undersøgelse af forekomst og hyppighed af blæreorm ... · anaplasma phagocytophilum ......
TRANSCRIPT
General rights Copyright and moral rights for the publications made accessible in the public portal are retained by the authors and/or other copyright owners and it is a condition of accessing publications that users recognise and abide by the legal requirements associated with these rights.
Users may download and print one copy of any publication from the public portal for the purpose of private study or research.
You may not further distribute the material or use it for any profit-making activity or commercial gain
You may freely distribute the URL identifying the publication in the public portal If you believe that this document breaches copyright please contact us providing details, and we will remove access to the work immediately and investigate your claim.
Downloaded from orbit.dtu.dk on: Jan 19, 2020
Undersøgelse af forekomst og hyppighed af blæreorm, hjerteorm, lungeorm ogzoonotiske parasitter hos danske mårhunde
Petersen, Heidi Huus; Jensen, Laura Mark; Chriél, Mariann
Publication date:2019
Document VersionOgså kaldet Forlagets PDF
Link back to DTU Orbit
Citation (APA):Petersen, H. H., Jensen, L. M., & Chriél, M. (2019). Undersøgelse af forekomst og hyppighed af blæreorm,hjerteorm, lungeorm og zoonotiske parasitter hos danske mårhunde. Kgs. Lyngby: Danmarks TekniskeUniversitet (DTU).
Undersøgelse af forekomst og hyppighed af blæreorm, hjerteorm,
lungeorm og zoonotiske parasitter hos danske mårhunde.
Heidi Huus Petersen, Laura Mark Jensen, Mariann Chriél
Januar 2019
Undersøgelse af forekomst og hyppighed af blæreorm, hjerteorm, lungeorm og zoonotiske parasitter hos danske mårhunde.
Rapport 2019-1
2019
Af
Heidi Huus Petersen, Laura Mark Jensen, Mariann Chriél
Copyright: Hel eller delvis gengivelse af denne publikation er tilladt med kildeangivelse
Udgivet af: Veterinærinstituttet, Kemitorvet, Bygning 202, 2800 Kgs. Lyngby
Rekvireres: www.vet.dtu.dk
Indhold
1. Indledning .......................................................................... 4
2. Metode ............................................................................... 4
3. Beskrivelse af parasitterne .................................................... 8
4. Beskrivelse af flåtbårne sygdomme ...................................... 19
5. Korrekt håndtering af døde levende og mårhunde. ................. 23
Referencer .............................................................................. 25
4
1. Indledning
Mårhunden blev første gang registret i naturen i Danmark i 1980 ved Vejle. Siden da har
bestanden af mårhunde været stærkt stigende i Danmark til trods for en plan om udryddelse
af arten gennem en intensiv bekæmpelsesindsats.
Mårhunde deler værtsskab for flere parasitter med hjemmehørende vilde dyr, husdyr og
mennesker. I kraft af at bestanden af mårhunde øges med risiko for spredning til andre
områder i Danmark, kan der være en risiko for spredning af parasitter til disse områder og øget
prævalens af parasitinfektioner.
På den baggrund har vi i 2018 undersøgt for danske mårhunde for endoparasitter som kan
smitte til andre dyr og mennesker. Endvidere er der gennemført undersøgelser af status for
flåtbårne sygdomme.
Mårhunde er undersøgt for følgende parasitter:
• Alaria sp.• Capillaria plica• Hjerte/lungeorm• Trichinella sp.• Toxoplasma gondii (antistoffer)
Mårhunde er undersøgt for følgende flåtbårne sygdomme:
• Anaplasma phagocytophilum• Babesia spp. (B. divergens, B. microti, B. canis, B. venatorum, Babesia EU1)• Borrelia spp. (B. garinii, B. afzelii, B. spielmanii, B. valaisiana, B. lusitaniae, and B.
miyamotoi, B. burgdorferi sensu strictu)• Candidatus Neoehrlichia mikurensis• Coxiella burnetii• Francisella tularensis• Rickettsia Helvetica• Spotted fever group (SFG)
2. MetodeDe undersøgte mårhunde er indsamlet gennem mårhundereguleringsjægere og lokale
vildtkonsulenter i Naturstyrelsen og obduceret på DTU Veterinærinstituttet (DTU-VET).
5
2.1 Parasit-undersøgelser
Materiale til undersøgelse for parasitter er udtaget under obduktion på DTU-VET.
Mårhundene er undersøgt for Alaria æg i afføringen via sedimentering. Sedimentering foregår
ved, at afføringsprøven opløses i vand, herefter henstår prøven således at de tunge Alaria æg
falder til bunds og kan suges op, hvorved de isoleres fra fækale flydepartikler. Prøven
undersøges mikroskopisk og det noteres om Alaria æg er til stede.
Infektion med Capillaria plica blev påvist ved at påvise æg i urinen. Urinen udtages fra blæren
og denne centrifugeres. Overskydende urin fjernes og der tilsættes flotationsvæske til
bundfaldet. Blandingen overføres til et tællekammer hvor æggene flyder til tops og kan
identificeres mikroskopisk. Var der ikke urin i blæren blev denne skyllet med sterilt vand og
prøven blev derefter behandlet som hvis det var urin. Det noteres om C. plica æg er til stede.
Hjerte/lungeorm påvises enten ved makroskopisk at påvise ormene enten i hjertet eller i
lungerne, eller ved at skylle lungerne med sterilt vand. Ved skylning henstår blandingen til
sedimentering i et spidsbundet glas og efterfølgende suges evt. lungeorm op fra bunden.
Prøven undersøges mikroskopisk for tilstedeværelsen af larver. Det noteres om larverne er af
arterne Angiostrongylus vasorum, Crenosoma vulpis eller umiddelbar uidentificerbar art.
Uidentificerbare lungeorm er gemt på frys for efterfølgende artsidentificering via sekventering.
Der er undersøgt for Trichinella ved magnetomrører-metode. Ved denne metode undersøges
muskelprøver fra 10 dyr samtidig. Muskelvævet fordøjes med pepsin, hvorved evt.
tilstedeværende muskeltrikiner frigøres fra muskulaturen. Det fordøjede kød henstår til
sedimentering i en tragt i 30 min, hvorefter de nederste 40 ml aftappes. Væsken henstår i
yderlige 10 min og de 30 øverste ml fjernes. De resterende 10 ml undersøges via mikroskopi
for tilstedeværelsen af trikinlarver.
Mårhundene undersøges for antistoffer mod T. gondii via ELISA kit (ID Screen Toxoplasmosis
Indirect Multi-species, IDvet, Grabels, Frankrig) ved at følge producentens anvisning.
