MOBILITET, TURISME OG GLOBALISERING

Chapter for Sociologi Grundbog, Hans Reitzel Forlag 2019

Authors own manuscript

Jonas Larsen, Jonaslar@ruc.dk

Institut for Mennesker og Teknologi.

Roskilde Universitet

“Nowadays we are all on the move” (Bauman 1998: 77)

“It sometimes seems as if all the world is on the move” (Urry 2007: 1)

Introduktion

Dette kapitel sætter fokus på mobiliteten og bevægelsens sociologi. Det diskuteres hvordan

mobilitet er et menneskeligt og samfundsmæssigt grundvilkår. Mobilitet er således ikke noget

nyt men med det moderne samfunds udvikling blev mobiliteten i stigende grad understøttet af

teknologier og derfor mere intensiv og omfattende. Med udgangspunkt i nutidens samfund

diskuterer jeg hvordan bevægelser mellem lande og kulturer har stor betydning for, hvordan det

nære hverdagsliv og verden opleves samt hvorfor mennesker rejser. I den vestlige verden tages

det for givet, at man kan konsumere alverdens forbrugs- og medieprodukter, kommunikere

med fjerne mennesker og rejse til eksotiske steder. Men samtidig er rekord mange mennesker

på flugt fra fattigdom, krig og ødelæggelse.

Kapitlet introducerer således til centrale sociologiske teorier og diskussioner om

nutidens mobilitet og turisme, og det viser, at netop mobilitet og turisme er afgørende for

menneskers erfaringer med og oplevelser af vores globale samtid. Samtidig viser jeg, at

nutidens omfattende mobilitet udretter irreversible skader på miljøet. Sociologerne Zygmunt

Bauman og især John Urry har beskæftiget sig indgående med mobilitet, og kapitlet vil derfor

have særligt fokus på dem, men klassikerne Karl Marx og George Simmel inddrages ligeledes.

Overordnet diskuterer kapitlet det mobile samfunds forskellige sol- og skyggesider, og den

gennemgående pointe er, at mobilitet er blevet et nøglebegreb og -fænomen for nutidens

sociologi og samfundsvidenskab mere bredt.

1

Kapitlet indledes med et oprids af mobilitetens omfang og betydning for

moderne samfund, der præges af intensive strømme af objekter, teknologier, informationer og

mennesker, hvad enten det er forretningsfolk, turister, soldater, migranter, au-pairs, flygtninge

osv. Denne mobilitet diskuteres efterfølgende i relation til de klassiske globaliseringsbegreber

”tid-rum udstrækning” (Giddens) og ”tid-rum kompression” (Harvey). Det næste afsnit

analyserer, hvorledes den mobile orden er socialt differentieret. Nutidens mennesker er måske

alle mobile, men de er det på meget forskellige måder, og de oplever mobilitet og globalisering

forskelligt. Her tages udgangspunkt i Baumans metaforer ”vagabonden” og ”turisten”. Dernæst

er der fokus på den globale turismes centrale betydning i samtiden. Afsluttende diskuteres

”mobilitetsparadigmet”, som udstikker et sæt sociologiske regler for, hvordan nutidens mobile

og globale samfund kan undersøges, teoretiseres og forandres.

Mobilitet og globalisering

Geografisk mobilitet er selvsagt ikke noget nyt. Mobilitet er forudsætningen for menneskers

overlevelse, hvilket helt konkret var tilfældet i jæger-samlersamfundet, hvor naturen tvang

folk til at bevæge sig efter føde. Mennesker er fra naturens side mobile, og vores kroppe

muliggør gang og løb over forholdsvis lange distancer. Derfor kan vi sige, at alle samfund har

været mobile. Men hvis mennesker var overladt til naturen, egne og andres kroppe, ville vores

samfund dog være små og ikke særligt mobile. Derfor benytter mennesker dyr, redskaber og

teknologier til at bevæge sig længere, hurtigere og mere bekvemt over distancer.

Mennesker har været på farten i søgen efter nye territorier, ressourcer og

muligheder, samtidig med at stater – som Norbert Elias (1978) definerede som (territoriale)

overlevelsesenheder – har måtte forsvare sig imod udefrakommende mobile kombattanter og

rejsende. Her behøver vi bare tænke på opdagelsesrejsende i 1500-tallet, koloniseringens

mange trans-atlantiske mobiliteter af mennesker (fx slaver) og forbrugsobjekter (såsom the der

blev nationaldrikken i det koloniale England) (Gilroy, 1993) og hvordan industrialiseringen i

1800-tallet skabte et verdensmarked, som har ”givet handelen, skibsfarten og trafikken til

lands en umådelig udvikling” (Marx og Engels 1848). Mobilitet over lange afstande

forudsætter, at naturen tæmmes og overskrides af mennesker gennem teknologier. Som Marx

skrev:

2

Nature builds no machines, no locomotives, railways, electric telegraphs, self-

acting mules etc. These are products of human industry; natural material

transformed into organs of the human will over nature, or of human participation

in nature (1973: 706).

Den udvikling tog videre fart med udbredelsen af toge, biler og fly fra starten af 1900-tallet.

Efterhånden som de blev mere almindelige skruede de, ifølge Simmel, storbyens lydniveau og

fart op til alarmerende styrke, mens toge og køreplaner gjorde folk afhængige af ure og en

generel punktlighed (1997: 177). Simmel beskrev endvidere hvordan storbyens individer nu

ofte befandt sig blandt fremmede, og at de derfor måtte lære at opretholde en social distance

(Larsen, Urry, Axhausen 2006: 2). Mobilitet definerede på mange måder 1900-tallets

modernitet, og den udvikling er kun blevet forstærket siden. Som den engelske

mobilitetsgeograf Tim Cresswell skriver:

Mobility seems self-evidently central to Western modernity. Indeed the word moderns

seems to evoke images of technological mobility – the car, the plane, the spaceship. It

also signifies a world of increased movement of people on a global scale (2006: 15)

Den personlige og samfundsmæssige mobilitet er blevet kraftigt intensiveret igennem en lang

række teknologier, som alle har gjort det langt nemmere og billigere at være mobil. Folk er

ikke længere begrænset af deres kroppe, da de transporteres rundt. Det har betydet, at

langdistancemobilitet i mange (men bestemt ikke i alle) henseende og for mange (men ikke

bestemt ikke for alle) mennesker er blevet mere udbredt, ligefrem et grundvilkår.

