R A P P O R T

O M

U N G D O M S K R I M I N A L I T E T

Ekspertgruppen om ungdomskriminalitet Januar 2001

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1: Indledning..................................................................................... 6

1.1. Ekspertgruppens nedsættelse mv................................................................... 6

1.2. Ekspertgruppens sammensætning ................................................................. 7

1.3. Ekspertgruppens arbejde ............................................................................... 8

1.4. Ekspertgruppens materialeindsamling........................................................... 9

1.5. Rapportens indhold........................................................................................ 10

1.6. Resumé .......................................................................................................... 10

Kapitel 2: Tidligere initiativer på området ................................................. 14

2.1. Indledning ..................................................................................................... 14

2.2. Initiativer i kriminalitetsbekæmpelsen, herunder voldspakkerne ................. 14

2.3. Regeringens initiativer over for utilpassede unge fra november 1999 ......... 23

2.4. Indsats mod gadebandekriminalitet .............................................................. 31

Kapitel 3: Gældende ret ............................................................................... 32

3.1. Reglerne for behandlingen af unge lovovertrædere inden for det strafferet- lige system..................................................................................................... 32

3.2. Servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge ................................. 48

3.3. Oplysninger om reglerne i de øvrige nordiske lande..................................... 71

Kapitel 4: Statistik og undersøgelser ........................................................... 76

4.1. Udviklingen i ungdomskriminaliteten .......................................................... 76

4.2. Statistik om unges afsoning af ubetingede frihedsstraffe.............................. 79

4.3. Anvendelsen af de sikrede pladser ................................................................ 83

4.4. Nøgletal på det sociale område...................................................................... 84

4.5. Gadebandekriminalitet .................................................................................. 88

4.6. Kommunernes erfaringer med utilpassede unge ........................................... 90

4.7. ”RisikoUngdom – Ungdomsundersøgelse 1999”.......................................... 94

4.8. Effektundersøgelser....................................................................................... 98

Kapitel 5: Samspillet mellem myndighederne............................................. 99

- 2 -

5.1. Indledning...................................................................................................... 99

5.2. Politiets høringssvar ...................................................................................... 99

5.3. Kommunernes høringssvar............................................................................ 102

5.4. Samarbejdet mellem kommunerne og kriminalforsorgen ............................. 108

Kapitel 6: Ekspertgruppens overvejelser vedrørende unge lovovertræ-dere på 15-17 år ............................................................................................. 110

6.1. Indledning...................................................................................................... 110

6.2. Vurdering af de eksisterende reaktionsmuligheder over for unge lovover- trædere på 15-17 år........................................................................................ 111

6.3. Overvejelser om nogle mere overordnede spørgsmål ................................... 114

6.4. Den nærmere udformning af en ungdomssanktion ....................................... 123

6.5. Ekspertgruppens overvejelser om institutionskapacitet ................................ 140

6.6. Behov for forskning....................................................................................... 142

6.7. Lovudkast ...................................................................................................... 143

Kapitel 7: Ekspertgruppens overvejelser vedrørende børn og unge un-der 15 år, der har begået alvorligere kriminalitet ...................................... 145

7.1. Indledning...................................................................................................... 145

7.2. Overordnet formål med den sociale indsats .................................................. 146

7.3. Ekspertgruppens overvejelser........................................................................ 147

7.4. Lovudkast ...................................................................................................... 156

Kapitel 8: Idékatalog ..................................................................................... 157

Bilag ............................................................................................................... 160

1. Notat om udenlandske erfaringer for, hvad der virker og hvad der ikke vir- ker med hensyn til at mindske ungdomskrimnalitet, udarbejdet af forsk­ningskonsulent Britta Kyvsgaard i december 2000 ............................................. 177

2. Oversigtstabel over udgifter til kriminalitetsbekæmpelse i USA udarbejdet af Washington State Institute............................................er ikke tilgængelig i elektronisk form

3. Notat om kriminalitet og national oprindelse 1998, udarbejdet af forsk- ningskonsulent Britta Kyvsgaard i januar 2000................................................... 173

4. Forberedelse af straffesager mod unge under 18 år............................................. 185

- 3 -

5. RisikoUngdom – Ungdomsundersøgelse 1999 af Flemming Balvig

(Kapitel 6 – Sammenfatning og konklusion samt skitser for gruppering af unge i 4 kriminalitetsgrupper) ......................................er ikke tilgængelig i elektronisk form

6. Gennemgang af konkrete sager ........................................................................... 188

7. Bilag til mindretalsudtalelse................................................................................ 193

- 4 -

- 5 -

Kapitel 1

Indledning

1.1. Ekspertgruppens nedsættelse mv.

Ekspertgruppen blev nedsat af regeringen den 27. oktober 2000 med følgende kommissorium:

”I den senere tid har vi set en udvikling, hvor børn og unge i stigende grad begår alvor­lig, personfarlig kriminalitet, herunder gaderøveri og gruppevoldtægt. Denne udvikling rejser spørgsmål om, hvorvidt reaktionsmulighederne over for den hårdeste kerne af so­cialt belastede og utilpassede unge kriminelle er tilstrækkeligt effektive. Det gælder bå­de i forhold til unge kriminelle af dansk og af udenlandsk herkomst. Og det gælder både i forhold til unge over og under den kriminelle lavalder.

Regeringen har derfor som led i en samlet indsats over for denne form for kriminalitet besluttet at anmode en hurtigt arbejdende ekspertgruppe om at vurdere, hvad der kan gøres for at sikre en styrkelse af myndighedsindsatsen på dette område.

Regeringen lægger i den forbindelse vægt på:

- at indsatsen kommer tidligt i forløbet, dvs. inden den unge låses fast i en kriminel løbebane,

- at indsatsen i videst muligt omfang rummer en inddragelse og ansvarliggørelse af den unges forældre og øvrige netværk,

- at reaktionssystemet er udformet således, at der kan sættes ind straks i forbindelse med den begåede kriminalitet, og

- at de anvendte sanktioner dels er en konsekvent og kontant reaktion på den begåede kriminalitet dels giver grundlag for en målrettet socialpædagogisk indsats.

Ekspertgruppen skal foretage en gennemgang og vurdering af de nuværende reaktions­muligheder og deres anvendelse over for unge lovovertrædere i såvel det sociale som det strafferetlige system.

Ekspertgruppen vil bl.a. skulle gennemgå anvendelsen af de forskellige anbringelsesmu­ligheder og institutionsformer efter den sociale lovgivning, herunder de særlige sikrede afdelinger og de regler om bl.a. opholdets længstetid, der gælder for anbringelsen af un­ge på disse afdelinger.

På denne baggrund skal ekspertgruppen pege på, hvilke muligheder der er for en styrket anvendelse af de eksisterende reaktionsmuligheder. Gruppen skal endvidere overveje og i givet fald stille forslag om nye sanktionsformer og procedurer, som tilgodeser de hen­syn, der er nævnt ovenfor.

Ekspertgruppen bør i den forbindelse overveje og vurdere udformningen af en særlig ungdomssanktion, som kombinerer forskellige elementer af institutionsanbringelse, ud­

- 6 -

dannelse, arbejde og tilsyn i et samlet, faseopdelt forløb. Der bør sigtes på, at en sådan ny sanktionsform kan anvendes både af anklagemyndigheden og domstolene som led i det almindelige strafferetlige system. Ordningen bør tillige kunne anvendes af de sociale myndigheder som led i indsatsen over for unge under den kriminelle lavalder.

Det bør endvidere overvejes, hvordan det kan sikres, at de sociale myndigheder inden for en meget kort frist – f.eks. 24 timer – træffer de fornødne afgørelser vedrørende un­ge, der har begået alvorligere kriminalitet. Det bør i den forbindelse også overvejes, om der er behov for i visse tilfælde at kunne tilbageholde unge under 15 år, indtil der er truffet afgørelse af de sociale myndigheder.

Hvis ekspertgruppens forslag ikke kan gennemføres inden for rammerne af gældende lovgivning, anmodes gruppen om at udarbejde udkast til de nødvendige nye lovregler.

Gruppen anmodes samtidig om at skønne over antallet af de yderligere institutionsplad­ser, som en gennemførelse af gruppens forslag måtte nødvendiggøre.

Ekspertgruppen anmodes om at tilrettelægge sit arbejde således, at gruppens rapport kan foreligge inden udgangen af januar 2001.”

1.2. Ekspertgruppens sammensætning

Ekspertgruppen har haft følgende sammensætning:

Rigsadvokat Henning Fode (formand) Direktør Anders Møller Jensen, Fyns Amt, (næstformand) Advokat Steen Bech, Advokatrådet Direktør Niels Bertelsen, Kommunernes Landsforening Politimester Jørn Bro, Glostrup Vicedirektør Annette Esdorf, Direktoratet for Kriminalforsorgen Forstander Heine Fricke, Koglen Centerleder Ole Hammer, Udrykningsholdet Politimester Lars Rand Jensen, Odense Afdelingschef Lars Bay Larsen, Justitsministeriet Kontorchef Elisabeth Lenzing, Amtsrådsforeningen Vicedirektør Carsten Stæhr Nielsen, Københavns Kommune Kontorchef Kirsten á Rogvi, Socialministeriet Dommer Jes Schiøler, Den Danske Dommerforening Professor, dr.jur. Eva Smith, Det Kriminalpræventive Råd

Sekretariatsopgaverne er varetaget af:

- 7 -

Statsadvokat Poul Dahl Jensen, Rigsadvokaten Konsulent Peter Uldall, Socialministeriet Fuldmægtig Elisabeth Pilegaard, Socialministeriet Kontorchef Jens Kruse Mikkelsen, Justitsministeriet Fuldmægtig Anders Dorph, Justitsministeriet Vicepolitimester Arne Vedsted Gram, Det Kriminalpræventive Råd

1.3. Ekspertgruppens arbejde

Ekspertgruppen om ungdomskriminalitet har afholdt 7 møder. Endvidere har ekspertgruppen gennemført en række studiebesøg.

Fredag den 10. november 2000 aflagde ekspertgruppen et studiebesøg på døgninstitutionen Koglen i Stakroge. Koglen er en landsdækkende, sikret institution for unge mellem 15 og 18 år. Også unge under 15 år kan efter en særlig dispensation placeres på Koglen. Koglen består af to afdelinger.

Koglen I har fem pladser og er fortrinsvis beregnet til at modtage unge, hvor anbringelsen er et led i en længerevarende behandling – herunder som led i afsoning efter straffelovens § 49, stk. 2 – og hvor fastholdelse af den unge forudsætter ophold på en sikret afdeling. Koglen I modtager endvidere unge, hvor anbringelsen træder i stedet for en varetægtsfængsling (surrogatanbringelser).

Koglen II har fem pladser og modtager unge, hvor anbringelse på en sikret afdeling er absolut påkrævet for at afværge, at den unge skader sig selv eller andre, og unge, hvor anbringelsen er et led i en pædagogisk/psykologisk observation, og hvor det i den indledende iagttagelsesperiode er absolut påkrævet for at tilvejebringe et grundlag for den videre socialpædagogiske behandling. Koglen II modtager endvidere unge, hvor anbringelsen træder i stedet for en varetægtsfængsling (surrogatanbringelser).

De sikrede døgninstitutioner skal dog først og fremmest dække behovet for pladser til ophold i varetægtssurrogat. Koglen har derfor gennem lang tid primært modtaget unge, hvor anbringelsen træder i stedet for en varetægtsfængsling.

Ekspertgruppen aflagde onsdag den 22. november 2000 et besøg på opholdsstedet Solhaven i Farsø. Solhaven er godkendt som opholdssted (anbringelsessted) af Nordjyllands Amt. Solhaven tager bl.a. i mod unge kriminelle med særdeles svære problemer. Solhaven har tre faste afdelinger. Der er herudover en akutafdeling og et værkstedstilbud. Undervisning på folkeskoleniveau forestås af Farsø Kommune.

- 8 -

Tirsdag den 28. november 2000 aflagde ekspertgruppen et besøg på døgninstitutionen Pugholms­gård ved Otterup. Pugholmsgård i Fyns Amt er en åben døgninstitution, der ligger i tilknytning til den sikrede døgninstitution Egely. Afdelingen har 5 pladser. En yderligere afdeling (Stavnsbogård) med 5 pladser forventes åbnet i foråret 2001. Pugholmsgård kan modtage kriminelle og kriminalitetstruede børn og unge i alderen 14-18 år og fungerer også som udslusning fra den sikrede døgninstitution.

Ekspertgruppen aflagde samtidig den 28. november 2000 et besøg på Statsfængslet i Ringe. I Fyns Amt er det såkaldte Ringe-projekt under etablering. Projektet består af 4 pladser i Statsfængslet i Ringe og 2 gange 5 pladser i afdelinger i åbent regi. De 4 interne pladser i Statsfængslet i Ringe, der forudsætter, at de anbragte er idømt en ubetinget fængselsstraf, er etableret. 5 af pladserne i åbent regi er under etablering og forventes åbnet i foråret 2001. Der er endnu ikke fundet lokaler til de resterende 5 pladser. Ringe-projektet er støttet af midler fra Socialministeriet som opfølgning på Socialministeriets rapport om nye institutionsformer mv. fra maj 1998, jf. herom kapitel 2, afsnit 2.3.1.5.

1.4. Ekspertgruppens materialeindsamling

For at få nærmere oplysninger om erfaringerne vedrørende samarbejdet med de sociale myndighe­der i politikredsen i forhold til børn og unge, der har begået alvorlig kriminalitet, har ekspertgrup­pen bl.a. iværksat en høring af Politidirektøren i København og politimestrene i Århus, Odense, Ålborg, Roskilde, Glostrup, Esbjerg og Randers.

Kommunernes Landsforening har samtidig indhentet en vurdering fra udvalgte kommuner om, hvordan samspillet med de retshåndhævende myndigheder fungerer i forhold til den her omhandle­de gruppe af kriminelle unge. Endvidere er Københavns Kommune særskilt anmodet om en vurde­ring af spørgsmålet. De respektive kommuner har endvidere haft lejlighed til at knytte kommentarer til de høringssvar, som politiet har afgivet til ekspertgruppen.

Om det nærmere indhold af de indkomne høringssvar henvises til rapportens kapitel 5 om samspil­let mellem myndighederne.

Ekspertgruppen har endvidere anmodet Politidirektøren i København og politimestrene i Roskilde, Glostrup, Odense, Århus, Randers og Esbjerg om at udvælge og indsende konkrete eksempler på sager, hvor unge har begået grovere personfarlig kriminalitet, der indebærer anvendelse af vold eller trusler herom (f.eks. vold, røveri og voldtægt) samt mere omfattende berigelseskriminalitet og lig­nende, herunder brugstyveri af biler og omfattende hærværk.

- 9 -

Ekspertgruppen har fra en række udvalgte politikredse indhentet eksempler på konkrete sager, der kan bidrage til en nærmere beskrivelse af de mest adfærdsvanskelige unge kriminelle, og som kan belyse, hvilken kriminalitet de begår, og hvilke straffe der i praksis idømmes. Der henvises til rap­portens bilag 6 om gennemgangen af de konkrete sager.

1.5. Rapportens indhold

I kapitel 2 redegøres der for tidligere initiativer på området. Kapitel 3 indeholder en gennemgang af gældende ret i form af en beskrivelse af reaktionsmulighederne i det strafferetlige system og i det sociale system. Endvidere indeholder dette kapitel en omtale af retstilstanden i de øvrige nordiske lande på dette område. I kapitel 4 er der oplysninger om statistik og undersøgelser på området, og kapitel 5 indeholder uddrag af de høringssvar, som ekspertgruppen har modtaget fra politiet og kommunerne vedrørende samspillet mellem myndighederne. I kapitel 6 er der redegjort for ekspert­gruppens overvejelser vedrørende unge lovovertrædere på 15-17 år, og kapitel 7 indeholder eks­pertgruppens overvejelser vedrørende børn og unge under 15 år, der har begået alvorligere krimina­litet. Endelig indeholder kapitel 8 et ”idékatalog”.

1.6. Resumé

Efter kommissoriet har det været en hovedopgave for ekspertgruppen at vurdere, hvorvidt de eksi­sterende handle- og indgrebsmuligheder er tilstrækkeligt effektive over for stærkt adfærdsvanskeli­ge unge kriminelle under 18 år, herunder om mulighederne i praksis udnyttes på en tilstrækkelig effektiv måde, eller om der er behov for nye tiltag. Ekspertgruppen har i den forbindelse haft til opgave at overveje og vurdere udformningen af en særlig ungdomssanktion.

Ekspertgruppens overvejelser om og vurderinger af disse spørgsmål for så vidt angår unge, der er over den kriminelle lavalder på 15 år, findes i rapportens kapitel 6.

Det er ekspertgruppens vurdering, at de eksisterende indgrebsmuligheder over for unge lovovertræ­dere mellem 15 og 18 år i de fleste tilfælde må anses for tilstrækkelige. Det er dog samtidig eks­pertgruppens opfattelse, at det selv med en fuld udnyttelse af de eksisterende indgrebsmuligheder ikke i alle tilfælde vil være muligt i tilstrækkeligt omfang at imødekomme behovet for at kunne gennemføre en fastholdelse, der kan beskytte det omgivende samfund mod ny kriminalitet og på samme tid give mulighed for at iværksætte og gennemføre en behandling, der på længere sigt kan være egnet til at resocialisere den unge.

På denne baggrund har ekspertgruppen overvejet, hvordan den i kommissoriet nævnte særlige ung­domssanktion nærmere kan udformes.

- 10 -

Et flertal i ekspertgruppen finder, at en ungdomssanktion bør udformes som en særlig foranstalt­ning, der kort kan beskrives som en dom til længerevarende socialpædagogisk behandling, hvori der indgår et element af fastholdelse. Målgruppen er unge mellem 15 og 18 år, der har begået alvorlig kriminalitet, og som samtidig har et massivt socialpædagogisk behandlingsbehov.

Hovedelementerne i sanktionen udgøres af et indledende ophold i en sikret institution (typisk af 2 måneders varighed), derefter et længerevarende ophold i en almindelig døgninstitution eller god­kendt opholdssted, afsluttende med en ambulant fase/ udslusningsfase. Der er indbygget en betyde­lig grad af fleksibilitet i foranstaltningen, således at den løbende kan tilpasses – skærpes eller lem­pes – afhængig af den unges adfærd og udvikling. Den samlede varighed af sanktionen er 2 år. Den samlede længstetid for ophold i institution/opholdssted er på 1 år og 6 måneder, heraf højst 12 må­neder i en sikret institution.

Et mindretal i ekspertgruppen finder ikke, at det længerevarende socialpædagogiske behandlings­forløb bør indskrives som en ny foranstaltning i straffeloven, men at det bør være et socialt koncept, som kan gives af retten som vilkår for en betinget dom eller besluttes af kriminalforsorgen som en afsoning i socialt regi (§ 49, stk. 2-afsoning). Der henvises til mindretalsudtalelsen nedenfor i kapi­tel 6, afsnit 6.4.8.

For så vidt angår unge under 15 år, findes ekspertgruppens overvejelser og vurderinger i kapitel 7.

Det er ekspertgruppens vurdering, at serviceloven i langt de fleste tilfælde giver tilstrækkelige mu­ligheder for en reaktion med et socialt indhold, herunder med mulighed for at fastholde den pågæl­dende med henblik på behandling, hvis et barn eller en ung under 15 år begår alvorligere kriminali­tet.

Ekspertgruppen peger på, at ungdomssanktionen efter sin karakter af strafferetlig retsfølge ikke er anvendelig over for børn og unge under den kriminelle lavalder.

Med henblik på at sikre, at den nødvendige indsats kan iværksættes så hurtigt som muligt, efter at en ung har begået alvorligere kriminalitet, foreslår ekspertgruppen, at der i tilknytning til servicelo­vens § 58 a fastsættes en pligt for kommunen til at udarbejde en foreløbig handleplan senest 7 dage efter, at kommunen har modtaget dokumentation fra politiet om kriminaliteten. Det foreslås, at plig­ten – på samme måde som den nugældende bestemmelse i servicelovens § 58 a om pligt til at udar­bejde handleplaner - ikke kun kommer til at gælde i forhold til børn og unge under 15 år, men også i forhold til unge lovovertrædere på 15 til 17 år.

- 11 -

Ekspertgruppen peger på, at der er behov for udtrykkelige regler, der regulerer politiets adgang til at tilbageholde børn og unge under 15 år og til i øvrigt at foretage de efterforskningsskridt, der er nød­vendige for at opklare kriminalitet begået af personer under den kriminelle lavalder.

- 12 -

- 13 -

Kapitel 2

Tidligere initiativer på området

2.1. Indledning

Dette kapitel indeholder en beskrivelse af regeringens tidligere initiativer i forhold til kriminelle unge (utilpassede unge). I afsnit 2.2. beskrives en række kriminalitetsbekæmpende og forebyggende initiativer, herunder initiativer iværksat i forlængelse af regeringens voldspakker fra henholdsvis 1994 og 1997. Afsnit 2.3. indeholder en beskrivelse af rapporten om regeringens initiativer over for utilpassede unge fra november 1999. Endelig indeholder afsnit 2.4. en kort beskrivelse af regeringens indsats mod gadebander.

2.2. Initiativer i kriminalitetsbekæmpelsen, herunder voldspakkerne

Ved voldspakken fra 1994 (voldspakke I) blev straffeloven ændret, således at der generelt indførtes forhøjet straf for voldsforbrydelser i gentagelsestilfælde.

Voldspakke I var en opfølgning på regeringens handlingsplan fra oktober 1993 om bekæmpelse af vold. I handlingsplanen blev der peget på behovet for en forstærket og offensiv indsats mod volden. Der blev i handlingsplanen foreslået en lang række administrative initiativer på forskellige mini­sterområder til en forstærket indsats over for voldskriminaliteten.

I forbindelse med en ændring af straffeloven i maj 1997, der indebar en skærpelse af straffen for den grove vold, vedtog Folketinget at iværksætte en massiv og bred indsats navnlig mod voldskri­minalitet (voldspakke II). Hovedvægten i indsatsen ligger på det sociale og forebyggende område og har særligt til formål at forebygge, at unge udvikler sig til voldsmænd.

2.2.1. Effektivisering af retsforfølgningen i voldssager

Der blev i forbindelse med voldspakkerne fra 1994 og 1997 opstillet målsætninger om en hurtig behandling af voldssager. De indebærer for politiet, at det samlede tidsforbrug, fra voldsanmeldel­sen modtages (gerningsmanden er identificeret), til sagen indbringes for retten, ikke bør overstige 30 dage. Målsætningen for behandlingstiden ved domstolene er angivet til 37 dage. For strafafso­ningen af voldsdomme er målsætningen fastsat således, at afsoningen for dømte, som ikke er vare­tægtsfængslede, skal iværksættes senest 30 dage efter, at dommen kan fuldbyrdes.

- 14 -

2.2.2. Konfliktråd

Som et led i styrkelsen af retsstillingen for ofre for forbrydelser blev der i 1997 iværksat et nyt og (i forhold til et tidligere forsøg) bredere forsøg med mægling i konfliktråd, som kan give et mere fyldigt grundlag end det tidligere forsøg for at vurdere konfliktrådenes eventuelle fremtidige rolle i kriminalitetsbekæmpelsen i Danmark.

Det nye udvidede forsøg gennemføres i politikredsene Glostrup, Roskilde og Ringsted (i alt 19 kommuner med en samlet befolkning på ca. 395.000). Det er Det Kriminalpræventive Råd, der for Justitsministeriet står for gennemførelsen af forsøget. Der behandles sager i konfliktråd fra maj 1998 til juni 2002.

Formålet med konfliktråd er, at offeret får løst op for sine frustrationer og sin angst og bliver mere tryg i dagligdagen, samt at gerningsmanden ansvarliggøres og afstår fra kriminalitet senere. Konfliktrådsordningen er ikke et alternativ, men et supplement til almindelig retsforfølgning. Dette indebærer, at straffesagen gennemføres mod gerningsmanden, selv om vedkommende har deltaget i konfliktråd. En sådan deltagelse vil dog kunne indgå i rettens sanktionsvalg og straffastsættelse. Dette er også forekommet under den nuværende forsøgsordning, hvor retten i en voldssag har afsagt en betinget dom under henvisning til den tiltaltes deltagelse i konfliktråd.

Fra maj 1998 og frem til september 2000 har der været gennemført mægling i konfliktråd i 70 sager mod i alt 4 sager under den tidligere forsøgsordning. I samme periode har mæglerne desuden arbejdet med 115 andre sager, som af forskellige årsager ikke kom i konfliktråd, f.eks. fordi en af parterne sagde nej, parterne selv havde løst konflikten, eller fordi mæglerne ikke kunne komme i kontakt med parterne.

De fleste mæglinger i konfliktråd har indtil nu drejet sig om voldssager, men der har også været sager om bl.a. hærværk, biltyveri, indbrud, blufærdighedskrænkelse og røveri.

I mange af mæglingerne har parterne aftalt, hvordan de skal forholde sig til hinanden fremover, f.eks. om de skal hilse på hinanden, hvis de mødes, eller om de skal lade være med at tale mere sammen. I de fleste af sagerne har gerningsmanden givet en undskyldning, og den forurettede har modtaget den. I nogle sager har parterne ønsket, at mægleren i aftalen skrev, at det var godt at mødes og få talt ud.

Nogle gerningsmænd har lovet at holde sig på rette vej i fremtiden, og i andre sager gik aftalen ud på, at gerningsmanden skulle prøve at ændre adfærd. I en enkelt sag er der truffet aftale om økonomisk erstatning, og i en anden, at parternes venner skulle orienteres om mæglingen for derved at forebygge eventuelle fremtidige hævnaktioner.

- 15 -

Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) evaluerer løbende forsøget, og der vil udkomme en evalueringsrapport efter forsøgets afslutning i 2002. Evalueringen består bl.a. af spørgeskemaunder­søgelser og interviews af ofre og gerningsmænd samt mæglere og politifolk.

En midtvejsevaluering af forsøget fra august 2000 viser bl.a., at 9 ud af 10, som har mødt hinanden i konfliktråd, betegner mødet som ”vellykket” eller ”meget vellykket”, ligesom det fremgår, at de fleste deltagere har haft stort udbytte af at deltage i konfliktråd, og at konfliktråd giver mulighed for, at ofre kan bearbejde deres angst, frustration eller andre følelser som følge af kriminaliteten.

2.2.3. Forsøg i fængsler med behandling for at ændre voldsdømtes adfærd

I forbindelse med voldspakke I fra 1994 blev det besluttet at iværksætte forsøg med særlige behand­lingsprogrammer for voldsdømte indsatte i danske fængsler og arresthuse. Forsøgsordningen blev iværksat med det canadiske ”Cognitive Skills Training Programme” som forbillede. Dette projekt har til formål at ændre kriminelles måde at tænke og løse problemer på, således at de fremtidigt vælger ikke-kriminelle adfærdsformer.

Det kan oplyses, at der i perioden fra kriminalforsorgen startede undervisning i kognitiv færdig­hedstræning i 1994 og til dato har været ca. 1.100 elever (indsatte), der har påbegyndt og ca. 700 elever, der har afsluttet undervisningen. Kriminalforsorgen har i alt 35 uddannede instruktører – hovedsagelig fængselsfunktionærer – der forestår undervisningen.

2.2.4. Forskning og statistik om vold

I forlængelse af voldspakke I blev der gennemført dels en undersøgelse af den faktiske vold i sam­fundet (Flemming Balvig: ”Vold på gaden, i hjemmet og på arbejdet. Oversigt over resultater fra voldsofferundersøgelsen 1995/96”, udgivet af Rigspolitichefen, 1998) og dels en undersøgelse af de voldskriminelles sociale baggrund og kriminelle karriere (Britta Kyvsgaard: ”Voldskriminelle og voldskriminalitet”, Kriminalistisk Instituts Skriftserie nr. 9, 1995).

Spørgsmålet om voldens mørketal og den faktiske vold i samfundet belyses også i en undersøgelse af nærpolitiforsøget i 1998 (Flemming Balvig: ”Nærpolitiforsøget i Helsingør Politikreds. Forholdet mellem befolkningen og politiet 1998”, udgivet af Rigspolitichefen, 1999.) En tilsvarende undersø­gelse, der er gennemført ultimo 2000, forventes offentliggjort i løbet af foråret 2001. Endvidere ventes i løbet af kort tid en rapport fra en international komparativ offerundersøgelse, som Danmark har deltaget i sammen med en lang række andre lande. Undersøgelsen, hvis danske bidrag er finan­sieret af Justitsministeriets forskningspulje (under Justitsministeriets Forskningspolitiske Udvalg),

- 16 -

vil bl.a. belyse, hvorvidt danskere i større omfang end andre europæere udsættes for vold og er ang­ste for vold.

Det kan også nævnes, at der af Justitsministeriets forskningspulje er bevilget midler til en særskilt dansk befolkningsundersøgelse om vold, herunder seksualiseret vold, mod kvinder. Det er Statens Institut for Folkesundhed, der forestår denne undersøgelse.

En arbejdsgruppe under Justitsministeriets Forskningspolitiske Udvalg har længe drøftet spørgsmå­let om en bedre statistik vedrørende ofre for vold og anden personfarlig kriminalitet og har foreslå­et, at der årligt udarbejdes en statistik, der oplyser om ofrenes køn og alder, fordelt efter kriminalite­tens art. Det forventes, at en sådan statistik vil kunne udarbejdes fra og med år 2002.

Justitsministeriets Forskningsenhed har, med henblik på yderligere at kunne udbygge en offerstati­stik, gennemført en undersøgelse af, hvilke forhold der systematisk registreres af politiet i forbin­delse med en voldsanmeldelse (Britta Kyvsgaard: ”Offerstatistik og statistik om gerningssituatio­nen”, tilgængelig på Justitsministeriets hjemmeside: www.jm.dk). Bl.a. sigtes på at få relationen mellem offeret og gerningspersonen belyst. Dette oplæg til udbygning af en offerstatistik skal be-handles i Justitsministeriets Forskningspolitiske Udvalg.

2.2.5. Voldssekretariatet

Regeringen nedsatte i forlængelse af voldspakken fra 1997 et ministerudvalg, der frem til udgangen af 2000 skulle forestå den overordnede gennemførelse og styring af indsatsen mod vold. Til at be­tjene ministerudvalget, der bestod af undervisningsministeren, socialministeren og justitsministeren, blev det besluttet at etablere et sekretariat for samme periode.

Sekretariatet skulle gennemføre ministerudvalgets initiativer og komme med nye forslag til styrkel­se af indsatsen mod vold, samt indgå i et samarbejde med Det Kriminalpræventive Råd og Narkoti­karådet. I Voldssekretariatets kommissorium og handlingsplan var der angivet en række indsatsom­råder og mål for sekretariatets arbejde.

Ét af Voldssekretariatets mål var at øge kvaliteten af SSP-samarbejdet og få alle kommuner til at etablere SSP–ordninger inden 2001. Der blev derfor i samarbejde med Det Kriminalpræventive Råd og Narkotikarådet gennemført en kortlægning af udbredelsen og indholdet af SSP-samarbejdet i kommuner og politikredse.

I samarbejde med Det Kriminalpræventive Råd, Narkotikarådet og SSP-samrådet gennemførtes desuden en kvantitativ undersøgelse, der skal vise hvilke metoder og midler, der anvendes i SSP­samarbejdet i kommunerne. Voldssekretariatet iværksatte i samarbejde med SSP-samrådet, Social­

- 17 -

ministeriet, og Det Kriminalpræventive Råd endvidere en kvalitativ undersøgelse af SSP­samarbejdet. Undersøgelsen belyser, hvilke behov og muligheder der er for metodeudvikling, ud­dannelse og kvalificering af det tværfaglige samarbejde i kommunerne.

Et andet mål for Voldssekretariatet var at nedbringe unges risiko for gentagne gange at blive udsat for vold (voldsofferrecidiv). For at kortlægge unge voldsramtes behov for støtte og hjælp har Voldssekretariatet planlagt og startet et projekt, som er nyskabende og indsamler ny viden om voldsramtes situation. På baggrund af den indsamlede viden skal der udarbejdes konkrete forslag til iværksættelse af procedure og initiativer med henblik på at kvalificere indsatsen over for voldsram­te.

Et tredje mål for Voldssekretariatets arbejde var at reducere befolkningens angst for voldskriminali­tet. For at styrke information og viden om vold og forebyggelse af voldskriminalitet har sekretaria­tets informations- og formidlingsstrategi omfattet kampagner, trykte og elektroniske publikationer og konferencer. Initiativerne omfatter bl.a. to landsdækkende kampagner til forebyggelse af vold, nyhedsbreve, en undersøgelsesrapport om unge mænds holdninger til vold, bogen "Voldens ansig­ter, børn, unge og vold" af John Peters og etablering af en hjemmeside.

Voldssekretariatet har endelig også haft til opgave at følge initiativerne fra regeringens voldspakker, indsamle informationer fra projekternes status og holde ministerudvalget løbende orienteret.

Ministerudvalget bag etableringen af Voldssekretariatet besluttede i sommeren 2000, at den volds­forebyggende indsats med virkning fra den 1. januar 2001 skulle samles i Det Kriminalpræventive Råd. Der er i den forbindelse oprettet en egentlig voldsforebyggende enhed i Det Kriminalpræven­tive Råds sekretariat.

2.2.6. En forstærket opsøgende indsats

En del af midlerne fra Socialministeriets puljer til økonomisk støtte til udviklingsprojekter over for de svagest stillede børn, unge og børnefamilier anvendes til støtte til lokale udviklingsprojekter i kommuner og amtskommuner. Herudover benyttes puljerne til centrale initiativer som udredninger, undersøgelser, evalueringer mv. på området.

Ved fordelingen af puljen til styrkelse af den sociale indsats over for børn og unge med uhensigts­mæssig adfærd – den såkaldte OPS-pulje (1998-2000) – prioriteres det særlig højt at støtte kommu­ner, der måtte ønske at udvikle et projekt rettet mod målgruppen for puljen med en sammenhæn­gende strategi for en forstærket indsats inden for en række områder på samme tid (dagtilbud, skole, fritidstilbud/klubber, rådgivningstilbud, SSP, hjælpeforanstaltninger og lignende).

- 18 -

I øvrigt er støtten ydet til en styrkelse af den opsøgende, kontaktskabende og støttende indsats både i den enkelte kommune/amtskommune og i et samarbejdsprojekt mellem flere kommuner. Det kan f.eks. være ved brug af udegående gadeplansarbejdere, der direkte blander sig med de unge der, hvor de befinder sig. Det kan også være gennem en ændret indsats fra fritids– og ungdomsklubber­nes side, hvor man gør hele lokalområdet til sit arbejdsfelt. Endvidere kan der fokuseres på de mu­ligheder, der ligger i et tæt SSP–samarbejde samt den rolle, som de frivillige foreninger for børn og unge, herunder idrætsforeninger og spejderkorps, kan spille i forhold til disse børn og unge.

Socialministeriet har truffet aftale med Udviklings– og Formidlingscenter for Socialt Arbejde med Unge (UFC) om at indsamle og formidle de væsentligste erfaringer fra de projekter, der har fået bevilget midler fra OPS–puljen.

UFC har på baggrund af en gennemgang af ansøgningerne til puljen udvalgt ca. 20 projekter, som vil blive fulgt nærmere i projektperioden. Ud fra projektbeskrivelserne er der isoleret 3 målgrupper: Kriminalitetstruede unge generelt, kriminalitetstruede drenge eller piger (køn), kriminalitetstruede unge med anden etnisk baggrund end dansk (etnicitet).

2.2.7. Fast kontaktperson

Med virkning fra den 1. juni 1997 blev der som et led i socialministerens samlede plan for en for­stærket social indsats indført en ny foranstaltning – en kontaktpersonordning – på linie med de øv­rige foranstaltninger, der kan iværksættes overfor børn og unge, der har et særligt behov for støtte.

Formålet med kontaktpersonordningen er at kunne imødekomme et behov for en fast voksenkon­takt, som kan give barnet eller den unge den støtte, som forældrene vurderes ikke at kunne give. Kontaktpersonen skal dels fungere som den voksne, som barnet eller den unge altid kan søge til, når der er brug for hjælp, dels træde til som den voksenperson, der altid kan og skal blande sig, når bar-net eller den unge opfører sig uacceptabelt.

Foranstaltningen retter sig både mod vanskeligt stillede børn og unge i almindelighed, men krimina­litetstruede børn og unge samt børn og unge, der har begået kriminalitet, er en specifik målgruppe for foranstaltningen.

2.2.8. Flere pladser på sikrede afdelinger og længerevarende behandlingsforløb

Som et led i voldspakken fra 1997 traf Folketinget beslutning om en udvidelse af antallet af sikrede pladser. Herudover blev anvendelsesområdet for de sikrede pladser udvidet, således at de også kan benyttes til længerevarende behandlingsforløb.

- 19 -

Det blev aftalt, at der skulle etableres 11 nye pladser i tilknytning til de allerede eksisterende 42 sikrede pladser.

Ringkøbing (Koglen) har i 1999 taget fire pladser i brug og har i efteråret 2000 fået godkendt yder­ligere én plads. Københavns Kommune (Sønderbro) har i løbet af efteråret taget tre nye pladser i brug. I Frederiksborg Amt skulle der etableres fire pladser. Disse forventes færdigbygget i efteråret 2001. Indtil da har amtet fundet en midlertidig løsning. Det samlede antal sikrede pladser kom der­med op på 54.

Som led i regeringens udspil af 27. oktober 2000 om initiativer mod kriminelle unge er bl.a. taget følgende initiativer:

1) Der oprettes ca. 20 nye sikrede pladser til unge kriminelle. Det samlede antal sikrede pladser bringes dermed op på 74.

2) Der etableres 100-120 yderligere anbringelsespladser. Regeringen vil sammen med kommuner og amter tage initiativ til, at der etableres en række andre pladser for mindre kriminelle unge el­ler unge, der måtte være på vej ind i kriminalitet. Der kan være tale om mandsopdækkede plad­ser, døgninstitutioner mv.

Socialforskningsinstituttet er på Socialministeriets foranledning i gang med at foretage en evalue­ring af effekten af anvendelsen af pladser i sikrede afdelinger til længerevarende behandlingsforløb. Evalueringen har til opgave at undersøge, hvordan ordningen fungerer, herunder hvem der har væ­ret i ordningen, og hvordan det efterfølgende er gået de pågældende. Der gennemføres interview med de unge selv, deres forældre, den visiterende kommune, og kontaktpersonen på og ledelsen af institutionen. Det viser sig bl.a., at antallet af unge i ordningen har været yderst begrænset, og at de unge har meget forskellige baggrunde. Hertil kommer, at behandlingen af de unge er meget forskel­lig bl.a. afhængig af hvilken institution, de er blevet anbragt på. Det begrænsede antal af unge i ord­ningen har sammenhæng med, at pladserne i vid udstrækning har været anvendt til varetægtssurro­gat. Evalueringen afrapporteres i maj/juni 2001.

2.2.9. Vejledning til skoler om undervisning om vold samt undervisningsmaterialer

Undervisningsministeriet har udsendt en vejledning til skolerne om undervisning mod vold, hvor voldsproblemet behandles generelt, og hvor der især beskrives en række metoder og materialer, der kan være velegnede i undervisningen. Amtscentralerne for undervisning (nu: pædagogiske centre) har udarbejdet et omfattende materialesæt til brug i undervisningen bestående af bøger, billeder, film og andet. I et stort antal kommuner gennemføres tillige kursusprogrammet ”Samtale i stedet for vold”, som er udarbejdet af Det Kriminalpræventive Råd, og som er under evaluering og omarbejd­ning.

- 20 -

2.2.10. Handlingsplan om uddannelse til alle

Undervisningsministeriet har med sit program ”Uddannelse til alle” gennemført en række initiativer for at begrænse frafaldet i ungdomsuddannelserne. Der er opstillet en målsætning om, at 95 pct. af en ungdomsårgang skal være under uddannelse.

2.2.11. Forstærket pædagogisk-psykologisk behandling af børn med særlige behov og proble­mer

I 1994 tog Undervisningsministeriet initiativ til PPR–projektet – en undersøgelse af kommunernes pædagogisk-psykologisk rådgivning, arbejdets organisering og opgaveløsning. I forlængelse af PPR-projektets afsluttende rapport og handleplan inviterede Undervisningsministeriet i slutningen af 1997 til et kommunalt netværksarbejde med det formål at skabe udviklingsprojekter på de områ­der, der var udpeget i rapporten. Formålet med udviklingsprojektet er, at de deltagende PPR– enheder i fællesskab får udviklet, beskrevet og evalueret nye effektive strategier, metoder og sam­arbejdsmodeller. Der sigtes på at møde de ændrede behov for pædagogisk–psykologisk rådgivning, som samfundsudviklingen har medført, og at bidrage til, at erfaringerne kan bredes ud til alle lan­dets kommuner og amtskommuner.

I januar 1998 havde 26 kommuner, herunder 2 amtskommuner, ytret ønske om at deltage, og nettet blev sat i gang. De deltagende PPR-enheder indgår i netværket med hver deres udviklingsprojekt og er samtidig del af en netgruppe, der som overordnet opgave har besvarelsen af en række centrale spørgsmål, som netværket har stillet.

Efter de første 19 måneder af den treårige projektperiode er PPR–enhederne godt i gang med deres udviklingsprojekter, og netgruppernes arbejde er startet. Indtil nu er afholdt fem fælles konferencer. Konferencetemaerne har været: Forandringsfaktorer i udviklingsprocesser; overgange og tværfag­lig koordinering; PPR-NET, Uro-net og PPR-vejledning; information og kommunikation via elek­tronisk net; relationsarbejde i skolen samt fastholdelse af udvikling. Konferencerne er fælles erfa­ringsgods, hvor netgrupperne tager afsæt til egne differentierede processer.

De toneangivende temaer i arbejdet er: ”Tidlig indsats og forebyggelse”, ”Overgange mellem bør­nehave, skole og fritidsordning”, ”Tværfaglig koordinering og samarbejde”, ”Fra enkeltsagspsyko­log til konsulentpsykolog”.

2.2.12. Skolenetværk om urolige elevers behandling i skolen

- 21 -

Som resultat af Undervisningsministerens redegørelse til Folketinget om “urolige elever” blev der i oktober/november 1997 inviteret bredt til deltagelse i et kommunalt netværk med følgende formål: At de deltagende kommuner i en fælles proces får udviklet, beskrevet, effektueret og evalueret fore­byggende og indgribende metoder og samarbejdsmodeller, der kan medvirke til at skabe mere rolige skoler, hvor de urolige elever bliver mødt på en konstruktiv og udviklende måde; at de deltagende kommuner bidrager til, at erfaringerne udbredes til alle landets kommuner.

Den første konference i netværket blev afholdt i januar 1998. Der deltager 32 kommuner med ca. 280 deltagende skoler herunder tre amtskommuner i netværket.

I midten af januar 1999 havde samtlige skoler fået grundig tilbagemelding på deres statusskema fra en af projektkoordinatorerne, og overvejelserne om handleplaner på skole– og kommuneniveau kunne begynde. Processen er i de fleste kommuner hjulpet på vej via besøg af en af projektkoordi­natorerne. Handleplanerne samles til fælles inspiration på Undervisningsministeriets hjemmeside med titlen Uro–net, på samme måde som det forskellige idé- og inspirationsmateriale, der kan bru­ges til gennemførelse af handleplanerne.

På netværkets konference d. 19.-20. maj 1999 var temaerne: ”Udvikling af lærernes personlige res­sourcer som et element i forebyggelse af uro”, ”Projektarbejdsformen”, “Nye veje/plejer/ fælles holdning”, “Brug af stjernemodel i forbindelse med svært underviselige”, “Samarbejde SFO – skole – daginstitution” [SFO = skolefritidsordning] samt skolernes muligheder i forhold til mobning og børn i sorg.

2.2.13. Ny Start – et kognitivt færdighedsprogram for unge

Socialministeriet har i samarbejde med Det Kriminalpræventive Råd støttet projekt Ny Start, der er et socialt færdighedsprogram.

Ny Start er et kognitivt baseret pædagogisk program, som kommunerne kan anvende over for unge i alderen 12-18 år, der er karakteriseret ved uhensigtsmæssig handlemønstre og en udadreagerende adfærd. Disse unge marginaliseres i forhold til de almindelige samfundsmæssige tilbud og glider derfor let ud i en social isolation, hvor de desperat søger at få en social identitet. De føler sig fanget i et vedvarende problemmønster og kan ikke finde ud af, hvordan de skal komme ud.

Det sociale færdighedsprogram er udviklet i samarbejde mellem tre kommuner, projektleder samt en forskergruppe. Med start primo 1998 er der afviklet et pilotprojekt i en række kommuner i en 2­årig periode. Programmet blev udviklet og forankret i forskellige institutioner i de enkelte kommu­ner, f.eks. med udgangspunkt i ungdomsskole, heldagsskole, produktionsskole og klub.

- 22 -

2.2.14. Alternative behandlingstilbud

Socialministeriet nedsatte i efteråret 1997 en arbejdsgruppe til at komme med forslag til udvikling af særlige målrettede behandlingstilbud og institutionsformer over for større børn og unge med en adfærd, som de nuværende dagbehandlings- og døgntilbud mangler relevante behandlingsmetoder overfor. Det drejer sig dels om voldelige, kriminelle eller kriminalitetstruede unge, herunder andengenerationsind­vandrere og flygtninge, dels om unge med massive misbrugsproblemer.

I arbejdsgruppen deltog foruden Socialministeriet repræsentanter fra Justitsministeriet, kriminalforsor­gen, de kommunale parter, København, Århus, Odense og Ishøj kommuner samt personer med særlig kendskab til området. Socialministeriet udsendte i juni 1998 en rapport om udvikling af nye behand­lingstilbud/institutionsformer for unge på baggrund af arbejdsgruppens forslag. Der er afsat 25 mio. kr. pr. år i en 3-årig periode til igangsættelse af rapportens initiativer, hvor der lægges vægt på erfaringsop­samling og formidling af metoderne fra dette udviklingsarbejde. Der henvises til afsnit 2.3.1.4. om nye behandlingstilbud.

2.3. Regeringens initiativer over for utilpassede unge fra november 1999

Den 4. oktober 1999 nedsatte regeringen et ministerudvalg om integration og utilpassede unge. Udval­gets opgaver var delt op på to hovedområder. Udvalget skulle dels udarbejde en samlet og langsigtet handlingsplan for integration i det danske samfund, dels tilrettelægge konkrete initiativer på kort og langt sigt vedrørende en hurtig indsats over for problemerne omkring de utilpassede unge. Udvalget afgav i november måned 1999 en rapport om regeringens initiativer over for utilpassede unge og i fe­bruar måned 2000 afgav udvalget en samlet handlingsplan om bedre integration. I dette afsnit beskri­ves alene rapporten om regeringens initiativer over for utilpassede unge fra november 1999.

2.3.1. Initiativer vedrørende en akut indsats

2.3.1.1. Udrykningsholdet

Udrykningsholdet er med virkning fra 1. maj 2000 oprettet af regeringen som et videns- og rådgiv­ningscenter for indsatsen over for utilpassede unge. Udrykningsholdet har til formål at rådgive kommuner, amtskommuner, politikredse og andre centrale aktører på området.

Udrykningsholdet yder gratis konsulentbistand over hele landet og informerer bl.a. gennem konfe­rencer, seminarer og netværk samt gennem udgivelsen af et nyhedsbrev om udviklingen på områ­det. Desuden indsamles viden og dokumentation som grundlag for analyser og forslag til indsatser over for utilpassede unge.

- 23 -

Den Sociale Ankestyrelse udarbejdede i oktober 2000 på foranledning af Udrykningsholdet en rap­port om "Kommunernes erfaringer med utilpassede unge". På den baggrund udarbejdede Udryk­ningsholdet i december 2000 en gennemgang af en række lokale projekter, hvis betydning er blevet evalueret. I løbet af 2001 vil der komme yderligere en række analyser af lokale indsatser, som kan inspirere andre i arbejdet.

2.3.1.2. Intensivt tilsyn fra politiets side

Rigspolitichefen har anmodet de politikredse, som har volds- og bandekriminalitet, om at formulere handlingsplaner for en øget indsats på området. Det påhviler politikredsene at indarbejde lokal udmøntning af initiativer over for utilpassede unge i disse handlingsplaner, således at der foretages et intensivt tilsyn med utilpassede unge. Rigspolitichefen har i den forbindelse givet retningslinier bl.a. for identificering af målgrupper, strategi for imødegåelse af gadebandekriminalitet samt strategi i relation til politimæssig indsats mod utilpassede unge i bredere forstand.

2.3.1.3. Hurtig indgriben over for børn og unge, der begår kriminalitet

Et væsentligt element i regeringens strategi for bekæmpelse af kriminalitet er, at der allerede første gang et barn eller en ung har gjort sig skyldig i kriminalitet, straks skal tages kontakt til forældrene for at drøfte, hvad der bør gøres, og om der er behov for en yderligere indsats fra de sociale myn­digheders side. I forhold til unge, som har begået voldskriminalitet, skal der af de sociale myndig­heder som udgangspunkt altid lægges en individuel handlingsplan, som opstiller en række krav til den unge med hensyn til skolegang eller uddannelse, arbejde, bolig, fritidsaktiviteter og lignende.

Socialministeriet har den 31. januar 2000 udsendt en vejledning om hurtig indsats over for børn og unge, der begår kriminalitet (Udsendt til samtlige kommuner, amter, politikredse m.fl.). I forlængel­se af vejledningen har Socialministeriet udsendt inspirationskataloget "Børn og Kriminalitet", maj 2000.

Herudover er der med virkning fra den 1. januar 2001 i serviceloven indført en pligt for kommuner­ne til – i samarbejde med den unge og familien – at udarbejde en plan for indsatsen, når en ung har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet.

2.3.1.4. Nye behandlingstilbud

Der etableres særlige behandlingstilbud og institutionsformer for utilpassede og kriminelle unge, med en særlig institutionsenhed med fire interne pladser i Ringe Statsfængsel til unge, der afsoner ubetinget fængselsstraf, en åben social døgninstitution med to afdelinger med hver fem pladser og en særlig gruppe til at bistå i akutte situationer.

- 24 -

I Århus etableres et behandlingstilbud med 2 gange 4 pladser til særligt belastede unge. Disse pro­jekter er støttet af midler fra Socialministeriet som opfølgning på rapport om nye institutionsformer mv. udsendt af Socialministeriet i maj 1998.

De fire pladser i Ringe Statsfængsel er etableret og taget i brug den 1. december 2000. De fem plad­ser på Fyn i åbent regi forventes åbnet i foråret 2001, mens der ikke er fundet lokaler til de resteren­de 5 pladser. Den Nye Ungeinstitution i Århus Amt har siden august 1999 haft 4 midlertidige plad­ser. Der arbejdes hen mod en permanent placering af de 2 gange 4 pladser.

2.3.1.5. Indholdet af Ringe-projektet

Projektet består som nævnt ovenfor af en særlig institutionsenhed i Ringe Statsfængsel samt en åben døgninstitution drevet af Fyns Amt med to afdelinger og et udrykningskorps. Hver enhed rummer en gruppe på max. 4-5 unge, idet det erfaringsmæssigt er meget vanskeligt at arbejde med denne type unge i større grupper. Udrykningskorpset skal bistå afdelingerne i akutte situationer samt i forbindelse med særligt tilrettelagte forløb i forhold til en eller flere klienter

Målgruppen er svært adfærdsvanskelige og ofte kriminelle unge. I den ene åbne afdeling er der ale-ne unge, som anbringes med betinget dom eller i medfør af straffelovens § 49, stk. 2, med Ringe Statsfængsel som ”moderanstalt”. Den anden åbne afdeling modtager overvejende særligt belastede unge, som anbringes alene efter servicelovens § 40, stk. 2, nr. 11, - evt. uden samtykke. Det faglige indhold i de to afdelinger er ens.

Alle enheder vil have relevant pædagogisk/psykologisk bemanding, og der tilknyttes forskellige specialister f.eks. psykolog, ungdomspsykiatrisk konsulent og misbrugskonsulent. Der vil være fa­ciliteter til beskæftigelse af de unge.

Forudsætning for at opnå plads i projektet er, at anbringende kommune giver bindende tilsagn om bevilling af det samlede anbringelsesforløb (op til 2½ år) i overensstemmelse med behand­lingsplanen, som udarbejdes i samarbejde mellem institutionen og kommunen. Kriminalforsorgen og Ringe Statsfængsel deltager i planudarbejdelsen og i det løbende samarbejde om den unges ud­vikling i de tilfælde, hvor der visiteres via det retlige system. Ved anbringelserne i medfør af straf­felovens § 49, stk. 2, skal vilkårene for opholdet i den sociale institution fastsættes med ud­gangspunkt i den udfærdigede behandlingsplan.

Eksempler på forløb:

- 25 -

1) Den unge, der er dømt til ubetinget fængsel, starter afsoning i fængselsafdelingen. Når den unge vurderes klar til det, overflyttes den unge til § 49, stk. 2-afsoning i den åbne sociale afdeling. Ved evt. vilkårsovertrædelse tilbageføres den unge til fængselsafdelingen. Muligheden for ny overførsel til § 49, stk. 2-afsoning i den sociale afdeling er fortsat til stede, såfremt den unge vurderes klar hertil. Ved prøveløsladelse kan den unge evt. fortsætte ophold i den sociale afde­ling eller have afdelingen som støtte under anden boplacering. Der er tale om et sammenhæn­gende og længerevarende tilbud, der følger den unge, indtil der er etableret en rimelig selvstæn­dig tilværelse og opbygget et nyt bæredygtigt netværk.

2) Den unge starter i den sociale afdeling som led i et vilkår ved en betinget dom eller anden retlig sanktion eller direkte i medfør af § 49, stk.2-afsoning. Ved vilkårsovertrædelse stilles den unge for retten, og såfremt retten ændrer dommen til en ubetinget straf, indsættes den unge til afso­ning i fængselsafdelingen. Forløbet i eksemplet ovenfor er herefter målet.

3) En svært belastet ung inden for målgruppen visiteres til den åbne sociale afdeling i forbindelse med en social anbringelse. Denne foranstaltning kan eventuelt være uden samtykke. Forløbet frem til udslusning er det samme som ovenfor.

Udgangspunktet er at betragte den unge som havende en normaludvikling, der er løbet af sporet. Oftest vil den unges erfaringsgrundlag have udgangspunkt i en situation som afhængigt, passivt offer (omsorgssvigt, afvisning, overgreb etc.). Den unges overlevelsesstrategi har herefter været at bringe sig i en aktiv position som gerningsmand (overgreb mod andre etc.). Erfaringsgrundla­get/overlevelsesstrategierne hos den enkelte unge skal udfordres og påvirkes i resocialiserende ret­ning igennem erfaringer med gensidige relationer i det skabte behandlingsmiljø.

Der etableres derfor et miljø, som realiserer rammerne for et udviklende ungdomsliv, nemlig skole­gang, uddannelse, arbejde og struktureret fritid - og samtidig med mulighed for arbejdsmæssig til­knytning til erhvervslivet i lokalområdet.

Der opbygges stabile, sociale relationer mellem personligt involverede, professionelle medarbejdere og den enkelte unge. Disse relationer udvikles dels igennem fællesskab om in- og eksterne aktivite­ter og dels gennem personlige samværsformer (f.eks. samtale om personlige forhold, konflikt - og problemløsning etc.). Som supplement hertil sikres mulighed for mere specialiserede behandlings­mæssige former (terapi, kognitive metoder etc.), og for dybtgående og fastholdende forløb eller perioder (ture, ekstraordinær mandsopdækning, mulighed for kortvarig overførsel til sikrede afde­linger o.lign.). Der skal i institutionens regi være mulighed for at etablere afgiftnings- og nedtrap­ningsbehandling for misbrugende unge.

Den unge kan ikke gennem negativ opførsel "kvalificere" sig til at blive permanent bortvist af insti­tutionen - jf. dog tilbagevisning til "moderfængslet" (Ringe) ved § 49, stk.2-afsoning. Selv om det fysiske ophold i institutionen midlertidigt må ophøre (f.eks. pga. ophold i sikret afdeling, uddannel­

- 26 -

se, rømning, afsoning) forbliver den unge indskrevet, og institutionens kontakt med den unge og den unges hjemkommune fortsætter.

Af såvel behandlings- som sikkerhedsmæssige grunde skal der fra de små afdelinger døgnet rundt være mulighed for at tilkalde hurtig hjælp fra medarbejdere i de andre afdelinger i konfliktsituatio­ner, der "løber af sporet" i faretruende eller ukontrollabel retning.

Ud over arbejde med de unge under opholdet, skal der sikres et forløb - en kontinuitet - såvel før som under og efter opholdet. Institutionen skal - i samarbejde med den unges hjemkommune - yde støtte og vejledning til den "kontaktperson" (jf. servicelovens § 40, stk. 2, nr. 7), som forudsættes tilknyttet den enkelte unge allerede før opholdet. Denne kontaktperson skal være en ressourcestærk og positiv person fra den unges tidligere netværk, f.eks. et familiemedlem, en fodboldtræner, en lærer eller lignende.

Institutionen skal også varetage særlige støtte- og konsulentopgaver for den anbringende kommune (uanset den formelle beslutningskompetence) i forhold til udarbejdelse af gensidigt forpligtende planer for opholdet og i samarbejdet med den unge og forældrene før opholdet. Ligeledes skal insti­tutionen udarbejde planer for den unge efter opholdet i forhold til uddannelse og arbejde – herunder revalideringsplaner o.lign.