I tabel 1 ses antal undersøgte mårhunde for hver af overstående parasitter, samt prævalensen
og fordelingen af positive dyr per region. Antallet af mårhunde undersøgt for de forskellige
parasitter varierer da ikke alt materiale fra alle mårhunde er egnet til undersøgelse. Der er
6
inkluderet resultater fra mårhunde undersøgt for hjerte/lungeorm og blæreorm fra både 2017
og 2018.
Tabel 1. Antal undersøgte og positive mårhunde ( Parasit Total Positive % Region Alaria sp. 238 79 33,2 Nordjylland 40%
Midtjylland 35% Sydjylland 33%
Capillaria plica 498 2 0,5 Sydjylland
Hjerte/lungeorm Angiostrongylus vasorum 476 1 0,2 Midtjylland
Crenosoma vulpis 476 0 0,0 - Andre lungeorm 476 48 10,1 Nordjylland 3%
Midtjylland 9% Sydjylland 5%
Trichinella 233 0 0,0 - Toxoplasma 227 97 42,7 Nordjylland 52%
Midtjylland 26% Sydjylland 46%
2.2 Flåtbårne sygdomme
Mårhundene blev kæmmet for flåter primært ved øjenregionen samt bug og inderlår. I alt blev
der indsamlet 564 flåter fra 41 mårhunde. I alt er 190 flåter (150 larver og 40 nymfer) fra 15
mårhunde testet for flåtbårne sygdomme via Fluidigm RT-PCR, hvoraf både larver og nymfer
er testet fra fire mårhunde.
2.2.1 DNA-ekstraktion
Flåterne blev vasket i 70 % ethanol og herefter 2 x 5 min i sterilt vand. Til de vaskede flåter blev
der tilsat 75 µl inkuberingsbuffer (D920), 75 µl lysisbuffer (MC501) samt 3 mm tungstens beads
(Qiagen), og flåterne blev homogeniseres i en TissueLyser II (Qiagen, Hilden, Germany). DNA
blev efterfølgende isoleret ved brug af Maxwell 16 LEV Blood DNA kit (Promega, Madison,
Wisconsin, USA) ifølge producentens anvisninger med få modifikationer (prøverne blev
inkuberet ved 56˚C natten over).
2.2.2 Screening for flåtbårne patogener via Fluidigm realtime-PCR (RT-
PCR)
Flåterne er undersøgt for tilstedeværelsen af de ovenforstående bakterielle og parasitiske
patogener (se afsnit 1) via BioMark RT-PCR systemet (Fluidigm, San Francisco, California, USA).
7
Disse patogener er udvalgt da de anses for de mest almindelig flåtbårne sygdomme og er
tidligere fundet i danske flåter. Før undersøgelsen, blev DNA’et præ-amplificeret i en
mastermix bestående af 2,5 µL TaqMan PreAmp Master Mix (2X), 1,2 μL poolet primer mix og
1,3 μL flåt DNA. Prøverne kørte én cyklus ved 95°C i 10 min, 14 cykler ved 95°C i 15 s og 4 min
ved 60°C.
Det præ-amplificerede DNA blev fortyndet 5 gange i vand før RT-PCR er udført med FAM- and
black hole quencher (BHQ1)-labeled TaqMan probes med TaqMan Gene Expression Master
Mix i overensstemmelse med fabrikantens anvisninger (Applied Biosystems, Foster City,
California, USA). De afsluttende cykler udføres som følger: 50°C i 2 min, 95°C i 10 min, 40 cykler
ved 95°C i 15 s, og ved 60°C i 15 s.
Resultaterne er opnået gennem BioMark RT-PCR systemet og analyseret ved at anvende et
Fluidigm RT-PCR Analyse software.
I tabel 2 og 3 ses resultaterne for flåtbårne sygdomme for hhv. undersøgte larver og nymfer.
Tabel 2. Antal undersøgte og positive mårhunde (larver) for flåtbårne patogener via Fluidigm RT-PCR.
Patogen Total Positive % Region (antal) Anaplasma phagocytophilum 15 3 20 Nordjylland 1
Sydjylland 2 Babesia spp. 15 0 0,0 - Babesia EU1 15 1 6,7 Midtjylland 1 Borrelia spp. 15 0 0,0 - Borrelia miyamotoi 15 1 6,7 Sydjylland 1 Candidatus Neoehrlichia mikurensis
15 0 0,0 -
Coxiella burnetii 15 0 0,0 - Francisella tularensis 15 0 0,0 - Neoehrlichia mikurensis 15 1 6,7 Midtjylland 1 Rickettsia helvetica 15 9 60 Nordjylland 1
Midtjylland 2 Sydjylland 6
Spotted Fever Group 15 7 46,6 Nordjylland 1 Midtjylland 1 Sydjylland 5
8
Babesia spp. 4 0 0 - Babesia EU1 4 0 0 - Borrelia spp. 4 0 0 - Borrelia miyamotoi 4 0 0 - Candidatus Neoehrlichia mikurensis
4 0 0 -
Coxiella burnetii 4 0 0 - Francisella tularensis 4 0 0 - Neoehrlichia mikurensis 4 1 25 Sydjylland Rickettsia helvetica 4 2 50 Sydjylland 2 Spotted Fever Group 4 2 50 Sydjylland 2
3. Beskrivelse af parasitterne
3.1 Alaria sp.
• Morfologi:
Alaria er en typisk bladformet ikte. Den voksne orm er 3-6 mm lang og 1-2 mm brede.
Alaria har, ligesom de fleste andre ikter, sugeskåle på undersiden af kroppen som bruges til
at indtage føde med. Alaria æg er brunlige og måler 98-125 µm x 62-81 µm. Udover æg og
voksne orm har Alaria også stadierne miracidium (fritsvømmende stadie med fibrehår),
cercarier (fritsvømmende stadie med bevægelig hale), mesocercaria (muskelstadie i bl.a.
mellemværter og parateniske værter) og metacercarier (lungestadie i hovedvært).
• Hovedvært:
Vilde rovdyr i hundefamilien, herunder ræv og mårhund1. Derudover er Alaria er påvist hos
tamme rovdyr, både hunde og katte2.
• Mellemvært:
1. mellemvært er ferskvandsnegle og 2. mellemvært er padder. Herudover kan en lang
række vertebrater, herunder vildsvin og mennesker, fungere som parateniske værter, også
kaldet transportværter.
• Hvor i dyret findes parasitten:
I hovedværten opholder de voksne Alaria orm sig i tyndtarmen. Hos de parateniske værter
kan Alaria forekomme i muskulaturen i hele kroppen.
• Sygdomssymptomerne, diagnostik og behandling:
Tabel 3. Antal undersøgte og positive mårhunde (nymfer) for flåtbårne patogener via Fluidigm RT-PCR.