Mennesker på farten

Urry (2007) diskuterer, hvorledes den accelererede mobilitet af mennesker kommer til udtryk

på meget forskellige måder. For det første er antallet af (internationale) rejsende konstant

stigende (se næste afsnit). Mange mennesker i Vesten har i dag mulighed for og midlerne til at

være turister, og forretningsrejser er hverdag for mange. Samtidig er der mange legale og

illegale migranter, der forlader deres hjemlande for at studere eller arbejde for kortere eller

længere perioder andetsteds. EU-loven om arbejdskraftens frie bevægelighed har bl.a.

medvirket til, at der siges at bo en lille million polakker i England. Der er ligeledes en stigende

3

mobilitet internt i lande. Folk pendler længere til arbejde, og landet (eller ”udkanten”) affolkes,

da flere flytter til storbyerne, hvor de fleste jobs, uddannelsesmuligheder og kulturelle tilbud er

koncentreret. Sidst, men ikke mindst, er der de historisk mange flygtninge. Ifølge FN var der i

2015 65,3 millioner mennesker på flugt fra krig, folkemord og forfølgelse, hvilket næsten svare

til 1 procent af verdens befolkningi.

Sådanne mobile mennesker betyder, at især storbyer bliver knudepunkter for

mobilitet og tilflytning. De kan derfor minde om lufthavne, ifølge Urry (2007: 148). Storbyer

som London, New York og til dels København præges af tilflyttere fra ind-og udland, og deres

magt hænger sammen med deres evne til at tiltrække ressourcestærke mennesker. Der tales

alverdens sprog og meget få er født og opvokset i de storbyer, hvor de bor som voksne.

Sådanne menneskestrømme er også med til at gøre byer mere multikulturelle. Om vi rejser

eller ej, er vi alle berørt af og eksponeret til globale rejsestrømme. Etniske kvarterer og

kulturmøder mellem ”fremmede” er blevet en del af hverdagen, i den multikulturelle by.

Schmidt (xx) diskuterer f.eks. hvordan Nørrebros etniske mangfoldighed har en lang historie,

som er påvirket af forskellige mobilitetsstrømme, der bl.a. tæller svenske tjenestepiger, russisk-

jødiske flygtninge, tyske krigsflygtninge, tyrkiske og pakistanske gæstearbejdere og flygtninge

fra Ex-Jugoslavien, Somalia, osv. Herudover er Nørrebro også blevet et yndet sted for unge

udenlandske studerende.

Men storbyer kan også minde om flygtningelejre, da geografisk mobilitet ofte

indskriver nye typer af (sociale) distancer i det nære, fysiske rum. Verdens storbyer tiltrækker

også fattige mennesker med et håb om et bedre liv. Deres drømme indfries dog sjældent. Der er

en alarmerende eksplosion i, hvad Mike Davis (2007) kalder ”urbant slum”: Hjemløshed,

teltlejre i parker, blikskure i byernes randzoner osv.

Oveni kommer nutidens flygtningestrømme, hvor 2015 vil blive husket for

billeder af dødtrætte flygtninge, der henholdsvis går på danske motorveje med kurs mod

Sverige og redder sig i land i på den græske turistø Lesbos i faldefærdige og overfyldte både.

Verden på farten

Som Bauman og Urry skriver, efterlades man ofte med en fornemmelse af, at nutidens verden

også er på farten. Ifølge Urry skyldes den fornemmelse en stigning i og intensivering af mange

forskellige fysiske, digitale og virtuelle mobilitetssystemer – såsom flytransport,

containertransport, mobiltelefoni og internettet. Systemerne mobiliserer og forbinder ikke bare

4

mennesker men også forbrugsobjekter, teknologier, informationer, nyheder, kulturprodukter og

risicis (f.eks. terror) i en uhørt grad og ofte øjeblikkeligt. Det betyder bl.a., at folks lokale

kvarter ikke i samme grad behøver at forme deres forbrug, fællesskaber og identiteter (Larsen

2014).

Sådanne systemer gør verden større og mindre på en og samme tid – og denne samtidige

udvidelse og sammentrækning illustrerer globaliseringens tilstand. Det paradoks har Urry og

hans kollegaer undersøgt. Med udgangspunkt i England, påvises det, at det nu er normalt at bo

langt væk fra ens nære venner og familiemedlemmer. Sociale netværk er i stigende grad

geografisk udstrakte snarere end lokaliseret i bestemte byer eller regioner (Larsen, Urry,

Axhausen 2006). Det skyldes ikke mindst den før omtalte stigning i folk, der er mobile i søgen

efter fornøjelser, uddannelse, arbejde og sikkerhed. Sådanne ”mobile liv” og udstrækningen af

sociale netværk ændrer måden, hvorpå venskaber og familierelationer opretholdes. De kan

selvsagt ikke længere i samme omfang reproduceres gennem hyppig og spontane ansigt-til-

ansigt-møder. I stedet benyttes telefonen og sociale medier flittigt og regelmæssigt. Men

medieret interaktion er ikke helt nok i længden, da det sjældent opleves ligeså berigende eller

cementerende for et venskab som et besøg (Larsen, Urry, Axhausen 2006).