2.3.1.6. Styrkelse af kriminalforsorgens indsats og samspillet mellem myndigheder

Kriminalforsorgen har iværksat et projekt med øget rekruttering af personale med flerkulturel baggrund. Der har været afholdt et antal introduktionsmøder og den første pilotprojektklasse i København er igangsat for perioden november 2000 til maj 2001.

Der er ansat en særlig udslusningskonsulent, som skal følge det enkelte fængsels sagsbehandling i forbindelse med udslusning af unge (op til 25 år) fra etniske grupper. Samtidig er fængslerne blevet pålagt at udarbejde en individuel handleplan, som både skal omfatte afsoningsperioden og tiden efter løsladelsen for alle etniske unge under 25.

Der er etableret en mentorordning, hvorefter tilsynet med utilpassede unge med anden etnisk baggrund styrkes gennem tilknytning af en mentor (dvs. en læremester/rollemodel) til den unge. Mentorer kan tilknyttes både i forbindelse med betingede domme med vilkår om tilsyn og i forbindelse med prøveløsladelse med tilsyn efter afsoning af fængselsstraf. For den sidstnævnte gruppe kan kontakten til mentoren etableres i god tid før løsladelsen for at lette overgangen til frihed.

Et særligt behandlingsprogram er udviklet for indsatte, som har problemer med at kontrollere deres vrede og har udviklet en aggressiv adfærd.

- 27 -

Målet med undervisningen er, at deltagerne øger deres bevidsthed om de processer, der fører frem til vrede og aggressiv adfærd, at deltagerne bliver bevidste om behovet for at kunne iagttage deres adfærd, at deltagerne oplever fordele ved at kontrollere deres adfærd, og at deltagerne forbedrer/lærer teknikker til at mestre deres vrede, så den ikke udvikles til aggressiv adfærd. Undervisningen henvender sig især til unge indsatte, herunder etniske unge.

2.3.1.7. Samspillet mellem kriminalforsorgen og de sociale myndigheder

Kontaktgruppen mellem Socialministeriet og Direktoratet for Kriminalforsorgen har i 1998 udsendt vejledende retningslinier for samarbejdet mellem de sociale myndigheder og kriminalforsorgen.

Vedrørende unge kriminelle anbefales det, at der meget tidligt i et kriminelt forløb indledes et sam­arbejde mellem myndighederne. Det forudsættes blandt andet, at der altid udarbejdes en koordineret handleplan, hvis en ung under 18 år af anklagemyndigheden kræves idømt en ubetinget frihedsstraf.

Der er netop udfærdiget en midtvejsevaluering vedrørende de vejledende retningslinier. Heraf fremgår, at der nu foreligger aftaler om samarbejde og koordinering af handleplaner mellem mere end halvdelen af landets kommuner og kriminalforsorgens lokale afdelinger.

Samtidig konstateres det, at regeringsintiativerne fra november 1999 over for utilpassede unge end-nu ikke synes at være integreret i det regionale samarbejde omkring denne fælles klientgruppe, hvorfor der anbefales en yderligere udbygning af samarbejdet med konkretisering af ansvarsforde­ling og overvejelser om behov for (behandlings)tilbud.

Samspillet mellem de sociale myndigheder og kriminalforsorgen giver sig også udtryk i anvendel­sen af straffelovens § 49, stk. 2, over for unge lovovertræder. En stigende andel af unge mellem 15 og 18 år, som skal afsone en ubetinget frihedsstraf, afsoner straffen i medfør af § 49, stk. 2 – og en stigende andel afsoner i egentlige behandlingsinstitutioner i de sociale myndigheders regi. Der er således en faldende andel af de unge mellem 15 og 18 år, som afsoner i fængsel eller arresthus eller eventuelt i en af kriminalforsorgens pensioner.

2.3.2. Initiativer vedrørende det forebyggende arbejde

2.3.2.1. Forstærket kriminalpræventiv indsats over for kriminelle mellem 18 og 24 år (SSP+)

Det Kriminalpræventive Råd er anmodet om at sætte særlig fokus på den kriminalpræventive indsats over for unge mellem 18 og 24 år. Med dette såkaldte SSP+ projekt tilsigtes det at modvirke, at denne gruppe unge befinder sig i et kriminalpræventivt ingenmandsland.

- 28 -

Det Kriminalpræventive Råd og Direktoratet for Kriminalforsorgen har desuden indledt et samarbejde for nærmere at beskrive, hvordan tværsektorielle samråd fungerer lokalt.

Sideløbende hermed samarbejder Socialministeriet, Justitsministeriet og Det Kriminalpræventive Råd om udarbejdelse af inspirationskatalog om ungdomskontrakter.

Herudover har Det Kriminalpræventive Råd og Ungdomsringen sammen med ungdomsskolerne ind­ledt et samarbejde for at styrke ungdomsklubbernes opsøgende virke. Også Ungdomsuddannelserne og Ungdomsvejledningen er blevet inddraget gennem optagelse i Det Kriminalpræventive Råds centrale SSP-udvalg.

Med henblik på at etablere et tæt samarbejde mellem politi og udskænkningsstederne har Politimesterforeningen og Det Kriminalpræventive Råd sammen genudsendt rapporten om alkohol- og narkotikamisbrug og fremdraget de mange gode forebyggende råd, der er oplistet heri. Samtidig har Politimesterforeningen og Det Kriminalpræventive Råd opfordret landets kommuner til, at der etableres tættere samarbejde omkring ansvarlige udskænknings- og alkoholpolitikker lokalt. Sideløbende hermed har Voldssekretariatet afholdt et seminar om alkoholrelateret vold, hvor budskabet om nødvendigheden af lokale, ansvarlige udskænkningspolitikker blev betonet.

Arbejdsmarkedets parter er inddraget i det forebyggende arbejde gennem optagelse af LO og Dansk Arbejdsgiverforening i Det Kriminalpræventive Råds centrale SSP-udvalg og i plenarforsamlingen med henblik på at stimulere de lokale arbejdsmarkedsaktører til eventuelt på ad hoc-basis at indgå i det lokale SSP-samarbejde.

2.3.2.2. Styrkelse af SSP-samarbejdet

Det Kriminalpræventive Råd og SSP-samrådet er for tiden i færd med at udarbejde forskelligt informationsmateriale om funktionen som SSP-konsulent til ca. 300 uddannelsesinstitutioner (sociale højskoler, pædagogseminarer mv.).

SSP-samrådets amtskonsulenter og Det Kriminalpræventive Råd samarbejder desuden løbende om at informere lokalt om arbejdet som SSP-konsulent, særligt for at få studerende med anden etnisk baggrund til at opnå interesse for at indgå i arbejdet med utilpassede unge.

Der er i samarbejde med SSP-samrådet etableret nye efter- og videreuddannelsestilbud til SSP­konsulenterne. Umiddelbart udbydes der i januar 2001 kurser i projektstyring, ligesom kurser i kultur­og minoritetsforståelse er under udarbejdelse.

- 29 -

i

På længere sigt drøfter Det Kriminalpræventive Råd, Kommunernes Landsforening og SSP-samrådet mulighederne for udarbejdelse af længere uddannelsestilbud til SSP-konsulentgruppen.

2.3.2.3. Tidlig anbringelse af børn

Ændringer i serviceloven skal i højere grad sikre, at støtten – f.eks. anbringelse – ydes til barnets bedste, at den tidlige indsats styrkes, og at der skabes større kontinuitet og stabilitet anbringelsesforløbene.

Der er i foråret 2000 gennemført en række ændringer i servicelovens regler om særlig støtte, herunder er betydningen af hensynet til barnets bedste og til kontinuiteten og stabiliteten i anbringelsesforløb blevet understreget i lovens beskrivelse af anbringelsesbetingelserne, ligesom der er indført nye regler, der understøtter dette – f.eks. om at hjemtagelse af barnet kan udskydes i 3 måneder. Loven trådte i kraft den 1. januar 2001.

2.3.2.4. Øgede tilbud til unge fra det 18. til det fyldte 23. år

Med virkning fra den 1. januar 2001 er der i serviceloven indført et selvstændigt kapitel om tilbud til unge fra 18 til 22 år. Når det anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte, og hvis den unge er indforstået hermed, er der mulighed for at forlænge visse støtteforanstaltninger til det fyldte 23. år. Det gælder personlig rådgiver, fast kontaktperson og opretholdelse af et døgnophold uden for hjemmet. Herudover er der blevet mulighed for at etablere en udslusningsordning i det tidligere anbringelsessted og tildele personlig rådgiver og fast kontaktperson indtil det fyldte 23. år for unge, der var anbragt umiddelbart inden det fyldte 18 år.

Endelig har de unge mellem 18 og 22 år, der har ophold i et anbringelsessted, fået mulighed for at modtage kontanthjælp, aktivering mv.

2.3.2.5. Mulighed for udbetaling af godtgørelse til utilpassede unge under 18 år

Med virkning fra den 1. januar 2001 er der i serviceloven indført mulighed for, at kommunen kan formidle et praktiktilbud hos en offentlig eller privat arbejdsgiver for den unge og i den forbindelse udbetale en godtgørelse til den unge. Praktiktilbud med godtgørelse er et blandt mange pædagogiske instrumenter, som kommunen kan anvende i forhold til den særlige gruppe af unge under 18 år, som har vanskeligt ved at begå sig i livet, primært i forhold til at fastholde en tilknytning til skolesystemet eller til at opnå eller fastholde en tilknytning til arbejdsmarkedet ved egen hjælp.

2.3.2.6. Fast kontaktperson til hele familien

- 30 -

Med virkning fra den 1. januar 2001 er der i serviceloven indført mulighed for, at kommunen kan beslutte at udpege en fast kontaktperson for hele familien. Kontaktpersonens opgave er at koordinere indsatsen over for hele familien.

2.4. Indsats mod gadebandekriminalitet

Rigspolitichefen har i en rapport fra september 1999 behandlet forekomsten af gadebander i Dan­mark. Det fremgår af rapporten, der er udarbejdet på grundlag af indberetninger fra landets politi­kredse, at gadebander udgør et kriminalitetsmæssigt problem, som forudsætter en målrettet efter­forskningsmæssig indsats imod de mest aktive personer, en styrkelse af nærpolitiet, et intensiveret SSP–samarbejde (dvs. samarbejde mellem skole, socialforvaltning og politi) og en nærmere over­vågning og analyse af gadebandemiljøet.

I forlængelse heraf kan det nævnes, at regeringen i november 1999 indgik en økonomisk flerårsafta­le med en række partier, som bl.a. indebærer en styrkelse af politiindsatsen i nærområdet og over for særlige kriminalitetsproblemer i storbyerne samt et intensiveret SSP–samarbejde i de kommende år.

For at skabe grundlaget for en mere fremtidssikret forebyggelse af volds- og bandekriminalitet har Rigspolitichefen som et led i udmøntningen af den økonomiske flerårsaftale bl.a. taget initiativ til at gennemføre et forsknings- og udviklingsprojekt, som bl.a. skal beskrive omfanget og arten af volds- og bandekriminalitet i Danmark, belyse effekten af den nuværende indsats og af hidtidige tiltag på området, kortlægge internationale erfaringer med forebyggelse af bandekriminalitet samt udarbejde en handlingsplan til forebyggelse af bandekriminalitet.

- 31 -

Kapitel 3

Gældende ret

3.1. Reglerne for behandlingen af unge lovovertrædere inden for det strafferetlige system

3.1.1. Indledning om den strafferetlige betydning af ung alder

Den kriminelle lavalder i Danmark er 15 år, jf. straffelovens § 15. Aldersgrænsen, der blev fastlagt ved straffeloven af 1930, bygger på det grundsynspunkt, at der kun bør være adgang til at pålægge børn og unge strafansvar fra det tidspunkt, hvor de i almindelighed kan antages at have fået den fornødne modenhed til, at det må anses for forsvarligt at anvende strafferetlige sanktioner.

Myndighedernes indsats over for kriminalitet begået af børn under den kriminelle lavalder bygger i stedet på forebyggende og sociale initiativer.

Som udgangspunkt gælder det almindelige strafferetlige sanktionssystem for unge lovovertrædere mellem 15 og 18 år, jf. nedenfor i afsnit 3.1.3.

3.1.2. Særligt om unge under den kriminelle lavalder

Børn under 15 år kan som nævnt ovenfor ikke straffes. Politiet kan dog efterforske sådanne sager, bl.a. for at klarlægge omfanget af kriminaliteten, for at konstatere, om andre personer kan mistæn­kes, og for at få eventuelle koster tilbagegivet.

Det er almindeligt antaget, at også børn under 15 år kan tilbageholdes som led i efterforskningen af en forbrydelse, jf. Rigsadvokatens Meddelelse nr. 7/1998. Tilbageholdelse af børn under 15 år, der mistænkes for strafbart forhold, forudsætter, at betingelserne for anholdelse er til stede, og at hen­synet til sagens opklaring og barnets tarv gør tilbageholdelsen nødvendig. Tilbageholdelsen skal bringes til ophør snarest muligt og må ikke udstrækkes ud over, hvad der er strengt nødvendigt af hensyn til efterforskningen og for at sikre, at barnet overgives til rette vedkommende.

Det antages endvidere, at en række straffeprocessuelle bestemmelser over for ikke-sigtede – f.eks. om indgreb i meddelelseshemmeligheden, visitation, legemsbesigtigelse, ransagning og beslaglæg­gelse – også kan anvendes over for børn under 15 år. I et vist omfang må det tillige gælde bestem­melser, der forudsætter en sigtelse. Der ses dog ikke at være taget stilling til dette spørgsmål i lovfo­rarbejderne, ligesom litteratur og domspraksis om emnet er sparsom. Grænsen for, hvilke indgreb

- 32 -

der kan anvendes over for børn under 15 år, der mistænkes for at have begået kriminalitet, kan der-for ikke anses for afklaret.

Tilbageholdte børn under 15 år skal anbringes i et almindeligt kontor, vagtlokale eller lignende. Anbringelse i venterum eller detentionslokale må kun ske, såfremt anden anbringelse ikke er mulig. Anbringelse i arresthus må ikke finde sted. Håndjern og lignende magtmidler må ikke benyttes.

Tilbageholdes barnet, eller skal barnet afhøres, tilkaldes en repræsentant for de stedlige sociale myndigheder. Barnets forældre (forældremyndighedens indehaver) underrettes også i disse tilfælde. Underretning af forældrene kan udsættes, i det omfang efterforskningen nødvendiggør dette.

Senest når efterforskningen er afsluttet, orienteres de sociale myndigheder i den kommune, hvor barnet har bopæl, hvis kriminaliteten eller andre oplysninger i sagen giver formodning om, at barnet har behov for social bistand. Sagens akter kan vedlægges i fornødent omfang. Reglerne herom fin-des i bekendtgørelse nr. 875 af 27. november 1997 om underretningspligt over for kommunen efter lov om social service.

3.1.3. Reglerne for behandlingen af unge lovovertrædere mellem 15 og 18 år

3.1.3.1. Oversigt over fremstillingen

I det følgende gennemgås de gældende strafferetlige og straffeprocessuelle regler specielt med sigte på behandlingen af sager mod unge lovovertrædere, som er over den kriminelle lavalder på 15 år, men som endnu ikke er fyldt 18 år.

Gennemgangen er inddelt i de tre hovedfaser, som en straffesag kronologisk kan opdeles i: efter­forskningsfasen, straffesagens afgørelse og fuldbyrdelsen af afgørelsen. Således omtales først de regler, der gælder for efterforskningen, herunder adgangen til at anvende straffeprocessuelle ind­greb (3.1.3.2.). Dernæst omtales de regler, der regulerer sanktionsvalg og strafudmåling (3.1.3.3.), og til sidst behandles spørgsmålet om fuldbyrdelse (afsoning) af ubetingede frihedsstraffe (3.1.3.4. og 3.1.3.5.).

3.1.3.2. Efterforskning og straffeprocessuelle indgreb

Når politiet pågriber en person mellem 15 og 18 år for et strafbart forhold, finder de almindelige straffeprocessuelle regler anvendelse. Hvis betingelserne i retsplejelovens § 755 er opfyldt, har poli­tiet mulighed for at anholde den unge og indbringe den pågældende til afhøring. Er der ikke grund­lag for anholdelse, sigtes den pågældende unge på stedet og indkaldes eventuelt senere til afhøring på politigården. Politiet skal indkalde en repræsentant for de sociale myndigheder til at overvære

- 33 -

afhøringer af unge. Politiet afgør, om den unges forældre kan være til stede under afhøringen. For­ældrene skal snarest underrettes om anholdelsen. Underretningen kan dog udsættes i det omfang, efterforskningen nødvendiggør det.

Det er politiet, der står for efterforskningen af sagen, og politiet har efter retsplejeloven mulighed for at foretage en række særlige efterforskningsskridt (straffeprocessuelle tvangsindgreb). Politiet har blandt andet mulighed for at foretage ransagninger, legemsindgreb (f.eks. udtagelse af blodprø­ve) og foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden (f.eks. telefonaflytning). Som hovedregel kræver foretagelse af straffeprocessuelle tvangsindgreb retskendelse.

Politiet har endvidere mulighed for - inden for 24 timer efter anholdelsen - at indbringe sagen for retten og begære den unge varetægtsfængslet.

Særligt om varetægtsfængsling

Efter retsplejelovens § 762, stk. 1, kan en sigtet, herunder en sigtet under 18 år, varetægtsfængsles, når der er begrundet mistanke om, at den pågældende har begået en lovovertrædelse, som er under­givet offentlig påtale, hvis lovovertrædelsen efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, og der er bestemte grunde til at antage, at den sigtede vil unddrage sig strafforfølgnin­gen eller fuldbyrdelsen, begå ny kriminalitet, hvis han er på fri fod, eller vil vanskeliggøre forfølg­ningen i sagen, navnlig ved at fjerne spor eller advare eller påvirke andre.

Efter retsplejelovens § 762, stk. 2, kan varetægtsfængsling endvidere ske, når der foreligger en sær­ligt bestyrket mistanke om, at den sigtede har begået en lovovertrædelse, som efter loven kan med­føre fængsel i 6 år eller derover, og hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om forhol­dets grovhed skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod. En sådan retshåndhævelsesarrest kan også anvendes, hvis der foreligger en særligt bestyrket mistanke om overtrædelse af straffelovens § 123 (vold, trusler mv. mod vidner), §§ 244-246 (vold), § 250 (hensætte en anden i hjælpeløs tilstand eller forlade en under ens varetægt stående person i en sådan tilstand) eller § 252 (alvorlig farefor­voldelse), og lovovertrædelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed kan ventes at ville med­føre en ubetinget dom på fængsel i mindst 60 dage.

Det følger af retsplejelovens § 765, stk. 1, om såkaldt ”surrogatfængsling”, at hvis betingelserne for varetægtsfængsling er til stede, men varetægtsfængslingens øjemed kan opnås ved mindre indgri­bende foranstaltninger, træffer retten med den sigtedes samtykke bestemmelse derom. Retten kan herunder bestemme, at sigtede skal tage ophold i egnet hjem eller institution (§ 765, stk. 2, nr. 3).

I langt de fleste tilfælde sker varetægtsfængsling af sigtede personer under 18 år i form af surrogat­fængsling efter retsplejelovens § 765. De sikrede sociale institutioner benyttes i videst muligt om­

- 34 -

fang som varetægtssurrogat. Er der ikke umiddelbart plads på en sikret afdeling, placeres den unge i arresthus, indtil overførslen til en sikret institution i praksis kan ske.

15–17 årige, der ikke placeres i varetægtssurrogat, placeres som udgangspunkt i arresthus. For at tilgodese hensynet til at opretholde kontakten med familie mv. sker anbringelsen så vidt i et arrest­hus i nærheden af bopælen. Det skal dog vurderes konkret ud fra de foreliggende oplysninger om blandt andet den aktuelle belægssammensætning, om placering i stedet skal ske i et andet arresthus.

I det enkelte arresthus placeres de 15–17 årige efter en konkret vurdering på den afdeling, hvor hen­synet til at beskytte den unge mod uheldig påvirkning fra medindsatte bedst tilgodeses. Hvis der er flere indsatte under 18 år i arresthuset, vurderes det konkret, om det er hensigtsmæssigt at placere disse på samme afdeling, og om fællesskab imellem disse i øvrigt er hensigtsmæssigt. Efter artikel 37, litra c, i FN’s børnekonvention skal ethvert barn, der er berøvet friheden, holdes adskilt fra voksne, medmindre en sådan adskillelse ikke anses at tjene barnets tarv.

I helt ekstraordinære tilfælde kan retten i tilknytning til afgørelsen om varetægtsfængsling træffe bestemmelse om isolation af den sigtede, herunder også sigtede under 18 år, jf. retsplejelovens § 770 a. Efter retsplejelovens § 770 b, må isolation dog ikke iværksættes eller fortsættes, hvis formå­let hermed kan tilgodeses ved mindre indgribende foranstaltninger, eller hvis indgrebet står i mis­forhold til sagens betydning og den retsfølge, som kan forventes, hvis sigtede findes skyldig. Ved afgørelser om isolation skal der endvidere tages hensyn til den særlige belastning, indgrebet kan medføre for sigtede på grund af dennes unge alder eller fysiske eller psykiske svagelighed. For unge under 18 år må isolation i ingen tilfælde finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 8 uger, jf. retsplejelovens § 770 c, stk. 4.

Varetægtsfængsling i isolation af unge kan kun ske helt undtagelsesvis. Højesteret har således i en kendelse af 28. maj 1999 (Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s. 1415) fastslået, at der over for unge under 18 år bør udvises den yderste tilbageholdenhed med anvendelse af varetægtsfængsling i isola­tion, og at denne foranstaltning kun bør bringes i anvendelse for denne personkreds, såfremt der foreligger helt ekstraordinære omstændigheder, som kan berettige dette. Højesteret fastslog samti­dig, at hverken retsplejelovens § 770 b, artikel 37, litra c, i FN’s børnekonvention eller artikel 3 i den europæiske menneskerettighedskonvention generelt udelukker, at der kan ske varetægtsfængs­ling i isolation af unge under 18 år.

15–17 årige, der er anbragt i varetægtssurrogat, kan efter samme regler anbringes i isolation efter rettens bestemmelse, jf. § 1, stk. 5 og 9, i bekendtgørelse nr. 308 af 28. maj 1998 om magtanvendel­se mv. i døgninstitutioner for børn og unge og i opholdssteder for børn og unge for flere end 4 per­soner.

- 35 -

Tilvejebringelse af oplysninger om personlige forhold mv.

I straffesager mod unge indhentes oplysningerne om den unges personlige forhold hos de sociale myndigheder. De sociale myndigheder anmodes samtidig om at afgive en indstilling om, hvilke foranstaltninger der kan anbefales som vilkår til et evt. tiltalefrafald eller en betinget dom.

Det følger af retsplejelovens § 808, at der skal tilvejebringes sådanne oplysninger om sigtedes per­sonlige forhold, som må antages at være af betydning for sagens afgørelse vedrørende straffastsæt­telse eller anvendelse af anden retsfølge end straf.

Sådanne undersøgelser indhentes som udgangspunkt ikke i sager mod unge. De oplysninger, der indhentes fra de sociale myndigheder, antages at være tilstrækkelige i de fleste tilfælde. Hvis det overvejes at knytte tilsyn af kriminalforsorgen som vilkår til en helt eller delvist betinget dom, eller der kan blive tale om samfundstjeneste, skal der dog tilvejebringes en personundersøgelse. Det samme gælder, hvis der i øvrigt er behov for personlige oplysninger, som ikke kan skaffes gennem de sociale myndigheder. Iværksættes en mentalundersøgelse efter retsplejelovens § 809, indhentes der normalt en forudgående personundersøgelse.

3.1.3.3. Sanktionstyper og sanktionsvalget

Indledning

Som udgangspunkt gælder det almindelige strafferetlige sanktionssystem for unge kriminelle mel­lem 15 og 18 år. Det gælder således både straffelovens regler om strafansvar og straffastsættelse og retsplejelovens bestemmelser om strafferetlig forfølgning, herunder efterforskning, tiltalerejsning og domstolenes behandling af straffesager.

På en række punkter indeholder lovgivningen dog særlige bestemmelser for unge under 18 år. I denne sammenhæng skal særligt fremhæves følgende:

Det følger af straffelovens § 80, at der ved straffens udmåling skal tages særligt hensyn til lovover­trædelsens grovhed og til oplysninger om gerningsmandens person, herunder om hans almindelige personlige og sociale forhold, hans forhold før og efter gerningen samt hans bevæggrunde til denne.

Bestemmelsen suppleres af straffelovens § 84, stk. 1, nr. 2, hvorefter den i loven foreskrevne straf kan nedsættes, når gerningsmanden ikke var fyldt 18 år, da han foretog den strafbare handling, og det må anses for unødvendigt eller skadeligt at anvende lovens fulde straf. Bestemmelsen indehol­der desuden et generelt strafmaksimum, idet straffen for denne personkreds – uanset lovovertrædel­sen – ikke må overstige fængsel i 8 år.

- 36 -

Endvidere følger det af straffelovens § 81, stk. 1, at lovbestemt gentagelsesvirkning ved pådømmel­se af ny kriminalitet blandt andet forudsætter, at den tidligere kriminalitet er begået, efter at ger­ningsmanden fyldte 18 år. Desuden er der mulighed for at idømme personer under 21 år straf af bøde eller hæfte, selv om den overtrådte straffebestemmelse ikke giver mulighed for at anvende disse strafarter, jf. straffelovens § 91, stk. 2.

Ung alder er således både i forbindelse med sanktionsvalget og i forbindelse med den konkrete strafudmåling en meget væsentlig faktor. Om det mere konkrete sanktionsvalg i sager mod unge mellem 15 og 18 kan henvises til pkt. 2 i rigsadvokatmeddelelse nr. 7/1998.

Det følgende indeholder en kort gennemgang af de eksisterende sanktionsmuligheder med særligt henblik på unge lovovertrædere.

Bødestraf

Bøde er den mest anvendte strafart i Danmark.

Bøder til unge lovovertrædere vil i almindelighed blive fastsat til et mindre beløb end bøder til voksne lovovertrædere. På det praktisk vigtigste område for anvendelse af bødestraffen, nemlig overtrædelser af færdselsloven, er der i Rigsadvokatens Meddelelse nr. 4/2000 for så vidt angår de deri angivne bødetakster i færdselssager fastsat den almindelige regel, at bøder til unge under 18 år (dvs. 15-17 årige) nedsættes til det halve beløb, dog minimum 300 kr.

For så vidt angår fuldbyrdelse af bødestraffe, følger det af den generelle bestemmelse i straffelovens § 52, stk. 3, at hvis en bøde ikke betales, så inddrives den, medmindre politiet skønner, at inddrivel­se ikke er mulig eller væsentligt vil forringe den pågældendes levevilkår. Inddrivelsen kan ske ved udpantning eller ved indeholdelse i den pågældendes indtægter.

Lykkes det ikke at inddrive en ubetalt bøde, og eftergives bøden ikke, træder i bødens sted en for­vandlingsstraf i form af hæfte eller fængsel, jf. straffelovens § 53. Her gælder der imidlertid en sær­regel for unge under 18 år. I § 13, stk. 2, i cirkulære nr. 113 af 26. juni 1975 er det således fastsat, at der i almindelighed ikke må anvendes bødeforvandlingsstraf over for personer under 18 år.

Tiltalefrafald

Et tiltalefrafald er en afgørelse, der træffes af anklagemyndigheden, og som indebærer, at den sigte­de anses for skyldig. Et tiltalefrafald kan være uden vilkår, men der er også mulighed for at knytte vilkår til et tiltalefrafald.

- 37 -

Efter retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 2, kan tiltale i en sag helt eller delvis frafaldes i tilfælde, hvor det i medfør af § 723, stk. 1, fastsættes som vilkår, at sigtede undergives hjælpeforanstaltninger efter § 40 i lov om social service. Det følger endvidere af retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 3, at tilta­le i en sag helt eller delvis kan frafaldes i tilfælde, hvor sigtede var under 18 år på gerningstidspunk­tet, og der fastsættes vilkår efter retsplejelovens § 723, stk. 1. Efter denne bestemmelse kan der fast­sættes vilkår om, at sigtede betaler en bøde eller indgår på konfiskation. Desuden kan der fastsættes samme vilkår som i betingede domme. Der kan endvidere fastsættes vilkår om en ungdomskontrakt.

Efter retsplejelovens § 723 kan vilkår kun fastsættes, såfremt den sigtede i retten har afgivet en uforbeholden tilståelse, hvis rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt foreliggende omstændigheder. Vil­kårene fastsættes af anklagemyndigheden, men de skal godkendes af retten.

Såfremt vilkår overtrædes, kan sagen genoptages, jf. retsplejelovens § 723, stk. 4.

Ungdomskontrakt

En ungdomskontrakt kan kort beskrives som en aftale, hvorved en ung lovovertræder med forældre­myndighedsindehaverens samtykke forpligter sig til at holde sig kriminalitetsfri i en nærmere angiven periode samt deltage i visse nærmere opregnede aktiviteter mv. (eksempelvis beskæftigelse eller ud­dannelse) mod, at anklagemyndigheden på sin side afstår fra yderligere retsforfølgning.

Retligt er der tale om et tiltalefrafald med vilkår efter retsplejelovens § 723. Det indebærer bl.a., at vilkåret om ungdomskontrakt og dermed indholdet af selve kontrakten skal godkendes af retten, jf. retsplejelovens § 723, stk. 3.

De nærmere retningslinier for anvendelse af ungdomskontrakter er fastsat i rigsadvokatmeddelelse nr. 7/1998 om behandlingen af sager mod unge lovovertrædere og i Socialministeriets vejledning af 3. juli 1998 til kommunerne om ungdomskontrakter.

Målgruppen for ordningen er unge lovovertrædere i alderen 15-17 år, som efter gældende praksis ville have fået meddelt et tiltalefrafald eller eventuelt betinget dom. Unge, der har begået voldskriminalitet eller anden personfarlig kriminalitet, er ikke omfattet af ordningen.

Formålet med brug af ungdomskontrakter er at opnå en hurtigere og mere umiddelbar, mærkbar og konstruktiv reaktion over for unge lovovertrædere kombineret med en mere fast og konsekvent holdning fra myndighedernes side i forbindelse med vilkårsovertrædelser.

- 38 -

Rigsadvokaten og Justitsministeriet har i januar 2000 foretaget en foreløbig evaluering af ordningen med ungdomskontrakter på baggrund af indberetninger fra anklagemyndigheden om alle sager, der i 1. halvår 1999 blev afgjort med tiltalefrafald med vilkår om ungdomskontrakt. Det fremgår bl.a. af evalueringen, at man hovedsagelig har positive erfaringer med ordningen med ungdomskontrakter og herunder også med samarbejdet mellem anklagemyndigheden og de sociale myndigheder.

Det Kriminalpræventive Råd er for tiden ved at færdiggøre en undersøgelse af de hidtidige erfarin­ger med ungdomskontrakter.

Betingede domme

Efter straffelovens § 56 kan retten gøre en straf betinget, hvis den finder det upåkrævet, at straffen kommer til fuldbyrdelse. Den fuldt ud betingede dom forekommer i to hovedformer: enten som en betinget dom uden fastsat straf (straffelovens § 56, stk. 1) eller som en betinget dom med fastsat straf (straffelovens § 56, stk. 2).

Efter straffelovens § 56, stk. 3, er det et fast vilkår for en betinget dom, at den dømte ikke i en prø­vetid begår nyt strafbart forhold (vilkår om straffri vandel).

Efter straffelovens § 57 kan retten som vilkår for udsættelsen af straffastsættelsen eller af straffuld­byrdelsen bestemme, at den dømte i hele prøvetiden eller en del af denne skal undergives tilsyn (tilsynsvilkår). For personer under 18 år varetages tilsynet i almindelighed af de sociale myndighe­der. Desuden kan retten fastsætte andre vilkår (særvilkår), som findes formålstjenlige, herunder at den dømte efter kommunens afgørelse undergives foranstaltninger efter § 40 i lov om social service, eventuelt af nærmere angiven art, og efterkommer de forskrifter, som kommunen meddeler den pågældende (§ 57, stk. 1, nr. 9). Dette indebærer, at det herefter påhviler de sociale myndigheder (kommunerne) at træffe bestemmelse om indholdet af de pågældende foranstaltninger efter den so­ciale lovgivning. Det kan f.eks. være ophold i en vis periode på en døgninstitution for børn og unge.

Som det fremgår ovenfor, kan støtteforanstaltninger af denne karakter også iværksættes i forbindel­se med et tiltalefrafald, men betingede domme med vilkår om hjælpeforanstaltninger efter den soci­ale lovgivning kan dog være af praktisk betydning f.eks. i tilfælde, hvor sagen på grund af grovere eller gentagen kriminalitet ikke bør afgøres med et tiltalefrafald, eller hvor den sigtede ikke har gi­vet en uforbeholden tilståelse, hvilket som ovenfor nævnt er en betingelse for et tiltalefrafald med vilkår, jf. retsplejelovens § 723, stk. 2.

Ved betinget dom med en tilsynsperiode, som rækker ud over den unges 18 års fødselsdag, vil til­synsforpligtelsen normalt fra dette tidspunkt overgå til kriminalforsorgen.

- 39 -

Retsvirkningerne af overtrædelse af det faste vilkår efter § 56, stk. 3, om straffri vandel er reguleret i straffelovens § 61, stk. 2. Begår den dømte nyt strafbart forhold i prøvetiden, og foretages der in-den denne prøvetids udløb rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for forholdet, har ret-ten en lang række muligheder - strækkende sig fra at fastsætte en ubetinget straf omfattende både den nye kriminalitet og den tidligere pådømte, over muligheden for at fastsætte en ubetinget straf alene for det nye forhold og lade den tidligere idømte betingede dom henstå urørt, til muligheden for at idømme en ny betinget dom, der omfatter både den nye kriminalitet og den tidligere pådømte, eller at idømme en betinget dom alene for den nye kriminalitet.

Retsvirkningerne af overtrædelse af vilkår efter § 57, herunder f.eks. vilkår om sociale hjælpeforan­staltninger, er reguleret i straffelovens § 60. Hvis den dømte overtræder sådanne vilkår, kan retten i den anledning tildele en advarsel, ved kendelse ændre vilkårene og forlænge prøvetiden, eller ved dom fastsætte straf eller anden retsfølge for den begåede lovovertrædelse eller – hvis straffen er udmålt i den betingede dom - træffe bestemmelse om fuldbyrdelse af denne straf.

Direktoratet for Kriminalforsorgen har i cirkulære nr. 35 af 29. februar 1996 om tilsynsvirksomhe­den inden for kriminalforsorgen fastsat retningslinier for, hvordan der reageres i det administrative system over for vilkårsovertrædelser.

Samfundstjeneste

En betinget dom kan endvidere betinges af en pligt til – under tilsyn af kriminalforsorgen – at udfø­re ulønnet samfundstjeneste i mindst 40 timer og højst 240 timer. Samfundstjeneste kan bl.a. bestå i at arbejde for en velgørende eller almennyttig organisation, en sportsklub eller en kirke.

Denne særlige variant af den betingede dom er reguleret i straffelovens 8. kapitel.

Det er en betingelse for anvendelse af betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, at den dømte findes egnet hertil, jf. straffelovens § 62, stk. 1.

Denne sanktionsform kan derfor ikke komme på tale over for de mest utilpassede unge under 18 år, som er målgruppen for ekspertgruppens arbejde.

Kombinationsdom

En særlig mellemform mellem betinget og ubetinget frihedsstraf findes i straffelovens § 58, stk. 1. Efter denne bestemmelse er der mulighed for at afsige en dom, der består af en ubetinget strafdel og en betinget strafdel. Den ubetingede strafdel udgøres af en ubetinget frihedsstraf (hæfte eller fæng­

- 40 -

selsstraf) på op til 6 måneder, mens dommen i øvrigt gøres betinget. Der er ikke noget maksimum for den betingede strafdel.

For så vidt angår den ubetingede strafdel gælder efter § 38, stk. 4, den særregel, at der ikke kan ske prøveløsladelse.

For den betingede del gælder de almindelige regler for betingede domme, jf. ovenfor, herunder reg­lerne om vilkår og retsvirkninger af vilkårsovertrædelser.

Ubetinget frihedsstraf

Der findes to former for frihedsstraf: hæfte og fængsel. I forbindelse med den nye straffuldbyrdel­seslovs ikrafttræden den 1. juli 2001 afskaffes hæftestraffen, hvorefter fængselsstraffen vil være eneste form for frihedsstraf. Der ses herved bort fra forvaring, der ikke anses for en straf, men for en anden retsfølge.

Selv om der i princippet ikke er noget til hinder for at idømme unge under 18 år ubetinget friheds­straf, udvises der i retspraksis en betydelig tilbageholdenhed hermed. I de senere år er der gennem­snitligt afsagt lidt under 200 domme om året, hvor unge under 18 år er blevet idømt ubetinget fri­hedsstraf, jf. kapitel 4, afsnit 4.2.

Langt de fleste ubetingede frihedsstraffe til unge lovovertrædere under 18 år er ganske kortvarige hæfte- eller fængselsstraffe. Antallet af domme, hvor unge under 18 år idømmes en ubetinget fæng­selsstraf på mere end 2 måneder, lå i perioden 1996-1999 på omkring 50 om året.

Det forhold, at enkelte unge lovovertrædere begår så grov kriminalitet, at de idømmes ubetinget frihedsstraf, er ikke ensbetydende med, at (hele) straffen afsones i et fængsel. Der henvises herom til afsnit 3.1.3.4. og 3.1.3.5. nedenfor.

Den tidligere kendte adgang til at idømme ungdomsfængsel blev ophævet i 1973 (ved lov nr. 320 af 13. juni 1973). Om baggrunden herfor henvises til Straffelovrådets betænkning nr. 667/1972 om de strafferetlige særforanstaltninger, kapitel 11.

Behandlingsdomme

Lovovertrædere, der på gerningstidspunktet er utilregnelige på grund af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed, straffes ikke, jf. straffelovens 16. Det samme gælder personer, der er mentalt retarderede i højere grad.

- 41 -

Herudover indeholder § 16 også mulighed for straffrihed for visse andre psykisk afvigende ger­ningsmænd.

En frifindelse efter straffelovens § 16 indebærer, at den pågældende ikke kan idømmes straf (bøde, hæfte eller fængsel). Derimod er der i medfør af straffelovens § 68 mulighed for, at retten kan træf­fe bestemmelse om anvendelse af andre foranstaltninger, der må anses for formålstjenlige for at forebygge yderligere lovovertrædelser. Som eksempler på sådanne særforanstaltninger kan – i for-hold til sindssyge gerningsmænd – nævnes dom til anbringelse på psykiatrisk afdeling, dom til psy­kiatrisk behandling og dom til ambulant psykiatrisk behandling. For mentalt retarderede kan foran­staltningen f.eks. gå ud på dom til anbringelse i (sikret/lukket) institution for personer med vidtgå­ende psykiske handicap eller dom til at blive undergivet tilsyn fra amtskommunen/Københavns eller Frederiksberg kommune vedrørende personer med vidtgående psykiske handicap, eventuelt således at den pågældende efterkommer tilsynsmyndighedens bestemmelse om ophold, arbejde, alkoholist­behandling eller lignende.

Medfører en foranstaltning efter § 68, at den dømte skal anbringes i institution (”anbringelsesdom”, eller giver foranstaltningen mulighed herfor (”behandlingsdom”), skal der efter straffelovens § 68 a som udgangspunkt fastsættes en længstetid på 5 år. Efter bestemmelsen i § 68 a, stk. 2, fastsættes dog i almindelighed ingen længstetid, hvis den dømte er fundet skyldig i grov personfarlig krimina­litet som f.eks. drab, røveri eller voldtægt.

Psykiske afvigelser, der er mindre indgribende end de, der er nævnt i § 16, kan efter omstændighe­derne føre til, at gerningsmanden i stedet for straf idømmes en særforanstaltning efter § 68. I straffe­lovens § 69 er det således fastsat, at hvis gerningsmanden ved den strafbare handlings foretagelse befandt sig i en tilstand, der var betinget af mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funktioner, og som ikke er af den i § 16 nævnte beskaffenhed, så kan retten, såfremt det findes formålstjenligt, i stedet for at idømme straf træffe bestemmelse om foranstaltninger som nævnt i § 68, 2. pkt.

For særforanstaltninger, der idømmes § 69-personer, skal der altid fastsættes en længstetid for et eventuelt institutionsophold. Denne længstetid kan i almindelighed ikke overstige 1 år. For foran­staltningen som sådan (dvs. også den del, der ikke indebærer institutionsophold) gælder i alminde­lighed en længstetid på 5 år. Er der tale om grov personfarlig kriminalitet, fastsættes dog i alminde­lighed ingen længstetid for foranstaltningen som sådan, men kun for et eventuelt institutionsophold.

Efter straffelovens § 72 er der mulighed for, at en idømt foranstaltning efter § 68 eller § 69 kan ændres eller ophæves. Dette gælder, uanset om der måtte gælde en længstetid, eller om foranstalt­ningen i det hele er tidsubestemt. Er der f.eks. fastsat en længstetid på 5 år, er der mulighed for, at foranstaltningen i medfør af § 72 kan ophæves, selv om der kun er forløbet f.eks. 3 år.

- 42 -

For så vidt angår adgangen til at ændre en idømt foranstaltning bemærkes, at en sådan ændring i princippet kan gå i både skærpende og i lempende retning. Det almindelige vil dog være, at en æn­dring efter § 72 vil være et led i et udslusningsforløb og dermed indebære en lempelse, f.eks. fra en anbringelses- til en behandlingsforanstaltning. Der er kun mulighed for at ændre til andre foran­staltninger, der ligger inden for § 68. Der er således ikke mulighed for at ændre en foranstaltning til en fængselsstraf.

De her omtalte regler gælder også for lovovertrædere mellem 15 og 18 år. En sindssyg 17-årig drabsmand vil således f.eks. kunne dømmes til anbringelse på en psykiatrisk afdeling i medfør af straffelovens § 68.

Af større interesse i forhold til de utilpassede unge, der er målgruppen for ekspertgruppens arbejde, er det, at der i medfør af § 69, jf. § 68, er hjemmel til at dømme gerningsmænd, der har begået lov­overtrædelser i en tilstand, der er betinget af mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funktioner, til anbringelse i en socialpædagogisk behandlingsinstitution eller til behand­ling i en sådan institution.

Generelt gælder, at det er en forudsætning for at anvende foranstaltninger efter §§ 68-69, at der er foretaget en fagkyndig udredning af den pågældendes psykiske tilstand mv., typisk i form af en mentalundersøgelse, der bl.a. indeholder forslag til en formålstjenlig reaktion, som retten kan idømme, hvis den pågældende findes skyldig.

Varetægtsfængsling efter dom

I retsplejelovens § 767 er der hjemmel til at træffe bestemmelse om varetægtsfængsling efter dom, således at den pågældende i givet fald skal være varetægtsfængslet (evt. i surrogat) under en even­tuel anke eller indtil fuldbyrdelse kan iværksættes.

3.1.3.4. Afsoning

I alle sager, hvor unge under 18 år er idømt ubetinget frihedsstraf, skal det vurderes, om der er grundlag for at anbringe de pågældende på behandlingsinstitution eller lignende efter straffelovens § 49, stk. 2, jf. herom nedenfor i afsnit 3.1.3.5.

Et flertal i Folketingets Retsudvalg har i forbindelse med en ændring i 1999 af de administrative regler om placering af unge afsonere forudsat, at muligheden for anbringelse af dømte i institution mv. efter straffelovens § 49, stk. 2, altid skal være udtømt, inden anbringelse i henholdsvis arresthus eller fængsel kan komme på tale.

- 43 -

15-17 årige, som skal afsone i åbent fængsel, placeres som udgangspunkt efter et geografisk nær­hedsprincip, således at de kan bevare kontakten med familie og kan udsluses via uddannelsesinstitu­tioner, socialinstitutioner mv., som ligger i nærheden af bopælen. Nærhedsprincippet kan dog fravi­ges, hvis det skønnes velbegrundet efter en konkret vurdering. I det enkelte åbne fængsel placeres den unge efter en konkret vurdering på en afdeling, hvor fællesskab med de øvrige indsatte er i overensstemmelse med den pågældendes tarv, og hvor hensynet til at beskytte den unge mod uhel­dig påvirkning bedst tilgodeses. Statsfængslet skal foretage notat om valget af afdeling og om de overvejelser, der ligger til grund for beslutningen, og der skal løbende føres et særligt tilsyn med de 15-17 årige. Statsfængslet skal mindst hver 14. dag drøfte den unges forhold og vurdere, om der er grundlag for at foretage ændringer med hensyn til placering mv.

I et cirkulære af 5. januar 1999 fra Direktoratet for Kriminalforsorgen er der fastsat en forpligtelse for institutionen til at tilrettelægge individuelle behandlingsprogrammer for de unge, der befinder sig i de enkelte institutioner. Behandlingsprogrammerne, som skal tage udgangspunkt i den enkeltes motivation og særlige forudsætninger, kan for eksempel omfatte kognitiv færdighedstræning (”cog­nitive skills”), behandling mod alkohol– og narkotikamisbrug, træning i almindelige sociale færdig­heder, elementære praktiske gøremål (såkaldt ADL-træning, dvs. almindelig daglig levevis) og ak­tiveringstilbud.

15-17 årige, der er omfattet af den almindelige undervisningspligt, skal tilbydes undervisning med henblik på at afslutte folkeskolens afgangsprøve (9. klasse), hvis de faglige forudsætninger er til stede. Desuden skal der tilbydes specialundervisning i dansk og regning/matematik for at rette op på eventuelle mangler i sådanne basisfag.

I det ovennævnte cirkulære fra Direktoratet for Kriminalforsorgen er der særligt henvist til mulig­heden for at tillade såkaldt ”frigang”, dvs. tilladelse til at følge f.eks. et undervisningsforløb uden for anstalten, og til udstationering.

Efter § 31, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf mv., som træder i kraft den 1. juli 2001, skal afso­ningsinstitutionen i samarbejde med den indsatte snarest efter indsættelsen udarbejde en plan for strafudståelsen og tiden efter løsladelsen. Planen skal jævnligt vurderes og tilpasses eventuelle æn­dringer i den indsattes forhold. Der vil inden lovens ikrafttræden blive fastsat nærmere administrati­ve retningslinier for udarbejdelsen af sådanne handleplaner, herunder for inddragelse af de sociale myndigheder i planerne.

3.1.3.5. Afsoning efter straffelovens § 49, stk. 2

- 44 -

Efter straffelovens § 49, stk. 2, kan justitsministeren bestemme, at en domfældt midlertidigt eller for resten af straffetiden skal overføres til hospital eller til egnet hjem eller institution til særlig pleje eller forsorg, hvis det findes hensigtsmæssigt på grund af den pågældendes alder, helbredstilstand eller andre særlige omstændigheder.

Anbringelse efter straffelovens § 49, stk. 2, kan betinges af en række vilkår. Ud over vilkår om ikke at begå strafbart forhold, kan der være tale om begrænsninger med hensyn til fravær fra anbringelsesstedet, vilkår om tilsyn og eventuelt om behandling.

Væsentlig overtrædelse af de fastsatte vilkår medfører omgående tilbageførsel eller overførsel til fængsel eller arresthus og i langt de fleste tilfælde varig tilbagekaldelse af tilladelsen til anbringelse uden for fængsel og arresthus.

Efter de gældende regler ligger betalingsforpligtelsen for de enkelte anbringelser hos de kommunale myndigheder, medmindre anbringelsen finder sted på en af kriminalforsorgens pensioner.

Placering efter straffelovens § 49, stk. 2, har i langt de fleste tilfælde enten bygget på omstændighe­der i den dømtes personlige forhold, der er indtrådt efter domstidspunktet, eller på forhold, der ikke har foreligget oplyst for retten. Tidligere skete overførslen til institution i almindelighed først, efter at en del af straffen var afsonet i fængsel. Nu gennemføres et stigende antal anbringelser efter § 49, stk. 2, på den måde, at den dømte afsoner hele straffen i den pågældende institution uden først at have afsonet en del af straffen i et fængsel.

Denne udvikling er bl.a. en følge af, at Danmark i 1991 ratificerede FN’s børnekonvention. Efter konventionens artikel 37, litra b, må anholdelse, tilbageholdelse eller fængsling af et barn, der i konventionen defineres som en person under 18 år, kun ”bruges som sidste udvej og for det kortest mulige passende tidsrum”. I overensstemmelse med konventionen samt Folketingets tilkendegivelser i forbindelse med ratifikationen af denne har straffelovens § 49, stk. 2, siden da været praktiseret således, at man har overvejet muligheden for at anbringe alle unge under 18 år, som er idømt ubetinget frihedsstraf, i institution mv. uden for fængsel og arresthus. Ung alder er i sig selv anset som tilstrækkelig indikation for anbringelse, og anbringelse er herefter sket i det omfang væsentlige retssikkerhedsmæssige hensyn ikke har talt imod en anbringelse, og under forudsætning af, at det har været praktisk, herunder økonomisk, muligt at iværksætte anbringelsen.

I 1999 var der i alt 97 anbringelser efter straffelovens § 49, stk. 2, med indikationen ”ung alder”, hvoraf de 60 var under 18 år. Disse 60 § 49, stk. 2-forløb udgjorde 67 pct. af det samlede antal afso­ningsforløb (89) i forhold til unge under 18 år. Ud af disse 60 gennemførte 54 anbringelsesforløbet.

- 45 -

En analyse af anvendelsen af straffelovens § 49, stk. 2, i perioden 1990-1998 foretaget af Center for Alternativ Samfundsanalyse viser, at de unge, der anbringes efter denne bestemmelse, omfatter to forskellige grupper.

Den ene gruppe beskrives som de ”belastede unge”, der primært har begået berigelseskriminalitet og er i et egentligt kriminelt udviklingsforløb. Disse unge har behov for behandling i form af soci­alpædagogisk støtte, uddannelse og generel socialisering. Gruppen anbringes som oftest i socialpæ­dagogiske institutioner eller opholdssteder.

Den anden gruppe beskrives som de ”ubelastede unge”, der primært anbringes efter straffelovens § 49, stk. 2, for at holde dem væk fra den risiko for negativ påvirkning, som samværet med ældre ind­satte i fængsler indebærer. Der er ofte tale om tidligere ustraffede unge med en kort hæfte- eller fængselsstraf for simpel vold, og de bliver næsten alle anbragt efter § 49, stk. 2, direkte, dvs. uden et indledende ophold i fængsel eller arresthus. En stor del af disse unge placeres efter straffelovens § 49, stk. 2, på en af kriminalforsorgens pensioner.

I straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 2, der fra 1. juli 2001 afløser den nugældende bestemmelse i straffelovens § 49, stk. 2, er det fastsat, at dømte under 18 år anbringes i institution mv. uden for fængsel eller arresthus, medmindre afgørende hensyn til retshåndhævelsen taler imod en sådan an­bringelse. Hensyn til retshåndhævelsen vil kunne foreligge på grund af kriminalitetens art, den dømtes farlighed og lignende, men også på grund af erfaringerne fra tidligere institutionsophold, hvor den unge har optrådt voldeligt, er undveget eller på anden måde har dokumenteret, at afgøren­de hensyn taler imod en ny anbringelse i institutionen.

Det er forudsat, at den hidtidige praksis med hensyn til anbringelse i familiepleje opretholdes, såle­des at der efter en konkret vurdering kan ske anbringelse i familiepleje, der har en institutionslig­nende karakter.

Anbringelsen vil fortsat blive betinget af, at den dømte ikke begår strafbart forhold, og der kan her­udover knyttes andre vilkår til anbringelsen. Den dømte kan tilbageføres eller overføres til fængsel eller arresthus, såfremt vedkommende ikke overholder vilkårene, eller der tilvejebringes nye oplys­ninger, hvorefter vedkommende, før tilladelsen blev givet, havde begået strafbart forhold.

3.1.3.6. Prøveløsladelse

Efter straffelovens § 38, stk. 1, kan løsladelse på prøve finde sted, når 2/3 af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er udstået.

- 46 -

Prøveløsladelse efter § 38, stk. 1, er forudsat som et regelmæssigt led i fuldbyrdelse af fængsels­straffe på 3 måneder og derover.

Efter § 38, stk. 2, kan prøveløsladelse finde sted efter udståelse af halvdelen af straffen, dog mindst 2 måneder, når særlige omstændigheder taler derfor.

Efter § 38, stk. 5, forudsætter prøveløsladelse bl.a., at den dømtes forhold ikke gør den utilrådelig, og at den dømte erklærer at ville overholde de vilkår, der fastsættes efter § 39, stk. 2.

I Direktoratet for Kriminalforsorgens vejledning af 10. januar 1994 om løsladelse på prøve er det anført, at prøveløsladelse efter § 38, stk. 1, for indsatte i de yngre aldersgrupper (under 21 år) hyp­pigt bør komme på tale, uanset at en samlet vurdering af de momenter, der skal indgå i utilråde­lighedsvurderingen, taler herimod.

Ifølge Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af 5. januar 1999 om behandlingen af 15-17 årige, der anbringes i Kriminalforsorgens anstalter og arresthusene, skal institutionen overveje, om den indsatte kan løslades på prøve efter § 38, stk. 2. Indstilling herom skal forelægges Justitsmini­steriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, medmindre institutionen finder løsladelse i medfør af denne bestemmelse klart utilrådelig. Det påhviler således institutionen altid at overveje spørgsmålet, uanset om den indsatte selv rejser spørgsmålet.

Efter straffelovens § 39 betinges prøveløsladelse altid af, at den pågældende ikke begår strafbart forhold i prøvetiden. Herudover kan der fastsættes vilkår om, at den pågældende i hele prøvetiden eller en del af denne undergives tilsyn og fører et ordentligt liv. Yderligere vilkår kan fastsættes efter straffelovens § 57, dvs. tilsvarende som ved betingede domme.

Tilsynet med bl.a. prøveløsladte føres af Kriminalforsorgens lokale afdelinger.

Såfremt den prøveløsladte begår nyt strafbart forhold i prøvetiden, og der inden dennes udløb fore­tages rettergangsskridt, hvorved han sigtes for forholdet, træffer retten afgørelse i overensstemmelse med straffelovens § 40, stk.1, jf. § 61, stk. 2, således at reststraffen sidestilles med en betinget dom. Såfremt den prøveløsladte i øvrigt overtræder de fastsatte vilkår, kan den pågældende administrativt tildeles en advarsel, vilkårene kan ændres og prøvetiden kan forlænges, eller der kan under særlige omstændigheder træffes bestemmelse om, at den pågældende skal indsættes til udståelse af rest­straffen.

Direktoratet for Kriminalforsorgen har i cirkulære af 29. februar 1996 om tilsynsvirksomheden in-den for Kriminalforsorgen nærmere fastsat retningslinier for, hvordan der reageres i det administra­tive system over for vilkårsovertrædelser.

- 47 -

3.2. Servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge

3.2.1. Lov om social service

De gældende regler om særlig støtte til børn og unge fremgår af lov om social service, jf. lovbe­kendtgørelse nr. 944 af 16. oktober 2000. De hidtil gældende regler om særlig støtte, der fremgår af lovbekendtgørelse nr. 26. af 17. januar 2000 blev ændret ved lov nr. 466 af 31. maj 2000. Disse ændringer trådte i kraft den 1. januar 2001.

Kommunen og amtskommunen sørger for, at de opgaver og tilbud, der omfatter børn, unge og deres familier, udføres i samarbejde med forældrene og på en sådan måde, at det fremmer børns og unges udvikling, trivsel og selvstændighed. Dette gælder både ved udførelsen af det generelle og forebyg­gende arbejde og ved den målrettede indsats over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med et andet særligt behov for støtte.

Kommunen og amtskommunen sørger for, at den indsats, der iværksættes efter serviceloven over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med et andet særligt behov for støtte, sættes i sammenhæng med den indsats, der iværksættes over for de samme børn og unge ef­ter anden lovgivning.

Kommunen skal også sørge for, at forældre med børn og unge eller andre, der faktisk sørger for et barn eller en ung, kan få en gratis familieorienteret rådgivning til løsning af vanskeligheder i famili­en. Kommunen er forpligtet til ved opsøgende virksomhed at tilbyde denne rådgivning til enhver, som på grund af særlige forhold må antages at have behov for det.

3.2.2. Formål med reglerne om særlig støtte til børn og unge

Formålet med at yde støtte til de børn og unge, der har et særligt behov for dette, er at skabe de bedst mulige opvækstvilkår for disse børn og unge, så de på trods af deres individuelle vanskelighe­der kan opnå de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævn­aldrende.

Støtten må ydes tidligt og sammenhængende, så begyndende problemer hos barnet eller den unge så vidt muligt kan afhjælpes i hjemmet eller i det nære miljø. Støtten må i hvert enkelt tilfælde udfor­mes på baggrund af en konkret vurdering af det enkelte barns eller den enkelte unges og familiens forhold.

- 48 -

Barnets eller den unges synspunkter skal altid inddrages og tillægges passende vægt i overens­stemmelse med alder og modenhed.

