holy Terror end blot en fremstilling af terrorister som en flok ynkelige muslimer. Det er mit bud, at Frank Miller på den sidste side giver udtryk for sin frustration over terrorens væsen, og hvordan den enkelte forhindres i at for-holde sig til traumet efter terrorhandlingerne.

17

Captain America kæmpede imod Nazi-Tyskland. Iron Man gav en hånd med un-der den kolde krig. Amerikanske superhelte har til alle tider haft USA’s aktuelle fjender som deres egne personlige fjender, hvilket også er tilfældet i Frank Mill-ers Holy Terror fra 2011. Helten ”The Fixer” bekæmper heri Al-Qaeda terroris-ter med hårde metoder, efter terroristerne har angrebet Empire City, America. Tegneseriens format er det samme som Millers 300, og volden er ligeså eksplicit. Den gennemgående reaktion på Frank Millers projekt gennem 10 år, som det ses på en række amerikanske blogs om tegneserier og diverse anmeldelser her-hjemme, har været at kalde tegneserien for fascistisk, hadsk og afskyelig i dens fremstilling af muslimer. Miller selv har ikke holdt sig tilbage fra at kalde Holy Terror for ren propaganda. Han har givet udtryk for, at indignationen og vreden efter terrorhandlingerne den 11. september og den efterfølgende krig mod ter-ror har været drivkraften i hans arbejde. Det mest opsigtsvækkende i den gængse kritik af Holy Terror er fremstillingen af værket som værende et hadeskrift mod muslimer. Denne fremstilling finder jeg dog problematisk, hvis man forholder sig til krigsfremstillingen i værket. Jeg vil her tage udgangspunkt i Carl Schmitts Det politiskes begreb fra 1932

Terror, traume &tegneserier

af MORTEN BRUUN

for at beskrive krigsfremstillingen i Holy Terror. Ifølge Schmitt er sondringen mellem ven og fjende grundlæggende for, hvad han betegner som det politiske. Den politiske sondring mellem ven og fjende fører til en opfattelse af krigen som mulighed, hvor fjendskabet realiseres i en fysisk kamp. Det er vigtigt at un-derstrege, at krigen ifølge Schmitt kun kan være politisk og aldrig religiøs eller moralsk, idet krigen mellem fjender altid vil gøre eksempelvis det religiøse mo-tiv til et politisk motiv. Omvendt kan en kriminalisering af fjenden, det vil sige en beskrivelse af fjenden som juridisk eller moralsk forkastelig, underminere forestillingen om krig i det hele taget, idet sondringen mellem ven og fjende da går på det moralske frem for det politiske. Kritiske anmeldere, som eksempelvis Comicsalliance.com’s anmelder, har benægtet, at det er Al-Qaeda, der er ”The Fixers” fjende. I stedet mener mange anmeldere, at det er muslimer i det hele taget, der bliver gjort til mål for ”The Fixers” vrede. Muslimerne bliver, ifølge anmelderne, fremstillet som middela-lderlige og de fokuserer på ”The Fixers” nydelse ved at udslette terroristerne. For at bruge Carl Schmitts termer, mener anmelderne, at det er religiøse mo-tiver, der driver både terroristerne og ”The Fixer”. Denne sondring mellem to religiøse fjender passer dog ikke sammen med fremstillingen af krigen i Holy Terror. ”The Fixer” anerkender netop situationens alvor og finder ro og hvile i at vide, at han er i krig. I bedste superheltestil beslutter han sig for at bekæmpe den udefrakommende trussel med alle midler. De islamistiske terrorister, der angriber byen, er den fysiske fjende som ”The Fixer” bekæmper. Det er denne politiske sondring mellem ven og fjende, jeg mener finder sted i Holy Terror. Fjenden kriminaliseres ikke i Holy Terror, men anerkendes netop som den poli-tiske modstander. Holy Terror fremstiller ikke blot en krig mellem ”The Fixer” og de islamistiske terrorister, men forholder sig også til selve terrorhandlingerne, som værket ud-springer af. På værkets sidste side hjemsøges politibetjenten Dan Donegal af terror, med en klar hentydning til terrorhandlingerne den 11. september: ”Six weeks since the air went soggy-ash thick. Since warplanes pinned the city down, flying so low they rattled the windows and cracked the ceiling plaster”. Terro-ren fortsætter, selvom terroristerne er tilintetgjort af “The Fixer”. Der er mere på spil i Holy Terror end blot en fremstilling af terrorister som en flok ynkelige muslimer. Det er mit bud, at Frank Miller på den sidste side giver udtryk for sin frustration over terrorens væsen, og hvordan den enkelte forhindres i at for-holde sig til traumet efter terrorhandlingerne.

Terror, traume & tegneserier

RESO

NAN

S #

2

18

Frank Miller har i antologien 9-11: Artists Respond, som er en samling af en ræk-ke tegneres reaktion på 9/11, også forsøgt at sætte ord og billeder på sine reak-tioner på terrorhandlingerne. Hans budskab står knivskarpt: ”I’m sick of flags. I’m sick of God. I’ve seen the power of faith”. Miller refererer her særligt til den måde, medierne og myndighederne behandlede angrebene på, hvor de i report-agen af dem klamrede sig til patriotisme og den kristne tro. Ifølge Miller for-fladiger myndighederne derved den enkeltes oplevelse. Millers pointe er, at de symboler, der blev brugt for at mindes 9/11, er de selvsamme som terroristerne blev ledt af. Miller finder det afskyeligt, at myndighederne på den måde benytter begivenhederne til deres egen vinding. Ifølge Miller burde der i stedet være tale om vigtigheden i at betragte sorgen bagefter som dybt personlig.

Skildringen af magtesløsheden og traumet, der følger med, er karakteristisk for nogle af de fremstillinger, der forholder sig til begivenhederne ved 9/11. Art Spiegelmans In the shadow of no towers berører således også traumer i forbin-delse med terrorhandlingerne, og kritiserer samtidigt de amerikanske magtha-veres indflydelse på forholdet mellem individet og den historiske begivenhed. In the shadow of no towers udkom som en føljeton i den tyske avis Die Zeit i tidsrummet 2002 til 2004. I alt består tegneserien af 10 sider samt Spiegelmans forord ”The sky is falling”, hvori han beskriver nogle af sine bevæggrunde for at arbejde på dette værk. Spiegelman oplevede selv terrorangrebet på nært hold, og han oplevede det som vanskeligt bagefter at sætte sine egne beskrivelser på, hvad der egentlig skete, fordi myndighederne kort efter brugte terrorangrebene i deres bestræbelser på at føre krig. Som Jacob Lund gør opmærksom på i sin ar-tikel ”Sorg før erindring”, blev terrorangrebene også knyttet til erindring førend der havde fundet en egentlig sorg over tabene sted. Eksempelvis blev der kort efter 9/11 igangsat en konkurrence om, hvordan mindesmærket skulle se ud. De chokerende billeder og oplevelser fik aldrig tid til at bundfælde sig, før myn-dighederne overtog dem. In the shadow of no towers fremstiller magthavernes svigt overfor ofrene og befolkningen, sat op af Spiegelman som en terrorisering fra begge parter: ”Equally terrorized by Al-Quada and by his own government…”. Befolkningen blev taget som gidsler under Bush-administrationens krig mod terror. Jacob Lund har i sin artikel bragt én af George W. Bushs reaktioner mod terroristerne, der kan sætte Holy Terrors krigsfremstilling i perspektiv:

”I see things this way: The people who did this act on America, and who may be plan-

19

ning further acts, are evil people. They don’t represent an ideology, they don’t represent a

legitimate political group of people. They’re flat evil. […] And as a nation of good folks, we’re

going to hunt them down, and we’re going to find them, and we will bring them to justice.”

(Lund 2011: 69).

Muligvis er det ikke gået op for de anmeldere, der kalder Holy Terror for islam-fjendsk, at virkeligheden i dette tilfælde overgår fiktionen. Bush sætter en mor-alsk sondring op imellem de gode og de onde, og underkender dermed fjenden ved at kriminalisere den. Denne måde at stille tingene op på er problematisk, hvis man skal følge Carl Schmitts begreber, for en politisk enhed kan kun føre krig mod en anden politisk enhed. USA’s politiske enhed kan ikke findes i be-folkningen, men kun i militæret. Befolkningen er ladt tilbage uden at kunne for-holde sig rigtigt til terrorhandlingerne, da disse benyttes i USA’s krigsmaskine mod andre lande. Terroristerne er i Bushs fremstilling ikke andet end onde, og derfor kvalificerer de sig ikke som en fjende af hele folket. For Spiegelman er der ikke kun tale om, at krigen mod terror har forfærdelige menneske tab til følge men samtidigt også, at det personlige traume bliver umuligt at relatere til den historiske begivenhed. In the shadow of no towers er på én gang både politisk og personlig. Ifølge Spiegelman gør den amerikanske regering vold på traumet, idet den frarøver den enkelte muligheden for at forholde sig uspoleret til tragedien ved at bruge begivenheden som anledning til krig. Den enkelte kan ikke tillægge sin egen be-tydning til begivenhederne, da disse allerede er befængt med patriotisme, re-ligion og krig. På den måde er In the shadows of no towers et politisk værk, der fremstiller en kritik, af den måde terrorangrebene er blevet brugt på af magth-averne. 9/11 blev gjort til et ikonisk fænomen på linje med vendingen ”så kom krigen”, og det blev derved gjort til et redskab, der kan bruges af myndighederne til at vise, hvad terror er. Men det er en abnorm begivenhed, der normaliseres. Jacob Lund påpeger i sin artikel, at 9/11 på én gang betegner både hændelserne som en global mediebegivenhed og en konkret begivenhed, hvor den personlige oplevelse måtte vige for den globale. Selvom fænomenet 9/11 blev en del af hverdagssproget, afholdes individet stadig fra at forholde sig personligt til be-givenhederne. Det er en kritik af denne måde at bearbejde terrorhandlingerne på, der er på spil i Spiegelmans In the shadows of no towers og Millers respons på 9/11.

Terror, traume & tegneserier

RESO

NAN

S #

2

20

Miller, Frank: Holy Terror, Burbank: Legendary Comics, 2011.

Schmitt, Carl: Det politiske begreb, København: Hans Reitzels forlag A/S, 1992. (udkom

1932)

Spiegelman, Art: In the shadow of no towers, New York: Pantheon Books, 2004.

Lund, Jacob: ”Sorg før erindring” in Passage - tidsskrift for litteratur og kritik, 0, feb. 2011.

Tilgængelig: <http://ojs.statsbiblioteket.dk/index.php/passage/article/view/4118>. Åb-

net, dato: 11 jun. 2012. (udkom første gang 2008).