[Tekstboks: Globalisering som tid-rum kompression

Pointen om at verden bliver større og mindre på en ting kan illustreres med de to

kendte globaliseringsteoretikere, sociologen Anthony Giddens (1990) og geografen David

Harvey (1989). Harvey er kendt for sit begreb om ”tid-rum kompression”, som henviser

til, at verdensmarkedet er blevet stadigt mindre i takt med at nye transport – og

kommunikationsteknologier, har gjort det nemmere, hurtigere og billigere at rejse,

transportere ting og kommunikere på distancen. Aldrig har distancer betydet så lidt, da

det hypermobile verdensmarked udvisker alle grænser. For Harvey er kapitalens søgen

efter profit drivkraften bag denne kulturelle globalisering.

For Giddens er globaliseringen en mere åben proces, hvor igennem moderne

samfund udvides, og hvor geografiske distancer på sin vis får større indflydelse. Han

skriver, at der sker en ”intensivering af verdensomspændende sociale relationer, som

forbinder fjerne lokaliteter på en sådan måde, at lokale begivenheder påvirkes af

hændelser, der finder sted mange kilometer borte og vice versa” (1990: 64). Det globale og

5

det lokale er således uløseligt forbundet. I moderne globaliserede samfund sker der ifølge

Giddens en markant tid-rum udstrækning af sociale relationer, hvorved de løftes ud af

deres lokale sammenhænge. Det betyder bl.a., at folks nære sociale relationer ikke

længere nødvendigvis er tæt på i geografisk forstand, og det kan betyde mangel på

samvær og medfører afsavn Det lader til, at geografiske distancer aldrig har betyder så

lidt og alligevel så meget.]

Ifølge Urry kan relationer kun opretholdes, hvis venner, familiemedlemmer og

forretningsforbindelser faktisk mødes engang imellem, også selvom det vil involvere

tidskrævende og bekostelig rejseaktivitet (Urry 2007: 231-33). Sådanne lejlighedsvise besøg

muliggør lange perioder, hvor folk må nøjes med medieret interaktion. Det har således sin pris

at have udstrakte sociale relationer, og mange oplever bestemt ikke, at afstande nødvendigvis

er blevet udlignet. Det er måske især tilfældet for dem, der er blevet efterladt af deres mobile

venner og familiemedlemmer, som er flyttet til et andet sted. Immobile individer kan derfor

også have udstrakte netværk, og de oplever særligt de negative og skadelige effekter af

”globaliserede liv”.

Sidstnævnte ses i Taiwan, hvor det siges at omkring 25 procent af alle børn vokser op

med en mor, der er i udlandet som au pair. Disse børn er mobilitetsramte, selvom de aldrig selv

har været på farten. Men som flere studier viser, så er deres fraværende mødre ikke desto

mindre mødre på distancen. Der er daglige samkvem og moderlig omsorg igennem

tekstbeskeder, sociale medier og Skype (Larsen 2014: 130-31). Så i den forstand kan sociale

medier, i det mindste i små øjeblikke, gøre en alt for stor verden lidt mindre og mindre

umenneskelig.

Ulighed og mobilitet

Det leder os frem til den vigtige pointe, at mobililtet er socialt differentieret og oplevelses

forskelligt alt efter, hvordan og hvorfor man rejser, samt hvorledes man modtages. Mobilitet er

en ressource, der er ulige fordelt, og som opretholder sociale hierarkier. Bauman skriver:

Mens visse mennesker opnår en uhørt grad af frihed til at bevæge sig, er andre i stigende

grad glebae adscripti. I en mobil verden bliver bevægelsesfrihed hastigt den mest

6

eftertragtede og omdiskuterede værdi og en vigtig indsats i den nye globale såvel som

nationale stratifikation (citeret i Jacobsen & Larsen 2008: 18).

Urry og Baumans bastante generaliseringer om at alt og alle er på farten (som jeg citerer

indledningsvis), skal således ikke overskygge, at de begge ser mobilitet som socialt

differentieret og en vigtig nutidig stratifikationsmekanisme. Og som vi har set, er alle ikke

bogstaveligtalt på farten, men kun påvirket af andres mobilitet.

Turisten og Vagabonden

Baumans kendte metaforer om henholdsvis ”turisten” og ”vagabonden” indfanger præcist

denne dikotomiske oplevelse af mobilitet samt det globale samfunds stigende sociale ulighed

mere bredt (se fx Bauman 1999; Beck 2007). Metaforerne skal forstås bredt: ”Turisten”

inkluderer også forretningsrejsende og ”vagabonden” henfører til flytninger, illegale migranter,

sexslaver osv. Bauman beskriver, hvorledes ”vagabonden” flygter fra krig, arbejdsløshed og

fattigdom, og sjældent modtages med åbne arme eller grænser. Derimod møder de ofte

korslagte arme, ugæstfrihed, tvangsforflytning og en fjendtlig offentlighed. Ofte stavnsbindes

de til immobiliseringslokaliteter så som ghettoer, flygtningelejre og fængsler (Jacobsen &

Larsen 2008: 18). Denne modtagelse kan forklares på flere måder. Deres anderledes kultur og

religion kan ses som en trussel imod modtagerlandets nationale kultur og sammenhængskraft.

Derudover italesættes de ofte som en økonomisk byrde: Da de er uden for arbejdsmarkedet, er

de defekte forbrugere, som ikke bidrager til forbrugssamfundet, og tilmed tærer de på

velfærdsstatens knappe ressourcer. De anklages for velfærdsturisme, for at søge til

universalistiske velfærdssamfund med høje velfærdsydelser. Modsat mener andre, at de bør

behandles med humanistisk værdighed, mens andre igen hilser dem velkommen som

hårdtarbejdende, billig arbejdskraft.

Med metaforen om ”turisten” tegner Bauman et andet billede: ”Turister” flyver

på business class for at konsumere og opleve verden. De møder en verden fuld af muligheder

og friheder, hvor de kan stille deres sult på indtryk og oplevelser, efter behov og behag.

