freak love

of 19 /19

Author: moller

Post on 22-Mar-2016

260 views

Category:

Documents


4 download

Embed Size (px)

DESCRIPTION

Roman af Katherine Dunn Oversat af Ninna Brenøe ISBN 9788792927019

TRANSCRIPT

  • Freak Love

  • Freak Love Oversat efter Geek Love

    Originaludgave Katherine Dunn 1983, 1988, 1989 Dansk udgave MLLER 2012 This translation is published by arrangement with Alfred A. Knopf, an imprint of The Knopf Doubleday Group, a division of Random House, Inc.

    Dele af romanen er oprindelig trykt i Mississippi Mud Book of Days og Looking Glass Bookstore Review

    Omslagsillustration: Michael Willhoite Grafik: Leo Scherfig Forfatterportrt: Robbie McClaran Korrektur: Thomas Mogensen Tryk: Akaprint A/S 1. udgave, 1. OplagPrinted in Denmark 2012

    ISBN 9788792927019 www.moellerforlag.dk

    Enhver kopiering fra denne bog m kun ske efter reglerne i Lov om ophavsret af 14. Juni 1995 med senere ndringer.

  • Katherine Dunn

    Freak Love

    P dansk ved Ninna Brene

    Mller

  • 11

    1~

    Kernefamilien:

    Hans historier, hendes

    tnder

    Dengang jeres mor var vores freak, mine sm drm-linger, begyndte min far ofte sine historier, for-vandlede hun kunsten at nippe hovedet af kyllin-ger til sdan et krystallinsk mysterium, at selv hnsene flte sig draget mod hende, valsede omkring hendes fdder, nr-mest hypnotiserede af lngsel. Spred din lber, sde Lil, klukkede de, og vis os dine tnder!

    Denne selv samme Crystal Lil, vores stjernehrede mor, der sad og hyggede sig p den indbyggede sofa, som var Ar-tys seng om natten, lo ned i sit sytj, der l i hendes skd og rystede p hovedet. Lad vre med at fylde brnene med sdan noget vrvl, Al. Hnsene flygtede som talgknopper for solen.

    Sdan var aftenerne p landevejene, nr vi befandt os p en campingplads eller holdeplads mellem to byer, betryggen-de parkeret med de andre husvogne, lastvogne og trailere, der var en del af Fabulon, Binewskis omrejsende tivoli, holdende rundt om os i vores egen mobile landsby.

  • 12

    Efter aftensmaden, nr vi sad mtte og tilfredse i skret fra lampen, var det meningen, at vi Binewskier skulle lse lektier. Men nr det regnede, fik min far altid lyst til at for-tlle historier. Den hvsende trommen af drber mod stl-taget p vores store husvogn distraherede ham, s han ikke kunne koncentrere sig om sine papirer. Regn p en aften med forestillinger var en katastrofe. Regn p landevejene betd at fortlle historier, som for far var ren nydelse.

    Det er synd og skam, Lil, sagde han, at de eneste freaks, dine kre arvinger skal kende til, er drengene fra Yale, som er ude at slumme den sommeren over.

    Princeton, kre, korrigerede mor ham med mild stem-me. Randall starter p sit fjerde semester her til efterret. Jeg mener, at han er vores frste fra Princeton.

    Vi brn kunne mrke, at vores historie var ved at forsvin-de over i ren trivia. Arty puffede til mig, og jeg skyndte mig at sige: Fortl om dengang, mor var vores freak! hvorefter Arty og Elly og Iphy og Kyllingen alle sammen gled ned og satte sig p gulvet ved siden af mig mellem fars stol og mor.

    Mor lod, som om hun var meget optaget af sit sytj, og far snoede sit svungne overskg og vippede lidt med sine bu-skede jenbryn i et anfald af falsk modvilje. Jo, alts begyndte han, engang for lnge siden

    Fr vi blev fdt!Fr forkyndte han og slog veloplagt ud med armen

    p sprechstallmeisterfacon, fr jeg s meget som havde drmt om jer, mine sm drmlinger!

