IndholdIndledning................................................................................................................................................1

Væsentlige træk ved Oplysningstiden i England........................................................................................2

Kort introduktion til Oplysningstiden...........................................................................................................2

Empirisme og rationalisme...........................................................................................................................3

Den menneskelige bevidsthed......................................................................................................................4

Etik................................................................................................................................................................5

Politik............................................................................................................................................................6

Sammenfatning............................................................................................................................................8

En analyse af Things as They Are or the Adventures of Caleb Williams......................................................8

William Godwin............................................................................................................................................8

At læse Things as They Are...........................................................................................................................9

Staten.........................................................................................................................................................10

Den ultimative frihed..................................................................................................................................12

Det sociale menneske.................................................................................................................................13

Kulturel determinisme................................................................................................................................14

De nye normer............................................................................................................................................16

At bryde lænkerne......................................................................................................................................17

Godwins samfundsideal..............................................................................................................................19

En vurdering af romanens didaktiske kvaliteter.......................................................................................20

Konklusion..............................................................................................................................................21

Litteraturliste..........................................................................................................................................22

Primær litteratur.........................................................................................................................................22

Sekundær litteratur....................................................................................................................................22

Abstract..................................................................................................................................................24

IndledningI denne opgave vil jeg på baggrund af en kort redegørelse for væsentlige filosofiske og politiske træk ved

Oplysningstidens England sætte disse i relation til William Godwins skønlitterære hovedværk Things as They

Are or the Adventures of Caleb Williams med henblik på at give en beskrivelse af Godwins idealsamfund.

Endeligt vil jeg foretage en vurdering af romanens didaktiske kvaliteter og sætte den i relation til lignende

værker i litteraturhistorien.

I min redegørelse vil jeg som nævnt sætte fokus på væsentlige tanker set i forhold til analysen af Godwins

værk. Det vil sige, at emner, der måske ville blive anset som værende relevante i en mere generel

redegørelse for Oplysningstiden, er blevet fravalgt. Derfor vil man eksempelvis ikke finde nogen

redegørelse for den fremvindende deisme og ateisme, selvom denne tendens spillede en central rolle i

tiden. Til gengæld har jeg givet en kort introduktion til empirismen, da forståelsen af denne er en

forudsætning for en videre forståelse af de idéer, der har fungeret som inspirationskilder til Godwins

forfatterskab. Denne disponering ligger i tråd med den positivistisk-biografiske analysemetode, jeg har valgt

at bearbejde værket med. Denne skal hjælpe mig med at åbne værket med udgangspunkt i viden om

generelle tendenser i tiden og om mere specifikke forhold, der gjorde sig gældende for forfatteren. Derfor

har jeg i forbindelse med analysedelen også valgt at lave en mindre biografi over Godwin, der kan berette

om faktiske begivenheder, der har præget hans verdensbillede.

Med hensyn til analysen har det gjort sig gældende, at der findes forsvindende lidt sekundær litteratur om

romanen. Den litteratur, der er om Godwin, begrænser sig til hans person eller til tanker fremført i hans

faglitteratur. Jeg har ikke set dette som entydigt negativt, da det har gjort det muligt at foretage en mere

fordomsfri analyse. Desuden har den begrænsede mængde litteratur, der findes om forfatteren, været

tilstrækkelig til at konstruere hans biografi, med dertilhørende inspirationskilder og faktiske begivenheder

af betydning, og den har dermed givet mig værktøjer til at gribe analysen an med en positivistisk metode.

Min vurdering af værkets didaktiske kvaliteter har taget udgangspunkt i forfatterens egne forventninger til

værket. Dette har været min disponering, da disse forventninger netop har sat målet for værkets didaktik.

Med dette som udgangspunkt har jeg vurderet værkets tekniske virkemidler, som for eksempel

fortællervinkel, for at se om disse har fremmet forfatterens mål. Dernæst har jeg set en mindre

litteraturhistorisk perspektivering af værket som værende på plads, for at læseren, der endnu ikke er helt

indviet i Godwins roman, nemmere kan danne sig et passende indtryk af den.

Væsentlige træk ved Oplysningstiden i England

Kort introduktion til OplysningstidenSom led i en redegørelse for mere specifikke træk ved Oplysningstiden i England vil det være relevant kort

at danne sig et mere generelt indtryk af tiden. Dette er af betydning for at kunne sætte de fremførte tanker

ind i en kontekst.

Den tidsmæssige afgrænsning kan selvfølgelig kun foregå med cirka-årstal, men også om disse er der

uenighed. Mange forfattere undlader helt at sætte begyndelses- og sluttidspunkt på perioden, men i

Encyklopædien dateres den til tiden ca. 1690 til ca. 17801. Dette er dog en af de snævre definitioner, og

andet steds defineres begyndelsestidspunktet lidt løst omkring slutningen af det 17. århundrede og 1 Koch (2000), bind 14, s. 501

sluttidspunktet med enden på den Franske Revolution som symbol på den endelige kulmination på tidens

tanker.2 En gængs definition er, at Oplysningstiden strækker sig over 1700-tallet.3

Men hvad er det bemærkelsesværdige ved netop denne periode i europæisk åndsliv? For

naturvidenskabsmanden var det centrale den erkendelsesteoretiske udvikling mod en empirisk funderet

videnskab. For historikeren var perioden kendetegnet ved en filosofisk og politisk udvikling mod en tidlig

form for demokrati, der førte til en ændring af samfundsstrukturerne. For teologen var det fornuftens

indtog på bekostning af religionen. Et tema går dog som en rød tråd gennem alle tre udlægninger:

Oplysningstiden betød et paradigmeskift, og det er dette paradigmeskift, der den dag i dag ligger til grund

for vores verdens-, samfunds- og åndsopfattelse.

I de følgende mindre afsnit, vil vi kort se på nogle af de betydelige engelske tanker i perioden, der har spillet

en væsentlig rolle i udviklingen af William Godwins samfundsideal.

Empirisme og rationalismeEn af de fundamentale tankesætsændringer var det erkendelsesteoretiske4 opgør mellem rationalismen og

empirismen. De refleksioner, der fulgte med dette opgør, skulle ligeledes blive basis for videre diskussion af

bl.a. den menneskelige bevidstheds formåen og etikken, hvilket vi senere vil vende tilbage til.

Rationalismen fandt sin mest anerkendte formulering med René Descartes (1596-1950) i dennes Discoúrs

de la Méthode (Om Metoden) fra 1637. Det var i denne afhandling, at Descartes slog til lyd for, at

grundlaget for al sikker viden må være sætningen “Je pense donc je suis” (senere oversat til latin: “cogito

ergo sum” og dansk: “jeg tænker, altså er jeg til.”) Med udgangspunkt i reglerne for geometrien udformede

han endvidere fire regler, der ultimativt burde kunne føre alt hvad den menneskelige erkendelse kunne

bibringe tilbage til det grundlæggende princip. For Descartes’ rationalisme var det altså logikken og ratio

(fornuften), som vi kender den fra matematikken, der blev redskabet til at opnå sikker viden.5

Som den oprindelige bannerfører for det empiristiske standpunkt, der med tiden skulle blive det mest

indflydelsesrige, stod englænderen John Locke (1632-1704). I 1690 udgav han An Essay Concerning Human

Understanding (Et essay om den menneskelige erkendelse), der blev et af hans absolutte hovedværker. Det

er derfra følgende uddrag stammer:

“Det burde være tilstrækkeligt at overbevise fordomsfri læsere om [rationalismens] falskhed, hvis blot jeg kan vise […], hvordan mennesker, blot ved at bruge deres naturlige evner, kan opnå al den

2 Holm (1959), s. 13ff3 Pedersen (2002), s. 124 Den Store Danske Encyklopædis definition af erkendelsesteori: “filosofisk disciplin, der beskæftiger sig med erkendelsens former, definition, struktur, oprindelse og grænser” (Flor (2000))5 Thiedecke (1989), s. 15ff

viden, de har, uden at tage medfødte indtryk til hjælp, og hvordan de kan opnå sikre resultater ude at støtte sig til oprindelige begreber eller principper.”6

Locke mente, at al sand erkendelse måtte komme gennem menneskets “naturlige evner.” Med dette mener

han de sanser, der er os givet gennem vores legeme. Det må være på den empiri, disse giver os, at vi må

bygge vores virkelighedsopfattelse. Det er sanserne, der må være grundlaget for erhvervelsen af sikker

viden.7

I Oplysningens to erkendelsesteoretiske hovedstrømninger finder vi altså to vidt forskellige opfattelser af,

hvordan viden kan opnås. På den ene side postulerede rationalismen, at det måtte være logikken og

fornuften, der var centrale, mens empirismen hævdede, at det burde være sanseindtrykkene. Selvom

empirismen navnlig i naturvidenskaben blev den mest indflydelsesrige af de to strømninger, skulle

rationalismen i stedet leve videre i en anden form: tiltroen til den menneskelige fornuft og dennes

potentiale.