Allesteds bydes de velkommen med brede smil og byer og lande brander og iscenesætter sig i

en nådesløs indbyrdes kamp for at tiltrække disse pengestærke og investeringsparate globale

forbrugere: De møder en verden af muligheder, uden begrænsninger. De er velkommen så

længe kreditkortet aktiveres. Men de bliver nu kun så længe de er underholdt.

7

”Turisten” og ”vagabonden” illustrerer således mobilitetens politiske dimension.

Mobilitetsstrømme er politisk og kulturelt produceret igennem paskontrol, kulturelle

forestillinger om ”de andre”, stedsbranding, menneskeretskonventioner, national og

overnational lovgivning (Cresswell 2006). Herigennem stempler og sorterer samfund nogle

mobile kroppe som ønskværdige og andre igen som uvelkomne, ”for anderledes” og dårlige

forbrugere. Mobilitet er altid politisk – men i særdeleshed, når der krydses nationale grænser.

Mens turisten er en central metafor i Baumans tænkning, har Urry beskæftiget

sig indgående med turisme som et sociologisk fænomen, og hans bog The Tourist Gaze (1990;

Urry og Larsen, 2011) står som en klassiker inden for turismeforskningen.

Turismesamfundet

Urry (1990: 18-21) beskriver, hvordan den moderne (engelske) turisme opstod samtidig med

og i forlængelse af produktionens og arbejdets industrialisering i de store engelske byer som fx

Manchester. I slutningen af 1880’erne fik arbejderne deres første feriedag, og

arbejderklassedestinationer begyndte at skyde op på de engelske kyster. Her fik de engelske

arbejdere smag for og kompetencer til at være turister – om end de sjældent rejste længere end

til den nærmeste kyst. Det skulle ændre sig mange årtier senere med turismens globalisering,

hvor de engelske badebyer fra 1960 og fremefter blev massivt udfordret af charterrejser og

Sydeuropæiske masseturismedestinationer. Mange af dem bukkede under for dette globale

pres, og står i dag som halvtomme, forfaldne monumenter fra en svunden tid, hvor

turismestrømmene stadig var lokale.

Men denne tidlige lokale turisme satte gang i, hvad der kan fremstå som en

irreversibel proces: En stadig større vending mod, hvad vi måske kan kalde

”turismesamfundet”, som kendetegnes ved mange fridage, hyppige rejser, weekendrejser,

eksotiske rejsemål og kulturelle forestillinger om, at det er godt og legitimt at rejse og være

kosmopolitisk. Turisme fylder mere end nogen siden før. Bauman skriver ligefrem (ikke uden

en vis bitter smag i munden), at det ”gode liv nu er lig med en lang ferie” (1993: 243).

Turismesamfundet har da også mange lighedstræk med det postmoderne forbrugssamfund, som

ifølge Bauman dominerer samtiden. Begge samfund betragter verden som en kilde til

oplevelser og nydelse. Og i begge samfund vægter individerne fritiden.

Fritid har vi i øvrigt aldrig haft så meget af som i dag. En gennemsnits dansker

arbejder ifølge Skat 216 dage om åretii, hvilket giver 149 potentielle rejsedage spredt ud over

8

året. Og mange af disse dage bruges på farten, og en udenlandsrejse er ikke længere kun en

sommerferiebegivenhed. En vinterrejse til Østens varme – ikke mindst til Thailand – er for

mange danskere en selvfølge, og derfor er Thailand ikke længere eksotisk. Det samme gælder

Egypten og snart også Vietnam (Haldrup & Larsen 2009: 1). På samme måde er weekendture

til europæisk storbyer for at se en fodboldkamp, en koncert eller bare slappe af blevet

almindeligt. Det er en ”forbrugerret”, og folk taler seriøst om, at de har behov for en ferie.

I The Tourist Gaze 3.O diskuterer Urry og jeg (2011) tal og tendenser, der

bekræfter turismens globalisering og øgede samfundsmæssige betydning. Der var 1.2

milliarder internationale flyrejser i 2015 på verdensplan sammenlignet med 25 millioner

1950. Det forventede tal i 2030 er 1.8 milliarder. ”Rejse og turisme” er verdens største

industri, som står for ca. 10% af verdens GDP og 1 ud af 11 jobs. Og selvom al denne turisme

er ulige fordelt, og nogle lande modtager langt flere turister end andre, så modtager praktisk

talt alle lande internationale turister og mere end 70 lande modtager 1 million eller flere

internationale turister om året (Urry & Larsen 2011: 7).

Hvor mange lande få årtier tilbage – især kommunistiske – var mere eller mindre lukkede

for (vestlige) turister, er det i dag vel kun tilfældet med Nordkorea. Det illustrerer den vitale

økonomiske betydning turisme har for rigtig mange byer og lande, og hvordan der arbejdes

strategisk med at skabe jobs, indtægter og vækst gennem turisme. Steder brandes og

iscenesættes gennem reklamer, events, attraktioner og spektakulære bygninger for at tiltrække

forbrugende turister på et globalt marked, hvor der konkurreres benhårdt om at tiltrække sig

turisternes flygtige opmærksomhed og ”blik”. Her er stedernes visuelle fremtoning ikke

mindst afgørende, og der kæmpes om at bygge det mest spektakulære museum, hotel eller

indkøbscenter (Urry & Larsen 2011: 124).

[Teskstboks: Turistblikket.

Urrys (1990) mest kendte bidrag til den sociologiske turismeforskning er begrebet

turistblikket (the tourist gaze), som han hentede inspiration til hos Michel Foucault og

hans ide om det ”medicinske blik”. På samme måde som det medicinske blik var

diskursivt produceret af et ekspertsystem, så er turisters måde at se verden på ligeledes

tillært og iscenesat af mange forskellige eksperter og medier såsom kunst og fotografi.

Turistblikket henfører ligeledes til, at turisme først og fremmest er en visuel praksis,

som handler om at se og fotografere ikoniske steder.]

