står strategisk kultur i vejen for nordisk samarbejde? · mellem de skandinaviske landes...

KL Michael Gerhard Landmark, Stabskursus 2011-12

FORSVARSAKADEMIET STÅR STRATEGISK KULTUR I VEJEN FOR NORDISK SAMARBEJDE?

Står strategisk kultur i vejen for nordisk samarbejde? 2012

1

ABSTRACT After ten years of Liberal-conservative Government, Mrs. Thornring-Schmidt came into power forming a new left wing Government in October 2011. The security policy of the new government did not differentiate much from their predecessors. However, deepened security cooperation with the Nordic countries played a new and significant role in their political declaration. The basis for the security cooperation between the Nordic countries is so far laid down in the Stoltenberg report, listing a number of areas that the Nordic countries could develop further.

This paper examines how small states develop security strategy, and why different strategies apparently evolved in the Scandinavian countries after the cold war. Subsequently the outcome of the examination identifies characteristics of each country, and discusses what impact this might lead to with regards to a closer military cooperation between the Nordic countries.

The analysis is based on an operationalization of Iver B. Neumann and Henrikki Heikka’s theoretical platform for studying strategic culture in the Nordic countries.

The conclusion suggest that the probability for cooperation is depending on the level of ambition, as cooperation will have to balance Norwegian ‘idealism’, Danish ‘activism’ and Swedish reluctance against binding commitments based on their history of neutrality.


2

RESUMÉ Efter 10 år med en borgerlig-liberal regering stod S-R-SF i spidsen for dansk politik efter folketingsvalget i september 2011. Sikkerhedspolitisk var regeringsgrundlaget dog på mange måder en videreførelse af den tidligere regerings politik, men på mindst ét område var der lagt op til en ny politisk linje. Nordisk samarbejde kom nemlig til at fylde betydeligt mere end det havde gjort gennem de sidste 10 år. Grundlaget for det tættere sikkerhedspolitiske samarbejde hviler foreløbig på Stoltenbergrapporten, der opstiller en række områder, hvor de nordiske lande kan udvikle eller uddybe det eksisterende samarbejde.

Med afsæt i en undren over hvorfor Nordisk samarbejde pludseligt er blevet interessant i dansk sikkerhedspolitik, efter de sidste mange år at have fokuseret på at samarbejde med USA og Storbritannien, stiller nærværende afhandling derfor det nærliggende spørgsmål, hvad der driver udviklingen af småstaters sikkerhedspolitiske strategier? I forlængelse af den nye politiske interesse for Norden stiller afhandlingen skarpt på de Skandinaviske lande, der vurderes at være toneangivende i sikkerhedspolitiske sammenhæng. Med kendskab til baggrunden for hvordan disse lande foretager strategiske beslutninger, er det dels muligt at kunne karakterisere den strategiske kultur i disse lande, men også muligt at give et bud på hvorvidt strategisk kultur kan stå i vejen for et nordisk samarbejde.

Til besvarelse af ovenstående spørgsmål benytter afhandlingen sig af Iver B. Neumann og Henrikke Heikka teoriapparat, der definerer den strategiske kultur som et resultat af den dynamiske interaktion mellem den strategiske diskurs og de sikkerhedspolitiske sædvaner. Begrebet ’sikkerhedspolitiske sædvaner’, der dækker over doktrin, civil/militære relationer og materielanskaffelser, specificeres næremere i operationaliseringen af teoriapparatet.

På baggrund af en deskriptiv analyse af den sikkerhedspolitiske udvikling i de Skandinaviske lande, benytter analysen de operationaliserede teoretiske komponenter til at karakterisere den strategiske kultur. En sammenlignende diskussion af de skandinaviske landes strategiske kulturer fører frem mod besvarelsen af afhandlingens konklusion.

Efter den kolde krig udviklede der sig forskellige strategiske kulturer i de skandinaviske lande. Betydningen af de kulturelle faktorer varierer i de skandinaviske lande. Landenes strategisk kultur er derfor udtryk for den forskellige betydning, teoriens uafhængige variable har haft i udformningen af den strategiske kultur. Eksempelvis spillede de uformelle relationer mellem interesseorganisationer, forsvaret og politikerne en betydelig rolle i udviklingen af den strategiske kultur i Sverige og Norge, men ikke i Danmark. Omlægningen af norsk og svensk forsvar i begyndelsen af 00erne medførte dog, at de nordiske landes forsvar i dag fremstår langt mere harmonisk end i 90erne.

Trods denne tilnærmelse er det afhandlingens konklusion, at betydelige faktorer for den strategiske kultur stadig er uforandret. Den største forskel vurderes at være det doktrinære grundlag samt nationernes tradition for doktrinudvikling. I forhold til afhandlingens ønske


3

om at se på mulighederne for et militært samarbejde, er det afhandlingens vurdering, at ambitionsniveauet vil være afgørende for en sådan realisering. En fremtidig mission skal tilgodese spændingsfeltet mellem norsk ’idealisme’ og dansk ’aktivisme’. Sandsynligheden for et betydeligt samarbejde modereres desuden af et svensk forbehold mod at indgå i forpligtigende alliancer. Det er således vurderingen, at operationer der opnår bred nordisk opbakning, formentlig vil være kendetegnet ved at have begrænset international sikkerhedspolitisk præstige.

Henset til at småstater i dagens sikkerhedssituation kan vælge om – og i givet fald hvilke konflikter de ønsker at involvere sig i, finder der som omtalt en lang højere politisering sted, når stater vælger at engagere sig militært. Den strategiske kultur spiller altså en betydelig rolle når småstater vælger konflikter. Dette kan gøre en mindre præstigefyldt operation mindre attraktiv, med baggrund i et ønske om at det internationale engagement skal bidrage til at opnå mest mulig goodwill i kredsen af strategiske samarbejdspartnere.

Den strategiske kultur er en dynamisk størrelse i stadig forandring. Det kan således ikke udelukkes, at der over de kommende år kan skabes en ny relation mellem diskursen og de sikkerhedspolitiske sædvaner i Danmark, som følge af Thorning-regerings politiske ambitioner og - initiativer. Dette kan bidrage til at skabe den fornødne overensstemmelse mellem de skandinaviske landes strategiske kultur, og dermed gøre et nordisk samarbejde mere realistisk. Man skal blot holde sig for øje at de øvrige landes strategiske kultur også udvikler sig.

Sluttelig forholder afhandlingens perspektiveringsafsnit sig kritisk til den anvendte teoretiske ramme og case samt afhandlingens anvendelighed i andre regioner i verden.


4

INDHOLDSFORTEGNELSE

ABSTRACT ..................................................................................................................................................................... 1

RESUMÉ .......................................................................................................................................................................... 2

1 Opgaveintroduktion og problemformulering ......................................................................................... 6

1.1 Indledning og motivation ............................................................................................................................................ 6

1.2 Formål ................................................................................................................................................................................. 7

1.3 Relevans ................................................................................................................................................................ ............. 7

1.4 Problemformulering...................................................................................................................................................... 7

1.5 Teori ................................................................................................................................................................ ..................... 8

1.6 Afgrænsning...................................................................................................................................................................... 9

1.7 Metode og struktur ........................................................................................................................................................ 9

1.7.1 Faglig metode ...................................................................................................................................................... 9

1.7.2 Struktur ................................................................................................................................................................. 9

1.8 Empiri ................................................................................................................................................................ ............... 11

1.9 Metode - og kildekritik .............................................................................................................................................. 11

2 Teori og case præsentation .......................................................................................................................... 13

2.1 Strategisk kultur .......................................................................................................................................................... 13

2.2 Neumann og Heikkas strategisk kultur analysemodel ................................................................................ 14

2.3 Operationalisering af de Neumann og Heikkas subkomponenter .......................................................... 18

2.3.1 Diskurs ................................................................................................................................................................ 18

2.3.2 Sædvaner ........................................................................................................................................................... 18

2.4 Case præsentation ....................................................................................................................................................... 20

3 Analyse................................................................................................................................................................. 22

3.1 Danmarks strategiske kultur .................................................................................................................................. 22

3.1.1 Redegørelse for den sikkerhedspolitiske udvikling efter den kolde krig ............................... 22

3.1.2 Analyse af Danmarks strategiske kulturs udvikling ........................................................................ 29

3.1.3 Delkonklusion .................................................................................................................................................. 32

3.2 Sveriges strategiske kultur ...................................................................................................................................... 34


3.2.2 Analyse af Sveriges strategiske kulturs udvikling ............................................................................ 39

3.2.3 Delkonklusion .................................................................................................................................................. 42

3.3 Norges strategiske kultur ......................................................................................................................................... 44



5

3.3.2 Analyse af Norges strategiske kultur ..................................................................................................... 48

3.3.3 Delkonklusion .................................................................................................................................................. 49

3.4 Den tværgående sammenligning .......................................................................................................................... 51

3.4.1 Grand Strategi udvikling i de Skandinaviske lande .......................................................................... 51

3.4.2 Delkonklusion .................................................................................................................................................. 52

3.4.3 Sikkerhedspolitiske sædvaner .................................................................................................................. 53

3.4.4 Delkonklusion .................................................................................................................................................. 54

4 Syntese og konklusion ................................................................................................................................... 56

5 Perspektivering ................................................................................................................................................ 59

6 Kildehenvisning ................................................................................................................................................ 61

6.1 Bibliografi ................................................................................................................................................................ ....... 61

TilLæg A ........................................................................................................................................................................ 64

Bilag 1 ........................................................................................................................................................................... 65

Stoltenbergrapporten. ..................................................................................................................................................... 65

Antal ord: 20.937


6

1 OPGAVEINTRODUKTION OG PROBLEMFORMULERING

1.1 Indledning og motivation Med udgivelsen af regeringsgrundlaget i oktober 2011 gav Helle Thorning Schmidts S-R-SF regering nyt liv til det nordiske samarbejde. Efter 10 år med en borgerlig liberal regeringsledelse, hvorunder det nordiske islæt på sikkerhedspolitikken mildest talt må siges at have været sparsomt1

De Skandinaviske lande, Danmark, Norge og Sverige, har en lang tradition for sikkerhedssamarbejde, bl.a. omkring deltagelse FN missioner. Set udefra fremstår de tre skandinaviske lande i manges øjne som ”en nation”. Denne opfattelse blev bl.a. skabt med indførelsen af den fælles pasunion, der fra 1954 sikrede at

, varslede regeringsskiftet en fornyet fokus på Nordisk samarbejde. Med udgangspunkt i et stærkt værdi- og interessefællesskab udtrykker Thornings regeringsgrundlag således en klar dansk interesse i at gøre Norden til en relevant aktør på den internationale scene.

statsborgere i de nordiske lande frit kunne rejse over grænserne i Norden uden at medbringe pas, og endvidere kunne bosætte sig i hele Norden uden at søge om opholdstilladelse. Sproget synes for de fleste enslydende, befolkningsstørrelserne forholdsvis lige, ligesom levestandarden i de tre lande hører til blandt verdens højeste. Trods de mange lighedspunkter, og den fælles historie, førte de Skandinaviske lande en væsentlig forskellig udenrigs- og sikkerhedspolitik i årene efter den kolde krigs afslutning.

Dette er interessant, fordi historien illustrerer, at omgivelsesniveauet (omkringliggende stater, alliancer, ikke statslige aktører mm.) ikke alene kunne definere den førte udenrigs- og sikkerhedspolitik i småstaterne. Tesen om omgivelsesniveauets vigende forklaringskraft går imod traditionelle strategiske studier som ex. neorealismen, der tillægger omgivelsesniveauet væsentlig betydning for staters ageren. Den skandinaviske udvikling viser dog, at man må se sig om efter alternative forklaringsmodeller for at forstå småstaternes sikkerhedspolitiske udvikling.

Den tilsyneladende genopståede politiske vilje til at finde sammen om et styrket nordisk sikkerhedspolitisk samarbejde, hviler foreløbig på Stoltenberg rapporten2

1 I VK regeringsgrundlagene I-II og III (2001, 2005, 2007) optræder ordene ’Norden’ og ’Nordisk’ kun i ét tilfælde (2007), nemlig ifm. et initiativ til styrkelse af nordiske virksomhedsinteresser i en globaliseret verden. S-R-SF regeringsgrundlaget (2011) omtaler til sammenligning ’Norden’ og ’Nordisk’ ikke mindre end 16 gange, heraf 13 gange med relation til udenrigs- og sikkerhedspolitik.

, hvori der angives en række konkrete forslag til områder hvor de nordiske lande kan udbygge eller

2 Bilag 1 beskriver Stoltenbergrapporten nærmere.

Læsevejledning:

Det anbefales, at læseren ved hjælp af tillæg A indledningsvis orienterer sig med hensyn til specialets struktur inden gennemlæsningen påbegyndes.

http://da.wikipedia.org/wiki/Statsborger�

http://da.wikipedia.org/wiki/Norden�

http://da.wikipedia.org/wiki/Gr%C3%A6nse�

http://da.wikipedia.org/wiki/Pas_(legitimation)�

http://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Opholdstilladelse&action=edit&redlink=1�


7

udvikle et tættere samarbejde. Et af disse områder er: ”en nordisk indsatsenhed for militær og civil stabilisering, som kan sættes ind i stater præget af stor indre uro eller andre kritiske situationer”.

I lyset af de seneste 10-15 års sikkerhedspolitiske udvikling, har jeg med baggrund i Regeringsgrundlaget (2011) fundet det interessant, at undersøge hvordan småstaters strategiske kultur udvikler sig, og hvordan forskellene kan forklares. I en skandinavisk kontekst er det desuden interessant at benytte undersøgelsen til, at give et bud på hvorvidt et tættere nordisk samarbejde kan blive begrænset af den strategiske kultur, der har udviklet sig i de Skandinaviske lande.

1.2 Formål Afhandlingens formål er, at give et bud på hvorvidt et tættere nordisk militært samarbejde er realistisk, i lyset af den strategiske kultur landene har udviklet siden afslutningen af den kolde krig.

1.3 Relevans I lyset af de seneste 10-15 års sikkerhedspolitiske udvikling synes det interessant, at undersøge hvordan småstater agerer i det internationale system, og dermed hvilken strategisk kultur, der har udviklet sig i disse stater. Ved at undersøge småstaters strategiske kultur er det muligt at fokusere på elementer, der normalt ignoreres af klassiske strategiske studier, der fokuserer på stormagter. Studier af småstaternes politiske adfærd giver et bedre indtryk af den skiftende verdensorden end undersøgelser af stormagter, eftersom det netop er stormagterne, der er årsag til ændringerne, men småstaterne der typisk bliver påvirket af dem. (Vedby Rasmussen, 2005:68)

Efter at Danmark i en længere årrække reelt har ignoreret de strategiske samarbejdsmuligheder med øvrige nordiske lande, til fordel for USA og Storbritannien, ser det ud til at den sikkerhedspolitiske diskurs er under forandring. Det danske regeringsgrundlags eksplicitte tilnærmelse til den nordiske sikkerhedspolitiske dimension styrker endvidere relevansen af at undersøge småstaters strategiske kultur, fordi den strategiske kultur har indflydelse på de strategiske beslutninger, der bliver truffet og dermed indflydelse på muligheden for et betydningsfuldt nordisk sikkerhedspolitisk samarbejde. En undersøgelse af den strategiske kultur i de skandinaviske lande kan altså give et bud på, hvor ambitiøst det politiske projekt i virkeligheden er.

1.4 Problemformulering På baggrund af en deskriptiv analyse og sammenligning af de skandinaviske landes strategiske diskurs og sikkerhedspolitiske sædvaner efter den kolde krig, ønskes et bud på, hvorvidt de identificerede strategiske kulturer i de skandinaviske lande kan stå i vejen for et tættere militært samarbejde i Norden?


8

1.5 Teori Problemformuleringen ønskes besvaret ud fra Iver B. Neumann og Henrikki Heikkas teori om strategisk kultur. Teorimodellen er specielt udviklet til at foretage empiriske undersøgelser af de Nordiske landes sikkerhedspolitiske udvikling efter den kolde krig, og findes derfor relevant at benytte i denne sammenhæng.

I det følgende afsnit introduceres afhandlingens teoretiske vinkel. Hensigten er at give et omrids af begrebet, strategisk kultur. En egentlig introduktion til Neumann og Heikkas teoretisk model vil blive gennemført i kapitel 2, hvor operationaliseringen af de teoretiske komponenter ligeledes finder sted.

’Strategisk kultur’ kan ved første møde fremstå som et noget uklart begreb, ikke mindst fordi det er vanskeligt at fastslå, hvad strategibegrebet dækker over i denne sammenhæng. Skiftende videnskabelige udlægninger af begrebet har medført, at man stadig i dag ikke entydigt kan udlede hvad studier i strategisk kultur bør fokusere på. Uklarheden skyldes den manglende kvalificering af hvilken form for strategisk kultur vi taler om; som ex. militær- eller atomar strategisk kultur.

Så hvad er strategisk kultur egentlig udtryk for? Overordnet kan man sige, at strategisk kultur er udtryk for at stater, til trods for at de vedvarende står overfor en række forskellige strategiske valgmuligheder, tilsyneladende træffer beslutninger, der knytter sig til en bestemt politisk linje. (Vedby Rasmussen, 2005:70)

Hvilke faktorer er relevante at se på, og hvilke viser sig mest betydningsfulde i dannelsen af den nationale strategiske kultur? Forskere har gennem tiden forsøgt at kategorisere de faktorer, der synes indflydelsesrige i udformningen af den strategiske kultur. Faktorerne har bl.a. omfattet geografi og ressourcer samt politiske strukturer og forsvarets organisation. Interessen for studier i strategisk kultur, der opstod under den kolde krig, fik nogle forfattere til at klassificere udviklingen af strategisk kultur, efter den tidsperiode hvori de var udviklet. Alistar Iain Johnston kategoriserede således udviklingen i ’strategiske generationer’. Hver generation var kendetegnet ved at opstille sine egne metoder og fokusområder. De fleste tidlige studier i strategisk kultur blev gennemført under den kolde krig, en tidsperiode hvor neorealismen dominerede studier i internationale relationer. Dette fik naturligvis en vis betydning, for det arbejde der blev gennemført. (Howlett & Glenn, 2005:121-122)

I 2005 introducerer Iver Neumann og Henrikki Heikka en ny model til studier af småstaters sikkerheds- og forsvarspolitik. Modellen er udviklet som konsekvens af forfatterenes kritik af den hidtidige litteratur på området, som i deres perspektiv lægger for lidt vægt på det langvarige arbejde antropologien, og til dels i sociologien har lagt i udviklingen af kulturbegrebet. Neumann og Heikka definerer, at den strategiske diskurs og de sikkerhedspolitiske sædvaner er de faktorer, der under indflydelse af omgivelsesniveauet, danner den strategiske kultur. Modellen, der introduceres nærmere


9

i kapitel 2, er etableret i et forsøg på at beskrive de nordiske landes sikkerheds- og forsvarspolitik, og er derfor fundet naturlig og velegnet til denne afhandling.

1.6 Afgrænsning Problemformuleringens fokus på strategisk kultur i de skandinaviske lande opstiller en overordnet afgrænsning for så vidt angår hvilke lande og hvilke emner, afhandlingen beskæftiger sig med.

Fravalget af de øvrige nordiske lande, Island og Finland, skal ses i lyset af landenes betydning i forhold til det militære samarbejde i Norden. Besvarelsens omfang begrænser endvidere antallet af lande, der kan behandles, til maksimalt tre. Ved at afgrænse sig til de skandinaviske lande fastholdes muligheden dog alligevel for, at undersøge hvilken indflydelse alliancetilknytningen spiller i udviklingen af den strategiske kultur, idet Danmark, Norge og Sveriges tilknytning til hhv. NATO og EU som bekendt er forskellig hver især.

Afhandlingen afgrænser sig til perioden efter den kolde krig, netop fordi denne skelsættende begivenhed åbnede op for, at småstaterne kunne føre en ny type udenrigs- og sikkerhedspolitik. I enkelte tilfælde vil det være nødvendigt at trække tidslinjen længere tilbage, for derved at forklare relevante pointer i tilknytning til den strategiske kultur. Disse tilfælde vil være eksplicit nævnt.

Den teoretiske model afgrænses mht. antallet af uafhængige variable. Afgrænsningen er nærmere beskrevet i forbindelse med operationaliseringen af teorien (kap. 2.3)

Empiriindhentningen er afsluttet den 1. marts 2012.

1.7 Metode og struktur 1.7.1 Faglig metode Afhandlingen er opbygget som et kvalitativt teorifortolkende case studie. Til grund for analysen etableres et ”most similar case design”. Dette design er kendetegnet ved at sammenligne en række case lande, der er ens på deres definerende egenskaber, men som varierer på den uafhængige variabel.

De uafhængige variable er de målepunkter analysen benytter sig af. Målet for et sådant design er at finde den/de uafhængige variable, der forklarer forskellen i den afhængige variabel. De uafhængige variable operationaliseres i kapitel 2.

Den afhængige variabel er det element som de tre cases er fælles om at udtrykke/besidde. Denne afhandlings afhængige variable er den strategiske kultur.

1.7.2 Struktur Valget af de tre skandinaviske lande og den benyttede teoretiske model tilbyder en naturlig inddeling af analysen i tre hovedafsnit, der hver opdeles i en analyse af nationernes strategiske diskurs og sædvaner. Som berørt under teoriintroduktionen inddrager den

http://da.wikipedia.org/wiki/Case�


10

teoretiske model tillige omgivelsesniveauets indflydelse på den strategisk kulturelle udvikling, hvorfor omgivelsesniveauet tillige indgår i behandlingen af de tre case lande.

Den teoretiske model operationaliseres gennem en introduktion til sædvanebegreberne, idet læseren her vil blive præsenteret for de begreber, der er fundet hensigtsmæssige at anvende i forhold til problemformuleringens sigte.

De tre casestudier, som den deskriptive analyse består af, er ens opbygget. Hvert casestudie består af en redegørelse for den sikkerhedspolitiske udvikling efter den kolde krig, efterfulgt af en todelt analyse der fokuserer på diskursen og de sikkerhedspolitiske sædvaner. Analysen leder frem til en delkonklusion, hvori nationale karakteristika for den strategiske kultur opsummeres.