Den menneskelige bevidsthedMed Descartes’ rationalisme fulgte medfødte idéer. Disse idéer inkluderede blandt andet gudsbegrebet og

moralske principper. Om de medfødte idéer skriver Descartes: “we come to know them by the power of our

own native intelligence, without any sensory experience”.8

Med dette princip om medfødte idéer og erkendelsesrammer, som rationalismen opstiller, fulgte også

nogle skranker for den menneskelige bevidsthed. Idéerne afgrænsede vores virkelighedsopfattelse, og det

menneskelige åndelige potentiale var dermed også blevet afgrænset, da alt principielt skulle kunne

deduceres fra Descartes’ grundlæggende maksime som nævnt under redegørelsen for den

erkendelsesteoretiske rationalisme.9

Over for denne position finder vi igen John Locke. Hans opfattelse af den menneskelige bevidstheds

potentiale var meget tæt forbundet med hans empirisme, og den går til tider under betegnelsen tabula

rasa (blank tavle). Den grundlæggende tanke beskrives i følgende passage, igen fra hans An Essay

Concerning Human Understanding:

“Lad os forestille os, at bevidstheden, som tidligere antydet, er som et stykke hvidt, ubeskrevet papir uden nogen idéer. Hvordan bliver den så fyldt? […] Det er vor iagttagen, enten af sanselige genstande eller af de indre bevidstheds-operationer, vi selv opfatter og tænker over, som forsyner vor forstand med tænkningens hele materiale. Det er de to kilder, hvorfra alle de ideer, vi har eller naturligt kan have, udspringer.”10

6 Thiedecke (1989), s. 177 Thiedecke (1989), s. 178 Newman (2010)9 Newman (2010)10 Thiedecke (1989), s. 18

Locke opfattede alle idéer og moralske principper, som produktet af iagttagelsen – erhvervelsen af empiri.

Heraf fulgte at menneskets åndelige potentiale næsten er uden grænser.11

I relation til dette fremhævedes brugen af fornuften og den sande tale som principper, der kunne hjælpe til

i bestræbelserne mod at realisere menneskets fulde potentiale. Dette fokus var først og fremmest meget

udtalt i Frankrig, hvor mange af tankerne om fornuften blev formuleret, men det gjorde sig gældende for

oplysningen i alle lande. Fornuftsbesættelsen var så udpræget, at det 18. århundrede også kaldes

“fornuftens århundrede”. Det er derfor vigtigt at holde Descartes’ erkendelsesteoretiske rationalisme

adskilt fra den rationalisme, der prædikede brugen af fornuften som led i den menneskelige udvikling.12

EtikInden vi når til en karakteristik af den filosofisk politiske udvikling, må vi dog gøre holdt ved et punkt, der

ligeledes var af stor betydning for Oplysningstiden i England, og som også blev af en vis betydning for netop

udformningen af den filosofiske politik.

Op gennem Oplysningstiden kom der i stigende grad fokus på det utilitaristiske princip om

lykkemaksimering frem for den af Aristoteles formulerede dydsetik, der fortsat blev fremhævet af kirken13.

Utilitarismen trækker rødder helt tilbage til Epikurs (341 f.Kr.-270 f.Kr.) nydelsesbaserede hedonisme, men

det er Jeremy Bentham (1748-1832), der står som den moderne utilitarismes fader. Han udlagde etikken

således:

“Ethics at large may be defined, the art of directing men's actions to the production of the greatest possible quantity of happiness, on the part of those whose interest is in view.”14

Empirismen havde åbnet op for, at mennesket ikke besad medfødte idéer, og at moralske principper ikke

længere var givne a priori. Det betød, at dogmatiske moralske love og regler givet af eksempelvis kirken,

ikke længere kunne antages som værende gyldige uden yderligere eksamination. Empirismen betragter

verdenen, som den umiddelbart fremstår, og man kan derfor anskue utilitarismen som den direkte etiske

forlængelse af det empiristiske princip, da denne standart netop har de registrerbare konsekvenser af en

handling som sit grundlag.15

11 Koch (2000), bind 18, s. 506f12 Holm (1959), s. 47ff13 Holm (1959), s. 377ff14 Bentham (1781)15 Roizen (2007)

Bentham var dog ikke den første oplysningsfilosof til at formulere den utilitaristiske tanke.16 Han fremhæver

selv englænderen Joseph Priestley som den første til at formulere princippet om “størst mulig lykke for flest

mulig mennesker”.17

PolitikBåde tiden før, under og efter Oplysningen var tumultarisk rent politisk. Inden dens begyndelse udgav

englænderen Thomas Hobbes (1588-1679) i 1651 sit hovedværk Leviathan18, der var et forsvar for det

absolutte enevælde. Dette forsvar var funderet på en opfattelse af mennesket som værende et egoistisk og

følelsesdrevet væsen ude af stand til at fungere i et samfund uden absolutte autoriteter. I naturtilstanden,

som han kaldte den hypotetiske tilstand, hvor mennesket ikke var underkastet nogen autoritet, var

mennesket frit. Dette var dog ikke nogen paradisisk tilstand, da livet her var en alles kamp mod alle.

Menneskets liv ville i denne tilstand være “ensomt, fattigt, uhumsk, dyrisk og kortvarigt.”19 Han fremførte

herefter, at der af denne årsag fandtes en pagt mellem monarken og dennes undersåtter.

Denne pagt garanterede mennesket sikkerhed, da den konstituerede lov og orden som bolværker til at

beskytte menneskene mod hinanden. Det var monarkens pligt at opretholde disse. Til gengæld sikrede

pagten undersåtternes fuldstændige underkastelse. De afgav alle deres rettigheder, bortset fra retten til

deres liv, til monarken. Hos Hobbes blev denne afgivelse af suverænitet fra en gruppe af individer til ét

enkelt individ, monarken, altså til et middel, der forsvarede de deltagende fra en tilstand af kaos, der havde

været langt værre end den tilstand af underkastelse, der fandt sted under monarken.20

Det var inspireret af, men i modstand mod, denne tanke, at John Locke i 1690 udgav Two Treatises on

Government, der kan ses som startskuddet til Oplysningstiden i England. Afhandlingen blev udgivet to år

efter the Glorious Revolution i England, der, ledt af engelske parlamentarikere, havde væltet den katolske

kong James II og i stedet indsat protestanterne William III og Mary II af Orange som monarker over et nu

mere parlamentarisk orienteret Storbritannien. At udgivelsen fandt sted netop da er i og for sig meget

naturligt, da det var netop denne nyvundne form for demokrati, som Locke advokerede for, og formentlig

har han holdt udgivelsen tilbage af frygt for at blive anklaget for forræderi under det tidligere regime.21

Locke’s teori indeholdt som Hobbes’ også idéerne om naturtilstand og samfundspagt. Hos Locke er

naturtilstanden dog mere positivt beskrevet end hos Hobbes.