Patogen Total Positive % Region Anaplasma 4 1 75 Sydjylland 1
9
I og med Alaria kan forekomme i muskulaturen i hele kroppen, afhænger symptomerne i
humane tilfælde også af hvor mange parasitter, der er i kroppen og hvor de er lokaliseret.
Smittede individer kan udvise lungesygdomme, såsom bronkospasmer og åndenød.
Anafylaksis chok med dødelig udgang kan forekomme. Det er svært at diagnosticere
infektion i parateniske værter, da det kræver man påviser Alaria i muskulaturen, mens der
kan påvises æg i afføringen hos hovedværter. Der er ingen kendt behandling.
• Livscyklus:
De voksne ikter i tyndtarmen hos hovedværten lægger æg som udskilles med afføringen.
Æggene har brug for vand, for at larven, kaldet miracidium, kan udvikles inde i ægget. Efter
2 uger i vand, klækker ægget og larven frigives og trænger ind i 1. mellemvært
(ferskvandsnegl). I sneglen reproducerer larven sig og efter næsten 1 års udvikling, frigives
cercarier til vandet. Cercarierne kan bevæge sig i vandet og opsøger derved den 2.
mellemvært (haletudse, frøer eller andre padder), hvor de udvikles til mesocercaria (fig. 1).
Hovedværten inficeres når den æder en inficeret padde. I hovedværten vandrer
mesocercarierne gennem tarmvæggen og videre til lungerne og bliver til metacercarier.
Disse hostes op og sluges og udvikles til voksne ikter tyndtarmen1.
Indtages inficerede padder af andre dyr end hovedværten kan disse agere som såkaldte
parateniske værter. I tilfældet med de parateniske værter kan mesocercarierne overleve i
værten, men de undergår ingen videre udvikling. I stedet vandrer mesocercarierne
gennem tarmvæggen og bosætter sig i muskulaturen i forskellige organer. Her ligger de i
en dvaletilstand indtil dyret bliver spist af en potentiel hovedvært, hvorved udviklingen kan
fortsætte. Det betyder, at selv om dyr fra hundefamilien ikke spiser padder, kan de
alligevel blive inficeret, da Alaria forbliver smittefarlig for hovedværten i den parateniske
vært. Smitten kan også videreføres fra en paratenisk vært til en anden, fx hvis mennesker
spiser råt eller ikke gennemstegt vildsvin1.
10
Figur 1: Alaria alata mesocercarier isoleret fra muskulaturen fra danske vildsvin.
• Samspil mellem vilde dyr og husdyr og tidligere fund:
I denne undersøgelse er der påvist Alaria æg i afføringen hos næsten 30 % af dyrene. Dette
er lavere end i et tidligere dansk studie hvor prævalens var på næsten 70 %3. Dog klan det
konkluderes at Alaria er almindelig forekommende i danske mårhunde. Den høje
forekomst i mårhunde skyldes sandsynligvis mårhundes fødepræference, som bl.a.
inkluderer padder4. Med det store antal mårhunde som udskiller æg til omgivelser, giver
det anledning til et stort antal inficerede padder og dermed grundlag for spredning til
parateniske værter herunder både mennesker og husdyr. I enkelte danske hegninger med
vildsvin er Alaria tidlige blevet påvist hos mere end 50 % af vildsvinene, mens vildsvin i
andre hegninger var negative5. Endvidere er ca. 60 % af danske grævlinger fundet positive
for Alaria6. Risikoen for smitte til mennesker er størst ved konsum af ikke varmebehandlet
vildsvinekød (>60°C).
3.2 Capillaria plica - blæreorm.
• Morfologi:
Tynde, filamentøse, hårlignende orm på ca. 13-40 mm.
Æggene er tøndeformet med polpropper i begge ender (fig.
2).
• Hovedværter:
Især hunde og ræve, dog er blæreorm lejlighedsvis
observeret hos andre rovdyr, herunder mårhunde.
• Mellemvært(er):
Regnorme af slægterne Lumbricus eller Dendrobaena.
Figur 2: Capillaria plica æg.
100 µm
11
• Hvor i dyret findes parasitten:
De voksne orm findes i blæren og nyrerne, dog kan de også opholde sig i urinrøret og
nyrebækken.
• Sygdomssymptomerne, diagnostik og behandling:
Hos hunde kan infektion med C. plica føre til blod i
urinen, blærebetændelse og vandladningsbesvær,
dog er infektionen ofte symptomfri. Infektion med C.
plica diagnosticeres ved at påvise æg i urinen7. Ved
obduktion er det observeret at blæren hos positive
dyr ofte er stor, slap og urinfyldt (fig. 3). Infektionen
kan behandles med ormemiddel.
• Livscyklus:
Livscyklus er indirekte med regnormen som mellemvært. Æg fra C. plica frigives fra
hovedværten med urinen, hvorefter de optages af mellemværten. Æggene klækker i
regnormens tarm og første stadie larverne borer sig gennem tarmvæggen, hvor de bliver
indlejret i bindevæv i hele regnormens krop. Hvis regnorme bliver spist af en hovedvært, fx
ræv, hund eller lign. udvikler larverne sig til anden stadie larver, der borer sig gennem
tarmvæggen på værten, og udvikler sig til tredje stadie larver. Disse larver føres med
kredsløbet til nyrerne. Derfra bevæger de sig gennem urinlederen til urinblæren. Ca. 30
dage efter infektion kan tredje- og fjerde stadie larver ses i urinblæren. Her modnes de til
voksne orm, som reproducerer sig, hvorefter befrugtede æg frigives til miljøet med urinen
ca. 60 dage efter infektion i ca. 2,5 måneder7.
• Samspil mellem vilde dyr og husdyr og tidligere fund:
Hyppigheden af C. plica infektion i ræve blev i 2006 vurderet til 80.5 % i forbindelse med et
undersøgelse af parasit-infektionerne i danske ræve8. Dette tyder på, at en betydelig del af
den danske population af ræve er smittet med blæreorm. Da ræve ofte søger efter føde i
nærheden af menneskers boligområder er de også tæt på hunde, og dermed er der en
væsentlig risiko for at smitten overføres til hunde gennem inficerede regnorme. I Danmark
er mårhunde ikke tidligere undersøgt for blæreorm, men et litauisk undersøgelse har
påvist blæreorm hos 11,3 % af mårhunde9. Denne undersøgelse har bekræftet, at også hos
Figur 3: Slap blære fyldt med urin.
12
danske mårhunde er forekomsten lav. Dette skyldes måske ringere egenskaber som
hovedvært, da tidligere undersøgelser af fødevalg hos mårhunde har vist en større fund af
regnorm end hos tilsvarende undersøgelser i danske ræve4.