Comicsalliance.com’s anmeldelse af Holy Terror: http://www.comicsalliance.

com/2011/09/26/frank-millers-holy-terror-review/

21

Terror, traume & tegneserier

RESO

NAN

S #

2

22

Fundamentet for overhovedet at kunne beskæftige sig med litteratur findes i det allerede tilegnede sprog, men hvordan foregår denne sprogtilegnelse? Spørgsmålet udgår fra det omfattende og tværfaglige felt psykolingvis-tik, der blandt andet indordner faglig viden fra videnskaber som biologi, lingvistik, neurovidenskab og antropologi. Der er selvsagt tale om et kom-plekst og mangfoldigt forskningsfelt, hvorfor jeg i det følgende vil fokusere på et af feltets mere omdiskuterede områder, nemlig fænomenet Child-Directed Speech (CDS) og dennes rolle i forhold til børns tidlige sprogti-legnelse.

Forestil dig følgende situation: Du har et spædbarn/et yngre barn foran dig og vil tale med det. Hvad gør du? Givetvis ville mange automatisk rette stemmen til at passe til den bestemte kommunikationssituation, hvilket som regel resulterer i en klar, simpel og ukompliceret tale rettet mod barnet. Dette specielle talereg-ister, som voksne (og ældre børn) benytter sig af, når de taler med yngre børn, benævnes Child-Directed Speech (CDS), hvilket indicerer en tale med grammatisk

Child-Directed Speech i forhold til børns sprogtilegnelse

af DANNY TRANG

23

korrekte ytringer rettet imod sprogtilegnende børn (Saxton 2009: 62-63). Der er altså ikke tale om ustrukturerede, tilfældige ytringer, men bevidst udsagte ytringer med bestemte syntaktiske og prosodiske træk. Auditivt befinder talen sig på et relativt højt toneleje, er mere overdreven i intonation (stemmens melo-diske stigning og fald)(1) og langsommere i tempo end modsætningen til CDS; Adult-Directed Speech (ADS), der af Newport et al. (1977: 111) – efter Chomsky (1969: 31) – karakteriseres som et arbitrært, uorganiseret udpluk af sætninger, der er delvist ”degenereret”, dvs. indeholder talemæssige gener, fx mumlen og ugrammatiske sætninger. ADS kan dog bruges til at udforme et ubegrænset antal (abstrakte) koncepter, løsrevet fra det umiddelbart sanselige. Et sådant abstrak-tionsniveau findes ikke i børns tidlige sprog (Tomasello 2000: 67-68), grundet den ufærdige kognitive udvikling, hvorfor CDS med dens mange modifikationer i forhold til ADS synes at fungere som en hjælp til børns tidlige sprogtilegnelse. Skønt ovenstående bygger på det talte sprog, involverer sprogtilegnelsesproces-sen også det skrevne sprog (ofte i kombination med det talte, fx ved oplæsning af litteratur), hvor et eksempel er den udprægede brug af en art CDS i Halfdans ABC (1967) af Halfdan Rasmussen, mens langt de fleste (yngre) børn (og nogle voksne!) næppe ville kunne forstå digte af Morti Vizki.

CDS i forhold til børns tidlige sprogtilegnelseBørns tidlige sprogtilegnelse er kompleks. Derfor har det været (og er det stadig) et omdiskuteret emne, om CDS reelt har en virkning, da mange faktorer – interne og eksterne – indvirker på dette område. Kompleksiteten i sprogtilegnelsen ses i CDS’ forbindelser til andre kognitive og lingvistiske områder som kategoriser-ing og joint attention (delt opmærksomhed)(2), hvilket vidner om, at CDS mu-ligvis bedst forstås som multifacetteret. CDS defineres bredt, da den i grunden beskriver enhver specifik form for tale rettet imod børn, hvor den pædagogisk-sproglige hjælp fungerer som støtte til børns sprogtilegnelse. Lieven (1994: 72) ræsonnerer dog, at CDS ikke er essentiel for sprogtilegnelsen, da børn uden CDS kan tilegne sig sprog på andre måder. I stedet for en påvirkning af CDS, synes etableringen af kommunikation mellem barn og voksen at være central, hvor barnet får indoptaget sproglige påvirkninger andetstedsfra; Tilstedeværelsen af lingvistisk input er nødvendigt for børns sprogtilegnelse, hvilket logisk set er gældende: Påvirkes et barn aldrig af et sprog, vil det ikke kunne tilegne sig et. Men før børn kan tilegne sig sprog, benytter de sig af ikke-lingvistisk kommu-nikation. Disse før-sproglige børn er typisk under 18 måneder gamle, hvor der sker en stor stigning i antallet af tilegnede ord (Harley 2010: 50; Kuhl 2010: 716).

Child-Directed Speech i forhold til børns sprogtilegnelse

1: Ifølge Crut-tenden (1994: 140) er den stigende intona-tion i CDS en ”åben” invita-tion til interak-tion, hvorfor voksne primært bruger denne intonation, når de taler til børn. Studier (Crut-tenden 1994: 142-143) har vist, at børn grundet proso-diske træk i CDS foretrækker denne frem for ADS.

2: Joint atten-tion henviser til evnen at kunne følge andres blik og gestus, idet en fælles refer-enceramme deles mellem de involverede parter. Et ek-sempel kunne være en voksen, som med sit blik dirigerer et barns opmærk-somhed mod en genstand, hvilket bliver den fælles reference, der deles mellem den voksne og barnet.

RESO

NAN

S #

2

24

Gestik er mediet, som anvendes i ikke-lingvistisk kommunikation, og Tomasello (2008: 61) forklarer, at menneskelig gestik kommunikativt kan ses som funda-ment for konventionaliserede sprog, hvorfor børn muligvis kan drage nytte af de kognitive processer, som en intentionel gestikulation medfører. Talmy Givón forklarer, at barnet kommer til verden med et kommunikativt behov, men til at starte med kun har gestik til fælles med den voksne, og det er via den, at inten-tioner kan formidles(Bishop 1997: 198). Tomasello (2008: 72-73) taler (med John Searle som støtte) om en shared intentionality (delt intentionalitet) mel-lem parter, der kommunikerer; at en samarbejdsmodel gælder for parterne, der socialt bliver et ”vi”. Common ground (fælles forståelse) er i forbindelse med og etableres af joint attention, der henviser til perceptuelt tilstedeværende objek-ter; en vigtig kognitiv variabel ses i det faktum, at børn med tiden, ifølge Jean Piaget, tilegner sig konceptet om objektpermanens; Bevidstheden om objekters vedvarende eksistens uden for det umiddelbart sanselige (Harley 2010: 56). Voksne fastholder via joint attention børns opmærksomhed, som dirigeres an-detsteds. Resultatet af dette ”vi” er en positiv korrelation mellem joint attention i den diskursive relation ”voksen-barn” og videre udvikling i børns vokabular og syntaks (Saxton 2009: 64). CDS med joint attention medfører den voksnes ref-erentielle dirigering via gestus og betegnende ord hen imod isolerede objekter og handlinger, hvilket kan fremme sprogtilegnelse i form af vokabularudvikling. I så fald fører det til begyndelsen på syntaktisk kompetence, der typisk starter, når barnet bliver 36 måneder gammelt (Harley 2010: 50).

Kategoriske aspekterI forhold til kategorisering kan CDS forstås som supplerende, da den antageligt medfører en mere effektiv tilegnelse af kategorier hos børn. Dette gælder også for sprogtilegnelsen, da sproget er et grundlag for kategorisering; da objekter og begivenheder er indordnede i kategorier, fungerer sproget som det system, der henviser til de konstituenter, der findes i verden. Kategorisering indebærer en strukturering af verden i kategorier, hvis medlemmer behandles ækvivalent, men skelnes fra hinanden. Kategorisering er vigtig, da den for levende væsner antages at være ”en af de mest basale funktioner” (Mervis & Rosch 1981: 89, min oversættelse). CDS bliver herved et vigtigt middel til at tilegne sig kategorier og dermed også sprog, da den er med til at gøre eksistensen af kategorier forståe-lige for sprogtilegnende børn. Clark (2009: 237) viser et eksempel fra databasen CHILDES:

25

”Barn ([…] ser på et billede af en ugle […]): and and.

Mor: ja disse er fugle. (ser på billedet) disse kaldes ugler. (peger på billedet) ugler, det er deres

navn. ugler. (ser på barn)

Barn: fugle.

Mor: og ved du hvad uglen siger? (peger igen på billedet) Uglen siger ”hoo, hoo.”

Barn: ugle.

Mor: det er hvad uglen siger.

Barn: hoo.

Mor: det er rigtigt.”

(min oversættelse).

I eksemplet ses det, hvordan barnet tilegner sig det nye ord ”ugle” ved, at moren retter på barnets fejl, ”and”, hvorefter barnet indordner det nye ord i en nyligt ti-legnet kategori, ”fugle”. Eksemplet følger Clarks’ (2009: 236) beskrivelse af fixed frames, der benyttes, når et nyt ord (eller en kategori) introduceres for barnet. Disse rammer er blandt de almene: ”Den/det/de/disse er X”, og ”Den/det/de/disse kaldes X”. Begge benytter moren sig af i sin første ytring, og på foranledn-ing af barnet, følger moren en almen tendens; at nye, eksplicit introducerede ord oftest er navneord (jf. ”ugle” og ”fugle”), mens andre ordklasser oftest in-troduceres implicit – voksne tillægger dog generelt nye ord information, for at børn kan skelne mellem dem og fastslå deres indbyrdes relationer (Clarks 2009: 238). I eksemplet ovenfor benyttes joint attention, da barn og mor ser på det samme objekt, hvilket medfører en etablering af shared intentionality og com-mon ground, idet begge parter indskriver sig i en kontekstuel relation. Gestik tages også i brug via pegning (deiktisk gestikulation), der er den mest funda-mentale type af menneskelig, opmærksomhedsdirigerende gestus (Tomasello 2008: 62). Denne ledsages af CDS, som benyttes i form af afgrænset og simplifi-ceret tale (ingen komplekse sætninger). Repetitioner forekommer ved, at moren nævner det nye ord, ”ugle”, seks gange over for barnet, hvilket sker af hensyn til tilegnelsen af det nye ord og den nye kategori, som ordet hører til, men også for at stadfæste relationen til det gamle ord, ”and”. Barnet må deducere, at der er forskel på en and og en ugle, skønt disse befinder sig i samme kategori, og at for-skellen på de to ligger i den lyd, som uglen frembringer (”hoo”), hvorfor andens lyd må afvige fra denne (Clark 2009: 237-238). Deduktionen foregår ubesværet grundet morens brug af CDS; Hun følger bestandigt op på barnets ytringer og sikrer sig, at barnet ved, hvad det nye ord refererer til samt dets relation til an-dre ord og kategorier.