16 Holm (1959), s. 314ff17 Kingston (2008)18 Navnet Leviathan stammer fra Jobs Bog i Det Gamle Testamente, hvor det er navnet på et uovervindeligt uhyre, der ikke har sin lige i magt, hvilket dermed bliver en klar henvisning til Hobbes visioner for statsmagten19 Michelsen (1999), s. 3720 Holm (1959), s. 81f21 Adams, Ian; Dyson, R.W. (2003), s. 62

“[Naturtilstanden] er en tilstand af fuldkommen frihed for hver især til at bestemme sine handlinger og råde over sine ejendele og sin person, sådan som enhver finder det passende, inden for grænserne af naturens lov, uden at bede nogen anden om lov eller bero på noget andet menneskes vilje. Det er også en tilstand af lighed, hvori al magt og domsmyndighed er gensidig, idet ingen har mere end en anden.”22

Naturtilstanden var for Locke udtryk for den ultimative frihed, og selv om vi kan spore Hobbes’ “alles kamp

mod alle”-opfattelse i formuleringen “al magt og domsmyndighed er gensidig” (dvs. ligeligt fordelt på

summen af subjekter), var Lockes opfattelse af tilstanden altså langt mere positiv. Det var også i dette lys,

at man indgik samfundspagten. Det primære formål, med at mennesket forenede sig med andre, var en

“gensidig bevarelse af deres liv, frihed og gods”, hvad Locke under ét benævnte ejendom. Fællesskabet

beskyttede naturtilstandens goder. Det ideelle samfund, funderet på samfundspagten, var en stat, med

hvad der lignede en beskrivelse af magtens tredeling.23 Vi ser altså hos Locke, en tidlig beskrivelse af de

moderne borgerlige demokratier, der ideelt set er etableret af og for dets borgere.

I 1756 udkom midlertidig værket A Vindication of Natural Society under anonym forfatter. Hurtigt fandt

man dog ud af, at bagmanden var Edmund Burke (1729-1797), der senere med sin udgivelse Reflections on

the Revolution in France fra 1790 skulle komme til at stå fadder til den moderne konservatisme. Det var dog

ikke ærkekonservative budskaber, der umiddelbart lå til grund for A Vindication24:

“De forskellige regeringsformer kappes med hinanden om meningsløsheden I deres forfatninger og undertrykkelsen, som de lader deres undergivne tåle. Tag dem, i hvilken form de ønsker, de er i virkning kun et despoti, og de synker, både i virkning og af udseende også, efter en meget kort tid, ned i denne grusomme og afskyelige form for tyranni, hvilket jeg hellere kalder det, fordi vi er blevet oplært i en anden skole, end til at dette er af værre virkninger for menneskeheden.”25

Værket er en kritik af staten. Ligesom vi ser hos Hobbes og Locke, taler Burke om en naturtilstand. Denne

naturtilstand er som hos de to præget af ubehageligheder og onder, men ikke desto mindre frihed. I denne

frihed slutter menneskene sig så sammen. I første omgang i mindre samfund, natural societies, hvilket vil

sige i familier, stammer og lignende mindre fællesskaber. Dette var dog ikke nok for mennesket. De så, at

fællesskabet i familierne befriede dem fra en lang række af genvordighederne forbundet med det frie liv,

og derfor slog de sig sammen i større fællesskaber, i political societies. Disse samfund blev til så stater,

hvilke Burke også omtaler som governments, og det er disse, Burke så indædt revser i det indsatte citat.26

22 Michelsen (1999), s. 4123 Michelsen (1999), s. 4324 Til Burkes “forsvar” skal det nævnes, at han senere lod det kende, at bogen blot var skrevet som en satire over en konkurrents argumentationsform. Ikke desto mindre fik den stor betydning for antiautoritære tænkere i eftertiden (Ørndorf (2010), s. 129ff)25 Ørndorf (2010), s. 33526 Ørndorf (2010), s. 226ff

SammenfatningVi har nu set på en række af Oplysningstidens filosofiske og politiske strømninger, der, som det vil blive

demonstreret senere, har haft en direkte eller indirekte indvirkning på Godwins ideologi. Det er blevet

demonstreret, hvordan udviklingen af empirismen blev anledning til tabula rasa tanken, der postulerede, at

menneskets idéer opstod gennem kontakten med omverdenen, og at det derfor var nødvendigt gennem

blandt andet den sande tale at skabe et frirum, hvor fornuften kunne råde, og hæve mennesket til nye

højder. Derudover har vi set på udviklingen af den utilitaristiske etik, der havde som grundprincip, at den

etisk rigtige handling lå i at promovere “den størst mulige lykke for flest mulige mennesker.” Slutteligt har vi

set på tre forskellige politiske teorier, med tre forskellige holdninger til statsdannelsen. Hobbes stod som

eksponent for enevældet, Locke for et mere moderne samfund, hvor vi ser kimen til et borgerligt,

parlamentarisk demokrati med en tredeling af magten, og den satiriske Burke for den fuldkomne afvikling

af den despotiske stat. Med disse tanker in mente vil vi nu gå videre til en analyse af Godwins roman, hvor

vi vil bruge de gennemgåede idéer i en afkodning af budskabet for slutteligt at kunne sætte dem i relation

til Godwins idealsamfund.

En analyse af Things as They Are or the Adventures of Caleb WilliamsThings as They Are; or the Adventures of Caleb Williams27 udkom for første gang i 1794, året efter

udgivelsen af Godwins magnus opus, Political Justice.28 Det var sidstnævnte værk, der for alvor sikrede

Godwin en plads blandt tidens ledende intellektuelle, men det gør ikke Things as They Are til et mindre

interessant værk – dels læst som den fremragende roman den er og dels læst som et skønlitterært klimaks

på de radikale strømninger, der tog form op gennem Oplysningstiden, og som i Frankrig kulminerede med

en revolution. Før vi giver os i kast med den egentlige analyse af værket, vil det give mening at kaste et kort

blik på bogens forfatter, for, med de empiriske briller på, at kunne bruge dette i afkodningen af romanen.

William GodwinDet lå ikke i kortene, at William Godwin skulle bruge sine intellektuelle kapaciteter på at hæve sig op som

historiens første filosofiske anarkist, hvad han i dag bredt accepteres som.29 Han blev født ind i en streng

calvinistisk familie, der afviste den engelske kirke og dennes trosartikler. Derfor blev Godwin i en ung alder

sendt til eneundervisning hos den prominente calvinist Samuel Newton. Denne tilhørte den calvinistiske

sekt sandemanismen, hvorfor Godwin blev grundigt indført i denne trosretnings tankegods.30

Sandemanismen lagde vægt på den rationelle erkendelse frem for følelserne og troen som et middel til at

27 Herefter blot benævnt Things as They Are28 Fuld titel: Enquire Concerning Political Justice, and Its Influence on General Virtue and Happiness29 Marshall (1986), s. 9ff30 Marshall (1986), s. 12f

opnå nåde. Derudover lå sandemanernes verdensopfattelse meget tæt op ad materialismen med en

afmystificeret kristendom og en utilitaristisk etik som konsekvens. Desuden etablerede man, inspireret af

Det Nye Testamente, hvad der lignede små basisdemokratiske og kommunistiske31 trosfællesskaber.32

Efter tiden hos Newton blev Godwin optaget som studerende ved dissenterakademiet i Hoxton. Her blev

han blandt andet introduceret til Lockes tabula rasa. Efter 5 år i Hoxton forsøgte den fortsat religiøst

konservative Godwin uden held at få ansættelse som præst. Alt i mens rasede den Amerikanske Revolution,

og dette, kombineret med en læsning af Swift og romersk historie, gjorde Godwin til republikaner. Samtidig

blev han gennem Rousseau introduceret til idéerne om menneskets naturlige godhed og samfundets

institutioners korruption af denne godhed, mens han gennem Helvétius og D’Holbach lærte om alle

menneskers lighed og samfundets ideelle rolle som fremmer af den almene glæde.