3.3 Hjerte-lungeorm
Danske rovdyr kan være inficeret med flere arter af hjerte/lungeorm, herunder beskrives dog
kun de to mest almindelige hjerte-lungeorm under danske himmelstrøg, nemlig fransk hjerte-
lungeorm (Angiostrogylus vasorum) og rævens lungeorm (Crenosoma vulpis).
Angiostrongylus vasorum – fransk hjerteorm
• Morfologi:
De voksne orm er 1,5 – 2,0 cm lange.
Hunnerne har et karakteristik (for blodsugende
orm) udseende med hvide ovarier som slynger
sig om den blodfyldte tarm (fig. 4).
• Hovedvært:
Primært hunde og ræve, men den er også
påvist hos mårhunde.
• Mellemvært(er):
En lang række landsnegle som forekommer almindeligt i parker, haver og skove, herunder
små havesnegle, vinbjergsnegle og ”nøgne” snegle. Frøer, som spiser inficerede snegle,
kan endvidere fungere som paratenisk vært.
• Hvor i dyret findes parasitten:
Navnet hjerteorm skyldes, at de voksne orm befinder sig i hovedværtens højre
hjertekammer samt lungernes blodkar. De kan forekomme så talrigt, at de store blodårer
kan være helt tilstoppede (fig. 5).
• Sygdomssymptomerne, diagnostik og behandling:
Figur 4: Angisostrongylus vasorum hunorm.
13
Angiostrongylus vasorum forårsager
sygdommen angiostrongylose. Hos hunde, kan
angiostrongylose være en lunefuld sygdom, der
kan være svær at opdage, og den kan nemt
forveksles med andre sygdomme, da der kan
forekomme mange forskellige symptomer. I værste
fald kan en infektion med fransk hjerteorm give
hunde alvorlige hjerte-og lungeproblemer med
døden til følge, hvis infektionen ikke opdages og
behandles i tide.
De mest almindelige symptomer er luftvejsproblemer, som hoste, åndedrætsbesvær og
hurtig vejrtrækning. Andre symptomer, som jævnligt ses, er appetitløshed, ændring i
adfærd, nedstemthed og vægttab.
Der er efterhånden udviklet en lang række test til undersøgelse for hjerte-lungeorm, enten
via identifikation af larver i afføringen eller påvisning af antistoffer i blodet. Parasitten kan
behandles med ormemiddel.
• Livscyklus:Værten smittes ved at spise en snegl inficeret med larver. Når sneglen fordøjes i maven og
tarmene, frigives larverne. I tyndtarmen borer larverne sig igennem tarmvæggen og føres
med lymfevæsken til højre hjertekammer, hvor de vokser og bliver til kønsmodne orm. Det
tager ca. 5-7 uger fra en snegl indtages, til de voksne orm begynder at udskille æg. Æggene
føres med blodet til lungerne, hvor de klækker. Larverne hostes derefter op i svælget og
synkes for til sidst at blive udskilt med afføringen. De voksne orm kan leve i værten i årevis
og producere æg og larver, med mindre værten bliver så syg, at den dør. Derfor er det
vigtigt, at afføring fra hunde samles op og lægges i skraldespand.
• Samspil mellem vilde dyr og husdyr og tidligere fund:
Nordsjælland og hovedstadsområdet er i årevis blevet betragtet som en enzootisk
lokalitet. Tidligere undersøgelser har vist, at mere end halvdelen af rævene i disse områder
er inficeret10. Det antages at smitten er bragt til området med hunde. Da rævene i
byområdet oftest befinder sig tæt på eller i samme områder som hundene, spiller de
utvivlsomt en vigtig rolle som reservoirværter for infektion i hunde. Endvidere kan
Figur 5: Angisostrongylus vasorum i hjertet hos hund.
14
subklinisk inficerede hunde sprede infektionen rundt i Danmark, når afføringen ikke samles
op. Da kun en enkelt mårhund ud af de 476 undersøgte var positive for fransk hjerteorm,
kan mårhunde øjensynligt ikke betragtes som en sandsynlig reservoirvært for spredning af
fransk hjerteorm.
Crenosoma vulpis – rævens lungeorm
• Morfologi:
De voksne er tynde og hvide 0,4 - 1,5 cm lange orm. Hanormen er mindre end hunormen.
Første stadie larver udskilles med afføringen, og er 265 – 330 µm lange mes spids hale (fig.
5).
• Hovedvært:
Primært ræve og hunde, men er dokumenteret hos andre vildtlevende rovdyr, herunder
mårhunde.
• Mellemvært(er):
Ligesom med fransk hjerteorm, er mellemværten en
lang række landsnegle.
• Hvor i dyret findes parasitten:
De voksne orm opholder sig i bronchier og
bronchioler.
• Sygdomssymptomerne, diagnostik og behandling:
Det dominerende symptom på infektion med C.
vulpis hos hunde er kronisk hoste, nedstemhed og
let feber. Der kan forekomme lungebetændelse og øget slimdannelse. Værtens
almenbefindende påvirkes ofte ikke synderligt, og infektion med rævens lungeorm hos
ræve giver kun sjælden anledning til alvorlig sygdom. Crenosoma vulpis diagnosticeres ved
at påvise første stadie larver i afføringen. Parasitten kan behandles med ormemiddel.
• Livscyklus:
Efter indtagelse af inficeret mellemvært, vandrer tredje stadie larverne gennem
tarmvæggen, hvorfra de via leveren og lungekredsløbet føres til bronchioler og bronchier,
hvor de færdigudvikles og etablerer sig som voksne lungeorm.
Figur 5: Crenosoma vulpis larve fragødningen fra ræv.
15
• Samspil mellem vilde dyr og husdyr og tidligere fund:
Ligesom med fransk hjerteorm, er rævens lungeorm højprævalent i ræve i Nordsjælland og
hovedstadsområdet. Forekomsten af C. vulpis i rævepopulationen må antages at
opretholde infektionen inden for et givet område, samt bidrage til eventuel spredning af
smitten. Da rævene i byområdet oftest befinder sig tæt på eller i samme områder som
hundene spiller de utvivlsomt en vigtig rolle som reservoirværter for infektion i hunde.
Endvidere kan subklinisk inficerede hunde sprede infektionen, hvis afføringen ikke samles
op. Ingen af de undersøgte mårhund var smittet med rævens lungeorm og mårhunde kan
derfor ikke betragtes som en sandsynlig reservoirvært for spredning af rævens lungeorm.
3.4 Toxoplasma gondii
• Morfologi:
Toxoplasma gondii er en protozoisk parasit med fire stadie; tachyzoitter (2 x 6 µm),
bradyzoitter (1-3 x 6-8 µm), sporozoitter (2 x 6-8 µm) og oocyster (11 x 13 µm).