Efter de tre hovedafsnit følger to afsnit hvis formål er at se på tværs af de gennemførte analyser af strategiske diskurs og sædvaner. Hvert afsnit afsluttes med en kort delkonklusion hvori, de væsentligste ligheder og forskelle landene imellem opsummeres.

Resultaterne fra de tre delkonklusioner vil efterfølgende, i form af en syntese, blive sat i forhold til hinanden, hvilket fører frem til den overordnede konklusion, der skal svare på problemformuleringen.

Indholdet af specialets tre hovedafsnit fremstilles nedenfor.

Teori- og case præsentation

Formålet med teori- og case præsentationen er at introducere læseren for afhandlingens aktuelle problemstilling og -behandling. Kapitlet indledes med en introduktion til analysens teoretiske fundanemt, Neumann og Heikkas Strategiske kultur-model.

Herefter operationaliseres teorimodellens målepunkter, strategisk diskurs og sædvaner. Sidstnævnte udfoldes til at omfatte subkomponenterne: doktrin, civil/militære relationer og materielområdet.

Det sidste afsnit sætter rammen for de skandinaviske landes sikkerhedspolitiske udvikling omkring den kolde krigs afslutning. Den teoretiske analysemodel kræver, som anført i introduktionen, at case-landene studeres over længere tid. Det er derfor fundet relevant at introducere den sikkerhedspolitiske udvikling efter den kolde krig, gennem en kort samlet introduktion til den nordiske kontekst omkring den kolde krigs afslutning.

Deskriptiv analyse

Dette afsnit vil som nævnt være opdelt i tre hovedafsnit, ét for hver af case-landene. Teoriens operationaliserede målepunkter er retningsgivende for den deskriptive analyse, idet hver case afsluttes med en delkonklusion, hvor karakteristika for den strategiske kultur opsummeres.


11

Derudover vil der i to afsnit blive gennemført en sammenlignende diskussion på baggrund i de gennemførte analyser af teorimodellens hovedområder, strategisk diskurs og sædvaner. Afsnittene leder hver især frem til en delkonklusion, der opsummerer de væsentligste ligheder og forskelle landene i mellem.

Syntese og konklusion

Syntesen vil samle og ordne de fem delkonklusioners væsentligste pointer, der danner grundlag for hovedkonklusionen. Til støtte for dette besvares to spørgsmål:

• Hvilke faktorer og dynamikker har i de undersøgte lande været fremtrædende i udviklingen af den strategiske kultur.

• Hvilke forskelle kan der observeres på tværs af de nordiske lande, og hvilken betydning spiller de.

Hovedkonklusionen er et kvalificeret bud på problemformuleringens grundlæggende spørgsmål:

Står strategisk kultur i vejen for nordisk militært samarbejde?

Perspektivering Perspektiveringsafsnittet vil afslutningsvis diskutere den anvendte teoretiske ramme, samt konklusionens fremadrettede anvendelighed.

1.8 Empiri Redegørelsen for udviklingen i case landenes strategiske diskurs medfører, i henhold til den benyttede teoretiske ramme, at der tages udgangspunkt i diskursen på et givent tidspunkt. I Danmarks tilfælde foreligger der ikke noget formelt samlende dokument, der alene kan udgøre grundlaget for en analyse af en samlet national strategi. (Breitenbauch, 2008:18-19) I lyset af problemformuleringens afgrænsning, er der dog belæg for at sige at Forsvarskommissionens rapporter kan lægges til grund for en analyse af den strategiske diskurs, da disse er udfærdiget af en gruppe bestående af politikere, embedsfolk, officerer og akademikere. (Vedby Rasmussen, 2005:77)

I de øvrige case lande danner regeringsdokumenter, taler og forsvarsdokumenter til grund for analysen af den strategiske diskurs, doktrin og materielområdet. Derudover er der, som baggrundsmateriale for beskrivelsen af den sikkerhedspolitiske udvikling i et kulturelt perspektiv, inddraget empiri fra en artikelserie omhandlende strategisk kultur i de nordiske lande.

1.9 Metode - og kildekritik Det forhold at strategisk kultur er en vanskelig definerbar størrelse, hvis teoretiske ramme stadig udfordres i det akademiske miljø, medfører at opgavens konklusion bygger på en anerkendelse af den valgte teoris grundlæggende konstruktivistiske udgangspunkt. Opgavens paradoks kan give anledning til kritik af den gennemførte afgrænsning. Undersøgelser af kulturelle karakteristika kræver, at man belyser et længere


12

udviklingsforløb og besvarelsen af problemformuleringen nødvendiggør, at der foretages observation på et repræsentativt udsnit af de nordiske lande. Sammenholdt med besvarelsens fastsatte omfang, udgør dette afhandlingens paradoks, ved på den side at skulle brede sig ud i tid og rum, og samtidig begrænse sig til et fastsat omfang. Dette er forsøgt afhjulpet gennem afgrænsning. Vel vidende at de militære virkemidler kun er et blandt mange, har det dog været hensigtsmæssigt, at foretage denne afgrænsning, da det har vist sig vanskeligt at uddrage empiri på tværministeriel sammentænkning i ex. Danmark. Adgangen til empiri der dækker alle facetter af den teoretiske model, har ikke været ligelig fordelt i de tre belyste lande. Dette siger i sig selv noget om den strategiske kultur idet pågældende land, men kan naturligvis også betyde noget for det billede, der tegner sig af det pågældende land. Den teoretiske afgrænsning af hvilke civil/militære komponenter der anvendes i analysen er sket på baggrund af en indledende analyse af den relevans de fravalgte komponenter spiller i forhold til at svare på problemformuleringen. Det er således vurderet at en analyse af budgetpraksis, forholdet mellem officerer og soldaten samt kønsfordelingen i forsvaret ikke vil få afgørende indflydelse på de nordiske landes evne til at samarbejde.

Det anvendte kildemateriale kan groft sagt deles i to grupper. Dels benyttes forskningsartikler, -publikationer og -rapporter, og dels baserer afhandlingen sig på officielle redegørelser, dokumenter, taler mm. Den sidstnævnte kategori er kendetegnet ved at udtrykke formelle hensigtserklæringer mm., og vil derfor som regel ikke tage kritisk stilling til det emne de vedrører. Da den samme type kilder er udvalgt i de tre case-lande, er det dog alligevel fundet muligt at foretage en sammenlignelig analyse.


13

2 TEORI OG CASE PRÆSENTATION Introduktionskapitlet har nu sat de overordnede rammer for afhandlingens udfoldelse. Dette kapitel danner grundlaget for den efterfølgende analyse, såvel teoretisk som empirisk. Læseren vil gennem de følgende afsnit blive introduceret nærmere for analysemodellen, operationaliseringen af målepunkterne for derefter at blive præsenteret for den overordnede sikkerhedspolitiske udvikling i de skandinaviske lande, i perioden omkring den kolde krigs afslutning.

Hensigten med de følgende afsnit er altså at skabe en naturlig kobling mellem den gennemførte introduktion og den efterfølgende analyse af afhandlingens centrale problemstilling.

2.1 Strategisk kultur Nutidige studier i strategisk kultur kan føres tilbage til 1970-erne, hvor amerikanske undersøgelser af Sovjetunionen fokuserede på elitens og beslutningstagernes syn på omverdenen, og hvordan deres opfattelse af det internationale system påvirkede den førte sikkerhedspolitik, og ikke mindst brugen af militære midler. Analyser af strategisk kultur var på dette tidspunkt optaget af de idéer og normer samt den politiske perception, der prægede beslutningstagerne under deres udarbejdelse af udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategier. Tankegangen knytter sig til det, der af Alastar Iain Johnson blev betegnet som første generation strategisk kultur ’skole’. (Neumann og Heikka 2005:8)

Johnson inddelte i en artikel fra 1995 de strategiske kultur-skoler i tre generationer, efter deres tilgang til emnet. Første generation udsprang, som nævnt herover, fra koldkrigsdebatten i Amerika. Den byggede på en række forholdsvis stabile faktorer (historiske erfaringer, national karakter og geografi), der satte analytikerne i stand til at forudsige staters handlinger. Johnson kritiserede skolens manglende anvisning af kausal sammenhæng mellem strategisk kultur og strategisk adfærd, omend han anerkendte at såfremt den strategiske kultur gennemsyrer alle niveauer i staten, og samtidig kun udviklede sig ganske langsomt, så kunne denne teori være anvendelig til at forudsige staters adfærd. Ifølge Johnson blev dette samtidig svagheden ved ”første generations teorierne”, idet de anskuede staterne for mekanisk. Den deterministiske sammenhæng mellem kultur og adfærd, som teorien byggede på, tog ikke højde for det forhold, at der kunne være flere strategiske kulturer indenfor samme nation.

Anden generation strategisk kultur teori har ifølge Johnson en klar sondring mellem strategisk kultur og – adfærd, ligesom den opdelte strategier i to kategorier, erklærede - og hemmelige strategier. Som eksempel nævnes USA’s defensive nukleare strategi, hvis primære sigte angiveligt er et forsøg på at bane vejen for en kulturelt accepteret iværksættelse af den strategiske planlægning. Den ”sande”, men utilgængelige strategi, er langt mere offensiv, og har til formål at beskytte USA hegemoniske stormagtinteresser i tilfælde af krig. Denne skole håndterer nogle af problemerne i første generation, ved at anerkende at staterne formentlig råder over ikke-tilgængelige strategier. ’Skolen’ får dog kritik af Johnson for ikke tydeligt at redegøre for forholdet mellem kulturen og den afledte


14

adfærd, hvilket i sagens natur er vanskeligt, hvis betydelige dele af strategien ikke er tilgængelig for offentligheden.

Tredje generation, som Johnson tilskrives selv at tilhøre, opstiller en analysemetode, der i positivistisk3

2.2 Neumann og Heikkas strategisk kultur analysemodel

forstand sætter os i stand til at teste strategisk kultur som begreb. Dette gøres ved at anføre ’strategisk kultur’ som en uafhængig variabel og ’adfærd’ som en afhængig variabel, hvorved den kulturelle forklaring kan holdes op mod alternative forklaringer på staters adfærd, som eksempelvis realistiske eller institutionelle. Johnson, og andre teoretikere der tilhører denne ’skole’, definerer således strategisk kultur som et fænomen, der optræder på lige fod med andre prioriterede perspektiver under udviklingen af nationale strategier. (Neumann og Heikka, 2005:6-9)

Neumann og Heikka kritiserer Johnsons inddeling af kulturteorierne, idet de fremfører at Johnsons arbejde nok inddeler litteraturen i kronologisk orden, men undlader at bringe de grundlæggende erkendelsesteoretiske problemer frem. Neumann og Heikka er grundlæggende uenige i den sondring mellem kultur – og adfærdsbegreberne, som Johnson´s første og tredje generation beskriver. De anfører et betydeligt analytisk problem i benyttelsen af positivismen i studier af strategisk kultur, og anfører at dette strider mod snart siger alle antropologiske og sociologiske studier, der fremfører kulturen som et centralt tema – ikke en uafhængig variabel. Det er således ikke muligt at fortolke den strategiske adfærd, hvis man ikke anderkender den væsentlige kausalitet mellem kulturen og adfærden.

Neumann og Heikka introducerer en konceptuel forståelse af kulturen, som en dynamisk interaktion mellem diskurs og sædvane (discource and practice). Modellen lægger sig i forlængelse af praksisteorien, der flytter det sociologiske fokus ned fra et spørgsmål om bevidste idéer og værdier til at dreje sig om det fysiske og sædvanerne. Men samtidig flyttes fokus fra idéer baseret på individets bevidsthed op til en diskursiv arena. Ved at fokusere på diskursen, eller sprogets symbolik, bliver det muligt at koncentrere sig om indholdet, uden at spekulere over hvorvidt specifikke personer kan tages til indtægt for dette, endsige tænker eller handler ud fra særlige idéer. Så ved netop at fokusere på diskursen reintroduceres vi for en verden af sprog, symboler og meninger, uden at disse nødvendigvis tilskrives en bestemt persons holdning. Det hidtidige domæne, bestående af idéer og aktører splittes i to, nemlig i diskurs og sædvaner.

3 Positivisme er den opfattelse, at man i erkendelsen skal holde sig til det, som kan bekræftes gennem erfaringen, dvs. det som lader sig iagttage, måle og veje.


15

Neumann og Heikka forstår diskurs som det system der danner udtalelser. Sædvanerne ser de som et socialt genkendeligt mønster af aktiviteter, der udføres af personerne på baggrund af hvad disse har lært fra andre. Disse kan udføres godt eller dårligt, korrekt eller ukorrekt. Diskurs og sædvane er således gensidig væsentlige, og kan siges at være bestemmende for kulturen.

Kultur:

Diskurs Sædvaner

Figur 1; Kultur forstået som den dynamiske

interaktion mellem diskurs og sædvane.

For at sikre at modellen bliver anvendelig til analyse af strategisk kultur, er det nødvendigt for at se på strategibegrebet. Grand Strategy er den typiske benævnelse for statens overordnede strategi hvormed ex. militære midler (means) bidrager til at opnå statens ultimative mål (ends), at sikre statens overlevelse. Grand strategi er altså det øverste niveau i et konceptuelt hierarki af strategier, hvor de underliggende niveauer udtrykker mere specifikke strategier mht. ressourcer og anvendelsesmåder. Clausewitz udtrykte bl.a. brugen af militære midler ved at sige at "Krig er en forsættelse af politikken med inddragelse af andre midler". Strategien udtrykkes af Clausewitz som ”udnyttelsen af slagene til at opnå målet, at vinde krigen. Strategien må derfor anvise et mål for den militære anvendelse”. Clausewitz (1832) udtrykker her tydeligt, at militære midler er en central del af strategiformuleringen. En nyere fortolkning får vi af Edward Mead Earle (1943), der i sin introduktion til det klassiske værk om strategi fremfører:

”The highest type of strategy — sometimes called grand strategy — is that which so integrates the policies and armaments of the nation that the resort to war is either rendered unnecessary or is undertaken with the maximum

chance of victory”.

Der åbnes her op for en nytænkning af krigens inddragelse i udenrigspolitikken, hvor der lægges vægt på andre muligheder end de militære. Først og fremmest drejer det sig om at undgå krig, idet alle statens ressourcer nu bringes i spil i udformningen af en Grand Strategy. Lidell Hart nævner som eksempel økonomisk, diplomatisk eller etisk pres som nogle af de parametre der kan bringes spil. Føres denne tanke videre, skriver Neumann og Heikka, må det overliggende strategiske mål være at etablere en samfundsorden, der kan reagere på samfundsmæssige og politiske udfordringer, under anvendelse af mindst mulig militær magt.

I lighed med den nedbrydning af kulturbegrebet som Fig. 1 anviser, er det også nødvendigt at nedbryde strategibegrebet yderligere, mhp. at indplacere det i den konceptuelle analysemodel. For at gøre dette reformulerer Neumann og Heikka Grand Strategy fra at være et overliggende begreb på niveau med strategisk kultur, til i stedet at


16

dække over forudsætningsskabende diskursivt felt for statens ageren. Man skal forestille sig det som værende et øjebliksbillede af den strategiske diskurs, observeret på et bestemt tidspunkt fra et bestemt sted. (Neumann og Heikka, 2005:13) Dette er nok et brud med den gængse forståelse af begrebet, men giver mulighed for at flytte vores forståelse af strategibegrebet. Fra et domæne tilhørende eksplicitte doktriner (idéer), bliver Grand Strategi i stedet forudsætningsskabende for udformningen af sådanne doktriner. Grand Strategi bliver endvidere et fænomen, der eksisterer i mere eller mindre eksplicit form, ligesom det ses som et fænomen som alle nationer råder over, i det mindste potentielt. Småstaterne Grand Strategy kommer ifølge Neumann og Heikkas teoriramme til udtryk gennem tre særligt betydningsfulde sikkerhedspolitiske sædvaner, nemlig: doktin, civil-militære relationer og materielanskaffelser.

Med indførelsen af de nye begreber ser modellen nu således ud, idet den strategiske kultur ses som udtryk for interaktionen mellem, på den ene side staternes Grand Strategy, der forstås som et diskursivt felt for formulering af strategiske udtalelser, og på den anden side; doktrin, civil-militære relationer og materielanskaffelser.

Strategisk kultur:

Doktrin

Grand strategy Civil-militære relationer

Materielanskaffelser

Figur 2

Den strategiske kultur er dog ikke udtryk for en lukket homogen proces uden ydre påvirkninger. Modellen må derfor udvikles yderligere, hvilket ses at være i tråd med teoriens antropologiske - og sociologiske skole, hvor kulturudviklingen netop ikke opfattes som et lukket system. I tråd med dette ses den strategiske kultur også at være under indflydelse af omgivelsesniveauet. Når friktionen i omgivelsesniveauet er tilpas høj, vil alle stater og alle strategiske kulturer således være påvirket, omend småstater relativt set vil være mere påvirket af systempresset end stormagter. Teorien anerkender da også, at det er processer som disse, der i særlig grad får småstater til at indgå i alliancer, ligesom alliancer anses for at være et centralt element i småstatens overlevelsesstrategi.


17

Omgivelsesniveauets indflydelse på en specifik stat kan altså variere over tid, ligesom forskellige stater kan opfatte systempresset forskelligt i samme periode. Den fuldt udviklede model tilføres således en ekstra dimension, nemlig omgivelsesniveauets dynamiske indflydelse på staternes strategiske kultur:

Omgivelsesniveauet

Strategisk kultur land Y Strategisk kultur land X

Doktrin

Grand strategy Civil-militære relationer

Materielanskaffelser

Figur 3

Der er nu etableret et koncept til beskrivelse af strategisk kultur. Modellen er velegnet til at beskrive den fremvoksende kontekst hvori sikkerhedspolitikken opstår. Det er dog væsentligt at holde sig for øje, at den strategiske kultur ikke er et statisk fænomen, men snarere en dynamisk størrelse under stadig udvikling. For at forstå den strategiske kultur, er det derfor nødvendigt at følge den i nogen tid. Den deskriptive analyse vil således etablere en forståelse af den strategiske kultur i de skandinaviske lande ved at se på den sikkerhedspolitiske udvikling der har fundet sted i de enkelte nationer efter den kolde krig. I det efterfølgende afsnit operationaliseres teoriens komponenter med det formål at fokusere analysen mod identifikation af de karakteristika, der ligger til grund for den strategiske kulturs udvikling i de skandinaviske lande.


18

2.3 Operationalisering af de Neumann og Heikkas subkomponenter Operationaliseringen af det teoretiske fundament skal sikre, at analysen gennemføres på et objektivt grudlag. De følgende afsnit skal således bidrage til at ”indstille den analytiske optik”, således det er klart hvad man ”ser” efter, når man ønsker at undersøge hvilke karakteristika der har indflydelse på udviklingen af strategisk kultur.

Neumann og Heikka opstiller en række målepunkter i præsentationen af deres teori. Operationaliseringen vil dels præsentere målepunkterne, men også præcisere hvilke af disse der er fundet relevante at anvende i lyset af problemformuleringens afgrænsning.

2.3.1 Diskurs Case landenes ’Grand Strategy’ ses udtrykt som den etablerede sikkerhedspolitiske diskurs på et givet tidspunkt. Som introduceret i teoriafsnittet forstås diskurs som det system der danner udtalelser. Den sikkerhedspolitiske diskurs dækker derfor over et forudsætningsskabende diskursive felt for statens ageren. Analysen af den diskursive udvikling skal således identificere hvilke konkurrerende diskurser, der har karakteriseret den sikkerhedspolitiske debat, samt i hvilken grad én har været toneangivende i den berørte periode.

2.3.2 Sædvaner

2.3.2.1 Doktrin Doktrinbegrebet, i denne sammenhæng militære doktriner, er en væsentlig komponent i udfærdigelsen af statens Grand Strategy. Doktrinen beskriver de militære styrkers strukturelle sammensætning og anvendelse i opnåelsen af de definerede målsætninger. Nedbrydes doktrinen yderligere bliver det åbenbart, at den dækker over alt hvad der har med strategi og taktik at gøre. Den beskriver væsentlige trusler og udfordringer, og anviser hvorledes disse håndteres. Det er dog i ligeså høj grad interessant at undersøge forudsætningerne for doktrinens tilblivelse. Med andre ord, hvordan fordeles den militære og bureaukratiske indflydelse på doktrinudviklingen.

Analysen skal altså dels se på de trusler og øvrige udfordringer der ses løst af det militære apparat, men i ligeså høj grad at undersøge hvordan samspillet mellem de politiske og militære systemer skaber forudsætninger for fastlæggelsen af militærets anvendelse.

Interessen for samspillet mellem det politiske og militære system fører os naturligt videre til teorimodellens anden sædvane, nemlig civil-militære relationer, hvorunder dette samspil ses at være en del af.

2.3.2.2 Civil-Militær relationer Traditionelt set har civil-militær relationer fokuseret på den civile kontrol af militæret. I relation til den benyttede teori er dette dog knap så fremtrædende, idet Neumann og Heikka i operationaliseringen af begrebet fokuserer mere på de jordnære elementer som eksempelvis formelle og uformelle relationer mellem den politiske og militære ledelse på alle niveauer, budget praksis (inkl. forsvarsbudgettet andel af bruttonationalproduktet),


19

forsvarets håndtering af informationer til offentligheden. (herunder graden af åbenhed), relationer mellem officeren og soldaten samt kønsfordelingen i forsvaret.

En indledende analyse af de oplistede målepunkter viste at flertallet af disse ikke var relevante i forhold til besvarelse af problemformuleringen. Operationaliseringen af dette område medfører derfor, at der i analysen alene fokuseres på formelle og uformelle relationer mellem den politiske- og militære ledelse. Den civile kontrol af militæret ses operationaliseret gennem den interaktion der finder sted omkring doktrinudviklingen.

2.3.2.3 Materielanskaffelser Den tredje sædvane der vurderes at have særlig betydning for udformningen af den strategiske kultur, er ressourcestyringen og herunder tilstedeværelsen og betydningen af nationale forsvarsindustrier. Operationaliseringen af dette betyder at analysen vil fokusere på, hvorledes de tre skandinaviske lande opfatter industriens rolle i udviklingen af forsvarskapaciteter, samt hvilken betydning alliancer spiller i denne sammenhæng.

