HARMONIEN 1 8 9 2 - 9 3 . I B I S ? 1 XøltSB&T

Lørdag den 26de November Kl . 8 i Logens Festsal . Dirigent: Hr. Washington Magnus.

P E G G R A M :

I i MenÜebmohtt-Bcirtholdy : Symfoni i A-dur.

a) Allegro.

b) Andante eon moto,

ci Allegro moderato,

d) Presto (Saltarello).

2) Max Bruch: Concert i G-moll for Violin og Orkester.

a) Introduction,

h) Adagio.

c) Finale.

Solid: Hr. Carl Johannesen.

3) Mascagni: Intermezzo sinfonico for Strygeorkestér.

4) Grieg: „Lanclkjending" for Solo, Kor og Orkester.

Solist: Hr. Ingolf Schjøtt.

H A R M O N I E N 1 8 9 2 - 9 3 .

Lørdag den 17de December Kl . 8 i Logens Festsal . Dirigent: Hr. Washington Magnus.

Solist: Frk. Camilla Wiese.

P R O G R A M :

1) L . van Beethoven: Sinfonie No. 7 i A-dur. a) Poco sostenuto Vivace. b) Allegretto. c) Presto. d) Allegro con brio.

2) P. Helga: T)y vekes Sange. Frk. Camilla Wiese.

3) Schumann: Abendlied. Arrangeret for Strygeorkester af -Johan Svendsen.

4) FAv. Grieg: ,.\ Host". Konsertouverture for stort Orkester.

Griega Bogfcrykkeri.

. / " X.

Dyvekes Sange.

I B i ' r gen. Skal altid fæste mit Håar under Hue. Skal aldrig binde en Sløife deri. — Ilde lugter den Kræmmerstue. Hvem der som Fuglen var i r i . Min Moder var dog en stadselig Frue. Kom lille Speil, lad mig se De kaldte ved Daaben mig ..Due". — linn Hyver helst i det f r i . —

De Klokker ringer t i l Ottesang. Nu bliver Dyvekes Dag saa lang. Og vil jeg af By'n med Moder gaa. Der spærre de Bjerge saa iséngraa.

Men ude i Haven staar Urter og Blommer, Der drømmer mit Hjerte om Zwibler og Løg. Krydret dufter den liflige Sommer Og Hjertet slaar som en Gøg. Det slaar mod min Haand, under Huden den trommer Det varsler saa langt mig et Liv — Vær hilset, du Fugl, mellem Urter og Blommer. Vier hilset, du kakkende Gog!

Ak. hvem der barde en Hue Med Fjær og Brokade paa. Og hvem der vai' klædt som en Frue Og skulde t i l Messe gaa! Og hvem der vel kunde age i Karm Eller sidde tilhest med Falk over A r m ; Ak. hvem der blot ikke var Askepot, Men ejed et stensat Slot.

Jeg sidder og Øjnene lukker Med Hænderne lagt under Kna 1; Da længes jeg efter de Dukker. Jeg havde som lille af T r æ ; Dem pynted jeg ud efter eget Sind Og redte dem i baade Gobel og Skind.

Ak. hvem der var Barn mellen) Dukker igjen Klier Dukkerne Fruer og Mænd! Saa tog jeg den Bedstes Hue Med Fjær og Brokade paa, deg redte mig ud som en Frue Der agter i Messe gaa, Jeg aged t i l Hove i hængende Karin Mig fulgte den Ridder med Falk over Arm. Ak nej, jeg maa græde for Ridder og Slot. Jeg er jo kuns Askepot.

11 vad vil den Mand med Kæder paa Med gyldne Kæder paa sit Bryst? Hvorhen jeg gaar, hans Øjne gaa, Men taler han, saa har hans Rost En Magt, som jeg maa lyde. En Kirkens Mand, en Adelsmand; Gud ved, om Duen var istand Den Høgeham at bryde? Og han er Prindsens Kantsler, Og Prindsen kommer hiti — Hvorledes ser en Prinds vel ud? Maa bære Kæder vel paa Bryst Og L i n om Hals og Sidenskrud. Men har hans Tunge saadan Røst, Som Jomfruer maa lyde? Ak, her i Mutter Sigbrits Bod Han sætter aldrig dog sin Fod. Hvad kunde vi ham byde!