• Hovedvært:
Katte.
• Mellemvært:
Kan sandsynligvis inficere alle varmblodede dyr (pattedyr og fugle) og mennesker. I
virkeligheden er disse ikke ægte mellemværter, da en mellemvært er defineret som et
nødvendigt led i transmissionen af parasitten. For T. gondii er mellemværten ikke
nødvendig for videreførelsen af parasitten.
• Hvor i dyret findes parasitten:
Encysteret i muskelvæv og det centrale nervesystem (CNS). Hos katten findes parasitten i
tarmcellerne, hvor den kønslige reproduktion finder sted og resultere i oocyster, som
udskilles med afføringen.
• Sygdomssymptomerne og diagnostik:
Human infektion med T. gondii er meget almindelig, dog er klinisk sygdom stort set
begrænset til få risikogrupper (medfødt toxoplasmose, toxoplasmose hos
immunkompromitterede mennesker). De fleste tilfælde af T. gondii infektioner hos raske
16
mennesker forløber uden symptomer11. I særlige tilfælde, kan infektion med Toxoplasma
hos gravide kvinder forårsage abort eller medfødt sygdom.
• Livscyklus:
T. gondii reproducerer sig både ved aseksuel og seksuel formering og smittevejen kan være
både direkte og indirekte. Katten er eneste hovedvært, mens alle varmblodede dyr kan
være mellemværter. Toxoplasma gondii kan overføres fra hovedvært til mellemvært, fra
mellemvært til hovedvært, og mellem hovedværter og mellem mellemværter. Det er uvist
hvilken smittevej der er vigtigst epidemiologisk. Livscyklus kan fortsætte på ubestemt tid
ved transmission af vævscyster mellem mellemværter (selv i mangel af hovedværter) og
ved overførsel af oocyster mellem hovedværter (selv i mangel af mellemværter).
T. gondii har tre infektive stadier i sin livscyclus: tachyzoitter, bradyzoitter i vævscyster og
sporulerede oocyster. Alle tre stadier er smittefarlige for både hovedværter og
mellemværter. Smitten kan foregå ved 1) oral indtagelse af sporulerede oocyster udskilt
med gødningen fra katte, 2) ved oral indtagelse af vævscyster med bradyzoitter fra råt
eller kød som ikke er gennemstegt fra mellemværter, og 3) ved transplacentral overførsel
af tachyzoitter. Tachyzoitter kan også overføres via mælken fra mor til afkom hos flere
mellemværter.
• Samspil mellem vilde dyr og husdyr og tidligere fund:
T. gondii er udbredt i de fleste områder af verden og er af betydning både veterinær og
human-medicinsk betydning. Det er uvist hvilken betydning Toxoplasma har for f.eks. svin.
Dog har undersøgelser af minipigs vist, at infektionen kan resultere i abort 12.
3.5 Trichinella
• Morfologi:
Hunormene er 3-4 mm og hanormene er ca. 1,5 mm lange. Trikinlarver (vandretrikiner),
der er ganske små og ikke synlig med det blotte øje (ca. 0,1 mm).
Hovedvært: Trikinen kan smitte næsten alle varmblodede dyr, herunder mennesket.
Trikiner er unikke ved at samme værtsdyr fungerer både som hovesvært og mellemvært,
idet de voksne orm producerer afkom, som ikke forlader værtsdyret.
• Mellemvært:
I hovedvært.
17
• Hvor i dyret findes parasitten:
For de fleste trikinarters vedkommende ligger trikinlarverne sammenrullet og indkapslet i
muskelfibrene (fig. 7).
• Sygdomssymptomerne, diagnostik og behandling:
Trikiner påfører sjældent dyr kliniske
symptomer, men mennesker kan få alvorlige
symptomer, evt. med dødsfald. Nogle
trikinarter er der mere patogene end andre.
Tarmtrikiner kan give anledning til kvalme,
diarre og bugsmerter. Vandretrikinernes
indtrængen i muskelcellen giver anledning til
allergisk betonede reaktioner og
betændelsesreaktion. Muskeltrikiner giver anledning til muskelsmerter, muskelsvaghed, og
evt. respirationsbesvær afhængigt af hvilke muskler de befinder sig i.
Trikiner diagnosticeres hos døde dyr ved fordøjelse af kødet, hvorved de indkapslede
larver frigøres og kan identificeres mikroskopisk. Hos levende dyr og mennesker kan
infektionen diagnosticeres ved en blodprøve eller muskelbiopsi. Trichinella behandles ikke
hos dyr, derimod aflives dyret hvis der påvises trikiner.
• Livscyklus:
Smitte fra en vært til en anden, sker ved indtagelse af råt eller utilstrækkeligt
varmebehandlet kød med trikiner. Når kødet spises og derefter fordøjes i maven, frigøres
larverne, og disse larver udvikler sig til voksne rundorm i tyndtarmen. De voksne orm
kaldes tarmtrikiner. De bevæger sig i tarmvæggens celler, hvor de optager næring fra
værtsdyret. Hannen kan parre sig mindst 2 gange, inden den udstødes fra tarmen. Hunnen
er efter parring befrugtet for resten af sin livstid (uger til måneder), idet hun kan opbevare
sæden i et sædgemme. Æggene føres gennem en livmoder (uterus), hvor de klækkes og
bliver til larver. Det er disse trikinlarver, der fødes gennem kønsåbningen. Hunnen borer
sin forende ind i tarmvæggen og frigør de nyfødte trikinlarve, der kaldes vandretrikiner.
Vandretrikinerne borer sig ind i de store lymfekar og overføres derefter til blodbanen. Med
blodet føres vandretrikinerne rundt i kroppen, indtil de kommer til deres foretrukne
Figur 7: Trichinella spiralis sammenrullet ogindkapslet i musklerne fra en mus.
18
opholdssted: den tværstribede muskulatur. Vandretrikinerne søger mod muskler med stor
blodgennemstrømning, og i mange værtsdyrarter findes trikiner derfor især i
mellemgulvsmuskulaturen, ribbens-, tunge- og tyggemuskulatur. Disse muskelgrupper
kaldes for trikinens prædilektionssteder (dvs. de foretrukne steder), og det kan variere
mellem værtsdyrarterne. Når vandretrikinen er nået frem til et passende sted muskelcelle,
trænger ind i cellen og vokser til en længde på ca. 1 mm, ruller sig sammen og bliver
omgivet af en beskyttende kapsel.
Trikinlarven, der nu er inde i muskelcellen, kaldes en muskeltrikin (figur 7). Det er først, når
trikinen er blevet til muskeltrikin, at den er smittefarlig, dvs. tidligst ca. 3-4 uger efter
indtagelse af smittet kød. Muskeltrikinen befinder sig i en hvilefase, hvor den kan overleve
op til flere årtier sammenrullet i den samme muskelcelle.