Målepunkterne for de sikkerhedspolitiske sædvaner vil i den efterfølgende analyse blive behandlet under ét, primært fordi de netop bør opfattes som én samlet dynamisk modvægt til den sikkerhedspolitiske diskurs, som anvist i fig. 2.

Allianceforhold indgår som en indlejret del af en kulturen (jf. ’omgivelsesniveauet’ fig. 3), og optræder derfor ikke som et selvstændigt målepunkt. Da allianceforhold indgår i størstedelen af det benyttede case materiale, finder jeg det dog naturligt at forholde mig til dette i forbindelse med den efterfølgende analyse.


20

2.4 Case præsentation De Skandinaviske lande, Danmark, Norge og Sverige, havde op gennem den kolde krig fundet sig til rette i den aktuelle geostrategiske situation, og udviklede som følge heraf en selvforståelse, der afspejlede et godt alternativ til det samarbejde, der kunne tilbydes på det europæiske kontinent. Den Nordiske identitet var præget af at udgøre den lille forskel til Europa, der som følge af den førte sikkerhedspolitik, havde resulteret i, at Norden fremstod som et lavspændings område set i forhold til det europæiske kontinent. De nordiske lande stod for mange som eksponenter af fred, afrustning og samarbejde. (Wæver, 1992:78-79)

Under den kolde krig domineredes den militærstrategiske tænkning i Danmark og Norge af allianceforholdet til NATO. Begge landes forsvar var organiseret til defensive operationer i tilfælde af et invasionsangreb fra Warszawapagten. Forsvarsplanerne i det alliancefrie Sverige havde også tyngdepunktet rettet mod øst. De tre skandinaviske lande gennemførte da også en vis form for koordination eftersom den skandinaviske halvø militært set udgjorde en militærgeografisk enhed. Ser man på opbygningen af de tre landes forsvar i 1980-erne var de da også forholdsvis homogene. (Jeppsson & Tjøstheim, 2005:221-223)

Den Europæiske transformation, der opstod som følge af den kolde krigs ophør, blev modtaget med skepsis i de nordiske lande, på trods af at de centraleuropæiske lande nu fik mulighed for at følge et ”nordisk spor”. Den nordiske sikkerhedspolitik blev i perioden 1989-91 karakteriseret som forvirret og usikker, og italesattes i ’nostalgiske vendinger’ Den kolde krig. Dette kom bl.a. til udtryk gennem de forsvarspolitiske rapporter som de nordiske lande hver især udarbejdede i tiden omkring Murens fald. Rapporterne fokuserede mere end noget andet på øst-vest konflikten, der hidtil havde været et centralt emne for opbygningen af den nordiske identitet.

Den nye sikkerhedspolitiske dagsorden på kontinentet vendte fuldstændig billedet for den nordiske identitet. Fra at være eksponent af den positive forskel til Europa, kom Norden til at udgøre en negativ forskel. Fra at have været et bedre alternativ til Europa, blev Norden nu værre. Nordens rolle som relevant aktør i håndtering af de nye udfordringer blev i højere grad betragtet som irrelevant i begyndelsen af halvfemserne. (Wæver, 1992:89)

Som eksempel på dette kan nævnes Sveriges ansøgning om medlemskab i Den Europæiske Union i 1991. På trods af den primære økonomiske forklaring skulle det senere vise sig også at have en sikkerhedspolitisk dimension, hvilket fik betydning for Sveriges neutralitetspolitik. Danmark var allerede medlem af den europæiske familie, men blev yderligere orienteret mod Centraleuropa i begyndelsen af halvfemserne. Den nationalistiske identitet i Norge gjorde europæisk integration vanskelig, samtidig med at det økonomiske incitament ikke var til stede som i Sverige henset til Norges store råstofmængder. Norges havde kort fortalt ikke den samme positive opfattelse af den ændrede geostrategiske situation, hvilket bl.a. kom til udtryk i Forsvarskommissionen af


21

1990 og hvidbogen (1992-93) fastholdt således den norske opfattelse af, at invasionsforsvar af yderregionerne stadig var relevant.

Med denne korte introduktion til det brede billede bevæger vi os nu ved hjælp af den efterfølgende analyse nogle lag dybere ned i de enkelte landes udvikling.


22

3 ANALYSE Jeg har i det foregående kapitel præsenteret den teoretiske model og operationaliseret Neumann og Heikkas subkomponenter. Der er dermed skabt grundlag for at gennemføre et sammenlignende casestudie af den strategiske kultur i de skandinaviske lande.

Det efterfølgende kapitel tager afsæt i den kolde krigs afslutning, og vil gennem en deskriptiv analyse identificere, diskutere og konkludere hvilke karakteristika der kendetegner den strategiske kultur i hvert af de skandinaviske lande. I nogle tilfælde har det ud fra en helhedsvurdering af forståelsen for den strategiske kultur været nødvendigt at modificere den berørte tidsperiode. I de relevante tilfælde vil det være eksplicit anført.

3.1 Danmarks strategiske kultur 3.1.1 Redegørelse for den sikkerhedspolitiske udvikling efter den kolde krig Danskerne har traditionelt set haft en tvivlsom opfattelse af militærets evne til at bidrage til nationens sikkerhed. Pessimismen blev måske mest tydeligt italesat gennem Viggo Hørups udtalelse om det danske forsvar i 1883: ”Hvad skal det nytte?” Pessimismen og fodnotepolitikken blev efter afslutningen af den kolde krig afløst af en aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, uden historisk sidestykke. Sovjetunionens kollaps gav bl.a. Danmark et større sikkerhedspolitisk manøvrerum. Danskernes opfattelse af militærets anvendelsesmuligheder ændrede sig som følge af dette op gennem 1990-erne. Fra en opfattelse af at forsvaret primært var til for at sikre dansk territorium, fik man nu øjnene op for at nationens sikkerhed i en globaliseret verden, bedst blev sikret gennem en aktivistisk sikkerhedspolitik. (Vedby Rasmussen, 2005: 68-74) Denne forståelse førte til etableringen af deployerbare militære styrker.

3.1.1.1 Militarisme eller kosmopolitisme Professor ved Københavns Universitet, Mikkel Vedby Rasmussen argumenterer for at debatten omkring anvendelsen af forsvaret, i en dansk sammenhæng har været delt mellem en kosmopolitisk tilgang, der fandt militære styrker ubrugelige, og en militaristisk4

Som anført var den kosmopolitiske sikkerhedsforståelse båret af en tro på, at fred ikke kunne opnås gennem krig, men var båret af værdier som fællesskab og samarbejde. Der var dog blandt kosmopolitterne bred accept af behovet for et stærkt forsvar til imødegåelse af omgivelsesniveauets pres. Den kosmopolitiske opfattelse var ikke unik for Danmark, men var fremtrædende i hele Skandinavien, idet man argumenterede for afrustning, neutralitet og ikke-militære løsninger. Man var i udgangspunktet modstander af NATO og senere EU, da man var af den opfattelse, at disse organisationer stod i vejen for den danske målsætning om fred og retfærdighed i verden.

tilgang, der argumenterede for at militære styrker var nyttige. For at forstå udviklingen i interaktionen mellem disse sikkerhedsdiskurser er det nødvendigt at se lidt længere tilbage, end afgrænsningen tilsiger.

4 Vedby Rasmussens begreb ’Defencism’ er oversat til ’militarisme’.


23

Den konkurrerende opfattelse i Danmark argumenterede for, at vi ikke havde en særstilling i forhold til det europæiske kontinent. Vi stod overfor de samme trusler, og måtte imødegå disse gennem indgåelse af alliancer og opbygning af militære modforanstaltninger.

I løbet af det 20. århundrede var sikkerhedspolitikken generelt præget af konsensus mellem de to konkurrerende diskurser. Medlemskabet af NATO var et betydeligt brud med den hidtidige neutralitetspolitik, der som følge af den tyske invasion under anden Verdenskrig, havde mistet sin politiske legitimitet. På trods af den tilsyneladende enighed på overfladen blev medlemskabet italesat forskelligt i de to blokke. Kosmopolitterne delte ikke værdier med NATO og i særdeleshed ikke med amerikanerne, og anså alliancefællesskabet som et nødvendigt onde. Ethvert tiltag i retning af oprustning, blev af venstrefløjen italesat i kosmopolitiske vendinger.

Militaristerne derimod, anså NATO medlemskabet som en ideologisk tilnærmelse til ”Den Vestlige verden”. Den mangeårige konsensuspolitik var kendetegnet ved at fungere, netop fordi man kunne udlægge den politiske linje ud fra sin egen politiske overbevisning.

Der opstod hen mod slutningen af 1970-erne og starten af 80-erne et sammenbrud i den hidtidige konsensuspolitik, da der ikke kunne skabes enighed om hvordan man skulle forholde sig til den nedfrosne situation mellem parterne i den kolde krig. Det resulterede i en polarisering af det sikkerhedspolitiske landskab i Danmark hen imod den kolde krigs afslutning.

3.1.1.2 Nye sikkerhedspolitiske vinde ”Det var ikke før Danmark deltog i operationerne i Golfen og på Balkan at afmagten fra 1864 blevet fejet endeligt af bordet”. Sådan skrev tidligere Forsvarsminister Hans Hækkerup, og satte dermed en fed streg under, at 1990-erne frem for alt vil blive husket for opgøret med den hidtidige tilpasningspolitik (Vedby Rasmussen, 2005:76).

Forsvarskommissionen (FKOM) af 1997 er den første egentlige kilde, der udtrykker den aktivistiske sikkerhedspolitik efter afslutningen på den kolde krig. Som omtalt i empiridiskussionen indtager disse rapporter en særstatus over andre tidssvarende kilder, da den er udarbejdet af en bred skare af politikerer, embedsmænd, akademikere og fagspecialister. Vi kan derfor benytte indholdet af FKOM 97 rapporten til at tegne et billede af den sikkerhedspolitiske udvikling op gennem 1990-erne.

Rapporten slog fast at Danmark, kva landets geografiske placering, kunne nyde godt af en tryghed nærmest uden fortilfælde. Den nye sikkerhedsdagsorden havde desuden etableret et skel mellem ”direkte” og ”indirekte” sikkerhed, idet det danske engagement, mest tydeligt i det tidligere Jugoslavien, ikke syntes at være forbundet med en direkte trussel mod Danmark. Derimod var de militære operationer et led i en regional ordenshåndhævelse, som vi mindet af den kolde krig havde en fundamental interesse i at bidrage til. (Bruun, 2003:34). Forsvarets militære operationer i halvfemserne fungerede således også som integrationsinstrument i en europæisk og transatlantisk kontekst (FKOM, 1997:17-24). Danmark orienterede sig altså som følge af sit engagement i EU og


24

NATO i højere grad mod syd og vest end mod nord. Norden opfattedes nu, som indledningsvis nævnt, at være en irrelevant aktør.

Forsvarets opgave skiftede karakter som følge af den nye orden, fra at være et element i en reaktiv og afskrækkende sikkerhedsgaranti til også at være et aktivt og tillidsskabende instrument i sikkerhedspolitikken. (FKOM, 1997:17) Etableringen af Den Internationale Brigade i 1992 fungerede som katalysator for den styrketransformation, der var behov for som led i den aktivistiske udenrigspolitik. Brigaden sikrede, at snart sige alle danske soldater fik international erfaring gennem operationerne på Balkan. Hærens materiel udvikledes og tilpassede sig de igangværende operationer, imens de andre værn måtte skære ned for at få forsvarets samlede økonomi til at balancere. Nyt materiel blev i disse år, som udgangspunkt kun introduceret hvis det var deployerbart (FKOM, 1997:169).

De internationale missioner stillede ikke bare krav til materiellet, men også til personellet, der nu måtte indse at det hidtidige fredsommelige liv på kasernerne, var afløst af betydelig risiko for at indgå i kamphandlinger i forbindelse med internationale udsendelser. Med flyvevåbnets F-16 engagement i 1999 i Kosovo og Afghanistan i 2002, samt tillige specialstyrkernes indsættelse i sidstnævnte operation, optrådte forsvaret i en ’Clausewitziansk’ forståelse som en ”forsættelse af politikken med inddragelse af andre midler” (Vedby Rasmussen, 2005:79).

3.1.1.3 Efter 11. september Terrorangrebene i New York satte sit præg på Bruun rapporten (2003), som derfor fokuserede betydeligt på følgevirkningerne af globaliseringen. ”I den globaliserede verden er det sjældnere, at det er selve staten, der er trusselsaktør. De nye trusler må ventes primært at komme fra ikke-statslige aktører, specielt radikaliserede grupper (især i den muslimske verden)” ..(..)..Forsvaret vil i den sammenhæng få en væsentlig rolle i håndteringen af den foreliggende sikkerhedspolitiske situation”. (Bruun, 2003:8) Det blev således en central opgave for forsvaret at bidrage til fastholdelsen og udviklingen af den historisk set gunstige sikkerhedssituation, som man stadig anså Danmark for at være i. Dette skulle ske gennem styrkelse af det solidariske og forpligtigende sikkerhedspolitiske samarbejde mellem Europa og USA i rammen af NATO. På NATO topmødet i 2002 blev der truffet beslutning om at etablere NRF-konceptet5

, samt en transformationskommando, begge synlige resultat af de nye trusler som følge af globaliseringen.

De væsentligste sikkerhedspolitiske aktører var i lighed med 1998 rapporten fortsat EU, FN og NATO. Aktivismen blev dog ført længere end hidtil, idet man langt fra tog det for givet, at disse organisationer i alle tilfælde ville udgøre den formelle ramme i løsningen af fremtidens konflikter. Bruun rapporten konkluderede i den forbindelse, at ”der er situationer, hvor brug af militær magt er det eneste alternativ til at lade stå til” (Bruun, 2003:34). Den militaristiske diskurs imødekom dog en mere kosmopolitisk linje, ved at

5 Nato Responce Force (NRF): Nationalt tilmeldte styrker på mellem 5-30 dages beredskab til global indsættelse i løsningen af militære opgaver indenfor hele NATO spekteret. Konceptet er stadig i kraft i dag.


25

anføre at den stigende brug af Coalitions of the Willing næppe er det mest ønskværdige fra et dansk synspunkt (Bruun, 2003:18). Angrebene på New York i 2001 afstedkom en hidtil uset forsvarsvilje, hvilket styrkede den militaristiske diskurs i en sådan grad, at det i forbindelse med den folkelige- og politiske debat forud for Danmarks deltagelse i Irak-krigen, ikke var et spørgsmål om militær indgriben var nødvendig, men snarere et spørgsmål om med hvilken ret angrebet kunne gennemføres. Den kosmopolitiske modstand mod dansk deltagelse i en Coalitions of the Willing blev derfor undermineret, ved at gøre den til udtryk for tænkning der hørte tilpasningspolitikken til. Da Saddam Hussein var væltet, tilsluttede socialdemokratiet sig da også hurtigst muligt udsendelsen af danske tropper til Irak.(Vedby Rasmussen, 2005: 82). Bruun rapporten tog udgangspunkt i en amerikansk ledet verdensorden. Konkret medførte de sikkerhedspolitiske omstændigheder, at dansk sikkerheds- og forsvarspolitik blev endnu tættere knyttet til vores nærmeste allierede, USA og Storbritannien. De strategiske hensigter ved den øgede interoperabilitet, omfattede imidlertid også uddannelse i -og anvendelse af fælles sprog, doktriner, procedurer og teknikker. Dette skulle sikre samordning og samarbejde i planlægningen og gennemførelsen af operationer. (FKOM, 2008:271-271)

Bruun rapporten vurderede, at NATO-interoperabilitet formentlig ville vise sig, at være adgangsbilletten til at deltage i fremtidige operationer. I forsvaret blev den sikkerhedspolitiske ambition operationaliseret gennem en række strategier. Heri blev det fastslået, at det var ”hensigten at styrke opgaveløsningen ved at udvikle tætte, formelle samarbejdsrelationer og interoperabilitet med udvalgte lande og enheder. Herigennem styrkes såvel samarbejdet i alliance- og koalitionsramme samt dansk forsvars position som ligeværdig og efterspurgt samarbejdspartner”. Forsvarets primære samarbejdspartnere blev defineret som USA og Storbritannien (Forsvarets strategier, 2007).

Dansk forsvarsindustri er i international sammenhæng ret lille, og der ydes ingen særlig beskyttelse ved indkøb af militært materiel i udlandet, da en modkøbsaftale med begrænsning til dansk produceret forsvarsmateriel ville være en betydelig begrænsning for dansk forsvars muligheder for at handle i udlandet. (FKOM, 2008:183-184)

Som tidligere omtalt medførte Danmarks optagelse i NATO en række strategiske forandringer, bl.a. i relation til den sikkerhedspolitiske diskurs, der i stadig højere grad følger en europæisk linje. Den transnationale indflydelse træder særligt frem i relation til doktrinudviklingen, idet Danmarks doktriner reelt er afskrift af USA's, Storbritanniens og NATO’s doktriner, strategier og procedurer. (FKOM, 2008:271-272) Regeringen og Folketinget kunne på baggrund af Bruun rapporten have udviklet et dansk Grand Strategy, men undlod dette af uvisse årsager. (Struwe, 2012:251). Danmark havde altså defineret modstanderen og truslen, men ikke lagt sig fast på hvordan man ville


26

håndtere denne modstander. De senere år er der dog blevet kompenseret for fraværet af en overordnet strategi gennem udgivelse af en stribe enkeltstående startegier indenfor forsvars- og udenrigsministeriets områder. I mangel på en overordnet dansk sikkerhedspolitisk strategi blev løsningen i begyndelsen af 00erne6

3.1.1.4 Den seneste udvikling

at følge USA og Storbritanniens strategier, hvilket bl.a. førte Danmark i krig i Irak og senere i Afghanistan. Denne strategi var der dog belæg for i Bruun rapporten, der konstaterede, at dansk forsvar skulle være kendetegnet ved kapaciteter til hurtig udsendelse i kortvarige og fokuserede bidrag, snarere end langvarig tilstedeværelse i områder med lav konfliktintensitet. Exitstrategien kunne dog ikke realiseres i hverken Irak eller Afghanistan. Danmarks deltagelse i de nævnte konflikter fik derfor mere karakter af at være udtryk for renommé-politik end egentlig sikkerhedspolitik (Struwe, 2012:258).

Den sidst udgivne Forsvarskommission (2008) anfører, at dansk sikkerhedspolitik, i tillæg til globaliseringen, formes af udviklingen af magtfordelingen i det internationale system. Her tænkes der først og fremmest på Kina og Rusland, da en række af verdens sikkerhedspolitiske udfordringer ikke kan løses i rammen af FN, uden disse landes engagement. Karakteren af truslerne i den globaliserede verden vurderes at være af en sådan karakter, at de ikke kan løses af én nation. I tillæg til dette medfører den tiltagende magtspredning, at de Internationale organisationer sættes under pres, da det formentlig vil være vanskeligt at opnå politisk enighed om handlemulighederne. Danmark vil som følge af dette, styrke de bilaterale relationer med lande der har særlig indflydelse på det multilaterale samarbejde indenfor det sikkerhedspolitiske område. USA ses her fortsat at have en central rolle, ligesom Storbritannien, Tyskland og Frankrig vurderes at være strategiske samarbejdspartnere på europæisk plan (FKOM, 2008:74). Trusselsbilledet er altså en videreførelse af det der blev skitseret i Bruun rapporten, med den tilføjelse, at det internationale engagement fylder endnu mere end tidligere, Endvidere vil operationerne, i modsætning til 2003 rapporten, skulle gennemføres med vores nærmeste allierede snarere end i rammen af FN (Struwe, 2012:258). En effektiv håndtering af de nye trusler kræver endvidere, at de militære styrker indgår i en bredere indsats, der også rummer politiske og civilt relaterede tiltag. Et eksempel på dette er pirateribekæmpelsen ved Afrikas Horn. Netop dette krav om koordination af sikkerhedspolitikken viste sig, i en undersøgelse fra 2008, at være en udfordring for den danske parlamentarisme. Som tidligere omtalt medførte fraværet af den veldefinerede trussel et større strategisk manøvrerum for dansk sikkerhedspolitik. Den nye sikkerhedssituation medfører, at småstater i dag kan vælge om – og i givet fald hvilke konflikter, man ønsker at involvere 6 Betegnelse for perioden 2000-2009


27

sig i. Dette afstedkommer, ifølge den nævnte rapport fra Dansk Institut for Militære Studier (DIMS), at der finder en langt højere grad af politisering sted, når vi vælger at engagere os militært. ”For når trusselsbilledet udvides og endda til tider udviskes – gør den politiske uenighed det også”. (Tjalve & Henriksen, 2008:11) Den traditionelle interesse for ’demokratisk kontrol’, altså det politiske apparats mulighed for at regulere det militære instrument, er ikke længere det mest interessante at fokusere på. Det er i hvert fald påstanden i rapporten, at ”en af de væsentligste udfordringer for sikkerhedspolitikkens demokratiske forankring i Danmark ikke længere vedrører forholdet mellem det civile på den ene side og det militære apparat på den anden, men som en naturlig konsekvens af den større bredde og åbenhed i den sikkerhedspolitiske dagsorden i stedet vedrører forholdet mellem Folketinget og Regeringen”. (Tjalve & Henriksen, 2008:10) Den demokratiske kontrol ses altså snarere, at være et spørgsmål om hvorvidt Folketinget er i stand til at håndtere de politiske uenigheder, som en mere åben sikkerhedsdagsorden fører med sig, samt hvorvidt man er i stand til at koordinere de politiske handlemuligheder, som en sammentænkt indsats kræver. Forskerne fra DIMS bygger deres konklusion på en række interviews med ordførende parlamentarikere på det sikkerhedspolitiske område. Et af de centrale problemer er, at Folketingets praksis ikke er fulgt med sikkerhedspolitikken. Kort fortalt betyder det, at sikkerhedspolitikkens mange facetter ikke koordineres i tilstrækkelig grad, til at man kan opnå en fokuseret og sammenhængende politik. En af rapportens anbefalinger blev øjensynligt fulgt op i det seneste forsvarsforlig (2010-2014), der fastslog et større behov for sikkerhedspolitisk debat i Folketinget med henblik på at skabe en større grad af koordination mellem de mange aktører på området. Endvidere skal debatten gøre det nemmere at skabe et overordnet billede af mål og midler i dansk sikkerhedspolitik. Til brug for disse diskussioner skal Regeringen i dag udarbejde en årlig redegørelse om dansk sikkerhedspolitik. Den seneste sikkerhedspolitiske redegørelse blev debatteret i Folketinget den 20. januar 2012. Debatten mellem de forsvarspolitiske ordførere varede ca. 2 timer og udtrykte generelt stor tilslutning fra begge sider af salen til den førte sikkerhedspolitik (Folketingstidende F, 2012:16-33). Et punkt der dog optog en del af debattiden var en diskussion af relevanser af den ny Regerings varslede undersøgelseskommission til belysning af baggrunden for den danske beslutning om deltagelsen i krigen i Irak og mulige problemer med Danmarks overholdelse af internationale konventioner i forbindelse med krigsførelsen i Irak og Afghanistan. Den nævnte sikkerhedspolitiske debat blev gennemført i lyset af et nyt Regeringsgrundlag, der agter at fortsætte den tidligere regerings aktivistiske sikkerhedspolitik, idet Danmark fortsat skal yde et aktivt bidrag til opretholdelse af international fred og sikkerhed. Det danske forsvar skal fortsat kunne levere militære enheder, der kan indsættes hurtigt og


28

effektivt i de internationale opgaver. Der ønskes dog større fokus på konfliktforebyggelse end på symptombehandling, som den tidligere førte politik anføres at være udtryk for. Den aktuelle økonomiske krise præger naturligvis også indholdet i Regeringsgrundlaget. Der lægges derfor stor vægt på gennemførelse af effektiviseringer og en bedre ressourceudnyttelse. Det skal dog ske på en måde, der sikrer, at Danmark fortsat kan levere et markant bidrag til internationale missioner.