I 1789 brød den Franske Revolution midlertidig ud, og Burke udgav året efter Reflections on the Revolution

in France til forsvar for det bestående, traditionsbundne samfund.33 Denne udgivelse reagerede mange på,

blandt andet i de litterære og intellektuelle cirkler som Godwin nu bevægede sig i. De radikale protester

førte til hårde reaktioner fra samfundets magthavere, der frygtede franske tilstande i England. Politisk

forfølgelse, fængslinger og forræderianklager var dagens orden. Tre år efter Burkes skelsættende udgivelse

tog Godwin i protest pennen i egen hånd, og resultatet blev Political Justice – den faglitterære pendant til

Things as They Are.34

At læse Things as They AreGodwins roman er et politisk kampskrift i skønlitterære klæder. Man behøver ikke at gøre omfattende

studier i værkets baggrund for at gennemskue dette, da det hæves over enhver tvivl i bogens forord:

“[It] was proposed, in the invention of the following work, to comprehend, as far as the progressive nature of a single story would allow, a general review of the modes of domestic and unrecorded despotism, by which man becomes the destroyer of man.” (Godwin, 2005)

Denne roman skal altså læses som en beskrivelse af den måde, hvormed menneskene bliver hinandens

ødelæggere, og i særdeleshed hvordan dette sker i Godwins hjemland. Men på hvilken måde skal vi helt

præcis udlede Godwins synspunkter af teksten? Hvordan skal vi afkode bogens udsagn? For at præcisere

dette, vil vi kort se på, hvordan disse udsagn kommunikeres til os.

Et godt sted at starte ville være med hovedpersonens navn: Caleb Williams. Caleb er navnet på en af de

mænd, som Moses havde sendt ud for at spionere mod landet Kanaan, der i dag kendes som Israel.35 Vi har

31 Kommunistisk her i sin sociopolitiske og ikke historiske betydning: fraværet af klassedeling og ejendomsret32 Kreis (1984), Chapter 133 FirstPrinciple.US34 Marshall (1986), s. 16f35 Betchel (1908)

altså gøre med en spion – en der skal redegøre for nogle forhold, der ønskes afdækket. Calebs har desuden

taget efternavn efter sin skaber. Williams er Godwins fornavn tilføjet en genitivendelse, der indikerer et

tilhørsforhold. William Godwin er så at sige fader til Caleb. Vi har altså at gøre med en spion, der er sat i

verden af Godwin for at fortælle om det despotiske tyranni, der gør menneskene til hinandens ødelæggere.

Som et teknisk virkemiddel har Godwin desuden valgt at benytte sig af en førstepersonsfortæller. Dette er

centralt. Det betyder nemlig at alle indtryk, der skal videregives – herunder alle umiddelbart deskriptive

udsagn, går gennem en formidler. Når sådanne udsagn formidles af et subjekt, vil de tillægges en

subjektivitet: der sorteres i hvilke indtryk, der videregives, bestemte konnotative betegnelser vælges frem

for andre osv. Som sådan vil et subjekts umiddelbart deskriptive udsagn altid have et normativt aspekt.

Dette sker principielt allerede ved at de formidles af en forfatter. Ikke desto mindre vil vi, når forfatteren

benytter en subjektiv førstepersonsfortæller, der er sat direkte i hans sted, kunne betragte alle udsagn som

værende normative – det er så at sige formålet med en førstepersonsfortæller, og vi vil altså slippe for at

skulle lede mere intensivt efter de specifikt normative udsagn. Der er altså lagt op til, at vi skal læse Things

as They Are som Godwins meget direkte kritik af de samfundsforhold han behandler.

StatenThings as They Are handler om magt. Den handler om de strukturer i samfundet, der kaster samfundets

laveste for fødderne af samfundets øverste, og den handler om de strukturer, der korrumperer høj som lav

på trods af disses ellers så dydige karakterer. For at forstå budskaberne om magt, som Godwin ønsker at

udbrede, er det nødvendigt med en kort gengivelse af en del af hændelsesforløbet i romanen.

Bind 1, det første af bogens tre bind, er mere eller mindre én lang redegørelse for, hvordan Squire Falkland,

en af de meste respekterede og højt værdsatte godsejere i hele England, udviklede sig fra en åben og

udadvendt ung mand, til en introvert og afvisende herre. På trods af hans enormt tilknappede og noget

menneskefjendske karakter, var han dog stadig elsket af sine tjenestefolk:

“They knew him only by the benevolence of his actions, and the principles of inflexible integrity by which he was ordinarily guided; and though they would sometimes indulge their conjectures respecting his singularities, they regarded him upon the whole with veneration, as a being of a superior order.”36

Der går ikke lang tid, før en længere redegørelse for Falklands livshistorie tilbyder en forklaring på dennes

lukkethed.

Falklands livsmål lå i selve den dydige handling, og for dette var han elsket af hele befolkningen, høj som

lav. Imidlertid anklages han på et tidspunkt for mordet på sin rival, men han klarer frisag. Denne episode

36 Godwin (2005), s. 9

markerer dog starten på Falklands degeneration, og Caleb mærker på egen krop adelsmandens indre

dæmoner, da han opdages under en uskyldig inspektion af en kiste på Falklands private kontor og

fremprovokerer sin herres afgrundsdybe vrede.

Caleb er, i overensstemmelse med Oplysningstidens idealer, af en særdeles nysgerrig og

sandhedsbegærende natur, og med tiden overbeviser han sig selv om, at Falklands personlige forfald

skyldes, at herren rent faktisk var skyldig i mordet på sin rival, og at skyldfølelsen lå ham så meget til last, at

denne forårsagede hans mentale nedtur. Falkland fornemmer at Caleb er på sporet af ham og erkender på

tomandshånd sin skyld. Fra nu af er Calebs situation dog drastisk forandret. Han er langt fra den gunstige

position, han befandt sig i, mens han var uvidende om sin herres skyld.

Falkland ændrer sig fra den godgørende og dydige, men distancerede, herre til en kold og despotisk tyran,

der konstant holder Caleb under opsyn:

“He watched me; and his vigilance was a sickness to my heart. For me there was no more freedom, no more of hilarity, of thoughtlessness, or of youth. Was this the life upon which I had entered with such warm and sanguine expectation? Were my days to be wasted in this cheerless gloom; a galley-slave in the hands of the system of nature, whom death only, the death of myself or my inexorable superior could free?”37

Calebs situation er nu eksemplet på, hvordan modsatrettede interesser mellem herre og undersåt

resulterer i undertrykkelsen af sidstnævnte. Hvordan magt bliver til ret. Caleb indtager rollen som den

dydige borger, der, i Oplysningstidens ånd, er styret af nysgerrigheden og søger sandheden i alle aspekter

af livet. Den sandhed, han falder over, er dog til hans store ulykke sandheden om hans herrers skyld. Med

ét ændres herrens rolle fra tilsyneladende at varetage undersåttens interesse til at modarbejde den.

Som konsekvens af den evige mistænkeliggørelse han er udsat for, og de begrænsninger af hans personlige

frihed der følger med, beslutter Caleb at stikke af. Som reaktion anklager Falkland ham for tyveri, og som

følge heraf varetægtsfængsles Caleb. Ved mødet med tilstandene i statsfængslet udbryder han med en

kraftig patos følgende:

“‘Thank God,’ exclaims the Englishman, ‘We have no Bastille! Thank God, with us no man can be punished without a crime!’ Unthinking wretch! Is that a country of liberty, where thousands languish in dungeons and fetters? Go, go, ignorant fool! and visit the scenes of our prisons! witness their unwholesomeness, their filth, the tyranny of their governors, the misery of their inmates!”38

Fortørnelsen over rets- og fængselssystemet i England bunder formentlig i erfaringer, som Godwin selv

havde gjort sig. Han havde personligt studeret forholdene i fængslerne og var desuden mere end

37 Godwin (2005), s. 149f38 Godwin (2005), s. 188

almindeligt bekendt med folk, der måtte det samme igennem som Caleb. Vi fornemmer nemlig klart, at i

hvert fald dele af plottet er stærkt inspireret af forfølgelserne af radikale briter, der fulgte i kølvandet på

revolutionens udbrud i Frankrig. Også disse havde gjort sig skyldige i forbrydelser mod deres herrer. De

opdagede, på samme måde som Caleb opdagede Mr. Falklands skyld, den skyld som den tyranniske stat

bærer på. Det vil derfor være oplagt at betragte Calebs historie som en analogi til den, de radikale briter

gennemgik. Caleb går faktisk så vidt som til direkte at sammenligne Falkland med “[the monarchs] who

reckon among the instruments of their power prisons of state.”39 Hermed er historien om Caleb ikke

længere historien om forholdet mellem et tilfældigt individ og dennes tilfældige herre fra den engelske

landadel, men en mere generel fortælling om forholdet mellem oprøreren og den tyranniske stat der

kæmper for at sikre sin egen eksistens mod undergravende virksomhed.