Child-Directed Speech i forhold til børns sprogtilegnelse

RESO

NAN

S #

2

26

Syntaktiske aspekter og korrigerende inputHvor den voksnes brug af repetition hjælper på tilegnelse af ord, benyttes der i CDS flere segmenter for at lette på den syntaktiske tilegnelse hos børn. Et af disse er brugen af negativ evidens. Hyppigheden af negative input fra voksne udgør ifølge Clark (2009: 241-242) en signifikant stor del i forbindelse med børns fej-lytringer, hvor voksne i mindre grad benytter sig af replays (gentagelser) af kon-ventionaliserede ytringer (Clark 2009: 242). Nødvendigheden af negativ evidens findes i dens inputkorrigerende funktion, hvor der ved børns grammatiske fejl følges op fra den voksnes side med det korrekte alternativ (Saxton 2009: 66). Her er et eksempel på en voksens korrektion (Saxton 2009: 66):

”Barn: Jeg tænkede det med min hjerne.

Voksen: Jeg tænkte på det […]”

(min oversættelse)

Barnets forkerte bøjning af ”tænke” følges op af den voksnes konventionelt kor-rekte bøjning af verbet, hvortil barnet må udlede, at det korrigerende input er at foretrække. En anden form for korrigerende input er negativ feedback med eksempel fra Saxton (2009: 67):

”Barn: Riddere har hest, det [har] de.

Voksen: De [har] hvad?”

(min oversættelse)

Negativ feedback beror på barnets uddybning af sin ytring, hvilket medfører, at barnet ideelt set retter fokus mod den syntaktiske struktur i sætningen (man-glen på pluralis i ”hest”), hvilket vil forårsage en alternativ formulering fra bar-nets side (Saxton 2009: 68). CDS kan i tilknytning til den stigende syntaktiske tilegnelse ses som et mellemled fra gestik til ADS. CDS er ikke afgrænset, da graden af negative input (Clark 2009: 241) og brug af CDS (Saxton 2009: 68-69) falder, jo ældre barnet er. Det sker som konsekvens af barnets kognitive ud-vikling og stigende tilegnelse af sprogets mange konstituenter, hvorfor det be-standigt bliver nødvendigt for den voksne at justere sin tale i forhold til det givne sproglige niveau, barnet besidder. Da barnet udvikler sig kognitivt og sprogligt med alderen, bliver det efterhånden mindre nødvendigt med CDS, der gradvist erstattes med ADS.

27

Biolingvistiske aspekterBørns tidlige tilegnelse af ikke-lingvistiske, intentionelle afkodningsegenskaber er forudsætningen for senere lingvistisk tilegnelse af ytringen som interager-ende mulighed for (via sproget) at formulere intentioner til andre. En biologisk forudsætning for dette ligger evolutionært i menneskets adskillelse fra beslægt-ede primater, og der er via fossile kilder påvist en fremkomst af moderne adfærd hos Homo sapiens for ca. 50.000 år siden, ligesom den artikulatoriske struktur hos mennesket ikke siden den tid har ændret sig (Harley 2010: 15-16). Dette peger på, at den signifikante ændring af denne struktur har medført en udvikling af sprog, hvis konsekvenser har medført mere kompleks kommunikation og ab-straktion, som kan have katalyseret kulturel og teknologisk udvikling. Neurop-sykologisk set har førnævnte fremkomst medført en udpræget lateralisering (funktioners tilknytning til den ene eller anden hjernehalvdel) af sprog og an-dre kognitive funktioner, hvor venstre hjernehalvdel i udpræget grad varetager semantiske, grammatiske og syntaktiske processer, mens højre hjernehalvdel primært varetager prosodiske og ikke-verbale aspekter af sproget samt rumlige egenskaber (Purves et al. 2008: 539). Purves et al. (2008: 540) når frem til, at det kræver begge hjernehalvdele for at kommunikere fuldstændigt med sprog. I forhold til sprogtilegnelse har Chomsky (1969: 32-33, 56) fremsat påstanden om et medfødt sprogtilegnelsesapparat (Language Acquisition Device) i hjernen, som gør det muligt for børn at tilegne sig sprog via konceptet om generativ grammatik (Chomsky 1969: 8-9), der forklarer menneskers viden eller tanker om et bestemt sprog, og igennem disse kan forudsige dannelsen af syntaktiske sætninger via regler. Dette leder hen imod Chomskys (1969: 6, 56) begreb om universalgrammatik; at lingvistiske egenskaber gælder almenmenneskeligt og ligger indlejret i hjernen. Det er dog usandsynligt, at sprogtilegnelsen udeluk-kende skulle være afhængig af biologisk funderede mekanismer. Teorien om de medfødte abstrakte systemer synes uholdbar, da den bygger på antagelsen om fraværet af både negativ evidens (da præmissen er, at sprog ikke kan tilegnes via positiv evidens alene) og pædagogiske opfølgninger/instruktioner fra vok-sne. Aspekter som netop ses markant i CDS (Sokolov & Snow 1994: 46-47). Det er svært at afgøre, hvor meget CDS reelt fylder i den tidlige sprogtilegnelse hos børn. Det er altså ikke udelukket, at dele af Chomskys teorier kan have gyldighed, da det er påvist, at kun mennesket kan kommunikere via sprog, hvorfor det er nærliggende at tænke medfødte konstituenter ind i sprogtilegnelsen. En mere korrekt tilgang indebærer dog en inddragelse af både medfødte og miljømæs-sige faktorer, hvorfor behavioristiske aspekter ikke bør udelukkes, da børn som

Child-Directed Speech i forhold til børns sprogtilegnelse

RESO

NAN

S #

2

28

udgangspunkt er afhængige af lingvistiske input for at kunne tilegne sig sprog. Hertil er CDS det mest pædagogiske input, modificeret efter børns lingvistiske og kognitive stadie (Matychuk 2005: 312-313). CDS skal sandsynligvis ikke op-fattes som en absolut nødvendighed for børns tidlige sprogtilegnelse, men som en taleform, der fremmer denne tilegnelse. Som Saxton (2009: 71) skriver, er begrænset påvirkning af (den antydede) CDS, ”associeret med forsinkelser i sprogtilegnelse” (min oversættelse). Det vil sige, at en mangel på den antydede CDS korrelerer med en forsinkelse i sprogtilegnelse, hvilket kan bevirke spro-glige vanskeligheder. Men som Saxton (2009: 80) slår fast, er det – trods bred enighed om den fremmende effekt af CDS på sprogtilegnelsen – endnu uklart hvorvidt CDS er nødvendig for børns sprogtilegnelse.

Afsluttende bemærkningerDer er i forhold til forsøg med CDS også vanskeligheder forbundet hermed (Rich-ards 1994: 82-85), men her etableres typisk et skel mellem CDS og medfødte entiteter. Det foreslås af undertegnede, at CDS bedst forstås som multifacetteret på flere interagerende planer; CDS som havende forbindelser og korrelationer til andre områder af sprogtilegnelse og CDS som indgående i et multimodalt koncept, der forklarer sprogtilegnelsen ud fra en interaktiv variabilitetsmodel, multiple factors framework (Sokolov & Snow 1994: 51). Modellen indordner flere aspekter af sproget, og ubekendte variabler indordnes for at tage højde for de mulige variationer, som kan finde sted i forbindelse med sprogtilegnelse. Modellen gør det muligt at forklare et udsnit af kompleksiteten om børns tidlige sprogtilegnelse, da den betoner den varierende grad af tilegnelse mellem indi-vider interaktivt: Ingen af variablerne udelades, da de fremkommer i varierende grad, afhængig af opvækst (miljø), hvilket er kulturelt og ideologisk bestemt (Lieven 1994: 65). CDS varierer signifikant tværkulturelt (Lieven 1994: 58-59) og synes umiddelbart at indeholde den største variabilitet i modellen, men også de andre variabler er afgørende for sprogtilegnelsen, og det er muligvis interak-tivt, at CDS bedst kan forstås i forhold til børns tidlige sprogtilegnelse - som en fremmende del af denne sprogtilegnelse.

29

Bishop, Dorothy V. M.: Uncommon Understanding: Development and Disorders of Language

Comprehension in Children, Psychology Press: 1997

Chomsky, Noam: Aspects of the Theory of Syntax, MIT Press: 1969, 1965c

Clark, Eve V.: “What Shapes Children’s Language? Child-Directed Speech, Conventionality,

and the Process of Acquisition” i Gathercole, Virginia C. M. (red.): Routes to Language: Stud-

ies in Honor of Melissa Bowerman, Psychology Press: 2009, s. 233-254

Cruttenden, Alan: “Phonetic and prosodic aspects of Baby Talk” i Gallaway, Clare & Richards,

Brian J. (red.): Input and interaction in language acquisition, Cambridge University Press:

1994, s. 135-152

Harley, Trevor A.: Talking the Talk: Language, Psychology and Science, Psychology Press:

2010

Kuhl, Patricia K.: “Brain Mechanisms in Early Language Acquisition”, Neuron 67:2010, s.