Som led i disse spareplaner ønsker Regeringen at modernisere forsvarets ledelse, så den tilpasses fremtidens krav i forhold til koordineret og effektiv ressourceudnyttelse og opgavevaretagelse. I den forbindelse er det overvejende sandsynligt, at en grundlæggende ændring af strukturen i forsvarets top samt en reform af forsvarets personalestruktur vil blive gennemført (Regeringsgrundlaget, 2011:40).

Til trods for regeringens hensigt om videreførelse af en aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, adskiller regeringens politik sig fra Bruun rapporten og Forsvarskommissionen (2008) på mindst ét væsentligt punkt, nemlig kredsen af strategiske samarbejdspartnere. Regeringen lægger op til ”en fordomsfri dialog med allierede og nære samarbejdspartnere”, herunder de nordiske lande, om et forsvarspolitisk samarbejde på tværs af landegrænser. Det er ikke naturgivent, siger Forsvarsministeren, at alle nationer skal besidde hele spektret af militære kapaciteter. ”Hvor vi kan skabe merværdi med samarbejde, skal vi søge samarbejde. Regeringen agter derfor i forbindelse med fremtidige indkøb i forsvaret, at vurdere, om bi- eller multilateralt samarbejde inden for materielanskaffelser, drift og vedligeholdelse samt uddannelse og træning er en mulighed”. (Folketingstidende F, 2012:31) I lighed med Kommisionsrapportens (2008) perspektivering af de strategiske hensigter med øget interoperabilitet, omfatter Regeringens ambitioner således også fælles internationale operationer i rammen af f.eks. en fællesnordisk FN-mission.


29

3.1.2 Analyse af Danmarks strategiske kulturs udvikling Analysen gennemføres ved at nedbryde Neumann og Heikkas teoretiske model i to grupperinger. Indledningsvis analyseres den diskursive udvikling af sikkerhedspolitikken (Grand strategy), dernæst gennemføres analysen med henblik på at identificere de sikkerhedspolitiske sædvaner (subkomponenterne). Opdelingen giver mulighed for dels at konkludere hvilke faktorer der har haft særlig indflydelse på udviklingen af den strategiske kultur, og dernæst mulighed for på en stringent måde at gennemføre den sammenlignende diskussion, der følger sidst i analysekapitlet.

3.1.2.1 Den diskursive udvikling af sikkerhedspolitikken For at forklare en pointe i udviklingen af den strategiske kultur i Danmark, har redegørelsen måttet anvise et lidt længere tidsperspektiv. Mikkel Vedby Rasmussens pointe er nemlig, at den strategiske kultur har forandret sig som følge af en række strategiske ’chok’ i perioden frem til afslutningen af den kolde krig.

Tyngdefeltet i den sikkerhedspolitiske diskurs har som nævnt været udsat for konkurrerende synspunkter i gennem nyere dansk historie. Den gennemgående kosmopolitiske diskurs kom først for alvor under pres, da systemet blev udsat for et chok. Redegørelsen peger på, at det første chok opstod da Danmark meldte sig ind i NATO som følge af den tyske besættelse under anden Verdenskrig. Det var nok ikke tale om en decideret forandring af den strategiske kultur, men snarere en forandring i relationen mellem diskursen og de afledte politiske - og militære sædvaner som følge af NATO medlemskabet. Den omtalte polarisering af sikkerhedspolitikken i begyndelsen af firserne peger på, at det andet chok indtraf som konsekvens af den kolde krig. Hvert chok medførte en ændret strategisk praksis, og forandrede relationen mellem den kosmopolitiske og militaristiske diskurs. (Vedby Rasmussen, 2005:83).

Den militaristiske diskurs blev toneangivende op gennem halvfemserne som følge af den aktivistiske sikkerhedspolitik. Danmark var ikke længere reduceret til kun at være modtager af sikkerhed, vi kunne nu også være leverandør af sikkerhed. Medlemskabet til både EU og NATO medførte endvidere, at Danmarks strategiske diskurs blev præget af den europæiske integration. Danmarks sikkerhed var afhængig af opretholdelse af international orden. Denne dagsorden kunne man nu bidrage aktivt til gennem deltagelse i internationale operationer på Balkan. Italesættelsen af Danmarks engagement på Balkan peger på, at afslutningen af den kolde krig udløste et lignende chok i den strategiske kultur. Den kosmopolitiske diskurs argumenterede således for, at man nu havde en enestående mulighed for at bidrage til håndhævelsen af international orden. Militarismen argumenterede ud fra den samme sikkerhedspolitik for, at Danmarks sikkerhed bedst blev tilvejebragt gennem en aktiv deltagelse i konflikthåndteringen gennem NATO. Grundlaget var lagt for fornyet konsensus i dansk sikkerhedspolitik.

Terrorangrebene i 2001 gav yderligere manøvrerum for den militaristiske diskurs, indledningsvis dog ikke på bekostning af kosmopolitterne. Det diffuse fjendebillede fik parterne til at stille sig endnu tættere sammen. Den brede folkelige opbakning til de


30

amerikanskledede koalitionskrige i 00erne peger på, at dansk militarisme formentlig havde nået et historisk højdepunkt. Den folkelige opbakning var så entydig, at traditionelle kosmopolitiske argumenter ikke fik den indflydelse, de ellers havde haft for vane. Irakkrigen i 2003 fik dog slået et midlertidigt skår i den danske konsensuspolitik, omend uenigheden kun blev kortvarig. Da krigen var overstået og man overgik til en genopbygningsmission, var der igen bred politisk opbakning. På trods af at Bruun rapporten fremhævede nødvendigheden af den aktivistiske sikkerhedspolitik, anførte den dog, at en Coalitions of the Willing næppe er det mest ønskværdige fra et dansk synspunkt. Det peger på at en imødekommenhed overfor de kosmopolitiske synspunkter stadig var ønskelig, og at der aldrig blev tale om et egentlig strategisk chok.

Den sikkerhedspolitiske diskurs bærer i 2008 fortsat præg af en tæt tilknytning til de traditionelle samarbejdspartnere. Sikkerhedssituationen er dog præget af, at USA ikke længere anses for at være dominerende, idet der er sket en magtforskydning først og fremmest mod Kina. Internationale operationer vil som følge af magtfordelingen og den afledte svækkelse af især FN’s gennemslagskraft, føre til et øget internationalt engagement i rammen af koalitionsoperationer. Militære operationer kan ikke længere stå alene, og erfaringerne fra både Irak og Afghanistan har vist, at der er behov for sammentænkte løsninger for også at kunne vinde freden.

Den sikkerhedspolitiske uenighed forekommer at være forsvindende lille hvilket jf. DIMS rapporten peger på, at usikkerheden i forhold til håndteringen af truslerne fra omgivelsesniveauet er voksende. Der kompenseres for manglen på en overordnet sikkerhedspolitisk strategi, gennem udvikling af en stribe emnespecifikke strategier inden for Udenrigs- og Forsvarsministeriets områder. DIMS rapporten peger på, at dette kan skyldes parlamentariske begrænsninger i udviklingen af den sikkerhedspolitiske diskurs.

Den verdensomspændende økonomiske krise er afspejlet i det nye regeringsgrundlag, ved at der satset på kvalitet frem for kvantitet, konfliktforebyggelse frem for symptombehandling og ”fordomsfri dialog” frem for transatlantisk automatik. Den aktivistiske sikkerhedspolitik, der har været ført de sidste 10-15 år ønskes videreført, men italesættes i mere kosmopolitiske vendinger. Den varslede Irakkommission, der senest blev drøftet under fremlæggelsen af sikkerhedsredegørelsen, peger på at et opgør med militarismen kan være undervejs.

Vi har nu skabt overblik over den diskursive udvikling af sikkerhedspolitikken i Danmark. Herefter ser vi på den anden betydelige gruppe af komponenter med indflydelse på dannelsen af kulturen, nemlig de subkomponenter der knytter sig til de sikkerhedspolitiske sædvaner.

3.1.2.2 Udviklingen af sikkerhedspolitiske sædvaner Som omtalt i forbindelse med teorigennemgangen er det hensigtsmæssigt at se på Neumann og Heikkas subkomponenter (kapitlet 2.1) under et samlet hele. Den


31

efterfølgende analyse indeholder således elementer af alle tre subkomponenter; Doktrin, Civil-militære relationer og Materielanskaffelser. Årene efter den kolde krigs afslutning var karakteriseret ved den afsmittende effekt den nye sikkerhedsforståelse og det politiske ønske om at vise handlekraft, fik for forsvaret - såvel doktrinært og materielt. Man bidrog med det materiel, der var til rådighed i løsningen af en opgaveportofølge, der indledningsvis lå i den bløde ende af konfliktskalaen. Sammenholdt med oprettelsen af Den internationale Brigade i 1992 peger det på, at dansk forsvar var indstillet på en hurtig omstilling fra territorialforsvar til et internationalt orienteret forsvar. Kompleksiteten i operationerne tiltog i takt med forsvarets udvikling hen mod slutningen af det 20. århundrede, hvilket peger på, at den europæiske integration blev synliggjort gennem forsvarets virke. Endvidere peger den store omstillingsparathed på, at de formelle relationer mellem den politiske og militære ledelse var af en sådan karakter, at den politiske vilje kunne udleves trods de indledningsvise materielle- og doktrinære udfordringer. Indsættelsen af specialstyrker i Afghanistan i 2002 var doktrinært set en landvinding, idet forsvaret på dette tidspunkt reelt kunne siges at være en ”fortsættelse af politikken med inddragelse af andre midler”. Forsvaret kunne efter ti års udvikling måle sig med amerikanske og britiske soldater såvel doktrinært som materielt. På materielområdet var der foretaget store investeringer under hensyntagen til den krævede interoperabilitet med allierede styrker. Ovenstående peger på at sikkerhedspolitikken og forsvarets kapabiliteter netop her mødtes i tid og rum. Etableringen af NRF konceptet fik ligeledes stor indflydelse på forsvarets organisation. Uddannelse, træning og certificering af militære styrker blev således indrettet efter NATO konceptet. Forsvaret kunne dermed levere de hurtigt deployerbare kapaciteter, der var blevet efterspurgt i Bruun rapporten. Den varslede omstrukturering og modernisering af forsvarets ledelse er det endnu for tidligt at slutte noget entydigt ud fra. Det er dog interessant at konstatere, at der fra politisk hånd er interesse for at trække forsvarets ledelse helt tæt ind til den politiske ledelse, hvilket strider mod armslængdeprincippet i dansk politik. Set i lyset af den af DIMS rejste kritik af det parlamentariske underskud i forhold til den tværministerielle koordination, peger det på, at denne modernisering kan ses som et forsøg på at styrke den politiske indflydelse på den doktrinære udvikling af forsvaret. Der er dog ikke noget i den hidtidige udvikling, der peger på at forsvaret har modarbejdet den politiske ambition om en aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Erfaringerne der kom hjem med soldaterne fra Irak og Afghanistan, var i Danmark som hos vores allierede, at militæret kan vinde krigen, men ikke uden civile bidrag vinde freden. Doktrinært var der behov for at sammentænke operationerne endnu brede, end det var


32

tilfældet i begyndelsen af 00erne. Grundlag for dette har dog været præget af spredte indsatser indenfor de enkelte ministeriers ressortområder, hvilket har ført til at indsatsen i dag ikke bærer præg af at være en fokuseret og sammenhængende politik. Som rapporten fra DIMS påpeger, er problemet af parlamentarisk karakter. DIMS rapporten peger endvidere på, at den civile kontrol med forsvaret har været så god, at det ikke længere er interessant at se på i en dansk kontekst. Det tyder på, at de uformelle relationer mellem forsvaret og det politiske niveau ikke spiller nogen nævneværdig rolle i Danmark. På den anden side kan den varslede modernisering af forsvarets ledelse også være udtryk for at der netop findes ”uformelle flertal”, og moderniseringen skulle være et opgør med disse. Redegørelsen har dog ikke kunnet påvise en sådan udvikling. 3.1.3 Delkonklusion Gennem de foregående afsnit har vi nu identificeret den sikkerhedspolitiske historie og diskuteret udviklingen i den sikkerhedspolitiske diskurs og -sædvaner. Der er dermed skabt grundlag for at konkludere hvilke karakteristika, der har præget dansk strategisk kultur.

Perioden efter den kolde krig har generelt været præget af harmoni mellem de to konkurrerende sikkerhedspolitiske diskurser, omend den førte politik er blevet italesat forskelligt. Militarismen blev langsomt mere dominerende op gennem halvfemserne, for i begyndelsen af 00erne, at indtage en hidtil uset betydningsfuld position i dansk sikkerhedspolitik. På trods af den militaristiske dominans anviser eksemplet fra Bruun rapporten (vedr. Coalitions of the Willing) et typisk eksempel på den diskursive skævvridning, der har kendetegnet den sikkerhedspolitiske diskurs de seneste 10 år.

Det diffuse trusselsbillede har i de senere år afstedkommet en stigende enighed i den førte sikkerhedspolitik. Der synes altså fortsat at være en betydelig konsensus i dansk sikkerhedspolitik, til trods for at parterne argumenterer forskelligt for den førte politik. Det parlamentariske grundlag for udviklingen af nutidens sikkerhedspolitiske løsninger ser dog ud til at være utidssvarende, idet Folketingets udvalgsstruktur ikke fremmer en koordinerende indsats på tværs af ministerierne. Indførelsen af den årlige sikkerhedspolitiske redegørelse synes endnu ikke at have ændret væsentligt på den generelle forståelse for de sikkerhedspolitiske mål og midler, hvilket debatten om den årlige sikkerhedspolitiske redegørelse illustrerer. Thorning regeringens varslede Irak kommission kan, ved at stille spørgsmål ved lovligheden af de gennemførte operationer i Irak og Afghanistan, være udtryk for et forsøg på at svække den hidtil dominerende militaristiske diskurs. Såfremt dette er tilfældet kan det være med til at bane vejen for en genetablering af den kosmopolitiske diskurs som den styrende sikkerhedspolitiske linje.


33

Det materielle og doktrinære grundlag for at effektuere den aktivistiske udenrigspolitik var ikke til stede ved Den kolde krigs ophør. De tidlige halvfemsere var således kendetegnet ved udsendelse af kapaciteter snarere end egentlige kapabiliteter. Forsvaret fungerede ikke desto mindre som katalysator for europæisk- og transatlantisk integration op gennem halvfemserne.

Omkring år 2000 havde forsvaret bl.a. på baggrund af en fokuseret materielinvestering, opbygget en sådan interoperabilitet med vores nærmeste allierede, at vi kunne måle os med amerikanske og britiske styrker.

Etableringen af NRF konceptet bidrog til en yderligere internationalisering af forsvaret gennem oparbejdelse af enheder på højt beredskab til global udsendelse.

Erfaringsindhentningen fra deltagelsen i Irak og Afghanistan har vist at militære midler ikke alene kan bidrage til den indirekte sikkerhed i dag. Udviklingen af et doktrinært grundlag for national sammentænkning synes dog at være begrænset af evnen til politisk at formulere en sammenhængende, tværministeriel sikkerhedspolitik.

Den danske strategiske kultur har i tiden efter den kolde krig været karakteriseret ved det skiftende relative styrkeforhold mellem diskursen og sædvanerne. Set over hele perioden er det vurderingen at diskursen relativt set har mistet indflydelse i forhold til sædvanefaktorerne. Dette kommer bl.a. til udtryk i DIMS rapporten, der anviser den begrænsede evne til at udvikle en sikkerhedspolitisk diskurs, der kan bringe de materielmæssige -og doktrinært set egnede kapabiliteter i spil. Omkring årtusindeskiftet synes en balanceret strategisk kultur at have været dominerende. Omgivelsesniveauet har i høj grad haft indflydelse på såvel diskursen som handlingsparametrenes udvikling.

Det forhold at sædvanefaktorerne vurderes at have et relativt styrkeforhold over diskursen medfører, at der bør være pres på det politiske system for at etablere strategier, der kan bringe kapabiliteterne hensigtsmæssigt i spil, og dermed bringe fornyet balance i den strategiske kultur.

Den strategiske kultur har været præget af ønsket om omstilling, fra en sikkerhedspolitik præget af tilbageholdenhed, til en aktivistisk sikkerhedspolitik præget af europæisk- og transatlantisk integration. Analysen peger dog også på, at den verdensomspændende økonomiske krise, der bl.a. ser ud til at have sat gang i en global omfordeling af magten, kan vise sig at være udtryk for at et nyt strategisk chok, der vil påvirke dansk strategisk kultur i de kommende år. Moderniseringen af forsvarets ledelse, opgøret med den militaristiske diskurs, erkendelsen af at den parlamentariske indretning bør justeres og viljen til ”en fordomsfri dialog” med en udvidet gruppe lande om forsvarspolitikken, er alle indikatorer på, at der fra politisk side er vilje til skabe balance i den strategiske kultur, måske ved at etablere en ny relation mellem diskursen og sædvanerne.


34

3.2 Sveriges strategiske kultur 3.2.1 Redegørelse for den sikkerhedspolitiske udvikling efter den kolde krig Det følgende afsnit tager fat i forklaringen af den svenske strategiske kultur. Da afhandlingens læsere ikke kan forventes at have et indgående kendskab til de svenske parlamentariske traditioner, har jeg valgt at introducere redegørelsen med en kort præsentation af denne. Introduktionen til svensk parlamentarisme indgår desuden i den efterfølgende diskussion af den strategiske kulturs karakteristika, og findes derfor også relevant for afhandlingens sigte.

3.2.1.1 Folkeförsvar eller High-tech militær Svensk sikkerhedspolitik har i mange generationer været præget af den politiske neutralitet. Ikke mindst derfor har Sverige kunnet fastholde deres stolte militære traditioner, støttet af en dyb folkelig opbakning.

Fundamentet for udformningen af den politiske og militære organisation som vi kender i dag, skal bl.a. findes i det politiske systems sammensætning og de dertil hørende politiske overbevisninger. Socialistisk arbejderparti (SAP) sad ved magten gennem generationer, og påvirkede derigennem den demokratiske opbygning i Sverige. SAP var ikke direkte pacifistiske, men stod for en stærk antimilitaristisk linje. Forsvaret blev således, i lighed med resten af den statslige forvaltning udviklet efter den ’svenske model’ hvilket indebar, at interesseorganisationer kunne opnå betydelig indflydelse indenfor de enkelte statslige sektorer – herunder også forsvaret.

I første halvdel af den 20. århundrede opstod som følge heraf Lottakårernas rigsförbund7 og Centralförbundet för Befalsutbildning8, der begge tilbød militær træning til hundredtusinder af svenske indbyggere. Organisationerne kom med tiden derfor til at have karakter af folkebevægelser, der med en decentraliseret organisation udviklede sin egen kultur og politiske agenda. Under den kolde krig opstod endvidere et frivilligt hjemmeværn bestående af omkring 100.000 medlemmer, officielt en del af hæren, men reelt organiseret på samme måde som de øvrige forbund. Det mest præstigefyldte forbund i dag er dog Rigsförbundet Folk och Försvar9

Som følge af denne konstellation bliver det anført at den svenske regering, sammenlignet med andre vestlige lande, har mindre kontrol med forsvaret, hvilket bl.a. giver plads til, at interesseorganisationer kan gøre sin indflydelse gældende. (Åselius, 2005:28)

, der årligt gennemfører en højt profileret sikkerhedspolitisk konference med deltagelse af såvel regering, fagforbund, industrien og forskellige lobbyorganisationer med interesse i forsvarsindustrien.