Barnets eller den unges vanskeligheder skal så vidt muligt løses i samarbejde med familien og med dennes medvirken. Hvor dette ikke er muligt, må foranstaltningens baggrund, formål og indhold tydeliggøres for forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge.

Der skal ved anvendelsen af bestemmelserne om særlig støtte til børn og unge lægges afgørende vægt på, at støtten ydes ud fra barnets eller den unge bedste, herunder skal der lægges vægt på at give barnet eller den unge en stabil og god voksenkontakt og kontinuitet i opvæksten.

Ændringer ved lov nr. 466 af 31. maj 2000

Med virkning fra 1. januar 2001 blev det præciseret, at støtten ydes til barnets bedste, og det blev tydeliggjort, at der skal ske en inddragelse af det nære miljø.

Det blev således præciseret, at der ved konflikt mellem forældres og børns interesser skal lægges afgørende vægt på barnets eller den unges bedste. Forældrenes situation skal fortsat inddrages i vurderingen, og der skal tages stilling til forældrenes behov for støtte, før under og efter forløbet. Det blev endvidere tydeliggjort, at kommunerne skal overveje at inddrage og søge at drage nytte af evt. nærtstående ressourcepersoner som bidrag til løsning af problemerne.

3.2.3. Tilsyn, underretning og undersøgelser

Tilsyn

Kommunen fører sit tilsyn med de forhold, hvorunder børn og unge under 18 år i kommunen lever, på en sådan måde, at kommunen, så tidligt som muligt kan få kendskab til tilfælde, hvor der må antages at være behov for særlig støtte til et barn eller en ung under 18 år.

Underretningspligt

Hvis en familie med et eller flere børn under 18 år flytter fra én kommune til en anden kommune, og fraflytningskommunen finder, at et eller flere børn har behov for særlig støtte, skal fraflytnings­kommunen underrette tilflytningskommunen herom.

Socialministeren har fastsat regler, hvorefter personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til forhold, der giver formodning om, at et barn eller en ung har behov for særlig støtte. Det samme gælder for

- 49 -

andre grupper af personer, der under udøvelsen af deres erhverv får kendskab til forhold, som be­virker, at der kan være anledning til foranstaltninger efter serviceloven, ligesom enhver, der få kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen.

Socialministeren har endvidere fastsat regler om underretning vedrørende gravide kvinder med al­vorlige misbrugsproblemer, der giver formodning om, at der er behov for støtte.

Ændringer ved lov nr. 466 af 31. maj 2000

Med virkning fra 1. januar 2001 blev mulighederne for en tidlig indsats styrket ved indsættelse af reglen om den tværkommunale underretningspligt og reglen om underretning vedrørende gravide misbrugere.

Undersøgelsespligt

For at tilgodese børn og unge med behov for særlig støtte opretter kommunen en tværfaglig gruppe, der skal sikre, at støtten ydes tidligt og sammenhængende, og at der i tilstrækkeligt omfang formid­les kontakt til lægelig, social, pædagogisk, psykologisk og anden sagkundskab.

Hvis det må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte, herunder på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, skal kommunen sørge for, at barnets eller den unges forhold undersøges. Afgørelsen herom træffes i forståelse med forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år. Kommunen skal som led i denne undersøgelse inddrage de fagfolk, som allerede har viden om barnets eller den unges og familiens forhold. Dette kan ske ved at inddrage sundhedsplejerske, pædagoger, psykologer, lærere eller andre. Hvis det er nødvendigt, skal kom­munen lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller en psykolog.

En undersøgelse skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte foranstaltninger, og i bekræftende fald af hvilken art. Der skal være oplysning om, hvordan foræl­dremyndighedens indehaver og barnet eller den unge stiller sig til foranstaltninger, og om de for-hold i familien eller i dennes omgivelser, som kan bidrage til at klare vanskelighederne. Undersø­gelsen må ikke være mere omfattende, end formålet tilsiger, og skal i øvrigt gennemføres så skån­somt som forholdene tilsiger.

Undersøgelse uden samtykke

- 50 -

Når det må anses for nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling, kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra foræl­dremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, beslutte at gennemføre undersøgelsen under ophold på en institution eller indlæggelse på sygehus, herunder psykiatrisk afdeling. En sådan undersøgelse skal være afsluttet inden 2 måneder efter børn og unge-udvalgets afgørelse.

Ændringer ved lov nr. 466 af 31. maj 2000

Med virkning fra 1. januar 2001 blev mulighederne for en tidlig indsats styrket ved indførelse af reglen om oprettelse af tværfaglige grupper. Formålet er at styrke sammenhæng og helhed i tilbude­ne til de svagest stillede børn og unge ved i højere grad at inddrage den tværfaglige sagkundskab i sagsbehandlingen.

3.2.4. Foranstaltninger

Den særlige støtte til børn og unge udmøntes i forhold til det/den enkelte barn/unge ved iværksæt­telse af foranstaltninger.

Kommunen kan træffe beslutning om at iværksætte forskellige former for foranstaltninger, når det må antages at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte. Det er den eller de mindst indgribende formålstjenlige foranstaltninger, der skal vælges. Af­gørelsen træffes som hovedregel med samtykke fra forældremyndighedens indehaver. En afgørelse om anbringelse kræver som hovedregel også samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år.

De i loven opregnede foranstaltningstyper er:

• konsulentbistand med hensyn til barnets eller den unges forhold, herunder pålæg om dagtilbud, klub eller lignende,

• praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet, • familiebehandling eller lignende støtte, • døgnophold for familien eller dele af den, • aflastningsordning, • personlig rådgiver for barnet eller den unge • fast kontaktperson for barnet eller den unge og for hele familien • økonomisk støtte til udgifter som følge af de ovenfor nævnte foranstaltninger, udgifter der bevir­

ker undgåelse af en anbringelse uden for hjemmet eller udgifter til ophold på kost- eller eftersko­le,

• anbringelse uden for hjemmet

- 51 -

• formidle praktiktilbud hos en arbejdsgiver for den unge og udbetale den unge godtgørelse i den forbindelse.

Herudover skal kommunen i tilfælde, hvor unge under 18 år har begået voldskriminalitet eller an-den alvorlig kriminalitet, udarbejde en plan for en indsats, der kan modvirke yderligere kriminalitet og yde den nødvendige støtte til den unge.

De opregnede tilbud kan ydes enkeltvis eller i kombination. Opregningen udtrykker ikke en rang­orden. Det er præciseret, at den eller de mindst indgribende formålstjenlige foranstaltninger skal vælges. Der skal således ikke være prøvet enhver form for hjælp i hjemmet, før der kan ske en an­bringelse, som trods alt indebærer mere vidtgående omvæltninger for barnet eller den unge end de øvrige foranstaltninger. Det er vigtigt, at der fra starten vælges den foranstaltning, som må anses for bedst egnet til at klare problemerne. Og hvis dette er en anbringelse, skal denne foranstaltning til­bydes familien.

Konsulentbistand kan tilbydes familier, når det må antages, at der over et vist forløb kan være be­hov for støtte til barnet/den unge eller familien: Der kan være tale om samlivsproblemer, opdragel­sesproblemer, sociale eller psykiske problemer eller kriminalitet. Særligt sagkyndige kan inddrages i sagsbehandlingen, evt. ved inddragelse af amtskommunens særlige ekspertise. Der træffes afgørel­se om iværksættelse af en egentlig foranstaltning, der vil strække sig over et vist forløb, typisk med opstillede målsætninger for samtalerne. Forløbet af samtalerne kan også føre til aftale om videre indsats. Afgørelse om foranstaltningen kan træffes uden forældremyndigheds indehaverens samtyk­ke.

Praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet (“hjemme-hos” ordninger) tager primært sigte på forskellige former for støtte i hjemmet med det formål at sørge for, at familien holdes samlet. Støt­ten kan f.eks. bestå i hjælp til at strukturere hverdagen, støtte forældre i grænsesætning og støtte til familien i kontakt til omgivelserne. Støtten ydes i hjemmet af en person, der er ansat af kommunen med det formål at få familien til at fungere bedre. Der ansættes en person med de fornødne forud­sætninger for arbejdet.

Familiebehandling eller lignende støtte over for hele familien med det formål at bevare familien samlet kan ydes i hjemmet, som ambulant behandling eller i form af barnets eller den unges ophold i et dagbehandlingstilbud.

Døgnophold for familien eller dele af den, med det formål at give familier et tilbud, der er langt mindre indgribende end en døgnanbringelse af barnet eller den unge.

- 52 -

Aflastningsordningen giver mulighed for, at børn og unge kan få et aflastningsophold. Der kan være flere formål med en aflastningsordning, f.eks. aflastning af forældrene, optræning af barnet mv. Aflastningen er beregnet til ophold af kortere varighed og kan stække sig fra 1-2 dage til 2-3 uger ad gangen og måske forløbe over en længere årrække. Aflastningsophold bruges også i kombination med døgnanbringelse og vil da være en integreret del af døgnanbringelsen.

Det er et krav, at aflastningsopholdet finder sted i en plejefamilie, et opholdssted eller på en døgnin­stitution.

Personlig rådgiver kan udpeges for barnet eller den unge, der skønnes at have behov for vejledning og rådgivning vedrørende f.eks. arbejde, uddannelse, fritid eller som led i vilkår ved tiltalefrafald. Afgørelse om foranstaltningen kan træffes uden forældremyndighedsindehavers samtykke.

Fast kontaktperson for barnet eller den unge og for hele familien kan udpeges for børn og unge, der skønnes at have behov for en fast voksenkontakt, som barnets eller den unges familie ikke anses at kunne opfylde. Kontaktpersonens opgave er at forholde sig til barnets/den unges totale situation på linie med, hvad der normalt ville være forældrenes opgave. Afgørelse om foranstaltningen kan træf­fes uden forældremyndighedsindehavers samtykke.

Herudover kan der udpeges en fast kontaktperson til en hel familie. Kontaktpersonens opgaver ret­ter sig ikke alene mod den unge, men også mod forældrene og eventuelle søskende – i nogle tilfæl­de kan det være relevant at inddrage andre familiemedlemmer, f.eks. onkler, bedsteforældre eller andre, som i nogle familier spiller en væsentlig rolle, herunder familier med en anden etnisk bag­grund end dansk.

Økonomisk støtte til udgifter: • der følger af visse af ovennævnte foranstaltninger, når forældremyndighedsindehaveren ikke selv

har midler dertil, • der bevirker, at en anbringelse uden for hjemmet kan undgås, at en hjemgivelse kan fremskyn­

des, eller at støtten i væsentlig grad kan bidrage til en stabil kontakt mellem forældre og børn under et eller flere børns anbringelse uden for hjemmet,

• til ophold på kost- eller efterskole, når forældremyndighedsindehaveren ikke selv har midler der-til

Anbringelse uden for hjemmet er en foranstaltning, kommunen kan træffe afgørelse om efter lovens § 40, stk. 2, nr. 11. Anbringelsen skal ske på en døgninstitution, i en godkendt plejefamilie eller i et godkendt opholdssted, der må anses for egnet til at imødekomme barnets eller den unges særlige behov.

- 53 -

Samtykket fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, om en anbringelse uden for hjemmet skal omfatte det formål med anbringelsen, som fremgår af den lagte plan.

Praktikophold med godtgørelse kan tilbydes til særligt belastede unge, som har svært ved at fast­holdes i skolesystemet eller i et arbejdsforhold. For praktikopholdet kan der ydes en mindre godtgø­relse som motivation for den unge.

Plan for børn og unge, der har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, skal udar­bejdes af kommunen. Bestemmelsen er et led i den særlige indsats over for utilpassede unge. Mål­gruppen er unge under 18 år, som har begået voldskriminalitet eller anden for form for alvorlig kri­minalitet. For denne gruppe af unge har kommunen en forpligtelse til at udarbejde en plan for ind­satsen, der kan modvirke yderligere kriminalitet og yde den nødvendige støtte til den unge. Formå­let er at sikre, at der i disse tilfælde iværksættes en planlagt og kontrolleret indsats med henblik på at forpligte den unge, forældrene og forvaltningen i et gensidigt samarbejde med det formål at med­virke til at få den unge på ret vej allerede, når den unge første gang kommer ud i kriminalitet. Her­med fastholdes forældrenes og kommunernes ansvar for den unge. Reglen er et supplement til ord­ningen med ungdomskontrakter, jf. Socialministeriets vejledning af 3. juli 1998. Der er ingen nedre aldersgrænse. Hvis et plankrav følger af andre regler – en ungdomskontrakt eller en anbringelses­plan – er plankravet opfyldt herved.

Støtteperson til anbragte børns forældre. Kommunen tilbyder forældremyndighedens indehaver en støtteperson i forbindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet. Støtteperso­nen kan styrke forældrenes samarbejde og involvering i arbejdet omkring barnet eller den unge.

Om foranstaltninger uden samtykke, herunder anbringelser, se under afsnit 3.2.6.

Ændringer ved lov nr. 466 af 31. maj 2000

Med virkning fra 1. januar 2001 blev en styrket indsats muliggjort ved en tydeliggørelse i loven om, at en anbringelse ikke kræver, at alle andre foranstaltningstyper er prøvet. Den eller de mindst ind­gribende formålstjenlige foranstaltninger skal vælges.

Herudover blev der indført nye tilbud – foranstaltningstyper – rettet mod de utilpassede unge. Det gælder fast kontaktperson til hele familien, praktiktilbud med godtgørelse samt udarbejdelse af pla­ner for børn og unge, der har begået alvorlig kriminalitet. Bl.a. for at sikre en større kontinuitet i anbringelsen blev det fastsat, at kommunen tilbyder støtteperson til anbragte børns forældre.

- 54 -

3.2.5. Særligt om anbringelser

Planer

I henhold til servicelovens § 53 skal kommunen forud for en afgørelse om anbringelse uden for hjemmet udarbejde en plan for barnets eller den unges ophold. Dette gælder, hvad enten der er tale om anbringelse med eller uden samtykke. Planen skal angive formålet med anbringelsen. Planen skal tillige under hensyn hertil angive anbringelsens forventede varighed, særlige forhold vedrøren­de barnets eller den unges pleje, behandling, uddannelse mv. Planen skal endvidere angive, hvilke former for støtte der selvstændigt skal iværksættes over for familien i forbindelse med, at barnet eller den unge opholder sig uden for hjemmet og i tiden efter barnets eller den unges hjemgivelse.

Revidering af plan under anbringelse

Kommunen skal senest 3 måneder efter, at et barn eller en ung har fået ophold uden for hjemmet, vurdere, om planen skal revideres, og skal herefter med højst 6 måneders mellemrum foretage en sådan vurdering. Vurdering af planen skal ske på baggrund af det løbende tilsyn med barnet eller den unge på anbringelsesstedet og efter kontakt med forældremyndighedens indehaver. Vurderin­gen af planen skal omfatte både de dele af planen, som retter sig mod barnet eller den unge, og de dele, der omhandler indsatsen over for familien under anbringelsen. Afgørelse om revision af pla­nen træffes så vidt muligt i forståelse med forældremyndighedens indehaver og barnet eller den unge.

3.2.6. Foranstaltninger uden samtykke

En afgørelse om særlig støtte skal som hovedregel træffes med samtykke fra forældremyndighedens indehaver og fra den unge, der er fyldt 15 år.

Børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse, jf. § 39, om at gennemføre en undersøgelse ved at pla­cere barnet eller den unge på en institution eller ved indlæggelse på sygehus, herunder psykiatrisk afdeling.

Der kan træffes afgørelse, jf. § 41, selv om forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker foranstalt­ningen iværksat om • konsulentbistand mv., • udpege personlig rådgiver for barnet eller den unge og • udpege en fast kontaktperson for barnet eller den unge og for hele familien, hvis formålet med foranstaltningen skønnes at kunne opnås uanset det manglende samtykke.

- 55 -

Afgørelse herom træffes i et møde i kommunens personsagsudvalg, jf. § 17 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Efter § 42 kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf. § 40, stk. 2, nr. 11. En sådan afgørelse kan træffes, når der er en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af

• utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge, • vold eller andre alvorlige overgreb, • misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller

den unge eller • andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge,

Der kan kun træffes en sådan afgørelse, når der er begrundet formodning for, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet.

Når hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler for det, kan børn og unge-udvalget beslutte, at barnet eller den unge skal anbringes uden for hjemmet efter § 42, stk. 1, selv om foræl­dremyndighedens indehaver og den unge giver samtykke til anbringelse efter § 40, stk. 2, nr. 11, jf. § 42, stk. 2.

Hvis en ung, der er fyldt 15 år, erklærer sig enig i anbringelsen, kan børn og unge-udvalget uanset betingelserne i § 42, stk. 1, træffe afgørelse om at anbringe den unge uden for hjemmet, jf. § 40, stk. 2, nr. 11, når anbringelsen må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges sær­lige behov, og problemerne ikke kan løses under den unges fortsatte ophold i hjemmet.

Efter § 42 a kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at et anbragt barn eller ung ikke skal kunne hjemtages i op til 3 måneder fra tilbagekaldelse af samtykket til anbringelsen, uanset at betingelserne for en anbringelse uden samtykke ikke er opfyldt. En sådan afgørelse kan træffes, hvis det må antages, at en øjeblikkelig hjemtagelse kan skade barnet eller den unge.

Kompetence til at træffe afgørelse om foranstaltninger uden samtykke

Kommunens børn og unge- udvalg træffer bl.a. afgørelse om

• gennemførelse af undersøgelser efter § 39

- 56 -

• anbringelse uden for hjemmet efter § 42 • opretholdelse af en anbringelse i op til 3 måneder, jf. § 42 a • opretholdelse af en anbringelse efter § 43 • godkendelse af en foreløbig afgørelse efter § 45, stk. 3 • ændring af anbringelsessted efter § 55, stk. 3, jf. § 42 • brev og telefonkontrol efter § 108, stk. 2

Den Sociale Ankestyrelse kan uden klage bl.a. træffe afgørelser efter §§ 39, 42 og 42 a og pålægge kommunen at gennemføre afgørelsen, jf. § 47.

Kompetence til at træffe foreløbige afgørelser om foranstaltninger uden samtykke

Afgørelser efter bl.a. lovens §§ 39, 42, 42 a og 108, stk. 2, som af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i børn og unge-udvalget, kan træffes fore­løbigt af formanden eller i dennes fravær af næstformanden for børn og unge-udvalget. Inden 24 timer efter iværksættelsen af en foreløbig afgørelse skal forældremyndighedens indehaver og even­tuelle andre parter have skriftlig meddelelse om afgørelsen samt en begrundelse herfor.

En foreløbig afgørelse skal snarest muligt og senest inden 7 dage efter iværksættelsen forelægges børn og unge-udvalget til godkendelse, uanset om foranstaltningen er ophørt. En godkendt afgørelse har gyldighed i 1 måned. En afgørelse vedrørende en undersøgelse, jf. § 39, har gyldighed indtil undersøgelsen er afsluttet, dog højst 2 måneder, mens en afgørelse om hjemtagelsesperiode, jf. § 42 a, har gyldighed for hjemtagelsesperioden, dog højst 3 måneder.

Chefen for Den Sociale Ankestyrelse har samme beføjelser som formanden for børn og unge­udvalget og kan give pålæg om iværksættelse af en foreløbig afgørelse, jf. § 45, stk. 5.

Hvis børn og unge-udvalget ikke inden 1 måned træffer afgørelse i overensstemmelse med styrel­seschefens foreløbige afgørelse, skal børn og unge-udvalget umiddelbart orientere Ankestyrelsen herom. Børn og unge-udvalgets afgørelse har ikke virkning, før styrelseschefen snarest og senest inden 10 dage har taget stilling til, om afgørelsen skal have virkning. Hvis styrelseschefen træffer afgørelse om, at børn og unge-udvalgets afgørelse ikke skal have virkning, træffer Ankestyrelsen afgørelse efter § 47, stk. 3, inden 8 uger fra børn og unge-udvalgets afgørelse.

Ændringer ved lov nr. 466 af 31. maj 2000

Med virkning fra den 1. januar 2001 blev en styrket indsats muliggjort ved en lempelse af doku­mentationskravet ved anbringelse efter § 42. Lempelsen skulle imødegå barrierer for tidlige beslut­

- 57 -

ninger om anbringelse uden samtykke ved massiv omsorgssvigt, især i forhold til helt små børn og mindre søskende til anbragte børn.

Med henblik på at opnå en øget kontinuitet i anbringelsen blev der med virkning fra 1. januar 2001 indført mulighed for, at børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om, at et frivilligt anbragt barn eller ung skal forblive anbragt i op til 3 måneder fra tilbagekaldelsen af samtykket. Denne regel skal modvirke, at pludselige og uforberedte hjemgivelser skader barnet eller den unge.

Med virkning fra 1. januar 2001 er der indført en underretningspligt for børn og unge-udvalget, og der er givet Ankestyrelsen mulighed for at udskyde virkningen af, at et børn og unge-udvalgs afgø­relse i situationer, hvor udvalgets afgørelser ikke er i overensstemmelse med en foreløbig afgørelse truffet af chefen for Den Sociale Ankestyrelse. Finder ankestyrelseschefen, at udvalgets afgørelse ikke skal have virkning, skal Ankestyrelsen træffe endelig afgørelse i sagen efter § 47, stk. 3.

3.2.7. Valg af anbringelsessted og opretholdelse af en anbringelse

Når det er besluttet at anbringe et barn eller en ung uden for hjemmet, skal kommunen træffe afgø­relse om valg af anbringelsessted i overensstemmelse med den plan for barnets eller den unges op­hold, der skal være udarbejdet forud for alle beslutninger om anbringelse. I praksis vil der ofte være samarbejde med amtskommunen. I tilfælde, hvor behovet for anbringelse opstår så akut, at det ikke er forsvarligt at lade anbringelsen afvente udarbejdelsen af en plan, træffer kommunen afgørelse om valg af anbringelsessted på det foreliggende grundlag.

At kommunens afgørelse om valg af anbringelsessted skal træffes i overensstemmelse med den lag­te plan indebærer, at der ud fra det beskrevne formål med anbringelsen skal vælges den type an­bringelsessted, der findes egnet til at yde den indsats over for barnet eller den unge, som er nødven­dig for en opfyldelse af formålet. Valget af det konkrete anbringelsessted inden for den valgte type af anbringelsessteder tilkommer kommunen.

Ved valget af det konkrete anbringelsessted skal der lægges vægt på, hvad der vil give de bedste betingelser for opfyldelsen af formålet med anbringelsen. Anbringelsen må under alle omstændig­heder vælges ud fra, at det giver de bedste betingelser for barnets eller den unges trivsel og udvik­ling og må opfylde de krav til personlig omsorg, som må stilles efter barnets eller den unges alder og modenhed og bistandens karakter i det enkelte tilfælde. Der må samtidig lægges vægt på, hvad der gavner barnets eller den unges forhold til familien. Uanset at en plejefamilie eller et opholdssted altid skal være godkendt som generelt egnet, er det meget vigtigt, at den anbringende kommune foretager supplerende undersøgelser med henblik på, om barnet eller den unge vil være velplaceret i netop dette anbringelsessted. Det samme gør sig gældende, når anbringelsesstedet er en døgninstitu­tion.

- 58 -

Når anbringelsesstedet er en sikret afdeling, er der særlige regler i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 308 af 28. maj 1998 om, at kommunens afgørelse om anbringelse i en sikret afdeling, hvor grundlaget ikke er varetægtssurrogat, skal tiltrædes af amtskommunen i det amt, hvor den pågæl­dende sikrede afdeling er beliggende. Hvis anbringelsen er led i afsoning, skal Direktoratet for Kri­minalforsorgen også tiltræde kommunens afgørelse om valg af anbringelsessted. Der henvises til afsnit 3.2.8.

Kommunen fører løbende tilsyn med barnet eller den unges forhold under opholdet uden for hjem­met og træffer afgørelse om ændret anbringelsessted, behandling, uddannelse mv. under opholdet, i det omfang det må anses for nødvendigt under hensyn til formålet med anbringelsen.

Ændring af anbringelsessted

Ændring af anbringelsessted kræver samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år. Hvis der ikke kan opnås samtykke, kan anbringelsesstedet kun ændres ved, at der træffes afgørelse eller fornyet afgørelse om anbringelse uden samtykke efter lovens § 42.

Er betingelserne i § 42 opfyldt, træffer kommunen afgørelse om valg af anbringelsessted. Der er mulighed for at indbringe kommunens afgørelse for det sociale nævn. Er der tale om en anbringelse efter § 42, kan forældrene og den unge, der er fyldt 15 år, dog meddele samtykke til, at der ikke skal træffes fornyet afgørelse efter § 42, selv om samtykke til ændret anbringelsessted ikke opnås. Kommunens afgørelse om valg af anbringelsessted kan indbringes for det sociale nævn.

Opretholdelse af en foranstaltning efter lovens § 42

Hvis barnet eller den unge ikke har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før da­toen for den aktuelle anbringelse, forudsætter opretholdelse af en foranstaltning efter § 42 ud over et år fra børn og unge-udvalgets afgørelse fornyet afgørelse i udvalget. Hvis barnet eller den unge der­imod har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før datoen for den aktuelle an­bringelse, forudsætter opretholdelse af en foranstaltning efter § 42 ud over 2 år fra børn og unge­udvalgets afgørelse fornyet afgørelse i udvalget.

Den 2-årige genbehandlingsfrist gælder således i tilfælde, hvor barnet allerede er – eller for nylig har været – i et anbringelsesforløb. Den 1-årige genbehandlingsfrist gælder i de tilfælde, hvor barnet ikke tidligere har været anbragt, eller hvor barnet i en længere periode – 1 år – ikke har været an­bragt frivilligt eller tvangsmæssigt. Hvis sagen er indbragt for Ankestyrelsen eller forelagt landsret­ten eller Højesteret, regnes fristen fra den endelige afgørelse eller dom.

- 59 -

De kompetente myndigheder kan fastsætte en kortere frist for fornyet behandling i udvalget. De kompetente myndigheder kan også fastsætte en længere frist, når de forhold, der ligger til grund for afgørelsen, med overvejende sandsynlighed må antages at vedvare ud over fristen.

Ændringer ved lov nr. 466 af 31. maj 2000

Med virkning fra 1. januar 2001 er der med henblik på at øge kontinuiteten i anbringelsen og undgå unødig procesførelse i sager om ændring af anbringelsessted blevet mulighed for at fravige kravet om en fornyet prøvelse af anbringelsesgrundlaget i børn og unge-udvalget, når der foreligger en tvangsmæssig anbringelse, hvis forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, er enige heri. Prøvelsen i børn og unge-udvalget retter sig alene mod spørgsmålet om anbringelses­grundlaget og ikke mod anbringelsesstedet.

Der er endvidere sket en forlængelse af genoptagelsesfristen fra 1 til 2 år, når barnet eller den unge har været anbragt i året inden anbringelsen. Herudover er der sket lempelser i betingelserne for at forlænge genbehandlingsfristen.

3.2.8. Anbringelsessteder/institutionsformer

Anbringelsessteder dækker over en række – indbyrdes forskellige – anbringelsesmuligheder fra den traditionelle familiepleje til den egentlige døgninstitution. Der er i henhold til lovgivningen tre grupper af anbringelsessteder: Plejefamilier, opholdssteder og døgninstitutioner.

Plejefamilier

Beliggenhedskommunen skal godkende familieplejen som generelt egnet jf. servicelovens § 49, stk. 1. Det drejer sig om anbringelsessteder, hvis aflønning er baseret på vederlagsbetaling. Kommuner­ne skal vurdere plejefamilien med henblik på at kunne give en generel godkendelse af egnetheden. Godkendelse kan gives på baggrund af en undersøgelse af plejefamiliens samlede forhold, herunder plejefamiliemæssige, uddannelsesmæssige og arbejdsmæssige forhold. F.eks. omfanget af udear­bejde, eventuelt faglig relevant baggrund eller særlig erfaring fra beslægtede opgaver, antal og alder af eventuelle egne børn bør også indgå i vurderingen. Boligforhold, omgivelserne, fritidsmuligheder mv. bør også drøftes.

Omfattet af plejefamiliebegrebet er også egne værelser, samt kollegier og kollegielignende opholds­steder, hvor den unge selv råder over sin bolig. Kommunen skal i disse tilfælde godkende værel­set/boligen som egnet anbringelsessted og føre tilsyn med den unge. Utilpassede og kriminelle unge vil typisk ikke være anbragt i almindelige plejefamilier.

- 60 -

Opholdssteder

Efter servicelovens § 49, stk. 2, skal opholdssteder, dvs. anbringelsessteder, hvis aflønning er base-ret på et godkendt budget, være godkendt som generelt egnede af den stedlige amtskommune.

Opholdssteder af institutionslignende karakter dækker over et bredt spekter af anbringelsesmulighe­der strækkende sig fra det lille opholdssted, der drives af en familie, og som kan modtage nogle få anbragte børn eller unge, til større opholdssteder med ansatte, til socialpædagogiske skibsprojekter og kost- og efterskoler.

Socialpædagogiske opholdssteder godkendes som generelt egnede på baggrund af en undersøgelse af de faglige, pædagogiske, organisatoriske og økonomiske forhold på stedet. Da der er tale om et meget bredt spekter af anbringelsesmuligheder, vil den undersøgelse, der skal lægges til grund, for­inden der kan udstedes en generel godkendelse af amtskommunen, således variere afhængig af op­holdets karakter.

Socialpædagogiske opholdssteder, oprettet med det formål at modtage børn og unge, vurderes som en helhed, hvilket indebærer en samlet vurdering af f.eks. opholdsstedets socialpædagogiske tilbud, herunder antal medarbejdere og deres personlige/faglige ressourcer, sammenholdt med stedets fysi­ske rammer og de organisatoriske/økonomiske forhold. Endvidere må vurderingen omfatte de al­ders- og persongrupper, som opholdsstedet er indstillet på at modtage og den betaling, som kræves for opholdet.

Nogle af de godkendte opholdssteder kan modtage børn og unge med betydelige sociale og ad­færdsmæssige problemer. Men der eksisterer ikke en skarp afgrænsning af unge med såkaldt ”al­mindelige problematikker” og såkaldt ”uanbringelige” unge. Nedenstående er eksempler på op­holdssteder, der efter de foreliggende oplysninger tager imod målgruppen. Der er yderligere en række opholdssteder, der tager imod kriminelle unge med særdeles svære problemer.

Solhaven i Nordjyllands Amt har tre faste afdelinger, akutafdeling, værkstedstilbud og skoleaftale med Farsø Kommune til i alt 16 unge samt en efterværnsafdeling.

Tiagrehus i Ringkøbing Amt er startet af en gruppe tidligere medarbejdere på den sikrede institution Koglen og modtager 5 unge i samme målgruppe i åbent regi.

Ethos i Vestsjællands Amt har 4 pladser til unge inden for målgruppen, herunder personfarlige un­ge, samt 2 udslusningspladser. Undervisnings- og værkstedstilbud.

- 61 -

Fanefjord i Storstrøms Amt har en satellit Knoppen med 3 pladser og yderligere 2 satellitter med 6 pladser under godkendelse. Endvidere en projektafdeling med et varierende antal matrikelløse plad­ser, hvor budgettet godkendes af amtet fra gang til gang.

Grønsund i Storstrøms Amt har i samarbejde med Projektforeningen PRO etableret rejseprojekter for 1-3 af de tungeste unge. Projekterne godkendes af amtet fra gang til gang.

Døgninstitutioner

Amtskommunen skal efter servicelovens § 51 sørge for, at der er det nødvendige antal pladser på institutioner for børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet, herunder på grund af betydelig og varigt nedsat funktionsevne. Endvidere skal amtskommunen sørge for, at der er det nødvendige antal pladser og mulighed for ambulant behandling på institutioner for børn og unge med sociale adfærdsproblemer.

Institutionerne kan oprettes og drives af en eller flere amtskommuner, kommuner eller som selv­ejende institutioner, som amtskommunerne indgår aftale med.

I amtskommunalt regi findes der, i det almindelige døgninstitutionsberedskab for børn og unge, pladser, som kan modtage unge med betydelige sociale og adfærdsmæssige problemer, herunder unge, der er kriminelle eller kriminalitetstruede. Nedenfor er givet en række eksempler på døgninsti­tutioner til målgruppen og aktuelle planer om udbygning af tilbuddene:

Bødkerporten i Københavns amt har i alt 19 pladser til kontaktafvigende udadreagerende unge.

Døgnplejecentret i Frederiksborg amt arbejder med anbringelse i opholdssteder, skibsprojekter og i andre private projekter. I alt har afdelingen for tiden tilsyn med ca. 130 børn og unge, hvoraf ca. 40 tilhører målgruppen af kriminelle eller kriminalitetstruede unge. Disse foranstaltninger kan ofte betragtes som det andet eller tredje led i kæden af behandlingstilbud til de unge, startende med op­hold i sikret afdeling, derefter i Projektafdelingen for endelig at slutte med et længerevarende op­hold i et opholdssted eller lignende.

Projektafdelingen på Sølager i Frederiksborg amt er normeret til 15 unge med meget store vanske­ligheder og arbejder med individuelt tilpassede projekter med få unge (2-3) i hvert projekt. Der til­rettelægges de aktiviteter, der er nødvendige, og prisen fastsættes konkret efter aftale med den an­bringende kommune. I øjeblikket er der indskrevet 25 utilpassede unge.

- 62 -

Godhavn i Frederiksborg amt har 32 døgnpladser og 6 dagpladser. Der modtages unge og større børn, som er kriminelle/kriminalitetstruede på lidt over halvdelen af pladserne. Godhavn tilbyder undervisning, beskæftigelse i produktionsværksteder og oplæring af de unge.

I Frederiksborg amt er projekt Vendepunktet under etablering som en særlig funktion med flere mu­ligheder. Der primære funktion vil være med et særligt kompetenceteam at hjælpe kommunerne i amtet med at løse problemer med kriminelle unge – grupper af unge – i lokalmiljøet gennem iværk­sættelse af projekter for gruppen eller for enkelte af de unge.

Projektafdelingen på Sølager knyttes til Vendepunktet, når foranstaltningen er etableret.

Desuden skal Vendepunktet bestå af en “børnehotel-lignende funktion”. Det vil sige et sted, hvor unge i nød kan overnatte nogle få dage, indtil der er lagt en plan for den videre (nærmeste) fremtid. Det har vist sig vanskeligt at finde et egnet sted med tilstrækkelig central placering til at etablere Vendepunktet.

I lokalinstitutionen i Helsingør i Frederiksborg amt, er der ca. 40 unge, som tilhører gruppen af kriminelle eller kriminalitetstruede unge, placeret i hybler og egne boliger med tilsyn fra institutio­nen; derudover er ca. 10 placeret i forskellige afdelinger på stedet. Lokalcentret i Helsingør tilbyder ingen undervisnings- og oplæringsaktiviteter på stedet, men benytter lokale skoler og håndværkere.

Akutinstitutionen Birkebo med 12 (midlertidigt opnormeret til 15) pladser modtager også kriminali­tetstruede unge.

Den Matrikelløse Døgninstitution i Storstrøms Amt har mulighed for at modtage 13 – 18 unge af­hængig af, hvor krævende de aktuelt anbragte børn og unge er. Stedet er ikke en egentlig døgninsti­tution med bygninger og senge, men gennemføres som projekter, ture og udviklingsforløb med faste medarbejdere til den enkelte unge.

Pugholmsgård i Fyns Amt er en åben døgninstitution, der drives i tilknytning til den sikrede døgn­institution Egely. Afdelingen har 5 pladser. En yderligere afdeling - Stavnsbogård med 5 pladser forventes åbnet foråret 2001. Pugholmsgård kan modtage gruppen af kriminelle og kriminalitetstru­ede børn og unge i alderen 14-18 år, og fungerer også som udslusning fra den sikrede døgninstituti­on Egely.

Møllebakken med 9 pladser og Egebo med 8 pladser i Fyns Amt er specialinstitutioner til stærkt adfærdsvanskelige børn og unge. Institutionerne modtager i vidt omfang gruppen af utilpassede børn og unge.

- 63 -

Fyns Amt har besluttet at oprette yderligere 5 behandlingspladser svarende til institutionstilbudet på Møllebakken og Egebo. Der er endvidere afsat en pulje til et udrykningshold.

I Fyns Amt er Ringe-projektet under etablering, projektet består af 4 interne pladser i Ringe fængsel og 2 x 5 pladser i afdelinger i åbent regi. De 4 interne pladser i Ringe fængsel, der forudsætter, at de anbragte har en dom, er etableret. 5 af pladserne i åbent regi er under etablering og forventes åbnet foråret 2001. Der er endnu ikke fundet lokaler til de resterende 5 pladser. Ringe-projektet er støttet af midler fra Socialministeriet – som opfølgning på rapport om nye institutionsformer mv. udsendt af Socialministeriet i maj 1998.

Amtsungdomskollektivet i Sønderjyllands Amt har 5 interne og 4 eksterne pladser til utilpassede unge i alderen 14-20 år med lettere kriminalitets- og misbrugsproblemer. Sønderjyllands Amt åbner den 1. marts 2001 yderligere 6 pladser.

Døgninstitution 6 er beliggende i Ribe Amt. Det er en akut- og observationsinstitution til børn og unge i alderen 12-18 år. Der er 14 pladser til unge med voldsomme sociale og adfærdsmæssige pro­blemer, kriminalitet og et eksperimenterende misbrug.

Projektorganisationen i Vejle amt, der består af 3 afdelinger med 18 pladser til de utilpassede unge og en projektmedarbejder, der afhjælper akut opståede problemer. Afdelingerne er Gormsbo, en afdeling til svært anbringelige marginaliserede unge, Fjorden, der modtager unge på 13-16 år med meget komplekse problemstillinger til observation, og Styrvolt, der er et skibsprojekt til 3 drenge.

Hedebocentret i Ringkøbing Amt modtager unge i alderen 14 til 22 år med psykiske, sociale og ad­færdsmæssige problemer, og unge der er udsatte med hensyn til kriminalitet, misbrug og vagabon­dering. Centeret har 26 pladser, en del af pladserne kan rumme gruppen af utilpassede unge.

Turbo ligger i tilknytning til ungeinstitutionen Langenæs i Århus Amt. Institutionen har plads til 9­13 utilpassede unge afhængig af, hvor ressourcekrævende den aktuelle gruppe af unge er. Turbo modtager unge i alderen 15-18 (20) år med store adfærdsmæssige og sociale problemer.

Den Nye Ungeinstitution i Århus Amt har siden august 1999 haft 4 midlertidige pladser til særligt belastede unge. Der arbejdes hen mod en permanent placering af 2 gange 4 pladser til målgruppen. Etableringen er – svarende til Ringe-projektet i Fyns Amt – støttet af midler fra Socialministeriet, som opfølgning på rapport om nye institutionsformer mv. Socialministeriet maj 1998.

Amtscenter Oustruplund i Viborg Amt har to behandlingsafdelinger til unge med svære psykosocia­le adfærdsforstyrrelser. Lindehuset med 8 pladser er et tilbud til unge i alderen 16 - 23 år med store adfærdsmæssige vanskeligheder såsom kriminalitet, (et eksperimenterende) misbrug og stadige

- 64 -

konflikter med omgivelserne. Skovhusene med 7 pladser er et tilbud til unge i alderen 12 - 16 år. Disse børn og unge har typisk også meget belastende adfærdsforstyrrelser, der ofte er udadrettede.

Særligt om sikrede afdelinger

En sikret afdeling kan være organiseret som en selvstændig døgninstitution eller være knyttet til en døgninstitution. Ved en sikret afdeling forstås en afdeling, hvis yderdøre og vinduer kan være kon­stant aflåst. Sikrede afdelinger skal godkendes af Socialministeriet efter indstilling fra amtskommu­nen.

En sikret afdeling kan alene anvendes, når forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkræ­vet, jf. servicelovens § 108. Ministeren har fastsat nærmere regler om betingelserne herfor i Social­ministeriets bekendtgørelse nr. 308 af 28. maj 1998.

En sikret afdeling kan anvendes for unge, når 1) dette er absolut påkrævet for at afværge, at den unge skader sig selv eller andre, og faren herfor

ikke på forsvarlig måde har kunnet afværges ved andre mere lempelige forholdsregler, eller 2) det i en indledende iagttagelsesperiode er absolut påkrævet for at tilvejebringe et grundlag for

den videre socialpædagogiske behandling, eller 3) det på baggrund af den indledende iagttagelsesperiode fastslås, at det er absolut påkrævet, at der

iværksættes et længerevarende behandlingsforløb på en sikret afdeling, eller 4) opholdet træder i stedet for varetægtsfængsling, jf. retsplejelovens § 765, eller 5) opholdet er led i afsoning, jf. straffelovens § 49, stk. 2, og betingelserne i nr. 1, 2 eller 3 samti­

dig er opfyldt.

Kommunen kan træffe afgørelse om, at anbringe en ung, der er fyldt 15 år, i en sikret afdeling, jf. nr. 1-3, når der i en sag om frivillig anbringelse foreligger samtykke hertil, eller når der foreligger afgørelse om anbringelse uden samtykke.

Kommunen træffer afgørelse om, hvorvidt og på hvilken institution/afdeling en anbringelse skal ske for en ung, jf. nr. 4 og 5.

Amtskommunen i det amt, hvor den sikrede afdeling er beliggende, skal tiltræde kommunens afgø­relse, når betingelserne i nr. 1-3 og 5 er opfyldt. Direktoratet for Kriminalforsorgen skal tiltræde kommunens afgørelse, når betingelserne i nr. 5 er opfyldt.

I ganske særlige tilfælde kan amtskommunen, i det amt hvor institutionen er beliggende, efter ind­stilling fra amtskommunen i den unges bopælsamt dispensere fra 15 års aldersgrænsen.

- 65 -

Reglerne om opholdets varighed er afhængig af årsagen til opholdet, og om den unge er fyldt 15 år.

Opholdet efter betingelserne i nr. 1 og 2 må højst vare 2 måneder. Hvis de nævnte betingelser i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet, kan den stedlige amtskommune efter indstilling fra bo­pælskommunen dispensere herfra for nye perioder på højst 2 måneder. For unge under 15 år kan der alene dispenseres for én ny periode på højst 2 måneder.

For unge, der er fyldt 15 år, må opholdet efter betingelserne i nr. 3 højst vare 6 måneder, og for un­ge, der ikke er fyldt 15 år, højst 2 måneder.

Hvis de nævnte betingelser i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet, kan den stedlige amts­kommune efter indstilling fra bopælskommunen dispensere herfra for én ny periode på højst 6 må­neder, og for unge, der ikke er fyldt 15 år, kan der alene dispenseres for én ny periode på højst 2 måneder.

De ovennævnte regler om varighed gælder tilsvarende for unge, der har ophold i en sikret afdeling, hvor opholdet er et led i afsoning efter nr. 5.

For unge, der er fyldt 15 år, kan den samlede varighed af et ophold, jf. nr. 1-3 og 5, i en sikret afde­ling ikke overstige 14 måneder. For unge, der ikke er fyldt 15 år, kan den samlede varighed af et ophold i en sikret afdeling ikke overstige 6 måneder.

Det er kommunen, der træffer afgørelse om ophør af en ungs anbringelse i en sikret afdeling ved anbringelse efter nr. 1-3 og 5. Den stedlige amtskommune træffer dog afgørelse i de tilfælde, hvor lederen af den sikrede afdeling er uenig i kommunens vurdering af, at betingelserne for fortsat op­hold er opfyldt.

De sikrede afdelinger i Danmark er landsdækkende, og skal dække behovet for et ophold i sikret regi for en række målgrupper.

Anvendelse som varetægtssurrogat

De sikrede pladser anvendes i praksis i dag primært til unge mellem 15 og 17 år, der er i varetægts­surrogat, og hvor retten har fundet, at betingelserne for varetægtsfængsling under sagens efterforsk­ning er til stede, men at den unge som en mindre indgribende foranstaltning, jf. retsplejelovens § 765, i stedet kan tage ophold i en egnet institution (varetægtssurrogat). Denne anbringelsesgrund har således en særlig prioritet.

- 66 -

Herved opnås, at frihedsberøvelsen bliver mindre indgribende end anbringelse i fængsel eller ar­resthus. Dertil muliggøres, at der allerede i varetægtsperioden ydes socialpædagogisk støtte til den unge, og at der i denne periode på baggrund af observationer af den unge lægges en plan for den videre sociale indsats efter afslutningen af varetægtsfængslingen.

Der er ikke fastsat regler om varigheden af et ophold i varetægtssurrogat i en sikret afdeling. Op­holdets længde afhænger af varigheden af varetægtsfængslingen.

Det er kommunen, der træffer afgørelse om, hvorvidt og på hvilken institution/afdeling efter loven en anbringelse skal ske for en ung, hvor opholdet træder i stedet for varetægtsfængsling, jf. be­kendtgørelsens § 7, stk. 1. De amtskommuner, der driver sikrede afdelinger, har ikke en egentlig modtagepligt.

Andre anvendelsesgrunde

De sikrede pladser kan endvidere anvendes for unge, når det er absolut påkrævet i forbindelse med:

Ophold for at afværge skade på sig selv eller andre

En sikret plads kan anvendes til ophold for at afværge, at den unge skader sig selv eller andre, (far­lighedskriteriet), når dette er absolut påkrævet, og faren herfor ikke har kunnet afværges ved andre mere lempelige forholdsregler.

Pædagogisk/psykologisk observation

En sikret plads kan endvidere anvendes til pædagogisk/psykologisk observation (pæd/obs) af visse meget behandlingskrævende unge. Målet er i denne periode på baggrund af observationer at udar­bejde forslag til den unges opholdskommune om den videre behandlingsindsats.

Ophold til et længerevarende behandlingsforløb

En sikret plads kan anvendes til et længerevarende behandlingsforløb, når det på baggrund af en indledende iagttagelsesperiode (”pæd/obs”) fastslås, at det er absolut påkrævet, at der iværksættes et længerevarende behandlingsforløb på en sikret afdeling. Målet er således, at der i ganske særlige tilfælde inden for de lukkede rammer, som de sikrede pladser udgør, kan iværksættes et længereva­rende behandlingsforløb.

Ophold som led i afsoning efter straffelovens § 49, stk. 2, og der samtidig er tale om farlighedskri­teriet, pæd/obs eller længerevarende behandling

- 67 -

En sikret plads kan anvendes til et længerevarende behandlingsforløb, når der er behov herfor i for­bindelse med afsoning efter straffelovens § 49, stk. 2, og når det er absolut påkrævet, at et sådant behandlingsforløb skal starte i en sikret afdeling for at sikre den fysiske tilstedeværelse. Det afgø­rende kriterium for en placering i en sikret afdeling til længerevarende behandling vil være, at den behandling, der skal iværksættes, klart forudsætter fastholdelse af den unge i en sikret afdeling. Det gælder også for unge, der skal have en længerevarende behandling som led i en afsoning i en social institution efter straffelovens § 49, stk. 2. Varigheden af et ophold i en sikret afdeling som led i en længerevarende behandling må aldrig udstrækkes ud over, hvad der er absolut påkrævet af behand­lingsmæssige grunde.

Status på de sikrede døgninstitutioner november 2000 (Regeringens udspil af 27. oktober 2000):

Sølager, Frederiksborg amt

Der er pt. i alt 18 sikrede pladser på Sølager, heraf er 6 pladser midlertidigt særligt sikrede pladser.

De resterende 4 pladser, jf. voldspakken fra 1997, etableredes inden årsskiftet. Det første år vil pladserne være i midlertidige lokaler, da den nye institutionsafdeling først vil være færdig i efteråret 2001.

Egely, Fyns amt

Der er 8 pladser på Egely. (Egely har været lukket i ca. 1½ måned i efteråret 2000 grundet renove­ring.)

Koglen, Ringkøbing amt

9 pladser fordelt på 2 afdelinger. Pr. 1. december 2000 er åbnet 1 ekstrabevilliget plads.

Sønderbro, Københavns Kommune

Sønderbro har nu 10 pladser fordelt på 2 afdelinger samt 4 eksterne pladser. De 4 eksterne pladser anvendes af budgetmæssige grunde i begrænset omfang. (I april/maj 2000 var de sikrede pladser på Sønderbro midlertidigt lukket på grund af ombygning.)

Forud for regeringens udspil af 27. oktober 2000 var der i alt 54 sikrede døgninstitutionspladser.

- 68 -

Regeringens udspil af 27. oktober 2000

Der etableredes hurtigt yderligere 20 sikrede pladser. De nye pladser er oprettet på følgende måde:

• 10 pladser i Nykøbing Sjælland, Vestsjællands Amt, i tilslutning til den tidligere sikringanstalt. • 2 pladser i Københavns Kommune i tilslutning til observationshjemmet Sønderbro. • 8 pladser på Stevnsfortet, Storstrøms Amt, hvoraf 3 pladser benyttes som base af Københavns

Kommune.

Der er nu således i dag i alt 74 pladser på de sikrede døgninstitutioner for børn og unge.

Tilsyn med anbringelsessteder

Den stedlige kommune og amtskommune skal føre tilsyn med de anbringelsessteder, de har god­kendt (henholdsvis familiepleje og opholdssteder), for at påse, at anbringelsesstederne lever op til kravene i godkendelsen. Den anbringende kommune fører løbende tilsyn med det anbragte barn eller den unge.

3.2.9. Tilbud til unge fra 18 til 22 år

Kommunen yder hjælp til unge i alderen fra 18 til 22 år, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte. Kommunen kan træffe afgørelse om, at en tildelt personlig rådgiver eller fast kontaktperson kan opretholdes.

Hvis den unge er eller var anbragt uden for hjemmet umiddelbart inden det fyldte 18. år, kan kom­munen træffe afgørelse om, at et døgnophold i et anbringelsessted kan opretholdes, at udpege en personlig rådgiver eller en fast kontaktperson eller at etablere en udslusningsordning i det hidtidige anbringelsessted.

Tilbudene skal ophøre, når de ikke længere opfylder deres formål under hensyn til den unges behov for støtte, eller når den unge fylder 23 år.

Ændringer ved lov nr. 466 af 31. maj 2000

Med virkning fra 1. januar 2001 er mulighederne for at opretholde foranstaltninger i form af person­lig, fast kontaktperson og døgnophold forlænget med 3 år, fra det fyldte 20. år til det fyldte 23. år. Som noget nyt kan unge, der var anbragt umiddelbart inden det fyldte 18. år, få tildelt en personlig rådgiver og en kontaktperson indtil det fyldte 23. år, ligesom der som noget nyt kan tilbydes en ud­slusningsordning.

- 69 -

3.2.10. Ophør af foranstaltninger

Foranstaltningerne efter serviceloven skal ophøre • når formålet er nået, • når de ikke længere opfylder deres formål under hensyn til barnets eller den unge særlige behov • når den unge fylder 18 år. Personlig rådgiver, fast kontaktperson, udslusningsordning eller an­

bringelse kan dog med den unges samtykke opretholdes til den unge fylder 23 år.

Kommunen træffer afgørelse om ophør af en foranstaltning, uanset om der er tale om en anbringelse med eller uden samtykke. Hvis kommunen træffer afgørelse om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter § 42, skal kommunen umiddelbart orientere børn og unge-udvalget herom.

Forud for en hjemgivelse skal kommunen så vidt muligt i samarbejde med forældremyndighedens indehaver og barnet eller den unge i den plan, der er lagt i forbindelse med anbringelsen, angive den videre indsats i forbindelse med hjemgivelsen. Senest 6 måneder forud for ophør af en anbringelse ved det 18. år, skal der også i planen angives, hvilken form for støtte og vejledning der ydes den unge med hensyn til boligforhold, uddannelse og arbejde samt personlig rådgivning.

Ændringer ved lov nr. 466 af 31. maj 2000

Med virkning fra 1. januar 2001 skal børn og unge-udvalget straks orienteres, når kommunen træf­fer afgørelse om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter § 42. Endvidere er der fast-sat en frist for, hvornår planen skal udarbejdes forud for ophør af en anbringelse ved det fyldte 18. år.

3.2.11. Om procedurer og sagsbehandling

Er et barn fyldt 12 år, skal der, forinden der træffes afgørelse i en sag om foranstaltninger, finde en samtale sted med barnet herom. Er barnet under 12 år, skal der foreligge oplysning om barnets holdning til den påtænkte foranstaltning i det omfang barnets modenhed og sagens art tilsiger det.

Er der tale om afgørelser uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffer børn og unge-udvalget afgørelse. Børn og unge-udvalgets kompetence fremgår af lovens § 62.

Der kan træffes foreløbige afgørelser ved formanden eller næstformanden for børn og unge­udvalget, jf. § 45.

- 70 -

Børn og unge-udvalgets afgørelser, jf. § 62, kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse, og Anke­styrelsens afgørelser kan kræves forelagt landsretten, jf. §§ 123 og 124.

Kommunen skal tilbyde forældremyndighedens indehaver og den unge gratis advokatbistand under sager, hvortil der ikke er samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, jf. lovens § 60.

Efter lovens § 59 stilles der en række krav til den indstilling om anbringelse uden for hjemmet, som kommunen indgiver til børn og unge-udvalget.

3.2.12. Finansiering af foranstaltninger efter servicelovens § 40, stk. 2

Efter servicelovens § 131, stk. 5, afholder kommunen og amtskommunen hver 50 pct. af udgifterne vedrørende foranstaltninger efter § 40, stk. 2. Dette gælder dog ikke udgifterne vedrørende dag- og klubtilbud efter lovens §§ 7 og 19, der afholdes endeligt af kommunen. For ophold i særlige dag- og klubtilbud efter lovens §§ 16 og 23 samt døgnophold efter lovens § 51 afholder kommunen og amtskommunen hver 50 pct. af de takstmæssige udgifterne. Taksten fastsættes for et regnskabsår ad gangen på grundlag af tilbudenes budgetter.

Med hjemmel i servicelovens § 132, stk. 2, har socialministeren i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 308 af 28. maj 1998 fastsat regler om fordeling af udgifterne ved ophold i sikrede afdelinger i døgntilbud for børn og unge.

Efter bekendtgørelsens § 29 fordeler amtskommuner, som driver en sikret afdeling, udgifterne ved de sikrede afdelinger mellem alle amtskommuner og kommuner. Amtskommunerne og kommuner­ne fordeler udgifterne indbyrdes efter antallet af 15-17 årige i de enkelte amtskommuner og kom­muner pr. 1. januar i året forud for regnskabsåret, således at amtskommunerne afholder 50 pct. af udgifterne, medens kommunerne afholder resten. Der er således tale om en såkaldt objektiv finan­siering, som ikke direkte er relateret til den konkrete unges bopælskommune og -amt.

Der forventes i begyndelsen af 2001 at blive fremsat forslag om ændring af finansieringsreglerne vedrørende sociale tilbud, herunder vil der blive foreslået en ændring af finansieringen af anbringel­sespladser. Lovændringen forventes at træde i kraft den 1. januar 2002. Forslaget bygger på, at den anbringende kommune betaler en grundtakst for anbringelsen af et barn, hvorefter amtet finansierer udgifter over grundtaksten. Grundtaksten er foreslået til beløbet 390.000 kr. årligt (2001-priser). Kommunen betaler alene de faktiske udgifter til anbringelsen af barnet, hvis anbringelsen koster mindre end grundtakstens beløb.

3.3. Oplysninger om reglerne i de øvrige nordiske lande

- 71 -

3.3.1. Indledning

Ekspertgruppen har ikke selvstændigt indhentet nærmere oplysninger om reglerne i de øvrige nordi­ske lande. Ekspertgruppen finder imidlertid anledning til at pege på, at der på det nordiske justits­ministermøde i juni 1999 blev truffet beslutning om at nedsætte en arbejdsgruppe, som havde til formål at arbejde med ungdomskriminalitet for at udveksle nærmere erfaringer herom.

Det var arbejdsgruppens opgave at fungere som forum for udveksling af erfaringer vedrørende strafferetslige foranstaltninger og alternativer til strafferetslige foranstaltninger. Gruppen skulle også se på myndighedernes behandling af sager om unges kriminalitet, herunder samarbejde mel­lem forskellige myndigheder. Endvidere skulle gruppen se på spørgsmål om fuldbyrdelse af straf, som er blevet pålagt de unge. Arbejdsgruppen skulle desuden se på initiativer på forebyggelsesom­rådet.

Arbejdsgruppen har haft til opgave at:

• Foretage en gennemgang af lovreglerne og forholdene omkring ungdomskriminalitet i hvert enkelt nordisk land

• At udveksle information omkring nationale initiativer til bekæmpelse og forebyggelse af ung­domskriminalitet og i lyset af denne erfaringsudveksling overveje eventuelle nordiske samar­bejdsprojekter

• Tilbagerapportere til Embedsmandskomitéen for lovgivningsspørgsmål om det arbejde, som arbejdsgruppen har udført

Arbejdsgruppen har været sammensat af repræsentanter for de nordiske justitsministerier, og ar­bejdsgruppen forventes at offentliggøre sin rapport primo februar 2001. Rapporten udgives af Nor-disk Ministerråd.

3.3.2. Rapportens indhold

Rapporten er baseret på bidrag fra de respektive lande vedrørende lovgivning, praksis og nationale initiativer rettet mod ungdomskriminalitet. Oplysningerne i rapporten er ført ajour frem til den 1. november 2000.

I rapporten redegøres der for den kriminelle lavalder i de nordiske lande, herunder de overvejelser, der har været med hensyn til at hæve eller sænke den kriminelle lavalder.

