cornelius - asmu.dkasmu.dk/pub/download/tidsskrift/vol4/cornelius209.pdf · patterns of destiny :...

CORNELIUS NR. 2 – JUNI 2009 – 4. ÅRG. 1

CORNELIUSTidsskrift forastrologisk dokumentation og forskning

ISSN 1602-9186 Udgivet af Astrologisk MuseumRedaktion: [email protected]

Den karakteristiske astrologiform har i hele Fiskenes Tidsalder været den horoskopiske astrologi med fokus på den konkrete verdens fænomener. Det er først i årene omkring 1990 vi for alvor ser fremkomsten af en astrologi for det indre menneske, kaldet psykologisk astro-logi. Samtidig ser vi en forøget interesse for at få udforsket astrologiens rødder.

Med stiftelsen af Kepler College i Seattle i USA og Sophia Centre i Bath i England, har astrologisk forskning fået en akademisk dimen-sion. Her afsøges hele antikkens astrologiske historie ud fra alle tilgængelige kilder og studier, men nyfortolket af astrologer. Amerikaneren Robert Hand skrev som en udløber heraf et lille essay om den horoskopiske astrologis rødder, som vi her bringer i oversættelse. Vi kan bl.a. se den overraskende rolle, som den geniale græske hærfører, Alexander den Store, spillede i Astro-logiens tilblivelse og udbredelse.

Også i Norden kan vi mærke den omtalte forskningstendens. De seneste tre år har som bekendt bragt hver en dansk PhD-afhandling med relevans for astrologien. Alle tre er de ble-vet præsenteret i de seneste numre her i COR-NELIUS. Lunds Universitet i Sverige godkendte i 2003 yderligere en PhD-afhandling om astro-logi. Blot er der her ikke tale om den Vestlige

Astrologisk historieforskning

Palmeblads-Astrologi s. 2 Astrologiens rødder s. 4 Aflæsning af himlen s. 13

CORNELIUS AGRIPPA 1486-1535

astrologi, men om en særlig gren af den indiske tradition, kaldet Nadi Astrologi eller populært Palmeblads-Astrologi. En astrologiform, der er helt særegen i Indien og i resten af verden. Doktoranden var svenske Martin Gansten, og vi bringer her et resume af PhD-afhandlingen. –red

Ale

xand

er d

en S

tore

- 3

56 -

326

f.Kr.


Palmeblads-AstrologiPatterns of Destiny : Hindu Nadi Astrology

Som al anden divination handler Hindu Astrologi (jyotish) om centrale religiøse em-ner så som menneskets forhold til verden, dets moralske ansvar og afsløringen af en sammenhængende guddommelig orden, der ligger bag menneskelig erfaring.

Omfattende både et beskrivende og et anvisende aspekt, tillader jyotish både forudsigelse og udøvelsen af fri vilje. Denne dobbelte natur tillader en ubesværet for-ening af astrologi og begrebet karma.

Det beskrivende aspekt refererer til ’skæbne’ (daiva), dvs. handlinger i tidligere liv, som nu bærer frugt (parabdha-karma). Det anvisende aspekt for nuværende hand-linger (kriyamana-karma) er ’menneskelig indsats’ (purusakara).

Astrologisk divination er baseret på iagt-tagelse af planetbevægelser i relation til Jorden og til zodiaken. Ved at anvende et hierarki af tydningsprincipper, fastlægges et givet punkt i tid og rum (space-time). Dette repræsenterer et antal potentielle livshæn-delser, som ved hjælp af forskellige progno-

stiske teknikker oversættes til anvisninger.Mens nogle forfattere tilskriver planeterne

en form for kausalitet, opfatter andre dem som guddommelige overvågere af karma. Atter andre afviser en kausal sprogbrug til fordel for blot at se planeterne som tegn, som ved synkronicitet relateres til menne-skelig erfaring.

Ikke desto mindre støttes almindeligvis forbøn til de planetære guder for at undgå uønskede resultater. Fra tid til anden vil astrologen selv fungere som genstand for en sådan forbøn, hvorved han fuldstændig træder ind som mellemled mellem men-nesket og de guddommelige planeter. Han både afdækker den skæbne, de dikterer og

Resumé af antaget PhD-afhandling ved

Lunds Universitet 2003(red. ovs.)

af Martin Gansten PhD


accepterer på deres vegne en tilbedelse, der skal afhjælpe en forudsagt ond skæbne.

Mens Nadi Astrologi normalt opfattes som en form for astrologi og almindeligvis bevæger sig inden for et astrologisk paradig-me, så vil de fleste praktiserende ikke basere deres tydninger på deres klients fødselsho-roskop, men snarere på en art tommelfinger-tydningsmetode. Denne (såkaldte) tydning af forud eksisterende tekster af formodet ælde og guddommelig eller halvguddom-melig oprindelse er imidlertid karakteristisk for al Nadi divination.

De sanskrit nadi tekster, som anvendes i denne studie – Gurunadi, Amsanadi og Dhruvanadi – handler udelukkende om tyd-ning af fødselshoroskoper. Teksterne kan, ud fra de astronomiske data de indeholder, tids-fæstes til 18. og 19. århundrede. De stam-mer fra det Dravidiske sprogområde (som sandsynligvis også selve ordet Nadi) og kan ses som tilhørende en almindelig astrologisk skole eller stil, der kendes som devakerala.

Delt i et antal individuelle horoskoper af varierende længde, afviger teksterne fra den generelle tendens i sanskrit-astrologi-ske værker ved alene at beskæftige sig med generelle kvaliteter. Tydningerne, som al-mindeligvis udtrykker et mainstream Hindu livssyn, er ufravigeligt baseret på bittesmå opdelinger af zodiaken, der kendes som nadi eller amsa. Et unikt træk, der ikke gen-findes i jyotish-litteraturen iøvrigt.

Amsa’erne, som der findes 150 af i hvert zodiaktegn, anses for at rumme visse fast-lagte skæbnemønstre, som undergår visse ombytninger (permutationer), når de lægges oven på et fødselshoroskop. Dette koncept med et begrænset antal af forud definerede grundmønstre i skæbnen, hvor hvert menne-ske er født under et af dem, markerer nadi-ernes mest drastiske afvigelse fra ikke blot hovedstrømmen i Hindu astrologi, men også fra ortodoks karmalære. n

Martin Gansten forsvarede sin PhD-afhand-ling, ”Patterns of Destiny: Hindu Nadi Astrolo-gy”, tirsdag den 30. september 2003 kl. 13:30 i Lund. Han er primært engageret i at udforske klassisk Hinduisme. Afhandlingen drejede sig om en særlig form for divination/astrologi i Sydindien, den såkadlte Nadi-tydning.