Den ultimative frihedSå vidt en kritik af magtrelationer mellem mennesker, der, som redegjort for, kan tolkes som værende et

udtryk for kritik af magtrelationen mellem borger og stat. Godwin har indtil nu stillet sig tilfreds ved blot at

lange ud efter det bestående. I modsætning til mange af datidens radikale, tager han dog skridtet videre.

Han begærer ikke blot en frihed fra politisk forfølgelse, men den ultimative frihed. Da han ved list

undslipper sit fængsel, forfatter Caleb i en tilstand af ekstase dette poetiske ode til friheden:

“Turn me a prey to the wild beasts of the desert, so I be never again the victim of man, dressed in the gore-dripping robes of authority! Suffer me at least to call life and the pursuits of life my own! Let me hold it at the mercy of the elements, of the hunger of beasts, or the revenge of barbarians, but not of the coldblooded prudence of monopolists and kings!”40

Af citatet fremgår det, at Caleb ønsker et fuldstændigt opgør med autoritetsforhold mellem mennesker!

Han ønsker en fuldstændig frigørelse af individet, der i denne nyvundne frihed selv må søge veje til at

forsvare sig mod elementernes rasen.

Fra denne individualistiske vision kan der umiddelbart drages en parallel til den naturtilstand, som Hobbes

beskrev i Leviathan. Hobbes’ naturtilstand var en tilstand af fare og evig kamp for overlevelse, men det var

en tilstand af frihed. Som sådan kunne det altså se ud til, at Calebs, og Godwins, vision var lig en regression

tilbage mod denne tilstand. Der er dog den grundlæggende forskel, at det menneskesyn, der lå til grunds

for Hobbes’, og til dels også Lockes, tanker om naturtilstanden, ikke stemmer overens med Godwins. Denne

har et langt mere positivt syn på mennesket, og dermed også på mulighederne for dettes ageren i

naturtilstanden, end de to ældre filosoffer. I stedet for Hobbes’ naturtilstand skal Godwins tanker om frihed

sættes i relation til den kritik af staten, som Burke fremturer med i A Vindication of Natural Society. Burke

skriver, at selv om naturtilstanden er forbundet med farer og genvordigheder, er denne ikke desto mindre

39 Godwin (2005), s. 18440 Godwin (2005), s. 218f

langt at foretrække frem for de snærende og frihedsbegrænsende bånd, som mennesket pålægges af det

hierarkisk opbyggede samfund. Derfor skal dette udfald mod autoriteter også først og fremmest opfattes

som netop dette – ikke et ønske om alles kamp mod alle, men et ønske om frihed.

Vi har nu kigget på Things as They Are som en kritik af magtrelationer. Vi har set hvordan Caleb som

eksponent for Oplysningstidens idealer om sandhedsiver og fornuftstænkning gennemskuede Falklands

skyld, og hvordan Godwin, ved at lade Caleb lide samme skæbne som hans samtidige i de radikale cirkler,

har søgt at blotlægge statens tyranniske natur. Slutteligt har Godwin ladet Caleb været eksponent for en

grad af individualisme, der næsten kun kan identificeres i en libertær samfundsvision, som den eksempelvis

gengives af Burke i A Vindication of Natural Society. Vi skal dog se, at Godwins ideer bygger på andet end

visionen om en destruktion af alle magtstrukturer og implementeringen af en vidtrækkende individualisme.

Det sociale menneskeGodwin ser nemlig ikke mennesket som værende udpræget individualistisk – snarere tværtimod. Noget af

det allermest fundamentale ved mennesket er ligefrem, at det er et yderst socialt væsen. Det ikke egnet til

individets ensomme kamp. Dette understreges da Caleb på et tidspunkt, afskyet og fordrevet af de folk der

mistænker ham for forbrydelser mod hans agtværdige herre, i afmagt skriger sine sorger mod himlen:

“Solitude, separation, banishment! These are words often in the mouths of human beings; but few men except myself have felt the full latitude of their meaning. The pride of philosophy has taught us to treat man as an individual. He is no such thing. He holds necessarily, indispensably, to his species. He is like those twin-births, that have two heads indeed, and four hands; but, if you attempt to detach them from each other, they are inevitably subjected to miserable and lingering destruction.”41

Godwin lader i denne sammenligning behovet for en åndelig forbindelse mennesker imellem være så

nødvendigt som den rent kødelige forbindelse mellem siamesiske tvillinger. Han lader det altså står klart, at

selvom mennesket har behov for frihed, så har det et lige så reelt behov for fællesskabet. Og dette er også

Godwins indirekte svar på Hobbes hypotese om “alles kamp mod alle”. Mennesket er ikke et krigerisk

individ – det er tvært imod et dyr, der trives bedst i flok.

Den mellemmenneskelige kontakt tjener dog andre formål end blot at stille basale følelsesmæssige behov.

Det illustreres i følgende afsnit, hvor Caleb filosoferer over børneopdragelsen:

“It is perhaps impossible that the refinements of which human nature is capable should not, after a time, subside into sluggishness, if they be not aided by the influence of society and affection.”42

Af citatet fremgår det, at mennesket simpelthen har behov for kontakten med andre, hvis det til fulde skal

kunne udnytte de fakulteter, det er blevet givet fra naturens side. Fraværet af den mellemmenneskelige

41 Godwin (2005), s. 31342 Godwin (2005), s. 302

kontakt ikke blot en følelsesmæssig katastrofe – det fører til et forfald til dovenskab og passivitet, og en

utilstrækkelig udnyttelse af menneskets potentiale.

Vi ser altså, at mennesket hos Godwin har brug for den sociale kontakt. Det har et rent følelsesmæssigt

behov for kontakten med andre mennesker, og for ikke blot at forfalde til dovenskab har det behov for at

være en del af et samfund, hvor det kan føle kærlighed og ømhed. Man må altså formode, at fulgte

mennesket sine naturlige tilbøjeligheder i en fri naturtilstand, ville det umiddelbart danne nye fællesskaber

og samfund – ikke blot for at overleve, men for at stille sin sociale trang. Således finder vi hos Godwin et

meget anderledes positivt syn på mennesket og basis for de menneskelige samfund end eksempelvis hos

Hobbes’ krigeriske egoist, hos hvem samfundene blot er en våbenhvile med en politisk overbygning.

Kulturel determinismeMennesket er for Godwin dog styret af andet en de basale impulser, der foranlediges af et behov for frihed

og fællesskab. Det er på ingen måde sådan, at det udelukkende er disse inklinationer, der er styrende for

vores adfærd – ellers ville vi ikke se mennesker indgå i samfund, der hverken er præget af frihed eller en

affektionspræget mellemmenneskelighed.

Vi får igennem fortællingen en række hints om, hvilke faktorer der ellers spiller ind i formningen af Godwins

menneske. Dette sker blandt andet i forbindelse med fortællingen om Falklands fald fra dydighedens

højder. Dette fald er tilsyneladende blevet foranlediget af “a series of adventures, that seemed to take their

rise in various accidents, accidents, but pointing to one termination.”43 Falklands degeneration, mere end

den var resultatet af en som udgangspunkt slet karakter, forårsagedes altså ultimativt af en række uheldige

hændelser, der alle pegede mod en uundgåelig konsekvens.

Romanen er fyldt med lignende udsagn om, at et menneskes karakter først og fremmest er resultatet af de

omstændigheder, der omgiver det. Caleb siger følgende henvendt til Falkland, da disse mødes, efter at

Caleb er blevet indhentet i sin flugt: “You took me up a raw and inexperienced boy, capable of being

moulded to any form you pleased.”44 Med andre ord er barnet som en klump ler, der bearbejdes til den

form, den karakter, der bliver slutresultatet. Senere får Caleb på samme måde følgende fortalt af en

gammel ven: “you are just what circumstances irresistibly compelled you to be.”45 Igen det samme omkvæd:

du er, hvad omstændighederne gør dig til. Kulturen determinerer din karakter.