9

De fleste internationale turister har traditionelt været fra Vesten. Men mange asiater (især

japanere og kinesere) er også turister nu, og de besøger bl.a. Vesten og retter nysgerrige blikke

mod os. Forudsigelser siger, at Kina i 2020 vil være en førende turistdestination og det land i

verden, hvor flest turister kommer fra. Det er noget af en udvikling for et land, der under

kulturrevolutionen i 1960’erne forholdt sig kritisk til turisme (Urry & Larsen 2011: 63).

Stigningen i international turisme skyldes ligeledes, at det er blevet nemmere og

billigere at rejse – ikke mindst med fly. Budgetflyselskaber som Easyjet og Ryanair har gjort

det (ofte utroligt) billigt at flyve mellem Europas storbyer, og derfor er storbyer som Berlin,

Paris, Barcelona og London blevet populære weekenddestinationer for, hvad Urry og jeg kalder

”Easyjet-generationen”. Det er en generation af unge mennesker, der er forvænt med at rejse,

og de flyver flere gange om året for at suge indtryk til sig – ofte i kombination med arbejde,

uddannelse og besøg hos venner (Larsen 2014: 127). De er eksperter i at finde billige

flybilletter og bor ofte gratis hos venner eller billigt i Airbnb lejligheder. Særligt for denne

generation – og mange andre, såsom det ”grå guld” med deres gode pensioner og friværdier –

er turisme ikke længere bare en årlig begivenhed (hvis man ellers var så heldig), men en

integreret del af et mobilt liv.

Turismesamfundet repræsenterer en turistificering af hverdagslivet. Derfor

argumenterer mobilitetsforskere for, at den gængse distinktion mellem hverdagsliv (det

ordinære) og turisme (det ekstraordinære) ikke længere definerer turisme som social praksis

(Urry 2007). På samme måde mener Bauman, at turisme er den bedste metafor til, at forstå

hvordan folk gebærder og orienterer sig i hverdagen som postmoderne forbrugere af designede

oplevelser og produkter (Franklin 2003).

Turismesamfundet understøttes også af den deleøkonomi, som Airbnb har sat i

system på globalt plan. Airbnb annoncer for 2 millioner private lejligheder og huse fordelt på

192 lande og 34.000 byer. De har formidlet mere end 60 millioner overnatninger siden 2008.

Private hjem kommercialiseres og almindelige mennesker bliver værter for udenlandske

gæster. Det vender op og ned på mange ting i turismeindustrien. Den traditionelle distinktion

mellem værter og gæster, som dannede fundamentet for megen turismetænkning, kan fx ikke

længere opretholdes. Nu er turister også lokale værter.

Forskere undersøger nu, hvad Airbnb betyder for turismeerhvervet og vores byer

(se fx Sans & Quaglieri 2016). Airbnb er en åbenlys trussel imod hotellerne og

10

vandrehjemmene. De konkurrerer ikke længere bare mod hinanden, men også imod en helt ny

spiller, som tilmed ofte kan og vil tilbyde et (relativt) billigere produkt, da de ikke har

lønudgifter. Konkurrencen kan betyde, at hoteller lukker og hoteljobs forsvinder. Det vil især

ramme lavt-uddannede og især den udenlandske arbejdskraft, da hoteller – og

turismeindustrien generelt – ansætter mange migranter og ”rejsende på farten” (Bianchi 2000:

111-13). For værten derimod kan Airbnb være en god (og måske skattefri) biindtægt. Hvis

(potentielle) boligejere spekulerer i og forventer udlejningsindtægter, kan boligpriserne få et

ekstra hak opad, og dermed forstærke den gentrificering, som i forvejen presser lavtlønnede ud

af storbyer som tilfældet bl.a. er med København (Larsen & Hansen 2008).

En anden rumlig effekt af Airbnb er, at turister bliver synlige i

beboelseskvarterer, hvor de ellers sjældent kom. Lokale og turister mødes nu på den lokale

cafe og i det lokale supermarked. At lokale og turister færdes i de samme rum strider med

klassisk sociologisk turismeteori, der kritiserer turismeerhvervet og turister for at danne

standardiserede enklaver (af hoteller, attraktioner, underholdning, souvenirbutikker, osv.) med

begrænset kontakt med verdenen udenfor (fx Boorstin 1964; Bryman 2004). Modsat mener

Dean MacCannell, at turister vitterligt ønsker at opleve ”den autentiske verden udenfor”.

Problemet er bare, at de næsten altid blev spist af med ”iscenesat autenticitet” (1990: 45).

I dag lader det derimod nogle gange til, at turister er allestedsnærværende i byen

i turismesamfundet. Turistsociologer er derfor begyndt at udvikler begreber såsom ”ny urban

turisme”, der forsørger at analysere hvad det sker med såvel turismen som byerne, når

turismen overskrider deres typiske enklaver og i stedet bliver en del af byens øvrige

hverdagsliv. De beskæftiger sig bl.a. med hvordan ”ny urban turisme” (Maitland, 2010) ikke

kun medvirker til økonomisk vækst og jobs, men også til gentrificering og konflikter mellem

turister og lokale. Det ses for tiden i bl.a. Barcelona, Reykjavik og Berlin, hvor der er en

voksende folkelig modstand imod turisme og især Airbnb. Folk er trætte af at være naboer til

en strøm af (ofte festende) ”fremmede” og bystyrerne har gjort det mere eller mindre ulovligt

at udleje sin lejlighed via Airbnb for at modvirke boligspekulation, stigende huslejepriser og

for mange turister (Füller & Michel 2014; Sans & Domínguez 2016: 212). Det viser, at turister

kan blive en byrde, og at de derfor ikke altid er velkomne. Det udfordrer ideen om, at turister

(Jf. Bauman’s metafor) altid mødes med åbne arme. Måske mødes de ligefrem med

ubehagelige ytringer. På en besat bygning i Berlin står der: “Why is it called the tourist season

if we are not allowed to shoot them?”