7 Består i dag af 19 individuelle politisk uafhængige organisationer, der alle henvender sig til kvinder med interesse for forsvars- og sikkerhedspolitiske anliggender. Organisationerne beskæftiger sig med uddannelse og almen information i spørgsmål, der vedrører samfundets sikkerhed. (www.svenskalottakaren.se) 8 Forbundet gennemfører frivillig uddannelse i forsvarsrelevante discipliner, med det formål at fastholde medlemmernes militærfaglige kompetencer. Medlemmerne kan indgå i løsningen af forskellige typer opgaver under forsvaret, ligesom de vi kunne udsendes i internationale operationer. (www.forsvarsutbildarna.se) 9 Folk og Forsvar beskæftiger sig med formidling og debatter i spørgsmål om samfundssikkerhed samt sikkerheds- og forsvarspolitik. (www.folkochforsvar.se)


35

Derudover er den offentlige administration i Sverige præget af en særlig kultur, der medfører, at det politiske niveau ikke kan øve direkte kontrol med de underliggende styrelser. Det medfører eksempelvis, at den svenske forsvarsminister ikke kan bestemme, hvordan den daglige myndighedsudøvelse gennemføres. Er regeringen ikke tilfreds med forsvarets fortolkning af lovene, er der ingen anden udvej end at omformulere lovene. ”I andre lande er det normalt, at Ministeren har magt til at tage beslutninger, der griber direkte ind i myndighedernes løbende arbejde. I Sverige savnes sådanne muligheder”, fremgår det af den svenske regerings hjemmeside. Loven kan dateres tilbage til 1600-tallet, men fastholdes altså fortsat den dag i dag, for at sikre en fuldstændig upolitisk drift af embedsværket. I det daglige ledes svensk forsvar således p.t. af Överbefälhavare, General Sverker Göranson. Som udgangspunkt modtager Generalen sine politiske retningslinjer fra et forsvarsudvalg, der hver 5. år fremlægger en kommisionsrapport til politisk godkendelse. Når dette er sket, omtales dokumentet som Försvarsbeslutet. I tillæg til dette udøves den strategiske ledelse på baggrund af et årligt reguleringsdokument, en form for resultatkontrakt der også indeholder en økonomisk ramme. Reguleringsdokumentet udgives af Regeringen.

Den svenske sikkerhedspolitiske diskurs blev efter anden Verdenskrig præget af to konkurrerende versioner, nemlig ’Folkeförsvaret’ - og ’High-Tech’ versionen. Den førstnævnte argumenterede for det folkeligt forankrede forsvar med værnepligt og frivillige organisationer, som tilsammen sikrede forsvaret stor legitimitet i befolkningen. I forsvarsforliget fra 1948 blev det udtrykt således: ”De væbnede styrker skal være organiseret således, at det giver befolkningen den største mulighed for at udtrykke deres vilje til at forsvare vores lands handlefrihed, og imødegå ethvert fjendtligt angreb”. Den konkurrerende version argumenterede for, at et professionelt og teknologisk opdateret forsvar var en større udfordring end opnåelsen af den folkelige opbakning. Man var dog for så vidt enig i, at den folkelige opbakning og demokratiske legitimitet begge var væsentlige. Man var dog af den opfattelse, at begge ville forekomme naturligt – skulle nationens eksistens for alvor blive truet. (Åselius, 2005:28)

Med denne indledning er der skabt grundlag for at forstå, hvordan den svenske sikkerhedspolitik påvirkes, besluttes og udføres i praksis. Her følger så en redegørelse for den svenske sikkerhedspolitiske udvikling.

3.2.1.2 Europæisk integration De to konkurrerende diskurser, Folkeförsvaret og High-Tech versionen kunne med andre ord ikke blive enige om hvorvidt forsvaret skulle satse på kvalitet eller kvantitet. Ved den kolde krigs afslutning var det entydigt Folkeförsvaret, der var den toneangivende diskurs, og det skulle den vedblive med at være helt frem til årtusindskiftet, hvor politikerne i forbindelse med Försvarsbeslut 2000 foretog en principbeslutning om at nedlægge Koldkrigsforsvaret og begynde opbygningen af et, i vestlige øjne, moderne deployerbart forsvar. (Åselius, 2005:40)


36

Sverige søgte om medlemskab af EU i 1990, og blev optaget i Den Europæiske Union i 1995. Den svenske regering indledte hurtigt derefter en tilnærmelsesstrategi, idet man ønskede at opbygge en tydelig og fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Indledningsvis var man i Europa dog af den opfattelse, at Sverige, grundet neutralitetspolitikken, aldrig ville indgå i forsvarssamarbejdet (i dag benævnt ESDP). Dette skulle med tiden vise sig foranderligt. (Utrikesdeklarationen, 1997:6 & Lee-Ohlsson, 2009:137)

På trods af den officielle neutralitet søgte Sverige som sagt aktivt mod en europæisk integration, deltog i fredsbevarende operationer i Bosnien og Kosovo under NATO kommando og deltog regelmæssigt i øvelser sammen med andre lande i rammen af NATO’s Partnerskab for Fred program (PfP). Samarbejdet med NATO vedrørte dog ikke forsvaret af svensk territorium, hvilket Regeringen fandt at være en væsentlig opdeling, der kunne retfærdiggøre samarbejdet med forsvarsalliancen, samtidig med at man hævdede sin neutralitet. (Utrikesdeklarationen, 1998:4)

Den svenske befolkning var som bekendt i stort antal blevet uddannet og trænet i militære færdigheder gennem de folkelige forsvarsorienterede bevægelser. Industrien var ligeledes under den kolde krig en af Europas fremmeste. Man producerede materiel til alle værn, fra undervandsbåde over kampvogne til jagerfly. På sit højdepunkt var det svenske luftvåben det fjerde største i den vestlige verden, idet man rådede over ca. 1000 jagerfly. Efter mobilisering var størrelsen af Sveriges militære styrker at sammenligne med lande som Storbritannien, Frankrig og Vesttyskland! (Åselius, 2005:27)

Den politiske elite blev som følge af integrationen med omgivelsesniveauet mindre optaget af at forfølge visionen om Folkeförsvaret, men det resulterede ikke i strukturelle ændringer af forsvaret før end 10 år efter Sovjetunionens kollaps. De årlige udenrigspolitiske deklarationer fastslog i slutningen af 1990-erne, at Sveriges sikkerhedspolitiske situation formentlig aldrig havde været bedre, og at et angreb mod svensk territorium var usandsynligt indenfor en tiårig tidshorisont. I øvrigt fokuserede man regionalt på Europæisk stabilitet og integration og globalt på håndhævelsen af international orden og retfærdighed. De væsentligste samarbejdspartnere ansås at være FN, OSCE og EU, idet man lagde stor vægt på den positive amerikanske indflydelse på europæisk stabilitet.

Massakren i Schrebenitsa i ’99, hvor FN soldater ikke kunne forhindre et folkedrab, illustrerede med al tydelighed at FN operationerne havde nogle væsentlige begrænsninger. I Sverige var det med til at få sat skub i ønsket om at styrke EU’s krisestyringsmekanisme. EU indtog herfra en stadig større plads i den politiske diskurs. (Lee-Ohlsson, 2009:137-139)

I udenrigsdeklarationerne omkring årtusindskiftet var den politiske diskurs i forhold til Europæisk integration entydig. Der var nu en klar sammenhæng mellem europapolitik og sikkerhedspolitik. ”Medlemskapet i EU innebär att Sverige ingår i en politisk allians, där medlemsländer inte har försvarsförpliktelser i förhållande till varandra, men tar ett solidariskt ansvar för Europas säkerhet”.


37

Fordi der var tale om en ikke-forpligtigende alliance kunne Sverige deltage, og stadig fastholde sin neutralitet. Indflydelse i EU og ESDP forudsatte dog, at man bidrog aktivt indenfor det sikkerhedspolitiske område. Det var derfor helt afgørende, at man sadlede om på forsvarsområdet hjemme i Sverige.

3.2.1.3 Opgøret med Folkeförsvaret ’Försvarsbeslut 2000’ blev skælsættende for svensk forsvar, især for Hæren, der blev drastisk reduceret, og måtte lukke en række kaserner i provinsbyerne. Modmagten i befolkningen, i forsvarsindustrien og sågar iblandt forsvarets officerer var enorm. I det skitserede sikkerhedspolitiske miljø var det da også en yderst kompleks opgave at få den politiske elites ”klarsyn” formidlet til resten af befolkningen. Man havde simpelthen ikke råd til at fastholde forsvaret i sin nuværende form, hverken politisk eller økonomisk. ”När det säkerhetspolitiska läget nu medger att vi kan sänka försvarskostnaderna, innebär det samtidigt att vi inte kommer att vara beredda att lägga ut så mycket av våra skattepengar på att vara självförsörjande”. (Von Sydow, 1999:18) Den folkelige modstand var forankret i visionen om Folkeförsvaret, og de massive nedskæringer var derfor en ”rød klud” for befolkningen, der som reaktion gik stik imod anbefalingerne fra den politiske elite og stemte nej til Euroen i 2003. (Åselius, 2005:17)

Kravet til det nye forsvar var fra årtusindskiftet kort fortalt ”Leaner and Meaner”. Det hidtidige mobiliseringsforsvar kunne ikke længere forsvares politisk, og skulle derfor nu erstattes af et fleksibelt, alsidigt og hurtig deployerbart militær. Som led i en skriftlig evaluering af forandringsprocessen skrev man i 2003 således: ”..Behovet av snabbhet vid många insatser är också påtagligt. Det går därmed inte att i veckor eller månader förbereda förband för kommande insatser – de måsta vara tillgängliga och användbara direkt. (… ) Den säkerhetspolitiska och militära utvecklingen i Ryssland samt utvidgningarna av EU och Nato gör att vi inte längre kan dimensionera försvaret utifrån ett strikt hotbildsperspektiv. Det är därför nödvändigt att skapa ett mer flexibelt, allsidigt och förmågebaserat försvar” (Moore, 2003:8) Neutralitetspolitikken blev fra 2001 nedtonet, idet man nu nøjedes med at forbeholde sig muligheden for neutralitet i tilfælde af konflikter i nærområdet. De sikkerhedspolitiske interesser blev efterhånden globaliseret, med fokus på menneskerettigheder – også i relation til terrorister, der ifølge regeringen har krav på samme humane behandling som alle andre. (Utrikesdeklarationen, 2001:7; 2002:3) Omlægningen af forsvaret fra invasionsforsvar til et ekspeditionsforsvar med krav om høj interoperabilitet var helt i tråd med High-Tech diskursen. En ny militærstrategiske doktrin blev indført i 2002 og værnepligten blev afskaffet. Omvæltningen blev af Överbefälhavare, General Sverker Göranson karakteriseret som den største forandring af svensk forsvar i 100 år. Den seneste udgave af Doktrinen fastslår, at forsvarets medvirken i internationale


38

operationer i rammen af FN, NATO og EU indebærer en vis harmonisering, først og fremmest med NATO’s doktrinære grundlag. Anvendelse af svenske militære styrker vil fortsat kun ske på baggrund af et klart FN mandat. (MSD 12, 2011:71) På materielområdet medførte den europæiske integration og forsvarsomlægningens drift-besparelser et endelig opgør med den entydige statsstøtte til svensk forsvarsindustri. Forsvaret var naturligvis afhængigt af tidssvarende materielanskaffelser, men disse kunne nu anskaffes nationalt eller internationalt. Man forpligtigede dog forsvaret til at støtte eksporten af svensk forsvarsmateriel, i det omfang de var en af forsvarets kapaciteter, som eksempelvis JAS kampfly. (Strategisk eksportkontrol, 2008:12-14 & MSD 12, 2011:106) Strategi for international freds- og sikkerhedsfremmende virksomhed (2007) anviste de langsigtede mål for såvel den civile - og den militære indsats for at fremme fred og sikkerhed, og derunder bidrage til en retfærdig og holdbar global udvikling. Den europæiske integration kan siges at være fuldbragt, idet netop EU-samarbejdet anføres at have særstatus i svensk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Regeringen fremlagde i 2008 dokumentet ’Ett användbart försvar’, og signalerede dermed en ny forsvarspolitisk linje, der meget langt ligner en implementering af High-Tech visionen. Solidaritetserklæringen (2011) blev det sidste opgør med neutralitetspolitikken. ”I detta ligger att en neutralitetsoption inte är möjlig vid en konflikt i närområdet”. Sverige anser nu medlemskabet af EU som lidt mere end bare en politisk alliance. Man vil ikke forholde sig passivt til et angreb på, eller en katastrofe i et andet EU medlemsland (eller Nordisk land), og man forventer at disse lande vil agere ligesådan, skulle Sverige blive ramt på samme vis. (Ett användbart försvar, 2008:9 & Bildt, 2011:2 & 2012:4). Derudover blev det til et opgør med hidtidige strukturer på personelområdet i forbindelse med afskaffelse af værnepligten. Den nye organisation skal være på plads i 2014, idet man dog ikke forventer den fuldt operativ i 2014, henset til omlægningen fra værnepligt til professionalisering. (Ett användbart försvar, 2008:13)

Regeringen lægger op til dybere nordisk samarbejde, og ser ingen umiddelbare begrænsninger for dette, så længe beslutningsret, bl.a. med hensyn til valg af operative kapabiliteter, forbliver et nationalt anliggende. Det nordiske samarbejde er ikke et sikkerhedspolitisk alternativ til EU og det transatlantiske samarbejde. (Ett användbart försvar, 2008:32)

Med ESDP havde svenskerne så at sige fået ”foræret deres udenrigspolitik på et sølvfad”. (Bildt, 2007:5 & Lee-Ohlsson, 2009:137-138). Endvidere er den transatlantiske forbindelse og samarbejdet med NATO af vital betydning for Sveriges og hele Europas stabilitet og sikkerhed. NATO anses desuden at være en central aktør for integration og international krisehåndtering. Samarbejdet mellem Sverige, USA og NATO er derfor i dag udtryk for


39

den vilje, der fra svensk side er til at være en del af det transatlantiske sikkerhedspolitiske fællesskab. I sin tale på Folk och Försvar konferencen i januar 2012, fremhævede Forsvarsministeren at svenske Grippen jagerfly under Libyen operationen havde haft fuld interoperabilitet med NATO. Man kunne således anvende NATO datalink, gennemført lufttankning jf. NATO standarder, og havde hvis der havde været politisk vilje dertil, kunnet kaste præcisionsbomber. Truslen fra ikke statslige aktører og magtforskydningen mod Asien var desuden centrale temaer i talen. Ministeren bemærkede, at et tæt tilhørsforhold til NATO ikke kræver en underskrevet Artikel 5. ”Sverige har høstet stor amerikansk anerkendelse for sin indsats, i modsætning til mange af NATO’s ”free rider” nationer..(..).. Den økonomiske krise vil lede til store forsvarsreformer, hvor mange lande må fravælge nationale kapaciteter med henblik på at disse i stedet er til rådighed gennem alliancerne..(..).. Også Sverige vil, på trods af at man som en af de få nationer faktisk opjusterer forsvarsbudgettet, være interesseret i at indgå i sådanne kapabilitets puljer”. (Tolgfors, 2012) Sverige ser i dag ud til at have fået udvidet deres sikkerhedspolitiske ’manøvrerum’ betydeligt de sidste 5-10 år. Ved at tilskynde til en styrkelse af EU’s krisehåndteringsevne gennem ESDP samtidig med at man har formået at udbygge den transatlantiske forbindelse, har Sverige – uden ved at blevet institutionelt indbundet - formået at placere sig hensigtsmæssigt et sted imellem de to yderpunkter. (Lee-Ohlsson, 2009:139) 3.2.2 Analyse af Sveriges strategiske kulturs udvikling Beskrivelsen af to årtiers sikkerhedspolitisk historie åbner nu mulighed for at gennemføre analysen af den strategiske kultur i Sverige. De følgende analyseafsnit er metodisk opbygget som de foregående. Indledningsvis ser vi på den diskursive udvikling dernæst på udviklingen af sikkerhedspolitiske sædvaner, for til sidst at konkludere hvilke karakteristika, der kendetegner den strategiske kultur.

3.2.2.1 Den diskursive udvikling af sikkerhedspolitikken Den sikkerhedspolitiske diskurs der knyttede sig til Folkeförsvaret, havde gennem generationer formet udviklingen af svensk forsvar. Neutraliteten kunne kun sikres gennem opbygning af en substantiel forsvarsvilje i befolkningen. Redegørelsen peger på, at Socialistisk arbejderpartis (SAP) udvikling af den ’svenske model’ bidrog til en parlamentarisk udvikling, hvor interesseorganisationer fik indflydelse gennem dialog med politikerne, fordi der opstod et gensidigt afhængighedsforhold.

Den begrænsede parlamentariske kontrol med forsvarets daglige drift, herunder forsvarets fortolkning af lovene peger på, at Överbefälhavaren har forholdsvis vidde rammer for gennemførelsen af den politiske vilje. Mere end to år efter Försvarsbeslut 2000 var politisk vedtaget, måtte man i klare vendinger gentage det politiske budskab:


40

..”Den säkerhetspolitiska och militära utvecklingen i Ryssland samt utvidgningarna av EU och Nato gör att vi inte längre kan dimensionera försvaret utifrån ett strikt hotbildsperspektiv. Det är därför nödvändigt att skapa ett mer flexibelt, allsidigt och förmågebaserat försvar” Man kan stille spørgsmål ved, hvorvidt Överbefälhavaren har kunnet fortolke den politiske vilje i en sådan grad, at det fik indflydelse på de sikkerhedspolitiske handlemuligheder? Den store modstand blandt officererne i forbindelse med implementeringen af Försvarsbeslut 2000 peger på, at dette kan have været tilfældet.

Med afsæt i ovenstående problemstillinger og en ihukommelse af Neumann og Heikkas udlægning af strategibegrebet, kan man fristes til at stille spørgsmål ved om der i Sverige, op gennem 1990-erne, var et entydigt ’diskursivt felt’ for statens ageren. Her skal svaret findes, ved at observere hvordan regeringen manøvrerede mellem de to hjemlige diskurser. Redegørelsen peger på det politiske dilemma mellem på den ene side at opbygge en ”tydelig udenrigs- og sikkerhedspolitik” i EU, og på den anden side fastholde en folkelig opbakning. Det var en ”kompleks opgave” som Forsvarsministeren skrev. (Von Sydow, 1999:18)

Medlemskabet af EU satte altså gang i en europæisk integration af den sikkerhedspolitiske diskurs. Integrationen påvirkede også forsvaret, der gennem internationale operationer og regelmæssige øvelser forsigtigt kunne tilnærme sig NATO. Netop fordi der i EU regi var tale om en ikke-forpligtigende alliance, og interaktionen med NATO ikke vedrørte beskyttelsen af svensk territorium, kunne Sverige fastholde en neutralitetsdiskurs. Det virkede dog i højere grad som en imødekommelse af Folkeförsvaret end udtryk for den sikkerhedspolitiske situation, der erklærede at Sveriges sikkerhedspolitiske situation formentlig aldrig havde været bedre, og at et angreb mod svensk territorium var usandsynligt indenfor en tiårig tidshorisont.

Redegørelsen peger endvidere på, at den voksende politiske vilje til at gøre op med neutralitetspolitikken og gennemføre omfattende forandringer i forsvaret, omkring år 2000 ikke længere kunne holdes tilbage af visionen om Folkeförsvaret. Udviklingen peger altså på, at modstanden i interesseorganisationerne og forsvaret havde kunnet forhale den sikkerhedspolitiske omstilling i næsten 10 år.

Opgøret med Folkeförsvaret og igangsættelsen af High-Tech militæret fra år 2000 synes dog ikke entydigt at ændre den sikkerhedspolitiske diskurs. Redegørelsen peger således på at de traditionelle politiske temaer om international orden, menneskerettigheder, sågar human behandling af terrorister stadig blev bragt frem som bærende elementer i svensk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Op gennem 00erne udviklede den sikkerhedspolitiske diskurs sig dog betydeligt. Neutralitetshensynet blev fra 2001 nedtonet, for at forsvinde helt ud af debatten hen mod slutningen af 00erne, hvor den blev erstattet af en solidaritetserklæring, hvor Sverige og


41

EU samt Norden forpligtigede sig til (om ikke formelt, så moralsk) at yde gensidig assistance i tilfælde af angreb eller katastrofer. Udviklingen peger på den tiltagende indflydelse, som den europæiske integration spillede overfor den strategiske diskurs.

Man kan undre sig over hvorfor Sverige ikke har ønsket at indgå i forpligtigende militære alliancer hen mod slutningen af 00erne? Lee-Ohlssons bud synes at give svaret, men ikke de bagvedliggende årsager. Lee-Ohlsson anfører som nævnt, at Sverige havde formået at udvide sit ’manøvrerum’ ved uforpligtende at have placeret sig i en strategisk position, hvor de kunne udnytte de positive effekter fra både EU og USA. Den diskursive kamp i hjemlandet peger dog på, at det også kunne være et resultat af den komplekse ballancering mellem den almindelige borgers ønske om Folkeförsvar og den politiske elites ønske om international indflydelse.

Redegørelsen peger på, at det nordiske samarbejde kan blive et lignende uforpligtende samarbejde, der ikke kan sidestilles med EU og det transatlantiske samarbejde.

3.2.2.2 Udviklingen af sikkerhedspolitiske sædvaner Den hidtidige omtale af Sverige illustrerer, at svensk forsvar gennem generationer har været et mobiliseringsforsvar, baseret på en hovedsagelig defensiv, øst orienteret doktrin. Befolkningen blev som følge af den ’svenske model’ engageret lokalt gennem de fremvoksende forsvarsforbund, som tilbød frivillig militær træning til hundredtusinder af svenske indbyggere. Redegørelsen peger på, at befolkningens indflydelse vejede tungt i den forsvarskultur, der opstod omkring Folkeförsvaret. Dette ses at være et resultat af den diskurs der var omkring Folkeförsvaret: ”De væbnede styrker skal være organiseret således, at det giver befolkningen den største mulighed for at udtrykke deres vilje til at forsvare vores lands handlefrihed, og imødegå ethvert fjendtligt angreb”.(Åselius, 2005). Redegørelsen anfører endvidere, at forsvarsforbundene udviklede egne kulturer, hvilket tilsammen peger på en ”bottum-up” tilgang til doktrin udviklingen, altså at man nedefra havde indflydelse på den doktrinære udvikling.

Den parlamentariske ’model’ havde siden 1600-tallet været sammensat på en måde, der sikrede at den siddende Överbefälhavare, i vestlig sammenhæng, havde usædvanlig stor kontrol med de væbnede styrker. Redegørelsen anfører at Ministerens kontrol med forsvarets ledelse stadig den dag i dag, fortsat er beskyttet af et krav om fuldstændig upolitisk drift af embedsværket. Samlet set peger det på at Överbefälhavaren også i dag har stor indflydelse på forsvarets virke.