713-727

Lieven, Elena V. M.: “Crosslinguistic and crosscultural aspects of language addressed to chil-

dren” i Gallaway, Clare & Richards, Brian J. (red.): Input and interaction in language acquisi-

tion, Cambridge University Press: 1994, s. 56-73

Matychuk, Paul:“The role of child-directed speech in language acquisition: a case study”,

Language Sciences:2005, s. 301-379

Mervis, Carolyn B. & Rosch, Eleanor: “Categorization of Natural Objects”,Annual Review of

Psychology 32: 1981, s. 89-115

Newport, E. L., Gleitman, H. & Gleitman, L. R.:“Mother, I’d rather do it myself: some effects

and non-effects of maternal speech style”i Snow, C. E. & Ferguson, C. A. (red.): Talking to

Children, Cambridge University Press: 1977, s. 109-149

Purves, D., Brannon, E. M., Cabeza, R., Huettel, S. A., LaBar, K. S., Platt, M. L. & Woldorff, M. G.:

Principles of Cognitive Neuroscience, Sinauer Associates Inc: 2008

Richards, Brian J.: “Child-directed speech and influences on language acquisition: method-

Child-Directed Speech i forhold til børns sprogtilegnelse

RESO

NAN

S #

2

30

ology and interpretation”i Gallaway, Clare & Richards, Brian J. (red.): Input and interaction in

language acquisition, Cambridge University Press: 1994, s. 74-106

Saxton, Matthew: “The inevitability of Child Directed Speech” i Foster-Cohen, Susan (red.):

Language Acquisition, Palgrave Macmillan: 2009, s. 62-86

Snow, Catherine E.: “Mothers’ Speech to Children Learning Language”, Child Development 43,

2: 1972, s. 549-565

Sokolov, J. L. & Snow, C. E.: “The Language of primary caregivers” i Gallaway, Clare & Rich-

ards, Brian J. (red.): Input and interaction in language acquisition, Cambridge University

Press: 1994, s. 38-55

Tomasello, Michael: Origins of Human Communication, MIT Press: 2008

Tomasello, Michael: “First steps toward a usage-based theory of language acquisition”, Cog-

nitive Linguistics 11 –½: 2000, s. 61-82

31

Child-Directed Speech i forhold til børns sprogtilegnelse

RESO

NAN

S #

2

32

Lugten af det profane drager og frastøder mig i mit ambivalente forhold til et virkeligt andet. Det andet som kommer mig alt for nært, men som jeg dog altid vil være afskåret fra. Jeg væmmes ved den allestedsnærværende stank af kål og sved i Dostojevskijs Skt. Petersborg. Jeg gyser ved Andrejévs angstprovokerende hængning af kroppe, eller ved Gogols umulige materialisering af døde sjæle. Bag hvert af disse antydede værker er en dobbeltkropslig konstellation – en skriv-ende og en læsende krop. Skriveprocessen og læsningen sker i et uomgænge-ligt fænomenologisk møde med værket. Men den litterære kropslighed i teksten lader sig ikke så let definere. Den kan hverken tilskrives den skrivende eller den læsende krop, men heller ikke helt afskæres fra dem. I teksten bliver krop-slighed problematisk, da skabelsen af en litterær krop sker gennem en form for diskursiv overskridelse af vores idé om kropslighed som sådan. I skriften kan der skabes en mental begrebslighedsforståelse hos læseren, men sat i forhold til vores kropsforståelse bliver en litterær kropslighed hurtigt paradoksal. Det er dette paradoks, som jeg vil forsøge at skrive mig ind i her. Min navle vender indad. Den begyndte som noget udadvendt, der skulle tilføje forstadiet til min næring, men for mig vender navlen indad, og det må jeg

Min navle vender indad– litterær kropslighed som paradoks

af RIKKE MALTESEN

nødvendigvis betragte som udgangspunkt. Nogle navler er lave, åbne fordyb-ninger, mens andre er dybe, krogede og en kilde til evigt forundrende opdagels-er. Fnuller af proportioner man ikke troede muligt, kan samle sig heri, eller der kan i bunden af denne dybe brønd samle sig en lille pyt, hvis udseende og lugt er mere intim end noget andet. Fordybninger er netop intime, ikke så meget af natur – omend disse huler er biologisk skjulte – men mere af kultur. Skammen over sit biologiske væsen er en gammel sang og stadig aktuel, men hvor vi gen-nem den seksuelle frigørelse i hvert fald har forsøgt at afmystificere kønsorgan-ernes hemmelighed, så er kroppens andre fordybninger intime på grænsende til det ikke eksisterende. Navlen… den klarer sig selv og er hemmelig for de fleste. Dog er den der i sin latente insisteren. Konfronteres jeg med disse intime fordybninger, så sætter det konnotationer i gang, som går langt ud over min egen krop. Kroppen som den fysiske afgrænsning, der skiller mig fra det andet, fra dig. Min hud er den membran, der aldrig i selv de mest intime møder over-skrides. Vores ønske om identifikation på trods af denne afgrænsethed, synes at katalysere overgangen fra en nonverbal kropsforståelse til en litterær, verba-liseret udlægning af det kropslige. Kroppen bliver på den måde et værktøj i en litterær diskurs. Den er udgangspunkt for min verdensanskuelse, og indebærer det, der er mig mest fremmed og mest velkendt. Lige så fundamental kroppen er, lige så problematisk er den verbale behandling af den. Sproget springer fra min mund. Den mund, som formes for at æde, grine eller formulere abstrakte ideer. Sprog og krop er ofte forbundet i et modsæt-ningsforhold, hvor det kropslige opfattes som noget ukontrollabelt og instinktivt overfor det bevidste og fornuftsbårne sprog. I litteraturen bliver forholdet para-doksalt. Når det kropslige konstrueres som tekst, så undermineres forståelsen af den som noget nonverbalt. Der er dog knudepunkter, hvor de to mødes, og et sådan er latteren. Latterudbruddet kan ses som en manifestering af noget, der foregår i spændingsfeltet mellem krop og sprog. Den kan afsløre det, der ellers ligger skjult bag tungebåndet. Latteren er krop i sin ukontrollerbare natur, men sprog i muligheden for en bevidst udøvelse af magt hos den, som ler. I Mikhail Bakhtins idé om det karnevaleske giver latteren magt til at om-vende den hierarkiske samfundsstruktur i profaneringen af samfundets øver-ste. For Wolfgang Kayser har latteren en mørkere og mere bitter side. Denne merbetydning taler i høj grad til den satiriske tone, som kendetegner den rus-siske realisme fra det 19. århundrede. Her synes det komisk groteske at være tæt forbundet med noget vemodigt følsomt. Forfattere som Gogol, Dostojevskij og Leonid kombinerer på hver deres måde en særegen tungsindighed med en

33

Lugten af det profane drager og frastøder mig i mit ambivalente forhold til et virkeligt andet. Det andet som kommer mig alt for nært, men som jeg dog altid vil være afskåret fra. Jeg væmmes ved den allestedsnærværende stank af kål og sved i Dostojevskijs Skt. Petersborg. Jeg gyser ved Andrejévs angstprovokerende hængning af kroppe, eller ved Gogols umulige materialisering af døde sjæle. Bag hvert af disse antydede værker er en dobbeltkropslig konstellation – en skriv-ende og en læsende krop. Skriveprocessen og læsningen sker i et uomgænge-ligt fænomenologisk møde med værket. Men den litterære kropslighed i teksten lader sig ikke så let definere. Den kan hverken tilskrives den skrivende eller den læsende krop, men heller ikke helt afskæres fra dem. I teksten bliver krop-slighed problematisk, da skabelsen af en litterær krop sker gennem en form for diskursiv overskridelse af vores idé om kropslighed som sådan. I skriften kan der skabes en mental begrebslighedsforståelse hos læseren, men sat i forhold til vores kropsforståelse bliver en litterær kropslighed hurtigt paradoksal. Det er dette paradoks, som jeg vil forsøge at skrive mig ind i her. Min navle vender indad. Den begyndte som noget udadvendt, der skulle tilføje forstadiet til min næring, men for mig vender navlen indad, og det må jeg

Min navle vender indad– litterær kropslighed som paradoks

af RIKKE MALTESEN

nødvendigvis betragte som udgangspunkt. Nogle navler er lave, åbne fordyb-ninger, mens andre er dybe, krogede og en kilde til evigt forundrende opdagels-er. Fnuller af proportioner man ikke troede muligt, kan samle sig heri, eller der kan i bunden af denne dybe brønd samle sig en lille pyt, hvis udseende og lugt er mere intim end noget andet. Fordybninger er netop intime, ikke så meget af natur – omend disse huler er biologisk skjulte – men mere af kultur. Skammen over sit biologiske væsen er en gammel sang og stadig aktuel, men hvor vi gen-nem den seksuelle frigørelse i hvert fald har forsøgt at afmystificere kønsorgan-ernes hemmelighed, så er kroppens andre fordybninger intime på grænsende til det ikke eksisterende. Navlen… den klarer sig selv og er hemmelig for de fleste. Dog er den der i sin latente insisteren. Konfronteres jeg med disse intime fordybninger, så sætter det konnotationer i gang, som går langt ud over min egen krop. Kroppen som den fysiske afgrænsning, der skiller mig fra det andet, fra dig. Min hud er den membran, der aldrig i selv de mest intime møder over-skrides. Vores ønske om identifikation på trods af denne afgrænsethed, synes at katalysere overgangen fra en nonverbal kropsforståelse til en litterær, verba-liseret udlægning af det kropslige. Kroppen bliver på den måde et værktøj i en litterær diskurs. Den er udgangspunkt for min verdensanskuelse, og indebærer det, der er mig mest fremmed og mest velkendt. Lige så fundamental kroppen er, lige så problematisk er den verbale behandling af den. Sproget springer fra min mund. Den mund, som formes for at æde, grine eller formulere abstrakte ideer. Sprog og krop er ofte forbundet i et modsæt-ningsforhold, hvor det kropslige opfattes som noget ukontrollabelt og instinktivt overfor det bevidste og fornuftsbårne sprog. I litteraturen bliver forholdet para-doksalt. Når det kropslige konstrueres som tekst, så undermineres forståelsen af den som noget nonverbalt. Der er dog knudepunkter, hvor de to mødes, og et sådan er latteren. Latterudbruddet kan ses som en manifestering af noget, der foregår i spændingsfeltet mellem krop og sprog. Den kan afsløre det, der ellers ligger skjult bag tungebåndet. Latteren er krop i sin ukontrollerbare natur, men sprog i muligheden for en bevidst udøvelse af magt hos den, som ler. I Mikhail Bakhtins idé om det karnevaleske giver latteren magt til at om-vende den hierarkiske samfundsstruktur i profaneringen af samfundets øver-ste. For Wolfgang Kayser har latteren en mørkere og mere bitter side. Denne merbetydning taler i høj grad til den satiriske tone, som kendetegner den rus-siske realisme fra det 19. århundrede. Her synes det komisk groteske at være tæt forbundet med noget vemodigt følsomt. Forfattere som Gogol, Dostojevskij og Leonid kombinerer på hver deres måde en særegen tungsindighed med en

Min navle vender indad - litteræ

r kropslighed som paradoks

RESO

NAN

S #

2

34

sarkastisk, til tider grotesk, humor. Den forrådende og tvetydige latter skærer særligt i mine ører i Dostojevskijs For-brydelse og Straf. Romanen er et nøje konstrueret indblik i en forbryders uvilkår-lige indre. Den forhenværende student Raskolnikov har begået et rovmord på en pantelånerske og dennes søster. Efter forbrydelserne befinder Raskolnikov sig i en konstant, sygdomslignende tilstand; prisgivet frygten for afsløring og angsten for den uudholdelige kontakt med andre mennesker. Den blotte fysiske væren bliver umulig for Raskolnikov, og han har ingen kontrol over sin krop. Han begy-nder at ryste så snart han nærmer sig andre mennesker – særligt i nærheden af forbrydelsens undersøgelsesdommer Porfirij, som har mistanke til ham. De to mænd indgår i et gement spil, hvor Porfirij fanger Raskolnikov i et forvirrende net af angst, skyld og ”nærtilståelser”. Porfirij derimod mestrer kropssproget og udnytter det til at kontrollere Raskolnikovs reaktioner. Jeg vil forsøge at an-tyde, hvordan relationen mellem Porfirij og Raskolnikov kommer til udtryk i et spændingsfelt mellem det kropslige og det verbale. Begge mænd er uhyrer bevi-dste om deres og den andens kropslighed, men hvor Raskolnikov ingen kontrol har over sin fysiske fremtræden, så udnytter Porfirij den intense bevidsthed til at styre situationen. Ved hvert nyt møde intensiveres spændingen, og narrativets tempo stiger i takt med de to mænds desperate forsøg på at beherske og afs-løre den andens fysiske optræden. På trods af Porfirijs tilsyneladende vilkårlige bevægelser og latterudbrud, så brydes denne illusion ved hans overlegne indsigt i Raskolnikov. Som en kunstner eller værkets fortæller opfører Porfirij en nøje gennemtænkt konstruktion af narrativet. En konstruktion, som formes og kon-trolleres gennem latteren.