- 72 -

Rapporten indeholder endvidere en beskrivelse af lovgivningen i de nordiske lande vedrørende be­handlingen af straffesager mod unge både under og over den kriminelle lavalder. I beskrivelsen indgår såvel sagsbehandlingen i det egentlige straffeprocessuelle system, som de foranstaltninger, der – navnlig vedrørende børn under den kriminelle lavalder – kan iværksættes fra de sociale myn­digheders side. Der er herudover redegjort for reglerne om frihedsberøvelse af unge.

Rapporten indeholder også en beskrivelse de nationale initiativer, der er iværksat i de nordiske lan­de til bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Endelig indeholder rapporten en sammenfatning og konklusion, hvor der kort redegøres for forskel­le og ligheder i mellem de respektive landes håndtering af ungdomskriminalitet. Desuden omtales perspektiverne for den fremtidige fællesnordiske indsats mod ungdomskriminalitet.

3.3.3. Generelle træk i den nordiske indsats mod ungdomskriminalitet

I lighed med hvad der gælder på en række forskellige retsområder, viser gennemgangen af lovgiv­ningen i de nordiske lande vedrørende ungdomskriminalitet, at der i vidt omfang er tale om retsen­hed i Norden.

Udover den fælles kriminelle lavalder på 15 år er det navnlig karakteristisk, at den strafferetlige, procesretlige og sociale lovgivning i de nordiske lande bygger på det grundlæggende hensyn, at sager vedrørende kriminalitet begået af børn og unge kræver andre tiltag, herunder navnlig sociale tiltag, end blot den traditionelle strafforfølgning, som finder anvendelse over for andre grupper af lovovertrædere.

Dette gælder bl.a. i relation til efterforskningen af straffesager mod unge, hvor der er et tæt samspil mellem politi, anklagemyndighed og socialforvaltningen i de respektive lande. I dette tværsektoriel­le samarbejde indgår det som et vigtigt element, at der ikke fokuseres isoleret på den enkelte unges forhold, men at også den unges familiemæssige baggrund, skolegang og fritidsaktiviteter inddrages i myndighedernes håndtering af ungdomskriminalitet.

Et andet karakteristisk træk er de sanktionsformer, der står til rådighed ved afgørelsen af straffesa­ger, hvori unge er impliceret. Den strafferetlige lovgivning i de enkelte nordiske lande giver således mulighed for at anvende særlige strafformer over for unge, som i meget vidt omfang er fremadrettet og navnlig tager sigte på at hindre, at den unge bliver forankret i et fast kriminalitetsmønster. Det gælder f.eks. muligheden for at knytte vilkår til et tiltalefrafald eller en betinget dom, hvorefter den unge – udover kravet om at føre en kriminalitetsfri tilværelse – også er forpligtet til at overholde en række bestemmelser om opholdssted, skolegang, arbejde, fritid mv.

- 73 -

For så vidt angår de tilfælde, hvor en ung skal afsone en frihedsstraf, er det – i overensstemmelse med FN’s børnekonvention – en generel forudsætning i landenes lovgivning, at unge i videst muligt omfang skal undgå at afsone i fængsler sammen med ældre indsatte.

Gennemgangen af reglerne herom i de forskellige nordiske lande viser således, at det kun i meget begrænset omfang sker, at unge bliver placeret i et fængsel sammen med andre (ældre) indsatte, og at den negative indflydelse, som et fængselsophold ofte vil have, i vidt omfang søges undgået ved anvendelse af særlige institutioner for unge.

Det er endvidere et fælles træk i landenes varetagelse af ungdomskriminaliteten, at der er sat fokus på alternative måder at behandle og afgøre straffesager mod unge på. Som et eksempel herpå kan nævnes, at idéen med konfliktråd, hvor ofret møder gerningsmanden, er et område under udvikling i de nordiske lande.

I rapporten beskrives en række af de nationale initiativer, som er iværksat i de nordiske lande til forebyggelse og bekæmpelse af ungdomskriminalitet. De beskrevne initiativer varierer selvsagt en del, og beror således i vidt omfang på de erfaringer, der er gjort i de respektive lande, og – ikke mindst – de forudsætninger, som (lokalt og centralt) er til stede for at iværksætte sådanne initiativer.

Et vigtigt fælles element i de nationale initiativer er dog, at den kriminalitetsforebyggende indsats er højt prioriteret, og at de fleste initiativer i et eller andet omfang udspringer af en erkendelse af, at kriminalprævention er lige så vigtig som selve strafforfølgningen i den generelle bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Det konkluderes i rapporten, at der med hensyn til forebyggelse og bekæmpelse af ungdomskrimi­nalitet er tale om mange fælles træk i de nordiske lande. Dette gælder både i henseende til udform­ningen af den relevante lovgivning som i relation til de initiativer af kortere eller længere varighed, som iværksættes i den fortsatte bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Den nordiske arbejdsgruppe har ikke fundet grundlag for at iværksætte specifikke nordiske samarbejdsprojekter med hensyn til ungdomskriminalitet.

- 74 -

- 75 -

Kapitel 4

Statistik og undersøgelser

4.1. Udviklingen i ungdomskriminaliteten

Politiet fører en statistik over børn under den kriminelle lavalder, der pågribes for kriminalitet. I de seneste år har politiet ikke offentliggjort denne statistik, hvilket skyldes, at den er noget usikker. Gennem årene har der kunnet konstateres forholdsvis store fluktuationer i denne statistik, og da disse fluktuationer ikke altid følges af tilsvarende udsving i de 15-17 åriges kriminalitet, kan der være grund til at antage, at statistikføringen af børn kan være ujævn eller svingende og derfor ikke i samme grad som statistikken for personer over den kriminelle lavalder kan antages at afspejle en udvikling i den faktiske kriminalitet. Eftersom sager mod børn ikke prøves ved domstolene, er det desuden usikkert, i hvilket omfang de statistikførte børn rent faktisk er skyldige i den kriminalitet, de statistikføres for.

Den nedenstående statistik vedrørende børn skal derfor anvendes med forsigtighed.

Tabel 1. Statiskføringer af børn fordelt efter kriminalitetens art og år. 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999

Vold (§ 244­246)

23 45 64 76 54 67 60 63 99 133

Indbrud 741 601 526 336 385 256 240 211 182 108 Røveri 21 35 25 30 22 22 68 30 39 47 Brugstyveri 350 275 325 252 261 261 203 254 230 217 Øvrige 1647 2031 2268 2412 2209 2188 2107 1915 2288 2334 I alt 2782 2987 3208 3106 2931 2794 2678 2473 2838 2839 I alt minus butikstyverier

2108 1949 2014 1732 1646 1533 1334 1202 1348 1289

Tabel 1 viser, at børn i 1998 og i 1999 i betydeligt flere tilfælde end i de tidligere år blev statistik­ført for vold. Omvendt forholder det sig med indbrudskriminalitet. På dette område har der været et ret konstant og ganske kraftigt fald i antal statistikføringer i 1990’erne. Med hensyn til røveri har antallet været svingende, fra min. 21 til max. 68, gennem 1990’erne. Endelig ses, at antallet af brugstyverier, der her inkluderer alle former for brugstyveri, viser en faldende tendens igennem 1990’erne.

Gruppen af øvrige lovovertrædelser omfatter alle andre former for straffelovsovertrædelser samt overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og våbenloven. Der er dog én gruppe, der antalsmæs­sigt dominerer, og det er butikstyveri.

- 76 -

Ud af samtlige statistikføringer af børn angår mellem en fjerdedel og godt halvdelen butikstyverier. Antallet af statistikføringer for butikstyverier er samtidig steget ganske meget op gennem 1990’erne, hvilket indirekte fremgår af sidste række i tabel 1. Når butikstyverierne trækkes ud af statistikken, er der således på de øvrige områder samlet set sket et fald på nærved 40 pct. fra 1990 til 1999 i antal statistikføringer.

For unge i aldersklassen 15-17 år er der udarbejdet statistik om antal frihedsstraffe, bøder og tiltale­frafald for forskellige former for straffelovsovertrædelser, jf. tabel 2. Det skal bemærkes, at de en­kelte strafferetlige afgørelser kan omfatte flere forhold, og at det er arten af den groveste kriminali­tet, afgørelsen klassificeres under.

Tabel 2. Frihedsstraffe, bøder og tiltalefrafald for 15-17 årige fordelt efter kriminalitetens art og år.

1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 Simpel vold 208 207 207 292 364 372 309 308 311 334 Alvorligere vold 25 17 19 31 40 49 54 46 34 51 Særlig alvorlig vold 2 1 0 0 3 0 0 2 0 0

Vold efter § 244-246 i alt 235 225 226 323 407 421 363 356 345 385 Sædelighedsforbrydelser 13 18 21 22 19 34 19 28 19 28 - heraf voldtægt 2 1 2 2 3 9 0 3 5 6 Røveri 72 86 61 58 70 86 87 112 110 113 Indbr. forretninger mv. 611 477 471 338 351 310 280 260 181 173

Indbr. i beboelser 157 153 140 93 92 108 105 111 88 82 Indbr. i ubeboede bebyg. 99 86 94 86 91 94 66 63 53 42 Indbrud i alt 867 716 705 517 534 512 451 434 322 297 Brugstyv. af indr. Køretøj 355 259 284 311 333 394 359 405 341 365 Straffelovsafgørelser i alt 4025 3823 4505 4546 4699 4875 4445 4252 4215 3931

- 77 -

For de 15-17 årige er der sket en vækst i antal afgørelser for voldsforbrydelser frem til midten af 90’erne, hvorefter der ses et mindre fald. Denne udvikling er primært betinget af den simple vold, der udgør langt hovedparten af alle voldsafgørelser for de unge. Det ses dog, at for § 245, den alvor­ligere vold, er der ikke tendens til fald i antal sager i slutningen af 1990’erne.

Der er ganske få afgørelser vedrørende sædelighedsforbrydelser for de 15-17 årige, og der kan ikke peges på hverken klare opadgående eller nedadgående tendenser i antallet. Tilsvarende må siges at gælde for voldtægt, der tæller meget få sager.

Antallet af afgørelser for røveri varierede fra ca. 60 til ca. 90 i perioden 1990-1996, men har de sid­ste par år ligget noget højere.

For alle former for indbrud er der tale om et næsten konstant fald i antallet af afgørelser op gennem 1990’erne. I 1999 var antallet af afgørelser for indbrud kun en tredjedel af det, det var i 1990.

Med hensyn til brugstyveri af biler er udviklingen i 1990’erne mere uklar, idet der i begyndelsen af perioden ses et mindre fald i antallet af afgørelser, mens der senere sker en mindre stigning.

For samtlige former for straffelovsovertrædelser, dvs. også dem, der ikke er nævnt konkret i tabel 2, ses en stigning i antallet af afgørelser frem til 1995 og derefter igen et fald, således at antallet af afgørelse for straffelovsovertrædelser i 1999 er en smule mindre end i 1990.

Med til billedet hører, at antallet af 15-17 årige i Danmark er faldet fra ca. 220.000 i 1990 til ca. 165.000 i 1999. Dvs. et fald på 25 pct. Det er dog ikke, på baggrund af ovenstående taloplysninger, muligt at angive antal strafferetlige afgørelser pr. befolkningsenhed, da tallene vedrører afgørelser og ikke personer. Vurderet på baggrund af andre statistiske oplysninger, må antallet af afgørelser skønnes at ligge 15-20 pct. højere end antallet af personer, der har fået en afgørelse.

Langt hovedparten af de afgørelser, der træffes over for de 15-17 årige, er bødeafgørelser. Omkring to tredjedele af alle afgørelser er bøder. Antallet af tiltalefrafald er faldet ganske meget gennem 1990’erne, idet de i 1990 udgjorde 26 pct. af afgørelserne, mens det i 1999 kun drejede sig om 12 pct.

Ubetingede frihedsstraffe udgør årligt 3-5 pct. af afgørelserne: 3 pct. de første år af 1990’erne og 5 pct. de senere år. I tabel 3 er det angivet, hvilke typer af lovovertrædelser der er givet ubetinget fri­hedsstraf for de enkelte år.

Tabel 3. Ubetingede frihedsstraffe for 15-17 årige fordelt efter kriminalitetens art og år. Kilde: Særlige datafiler fra Danmarks Statistik.

- 78 -

1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 Simpel vold 9 24 15 43 86 84 55 61 55 46 Alvorligere vold 5 5 9 14 15 30 32 22 16 21 Særlig alvorlig vold 1 1 0 0 2 0 0 2 0 0 Vold efter § 244-246 i alt 15 30 24 57 103 114 87 85 71 67 Sædelighedsforbrydelser 2 0 4 2 4 0 0 2 3 2 - heraf voldtægt 0 0 1 2 2 0 0 1 2 1 Røveri 11 26 28 14 30 31 41 48 44 49 Indbr. forretninger mv. 30 28 26 14 15 10 19 16 5 9 Indbr. i beboelser 12 8 13 6 6 11 6 14 6 5 Indbr. i ubeboede bebyg. 3 0 2 0 2 1 2 3 3 0 Indbrud i alt 45 36 41 20 23 22 27 33 14 14 Brugstyv. af indr. køretøj 4 4 1 4 4 5 4 5 8 12 Alle ubetingede 107 124 148 137 197 228 203 202 178 181 Frihedsstraffe for straffe­lovsovertrædelser

Især for voldtægt og røveri gives der hyppigt ubetingede frihedsstraffe til unge lovovertrædere, idet godt halvdelen af alle voldtægtsdomme er afgjort med en ubetinget frihedsstraf, og godt en tredjedel af alle afgørelser for røveri er det. Op gennem 1990’erne ses en tendens til, at flere og flere af de unge, der har begået vold, idømmes ubetingede frihedsstraffe.

4.2. Statistik om unges afsoning af ubetingede frihedsstraffe

4.2.1. Ekspertgruppen har undersøgt, hvor stor en andel af de unge mellem 15 og 18 år, der afsoner deres ubetingede frihedsstraf i institutioner uden for fængsel eller arresthus i medfør af straffelovens § 49, stk. 2.

En nøjagtig opgørelse herover kan kun laves, hvis man tager udgangspunkt i Danmarks Statistiks årsoplysninger om alle ubetingede domme til 15-17 årige og samkører disse oplysninger med Di­rektoratet for Kriminalforsorgens § 49, stk. 2-register for samme år samt 1-2 efterfølgende år.

En sådan nøjagtig udredning vil kræve tilladelse fra Datatilsynet, tid til gennemførelse og penge til at få edb-kørsler foretaget og bearbejdet. Resultatet af en sådan undersøgelse vil ikke kunne forelig­ge inden afslutningen af ekspertgruppens arbejde ved udgangen af januar 2001.

Ekspertgruppen har derfor taget udgangspunkt i en omtrentlig opgørelse, som er lavet ud fra umid­delbart tilgængelige data fra ovennævnte to registre samt kriminalforsorgens årlige opgørelser over unge under 18 år.

- 79 -

4.2.2. Alle umiddelbart tilgængelige datakilder er baseret på årsopgørelser. Da domme afsagt i slut­ningen af et kalenderår ofte først vil blive afsonet i det efterfølgende år, kan der ikke uden videre laves en nøjagtig opgørelse over, hvor stor en andel af aldersgruppens ubetingede frihedsstraffe, der afsones i medfør af straffelovens § 49, stk. 2.

Det er dog via en sammenstilling af oplysninger fra henholdsvis Danmarks Statistiks Kriminalsta­tistik og Direktoratet for Kriminalforsorgens § 49, stk. 2-register samt opgørelser over indsatte un­der 18 år muligt at få et relativt sikkert billede af fordelingen.

Som det vil fremgå af nedenstående sammenstillingstabel, er det tale om, at et større antal ubetinge­de domme til unge mellem 15 og 18 år tilsyneladende ”forsvinder” i opgørelsen. Ved sammenstil­ling af 3 forskellige datakilder vil der altid blive tale om visse (mindre) uoverensstemmelser. I dette tilfælde menes bortfaldet dog primært at skyldes følgende tre faktorer:

1) En del varetægtsfængslede (herunder surrogatanbragte) unge mellem 15 og 18 år vides at få helt eller delvist ubetingede domme, hvor den ubetingede del går lige op med varetægtsperioden. Disse unge løslades ved domsafsigelsen og er samtidigt færdige med afsoningen. De skal derfor ikke efterfølgende kunne genfindes i kriminalforsorgens statistikker, ligesom disse domme for­klarer en meget væsentlig del af forskellene i tallene mellem afsagte ubetingede domme og ”indsættelser” til aldersgruppen i opgørelserne fra Danmarks Statistik.

2) Ifølge kriminalforsorgen sker det jævnligt, at surrogatanbragte unge anmeldes til afsoning af korte (rest)straffe – hvor dommeren samtidig har afsagt kendelse om fortsat varetægtssurrogat frem til fuldbyrdelsestidspunktet. Hvis den resterende afsoningstid er så kort, at det ikke kan nås at træffe en egentlig afgørelse om alternativ afsoning i medfør af § 49, stk. 2, sker der i praksis tit det, at den unge forbliver i den sikrede afdeling frem til løsladelsesdatoen for endt straf. Disse tilfælde skønnes at tegne sig for størsteparten af forskellene i tallene mellem ”indsættelser” fra Danmarks Statistik og kriminalforsorgens registrering af afsoningsforløb for unge mellem 15 og 18 år. Derudover kan der være tale om enkelte tilfælde af såkaldt ”tekniske prøveløsladelser” (jf. cirkulæreskrivelse af 5. juli 1982 – kriminalforsorgens cirkulæresamling J-9-4) samt om, at flere ubetingede domme afsones i ét samlet afsoningsforløb.

3) En del 17-årige får dom så tæt på deres 18 års fødselsdag, at de først starter afsoningen efter at være fyldt 18 år. I disse situationer kan der meget vel blive tale om, at afsoningen foregår i med­før af straffelovens § 49, stk. 2, men disse unge registreres ikke i kriminalforsorgens statistik over 15-17 årige indsatte. I § 49, stk. 2-registeret ses gennemgående, at begrundelsen ”ung al­der” ikke er sammenfaldende med fordelingen på aldersgruppen 15-17 årige. Dette skyldes net­op, at en del unge får tilladelse til § 49, stk. 2-afsoning på domme, som blev afsagt, mens de stadig kun var 17 år.

- 80 -

En vurdering af, hvor stor en andel af ubetingede frihedsstraffe til unge mellem 15 og 18 år der i praksis afsones helt eller delvist i medfør af straffelovens § 49, stk. 2, må således bero dels på stati­stiske oplysninger og dels på valgte kriterier for, hvilke domme der reelt kan være tale om.

For at anskueliggøre de her foretagne valg er der i tabel 1 lavet en sammenstilling af totaloplysnin­gerne fra de anvendte datakilder. Den viser, at det kun er et mindre antal ubetingede frihedsstraffe til unge mellem 15 og 18 år, som efterfølgende fører til ’indsættelse’ (herunder § 49, stk. 2-forløb), og et endnu mindre antal når at føre til registrering af afsoning i fængsel, arresthus eller i en § 49, stk. 2-foranstaltning.

Med de under pkt. 1-3 anførte forklaringer på dette bortfald er det kriminalforsorgens opfattelse, at kun de afsoningsforløb, som reelt når til registrering i kriminalforsorgen, kan være relevante i for-hold til en eventuel anvendelse af straffelovens § 49, stk. 2.

Den anførte andel af § 49, stk. 2-forløb må opfattes som et retningsgivende billede af udviklingen i anvendelsen, idet det skal betones, at der ikke er tale om en egentlig forløbsanalyse på afsagte domme eller dømte personer, men alene om en sammenstilling af tal fra årsopgørelser.

Tabellen viser, at der siden ratifikationen af FN’s børnekonvention i 1991 og de derefter følgende ændrede retningslinier for anvendelsen af straffelovens § 49, stk. 2, over for unge lovovertrædere er sket en konstant udvikling i retning af større og større anvendelse af alternativ afsoning – i fuld overensstemmelse med de politisk angivne ønsker.

Udviklingen i domspraksis viser, at der frem til 1995 blev afsagt stadigt flere ubetingede domme til unge mellem 15 og 18 år, hvorefter der ses et fald. Domsudviklingen synes at have stabiliseret sig i de seneste par år.

Udviklingen i anvendelsen af straffelovens § 49, stk. 2, viser en ubrudt stigende tendens frem til 1998, hvorefter der også her ses en vis stabilisering.

Tabel 1: 15-17 årige – sammenstilling af anvendte data *1991 – 1999* Kilder: Danmark Statistiks kriminalstatistik. Direktoratet for Kriminalforsorgens årsopgørelser om unge under 18 år samt direktoratets § 49,2-register. Ubetingede

domme i alt* ’Indsættelser’ i alt*

Afsoningsforløb i alt**

§ 49,2-forløb i alt**

’Andel’ af § 49,2-forløb

1999 180 123 89 60 67% 1998 181 119 111 75 68% 1997 203 135 111 58 52%

- 81 -

1996 204 139 105 53 50% 1995 230 148 113 55 49% 1994 199 98 91 44 48% 1993 138 76 70 27 39% 1992 148 97 69 23 33% 1991 130 72 51 10 20% * Kilde: Danmarks Statistik - ** Kilde: Direktoratet for Kriminalforsorgens registre

15-17 åriges § 49,2-placeringer på institutionstyper *1991 – 1999* Kilde: § 49,2-register*

ANTAL Kriminalforsorgens pensioner

Sociale institutioner Kommune/amt ’andet’ i alt

1999 26 32 2 60 1998 30 42 72 1997 30 26 1 57 1996 30 23 53 1995 37 15 2 54 1994 32 11 43 1993 15 12 27 1992 11 10 1 22 1991 5 5 10

PROCENT

1999 43,3% 53,3% 3,3% 100% 1998 41,7% 58,3% 100% 1997 52,6% 45,6% 1,8% 100% 1996 56,6% 43,4% 100% 1995 68,5% 27,8% 3,7% 100% 1994 74,4% 25,6% 100% 1993 55,6% 44,4% 100% 1992 50% 45,5% 4,5% 100% 1991 50% 50% 100%

Denne tabel viser – fra 1994 – en ret tydelig tendens til, at en stadigt større andel af de 15-17 åriges alternative afsoningsforløb foregår i institutioner uden for kriminalforsorgens regi, dog også her med en stabiliserende tendens fra 1998 til 1999. Tallene for år 2000 foreligger endnu ikke.

- 82 -

Endelig kan det bemærkes, at en meget stor andel af de 15-17 åriges § 49,2-forløb vedrører den ubetingede del af kombinationsdomme. I 1999 relaterede 27 (= 45 pct.) af aldersgruppens i alt 60 § 49, stk. 2-tilladelser sig således til kombinationsdomme.

4.3. Anvendelsen af de sikrede pladser

Anvendelse af de sikrede døgninstitutioner for børn og unge i 1999

Amt/Institution

Antal anbringelser i alt

Antal pladser 1) 2) 3) i alt 1)

Antal opholdsdage

2) 3) i alt

Anbringelser

under 15 år

Opholds­dage under 15 år

Gennem­snitlig belæg­nings­procent

Frederiksborg Amt/ Sølager

16,0 129 7 0 136 5.292 479 36 5.807 1 99,4

Fyns Amt/ Egely

8,0 54 4 3 61 1.878 151 213 2.242 3 76,8

Ringkjøbing Amt/ Koglen

5,0 2 33 4 2 39

2

1.206 191 62 1.459

35

3 81,9

Københavns Kommune/ Sønderbro

7,0 (+4)1 67 1 1 69 1

1.658 185 100 1.943 26

1 77,1

I alt i 1999 36,0 (+4) 283 9 6 308 10.034 1.006 411 11.512 8 87,6

- 83 -

1) Varetægtssurrogat 2)Pædagogisk observation 3) Farlighedskriteriet Note1: Københavns Kommune har 7 interne pladser og derudover 4 eksterne pladser. Beregning af belægsprocenten er foretaget på baggrund af de 7 interne pladser. Note 2: Ringkjøbing Amt etablerede pr. 1/10 4 nye pladser. Beregning af belægsprocenten er her foretaget på baggrund af 5 pladser.

Anvendelse af de sikrede døgninstitutioner for børn og unge i år 2000

Amt/Institution Antal pladser Antal anbringelser i alt Antal opholdsdage Gennemsnitlig

Belægningsprocent

Frederiksborg Amt/ Sølager

Fyns Amt/ Egely

Ringkjøbing Amt/ Koglen

Københavns Kommune/ Sønderbro

18,0 1

8,0 2

10,0 3

10,0 (+4)4

143

53

55

64

5.685

2.159

2.486

1.865

91,3

84,9

74,8

84,7

I alt i år 2000 46,0 (+4) 315 12.195 85,3

Note 1: Sølager har i perioden 1/1 til 30/6 rådet over 16 pladser og pr. 1/7 har man rådet over 18 pladser. I be-Regningen af belægningsprocenten er der taget højde herfor.Note 2: Egely har været lukket i perioden 1/10 og frem til 17/11. I beregningen af belægningsprocenten er derTaget højde herfor. Note 3: Koglen oprettede pr. 1/12 yderligere 1 plads, således at man nu råder over 10 pladser.I beregningen af belægningsprocenten er der taget højde herfor.

Note 4: Sønderbro råder normalt over 7 interne og 4 eksterne pladser.

Belægningsprocenten for Sønderbro er beregnet ud fra de interne pladser.

I perioden 14/4 til 5/6 har Sønderbro været helt lukket grundet ombygning og fra 6/6

og frem til udgangen af tredje kvartal har man kun rådet over 5 pladser, mens man fra 1/11 har rådet over10 pladser.I beregning af belægningsprocenten er der taget højde for dette.

4.4. Nøgletal på det sociale område

Det følgende afsnit indeholder en beskrivelse af nogle nøgletal på det sociale område om særlige foranstaltninger for børn og unge.

Nettodriftsudgifterne til særlige foranstaltninger for børn og unge er steget fra 5,2 mia. kr. i 1991 til ca. 7,1 mia. kr. i 1999. Den årlige vækst i perioden 1991-1999 har i gennemsnit været på ca. 3,9 pct.

- 84 -

Dog er der i perioden fra 1995 til 1999 sket meget kraftige udgiftsstigninger på området. Udgifterne er fra 1995 til 1999 øget med knap en tredjedel (29 pct.).

For 2000 er der budgetteret med nettodriftsudgifter på 6,5 mia. kr.. Det er en reduktion på 7,2 pro-cent i nettoudgifterne set i forhold til 1999. Sammenholdt med de budgetterede udgifter for 1999 repræsenterer de budgetterede 6,5 mia. kr. for 2000 dog en vækst på 3 pct.

Den samlede vækst skyldes en stigning i udgifterne til formidlet døgnpleje og især til forebyggende foranstaltninger, mens udgifterne til døgninstitutioner set over perioden som helhed har været holdt nogenlunde i ro.

Udgiftsudviklingen afspejler, at der i perioden er sket en opprioritering af de forebyggende foran­staltninger, især i forbindelse med en omfattende lovændring på området fra januar 1993. Ud­giftstallene bør dog sammenlignes med forsigtighed, da der er sket en del ændringer i opgørelses­grundlaget i perioden (primært i 1993 og 1995). Navnlig den registrerede vækst i udgifterne fra 1993 til 1994 til forebyggende foranstaltninger kan være overvurderet.

Nettodriftsudgifter til særlige foranstaltninger for børn og unge, mio. kr. PL 2000

1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 --------------------------------------regnskab------------------------------- budget

Formidlet døgnple- 2.127 2.095 2.003 2.076 2.181 2.310 2.488 2.696 2.879 2.598 je Forebyg. foranst.1 737 771 910 1.074 1.183 1.274 1.355 1.557 1.691 1.545

Døgninstitutioner 2.342 2.281 2.315 2.304 2.112 2.168 2.244 2.341 2.480 2.400 I alt 5.207 5.147 5.228 5.454 5.476 5.752 6.087 6.594 7.051 6.542 Vækst i f.t. året før - 1,1% 1,6% 4,3% 0,4% 5,0% 5,8% 8,3% 6,8% -7,2%

1. Inkl. udgifter til samværsret mv. med børn, Kilde: De kommunale regnskaber og budgetter.

Antallet af anbragte børn og unge er set over perioden fra 1991 til 1999 faldet fra ca. 14.100 til ca. 12.700. Fra 1997 til 1999 er der imidlertid sket en forholdsvis kraftig stigning i antallet af anbragte på ca. 10 pct., svarende til knap 1200 anbragte.

En del af det fald, der kan registreres over hele perioden 1991-1999, er ikke reelt, men skyldes lov­ændringen i 1993, hvor det blev muligt for kommunen at yde støtte til aflastningsophold og til op­hold på kost- og efterskole, uden at opholdet skal henføres under anbringelsesreglerne. Andelen af de anbragte, der er anbragt uden forældrenes samtykke, er forøget i perioden fra 6,3 pct. i 1991 til 9,7 pct. i 1999.

Fordelingen af de anbragte børn og unge på forskellige typer anbringelsessteder har været nogen­lunde konstant i hele perioden, dog med en svag tendens til en øget brug af familiepleje. I 1999 for­

- 85 -

delte de anbragte sig med 25 pct. i døgninstitutioner, 29 pct. i socialpædagogiske opholdssteder mv. og 45 pct. i familiepleje.

Antal børn og unge anbragt uden for eget hjem pr. 31.december i året

1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 Familiepleje 5.613 5.697 5.044 5.102 5.058 4.922 5.023 5.370 5.746 Døgninst. 3.600 3.485 3.250 3.249 3.280 3.250 3.097 3.166 3.190

Opholdssted mv.1 4.891 4.571 3.793 3.499 3.534 3.459 3.379 3.593 3.736 Anbringelser i alt 14.104 13.753 12.087 11.850 11.872 11.631 11.499 12.129 12.672 Heraf anbragte uden samtykke: Antal 882 783 846 928 1.009 1.075 1.130 1.233 1.233 I pct. af samtlige 6,3% 5,7% 7,0% 7,8% 8,5% 9,2% 9,8% 10,2% 9,7%

1. Omfatter socialpædagogiske opholdssteder, kostskole og lignende, eget værelse, andet og uoplyst. Kilde: Danmarks Statistik, Statistiske efterretninger. Social sikring og retsvæsen. Bistand til børn og unge.

Set i forhold til antallet af børn i befolkningen som helhed er det samlede antal anbragte børn faldet svagt fra 1991 til 1993. Andelen har været nogenlunde konstant i perioden fra 1993 og til 1997, hvorefter den er begyndt at stige en smule igen.

Det relativt store fald fra 1992 til 1993 er mest markant inden for gruppen af 15-17 årige og bør fortolkes i lyset af ovennævnte lovændring, hvor det blev muligt at give støtte til aflastningsophold og til ophold på kost- og efterskole, uden at opholdet sker efter anbringelsesreglerne.

Antal 0-17 årige børn anbragt uden for hjemmet pr. 1.000 børn i befolkningen

Kilde: Danmarks Statistik, Statistiske efterretninger. Social sikring og retsvæsen. Bistand til børn og unge.

30,0

25,0

20,0

15,0

10,0

5,0

0,0 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999

0-6 år 7-11 år 12-14 år 15-17 år I alt

- 86 -

Siden lovændringen i 1993 har kommunerne i stigende grad anvendt forebyggende foranstaltninger. Fra 1994 til 1999 er der sket en stigning i antallet af børn og unge, der modtager en eller flere for­mer for forebyggende foranstaltning, fra knap 7.000 børn og unge i 1994 til knap 10.300 børn og unge i 1999. Stigningen er sket indenfor aflastningsophold, støtte til ophold på kost- og efterskoler samt faste kontaktpersoner (ordningen blev indført pr. 1. juli 1997). Omvendt er antallet af børn og unge med en personlig rådgiver faldet i perioden.

Antal børn og unge, der modtog visse forebyggende foranstaltninger den 31.12. 1994 1995 1996 1997 1998 1999

Personlig rådgiver 1.698 1.474 1.396 1.427 1.369 1260 Fast kontaktperson . . . . 275 617 Aflastningsophold 3.981 4.476 5.120 5.638 6.226 6.548 Støtte til kost/efterskole 1.348 1.478 1.611 1.715 1.923 2.071 Antal børn og unge i alt (brutto) 7.027 7.428 8.127 8.780 9.793 10.496 Antal børn og unge i alt (netto) 1 6.928 7.349 8.021 8.646 9.607 10.286

1. Det samlede nettoantal børn og unge med støtte er mindre end summen af de enkelte typer foranstaltninger, da hvert barn eller ung kan have modtaget flere former for støtte. Kilde: Danmarks Statistik, Statistiske efterretninger. Social sikring og retsvæsen. Bistand til børn og unge.

Antallet af familier (netto), der i løbet af året modtager en eller flere former for forebyggende foran­staltninger, steg fra 1994 til 1996 fra ca. 24.500 familier til knap 30.000 familier. I 1997 og 1998 faldt antallet af familier lidt igen til godt 28.000 familier, mens det i 1999 næsten er steget til 1996 niveau igen.

Det samlede antal iværksatte familierettede forebyggende foranstaltninger (brutto) er over hele pe­rioden steget mere end antallet af familier (netto). Det viser, at indsatsen er blevet øget i perioden, men koncentreret om færre familier. Fordelingen af de forskellige forebyggende foranstaltninger har været nogenlunde konstant, om end der har været en svag stigende tendens til at give konsulent­bistand, dagtilbud o.l. samt yde praktisk, pædagogisk el. anden støtte i hjemmet frem for at give økonomisk støtte for at undgå anbringelse.

- 87 -

Antal familier, der har modtaget visse forebyggende foranstaltninger i året. 1994 1995 1996 1997 1998 1999

Konsulentbistand, dagtilbud o.l. 8.239 9.000 8.926 9.907 10.329 11.418 Praktisk, pædagogisk el.a. støtte i hjemmet 5.433 6.200 6.586 7.604 7.579 7.964 Familiebehandling e.l. støtte i hjemmet 3.392 4.630 4.715 5.012 5.246 5.515 Etablering af døgnophold for barn/forældre 692 668 866 707 635 713 Økonomisk støtte s.f.a. § 33.2.1-5 9.403 10.327 10.768 10.949 11.375 11.050 Økonomisk støtte for at undgå anbringelse 7.521 8.474 9.939 8.687 7.753 7.685 Antal familier i alt (brutto) 34.680 39.299 41.800 42.866 42.917 44.345

Antal familier i alt (netto)1 24.512 27.023 29.880 28.533 28.049 29.600

1. Det samlede nettoantal familier med støtte er mindre end summen af familier med de enkelte typer foranstaltninger, da hver fami­lie kan have modtaget flere former for støtte. Kilde: Danmarks Statistik, Statistiske efterretninger. Social sikring og retsvæsen. Bistand til børn og unge.

4.5. Gadebandekriminalitet

Det følgende afsnit indeholder oplysninger om den registrering af gadebander og gadebandemed­lemmer i efterforskningsregistre, der føres af Rigspolitichefen, Afdeling A, Nationalt Efterforsk­ningsstøttecenter (NEC).

Baggrund for og formål med registreringen

Rigspolitichefen nedsatte i 1997 en styregruppe, der på grundlag af analyser af indberetninger fra politikredsene og andet materiale skulle afdække og beskrive gadebandekriminaliteten og dens om-fang. Styregruppen skulle ligeledes anvise forskellige modeller for en styrket indsats fra politiets side af såvel efterforskningsmæssig som præventiv karakter.

I oktober 1998 udsendtes styregruppens beretning samt rapport til samtlige politikredse. Der blev i rapporten anbefalet anvendelse af følgende definition på en gadebande:

”En gruppe af børn og/eller unge, der på gadeplan udøver kriminalitet og/eller anden uroskabende og aggressiv adfærd, og som af omgivelserne og sig selv opfattes som en gruppe.”.

Af styregruppens anbefaling fremgik det endvidere bl.a., ”at det findes hensigtsmæssigt at foretage registrering af gadebander og deres kriminalitet”.

I november 1998 traf Rigspolitichefen på denne baggrund beslutning om, at der skulle skabes mu­lighed for registrering med det formål at kortlægge gadebanderne og gadebandemedlemmernes kriminalitet, mobilitet, modus, udbredelse, strukturer mv.

- 88 -

Da de tekniske og juridiske forudsætninger for registrering var opfyldt, kunne registrering påbegyn­des i praksis i februar 1999.

Registrering sker i en ”stamdatabase vedrørende oplysninger om medlemmer af gadebander” samt en ”analysedatabase til brug ved analyser af kriminalitet relateret til gadebander”.

Efter de oprindelige registrerforskrifter kunne der alene ske registrering af personer over den krimi­nelle lavalder, men i februar 2000 blev registerforskrifterne ændret således, at personer under 15 år kan registreres. Der stilles skærpede krav til registrering af personer under 15 år i relation til (krimi­nelle) gerninger og anden adfærd mv., således at registrering begrænses til et minimum for så vidt angår børn under 15 år.

Registreringen omfatter bl.a. identitetsoplysninger, opholdsadresser, oplysninger om anvendte telefoner, anvendte køretøjer, modus operandi, medlemskab af og position i gadebanden mv.

Det er karakteristisk, at gadebanders opståen bl.a. er betinget af geografiske og boligmæssige for-hold, idet de fleste gadebander forekommer i særlige bydele og boligområder, hvor de udfører ho­vedparten af deres kriminalitet. Derfor er en gadebande også i de fleste tilfælde stedfæstet og hjemmehørende i én bestemt politikreds.

Registrering sker på baggrund af indberetninger fra politikredsene til Rigspolitiet (NEC). Politi­kredsene skal i den forbindelse kunne dokumentere, at de personer, der ønskes registreret, tilhører en gadebandegruppering og udfører kriminalitet eller anden uroskabende og aggressiv adfærd, som er relateret til grupperingen.

Gadebandemedlemmer opdeles i kernemedlemmer, randmedlemmer og medløbere. Det er kun ker­ne- og randmedlemmerne, der opdateres i stamdataregisteret med et såkaldt stamdatabillede. Med­løberne registreres ikke.

Indberetning (og registering) beror således på skøn. Det er Rigspolitiets vurdering, at dette skøn ikke udøves ens i alle politikredse, men det søges via dialog med kredsene at opnå et ensartet niveau for hele landet.

De i NEC-registeret registerede kerne- og randmedlemmer opdateres samtidigt i Kriminalregisteret med en aktualitetsmarkering ”NEC-aktuel”, hvilket medfører, at den enkelte politimand ved antræf­felse af en gadebanderegistreret person foretager indberetning til NEC af de omstændigheder, hvor­under den pågældende er antruffet. Dette sikrer ajourføring af de registrerede oplysninger. Aktuali­

- 89 -

tetsmarkeringen i Kriminalregisteret fremkommer dog kun på personer, der er fyldt 15 år, og som i forvejen er kendt i Kriminalregisteret.

Typiske oplysninger på en indberetning kan være:

- Personens generalia - Antræffelsestidspunkt - Antræffelsessted/adresse - Omstændigheder ved antræffelsen, hvem var pgl. sammen med, anvendte køretøjer, telefoner,

mv. - Andre gadebanderelevante eller kriminalitetsrelevante forhold

Med baggrund i disse indberetninger og andre oplysninger er det NEC.s opgave at monitere (ind­samle, registrere, analysere, validere og kommunikere informationerne) til brug for den samlede indsats i politikredsen og –regionerne. Registerforskrifterne indeholder endvidere klart beskrevne regler for sletning.

Rigspolitiet har aktuelt registeret 602 personer som gadebandemedlemmer, heraf er:

- 1 person på 10 år - 1 person på 11 år - 4 personer på 12 år - 5 personer på 13 år - 18 personer på 14 år - 56 personer på 15 år - 72 personer på 16 år - 75 personer på 17 år

290 personer er danske statsborgere. Hovedparten af disse er unge med arabisk, palæstinensisk, tyrkisk eller anden indvandrerbaggrund. 312 personer har andet statsborgerskab. Hovedparten er af arabisk, palæstinensisk, tyrkisk, iransk, afghansk eller somalisk herkomst.

4.6. Kommunernes erfaringer med utilpassede unge

Den sociale Ankestyrelses Analysekontor har i samarbejde med Regeringens Udrykningshold gen­nemført en undersøgelse i 35 bykommuner af kommunernes erfaringer med utilpassede unge. Med ”utilpassede unge” forstås unge, der ved uacceptabel adfærd volder problemer for deres omgivelser. Resultatet af undersøgelsen blev offentliggjort på Udrykningsholdets konference om utilpassede unge, som blev holdt på Nyborg Strand mandag d. 23. oktober 2000.

- 90 -

Undersøgelsen omfatter: - grupper, grupperinger mv. af unge under 24 år, som har fælles karakteristika, og som ved en

uacceptabel adfærd volder problemer for deres omgivelser - enkeltpersoner under 24 år, som ikke indgår i en egentlig gruppedannelse, men som ved en uac­

ceptabel adfærd volder problemer for deres omgivelser.

Undersøgelsen er gennemført for at afdække omfanget og karakteren af grupper af utilpassede unge – og for at belyse den sociale indsats og øvrige initiativer, som kommunerne har iværksat i den for­bindelse.

Kommunerne er hovedsagelig udvalgt på baggrund af tidligere erfaringer med problemer med util­passede unge, jf. bl.a. Rigspolitichefens rapport om gadebandekriminalitet fra september 1999. Det skal dog understreges, at spørgeskemaet til denne undersøgelse er besvaret af de sociale myndighe­der i kommunerne – og undersøgelsen omfatter derfor grupper af unge, som de sociale myndigheder betragter som utilpassede, og hvor en social indsats er relevant. Målgruppen for denne undersøgelse svarer således ikke til politiets opgørelser af gadebandekriminalitet.

Af de 35 kommuner havde de 34 aktuelle problemer med grupper af utilpassede unge. Antallet af grupper i den enkelte kommune varierer – 13 kommuner rapporterer om en enkelt problemskabende gruppe i kommunen, en kommune har rapporteret om 50 forskellige grupper. Skønt antallet af pro­blemgrupper i kommunen i nogen grad er bestemt af kommunens størrelse, er der ikke en entydig sammenhæng mellem kommunestørrelse og antal af grupper af utilpassede unge.

Kommunerne har rapporteret om i alt 158 grupper af utilpassede unge. Af disse har kommunerne afgivet en dyberegående beskrivelse af 86 grupper omfattende ca. 1.500 unge. Disse grupper består i gennemsnit af 18 personer (inkl. både kernemedlemmer og medlemmer med løsere tilknytning til gruppen). Det er ikke muligt på grundlag af materialet at beregne det samlede antal unge i hele lan­det, som indgår i grupper af utilpassede unge – men det skønnes at undersøgelsen dækker en væ­sentlig andel af problemets udbredelse i hele landet.

- 91 -

De fleste kommuner vurderer, at antallet af grupper bestående af utilpassede unge er relativt kon­stant. Især de store bykommuner over 50.000 indbyggere rapporterer imidlertid om et voksende antal grupper. Kommunerne peger endvidere på, at problemerne i de kommende år snarere vil vokse end falde. To tredjedele af kommunerne har erfaret markante ændringer i gruppernes adfærd i ret­ning af øget kriminalitet og vold, større synlighed mv. En del kommuner melder ligeledes om, at de unge utilpassede er blevet yngre.

Hvordan er grupperne af utilpassede unge sammensat?

Langt de fleste grupper er drengegrupper. I disse grupper spiller piger ingen eller kun en marginal rolle. 9 pct. af grupperne er dog pigegrupper – og yderligere 14 pct. kan betragtes som blandede grupper med både piger og drenge.

Næsten halvdelen af grupperne er aldersmæssigt homogene, bestående af enten 10-14 årige, 15-17 årige eller 18-20 årige. En tilsvarende andel er aldersmæssigt bredere sammensat, hovedparten be­stående af 17-24 årige. 12 pct. af grupperne rummede dog unge inden for hele aldersspektret 10-24 år.

Utilpassede unge er ifølge kommunernes vurderinger næsten ligeligt fordelt på personer med dansk baggrund og personer med anden etnisk baggrund. Grupper, der overvejende består af unge med dansk baggrund samt grupper, der overvejende består af unge med anden etnisk baggrund, udgør hver ca. 30 pct. af det samlede antal grupper. Næsten 40 pct. af grupperne har en blandet karakter med unge fra både en dansk og anden etnisk baggrund.

Langt de fleste bor – sammen med deres familie – i lejeboliger, for det store flertals vedkommende i almennyttige lejeboliger. Ingen af de grupper, som kommunerne har rapporteret om, kendetegnes ved at de unge primært kommer fra ejerboliger. Der er dog en mindre andel af grupperne – 15 pct. – der rekrutterer unge fra både lejer- og ejerboligsektoren. Hovedparten af disse grupper bestod af unge med dansk baggrund.

Over halvdelen af grupperne bestod af unge, der typisk fortsat går i folkeskole. For næsten 20 pct. af grupperne indgik kun folkeskoleelever. Ligeledes 20 pct. af grupperne bestod helt eller delvist af unge, der ikke have kontakt med hverken uddannelsessystemet eller arbejdsmarkedet. Over 40 pct. af grupperne bestod i øvrigt af unge, der har nogen kontakt med det organiserede foreningsliv (fri­tidsklubber, idrætsforeninger mv.). Det er primært i de jyske byer, at denne kontakt var bemærkel­sesværdig. Det gælder dog generelt, at kun få af grupperne deltager i væsentligt omfang i organise­rede fritidsaktiviteter.

- 92 -

Hvilke problemer skaber de utilpassede unge for kommunens borgere?

Når kommunerne skal beskrive, hvilke sociale problemer de utilpassede unge skaber, peger de først og fremmest på utrygheden i form af de unges truende adfærd, chikane og almindelig urostiftelse. Herudover anses kriminalitet og vold for at være det største problem for ca. en tredjedel af grupper­ne. Andre problemer som manglende tilpasningsevne, integrationsproblemer mv. fremhæves i min­dre grad i de kommunale beskrivelser af grupperne. I øvrigt synes de kommunale beskrivelser af problemerne at være relativt ensartede uanset kommunens størrelse eller beliggenhed.

Hvilke sociale problemer har utilpassede unge?

I beskrivelserne af, hvilke problemer, som præger de utilpassede unge, fremhæver kommunerne først og fremmest risikoen for varig marginalisering, stigmatisering og udstødning. En relativ stor andel af de utilpassede unge kommer fra hjem, der præges af store familiemæssige problemer (sva­ge forældre, multiproblemfamilier), og på det personlige plan er deres adfærd ofte bestemt af lavt selvværd. I beskrivelserne af de unge peger hovedparten af kommunerne endvidere på de unges manglende tilknytning til de væsentlige normdannende sociale systemer som skole eller arbejds­marked. Generelt fremhæves kriminalitet og misbrugsproblemer i mindre grad og kan formentlig primært betragtes som afledte problemer. Især de sjællandske kommuner peger dog på kriminali­tetsproblemer – hvorimod de jyske kommuner især fremhæver stofmisbrugsproblemer. Stofmis­brugsproblemer er i øvrigt overvejende koncentreret til grupper bestående helt eller delvist af unge med dansk baggrund.

Hvilken indsats har kommunerne igangsat?

Kommunerne har igangsat en indsats for næsten 90 pct. af de rapporterede grupper. I langt de fleste tilfælde er der tale om en indsats rettet mod den enkelte person i gruppen – men hyppigt er denne indsats kombineret med en indsats, der er rettet mod gruppen som helhed. Kommunernes beskrivel­ser viser dog, at der er en tendens til i højere grad at individrette indsatsen, når gruppen helt eller delvist består af unge med dansk baggrund. Indsatsen tilrettelægges typisk i et samarbejde med an­dre myndigheder og eksterne aktører. Helt centralt er SSP-samarbejdet i denne forbindelse, men også uddannelsesinstitutioner og politiet hver for sig er hyppige samarbejdspartnere. Fritidsklubber og arbejdsgivere inddrages i nogen grad i dette samarbejde, hvorimod forældre kun i relativt få til­fælde beskrives som samarbejdspart.

Rapporten findes på www.densocialedatabase.dk og på www.udrykningsholdet.dk

Opfølgning

- 93 -

Udrykningsholdet har i december 2000 fulgt rapporten op med en gennemgang af en række lokale projekter, hvis betydning er blevet evalueret. I løbet af 2001 vil der komme yderligere en række analyser af lokale indsatser, som kan inspirere andre i arbejdet (se i øvrigt 2.3.1.1. om Udryknings­holdet).

4.7. "RisikoUngdom – Ungdomsundersøgelse 1999"

4.7.1. Indledning

Københavns Universitet og Det Kriminalpræventive Råd udgav i forbindelse med Det Kriminal­præventive Råds årsmøde i marts måned 2000 en ungdomsundersøgelse 1999 med titlen "Risiko-Ungdom".

Undersøgelsen er gennemført af professor, dr. jur. Flemming Balvig, Københavns Universitet for Det Kriminalpræventive Råd.

RisikoUngdom er en undersøgelse af unges selvrapporterede kriminalitet, der i sin form adskiller sig fra de eksisterende officielle statistikker vedrørende ungdomskriminaliteten i Danmark.

I det følgende redegøres der kortfattet for undersøgelsens baggrund og sammenhæng med tidligere gennemførte selvrapporteringsundersøgelser vedrørende unges kriminalitet (afsnit 4.7.2.). Afsnit 4.7.3. indeholder en kort beskrivelse af den metode, som er anvendt i ungdomsundersøgelsen.

Endelig beskriver afsnit 4.7.4. i meget generelle vendinger undersøgelsens hovedresultater og ­konklusioner.

- 94 -

4.7.2. Historik og baggrund

Det er en gammel erkendelse, at der begås meget mere kriminalitet, end myndighederne registrerer og statistikfører. Det gælder også for børn og unge. Det gælder måske endog i særdeleshed for børn og unge, for specielt for børn og unge under den kriminelle lavalder har den officielle myndigheds­statistik været – og er stadig – meget spartansk og problematisk i Danmark.

En væsentlig grund til i det hele taget at interessere sig for kriminalitet begået i de meget unge al­dersgrupper er, at det er her, det starter. De indikationer, vi er i besiddelse af, tyder på, at unge i 12­14 års alderen dels gennemgående ved, hvad det er, de foretager sig, dels at det netop er i disse al­dersgrupper, begåelsen af kriminalitet mængdemæssigt for alvor begynder at spille en rolle. Samti­dig ved vi, at jo tidligere kriminaliteten starter, desto større er risikoen for, at den vil fortsætte, og at det udvikler sig i mere alvorlig retning.

Det er derfor helt afgørende, at man forskningsmæssigt interesserer sig for de unges kriminalitet – ikke mindst af hensyn til børnene og de unge selv.

I 1979 gennemførtes en såkaldt selvrapporteringsstudie blandt elever i folkeskolens 8. klasser i Gladsaxe kommune. Projektet er blevet kendt som "Gladsaxe-undersøgelsen". Undersøgelsen og den rapport, der beskrev undersøgelsens resultater, fik stor betydning i 1980´erne for forståelsen af ungdomskriminalitetens baggrund, og for de tanker og beslutninger, der blev truffet på det krimi­nalpræventive område.

Ti år senere – i 1989 – blev der foretaget en tilsvarende ungdomsundersøgelse blandt elever i folke­skolens 8. klasser i Gladsaxe kommune. Herudover supplerede man materialet med en undersøgelse blandt unge i en række nordjyske landdistrikter. I 1990 suppleredes disse to undersøgelser med en undersøgelse i Allerød kommune. Disse 1989/90 undersøgelser, og den bog der beskriver resulta­terne af disse undersøgelser, blev det mest betydende værk om ungdomskriminaliteten indtil da.

Med udgangspunkt i 1979 og 1989/90 undersøgelsernes popularitet og anvendelighed traf Det Kri­minalpræventive Råd beslutning om at samarbejde med Københavns Universitet og professor, dr. jur. Flemming Balvig omkring den nye 1999-undersøgelse ”Risikoungdom”. Undersøgelsen er så­ledes gennemført for tredje gang i Gladsaxe og for anden gang i Allerød og i de nordjyske landdi­strikter.

De gennemførte undersøgelser har herved etableret et relativt enestående grundlag for at belyse den faktiske ungdomskriminalitets udvikling for gruppen af 14-15 årige i Danmark gennem de seneste 20 år.

- 95 -

"RisikoUngdom" er i sit indhold og i sin grundlæggende måde at anskue og analysere tingene på både sociologisk og statistisk, men den er – for at kunne nå den størst mulige læserkreds - søgt skrevet med anvendelse af mindst mulig abstrakt sociologisk teoretisering og mindst mulig brug af statistiske fagtermer.

Det Kriminalpræventive Råd og Københavns Universitet har oplevet et meget massivt træk på un­dersøgelsen fra politisk side, fra medierne og fra de mange aktører, der i kraft af deres daglige job eller frivilligt, bidrager til en solid kriminalpræventiv indsats i Danmark. Hertil kommer en stor international interesse for undersøgelsens metode og resultater.

4.7.3. Undersøgelsens metode

Den grundlæggende metode i undersøgelsen betegnes som et selvrapporteringsstudie. Denne meto­de er en af de mest velegnede til at fastlægge omfanget af større børn og unges eventuelle kriminali­tet.

Metoden består i ved hjælp af et omfattende spørgeskema at stille en række spørgsmål vedrørende kriminalitet, om hvorvidt de unge har begået forskellige former for kriminalitet, omfanget af dette, tid og sted for den kriminelle handling samt eventuelt, hvorfor det er sket.

Erfaringer fra tidligere undersøgelse siger, at denne metode giver meget pålidelige og gyldige in­formationer om børne- og ungdomskriminaliteten. Et selvrapporteringsstudie gør det muligt at kort­lægge den faktiske kriminalitet i relation til gerningsmandens øvrige sociale forhold såsom skole­forhold, fritidsforhold og familieforhold mv.

Hovedformålet med undersøgelsen har været at sammenligne med tidligere undersøgelser for at få et billede over kriminalitetens udvikling over tid. De tidligere undersøgelser er som nævnt Gladsa­xe-undersøgelsen fra 1979 og Allerød-undersøgelsen fra 1989, der nu suppleres med en 1999­undersøgelse.

Ungdomsundersøgelsen 1999 blev foretaget i tre områder af landet i "storbyen" (forstadskvarteret Gladsaxe), i "byen" (Allerød) og i landsbyen/på landet (Nordjylland), hvor elever fra 8. og 9. klasse deltog i spørgeskemaundersøgelsen.

Selve spørgeskemaet er stort set det samme som i de foregående undersøgelser fra 1979 og 1989 for at have et sammenligneligt grundlag. Spørgsmålene vedrørende vold er nye i denne undersøgelse. Ud over spørgsmål om fritidsvaner og erfaringer med kriminalitet indeholder spørgeskemaet spørgsmål om forholdet til skolen, til familien, til alkohol, tobak, stoffer og vold samt forventninger til fremtiden. Et af de grundlæggende kriterier ved undersøgelsens gennemførelse har været anony­

- 96 -

mitet og frivillighed. Såvel børn som forældre har skullet give en form for samtykke vedrørende deltagelsen i undersøgelsen. Selve udfyldelsen af spørgeskemaet er foregået under eksamenslignen­de forhold en dag, som de unge ikke kendte på forhånd.

En væsentlig del af metoden i undersøgelsen er defineringen og afgrænsningen af begreber, hvor et af de mest centrale begreber er kriminalitet. I denne undersøgelse er der taget udgangspunkt i den terminologi, der blev brugt i 1989 i Allerød-undersøgelsen, hvorefter ungdomskriminalitet bliver afgrænset og grupperet som følger: - De lovlydige omfatter unge, som aldrig nogensinde har begået tyveri/røveri eller som højst en

enkelt gang har stjålet penge, cigaretter eller spiritus fra forældrene. - Flertallet omfatter unge, som har begået mindre alvorlige tyverier. Alle unge i denne gruppe har

overtrådt en eller flere af straffelovens regler, men ingen har begået indbrudstyverier, biltyverier eller røverier.

- De erfarne er unge, som 1-2 gange har begået relativt alvorlige tyverier, dvs. indbrudstyverier, biltyveri og/eller røveri. I praksis drejer det sig i de fleste tilfælde om indbrudstyveri.

- Gengangerne, er unge som 3 eller flere gange har begået relativt alvorlige tyverier, dvs. ind­brudstyverier, biltyverier og eller røverier. I de fleste tilfælde drejer det sig om indbrudstyverier.

Endvidere anvendes der af og til en mere sammenfattende gruppering, hvor de fire grupper slås sammen til to:

De ikke kriminelle = de lovlydige + flertallet De kriminelle = de erfarne + gengangerne

Der henvises i øvrigt til bilag 5, hvor der er vedlagt en grafisk fremstilling af grupperinger af de unge i de 4 kriminalitetsgrupper. Besvarelsesprocenten i undersøgelsen var på 87 pct., hvilket må betegnes som en høj og tilfredsstillende besvarelsesprocent.

Undersøgelsen har ligeledes været igennem en omfattende pilotfase, hvor forskellige problematik­ker vedrørende spørgeskemaet, spørgsmålenes anvendelighed, elevernes ærlighed i besvarelserne har været grundigt gennemprøvet. På denne baggrund er undersøgelsens resultater såvel pålidelige som gyldige vedrørende kriminalitet blandt børn og unge.