Det doktrinære grundlag forblev op gennem 90erne principielt uændret trods den ændrede sikkerhedssituation i omgivelsesniveauet, idet et angreb mod svensk territorium var usandsynligt indenfor en tiårig tidshorisont. Det peger altså på, at der trods de ændrede omstændigheder i omgivelsesniveauet, var et internt pres, der fastholdt det doktrinære grundlagt for forsvarets organisation.

Sverige udsendte FN soldater til fredsbevarende operationer i det tidl. Jugoslavien, men under NATO kommando. Man gennemførte også regelmæssige øvelser i rammen af PfP


42

programmet, hvilket samlet peger på, at der i perioden skete en gradvis ”oplæring” i NATO’s doktrinære grundlag. Ved indførelsen af Ett Användbart Försvar (2008) og senere MSD 12, blev skridtet taget fuldt ud, idet man her redegjorde for en ”vis harmonisering med multinationale doktriner, først og fremmest NATO’s”.

I Statsministerens tale i januar 2012 blev den doktrinære tilnærmelse nærmest fremført som et ”benchmark” for svensk forsvar, da han omtalte Sveriges deltagelse i Libyen operationen, herunder at man også havde kunnet kaste præcisionsbomber, hvis der havde været politisk vilje dertil.” Redegørelsen peger altså på, at svensk doktrin i så høj grad som mulig bør tilnærme sig NATO standarder, men at der kan være politiske årsager til, at man ikke operationaliserer alle elementer heraf.

Sverige havde gennem det 20 århundrede opbygget en militærindustri, der i hovedsagen leverede produkter til svensk forsvar, og derved sikrede at svensk forsvar var selvforsynende. Den europæiske integration og det transatlantiske tilhørsforhold ledte til et opgør med den statsstøttede forsvarsindustri. Redegørelsen anfører dog, at Regeringen stadig forpligtiger sig til at anvende forsvaret til støtte industriens eksportfremstød. Det kan der naturligvis være indlysende årsager til, eksempelvis fastholdelse af svenske arbejdspladser, men det peger samlet set på, at det også kan være et resultat af, den påvirkning industrien har haft på regeringens politik siden SAP’s etablering af den ’svenske model’.

3.2.3 Delkonklusion Redegørelsen for den sikkerhedspolitiske udvikling i Sverige er i analysen blevet diskuteret gennem Neumann og Heikkas teoretiske model, der overordnet set tillægger diskurs og sædvaner at være de karakteristika, der former den strategiske kultur. Delkonklusionen vil på denne baggrund fastslå, hvad der kendetegner udviklingen af den strategiske kultur.

Den strategiske diskurs var under den kolde krig et resultat af neutralitetspolitikken, og var derfor præget af den betydelige forsvarsvilje, der var til stede i befolkningen. Ud af den ’svenske model’ opstod en organisationskultur i forsvaret, der baserede sig på frivillighed og decentraliseret styring.

Överbefälhavaren har grundet de særlige parlamentariske forhold i Sverige rimelig vidde muligheder for at fortolke Regerings vilje, og har i vestlige øjne usædvanlig stor kontrol over de væbnede styrker. Dette kan have påvirket den store modstand mod forandringerne i forbindelse med Försvarsbeslut 2000.

Den politiske diskurs blev allerede fra de tidlige halvfemsere drejet i retning af europæisk integration. På trods af den politiske elites stigende ønske om et dybere europæisk sikkerhedsfællesskab blev dette balanceret af en folkelig modstand mod forandring. Det


43

politiske opgør med Folkeförsvaret i 2000 satte skub i den sikkerhedspolitiske diskurs, og resulterede i en europæisk solidaritetserklæring i 2011.

Den svenske strategi om at indgå i ikke-forpligtigende alliancer med EU og USA (NATO) har foreløbig været velfungerende i et realpolitisk perspektiv, men kan reelt være et resultat af den politiske balancering mellem de konkurrerende diskurser i hjemlandet.

Svensk forsvar var frem til udgangen af det 20. århundrede doktrinært tilpasset til en sikkerhedssituation der hørte den kolde krig til. Den regionale forankring af forsvarets enheder, som følge af den ’svenske model’ kan have bidraget til et bottum-up tilgang til doktrinudviklingen.

Den parlamentariske ’model’ sikrer stadig i dag, at Överbefälhavaren har væsentlig indflydelse på udmøntningen af den sikkerhedspolitiske vilje. Denne udmøntning sker bl.a. gennem udgivelsen af Militärstrategisk doktrin (MSD 12). Det stadig tættere militære samarbejde mellem NATO og svensk forsvar har i de senere år ført til en vis harmonisering af det doktrinære grundlag. Der er fra politisk side udtrykt tilfredshed med denne tilnærmelse.

Svensk forsvar har traditionelt set været selvforsynende udi militær teknologi. Den europæiske integration og den stadig stigende transatlantiske interesse, har dog ført til at opgør med denne tradition. Forsvaret er dog stadig forpligtiget til at bidrage til eksporten af forsvarsmateriel af særlig interesse for Sverige, herunder jagerfly.

Svensk forsvar har siden 2000 undergået en betydelig transformation, med henblik på at afspejle den aktuelle sikkerhedssituation. En øget interoperabilitet med strategiske samarbejdspartnere, der er en del af denne transformation, ser ud til at lykkedes.

Sammenfattende konkluderes det, at den svenske strategiske kultur er præget af strategisk træghed, der skyldes elementer af en lang neutralitetshistorie. For at bruge en ledelsesterm, så minder gennemførelsen af svensk udenrigs- og sikkerhedspolitik om Polyfon ledelse10

På trods af at den igangværende balancering af diskurs og sædvane synes godt undervejs, i forbindelse med moderniseringen af svensk forsvar, ser det dog ud til at grundlæggende vilkår for den strategiske kultur er uforandret.

. De parlamentariske muligheder for indblanding i den militære ”oversættelse” af den politiske vilje sammenholdt med den ’svenske models’ invitation til debat, har sat diskursen under et vedvarende forventningspres, der har krævet perfekt balancering mellem de konkurrerende diskurser. Disse vilkår synes desuden at have forårsaget en vis modstand mod forandring af de etablerede sædvaner, hvilket har ført til en 5-10 årig reaktionstid hos svensk forsvar.

10 Polyfon ledelse er kendetegnet ved at skulle håndtere mange forskelligartede og umiddelbart uforenelige ledelsesmæssige krav. Ledelsesopgaven består i at anerkende og udnytte forskellighederne og gennem ”orkestrering af de mange stemmer” – at nå organisationens mål.


44

3.3 Norges strategiske kultur 3.3.1 Redegørelse for den sikkerhedspolitiske udvikling efter den kolde krig Det sidste afsnit i trilogien om strategisk kultur i Skandinavien omhandler Norge. Strukturen i afsnittet følger den hidtidige. Vi begynder med en kort iscenesættelse af den sikkerhedspolitiske udvikling, ved at tegne et billede af situationen i Norge op til afslutningen af den kolde krig.

3.3.1.1 Globalt eller lokalt Under den kolde krig var norsk sikkerheds- og forsvarspolitik præget af et grundlæggende perspektiv, der byggede på Norge som et lille land, Folkeforsvaret og tilhørsforholdet til FN. Statens overlevelse var det centrale doktrinære grundlag. Hæren fungerede som bindeleddet mellem regeringen i Oslo og de tyndt befolkede nordlige områder. Norge bidrog med et substantielt bidrag til FN’s fredsbevarende missioner, og opbyggede derigennem et renommé som fredsmægler i internationale konflikter. Forsvarets materiel og infrastruktur var primært modtaget med støtte fra USA og NATO efter anden Verdenskrig. Doktrinært fulgte nordmændene i tæt parløb med NATO, idet nordmændene opfattede sig selv som det ”nordlige vagttårn”. Den sikkerhedspolitiske diskurs var delt i en ’idealistisk’ og en ’realistisk’ version. FN operationerne blev ikke opfattet som forsvarets væsentligste opgave, men støttede den ’idealistiske’ diskurs. I forsvaret var det tjenesten i nord, der talte. Fredsbevarende operationer var ikke kerneopgaven i forsvarets øjne. Den ’realistiske’ diskurs var i høj grad præget af presset fra omgivelsesniveauet, idet Sovjetunionen udgjorde den naturlige trussel. Forsvaret blev faktisk ikke opfattet som et ’sikkerhedspolitisk redskab’, men snarere som én af samfundets mange institutioner. (Græger og Leira, 2005:46)

Det strategiske ’chok’ som vi omtalte i præsentationen af dansk strategisk kultur (afsnit 3.1.2.1), indtraf ikke i Norge ved Den kolde krigs afslutning. Hverken politisk eller militært. Sikkerhedspolitikken fortsatte stort set uændret, idet retorikken tilpassede sig den nye kaotiske situation i Rusland, og fremlagde ustabiliteten som en betydningsfuld trussel mod Norge. Koncentration af de norske styrker i det nordlige Norge bidrog ikke til NATO’s nye strategiske kurs. Doktrinært fulgte Norge fra begyndelsen af 90-erne da heller ikke NATO længere, tværtimod begyndte man en nødvendig styrkereduktion som følge af reducerede forsvarsbudgetter.

”Den russiske dimensjon er fortsatt helt sentral i norsk sikkerhetspolitikk. Den militære trussel i tradisjonell forstand er blitt sterkt redusert, og sannsynligheten for et militært angrep mot Norge eller NATO anses i dag for å være meget liten. Imidlertid knytter det seg forsatt stor usikkerhet til den videre politiske utvikling i Russland. Denne usikkerheten, kombinert med en fortsatt meget betydelig militær kapasitet nær Norges territorium, vil i stor grad påvirke norsk sikkerhetspolitikk og forsvarsplanlegging også i de kommende år”. (Sikkerhetspolitiske rammebetingelser for Norsk forsvars- og sikkerhetspolitikk, 1995:3) Denne retorik blev fastholdt frem mod slutningen af 1990-erne, og bandt norsk forsvar i et nationalt orienteret Koldkrigsscenarie.


45

Norge opfattede sig som en fredsbevarende ”supermagt”, og det var derfor helt unaturligt for dem, at skulle deltage i Golfkrigen (90/91) med andet end logistisk støtte og et hospitalsbidrag. De operationer Norge deltog i op gennem halvfemserne, bl.a. i det tidl. Jugoslavien og Kosovo, var således alle kendetegnet ved at nordmændene stod i baggrunden med reservedele, transporthelikoptere o.lign. defensivt materiel (Saxi, 2010:34-35)

Forsvarets militære installationer skabte arbejdspladser og indtægter til lokalsamfund rundt om i Norge. Parallelt, og i lighed med den alternative forsvarsorganisation, der opstod i Sverige op gennem det 20. århundrede, opstod en række interesseorganisationer i Norge. Den Norske Atlanterhavskomité, Folk og Forsvar og Norges Forsvarsforening er blot nogle af de væsentligste. På trods af at der var tale om en medlemsorganisation, fungerede Atlanterhavskomitéen som et socialt og uformelt forum for sikkerhedspolitiske diskussioner mellem politikerer, officerer, forskere og embedsmænd. Medlemmer af udenrigspolitisk nævn, og forsvarskommissionerne, var også ofte at finde i bestyrelsen af Atlanterhavskomitéen. (Græger & Leira, 2005:51) I ’Fakta om forsvaret 2012’ fremgår der 10-12 norske interesseorganisationer.

Lederen af en forsvarskommission i begyndelsen af 1990-erne, hvor forsvarsbudgettet var under pres, udtalte, at henset til de nordnorske lokalsamfunds afhængighed af forsvarets tilstedeværelse, kunne det ikke komme på tale at fjerne flere militære jobs i Nordnorge. Trods omgivelsesniveauets forandringer var opfattelsen, at dette højst kunne give anledning til en udvidelse af forsvarets opgaveportofølge – ikke erstatte den eksisterende, der i høj grad var bundet op på visionen om Folkeforsvaret.

Norsk forsvar var ved afslutningen af den kolde krig et af de mest utidssvarende i Europa. Endvidere var det tilgængelige materiel bedst egnet til fredsbevarende missioner. Halvfemsernes reduktion af forsvarsbudgetterne førte til disharmoni mellem forsvarets størrelse og dets økonomiske bevillinger. Mange af forsvarets kapaciteter eksisterede således kun på papiret. Infrastrukturen blev derimod bibeholdt. Forsvarsindustrien bestod hovedsageligt af licensdrevet ammunitionsproduktion samt en skibsværftsindustri, der leverede nogle af marinens skibe. Det meste materiel var som nævnt importeret med støtte fra NATO og USA. (Græger & Leira, 2005:52) Behovet for materielmæssig - og organisatorisk fornyelse blev tydeliggjort, da en undersøgelseskommission ifm. Kosovo missionen kunne godtgøre, at der var betydelig forskel på de politiske forventninger og forsvarets reelle kapabiliteter. Det lykkedes dog Forsvarschefen at få den latente skandale vendt til et politisk dilemma. (Saxi, 2010:42) ”Forsvaret befinner seg i en dyp og vedvarende strukturell krise. To grunnleggende ubalanser preger situasjonen: Forsvarets størrelse står ikke i forhold til de ressurser det blir tilført, og Forsvarets innretting er ikke egnet til å løse framtidens oppgaver”. (Omleggning af Forsvaret, 2000-01:6)


46

Der var lagt op til selvransagelse i den rapport som Forsvarsministeriets fremlagde i 2001. Heri fremgik det bl.a. at ”Norge aldrig på noget tidspunkt siden anden verdenskrig havde betalt hvad det kostede, at drive et forsvar som det man aktuelt rådede over..(..)..Forsvaret er ved at forvitre” lød det ildevarslende. (Omleggning af Forsvaret, 2000-01:6) Den utilstrækkelige forståelse for de store ændringer i international politik op gennem 1990-erne, som havde ført til at NATO og allierede lande gradvist stillede helt nye krav til de militære kapaciteter og deres beredskab, havde ikke ramt Norge. Det strategiske chok som de fleste europæiske lande oplevede i forbindelse med ophøret af den kolde krig indtraf først nu i Norge, da man indså at NATO ikke længe interesserede sig for nordområdet. (Græger & Leira, 2005:55) Dette blev startskuddet til en gennemgribende omlægning af norsk forsvar og norsk sikkerhedspolitik.

3.3.1.2 Det nye Norge Omkring årtusindskiftet stod det klart, at en omfattende reform af norsk forsvar var nødvendig. Sikkerhedspolitikken, det doktrinære grundlag samt materiel- og personelområdet stod overfor en gennemgribende modernisering. Værnepligten blev dog fastholdt som en fundamental del af forsvarskonceptet, anset for at være et centralt bindeled mellem forsvaret og folket.

Det sikkerheds- og forsvarspolitiske paradigmeskifte kunne lade sig gøre, fordi man lykkedes med at forklare nordmændene, at nationens sikkerhed afhang af allieret støtte i tilfælde af krise eller krig på eller omkring Kolahalvøen. Forsvarsminister Grodal slog derfor fast at: ”hvis vi ikke kan bidrage internationalt, kan vi ikke forvente hjælp udefra – skulle det blive nødvendigt”. Argumentet vandt også gehør hos ’idealisterne’ trods den nye sikkerhedspolitiske diskurs. Idealisterne kunne bygge videre på en vision om, at norsk sikkerhed kunne tilvejebringes ved at arbejde aktivt for international sikkerhed og fred. (Græger & Leira, 2005:55) Forsvarets ledelse blev i forbindelse med omlægningen flyttet ind i forsvarsdepartementet, for derved at skabe bedre rammer for løsningen af nutidens kriser og krige. (Brøndum, 2012)

Den tidligere omtalte Stortingsrapport satte streg under det kommende paradigmeskift, der skulle introduceres for forsvaret, ved at sige ”Forsvaret er Norges vigtigste sikkerhedspolitiske virkemiddel”. (Omlegging af Forsvaret…, 2002-2005:11)

Forsvaret kom således til at spille en ny rolle i Norges sikkerhedspolitiske ’reintegration’ med NATO. Da regeringen sendte F-16 fly til Afghanistan i 2002, skulle det senere komme til at blive de første kamphandlinger norsk forsvar deltog i siden 1945. ”Regjeringen er derfor innstilt på å besvare en amerikansk anmodning raskt og positivt. Dette er viktig for Norges sikkerhet, og bygger på den brede tilslutningen i Stortinget til at Norge vil stå ved sine NATO-forpliktelser - også når det gjelder militære bidrag i kampen mot internasjonal terrorisme.” (Udenrigsministeren den 5. december 2001)


47

Nordmændene kom dog først til Irak i 2003 efter krigens afslutning, hvor de deltog i den fredsbevarende indsats. Der blev fra den norske regerings side lagt stor vægt på at der var tale om en stabiliseringsopgave, at norske styrker blev ”klart adskilt fra okkupationsmagten”, at der var tale om opgaver af betydning for civilbefolkningen og at bidrag knyttede sig til humanitære formål. (Regeringsmeddelelse 27. juni 2003) Soria Moria-erklæringen (Regeringsgrundlaget) (2005), slog fast at Norge ville være en tydelig fredsnation, der arbejde for en styrkelse af FN og international lov. I Afghanistan (2006) var man også på plads – med kamptropper, men opererede i de forholdsvis fredlige nordlige provinser. (Græger & Leira, 2005:48-50; Laxi, 2010:48-51) Den tidligere mangel på interesse for internationale operationer til fordel for tjeneste i Nordnorge vendte i 00erne, og gjorde synet på international tjeneste væsentlig mere positivt blandt de unge officerer. (Græger & Leira, 2005:61-62)

Forsvarets materiel undergik en betydelig opdatering fra begyndelsen af 00erne, Bl.a. med indkøb af nye spansk producerede fregatter, norsk producerede kystkorvetter og svenske infanterikampkøretøjer. Man deltog desuden genem længere tid i både det amerikanske Joint Strike Fighter - og det europæiske Eurofighter program. I 2009 besluttede man dog at lægge sig fast på F-35 Joint Strike Fighter.

Regeringsgrundlaget (2005) lagde til grund at Nordområderne igen var af strategisk betydning for Norges sikkerhed. ”Nordområdene har gått fra et sikkerhetspolitisk oppmarsjområde til et energipolitisk kraftsentrum..(..)..Ivaretakelse av norske økonomiske, miljømessige og sikkerhetspolitiske interesser i nord skal prioriteres høyt og sees i nær sammenheng”. Så da Forsvarets Operative Hovedkvarter i 2009, som led i omstruktureringen, blev åbnet i Reitan ved Bodø i Nordnorge, var argumentationen en anden, men resultatet af det politiske hensyn til Nordnorge uændret. ”Da denne Regjeringen tiltrådte erklærte vi nordområdene som Norges viktigste strategiske satsingsområde..(..)..Så vil kanskje noen si at militære operasjoner kan ledes hvor som helst fra med dagens moderne sambandssystemer. Jeg tror ikke det er så enkelt. Tilstedeværelse skaper forståelse, fokus og eierskap til utfordringene. Det er for å oppnå denne situasjonsbevisstheten det, etter mitt syn, er avgjørende viktig at det operative hovedkvarteret ligger her i nord”. (Forsvarsminister Strøm-Erichsen, 2009) Forsvarets strategiske koncept, ”Evne til inssats” (2009) angiver de sikkerheds- og forsvarspolitiske rammer for forsvarets doktriner og operative virksomhed. I dokumentet oplistes bl.a. forsvarets opgaver. Opgaver der nævnes som dimensionerende for forsvarets sammensætning og organisation vedr. hovedsageligt nationale opgaver, og delvis opgaver i samarbejde med allierede, ex. NATO artikel 5 operationer, samt internationale fredsstøttende operationer. (Evne til innsats, 2009:54)


48

3.3.2 Analyse af Norges strategiske kultur Med baggrund i den gennemførte redegørelse gennemføres analysen af Norges strategiske kultur efter de samme principper som afhandlingen hidtil har benyttet.

3.3.2.1 Den diskursive udvikling af sikkerhedspolitikken Sikkerhedspolitisk ’idealisme’ prægede diskursen gennem generationer. Det hjemlige invasionsforsvar med selvpålagte begrænsninger og den internationale indsats for retfærdighed og fred peger på, at Norge med rette kunne opfatte sig som en fredsskabende ”supermagt”, da den kolde krig tøede op.

Trods de historiske omvæltninger i omgivelsesniveauet førte dette ikke til et skift i relationen mellem diskursen og sædvanerne. Den nye ustabilitet i Rusland blev forsvarets raison d'être. Interesseorganisationernes indflydelse på de politiske beslutninger kan være vanskelig at bedømme. Med redegørelsen peger på, at de uformelle sammenkomster mellem officerskorpset og embedsværket kan have bidraget til den konsensuspolitik, der var op gennem halvfemserne. Sammenlægningen af Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet kan pege på at man ønskede at gøre op med disse ”alternative flertal”, ved at samle de politiske og militære beslutningstagere.

Forsvarets rolle som samfundsinstitution, snarere end sikkerhedspolitisk værktøj blev tydelig i begyndelsen af 1990-erne. Redegørelsen peger på, at nedskæringerne i forsvarsbudgettet ramte de operative kapaciteter og ikke de infrastrukturelle dele, til trods for regeringens stadig større engagement i FN operationerne på Balkan.

Den store forsvarsomlægning i begyndelsen af 00erne satte Folkeforsvaret under pres, da der nu blev sat kraftig fokus på det internationale engagement. Bevarelsen af værnepligten som et centralt element i forsvaret og fastholdelsen af det ’idealistiske’ mandat til Forsvarets operationer peger dog på, at dette kan have skabt grundlag for den brede forståelse for omlægningen. Det strategiske chok, der indtraf da nordmændene opdagede at NATO ikke længere interesserede sig for nordområderne, synes altså at have lagt grunden til en fornyet strategisk kultur, netop fordi man både diskursivt og sædvanemæssigt lagde sikkerhedspolitikken væsentligt om.