”Og da Porfirij Petrovitj sagde det, kneb han øjnene sammen og blinkede; et glimt af noget mun-

tert og snu gled hen over hans ansigt, rynkerne i hans pande glattedes ud, øjnene blev smalle,

og hans ansigtstræk begyndte at udvide sig indtil hele hans krop pludselig gennemrystedes af

et langvarigt, nervøst latteranfald, der fik hele det runde legeme til at bevæge sig op og ned,

mens hans blev ved med at se Raskolnikov lige ind i øjnene. Raskolnikov lo med, selv om han

måtte tvinge sig selv til det.” [Dostojevskij: 403]

Her ses latterens dobbelte funktion som åbenlys forstilt og samtidig afslører af forstillelsen. De to mænd udnytter latteren som et kontrollerbart greb, men det bliver latteren, som afslører brugen af selv samme greb. Latterens dobbeltmotiv udnyttes konstruktivt, men udhuler på samme tid denne konstruktion gennem

35

synliggørelsen af den. Netop synliggørelsen er kernen i den litterære fremstilling af kropslighed. Jeg fornemmer noget, der ligger begravet under sætningskon-struktionerne. Noget, der manifesterer sig; ikke kun foran mig i teksten, men igennem mig: Som latteren, der lydligt vrider sig forkert ind mellem linjerne, som de lette fodtrin på stien, der dufter næsten rent, eller som den beske smag af sygdom, der trænger ind i de mindste kroge. Den groteske eller sygdomslignende kropslighed kan være udtryk for en grundlæggende, eksistentiel krisetilstand både i subjektet, men i lige så høj grad i den omkringliggende virkelighed. Læsningen af sprogbrug, fysiske kontakt og kropslig selvforståelse kan give et unikt indblik i menneskelige relationer og personlige eksistentielle forhold. Kroppens inkarnation af tidens og kulturens problematikker ses særligt i det 19. århundredes litterære udlægninger af det russiske. I den systemkritiske roman De Syv Hængte udnytter Leonid Andréjev den groteske kropsudlægning som analogi over et usundt samfundssystem. Samtidigt negerer han romanens kroppe i et billede på en eksistentiel, men-neskelig angst i mødet med en uforståelig død. I nedenstående citat beskrives en minister, som har være udsat for truslen om et bombeattentat. Hans efterføl-gende angst for den død, han var så tæt på materialiseres i en grotesk og sygelig form.

”Og nu, da han som et Bjerg af bullent Kød hævede sig op fra den sammentrykkede Fjederma-

dras, følte han med det syge Menneskes Frygt sit svulne, ligesom fremmede Ansigt og tænkte

uophørligt paa den grusomme Skæbne, som Menneskene havde beredt ham.” [Andréjev: 7]

Angsten er uhåndgribelig og kan ikke italesættes, men manifesteres som noget kropsligt. Denne angstens kropslighed er et spor hele romanen igennem, og i sin yderste form bliver angsten det, der frarøver de dødsdømte deres krops-lighed. De er ikke herrer over den, og de kan ikke være i deres egen krop. Krops-ligheden gør sig altså også gældende gennem negation; en særlig ikke-væren. Et andet værk, hvor negationen af kropslighed bliver bærende for selve narrativet, er i Nikolai Gogols roman Døde Sjæle. Her rejser hovedpersonen fra gods til gods for at opkøbe døde bønder, som endnu ikke er nået at blive registreret døde, og som derfor på papiret stadig figurerer som formue. Romanens plot er altså byg-get op omkring transformationen af abstrakte ord på papir til en form for men-tal materialitet. Absurditeten i dette projekt konstitueres gennem en konstant vekslen mellem godsejernes groteske overkropslighed og de ikke-kropslige markeringer i opkøbet af sjæle. Det kropslige og sanselige understreger værkets

Min navle vender indad - litteræ

r kropslighed som paradoks

RESO

NAN

S #

2

36

absurditet og spejler en kritik af en absurd samfundsstruktur. Det kropslige og sanselige i teksten markerer en overskridelsens æste-tik, hvor kroppen kan materialisere det abstrakte i og omkring os. Samtidig er denne kropslighed problematisk, når den optræder som tekst. Min forståelse af krop er knyttet til det nonverbale, så når den konstrueres i sproget, er det først i tolkningen, at jeg igen forstår den som materialitet. Måske er det netop denne egenskab, der gør, at der i læsningerne af det kropslige og profane gem-mer sig en mulighed for en dyb tekstforståelse. Min navle vender indad, og lige så unævnelig dens hemmeligheder er, lige så uomgængeligt er det, at jeg altid tager udgangspunkt i den. Med læsninger af den litterære krop føres jeg ind i en andethed, der potentielt kan føre ud over mit personlige navlepilleri. Hermed plæderer jeg ikke for en nedsænkning i psykoanalysens dybe graven efter sub-jektets inderste. Mine læsninger af den litterære kropsfremstilling bygger snarer på en tese om, at fremstillingen af krop kan skabe indsigt, som sproget ikke kan alene. Sprog alene fungerer selvfølgelig udelukkende på et teoretisk plan, da der vil altid være kropslighed forbundet med udsigelsen, skrivningen eller læsnin-gen. Gennem en sansning af det profane fornemmer læseren noget basiskrop-sligt, hvilket kan give os en forståelse af menneskets væren i sine omgivelser. Tolkningen af kropslighed og det profane kan åbne for perspektiver i forståelsen af det fremmede såvel som det kendte. For i kroppen ligger både spejlingen, ne-geringen og omvendingen, som alle kan føre ind i tekstens intime fordybninger. Jeg læser litteraturens repræsentation af krop og knytter den til et mentalt indre eller en hel kultur, men netop i ordets repræsentation ligger kerneproblema-tikken ved tekstens kropslighed. Om tilgangen er psykoanalytisk eller fænom-enologisk, så vil læsning af krop altid være kendetegnet ved noget problematisk og modstridende. Måske af den grund at mødet med kroppen altid må kendes ved en paradoksal karakter i dens metonymiske nærhed og altid uoverstigelig afgrænsethed.

37

Dostojevskij, Fjodor M.: Forbrydelse og Straf, oversættelse: Jan Hansen, Rosinante, Køben-

havn, 2010

Andréjev, Leonid: De Syv Hængte, oversættelse E. Thomassen, Thanning & Appels Forlag,

København, 1945

Min navle vender indad - litteræ

r kropslighed som paradoks

RESO

NAN

S #

2

38

Det var fredag, og jeg var vist ret tipsy, og hele dagen havde jeg, så vidt jeg husk-er, siddet foran en computerskærm og set frem til at sidde i en sofa med øl og venner og deles om noget af det musik, jeg sad og hørte alene på jobbet, og noget af det, jeg havde glædet mig til at høre, var Kylie Minogue, og ikke noget fra hen-des nykanoniserede comeback-album Fever, og heller ikke fra hendes uskyldige kitschperiode, men fra den helt nye Aphrodite. Jeg fandt det på Youtube, og sagde; nu skal I bare høre, og skruede op, og så begyndte Kylie at synge, men inden no-gen havde haft en chance for at give nummeret en chance, blev det højlydt afvist, og i vrede forlod jeg ydmyget lokalet for en smøg. Senere kom jeg tilbage, og min ven Thomas havde sat den nye med Deerhunter på og sagde; er det ikke bare fedt Niels? Bakket op af en solid promille fik min arrigskab afløb, og jeg vrissede (eller måske råbte jeg, til tider kan jeg have svært ved det med stemmelejet); JA-MEN DET ER FOR HELVEDE DA SÅ FUCKING NEMT AT HOLDE AF THOMAS, DET HER KAN ALLE JO LIDE! Jeg kan godt lide at tænke, at et eller andet udover mit temperament og min promille fik mig til at reagere, som jeg gjorde. Jeg kan godt lide at tænke, at jeg udtrykte en eller anden form for poetic justice eller med et mindre mundret,

Kylie Minogue er bare god!

af NIELS KERN

men mere korrekt udtryk: en æstetisk retsfølelse. Mine venner var urimelige overfor Kylie, og det er vigtigere at være rimelig overfor Kylie end overfor Deer-hunter. Jeg ved ikke helt, hvordan man bedst formulerer problemet. Det er noget med, at populærmusikken kan have trange kår i forhold til alternativ rock inden for hvad, man i mangel af en bedre betegnelse, kunne kalde en kritisk-æstetisk diskurs. Jeg tror, det betyder, at man går glip af en masse, og jeg tror, at problema-tikken er lige så relevant i forbindelse med litteratur som med musik. Lad os for-estille os, at der findes x antal værker, hvoraf y er gode, og z er dårlige. Hvis det passer, er det nærliggende at foreslå, at en af litteraturkritikkens opgaver er at finde alle de gode værker. Jeg har på fornemmelsen, at der gemmer sig en masse gode værker, som vi ikke finder, fordi vi ikke leder efter dem dér, hvor de er, og fordi vi, når vi støder på dem, ikke er tilstrækkeligt åbne i vores tilgang, men på en eller anden måde læser dem fordomsfuldt. Jeg tænker her helt specifikt på bestsellers og genrelitteratur. Under et: populærlitteratur. Jeg vil klart nok ikke prøve at argumentere for, at alt er godt, hvis det er populært. Jeg foreslår ikke, at en million lystlæsere ikke kan tage fejl, men jeg vil mene, at de ikke nødven-digvis tager fejl – ergo må sagen undersøges nærmere! Med disse overvejelser introduceret, kunne jeg godt tænke mig at vende tilbage til nogle konkrete eksempler og til noget, der handler om musik. For en ti års tid siden var der stor debat i musikmagasiner og -fora om begrebet rock-isme. Skarpe hoveder havde opdaget, at der var en tendens til, at de toneangiv-ende medier var styret af en flok meget voksne mænd, som var vokset op med rock fra 60erne og 70erne, og (måske derfor) havde baseret deres musikide-aler på rock fra 60erne og 70erne. Idealer om sangeren der skriver egne sange, bandet der spiller godt live, albummet som helhed. Med idealerne hørte kri-terier til vurdering af musik, og selvom der skete en del med musikken i 80erne, 90erne og 00erne skete der ikke så meget med rockismen, og de toneangivende rockister forblev toneangivende. Rockismen passede bare ikke særligt godt til mange af de nye genrer. Når Britney Spears ikke skrev sine egne sange, ikke selv spillede instrumenter på sine ikke særligt helhedsprægede plader og som abso-lut dødssynd optrådte med sing- og playback, blev det kritiseret voldsomt. Det var i den forbindelse, at skarpe hoveder gjorde opmærksom på, at rockismens kriterier ikke blot var arbitrære, men også stod i vejen for en forståelse af flere nye genrer. Der var brug for nye kriterier og begreber, hvis man skulle forstå og snakke om den nye populærmusik. Rockismekritikken sejrede mere eller mindre ad helvede til. Dagens mest