    Jeg hed stadig Lillian Hinchcliff dengang, sagde mor ef-tertnksomt. Og nr jeres far talte til mig, hvilket kun skete sjldent og modstrbende, kaldte han mig miss.

    Miss! fniste vi. Hvorefter far hviskede med hj stemme, som om mor ikke kunne hre noget: Jeg var rdselsslagen! Jeg var s forgabt, at jeg stammede, hver gang jeg forsgte at sige noget til hende. m-m-m-miss sagde jeg.

  • 13

    Vi kom igen til at fnise ved at forestille os far, Den store taler, s forfjamsket.

    Og jeg tiltalte, naturligvis, jeres far som mister Binew-ski.

    N, men der stod jeg alts, fortsatte far, om morge-nen den 3. juli og spulede freakringen for fjer og gammelt hnseblod, mens jeg lyknskede mig selv med, at jeg havde fet lavet s flotte freakplakater, og at jeg helt sikkert ville slge bunker af billetter den weekend, fordi den 4. juli er den bedste tid p ret for freaks, og jeg havde fet fat p en god, strk freak det r, som gik entusiastisk til opgaven. S jeg str der og spuler, rigtig godt tilfreds med mig selv, da jeres mor pludselig kommer trippende ind, frisk og lige til at spise som en lille englegodte, og fortller mig, at min freak har kastet hndkldet, om man s m sige, og er stukket af i nattens mulm og mrke i en taxa ud til lufthavnen. Han har efterladt et kort brev med en forklaring om, at hans far er meget syg, og at han, showets freak, m trkke sig tilbage fra ringen, fordi han og hans hugtnder m haste hjem til Philadelphia for at overtage direktrstolen i familiens bank.

    Mglerfirma, kre, retter mor ham.Og med jeres mor, miss Hinchcliff, stende der foran mig

    lige s sd som tre kugler vaniljeis, kan jeg ikke engang tillade mig at begynde at bande og svovle! Hvad skal jeg stille op? Der er allerede hngt freakplakater op over hele byen!

    Det var under krigen, sde brn, forklarer mor s. Hvilken husker jeg faktisk ikke. Jeres far havde svrt ved at f folk p det tidspunkt, ellers ville han aldrig have hyret mig, ikke engang som syerske, s uerfaren som jeg var dengang.

    S der str jeg alts, helt omtget af at indsnuse miss Hinchcliffs Midnight Marzipan-parfume og nrmest skeljet af at forsge at tnke. Jeg kunne ikke selv bare hoppe ind i ringen, fordi jeg allerede havde mindst tyve forskellige opga-ver. Jeg kunne ikke sprge Horst, lvetmmeren, fordi han

  • 14

    var vegetar, og desuden ville hans tnder begynde at smuldre, frste gang han satte dem i en kyllingehals. Pludselig str je-res mor s der for jnene af mig og byder sig til, som om hun havde spurgt, om jeg ville have et glas sherry og en smkage. Jeg kan da godt gre det, siger hun og gr mig s glad, at det var lige fr, jeg begyndte at sende gaver til min renserimand.

    Mor smilede sdt ned i sytjet og nikkede. Jeg var me-get bevidst om, at jeg mtte srge for at gre mig nyttig. Jeg havde kun rejst med Binewskis Fabulon i to uger p det tids-punkt og havde hele tiden en strk fornemmelse af at vre p prve.

    Jeg siger s, afbrd far, Jamen, miss, hvad med dine tnder? underforstet at hun risikerer at knkke dem eller sl en flis af, men hun smiler bare stort, med prcis det sam-me smil som nu, og siger: Jeg tror, de er skarpe nok!

    Vi s alle sammen over p mor, og hendes tnder var hvi-de og lige, men p det tidspunkt var det selvflgelig allerede et gebis.