Den smukkeste og mest sigende formulering af disse tanker finder vi dog først på romanens afsluttende

sider. I det endelige opgør mellem Falkland og Caleb bekender førstnævnte grædende sine synder, mens

43 Godwin (2005), s. 1844 Godwin (2005), s. 29245 Godwin (2005), s. 321

Caleb af hele sit hjerte angrer at have udsat sin herre for de pinsler, hans opførsel har forårsaget ham. I

denne sorg lader han følgende ord om Falkland falde:

“Thy intellectual powers were truly sublime, and thy bosom burned like a godlike ambition. But of what use are talents and sentiments in the corrupt wilderness of human society? It is a rank and rotten soil, from which every finer shrub draws poison as it grows. All that in a happier field and a purer air would expand into virtue and germinate into usefulness, is thus converted into henbane and deadly nightshade.”46

Dette sidste citat er en kraftigt ladet metafor. I modsætning til de foregående citater, hvor Godwin blot

konstaterer at mennesket determineres af kulturelle omstændigheder, lader han her denne viden udmønte

sig i en kritik af den herskende samfundsorden. I en patos-ladet sammenligning lader han menneskenes

samfund være en fordærvet ødemark med forurenet muld, fra hvilken enhver “finere busk” trækker gift.

Mennesket har potentialet til i den rene luft at udvikle sig til dydighed og nytte, men plantet i samfundets

elendige jord udvikler det sig til natskygge og bulmeurt. Og ikke blot er dette en tragedie for det forgiftede

menneske. Det er også en tragedie for de få, der som Caleb selv kunne gennemskue samfundets fordærv og

derved undgik det. Disse bliver ved kontakt med de forbitrede eksistenser alligevel forgiftet, og sådan

spredes råddenskaben som ringe i vandet ved kontakt med det rene menneskelige sind.

Udover at lade sine tanker om kulturel determinisme føre til en kritik af det bestående samfund, bruger

Godwin dem også til at understrege sine tanker om menneskets sociale inklinationer. På et tidspunkt

befinder Caleb sig hos en gruppe tyve, der har dannet et parallelsamfund uden for de strukturer, der holder

folk fast i de magtrelationer, som Caleb selv har følt konsekvensen af. I den forbindelse observerer han

følgende:

“The persons who composed this society had each of them cast off all control from established principle.[…] The influence of these circumstances was visible in their character. I found among them benevolence and kindness: they were strongly susceptible of emotions of generosity.”47

Disse folk, der har kastet det omgivende samfunds normer fra sig, har i et moralsk frirum redefineret de

normer, der gør sig gældende mellem dem. De har etableret en ny moral byggende på principper som

“godgørenhed” og “venlighed”. Vi finder altså en opfattelse af, at når mennesket sættes fri fra de i

samfundet rodfæstede normer, kan en ny humanistisk og social moral opstå i overensstemmelse med de

iboende principper i mennesket.

Med denne opfattelse omkring menneskets let påvirkelige sind ligger Godwins opfattelse af mennesket

meget tæt op af Lockes tabula rasa, som vi, jævnfør vores biografi over Godwin, ved han i sin ungdom

brugte tid på at studere. Hos Godwin er mennesket dels et socialt væsen med behov for frihed og lighed og

46 Godwin (2005), s. 33647 Godwin (2005), s. 226f

dels et væsen, vis endelige udformning determineres af dets kulturelle og samfundsmæssige kontekst samt

mere eller mindre tilfældige hændelser. Kulturen og samfundet agerer i sidste ende bremseklods for en fri

udfoldelse af de sociale dyder, der er iboende i mennesket, og det må derfor være i opgøret netop kulturen

og samfundet, at Godwins ideal etableres.

De nye normerMen hvilke normer skal det nye samfund bygges op om? Godwin må nødvendigvis opstille et alternativ til

det samfund, som han så grundigt revser, i fald han skal tages som en seriøs filosof. Da Godwins menneske

midlertidig først og fremmest agerer ud fra handlemønstre, det er socialiseret til, må han give et bud på

nogle værdier og tankesæt, der kan skabe en struktur i samfundet, der samtidig stemmer overens med

menneskets behov for frihed, lighed og fællesskab.

Som moralsk fundament præsenterer Godwin utilitarismen: de “ægte” eller “rene” dyder at beskæftige sig

med er “utility and distinction.”48 Caleb lader sig også styre af utilitaristiske ræsonnementer, blandt andet

da han overvejer, hvad han skal gøre med sin viden om Falklands skyld i sagen om dennes myrdede rival:

“I conceived it to be in the highest degree absurd and iniquitous, to cut off a man qualified for the most essential and extensive utility, merely out of retrospect to an act which, whatever were its merits, could not be retrieved.”49

Vi ser, at Calebs moralske overvejelser først og fremmest går på, hvilke handlinger der vil kunne forårsage

nytte forstået som et middel til at opnå lykke. Andre forhold, selv så alvorlige brud med de gængse normer

som mord, må træde i baggrunden for hensynet til nytten. Senere hen bliver Caleb konfronteret med en

problemstilling vedrørende det at tale sandt:

“Is truth then entitled to adoration for its own sake, and not for the sake of the happiness it is calculated to produce? Will a reasonable man sacrifice to barren truth, when benevolence, humanity, and every consideration that is dear to the human heart, require that it should be superseded?”50

Selve fremstillingen af spørgsmålet udelukker, at man kan svare positivt på det, hvilket Caleb heller ikke

gør. Det kommer altså til at være “benevolence, humanity, and every consideration that is dear to the

human heart”, der skal være styrende for menneskets handlinger i Godwins nye samfund, da disses

promoverer lykken.

Utilitarismen fører hos Caleb til andet end blot et opgør med gængse moralske regler. Da han på sin

strejfen bliver antastet af en af Falklands tjenestefolk, tilbydes han et mindre beløb som en gave fra hans

gamle herre. Nu rejser spørgsmålet sig: er det værd at gå på kompromis med sin egen integritet ved at

48 Godwin (2005), s. 1949 Godwin (2005), s. 13650 Godwin (2005), s. 292

modtage almisser fra den mand, der grundlæggende er skyld i, at man er nået til det punkt, hvor almisser er

en nødvendighed? Caleb reflekterer længe over emnet og ender med at tage imod pengene på følgende

grundlag, der er enormt interessant, i relation til konstruktionen af Godwins samfundsideal:

“I wanted the money: not for any purpose of vice or superfluity, but for those purposes without which life cannot subsist. Man ought to be able, wherever placed, to find for himself the means of existence; […] The actual means of existence are the property of all.”51

Vi ser, at nytteovervejelserne pludselig kommer til at kompromittere ejendomsretten – en af de rettigheder

der indtil da havde været opfattet som helt grundlæggende for ethvert samfund. Ejendomsretten til

midlerne til eksistensopretholdelsen bliver gjort til en kollektiv ret.

Med Caleb som prototype på det nye menneske, lægger Godwin som basis for en ny samfundsorden blandt

andet en utilitaristisk moral, som vi kender den fra Bentham princip om “greatest possible quantity of

happiness”. Derudover tager Godwin et, i hvert fald delvist, opgør med ejendomsretten. Det vil være

enormt oplagt at sætte disse værdier, vi her har kunnet udlede af Things as They Are, i relation til specielt

den filosofiske påvirkning, han modtog fra sandemanerkirken. Her var han blevet introduceret til netop

utilitarismen som moralfilosofisk samfundsgrundlag og et opgør med ejendomsretten med henblik på at

skabe en egalitær samfundsstruktur. Det er derfor relativt sikkert, at det er der, han i første omgang har

hentet inspiration til disse tanker, da de socialistiske ideologier på dette tidspunkt endnu ikke var udviklet.

At bryde lænkerneEt af de spørgsmål, der uvægerligt vil rejse sig for enhver ideolog, efter denne har skitseret sin vision for et

alternativt samfund, er midlertidigt, hvordan visionen skal realiseres. Dette fremgår ikke tydeligt af

romanen, men vi får en række gode hints om, i hvilken retning svaret ligger.