Vildt suser Blæsten, Sommer er næsten draget af Land. Mod Bryggerne skvulper det sortnende Vand; Jeg saa ham paa Bryggen, den kongelige Mand. Hans Øjne var dyb som Fjorden demde Jeg kunde mig sænke derned.

Paa Brystet det brede laa Fløielets Pude, Jeg kunde mig hvile derved. Paa Foden jeg kunde ham falde med Suk Og smile, om Haanden min Påtide strøg.

De sagde san ofte at Duen var sniuk, Nu ved jeg først, hvem der er Høg. Vildt suser Bises ten. Hvem der ved Festen i Aften var med! Jeg blev vel paa Tærskelen staaendé ræd, — Og dandsed dog gjerne afsted.

Paa S j æ l l a n d .

Neppe tør jeg tale, saa vinker han brat; —Kongen drømmer vaagon, men værre dog ved Nat;

Vilde saa gjerne sige ham, hvad mest jeg tænker paa — Jeg tænker paa s vundne Dage, det kan han ei forst .-ia.

Jeg drømte, jeg var en Due og sattes med Høg i Bur. For Høgens funklende Øine, jeg flygted med Skræk mod Mur. Saa bød han mig sikkert Leide, hvorhen jeg blot havde Lyst; Saa hugged han Næbbets Kaarde igjennem mit hvi de Bryst.

Vaage maa jeg stedse ved Dag og ved Nat, Vender jeg mig fra ham, saa vaagner han brat, Katter mig i sit Favntag. som vilde jeg fra ham gaa -Hans Kys er glødende Lue; — jeg kan dem ei forståa.

Det stiger berop, Bækken vandrer mod Fjeldet, Det er uhørt Leg. Er jeg ældet? 0 nei, jeg er iældet paa Vei, Jeg er angst for mit Liv Kunde dø for min Kniv. Hvor er Kongens Dyveke henne? Ved ei, kan ei selv hende kjende.

De kvisler omkring mig som Snoge, Maa lukke mine Øienlaage; De trykker min Haand Jeg tør ei — jeg ved — Jeg er angst — jeg er bed, Jeg er t ræt af min Glans, Af min Leg er jeg led, deg er ræddelig stedt i den bitreste Nød. Jesus Maria, hvem der var død!

H A R M O N I E N 1 8 9 2 - 9 3 .

i 7 ^ ? Lørdag den 25de Februar Kl . 8 i Logens Festsal . Dirigent: Hr. Washington Magnus.

P R O G R A M :

1) Adolf Hansen: Suite i A-moll for Orkester. a) Allegro agitato. l)j Andante. c) Scherzo. d) Finale.

Under Ledelse af Componisten.

2) Washington Magnas: Fuglenes Somuiersang af Holger Drach-manns „Osten for Sol og vesten for Maane".

3) Ricard Wagner: Wotans Abschied von Brünnhilde. (Am dem Musikdrama „Die Walküre").

Wotans Parti synges of Hr. Ingolf Schjøti.

4) L . ran Beethoven: Leonore Ouverture Xo. 3.

Griegs Bogtrykkeri.

„Fuglenes Sommersang".

I Fugle rier oppe, 1 Fugle der nede. som kvidre og hoppe og sanke t i l Rede; som rløjte, som pippe. som bade og nippe i Badet t i l Bølgen, der favner jert Bryst. 0 , syng dog om Kjærligheds liflige Lyst. Det bedste vi kjende er Elskov og Sang om Elskov — vi er nu kun Fugle engang. Fad Uglemo'r præke med Ular for sit Øje: „Fy skam der, at dægge og næbbes saa frit . ' 1

Aa, Uglemo'r, Jøsses, om A'alget var dit, du vikle nok kysses med god Appetit.

Men ser du. det ei' nu med Elskov engang, den passer som Solskin t i l Sommer. den passer for os. som vi passer t i l Sang. man tvinger den ikke. den kommer som Yaardagen efter den Vinter saa lang, som Sky ud af Luften, som Klokkerne klang, som Sol op af Havet, som Blomster af Vang, den kommer, den kommer, den kommer.

Sæt derfor, du gamle, kun Brillerne paa. du vil dig kun samle andægtige faa. misund os. du golde, og gaa saa din Yej. paa Livet vi holde, det dræber du ej.