4.7.4. Undersøgelsens hovedresultater og –konklusioner

"RisikoUngdom, Ungdomsundersøgelsen 1999" indeholder i lighed med rapporterne fra henholds­vis 1979 og 1989 en lang række konklusioner og resultater, som vil være af stor betydning i det fremtidige arbejde med forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet blandt børn og unge.

- 97 -

Det har ikke på en dækkende måde været muligt at komprimere undersøgelseskonklusionerne i kor­tere form, end det rent faktisk allerede er gjort i rapportens kapitel 6, Sammenfatning og konklusi­on. Kapitlet vedlægges derfor i sit fulde omfang som bilag 5.

Der kan dog med udgangspunkt i de tre gennemførte undersøgelser opstilles følgende meget gene­relle billede af børne- og ungdomskriminalitetens udvikling i Danmark fra 1979-1999:

- Der har været et kontinuerligt fald i den almene børne- og ungdomskriminalitet gennem de se­neste 20 år

- Der er især sket en markant vækst i antallet af meget lovlydige unge - Andelen af "egentlig" kriminelle unge har ikke ændret sig meget i perioden - Især er der ikke sket et fald i andelen af kriminelle gengangere, hvilket reelt vil sige, at recidivet

er steget - Der er sket en polarisering, adfærds-, holdnings- og normmæssigt. Populært er de hvide blevet

hvidere og de sorte sortere - Alkohol er blevet et (mere) alment ungdomsstof. Indtagelse af stærk alkohol er måske endog

blevet "vinderadfærd" blandt unge - Rygning (af tobak og især hash) er omvendt blevet "taberadfærd" blandt unge - Volden er generelt blevet mindre udbredt - Volden er (nu) mindre blandt storbyungdom end blandt unge på landet - Volden er blevet (mere) subkulturel og livsstilsbaseret, men er (stadig) meget sjældent bande­

baseret. Vold er blevet "taberadfærd" blandt unge

4.8. Effektundersøgelser

Der findes meget lidt dansk forskning, der kan belyse spørgsmålet om, hvad der virker, og hvad der ikke virker i forhold til unge kriminelle. Om de udenlandske undersøgelser og erfaringer på området kan der henvises til forskningskonsulent Britta Kyvsgaards notat fra december 2000 optrykt som bilag 1.

- 98 -

Kapitel 5

Samspillet mellem myndighederne

5.1. Indledning

Ifølge kommissoriet har ekspertgruppen bl.a. til opgave at foretage en gennemgang og vurdering af de nuværende reaktionsmuligheder og deres anvendelse over for unge lovovertrædere i både det sociale og det strafferetlige system.

Ovenfor i kapitel 3 er der redegjort for de eksisterende reaktionsmuligheder efter straffelo­ven/retsplejeloven og efter serviceloven over for unge lovovertrædere.

Dette kapitel indeholder en vurdering af, hvordan samspillet mellem de retshåndhævende myndig­heder og de sociale myndigheder fungerer i praksis i forhold til de meget belastede børn og unge – både over og under 15 år – der er målgruppen for ekspertgruppens arbejde.

For at få belyst dette spørgsmål har ekspertgruppen bl.a. anmodet Politidirektøren i København og politimestrene i Århus, Odense, Ålborg, Roskilde, Glostrup, Esbjerg og Randers om at få nærmere oplysninger om erfaringerne vedrørende samarbejdet med de sociale myndigheder i politikredsen i forhold til børn og unge, der har begået alvorlig kriminalitet.

Kommunernes Landsforening er samtidig blevet bedt om at indhente en vurdering fra udvalgte kommuner om, hvordan samspillet med de retshåndhævende myndigheder fungerer i forhold til den her omhandlede gruppe af kriminelle unge. Endvidere er Københavns Kommune særskilt anmodet om en vurdering af spørgsmålet.

De respektive kommuner har endvidere haft lejlighed til at knytte kommentarer til de høringssvar, som politiet har afgivet til ekspertgruppen.

Ekspertgruppen har modtaget høringssvar fra København, Esbjerg, Glostrup, Greve, Odense, Ran­ders, Roskilde, Solrød, Vallensbæk, Ålborg og Århus kommuner.

I afsnit 5.4. er der kort redegjort for samarbejdet mellem de sociale myndigheder og kriminalforsor­gens institutioner og afdelinger.

5.2. Politiets høringssvar

- 99 -

5.2.1. Det kommunale beredskab

De udvalgte politikredse er for det første blevet spurgt om, hvorvidt der er problemer med hensyn til at aflevere unge lovovertrædere til de sociale myndigheder, f.eks. om natten, og om det giver anledning til praktiske problemer, at politikredsen omfatter flere kommuner, således at der eventuelt skal tages kontakt til forskellige kommuner, hvis sagen angår en gruppe af unge.

I ingen af de hørte politikredse er der peget på større praktiske problemer med hensyn at aflevere unge lovovertrædere til de sociale myndigheder, og der er i de fleste kommuner etableret et godt og velfungerende døgnberedskab, således at politiet næsten altid kan komme i kontakt med de sociale myndigheder.

I høringssvaret fra Politimesteren i Århus peges der på, at et af socialcentrene i Århus Kommune har organiseret sig med direkte udpegede kriminalitetsmedarbejdere, der har ansvaret for afhøringer og den daglige kontakt til politiet i arbejdet med børn og unge, og at denne organisationsform synes at have en positiv effekt på samarbejdet.

Politimesteren i Esbjerg peger på, at Esbjerg by, dels på grund af sin størrelse og dels på grund af placeringen af en døgninstitution for børn og unge i byens centrum, tiltrækker unge kriminelle, der er tilmeldt folkeregisteret i kommuner uden for Esbjerg politikreds. I de tilfælde, hvor den lokale sociale bagvagt ikke ønsker at bistå politiet, har politiet haft problemer med at få kontakt til de rele­vante personer i de unges hjemkommuner, og politiet er i sådanne sager kommet til at fungere som koordinator mellem kommunerne.

5.2.2. Reaktionerne i det sociale system

De udvalgte politikredse er endvidere blevet spurgt, om de sociale myndigheder set fra politiets side reagerer adækvat i forhold til unge kriminelle, som de retshåndhævende myndigheder afleverer til dem – både for så vidt angår børn under 15 år og unge over 15 år, og for de sidstnævnte både før dom (f.eks. anbringelse uden for hjemmet) og efter dom (f.eks. fuldbyrdelse af betinget dom med vilkår om foranstaltninger efter serviceloven, reaktioner i forbindelse med vilkårsovertrædelser mv.).

I høringssvaret fra Politimesteren i Odense anføres det, at der ikke i kommunerne mangler vilje til at medvirke til løsningen af problemerne med unge kriminelle, men at der er utilstrækkelige res­sourcer og mangel på institutionspladser til mere indgribende og længerevarende foranstaltninger over for utilpassede unge. Det anføres i den forbindelse, at de sociale myndigheder af disse grunde er tilbageholdende med at iværksætte gennemgribende, længerevarende foranstaltninger.

- 100 -

Der mangler endvidere efter politimesterens opfattelse sociale tvangsmidler samt en adækvat pæda­gogik over for målgruppen, ikke mindst de mange unge af anden etnisk herkomst. Politimesteren i Randers anfører ligeledes, at der har været tilfælde, hvor det er politiets vurdering, at den unge bur-de have været fjernet fra hjemmet, men at økonomiske overvejelser har været afgørende for, at det ikke er sket.

Politimesteren i Esbjerg peger på, at de sociale myndigheder set fra politiets side i visse tilfælde reagerer for sent i forhold til konstaterede problemer. Dette opleves bl.a. i tilfælde, hvor de unge kommer fra en mindre kommune, der ikke er vant til at beskæftige sig med tunge sociale problemer.

I høringssvarene fra politimestrene i Odense, Glostrup, Aalborg og Randers peges der på, at kom­munerne er for tilbageholdende med at indberette vilkårsovertrædelser (f.eks. vilkår til en betinget dom eller et tiltalefrafald) til politiet, og at sagerne dermed ikke bliver forelagt domstolene. Politi­mesteren i Odense begrunder denne tilbageholdenhed med, at domstolenes reaktionsmulighed over for en vilkårsovertrædelse alene består i en ”tom trussel om frihedsstraf”, og at der derfor ikke i kommunerne findes anledning til at indberette vilkårsovertrædelser.

5.2.3. Vilkår om hjælpeforanstaltninger

Til spørgsmålet om, hvorvidt de sociale myndigheder positivt bidrager med forslag til, hvilke vilkår om hjælpeforanstaltninger der eventuelt bør knyttes til et tiltalefrafald eller en betinget dom, er sva­rene fra politikredsene generelt positive.

Politimestrene i Odense, Glostrup og Randers har tilføjet, at der i for få sager foreslås individuelle vilkår, og at der dermed alene bliver tale om standardvilkår om undergivelse af foranstaltninger efter serviceloven og krav om efterkommelse af forskrifter fra kommunen. Politimestrene i Glostrup og Randers anfører endvidere, at sagsbehandlingstiden hos kommunerne ofte forekommer langva­rig.

5.2.4. Behandling efter løsladelse

Politikredsene er endvidere anmodet om at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt de sociale myndigheder, i de få tilfælde, hvor unge mellem 15 og 18 år idømmes en ubetinget fængselsstraf, på tilfredsstillende måde tager hånd om de pågældende efter løsladelse.

Politidirektøren i København og politimestrene i Roskilde, Esbjerg, Glostrup, Ålborg har oplyst, at de ikke kender til eller i øvrigt ikke er i besiddelse af oplysninger vedrørende spørgsmålet om kon­

- 101 -

takten fra sociale myndigheder til unge mellem 15 og 18 år, der løslades efter afsoningen af en ube­tinget fængselsstraf.

Politimesteren i Odense er af den opfattelse, at de sociale myndigheder ikke iværksætter længereva­rende gennemgribende foranstaltninger i forhold til unge under 18 år, der løslades efter afsoning. Politimesteren bemærker i den forbindelse, at der i forhold til disse unge forgæves har været søgt iværksat så mange hjælpeforanstaltninger, at samarbejdet mellem parterne er ødelagt, og den på­gældende unge er ”opgivet”, og at det ikke er muligt at motivere den unge til samarbejde inden for de gældende rammer.

5.2.5. Behovet for yderligere pladser

Politikredsene er herudover blevet spurgt om, hvorvidt der er tilstrækkeligt med pladser på sikrede institutioner og døgninstitutioner til at dække behovet for varetægtssurrogatpladser og afsoning ef­ter straffelovens § 49, stk. 2.

Det er generelt opfattelsen i høringssvarene, at der er et utvivlsomt behov for flere pladser på sikre­de afdelinger.

Politimesterforeningen har i et brev af 13. oktober 2000 til Justitsministeriet oplyst, at det er van­skeligt at give et præcist skøn over, hvor mange pladser der er nødvendige, men at behovet for så vidt angår pladser til placering af unge i varetægtssurrogat vurderes til ca. 20 pladser på landsplan. Politimesterforeningen anfører endvidere, at der bør sikres en geografisk fordeling af disse pladser, der tillige med de nuværende pladser, tilgodeser behovene for ikke mindst storkøbenhavnske, fyn­ske og østjyske politikredse.

5.2.6. Politiets tilbageholdelsesbeføjelse

Politikredsene er endelig blevet spurgt om, hvorvidt manglen på udtrykkelige regler i forbindelse med tilbageholdelse, afhøring mv. af lovovertrædere under 15 år giver anledning til problemer.

Politidirektøren i København og politimestrene i Odense, Aalborg, Roskilde, Esbjerg og Randers har anført, at dette spørgsmål ikke eller kun sjældent har givet anledning til problemer.

Politimestrene i Århus og Glostrup har oplyst, at dette spørgsmål giver anledning til problemer, og at der er behov for udtrykkelige regler for politiets efterforskning af kriminalitet begået af unge un­der 15 år.

5.3. Kommunernes høringssvar

- 102 -

5.3.1. Det kommunale beredskab

Kommunerne i de udvalgte politikredse er for det første blevet spurgt om, hvorvidt der er problemer med hensyn til at aflevere unge lovovertrædere til de sociale myndigheder, f.eks. om natten. Kom­munerne er i den forbindelse blevet anmodet om at vurdere, om det giver anledning til praktiske problemer, at politiet eventuelt skal tage kontakt til forskellige kommuner, hvis sagen angår en gruppe af unge.

Heller ikke de hørte kommuner peger på eksistensen af praktiske problemer med hensyn at aflevere unge lovovertrædere til de sociale myndigheder, og der er i de fleste kommuner etableret et godt og velfungerende døgnberedskab, således at de sociale myndigheder altid kan kontaktes af politiet.

Blandt andet i Københavns Kommune er der med udgangspunkt i Den Sociale Døgnvagt udarbejdet et beredskab, hvorefter det altid er muligt at få en repræsentant for de sociale myndigheder til stede ved afhøring af børn og unge. Det er endvidere altid muligt at få de sociale myndigheder til at af­lægge hjemmebesøg, ligesom det altid er muligt at få kontakt til en embedsmand eller eventuelt formanden for børn- og ungeudvalget til at træffe alle nødvendige (foreløbige) beslutninger.

I mindre kommuner er der ofte etableret fælleskommunale beredskaber, hvor en kommune fungerer som fælles døgnvagt og handler på vegne af de øvrige kommuner.

5.3.2. Reaktionerne i det sociale system

Kommunerne er endvidere blevet spurgt om, hvordan og hvor hurtigt kommunen reagerer i forhold til henvendelser fra politiet i konkrete sager med unge lovovertrædere, både over og under 15 år og for de over 15-årige, både før og efter en eventuel domfældelse. Kommunerne er i den forbindelse blevet anmodet om at identificere eventuelle problemer i forhold til såvel en hurtig som en relevant reaktion fra kommunens side, herunder i hvilket omfang politiet bidrager med relevante løsninger.

Århus Kommune har peget på, at det er vigtigt for at modvirke en begyndende kriminel løbebane, at de sociale myndigheder hurtigst muligt kommer i kontakt med den unge og dennes familie, således at der kan foretages en undersøgelse og vurdering af behovet for hjælpeforanstaltninger.

Randers Kommune har anført, at der i sager om anbringelse uden for hjemmet kan forekomme ven­tetider, og at denne ventetid er uhensigtsmæssig, idet den unge ofte er mere motiveret for et ind­greb, hvis det kan iværksættes i umiddelbar forlængelse af den begåede kriminalitet. Greve Kom­mune peger ligeledes på, at der kan være ventetider i forbindelse med anbringelser uden for hjem­met, og at det derfor kan være nødvendigt at iværksætte midlertidige foranstaltninger.

- 103 -

I Esbjerg Kommune er der i samarbejde med kriminalforsorgen etableret et stående samråd vedrø­rende unge lovovertrædere i alderen 15 til 18 år. Samrådet består af en repræsentant for kriminalfor­sorgen og kommunens børn- og ungekonsulent. Herudover indkaldes den familierådgiver, der har eller skal have kontakten til den unge og dennes familie. Andre fagpersoner med et særligt kend­skab til den unge kan også indkaldes. Formålet med samrådet er, at der med afsæt i den unges sam­lede situation kan laves en sammenhængende plan, der kan indgå i forbindelse med rettens behand­ling af sagen. Planen tilrettelægges som udgangspunkt således, at den unge får hjælp til at stoppe sin kriminelle løbebane, mærker nogle konsekvenser af sine handlinger og typisk undgår at komme i fængsel.

Samrådet fungerer efter Esbjerg Kommunes opfattelse godt, og der er i almindelighed enighed mel­lem kriminalforsorgen og kommunen om såvel de konkrete planer som den efterfølgende udmønt­ning og opfølgning, herunder enighed om arbejdsfordelingen mellem kommune og kriminalforsorg.

Esbjerg Kommune anfører dog, at politiet i sin kontakt til de unge ikke altid er tilstrækkelig op­mærksomme på muligheden for at iværksætte samråd.

I Odense Kommune er der etableret et system, som skal sikre, at en ung under 18 år, der begår sin første kriminelle handling, umiddelbart (inden for en uge) får besøg af en repræsentant fra kommu­nen. I forbindelse med dette besøg afklares det, om der er behov for iværksættelse af foranstaltnin­ger.

Solrød Kommune peger på, at politiet kan bidrage til en hurtigere reaktion over for den unge ved en hurtigere sagsbehandling.

Roskilde Kommune har peget på, at der går for lang tid, før den unge og socialforvaltningen får besked om, hvornår sagen skal behandles i retten, og at berammelsestiderne ved domstolene er for lange. Herudover giver travlhed hos politiet og de sociale myndigheder anledning til problemer i forhold til planlægningen og i forhold til indsatsen. Denne ventetid skaber usikkerhed hos den unge og forældrene og kan give problemer i forhold til at fastholde et bæredygtigt samarbejde og bevare motivationen hos den unge. Roskilde Kommune peger endvidere på, at det kan være vanskeligt at finde et egnet tilbud til den unge, enten i form af anbringelsessted eller i form af et dagtilbud.

Ålborg Kommune har peget på, at det kan være vanskeligt at finde socialpædagogiske tilbud til un­ge under 18 år med misbrugsproblemer.

- 104 -

5.3.3. Vilkår om hjælpeforanstaltninger

Kommunerne er endvidere blevet bedt om oplysninger om, hvilke særlige problemer og udfordrin­ger kommunerne ser i forhold til fastsættelsen af vilkår i forbindelse med tiltalefrafald eller betinge­de domme, herunder om politiet bidrager i forbindelse med fastsættelsen af vilkår.

Århus Kommune har peget på, at der mangler relevante anbringelsespladser for de mest problemati­ske unge, og at det dermed ikke altid er muligt at fastsætte vilkår om anbringelse på en institution.

I Randers Kommune er der oprettet et samråd bestående af en repræsentant fra anklagemyndighe­den, skoleforvaltningen og socialforvaltningen. I samrådet afholdes der møde med den unge lov­overtræder og forældrene, og på dette møde præsenteres den unge for den udarbejdede handlings-plan, og der indgås aftale med den unge om, hvordan den unge bedst undgår at komme ud i fornyet kriminalitet.

Esbjerg Kommune har oplyst, at når en ung lovovertræders sag har været behandlet i kommunens samråd, vil samrådets indstilling altid indeholde forslag til vilkår i forbindelse med et tiltalefrafald eller en betinget dom, herunder foretages der en sikring af, at de stillede vilkår er realistiske og rea­lisable f.eks. i form af tilvejebringelsen af et relevant anbringelsessted. Som led i samrådets forslag til vilkårsfastsættelse aftales det, hvilke dele af opfølgningen kriminalforsorgen skal stå for, og hvilke dele den kommunale rådgiver skal stå for. Denne arbejdsfordeling sker bl.a. med henblik på en sikring af, at der føres tilsyn med overholdelsen af vilkårene.

I Odense Kommune foretages der i forbindelse med besvarelser til politiet om sanktionsspørgsmål en vurdering af, om den unge må antages at ville kunne profitere af hjælpeforanstaltninger i henhold til serviceloven. Hvis dette er tilfældet, gives en begrundet indstilling herom til politiet. I sager om tiltalefrafald vurderes spørgsmålet om egnethed til ungdomskontrakt eller ej. I sager, som forventes afgjort med en dom, vurderes det alene, om det i tilslutning til en eventuel betinget dom er hen­sigtsmæssigt med vilkår om hjælpeforanstaltninger i henhold til serviceloven.

Solrød Kommune har peget på, at der mangler konsekvenser i forhold til unge, der ikke overholder fastsatte vilkår. Også Randers Kommune peger på en manglende konsekvens i forbindelse med vil­kårsovertrædelser. Randers Kommune har i den forbindelse oplyst, at der er en klar aftale med poli­tiet om, at kommunen skal indberette vilkårsovertrædelser, således at de unge oplever, at der er en konsekvens af grovere overtrædelser af vilkår. Det er i den forbindelse kommunens opfattelse, at politiet har vanskeligt ved at komme videre med kommunens indberetninger.

Det er Greve Kommunes vurdering, at der gives mange tiltalefrafald og betingede domme til de enkelte unge, og at dette har den signalværdi hos de unge, at den eller de lovovertrædelser, de unge

- 105 -

har begået, ikke betyder noget. Det er derfor efter Greve Kommunes opfattelse væsentligt at fast­holde, at eventuelle vilkår til et tiltalefrafald eller en betinget dom skal overholdes.

Roskilde Kommune har anført, at det er et problem, når der ikke foreligger en plan for den unge i forbindelse med sagens afgørelse i retten. I disse sager fastsættes der vilkår om hjælpeforanstaltnin­ger efter lov om social service uden nærmere angivelse af indsatsen. Det anføres i den forbindelse, at det er vigtigt, at den unge oplever en sammenhæng mellem dommen og iværksættelsen af hjælpe­foranstaltninger, og at den unge ikke kan forholde sig til vilkårene, når de ikke er nærmere præcise­ret i forbindelse med dommen.

5.3.4. Behandling efter løsladelse

Kommunerne er endvidere anmodet om oplysninger om, hvilke særlige problemer og udfordringer kommunerne ser i forhold til de unge, der løslades efter at have afsonet en ubetinget fængselsstraf, herunder hvordan politiet og kriminalforsorgen bidrager til, at kommunen kan overtage sagen.

Århus Kommune har peget på, at der med fordel kunne udvikles en klarere sammenhæng mellem kompetence, forsyningsforpligtelse, opgaveudførelse og betaling. Der peges i den forbindelse på, at en konsekvens af en ubetinget dom med fordel kunne være således, at kriminalforsorgen har til op­gave at finde og finansiere det relevante § 49, stk. 2-afsoningssted (eventuelt en sikret institution), og at der kunne ydes socialfaglig og pædagogisk bistand via amterne eller efter konkrete samar­bejdsaftaler. Dette kunne desuden medføre en central visitation til de sikrede institutioner, så det kan undgås at samtlige institutioner skal kontaktes, når der skaffes en plads.

Dette vil efter Århus Kommunes opfattelse kunne sikre en organisatorisk kontinuitet af ikke uvæ­sentlig betydning og vil samtidig indebære et tæt og veltilrettelagt samarbejde med kommunerne, som efter endt afsoning skal overtage de unge.

Århus Kommune har endvidere anført, at de ændringer af serviceloven, der trådte i kraft den 1. ja­nuar 2001, hvor mulighederne for udslusning og efterværn styrkes kraftigt, indebærer, at man straks, når afsoningen påbegyndes, etablerer kontakt med den modtagende kommune. I disse tilfæl­de kunne etablering af kontakt med den unge og forberedelse af tiden efter afsoningen påbegyndes, således at planlægningen kan iværksættes umiddelbart i forbindelse med løsladelsen og med så høj grad af kontinuitet og sammenhæng for den unge som muligt.

I høringssvaret fra Esbjerg Kommune peges der på, at unge mellem 15 og 18 år, der har fået en ube­tinget frihedsstraf, typisk vil have afsonet denne i et socialpædagogisk opholdssted/døgninstitution med særlig godkendelse til at udgøre fængselslignende rammer. Afhængig af den unges samlede situation vil det efter endt afsoning ofte være relevant at forsøge at motivere den unge til at forblive

- 106 -

anbragt uden for eget hjem, og for at undgå ”slip” i en eventuel efterfølgende hjælpeforanstaltning vil der typisk under afsoningen være blevet arbejdet med den unges motivation.

Odense Kommune har oplyst, at når unge under 18 år løslades efter udstået straf, følges op med tilbud om relevant støtte, herunder støtte til bolig, rådgivning mv., men at problemet ofte er, at den unge sjældent er interesseret i kommunal støtte. Den unge er alene interesseret i økonomisk bistand, hvilket kun kan ydes, såfremt der er iværksat hjælpeforanstaltning efter serviceloven. Odense Kommune oplyser i den forbindelse, at der i disse tilfælde er et tæt samarbejde med kriminalforsor­gen, som varetager tilsynet efter løsladelsen.

Greve Kommune har ligeledes oplyst, at de unge ofte føler, at de har udstået deres straf og derfor ikke ønsker at medvirke i de kommunale hjælpeforanstaltninger, og at udfordringen dermed består i at fastholde den unge og stille krav om deltagelse. Greve Kommune har endvidere oplyst, at der er indgået aftale med kriminalforsorgen om, at kommunen og kriminalforsorgen gensidigt orienterer hinanden om de sager, hvor der er grund til at iværksætte tiltag.

Også Roskilde Kommune har peget på, at det er kommunens erfaring, at den unge efter en løsladel­se intet ønske har om hjælpeforanstaltninger.

5.3.5. Behovet for yderligere pladser

Kommunerne er også blevet anmodet om en vurdering af behovet for sikrede pladser i forbindelse med varetægtssurrogat og afsoning efter straffelovens § 49, stk. 2.

Københavns Kommune har oplyst, at der på baggrund af den senere tids efterspørgsel samt politiets ønske om øget kapacitet for så vidt angår pladser til varetægtssurrogat, er det kommunens vurde­ring, at der selv med en udvidelse på 50 pct. fra 10 til 15 pladser i kommunen stadig vil kunne fore­komme helt særlige situationer, hvor behovet vil overstige kapaciteten. Dette vil navnlig kunne fo­rekommer i tilfælde, hvor der er mange sigtede i samme sag. Også Århus Kommune peger på, at der er et øget pres på efterspørgslen efter sikrede pladser, og Århus Kommune har ofte været i situatio­ner, hvor der ikke kunne findes plads til varetægtssurrogat i en sikret institution, og at der samtidig har manglet egentlige behandlingspladser. Randers Kommune har peget på, at der bør være en vis fleksibilitet i systemet, idet behovet for pladser kan være meget svingende.

Det er Esbjerg Kommunes opfattelse, at behovet for sikrede institutioner stort set tilgodeses af det eksisterende beredskab. Ålborg Kommune har oplyst, at der sidste år har været det tilstrækkelige antal pladser.

- 107 -

5.3.6. Politiets tilbageholdelsesbeføjelse

Til spørgsmålet om, hvorvidt der er problemer med tilbageholdelse og afhøring af unge under 15 år i politiets regi, peges der ikke i kommunernes høringssvar på problemer af betydning.

5.4. Samarbejdet mellem kommunerne og kriminalforsorgen

I en midtvejs evaluering af de ”Vejledende retningslinier for samarbejdet mellem de sociale myn­digheder og kriminalforsorgens institutioner og afdelinger”, som blev udsendt af Socialministeriet og Direktoratet for Kriminalforsorgen i 1998, findes følgende beskrivelse af samarbejdet omkring gruppen af unge kriminelle:

”I modsætning til de ovenfor beskrevne klientgrupper synes der ikke traditionelt at have været tale om et egentligt formaliseret samarbejde omkring unge kriminelle – hverken på regionalt eller lokalt niveau. Kun en enkelt region og et mindre antal kommuner har før udsendelsen af 'retningslinierne' haft konkret samarbejde med kriminalforsorgen omkring unge under 18 år.

Ifølge de indhentede oplysninger er gruppen nu indbefattet i stort set alle indgåede sam­arbejdsaftaler, men der fremgår meget lidt om, hvordan samarbejdet konkret foregår og hvad indholdet i det er. Kun i få tilfælde er det anført, at samarbejdet også rækker ud over det 18. år.

Det er især bemærkelsesværdigt, at børn- og ungeafdelingerne i amternes socialforvalt­ninger i en del tilfælde ikke synes at indgå i de regionale samarbejdsfora. Selv om en stor del af den tværsektorielle kontakt i disse sager foregår på det lokale niveau mellem kommunen og Kriminalforsorgens afdeling, synes der at måtte være behov for et vist regionalt samspil f.eks. i forhold til visitation til, etablering eller godkendelse af rele­vante døgninstitutionsophold mv.

Der er også i et par tilfælde nævnt problemstillinger omkring kriminelt meget aktive unge, der samtidigt med den kriminelle adfærd har forskellige misbrugsproblemer, som ikke umiddelbart kan behandles i eller af det etablerede system for voksne misbrugere. Sådanne behandlingsbehov hos ”dobbeltdiagnose-unge” vil formentlig kun kunne løftes i amtsligt regi.

Regeringens initiativer og handleplan over for utilpassede unge (november 1999 og fe­bruar 2000) indeholder en række initiativer, som på samme måde som ”retningslinier­nes” intentioner kun kan virkeliggøres via et udstrakt samarbejde mellem de sociale myndigheder og straffesystemet.

- 108 -

Samarbejdet omkring den enkelte unge på lokalt niveau synes i mange tilfælde at funge­re godt og hensigtsmæssigt. Dog synes der i visse tilfælde at være tale om manglende muligheder for tilbud fra de kommunale myndigheders side. Samtidig ses fortsat remi­niscenser af den tidligere udbredte holdning blandt kriminalforsorgens medarbejdere om, at 'unge under 18 år er ikke vores, men de sociale myndigheders bord'. Til belys­ning af disse problemstillinger kan det nævnes, at der hvert år er adskillige 15-17 årige, som i medfør af straffelovens § 49, stk. 2, afsoner en frihedsstraf på Kriminalforsorgens pensioner. Ud fra en socialfaglig synsvinkel må en del af disse alternative afsoningsfor­løb vurderes som uhensigtsmæssige. Dels fordi de unge her placeres blandt voksne kri­minelle, som de kan risikere at vælge som fremtidige 'rollemodeller'. Dels fordi ophol­det som oftest er ganske kort (svarende til længden af den idømte straf) og uden sikker­hed for social opfølgning (her henvises til § 49,2-effektundersøgelsen. CASA. 2000).

At så mange unge fortsat placeres på kriminalforsorgens pensioner i alternativ afsoning må således enten tilskrives manglende alternative tilbud/muligheder i det sociale sy­stem, eller at der for Kriminalforsorgens medarbejdere er tale om en overkommelig og enkel måde at sikre et alternativ til fængselsafsoning. En nærmere undersøgelse af årsa­gerne ville formentlig vise, at der er tale om en kombination af begge faktorer.

Med regeringens allerede igangsatte og kommende initiativer over for utilpassede unge samt den på landsbasis noget mangelfulde udvikling i samarbejdet omkring denne fæl­les klientgruppe vil der fra følgegruppens side blive lagt stor vægt på dette område i den resterende opfølgningsperiode frem til medio 2003.”

Midtvejsevalueringen er udarbejdet af en følgegruppe nedsat af Socialministeriet og Direktoratet for Kriminalforsorgen og forventes offentliggjort i sin helhed i løbet af kort tid.

- 109 -

Kapitel 6

Ekspertgruppens overvejelser vedrørende unge lovovertrædere på 15-17 år

6.1. Indledning

Ifølge kommissoriet, jf. ovenfor i kapitel 1, angår ekspertgruppens arbejde spørgsmålet om, hvor­vidt de eksisterende reaktionsmuligheder over for den hårde kerne af socialt belastede og utilpasse­de unge kriminelle er tilstrækkeligt effektive.

Det falder således i princippet uden for kommissoriet at se på indsatsen over for de udsatte børn og unge, der ikke får den omsorg og opdragelse fra forældrenes side, som de har behov for, men som ikke – eller ikke endnu – er kommet ind i en kriminel løbebane.

Ekspertgruppen finder imidlertid grund til at fremhæve betydningen af en tidlig indsats, der iværk­sættes inden for sundheds-, social- og undervisningsområdet længe før der opstår egentlige krimina­litetsproblemer. Det er en almindelig erfaring, at mulighederne for at rette op på en uheldig udvik­ling hos et barn eller en ung er større, desto tidligere i forløbet der gribes ind på en adækvat måde, hvorimod det er både vanskeligere og mere ressourcekrævende at rette op på en uheldig udvikling, hvis den er så fremskreden, at der er tale om et massivt antisocialt, herunder kriminelt, adfærdsmøn­ster.

Princippet om, at det er bedre at forebygge end at helbrede, gælder således også på dette område. Hvis der kan iagttages en uheldig udvikling hos den unge, er det vigtigt, at en indsats med henblik på at rette op på denne udvikling sættes ind så tidligt som muligt.

Men når det i praksis kan konstateres, at visse unge udvikler et massivt antisocialt adfærdsmønster med alvorlig kriminalitet, må samfundet nødvendigvis tage stilling til, hvad man skal stille op med sådanne unge. Det må i den forbindelse overvejes, om de eksisterende handle- og indgrebsmulighe­der er tilstrækkelige – herunder om de i praksis udnyttes på en tilstrækkelig effektiv måde – eller om der er behov for nye tiltag med henblik på disse tilfælde, hvor den uheldige udvikling hos den unge har manifesteret sig i alvorlig kriminalitet.

Det er dette, der er genstanden for ekspertgruppens arbejde.

- 110 -

6.2. Vurdering af de eksisterende reaktionsmuligheder over for unge lovovertrædere på 15-17 år

Ovenfor i kapitel 3 er der redegjort for de eksisterende reaktionsmuligheder efter straffelo­ven/retsplejeloven og efter serviceloven over for unge lovovertrædere. Og kapitel 2 indeholder en gennemgang af de vigtigste initiativer, der er taget på dette område inden for de seneste år – initiati­ver, der for en dels vedkommende endnu ikke er gennemført eller har haft fornøden tid til at udfolde deres virkning i praksis.

Endvidere indeholder kapitel 5 en belysning af, hvordan samspillet mellem de retshåndhævende myndigheder, de sociale myndigheder og kriminalforsorgen fungerer i praksis i forhold til de meget belastede børn og unge, der er målgruppen for ekspertgruppens arbejde.

Det er på den baggrund ekspertgruppens vurdering, at den gældende straffe- og sociallovgivning indeholder en række muligheder for sanktioner og sociale tiltag over for unge kriminelle på 15-17 år, der i de fleste tilfælde må anses for egnede og tilstrækkelige. Udnyttes mulighederne fuldt ud, herunder muligheden for at kombinere de to regelsæt, vil man formentlig i praksis kunne "strikke" de løsninger sammen, der er behov for.

Ekspertgruppen skal i den forbindelse pege på, at uanset om den unge lovovertræder idømmes en ubetinget fængselsstraf, en delvis ubetinget fængselsstraf efter straffelovens § 58, stk. 1, eller en ren betinget dom, så vil der i et samspil med de sociale regler kunne udformes løsninger, der både til­godeser hensynet til her og nu at beskytte samfundet mod, at den pågældende unge begår ny krimi­nalitet (i det følgende betegnet ”beskyttelseshensynet”) og hensynet til muligheden for at gennemfø­re en behandling for på længere sigt at resocialisere den unge. Vægtningen mellem de to hensyn er naturligvis forskellig afhængig af sanktionen.

Udmåles en ubetinget fængselsstraf med den heraf følgende frihedsberøvelse af gerningsmanden, ligger hovedvægten på beskyttelseshensynet. Men da sådanne straffe som udgangspunkt skal afso­nes i form af en § 49, stk. 2-overførsel, tilgodeses også behandlingshensynet. Og i forbindelse med prøveløsladelse kan der stilles vilkår, som sikrer, at der følges op på den sociale indsats.

Gøres straffen betinget, kan der fastsættes vilkår om hjælpeforanstaltninger efter serviceloven. Ved en sådan dom lægges hovedvægten på behandlingshensynet, men beskyttelseshensynet kan i fornø­dent omfang også tilgodeses f.eks. ved, at den pågældende efter serviceloven skal tage ophold på en institution eller i et egnet opholdssted. Og hvis den unge ikke efterlever sådanne vilkår, kan vilkårs­overtrædelsen sanktioneres – i sidste instans ved, at der skal afsones en frihedsstraf.

- 111 -

Foreligger der hos gerningsmanden en sådan psykisk afvigelse, at den pågældende i en mentaler­klæring er bedømt som værende omfattet af straffelovens § 69, har retten mulighed for at anvende en behandlingsforanstaltning efter straffelovens § 68, jf. § 69, hvis dette findes mere formålstjenligt end straf. Har den pågældende et psykiatrisk behandlingsbehov, kan der afsiges dom til behandling på en psykiatrisk afdeling, eventuelt i form af en anbringelse. Har den pågældende behov for soci­alpædagogisk behandling, kan dommen gå ud på, at den pågældende skal undergives socialpædago­gisk behandling, eventuelt i institution. Længstetiden for et institutionsophold idømt efter straffelo­vens § 69 vil i almindelighed være på 1 år.

Når der er rejst spørgsmål om behovet for en ny sanktionsform, har det efter ekspertgruppens opfat­telse sammenhæng med, at de eksisterende muligheder ikke altid synes at blive udnyttet tilstrække­ligt effektivt og konsekvent.

På grund af den korte tid, ekspertgruppen har haft til rådighed, har det ikke været muligt mere sy­stematisk at gennemgå domspraksis i forhold til unge lovovertrædere og den måde, hvorpå domme­ne, herunder betingede domme, er blevet fuldbyrdet f.eks. med hensyn til vilkår om sociale hjælpe­foranstaltninger. Ekspertgruppen har fra udvalgte politikredse alene indhentet et antal eksempler på straffesager mod utilpassede unge. Bilag 6 til denne rapport indeholder referater af 13 af sagerne.

Disse tilfældigt udvalgte sager giver ikke ekspertgruppen grundlag for at vurdere, om der i retsprak­sis f.eks. er en tendens til en for automatisk anvendelse af betinget dom over for unge lovovertræde­re, uden at der foretages nærmere overvejelser med hensyn til det formålstjenlige i forhold til netop denne unge. Vurderes det, at der er behov for en mere kontant reaktion og faste rammer for den sociale indsats, bør det efter ekspertgruppens opfattelse nøje overvejes, om den adækvate straf i det enkelte tilfælde i stedet for en ren betinget dom f.eks. bør være en delvis ubetinget straf efter straf­felovens § 58, stk. 1, hvor den ubetingede del af straffen helt eller delvis afsones i en social institu­tion efter straffelovens § 49, stk. 2. Der kan i den forbindelse henvises til beskrivelsen af Ringe­projektet ovenfor i kapitel 2, afsnit 2.3.1.4 og 2.3.1.5, hvor det er en betingelse for at blive omfattet af ordningen, at den unge er idømt en helt eller delvis ubetinget frihedsstraf.

Anvendes betinget dom, bør det under alle omstændigheder sikres, at der reageres konsekvent på vilkårsovertrædelser. Idømmes en betinget dom med vilkår om hjælpeforanstaltninger efter service­loven, og gives der i henhold hertil en række tilbud, som den unge afslår eller ikke i øvrigt medvir­ker til gennemførelsen af, uden at det får konsekvenser som vilkårsovertrædelser, opnås det indivi­dualpræventive sigte med den betingede dom ikke, og reaktionen over for den unge må af omverde­nen opleves som utilstrækkelig. Forekommer sådanne tilfælde, er der ikke blot tale om en dårlig udnyttelse af den mulighed eller chance, som en betinget dom er udtryk for. Det vil også kunne vir­ke stødende på den almindelige retsbevidsthed og rejse spørgsmål om, hvorvidt samfundet er i stand til at reagere adækvat i sådanne situationer.

- 112 -

Ekspertgruppen har på grund af de snævre tidsmæssige rammer for arbejdet ikke haft mulighed for at undersøge, i hvilket omfang der reageres adækvat på vilkårsovertrædelser, herunder med hensyn til indberetning af overtrædelser og – i det omfang vilkårsovertrædelsen herefter indbringes for ret-ten efter straffelovens § 60 – hvordan domstolene reagerer på overtrædelsen.

Ekspertgruppen finder, at der er behov for en klarlæggelse af praksis med henblik på at vurdere, om der er grundlag for at tage initiativer på dette område bl.a. for at sikre, at en betinget dom med sær­vilkår ikke skal kunne opfattes som en frifindelse hverken af den unge eller af offentligheden, og at de muligheder, som en sådan betinget dom giver for at stoppe en eventuel uheldig udvikling hos den unge, ikke forspildes. Der henvises til ”idékataloget” i kapitel 8.

I de senere år er der dukket en hård kerne af socialt belastede og utilpassede unge kriminelle under 18 år op. Deres adfærd er ofte karakteriseret ved, at de ikke blot begår kriminalitet, men at de også – typisk i forbindelse med at de færdes i grupper – ved truende eller lignende aggressiv adfærd optræ­der på en måde, der skaber frygt og utryghed i de områder, hvor de færdes. I forhold til disse meget synlige unge kan den måde, der reageres på, opleves som utilstrækkelig.

Efter ekspertgruppens opfattelse må de eksisterende indgrebsmuligheder imidlertid i de fleste til­fælde også anses for at være tilstrækkelige i forhold til den her nævnte gruppe unge, forudsat at mu­lighederne udnyttes fuldt ud.

Det må dog antages, at det selv med en fuld udnyttelse af de eksisterende indgrebsmuligheder ikke i alle tilfælde vil være muligt i tilstrækkeligt omfang at imødekomme behovet for at kunne gennem­føre en fastholdelse, der på samme tid både kan tilgodese beskyttelseshensynet og hensynet til mu­ligheden for at iværksætte og gennemføre en behandling, der på længere sigt kan være egnet til at resocialisere den unge.

Dette skyldes bl.a., at almindelige strafudmålingsprincipper, jf. straffelovens § 80, sætter grænser for længden af de straffe, der kan udmåles i anledning af lovovertrædelser, at de pågældende unge i almindelighed ikke kan antages at være så psykisk afvigende, at foranstaltninger efter straffelovens § 68 eller § 69 kan komme på tale, og at ophold i sikret afdeling efter serviceloven kræver, at der foreligger ganske særlige omstændigheder.

På denne baggrund – og da ekspertgruppen i kommissoriet er blevet anmodet om at overveje og vurdere udformningen af en særlig ungdomssanktion – overvejes det i det følgende, hvordan en ungdomssanktion i givet fald nærmere kan udformes.

- 113 -

Ekspertgruppens overvejelser vedrørende nogle mere overordnede spørgsmål, der knytter sig til en særlig ungdomssanktion, findes nedenfor i afsnit 6.3.

Spørgsmålet om den nærmere udformning af en særlig ungdomssanktion er behandlet nedenfor i afsnit 6.4.

Efter kommissoriet er ekspertgruppen anmodet om at skønne over antallet af yderligere institutions­pladser, som en gennemførelse af ungdomssanktionen måtte nødvendiggøre. Dette spørgsmål be-handles nedenfor i afsnit 6.5.

Endvidere har ekspertgruppen fundet anledning til at pege på behovet for effektundersøgelser på området, jf. nærmere nedenfor i afsnit 6.6.

Et lovudkast findes i afsnit 6.7.

Specielt for så vidt angår de overvejelser, som ekspertgruppen har gjort sig med hensyn til børn og unge under 15 år, henvises til kapitel 7.

6.3. Overvejelser om nogle mere overordnede spørgsmål

6.3.1. Indledning

Overvejelserne om at indføre en særlig ungdomssanktion må efter ekspertgruppens opfattelse tage udgangspunkt i en vurdering af, hvad der både på kortere og længere sigt må anses for formålstjen­ligt for at forebygge, at den pågældende unge begår ny kriminalitet. Med dette udgangspunkt har ekspertgruppen overvejet udformningen af en særlig ungdomssanktion.

Som det fremgår af afsnit 6.4. nedenfor, kan den ungdomssanktion, som ekspertgruppen i henhold til kommissoriet har udformet – og som anbefales af et flertal af ekspertgruppens medlemmer – kort beskrives som en dom til længerevarende socialpædagogisk behandling, hvori der indgår et element af fastholdelse. Målgruppen er unge på mellem 15 og 18 år, der har begået alvorlig kriminalitet, og som samtidig har et massivt socialpædagogisk behandlingsbehov. Ungdomssanktionen er et alterna­tiv til ubetinget fængselsstraf på op til omkring 1 år. Det er dog ikke udelukket at anvende sanktio­nen over for unge, der står til en lidt længere ubetinget fængselsstraf, f.eks. på 1 år og 6 måneder, hvis ungdomssanktionen anses for mere formålstjenlig end almindelig fængselsstraf.

Hovedelementerne i sanktionen udgøres af et indledende ophold i en sikret institution (af typisk 2 måneders varighed), derefter et længerevarende ophold i en almindelig døgninstitution eller egnet opholdssted, afsluttende med en ambulant fase/udslusningsfase. Den samlede varighed af sanktio­

- 114 -

nen er 2 år. Den samlede længstetid for ophold i institution/opholdssted er på 1 år 6 måneder, heraf højst 12 måneder i en sikret institution.

Ungdomssanktionen fastsættes ved dom. Det er således retten, der i forbindelse med straffesagen træffer afgørelse om, hvorvidt betingelserne er opfyldt for at idømme en ung, der er fundet skyldig, en ungdomssanktion i stedet for almindelig straf. Afgørelsen træffes bl.a. på grundlag af en indstil­ling fra de sociale myndigheder. I selve dommen fastsættes alene de overordnede rammer for sank­tionen, mens den nærmere udfyldning, herunder med hensyn til den behandling der iværksættes som led i afviklingen af sanktionen, overlades til de sociale myndigheder. Der er indbygget en be­tydelig grad af fleksibilitet, der bl.a. muliggør en løbende tilpasning til, hvad der af de sociale myn­digheder findes behandlingsmæssigt hensigtsmæssigt.

Det er ikke en betingelse for at idømme sanktionen, at den unge (eller forældremyndighedsindeha­veren) giver samtykke, men det er en forudsætning, at den unge efter en individuel vurdering ikke findes uegnet til behandling.

Ungdomssanktionen bygger på en formodning om, at den hårde kerne af socialt belastede og util­passede unge kriminelle mellem 15 og 18 år, der tilhører målgruppen, i hvert fald i et vist omfang vil kunne ”rettes op” ved en længerevarende socialpædagogisk påvirkning, bl.a. således at de ikke – eller ikke i samme omfang som de ville have gjort uden en særlig behandlingsmæssig indsats – fort­sætter med at begå kriminalitet.

Man kan spørge, hvad denne formodning støttes på. Typisk har de pågældende allerede været un­dergivet en lang række socialpædagogiske tilbud, som – må det konstateres – ikke har kunne for­hindre, at de pågældende udviklede sig som sket. Hvad skulle nye tiltag af samme art så hjælpe i forhold til denne gruppe?

Det er ekspertgruppens opfattelse, at hvis der er noget, der skal kunne hjælpe over for de mest ad­færdsvanskelige, må det antages at være et længerevarende socialpædagogisk behandlingsforløb, hvori der indgår et element af fastholdelse. Herved vil det typisk adskille sig fra de tiltag, der hidtil har været forsøgt i forhold til de pågældende. Bl.a. oplysninger fra ekspertgruppens institutionsbe­søg viser, at en række såkaldt ”uanbringelige” unge – typisk efter en svær indledende periode - er blevet rettet op ved at blive anbragt og fastholdt i længerevarende strukturerede behandlingsforløb i institutioner – sikrede som åbne - med forholdsvis få andre unge og i en tæt personlig kontakt med erfarne, engagerede medarbejdere. Det er vurderingen, at en stor del af de mest adfærdsvanskelige vil kunne hjælpes til en mere "hensigtsmæssig" adfærd ved det længerevarende målrettede behand­lingsforløb, der ligger i ungdomssanktionen. Og selv om behandlingsindsatsen ikke måtte have den ønskede virkning, må det alt andet lige antages, at de er bedre placeret i en social institution eller lignende end i et fængsel, som ellers ville være alternativet for at beskytte det omgivende samfund

- 115 -

imod, at den pågældende begår ny alvorlig kriminalitet. Denne opfattelse er også lagt til grund i § 78, stk. 2, i straffuldbyrdelsesloven, der med virkning fra den 1. juli 2001 erstatter straffelovens § 49, stk. 2. Efter den nævnte bestemmelse i § 78, stk. 2, skal unge under 18 år, der er idømt ubetinget fængselsstraf, anbringes i institution, egnet hjem eller lignende, medmindre afgørende hensyn til retshåndhævelsen taler imod anbringelse uden for fængsel og arresthus.

Ekspertgruppen har i forbindelse med udformningen af denne ungdomssanktion overvejet nogle mere overordnede eller principielle spørgsmål om forholdet mellem straf og behandling og om modtagepligt. Hovedindholdet af disse overvejelser gengives i det følgende (6.3.2 og 6.3.3). Som det vil fremgå, har ekspertgruppen for så vidt angår den konkrete udformning af en ungdomssankti­on delt sig i et flertal og et mindretal.

6.3.2. Forholdet mellem behandling og straf

Ekspertgruppen har drøftet, om ungdomssanktionen indebærer en uheldig sammenblanding af straf og behandling både indholdsmæssigt og kompetencemæssigt.

Det kan således anføres, at det forhold, at dom til ungdomssanktion ikke forudsætter samtykke fra den unge, og således også vil kunne anvendes over for unge, der ikke er motiveret for at gå i be-handling, vil kunne gøre det vanskeligt at gennemføre en behandling med et vellykket resultat. Der kan endog være en risiko for, at de ikke alene vil være uimodtagelige for behandling, men at de også vil være destruktive for behandlingsmiljøet, begå vold mod personalet mv., således at et op­hold på en socialpædagogisk behandlingsinstitution må anses for direkte contraindiceret, hvis der ikke foreligger en eller anden form for samtykke eller accept fra den unge.

Det kan endvidere anføres, at ungdomssanktionen griber ind i den sædvanlige fordeling mellem, hvad de retshåndhævende myndigheder tager sig af, og hvad der er de sociale myndigheders opga­ver og kompetence. F.eks. giver ordningen retten kompetence til at tage stilling til spørgsmålet om den unges egnethed til behandling med den virkning, at retten i princippet kan anvende ungdoms­sanktion over for en ung, der af de sociale myndigheder på forhånd vurderes som uegnet til at mod­tage behandling inden for de rammer, som det sociale system råder over. Denne betænkelighed skal også ses i sammenhæng med, at ordningen med en ungdomssanktion ikke giver mulighed for, at de sociale myndigheder efterfølgende kan aflevere en ung, der er idømt ungdomssanktion, til kriminal­forsorgen, hvis det undtagelsesvis måtte vise sig, at den pågældende er fejlplaceret i det sociale sy­stem, jf. nedenfor under afsnit 6.4.6. om spørgsmålet om konvertering af en ungdomssanktion til en almindelig fængselsstraf.

- 116 -

Det kan også anføres, at rettens kompetence til at fastsætte de overordnede rammer med hensyn til institutionsophold kan medføre nogle bindinger, der ud fra rent behandlingsmæssige hensyn kan vise sig at være uhensigtsmæssige.

Endelig kan det anføres, at det ud fra proportionalitetsbetragtninger kan forekomme mindre rime­ligt, at en ungdomssanktion typisk vil være af længere varighed (2 år), end længden af den straf, som personer, der falder uden for anvendelsesområdet for sanktionen, idømmes for samme forbry­delse. Dette misforhold bliver særlig klart, hvis der samtidig tages hensyn til reglerne om varetægts­fradrag og prøveløsladelse. Det var bl.a. synspunkter omkring proportionaliteten, der i betænkning nr. 667/1972 om de strafferetlige særforanstaltninger førte til, at et flertal i Straffelovrådet anbefale­de, at ungdomsfængsel blev afskaffet, hvilket herefter skete i 1973.

Et flertal af ekspertgruppens medlemmer (Henning Fode, Steen Bech, Jørn Bro, Annette Esdorf, Heine Fricke, Ole Hammer, Lars Rand Jensen, Lars Bay Larsen, Kirsten á Rogvi, Jes Schiøler og Eva Smith) har imidlertid ikke fundet, at de anførte indvendinger taler imod en særlig ungdoms­sanktion.

Der kan i den forbindelse generelt peges på, at det er et velkendt fænomen i dansk strafferet, at en person i anledning af et strafbart forhold kan blive dømt til behandling – eventuelt således at den dømte skal anbringes i en institution – hvis dette findes formålstjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser, jf. straffelovens §§ 68 og 69. I disse bestemmelser er der endog hjemmel til, at der kan afsiges dom til socialpædagogisk behandling, eventuelt på (sikret/åben) institution, dvs. til en dom, der i det væsentlige svarer til hovedindholdet af en ungdomssanktion.

Sådanne behandlingsforanstaltninger efter straffelovens §§ 68 og 69 forudsætter ikke samtykke fra den dømte, og der er ikke noget krav om tidsmæssig proportionalitet i snæver forstand, dvs. om at en foranstaltnings varighed tilnærmelsesvis skal svare til den frihedsstraf, der ellers skulle udmåles. Dette hænger sammen med, at der ikke er tale om straf, men om behandling. Det er endvidere ret-ten, der har kompetencen til at fastsætte de institutionsmæssige rammer for foranstaltningen.

Indførelse af en ungdomssanktion med et overvejende behandlingsmæssigt sigte vil således ikke være udtryk for en principiel nydannelse. Der er i det væsentlige alene tale om en særregulering af en allerede kendt foranstaltningstype, hvor et af formålene med særreguleringen er at frigøre anven­delsen af foranstaltningen fra den personelle afgrænsning, der ligger i straffelovens § 69.

Hvad nærmere angår spørgsmålet om samtykke bemærkes, at ungdomssanktionen tager sigte på de mest belastede unge, som typisk ikke umiddelbart kan erkende, at de har et behandlingsbehov. Formålet med ungdomssanktionen ville derfor ikke kunne opnås, hvis anvendelsen af den blev gjort betinget af, at den unge gav samtykke. Der er således tale om en slags tilbud, som den unge ikke

- 117 -

skal kunne afslå, selv om den unge måtte foretrække en almindelig straf, der typisk ville være af kortere varighed end ungdomssanktionen.

Flertallet i ekspertgruppen finder i den forbindelse, at fravær af samtykke på det tidspunkt, hvor ungdomssanktionen idømmes, ikke nødvendigvis betyder, at det ikke vil være muligt at gennemføre en behandling. Dette bygger på en forventning om, at det også i forhold til modvillige unge vil være muligt at udnytte den fastholdelse, der ligger i ungdomssanktionen, til at skabe ro omkring den unge og motivere den pågældende til at medvirke positivt i behandlingsforløbet, hvilket må antages at være en forudsætning for at opnå et positivt resultat af indsatsen.

Der er tale om unge, der ofte reagerer negativt på almindelige sociale behandlingstilbud. Disse reak­tionsformer nødvendiggør etablering af langvarige, strukturerede og individuelle behandlingsforløb sammen med troværdige og tillidsskabende voksne, som ikke lader sig skræmme væk.

Fastholdelseselementet er således en central del af ungdomssanktionen, navnlig i den indledende fase, både af hensyn til at beskytte det omgivende samfund mod ny kriminalitet på kort sigt, og som middel til at komme i en konstruktiv dialog med den unge og dermed bane vej for den nødvendige behandling, der også på længere sigt kan være egnet til at mindske risikoen for tilbagefald til ny kriminalitet.

Ekspertgruppen har indgående drøftet, om der bør gælde et krav om, at den unge skal være egnet til behandling, og hvem der i givet fald skal have kompetence til at afgøre dette egnethedsspørgsmål. I sammenhæng hermed har ekspertgruppen også drøftet, hvordan man skal forholde sig med unge, der er blevet idømt ungdomssanktion, men som under afviklingen af sanktionen viser sig at være uimodtagelige for behandling (”efterfølgende uegnethed”).

Da alle unge, der falder inden for målgruppen, har behov for en intensiv socialpædagogisk behand­ling, må udgangspunktet være, at ingen af disse unge på forhånd anses for uegnet til behandling. Hvis en ung anses for uegnet til behandling, betyder det reelt, at samfundet har opgivet at resociali­sere vedkommende. Dette bør principielt ikke ske, når det drejer sig om personer under 18 år.

Dette principielle udgangspunkt må imidlertid afvejes over for andre tungtvejende hensyn. Der fo­rekommer enkelte unge, som er så destruktive og ødelæggende i et institutionsmiljø, at selv sikrede institutioner ikke har kunnet rumme dem f.eks. på grund af grov eller gentagen vold mod personalet under et forudgående ophold i varetægtssurrogat. I sådanne tilfælde vil det i almindelighed ikke tjene noget fornuftigt formål at idømme ungdomssanktion. Det vil tværtimod kunne ødelægge mu­lighederne for at gennemføre behandlingen over for de andre unge, der opholder sig på det sted, hvor en sådan ung måtte blive anbragt. Her må der i stedet anvendes almindelig fængselsstraf.

- 118 -

Der har i ekspertgruppen været forskellige nuancer i opfattelsen af, hvordan de nævnte hensyn skal afvejes overfor hinanden. Der er imidlertid enighed om, at det ikke kan anses for formålstjenligt at anvende ungdomssanktion, hvis den pågældende unge på forhånd må anses for uegnet til behand­ling, men at det på den anden side bør være den absolutte undtagelse, at de unge, der falder inden for målgruppen for ungdomssanktionen, vurderes som uegnede til behandling. Målgruppen er jo netop kendetegnet ved, at det er unge, der ofte reagerer negativt på almindelige sociale behandlings­tilbud.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvem der har kompetence til at tage stilling til spørgsmålet om ”uegnet eller ikke uegnet” til behandling, følger det af ordningen, at dette spørgsmål afgøres af ret-ten som led i vurderingen af, om en ungdomssanktion må anses for formålstjenlig for at forebygge yderligere lovovertrædelser.

Afgørelsen træffes imidlertid på grundlag af en indstilling, der er afgivet af de sociale myndigheder. Under sagen vil både retten, anklagemyndigheden og den unges forsvarer kunne stille uddybende spørgsmål til de sociale myndigheder vedrørende indstillingen. Der vil også være mulighed for at anmode de sociale myndigheder om en supplerende erklæring eller udtalelse om nærmere angivne spørgsmål i tilknytning til indstillingen.