• Samspil mellem vilde dyr og husdyr og tidligere fund:
Da Trichinella har et bredt værtspektrum, kan det være svært at kontrollere infektionen i
vilde dyr, og gnavere i svinestalde kan bringe smitten til svin. Under naturlige forhold
forbliver muskeltrikinen smittefarlig i lang tid - for nogle arter op til flere måneder - selv
efter at det omgivende kød er stærkt forrådnet, da kapslen omkring larven beskytter den
mod ydre påvirkning. Trichinella har ikke været påvist i svin i Danmark siden 1930. I 2008
blev der dog påvist T. pseudospiralis i en vild mink fra Bornholm. Trichinella findes dog i
landene omkring (fig. 8). I delstaten Mecklenburg-Vorpommern i Nordtyskland er der
noteret en stigende prævalens af Trichinella i vildsvin, samt prævalens på 4 % i mårhunde
og 1 % i ræve. I Sverige er Trichinella påvist i både mårhund, ræve, ulve, vildsvin, brun
bjørn, los og jærv med prævalenser på mellem 1,5 % og 9,5 %.
19
Figur 8. Humane Trichinella-tilfælde og prævalens i vildt (vildsvin, rød ræv, brun bjørn, andet vildt), 201613.
4. Beskrivelse af flåtbårne sygdomme
Skovflåten (Ixodes ricinus) er den mest udbredte flåt i
Danmark14. Den har tre livscyklusstadier, og for hver
stadie behøver flåten et blodmåltid fra en vært.
Skovflåten er opportunistisk i alle stadier, hvilket
betyder at både larver, nymfer og voksne flåter kan
findes på mårhundene. Hver gang flåten tager et
blodmåltid, kan den på samme tid erhverve sig flere
forskellige bakterier, vira og parasitter: enten gennem
blodmåltidet fra sin vært, som kan være bære af flere
infektioner, eller ved overførelse gennem ’co-feeding’, hvor flåter kan inficere hinanden
gennem spyt15. Nedenfor følger en kort beskrivelse af de patogener som flåterne er undersøgt
for.
4.1 Anaplasma phagocytophila
Anaplasma phagocytophila er en obligat intracellulær, gram-negativ bakterie. Den betegnes
som en bakteriel zoonose og kan forsage sygdommen anaplasmose. Bakterien overføres
Figur 9. Voksen hunskovflåt (Ixodes ricinus). Foto: Rene Bødker, DTU Veterinærinstituttet.
20
mellem værter via flåter. Sygdommen ses oftest i dyr som hund, kat, hest får og kvæg, men
kan i sjældne tilfælde også forekomme hos mennesker i de to humane former:
Human granulocytær ehrlichiose (HGE)
Human monocytær ehrlichiose (HME)
Symptomerne ses primært som milde influenzalignende symptomer som feber, hovedpine,
slaphed, og muskel- og ledsmerter, men er som regel uden symptomer.
Prøverne viste, at i alt 10 larve (fra 3 mårhund) ud af de 150 undersøgte var positive for
Anaplasma.
4.2 Babesia
Babesia er en protozoisk parasitten som forårsager sygdommen babesiose. Skovflåten
fungerer som mellemvært for parasitten27. Babesia-slægten omfatter over 100 arter som er
infektive for vilde dyr, såvel som domesticerede. Dog er babesiose globalt bedst kendt som en
kvægsygdom. Udover at være en velkendt kvæg-parasit, er Babesia i stigende grad også
anerkendt som en zoonose. I Europa er der dog kun rapporteret få tilfælde af human
babesiose.
Der er endnu ikke rapporteret om tilfælde af babesiose opstået i Danmark, men i 2007 blev det
første tilfælde af indført Babesia microti rapporteret i Danmark29. I dette studie blev der kun
påvist Babesia EU1. Babesia EU1 blev første rapporteret hos to mænd fra henholdsvis Italien
og Østrig28. Dog viste vores undersøgelser at blot én larve ud af de 150 undersøgte var bærer
af Babesia EU1, og vi kan på det grundlag konkludere, at mårhunde ikke udgør stor
opformeringsrisiko for Babesiose
• Hovedvært:
Både vilde dyr og domesticerede samt mennesker.
• Mellemvært:
Babesia overføres mellem modtagelige værter med flåter af slægten Ixodes, dog har de
enkelte Babesia arter forskellige flåt-arter som vektor, hvorfor udbredelsen af Babesia-
arter hænger sammen med udbredelsen af den tilhørende flåt art.
• Hvor i dyret findes parasitten:
I hovedværten opholder Babesia sig i de erytrocytterne (røde blodlegemer) (Fig. 10).
21
Figur 10. Udstrygningspræparat af Babesia divergens (sort pil) i erytrocytter fra kvæg.
• Sygdomssymptomerne og diagnostik:
Symptomerne ved infektion med Babesia EU1 er malarialignende, eventuel med blod i
urinen, men kan også være mere beskedne, hvis mængden af parasitter er lav.
Diagnosen stilles ved påvisning af parasitter i blod.
4.3 Borrelia
Borrelia er en bakterie slægt tilhørende rækken spirokæter. De humane Borrelia bakterier
består af to hovedgrupper: Lyme borreliose gruppen som indeholder de Borrelia arter som
forårsager borreliose/lyme disease, og relapsing fever-inducing gruppen som indeholder
Borrelia arter som forårsager tilbagevenden feber22. I mårhundene i dette studier er påvist B.
miyamotoi som tilhører den sidstnævnte gruppe. Borrelia miyamotoi er en spiralformet
spirokæt (bakterie), som overføres via flåter. De mest almindelige symptomer er
influenzalignende som feber og træthed i nogle tilfælde med tilhørerne ledsmerter og svær
hovedpine23. I Europa er B. miyamotoi vidt udbredt i habitater hvor skovflåten er
hjemmehørende24.
De undersøgte prøver i dette studie viste, at blot én larve ud af de 150 undersøgte var positiv
for B. miyamotoi, og da der ikke er fundet andre Borrelia spp., må det antages at mårhunde
ikke udgør stor opformeringsrisiko for Borrelia infektion.
22
4.4 Candidatus Neoehrlichia mikurensis
Neoehrlichia mikurensis er en bakterie der tilhørerne familien Anaplasmataceae, slægten
Anaplasma. Bakterien kan forsage inflammatorisk sygdom i mennesker med symptomer som
hovedpine, opkast, kvalme og muskelsmerter. Gnavere er primære reservoir værter, men
bakterien er vidt udbredt i pattedyr og fugle, både vilde og domesticerede25. Neoehrlichia
mikurensis blev første gang identificeret som en human patogen i en Svensk patient i 201026.