Han har i 2001 oversat og udgivet Bhagavad-gita og blev i november 2004 givet et treårigt forskningslegat fra Swedish Research Council til et projekt om ”Mokshopaya: myth and phi-losophy in a Hindu didactic poem.” Projektet udføres i samarbejde med Institut für Indologie und Südasienwissenschaften, Universität Hal-le-Wittenberg i Tyskland og Il Dipartimento di Studi Orientali, La Sapienza University i Rom.

Dr. Martin Gansten samarbejder ofte med sin kollega, Dr. Måns Broo, ved Åbo Akademi i Finland. Denne forsvarede sin PhD-afhand-ling ”As Good as God. The Guru in Gaudiya Vaisnavism” in 2003. I året 2005 udgav de sammen deres oversættelse af de 12 tidligste Upanishader (Brihadaranyaka, Chandogya, Taittiriya, Aitareya, Kaushitaki, Kena, Katha, Isha, Shvetashvatara, Mundaka, Prashna and Mandukya).


Astrologiens rødderOn the Early Roots of Horoscopic Astrology

Denne artikel er en revideret version af et essay, lavet til min hjemmeside. Dele af den var også introduktion til en oversættelse fra græsk, som jeg var redaktør af for nogle år siden.

Beretningen, som jeg lægger frem her, er mest skabt ud fra hovedstrømmen i de aka-demiske kilder, selvom jeg også vil præsen-tere nogle spekulationer på områder, hvor der ikke er klare beviser. Jeg præsenterer dog ikke sådanne spekulationer på må og få, men kun hvor interne fund synes at ret-færdiggøre dem, og de vil altid tydeligt blive fremlagt som netop spekulationer.

På den anden side så kunne man ind-vende, da vi har trukket på Vestlige aka-demiske kilder, at denne beretning ikke inddrager mulige alternative synspunkter, som eksempelvis kunne fremføres om de indiske astrologier. Dette kunne være en gyldig indvending, men vi vil gerne forsikre vor læser om, at vi ikke accepterer akade-miske synspunkter på astrologien ukritisk. Vi prøver alene at godtage synspunkter, der harmonerer med, hvad vi finder af beviser i selve kildeteksterne. Vi anerkender også, at hvad vi her fortæller, ikke må tages som

af Robert Hand cand. phil.

den definitive udgave. Der er stadig meget at lære om astrologiens historie, især da den nu bliver omhyggeligt studeret af folk, der ikke er fjendtligt stemt overfor emnet.

Baseret på disse overvejelser er det denne forfatters tese, at astrologien, som vi kender den, alene opstod på et bestemt tidspunkt og kun et bestemt sted. Dette sted er Me-sopotamien (stort set det moderne Irak) og tidspunktet vil blive diskuteret nedenfor.

Når dette er sagt, så er der en pointe mere, som må understreges. Hvad vi her mener med ’astrologi, som vi kender den’ er den horoskopiske astrologi. Hvilket vil sige astrologi, hvis intention det er at finde gun-stige tidspunkter for at gøre ting, at besvare spørgsmål, at forudskikke mundane hændel-ser og at analysere den individuelle skæbne. Alt baseret på et bestemt instrument, Te-maet, Genesis eller Fødselshoroskopet. Samt at dette horoskop har en bestemt grad eller tegn som markerer analysens begyn-delsespunkt. Dette er almindeligvis graden eller tegnet for Ascendanten, omend Solen, Månen eller Lykkepunktet tillige kan benyt-tes ved særlige formål.

Næsten ethvert oldtidsfolk havde et eller andet system til at undersøge himlen til divi-natoriske formål. Indfødte Indianere, Græ-kere (længe før mesopotamisk astrologi), de

Uddrag af bogen ’Chronology of the Astrology

of the Middle East and the Westby Period’ [ Arhat 1998 ]

(red. ovs.)


Indiske folk, hvem der ellres byggede Stone-henge og New Grange på de Britiske Øer, og hos de Nordiske folk, blot for at give en ufuldstændig liste.

Megen kontrovers om ælden af de for-skellige folkeslags astrologier stammer fra netop denne pointe: Et studium af himmel-varsler udgør IKKE, hvad vi her omtaler som astrologien, som vi kender den’.

Mesopotamiens oprindelse

Mespotamien – Landet mellem de To Floder – er en af de såkaldte ’vugger’ for civilisatio-nen sammen med Egypten, Kina og Indus-dalen. Det synes også at være den ældste af dem. Beviserne peger på en bymæssig civilisation så tidligt som omkring 4.000 f.Kr. De første folk i området var kendt som Ubaiderne. Vi ved stort set intet om disse folk, bortset fra, at i en ret tidlig periode be-gyndte et andet folk at flytte til området og indgifte sig med dem.

Det var Sumererne, som blev domineren-de og hvis sprog erstattede, hvad der måtte være af Ubaidernes. Ligeledes opfandt Sumererne den ældst kendte skriveform, kileskriften, som skabes ved at presse et kileformet instrument ind i vådt ler.

Omkring år 2330 f.Kr. invaderede Sargon af Akkad Sumererne og skabte det første af flere semittiske emperier, som ville domine-re ikke blot mesopotamien, men tillige Mid-delhavets kyst og efterhånden også Egypten. Akkadiernes sprog var direkte efterkommer af de Assyriske og Babyloniske sprog, da disse rent faktisk var dialekter af Akkadisk.

Det Akkadiske imperium faldt omkring 2218 f.Kr. og efter da kæmpede forskellige semittiske og andre folk om kontrollen med området. Denne konstante kamp mellem adskillige folkeslag markerer faktisk en af-gørende forskel mellem den mesopotamiske og den egyptiske civilisation. Egypten havde mange århundreder af relativ fred, underti-den brudt af perioder med ufred, men intet som Mesopotamiens kaos.

Nogen tid inde i det andet årtusinde f.Kr.

begyndte to folk at få dominansen, dels det babyloniske, som i mange århundreder havde været kulturelt overlegent sydpå, dels Assyrerne i nord. Som det viste sig, så var begge grupper politisk dominerende fra tid til anden, men generelt kan det siges, at assyrerne var oftere politisk overlegne, mens babylonerne var kulturelt dominerende. Faktisk benyttede Assyrerne selv den baby-loniske dialekt i deres officielle dokumenter.

Mesopotamisk astrologi

Mespotamisk astrologi lignede i begyn-delsen ganske meget andre kulturers, dvs. en simpel afsøgning af himlen for varsler, der kunne påvirke kongedømmet. Ofte var sådanne observationer en blanding af vejr-fænomener blandet op med astronomiske ditto. Hvad der adskilte mesopotamerne fra andre var, at de tidligt begyndte at lave systematiske undersøgelser med øje for at finde regulære mønstre i himlen, som kunne korrespondere med mønstre i menneskelige begivenheder.