    Jeg s ned p hendes fine, sm kber og stnnede hjlydt ved synet. Nej, siger jeg s, jeg kan umuligt bede dig om at men tanken strejfede mig faktisk, at en lysblond og smuk freak med de ben jeg mener, jeres mor har det, som vi i branchen slet og ret kalder ben nok ikke ville skade for-retningen. Jeg havde aldrig fr hrt om en pigefreak, og pla-katpotentialet var uovertruffent. Men s tnkte jeg alligevel, nej det gr ikke

    Hvad jeres far ikke vidste var, at jeg allerede havde set freaken optrde adskillige gange, og derudover havde jeg selvflgelig ogs hjulpet Minna, vores kokkepige derhjemme, nr hun slagtede fjerkr. Jeg havde krammet p ham. Han havde ikke andre muligheder, men var ndt til at give det en chance.

    Oh, men jeg var godt nok rdselsslagen, da det blev tid til hendes frste forestilling den eftermiddag! Rdselsslagen for,

  • 15

    at hun fuld af vmmelse ville skynde sig hjem til Boston. For at hun skulle lbe fra aftalen og efterlade publikum buhende og rbende, at de ville have deres penge tilbage. For at hun skulle komme til skade At en hne skulle kradse hende el-ler prikke et je ud, fr man kunne n at blinke.

    Jeg var ogs selv ret nervs, indrmmede mor.Der var masser af publikum. Det var en varm lrdag, og

    om sndagen var det den 4. juli. Jeg piskede selv rundt som en anden hovedls hne hele dagen og havde kun tid til lige at stikke hovedet om bagved et sekund, fr jeg skulle lukke pblen ind. Der stod hun s, smuk som en sommerfugl

    Det var i virkeligheden de rene laser og pjalter, men hvi-de, fordi hvidt er s godt til at fremhve blodet, selv dernede i ringens halvmrke.

    Men hvilke kunstfrdige pjalter! Hvilke dekolleterede, hjslidsede, silkehvide pjalter! S jeg tog alts en dyb indn-ding og gik ud for at tale dem ind. Og ind myldrede de. Deri-blandt en masse soldater p orlov. Jeg stod stadig og solgte billetter, da de begyndte at rbe og pifte derinde, og den me-gen hujen og trampen i de gamle trtribuner trak endnu flere folk til. Til sidst lykkedes det mig at f en af popcornkng-tene til at slge billetter, og jeg gik selv ind for at se, hvad der foregik.

    Far s grinende over p mor og snoede sin moustache.Jeg glemmer det aldrig, klukkede han.Jeg kunne ikke brle, forstr I nok, eller snerre overbevi-

    sende. Derfor sang jeg, forklarede mor.Sm, glade, tyske lieder! Med hj, klar stemme!Franz Schubert, mine kre.Hun flagrede rundt som en yndig fugl, og nr hun fange-

    de en af de grimme, skrppende hns, troede man ikke et se-kund p, at hun ville kunne gre noget ved det. Men nr hun s rent faktisk fortsatte lige s friskt og frejdigt, gik hele den frdende flok oppe p tilskuerpladserne fuldkommen agurk.

  • 16

    Aldrig havde man set magen til kkt vrid og knk med hnd-leddet, en s vampyrisk smkken kberne i omkring en hals eller en s champagneagtig mde at nrme sig blodet p. Hun rystede sit stjernehvide hr, og det afbidte hnsehoved sejlede over i et hjrne, mens hun med sine sm, rosa negle klemte sammen omkring og lftede det baskende, sprllende kadaver op som et gyldent bger og tog et lille nip! Hun nip-pede simpelthen blodet fra de spjttende indvolde i sig i sm slurke! Hun var pragtfuld, en prinsesse, en Kleopatra, en al-fedronning! Sdan var jeres mor dengang i freakringen. Folk strmmede til for at se hende optrde. Vi mtte udvide tribu-nen, flytte hende over i det strste telt, elleve hundrede var der plads til, og der var altid stuvende fyldt.

    Det var mgtig skgt, indrmmede Lil. Men jeg flte ikke, at det var mit sande kald.