Som det tidligere er nævnt, sigtes Caleb på et tidspunkt for tyveri mod sin herre, hvilket han selvfølgelig,

med god ret, nægter purre. For tjenestefolkene i huset er der dog ingen tvivl skyldsspørgsmålet:

“The robbery of which I was accused appeared to them atrocious from its magnitude; and whatever spark of compassion might otherwise have sprung up in their ingenuous and undisciplined minds, were totally obliterated by indignation at my supposed profligacy in recriminating upon their worthy and excellent master.”52

Tjenestestanden (og dette kan i overført betydning tolkes som den almene befolkning i henhold til vores

refleksioner over forholdet mellem Caleb og Falkland som analogi for forholdet mellem oprører og stat) har

grundet deres naive og ustrukturerede sind en blind tiltro til og loyalitet over for deres herre – selv nærer

endda Caleb til romanens slutning en dybfølt beundring for Falkland. Det, der først og fremmest må brydes,

51 Godwin (2005), s. 29752 Godwin (2005), s. 182

er altså den lid som den almene befolkning fæstner til samfundets autoriteter. I citatet ligger også samtidig

løsningen på problemet: der må søges et opgør med naiviteten, og en ustruktureret tankegang må erstattes

af en disciplineret fornuft. At det er gennem et åndeligt opgør at forandringen kommer udpensles

yderligere i følgende citat, hvor Caleb, i færd med at undslippe Falkland, priser sig lykkelig over sin

nyvundne frihed:

““I am free. What concern have I with danger and alarm? I feel that I am free; I feel that I will continue so. What power is able to hold in chains a mind ardent and determined? What power can cause that man to die, whose whole soul commands him to continue to live?"”53

Opgøret handler om viljestyrke. Når først mennesket gennem fornuften har fornemmet friheden, er der

ikke noget, der kan holde det tilbage, så længe det er styret af vilje og iver.

Mod fortællingens ende får vi et sidste bud på hvilke principper, der skal hjælpe os mod realiseringen af det

nye samfund. I denne situation står Falkland og Caleb over for hinanden i retten. Caleb har endelig anklaget

Falkland for mordet på dennes konkurrent, efter alle de år hvor han har forsvoret at ville gå på kompromis

med sin egen integritet ved at fortælle sandheden om sin herres forbrydelse.

“But as I went on he could no longer resist. He saw my sincerity; he was penetrated with my grief and compunction. He rose from his seat, supported by the attendants, and—to my infinite astonishment—threw himself into my arms!”54

Som Caleb fremstiller det, bliver selv Falkland i sidste ende overvundet af hans historie. Falkland kan ikke

undsige sandheden i hans modstanders anklager og ærligheden i hans sorg. Således fremstår det som om,

at selve problemets basis, de uretfærdige magtstrukturer der gennemsyrer hvert aspekt af samfundet, kan

overvindes gennem ærlighed, sandhed og ligefremme tale.

Selvom Godwins ideologi altså er revolutionær, forudsætter den ikke et opgør, der afgøres med

konventionel magt. Hans revolution bygger på begreber som fornuft, sandhed og vilje. Den er fredelig, og

den bygger på en tiltro til, at mennesket, når det konfronteres med den rene og skære sandhed, når det

konfronteres med things as they are, forstår systemets fejl og søger mod et alternativ – mod Godwins

alternativ.

Godwins samfundsidealVi har nu lavet en relativt fyldestgørende analyse af Godwins roman Things as They Are med henblik på at

kunne udlede et samfundsideal, som Godwin kan stå inde for. Fordi romanen er en erklæret politisk roman,

og på grund af Godwins valg af fortæller, har vi læst romanen meget direkte i en søgen efter normative

udsagn, ud fra hvilke vi har kunnet udlede en række konklusioner. Vi har dels konstrueret vores billede af

53 Godwin (2005), s. 16254 Godwin (2005), s. 335

Godwins ideal på baggrund af de forskellige personers værdier, gøren og laden; vi har dels konstrueret

idealet på baggrund af negationer af forhold, han har kritiseret ved det samfund, han var en del af; og vi har

dels konstrueret hans vision på meget direkte udsagn om menneskets natur, behov og inklinationer.

Resultatet er et tæppe fint vævet af forskellige politiske og ideologiske strømninger, der alle har spillet en

rolle i Oplysningstidens åndsliv. Derudover ser vi klart, at Godwin klart trækker på inspiration fra erfaringer,

han har gjort sig i det praktiske liv.

Først og fremmest ønsker Godwin et opgør med de magtstrukturer, der berøver mennesket dets frihed til

at udleve sine behov. Denne kritik følger den, som Edmund Burke præsenterede i A Vindication og Natural

Society. Denne frigørelse vil videre føre til, at mennesket kan følge sine sociale tilbøjeligheder, da disse, i

tråd med tanker om kulturel determination fremført af Locke, langt hen ad vejen holdes i ave, af den

socialisering vi modtager fra samfundet. Denne socialisering skaber vores idé- og moralverden – disse er

ikke a priori givne, og i det repressive samfund indfrier de ikke vores sociale behov. Dette behov skal hos

Godwin have lov til at udfolde sig frit og vil i det tilfælde føre til solidaritet og sammenhold, der yderligere

skal suppleres med et opgør med den traditionelle ejendomsret. Samtidig skal irrationelle prioriteringer

funderet på gamle moralske dogmer erstattes af fornuftsprægede beslutninger baseret på en

lykkemaksimering i overensstemmelse med en utilitaristisk etik, som vi finder den hos en del

moralfilosoffer op gennem Oplysningstiden.

Sætter vi dette samfundsideal i relation, til hvad vi ved om Godwins egen historie, ser vi, at det ligger meget

tæt op af det samfund, som Godwin selv oplevede hos sandemanerne. De tilgrundliggende principper er de

samme – blot indtager troen på fornuft, vilje og sandhed hos Godwin den samlende faktor, som Gud indtog

hos sandemanerne. Med alt hvad vi ved om Godwin, vil det være retfærdig at sige, at han, som kulmination

på frihedsidealerne, fornuftstilliden og de sociale strømninger der prægede Oplysningstiden, formulerede

et samfundsideal, der i sin struktur ligger enormt tæt op ad, hvad vi i dag forstår ved anarkisme.

En vurdering af romanens didaktiske kvaliteterEn vurdering af romanens didaktiske kvaliteter vil være det samme som en vurdering af Godwins succes

med romanen. Selve formålet med at skrive den var jo netop, som før nævnt, at give “a general review of

the modes of domestic and unrecorded despotism by which man becomes the destroyer of man.” I høj grad

må vurderingen af romanens didaktiske kvaliteter altså bero på opfyldelsen af dette mål. Vi må derfor stille

os selv nogle spørgsmål:

Giver Godwin en fyldestgørende kritik af de problematiserede magtforhold? Hvor klart har han fået

kommunikeret sine budskaber ud? Og i hvor høj grad kan det sige, at han anviser en løsning på hele

problematikken?

Først og fremmest skal det siges, at Godwin skriver en blændende god roman, der fastholder læseren hele

vejen til enden. Den er opbygget om et særdeles spændende plot, der til fulde demonstrerer hvordan

mennesker kan blive hinandens ødelæggere. Godwin blotlægger klart, hvordan samfundsstrukturer kan

sikre, at magt bliver til ret og ikke omvendt.

Ydermere har Godwin i sit valg af fortællervinkel truffet et fremragende valg. Gennem valget af en

førstepersonsfortæller har han sikret sig, at hans dybdegående skildringer af de mentale bevægelser, som

hovedpersonen gennemgår, forplanter sig til læseren, så hovedpersonens historie bliver læserens historie.

Han har til fulde benyttet det princip, at kommunikere gennem følelserne i stedet for blot den kolde

argumentation. Via denne kommunikationsform har han sikret, at også de, der normalt ikke havde taget sig

af hans faglitterære formulering af hans idéer (som beskrevet i Enquiry Concerning Political Justice), forstår

hans kritik af den engelske stats magtstrukturer. På dette punkt ligger bogen tæt op af George Orwells

1984, der beskæftiger sig med mange af de samme temaer. Den, der har læst Orwells roman, vil være

forundret over hvor mange lighedspunkter, der er imellem de to fortællinger, og om ikke Orwell, der selv

var litterær kritiker, havde læst Godwins bog, ville han nok selv blive forbløffet over den omfattende lighed i

handling og tilgrundliggende tankesæt.