A i bygge deroppe, vi bygge dernede. i Træernes Tøppe, i Græsset vor Rede, vi synke og stige og stedse vi hige mod Lyset og Livet med jublende Bryst. Ja, symg kun om Kjærligheds litlige Lyst; vi leve for Dagen, men Dagen er lang i Elskov og Sommer og Solskin og Sang.

Holger Drachmann.

Wotans Abschied von Brünnhilde.

Leb' wohl, du kühnes, herrliches Kind! Du meines Herzens heiligster Stolz! Leb' wohl! leb' wohl! leb' wohl! —

Muss ich dich meiden, und darf nicht ininnig mein Gruss dich mehr grüssen, sollst du nun nicht mehr neben mir reiten, noch Meth beim Mab] mir reichen, muss ich verlieren dich, die ich liehe. du lachende Lust meines Auges: ein bräutliches Feuer, soll dir nun brennen wie nie einer Braut es gebrannt! flammende Gluth umglühe den Fels; mit zehrenden Schrecken scheuch'es den Zagen; der Feige (Lehe Brünnhilde's Fels!

Denn Einer nur freie die Braut, der freier als ich der Gott!

rünnhildg rückt, gerührt und begeistert, an Wotans Brüst.)

Der Augen leuchtendes Paar, das oft ich Lächelnd gekos't, wenn Kampfeslust ein Kuss dir lohnte, wenn kindisch lallend der Helden Lob von holden Lippen dir Hoss, dieser Augen strahlendes Paar das oft im Sturm mir geglänzt wenn Hotfnungssehnen das Herz mir sengte, nach Weltenwonne mein Wunsch verlangte aus wild wehendem Bangen: zum letzten .Mal letz'es mich heut. mit des Lebewohles letztem Kuss! Dem glücklicher'n Manne glänze sein Stern: dem unseligen Kw'gen muss es scheidend sich schliesen.

Denn so kehrt der Gott sich dir ab, so kiisst er die Gottheit von dir!

Sic. Wagner.

H A R M O N I E N 1 8 9 2 - 9 3 . m a m E#stsiat

Lørdag den 18de Marts Kl . 8 i Logens Festsal . Solist. Herr Carl Johannesen.

Assisterende:

Fruerne Ernestine Losung og Caroline Schöning samt d'Hrr. John Grieg, Albert Dahl og C. Eabe.

P R O G R A M :

1) Irantz Schubert: Quartett No. 4 i D-moll for 2 Violiner, Viola og Violoncel. a) Allegro. b) Andante con motto. c) Scherzo all-molto. <f Presto.

2) ai Godard: Recitativ og adagio romantique. b) Ernst: Airs hongrois for Violin og Pianoforte.

:») Robert Schumann: Quintett i Es-dur op. 44 for Pianoforte, 2 Violiner, Viola og Violoncel. a) Allegro brillante, h) Pu poco largamente, in mado d una

marcia. c) Scherzo — molto vivace, dp Finale.

H A R M O N I E N 1 8 9 2 - 9 3 . f M f l E#MSi&T

Lørdag den 15de Apri l Kl . 8 i Logens Festsal . Dirigent: Hr. Washington Magnus.

Solist: Hr. Martin Knutzen.

P R O G R A M :

1) R. Sehnmann: Symphonie No. 4 i Ü-inoll. Op. 120 (ny). Introduction, Allegro, Romance. Scherzo und Finale in einem Satze.

2) -Johan Svenäsen: Zorahayda - Legende for Orkester. 3) /)'. Schamann: Konsert for Pianoforte med Orkesterled-

sagelse (ny). Solist: Hr. Marlin Knutzen.

a) Allegro atfettuoso. b) Intermezzo. c) Allegro vivace.

Konsertflygel fru Brødrene Hals.

Griegs Bogftrykkeii.

Zorahayda.

Jacint.a sidder ved en alabasterfontæne i en al ,,Alhambras"

sale: hun græder over den elskede, der har tbrladt hende. Plndsolig

kommer våndets overflade, i bevægelse, en tåge halver sig, og

denne viser sig en deilig kvindeskikkelse iført maurisk dragt med en

sølvluth i hånden. Skikkelsen spørger om årsagen til hendes klage,

erfarer denne, beder Jacinta stahdse sin gråd, lover hende, at bendes

sorg snart skal få ende. og tbj-twller, at bun selv er Zorahayda, en

maurisk kvinde, hvis hjærte en kristen ridder engang bavde vundet.