39

Det var fredag, og jeg var vist ret tipsy, og hele dagen havde jeg, så vidt jeg husk-er, siddet foran en computerskærm og set frem til at sidde i en sofa med øl og venner og deles om noget af det musik, jeg sad og hørte alene på jobbet, og noget af det, jeg havde glædet mig til at høre, var Kylie Minogue, og ikke noget fra hen-des nykanoniserede comeback-album Fever, og heller ikke fra hendes uskyldige kitschperiode, men fra den helt nye Aphrodite. Jeg fandt det på Youtube, og sagde; nu skal I bare høre, og skruede op, og så begyndte Kylie at synge, men inden no-gen havde haft en chance for at give nummeret en chance, blev det højlydt afvist, og i vrede forlod jeg ydmyget lokalet for en smøg. Senere kom jeg tilbage, og min ven Thomas havde sat den nye med Deerhunter på og sagde; er det ikke bare fedt Niels? Bakket op af en solid promille fik min arrigskab afløb, og jeg vrissede (eller måske råbte jeg, til tider kan jeg have svært ved det med stemmelejet); JA-MEN DET ER FOR HELVEDE DA SÅ FUCKING NEMT AT HOLDE AF THOMAS, DET HER KAN ALLE JO LIDE! Jeg kan godt lide at tænke, at et eller andet udover mit temperament og min promille fik mig til at reagere, som jeg gjorde. Jeg kan godt lide at tænke, at jeg udtrykte en eller anden form for poetic justice eller med et mindre mundret,

Kylie Minogue er bare god!

af NIELS KERN

men mere korrekt udtryk: en æstetisk retsfølelse. Mine venner var urimelige overfor Kylie, og det er vigtigere at være rimelig overfor Kylie end overfor Deer-hunter. Jeg ved ikke helt, hvordan man bedst formulerer problemet. Det er noget med, at populærmusikken kan have trange kår i forhold til alternativ rock inden for hvad, man i mangel af en bedre betegnelse, kunne kalde en kritisk-æstetisk diskurs. Jeg tror, det betyder, at man går glip af en masse, og jeg tror, at problema-tikken er lige så relevant i forbindelse med litteratur som med musik. Lad os for-estille os, at der findes x antal værker, hvoraf y er gode, og z er dårlige. Hvis det passer, er det nærliggende at foreslå, at en af litteraturkritikkens opgaver er at finde alle de gode værker. Jeg har på fornemmelsen, at der gemmer sig en masse gode værker, som vi ikke finder, fordi vi ikke leder efter dem dér, hvor de er, og fordi vi, når vi støder på dem, ikke er tilstrækkeligt åbne i vores tilgang, men på en eller anden måde læser dem fordomsfuldt. Jeg tænker her helt specifikt på bestsellers og genrelitteratur. Under et: populærlitteratur. Jeg vil klart nok ikke prøve at argumentere for, at alt er godt, hvis det er populært. Jeg foreslår ikke, at en million lystlæsere ikke kan tage fejl, men jeg vil mene, at de ikke nødven-digvis tager fejl – ergo må sagen undersøges nærmere! Med disse overvejelser introduceret, kunne jeg godt tænke mig at vende tilbage til nogle konkrete eksempler og til noget, der handler om musik. For en ti års tid siden var der stor debat i musikmagasiner og -fora om begrebet rock-isme. Skarpe hoveder havde opdaget, at der var en tendens til, at de toneangiv-ende medier var styret af en flok meget voksne mænd, som var vokset op med rock fra 60erne og 70erne, og (måske derfor) havde baseret deres musikide-aler på rock fra 60erne og 70erne. Idealer om sangeren der skriver egne sange, bandet der spiller godt live, albummet som helhed. Med idealerne hørte kri-terier til vurdering af musik, og selvom der skete en del med musikken i 80erne, 90erne og 00erne skete der ikke så meget med rockismen, og de toneangivende rockister forblev toneangivende. Rockismen passede bare ikke særligt godt til mange af de nye genrer. Når Britney Spears ikke skrev sine egne sange, ikke selv spillede instrumenter på sine ikke særligt helhedsprægede plader og som abso-lut dødssynd optrådte med sing- og playback, blev det kritiseret voldsomt. Det var i den forbindelse, at skarpe hoveder gjorde opmærksom på, at rockismens kriterier ikke blot var arbitrære, men også stod i vejen for en forståelse af flere nye genrer. Der var brug for nye kriterier og begreber, hvis man skulle forstå og snakke om den nye populærmusik. Rockismekritikken sejrede mere eller mindre ad helvede til. Dagens mest

Kylie Minogue er bare god!

RESO

NAN

S #

2

40

indflydelsesrige musikmedier er nok Pitchfork Media og Rolling Stone Magazine. I begge medier finder man en solid og seriøs dækning af popmusik, der ikke lever op til nogen rockistiske kriterier (der er bred enighed om, at Lady Gaga, Rihanna og Beyoncés musik lyder skide godt.) Musikkritikhistorien kan være et godt eksempel på, hvordan man kan drage fordel af at give slip på nogle genre-bestemte fordomme. Jeg tænker tit på, hvordan jazzen tidligere var en udskældt lavkulturel genre, og det samme gælder vel Beatles. I dag er både bebop og Beat-les hyperkanon. Og litteraturen? Jeg ved det ikke. Men jeg har ligesom en idé om, at mange stadig vægrer sig lidt, ved at beskæftige sig seriøst med ikke-kompleks littera-tur. Eller hvad skal man kalde det? Jeg kan nok ikke længere komme uden om at introducere nogle kedelige gamle begreber: høj og lav, fin og smudset, smal og bred, kunstnerisk og populær. Jeg synes ikke, at det er nogle særligt gode begreber, men samtidig er de vildt svære at give slip på. De er gode til at be-vare en særlig kunstopfattelse, og de gør det let at kategorisere kunst, men de er selvfølgelig lidt en del af problemet. Jeg bryder mig ikke rigtig om tekster, der pludselig begynder at kritisere HELE SPROGET som er KORRUMPERET og bør gennemgå en RADIKAL DEKONSTRUKTION, eller et eller andet, og jeg har derfor ikke tænkt mig at prøve at opfinde nogle nye problematiske begreber, som med et snuptag lover at løse alle vores problemer. Alligevel synes jeg, at det kan være sjovt at lege lidt med begreberne. Med en plat punchline: er det modsatte af populærlitteratur upopulærlitteratur? På en eller anden måde er det, men samtidig er popularitet jo en relativ størrelse, og upopulærlitteratur er typisk vildt populært på litteraturinstitutter. Det er den samme dynamik, der (sammen med øllene og Kylie-nederlaget) fik mig til at vr-isse lidt for højt ad min gode ven Thomas. Selvfølgelig er Deerhunter drøngodt, men at prise Deerhunter er på en eller anden led ligeså ligegyldigt som at prise James Joyce. Det upopulære er i forvejen populært, mens det populære er urime-ligt upopulært. Dette er et essay, og derfor vil jeg selvfølgelig ikke prøve at overbevise nogen om noget, men jeg vil alligevel gerne prøve at overbevise alle om, at det er en god idé at arbejde i retning af en bredere litteraturforståelse, der ligesom musikforståelsen, er mere inkluderende og åben. Det skulle gerne kunne hjælpe os med at nyde bestsellers i højere grad, give os et sprog (EN DISKURS!) til at forstå værkerne bedre - ikke fordi de holder op med at være guilty pleasures, det begreb så jeg gerne totalt udryddet eller reserveret til fx fornøjelsen ved at gå til en prostitueret, hvor der reelt kan være tale om et skyldsforhold. Der er virkelig

41

ingen der kommer til skade ved, at jeg læser en bestseller. Jeg læste for nylig en Fifty Shades of Grey-læser argumentere for, at værket burde anmeldes ud fra dets pirrings-værdi, og selvom det er en enormt fjollet idé, er den vel ikke helt tosset. Under alle omstændigheder må det være sandt, at jo bedre læsere, der beskæftiger sig med litteraturen, jo bedre bliver læsningerne. Den kritiske læser, såfremt vedkommende også er nysgerrig og inter-esseret i problemstillingen, vil på nuværende tidspunkt i teksten nok sidde inde med en hel stak indvendinger eller spørgsmål, og for at dette ikke skal ende i en enetale, vil jeg prøve at tage højde for dem i håbet om, at læseren på den led bedre vil kunne identificere sig selv med teksten. En første indvending kunne være, at der vel er en vis risiko forbundet med at rette sine læsebriller mod populærlitteraturen. Man risikerer at spilde sin tid med at læse en masse dårlige bøger, og som salig Harold Bloom, verdens hurtigste læser, har gjort opmærksom på, kan livet tænkes at være for kort til andet end absolutte hovedværker. Giver man sig trods det i kast med Stephen Kings samlede, er der måske fare for, at man i et selvbedrag ophæver dem til stor kunst, for ikke at konfronteres med skammen over at have spildt sin tid gevaldigt. Det er nok rigtigt nok alt sammen. Jeg kan bare ikke lade være med at tro på, at billigbøger og bestsellers akkurat som tyggegummipop og singback-stjerner i mange tilfælde må rumme kvaliteter, som det ville være en poetic in-justice at ignorere. Man finder nok ikke ud af, hvordan det egentlig forholder sig, med mindre man uden fordomme giver sig i kast med at læse de bøger, det drejer sig om. For at være helt ærlig, har jeg ikke selv læst den slags bøger siden folkeskolen, så jeg ved ikke, om de er gode, når man ikke er 14, men jeg har en slags litterær intuition om, at sådan må det være. En endnu bedre indvending kunne være, at toget er kørt for cirka 40 år siden sammen med postmodernismen og genrehybriderne og ophævelsen af høj og lav kultur. At der i dag anmeldes krimier og faglitteratur ad nauseam i dagblade og litteraturmagasiner. At universiteterne svømmer i specialer og af-handlinger om historiske romaner, biografier, krimier og Twilight. Jeg tror bare ikke helt på det. På universitetet er jeg ret sikker på, at der tages udgangspunkt i et meget snævert kvalitetsbegreb – det er nemlig dels fordi jeg læser littera-turhistorie, at jeg ikke får læst noget populærlitteratur. Når der endelig læses for eksempel Twilight, har jeg på fornemmelsen, at man ofte stiller sociologiske spørgsmål (hvorfor er bøgerne så populære, og hvem læser dem?) eller kul-turhistoriske spørgsmål (hvordan passer bøgernes skildring af vampyrer med andre historiske vampyrromaner?), hvilket er bekvemme måder at omgå det

Kylie Minogue er bare god!