11

Bauman og Urry er ligeledes kritiske over for turismesamfundet. Bauman mener,

at turisme ikke længere giver mening eller er nødvendig, da den kulturelle forskellighed, som

turister rejser efter, kan opleves rundt om hjørnet i den nærmeste, nu multikulturelle, storby. I

nutidens mobile samtid behøver kosmopolitten ikke at rejse; verden kommer til kosmopolitten

(Franklin, 2004: 216). Urrys bekymring retter sig især mod de klimamæssige katastrofer og

ressourcemæssige problemer, som knytter sig til samtidens ”overdreven” turisme (Urry &

Larsen, 2011: 231-33). Hans yndlingsaversion er Dubai, som beskrives som et neoliberalt

oliefinansieret mareridt, med dets falske strande, iøjnefaldende forbrug,

indendørsskifaciliteter, kasinoer, shopping malls, rige turister, uhyrlige arbejdsforhold for

migranter og ekstravante energiforbrug. Han bruger Dubai som en kritisk metafor på

turismesamfundets overdrev og destruktion. Og mulige undergang (Urry & Larsen 2011: 237-

40).

Turismesamfundets mulige undergang hænger bl.a. sammen med det faktum, at

turisme afhænger af masser af billig olie, men da de kendte olieressourcer er begrænsede og

tilmed er ved at løbe ud, vil olie – og derfor rejser – blive meget dyre i fremtiden. Derfor

anviser The Tourist Gaze 3.0 mulige scenarier for, hvordan turismen kan blive mindre

forurenede i fremtiden (Urry & Larsen, 2011: 233-237). Det ene scenarie handler om, at

afglobalisere turisme og genopdage lokale og langsomme turismeformer. Det kræver bl.a., at

flyvning bliver brandbeskattet og betragtet som lavstatus. Et andet scenarie tager

udgangspunkt i virtual, digital turisme, og ideen om, at vi kan rejse til steder på internettet.

Hvis turisme alligevel handler om sightseeing, så kan det måske være fint nok at se det på en

(tredimensionel) skærm?

Intet tyder dog på, at Baumans afvisning af behovet for turisme og Urrys

scenarier om lokal turisme og virtuel turisme er forførende nok til, at mange – selv

klimabekymrede – mennesker, vil opgive deres næste flyrejse. F.eks. viser en undersøgelser

(Gundelach, Hauge & Nørregård-Nielsen, 2012), at unge danskere gerne vil ændre praksis, når

det kommer til at slukke lyset og køre mindre i bil, men ikke når det kommer til flyrejser. I

øjeblikket har turismesamfundet endda rigtig godt tag i de fleste af os, som allerede drømmer

om den næste ferie.

Mobilitetsparadigmet

12

En lang række sociologer har med hver deres unikke begreb diskuteret samtidens mobile

samfund. Kendte eksempler er Baumans ”flydende modernitet” (2000) og Manuel Castells

”netværkssamfund” (1996), mens Ulrich Beck argumenterede for en global (eller

kosmopolitisk) sociologi, der undslipper den vante ”metodiske nationalisme” (2006).

I nærværende afsnit fokuseres på en tredje retning, ”mobilitetsparadigmet”, der har

vundet stor indpas især i England, hvor paradigmet også blev formuleret af sociologen John

Urry og hans kollegaer (især amerikanske Mimi Sheller) fra Lancaster University. Men det har

ligeledes influeret danske sociologer (og geografer), især i forhold til turismestudier (Haldrup

& Larsen, 2012), hverdagstransport (Freudendahl-Pedersen, 2009) og design og planlægning

(Jensen, 2014).

[TEKST-BOKS: Mobilitetsparadigmet i samfundsvidenskab

Paradigmets grundantagelser beskrives bedst i Urrys bøger Sociology beyond

Societies: Mobilities for the Twenty-First Century (2000) og Mobilities (2007) samt

tidsskriftartiklerne ”The new mobilities paradigm” (Sheller & Urry 2006) og

”Editorial: Mobilities, Immobilities and Moorings” (Hannam, Sheller & Urry

2006). Sidstnævnte er ligeledes vigtig, da den var den første artikel i tidsskriftet

Mobilities, som var skabt for at understøtte mobilitetsparadigmet. Siden er der

kommet flere tidsskrifter til, og det seneste er Aplied Mobilities, som parentes

bemærket har RUC-sociologen Malene Freudendahl-Pedersen som medredaktør

(se Larsen og Haldrup 2012 for en dansk diskussion af paradigmets centrale

antagelser).]

Udgangspunktet for paradigmet var en kritik af sociologien for at være ”stillestående”

og have fokuseret snævert på nationer, lokale praksisser og stedbundne fællesskaber og fysisk

samvær. Den optik har bl.a. betydet, at byer blev beskrevet som bestående af lokale netværk,

immobilitet og klare grænser (se dog Sassen 2002). Mobilitet og bevægelse mellem steder har

der derimod ikke været meget fokus på i sociologien, hvor den dominerende holdning, ifølge

mobilitetsparadigmet var, at mobilitet undergraver stedstilknytning og skaber kønsløse

”ikkesteder” (Augé 2008) (Urry 2007; se Haldrup & Larsen 2012 for flere detaljer).

Mobilitetsparadigmet foreskriver, at sociologien metaforisk set må mobiliseres og

ændre kurs for at kunne forstå og analysere de komplekse og mangeartede mobilitetsstrømme,

13

som ifølge Urry karakteriserer samtiden. Kursen ændres ved at beskæftige sig med de fysiske,

virtuelle og kommunikative mobiliteter, som bevæger sig igennem og på tværs af

nationalstater og lokalsamfund, og derved forbinder og afkobler dem fra hinanden.

Mobilitetsparadigmet er således en bevægelsesorienteret sociologi, der udfordrer sociologiens

paradigmatiske ”nærhedsmetafysisk” og i stedet sætter fokus på rejser, strømme og

forbindelser samt såkaldte stedslige ”fortøjninger” såsom lufthavne, banegårde, motorveje,

cykelstier, internetbredbånd og telefonmaster (Urry 2007: 3).