Ifølge van der Werden (Science Awa-kening, vol II) er de tidligst kendte astro-nomiske notater i Mesopotamien fra den gamle Babyloniske periode, dvs. fra omkring kong Hammurabi. Det vides ikke, om sume-rerne var involveret i astronomiske studier eller ej, men det ville være sandsynligt, om de var. Der er også nogle skrifter, som henviser til den Akkadiske periode, og som måske kan dateres tilbage til 2300 f.Kr. Her er et eksempel på et af disse tidlige skrifter:

Hvis Venus viser sig i Øst i Adru-måne-den med den Store og den Lille Tvilling omkring sig, alle fire af dem, og hun er mørk, da vil kongen af Elam blive syg og ikke overleve.

Den mest omfattende varselslære er en tekstsamling, der henføres til som ’Enuma Anu Enlil’. Disse blev samlet et sted i det andet årtusinde f.Kr. En anden varselssam-ling er et vigtigt værk, hvis datering er højst


kontroversiel, kaldet ’Venus-Tabellerne fra Ammizaduga’ Disse består af systematiske optegnelser af Venus’ faser kombineret med deres betydning som varsler, hvis udlægning klart hviler på gamle observationer.

Det er almindeligt antaget, at disse tabel-ler daterer sig fra Ammizadugas regerings-tid, ca. 146 år efter Hammurabi. Baseret på astronomien angiver van der Werden disse år som sandsynlige for observationerne: 1702, 1646, 1638 og 1582 f.Kr. En af årsa-gerne til at denne datering er blevet kon-troversiel i visse kredse, er, at Velikovski og hans tilhængeres nyskrivning af historien vil være alvorligt forkert 1). Denne kontrovers ligger uden for denne artikels rammer og vi vil fortsætte med at antage, at ortodoks historieskrivning er i det mindste rimeligt korrekt.

Stadig vil jeg dog tilskynde læseren til at tage al datering med et gran salt. Baby-lonerne selv – ligesom moderne Hinduer – tilskrev en ælde til sig selv og deres obser-vationer, der synes fantastiske efter moderne standarder, såsom hundredtusinder eller millioner af år. En sådan ælde er ikke sam-stemmende med moderne akademisk forsk-ning, men vi må dog bevare en vis åbenhed i sindet. Akademikere er ofte begrænset af deres specialisering med det resultat at en

disciplin, som eksempelvis moderne astro-nomi, kan have voldsomme virkninger for en anden, såsom arkæologi. Man erindrer her Gerald Hawkins arbejder om Stone-henge. Men nogen er først nødt til at bringe de to discipliner sammen. Dette kan stadig ske i de mesopotamiske studier på en sådan måde, at de radikalt ændrer vores historie-forståelse.

Van der Werden konkluderer, at Venus-Tabellerne blev samlet og bevaret ud fra en astral religiøsitet, dvs. at mesopotamerne troede på, at stjernerne og planeterne var associeret med eller rent faktisk var guder selv. Ishtar-Venus var en af de store gude-skikkelser hos de mesopotamiske folk.

Mange andre folkeslag har haft lignende forestillinger. Egypterne identificerede kon-stellationen Orion med Osiris, men Osiris var en død gud, som herskede over Un-derverdenen. Hans omplantning til himlen var ganske lig andre overføringer i klassisk mytologi.

Mesopotamerne synes at være unikke ved deres eftertyk på, at stjerner og planeter er de primære indikatorer for guddommelig vilje her-og-nu. Dette er det sandsynlige motiv for de studier, der førte til astrologi.Over de næste århundreder fortsatte me-sopotamerne, især babylonerne, med at

Astrologien, som vi kender den, opstod alene på et bestemt tidspunkt og kun et bestemt sted. Dette sted er Mesopotamien (stort set det moderne Irak)


observere og samle lister over fænomener. Efterhånden kom de til et punkt, hvor de, baseret på observeret gentagelsescyklus for planeterne, med rimelig nøjagtighed kunne skønne planeternes position på ethvert frem-tidigt tidspunkt. Ptolemæiske optegnelser og moderne forskning går ikke imod, at der siden 747 f.Kr. har været ført nøjagtige og systematiske optegnelser helt frem til og ind i den Hellenistiske periode efter Alexander den Stores erobringer.

Et spørgsmål, der rejser megen kontro-vers, handler om, hvilken dyrekreds meso-potamerne anvendte? I det tidlige materiale noterede de simpelthen planeternes position som så og så mange grader fra en stjerne. Eksempelvis:

19 fra Månen til Plejaderne17 fra Plejaderne til Orion14 fra Orion til Sirius

Dette er de facto en siderisk observa-tion, men det er ikke en zodiak. En zodiak kræver et fiducialt punkt, dvs. et punkt på cirklen, som observationer gøres ud fra.. Ligeledes har en zodiak normalt et fast antal regulære opdelinger, såsom de tolv tegn i de moderne zodiaker., de syvogtyve Månehuse i Hinduernes månezodiak osv. Men alle disse tidlige observationer gør som den ci-terede, at de anvender individuelle stjerner som markører for deres position uden nogen opdeling af cirklen i lige store sektorer.

Van der Werden argumenterer for at astrologiens udvikling gennemgik tre faser. Den første fase bestod af varselsmyter, som allerede beskrevet.

Den anden fase hænger tæt sammen med denne,men har en zodiak i den moderne betydning af ordet med tolv 30-graders tegn. Der var ingen personlig horoskopi under dette mellemstadium, men der var stor opmærksomhed på Jupiters transit gennem tegnene, som andrager cirka et tegn pr. år. Herfra stammer ganske klart den Kinesiske Astrologis praksis med at give hvert år et zodiaktegn og formodentlig også systemet med årlige profektioner i den senere horo-

skopiske astrologi. Der var naturligvis hel-ler ikke huse af nogen art. Van der Werden daterer denne mellemfase fra 630 til 450 f.Kr. Zodiaken var på den tid klart siderisk. Dens Ayanamsa (forskellen mellem den tropiske og den sideriske længde for ethvert himmellegeme i zodiaken på en gives dato) var i det mindste meget tæt på Fagan-Allen værdien (i denne zodiak er Aladebaran (Alfa Tauri) defineret som 15°00’ Taurus og Anta-res (Alfa Scorpii som 15°00’ Scorpio).

Den tredje fase var den horoskopiske astrologi. Forskellige antikke kilder nævner ’Kaldæerne’ som stillede horoskoper for forskellige personer, heriblandt Diogenes Laertius, som sagde, at ifølge Aristoteles var der en kaldæer, der forudsagde Sokrates’ død ud fra hans horoskop. Endvidere Euri-pides fader, der havde fået stillet sin søns horoskop, som forudsagde hans strålende karriere. Henvisningen til ’kaldæere’, hand-ler naturligvis om astrologer, hvilket gør det klart, at kunsten i denne periode var fuld-stændig associeret med de sene babylonere, dvs. kaldæerne.