RESO

NAN

S #

2

42

svære spørgsmål på: Er Twilight drøngodt, og hvis ja, hvordan? De postmoderne hovedværker er mig bekendt ret komplekse, og var der ikke noget med, at de store postmoderne teoretikere og forfattere i virkeligheden skrev sig op på et endnu højere og agtværdigere abstraktionsniveau end deres forgængere? De er i hvert fald ret kanon nu. Og selvom krimier anmeldes og tages seriøst i et eller andet omfang, synes jeg ikke, at det virker som om, alle er enige om, at de kan være lige så gode som nobelelitens romaner og digte. En tredje indvending, som jeg har meget svært ved at forholde mig kritisk til, kunne være, at der er mange dårlige grunde til, at jeg selv har givet mig i kast med populærkulturen. Måske skriver jeg mig ind i en klassisk højkulturel overskridelseslogik, hvor det er vigtigt at konfronteres med det vanskelige og uforståelige, som på paradoksal, men tilfældigvis, netop nu er populærkulturen. For mig er der tale om et ærlighedsprojekt, der handler om, at når vi er ærlige over for os selv, er vi også åbne over for litteraturen. Det kan under alle omstændigheder være, at jeg tager fuldstændig fejl, men jeg fortsætter. Jeg tænker, det kunne være vigtigt at nævne en faldgrube, der kan opstå i forbindelse med, at vi udvider det æstetiske kvalitetsbegreb til at rumme traditionelt ringeagtet litteratur. Først et eksempel fra musikverdenen: det gælder ikke at sige, at man har bred smag og godt kan lide popmusik, fordi man kan lide Prince. Prince er et fremragende eksempel på en crossover-artist, som appellerede til rockisterne, fordi han skrev vildt komplekse sange, der ud-fordrede popformen, og spillede alle instrumenter selv. På samme måde gælder det ikke at sige, at man skam tager krimigenren alvorligt, fordi Chandler, Eco, Sarvig og Juul har vist, hvordan man kan bruge genren til at skabe ægte kunst. Det er ikke dem, der kalder på poetic justice, det er ikke dem, vi har glemt, og som trænger til lidt opmærksomhed fra litteraterne. Det er femikrimierne, Lars-son og Stephen King, der skal læses ordentligt! Et godt spørgsmål melder sig nu: hvordan kan jeg egentlig overbevise nogen om, at noget, de synes er dårligt, er godt? Hvad kan man stille op, når ens venner ikke forstår, hvorfor Kylie Minogues nye single holder maks? Ikke så meget. Man kan spille den igen, lidt højere, eventuelt sige: LYT! Man kan selvfølge-lig også forklare sangtekstens kompakte budskab, man kan gøre opmærksom på hvilke elementer, der fungerer særligt godt, og endelig kan man jo vise, hvor-dan man kan danse til musikken. Hvis det ikke hjælper, er der måske intet, der hjælper. Og så igen. Jeg kommer til at tænke på to gode eksempler fra musikhisto-rien. John Coltrane udgav i 1961 en fremragende 14-minutters udgave af Rod-

43

gers & Hammersteins musicalklassiker ”My Favorite Things”. Hvis der er noget, der er lavkultur, så er det musicals, og hvis der er noget der er højkultur er det modaljazz. Reaktionen på Coltranes udgave (min reaktion i hvert fald) var ikke, at Coltrane var så dygtig, at han kunne gøre noget grimt smukt. Coltrane spiller derimod lytterens skyklapper af, så man bliver opmærksom på hvor perfekt en komposition ”My Favorite Things” er. På lignende vis har den franske jazzpia-nist Jacky Terrasson for nylig indspillet en fremragende coverversion af Justin Biebers tween-hit ”Baby”. Udover at fungere på egne præmisser, gør også denne indspilning opmærksom på originalens kvaliteter. Man kan også lave litterære coverudgaver – så vidt jeg ved er eksemplerne med for eksempel Homers Odysseen ret legio. Stanley Kubricks The Shining, kan måske ses som en intermedial coverudgave af Stephen Kings pop-roman, som ved at placere romanen i en filmmæssig højkultur viste, hvor god romanen egen-tlig var - at Stephen King hadede filmen hjælper desværre ikke denne pointe på vej. Hvis ikke vi uden videre kan finde ud af at gå til den populære litteratur, kunne man måske krydse fingre for, at vores yndlingsforfattere ville gøre det for os. Jeg har i hvert fald på fornemmelsen, at vi kan få en del ud af det.

Kylie Minogue er bare god!

RESO

NAN

S #

2

44

På min kollegiegang bor der en kemiker. Han bruger meget af sin tid i laborato-riet. Hans personlighed tenderer ellers det useriøse, men her er han i sit es, han står, populært sagt, med livets byggesten mellem hænderne. Han får ting til at ske. Stoffer reagerer med hinanden. De kan lyse, de kan generere varme. Til en fest forleden lavede han drinks med tøris i, hvor en hvid damp flød fra plastikkrusene ud over vores hænder. Det kan virke useriøst, men tøris i sig selv kan bruges i et væld af sammenhænge blandt andet nedkøling af fødevarer. Det har en praktisk funktion. På min kollegiegang bor, foruden min kemiker, jeg. Jeg bruger meget af min tid i en lænestol, da jeg studerer litteratur. Min personlighed er ellers lettere barnlig, men her sidder jeg så med et stykke skønlitteratur, som ideelt set skal give stof til eftertanke eller endda erkendelse. Den praktiske udløber af dette er en tendens til at benytte mig af fremmedord. Når vi taler, min kemiker og jeg, taler vi ikke om dette, men hvis vi gør, er han uforstående. Han siger: men laver I egentlig noget, eller er det ikke blot en udvidet hobby. Erkendelse, hvad er det? En dag laver han måske et stof, så vi pludselig kan få mere saft ud af frugt (mere juice i verden), en dag skriver jeg måske en rigtig god ph.d. om en centraleuropæisk jødegyserroman. Der er en

Det kan virke useriøst: en samtale mellem kemikeren&humanisten

af SIMON HOLM

45

barriere mellem os. Jeg læste en bog forleden med uddrag af den romerske historiker Plin-ius den ældre, hvor han på videnskabelig vis gennemgår mennesker og dyr. Han skriver om elefanten, at den kan tale mange sprog, den kravler i træer og den er involveret i en endeløs overlevelseskamp med kæmpeslangen - en overlevelseskamp, som ikke sjældent ender med døden til følge for begge. Det kan virke useriøst, men Plinius den ældre så dette som videnskab, omend hans forståelse af videnskab var forskellig fra vores. I dag læser vi ham for hans lit-terære kvaliteter, noget han måske aldrig har forestillet sig, at folk ville. Mange tankegange, som har haft til hensigt at være oplysende, betragtes i dag som in-teressante kulturfænomener – mesmerisme, frenologi, nazisternes udgave af darwinisme, psykoanalyse ‒ oftest fordi de er blevet forældet. Man ved bedre. Hjerneforskeren og lingvisten Steven Pinker ved bedre. Han skriver i bogen The Blank Slate om, hvordan moderne kunst dybest set fornægter men-neskelig natur, der for Steven Pinker ikke er abstrakt, men en dybt konkret kendsgerning. Steven Pinker tager udgangspunkt i et citat af forfatteren Virgin-ia Woolf: ”In or about December 1910, human nature changed.” Dette udsagn afviser han som farligt vås, da menneskelig natur som minimum siden år 10.000 før vores tidsregning har ligget fast. I det omfang udvikling sker, sker det over tusinder, hvis ikke millioner af år. Titlen The Blank Slate referer til forestillingen om sindet som en blank tavle, der fra fødslen må fyldes ud. Denne forestilling underløber ifølge Steven Pinker meget moderne kunst, herunder den modern-istiske litteratur, som Woolf skrev, og det er uvidenskabeligt over en hals. Han anfører, at der er former og udtryk som den menneskelige hjerne foretrækker frem for andre, og bevidst at omgå disse er ikke blot en fornægtelse af skønhed (han er glad for skønhed), men også en skævvridning af hvad et menneske er. Kunst har netop ikke værdi i sig selv, men kun i det omfang den bidrager med nydelse - alternativt oplysning. Moderne kunst, og især teorien bag, er for ham videnskabeligt uredelig og dermed virkelighedsfjendsk. Hans uforståenhed er det sigende, mere end hans argumenter; han er uforstående overfor hvad i al-verden kunstnere og kunstteoretikere har gang i. Kan de ikke se, at folk (disse dybt videnskabelige folk) synes det er ubehageligt og grimt? Hans uforståenhed er min kemikers uforståenhed. Hvor er nytteværdien? Det ved jeg ikke. Men jeg ved at Virginia Woolf rent faktisk skrev: ”On or about December 1910, human character changed.” Hendes pointe er i første omgang skønlitterær, fremstillin-gen af mennesker som karakterer i fiktion ændrer sig, i anden omgang social, at der er sket omvæltninger i samfundet som har ændret folks omgangsformer