Paradigmet antager, at alle sociale relationer, institutioner og steder forudsætter og

skabes gennem mange forskellige former for faktisk og potentiel bevægelse. Det betyder bl.a.,

at sociologer således ikke længere skal ”være nationale sociologer, der anskuer sociale

fænomener og problemer inden for en nationalstatslig optik, men være mobile,

kosmopolitiske sociologer, der betragter, hvorledes spørgsmål såsom klima og social ulighed

ikke lader sig forstå adækvat inden for et snævert afgrænset nationalt perspektiv” (Jacobsen &

Larsen, 2008: 12). Her er der således klare lighedspunkter med Becks kosmopolitiske

sociologi (2006).

Mobilitetsparadigmets formål var således at konstruere et paradigme for, hvorledes

mobilitetssociologien skal bedrives videnskabeligt, og det indebærer ”regler” for, hvordan

mobilitetens samfundsmæssige betydning kan og skal analyseres og forstås. Særligt fokus er

der på at forstå og forklare de forskellige mobiliteters systemiske karakter. Ikke mindst bilen

er blevet analyseret i dette systemiske perspektiv. Flere studier portrætterer bilen, som et

forførende ”auto-mobilitet system” af biler, veje, olie, bilister, lovgivning, reklamer,

magtfulde bilfabrikanter og olieproducerende lande, som afgørende har ændret moderne byer

og socialt liv mere generelt (Dennis & Urry 2011).

I starten var mobilitetsparadigmet måske en smule ukritisk over for mobilitetens

negative indvirkning på samfundet og miljøet. Det er blevet anklaget for at være

teknologifikseret, for fascineret af fart og bevægelse, og optaget af livet i mobilitetens

overhalingsbane og solside. Det har ændret sig. Tonen er blevet kritisk og analyserne svinger

nu imellem dystopiske forudsigelser og konstruktive designforslag. Urrys seneste bøger

beskriver, hvordan vores mobile samfund ødelægger miljøet (2011) – her er der parraller til

Becks Risikosamfund (1990) – og gør os afhængige af den knappe resurse olie – og derved

også af diktatoriske olieproducerende lande (2013). På den baggrund skitserer han

pessimistiske scenarier hvor fremtiden præges af miljøkatastrofer, krige om begrænsede

14

ressourcer og klimaflygtninge. I anden nyere (2014) bog beskriver han, igen i dystre toner,

hvordan verdens rige mennesker undslipper at betale skat ved at flytte deres penge i skattely.

Men der er sprækker af håb i mobilitetsparadigmet. Der diskuteres konkrete teorier og

anvisninger til, hvordan bæredygtige mobilitets forandringer kan genereres og designes (fx

Urry 2016). Paradigmet er blevet anvendelsesorienteret og tættere forbundet med sociologiske

teorier om, hvordan vanestyrede sociale praksisser (Shove, Pantzar, & Watson 2012) og

fastlåste socio-tekniske systemer (Gels 2005) kan forandres igennem nye praksisser,

innovation, design og politisk handlen (Faulconbridge & Hui 2016; Sheller & Urry 2016).

Ambitionen er ikke længere primært en intern reformulering af sociologien. Opgaven er

nu at gøre (mobilitets)sociologien teoretisk og praktisk relevant i forhold til at designe

bæredygtige mobilitetssystemer, således at vi kan undgå en fremtidig miljømæssig katastrofe.

Konklusion

Kapitlet har diskuteret, hvorledes mobilitet (forstået rumligt og ikke socialt) er blevet et

centralt tema især i den engelske sociologi, hvor der tilmed er formuleret et paradigme for,

hvordan en mobil sociologi skal bedrives. Med udgangspunkt heri har jeg vist, hvordan

forskellige fysiske, virtuelle og kommunikative mobilitetssystemer producerer globale

strømme af mennesker, ting, information og kommunikation. De er de ”flydende byggesten” i

nutidens globale samfund. Men kapitlet har især beskæftiget sig med menneskers kropslige og

transnationale mobilitet eller rejser.

Med Baumans metaforer om ”vagabonden” og ”turisten” beskrev jeg de

afgrundsdybe forskelle i måden, hvorpå individer er mobile. Metaforerne synliggør og

eksemplificerer globaliseringens ubarmhjertige uretfærdighed og stigende sociale ulighed, som

et central tema i nutidens sociologi mere bredt (se fx Beck 2007).

Jeg diskuterede også turismens globaliserende effekter, samt hvorledes turisme

er blevet en allestedsnærværende industri og social praksis for den rigere del af verdens

befolkning. En af fremtidens store samfundsmæssige udfordringer, som sociologien ifølge

Urry skal bidrage til, bliver at af-globalisere og afkommercialisere eksisterende turismeformer

og designe nye som er mere lokale og økologisk bæredygtige. Ellers ender turister med

ødelægge den verden, som de ønsker at udforske, når de rejser. Det forudsætter, at det tætte

bånd mellem turismesamfundet og forbrugssamfundet brydes. Denne udfordring er del af en

langt større udfordring, som handler om at ændre af en hel ”vestlig levevis” med dens

15

forstæder, privatbilisme, udstrakte sociale netværk, et globaliseret forbrug og indgroede

forståelser af ”liberale (markeds-)rettigheder osv. Jeg har vist at, Urry ikke var synderligt

optimistisk i den henseende. En dyb bekymring for klimaet og menneskeheden prægede hans

tænkning i de sidste år før hans alt for tidlige død i foråret 2016. Ikke desto mindre er der

ingen tvivl om, at mobilitetsparadigmet er en produktiv sociologisk optik til at skabe viden om

hvordan nutidens indimellem alt-for-mobile samfund kan bremses og drejes i mere bæredygtig

social og naturmæssig retning.

Litteraturliste

Augé, M. (2008). Non-Places: An Introduction to Supermodernity, trans. John Howe. London

and New York: Verso.