Adskillige horoskoper er blevet fundet, skrevet i kileskrift. De fleste af dem daterer sig godt inde i den Hellenistiske æra, men de ældste er af A. Sachs blevet dateret til 29. April 410 f.Kr. :

1) Måned (?) Nisan (?) natten(?) den (?) 14. (?)

2) søn af Shuma-usur, søn af Shuma-iddina, efterkommer af Dëkë, blev født

3) på den tid var Månen under Skor-pionens ’horn’

4) Jupiter i Fiskene, Venus5) i Tyren, Saturn i Krebsen6) Mars i Tvillingerne, Merkur, som

var gået ned (for sidste gang) var (stadig) usynlig

7) (Måned) Nisan, den 1. (dag som fulgte den 30. dag i forudgående måned) (den nye halvmåne havde været synlig i) 28 (US) [varighed af Månens synlighed efter Solopgang, den 14. (?) var 4,40 (?) (US);


8) den 27. var dagen-Månen- viste-sig-for-sidste-gang.

9) (Tingene?) vil (?) være gode for dig.

10) Måned Du’uz, år 12,11) (år) 8 ......12) .........

Som læseren kan se, er det et meget groft opstillet horoskop, alene angivet med tegn-positioner og overhovedet ingen tydning. De øvrige kileskrifthoroskoper er, selvom de er senere, næsten lige så udviskede, om end positionerne angives med større præcision.

Som Cyril Fagan meget korrekt peger på, så ligger positionerne i disse horoskoper tættere på den sideriske zodiak, hvor man benytter Fagan-Allan ayanamsaen, end på tropiske positioner.

Men har vi på dette tidspunkt noget, der blot ligner den detaljerige horosko-piske astrologi fra den sene Hellenistiske æra? Nej, vi har ikke! Selv om akademiske historikere ikke har afdækkes meget kon-kret information om astrologiens udvikling efter de tidlige babyloniske horoskoper, er der betydelige interne beviser i de tidlig-ste tekster., som omhandler stedet for den horoskopiske astrologis oprindelse. Mange af disse tekster findes på græsk. Ifølge disse tekster ligger fødestedet for astrologien, som vi kender den, i Egypten!

Dette ville ikke have overrasket Cyril Fa-gan. Han fastholdt næsten alene, at Egypten var den horoskopiske astrologis fødested. Problemet med hans teori var imidlertid, at han troede at den horoskopiske astrologi blev dannet i faraoernes Egypten. Dette er der meget lidt bevis for, ud over Fagans egne noget diskutable fortolkninger af beviserne. Det var et senere Egypten, der fødte den ho-roskopiske astrologi, et Egypten, der havde tæt kontakt til babylonernes ideer. Dette kunne være det Egypten, som var del af Det Persiske Imperium, om end det er mere almindeligt antaget, at det var Ptolemæernes Egypten, det hellenistiske Egypten.

Faraonisk Egypten havde en stærk interes-se i astronomi. Dette er beviseligt på alt for

mange måder, til at vi vil nævne dem her. Men det var en astronomi, der involverede stjerner snarere end planeter. Egypterne var mestre i at rette bygninger, templer og især pyramiderne ind efter fixstjerner, tilsynela-dende for at frembringe en samklang mel-lem de jordiske bygværker og de stjerner, de blev forbundet med. Deres evne til at landmåle og rette bygninger ind var utrolig nøjagtig, ofte blot bueminutter fra at være perfekt på linie. Men de synes ikke at have haft nogen planetteori, ej heller syntes de at have haft de nødvendige matematiske teknikker.

De semittiske mesopotamere (Akkaderne, Babylonerne og Assyrerne) arvede 60-tal systemet fra Sumererne. Et system, som be-nyttede talplaceringer, der meget ligner det moderne 10-talsystem, og som benyttede 60-tals brøker, der er meget i familie med vore 10-tals brøker. Dette satte mesopota-merne i stand tilat udføre meget komplekse beregninger, som ville have været vanske-lige på noget andet antikt talsystem.

De øvrige antikke folk gav mesopota-mernes matematiske notation den største kompliment, for de brugte den, når de selv skulle foretage lignende beregninger. Faraonernes Egypten havde intet, der blot lignende dette. Men de havde en stærk sans for og et behov for at synkronisere jordiske anliggender med de himmelske.

Den kritiske faktor i fusionen mellem egypternes ideer og den babyloniske astro-nomi var en (eller begge) ud af to historiske begvenheder. Dels persernes erobring af Egypten, dels erobringen af både Persien og Egypten af Alexander den Store. Ved begge disse lejligheder blev Egypten bragt under samme regime som Babylonerne. I tilfældet med Det Persiske Imperium, blev perserne selv glødende tilhængere af astrologi, hvil-ket utvivlsomt hjalp indførelsen af astrologi-ske ideer i Egypten.

Når man undersøger de mange tidlige græske tester, opdager man noget, der slet ikke er så indlysende ud fra de historiske tekster, der omhandler astrologi. Antikkens folk vidste klart, at astrologi havde noget


at gøre med Babylon (trods alt kaldte de jo astrologer for ’kaldæere’), men æren blev først og fremmest givet til egypterne. Det er skik og brug blandt akademikere at affærdi-ge dette med, at det blot var på mode blandt de antikke forfattere og uden historisk grundlag. Faktisk tilskrev antikke forfattere ofte astrologien til faraoner som Nechepso og Petosiris. Derfor er der ikke desto mindre ingen grund til at antage, at de gamle ikke helt korrekt anså Egypten for at være den primære kilde til den horoskopiske astro-logi; blot var Egypten en noget senere kilde, end de gamle formodede

Hvad tilføjede egypterne til den baby-loniske astrologi? Vi kan ikke sige det med sikkerhed, men interne beviser peger på følgende: Brugen af den opstigende grad kan måske eller måske ikke findes i den præ-hellenistiske Babylon-astrologi. Men hellenistiske forfattere tilskrev brugen af huse (eller tegn brugt som huse) til Hermes. Vi må her forstå, at Hermes er en almindelig henvisning til hellenistisk-egyptiske kilder. Det er sandsynligt, at aspekterne også er egyptiske, men vi kan ikke sige det med sik-kerhed. Punkter så som Lykkepunktet og Ån-dens Punkt er næsten med sikkerhed egyp-tiske så vel som systemet med planeternes herskerskab i zodiaken. Kun forhøjelserne har en klar mesopotamisk oprindelse.

I hvert fald er det ganske sandsynligt, at hele begrebsapparatet i den horoskopiske astrologi var på plads i sin græske form omkring år 1 eft. Kr. og ganske troligt flere århundreder før. En af de ting, der er blevet udfundet ved studier af de græske forfat-tere i de første århundreder eft. Kr. er, at de allerede repræsenterer en sen æra i astro-logien. Disse forfattere havde deres ’gamle kilder’, og de var allerede begyndt at mis-forstå nogle af de antikke belæringer. En af disse forfattere, Vettius Valens, rejste faktisk til Egypten for at lede efter mestere i den gamle tradition, meget ligesom amerikanere rejste til Indien for at studere astrologi og forskellige hellige skrifter. Medens de fleste af de græske forfattere synes af have stu-deret ud fra bøger alene, studerede Valens

under mindst fem levende lærere i den gamle tradition. Og det er klart ud fra hans arbejde, at meget af, hvad de underviste i, ville ikke være blevet skrevet ned, havde det ikke været for Valens.