Selv om retten formelt set ikke er bundet af indstillingen, forudsættes det, at retten ikke vil afsige en dom til ungdomssanktion, hvis der foreligger en velbegrundet indstilling fra de sociale myndigheder om, at den tiltalte er uegnet til at modtage en dom til socialpædagogisk behandling. Dette svarer til domstolenes praksis på andre områder, hvor der foreligger sagkyndige udtalelser om de spørgsmål, som retten skal tage stilling til.

På samme måde forudsættes det, at retten vil følge en velbegrundet indstilling for så vidt angår de overordnede rammer, som skal fastsættes i dommen, herunder med hensyn til den tidsmæssige ud­trækning af det indledende ophold i sikret afdeling. Ungdomssanktionen indeholder i øvrigt en så­dan fleksibilitet, at de elementer, som er fastsat i selve dommen, ikke kan antages at stille sig hin­drende i vejen for de tiltag, der ud fra rent behandlingsmæssige grunde findes rigtige, herunder med hensyn til at kunne ”belønne” en positiv udvikling hos den unge.

Hvis det efter at ungdomssanktionen er idømt viser sig, at den unge undtagelsesvis er uimodtagelig for behandling, bør det i almindelighed alene få den virkning, at den konkrete udmøntning af be­handlingsindsatsen ændres. Ungdomssanktionen bør således opfattes som en tvungen hjælpeforan­staltning, som den unge ikke kan blive ”smidt ud af”, og som den unge derfor heller ikke skal kunne obstruere sig ud af. Er den unge ikke blot uimodtagelig for behandling, men begår den pågældende under afviklingen af ungdomssanktionen ny kriminalitet, f.eks. i form af grov eller gentagen vold imod personalet, kan der efter omstændighederne blive tale om at idømme en ubetinget fængsels­

- 119 -

straf for den nye kriminalitet, samtidig med at det må konstateres, at det ikke tjener noget formål at fortsætte afviklingen af ungdomssanktionen. Der er nærmere redegjort for ekspertgruppens overve­jelser om ”efterfølgende uegnethed” og ny kriminalitet nedenfor i afsnit 6.4.6. og 6.4.7.

Hvad endelig angår spørgsmålet om proportionalitet bemærkes, at ungdomssanktionen er en foran­staltning, der har til formål at give mulighed for at gennemføre en længerevarende socialpædago­gisk behandling over for kriminelle unge med et massivt behandlingsbehov. Dette formål ville ikke kunne opnås, hvis man på forhånd gjorde varigheden af behandlingen afhængig af længden af den frihedsstraf, som den unge ellers ville være blevet idømt, og som typisk ville være af væsentlig kor­tere varighed end ungdomssanktionen.

Det skal endvidere fremhæves, at når der bortses fra et indledende ophold i sikret afdeling af en varighed på i almindelighed 2 måneder, vil en planmæssig afvikling af en ungdomssanktion ikke afvige væsentligt fra de sociale foranstaltninger, som uafhængigt af kriminaliteten kunne komme på tale efter serviceloven.

Hertil kommer, at hvis man finder det relevant at opstille et proportionalitetskrav, selv om der er tale om en foranstaltning med et behandlingsmæssigt sigte, så er der en betydelig højere grad af proportionalitet her, hvor længstetiden er 2 år, end der er ved foranstaltninger efter straffelovens §§ 68 og 69, hvor længstetiden, hvis en sådan overhovedet er fastsat, i almindelighed er 5 år. Specielt for så vidt angår længstetiden af institutionsopholdet bemærkes, at længstetiden for ophold i institu­tion/opholdssted som led i ungdomssanktionen (1 år og 6 måneder) ikke afviger væsentligt fra den længstetid, der gælder for institutionsophold idømt efter straffelovens § 69 (i almindelighed 1 år).

Et mindretal af ekspertgruppens medlemmer (Elisabeth Lenzing, Anders Møller Jensen og Carsten Stæhr Nielsen) finder, at det konkrete forslag til udformningen af en ungdomssanktion, som flertal­let i ekspertgruppen har udarbejdet, indeholder en række elementer, der på en uheldig måde sam­menblander retsvæsenets straffesystem med socialvæsenets hjælpesystem, og som efter disse med­lemmers opfattelse er uheldige for mulighederne for at opnå resultater med en social behandling af de unge. Disse medlemmers mindretalsudtalelse er optrykt i afsnit 6.4.8.

Når der nedenfor i afsnit 6.4 om den nærmere udformning af en ungdomssanktion anvendes udtryk­ket ”ekspertgruppen”, skal det forstås med det forbehold, der følger af denne mindretalsudtalelse.

Kommunernes Landsforenings repræsentant i ekspertgruppen (Niels Bertelsen) har tilkendegivet, at det er Kommunernes Landsforenings opfattelse, at beslutningen om at introducere en særlig ung­domssanktion og de principielle overvejelser, denne sanktion giver anledning til, herunder spørgs­målet om forholdet mellem behandling og straf, proportionaliteten i forhold til en alternativ fæng­selsstraf, henhører under regeringen og Folketinget.

- 120 -

6.3.3. Modtagepligt

Det vil være en forudsætning for, at en ordning med en ungdomssanktionen kan fungere i praksis, at der er det fornødne antal pladser på sociale institutioner, herunder navnlig i sikrede institutioner, der umiddelbart eller inden for kort tid efter endelig dom kan modtage den unge.

Ekspertgruppen har på den baggrund drøftet, om der bør gælde en modtagepligt.

Formålet med en modtagepligt er at sikre, at en dom til ungdomssanktion kan effektueres. En mod­tagepligt indebærer ikke nødvendigvis en pligt til at modtage straks. Principielt ville modtagelse straks selvsagt være at foretrække, men det vil formentlig kræve en beredskabskapacitet, der ud fra ressourcehensyn vil være uhensigtsmæssig. Det må derfor være tilstrækkeligt til opfyldelse af en modtagepligt, hvis modtagelse sker inden for en vis kortere frist.

Der er i ekspertgruppen enighed om, at der bør gælde en eller anden form for modtagepligt med det angivne indhold, hvis der indføres en ungdomssanktion. Ekspertgruppen har drøftet, om modtage­pligten bør søges fastsat ved lov, eller om den bør bygge på en aftale.

En lovbestemt pligt til at modtage personer, der er idømt en strafferetlig særforanstaltning, er ikke ukendt i dansk ret. En sådan ordning kendes for psykisk afvigende lovovertrædere, der idømmes en behandlingsdom efter straffelovens §§ 68 eller 69, jf. f.eks. for så vidt angår mentalt retarderede lovovertrædere § 6 i lov nr. 257 af 8. juni 1978 (med senere ændringer) om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg mv. Efter denne bestemmelse har amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg kommuner pligt til at modtage og føre tilsyn med personer, der efter retskendelse skal underkastes mentalundersøgelse, eller i henhold til dom, kendelse eller vilkår for tiltalefrafald eller prøveløsladelse skal anbringes i institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller undergives tilsyn, herunder med mulighed for administrativ anbringelse. Der er endvidere fastsat regler om amtskommunernes modtagepligt i bekendtgørelse nr. 567 af 21. december 1979 om pligt til at modtage åndssvage lovovertrædere på bistandslovens (nu servicelovens) døgninstitutioner for voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap under amtskommunerne samt om særlige sikkerhedsforanstaltninger.

Der gælder ikke i dag en lovbestemt modtagepligt for amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg kommune med hensyn til unge lovovertrædere, der skal anbringes i varetægtssurrogat på en social institution. Der er i stedet indgået en aftale mellem regeringen og de kommunale parter, hvorefter de sikrede pladser først og fremmest skal dække et behov for pladser til varetægtssurrogat.

- 121 -

Hvis der indføres en særlig ungdomssanktion, ville det for så vidt være naturligt at indføre en lovbestemt modtagepligt for amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg kommune på dette område. I den forbindelse burde en sådan modtagepligt formentlig også omfatte varetægtssurro­gater, således at der ikke skete en forvridning med risiko for, at personer, der skal anbringes i varetægtssurrogat, presses ud for at skaffe plads til de unge, der idømmes ungdomssanktion.

En lovbestemt modtagepligt giver imidlertid kun mening, hvis det er muligt entydigt og præcist at angive, hvem pligten påhviler.

Der findes ikke sikrede institutioner i alle amtskommuner (og heller ikke i Frederiksberg kommune), og institutionerne er landsdækkende i den forstand, at der i hver enkelt institution i princippet kan optages unge fra hele landet.

Den måde, hvorpå de sikrede institutioner er organiseret på, betyder derfor, at den enkelte amtskommune ikke uden videre selv kan sørge for, at der er eller kan skaffes en ledig plads, hvis en ung, der er hjemmehørende i amtet, idømmes en ungdomssanktion.

Hvis man lagde en modtagepligt på den amtskommune/Københavns og Frederiksberg kommune, hvor den unge er hjemmehørende, ville det indebære en form for objektivt ansvar i den forstand, at pligtsubjektet ikke ville have nogen indflydelse på pligtens opfyldelse.

En lovbestemt modtagepligt vil derfor forudsætte, at hvert enkelt amtskommune og Københavns og Frederiksberg kommune pålægges en pligt til at råde over et passende antal sikrede pladser enten hos sig selv eller ved aftale med andre amter eller Københavns kommune, hvor institutionerne findes. En sådan omorganisering af institutionskapaciteten må anses for at være ressourcemæssigt særdeles uhensigtsmæssig.

En del af ekspertgruppens medlemmer havde gerne set, at der ved lov blev fastsat en modtagepligt, men er enig i, at man må afstå herfra i lyset af den manglende mulighed for en entydig placering af ansvaret for opfyldelsen af modtagepligten.

En anden del af ekspertgruppens medlemmer ville under alle omstændigheder have udtalt sig imod en lovbestemt modtagepligt på dette område. Disse medlemmer finder, at den rigtige fremgangsmåde med henblik på at sikre, at der er det fornødne antal pladser til rådighed til unge, der idømmes ungdomssanktion, er, at der – ligesom det er sket for så vidt angår varetægtssurrogatpladser – indgås aftale herom mellem regeringen og de kommunale parter. En sådan aftalebaseret model er efter disse medlemmers opfattelse bedst egnet til at sikre en hensigtsmæssig resourceudnyttelse og til, at der i forbindelse med beslutninger om placering af den enkelte unge kan tages de fornødne behandlingsmæssige hensyn.

- 122 -

Alle medlemmer af ekspertgruppen er enige om, at der i forbindelse med indførelsen af en ungdomssanktion bør indgås en sådan aftale, der kan sikre en ”de facto” modtagepligt, således at der i praksis normalt ikke vil være problemer med inden for en vis kortere frist på f.eks. 7 dage at modtage unge, der er idømt ungdomssanktion.

Ekspertgruppen skal den forbindelse pege på, at de fleste unge, der idømmes ungdomssanktion, allerede vil være anbragt i varetægtssurrogat. Her vil der ikke være pladsproblemer ved overgangen til afvikling af ungdomssanktionen. I andre tilfælde, f.eks. hvor den unge er varetægtsfængslet i almindeligt arresthus, må det antages, at det i langt de fleste tilfælde vil være muligt inden for kort tid at skaffe den fornødne plads i en sikret institution. I sådanne situationer må retten i forbindelse med domsafsigelsen tage stilling til, om den unge skal forblive varetægtsfængslet, indtil overførsel til sikret institution kan ske, og afviklingen af ungdomssanktionen kan påbegyndes.

6.4. Den nærmere udformning af en ungdomssanktion � 6.4.1. Målgruppe

Målgruppen for en ny ungdomssanktion bør efter ekspertgruppens opfattelse ikke kun fastlægges ud fra den kriminalitet, der begås, men også i lyset af behovet for en længerevarende, socialpæda­gogisk behandling.

På den baggrund kan der opstilles fire kriterier med henblik på afgrænsning af den personkreds, som ungdomssanktionen skal kunne anvendes over for: Et objektivt alderskriterium, et kriterium, der knytter sig til gerningsmandens personlige forhold (”social profil”), et kriterium, der angår kri­minalitetens art (kriminalitetskravet), og endelig et kriterium, der knytter sig til den straf, den unge lovovertræder ellers ville blive idømt (strafkravet).

Ungdomssanktionen tager sigte på unge, der er fyldt 15 år, og som endnu ikke er fyldt 18 år. Det er alderen på gerningstidspunktet, der er afgørende. Afviklingen af ungdomssanktionen kan – uanset om den unge giver samtykke – strække sig ud over det fyldte 18. år. Da ungdomssanktionens varig­hed er på 2 år, vil afviklingen af den række ud over det 18. år i alle de tilfælde, hvor den unge er 16 år eller 17 år på domstidspunktet.

I praksis vil det formentlig i almindelighed ikke komme på tale, at idømme en ungdomssanktion, hvis den tiltalte på domstidspunket er fyldt – eller forholdsvis kort tid efter fylder – 18 år. Man kan dog forestille sig tilfælde, hvor de personlige forhold – herunder den tiltaltes mangel på modenhed – taler for ungdomssanktion i stedet for en fængselsstraf.

- 123 -

Det er af afgørende betydning, at myndighederne prioriterer en hurtig behandling af sager, hvor idømmelse af ungdomssanktion kommer på tale. I det omfang en byretsdom, der lyder på ungdoms­sanktion, af den dømte ankes til landsretten, bør der lægges særlig vægt på en hurtig behandling, således at den unge ikke i mellemtiden bliver for ”gammel” til ungdomssanktionen.

For så vidt angår den ”sociale profil” er målgruppen kendetegnet ved, at der er tale om unge med markante tilpasningsproblemer, dvs. unge med mangelfuldt udviklet evne til at skabe normale sociale relationer, besvær med at orientere sig i normale sociale sammenhænge og ofte præget af et højt angstniveau med deraf følgende uhensigtsmæssige og grænseoverskridende reaktionsformer, herunder kriminelle handlinger af særlig voldsom eller voldelig karakter. Deres adfærd er i mange tilfælde karakteriseret ved, at de – typisk i forbindelse med, at de færdes i grupper – ved truende eller lignende aggressiv adfærd optræder på en måde, der skaber frygt og utryghed i de områder, hvor de færdes.

Anvendelse af ungdomssanktionen forudsætter, at foranstaltningen må anses for formålstjenlig til at imødekomme den unges særlige behov for behandling, og hovedformålet med ungdomssanktionen vil være at varetage det individualpræventive formål med at straffe: At undgå at den unge begår ny kriminalitet. Det vil således være en forudsætning for anvendelse af ungdomssanktionen, at den unge efter en individuel vurdering ikke findes uegnet til behandling. Det forudsættes, at der kun helt undtagelsesvis kan blive tale om erklære en ung, der opfylder den ”sociale profil”, for uegnet til behandling. Det er ikke en betingelse for idømmelse af ungdomssanktionen, at den pågældende giver samtykke til foranstaltningen. Der henvises til ekspertgruppens overvejelser om samtykke- og egnethedsspørgsmålet ovenfor under afsnit 6.3.2.

For så vidt angår kriminalitetens art, er det navnlig tanken, at ungdomssanktionen skal anvendes ved grovere personfarlig kriminalitet, f.eks. vold, røveri og voldtægt. Ungdomssanktionen skal endvidere kunne anvendes i tilfælde af anden alvorlig kriminalitet, herunder mere omfattende berigelseskriminalitet, brugstyverier eller hærværk. Det indgår i grovhedsvurderingen, hvis kriminaliteten er begået i forening med andre, jf. straffelovens § 80, stk. 2.

Hvad endelig angår strafkravet, bør ungdomssanktionen kunne anvendes i sager, hvor domstolene i dag ville idømme en ubetinget fængselsstraf i intervallet fra 30 dage op til ca. 1 år. Det bør dog ikke være udelukket at anvende sanktionen over for unge, der står til en lidt længere ubetinget fængselsstraf, f.eks. på 1 år og 6 måneder, hvis ungdomssanktionen anses for mere formålstjenlig end almindelig fængselsstraf. Den angivne overgrænse gælder også for kombinationsdomme efter straffelovens § 58, stk. 1. Er alternativet til en ungdomssanktion en kombinationsdom på 2 års fængsel, hvoraf 1 år og 6 måneder gøres betinget, forudsættes der således ikke idømt en ungdomssanktion. Derimod bør der kunne idømmes en ungdomssanktion, hvis alternativet er kombinationsdom på 1 års fængsel, hvoraf f.eks. 6 eller 9 måneder gøres betinget.

- 124 -

Når overgrænsen her ikke foreslås fastsat til f.eks. fængsel i 2 år, skyldes det bl.a., at der ved straffe af denne længde over for unge lovovertrædere vil tale om meget grov eller gentagen kriminalitet, hvor ubetinget fængselsstraf er forskyldt. Som det fremgår af kapitel 3, afsnit 3.1.3.4. og 3.1.3.5., indebærer en ubetinget fængselsstraf ikke uden videre, at den unge skal afsone straffen i et fængsel. Udgangspunktet er, at straffen helt eller delvis afsones uden for fængselsregi, f.eks. i en social institution, medmindre afgørende hensyn til retshåndhævelsen taler imod det, jf. straffelovens § 49, stk. 2, der pr. 1. juli afløses af § 78, stk. 2, i straffuldbyrdelsesloven. Dette giver mulighed for at tilrettelægge et afsoningsforløb, der tager hensyn til den unges behov for socialpædagogisk behandling, jf. herved f.eks. beskrivelsen af Ringe-projektet ovenfor i kapitel 2.

Med hensyn til angivelsen af en undergrænse bemærkes, at hvis sagen kan afgøres med bøde, tiltalefrafald (eventuelt med ungdomskontrakt) betinget dom uden straffastsættelse eller dom til samfundstjeneste, så kommer ungdomssanktion ikke på tale. Disse sanktionstyper vil dog næppe være relevante i forhold til unge, der både opfylder den ovenfor beskrevne sociale profil og kriminalitetskravet.

6.4.2. Ungdomssanktionens nærmere indhold

6.4.2.1. De enkelte elementer i ungdomssanktionen

Hovedindholdet i en ny ungdomssanktion bør bestå i et længerevarende socialpædagogisk behand­lingsforløb (”dom til socialpædagogisk behandling”).

Retten bør i den forbindelse kunne knytte pålæg til behandlingsdommen svarende til de vilkår, der kan knyttes til en betinget dom efter straffelovens § 57.

At der er tale om pålæg – og ikke blot vilkår – indebærer, at afgørelsen (inklusiv pålægget om insti­tutionsophold) kan gennemføres umiddelbart efter sit indhold. Herved adskiller det sig fra, hvad der gælder for vilkår i en betinget dom. Opfylder den dømte ikke et vilkår i eller i henhold til en betin­get dom om f.eks. institutionsophold, kan vilkåret ikke gennemtvinges ved, at politiet afhenter den pågældende og bringer ham eller hende ind på institutionen. Vilkårsovertrædelsen har alene den virkning, at sagen kan indbringes for retten med henblik at fastsætte en reaktion over for vilkårs­overtrædelsen, eventuelt ved at fastsætte eller udløse en (friheds)straf for den eller de lovovertræ­delser, der førte til den betingede dom.

For så vidt angår de overordnede tidsmæssige rammer bør ungdomssanktionen have en varighed på 2 år.

- 125 -

Ungdomssanktionen forudsættes indledt med et ophold på en døgninstitution efterfulgt af et længerevarende kontrolleret forløb med en intensiv socialpædagogisk indsats. Henset til den særlige målgruppe for sanktionen bør det være udgangspunktet, at den unge indledningsvis anbringes på en sikret afdeling.

Formålet med det indledende institutionsophold er dels umiddelbart gennem fjernelse fra lokalmil­jøet at få standset den unges kriminelle handlinger, dels at tilvejebringe grundlaget for den videre socialpædagogiske behandling, herunder for en individuel handlingsplan, som opstiller en række krav til den unge med hensyn til skolegang eller uddannelse, arbejde, bolig, fritidsaktiviteter og lignende.

Varigheden af det indledende ophold i en sikret institution bør formentlig i almindelighed være på 2 måneder svarende til den normale varighed af en socialpædagogisk observation efter den sociale lovgivning.

Hvis særlige omstændigheder taler for, at der kun er behov for et indledende ophold af kortere va­righed i en sikret afdeling, kan det i dommen fastsættes, at det indledende ophold i sikret institution har en varighed på indtil 2 måneder. Hvis der omvendt skønnes at være behov for et længere indle­dende ophold end 2 måneder i sikret afdeling, bør dommen også give mulighed for det, f.eks. ved at det indledende ophold i sikret afdeling kan udtrækkes indtil 4 måneder.

Efter afviklingen af det indledende institutionsophold skal den unge som udgangspunkt anbringes under lempeligere former – f.eks. på en (ikke sikret) døgninstitution eller et egnet opholdssted – samtidig med, at den unge søges yderligere aktiveret med undervisning og/eller arbejde. Varigheden af dette ophold bør i almindelighed være på indtil 12 måneder, således at det samlede institutions­ophold er på omkring 14 måneder.

En tredje periode foregår i ambulant regi med tilsyn af de sociale myndigheder. Varigheden af den-ne periode afhænger af den samlede varighed af institutionsopholdet. Hvis overgangen til den am­bulante fase sker efter et indledende ophold i sikret afdeling på 2 måneder efterfulgt af et ophold på almindelig døgninstitution i 12 måneder, vil den ambulante periode få en varighed på 10 måneder, medmindre der sker tilbageførsel til institution.

Det bør med hjemmel i dommen være muligt at føre den dømte tilbage til sikret institution, hvis det viser sig, at den pågældende (endnu) ikke kan håndtere de friheder, der er forbundet med ophold i en almindelig (ikke sikret) døgninstitution eller opholdssted. For det samlede ophold i sikret institu­tion som led i en ungdomssanktion bør der dog gælde en længstetid. Denne længstetid, hvori også medregnes det indledende ophold på typisk 2 måneder i sikret afdeling, kan passende fastsættes til et år.

- 126 -

Tilsvarende bør den dømte kunne genanbringes i almindelig døgninstitution efter at være overgået til den ambulante fase, hvis det viser sig nødvendigt for at gennemføre den socialpædagogiske be-handling. Ekspertgruppen har fundet, at der ud over den nævnte længstetid på 1 år for ophold i sik­ret institution også bør fastsættes en længstetid for det samlede institutionsophold omfattende både ophold i sikret afdeling og ophold i almindelig døgninstitution/egnet opholdssted. Denne længstetid foreslås fastsat til 1½ år. Har den unge forud for overførsel til den ambulante fase f.eks. opholdt sig 6 måneder i sikret afdeling – eventuelt ad flere gange - og i 12 måneder i døgninstitution, er der ikke længere mulighed for tilbageførsel i henhold til den idømte ungdomssanktion, idet muligheden for institutionsophold i en sådan situation er opbrugt. Et eventuelt institutionsophold i en sådan situ­ation må i givet fald bygge på servicelovens regler.

Afgørelse om tilbageførsel i henhold til den idømte ungdomssanktion bør træffes af de kompetente sociale myndigheder (dvs. hjemkommunen og – ved tilbageførsel til sikret afdeling – tillige det amt, hvor den sikrede afdeling er beliggende). Eftersom afgørelsen træffes med hjemmel i en bemyndi­gelse i dommen, forudsætter tilbageførsel ikke, at de almindelige betingelser for anbringelse uden samtykke i den sociale lovgivning er opfyldt, ligesom der ikke er klageadgang gennem det sociale ankesystem. Betingelsen for tilbageførsel er – som for idømmelse af ungdomssanktion i det hele taget – at det må anses for formålstjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser. Som ek­sempler på forhold, der kan føre til tilbageførsel, kan nævnes ny kriminalitet og ”springture”. For så vidt angår betydningen af ny kriminalitet henvises til afsnit 6.4.7. nedenfor.

Ekspertgruppen finder henset til indgrebets intensive karakter, at den dømte bør kunne forlange domstolsprøvelse, hvis det efter overførslen fra sikret afdeling til almindelig (åben) døgninstitution eller opholdssted eller til ambulant behandling med hjemmel i dommen besluttes at tilbageføre den dømte til sikret afdeling inden for rammerne af de længstetider, der gælder. Tilsvarende bør der være adgang til domstolsprøvelse ved en eventuel tilbageførsel til en (åben) social døgninstitution eller opholdssted efter overgang til den ambulante fase, eller hvis der af de sociale myndigheder træffes bestemmelse om forbliven i institution ud over de i dommen fastsatte tider for institutions­ophold.

Det foreslås, at indbringelse af sagen for retten ikke har opsættende virkning i forhold til afgørelsen om tilbageførsel til sikret afdeling eller overførsel fra ambulant behandling til anbringelse på en døgninstitution/opholdssted. � For at sikre en nogenlunde ensartet praksis med hensyn til anvendelsen af ungdomssanktionen bør der af anklagemyndigheden efter drøftelse med de berørte parter fastsættes vejledende retningslinier for udformningen af påstande (og dermed domskonklusioner) om de sædvanligt forekommende varianter af ungdomssanktioner (sådan som der af Rigsadvokaten er fastsat vejledende retnings­

- 127 -

linier for foranstaltninger over for visse psykisk afvigende lovovertrædere i cirkulære nr. 234 af 10. december 1976). Der vil i den forbindelse f.eks. kunne tages stilling til den grad af fleksibilitet, der bør være i angivelsen af de tidsmæssige rammer for ophold i almindelig døgninstitution eller egnet opholdsted.

En foranstaltning kunne f.eks. gå ud på, at den domfældte • i 2 år undergives tilsyn af kommunen og efter kommunens nærmere bestemmelse undergiver sig

socialpædagogisk behandling • i de første 2 måneder anbringes på en sikret afdeling på en døgninstitution for børn og unge • og herefter i indtil 12 måneder anbringes på en døgninstitution eller godkendt opholdssted • i øvrigt efterkommer pålæg fra de sociale myndigheder om opholdssted, herunder tilbageførsel

til eller fortsat anbringelse på sikret afdeling, inden for de længstetider, der er fastsat i straffelovens § 74 a, stk. 2, 2. pkt.

Det bemærkes, at varigheden af opholdet i ”almindelig” døgninstitution eller andet godkendt opholdssted, er angivet som ”indtil 12 måneder”. Udvikler den unge sig positivt, er der således mulighed for at overgå til den ambulante fase inden udløbet af de 12 måneder.

Med hensyn til den tidsmæssige udstrækning af ungdomssanktionen bemærkes i øvrigt, at den tid, som den unge forud for dommen måtte have været varetægtsfængslet eller surrogatanbragt, ikke fradrages i længstetiden for den idømte ungdomssanktion. Straffelovens § 86, der alene angår fradrag i idømt frihedsstraf, gælder således ikke i disse tilfælde.

For så vidt angår det behandlingsmæssige indhold i en ungdomssanktion, bør der til brug for sagen af de sociale myndigheder udarbejdes et program/individuel handleplan.

Ved udarbejdelsen skal der tages udgangspunkt i servicelovens regler om en individuel bedømmel­se. Det indebærer, at det er den konkrete udvikling for den enkelte unge, der skal være afgørende for forløbet.

Et program/individuel handleplan, som indgår som element i ungdomssanktionen, bør rumme føl­gende elementer: • Den skal forholde sig til emotionel udvikling, social adfærd, boglig indlæring og praktiske gø­

remål for den unge. • Sport, beskæftigelse, uddannelse og skole skal indgå som delelementer. • Kognitive metoder og andre tilsvarende metoder kan anvendes. • Der skal være tale om lange forløb. • Der skal ske en konsekvent opfølgning på de enkelte delmål.

- 128 -

Det centrale er, at der er tale om et individuelt program, som indeholder et langsigtet perspektiv, og hvor der følges op i hele forløbet, f.eks. med hensyn til at foretage de fornødne tilpasninger af pro­grammet.

6.4.2.2. Oplysninger og indstilling fra de sociale myndigheder.

Med hensyn til spørgsmålet om tilvejebringelse af grundlaget for sanktionsfastsættelsen indhenter anklagemyndigheden i forbindelsen med forberedelsen af straffesager mod unge under 18 år oplys­ninger om sigtedes personlige forhold hos de sociale myndigheder i sigtedes opholdskommune. De sociale myndigheder bør i den forbindelse tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt en dom til socialpædagogisk behandling må anses for formålstjenlig, og – som led i den plan, der efter serviceloven er pligt til at udarbejde for unge, der har begået alvorlig kriminalitet – hvilke pålæg, der må anses for formålstjenlige i forhold til den unge.

Indstillingen fra de sociale myndigheder for personer i de sager, hvor en ungdomssanktion kommer på tale, skal indeholde forslag til, hvordan ungdomssanktionen for den pågældende unge bør udformes. De sociale myndigheder bør i den forbindelse (via anklagemyndigheden) indstille til retten, hvor længe den unge bør opholde sig på en sikret døgninstitution, og i hvor lang tid den unge efterfølgende skal være anbragt på en åben institution/opholdssted. Har den unge under sagen været anbragt i varetægtssurrogat i sikret afdeling, og er der her gennemført en pædagogisk observation, der viser, at den pågældende ikke har behov for at være i en sikret afdeling, er der ikke noget til hinder for, at de sociale myndigheder indstiller, at ungdomssanktionen indledes på en almindelig døgninstitution/opholdssted.

Ekspertgruppen har overvejet, om der bør etableres et landsdækkende eller lokale visitationsudvalg (f.eks. med repræsentanter for de sociale myndigheder, døgninstitutioner og kriminalforsorgen), som kunne udtale sig om disse spørgsmål. Ekspertgruppen har imidlertid ikke fundet tilstrækkelig anledning til bryde med den nugældende kompetencestruktur på dette område. Udtalelsen bør derfor udarbejdes af bopælskommunen, og den kan i fornødent omfang forelægges for den amtskommunale ekspertise, inden den sendes til anklagemyndigheden.

Ekspertgruppen skal dog pege på, at der flere steder er oprettet lokale tværsektorielle samråd, og at disse samråd er nyttige med henblik på at sikre, at den enkelte unge visiteres til netop den institution eller det opholdssted, der må anses for bedst egnet i forhold til de behov, den pågældende måtte have for behandling mv.

6.4.2.3. Kompetenceforhold

- 129 -

Det er retten, der træffer afgørelse om, hvorvidt en ung, der er fundet skyldig, er omfattet af mål­gruppen for ungdomssanktionen og således opfylder betingelserne for at blive idømt denne sanktion i stedet for almindelig fængselsstraf.

Retten skal i den forbindelse afgøre, om det må anses for formålstjenligt at anvende ungdomssanktion og som led heri tage stilling til, om den unge helt undtagelsesvis må anses for uegnet til behandling inden for det sociale system. Denne afgørelse træffes på grundlag af indstillingen fra de sociale myndigheder, jf. ovenfor, og i lyset af anklagemyndighedens og forsvarerens påstande og procedurer. Selv om retten ikke formelt er bundet af indstillingen fra de sociale myndigheder, forudsættes det, at der ikke afsiges dom til ungdomssanktion, hvis der foreligger en velbegrundet indstilling fra de sociale myndigheder om, at den tiltalte er uegnet til at modtage en dom til socialpædagogisk behandling.

Kommer retten til det resultat, at der skal idømmes ungdomssanktion, skal retten i dommen fastsætte de overordnede rammer med hensyn til varigheden af institutionsophold og eventuelt andre pålæg, jf. eksemplet på en domskonklusion ovenfor. Også her træffer retten afgørelse på grundlag af indstillingen fra de sociale myndigheder og anklagemyndighedens og forsvarerens påstande og procedurer.

Det behandlingsmæssige indhold fremgår af det program/den handleplan, som de sociale myndigheder har udarbejdet, og som forudsættes at være en del af indstillingen, eventuelt som et bilag.

Den behandlingsmæssige del af programmet angår i princippet fuldbyrdelsen af ungdoms­sanktionen. Dette går retten ikke nærmere ind i – og det har den i øvrigt normalt heller ikke de fornødne faglige forudsætninger for at gøre. Hertil kommer, at handleplanen i sagens natur ikke kan ligge fast en gang for alle. Den skal til stadighed kunne tilpasses. Selv om retten havde kompetence til at godkende de behandlingsmæssige elementer i planen, kunne de sociale myndigheder ikke være afskåret fra efterfølgende at ændre i den uden godkendelse fra retten.

Der kan i øvrigt henvises til bilag 4 til denne rapport, hvor samspillet mellem justitsvæsenet og de sociale myndigheder i forbindelse med forberedelsen af sager, hvor idømmelse af ungdomssanktion kan komme på tale, er beskrevet.

6.4.3. Hurtig behandling

Det er af afgørende betydning, at myndighederne prioriterer en hurtig behandling af sager, hvor idømmelse af ungdomssanktion kommer på tale. Der gælder allerede i dag en pligt til at fremme sager, hvor den sigtede/tiltalte er varetægtsfængslet. Det vil den sigtede/tiltalte ofte være (typisk i

- 130 -

surrogat) i sager, hvor idømmelse af ungdomssanktion er aktuel. I sager, hvor den pågældende måtte være på fri fod under domsforhandlingen, er det vigtigt, at både politiet/anklagemyndigheden, de sociale myndigheder og domstolene er opmærksomme på at prioritere en hurtig behandling af sagerne. Der vil være tale om ret få sager, så en meget hurtig behandling af disse sager kan ikke antages at få nogen mærkbar negativ virkning for sagsbehandlingstiden i andre sager.

Behovet for at fremme sådanne sager mest muligt gør sig også – og i endnu højere grad – gældende, hvis sagen ankes til landsretten. Dette gælder for så vidt, uanset om den tiltalte måtte være varetægtsfængslet eller surrogatanbragt i den tid, der går mellem byretsdom og landsretsdom, eller om den pågældende er på fri fod under anken.

Det er endvidere vigtigt, at sanktionen kan iværksættes så hurtigt som muligt efter domsafsigelsen i byretten eller, hvis sagen ankes, i landsretten.

Er den unge anbragt i varetægtssurrogat under sagens behandling, vil sanktionen kunne iværksættes i umiddelbar forlængelse af den endelige dom. Den unge bør i den forbindelse normalt placeres i samme sikrede afdeling, hvor den pågældende har opholdt sig i varetægtssurrogat, således at der ikke behøver ske et miljøskifte. Befinder den unge sig ikke allerede på den sikrede afdeling, hvor afviklingen af ungdomssanktionen skal indledes, men f.eks. er på fri fod eller varetægtsfængslet i et arresthus, forudsætter ekspertgruppen, at den pågældende normalt vil kunne modtages i en sikret afdeling inden for en kortere frist f.eks. 7 dage, jf. ovenfor i afsnit 6.3.3. om modtagepligt.

6.4.4. Spørgsmålet om foranstaltningsændring

Ekspertgruppen har overvejet, om der bør være adgang til anmode retten om at ændre eller ophæve foranstaltningen, før længstetiden er udløbet, svarende til adgangen til at rejse sag om foranstalt­ningsændring efter straffelovens § 72 med hensyn til behandlingsdomme over for psykisk afvigende lovovertrædere.

Henset til, at ungdomssanktionen er tidsbegrænset til 2 år, at den kun i forholdsvis begrænset om-fang forudsættes fuldbyrdet på en sikret afdeling – typisk i form af et indledende ophold på 2 måne­der – at de personlighedsmæssige og sociale forhold, som behandlingen retter sig imod, ikke er af en sådan karakter, at der kan forventes hurtige resultater af behandlingen, og at der i foranstaltnin­gen forudsættes indbygget en sådan fleksibilitet, at den løbende kan tilpasses (herunder navnlig lempes) som led i den socialpædagogiske behandling, er der efter ekspertgruppens opfattelse ikke anledning til at foreslå regler om foranstaltningsændringer. Om betydningen af ny kriminalitet hen-vises til afsnit 6.4.7 nedenfor.

6.4.5. Udgangstilladelse mv.

- 131 -

Efter straffelovens § 73 a kan justitsministeren efter forhandling med socialministeren og sund­hedsministeren fastsætte regler om udgang mv. til personer, der er anbragt i hospital for sindsliden­de mv. i henhold til en afgørelse truffet i medfør af §§ 68 eller 69. Justitsministeren kan i den for­bindelse fastsætte, at afgørelser, der træffes i medfør af disse regler, ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

Efter retsplejelovens § 765, stk. 5, kan justitsministeren efter forhandling med socialministeren og sundhedsministeren fastsætte tilsvarende regler for personer, der er anbragt i varetægtssurrogat i institution eller hospital mv. i medfør af § 765, stk. 2, nr. 3 eller 4.

I medfør af bl.a. disse bestemmelser er udstedt bekendtgørelse nr. 680 af 10. juli 2000 om udgangs­tilladelse mv. til personer, der er anbragt i hospital eller institution i henhold til strafferetlig afgørel­se eller i medfør af farlighedsdekret.

Efter ekspertgruppens opfattelse bør der også indføres adgang til at fastsætte lignende regler om udgang mv. for personer, der er idømt en ungdomssanktion. Det bemærkes i den forbindelse, at reglerne i retsplejelovens § 765, stk. 5, og den nævnte bekendtgørelse allerede gælder for unge, der er anbragt i varetægtssurrogat i en sikret afdeling.

6.4.6 Spørgsmålet om konvertering af en ungdomssanktion til en almindelig fængselsstraf

Som anført ovenfor er det ikke en forudsætning for at anvende ungdomssanktionen, at den unge (eller forældremyndighedsindehaveren) giver samtykke til foranstaltningen. Det er dog en forud­sætning, at den unge efter en individuel vurdering ikke findes uegnet til behandling.

Findes den unge undtagelsesvis uegnet til behandling inden for det sociale system, må der idømmes en almindelig straf. Som anført ovenfor er ungdomssanktionen et alternativ til ubetinget fængsels­straf. Er den unge uegnet til behandling, vil konsekvensen derfor være, at der må idømmes en helt eller delvis ubetinget fængselsstraf, da en ren betinget dom i sådanne tilfælde må anses for formåls­løs og derfor ikke bør kunne komme på tale ved de former for kriminalitet, hvor spørgsmålet om anvendelse af ungdomssanktion aktualiseres.

Findes den unge derimod ikke uegnet til behandling, og er den unge omfattet af målgruppen, jf. ovenfor i afsnit 6.4.1, idømmes ungdomssanktionen, selv om den unge måtte foretrække en almin­delig straf, der vil være af kortere varighed end ungdomssanktionen. Den pågældende har således ikke valgfrihed.

- 132 -

Denne ordning bygger på en forventning om, at det også i forhold til modvillige unge vil være mu­ligt at udnytte den fastholdelse, der ligger i ungdomssanktionen, til at skabe ro omkring den unge og motivere den pågældende til at medvirke positivt i behandlingsforløbet, hvilket må antages at være en forudsætning for at opnå et positivt resultat af indsatsen.

Det kan imidlertid næppe udelukkes, at nogle af de unge, der idømmes ungdomssanktionen, mere vedvarende vil modsætte sig og være afvisende over for den behandling, som ungdomssanktionen indebærer.

Ekspertgruppen har på den baggrund overvejet, hvordan man skal forholde sig til unge, der under afviklingen af ungdomssanktionen ikke kan motiveres til at medvirke, men som tværtimod måske udviser en adfærd, der er destruktiv for behandlingsmiljøet, udøver vold mod personalet mv. Spørgsmålet er, om disse modvillige unge skal søges fastholdt i ungdomssanktionen, eller om afvik­lingen af sanktionen skal afbrydes og eventuelt erstattes af noget andet.

Meget kunne tale for, at der i forhold til sådanne unge er mulighed for at afbryde ungdomssanktio­nen og konvertere den til en ubetinget fængselsstraf.

Det kan således anføres, at den behandling, der her er tale om, forudsætter en vis positiv medvirken, og at det derfor ikke tjener noget formål at fastholde en ung i ungdomssanktionen, hvis den pågæl­dende selv efter en længere periode opretholder en modstand mod at deltage i behandlingen. I så­danne tilfælde, hvor behandlingsindsatsen må opgives som udsigtsløs, forekommer en fastholdelse i sanktionen at være et spild af ressourcer, og det kan endvidere indebære en risiko for at vanskelig­gøre eller i værste fald at ødelægge mulighederne for at gennemføre behandlingen i forhold til andre unge på stedet.

Det kan heller ikke udelukkes, at udsigten til en konvertering til en længerevarende ubetinget fæng­selsstraf vil blive opfattet som et mindre attraktivt alternativ, som i sig selv vil kunne virke motive­rende på den unges vilje til at gennemføre ungdomssanktionen.

Skabes der mulighed for konvertering, kommer ungdomssanktionen i vidt omfang til at svare til, hvad der gælder for unge, der er idømt ubetinget fængselsstraf, og som afsoner denne straf eller en del heraf i en social institution i form af en § 49, stk. 2-overførsel. Kan en sådan overført person ikke indordne sig i den sociale institution, kan der ske tilbageførsel til fængslet. I begge situationer kan truslen om overførsel eller tilbageførsel til fængsel måske i sig selv virke som en motiverende faktor, og det giver under alle omstændigheder mulighed for, at den sociale institution kan aflevere den unge på en måde, der tilgodeser hensynet til at beskytte det omgivende samfund mod risikoen for, at den pågældende hurtigt falder tilbage i ny kriminalitet. Den eneste forskel i de to situationer er, at tilbageførsel til fængsel af en § 49, stk. 2-overført person beror på en administrativ beslutning

- 133 -

med hensyn til at fuldbyrde den allerede idømte straf, mens en konvertering vil kræve, at sagen ind­bringes for en domstol, der så skal fastsætte den fængselsstraf, der skal træde i stedet for ungdoms­sanktionen.

Uanset det anførte stiller ekspertgruppen ikke forslag om, at en ungdomssanktion i forhold til unge, der under afviklingen af sanktionen viser sig at være uimodtagelige, skal kunne omsættes til en ube­tinget fængselsstraf.

Dette skyldes flere forhold. For det første – og væsentligst – bygger hele idéen om en særlig ung­domssanktion på en vurdering af, hvad der kan være egnet til at forhindre, at unge, der typisk alle­rede har været igennem en række mere eller mindre vellykkede behandlingstiltag, kommer ind i en mere fast kriminel løbebane. Der er for så vidt tale om en slags tilbud, som den pågældende ikke skal kunne afslå, og dermed et tilbud, som den pågældende normalt heller ikke efterfølgende skal kunne blive "smidt ud af". Formålet med ungdomssanktionen vil derfor ikke kunne opnås, hvis man giver mulighed for, at den pågældende kan obstruere sig ud af sanktionen. På samme måde vil den unge heller ikke i almindelighed kunne komme ud af ungdomssanktionen ved at begå ny kriminali­tet, jf. nedenfor.

For det andet giver en konverteringsmulighed kun mening, hvis der kan forventes udmålt en ubetin­get fængselsstraf af en betydelig længde. I modsat fald vil fængselsstraffen ikke blive opfattet som et skræmmende alternativ, men måske tværtimod som et mere fordelagtigt alternativ til den længe­revarende ungdomssanktion.

Ved en konvertering må retten i givet fald udmåle en straf svarende til den, som den unge oprinde­lig stod til, hvis der ikke var blevet anvendt ungdomssanktion. Da ungdomssanktionen anvendes i tilfælde, hvor den unge står til en straf på op til et ca. 1 års fængsel eller lidt mere, vil en konverte­ringsstraf i givet fald være en fængselsstraf af samme længde. I denne straf ville der efter de almin­delige regler skulle ske afkortning for en eventuel forudgående varetægtsfængsling, jf. straffelovens § 86, ligesom der efter de almindelige regler ville være mulighed for prøveløsladelse. Hertil kom­mer, at der måtte tages stilling til, om der også skulle ske et vist fradrag som følge af den del af ungdomssanktionen, som den pågældende har nået at afvikle.

Det må på den baggrund antages, at en konvertering alene ville udløse en kortere eller måske slet ingen ubetinget fængselsstraf. Udsigten til en sådan omsætning ville derfor næppe virke afskræk­kende på unge, der ikke ønsker at deltage positivt i gennemførelse af ungdomssanktionen.

Det kan endelig anføres, at der heller ikke består nogen konverteringsmulighed ved andre særfo­ranstaltninger. Er en person idømt en behandlingsdom efter straffelovens § 68, kan en sådan dom ikke efterfølgende konverteres til en fængselsstraf. Det samme gælder, hvis foranstaltningen måtte

- 134 -

være idømt en person, der er omfattet af straffelovens § 69, og som i princippet kunne være idømt en almindelig straf. Derimod gælder der efter straffelovens § 72 særlige regler om, at en idømt for­anstaltning kan ændres eller ophæves, men ændringsadgangen giver kun mulighed for at ændre til en anden foranstaltning – det være sig til en mere eller en mindre indgribende foranstaltning end den oprindeligt idømte – og altså ikke til at ændre til en fængselsstraf.

Ekspertgruppen er opmærksom på de problemer for behandlingsmiljøet på de sociale institutioner, som den manglende konverteringsmulighed i visse – forhåbentlig få – tilfælde kan medføre. Eks­pertgruppen finder dog, at de muligheder, som en ungdomssanktion indeholder f.eks. med hensyn til tilbageførsel til sikret afdeling, i de fleste tilfælde må antages at være egnede til at løse eller i hvert fald at afhjælpe de problemer, som modvillige unge kan give anledning til. Der vil også være mulighed for at fjerne den pågældende fra de andre unge for at undgå en negativ påvirkning af mil­jøet. Hvis den pågældende ikke alene er uimodtagelig for behandling, men også begår ny kriminali­tet f.eks. i form af grov eller gentagen vold mod personalet, er forholdet omfattet af reglerne om ny kriminalitet, jf. nedenfor.

6.4.7. Ny kriminalitet

Hvis en person, der er undergivet en ungdomssanktion, begår ny kriminalitet, må der tages stilling til, hvilken betydning det skal have for ungdomssanktionen.

Det bemærkes indledningsvis, at en ungdomssanktion ikke har karakter af en betinget dom, der efter bestemmelsen i straffelovens § 61, stk. 2, kan blive udløst ved ny kriminalitet, således at der kan blive udmålt en fællesstraf for både den oprindeligt pådømte kriminalitet og den nye kriminalitet. Det indebærer, at der i straffastsættelsen i forbindelse med ny kriminalitet efter en dom til ung­domssanktion ikke skal indgå en strafdel hidrørende fra den ikke fuldt ud afviklede ungdomssankti­on. Dette udelukker selvsagt ikke, at det ved straffastsættelsen for den nye kriminalitet kan indgå som en skærpende omstændighed, at den nye kriminalitet er begået, mens vedkommende er under­givet en strafferetlig foranstaltning (ungdomssanktionen).

Det overordnede synspunkt bør efter ekspertgruppens opfattelse være, at ny kriminalitet ikke inde­bærer, at ungdomssanktionen bortfalder – men eventuelt afbrydes, hvis der i anledning af den nye kriminalitet sker varetægtsfængsling. Der henvises herved til det ovenfor anførte om ungdomssank­tionen som en sanktion, som den unge normalt ikke kan blive "smidt ud af". Dette udgangspunkt må dog fraviges ved grovere kriminalitet, hvor den unge står til en længerevarende ubetinget fængsels­straf.

- 135 -

I grove træk forestiller ekspertgruppen sig, at ny kriminalitet, der begås af unge, som er undergivet en ungdomssanktion, og hvor straffesagen i anledning af den nye kriminalitet afgøres inden ung­domssanktionen er afviklet, behandles på følgende måde:

Er der tale om en overtrædelse, der straffes med bøde, afgøres sagen på sædvanlig måde med en bøde helt uafhængigt af, at overtrædelsen er begået af en person, der er undergivet en ungdoms­sanktion. Afviklingen af ungdomssanktionen fortsætter, eventuelt med de justeringer, som den ad­færd, overtrædelsen er udtryk for, kan give anledning til.

Er der tale om en overtrædelse, der ikke kan afgøres med en bøde, kan sagen i en række tilfælde afgøres med et tiltalefrafald. I sådanne tilfælde videreføres ungdomssanktionen, og her vil det end­videre være særlig nærliggende at justere afviklingsforløbet af ungdomssanktionen i lyset af den begåede kriminalitet, eventuelt således at den mulighed, som sanktionen indeholder med hensyn til at tilbageføre den unge til et mindre frit regime, bringes i anvendelse.

Rent teknisk kan hjemmelen til at meddele tiltalefrafald i disse tilfælde tilvejebringes ved en æn­dring af Rigsadvokatens bekendtgørelse nr. 816 af 29. august 2000 om politimestrenes og statsad­vokaternes adgang til at frafalde tiltale. Efter den gældende bestemmelse i bekendtgørelsens § 2, nr. 4, kan statsadvokaten, når særlige omstændigheder ikke gør sig gældende, frafalde tiltale for lov­overtrædelser begået af personer, der er undergivet foranstaltninger i medfør af straffelovens § 68 eller § 69. Denne bestemmelse kan i givet fald udvides til også at omfatte personer, der er undergi­vet den nye ungdomssanktion.

Er der tale om grov kriminalitet, hvor den pågældende unge står til en ubetinget fængselsstraf af en vis længde, bør der på sædvanlig måde rejses tiltale og gennemføres en straffesag.

Idømmes den unge i anledning af den nye kriminalitet en ubetinget fængselsstraf på omkring 1 års fængsel eller mere, bør den resterende del af ungdomssanktionen efter arbejdsgruppens opfattelse i almindelighed bortfalde. Det foreslås i den forbindelse, at der ved en ændring af straffelovens § 89 a skabes hjemmel for retten til at træffe bestemmelse om bortfald af den resterende del af ungdoms­sanktionen. Der henvises til forslaget til ny § 89 a, stk. 2, nedenfor.

Med henblik på tilfælde, hvor den unge i anledning af den nye kriminalitet står til en ubetinget fængselsstraf på mindre end 1 år, er der efter ekspertgruppens opfattelse behov for mere varierede løsninger. Her bør udgangspunktet formentlig være, at der på sædvanlig måde udmåles en ubetinget fængselsstraf, og at der ikke træffes bestemmelse om bortfald af den tidligere idømte ungdomssank­tion. Herefter overlades det til de straffuldbyrdende myndigheder til i samarbejde med de sociale myndigheder f.eks. at tage stilling til, om den ubetingede fængselsstraf eventuelt bør afsones i form

- 136 -

af en § 49, stk. 2-overførsel, hvorved der vil kunne skabes sammenhæng mellem afviklingen af den resterende del af ungdomssanktionen og afsoningen af straffen for den nye kriminalitet.

Ekspertgruppen finder, at der i stedet for fastsættelse af straf i anledning af den nye kriminalitet også bør være mulighed for at forlænge varigheden af ungdomssanktionen, herunder af de længste­tider, der gælder for institutionsophold.

Anses den unge på tidspunktet for dommen i anledning af den nye kriminalitet for uegnet til be-handling, og må det sociale systems muligheder inden for den idømte ungdomssanktion anses for udtømte, har retten mulighed for at udmåle en ubetinget fængselsstraf for den nye kriminalitet og samtidig – ligesom som ved domme på fængsel i mindst 1 år – træffe bestemmelse om bortfald af den resterende del af ungdomssanktionen, jf. forslaget til ny § 89 a, stk. 2, i straffeloven. Dette vil navnlig kunne komme på tale, hvis dommen for den nye kriminalitet afsiges på et tidspunkt, hvor den væsentligste del af ungdomssanktionen er afviklet.

6.4.8. Mindretalsudtalelse

Ekspertgruppens medlemmer fra amterne (Elisabeth Lenzing og Anders Møller Jensen) og Køben­havns Kommune (Carsten Stæhr Nielsen) har afgivet følgende mindretalsudtalelse:

”Vi er naturligvis enige i sigtet med at foreslå ungdomssanktionen, nemlig at give unge, der er blevet kriminelle, de bedst mulige chancer for at rette sig gennem et socialpæda­gogisk forløb. Vi kan tilslutte os rapporten bortset fra række elementer i den konkrete udformning af den såkaldte ungdomssanktion, som vi finder er uheldige for mulighe­derne for at opnå resultater med en social behandling af de unge.

Det skal bemærkes, at det ved vurderingen af behovet for flere nye initiativer er bekla­geligt, at en række initiativer med samme sigte endnu ikke har haft mulighed for at fun­gere i praksis, så deres virkning på de kriminelle unge kan vurderes. Det drejer sig bl.a. om de ændringer i serviceloven, som netop er trådt i kraft den 1. januar 2001 og de ny institutionstyper, som Ringe-projektet repræsenterer (se kap. 2, afsnit 2.3.1.4. og 2.3.1.5.).

Det konkrete forslag sammenblander på en uheldig måde retsvæsenets straffesystem og socialvæsnets hjælpesystem. De to elementer bør supplere hinanden, men ikke direkte sammenblandes. Ungdomssanktionen er i den foreslåede form en straf. Sådan vil det også blive opfattet af den unge og af de fleste andre mennesker. Det vil samtidigt blive opfattet som en væsentlig tidsmæssig forlængelse af en straf, der her sker ved at kalde det behandling.

I de senere år er næsten alle unge under 18 år, som varetægtsfængles, blevet anbragt i surrogat på en sikret social institution. Men der er hvert år et mindre antal af disse unge, som er så destruktive, at de ikke kan rummes i disse sociale institutioner, men må sidde

- 137 -

i almindelige arresthuse under varetægtsopholdet. Det drejer sig især om personer, der optræder stærkt truende eller direkte voldeligt overfor personale og medklienter. Det er ikke muligt at rumme denne restgruppe i et lille miljø, der som hovedopgave har at un­dersøge og behandle de unge.

Der findes således i gruppen af stærkt adfærdsvanskelige og kriminelle unge en lille, men hård restgruppe, som – i det mindste i en fase af deres liv – ikke, som det er helt nødvendigt, kan medvirke i en social behandling. Det er centralt for funktionsmulighe­den for vores institutioner, herunder ikke mindst de sikrede afdelinger, at de ikke over længere tid skal rumme personer, som ikke har nogen intention om at medvirke i et ud­viklingsforløb, men som tværtimod vælger eller kun evner at forholde sig destruktivt til opholdet.

Det foreliggende forslag til ungdomssanktion rummer flere steder elementer, der gør, at de sociale institutioner belastes af klienter, der ikke har udbytte af at være der. Det dre­jer sig om følgende punkter:

Rettens mulighed for at dømme direkte til længerevarende socialpædagogisk be-handling i tilfælde, hvor det ikke anbefales af de sociale myndigheder efter en un­dersøgelse af den unges forhold og (evt. potentielle) motivation for behandling.

I ungdomssanktionen er der ikke som ved afsoning efter § 49, stk. 2, adgang til at tilbageføre klienten til kriminalforsorgens institutioner, hvis de fastsatte vilkår overtrædes, eller som de tilsvarende muligheder, der kan indbygges i en betinget frihedsstraf med vilkår om social behandling.

Efter forslaget til ungdomssanktionen kan dommen heller ikke, hvis der opstår al­vorlige problemer med den unges ophold i det sociale forløb, ændres til anden straf.

I disse situationer ender ungdomssanktionen efter sit indhold med at blive tvangsmæssig behandling med alle de negative bivirkninger og manglende effekt, som er knyttet til denne behandlingsform og som er beskrevet i rapportens bilag 1. Kun ved en kortvarig frihedsberøvelse med et klart formål og indhold, således som det er tilfældet med pæda­gogiske observationer i medfør af magtanvendelsesbekendtgørelsen, er der reelt håb om at opnå positive effekter i lukket regi.

Såfremt det besluttes, at sociale institutioner skal modtage/beholde denne særligt tunge type klienter – endda i forløb på op til et års varighed, vil det være nødvendigt at indret­te en eller flere enheder, hvor opgaven med at sikre disse personers tilstedeværelse på en sikkerhedsmæssigt forsvarlig måde helt vil dominere over mulighederne for en pæ­dagogisk påvirkning. En opgave, som i lighed med flere andre af udvalgets forslag vil indebære en betydelig øgning af udgifterne på området. Der er tale om en opgave, som hidtil har været placeret i kriminalforsorgen, og som gennem institutionsudvikling lige så godt kan løses der.

Alternativt forslag

- 138 -

Der findes allerede brugbare modeller for et samspil mellem retssystemet og socialvæs­net om længerevarende behandling af personer, der er dømt for alvorlig kriminalitet. Her skal fremhæves Ringe-projektet for kriminelle unge (se rapportens kapitel 2, afsnit 2.3.1.4 og 2.3.1.5) og forsøgsordningen med behandling af kriminelle stofmisbrugere som alternativ til straf (optaget som bilag 6 til denne rapport).

Ud fra disse forlæg kan der skitseres en model for de ydre rammer om et længerevaren­de socialpædagogisk forløb, der understøttes af retssystemet, men som ikke indeholder de nævnte problemer:

Det længerevarende socialpædagogisk forløb skal ikke indskrives i straffeloven, men som de ovennævnte ordninger være et socialt koncept, som kan gives af ret-ten som vilkår for en betinget dom eller besluttes af kriminalforsorgen som en af­soning i social regi (§ 49, stk. 2-afsoning).

Indstilling om et sådant forløb skal udarbejdes i et samarbejde mellem kommunen (kompetencen efter serviceloven), amtet (leverandør af institutionspladserne) og kriminalforsorgen (ansvarlig for afsoning) på grundlag af en personundersøgelse og en social beskrivelse herunder en vurdering af den unges motivation for at del­tage i et socialt forløb. Myndighederne forpligter sig med indstillingen til at sikre forløbets gennemførelse.