Hun bavde lovet at atitage hans tro 6g følge med ham, men da timen

kom svigtede modet, hende, pg bun blev som fange tilbage, i „Alhambra",

hvor hun døde efter et liv fuldt, af lidelser. „Nu er jeg et bytte for

mørkets ånder." klager Zorahayda, ,,men du kan hæve min fortryllelse,

læg din hånd på mit hoved, døb mig efter din troes forskrifter i dette,

vand, og jeg får evig fred." Jacinta adlyder, Zorahaydas åsyn for­

klares, og idet sølvlutben glider ud af hendes hændor, forsvinder bnn

tilsmilende pigen en ubeskrivelig inderlig tak. Jacinta tror hun har

drømt, men da hun finder sølvlutben, fylder erindringen om Zorahaydas

forndsigelse, hendes hjærte med håb og glæde.

H A R M O N I E N 1 8 9 2 - 9 3 .

Lørdag den 29de Apri l Kl . 8 i Logens Festsal . Dirigent: Hr. Washington Magnus.

Solist: Hr. Ingolf Schjøtt.

P R O G E A M :

1) Fr. Schubert: Symfonie H-moll (ufuldendt). a) Allegro moderato, h) Andante con rnoto.

2) C. lielnechi: Forspil t i l 5te Akt af Operaen: ,.Konig Manfred".

3) Sinding: 0 Mor, vor gamle Mor! Fr. Beyer: Drivdalen. Seliumann: Friihlingsnacht.

(Jfr. Ingolf Schjøtt.) 4) Edv. Grieg: Suite op. 46.

a) Aases død. 1)) Anitras Dans. c) 1 Dovregubbens Hal.

Stiegt Bogtrvlikori.

Mo'r. vor gamle Mo'r! — Sinding.

Din Dug er atter bredt paa Jord, dit Krus er atter fyldt — og atter bænket ved dit Bord jeg lægger Stav og Reisebyldt og glemmer, bvad der var forskyldt, og bøier mig og kysser dig — o Mo'r, vor gamle Mo'r! Og knuger du mig i din Favn og nævner mig med Sønnenavn: saa føler jeg, hvor stæ.k, hvor stor, hvor vennesæl, hvor fordomsfri, hvor rig du er, o Mo'r!

Lad Øiet op fra „Støvets" Jord ti l Hindens Telttag se: her i dit Telt er dækt vort Bord, og buser Hjertet Angst og Ve, saa gjemmer Ranslen Kniv og Ske; vi bænker om din Fridisk os og langer til — o Mor! Vel fik vi Brev som vanaringsmarid; men række Himlen hvo som kan: vi bliver her paa denne Jord, forgaar med dig, staar op med dig o Mo'r, vor gamle Mo'r!

Holuer Drachmann.

Drivdalen. — Frants Beyer.

Her er so vænt, det kan meg grøta 1) for det, om eg er vaksen Kar, for Dal og Fjell og Sol meg møta som heime, daa eg liten var.

Eg høyrer som Naturens store og friske glade Hjarteslag. Ja Herre, alt det, som du gjorde, er ungt, som det var skapt idag.

Det kjærligt paa os alle tenker med Leik i Dansen fraa og t i l , og af det gylle Hornet skjenker det Helsebot t i l hvem, som vil.

Hver Sin-i og Segi") stram seg spenner, og løyst eg er at alle Band, og paa mit Hovud liksom kjenner eg Livets varme signad Hand.

') røre til Xaarer. -) Sene. ') Muskel. A. 0. Vinje

Frühlingsnacht. — Schumann.

Über'm Garten durch die Lüfte hört' ich Wandervögel zieh'n, das bedeutet, Frühlingsdüfte, unten fängst's schon an zu blüh'n.

Jauchzen möcht' ich, möchte weinen, ist mir's doch, als könnFs nicht sein! Alte Wunder wieder scheinen mit dem Mondesglanz herein.

Und der Mond, die Sterne sagen's und im Traume rauscht's der Hain, und die Nachtigallen schlagen's: „Sie ist deine, sie ist dein!"