Indisk astrologi

Uanset hvilket sprog, den egyptiske astro-logi benyttede, da den blev skabt, så var det græsk ved år 1 eft.Kr. Det er ikke til at sige, om der var astrologiske skrifter på Koptisk, den sidste form for gammelægyptisk, men ingen klare henvisninger hertil har overle-vet. Alle egyptiske tekster, der henvises til i den senere litteratur, synes at have været skrevet på græsk. Muligvis som oversættel-ser fra koptisk.

Brugen af græsk havde vigtige konse-kvenser. Selvom Det Persiske Imperium var et sandt kosmopolitisk imperium med betydelig grad af ligestilling mellem racerne, der udgjorde imperiet, så kom ikke et enkelt sprog til at dominere. Uden tvivl blev per-sisk benyttet til officielle formål, men baby-lonsk og egyptisk fortsatte også med at blive brugt i deres egne områder frem for persisk.

Men da Alexander den Store erobrede hele Persien og Egypten og trængte frem helt ind i Nordvestindien, blev græsk det domi-nerende sprog ikke blot til officielle formål, men også til ethvert formål, der involverede kommunikation fra et etnisk område til et andet. De oprindelige sprog fortsatte med at blive brugt lokalt, såsom Aramæisk (som fuldstændig erstattede babylonisk) og Kop-tisk.Men en lærd eller en handlende kunne rejse til ethvert område fra Grækenland i vest og Indien i øst til Egypten i syd og blive forstået. Enhver tanke, der blev udtrykt på græsk, ville have en tilsvarende rækkevidde.

Selv efter den persiske genopblomstring, først med Partherne og senere med Sassani-derne, så fortsatte det Bactiske folk, i hvad nu er Afghanistan og Pakistan, med at have græsktalende herskere frem til de tidlige århundreder eft. Kr.

Af denne årsag kunne babyloniske meto-


der (i skikkelse af egyptisk astrologi) sam-men med de egyptiske metoder rejse til In-dien uden vanskelighed. Dette er grundlaget for det faktum, at alle tekniske ord i Indisk Astrologi, hvis oprindelse kan findes i et an-det sprog, er græske. Ikke babyloniske, ikke koptiske, ej heller tidligt egyptiske. Hvad der er interessant i denne sammenhæng er, at få (om nogle) tekniske ord i græsk astro-logi synes at have deres oprindelse på noget andet sprog. Her i Tabel 1 og Tabel 2 ses en delvis liste af nogle af de begreber i Hindu astrologien som synes at have græsk oprin-delse.

Alle disse ord havde ækvivalenter i san-skrit, som sandsynligvis gik forud for intro-duktionen af de nævnte ord i Indien og som efterhånden fuldstændigt erstattede ordene af hellenistisk oprindelse. Her følger de ord, for hvilke der ikke findes forudgående san-skritrødder og som synes at have kommet fuldstændig fra græsk. Disse ord er forblevet astrologiske standardbegreber i Indien frem til i dag.

Som man kan se af overskriften i Tabel 3, er alle ordene om huse og aspekter, hvilket indikerer, at dette var et område af Hindu astrologien, hvor Hellenistisk astrologi havde stor indvirkning.

Spørgsmålet om Hinduastrologiens gæld eller mangel på samme til Hellenistisk astrologi er ekstremt kontroversielt.. Mange

forfattere af Hindu-skolen vil gerne benægte at der er en sådan overhovedet. Denne position er lidt svær at fastholde i lyset af ovenstående samt den hyppige henvisning til ’Yavanas’, som var grækere eller rettere græsktalende folk af forskellig etnisk afstam-ning.

På den anden side er der Vesterlændinge, og denne forfatter er ikke en af dem, der tror, at Hindu astrologien kom fuldstændig fra Vesten (eller mere præcist fra Mellem-østen). David Pingree har i sit studium af ”Yavanajataka” lavet en ekstremt grundig katalogisering af paralleller mellem astro-logien i dette værk og den græske, og selv han er tvunget til at medgå, at der er mange forskelle.

Sådane forskelle kræver dog ikke to forskellige oprindelser. Alt, de kræver, er en periode med adskillelse mellem de to grene af traditionen efter en tidlig periode med enhed. Således kan de to grene vokse hver sin vej, hvor den ene, den østlige, blandede sig med de lokale traditioner, der allerede eksisterede der. Så selvom vi ikke insisterer på, at Hindu astrologien er fuldstændig eller principielt en afgrening af Hellenistisk astro-logi, så må det siges, at den krævede perio-de af isolation faktisk indtraf, hvilket kunne have fået den ene tradition til at blive til to. Efter 126 f.Kr. rejste Partherne, et persisk folk, sig mod Seleukiderne, som efterfulgte

Alexander den Stores Rige


Alexander den Store, og de generobrede det meste af det gamle Persiske Imperium, bortset fra delen nærmest Middelhavet og delen i det nordvestlige Indien. Partherne var ekstremt fjendtligt stemt overfor græker-ne (og senere romerne) og afskar effektivt kommunikationen (eller skar den ned til en dråbetæller) med hovedparten af de helleni-stiske folk mod vest og de baktiske grækere i Afghanistan og Pakistan, der blev ved mag-ten frem til de tidlige århundreder eft. Kr. De baktiske grækere konverterede efterhånden til hinduismen og deres sprog forsvandt. Imidlertid eksisterede de omkring 200 eft.Kr. som en klart afgrænset gruppe. Disse er Yavanaerne i ”Yavanajataka”.

Noget senere noterer historikeren Kay hinduoptegnelser fra 4. eller 5. århundrede eft. Kr. om en ny Solgud-kult, der kom fra Vesten. Da vi ved, at kristendommen er-stattede tilbedelsen af ’Sol Invictus’ (den uovervindelige Sol), så er det fristende at postulere, at Hinduastrologien da modtog en anden bølge af indflydelse fra en gruppe af ’Yavanas’, der flygtede fra den kristne forfølgelse i Vesten.

Det centrale problem er, hvor meget af Hindu astrologien, der er lokalt opstået og hvor meget, der kommer fra Vesten. Bortset fra de få forslag, jeg har givet her, er dette ikke stedet for et forsøg på at svare herpå. Under alle omstændigheder er det ganske klart, at uanset hvad hinduerne fik fra Ve-sten, så tog de det ikke blot passivt ind. De ændrede, modificerede og ganske sand-synligt forbedrede, hvad end de måtte have modtaget fra Vesten, og kombinerede det med deres egne lokale traditioner.