Selvom bakterien første gang blev isoleret og analyseret i 1999, er det endnu ikke lykkedes at
kultivere og studere den25.
Undersøgelserne i dette studie viste, at blot én larve ud af de 150 undersøgte var positiv for N.
mikurensis, og vi kan på det grundlag konkludere, at mårhunde ikke udgør stor
opformeringsrisiko.
4.5 Coxiella burnetii
Coxiella burnetii tilhører familien Coxiellaceae, slægte Coxiella. Den er en obligat intracellulær,
gram-negativ bakterie som forårsager sygdommen Q feber. Coxiella burnetii er særdeles
resistent over for miljøbelastninger såsom høje temperatur, osmotisk tryk og ultraviolet lys.
Den kan endvidere overleve almindelige desinfektionsmidler. Der blev ikke påvist C. burnetii i
flåterne.
4.6 Francisella tularensis
Francisella tularensis tilhører familien Francisellaceae, slægten Francisella. Det er en lille,
aerob, gram-negativ stavbakterie som forårsager sygdommen tularæmi (harepest). Francisella
tularensis kan inficerer gnavere, fugle, hunde, katte, svin og mennesker. Hos smittede gnavere
er der stor dødelighed. Harepest forekommer i Nordamerika, Asien og Europa og ses hyppigt i
Sverige og Norge. I Danmark er harepest senest blev konstateret i en hare på Bornholm i
december 2015 og i en hare ved Roskilde i maj 2016. De hyppigste symptomer er pludselig høj
feber, sløvhed, appetitløshed, muskelsmerter og sårdannelse på regionale lymfeknuder. Er
smitten sket via en myg eller en flåt, ses efter kort tid, op til et par dage, en lokal hævelse eller
byld på stedet. Bylden kan briste og danne sår. Senere hæver den nærmeste lymfeknude op og
denne kan ligeledes briste og danne sår.
23
4.7 Spotted Fever Group
Rickettsia-slægten tilhører familien Rickettsiaceae, slægten Rickettsia. Slægten Rickettsia er
opdelt i 4 grupper: Spotted fever group (SFGR), tyfusgruppen, ’ancestral’ gruppen og
’transitional’ gruppen. I dette studier er der kun undersøgt for Rickettsia tilhørende SFGR.
SFGR består af ca. 20 arter, bl.a. Rickettsia helvetica (se 4.1.1 nedenfor)16.
Alle Rickettsia er Gram-negative, obligate intracellulære bakterier som opformeres i det
vaskulære endothelium. SFGR kan overføres til mennesker via leddyr, ofte flåter, og kan
forsage alvorlige sygdomme med letale konsekvenser. De fleste tilfælde er dog milde med
symptomer som hovedpine, feber, myalgi og udslet.
Vi har undersøgt for spotted fever group rickettsia uden at skelne mellem de forskellige arter,
dog er R. helvetica undersøgt for sig selv.
4.1.1 Rickettsia helvetica
Rickettsia helvetica er tidligere på vist i danske flåter17. Derudover blev der i 2006 påvist et
tilfælde af R. helvetica associeret meningitis hos en svensk patient18. Dog er infektion med R.
helvetica oftest symptomfri eller med milde symptomer som feber, hovedpine og muskel- og
ledsmerter19.
Det er tidligere vist at større dyr som hjorte og vildsvin kan agere som reservoir værter for R.
helvetica 20,21, og vores resultater viser, at det samme gør sig gældende for danske mårhunde
da 60% var positive.
5. Korrekt håndtering af mårhunde.
Mårhunden er en invasiv art der forekommer i hele Jylland og tillige er fundet enkelte gange
på Fyn. Mårhunden ønskes bekæmpet hvor den forekommer i Danmark. I forbindelse med
bekæmpelsesindsatsen kommer jægere og hunde i fysisk kontakt med mårhunde.
Der bør altid udvises stor forsigtighed og strenge hygiejniske forholdsregler ved håndtering af
døde mårhunde, således at man beskytter sig mod smitte med sygdomme, der kan overføres
til mennesker. WHO (Verdenssundhedsorganisationen) oplyser, at ca. 60% af de
sygdomsfremkaldende agens der diagnosticeres hos mennesker, kommer fra dyr og denne
andel er stigende.
24
Som påvist i dette studie er mårhunden modtagelig for sygdomme og parasitter, der kan
smitte til andre dyrearter i den danske fauna, men også til mennesker og husdyr. Der er dog
ikke kendskab til, at mårhunden har introduceret nye smitsomme sygdomme til Danmark.
Af de tre undersøgte zoonoser (Alaria, Trichinella og Toxoplasma), var mårhundene positive
for Toxoplasma og Alaria. Toxoplasma kan overføres til mennesker og andre dyr ved indtagelse
af råt eller utilstrækkeligt varmebehandlet kød. Mårhundene udskiller Alaria æg ved infektion.
Æggene er ikke direkte infektive for mennesker, da de skal overføres gennem indtagelse af råt
kød fra en mellemvært.
Da flåter er opportunistiske, kan flåter fra mårhundene godt fortsætte jagten på et blodmåltid
på mennesker. Derfor anbefales det, at håndtering af døde og levende mårhunde sker iført
lange bukser, støvler og langærmet overtøj og gerne iført handsker. Det anbefales desuden, at
man tjekker sin krop for flåter efter håndteringen og fjerner dem hurtigst muligt for at undgå
flåtbid.
Generelt bør man altid bruge handsker ved håndtering af døde rovdyr, vask hænderne
grundigt med sæbe og lunkent vand efter håndtering af dyret, undgå at spise og drikke mens
arbejdet med vildt pågår. For de ovennævnte zoonoser sker smitten gennem munden og man
bør overveje brug af mundbind, da støv i pelsen kan indeholde æg.
Ved håndtering af levende dyr bør man altid anvende handsker, da dyrene kan udskille æg fra
rævens dværgbændelorm og disse kan smitte mennesker.
Der er ikke krav i lovgivningen i dag omkring bortskaffelse af døde mårhunde, hvorfor de kan
efterlades, hvor dyret er nedlagt. Hvis dyr har været transporteret, bør det bortskaffes ved
enten at nedgrave det eller afleveres til renovation/destruktion, da mårhunde kan have
parasitter som kan smitte til andre vilde dyr og husdyr. Det er altid jægerens ansvar at sikre
korrekt bortskaffelse.
25
Referencer 1. Möhl, K. et al. Biology of Alaria spp. and human exposition risk to Alaria
mesocercariae—a review. Parasitol. Res. 105, 1–15 (2009).