    Ja, det var jo lige det. Far rynkede panden let og s ned p sine hnder, pludselig tavs.

    Vi kunne mrke fortllelysten begynde at forsvinde, og et af os brn skyndte at stille et sprgsml for at f historien tilbage p ret kl: Hvad fik dig til at stoppe, mor?

    Sprgsmlet fik hende som regel til at sukke og skve over p far fra inde bag sine glastrdsklare jenbryn, hvor-efter hun vendte sig over mod os, som vi l der i en bunke p gulvet, og forklarede med blid stemme: Jeg havde altid drmt om at flyve. Antifermos, den italienske trapeztrup, sluttede sig til tivoliet i Abilene, og jeg tiggede og bad dem om at lre mig det. Hun s over p far, og nu var det ham, hun talte til. Og Al, du ved udmrket godt, at du aldrig ville have fet taget mod til dig til at fri, hvis ikke jeg var faldet ned og havde slet mig halvt fordrvet. Og hvor ville vi s have vret nu?

    Far nikkede. Ja-ja, og jeg fik dig da ogs p benene igen i fin stil, gjorde jeg ikke? Men hans ansigt forblev usmilen-de og udtrykslst, og hans blik vandrede over mod plakaten

  • 17

    p skydedren ind til deres sovevrelse. Den var gammel og trykt p kostbart fotopapir og viste mor, alene og overd-dig, ifrt pailletter og et stort smil, hjt p t og med armene strakt koket op, s hendes fingre, kldt i lange, rde hand-sker, strejfede de lysende bogstaver, der i en bue skrev ordet Crystal Lil over hendes hoved.

    Min fars navn var Aloysius Binewski. Han var vokset op i et omrejsende tivoli, der hed Binewskis Fabulon, som hans far ejede. Far var fireogtyve, da farfar dde og han arvede det hele. Al boltede omhyggeligt den forslvede urne med sin fars aske fast til generatorlastvognens klerhjelm, som forsynede forlystelserne med strm. Den gamle havde rejst rundt med ti-voliet s lnge, at hans jordiske rester aldrig ville kunne finde hvile, hvis man havde efterladt dem i en eller anden muret gravhvlving.

    Det var hrde tider, og forretningen begyndte at skrante, selvom det bestemt ikke var unge Als skyld. Fem r efter far-fars dd var det engang s blomstrende tivoli praktisk talt en skygge af sig selv.

    Showet var bebyrdet med en aldrende lve, som igen og igen knkkede de kostbare tandproteser ved at gnave i trem-merne til sit bur; med krav om gede diter fra den fede dame, hvis fulde dkning af leveomkostninger var skrevet ind i kontrakten, og med en natlig rmning af en hel familie af dyreerotikere, som tog deres sel, ged og granddanois med sig.

    Den fede dame deserterede til sidst for at blive model for et lummert magasin ved navn Store kvinder. Til sidst stod far tilbage med en dieseldende ildsluger, han havde fet p tilbud, og udsigten til en meget lang periode i en trailerpark uden for Fort Lauderdale.

    Al var en typisk yankee, der forstod at vrdstte sin fri-hed og selvstndighed, men det var frst og fremmest i denne

  • 18

    ndens stund, at hans srlige geni begyndte at folde sig ud. Han besluttede at avle sit eget freakshow.

    Min mor, Lillian Hinchcliff, var en tempereret aristokrat fra den mest mondne del af Beacon Hill i Boston, som havde vendt sine fornemme rdder ryggen og var lbet bort med tivoli for at blive luftakrobat. Men nitten r er en sen alder at lre at flyve, og Lillian faldt ned og brkkede sin elegante nse og begge kraveben. Hun mistede modet, men ikke lysten til savsmuld og kulrte lamper. Det var denne drift, som gjor-de hende til en velvillig medsammensvoren i Als store plan. Hun var parat til at gre hvad som helst for at genskabe pub-likumsinteressen for showet. Desuden var den grundtanke, at man kunne arve sig til en vis konomisk sikkerhed, pr-get ind i hende fra barnsben. Som hun ofte sagde: Hvilken strre gave kan man give sine brn end en medfdt evne til at tjene til dagen og vejen ved slet og ret at vre sig selv?