Persisk astrologi

Der er endnu en konsekvens af Parthernes afsondring. De persiske folk havde altid væ-ret entusiastiske astrologer. Det synes logisk at slutte, at de må have udviklet deres egne traditioner ud fra den astrologi, de arvede fra mesopotamerne og grækerne.Dernæst blev Partherne, der selv var et iranisk folk,

Tabel 3 : Hus- og aspekt-ord

Sanskrit Græsk DanskHoraLiptakaHipakaJamitraMesuranaMenyaivaTrikonaDyunaKendraPanapharaApoklimaDrekanaSunaphaAnapharaDauradhuraKemadruma

HoraLeptaHupogeionDiametrosMesouranemaMeniaiosTrigononDunonKentronEpanaphoraApoklimaDekanosSunapheAnaphoraDoruphoriaKenodromia

TimeMinutICDiameterMCMånedligTrigonNedgåendeHjørnehus’Fast hus’’Bev. hus’DekanatTiltagendeAftagendeApexVoid of C.

Tabel 1 : Zodiaktegn

Sanskrit Græsk Dansk (latin)KriyaTavuraJitumaKuhraLeyaPathonaJukaKaurpiTaukshikaAkokeraHridrogaChettha

KriosTaurosDidumoiKarkinosLeonParthenosZugosSkorpiosToxotesAigokeresHudrochoosIchtues

AriesTaurusGeminiCancerLeoVirgoLibraScorpioSagittariusCapricornAquariusPisces

Tabel 2 : Planeter

Sanskrit Græsk Dansk (latin)HemnanAsphujitHeliAraJeevaKona

HermesAphroditeHeliosAresZeusKronos

MerkurVenusSolenMarsJupiterSaturn


i 227 eft. Kr. styrtet af de Sassanidiske per-sere, som må have fortsat udviklingen af den persiske astrologitradition. Ulykkeligvis blev næsten al litteratur af de zoroastriske Sassanider ødelagt, da araberne kom. Dette inkluderer deres astrologiske værker.

Imidlertid har vi et stærkt fingerpeg om, hvordan deres astrologi må have været. De fleste af de største astrologer i den arabiske æra var persere! Og astrologien, de lærer, er ganske forskellig fra både hinduernes og grækernes. Den har orbis på aspekterne, de store cykluser for Jupiter og Saturn, alle de detaljerige systemer for planeters interak-tion, såsom Refrenation, Frustration, Lysets Abscission, Lysets Overføring og så videre.

Under den Arabiske æra står astrologerne klart i stor gæld til den Hellenistiske astro-logi. Det er også klart, at i de to eller tre århundreder, der går mellem de sidst kendte

Hellenistiske astrologer og de først kendte Arabiske var der løbet nyt vand i åen. Dette kunne være, og var sandsynligvis, den persi-ske astrologitradition. Arabisk astrologi er de umiddelbare aner til Vestlig astrologi i dag. Vores astrologi kan derfor i virkeligheden være en afgrening af denne tredje strøm af antikkens astrologier. n

Citerede kilderFagan, Cyril: Astrological Origins. Llwellyn: St. Paiul.

1971Neugebauer, Otto & H B van Hoesen: Greek Horo-

scopes. American Philosophical Society: Philadel-phia, 1959

Pingree, David: The Yavanajataka of Sphujidhava, vol. 2. Harvard University Press: Cambridge Mass., 1978

Sachs, A.: Journal of Cuneiform Studies, ”Babylonian Horoscopes”, Vol. VI, No. 3, 1962, p. 54):

Van der Werden, B L: Science Awakening, vol.2. Oxford University Press: New York, 1974

Efter 126 f.Kr. rejste Parther-ne, et persisk folk, sig mod Seleukiderne, som efterfulg-te Alexander den Store, og de generobrede det meste af det gamle Persiske Impe-rium (Gandhara), bortset fra delen nærmest Middelhavet og delen i det nordvestlige Indien


RENÆSSANCEKONGEN Frederik II beor-drede udgivelsen af den første danskspro-gede og dansk forfattede bog om astrologi. Han bestilte den hos Tycho Brahe på Hven og tænkte den som en folkebog, der skulle udkomme i et vældigt oplag på 2000 ek-semplarer. Den blev skrevet og så dagens lys i 1591, men det var uheldigvis få år efter, at den i 1585 tiltrådte og meget nidkære pave Sixtus V besluttede at lyse astrologien i band. Tycho Brahe vovede derfor ikke at udgive bogen i sit eget navn, og lod den ud-komme som forfattet af hans assistent, den fynske læge Peder Flemløse.

Denne beskrivelse kan ligne begyndel-sen på endnu en fantasifuld roman af Dan Browne, men er historiske fakta og dele af det materiale, som Astrologisk Museum nu samler ind om dansk astrologis histori-ske rødder. Denne historie er endnu aldrig blevet skrevet, hvilket står som en mangel i dansk historieforståelse, navnlig med hen-syn til renæssancens tankegang. Måske har denne mangel haft rod i de samme for-domme, som fik det 19. århundredes histo-rikere til at pege fingre ad Auguste Bouché-Leclercq, da han som den første moderne

historiker skrev om emnet i sit hovedværk ’L’histoire de la Divination’ fra 1886-89.

Frederik den Andens folkebog fik titlen ’En elementisk og jordisk Astrologia’ og var en lille bog i lommevenligt format, sirligt sat og trykt på Tycho Brahes eget trykkeri på Hven. En nutidig astrolog vil imidlertid blive yderst overrasket ved at læse den, for indholdet ligner på ingen måde, hvad vi i dag ville forvente af et sådant værk. Bogen er ordnet i kapitler, der indeholder en lang række vejrvarsler, nærmest meteorologiske husråd. Interesserede kan studere den lille bog nærmere på Digitalt Internetarkiv for Dansk Astrologi - http://dida.asmu.dk - hvor den ligger i sin helhed sammen med en række andre sjældnere værker. Her er et par eksempler på indholdet (1. kapitel, afsnit VII og IX):

Aflæsning af himlenKrønike om dansk astrologi

af Claus Houlberg cand. arch.

Kong Frederik II 1559-88


Lader Solen sig see Ildrød eller lidet Pur-pur farffuet udi Nedgangen effter Regn, da gaar den neste effterfylgendis Dag bort foruden Regn.

Naar den opstigende Sol, foraarsager en Regnboffue mod Nedgangen staaendis, huilcket skeer om Morgenen, da giffuer hun it Tegen til smuct wæir, endog det heender sielden at der kand undertijden komme en liden Ilings Regn.