2. Johnson, E. M. et al. Prevalence of Alaria infection in companion animals in north
central Oklahoma from 2006 through 2015 and detection in wildlife. J. Am. Vet. Med.
Assoc. 250, 881–886 (2017).
3. Al-Sabi, M. N. S., Chriél, M., Jensen, T. H. & Enemark, H. L. Endoparasites of the raccoon
dog (Nyctereutes procyonoides) and the red fox (Vulpes vulpes) in Denmark 2009–2012
– A comparative study. Int. J. Parasitol. Parasites Wildl. 2, 144–151 (2013).
4. Mikkelsen, D. M. G. et al. Mårhundens (Nyctereutes procyonoides) føde og fødeoverlap
med hjemmehørende rovdyr i Danmark. Flora og Fauna 122, 101–114 (2016).
5. Enemark, H. L., Al-Sabi, M. N. S., Takeuchi-Storm, N., Larsen, G. & Chriél, M. High
prevalence of Alaria alata in farmed wild boars (Sus scrofa) in Denmark – preliminary
results of ongoing surveillance of zoonotic parasites. in 25th International Conference of
the World Association for the Advancement of Veterinary Parasitology (2015).
6. Takeuchi-Storm, N., Al-Sabi, M. N. S., Thamsborg, S. M. & Enemark, H. L. Alaria alata
Mesocercariae among Feral Cats and Badgers, Denmark. Emerg. Infect. Dis. 21, 1872–4
(2015).
7. Senior, D. F., Solomon, G. B., Goldschmidt, M. H., Joyce, T. & Bovee, K. C. Capillaria plica
infection in dogs. J. Am. Vet. Med. Assoc. 176, 901–5 (1980).
8. Saeed, I., Maddox-Hyttel, C., Monrad, J. & Kapel, C. M. O. Helminths of red foxes
(Vulpes vulpes) in Denmark. Vet. Parasitol. 139, 168–179 (2006).
9. Bružinskaitė-Schmidhalter, R. et al. Helminths of red foxes (Vulpes vulpes) and raccoon
dogs (Nyctereutes procyonoides) in Lithuania. Parasitology 139, 120–127 (2012).
10. Willingham, A. L., Ockens, N. W., Kapel, C. M. O. & Monrad, J. A helminthological survey
of wild red foxes (Vulpes vulpes) from the metropolitan area of Copenhagen. J.
Helminthol. 70, 259 (1996).
26
11. Tenter, A. M., Heckeroth, A. R. & Weiss, L. M. Toxoplasma gondii: from animals to
humans. Int. J. Parasitol. 30, 1217–1258 (2000).
12. Jungersen, G., Bille-Hansen, V., Jensen, L. & Lind, P. Transplacental transmission of
Toxoplasma gondii in minipigs infected with strains of different virulence. J. Parasitol.
87, 108–113 (2001).
13. The European Union summary report on trends and sources of zoonoses, zoonotic
agents and food-borne outbreaks in 2016. EFSA J. 15, (2017).
14. Kjær, L. J. et al. Predicting and mapping human risk of exposure to Ixodes ricinus
nymphs in northern Europe using climatic and environmental data. Euro Surveill.
(2018).
15. Piesman, J. & Happ, C. M. The efficacy of co-feeding as a means of maintaining Borrelia
burgdorferi: a North American model system. J. Vector Ecol. 26, 216–20 (2001).
16. Wood, H. & Artsob, H. Spotted Fever Group Rickettsiae: A Brief Review and a Canadian
Perspective. Zoonoses Public Health 59, 65–79 (2012).
17. Nielsen, H. et al. Serological and molecular evidence of Rickettsia helvetica in Denmark.
Scand. J. Infect. Dis. 36, 559–563 (2004).
18. Nilsson, K., Elfving, K. & Pahlson, C. Rickettsia helvetica in patient with meningitis,
Sweden, 2006. Emerg. Infect. Dis. 16, 490–2 (2010).
19. Parola, P. & Raoult, D. Ticks and tickborne bacterial diseases in humans: an emerging
infectious threat. Clin. Infect. Dis. 32, 897–928 (2001).
20. Inokuma, H. et al. Detection of Rickettsia helvetica DNA from Peripheral Blood of Sika
Deer (Cervus nippon yesoensis) in Japan. J. Wildl. Dis. 44, 164–167 (2008).
21. Sprong, H. et al. Ixodes ricinus ticks are reservoir hosts for Rickettsia helvetica and
potentially carry flea-borne Rickettsia species. Parasit. Vectors 2, 41 (2009).
22. Cosson, J.-F. et al. Genetic characterization of the human relapsing fever spirochete
Borrelia miyamotoi in vectors and animal reservoirs of Lyme disease spirochetes in
France. Parasit. Vectors 7, 233 (2014).
23. Krause, P. J., Fish, D., Narasimhan, S. & Barbour, A. G. Borrelia miyamotoi infection in
nature and in humans. Clin. Microbiol. Infect. 21, 631–639 (2015).
27
24. Crowder, C. D. et al. Prevalence of Borrelia miyamotoi in Ixodes ticks in Europe and the
United States. Emerg. Infect. Dis. 20, 1678–82 (2014).
25. Portillo, A., Santibáñez, P., Palomar, A. M., Santibáñez, S. & Oteo, J. A. ‘Candidatus
Neoehrlichia mikurensis’ in Europe. New microbes new Infect. 22, 30–36 (2018).
26. Welinder-Olsson, C., Kjellin, E., Vaht, K., Jacobsson, S. & Wennerås, C. First case of
human Candidatus Neoehrlichia mikurensis infection in a febrile patient with chronic
lymphocytic leukemia. J. Clin. Microbiol. 48, 1956–9 (2010).
27. Stensvold, C. R. et al. Babesia spp. and other pathogens in ticks recovered from
domestic dogs in Denmark. Parasit. Vectors 8, 262 (2015).
28. Herwaldt, B. L. et al. Molecular characterization of a non-Babesia divergens organism
causing zoonotic babesiosis in Europe. Emerg. Infect. Dis. 9, 942–8 (2003).
29. Holler, J. G. et al. A case of human babesiosis in Denmark. Travel Med. Infect. Dis. 11,
324–328 (2013).
28
Tak til
Aktive jægere og medarbejdere i Naturstyrelsen takkes for deres indsats med indsamling
af materiale til undersøgelse, samt til vildtkonsulenterne for at stille frysere til rådighed.
Rene Bødker og Anastasia Isbrand takkes for analysering af flåter for flåtbårne sygdomme.
Boi-Tien Thi Pharm og Panchale Olsen takkes for analysering for parasitære infektioner.
Medarbejdere ved Center for Diagnostik takkes for indsamling af organmateriale til
undersøgelse.