Indstillingen indeholder en handleplan, som er den, der kan vælges af retten som vilkår ved dommen eller af kriminalforsorgen som vilkår ved alternativ afsoning. Er retten ikke tilfreds med indstillingen kan den gå i dialog med de sociale myn­digheder eller inddrage Den Sociale Ankestyrelse (serviceloven § 47, jf. Social­ministeriets vejledning nr. 208 af 19. december 2000 om særlig støtte til børn og unge pkt. 59).

Denne model giver en løsning på en række problemer, der rejses i kapitel 6.3. De kom­petente sociale myndigheder udformer handleplanen, som retten anvender, og i samme proces etableres en konkret modtagepligt for disse myndigheder. Samtykke erstattes af indstillingens vurdering af den unges egnethed herunder motivation. Viser det sig un­dervejs, at den unge ikke i nødvendigt omfang overholder de satte vilkår i det sociale forløb, vil det have den konsekvens, at den primære straf aktualiseres.

Det må forventes, at et veludarbejdet koncept for et længerevarende socialpædagogisk forløb som det ovenfor foreslåede også vil blive anvendt i rent sociale anbringelsesfor­løb.

Større og mere systematisk anvendelse af sådanne længerevarende socialpædagogiske forløb som alternativ til straf vil kræve et udviklingsarbejde af de amtslige institutioner, som skal gennemføre forløbene. Herunder skal der udvikles nye modeller for at sikre kontinuiteten i forløbet fra sikret afdeling over åben institution til egen bolig med et so­cialt tilsyn. Der er også brug for at vurdere de fysiske rammer for de sikrede afdelinger, når opgaverne ændrer sig i retning af længere forløb i forhold til de mange korte vare­tægtsurrogater.”

- 139 -

6.5. Ekspertgruppens overvejelser om institutionskapacitet

Som det fremgår af afsnit 6.4.1. ovenfor, skal ungdomssanktionen anvendes i sager, hvor domstole­ne i dag ville idømme en dom med fastsat straf op til maksimalt ca. 1 1/2 års ubetinget fængsel (strafkravet). Det er herudover en betingelse, at der er tale om grovere personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet (kriminalitetskravet), og at foranstaltningen må anses for formålstjenlig til at imødekomme den unges særlige behov for behandling (krav om ”social profil”).

Fængselsstraffe på op til 3 måneder vil formentlig oftest angå enkeltstående forhold af mindre al­vorlig voldskriminalitet, der ikke omfattes af målgruppen for ungdomssanktionen. Som grundlag for vurderingen af behovet for institutionskapacitet indgår herefter de unge i alderen 15-17 år, der er idømt fængsel fra 3 måneder og indtil 18 måneder. I årene 1996-1999 var i gennemsnit pr. år 48 unge idømt sådanne straffe. Hertil kommer et antal betingede domme med fastsat straf. Omvendt vil ikke alle de personer, der idømmes fængselsstraffe af den nævnte længde tilhøre den målgruppe, over for hvem socialpædagogisk behandling er formålstjenlig.

Lægges det til grund, at foranstaltningen typisk vil indebære et indledende ophold på 2 måneder på en sikret afdeling på en døgninstitution for børn og unge og herefter indtil 12 måneder på en (ikke sikret) døgninstitution eller et andet godkendt opholdssted, kan kapacitetsbehovet på de sikrede afdelinger som en følge af indførelsen af en ungdomssanktion skønsmæssigt anslås ud fra følgende antagelser

1) 48 unge inden for aldersgruppen og strafkravet 2) En fjerdedel heraf anslås skønsmæssigt ikke at opfylde enten kriminalitetskravet eller kravet til

”social profil” 3) 2 måneders ophold i sikret afdeling 4) Indtil 12 måneders, beregningsmæssigt 10 måneders, ophold i et ikke – sikret anbringelsessted.

Behovet for anbringelsesmåneder kan herefter beregnes til:

(1) 72 anbringelsesmåneder i sikrede pladser. Hvis disse var jævnt fordelt over året med 100 pct. belægning, ville det svare til 6 helårspladser. En sådan antagelse er helt urealistisk og rummer ikke den grad af sikkerhed for, at unge kan modtages i sikret afdeling, som udvalget ønsker, herunder med hensyn til akut at kunne modtage unge.

(2) 360 anbringelsesmåneder i ikke – sikrede pladser. Hvis disse var jævnt fordelt, ville det betyde 30 ekstra pladser.

- 140 -

De nævnte tal under (1) og (2) er udtryk for nogle grove gennemsnitsbetragtninger og må gøres til genstand for yderligere drøftelser mellem de kommunale parter og regeringen. Ekspertgruppen vil således alene pege på, at indførelse af en ungdomssanktion vil medføre et behov for yderligere pladser i et ikke helt ubetydeligt omfang. Det mere konkrete behov vil skulle opgøres i forbindelse med forhandlinger med de kommunale parter om de økonomiske konsekvenser af et evt. lovforslags gennemførelse.

Ekspertgruppen vil samtidig pege på, at den skitserede ungdomssanktion alene er en ramme, som konkret skal udfyldes af de sociale myndigheder. Ungdomssanktionens succes står og falder derfor med, i hvilket omfang de involverede myndigheder og institutioner konkret er i stand til at nå den beskrevne målgruppe med målrettet socialpædagogisk indsats. Ekspertgruppen vil gøre opmærksom på, at dette naturligvis må betragtes som en stor udfordring og et stort ansvar for området. Det er ekspertgruppens opfattelse, at det i meget vidt omfang vil være muligt at nå målgruppen, men at det vil kræve betydelig samfundsmæssig investering – både i form af tidlig, forebyggende indsats og den behandlende indsats, når det er gået galt for den unge.

Ekspertgruppen forudsætter i den forbindelse, at det gennem det almindelige aftalesystem mellem de kommunale parter og regeringen sikres, at der er de nødvendige ressourcer til stede til den for­ventede indsats på området.

Kommunernes Landsforenings medlem (Niels Bertelsen) har afgivet følgende særudtalelse:

”Kommunernes Landsforening vil overlade det til regeringen og Folketinget at tage stil­ling til den særlige ungdomssanktion. Landsforeningen skal dog henlede opmærksom­heden på, at en sådan sanktion, sammen med et generelt ønske om tidligere indgriben i forhold til børn og unge med særlige behov, fordrer, at der er et passende antal pladser i både lukket og åbent regi.

I forbindelse med de i dette afsnit nævnte drøftelser mellem regeringen og de kommu­nale parter skal landsforeningen opfordre til, at det konkret drøftes, hvordan de sikrede pladser i fremtiden skal benyttes således, at de sociale myndigheder i fremtiden får en reel adgang til disse pladser til længerevarende behandlingsforløb og til observations­formål. Det vil efter landsforeningens opfattelse kræve, at der sker en drøftelse af, hvil­ken prioritering disse formål skal have ved siden af de behov, som retssystemet har i forhold til varetægtssurrogat og 49, stk. 2-afsoning, samt om der fortsat skal ske en ens­artet finansiering af pladserne uden hensyn til formålet med anbringelsen.

Det vil være hensigtsmæssigt, hvis de sikrede institutioner i fremtiden kan indgå som et relevant og reelt tilbud for kommunerne for at foregribe, at unge kommer ud i mere al­vorlig kriminalitet. En ungdomssanktion eller fængselsdom bør ikke i fremtiden være eneste ”nøgle” til at få en plads i sikret regi. Kommunerne vil på den måde også opleve at få udbytte af de økonomiske resurser, som betales til driften af disse særlige og dyre institutioner.

- 141 -

Kommunernes Landsforening er principielt af den opfattelse, at der i forhold til de sik­rede pladser bør forfølges det princip, at den myndighed, som beslutter foranstaltningen, også betaler. Efter landsforeningens opfattelse ligger det uden for kommunernes række­vidde at prioritere og styre de udgifter, hvor kommunen handler på vegne af retssyste­met ved anbringelser på sikrede institutioner. Hertil kommer, at disse udgifter, og et i fremtiden forventet pres på området, utilsigtet kan bringe fokus væk fra den tidlige og forebyggende indsats, herunder indsatsen over for børn og unge, som er knap så synlige, men dog har ligeså store behov for støtte.

Hvis princippet om sammenhæng mellem beslutning og betaling forfølges i forhold til de sikrede pladser, vil det give anledning til en regulering af bloktilskuddene på områ­det.”

Et medlem af ekspertgruppen (Eva Smith) har afgivet følgende særudtalelse:

”Som systemet er i dag, betaler kommuner/amter for unges ophold på sociale institu­tioner, mens fængselsophold betales af staten.

Man kunne få den tanke, at dette - i marginale tilfælde - ville have indflydelse på de so­ciale myndigheders vurdering af, om en ung skulle have endnu en chance med ung­domssanktionen. Selvom man ikke deler denne frygt, vil den blotte risiko for, at uved­kommende hensyn kunne spille ind, efter min opfattelse være tilstrækkeligt til, at man bør søge at opbygge et system, hvor dette ikke er muligt.

Der stilles derfor forslag om, at når en ung idømmes ungsomssanktion – og altså døm­mes til ophold i en social instutution, ikke placeres der af kommunen – bør staten bære udgifterne hertil.

I det omfang dette betyder en aflastning af kommunens budgetter i forhold til i dag, kan bloktilskuddene ændres.”

6.6. Behov for forskning

Den ungdomssanktion, som ekspertgruppen har udformet, bygger på en formodning om, at de unge, der tilhører målgruppen, i hvert fald i et vist omfang vil kunne "rettes op" ved en længerevarende målrettet socialpædagogisk påvirkning.

Denne formodning bygger bl.a. på oplysninger fra ekspertgruppens institutionsbesøg og på interna­tionale erfaringer med behandling af unge lovovertrædere, jf. bilag 1 til denne rapport. Samlet tyder disse erfaringer på, at en massiv målrettet indsats, der tilpasses den enkelte og dennes behov, vil kunne mindske risikoen for tilbagefald til ny kriminalitet.

- 142 -

Samtidig skal det dog påpeges, at det ville være ønskeligt, såfremt der forefandtes mere forskning om danske forhold og om effekten af de forskellige former for socialpædagogisk indsats, der er ar­bejdet med her i landet. Der findes en række evalueringer, men generelt savnes klare effektmålinger af tiltag over for unge lovovertrædere.

Selv om ekspertgruppen ikke har haft til opgave nærmere at fastsætte indholdet af den socialpæda­gogiske indsats, som ungdomssanktionen skal fyldes ud med, så ville danske effektundersøgelser kunne have givet gruppen et mere solidt og dokumenterbart grundlag at foretage sine vurderinger på.

Ekspertgruppen skal opfordre til, at der her i landet forskes nærmere i, hvad der på dette område virker, og hvad der ikke virker, herunder om de socialpædagogiske tiltag virker forskelligt afhængig af de unges etniske baggrund. Hvis ungdomssanktionen gennemføres, skal ekspertgruppen naturlig­vis i første række opfordre til, at effekten af denne sanktion og dens konkrete udmøntning undersø­ges nærmere, herunder betydningen af fastholdelseselementet, og om de eksisterende typer sociale institutioner er egnede til at rumme denne gruppe unge. Ekspertgruppen ville imidlertid også finde det naturligt, hvis man undersøgte virkningen af indsatsen på andre områder, og ikke kun i forhold til unge lovovertrædere, men også i forhold til udsatte unge, der ikke har begået kriminalitet. Eks­pertgruppen sigter herved f.eks. til en måling af effekten af en tidlig indsats med henblik på, at der kan gives et mere præcist billede af, hvilke former for tiltag der må antages at være bedst egnede til at forebygge eller til i tide at rette op på en uheldig udvikling.

Det skal samtidig understreges, at forudsætningen for at kunne gennemføre solide undersøgelser af effekten af forskellige tiltag er, at forsøg med eller indførelsen af nye tiltag tilrettelægges under hensyn til de særlige krav, effektforskningen stiller. Det er givet, at det langt fra altid vil være mu­ligt fuldt ud at tage disse hensyn til forskningskravene, men det er vigtigt at medtænke dem så langt som muligt.

6.7. Lovudkast

Straffeloven

1. Efter § 74 indsættes:

”§ 74 a. Hvis en person, der på gerningstiden ikke var fyldt 18 år, har begået grovere personfar­lig kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, kan retten bestemme, at den pågældende skal un­dergive sig en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling af 2 års varighed, hvis det må anses for formålstjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser.

Stk. 2. Retten kan give den dømte pålæg svarende til de vilkår, der kan fastsættes efter § 57. Længstetiden for ophold i døgninstitution eller godkendt opholdssted er 1 år og 6 måneder, heraf højst 12 måneder i en sikret afdeling på en døgninstitution for børn og unge. Begår en person, der er

- 143 -

undergivet en foranstaltning efter stk. 1, ny kriminalitet, kan retten i stedet for at idømme straf for­længe foranstaltningen, herunder længstetiderne efter 2. pkt.

Stk. 3. Den dømte kan kræve afgørelser om overførsel til en sikret afdeling i en døgninstitution for børn og unge og afgørelser om overførsel fra ambulant behandling til anbringelse på en døgnin­stitution for børn og unge eller andet godkendt opholdssted indbragt for retten til prøvelse. Det samme gælder, i det omfang de sociale myndigheder med hjemmel i dommen træffer afgørelse om, at den pågældende skal forblive i institution ud over det i dommen fastsatte tidsrum for opholdet. Afgørelsen træffes ved kendelse. Sagens indbringelse for retten har ikke opsættende virkning. Be­stemmelsen i § 59, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Justitsministeren kan efter forhandling med socialministeren fastsætte regler om medde­lelse af tilladelse til udgang mv. til personer, der er er undergivet en foranstaltning efter stk. 1 og 2.”

2. § 89 a affattes således:

”§ 89 a. I forbindelse med en dom, hvorved en person idømmes foranstaltning efter §§ 68-70 el­ler 74 a, kan retten træffe bestemmelse om bortfald af en tidligere idømt straf, som ikke er fuldbyr­det.

Stk. 2. Idømmes en person, der er undergivet foranstaltning efter §§ 68-70 eller § 74 a, straf, kan retten træffe bestemmelse om bortfald af den tidligere idømte foranstaltning.”

Gældende § 89 a:

§ 89 a. I forbindelse med en dom, hvorved en person idømmes foranstaltning efter §§ 68-70, kan retten træffe bestemmelse om bortfald af en tidligere idømt straf, som ikke er fuldbyrdet.

- 144 -

Kapitel 7

Ekspertgruppens overvejelser vedrørende børn og unge under 15 år, der har begået alvorligere kriminalitet

7.1. Indledning

Ifølge kommissoriet skal ekspertgruppen overveje og vurdere udformningen af en særlig ungdoms­sanktion, som kombinerer forskellige elementer af institutionsanbringelse, uddannelse, arbejde og tilsyn i et samlet, faseopdelt forløb, jf. nærmere herom ovenfor i kapitel 6.

Det anføres endvidere i kommissoriet, at der bør sigtes på, at en sådan ny sanktionsform kan anven­des både af anklagemyndigheden og domstolene som led i det almindelige strafferetlige system, og at ordningen tillige bør kunne anvendes af de sociale myndigheder som led i indsatsen over for unge under den kriminelle lavalder.

Det skal herudover overvejes, hvordan det kan sikres, at de sociale myndigheder inden for en meget kort frist – f.eks. 24 timer – træffer de fornødne afgørelser vedrørende unge, der har begået alvorli­gere kriminalitet. Det bør i den forbindelse også overvejes, om der er behov for i visse tilfælde at kunne tilbageholde unge under 15 år, indtil der er truffet afgørelse af de sociale myndigheder.

Også for unge under 15 år, der har begået alvorligere kriminalitet, må samfundet nødvendigvis tage stilling til, hvad man skal stille op med sådanne børn og unge. Det må i den forbindelse overvejes, om de eksisterende handle- og indgrebsmuligheder er tilstrækkelige – herunder om de i praksis ud­nyttes på en tilstrækkelig effektiv måde – eller om der er behov for nye tiltag med henblik på disse tilfælde, hvor den uheldige udvikling hos barnet eller den unge er ved at manifestere sig i alvorlig kriminalitet.

Ekspertgruppen har drøftet de nuværende muligheder for indsats efter serviceloven over for børn og unge under 15 år, der har begået alvorligere kriminalitet. Ekspertgruppen har herunder overvejet, om der i øvrigt kunne peges på forslag i denne forbindelse.

Som det også er beskrevet i kapitel 3, afsnit 3.2., blev der i foråret 2000 vedtaget en række ændrin­ger i serviceloven til styrkelse af den særlige støtte til børn og unge. Ændringerne havde bl.a. føl­gende overskrifter:

- Indsatsen skal ske til barnets bedste

- 145 -

- Tidlig indsats - Kontinuitet i anbringelsen - Tilbud særligt rettet mod utilpassede unge

Disse ændringer i serviceloven er meget relevante i forhold til ekspertgruppens arbejde, både for så vidt angår den direkte indsats overfor selve målgruppen, de kriminelle børn og unge, og for så vidt angår den tidligere og forebyggende indsats, der skal sikre, at børnene og de unge ikke kommer ud i kriminalitet.

Da ændringerne først er trådt i kraft i den periode, ekspertgruppen har arbejdet, nemlig den 1. januar 2001, har de af naturlige årsager ikke kunnet nå at sætte sig spor i kommunernes praksis i forhold til de udsatte børn og unge. Det har på denne baggrund ikke været muligt for ekspertgruppen at vurde­re, om de vedtagne ændringer er tilstrækkelige til at imødekomme behovet for en hurtigere og bedre indsats over for de udsatte børn og unge.

7.2. Overordnet formål med den sociale indsats

Formålet med den sociale indsats i forhold til børn og unge, der har et særligt behov, er at skabe de bedst mulige opvækstvilkår, så de på trods af deres individuelle vanskeligheder kan opnå de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende (servicelovens § 32).

Det følger af servicelovens § 40, at kommunen kan træffe afgørelse om foranstaltninger, når det må anses at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte. I stk. 2 i samme bestemmelse opregnes en række foranstaltninger, kommunerne kan benytte sig af, rækkende fra konsulentbistand som den mindst indgribende, til anbringelse uden for hjemmet, even­tuelt i sikret afdeling og uden samtykke som den mest indgribende. For en nærmere beskrivelse af de enkelte foranstaltninger henvises til kapitel 3, afsnit 3.2. om gældende ret på servicelovens om­råde.

Enkelte foranstaltninger kan træffes uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren. Det drejer sig om konsulentbistand/dagtilbud/klub, udpegning af personlig rådgiver/fast kontaktperson samt anbringelse uden for hjemmet.

Med ændringen af serviceloven, der trådte i kraft den 1. januar 2001, blev det præciseret, at kom­munen skal vælge ”den eller de mindst indgribende formålstjenlige foranstaltninger”. Denne formu­lering erstatter en tidligere formulering om, at ”det bør tilstræbes, at barnet eller den unge kan blive i hjemmet”. Der er dog samtidig tilføjet en bestemmelse om, at støtten må ydes tidligt og sammen­

- 146 -

hængende, så begyndende problemer hos barnet eller den unge så vidt muligt kan afhjælpes ”i hjemmet eller i det nære miljø”.

Baggrunden for de ændrede formuleringer var, at der i nogle kommuner var tvivl om, hvorvidt en anbringelse kunne være den ”første” foranstaltning, eller om man skulle have afprøvet andre fore­byggende foranstaltninger, inden en anbringelse kunne komme på tale.

Med ændringerne blev der lagt vægt på, at kommunerne fra starten skal gøre sig klart, hvilken for­anstaltning der vil være velegnet til at løse barnets eller den unges problemer. Foranstaltningen skal således allerede fra barnet ”kommer ind i systemet” anses for at kunne være et relevant tilbud – og samtidig stilles der krav om proportionalitet mellem barnets/den unges problemer og det, der sættes i værk.

Det er altså ikke et mål i sig selv, at indsatsen er meget lidt indgribende – hvis den ikke er formåls­tjenlig. På den anden side er det heller ikke i overensstemmelse med lovgivningen, at der f.eks. fo­retages ”forebyggende anbringelser”, hvis problemerne må antages at kunne løses i hjemmet.

Bestemmelsen indeholder såvel familie- som socialpolitiske hensyn, som støtten til børn og unge skal ydes under. På den ene side er der hensynet til ”barnets bedste”, dvs. barnets ret til at blive ta­get hånd om i det omfang forældrene ikke er i stand til det. På den anden side er der hensynet til familiens integritet og retten til – så vidt muligt – at holde familien samlet. Disse hensyn, der til dels kan være modstridende, går igen i både FN-konventionen om barnets rettigheder og Menneskeret­tighedskonventionen.

Servicelovens foranstaltninger for børn og unge skal – som nævnt ovenfor – være ”af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte”.

Udgangspunktet for kommunernes vurdering er således alene barnet eller den unge og ikke over­ordnede samfundsmæssige hensyn. Dette hænger tæt sammen med formålsbestemmelserne i ser­viceloven i øvrigt, nemlig at barnet/den unge gennem hjælpeforanstaltningerne så vidt muligt skal have samme muligheder som deres jævnaldrende.

Serviceloven bygger således ikke på principper om straf, men om støtte til at opnå at bedre liv.

Der er dog ingen tvivl om, at der – også set i samfundsmæssigt perspektiv – er tale om ganske ind­gribende foranstaltninger, som af forældrene og barnet kan opleves som samfundets ”straf ” over dem. Ikke mindst når der er tale om tvangsmæssige foranstaltninger, herunder anbringelser.

7.3. Ekspertgruppens overvejelser

- 147 -

7.3.1. Særligt om den kriminelle lavalder

Den kriminelle lavalder i Danmark er 15 år, jf. straffelovens § 15.

Myndighedernes indsats over for kriminalitet begået af børn under 15 år bygger på forebyggende og sociale initiativer og ikke på straffende foranstaltninger.

I den offentlige debat er der ofte givet udtryk for den opfattelse, at myndighederne ikke har mulig­hed for at gribe ind over for børn under 15 år, der har begået kriminelle handlinger. Det er imidler­tid ikke korrekt. I rapportens kapitel 3, afsnit 3.2., om gældende ret er der redegjort for muligheder­ne for at kunne gribe ind efter servicelovens regler, herunder for mulighederne for en reaktion med et socialt indhold samtidig med at den unge kan fastholdes i form af en anbringelse på en social døgninstitution, herunder i helt særlige tilfælde på en sikret afdeling. Politiet har endvidere mulig­hed for at tilbageholde børn under 15 år som led i efterforskningen af en forbrydelse, ligesom poli­tiet også har mulighed for at iværksætte en række straffeprocessuelle efterforskningsskridt, jf. nær­mere herom afsnit 7.3.7.

Den sociale indsats foregår inden for meget vide og fleksible rammer. Den sker ikke med et straf­fende, men med et socialiserende og opdragende sigte tilpasset den pågældendes individuelle situa­tion.

Folketinget behandlede den 7. december 2000 et forslag til folketingsbeslutning om indførelse af kriminalretspleje og ungdomsdomstole for unge i alderen 12 til 18 år stillet af Dansk Folkeparti (B 37). Der var under debatten i Folketinget ikke flertal for forslaget, bl.a. under henvisning til, at for­slaget reelt indebærer en sænkelse af den kriminelle lavalder.

Medlemmer af Frihed 2000 har endvidere stillet forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af den kriminelle lavlader (B 47). Forslaget er endnu ikke blevet førstebehandlet i Folketinget.

Ekspertgruppen har ikke overvejet spørgsmålet om en ændring af den kriminelle lavalder.

7.3.2. Vurdering af de eksisterende handle- og indgrebsmuligheder over for under 15­årige, der har begået alvorligere kriminalitet

Ovenfor i kapitel 3 er der redegjort for de eksisterende handle- og reaktionsmuligheder efter ser­viceloven, og ovenfor under afsnit 7.2., er der redegjort for det overordnede formål med den sociale indsats overfor børn og unge, der har behov for særlig støtte. Og kapitel 2 indeholder en gennem­gang af de vigtigste initiativer, der er taget på dette område inden for de seneste år – initiativer, der

- 148 -

for en dels vedkommende endnu ikke er gennemført eller har haft fornøden tid til at udfolde deres virkning i praksis.

Endvidere indeholder kapitel 5 en belysning af, hvordan samspillet mellem de retshåndhævende myndigheder og de sociale myndigheder fungerer i praksis i forhold til de meget belastede børn og unge.

I tilfælde hvor en under 15-årig har begået alvorligere kriminalitet, er der efter serviceloven mulig­hed for at sætte en række foranstaltninger i værk.

Efter servicelovens § 42, stk. 1, nr. 3, kan ”misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge” være udtryk for, at der er åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade. Hermed kan der i givet fald være grundlag for en beslutning om anbringelse uden for hjemmet også uden samtykke.

For så vidt angår de under 15–årige, der har begået alvorligere kriminalitet, må det antages, at der kun sjældent er tale om børn og unge, der ikke er ”kendte i systemet” i forvejen. Der vil ofte være tale om børn/unge, der sammen med familien har en (længere) karriere i det sociale system.

I det omfang familien og barnet eller den unge er kendte i socialforvaltningen, vil der i sagen være en undersøgelse af barnets eller den unges forhold samt – ofte – en plan for indsatsen. (Om krav om planer, se ovenfor kapitel 3, afsnit 3.2.). Uanset at der ikke foreligger en decideret plan, vil den om­stændighed, at barnet eller den unge er kendt i forvaltningen gøre det ulige meget nemmere at iværksætte en hurtig foranstaltning, idet en del af det grundlæggende undersøgelsesarbejde efter lovgivningen allerede vil være foretaget.

Der vil dog – formentlig undtagelsesvis – kunne være tale om, at et barn eller en ung, der pågribes i alvorligere kriminalitet, ikke er kendt i det sociale system i forvejen. I sådanne tilfælde vil forvalt­ningen i akutte tilfælde skulle træffe beslutning om foranstaltninger efter serviceloven ”på bar bund”, dvs. uden en beskrivelse af den familiemæssige baggrund, familiens/barnets eller den unges problemer og ressourcer etc.

Forvaltningen er ikke desto mindre som udgangspunkt forpligtet til at undersøge barnets eller den unges forhold, f.eks. gennem indhentelse af oplysninger fra skole, klub mv., inden den træffer be­slutning om foranstaltning. Denne situation er imidlertid principielt ikke anderledes end i de situati­oner, hvor en kommune f.eks. modtager en underretning om mishandling af et barn og skal vurdere, hvorvidt der er grundlag for en foreløbig formandsbeslutning om anbringelse af barnet uden for hjemmet.

- 149 -

Der vil således – både efter gældende ret og efter praksis – kunne blive tale om, at kommunen skal træffe en hurtig beslutning om ”mindst indgribende formålstjenlige foranstaltning” i forhold til et barn eller en ung under 15 år, der har begået alvorligere kriminalitet, uanset om kommunen kender barnet eller den unge i forvejen.

Hvis det vurderes, at en anbringelse uden for hjemmet er den rigtige foranstaltning for barnet eller den unge, er der således ikke noget til hinder for, at der umiddelbart træffes beslutning herom. Det vil dog altid være en konkret vurdering af barnets/den unges ressourcer og problemer, sammenholdt med familiens muligheder for at støtte barnet eller den unge i at komme på ret køl igen, der skal danne grundlag for kommunens beslutning om foranstaltninger efter serviceloven.

Det er ekspertgruppens vurdering, at serviceloven i langt de fleste tilfælde giver tilstrækkelige mu­ligheder for en reaktion med et socialt indhold ved at kunne fastholde barnet eller den unge og der­med indlede et længere behandlingsforløb over for unge, hvis kriminelle adfærd må ses som et ud­tryk for, at de har behov for en social indsats.

Det er ekspertgruppens opfattelse, at man i praksis er meget opmærksom på kriminel adfærd som en risikofaktor for barnets eller den unges sundhed eller udvikling.

Ekspertgruppen finder på denne baggrund ikke behov for at foreslå en ændring af bestemmelsen i servicelovens § 42, således at kriminel adfærd i videre udstrækning end tilfældet er i dag skal til­lægges betydning for en beslutning om anbringelse, - dvs. at kriminel adfærd vægtes tungere ved vurdering af risikoen for barnets eller den unges sundhed eller udvikling.

7.3.3. Tidsfrist for en beslutning

Det er efter ekspertgruppens opfattelse meget vigtigt, at de sociale myndigheder generelt sætter ind med en tidlig indsats, og at der straks og konsekvent sættes ind med en indsats over for de børn og unge, der har begået alvorligere kriminalitet.

Det er spørgsmålet, om de vedtagne ændringer af serviceloven, der er trådt i kraft den 1. januar 2001, og som man derfor endnu ikke kan se virkningen af, er nok til at sikre, at der sker en tilstræk­kelig hurtig indgriben, jf. kommissoriets 24-timers frist, over for børn og unge under 15 år, der har begået alvorligere kriminalitet.

Efter de gældende regler har formanden eller i dennes fravær næstformanden for børn og unge­udvalget mulighed for at træffe en foreløbig afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden sam­tykke, hvis betingelserne herfor er opfyldt, og hvis barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i børn og unge-udvalget. Der er således mulighed for at træffe en

- 150 -

foreløbig afgørelse om anbringelse uden samtykke meget hurtigt f.eks. umiddelbart efter, at en ung har begået alvorligere kriminalitet, hvis betingelserne herfor er opfyldt, og afgørelsen ikke kan af­vente en behandling i børn og unge-udvalget.

I de tilfælde, hvor der er tale om børn eller unge under 15 år, der har begået alvorligere kriminalitet, er det afgørende, at barnet eller den unge fastholdes i en anbringelse, når betingelserne herfor er opfyldt. Dette kan sikres ved, at der træffes en afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke.

Ekspertgruppen har på denne baggrund overvejet muligheden af at indføre en pligt for formanden for børn og unge-udvalget til i disse tilfælde – på baggrund af en underretning fra politiet og efter indstilling fra kommunen med baggrundsoplysninger om barnet eller den unge – at skulle tage stil­ling til, om betingelserne for at træffe en foreløbig afgørelse om anbringelse er opfyldt og i givet fald træffe afgørelse herom.

Ekspertgruppen har endvidere overvejet, om et sådant forslag i givet fald skal kombineres med en tidsfrist, inden for hvilken formanden skal træffe afgørelse. En kort tidsfrist kan sikre, at en anbrin­gelse kan ske i umiddelbar forlængelse af den begåede kriminalitet. En sådan tidsfrist kunne fast­sættes svarende til det tidsrum, hvor politiet kan tilbageholde barnet eller den unge under 15 år.

Kommunen og formanden for børn og unge-udvalget skulle i givet fald have en vis frist til at kunne tilvejebringe yderligere oplysninger om barnet eller den unge og om dennes situation, f.eks. om tidligere iværksatte foranstaltninger efter serviceloven. Disse oplysninger skulle indgå i grundlaget for vurderingen af, om betingelserne for en anbringelse uden for hjemmet uden samtykke er opfyldt.

Ekspertgruppen har overvejet, om en frist på 24 timer regnet fra politiets pågribelse af barnet eller den unge, der har begået alvorligere kriminalitet, og til formanden for børn og unge-udvalget har truffet en foreløbig afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke, eller truffet en afgø­relse om, at der ikke foreligger et tilstrækkeligt grundlag til at træffe en foreløbig afgørelse om an­bringelse uden for hjemmet uden samtykke, findes passende – også set i forhold til fastholdelsen af barnet eller den unge. Med en 24-timers frist for tilbageholdelsen af barnet eller den unge vil der være den samme tidsfrist som for prøvelse af grundlaget for en frihedsberøvelse af anholdte over den kriminelle lavalder, jf. grundlovens § 71, stk. 3, og retsplejelovens § 760, stk. 2.

En forudsætning for, at der kan træffes afgørelse om anbringelse – herunder uden samtykke – med udgangspunkt i tilfælde, hvor der er begået alvorligere kriminalitet, vil være, at der er fornøden do­kumentation for, at betingelserne i serviceloven for anbringelse uden samtykke er opfyldt. Som en del af grundlaget for at vurdere dette, er det væsentligt, at der foreligger fornøden dokumentation om den begåede kriminalitet. Politiet vil gennem sin efterforskning kunne bidrage med en doku­

- 151 -

mentation til kommunen, der indholdsmæssigt svarer til den dokumentation, der er påkrævet i for­bindelse med et grundlovsforhør.

Hvis formanden for børn og unge-udvalget ikke finder, at der foreligger et tilstrækkeligt grundlag til at kunne træffe en foreløbig afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke, kan den under 15-årige alene anbringes uden for hjemmet umiddelbart, hvis der foreligger et samtykke til anbringelsen fra forældremyndighedens indehaver.

Ekspertgruppen har efter nøje overvejelser ikke fundet behov for at foreslå en forpligtelse for for­manden til i alle sager at træffe afgørelse inden 24 timer. Ekspertgruppen har herved lagt vægt på, at det er helt afgørende, at det er den rigtige afgørelse efter servicelovens regler, der bliver truffet i forhold til barnet eller den unge. Med en meget kort tidsfrist kan det være vanskeligt at få sagen tilstrækkeligt oplyst, og der kunne være en risiko for, at der ville forekomme tilfælde, hvor der træf­fes forkerte afgørelser, som ikke opfylder barnets eller den unges behov.

Ekspertgruppen finder ikke belæg for at antage, at de sociale myndigheder ikke meget hurtigt træf­fer beslutninger om anbringelse uden for hjemmet i det omfang, der er grundlag for det. Tværtimod må det antages, at det allerede sker i langt de fleste tilfælde – uden der er fastsat en særlig frist for en sådan beslutning.

Ekspertgruppen finder i stedet, at det er vigtigt at sikre den tidlige og hurtige indsats ved at fastsætte en tidsfrist for udarbejdelse af en foreløbig handleplan, jf. nedenfor under 7.3.4.

7.3.4. Tidsfrist for udarbejdelse af handleplan

Med virkning fra den 1. januar 2001 skal kommunen efter servicelovens § 58 a for børn og unge under 18 år, der har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, udarbejde en plan for den indsats, der kan modvirke yderligere kriminalitet og yde den nødvendige indsats, der er nød­vendig for at opnå formålet. Planen skal under hensyn til dette formål tillige angive indsatsens for­ventede varighed, særlige forhold vedrørende barnet eller den unge, herunder behandling, uddannel­se mv. Planen udarbejdes i samarbejde med den unge og dennes familie.

Ekspertgruppen har overvejet, om det i højere grad end efter de gældende regler kan sikres, at der sættes tidligt ind i de tilfælde, hvor den unge har begået alvorlig kriminalitet. Man er opmærksom på Socialministeriets vejledning af 31. januar 2000 om hurtig indsats over for børn og unge, der begår kriminalitet samt på ”Børn og kriminalitet – et inspirationskatalog til hurtig indsats overfor børn der begår kriminelle handlinger”, Socialministeriet maj 2000.

- 152 -

Ekspertgruppen har i den forbindelse overvejet, om den nye § 58 a bør suppleres med en tidsfrist for, hvornår en foreløbig plan skal være klar. En tidsfrist vil således være udtryk for en fremrykning af disse sager og en sikring af, at der rent faktisk sættes hurtigt ind med relevant støtte i forhold til den begåede kriminalitet.

Ekspertgruppen har fundet, at fastsættelse af en tidsfrist på 7 dage for kommunen til at udarbejde en foreløbig plan for børn og unge, der har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet vil være passende. Hvis den pågældende i forvejen er kendt af kommunen, vil en plan ofte foreligge hurtigere. I det omfang kommunen imidlertid ikke i forvejen kender barnet eller den unge, der på­gribes i alvorlig kriminalitet, kan selv 7 dage anses for kort tid til at udarbejde en langsigtet plan for indsatsen. Det foreslås derfor, at der alene stilles krav om, at kommunen, senest efter 7 dage efter at kommunen har modtaget materiale, der belyser den begåede kriminalitet og den unges andel i den, skal have udarbejdet en foreløbig plan. Denne vil være med mulighed for efterfølgende justeringer, når barnets eller den unges situation er undersøgt yderligere. 7 dages fristen skal således vise bar-net/den unge og familien, at der reageres hurtigt på kriminaliteten. Den konkrete indsats tilrettelæg­ges af kommunen.

Ekspertgruppen finder, at det er meget vigtigt, at tidsfristen for kommunens udarbejdelse af en fore­løbig plan omfatter både de under og de over 15-årige. Det er afgørende, at de sociale myndigheder hurtigt underrettes om kriminaliteten, således at der hurtigst muligt efter pågribelsen af barnet eller den unge kan udarbejdes en foreløbig plan. For unge mellem 15 og 18 år bør kommunen overveje at inddrage kriminalforsorgen.

7.3.5. Underretningspligt

Med hjemmel i serviceloven er der fastsat regler, hvorefter personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kend­skab til forhold, der giver formodning om, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte.

Politiet har derfor også en pligt til at underrette kommunen i de tilfælde, hvor barnet eller den unge har begået kriminalitet, der giver formodning om, at barnet eller den unge har behov for særlig støt­te. Når barnet eller den unge har begået alvorligere kriminalitet, skal politiet underrette kommunen. For at kunne sætte tidligt ind, er det nødvendigt, at politiet underretter kommunen umiddelbart, efter at politiet har fået kendskab til eller pågrebet barnet eller den unge, der har begået kriminaliteten.

Den første underretning sker med henblik på kommunens bistand til børn og unge i forbindelse med afhøring af politiet og for at give kommunen et varsel om, at der er en sandsynlighed for, at kom­munen inden for kortere tid, f.eks. 5-6 timer, kan blive kontaktet for at kunne tage stilling til et

- 153 -

eventuelt behov for foranstaltninger efter den sociale lovgivning. Den kommunale forvaltning får derigennem mulighed for umiddelbart at tilrettelægge indsatsen. Når der opstår en af disse særlige situationer, er det således af afgørende betydning, at der hurtigt etableres et samarbejde mellem myndighederne.

Kommunen skal herefter, senest 7 dage efter at kommunen har modtaget dokumentation fra politiet om kriminaliteten, udarbejde en foreløbig plan for indsatsen.

Det er således en afgørende forudsætning, at politiet meget hurtigt foretager underretning til de so­ciale myndigheder, så kommunen får mulighed for at sætte ind med foranstaltninger så hurtigt som muligt efter den begåede kriminalitet, herunder med anbringelse uden for hjemmet, hvis der er grundlag for det.

7.3.6. Anvendelse af principperne i ungdomssanktionen?

Ekspertgruppen er efter kommissoriet anmodet om – i forhold til de 15-17 årige – at overveje og vurdere udformningen af en særlig ungdomssanktion, som kombinerer forskellige elementer af in­stitutionsanbringelse, uddannelse, arbejde og tilsyn i et samlet, faseopdelt forløb. Ifølge kommisso­riet bør ordningen tillige kunne anvendes af de sociale myndigheder som led i indsatsen over for børn og unge under den kriminelle lavalder.

Ekspertgruppens forslag til udformning af en ungdomssanktion er nærmere beskrevet ovenfor i ka­pitel 6.

Ungdomssanktionen er efter sin karakter af strafferetlig retsfølge ikke anvendelig over for børn og unge under den kriminelle lavalder.

Allerede den gældende sociale lovgivning giver imidlertid mulighed for at reagere over for alvorlig kriminalitet begået af børn og unge under den kriminelle lavalder med sociale foranstaltninger, et længerevarende socialpædagogisk behandlingsforløb – undtagelsesvis i form af anbringelse i en sikret afdeling – jf. nærmere kapitel 3, afsnit 3.2. Fra 1. januar 2001 er der endvidere indført pligt for kommunerne til at udarbejde en individuel handleplan for børn og unge, der har begået volds­kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, jf. nærmere herom ovenfor i afsnit 7.3.4.

På den baggrund er der efter ekspertgruppens opfattelse ikke behov for at foreslå nye regler om iværksættelse af et længerevarende, faseopdelt socialpædagogisk behandlingsforløb – herunder med anbringelse i døgninstitution, undtagelsesvis på sikret afdeling – over for børn og unge under den kriminelle lavalder, som begår alvorlig kriminalitet. Det giver de gældende regler i serviceloven tilstrækkelig mulighed for.

- 154 -

Det afgørende er, at reaktionsmulighederne anvendes i praksis, og at der sættes ind hurtigt og kon­sekvent i forbindelse med alvorlig kriminalitet, jf. ovenfor afsnit 7.3.4.

7.3.7. Spørgsmålet om indførelse af en hjemmel for politiet til at foretage straffepro­cessuelle indgreb over for børn og unge under 15 år

Ifølge kommissoriet er ekspertgruppen blevet bedt om at overveje, om der er behov for i visse til­fælde at kunne tilbageholde børn og unge under 15 år, indtil der er truffet afgørelse af de sociale myndigheder.

Børn og unge under 15 år kan som nævnt ovenfor i kapitel 3, afsnit 3.1.1., ikke straffes, men politiet kan dog efterforske sådanne sager, bl.a. for at klarlægge omfanget af kriminaliteten, for at konstate­re, om andre personer kan mistænkes, og for at få eventuelle koster tilbagegivet.

Det er endvidere almindeligt antaget, at også børn og unge under 15 år kan tilbageholdes som led i efterforskningen af en forbrydelse, jf. Rigsadvokatens Meddelelse nr. 7/1998. Tilbageholdelse af børn og unge under 15 år, der mistænkes for strafbart forhold, forudsætter, at betingelserne for an­holdelse er til stede, og at hensynet til sagens opklaring og barnets tarv gør tilbageholdelsen nød­vendig. Tilbageholdelsen skal bringes til ophør snarest muligt og må ikke udstrækkes ud over, hvad der er strengt nødvendigt af hensyn til efterforskningen og for at sikre, at barnet overgives til rette vedkommende.

Det antages herudover, at en række straffeprocessuelle bestemmelser over for ikke-sigtede – f.eks. om indgreb i meddelelseshemmeligheden, visitation, legemsbesigtigelse, ransagning og beslaglæg­gelse – også kan anvendes over for børn og unge under 15 år. I et vist omfang må det tillige gælde bestemmelser, der forudsætter en sigtelse. Der ses dog ikke at være taget stilling til dette spørgsmål i lovforarbejderne, ligesom litteratur og domspraksis om emnet er sparsom. Grænsen for, hvilke indgreb der kan anvendes over for børn og unge under 15 år, der mistænkes for at have begået kri­minalitet, kan derfor ikke anses for endeligt afklaret.

I forbindelse med den af ekspertgruppen iværksatte høring af udvalgte politikredse, blev politikred­sene bl.a. spurgt om, hvorvidt manglen på udtrykkelige regler i forbindelse med anholdelse, tilba­geholdelse, afhøring mv. af lovovertrædere under 15 år giver anledning til problemer i praksis.

Politidirektøren i København og politimestrene i Odense, Ålborg, Roskilde, Esbjerg og Randers har anført, at dette spørgsmål ikke eller kun sjældent har givet anledning til problemer. Derimod har politimestrene i Århus og Glostrup oplyst, at dette spørgsmål giver anledning til problemer, og at

- 155 -

der er behov for udtrykkelige regler for politiets efterforskning af kriminalitet begået af børn og unge under 15 år.

Det er på denne baggrund ekspertgruppens opfattelse, at politiet bør have hjemmel i lovgivningen til at tilbageholde barnet eller den unge i et nærmere fastsat tidsrum. Dette er i øvrigt i overens­stemmelse med det almindelige princip om, at indgreb i frihed og ejendom mv. bør have udtrykke­lig hjemmel i loven.

Det er endvidere ekspertgruppens opfattelse, at der både af hensyn til oplysningsgrundlaget for de sociale myndigheder og med henblik på, at barnet skal forstå alvoren af den begåede kriminalitet, er behov for at politiet kan efterforske sagen grundigt, og at der derfor også bør tilvejebringes en klar hjemmel for politiet til at kunne oplyse sagen ved anvendelse af de efterforskningsmidler, der ken-des fra retsplejeloven.

Ekspertgruppen finder det imidlertid ikke muligt at afslutte disse overvejelser inden for de tidsmæs­sige rammer for ekspertgruppens arbejde, og ekspertgruppen skal på den baggrund foreslå, at spørgsmålet overvejes nærmere i et andet forum. Et sådant hjemmelsgrundlag kan i givet fald ind­arbejdes i retsplejeloven, serviceloven eller i det udkast til politilov, der for tiden er under udarbej­delse i Politikommissionen.

7.4. Lovudkast

Serviceloven

I § 58 a indsættes som stk. 2:

”Stk. 2. Kommunen skal udarbejde en foreløbig plan senest 7 dage efter kommunen har modtaget dokumentation fra politiet om den begåede kriminalitet”

Gældende § 58 a:

§ 58 a. For unge under 18 år, der har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, ud­arbejder kommunen en plan for en indsats, der kan modvirke yderligere kriminalitet og yde den nødvendige støtte til den unge. Planen skal angive formålet med indsatsen, samt hvilken indsats, der er nødvendig for at opnå formålet. Planen skal under hensyn til dette formål tillige angive indsat­sens forventede varighed, særlige forhold vedrørende den unge, herunder behandling, uddannelse mv. Planen udarbejdes i samarbejde med den unge og dennes familie.

- 156 -

-------------

Kapitel 8

Idékatalog

Ekspertgruppen har i forbindelse med sit arbejde drøftet en række problemstillinger og mulige nye initiativer, der har tilknytning til forslag, der er beskrevet i kapitel 6 og 7. Det har imidlertid ikke været muligt at afslutte disse overvejelser inden for de tidsmæssige rammer for ekspertgruppens arbejde.

Ekspertgruppen foreslår, at der i forlængelse af denne rapport tages følgende initiativer:

1) Undersøgelse af vilkårsovertrædelser

Som anført i kapitel 6, afsnit 6.2., finder ekspertgruppen, at der er behov for en klarlæggelse af praksis med henblik at vurdere, i hvilket omfang der reageres adækvat på overtrædelse af vilkår i betingede domme, herunder med hensyn til indberetning af overtrædelser og – i det omfang vilkårs­overtrædelsen herefter indbringes for retten efter straffelovens § 60 – hvordan domstolene reagerer på overtrædelsen.

2) Regulering af politiets beføjelser over børn og unge under den kriminelle lavalder

Som det fremgår af kapitel 7, afsnit 7.3.7., finder ekspertgruppen, at spørgsmålet om udformningen af udtrykkelige regler om politiets adgang til at tilbageholde børn og unge under 15 år, som er mis­tænkt for strafbart forhold, i et nærmere bestemt tidsrum, og for at anvende de efterforskningsmid­ler, der kendes fra retsplejeloven i disse sager, bør overvejes nærmere i andet forum.

3) Forskning

Ekspertgruppen finder, at der her i landet bør forskes nærmere i, hvad der på dette område virker, og hvad der ikke virker, med hensyn til den socialpædagogiske indsats – herunder om de socialpæ­dagogiske tiltag virker forskelligt afhængig af de unges etniske baggrund – samt i effekten af ung­domssanktionen og dens konkrete udmøntning. Der henvises til kapitel 6, afsnit 6.6.

Ekspertgruppen har også berørt en række andre forslag, der eventuelt kan overvejes nærmere i for­bindelse med fremtidige initiativer på området. Det drejer sig bl.a. om følgende:

- 157 -

4) Koordineret indsats ved ”hjemmebesøg” i anledning af kriminalitet

I dag samarbejder politi, skole og sociale myndigheder bl.a. igennem SSP-samarbejdet i arbejdet med kriminelle og kriminalitetstruede børn og unge. Som et led i dette samarbejde kunne det over­vejes at fastlægge en procedure, hvorefter der ved indberetning om, at en ung har begået et (alvorli­gere) kriminelt forhold, sker en koordineret henvendelse til familien hvor alle tre instanser møder op i hjemmet. Denne ”magtdemonstration” skulle have til hensigt dels at vise familien og den unge, at hele ”systemet” ikke vil acceptere denne adfærd, alvoren af den begåede kriminalitet, og at de tre instanser arbejder sammen. Der kunne samtidig indføres en skærpet opfølgningsforpligtelse i form af, at der 1 år efter det første møde med familien foretages en ny samlet henvendelse til familien, hvor de indhøstede erfaringer gøres op. Herved kunne det sikres, at det langsigtede perspektiv fast­holdes både for den unge, familien og myndighederne.

5) Faseopdelte sociale programmer i arbejdet med meget kriminelle unge

Med henblik på at sikre en intensiveret indsats over for de unge, der allerede har begået alvorlig kriminalitet, kunne det overvejes at arbejde med en ny, opstrammet og intensiveret programlagt indsats.

6) Samarbejdet mellem politiet og de sociale myndigheder

Det kunne overvejes, om der er behov for at forbedre den gensidige kontakt – f.eks. ved udpegning af kontaktpersoner hos henholdsvis politiet og de sociale myndigheder eller ved gensidige ”praktik­ophold” – eller på anden måde sikre større viden på tværs af sektorerne. Formidling af gode, lokale erfaringer vedrørende samarbejdet mellem myndighederne i form af ”best practice” vejledninger kunne også overvejes.

7) Inddragelse af kriminalforsorgen

Kriminalforsorgen medvirker i dag ikke i forbindelse med udarbejdelse af pædagogiske observatio­ner og ikke altid i udarbejdelse af sociale handleplaner for 15-17 årige, der er mistænkt for strafbart forhold, og som er anbragt i varetægtssurrogat på en sikret afdeling. I de tilfælde, hvor de pågæl­dende idømmes en ubetinget frihedsstraf, kan det være vanskeligt for kriminalforsorgen, efter at dommen er afsagt, tilstrækkelig hurtigt at tilvejebringe de nødvendige oplysninger med henblik på eventuelt at overføre den pågældende til afsoning i en social døgninstitution eller et godkendt op­holdssted i medfør af straffelovens § 49, stk. 2.

- 158 -

Også efter indførelse af en ungdomssanktion vil der være unge, som idømmes ubetinget friheds­straf, og som efter dommen skal søges § 49, stk. 2-overført. Det kunne overvejes, om og i hvilket omfang kriminalforsorgen – forud for domsforhandlingen – kan og bør inddrages i forbindelse med de sociale myndigheders tilvejebringelse af oplysninger om den unges personlige forhold til brug for straffesagen med henblik på at forbedre muligheden for en hurtig § 49, stk. 2-overførsel efter dommen, hvis der idømmes ubetinget frihedsstraf.

Det kunne også overvejes, om det ville være formålstjenligt at oprette/inddrage lokale, tværsekto­rielle samråd i forbindelse med udarbejdelse af udtalelser til retten om personlige forhold til brug for sanktionsfastsættelsen. Et centralt, tværsektorielt organ kunne også overvejes.

8) Pædagogiske observationer i sikrede afdelinger

Det er vurderingen fra amter og kommuner, at pædagogiske observationer, der er gennemført på de sikrede afdelinger, er et meget værdifuldt grundlag for videre kommunale beslutninger om den un­ge, uanset om denne er over eller under 15 år. Hidtil har kapaciteten dog ikke været stor nok til, at denne i alle tilfælde har kunnet gennemføres i det lukkede regi. Det kunne overvejes, om og hvor­dan dette kan sikres ved kommende forhandlinger mellem staten og de kommunale parter om kapa­citeten på de sikrede afdelinger.

9) Samlet vejledning om bestemmelser i sociallovgivninger, der angår børn og unges kriminalitet

Det kunne overvejes at samle oplysninger om hele det sociale regelsæt, der angår børn og unge, som har begået kriminalitet (magtanvendelsesbekendtgørelsen, de relevante bestemmelser i service­loven § 40, § 58 a samt vejledningen om utilpassede unge m.fl.) i en særlig vejledning.

Dette ville kunne give de enkelte amter og kommuner et bedre overblik. Ligeledes ville det kunne styrke samarbejdet, hvis de samme informationer – i tilpasset form – foreligger hos politiet og an­klagemyndigheden.

- 159 -

Bilag til rapporten

1) Notat om udenlandske erfaringer for, hvad der virker og hvad der ikke virker med hensyn til at mindske ungdomskrimnalitet, udarbejdet af forskningskonsulent Britta Kyvsgaard i decem­ber 2000

2) Oversigtstabel over udgifter til kriminalitetsbekæmpelse i USA udarbejdet af Washington State Institute

3) Notat om kriminalitet og national oprindelse 1998, udarbejdet af forskningskonsulent Britta Kyvsgaard i januar 2000

4) Forberedelse af straffesager mod unge under 18 år

5) RisikoUngdom – Ungdomsundersøgelse 1999 af Flemming Balvig (Kapitel 6 – Sammenfat­ning og konklusion samt skitser for gruppering af unge i 4 kriminalitetsgrupper)

6) Gennemgang af konkrete sager

7) Bilag til mindretalsudtalelse

- 160 -

Bilag 1 Hvad virker og hvad virker ikke med hensyn til at mindske ungdomskriminalitet?

Udenlandske erfaringer

(Udarbejdet af Justitsministeriets forsknings- og dokumentationskonsulent Britta Kyvsgaard i de­cember 2000)

Sammenfatning af de væsentligste udenlandske erfaringer

1) Tidlig forebyggelse af børne- og ungdomskriminalitet. Projekter, der sigter på at støtte socialt og økonomisk svagt stillede børnefamilier, kan såvel betyde mindre børnemishandling, forbedring af børnenes forhold i og til skolen samt mindsket kriminalitet blandt børnene og de unge senere i livet. Den mest succesrige form for tidlig forebyggelse synes at være hyppig og langvarig kon­takt med en sundhedsplejerske. Desuden har mange forsøg med forældretræning og –terapi gi­vet positive resultater.

2) Behandling, færdighedstræning og lignende tiltag. Den generelle tendens er, at det gennem in­terventioner, der sigter på at forbedre lovovertræderens sociale færdigheder og muligheder samt skabe erkendelse hos lovovertræderen om de situationer og risici, der kan udløse kriminalitet, kan medvirke til at mindske tilbagefaldet til ny kriminalitet. Sandsynligheden for at opnå en be­handlingseffekt påvirkes positivt af følgende forhold: At behandlingen rettes mod lovovertræde­re, der har en reel risiko for at recidivere; at behandlingen er intensiv; at behandlingen tager ud­gangspunkt i den enkelte lovovertræders kriminogene forhold; at ikke bare behandlingens ind­hold, men også dens form afpasses efter den enkelte lovovertræder; at behandlingen foregår i frihed.

3) Kortvarige frihedsberøvelser, boot camps, short sharp shocks, scared straight og tilsvarende programmer, der søger at opnå en specialpræventiv effekt gennem (bl.a.) afskrækkelse. Det fæl­les ved disse programmer er, at de ikke har kunnet påvises at have en positiv effekt på tilbage­faldsrisikoen, men at mange af de undersøgelser, der er gennemført, tværtimod finder en nega­tiv, altså kriminalitetsfremmende, effekt.

4) Længerevarende institutionsanbringelser og fængselsstraffe. Erfaringen synes at være, at insti­tutionsanbringelser, som ikke indebærer intensiv og ekstraordinær behandlingsindsats, højest har en nuleffekt og muligvis har en egentlig negativ specialpræventiv effekt. Det er antagelig især en risiko, hvis de unge overlades meget til sig selv og hinandens negative påvirkning

5) Generalpræventiv effekt af strafskærpelser eller –lindringer. Selv om det synes givet, at eksi­stensen af strafpåbud og/eller opdagelsesrisiko i forbindelse med kriminalitet har en general­præventiv effekt, så har ændringer i strafudmålingsniveauet ikke kunnet påvises at have en ge­neralpræventiv effekt.

6) Uskadeliggørelse gennem langvarige indespærringer. Det er givet, at en meget kraftig øgning i brugen og i længden af ubetingede frihedsstraffe vil have en vis effekt. Det synes dog samtidig

- 161 -

givet, at dette kriminalpræventive middel er ganske dyrt, og det ikke er muligt med tilnærmel­sesvis stor sikkerhed at udpege højrisikogrupper blandt lovovertrædere.

Indledning

Her omtales tre typer af nyere, udenlandske forskningsrapporter, der vedrører den specialpræventi­ve betydning af tiltag over for unge lovovertrædere:

1) Metaanlyser, der er baseret på tidligere forskning, og som foretager en samlet bedømmelse af effekten af de forskellige former for tiltag

2) Litteraturoversigter over tidligere forskningsresultater 3) Enkeltstående undersøgelser

Langt hovedparten af de rapporter, der omtales, er offentliggjort i 1990’erne eller senere. Tidligere erfaringer er dog anvendt indirekte, blandt andet i ovenstående sammenfatning.

Der vil være en vis overlapning mellem de undersøgelser, der behandles i de enkelte metaanalyser og i litteraturoversigterne, da de alle typisk omhandler engelsksprogede undersøgelser, der er gen­nemført de seneste årtier.

Oversigten over litteratur inden for området er langt fra fuldstændig, idet rapporter, der ikke påpe­ger noget nyt i forhold til det, der allerede er refereret, ikke omtales. Resultater, der må antages at ligge uden for ekspertgruppens interesseområde, omtales heller ikke.