    Det opfindsomme par begyndte at eksperimentere med ulovlig og receptpligtig medicin, pesticider og med tiden ogs med radioaktive isotoper. Min mor udviklede en kompliceret afhngighed af diverse stoffer i lbet af denne proces, men hun var ligeglad. Hun regnede med, at min far med sin snilde nok skulle holde hende forsynet, og betragtede tilsyneladende sin pillenarkomani som en mindre biomstndighed ved deres kreative samarbejde.

    Deres frstefdte var min bror Arturo, bedre kendt som Aqua Boy. Hans hnder og fdder var formet som luffer, der voksede direkte ud fra kroppen uden arme og ben skudt ind imellem. Han blev trnet op til at svmme fra ganske spd og udstillet ngen i et stort, gennemsigtigt bassin a la et akvarium. Hans yndlingstrick som tre-fire-rig var at stikke ansigtet helt hen til glasset, sprre jnene op ud mod publi-kum og bne og lukke munden som en torsk, for derefter at vende ryggen til og svmme vk, s man kunne se lorten, der hang ud mellem hans sm, muskulse baller. Al og Lil grinede

  • 19

    siden af det, men dengang var det rsag til stor opstandelse, foruden al besvret med at sterilisere bassinet. Som rene gik, begyndte han dog at optrde ifrt badebukser og i det hele taget lidt mere sofistikeret, men det er blevet sagt, og med en vis ret, at hans grundlggende attitude aldrig ndrede sig for alvor.

    Mine sstre, Electra og Iphigenia, kom til verden, da Ar-turo var to, og med dem begyndte der for alvor at komme gang i gesjften igen. Pigerne var siamesiske tvillinger, hvis perfekte overkroppe hang sammen ved livet, sdan at de delte t st hofter og ben. Som regel sad og gik og sov de med deres lange arme omkring hinanden. De kunne nu godt se lige ud, hvis bare de lod den enes skuldre lappe ind over den andens. De var altid smukke, slanke og havde store, store jne. De gik til klaver og begyndte at optrde med klaverduetter i en ung alder. Deres kompositioner for fire hnder bliver af visse kendere anset for at have revolutioneret tolvtonemusikken.

    Jeg er fdt tre r efter mine sstre. Min far sparede ikke p noget i sine eksperimenter. Min mor havde fet rigeligt med kokain, amfetamin og arsenik i forbindelse med glsningen og hele vejen igennem svangerskabet. Det var en skuffelse, at jeg kom til verden med s almindelige deformiteter. Min albinisme er af den gngse, rdjede slags, og min pukkel er, om end ganske udtalt, ikke noget srligt for en pukkel at vre, hverken hvad strrelse eller facon angr. Min livssitua-tion var alt for almindelig og hverdagsagtig til at vre profi-tabel sammenlignet med min brors og sstres. Mine forldre bemrkede ikke desto mindre, at jeg havde en kraftig rst, og kom frem til, at jeg mske ville egne mig som hjlper og sprechstallmeister. En skaldet og pukkelrygget albino kunne vre lige den rette reklame for resten af familiens mere eso-teriske talenter. At jeg desuden var dvrg, hvilket var blevet tydeligt for enhver omkring min trersfdselsdag, kom som en behagelig overraskelse for det tlmodige par og var med til

  • 20

    at forge min vrdi. Lige fra starten sov jeg i kkkenskabet under vasken i familiens husvogn, og havde en strre samling af eksotiske solbriller til at beskytte mine sarte jne.