Når det så er sagt, må det pointeres, at med det sprog, som Godwin har skrevet romanen i, er den

stadigvæk forbeholdt en elite. Skrevet i et yderst raffineret stilleje afskærer han sig fra et bredt publikum i

en tid, hvor undervisning stadigvæk var et privilegium reserveret for “the well-offs”. Det var dog ikke sådan,

at Godwin med romanen sigtede ensidigt mod samfundets laveste. Han mente jo også at kunne overbevise

borgerstanden om hans systems rigtighed, siden også de var i besiddelse af den fornuft, der var præmissen

for forståelsen af hans ideal. Dermed er det højtravende sprog ikke et entydigt negativt træk.

Et om noget mere væsentligt problem er, at hans alternativ til det daværende samfund ikke fremstår så

klart af bogen, som det nok havde gjort, ifald det havde været en faglitterær tekst. Det idealsamfund, vi har

analyseret os frem til, er først og fremmest konstrueret af brudstykker hentet rundt omkring i teksten, og

det fremstår aldrig klart i sin helhed. Derudover er hans bud på en løsning af de fremsatte problemstillinger

ikke særlig tydelige. Han vægter fornuften og troen på sandheden meget højt, men han giver ikke nogen

forklaring på, hvordan den endelige forandring skal finde sted, når alle engang har set lyset.

Ikke desto mindre er Things as They Are en fornem fremført kritik af magtmisbrug og en hyldest til

friheden. Den har sine mangler, men når disse er overkommet, står den som et fint eksempel på politisk

propaganderen med romanen som medie. Som sådan vil den altså også udover den tidligere fremførte

perspektivering til Orwells 1984 kunne sammenlignes med eksempelvis Swifts Gulliver’s Travels, der

ligeledes var en oplysningsroman med et fornuftsfokus, og Aldous Huxleys Brave New World – begge

samfundskritiske bøger af en lignende didaktisk beskaffenhed. Alt i alt må Things as They Are siges at være

ganske vellykket.

KonklusionVi har nu, med udgangspunkt i en redegørelse for væsentlige tanker i Oplysningstidens England samt

biografiske data over bogens forfatter, analyseret romanen Things as They Are or the Adventures of Caleb

Williams. Vi har ved hjælp af en positivistisk-biografisk analyse set, hvordan tanker fra tiden, som for

eksempel Lockes tabula rasa, Benthams utilitaristiske etik og Burkes statskritik, går igen i Godwins roman,

og hvordan disse, kombineret med unikke personlige erfaringer, afspejler sig i det idealsamfund, som

Godwin skitserer i hans værk.

Det fundne ideal er et samfund, hvor mennesket, frit for begrænsende autoriteter og forældede normer,

kan udfolde sig frit, og hvor dette udmønter sig i en socialt orienteret mellemmenneskelighed og en

utilitaristisk moral, der hjælper til frit efter behov at disponere værdier på tværs af gamle skranker som

eksempelvis ejendomsretten. Disse observationer gør, at vi sammenfattende kan karakterisere Godwins

idealsamfund som en tidlig formulering af den socialt orienterede anarkisme.

Endelig har delvurderinger af blandt andet sprogligt stilleje og fortællervinkels indflydelse på bogens

didaktiske kvaliteter lagt op til en samlet vurdering af bogen som værende relativt succesfuld i forhold til sit

erklærede mål, om at give læserne indsigt i konsekvenserne af sin samtids tyranniske magtforhold.

Godwins roman lykkes i sit foretagende om at kritisere den despotiske stat og fremføre det anarkistiske

idealsamfund som alternativ.

Litteraturliste

Primær litteraturBentham, J. (1781). Jeremy Bentham: An Introduction to the Principles og Morals and Legislation. Hentet 11. december 2010 fra Utilitarianism: http://www.utilitarianism.com/jeremy-bentham/index.html

Burke, E. (1756). Online Library of Liberty - A Vindication of Natural Society. Hentet 1. december 2010 fra The Online Library of Liberty: http://oll.libertyfund.org/index.php?option=com_staticxt&staticfile=show.php%3Ftitle=850&layout=html

Godwin, W. (red. Maurice Hindel) (2005). Things as They Are or the Adventures of Caleb Williams. London: Penguin Books.

Michelsen, I.K. (1999). Politisk filosofi. Introduktioner og tekster [kildesamling]. København: Nordisk Forlag.

Thiedecke, J. (1989). Oplysningstiden [kildesamling]. Valby: Borgens Forlag.

Sekundær litteraturAdams, I., & Dyson, R. (2003). Fifty Major Political Thinkers. London: Routledge.

Bechtel, F. (1908). CATHOLIC ENCYCLOPEDIA: Caleb. Hentede 5. December 2010 fra Catholic Encyclopedia: http://www.newadvent.org/cathen/03157a.htm

Flor, J. (2000). erkendelsesteori. I Den Store Danske Encyklopædi, bind 5 (s. 622). København: Danmarks Nationalleksikon.

Holm, S. (1959). Oplysningstiden. København: Munksgaard.

Holm-Nielsen, L. B. (2007). Forord. I O. Høiris, & T. Ledet, Oplysningens verden (s. 5). Århus: Aarhus Universitetsforlag.

Hutcheson, F. (1725). Precursors to utilitarian ethics: Francis Hutcheson (1694-1746). Hentet 3. december 2010 fra Utilitarianism: http://www.utilitarianism.com/francis-hutcheson.html

Kilcullen, J. (1996). Hume's Political Thought. Hentet 11. december 2010 fra Macquarie University: http://www.humanities.mq.edu.au/Ockham/y6711.html

Kingston, E. (11. August 2008). Priestley, Joseph [Internet Encyclopedia of Philosophy]. Hentet 12. december 2010 fra Internet Encyclopedia of Philosophy: http://www.iep.utm.edu/priestly/

Koch, C. (2000). oplysningstiden. I Den Store Danske Encyklopædi, bind 14 (s. 501f). København: Danmarks Nationalleksikon.

Koch, C. (2000). tabula rasa. I Den Store Danske Encyklopædi, bind 18 (s. 506f). København: Danmarks Nationalleksikon.

Kramnick, I. (u.d.). First Principles.US. Hentet 12. december 2010 fra First Principles.US - The Conscience of Conservatism: http://www.firstprinciples.us/sections/synopses/books/reflections_on_the_revolution_in_france.asp

Kreis, J. (12. Maj 2004). An Uneasy Affair: William Godwin and English Radicalism, 1793-1797. Hentet 1. december 2010 fra The History Guide: http://www.historyguide.org/thesis/cover.html

Marshall, P. (1986). The Anarchist Writings of William Godwin. London: Freedom Press.

Newman, L. (21. September 2010). Descartes' Epistemology. Hentet 10. december 2010 fra Stanford Encyclopedia of Philosophy: http://plato.stanford.edu/entries/descartes-epistemology/

Pedersen, J. (2002). Lys forude? København: Gyldendal.

Roizen, R. (1983). God and the English Utilitarians (IV). Hentet 11. december 2010 fra The Victorian Web: http://www.victorianweb.org/philosophy/roizen/4.html

Sowell, T. (2002). A Conflict of Visions. New York: Basic Books.

Ørndorf, S. (2010). Den unge Burkes satire. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag.

Østerberg, D. (1979). Hobbes, Thomas. I PaxLeksikon, Bind 3 (s. 90). Oslo: Pax Forlag.

AbstractThis paper analyses the notable English intellectual William Godwin’s novel Things as They Are or the

Adventures of Caleb Williams with the aim of uncovering Godwin’s ideal society. It does so based on an

account of a number of different philosophical and political currents of the Age of Enlightenment in England

as well as a biography of Godwin. It concludes that the ideal society of Godwin would be an Anarchist

society based on an understanding of the human species as being in need of freedom and solidarity. This

freely formed society should preferably be governed by the principles of utilitarianism and the at least

partial abolition of the right of property. The paper furthermore concludes that this vision is strongly

influenced by both general philosophical and political tendencies of the time as well as more unique ideas

known by the writer. Finally, it concludes that the didactic qualities of the novel are great, especially owing

to the choice of an eloquent first person protagonist who through an emotional account of his dramatic

story gives the readers a front row review of the despotism practiced by the rulers of society.