Bauman, Z. (2000). Liquid Modernity. Cambridge: Polity Press.

Bauman, Z. (1999). Globalization: the Human Consequences. Cambridge: Polity.

Bauman, Z. (1993) Postmodern Ethics. London: Routledge.

Bianchi, V. R. (2000). ‘Migrant tourist-workers: exploring the ‘contact zones’ of post

industrial tourism’, Current Issues in Tourism, 3(2): 107-37. 

Beck, U. (1997a). Risikosamfundet: på vej mod en ny modernitet. København: Hans Reitzels.

Beck, U. (2007b). Beyond class and nation: reframing social inequalities in a globalizing

world. The British Journal of Sociology, 58(4): 679-705.

Beck, U. (2006). The Cosmopolitan Vision. Cambridge: Polity Press.

Boorstin, D. J. (2012). The Image: A Guide to Pseudo-Events in America. New York: Vintage.

16

Bryman, A. (2004). The Disneyization of Society. London: Sage.

Castells, M. (1996). The Rise of the Network Society. London: Blackwell

Cresswell, T. (2006). On the Move: Mobility in the Modern Western World. New York:

Routledge.

Davis, M. (2007). Planet of Slums. London: Verso.

Dennis, K. and Urry, J. (2009). After the Car. Cambridge: Polity.

Elias, N. (1978). The History of Manners: The Civilizing Process, Vol. 1. New York:

Pantheon.

Faulconbridge, J. and A. Hui. (2016). Traces of a Mobile Field: Ten Years of Mobilities

Research. Mobilities 11(1): 1-14.

Franklin, A. (2003). ‘The Tourist Syndrome: An interview with Zygmunt Bauman’, Tourist

Studies 3(2): 205-217.

Freudendal-Pedersen, M. (2009). Mobility in Daily Life: Between Freedom and Unfreedom.

Aldershot: Ashgate

Füller, H., & Michel, B. (2014). ‘Stop being a tourist! ’New dynamics of urban tourism in

Berlin‐Kreuzberg. International Journal of Urban and Regional Research, 38(4), 1304-1318.

Geels, F. W. (2005). Technological Transitions and System Innovations: A Co-Evolutionary

and Socio-Technical Analysis. Cheltenham: Edward Elgar Publishing.

Giddens, A. (1990). The Consequences of Modernity. Cambridge: Polity Press.

17

Gilroy, P. (1993). The Black Atlantic: Modernity and Double Consciousness. Boston: Harvard

University Press.

Gundelach, P., Hauge, B., & Nørregård-Nielsen, E. (2012). Klimaets sociale tilstand. Århus:

Aarhus Universitetsforlag.

Haldrup, M., & Larsen, J (2012). ’Mobilitet og Mobile metoder’, i M. H. Jacobsen og S. Q.

Jensen (red). Kvalitative Udfordringer, pp. 103-127. København: Hans Reitzels Forlag.

Hannam, K., Sheller, M., & Urry, J. (2006). Editorial: Mobilities, immobilities and moorings.

Mobilities, 1(1): 1-22.

Harvey, D. (1989). The Condition of Postmodernity. Oxford: Blackwell.

Jacobsen, M. H. & J. Larsen (2008). Zygmunt Bauman vs. John Urry: en sociologisk

supersværvægtskamp om socialitets-og mobilitetsmetaforer. Sosiologi i dag, 38 (3): 18-36

Jensen, O.B. (2013). Staging Mobilities, London: Routledge.

Larsen. J. (2014). ‘Distance and Proximity’, i P. Adey, D. Bissel, K. Hannam, P. Merriman

and M. Sheller (eds.) The Routledge Handbook of Mobilities, pp. 125-133. London:

Routledge.

Larsen, J., Axhausen, K. W., & Urry, J. (2006). Geographies of social networks: meetings,

travel and communications. Mobilities, 1(2): 261-283.

Maitland, R. (2010). Everyday life as a creative experience in cities. International Journal of

Culture, Tourism and Hospitality Research, 4(3): 176-185.

Marx, K. (1973) Grundrisse. Harmondsworth: Penguin.

18

Sans, A. A., & Quaglieri, A. (2016). Unravelling Airbnb: Urban Perspectives from Barcelona,

in A. P. Russo & G. Richards (red) Reinventing the Local in Tourism: Producing, Consuming

and Negotiating Place, pp. 209-226. Bristol: Channel View Publication.

Sassen, S. (2002). Global Networks, Linked Cities. London: Psychology Press.

Schmidt, G. (2015). Nørrebros indvandringshistorie 1885-2010. København: Museum

Tusculanum Press.

Sheller, M., & Urry, J. (2016). Mobilizing the new mobilities paradigm. Applied Mobilities, 1

(1): 10-25.

Sheller, M., & Urry, J. (2006). The new mobilities paradigm. Environment and planning A, 38

(2): 207-226.

Shove, E., Pantzar, M., & Watson, M. (2012). The Dynamics of Social Practice: Everyday

Life and How it Changes. London: Sage.

Simmel, G. (1997) in Simmel on Culture, I D. Frisby & M. Featherstone (red). London: Sage.

Urry, J. (2014). Offshoring. Cambridge: Polity.

Urry, J. (2013). Societies beyond oil: Oil Dregs and Social Futures. London: Zed Books.

Urry, J. (2007). Mobilities. Cambridge: Polity Press.

Urry, J. (2000). Sociology Beyond Societies: Mobilities for the Twenty-First Century. London:

Routledge.

Urry, J. (1990) The Tourist Gaze. London: Sage.

Urry, J. & Larsen, J. (2011). The Tourist Gaze 3.0. London: Sage.

19

20

i https://s3.amazonaws.com/unhcrsharedmedia/2016/2016-06-20-global-trends/2016-06-14-Global-Trends-2015.pdfii http://www.skat.dk/SKAT.aspx?oID=171299