Det kan virke useriøst: en samtale m

ellem kem

ikeren og humanisten

RESO

NAN

S #

2

46

og udsyn. I tredje omgang er der tale om en intuitiv fornemmelse af et åndeligt nybrud hos Woolf, og måske hos hendes omgangskreds. At det er sådan, det for-holder sig, er næsten værre. Det kunne Steven Pinker jo ikke vide, og grunden til det er, at hans syn på verden er så fundamentalt anderledes. Det illustrerer blot barrieren. Det er interessant, at Steven Pinker fordømmer Virginia Woolf, da Woolf i sin fiktion forsøger, omend ikke strengt videnskabelig så med præcision, at beskrive mennesker som personer, der er rundet af den menneskelige natur. Hun forsøger på sin vis at gøre det, som Steven Pinker anser for kunstens op-gave. Woolf skriver sågar om sin arketype på en karakter: ”Mrs. Brown is eternal, Mrs. Brown is human nature, Mrs. Brown changes only on the surface.” Den men-neskelige natur er ironisk nok uforanderlig ifølge Woolf. Det ved Steven Pinker bare ikke. Måske er det derfor, når jeg siger til min kemiker eller min psykolog (sådan en har jeg også), at jeg beskæftiger mig med forholdet mellem psykologi og neurovidenskab på den ene side og skønlitteratur på den anden, at de liver op. Endelig gør han noget, der giver mening! Men det ved jeg ikke, om det gør. For mig mimer barrieren spørgsmålet om forholdet mellem krop og fornuft. Min tro på spøgelser eksempelvis, der blev vakt ved min onkel Torbens bryllup i nogle knirkende huse ved Vesterhavet. Bryl-luppet blev holdt i et fyrtårn, og det var flot, og det var meningen. Morgenen før seancen går jeg med min onkel rundt på den gård, som vi overnatter i. På et tid-spunkt peger han op på en gavl og siger, der er en død murer. Du lyver, og jeg ved, at du lyver, har jeg måske tænkt. Han fortæller mig, at der i sin tid blev muret en flaske ind i gavlen under vinduet. Man kan se flaskemundingen. Jeg kan ingent-ing se. Det er nyt for mig. Det var en spøg fra murernes side, når bygherren havde været karrig med snapsen til rejsegildet. Så var der bryllup i fyrtårnet, og så var der fest, men tanken om den døde murer har siddet i mig. Jeg vågner om natten, fordi jeg på det tidspunkt var sengevæder, ved lyden af vinden, der trækker i og gennem huset. I vinden kan jeg svagt høre noget, som jeg genkender. Det er en, der klynker. Ikke blot kan jeg høre ham, men jeg kan også mærke ham. Jeg ved ikke, hvem han er, eller hvor han kommer fra, men jeg føler hans nedtrykthed, hans tilstedeværelse, og jeg er overvældet. Ingen har fortalt mig, at jeg skal føle sådan, der er ikke noget klart hvorfor. I den naturvidenskabelige tankegang er der altid et hvorfor. Lyden var flasken, forestillingen min, og den bundede i hjernens processer. Spøgelset er mentalt gylp i hovedet på mig. Digteren Fernando Pessoa har skrevet et stykke, hvor digteren og fårehyrden snakker. Digteren spørger, hvad fårehyrden får ud af vinden, og fårehyrden siger, at den er der, og at den kommer igen. Digteren siger

47

han hører langt mere, om minder og længsler, hvortil fårehyrden svarer:

”Så har du aldrig lyttet til vinden.Vinden taler kun om vinden.Det, du hørte, var løgn,Og løgnen er i dit indre.”

Naturvidenskaben, derimod, lyver ikke, den har historien på sin side. Op til et bestemt punkt, lad os sige 1900-tallet, har man været uvidende, men vid-enskabelige landvindinger har givet os hjælpemidler til ikke længere at være uvidende. Hvis man bliver oplyst, skal man så klynge sig til løgnen, bare for-di den ægger. Naturvidenskaben har fjernet uvidenhedens mystiske skær fra virkeligheden, alt hvad du ikke kan håndtere nu, er derfor dit eget problem. Der er ikke brug for skønlitteratur, kunst, som andet end tidsfordriv og slet skjult undervisningsmateriale, og måske har der aldrig været det. Det har muligvis aldrig været anderledes, skønlitteratur har altid stået i en andens tjeneste. Hvis det er rigtigt, bliver min profession en anden. I fælleskøkkenet på min kollegiegang siger jeg til min kemiker: ”jeg forsøger at slå regnskoven ihjel – en bog ad gangen.” Det er useriøst, siger min kemiker. Man bruger ikke regnskov til bogpapir. Det vidste jeg ikke, og det vidste Virginia Woolf heller ikke. Woolf var ikke videnskabsmand. Hun blev hjemsøgt. Hun har måske diskuteret med videnskabsfolk og filosoffer, men hun havde an-dre ideer. She knew the score. Woolf mente, at der måtte være gruppebevidsthed, at skodderne mellem forskellige sind ikke var helt tætte, at hvis vi skræller per-sonen væk, slår skodderne op, så kan vi være i verden, i hinanden. Neuroviden-skaben nægter at føre den så langt ud, men medgiver at Jeg’et er en konstruk-tion, som igen og igen må fornys for så at sige at holde systemet operationelt. ‘Jeg’ er et alibi for organismen. Jeg sidder her og bliver forført af ordene, men også vildfarne kvinder ‒ ikke kun forskruede mænd med overskæg ‒ kan være forførere. Men det er jo ret fint at blive forført, det synes ikke så videnskabeligt. Det kan virke useriøst, selvom det er med evolutionært overlæg, artens overlev-else må vi alle værne om, hvad enten vi vil det eller ej. Steven Pinker ved, at det er forførelse. Musik har han kaldt for ‘auditory cheesecake’. Ostekage/pin-up piger for ørerne. Der er sket et uheld, da vi udviklede sprog, og en hel kunstart er blomstret frem uden noget reelt, evolutionært formål. Symfoniorkestret spiller musik, men hvorfor? I det mindste har den smerte, der nogle gange ligger bag musikken, et klart evolutionært sigte. I det mindste har jeg smerte. Derfor vil jeg

Det kan virke useriøst: en samtale m

ellem kem

ikeren og humanisten

RESO

NAN

S #

2

48

forføres. På min kollegiegang bor der en kineser. Hun studerer litteratur på Beijing Universitet. Hendes navn er Shu-ahn, men jeg kalder hende Juan. Don Juan. Vi har skændtes meget om hende, da de andre på gangen mener, at hendes riskoger er irriterende, foruden det at hendes engelsk er mangelfuldt. De har svært ved at snakke med hende, idet de mener, at hun ikke helt er med på, hvad de mener. Jeg, derimod, har et positivt indtryk af hende, baseret på de mange lange samtaler vi har ført. Jeg siger til min kemiker, jeg er bare glad for at finde nogen, der siger ‘wow’, når jeg siger noget klogt. Vi er på bølgelængde, Don Juan og jeg. Men gør du nytte, spørger min kemiker. Det ved jeg ikke. Spørgsmålet om nytteværdi er måske også et spørgsmål om økonomi. Min far sagde altid til mig, du skal kunne forsørge dig selv, og så kunne det ellers være lige meget hvad jeg gav mig til. Man kan utvivlsomt tjene penge indenfor kemi. Hvad har du egentlig gang i, spørger min kemiker mig. Det ved jeg ikke. Måske er det er et spørgsmål om verdenssyn, han kan se realiteterne, han ser stofferne reagere med hinanden, og det er hvad han ved. Det er ikke et spørgsmål om tro, det er et spørgsmål om viden. For hver bog jeg læser, kan jeg dårligt blive klogere - allerhøjest tære på mine øjne. Alligevel kommer jeg til at tænke på balletdan-serindens ord: ”hvis jeg kunne sige det jeg ville sige i en samtale med dig, ville jeg nok ikke danse, vel?” Men det er en undvigelsesmanøvre, 1-2-3-4 trip hen over scenen. Virginia Woolf besøger på et tidspunkt i 1935 en tysk håndtyder ved navn Charlotte Wolff. Hun kalder det ”sheer and utter drivel”, men hun tager alligevel af sted. Hun har stadig de her fornemmelser. Men kunne der ikke være flere former for sandhed, måske kemien er en god måde at forstå hvordan stoffer går i clinch med hinanden, mens neuroviden-skab forklarer hjernens processer, og kunsten beskriver vores oplevelse, den menneskelige oplevelse? Kunsten kunne hjælpe med at håndtere vores uvished, at vi ikke kan få fyldestgørende svar på den omkringliggende verden og vores plads i den. Men sandhed er en gade, der er ved at blive lagt om til ensrettet, det er bare et spørgsmål om tid, før vi gennem naturvidenskabens mellemkomst har alle de svar, vi har brug for. Det vil måske blive ved at murre, i min tand, i mine tanker. Det er en personlig svaghed, måske endda genetik, nogle mennesker er bare ikke bygget til denne verden. Evindelige kvababbelser fra den kant af. Al-ligevel kommer alle disse foreslag: måske kunne kunst, litteratur, være et sted, hvor vi kunne dele historier og sammenligne dem, holde dem mod hinanden, se ligheder og forskelle. Et arkiv over et fællesskab, et samfund. Nogle gange vil

49

sms’en, tv-medvirken, internetkommentaren eller læserbrevet ikke være den rette form, nogle gange er du nødt til at deltage på en mere kantet vis. Jeg læser for at få information om dig, ikke Java eller stokastiske processer, og du kan måske vise mig noget gennem dine ord. Men man kan ikke spise et andet menneske, siger min kemiker, i hvert fald ikke i Danmark, og han har naturligvis ret. Det er ren luksus overhovedet at bruge tid på den slags, men alligevel har man op gennem historien fundet tid mellem alle kannibalgilderne. Det kan virke useriøst, men måske er litteratur en måde at være sammen på og blive ved med at være sammen i århundreder og årtusinder. Jeg læser Da Vinci Mysteriet, siger min kemiker, den er da et par år gam-mel. Er det det, du mener? Nej, så du kunne ligeså godt se filmene, det er alli-gevel ligesom at læse et filmmanuskript. Der er en barriere. Det synes næsten at være en religiøs overbevisning, en absolut tro, og hvorfor skulle der ikke være det. Stråforkorteren reddede utallige mennesker fra sult og død, lige nu sidder der bankmænd i yachter ved den franske riviera, som var dygtige og forudseende nok til at få sig en lukrativ lønkontrakt, selv hvis det hele skulle ramle om ørerne på dem. Ingen roman har nogensinde været med til at bygge en Storebæltsbro. Der er måske andre måder at bygge på, andre ting at bygge, men det virker useriøst. Jeg har ingen respekt for det du laver, siger min kemiker. Det ved jeg hel-ler ikke, om jeg har, siger jeg.

Det kan virke useriøst: en samtale m

ellem kem

ikeren og humanisten

RESO

NAN

S #

2

50

// Peer ReviewAsk HastrupOlivia M. PallesenJulie MarkussenCatharina BjørnsholmMorten BruunTanne SøndertoftMads V. LauritsenRolf Skov MadsenRikke MaltesenSteffen Krejberg

// BidragsydereMorten BruunMathias Christensen Niels KernRikke MaltesenSimon PedersenDanny Trang

Redaktionen // RESONANSAarhus Universitet

RESONANS #2tidsskrift for litteratur

maj 2013