Talen er altså rent teknisk om den decen-derende Sol og den ascenderende Sol, men koblet til iagttagelser om vejret. En tanke-gang, der er fjernt fra moderne astrologi. Årsagen til denne udformning skal søges i renæssancens kosmologi, som rækker tilbage til oldtidens Aristoteles, den geniale filosof, der var samtidig med Alexander den Store (ca. 350 f.Kr.). Ifølge Aristoteles bestod himmelrummet af to sfærer. Den ene sfære lå inden for Månens bane og indeholdt alt, der kunne bevæge sig. Den anden lå uden for Månens bane og alt heri lå helt fast. Et verdensbillede, der holdt hele vejen op til renæssancen, hvor Tycho var med til at slå det i stykker med sine iagttagelser og bereg-ninger af kometers baner.

Det var altså på den tid et etableret faktum, at al aflæsning af himmelrummet kunne kaldes astrologi. Aflæsning af vejrfæ-nomener og stjernetydning var ubesværet et og det samme. Selve ordet ’meteor-ologi’, kan betyde læren om meteorer eller alt, der er ‘højt på himlen’, som ordet rent sprogligt betyder. Meteorologi i moderne forstand skal vi et par hundrede år længere frem i historien for at møde, og det netværk af systematiske vejriagttagelser, vi kender nu, opbygges først i løbet af det 19. århundrede. Vejroptegnelser påbegyndes imidlertid allerede af Tycho Brahe ude på forsknings-centeret på Hven. De første resultater heraf blev året efter pavens bandlysning offentlig-gjort af en anden af Tychos assistenter, Elias Olsen Morsing, i værket ’Diarium Astrolo-gicum et Metheorologicum’ (1586). Igen øn-

skede Tycho ikke selv at stå som astrologisk forfatter, og hans efterladte brevvekslinger viser, at han af lærde ude i Europa høstede ros for sin klogskab heri.

Når vi her taler om ‘astrologi’, så er det altså ikke nødvendigvis astrologi i moderne forstand, vi taler om, end ikke i nogen po-pulær forstand. Et naturligt spørgsmål rejser sig da om, hvordan astrologien herhjemme blev til den astrologi, som vi i dag kender, samt ikke mindst hvornår dette skete? Den historie er endnu aldrig blevet fortalt og venter på sin akademiske udredning, og de første brikker til puslespillet bliver lagt af Astrologisk Museum. Disse brikker er lø-bende blevet offentliggjort i det lille infor-mationsbrev, SOPHIE (opkaldt efter Tychos lillesøster), som gratis distribueres fra asmu.dk, museets hjemmeside. Især må det næv-nes, at det nationale renæssanceår 2006 blev brugt til at skrive de første biografier om astrologer fra astrologiens første periode herhjemme. Flere af dem var professorer og andre ansete akademikere, og der er blot fjorten, vi til dato kender værker af. Eksem-pelvis de højt begavede, men yderst knar-vorne Dybvader, Jørgen og Christoffer, der var henholdsvis far og søn. De var estimere-de i udlandet og herhjemme frontkæmpere for indførelse af titalsystemet og af matema-

Aristoteles 384-322 f. Kr.


tikundervisning i borgerskolerne, men de led begge en krank skæbne. Den ene døde vanæret og i dybeste armod, den anden i fængslet i Blåtårn på grund af politisk åben-mundethed. En egentlig historieskrivning omkring disse farverige skikkelser og hele det astrologiske miljø på Københavns Uni-versitet i renæssancen savner vi endnu at se.

INSTITUTIONEN Astrologisk Museum blev stiftet en råkold februardag i 1999. Formå-let var, og er fortsat, at give offentligheden et dokumenteret kendskab til astrologien som fag og som socio-historisk fænomen. I stiftelsesåret blev museet ved en internatio-nal astrologisk kongres i New York erklæret som verdens første af sin art og det har nu brugt de første ti år af sin eksistens til uden offentlig støtte af nogen art at opbygge sine samlinger. Desuden har det etableret sig som videncenter ved at katalogisere, syste-matisere og formidle det indsamlede mate-riale. En nyere del af dette virke handler om oversættelse og publicering af Tycho Brahes astrologiske skrifter. Et ganske omfattende arbejde, da der findes et par hundrede siders materiale på renæssancelatin i Tychos samlede værker, Opera Omnia, udgivet af J. L. E. Drejer i begyndelsen af det tyvende århundrede. Ud over hvad der ellers må ligge fra den flittige mands hånd i Det Kgl. Bibliotek eller i andre arkiver.

En del af det publicerede materiale består af over et hundrede horoskoper, beregnet og opstillet af Tycho selv. En halv snes styk-ker er udarbejdet for kongelige personer, herunder Frederik den Andens tre sønner, Ulrik, Hans og tronfølgeren Christian, men langt de fleste er astrologiske vejrkort. Da meteorologi og stjernetydning endnu ikke var adskilte discipliner, så var meteorologisk astrologi et fuldstændig selvfølgeligt ar-bejdsområde. Især da den gældende opfat-telse var, at himlens fænomener influerede stærkt på al sygdom. På den måde blev meteorologiske studier en del af de medi-cinske studier, som Tycho var meget optaget af. De blev kaldt Spagyrisk Alkymi, men var faktisk en spirende iatrokemi, dvs. synte-

tisk medicinfremstilling. Et område, der var grundlagt et halvt århundrede før af Tychos store forbillede, Paracelsus. Som iatrokemi-ker benyttede Tycho også uorganiske stoffer i sine mediciner, som han ofte uddelte gratis til trængende. Denne kemi var et brud med eller rettere en udbygning af den aristoteli-ske medicin, der alene anvendte organiske naturstoffer.

Hvis man ser nærmere på hans astrolo-giske arbejde, så ser det horoskopteknisk oven i købet ud til at Tycho brugte nogle lidt usædvanlige metoder, så også på dette felt var han innovativ. Blandt andet anvendte han Octotopos, oldtidens ottehussystem, som til meteorologisk brug ser ud til at have været hans foretrukne teknik sammen med Syzygiske Horoskoper, dvs ny- og fuldmå-nehoroskoper. En arbejdsform, han delte med sin bedste ven, århusianeren Johannes Pratensis, som Tycho boede sammen med i mange år, efter han immatrikulerede på Københavns Universitet allerede som tret-tenårig. Samme Pratensis udgav faktisk den første dansk forfattede astrologibog nogen-sinde, men den var ikke på dansk. Den var forfattet på datidens akademiske sprog,

Paracelsus 1493-1541


latin, og havde titlen ’Prognosticon Astro-logicum super Revolutiones Planetarum Syzygias ad annum 1566’.