    P trods af de dyre radiumbehandlinger, som indgik i hans skabelse, var min lillebror, Fortunato, tt p at blive fdt til-syneladende normal. Det srgelige resultat gjorde mine en-treprenante forldre s deprimerede, at de straks udtnkte en plan om at efterlade ham en sen nattetime foran en lukket benzintank i Green River, Wyoming. Min far havde rent fak-tisk allerede stoppet vognen, parat til flugt, og var trdt ned for at hjlpe min mor med at stille papkassen med barnet ind p en sikker del af fortovet. Prcis i det jeblik s den to uger gamle baby op p min mor med et slret blik og afslrede p f sekunder, at han bestemt ikke var nogen fiasko, men deri-mod mine forldres mestervrk. Det var jo temmelig heldigt, s de gav ham navnet Fortunato. Af en eller anden grund har vi dog altid kaldt ham Kyllingen.

    Far, sagde Iphy. Ja, far, sagde Elly. De stod omme bag hans store stol og havde listet deres fire arme rundt omkring hans hals, mens de to ansigter, indrammet af glat, sort hr, s p ham fra hver sin side.

    Hvad er der, smpiger? Han grinede og lagde sit maga-sin fra sig.

    Fortl om dengang, du fik iden til os, forlangte de.Jeg lnede mig ind mod hans kn og s op i hans rare,

    tunge ansigt. Kom nu, far, tiggede jeg, fortl os om Ro-senhaven.

    Frst prustede og drillede og ngtede han, og vi forsgte tilsvarende at smigre og lokke. Det endte altid med, at Arty sad oppe p fars skd med hans arme rundt om sig, Kyllingen sad p Lilys skd, og jeg lnede mig ind mod hendes skul-der, mens Elly og Iphy sad i skrdderstilling nede p gulvet med deres fire arme strakt bagud som gotiske buesjler, der

  • 21

    holdt overkroppene oppe, indtil far grinende overgav sig og begyndte at fortlle.

    Det var i Oregon, oppe i Portland, som ogs kaldes Ro-senbyen, selvom jeg ikke fik taget mig sammen til at gre no-get ved det fr et rs tid senere, da vi sad fast i det hul til Fort Lauderdale.

    Han havde flt sig rastls en dag, fuld af bekymringer over alt det meget arbejde til ingen verdens nytte. Han krte op til en park, der l p en bjergskrning og stillede bilen for at g sig en tur. Man kunne se milevidt deroppefra. Og der var en stor rosenhave med pergolaer og espalierer og springvand. Stierne var af mursten og snoede sig ind og ud. Han havde sat sig p nogle trin, der frte fra den ene terrasse ned til den nste og havde kigget uinteresseret p eksperimentalroserne. Det var en forsgshave, og farverne var specialdesignede. I lag og striber. n farve p den indvendige side af rosenbladet og en anden udvendig. Jeg var vred p Maribelle. Hun var en freak, hvis specialitet var, at hun var fdt med et mikro-lille hoved, og hun havde rejst rundt sammen med jeres mor og mig i lang tid. Hun forsgte at vride armen om p mig og tvinge mig til at give hende lnforhjelse, selvom jeg ikke havde rd.

    Roserne fik ham til at tnke over, at det var selve deres ejendommelighed, som gav dem deres sknhed, og over hvor-dan denne ejendommelighed var noget, man tilfrte dem for at forge deres vrdi. Tanken slog bare ned i mig fuld-kommen ren og simpel der var i virkeligheden ikke s meget at spekulere over. Det gik op for ham, at ogs brn kunne designes. Og jeg tnkte ved mig selv: Se det ville vre en rosenhave, der var vrd at beskftige sig med!

    Vi brn smilede og omfavnede ham, og han grinede bredt og sendte tvillingerne hen efter en grydefuld varm kakao fra vognen med drikkevarer og mig hen efter en stor pose pop-corn, fordi de rdhrede piger alligevel bare skulle smide dem

  • 22

    ud, nr de var frdige med at lukke ned. Og s sad vi alle sammen der i den hyggelige, lune hjrnekrog i vognen og gna-skede popcorn og drak varm kakao og flte os som fars sm roser.