På den anden side kan man også argumentere for at der blot var tale om en kortvarig forandring i relation mellem diskursen og sædvanerne, idet indholdet af Forsvarets strategiske koncept få år senere anviste, at forsvarets sammensætning og organisation skal afspejle forsvarets primære opgaver, der hovedsageligt udgøres af nationalt forsvar. Forsvarsministerens argumentation under talen ved åbningen af Forsvarets Operative Hovedkvarter peger i den sammenhæng på, at Folkeforsvaret stadig i dag fylder meget i den politiske bevidsthed.

3.3.2.2 Udviklingen af sikkerhedspolitiske sædvaner Norsk forsvarsdoktrin havde op gennem den kolde krig været sammenfaldende med NATO’s doktriner, idet de selvpålagte begrænsninger peger på, at der var tale om en defensiv doktrin.


49

Det forhold at norsk forsvar fastholdt værnepligten og mobiliseringsforsvaret, og ikke foretog væsentlige materielinvesteringer i begyndelsen af halvfemserne, peger på, som redegørelsen nævner, at Norge relativt bevægede sig væk fra de øvrige alliancelandes doktrinære grundlag.

Den utilstrækkelige sammensætning af forsvarets personel og materiel til løsning af de politisk vedtagne fredsbevarende operationer, indledte som nævnt opgøret med den hidtidige forsvarsstruktur. Undersøgelseskommissionens påvisning af at forsvaret havde tilbageholdt oplysninger om det operative niveau i internationale operationer, peger i to retninger. Det kan skyldes, at der fra politisk side ikke har været ført tilstrækkeligt tilsyn med de militære styrker. Eller det skyldes, at man fra politisk side så sig nødsaget til at tage et åbent opgør med forsvaret for at få sat gang i forandringsprocessen. Det forhold at interesseorganisationernes bestyrelser traditionelt sad med i forsvarskommissionerne, peger samlet set på, at den politiske indflydelse på forsvarets sammensætning, op gennem halvfemserne, ikke har kunnet opveje andre interesser.

Den gennemgribende omlægning af norsk forsvar fra år 2000, og Regeringens erkendelse af at deltagelsen i NATO’s operationer i Irak- og Afghanistan havde indflydelse på Norges sikkerhedssituation, peger på at norsk forsvar nu reelt vender tilbage til NATO’s doktrinære grundlag. Udgivelsen af Forsvarets strategiske koncept (2009) peger dog på, at der stadig fokuseres på de nationale opgaver, og at disse overvejende vil være dimensionerende for forsvarets sammensætning.

Norsk forsvarsmateriel var ved den kolde krigs afslutning blandt det mest utidssvarende i Europa. Materiellet afspejlede det doktrinære grundlag, der eksisterede under den kolde krig, hvor man baserede forsvaret af Norge på hjælp fra USA og den øvrige alliance i tilfælde af krise eller krig. Den materielmæssige ”forvitring” op gennem halvfemserne peger på en utilstrækkelig forståelse for den internationale sikkerhedspolitiske udvikling, og Alliancens negligering af nordområdet.

Som led i moderniseringen af norsk forsvar indgår både europæiske og amerikanske materielinvesteringer. Særligt valget af erstatningsfly for det nuværende F-16 peger på, at Norge strategisk har valgt at fastholde en nær tilknytning til USA.

3.3.3 Delkonklusion Afsnittet har nu identificeret den sikkerhedspolitiske udvikling og i analysen diskuteret udviklingen ud fra Neumann og Heikkas teoretiske perspektiv. På dette grundlag kan det udledes hvilke karakteristika, der er gældende for strategisk kultur i Norge.

Den sikkerhedspolitiske ’idealisme’ har kendetegnet norsk sikkerhedspolitik gennem generationer, og ført til at Norge i dag fremstår som en tydelig fredsnation. En omlægning af forsvaret fra år 2000 og reintegration i NATO’s doktriner har ikke ændret på den norske selvopfattelse.


50

De forsvarsrelaterede interesseorganisationer er fremtrædende i det forsvars- og sikkerhedspolitiske miljø. Deres reelle indflydelse kan ikke dokumenteres, men analysen har anskueliggjort, at grundlaget for konsensuspolitikken om ikke-forandring i halvfemserne kan være skabt i disse kredse. Ligeledes viser analysen, at der fra politisk side sidst i halvfemserne var ønske om et opgør med det alternative flertal.

Forsvaret ses også i dag at have en institutionel rolle i det norske samfund, der kommer til udtryk gennem placeringen af forsvarets infrastruktur samt fastholdelsen af værnepligten.

Fokus i norsk sikkerhedspolitik er, efter en hektisk international periode, vendt tilbage til nordområderne, som i dag anses for at være Norges vigtigste strategiske satsning. Forsvarets sammensætning vil fremadrettet hovedsageligt være indrettet efter dette. På materielområdet købes der både europæisk og amerikansk, idet købet af F-35 kan ses som en strategisk styrkelse af det transatlantiske bånd.

Sammenfattende konkluderes det, at den norske strategiske kultur er præget af en langvarig defensiv perception af omgivelsesniveauet. Strategisk har nordmændene således gennem generationer været orienteret mod de nordlige områder, således også i dag. En betydelig årsag synes at være forsvarets institutionelle rolle i samfundet. Siden den kolde krigs afslutning synes sikkerhedspolitiske sædvaner vedvarende at have været i ubalance med den strategiske diskurs. Nedskæringerne i begyndelsen af halvfemserne, og den manglende omstilling fik konsekvenser for indsættelsesevnen, selv i fredsbevarende operationer. Med den doktrinære og materielmæssige omlægning har man de sidste 10 år således opbygget et forsvar til international indsættelse i løsningen af militære opgaver i hele trusselsspekteret, men alt tyder på at deres opgaver bliver afskrækkelse i nord, og humanitær assistance i syd.


51

3.4 Den tværgående sammenligning De efterfølgende afsnit, der bygger på de hidtil gennemførte analyser, har til formål at udlede væsentlige lighedspunkter og forskelle mellem landenes sikkerhedspolitiske diskurs og sædvaner. Delkonklusionen skal skabe forklaringskraft til det efterfølgende kapitel, hvor hovedkonklusionen på baggrund af en syntese, skal svare på opgavens problemformulering.

3.4.1 Grand Strategi udvikling i de Skandinaviske lande I de tre skandinaviske lande var den strategiske diskurs frem til afslutningen af 80-erne gennemgående præget af en kosmopolitisk linje. Sovjetunionens kollaps og afslutningen på den kolde krig satte gang i en udvikling, der med forskellig hastighed ændrede den strategiske diskurs. I Danmark skabte omvæltningen i øst et chok, der afstedkom en ændret strategisk praksis, og forandrede relationen mellem den kosmopolitiske og militaristiske diskurs. Dette førte som bekendt bl.a. en ny sikkerhedsforståelse, der byggede på muligheden for at bidrage aktivt til opretholdelsen af international orden gennem et aktiv militært engagement.

Norge derimod, italesatte den nye ustabilitet i Rusland som forsvarets raison d’être. Sikkerhedspolitisk fortsatte man den ’idealistiske’ linje, og deltog i en række FN missioner som under den kolde krig. Til forskel fra tidligere leverede man nu blot logistisk- og medicinsk støtte til ex. danske soldater, der deltog i kamphandlingerne. Det strategiske chok indtraf først da nordmændene ca. ti år efter Murens fald erkendte, at NATO ikke længere interesserede sig for nordområderne i samme omfang som under den kolde krig, og at dette implicit havde indflydelse på Norges sikkerhed.

I Sverige skete der også kun begrænsede forandringer som følge af Sovjetunionens kollaps. Årsagen skal primært ses i lyset af den lange neutralitetsperiode, og afledte tradition for ikke-forpligtigende sikkerhedssamarbejde. Sverige havde dog i lighed med Norge et forsvar med en fremtrædende rolle som samfundsinstitution. Dette betød som bekendt stor folkelig indflydelse på forsvarspolitikken kva ’den svenske model’. Den europæiske integration som landet undergik i forbindelse med EU medlemskabet, bidrog til et stadig større spænd mellem den politiske elites ønske om europæisk indflydelse og befolkningens ønske om fastholdelse af Folkeförsvaret. Den vanskelige balancering mellem Folkeförsvaret og High-tech militæret stod på frem til årtusindskiftet, hvor man i lighed med Norge tog et opgør med Koldkrigstankegangen.

I Norge synes omstillingen til den nye forsvars- og sikkerhedspolitik dog lettere gennemført end i Sverige, hvilket jf. analysen af Sverige kan forklares med den modmagt som den ’svenske model’ havde tilegnet sig. I Norge blev forsvarets ledelse lagt ind i departementet i forbindelse med omkalfatringen af norsk forsvar. Analysen af Danmark diskuterede netop dette forhold, uden at der dog kunne udledes egentlige konklusioner om en evt. fremadrettet konsekvens. Ved at skele til vores nabolande kan man dog se resultatet af to væsentlig forskellige organisationers indflydelse på den politiske vilje.


52

I de ti år der er gået efter 2001, har de skandinaviske landes strategiske diskurs langt flere fællestræk end under de foregående ti år. Der er dog nuancer der bør fremhæves. Danmarks strategi var i hovedtræk at følge amerikanerne og briterne. Man valgte eksempelvis ikke at udvikle en overordnet national sikkerhedspolitisk strategi på baggrund af Bruun rapporten. Militarismen blev for første gang i nyere tid den dominerende sikkerhedspolitiske diskurs i Danmark i begyndelsen af 00erne. Svenskerne fokuserede på den europæiske integration, og lagde stadig større afstand til neutralitetsprincippet, for til slut at slippe det helt. Uden dog at indgå i formelt forpligtende alliancer. Norge knyttede sig primært til NATO, men foretrak stadigvæk at benytte militære styrker på baggrund af et ’idealistisk’ mandat, om end forsvarets rolle med tiden blev italesat som det væsentligste sikkerhedspolitiske værktøj. Efter en kortere årrække blev den internationale orientering dog modereret. Særlig tydeligt var det i forbindelse med nordmændenes udgivelse af Det Strategiske koncept. Her rettedes fokus tilbage på nordområderne, denne gang af hensyn til interesserne for råstofressourcerne.

I modsætning til de forholdsvis klare norske sikkerhedspolitiske udmeldinger synes den danske diskurs i nyere tid at være præget af at stå i et vadested. Den entydige tilslutning til en amerikansk og britisk linje synes ikke at være ligeså interessant i den nuværende sikkerhedssituation, hvor magtfordelingen globalt set er under forskydning. Der kompenseres for den stigende usikkerhed og den deraf manglende overordnede strategi, med udgivelsen af en stribe ressortspecifikke strategier. Dette underbygger analysens påstand om manglende parlamentariske evne til at koordinere på tværs af ressortområderne, hvilket måske svarer på spørgsmålet om hvorfor man ikke udviklede en overordnet strategi i lyset af Bruun rapporten. Det politiske system var ikke i stand til det!

3.4.2 Delkonklusion Udviklingen i den strategiske diskurs i de tre skandinaviske lande blev af forskellige årsager væsentlig forskellig op gennem halvfemserne. Analysen peger dog også på den tydelige tendens, der efter 2001 har været på, at landene har opnået en langt mere sammenlignelig international profil. Den sikkerhedspolitiske perception af omgivelsesniveauet fik mest tydelig Danmark og Norge til at udvikle sig forskelligt. Sveriges neutralitetshistorie og udviklingen af ’den svenske model’ ses at være den væsentligste årsag til Sveriges manglende omstilling. Når man sammenholder den diskursive udvikling i de skandinaviske lande, er det således tydeligt at Danmark langt tidligere end i de øvrige lande, omstillede sig til en aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

I Sverige var aktivismen kort fortalt omvendt proportional med italesættelsen af neutralitetspolitikken. Det betød, at man først fra omkring årtusindskiftet begyndte en væsentlig mere udadvendt sikkerhedspolitik. Den sikkerhedspolitiske diskurs i Norge blev forandret som følge af en erkendelse af, at Norges sikkerhed implicit var forbundet af evnen til at deltage i internationale operationer, en evne man havde negligeret siden


53

afslutningen af den kolde krig. Den ’idealistiske’ diskurs blev dog fastholdt i det internationale engagement.

Samlet set peger den gennemførte sammenligning på, at Norge og Sverige gennemgående har udtrykt en kosmopolitisk diskurs i modsætning til Danmark, der de sidste 10-15 år har været drevet af en hovedsagelig militaristisk diskurs. Sidstnævnte kan dog ifølge analysen være under pres, hvilket i givet fald på sigt vil bringe de sikkerhedspolitiske prioriteter tættere på hinanden.

På baggrund af de tidligere gennemførte analyser, er der nu foretaget en sammenlignende diskussion og konklusion af den diskursive udvikling af sikkerhedspolitikken i de skandinaviske lande. Det efterfølgende afsnit sammenligner udviklingstendenserne indenfor de sikkerhedspolitiske sædvaner med henblik på at udlede lighedspunkter og forskeligheder i de skandinaviske lande.

3.4.3 Sikkerhedspolitiske sædvaner Den sikkerhedspolitiske situation under den kolde krig resulterede i en række sammenfaldende forsvarspolitiske beslutninger i de skandinaviske lande. Eksempelvis opbyggede man en tradition for at deltage i fredsbevarende FN-operationer. De tre landes forsvar var derfor forholdsvis homogene i slutningen af 1980-erne. Det doktrinære grundlag for anvendelsen af militære styrker og det til rådighed værende forsvarsmateriel udviklede sig dog forskelligt efter afslutningen af den kolde krig.

I lighed med det foregående afsnits anvisning af forskelligheden i den sikkerhedspolitiske diskurs, var forskellen særlig fremtrædende op gennem halvfemserne. Danmark udsendte indledningsvis hvad man havde ”på hylderne”, og styrkede derved den igangværende europæiske og transatlantiske integration og doktrinære udvikling. Norge fastholdt derimod et materiel- og doktringrundlag, der hørte fortiden til. Situationen i Norge skyldtes for en stor dels vedkommende, at forsvarets rolle som samfundsinstitution var blevet en integreret del af såvel befolkningens som forsvarets opfattelse. At det virkelig var tilfældet, kom bl.a. til udtryk ved, at besparelserne på forsvarsbudgettet op gennem halvfemserne ramte de operative kapaciteter og ikke de strukturelle installationer. I Danmark var der i samme periode derimod stor fokus på, at materielanskaffelser var deployerbare, og kunne indgå i internationale operationer. Den norske undersøgelseskommission viste, at store dele af Norges forsvarsmateriel kun fandtes på papiret.

Sverige var som bekendt begrænset af sin neutralitetspolitik, der satte rammen for hvilke militære relationer, man kunne indgå i. Så længe relationerne ikke vedrørte beskyttelse af svensk territorium, kunne man deltage. Man tilnærmede sig således NATO doktriner gennem deltagelse i øvelser og internationale operationer under NATO kommando. På materielområdet havde Sverige kva sin neutralitet opbygget en effektiv og teknologisk opdateret militærindustri. Analysen peger på, at ’den svenske model’ skabte en ”bottum-up” tilgang til doktrinudviklingen op gennem halvfemserne, der baserede sig på fastholdelse og udvikling af Folkeförsvaret, i øvrigt i lighed med det man oplevede i Norge.


54

Den omlægning af forsvaret som Danmark introducerede med oprettelsen af DIB’en i 1992, blev principielt først gennemført i lignende omfang i de øvrige skandinaviske lande omkring årtusindskiftet. På det tidspunkt var dansk forsvar på fuld omgangshøjde med sine nærmeste allierede, USA og Storbritannien. Moderniseringen af det svenske og norske forsvar blev dog så omfattende i de efterfølgende år, at de i dag kan ligestilles med dansk forsvar. Desuden lod Norge sig reintegrere i NATO’s doktrinære udvikling, og i Sverige peger analysen på, at man nu er så godt som integreret i NATO’s doktriner. Interoperabilitet med de udvalgte samarbejdspartnere blev i højere grad en driver for dansk forsvar i halvfemserne, end det var tilfældet i Norge og Sverige. I forbindelse med omstillingen af de to sidstnævnte landes forsvar, fik dette, i særdeleshed i Sverige, langt større doktrinær betydning. Interessen for det Internationale engagement var stor blandt de unge norske officerer, hvilket givetvis kan have bidraget positivt til integrationen. Som den svenske analyse viser, er Sverige i dag dog betydelig mere interoperabel med NATO, end deres formelle tilhørsforhold tilsiger. Dette gælder både doktrin og materiel.

Trods det at man doktrinært ser ud til at være på vej i samme retning, er der dog stadig forskel på hvordan det doktrinære grundlag er etableret. Danmark har gennemgående fulgt NATO udviklingen tæt, men har særligt op gennem 00erne lagt sig tæt op af amerikansk og britisk doktrinudvikling. Analysen har desuden vist, at det doktrinære grundlag for anvendelsen af militære styrker i dag kræver sammentænkning mellem flere ministeriers ressortområder. Analysen viser, at evnen til i tilstrækkelig grad at koordinere sikkerhedspolitikkens mange facetter synes udfordret af den parlamentariske opbygning i Danmark. Norge kørte populært sagt ud på et doktrinært ”sidespor” efter den kolde krig, men kom i forbindelse med forsvarets modernisering tilbage på NATO-sporet. Norsk forsvarsledelse blev i år 2000 desuden trukket helt tæt ind til det politiske niveau, som led i den igangsatte modernisering af forsvaret. Dette kan have bidraget til den forholdsvis smidige modernisering af forsvaret. På den anden side kan den politiske italesættelse af de nationale sikkerhedsaspekter også have skabt den nødvendige ”brændende platform”.

I Sverige sikrer lovgivningen en betydelig adskillelse mellem det politiske niveau og embedsværket. Analysen peger på, at den reducerede politiske magt betød, at forsvarsomlægningen, et par år efter iværksættelsen, måtte genitalesat fra politisk side. Man må under alle omstændigheder slutte, at det ikke lykkedes politikerne at skabe den effektive ”brændende platform” som man lykkedes med i Norge. Den doktrinære udvikling i Sverige synes ifølge analysen altså at være præget af en balancegang mellem den politiske ambition og interesseorganisationernes vilje. I Danmark kan en politisk iværksat undersøgelse mhp. ”modernisering af forsvarets ledelse” ende ud med organisatorisk at ligne den norske model, hvor Forsvarets ledelse og den politiske ledelse bringes tættere sammen. Den varslede model, og konsekvenserne heraf, er det for tidligt at sige noget om.

3.4.4 Delkonklusion Den gennemførte sammenligning af de skandinaviske landes sædvaner, tegner i hovedtræk det samme udviklingsbillede, som vi så under diskussionen af den


55

sikkerhedspolitiske diskurs. Efter en periode i halvfemserne hvor dansk forsvar doktrinært og materielmæssigt omstillede sig betydeligt hurtigere end Norge og Sverige, har de seneste ti år været præget af ensretning og tilnærmelse. Der er dog forskelle, der er værd at notere sig. De skandinaviske landes militære styrker er ad åre blevet reorganiseret, mhp. at kunne indgå i internationale operationer. Norge skiller sig ud ved fortsat hovedsageligt at dimensionere forsvaret i forhold til de nationale forsvarsopgaver, men organiserer sig som nævnt mhp. også at kunne indgå i internationale operationer i overensstemmelse med Forsvarets Strategiske koncept.

Doktrinært har nordmændene traditionelt været orienteret mod opgaveløsningen i de nordlige områder. Dette er stadig det gennemgående tema og således dimensionerende for forsvarets materielmæssige anskaffelser. Doktrinudviklingen er gået fra tidligere at være udpræget ”bottum-up” til nu at være italesat oppefra. Sammenlægningen af forsvarets ledelse og den politiske ledelse kan have bidraget til denne forandring. Vi kan i hvert fald konstatere, at omlægningen af forsvaret forløb mere gnidningsfrit i Norge end det var tilfældet i Sverige, hvor utilfredsheden blandt officererne var stor, og man fra politisk side måtte genitalesætte budskabet om omlægning. I Norge var reaktionen hos officererne langt mere positivt, idet deltagelse i Internationale operationer hurtigt blev mere prestigefyldt end national tjeneste.

Den ’svenske model’ sikrer derimod fortsat en høj grad af indflydelse nedefra, hvorimod den største indflydelse på dansk doktrin synes at være kommet udefra. Denne forsimplede udlægning dækker naturligvis ikke over de mange facetter, der har været præsenteret gennem de forudgående redegørelser og analyser, men er blot taget med for at illustrere hvorledes den strategiske kultur er blevet påvirket fra forskellig side.

De danske materielanskaffelser har i højere grad været knyttet til doktrinudvikling hos de strategiske samarbejdspartnere, end det har været tilfældet i Sverige. Netop fordi man fra dansk side besluttede sig for at fastholde en nær tilknytning til NATO og senere USA og Storbritannien, var dette ikke bare med til at forme doktrinudviklingen, men også materielanskaffelserne skulle understøtte fuld interoperabilitet. I Sverige er tilknytningen mellem stat og forsvarsindustrien blevet reduceret betydeligt de seneste 10 år. Man har dog stadig forpligtigelser i relation til materieleksponering, men er ikke længere forpligtiget til at vælge svensk produceret forsvarsmateriel, som det var tilfældet tidligere. På dette område er der således også en harmonisering at spore mellem de Skandinaviske lande.

Dermed er analysekapitlet kommet til sin ende. Vi står tilbage med tre nationale delkonklusioner på strategisk kultur og to delkonklusioner på hhv. skandinavisk diskurs og – sikkerhedspolitiske sædvaner. Den efterfølgende syntese vil sammenholde disse konklusioner gennem besvarelse af to spørgsmål.


56

4 SYNTESE OG KONKLUSION Analysen har gennem sine tre casestudier og to tværnationale diskussioner fremkommet med et antal pointer, som syntesen nu vil sammenholde, før den overordnede konklusion kan svare på problemformuleringens hovedspørgsmål.