Det er almindeligt antaget blandt mo-derne historikere, at astrologiens vugge stod i Mesopotamien, og at den horoskopiske astrologi tog form omkring Alexander den Stores tid ca. 350 f.Kr. Forunderligt nok ser dansk astrologi imidlertid først ud til at tage sin begyndelse med renæssancen og mere præcist Reformationen i 1536. Altså knap et par tusind år senere. I den mellemlig-gende periode havde der været hellenistisk astrologi op til Romerrigets fald i det femte århundrede, fulgt af en opblomstring af arabisk-persisk astrologi, indtil der atter er astrologi i Europa fra det trettende århund-rede og frem. Alligevel tog det yderligere et par hundrede år derefter, før den vandrede fra Sydeuropa til Norden. Det sker tilsynela-dende først, da bogtrykkerkunsten for alvor afstedkommer fremvækst af biblioteker og universiteter i hele Europa. Københavns Universitet er på denne måde stiftet i 1479, kun tredive år efter Gutenbergs opfindelse, men blev radikalt omlagt af Christian III ved Reformationen. Derfor er det hans kontrafej, der pryder universitetets segl idag.

ASTROLOGIEN kom altså nu til Danmark, men blev aldrig et selvstændigt universi-tetsfag herhjemme, som den var det ved en række universiteter over hele Europa. Faktisk blev den sidste lærestol i faget nedlagt så sent som i 1770 på det pavelige universitet i Salamanca i Spanien. Astrologien kom på denne måde meget sent til Norden, men til gengæld varede den også kort, kun hun-drede år, idet Christian den Fjerde udstedte et totalforbud mod astrologiske forudsigelser i 1634. Angiveligt fordi han blev forskrækket over en korrekt prognose fra sin hofastrolog, præsten Niels Helvad, der på dato forudså dødsfald for en af hoffets adelsmænd. Der-med lukkede og slukkede kongen for dansk astrologi på akademisk niveau. Efter den tid overlevede den kun som folkelige måneds-vers, små almanakker med husråd og anden ’accidentia’ hos bogtrykkerne.

Tiden efter Christian den Fjerdes forbud kaldes af astrologer for 300-årsnatten, for der opstod nu et vældigt hul, som varede frem til 1925, hvor den første danske bog om emnet siden renæssancen udkom. Det var frimureren Ove Rosmon, der udgav ’Astrologi og symbolik’ på Co-Frimureriets eget forlag. Rosmon var et kunstnernavn for kunstmaleren og operasangeren Ove Vilhelm Rasmussen fra Fyn, og han blev den mest markante skikkelse i dansk astrologi de næste mange årtier. Først med ham kan man sige, at dansk astrologi begynder at ligne det, vi i dag forstår ved faget. Men også Ove Rosmon var på sin egen måde atypisk, for ti år senere udgav han den første danske bog nogensinde om ’Esoterisk Astrologi’, dvs. sjælelig astrologi, et emne der stadig i dag kan vække kontrovers blandt astro-loger. Faktisk skal vi i efterkrigsårene helt frem til Elvis gennembrud midt i 50-erne, før astrologibladet ‘Stjernerne’ udkommer, og der tegner sig et andet billede. Her sæt-ter Irene Christensen under pseudonymet

Liz Greene 1946 -


CORNELIUS Tidsskrift for

astrologisk dokumentation og forskningUdkommer 4 gange om året

Udgivet af Astrologisk MuseumISSN 1602-9186

Ansv. red. : Claus Houlberg

Redaktionens adresse:Astrologisk Museum c/o AstrologiHuset,

Nørrebrogade 66 D, 2200 Kbh N

Redaktionens email: [email protected]

Artikler angiver alene skribentens egen og ikke nødvendigvis redaktionens holdninger. Anonyme eller pseudonyme

artikler bringes ikke.

Tidsskriftet kan hentes GRATIS som en digital public service fra

www.asmu.dk

‘Fru Stella’ den nye standard for astrologisk formidling og i realiteten for hele eftertidens populærastrologi. Dette blad er nu ubrudt udkommet i over et halvt århundrede og har dermed slået rekorden herhjemme, der ellers tilhørte Christaian den Fjerdes hofa-strolog, Niels Helvad, der i 44 år udgav sit ‘Prognosticon Astrologicum’ frem til forbu-det i 1634.

Først med de personlige computeres fremmarch i 1980’erne sker der imidlertid et radikalt nybrud. Et horoskop er som bekendt en tegning af himmelrummet på et bestemt tidspunkt og et bestemt sted, hvilket kræver en del beregninger at udføre korrekt. Med computer var det lige pludselig ikke læn-gere en astronomisk bedrift at lave et horo-skop. Dermed kunne astrologerne begynde at koncentrere sig om tydningen, og vi ser derfor starten på det, som nogle historikere kalder astrologiens Guldalder herhjemme. Foreninger, skoler og faglitteratur skyder op som paddehatte efter regn. Denne udvik-ling er i sig selv bemærkelsesværdig og mangler at blive ordentligt beskrevet. Sam-tidig sker imidlertid det virkeligt radikale nybrud i form af den psykologiske astrologi, der bryder med den klassiske skæbnetro og determinisme. Den forbinder astrologien med personlig udvikling eller karakterfor-ædling, som det hed i ældre bøger, og vi ser en helt ny litteratur vokse frem. En række moderne forfattere som Liz Greene, Donna Cunningham, Howard Sasportas med flere skriver nye klassikere, som i dag har stort set fortrængt al ældre litteratur på de astrologi-ske uddannelser.

DERMED ER VI kommet til vor tid. Endnu mangler mange detaljer og mange undersø-gelser af hændelsesforløb og personer, men de første grundsten er lagt til seriøse studier af dansk astrologi som historisk fænomen. To danske PhD-afhandlinger om divination har de seneste par år lagt nogle akademi-ske grundsten, baseret på sociologiske og religionshistoriske studier. Det drejer sig om Kirstine Munks undersøgelse fra 2006, The Signs of the Times, som omhandler danske

astrologers konsultationer ud fra spørgsmå-let *Hvad får moderne mennesker ud af at gå til astrolog?* Desuden har vi Anders Lis-dorfs undersøgelse fra 2007 af astrologiens udbredelse, The Dissimination of Divinati-on, hvor den viser sig at følge epidemologi-ske mønstre. Som supplement er der i 2008 af Lars Steen Larsen udkommet en PhD-af-handling fra Lunds Universitet om ‘Western Esoterism’, et emne, der blandt andet berø-rer vitale dele af astrologiens idehistorie.

Historisk set blev astrologien udstødt ved dannelsen af Videnskabernes Selskab i 1666, men den er omsider ved at blive anset som blot et emne blandt mange andre. Et emne, man kan undersøge nøgternt, ba-seret på tilgængeligt materiale, ganske som historikeren Auguste Bouché-Leclercq tillod sig at gøre i sin tid, da hans hovedværk blev udgivet. Der er intet vundet ved uvidenhed, og studier af astrologiens udvikling lægger endnu en facet til forståelsen af europæisk kultur – og mere specifikt af den danske kul-turs udvikling frem til, hvor vi står idag. n

cornelius - asmu.dkasmu.dk/pub/download/tidsskrift/vol4/cornelius209.pdf · patterns of destiny :...

Documents