Det danske casestudie viser, at den strategiske kultur har forandret sig gennem en række chok, for i stigende grad at blive præget af en militaristisk diskurs inspireret af den øgede europæiske - og transatlantisk integration. Ændringer i de sikkerhedspolitiske sædvaner har på tilsvarende vis ført til øget interoperabilitet med de definerede strategiske samarbejdspartnere, USA og Storbritannien. En manglende national sikkerhedspolitisk strategi er blevet erstattet af en tæt tilknytning til de strategiske samarbejdspartere og deres strategiske fundament. Casestudiet påviser, at denne form for bandwagoning har afstedkommet en parlamentarisk situation, hvor Folketinget reelt ikke er i stand til at koordinere sikkerhedspolitikkens mange facetter i tilstrækkelig grad, til at man kan opnå en fokuseret og sammenhængende politik. Et resultat af det diffuse trusselsbillede og den manglende forståelse for de sikkerhedspolitiske mål og midler har ført til en øget konsensus i dansk sikkerhedspolitik, omend der stadig argumenteres for den førte politik i hhv. kosmopolitiske og militaristiske vendinger.

Det svenske casestudie viser, at den strategiske kultur er præget af den ’svenske model’ idet den strategiske diskurs helt frem til årtusindskiftet, var resultatet af en balancegang mellem Folkeförsvaret og High-tech militærets vilje. Den politiske afhængighed af folkets forsvarsvilje har opbygget en meget stærk subkultur blandt interesseorganisationerne, der stadig i dag har mulighed for at påvirke det politiske niveau gennem direkte dialog. Den parlamentariske tradition, hvor forsvaret reelt drives uden mulighed for direkte politisk indblanding, har skabt en stærk forsvarsledelse. Casestudien anviser endvidere, at den stærke forsvarsledelse og interesseorganisationernes indflydelse på det politiske niveau tilsammen har afstedkommet en strategisk træghed, der medførte en 5-10 års forsinkelse i moderniseringen af svensk forsvar. Opgøret med neutralitetspolitikken og den stærke tilknytning til det europæiske sikkerhedssamarbejde, har endnu ikke ændret på den strategiske tradition for ikke-forpligtigende allianceforhold.

Det norske casestudie viser, at den strategiske kultur er præget af en idealistisk diskurs samt en institutionel forankring af forsvaret, der har resulteret i at forsvaret helt frem til årtusindskiftet, i højere grad blev opfattet som et økonomisk fundament for yderområderne end et egentligt sikkerhedspolitisk redskab. Den regionale tilknytning til yderområderne er stadig betydningsfuld i dag, omend betydningen af de uformelle relationer mellem den politiske og militære ledelse synes at være blevet mindre efter sammenlægningen af Forsvarskommandoen og Forsvarsdepartementet. De negligerede forhold til USA og NATO, der synes at have præget store dele af 1990-erne, er der med forsvarsomlægningen i 2000, det øgede internationale engagement i 00erne og valget af F-35 som nyt kampfly, nu blevet kompenseret for. Det har dog ikke ændret grundlæggende på den norske selvopfattelse som værende en fredsnation, hvis fokus og dimensionering af forsvaret tager udgangspunkt i interesserne i Nordnorge.


57

Som led i besvarelsen af afhandlingens hovedspørgsmål, diskuteres to afledte spørgsmål.

• Hvilke faktorer og dynamikker har i de undersøgte lande været fremtrædende i udviklingen af den strategiske kultur?

Den dynamiske interaktion mellem diskurs og sædvaner danner jf. Neumann og Heikka tilsammen den strategiske kultur. Syntesen har vist at betydningen af de sikkerhedspolitiske sædvaner er forskellig i de skandinaviske lande. Den tyngde hvormed doktrin, civil/militære relationer samt materielanskaffelserne påvirker den strategiske diskurs, er med andre ord forskellig. I Danmark synes den strategiske diskurs at have været drivkraften bag den doktrinære og materielmæssige udvikling. I Sverige og Norge var det op gennem halvfemsere, nærmest det modsatte billede der var gældende; de sikkerhedspolitiske sædvaner var styrende for den strategiske diskurs’ udviklingsmuligheder. Omlægningen af svensk og norsk forsvar omkring årtusindskiftet skabte en ny relation mellem diskursen og sædvanerne, idet diskursen i højere grad blev toneangivende for den strategiske kultur.

• Hvilke forskelle kan der observeres på tværs af de nordiske lande, og hvilken betydning spiller de?

Den tværnationale diskussion peger netop på den forskel, der var mellem dansk og norsk/svensk diskurs op gennem halvfemserne. Den sikkerhedspolitiske perception af omgivelsesniveauet fik mest tydeligt Danmark og Norge til at orientere sig i forskellige retninger, ligesom den svenske neutralitetsdiskurs opsatte grænser for den sikkerhedspolitiske interaktion. De sikkerhedspolitiske sædvaner var ligeledes forskellige mellem de skandinaviske lande op gennem halvfemserne. Det kommer faktisk til udtryk i de fleste facetter af den Neumann og Heikkas model. Doktrinært tilnærmede Danmark og Sverige sig, omend i to tempi, langt hurtigere en europæisk og transatlantisk integration, end det var tilfældet i Norge. De uformelle relationer og interesseorganisationernes indflydelse var fremtrædende i Sverige og Norge, men ubetydelige i Danmark. Materielmæssigt arbejdede man i Danmark fokuseret på at skabe højere interoperabilitet med de strategiske samarbejdspartnere. I Norge lod man forsvaret ’forvitre’ som følge af en utilstrækkelig forståelse for den internationale sikkerhedspolitiske udvikling, og i Sverige var man længe bundet af forpligtigelser i relation til industrien, bl.a. som følge af industriens lobbyarbejde.

Som den sammenlignede diskussion anviser, er forskellene mellem de skandinaviske lande blevet mindre de sidste 10 år. Samlet set peger den gennemførte sammenligning på, at Norge og Sverige gennemgående har udtrykt en kosmopolitisk diskurs i modsætning til Danmark, der de sidste 10-15 år har været drevet af en hovedsagelig militaristisk diskurs. Sidstnævnte kan ifølge analysen være under pres, hvilket i givet fald på sigt vil bringe de sikkerhedspolitiske prioriteter tættere på hinanden.

De sikkerhedspolitiske sædvaner er på overfladen blevet langt mere harmoniseret som følge af omlægningen af svensk og norsk forsvar fra territorialforsvar til international


58

deployerbart forsvar. Ser man lidt dybere får man dog øje på at nordmændene doktrinært stadig adskiller sig fra de øvrige, bl.a. ved fortsat at dimensionere forsvaret efter de nationale opgaver i Nordnorge. Valget af amerikanske F-35 jagerfly synes at være tegn på en strategisk manifestation af det transatlantiske bånd. Svensk forsvar har indlemmet NATO doktrin som led i deres nationale doktrin, og benytter NATO interoperabilitet som benchmarking for sine udsendte enheder. Sikkerhedspolitisk er tilknytningen til EU den overskyggende faktor. Forsvarets ledelse er dog som tidligere stadig betydelig stærkere og mere frit stillet i relation til den politiske ledelse, end det er tilfældet i Danmark og Norge, hvilket i nogen grad kan siges at have haft indflydelse på omstillingsevnen. Doktrinært er konsekvensen af Danmarks tilknytning til USA og Storbritannien gennem de sidste 10-15 år, at forsvaret i dag kan have vanskeligt ved at løsrive sig fra dette sikkerhedspolitiske tanksæt, der bl.a. er blevet en del af virksomhedsstrategien. Det parlamentariske grundlag for at etablere en egentlig national sikkerhedspolitisk strategi synes ikke at være etableret.

Med baggrund i syntesens fremstilling af den samlede analyses væsentligste pointer er afhandlingen fremkommet med følgende konklusion på afhandlingens hovedspørgsmål.

Efter den kolde krig udviklede der sig forskellige strategiske kulturer i de skandinaviske lande. Betydningen af de kulturelle faktorer varierer i de skandinaviske lande. Landenes strategiske kultur er derfor udtryk for den forskellige betydning teoriens uafhængige variable har haft i udformningen af den strategiske kultur. Eksempelvis spillede de uformelle relationer mellem interesseorganisationer, forsvaret og politikerne en betydelig rolle i udviklingen af den strategiske kultur i Sverige og Norge, men ikke i Danmark. Omlægningen af norsk og svensk forsvar i begyndelsen af 00erne medførte dog, at de nordiske landes forsvar i dag fremstår langt mere harmonisk end i 90erne.

Trods denne tilnærmelse er det afhandlingens konklusion, at betydelige faktorer for den strategiske kultur stadig er uforandret. Den største forskel vurderes at være det doktrinære grundlag samt nationernes tradition for doktrinudvikling. I forhold til afhandlingens ønske om at se på mulighederne for et militært samarbejde, er det afhandlingens vurdering, at ambitionsniveauet vil være afgørende for en sådan realisering. En fremtidig mission skal tilgodese spændingsfeltet mellem norsk ’idealisme’ og dansk ’aktivisme’. Sandsynligheden for et betydeligt samarbejde modereres desuden af et svensk forbehold mod at indgå i forpligtigende alliancer. Det er således vurderingen, at operationer der opnår bred nordisk opbakning, formentlig vil være kendetegnet ved at have begrænset international sikkerhedspolitisk præstige.

Henset til at småstater i dagens sikkerhedssituation kan vælge om – og i givet fald hvilke konflikter de ønsker at involvere sig i, finder der som omtalt en lang højere politisering sted, når stater vælger at engagere sig militært. Den strategiske kultur spiller altså en betydelig rolle når småstater vælger konflikter. Dette kan gøre en mindre præstigefyldt operation mindre attraktiv, med baggrund i et ønske om at det internationale engagement skal bidrage til at opnå mest mulig goodwill i kredsen af strategiske samarbejdspartnere.


59

Den strategiske kultur er en dynamisk størrelse i stadig forandring. Det kan således ikke udelukkes, at der over de kommende år kan skabes en ny relation mellem diskursen og de sikkerhedspolitiske sædvaner i Danmark, som følge af Thorning-regeringens politiske ambitionsniveau. Dette kan bidrage til at skabe den fornødne overensstemmelse mellem de skandinaviske landes strategiske kultur, og dermed gøre et nordisk samarbejde mere realistisk. Man skal blot holde sig for øje, at de øvrige landes strategiske kultur også udvikler sig.

Der er således god grund til også at følge udviklingen i vores udvalgte samarbejdsparteres strategiske kultur i årene fremover.

5 PERSPEKTIVERING Konklusionen har nu givet svar på problemformuleringen gennem Neumann og Heikkas teoretiske ramme. Det vil derfor være naturligt at stille spørgsmål ved, i hvilken grad den valgte teorimodel har formået at besvare problemformuleringen. I den forbindelse har jeg valgt at se på de elementer som teorien indeholder og forholde mig til deres betydning for afhandlingens sigte.

I operationaliseringen af teorien blev der redegjort for Neumann og Heikka teoretiske komponenter. Baseret på en indledende analyse af tilgængelige empiri og en vurdering af komponenternes relevans målt imod problemformuleringen, blev de civil/militære komponenter neddroslet i omfang. På baggrund af den gennemførte analyse, er det min vurdering, at de mest betydningsfulde parametre i dannelsen af den strategiske kultur, på den ene side er den strategiske diskurs og som modvægt til denne, doktrin komponenten. De civil/militære relationers indflydelse spiller en ikke uvæsentlig rolle, men en rolle der i de fleste tilfælde, ex. uformelle relationer, er vanskelig præcist at fastslå betydningen af. I den svenske case var forholdet dog så åbenlyst at betydningen kan sidestilles med doktrin komponenten. Materielområdets selvstændige betydning for dannelsen af den strategiske kultur synes på baggrund af afhandlingen at være blevet mindre de seneste 10 år. I stedet synes de at være en afledt konsekvens af den gældende doktrin.

Et andet interessant spørgsmål er, hvorvidt problemformuleringen vil kunne applikeres på andre småstater, og dermed hvorvidt den teoretiske ramme er velegnet til at belyse strategisk kultur i andre regioner. Neumann og Heikkas teori er udviklet specielt til empiriske studier af de nordiske lande, og kan derfor ikke med sikkerhed anvendes til undersøgelser andre steder i verden. En generel problemstilling er desuden adgangen til relevant empiri. Som tidligere omtalt er en del af den strategiske kultur også forbundet med graden af åbenhed, og dermed tilgængeligheden af empiriske studier og andet relevant materiale til belysningen af den strategiske kultur. Det er ikke vanskeligt at forestille sig at det mange steder vil være vanskeligt at skabe et fyldestgørende billede, men i lande vi normalt sammenligner os med, vil det formentlig være muligt at lave tilsvarende undersøgelser. I mere lukkede lande vil Johnsons tredje generations teorier formentlig skulle anvendes for at tegne et billede af den strategiske kultur.


60

I forhold til den konkrete undersøgelse synes konklusionen at anvise relevansen af at gennemføre undersøgelser med jævne mellemrum, da kendskabet til udviklingen ikke altid kan forudsættes kendt af beslutningstagerne. Det kan betyde at mulige strategiske fællesskaber forpasses på grund af kulturel uopmærksomhed.


61

6 Kildehenvisning 6.1 Bibliografi Bibliografien er opdelt i en generel - og en landespecifik del med henblik på at gøre litteratursøgningen nemmere under læsningen af de enkelte analyseafsnit.

Generel

Howlet & Glenn; Darryl, John (2005). Nordic strategic culture. Nordic International Studies Association

Neumann & Heikka; Iver B., Henrikki (2005), The Social Roots of Nordic Defence. Nordic International Studies Association

Stoltenberg, Thorvald (2009). Nordisk samarbeid om utenriks- og sikkerhetspolitikk (Benævnt Stoltenbergrapporten)

Wæver, Ole (1992). Nordic Nostalgia: Northern Europe after the Cold War

Danmark

Beretning fra Forsvarskommissionen af 1997 (1998). Fremtidens forsvar

Beretning far Forsvarskommissionen af 2008 (2008). Dansk forsvar – Globalt engagement

Breitenbauch, Henrik Ø. (2008). Kompas eller kontrakt. Dansk Institut for Militære Studier.

Bruun, Hans Henrik m.fl. (2003). De sikkerhedspolitiske vilkår for dansk forsvarspolitik. (Benævnt Bruun rapporten)

Forhandling om redegørelse. Folketingstidende F (2012), 37. møde fredag den 20. januar 2012 (R5)

Forsvarskommandoen (2007). Forsvarets strategier. Forsvarskommandoen

Rasmussen, Mikkel Vedby (2005). What’s the use of it? Nordic International Studies Association

Regeringsgrundlag, VK Regeringen I (2001). Vækst Velfærd og Fornyelse

Regeringsgrundlag, VK Regeringen II (2005). Nye Mål

Regeringsgrundlag, VK Regeringen III (2007). Mulighedernes samfund

Regeringsgrundlag,S-R-SF Regeringen (2011). Et Danmark der står sammen

Struwe, Lars Bangert (2012). Militære strategier efter 11. September. Aarhus Universitetsforlag


62

Tjalve, Vibeke Schou & Henriksen, Anders (2008). Vi diskuterer jo ikke politik på den måde. Dansk Institut for Militære Studier

Sverige

Bildt, Carl (2007). Regerings deklaration. http://www.regeringen.se/sb/d/10229/a/18985

Bildt, Carl (2011). Regerings deklaration. http://www.regeringen.se/sb/d/10229/a/161146

Bildt, Carl (2012). Regerings deklaration. http://www.regeringen.se/sb/d/10229

Försvarsmagten (2011), Militärstrategisk doktrin MSD 12

Jeppsson & Tjøtsheim; Tommy, Inge (2005), Militärstrategisk tänkane i et småstatsprspektiv. Forsvarshögskolan.

Lee-Ohlsson, Frederick (2009). Sweden and development of the European Seciurity and Defence policy. Nordic International Studies Association

Moore, Michael (2003), Försvar i Förändring, Forsvarsdepartementet (Sverige)

Regjerinsskrivelse (2008), Strategisk eksportkontrol 2008 – krigsmateriel och produkter med dubbla användingsområden. (Sverige)

Regeringen (2008), Regeringens proposition 2008/09:140, Ett användbart försvar.

Regeringen, Regerings deklaration (1997, 1998, 2001). http://www.regeringen.se/sb/d/10229/a/18985

Regerings skrivelse 2007/08:51. Nationell strategi för svenskt deltagande i internationell freds- och säkerhetsfrämjande verksamhet. Regeringen Reinfeldt (marts 2008)

Tolgfors, Sten (2012). Tale ved Rikskonferencen Folk och Försvar i Sälen den 15. januar 2012. (www.regeringen.se/sb/d/9497/a/184100) Hentet den 21. januar 2012

Von Sydow, Björn (Forsvarsminister) (1999), Sverige och säkerheten inför 2000-tallet. Regeringskansliet.

Åselius, Gunnar (2005), Swedish Strategic Culture after 1945. Nordic International Studies Association

Norge

Brøndum, Christian (2012). Berlingske Tidende 20. februar 2012

Evne til innats (2009), Strategisk koncept for Forsvaret. Forsvarsdepartementet

Forsvarsdepartementet (2012), Fakta om Forsvaret

http://www.regeringen.se/sb/d/10229/a/161146�




63

Forsvarsdepartementet. St.prp.nr. 45 (2000-2001), Omleggning af Forsvaret I peridoen 2002-2005.

Græger & Leier; Nina, Halvard (2005). Norwegian Strategic culture after WW II. Nordic International Studies Association

Saxi, Håkon Lunde (2010), Norwegian and Danish defence policy. The Norwegian Institute for Defense studies

St.prp. nr. 1 1995-96, Kap. 2. Sikkerhetspolitiske rammebetingelser for Norsk forsvars- og sikkerhetspolitikk (1995)

Soria Moria erlæringen (2005), Regeringsgrundlag 2005-09

Strøm-Erichsen, Anne-Grete (2009). Tale ved åbningen af Forsvarets Operative Hovedkvarter. (Norge) (http://www.regjeringen.no/nb/dep/fd/aktuelt/taler_artikler/ministeren/forsvarsminister-stroem-erichsen/2009/apning-av-forsvarets-operative-hovedkvar.html?id=574260 Utenrigsdepartementet (2003). Norske militære bidrag til stabiliseringsstyrken. Folkerettslige aspekter. (http://www.regjeringen.no/nb/dokumentarkiv/Regjeringen-Bondevik-II/ud/Rapporter-og-planer/2003/irak-norske_militaere_bidrag_til.html?id=260530)


64

TILLÆG A

Problemformulering

Afgrænsning Metode

Teori - & Case præsentation

Diskurs Sædvaner

Delkonklusion

Delkonklusion

Delkonklusion

Delkonklusion Delkonklusion

Problemformulerin

Syntese

Konklusion

Perspektivering


65

BILAG 1 I det følgende afsnit introduceres bl.a. inspirationskilden til denne afhandling, nemlig Stoltenbergrapporten. Rapporten er som før nævnt flittigt citeret i det danske Regeringsgrundlag (2011), hvor det danner fundamentet for en styrkelse af det nordiske samarbejde, og fremstår dermed som den platform, der skal bringe Norden tilbage som relevant aktør på den internationale scene. Afsnittet omhandler dog udelukkende rapportens førstnævnte forslag om en indsatsenhed for militær og civil stabilisering, da dette forslag netop indeholder den kompleksitet i nordisk samarbejde som denne afhandling ønsker at sætte fokus på.

Stoltenbergrapporten11

Den tidligere norske udenrigsminister Thorvald Stoltenberg fik af de nordiske udenrigsministre i juni 2008 til opgave, at udvikle en række forslag til styrkelse af det nordiske samarbejde indenfor det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. Rapporten blev til i et samarbejde mellem Stoltenberg og nationale kontaktpersoner fra de nordiske lande, idet konklusionen og de 13 forslag er Stoltenbergs egne. Forslagene rummer et bredt spektrum af muligheder, lige fra at samle udenrigstjenesterne på samme lokalitet i udlandet (som der er tilfældet Berlin i dag ) over etableringen af et kompetancenetværk til forsvar mod digitale angreb, koordineret overvågning og nordisk kystredningstjeneste til etablering at en ”nordisk indsatsenhed for militær og civil stabilisering”. Det er det sidstnævnte forslag, der danner udgangspunktet for denne afhandlings spørgsmål

.

Som indledningsvis nævnt blev forslagene efter præsentationen i februar 2009, drøftet på et efterfølgende udenrigsministermøde i juni måned samme år. Her blev der opnået enighed om umiddelbart at arbejde videre med seks af rapportens forslag. Det vil være for omfattende at gennemgå alle forslagene, hvorfor der udelukkende fokuseres på det forslag, der har inspireret til denne afhandling – forslaget om en indsatsenhed for militær og civil stabilisering.

Forslaget rummer mulighed for at indsætte en til formålet sammensat indsatsstyrke bestående af en militær-, en civil-, og en bistands-komponent. Der vil i udgangspunktet altså ikke være tale om en stående, sammentrænet og certificeret militær styrke, men en håndplukket og sammensat styrke bestående af de nationale reaktionsstyrkebidrag, de enkelte nordiske lande har tilmeldt i EU hhv. NATO regi. Indsatsenheden vil dog ifølge forslaget have en fast ledelses- og træningsstab, der bidrager til sammensætningen afhængig af den konkrete operation. Indsatsenheden vil i udgangspunktet skulle bidrage til FN-operationer eller operationer der bygger på et FN mandat.

Det interessante ved netop dette forslag er at det fordrer en høj grad af sammentænkning mellem de nordiske lande, både hvad angår det politiske/strategiske niveau; ”hvilke konflikter vil vi involvere os i..?!”, men også på de underliggende niveauer, herunder det militære; ”på hvilket doktrinært og materielmæssigt grundlag skal vi samarbejde..?!”

11 http://um.dk/da/politik-og-diplomati/retsorden/stoltenberg-rapporten/


66

Stoltenbergrapporten anfører samarbejdet mellem civile og militære komponenter som en af de største udfordringer i opbygningen og brugen af den stabiliserende indsatsenhed. En del af løsningen kan ifølge Stoltenbergrapporten være at udnytte en række af de nordiske institutioner der har erfaring i samarbejde og sammentænkning.

står strategisk kultur i vejen for nordisk samarbejde? · mellem de skandinaviske landes...

Documents