De undersøgelser, analyserne omfatter, er videnskabelige målinger af den specialpræventive effekt. Når ikke andet er nævnt, betyder det, at undersøgelserne vedrører kontrollerede forsøg eller tilsva­rende videnskabelige metoder, og at effektvariablen er tilbagefald til ny kriminalitet eller – såfremt foranstaltningen vedrører mindre børn – forekomsten af kriminalitet overhovedet. Det vil sige, at effekten af en given foranstaltning måles ved at sammenligne en forsøgsgruppes og en kontrolgrup­pes kriminalitetshyppighed i en periode efter foranstaltningens gennemførelse. Ikke alle kontrol­grupper er tilfældigt udvalgte, da det også kan dreje sig om en persongruppe, der i øvrigt vurderes at være sammenlignelig med forsøgsgruppen. Der omtales primært undersøgelser, der vedrører unge lovovertrædere. Opmærksomheden henledes på, at mange internationale undersøgelser af ungdomskriminalitet ud over almindelige former for kriminalitet typisk også omfatter statusforbrydelser, dvs. forhold, der alene er kriminaliserede for personer i en vis (ung) alder. Aldersgrænsen for denne form for ”juvenile delinquency” er på 10 år for Englands vedkommende og varierer staterne imellem i USA.

- 162 -

Ved siden af undersøgelser af den specialpræventive effekt omtales afslutningsvis enkelte undersø­gelser og oversigter af straffens generalpræventive effekt af straf og af indespærringers uskadelig­gørende – inkapaciterende – effekt.

Metaanalyser

De fleste metaanalyser, der er gennemført, sigter først og fremmest på at belyse effekten af forskel­lige former for behandlingstiltag. Det er altså sjældent strafformer som sådan, der vurderes, men snarere de programmer, der er igangsat i forbindelse med en straf. På baggrund af metaanalyserne kan der først og fremmest uddrages retningslinier for, hvilke typer af behandlingstiltag der virker, samt betingelser for behandlingsprogrammers effektivitet. Begge dele kan dog være af stor værdi i forbindelse med en vurdering af, hvor, hvordan og over for hvem der skal igangsættes tiltag med henblik på at opnå en specialpræventiv effekt.

Den mest omfattende metaanalyser, der er gennemført, omfatter knap 400 undersøgelser vedrørende effekten af forskellige foranstaltninger over for unge lovovertrædere (Lipsey 1992 a og b, 1995). Sammenlagt omfatter disse undersøgelser over 40.000 unge i alderen 12-20 år. Undersøgelserne dækker perioden 1950-ca. 1990 og stammer fra engelsksprogede lande.

Metaanlysen påviser en generel behandlingseffekt på 10 pct., for så vidt angår recidiv. Dvs. at for­søgsgruppernes recidivprocent i gennemsnit er 10 pct. lavere end kontrolgruppernes. En del af un­dersøgelserne omfatter også andre effektmål end recidiv. I den forbindelse konstateres, at behand­lingseffekten med hensyn til psykologiske forandringer (holdninger, selvagtelse mv.) er på 28 pct., for interpersonelle ændringer (forhold til kammerater, til forældre mv.) 12 pct., for skoledeltagelse (ingen skulkeri o.lign.) 12 pct., for skolestandpunkt mv. 14 pct. og for arbejdsforhold 10 pct.

Analysen viser endvidere, at behandlingen især har stor recidivhæmmende effekt over for unge med stor tilbagefaldsrisiko, og at den recidivhæmmende effekt øger med behandlingens omfang og in­tensitet.

- 163 -

Der er videre undersøgt, hvorvidt behandlingseffekten er afhængig af arten af tiltag. Det viser sig at være tilfældet. De tiltag, der er af konkret karakter (f.eks. arbejdssøgning/træning), som vedrører adfærds- og færdighedstræning, og som omfatter flere behandlingskomponenter, er dem, der giver de bedste resultater. Forskellen mellem forsøgs- og kontrolgruppens recidivprocent er i disse tilfæl­de ca. 20-30 pct. I den anden ende af skalaen findes de tiltag, der vedrører afskrækkelse. Disse tiltag viser sig gennemgående at have negative resultater. Dvs. at forsøgsgrupperne i gennemsnit har høje­re recidiv end kontrolgrupperne (omkring 20% højere recidiv), jf. også nedenstående konklusioner fra Marylandrapporten. Mellem disse yderpunkter falder tiltag, der vedrører forskellige former for familie-, gruppe- eller individuel rådgivning (counselling). Disse tiltag har en ringe positiv effekt.

En anden metaanlyse er udarbejdet af forskere i Canada, men de undersøgelser, analyserne er base-ret på, er ikke kun canadiske (Andrews et al. 1990a, 1990b, 1997). I denne metaanalyse, der omfat­ter 154 undersøgelser af såvel unge som voksne lovovertrædere, finder man også en generel be­handlingseffekt på 10 pct’s reduktion i forsøgsgruppernes recidiv. Der fastslås, at effektiviteten af behandlingsprogrammer afhænger af følgende tre forhold: - At intensiv behandling gives til personer, der har høj risiko for fortsat kriminalitet. Personer

med ringe recidivrisiko klarer sig lige så godt eller bedre uden behandling, - at behandlingen sigter på at ændre de forhold, der har betydning for, at de enkelte individer har

begået kriminalitet og har en høj risiko for fortsat kriminalitet, og - at behandlinger tager udgangspunkt i personens modtagelighed for forskellige fremgangsmåder

i behandlingen (f.eks. differentiere mellem modne personer og personer med svage sociale ev­ner).

I undersøgelserne fastslås det videre, at behandlingen har størst mulighed for at lykkes, såfremt den foregår i frihed frem for i fængsel eller anden institution, og at straf uden behandlingstiltag ikke virker.

Der er gennemført en del flere metaanalyser, ligesom der er foretaget en samlet vurdering af disse (Løsel 1992 a og b). Sidstnævnte peger også på en gennemsnitlig behandlingseffekt på 10 pct., og det understreges – svarende til ovenstående – at behandlingseffekten er større for behandlingspro­grammer i frihed frem for i institutionsmiljøer.

Der kan endelig peges på en rapport, som behandler såvel en del af mataanalyserne som af littera­turoversigterne (Palmer 1992). De konklusioner, der på den baggrund drages, er i meget høj grad i overensstemmelse med det, der i det foregående er nævnt om, hvilke programmer der er mest suc­cesrige samt principper eller forudsætninger for en behandlingseffekt.

- 164 -

I. Litteraturoversigter

Maryland-rapporten, som er en kongresrapport, udarbejdet til The National Institute of Justice i USA, omfatter mere end 500 undersøgelser, der måler effekten af forskellige typer af kriminalpræ­ventive foranstaltninger. En væsentlig del af undersøgelserne vedrører den primære kriminalpræ­vention og retter sig ikke mod særlige persongrupper.

I rapporten inddeles de forskellige foranstaltninger efter, om disse virker eller ej. At de virker, bety­der, at mindst 2 videnskabelige undersøgelser på et relativt højt kvalitetsniveau har påvist, at foran­staltningen leder til mindsket kriminalitet. Og omvendt har mindst 2 videnskabelige undersøgelser påvist en nuleffekt eller negativ effekt af de foranstaltninger, der ikke virker. Der redegøres endvi­dere for foranstaltninger, der er ”lovende”. Dvs. at én undersøgelse, har påvist positiv effekt. Sidst­nævnte gruppe af foranstaltninger vil ikke blive omtalt her, også fordi de fleste må antages at være irrelevante i denne sammenhæng. Her fokuseres for foranstaltninger, der retter sig mod børn og unge, og som vedrører den specialpræventive effekt.

Virksomme foranstaltninger:

1) Hyppige besøg af sundhedsplejerske og andre professionelle i en længere periode under opvæk­sten. Der er foretaget flere eksperimenter på dette område og alle giver klart positive effekter. Der er målt positive effekter med hensyn til såvel forældrenes behandling af deres børn (færre tilfælde af børnemishandling), børnenes skoleforhold (færre adfærdsvanskeligheder og bedre karakterer) som senere kriminalitet.

2) Ugentlige hjemmebesøg af førskolelærere (reducerer børnemishandling). 3) Familieterapi og –træning for forældre til unge lovovertrædere og børn i en risikogruppe. Be­

handlingen foregår typisk på en klinik og har strakt sig over perioder fra nogle få uger til 8 mdr. De fleste undersøgelser viser positiv effekt på børnenes adfærd, og kun enkelte af undersøgel­serne måler effekt på børnenes og de unge kriminalitet.

4) Skolebaserede programmer mv. der blandt andet vedrører normindlæring, selvkontrol, problem­løsning og kommunikation. Positiv effekt er målt på kriminalitet.

- 165 -

Uvirksomme foranstaltninger:

1) Afskrækkelseskampagner vedrørende narkotika. Der har ikke kunnet konstateres effekt på mis­brugshyppighed.

2) Medstuderendes rådgivning af unge i risikozonen. Enkelte undersøgelser viser en egentlig nega­tiv effekt, hvilket formodes at skyldes en stemplingseffekt.

3) Diverse fritidsaktiviteter for skoleungdom. Generelt ingen effekt på kriminalitet, og enkelte un­dersøgelser med en negativ effekt, idet nogle programmer har stimuleret de unges risikoadfærd og impulsivitet frem for at mindske den.

4) Kortvarige subventionerede jobs eller træningsprogrammer, f.eks. i sommerferien. Ingen speci­alpræventiv effekt, muligvis pga. stort bortfald.

5) Overlevelsesture, dvs. programmer, hvor der lægges vægt på fysiske udfordringer og anstren­gelser. Der omtales 4 undersøgelser. Deraf viser den ene ingen forskel mellem forsøgs- og kon­trolgruppen mht. recidiv, en anden viser signifikant positive resultater, en tredje signifikant ne­gative resultater, mens den fjerde viser både positive og negative insignifikante resultater. I rap­porten betragtes denne type program generelt som uvirksomt. Det forklares med, at program­merne har sigtet på unge med ringe recidivrisiko, at indsatsen har været kortvarig og ikke har vedrørt de kriminogene forhold.

6) Arrestation af unge lovovertrædere for mindre alvorlige forbrydelser. Effekten af denne form for intervention, der må formodes at have sigtet på afskrækkelse, er belyst i 5 undersøgelser. Fi­re af undersøgelserne viser, at de unge, der arresteres, recidiverer hyppigere end dem, der ikke arresteres. Den 5. undersøgelse viser også delvis negative resultater (over for unge, der har be­gået flere lovovertrædelser), men viser samtidig positive resultater (over for debutanter).

7) Boot camps, dvs. strafafsoning under militærlignende former, hvor der satses på disciplin og struktur og i nogen grad også på afskrækkelse. Disse strafafsoningsformer sammenlignes med de almindelige strafafsoningsformer. Der er gennemført 4 effektundersøgelser af unge i boot camps. Tre af disse viser, at de unge fra boot camps har højere recidiv end kontrolgrupperne. Forskellen i recidiv er dog kun signifikant i den ene undersøgelse. Den fjerde undersøgelse viser tendens (ikke signifikant forskel) til, at de unge fra boot camps har lavere recidiv end kontrol­gruppen.

8) Shock probation og shock parole. Dvs. tilsyn med henholdsvis betinget dømte og prøveløsladte. Chokelementet består i, at personen i tilsyn kortvarigt indespærres i løbet af tilsynsperioden. Dette sker alene med henblik på at afskrække lovovertræderen og ikke for at gennemføre be­handlingsprogrammer ell.lign. Der er ikke kendskab til det nøjagtige antal undersøgelser på det­te område, men i Marylandrapporten konkluderes det, at undersøgelserne enten ikke har fundet nogen effekt af disse foranstaltninger, eller at der er fundet en negativ effekt.

9) ”Scared Straight” sigter også på at afskrække unge lovovertrædere fra at begå kriminalitet. Dette mål søges opnået ved at lade de unge besøge lukkede fængsler, hvor de indsatte fortæller dem

- 166 -

om den barske fængselstilværelse. Programmerne har givet enten negative effekter eller ingen effekter. Også i Danmark har man forsøgt sig med afskrækkelsesprogrammer a la ”Scared Straight”. Det fungerede imidlertid kun kortvarigt, da det viste sig, at de fleste af de unge, der deltog, begik ny kriminalitet. På tilsvarende måde er det gået i Norge med denne afskrækkel­sesmodel. Her besluttede man sig dog for at ophøre hermed først og fremmest af etiske grunde (Hovland & Storvoll, 1997; Storvoll & Hovland, 1998).

Washington State Institute for Public Policy har for staten Washington udarbejdet en rapport om omkostninger og nytten ved forskellige programmer, der sigter på at reducere kriminalitet (Aos et al., 1999). Det, der er det særlige ved denne rapport, der i øvrigt omfatter mange af de samme un­dersøgelser, som ovennævnte Marylandrapport, er, at den ikke alene vurderer nytten ud fra pro­grammernes specialpræventive effekt, men også i forhold til de besparelser i straffesystemet og hos ofrene, som eventuelle præventive effekter medfører. Rapportens hovedformål er således at belyse, hvor stort udbyttet er for hver dollar, der investeres i de forskellige programmer. En oversigt over rapportens hovedresultater er vedlagt som bilag.

Her skal alene ses på programmernes specialpræventive effekter, på foranstaltninger over for unge og på programmer, der ikke er omfattet af ovenstående gennemgang fra Marylandrapporten:

1) Med hensyn til indsats tidligt i barndommen fremhæves førskolingsprogrammer som effektive. Et 2-årigt program, der omfattede en 2,5 timers daglig indsats 5 dage ugentligt over for børn i fattige miljøer, medførte såvel forbedrede skolestandpunkter, mindre arbejdsløshed og mindre kriminalitet. I forhold til kontrolgruppen var kriminaliteten i forsøgsgruppen, målt op til og med deres 27. leveår, 26 pct. lavere.

2) Der er også gennemført forsøg med ekstra indsats over for skolebørn i 1.-6. klasse samt over for deres forældre og lærere. Forsøget har sigtet på at forbedre børnene forhold til skolen. Behand­lingseffekten, for så vidt angår senere kriminalitet, er målt til at være 23 pct.

3) Et udviklingsprogram for elever fra ressourcesvage miljøer fra deres 9. skoleår til og med af­slutning af High school har indebåret 250 timers ekstraundervisning, 250 timers udviklingspro­grammer og 250 timers aktiviteter i forhold til det omgivende samfund. Der rapporteres om en ganske høj specialpræventiv effekt, nemlig på 42 pct.

4) Diverse ikke-institutionsbaserede terapeutiske programmer over for unge lovovertrædere viser også ganske gode resultater, nemlig med en reduktion i forsøgsgruppens recidiv på 25-50 pct. Nogle af programmerne vedrører primært voldelig adfærd, mens andre sigter mere bredt.

5) Der er gennemført et forsøg med en særlig form for anbringelse uden for hjemmet. Det drejer sig om et sted, hvor plejeforældrene er specielt trænede, og hvor der leveres et yderst intensivt behandlingsprogram, der især retter sig mod den unges adfærd. Behandlingen varer 6-12 mdr., og der er højest to og almindeligvis kun én ung i behandlingsprogrammet ad gangen. Der ser

- 167 -

også ud til at have været en intensiv efterfølgende supervision af den unge. Behandlingen angi­ves at reducere recidivrisikoen med 63 pct.

6) Forsøg med intensivt tilsyn og overvågning i forbindelse med betinget dom har kun en ringe effekt på recidivet, idet det har reduceret recidivrisikoen med 3 pct.

II. Enkeltstående undersøgelser

I debatten om indsatsen over for ungdomskriminalitet har den undersøgelse, den svenske psykolog Claes Levin har gennemført af svenske ungdomsinstitutioner, ofte været fremhævet (Levin 1997 og 1998). Undersøgelsen vedrører institutioner, der ikke alene modtager kriminelle unge, men også andre årsager kan ligge bag placeringen på institution. Størstedelen af de institutionsanbragte er i aldersklassen 15-18 år, og opholdet varer som regel omkring 1 år.

Levin har interviewet 61 unge 3-10 år efter, de har afsluttet et ophold på et ungdomshjem. Inter­viewene viser blandt andet, at næsten 70 pct. af de unge angiver, at opholdet på ungdomshjemmet enten ikke har mindsket deres kriminalitet eller har fremmet den.

Det bemærkes, at Levins undersøgelse ikke er baseret på så strikt et videnskabeligt design som de fleste af de øvrige undersøgelser, der vedrører effekten af forskellige tiltag, idet Levins undersøgel­se ikke omfatter en kontrolgruppe. Det er derfor ikke muligt at sige, hvordan det ville være gået de unge, såfremt de ikke havde været institutionsanbragt

I forlængelse af Levins undersøgelse kan peges på de mange recidivundersøgelser, der i sin tid blev gennemført af ungdomsfængselssanktionen (Kyvsgaard, 1997). Disse undersøgelser viste, at i hvert fald tre fjerdedele af dem, der havde afsonet en straf i ungdomsfængsel, recidiverede til ny krimina­litet.

I Bremen blev der i begyndelsen af 1980’erne gennemført et forsøg med alternativ til Jugendarrest (Schumann, 1985). Jugendarrest findes dels som en kortvarig frihedsstraf fra 1-4 ugers varighed og dels som en fritidsarrest. Generelt skulle sanktionsformen svare til det, der inden for den angelsaksi­ske verden er kaldt ”short sharp shocks”, altså kortvarige restriktive indespærringer. Det alternativ, der afprøves, er en samfundssanktion med en varighed fra min. 3 mdr. til max. 6 mdr. Der er knyttet såvel socialrådgiver, pædagog som psykolog til det alternative projekt, og der er sigtet på både at hjælpe med konkrete sociale problemer og på rådgivning af forskellig slags. Undersøgelsen viser, at der er betydeligt færre i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen, som efterfølgende recidiverer. (Se også under afsnit IV om effekten af korttidsstraffe i Tyskland).

Det kan endelig nævnes, at der er gennemført flere undersøgelser, der belyser effekten af elektro­nisk husarrest som alternativ til traditionelle strafafsoningsformer. En af de seneste påviser, at elek­

- 168 -

tronisk husarrets hverken har bedre eller dårligere effekt end de traditionelle afsoningsformer (Bon­ta et al., 2000). Denne konklusion svarer til dem, der er truffet i de fleste andre undersøgelser af elektronisk husarrest.

III. Generalprævention og inkapacitering

Der er for nylig, på foranledning af det engelske Home Office, udarbejdet en rapport af kriminolo­ger fra Cambridge University om den generalpræventive effekt af straffenes strenghed (von Hirsch et al., 1999). Kort sagt, konkluderes i rapporten, at eksistensen af straf har en generalpræventiv ef­fekt, men at der ikke er klare beviser for straffens marginale generalpræventive effekt. Dvs. at det ikke videnskabeligt har kunnet påvises, at strafskærpelser øger den generalpræventive effekt.

Der kan i denne forbindelse også peges på de ændringer, der er sket i Finland, hvor man bevidst og gennem en række kriminalpolitiske initiativer har reduceret det gennemsnitlige daglige fangetal fra ca. 180 pr. 100.000 indbyggere i 1950 til ca. 60 pr. 100.000 indbyggere i slutningen af 1990’erne (Lappi-Seppälä, 2000). Sammenholdt med den kriminalitetsudvikling, der i samme tidsrum har fundet sted i de øvrige nordiske lande, synes denne kraftige reduktion i brug af fængselsstraffen ikke at have medført en særlig kraftig vækst i kriminaliteten i Finland.

Tyskland har været inddraget i den seneste tids debat om kortvarige frihedsberøvelser. Debatten har refereret til den reform, der gennemførtes i Vesttyskland i 1969, og som indebar, at mere end to tredjedele af frihedsstraffene under 6 mdr. blev ændret til bødestraffe. Der er gennemført undersø­gelse af denne reforms såvel specialpræventive som generalpræventive effekt. Med hensyn til den specialpræventive effekt nævnes i en tysk lærebog, at tilbagefaldet til ny kriminalitet er større for dem, der har afsonet en straf, end for dem, der har fået bøde, i en periode på 6 mdr. efter sanktionen (Kaiser, 1993). Generalpræventivt er der ikke fundet nogen effekt af reformen, og det antages, at det heller ikke er sandsynligt, at reformen har haft en sådan effekt (Göppinger, 1997).

Det fald i kriminaliteten, der gennem de seneste par årtier har været på indbrudsområdet og gennem det seneste lille årti på voldsområdet i USA, knyttes hyppigt sammen med den meget kraftige vækst, der har været i fangebefolkningen i USA siden midten af 1970’erne. I denne periode er fan­gebefolkningen, målt i forhold til indbyggertallet, femdoblet. I en ny bog belyses de forhold, der antages at have haft betydning for især de senere års fald i voldskriminaliteten i USA (Blumstein et al., 2000 – her gengivet efter foredrag, holdt på den amerikanske kriminologikongres i november 2000).1 Der peges på, at ændring i narkotikamisbrugssituationen har haft en væsentlig betydning for kriminalitetsfaldet. Ændring i befolkningens alderssammensætning har haft nogen, med dog mindre betydning. Det samme gælder for den bedring af lønforholdene, der er sket. Med hensyn til

- 169 -

væksten i fangebefolkningen er det beregnet, at 25 pct. af faldet i voldskriminaliteten er forårsaget heraf. Dette knyttes dog ikke sammen med en generalpræventiv effekt, men med den inkapacite­ringseffekt, der opnås gennem hyppige og meget langvarige eller livsvarige fængselsstraffe.

På det møde, hvor rapporten blev præsenteret, blev det blandt andet påpeget, at rapportens konklu­sioner næppe er holdbare uden for USA. Det kriminalitetsfald, Canada såvel som europæiske lande har oplevet, kan således ikke relateres til de faktorer, der omtales i den amerikanske rapport.

I andre undersøgelser af frihedsberøvelsens inkapaciterende effekt påvises generelt moderate effek­ter, og det påvises, at disse effekter alene opnås ved drastiske øgninger af fængselsvæsenets budget­ter (Kyvsgaard 1998). Fra en økonomisk synsvinkel er inkapacitering et dyrere kriminalpræventivt middel end behandlingstiltag og forebyggende foranstaltninger. Et væsentlig problem ved at anven­de inkapacitering som kriminalpræventivt middel er også, at antallet af falske positive er meget stort. Det vil sige, at det ikke er muligt med stor sikkerhed at forudsige, hvilke lovovertrædere der vil fortsætte med at begå kriminalitet.

Litteratur

Aos, Steve et al. 1999.: The Comparative Costs and Benefits of Programs to Reduce Crime. Wash­ington State Institute of Public Policy.Andrews, Don A. et al. 1990a: Classification for Effective Rehabilitation. Criminal Justice and Be­havior, vol 17. Andrews, Don A. et al.1990b: Does Correctional Treatment Work? A Clinically Relevant and psy­chologically Informed meta-analysis. Criminology, vol 28. Andrews Don A. 1997: An Overview of Treatment Effectiveness. Rapport fra NSfKs 18. kontakt­seminar og 39. forskerseminar, Hirtshals 1997. Udgivet af Nordisk Samarbejdsråd for kriminologi. Blumstein, Albert et al. 2000: The Crime Drop in America. New York/London: Cambridge Univer­sity Press. Bonta, James et al. 2000: Can Electronic Monitoring Make a Difference? An Evaluation of Three Canadian Programs. Crime and Delinquency, 46. 2000. Göppinger, Hans. 1997: Kriminologie. München: C.H. Beck’sche Verlag. von Hirsch, Andrew et al. 1999: Criminal Deterrence and Sentence Severity. Oxfor: Hart Publish­ing.Hovland, A. & E. E. Storvoll. 1997: På rett kjøl? Ullersmoprosjektet 1992-1996. NOVA-rapport 1. Kaiser, Günther. 1993: Kriminologie. Heidelberg: C.F. Müllers Juristicher Verlag. Kyvsgaard, Britta. 1997: Et lilleput-ungdomsfængsel? Kriminalistisk Årbog 1996. Udgivet af Det restvidenskabelige Institut D. Kyvsgaard, Britta. 1998. Den kriminelle karriere. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

- 170 -

Lappi-Seppälä, Tapio. 2000: Kriminalpolitik – straffrättspolitik. Nordisk Tidsskrift for Kriminalvi­denskab, årg. 87. Levin, Claes. 1997: Ungdomar i tvångsvård. Statens informationsstyrelses, rapport nr 2. Levin, Claes. 1998: Uppfostringsanstalten. Lund: Arkiv förlag. Lipsey, Mark W. 1992a. “The Effect of Treatment on Juvenile Delinquents: Results from Me­ta-Analysis.” In F. Lösel, D. Bender and T. Bliesener (eds.): Psychology and Law, pp. 131-143.

Berlin: Walter de Gruyter.Lipsey, Mark W. 1992b. “Juvenile Delinquency Treatment: A Meta-Analysis Inquiry.” In T. D.

Cook, H. Cooper, D. R. Cordray, H. Hartmann, L. V. Hedges, R. J. Light, T. A. Louis and F.Mosteller (eds.): Meta-Analysis for Explanation, pp. 83-128. New York: Russell Sage Foundation. Lipsey, Mark W. 1995. “What do We Learn from 400 Research Studies on the Effectiveness of

Treatment with Juvenile Delinquents?” In J. McGuire (ed.): What Works: Reducing Reoffending, pp. 63-78. Chicester: John Wiley and Sons. Lösel, Friedrich. 1995a. “The Efficacy of Correctional Treatment: A Review and Synthesis of

Meta-evaluations.” In J. McGuire (ed.): What Works: Reducing Reoffending, pp. 79-111. Chiches­ter: John Wiley & Sons. Lösel, Friedrich. 1995b. “Evaluating Psychosocial Interventions in Prison and Other Penal Con­texts.” In: Psychosocial interventions in the criminal justice system. Reports presented to the 20th Criminological Research Conference, vol. XXXI, pp. 79-114. Strasbourg: Council of Europe. Palmer, Ted. 1992. The Re-Emergence of Correctional Intervention. Newbury Park: Sage. Storvoll E. E. & A. Hovland. 1998: Ullersmoprosjektet: ”Scared straight” i Norge 1992-1996. Nor-disk Tidsskrift for Kriminalvidenskab, årg. 85. Sherman, Lwarence W. et al. 1998: Preventing Crime: What Works, What Doesn’t, What’s Promis­ing. 1998. Tilgængelig på www.preventingcrime.org

Schumann, Karl F. (Hrsg.). 1985: Jugendarrest und/oder Betruungsweisung. Schriftenreihe der

Wissenschaftlichen Einheit Kriminalpolitikforschung, Universität Bremen, Band 1, 1985.

- 171 -

Bilag 2

[Foreligger ikke i elektronisk form]

- 172 -

Bilag 3

Kriminalitet og national oprindelse 1998

På baggrund af oplysninger om kriminalitet og strafferetlige afgørelser i 1995 er der tidlige­re gennemført en undersøgelse af Danmarks Statistik vedrørende kriminalitet blandt ind­vandrere og efterkommere, se Kriminalitet og national oprindelse 1995, Social sikring og retsvæsen 1998:2 (Statistiske Efterretninger).

I det følgende vises resultaterne fra en tilsvarende undersøgelse, men denne gang vedrø­rende strafferetlige afgørelser i 1998. Tabelmaterialet til brug for denne undersøgelse er udarbejdet af Danmarks Statistik, mens Justitsministeriet er ansvarlig for den videre bear­bejdning af dataene samt denne rapport.

Med henblik på at vurdere udviklingen i kriminalitet blandt indvandrere og efterkommere er nærværende undersøgelse opbygget på nøjagtig samme måde som den tidligere. Under­søgelsen er dog mere begrænset end den tidligere, idet den alene belyser fordelingen af kriminalitet i forhold til køn, alder, urbaniseringsgrad og familiestatus. Den tidligere under­søgelse belyste endvidere kriminalitetsfordelingen i relation til sociale ydelser, indkomst, socioøkonomisk stilling og uddannelse. Disse forhold vil imidlertid indgå i en planlagt kommende undersøgelse vedrørende strafferetlige afgørelser i 2000.

BegreberAfgrænsningen af indvandrere og efterkommere er hentet fra Befolkningsstatistikregistret. En nøjere gennemgang af begreberne og opgørelsesmetoden findes i Indvandrere og ef­terkommere i Danmark - mulige udviklingsforløb frem til år 2020, Befolkning og valg 1997:16 (Statistiske Efterretninger).

Personer af udenlandsk oprindelse har indvandrerstatus som indvandrere eller efterkom­mere.

Som indvandrer opfattes en person født i udlandet, hvis forældre begge (eller den ene, hvis der ikke findes oplysninger om den anden) er udenlandske statsborgere eller født i udlandet. Hvis der ikke findes oplysninger om nogen af forældrene, og personen er født i udlandet, opfattes personen også som indvandrer.

Som efterkommer opfattes en person født i Danmark af forældre, som begge (eller den ene, hvis der ikke findes oplysninger om den anden) er indvandrere eller efterkommere. Hvis der ikke findes oplysninger om nogen af forældrene, og personen er udenlandsk statsborger, opfattes personen også som efterkommer.

Gruppen øvrige består af alle andre herboende, som efter ovenstående definitioner hver­ken er indvandrere eller efterkommere, og som har et dansk personnummer. Det drejer sig om personer, hvor mindst én af forældrene er dansk statsborger født i Danmark, uanset personens eget fødeland og statsborgerskab. Hvis der ikke findes oplysninger om nogen af forældrene, tilhører personen gruppen øvrige, når denne er dansk statsborger født i Danmark.

- 173 -

Begrebet oprindelsesland anvendes for det land, personen har baggrund i som enten ind­vandrer eller efterkommer.

Undersøgelsen tager udgangspunkt i alle strafferetlige afgørelser truffet af politi eller retsmyndighed i 1998 på baggrund af én eller flere sigtelser for kriminelle forhold – d.v.s. overtrædelser af straffeloven, færdselsloven eller særlovene.

Hvis en person samtidig sigtes for flere forhold, samles disse til én sag, i hvilken der udpe­ges en hovedsigtelse eller et hovedforhold, mens de øvrige sigtelser i sagen betegnes som bisigtelser eller biforhold. Hovedforholdet er den sigtelse, som anklagemyndigheden har udpeget som den alvorligste. Hvor en afgørelse vedrører én sigtelse, er hovedforhol­det identisk med sigtelsen. Ved opgørelsen af, hvilke love eller lovområder personen har overtrådt, benyttes hovedforholdet.

Datagrundlag og metodeFra Kriminalstatistikregistret er hentet oplysninger om strafferetlige afgørelser mod perso­ner, som har modtaget én eller flere afgørelser i 1998.

Undersøgelsespopulationen er afgrænset til personer i alderen 15-64 år, som i 1998 blev fundet skyldige i et eller flere forhold, og som havde et dansk personnummer. Aldersaf­grænsningen skyldes, at der er meget få personer med afgørelser på 65 år og derover.

Samtidig medregnes kun det eller de forhold, hvori personen er fundet skyldig. Ud fra ar­ten af domstolenes afgørelse defineres skyldige/ikke-skyldige som følger:

Personen er fundet skyldig, hvis forholdet afgøres med frihedsstraf (ubetinget eller betin­get), bødeafgørelse eller tiltalefrafald. Derudover er personen fundet skyldig, hvis perso­nen a) får tiltale undladt - bortset fra tiltale undladt i henhold til retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 1 og nr. 2 eller b) har modtaget anden afgørelse - bortset fra frifindelse.

Personen findes ikke-skyldig, hvis personen frifindes, eller hvis tiltale undlades efter rets­plejelovens § 721, stk. 1, nr. 1 og nr. 2.

I 1995-undersøgelsen indgik en tabel om kriminalitet blandt turister, asylansøgere og per­soner uden lovligt ophold i Danmark. Denne tabel er udeladt her, idet denne information nu indgår i den almindelige kriminalstatistik, som Danmarks Statistik udgiver (se Kriminalstatistik 1998, tabel 4.6, s. 98).

Fra Befolkningsstatistikregistret er oplysninger om indvandrerstatus, oprindelsesland, fami­liestatus og bopæl overført til undersøgelsespopulationen. Oplysningerne hentes primo året, idet der dog er hentet oplysninger pr. 1.1.99 for de personer, som ikke var til stede i landet den 1.1.98.

Samtlige baggrundsdata er ikke alene overført til personer med dom i 1998, men er også oparbejdet for hele befolkningen. Dette indebærer, at antallet af lovovertrædere inden for forskellige befolkningsgrupper, underinddelt på køn, alder og baggrundsfaktorer, kan sæt­tes i forhold til antallet af personer i hele befolkningen, som opfylder præcis de samme

- 174 -

kriterier – der er m.a.o. i princippet konsistens mellem tæller og nævner ved beregning af forskellige former for aldersbetingede kriminalitetshyppigheder.

Målingen af kriminalitetsomfanget ved hjælp af kriminalitetshyppigheder er imidlertid ikke helt uproblematisk. For det første bemærkes, at der er en vis tidsforskydning mellem ger­ningsdatoen for lovovertrædelsen og den senere afgørelse. Hvis der forekommer store ændringer i befolkningstallet, f.eks. blandt bestemte grupper af indvandrere, således at befolkningsunderlaget er væsentligt ændret fra gerningstidspunkt til afgørelsestidspunkt, kan man risikere at få misvisende kriminalitetshyppigheder. Problemet er dog i almindelig­hed relativt beskedent: Opgørelser, som Danmarks Statistik har foretaget, har vist, at mere end 80% af alle afgørelser i 1998 vedrørte sigtelser, som havde gerningsdato i samme kalenderår.

Indvandreres, efterkommeres og den øvrige befolknings aldersfordelinger er meget for­skellige. Af de aldersgrupper, undersøgelsen omfatter, udgør de 15-39-årige 60,2% af ind­vandrerne, 85,2% af efterkommerne og kun 50,8% af den øvrige del af befolkningen. Mest markant er forskellene for de 15-19-årige, som udgør knap 35% af efterkommerne, mod henholdsvis 8 og 7% af indvandrerne og den øvrige del af befolkningen.

Forskellene i alderssammensætningen medfører, at det ikke giver mening uden videre at sammenligne kriminalitetsomfanget i befolkningsgrupperne, idet der må tages hensyn til, at der både m.h.t. kriminalitet og baggrundsfaktorer er en betydelig samvariation med al­deren. For at kompensere for gruppernes forskellige aldersprofiler er der benyttet indirekte aldersstandardisering, idet hyppighederne vises i form af indekstal med hele landet = 100.

Det statistiske grundlag omfatter alene den observerede kriminalitet i et enkelt kalenderår (1998), hvilket sætter visse grænser for, hvor detaljerede fordelinger, f.eks. på oprindel­seslande og overtrædelsens art, materialet kan bære. Derfor er personer af udenlandsk herkomst alene opdelt i mere udviklede og mindre udviklede lande i henhold til FNs opde­ling fra 1994 (Developed countries og Less Developed countries). Mere udviklede lande består af alle europæiske lande ekskl. Tyrkiet, Cypern, Aserbajdsjan, Usbekistan, Kasakh­stan, Turkmenistan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Georgien, og Armenien. Desuden indgår landene USA, Canada, Japan, Australien og New Zealand i FNs afgrænsning af mere ud­viklede lande.

Kriminalitet efter national oprindelse

a) Forhold, afgørelser og personer En afgørelse omfatter ét hovedforhold med eventuelle tilhørende biforhold. I 1998 blev der for de personer, der er omfattet af denne undersøgelse, afgjort i alt 238.882 forhold, omfat­tende 139.533 hovedforhold (svarende til antal afgørelser) med 99.349 tilhørende bifor­hold.

- 175 -

Tabel 1. 15-64-årige med forhold fordelt efter køn og indvandrerstatus. Indvandrere Efterkommere Øvrige Hele befolknin­

gen

-------------------- personer --------------------I alt 10.713 1.407 105.493 117.613 - i pct. 9,1% 1,2% 89,7% 100,0% Mænd 8.937 1.228 88.972 99.137 - i pct. 9,0% 1,2% 89,7% 100,0% Kvinder 1.776 179 16.521 18.476 - i pct. 9,6% 1,0% 89,4% 100,0%

-------------------- forhold -------------------- I alt 20.592 3.717 197.100 221.409 - i pct. 9,3% 1,7% 89,0% 100,0% Mænd 18.044 3.392 171.033 192.469 - i pct. 9,4% 1,8% 88,9% 100,0% Kvinder 2.548 325 26.067 28.940 - i pct. 8,8% 1,1% 90,1% 100,0%

Af tabel 1 ses, at 9,1% af personerne med en strafferetlig afgørelse i 1998 var indvandre­re, mens 1,2% var efterkommere. Sammenlagt betyder det, at lige godt hver tiende med en strafferetlig afgørelse i 1998 var enten indvandrer eller efterkommer.

Endvidere ses, at 9,3% af de forhold, der i 1998 førte til en strafferetlig afgørelse, kan hen­føres til indvandrere og 1,7% til efterkommere. I alt vedrørte 11,0% af forholdene indvan­drere og efterkommere.

For både indvandrere, efterkommere og hele befolkningen var der en markant overvægt af mænd, der var kendt skyldige i en lovovertrædelse. Samlet set havde 99.137 mænd én eller flere strafferetlige afgørelser i 1998, mod 18.476 kvinder.

Mænd havde generelt flere forhold pr. person end kvinder. Mandlige efterkommere havde 2,8 forhold i gennemsnit pr. person og dermed 0,9 forhold mere pr. person end de øvrige befolkningsgrupper. Med 1,4 forhold pr. person havde kvindelige indvandrere det laveste antal forhold pr. person.

De i alt 117.613 15-64-årige skyldige personer i 1998 er i det følgende kun medregnet i undersøgelsen for ét hovedforhold i løbet af året. Blandt de personer, der har modtaget mere end én afgørelse i 1998 (i alt 15.937 personer), udvælges den alvorligste afgørelse, hvilket er gjort ved at rangordne afgørelserne efter afgørelsesart og efter straffens omfang.

b) Andel personer med afgørelser Af tabel 2 fremgår, at 3,3% af alle 15-64-årige i 1998 blev kendt skyldige i en lovovertræ­delse. For indvandrere var tallet 4,6%, for efterkommere 7,4%, og for den samlede gruppe af personer af udenlandsk oprindelse 4,8%. Uden hensyntagen til forskellige aldersforde­linger mv., jf. det følgende, svarer det til, at indvandrere og efterkommere har henholdsvis

- 176 -

40 og 125% højere kriminalitetshyppighed end hele befolkningen, og at den samlede gruppe af indvandrere og efterkommere har 46% højere kriminalitetshyppighed.

Tabel 2. Procentandel med strafferetlig afgørelse 1998 og 1995 fordelt efter køn, indvan­drerstatus og national oprindelse.

Indvan­

drere

Efter­

kommere

I alt

uden­landsk oprindel­se

Fra mere

udviklede

lande

Fra min­dre udviklede

lande

Alle

øvrige

Hele be-

Folknin­gen

Andel med straffe­retlig afgørelse 1998 Mænd Kvinder I alt

7,5% 1,6% 4,6%

12,5% 2,0% 7,4%

7,9% 1,6% 4,8%

5,7% 1,5% 3,6%

10,0% 1,7% 6,1%

5,3% 1,0% 3,2%

5,5% 1,1% 3,3%

Andel med straffe­retlig afgørelse 1995 Mænd Kvinder I alt

7,1% 1,6% 4,4%

10,9% 2,0% 6,7%

7,3% 1,6% 4,6%

5,4% 1,0% 3,2%

5,5% 1,1% 3,3%

Som det videre fremgår af tabel 2, var der både for mænd og for kvinder af udenlandsk oprindelse relativt flere med en strafferetlig afgørelse, end der var for øvrige og for hele befolkningen. For mænd af udenlandsk oprindelse drejer det sig om en 44% højere krimi­nalitetshyppighed og for kvinder om en 51% højere kriminalitetshyppighed. Endvidere ses, at der især blandt indvandrere og efterkommere fra mindre udviklede lande er relativt mange med en strafferetlig afgørelse. I alt 6,1% af personerne fra disse lande fik en straf­feretlig afgørelse, mens tallet for personer fra mere udviklede lande er 3,6%.

Sammenlignet med resultaterne fra 1995-undersøgelsen var der lidt flere mænd af uden­landsk oprindelse, som i 1998 fik en strafferetlig afgørelse. En beregning på baggrund af de respektive gruppers størrelser og for såvel mænd som kvinder viser, at der fra 1995 til 1998 har været: - en vækst på 5% i andelen af indvandrere, som har fået en strafferetlig afgørelse - en vækst på 12% i andelen af efterkommere, som har fået en strafferetlig afgørelse - en samlet vækst på 5% i andelen af personer af udenlandsk oprindelse, som har fået

en strafferetlig afgørelse - et fald på 1% i andelen af øvrige, som har fået en strafferetlig afgørelse

c) Kriminalitetens art Tabel 3 og tabel 4 viser kriminalitetens art for henholdsvis mænd og kvinder. For begge køn gælder, at en større del af indvandreres og efterkommeres end af hele befolkningens strafferetlige afgørelser vedrører straffeloven. Denne overvægt af straffelovskriminalitet beror først og fremmest på forholdsvis mange ejendomsforbrydelser, herunder især butiks­

- 177 -

tyverier. Mere end halvdelen af de strafferetlige afgørelser for kvindelige indvandrere og efterkommere vedrører butikstyverier.

Tabel 3. Mænd med strafferetlig afgørelse 1998 fordelt efter indvandrerstatus og kriminali­tetens art.

Indvandrere Efterkommere Hele befolkningen

I alt Straffelov i alt Sædelighedsforbr. i alt Voldtægt mv. Blufærdighedskrænk. Voldsforbrydelser Vold o.l.mod off. mynd. Drab og forsøg herpå Simpel vold Alvorligere vold Særlig alvorlig vold Ejendomsforbrydelser Dokumentfalsk Brandstiftelse Indbrud Tyveri - heraf butikstyveri Bedrageri Røveri Brugstyveri af bil Brugstyveri af cykel Hærværk Andre forbrydelser i alt Salg af narkotika Smugling af narkotika Færdselslov i alt Færdselsuheld,spiritus Mangler ved køretøj Særlove i alt Lov om euf. stoffer Våbenloven Skatte- og afgiftslove

antal pct. 8937 100,0 3392 38,0 50 0,6 15 0,2 22 0,2 687 7,7 101 1,1 14 0,2 387 4,3 116 1,3 2 0,0 2465 27,6 103 1,2 7 0,1 144 1,6 1370 15,3 1103 12,3 29 0,3 81 0,9 100 1,1 65 0,7 109 1,2 190 2,1 38 0,4 16 0,2 4464 49,9 405 4,5 67 0,7 1081 12,1 435 4,9 130 1,5 43 0,5

1995

44,5 0,6

7,7

33,8

18,2

2,5

41,2 4,1

14,2 6,0 2,2 0,7

antal pct. 1995 1228 100,0 580 47,2 57,4 4 0,3 1,0 2 0,2 2 0,2 128 10,4 9,7 17 1,4 -69 5,6 21 1,7 -419 34,1 44,2 15 1,2 2 0,2 65 5,3 145 11,8 16,7 74 6,0 4 0,3 30 2,4 32 2,6 14 1,1 21 1,7 29 2,4 2,5 3 0,2 -493 40,1 31,3 40 3,3 2,8 28 2,3 155 12,6 11,3 68 5,5 4,2 35 2,9 3,9 1 0,1 0,1

antal pct. 1995 99137 100,0 25081 25,3 28,3 428 0,4 0,4 73 0,1 248 0,3 4607 4,6 4,8 604 0,6 45 0,0 2825 2,8 561 0,6 15 0,0 18559 18,7 21,5 693 0,7 118 0,1 2174 2,2 7753 7,8 8,5 5161 5,2 327 0,3 507 0,5 1270 1,3 493 0,5 1762 1,8 1487 1,5 1,6 292 0,3 93 0,1 63907 64,5 60,8 8104 8,2 7,8 2513 2,5 10149 10,2 10,9 3845 3,9 3,8 1289 1,3 1,5 298 0,3 0,4

Med hensyn til voldsforbrydelser ses imidlertid også en overvægt for indvandrere og efter­kommere. Af de strafferetlige afgørelser for mandlige indvandrere vedrører 7,7% voldsfor­brydelser, for efterkommere 10,4% og for hele befolkningen 4,6%. Vurderet i forhold til samtlige strafferetlige afgørelser for voldsforbrydelser, angår 14,7% af disse indvandrere, 2,7% efterkommere, og de resterende 82,5% den øvrige befolkning. Af strafferetlige afgø­relser for simpel vold (§ 244) angår 13,4% indvandrere, 2,4% efterkommere, og de reste­rende 84,2% den øvrige befolkning, mens tallene for strafferetlige afgørelser for alvorligere vold (§§ 245-246) er henholdsvis 20,1%, 3,4% og 76,5%.

- 178 -

Tabel 4. Kvinder med strafferetlig afgørelse 1998 fordelt efter indvandrerstatus og krimina­litetens art. Indvandrere Efterkommere Hele befolkningen

antal pct. 1995 antal pct. 1995 antal pct. 1995 I alt 1776 100,0 179 100,0 18476 100,0 Straffelov i alt 1160 65,3 66,7 111 62,0 52,6 6940 37,6 40,2 Sædelighedsforbryd. i alt - - 4 0,0 Voldtægt mv. - - - Blufærdighedskrænk. - - 2 0,0 Voldsforbrydelser 35 2,0 2,0 7 3,9 1,9 303 1,6 1,7 Vold o.l.mod off. mynd. 9 0,5 2 1,1 53 0,3 Drab og forsøg herpå 1 0,1 - 8 0,0 Simpel vold 14 0,8 2 1,1 164 0,9 Alvorligere vold 8 0,5 - 46 0,2 Særlig alvorlig vold - - 5 0,0 Ejendomsforbrydelser 1098 61,8 63,1 98 54,7 48,7 6351 34,4 36,7 Dokumentfalsk 18 1,0 1 0,6 278 1,5 Brandstiftelse 2 0,1 - 26 0,1 Indbrud 5 0,3 1 0,6 74 0,4 Tyveri 956 53,8 55,3 79 44,1 33,3 4855 26,3 27,5 - heraf butikstyveri 909 51,2 72 40,2 4363 23,6 Bedrageri 4 0,2 1 0,6 137 0,7 Røveri 4 0,2 - 40 0,2 Brugstyveri af bil 3 0,2 2 1,1 92 0,5 Brugstyveri af cykel 1 0,1 - 42 0,2 Hærværk 10 0,6 1 0,6 113 0,6 Andre forbrydelser i alt 27 1,5 1,6 6 3,4 1,9 282 1,5 1,8 Salg af narkotika 2 0,1 - 30 0,2 Smugling af narkotika - - 8 0,0 Færdselslov i alt 510 28,7 22,2 57 31,8 30,8 10434 56,5 52,6 Færdselsuheld,spiritus 40 2,3 1,3 2 1,1 3,2 792 4,3 4,5 Mangler ved køretøj 3 0,2 1 0,6 98 0,5 Særlove i alt 106 6,0 11,1 11 6,1 16,7 1102 6,0 7,1 Lov om euf. stoffer 28 1,6 3,2 5 2,8 5,8 560 3,0 Våbenloven 6 0,3 0,7 2 1,1 2,6 87 0,5 Skatte- og afgiftslove 8 0,5 1,1 1 0,6 0,0 46 0,2

Sammenlignet med 1995-undersøgelsen viser 1998-undersøgelsen en noget anden forde­ling af især mandlige indvandreres og efterkommeres kriminalitet. De havde således i 1998 relativt færre afgørelser for straffelovskriminalitet og relativt flere afgørelser for færd­selslovsovertrædelser. Disse forandringer er så kraftige, at der reelt er tale om et mindre fald i andelen af indvandrere og efterkommere, som i 1998 får en strafferetlig afgørelse for straffelovsovertrædelser. I forhold til 1995 er der således i 1998 8% færre indvandrere og efterkommere, der får en strafferetlig afgørelse for straffelovskriminalitet. For så vidt angår voldsforbrydelser, er deres andel af de strafferetlige afgørelser, som vist i tabel 3 og 4, stort set uforandret fra 1995 til 1998. Taget i betragtning, at der i perioden er sket en vækst i den samlede kriminalitet blandt indvandrere og efterkommere, jf. tabel 2, er der dog tale om en mindre stigning i voldshyppigheden for personer af udenlandsk oprindelse. Denne stigning er beregnet til 8%. Den generelle vækst, der har været i indvandreres og efter­

- 179 -

kommeres kriminalitetshyppighed fra 1995 til 1998 beror dog først og fremmest på flere færdselslovsovertrædelser.

d) Straffens art Både for personer af udenlandsk oprindelse og for hele befolkningen var bødestraf den overvejende afgørelsesart i 1998, jf. tabel 5. Der er dog relativt flere mænd af udenlandsk oprindelse, som fik frihedsstraf – henholdsvis 20 og 27% af indvandrerne og efterkommer­ne mod 17% for samtlige. For mandlige indvandrere/efterkommer var der ligeledes en re­lativ overvægt af tiltalefrafald, tiltale undladt eller anden afgørelse (det bemærkes, at ikke­skyldige på forhånd er selekteret bort).

Tabel 5. Straffens art fordelt efter køn og indvandrerstatus.

Mænd i alt Frihedsstraf Bødeafgørelse Tiltalefrafald Tiltale undladt Anden afgørelse

Kvinder i alt Frihedsstraf Bødeafgørelse Tiltalefrafald Tiltale undladt Anden afgørelse

Indvandrere Efterkommere Øvrige Hele gen

befolknin­

antal pct. 8937 100 1757 19,7 6830 76,4 120 1,3 171 1,9 59 0,7

1776 100 171 9,6 1561 87,9 8 0,5 24 1,4 12 0,7

antal pct. 1228 100 335 27,3 820 66,8 38 3,1 30 2,4 5 0,4

179 100 25 14,0 148 82,7 2 1,1 4 2,2 - ­

antal 88972 14982 71716 777 1195 302

16521 1865 14280 123 182 71

pct. 100 16,8 80,6 0,9 1,3 0,3

100 11,3 86,4 0,7 1,1 0,4

antal99137 17074 79366 935 1396 366

18476 2061 15989 133 210 83

Pct. 100 17,2 80,1 0,9 1,4 0,4

100 11,2 86,5 0,7 1,1 0,4

Kriminalitet, national oprindelse og baggrundsfaktorer

Af det tidligere er det fremgået, at kriminalitetshyppighederne for mænd og for kvinder er meget forskellige. Kriminalitetshyppigheden varierer endvidere med alder, med bymæs­sighed, med familiesituationen og en række andre sociale forhold. Da indvandreres og efterkommeres demografiske fordeling adskiller sig fra den øvrige befolknings, er det nød­vendigt at tage højde for disse forskelle for at kunne vurdere kriminalitetshyppighederne.

I tabel 6-8 er de aldersbetingede kriminalitetshyppigheder vist som indekstal, hvor talvær­dier under 100 angiver, at hyppigheden for den pågældende aldersgruppe er under gen­nemsnittet for befolkningen som helhed i den samme aldersgruppe, mens talværdier over 100 angiver en hyppighed over gennemsnittet. For aldersklasserne 15-64 år under ét er der i tabel 6-8 vist aldersstandardiserede kriminalitetshyppigheder, d.v.s. der er korrigeret for, at aldersfordelingen ikke er ens for de forskellige populationer. Hyppighederne er vist i form af indeks, hvor indekset for hele befolkningen (standardbefolkningen) er lig med 100. F.eks. betyder et indeks på 125, at den pågældende population har et gennemsnitligt kri­minalitetsniveau, som er 25% højere end gennemsnittet for befolkningen som helhed.

- 180 -

Den begrænsede population af kvinder med afgørelse medfører, at det ikke giver mening at vise detaljerede opdelinger på alder kombineret med forskellige baggrundsfaktorer, hvorfor kvinder med afgørelser udelukkende er opgjort som 15-64-årige i alt. Tallene for kvinderne skal dog under alle omstændigheder tages med et vist forbehold på grund af det begrænsede antal observationer.

a) Kriminalitetshyppigheder og alder En sammenligning af de aldersbetingede kriminalitetshyppigheder, jf. tabel 6, viser, at bå­de mænd og kvinder af udenlandsk oprindelse i 1998 havde en højere kriminalitetshyppig­hed end hele befolkningen under et. Kriminalitetshyppigheden (indeks) for personer af udenlandsk oprindelse er opgjort til henholdsvis 134 for mænd og 142 for kvinder mod 100 for den samlede befolkning. Den generelle kriminalitetshyppigheden for mænd af uden­landsk oprindelse reduceres således fra at være 44% højere end gennemsnittet for alle mænd til at være 34% højere, når der tages hensyn til de forskellige aldersfordelinger. Til­svarende reduceres kriminalitetshypppigheden for kvinder af udenlandsk oprindelse fra at være 51% højere end gennemsnittet for alle kvinder til at være 42% højere.

Tabel 6. Aldersbetingede kriminalitetshyppigheder for personer med afgørelse i 1998 for­delt efter køn, alder, national oprindelse og indvandrerstatus. Indeks, befolkningen i alt = 100 Mere Mindre

udviklede udvikledelande lande

Udenlandsk oprindelse

Øvrige I alt Indvan- Efter- I alt drere kommere

Mænd 15-64 år

15-19 år 20-29 år 30-39 år 40-49 år 50-59 år 60-64 år

102 160

135 207 94 165 91 143 115 166 110 142 145 110

129 186 134

174 208 184 123 208 134 122 102 121 139 115 138 121 167 122 134 140 134

97

93 97 98 97 99 99

100

100 100 100 100 100 100

Kvinder 15-64 år 142 141 140 167 142 97 100

Kriminalitetshyppigheden var, både for mænd og kvinder, højere blandt efterkommere end blandt indvandrere. Det bemærkes, at de 15-29-årige mandlige efterkommere havde en kriminalitetshyppighed, som var mere end dobbelt så stor som det samlede gennemsnit for befolkningen, mens hyppigheden for 15-19-årige indvandrere var 74% over landsgennem­snittet.

Mænd fra de mindre udviklede lande havde et kriminalitetsindeks på 160 og de 15-19­årige havde et kriminalitetsniveau, som lå 107% over gennemsnittet. Blandt landegrupper­ne er det Afrika, Asien og europæiske lande uden for EU, der ligger højt for både mænd og kvinder. Personer fra de mere udviklede lande havde derimod et kriminalitetsniveau tæt på landsgennemsnittet, og for Amerika og EU-lande var kriminaliteten under landsgen­nemsnittet.

- 181 -

I de følgende tabeller er indvandrere og efterkommere samlet i én gruppe benævnt "per­soner af udenlandsk oprindelse" (forkortet "udl."). I disse tabeller er der ligeledes alene standardiseret for alder.

b) Kriminalitetshyppigheder og bymæssighed Kriminalitetshyppigheden fordelt efter bymæssighed er vist i tabel 7. Både for hele befolk­ningen og for personer af udenlandsk oprindelse er kriminalitetshyppigheden højest i Kø­benhavns og Frederiksberg kommuner og i hovedstaden i øvrigt, mens den er noget lave-re i de fem største provinsbyer

Tabel 7. Aldersbetingede kriminalitetshyppigheder for personer med afgørelse i 1998, for­delt efter bymæssighed. Indeks, befolkningen i alt = 100

Køben­havns og Frederiks­berg kom­muner

Hovedsta­den i øvrigt1

De 5 største provinsbyer2

Kommuner med byer > 10 000 ind­byggere

Øvrige kommuner I alt

Udl. I alt Udl. I alt Udl. I alt Udl. I alt Udl. I alt Udl. I alt Mænd

15-64 år

15-19 år 20-29 år 30-39 år 40-49 år 50-59 år 60-64 år

145 107

224 159 140 94 130 111 162 122 147 109 129 111

145 105

164 102 154 113 132 105 143 99 128 99 183 118

125 85

212 102 111 75 113 90 133 92 117 85 181 83

135 101

193 100 139 105 127 101 126 98 98 100 99 93

104 101

109 90 112 111 89 97

114 99 108 103 93 101

134

184 134 121 138 122 134

100

100 100 100 100 100 100

Kvinder 15-64 år 156 115 137 109 125 85 153 98 127 99 142 100 1 Hovedstaden i øvrigt omfatter Københavns Amt samt Allerød, Birkerød, Farum, Fredensborg-Humlebæk, Hørsholm og Karlebo kommuner i Frederiksborg Amt samt Greve og Solrød kommuner i Roskilde Amt. 2 Odense, Esbjerg, Randers, Århus og Ålborg kommuner.

Uanset bymæssighed, har personer af udenlandsk oprindelse gennemgående en højere kriminalitet end befolkningen i alt. Det bemærkes dog, at forskellen mellem mænd i hele befolkningen og mænd af udenlandsk oprindelse er ringe for "øvrige kommuner", dvs. kommuner med højest 10.000 indbyggere.

Tabel 7 viser som nævnt alene de aldersstandardiserede kriminalitetshyppigheder i de forskellige geografiske områder. Hvis der samtidig standardiseres for bymæssighed, dvs. tages hensyn til, at indvandrere og efterkommere fordeler sig anderledes geografisk end hele befolkningen, reduceres den aldersstandardiserede kriminalitetshyppighed en smule. Den aldersstandardiserede kriminalitetshyppighed for mænd af udenlandsk oprindelse

- 182 -

bliver herefter 32% i stedet for 34%, mens den for kvinder af udenlandsk oprindelse redu­ceres fra at være 42% højere til at være 37% højere end landsgennemsnittet.

c) Kriminalitetshyppighed og familieforhold Fordelt efter familiestatus er kriminalitetshyppighederne blandt både mænd og kvinder af udenlandsk oprindelse højere end for hele befolkningen i samtlige familiekategorier, jf. ta­bel 8. Ud over enlige mænd og kvinder af udenlandsk oprindelse, med indekstal på hen­holdsvis 155 og 189, er det især hjemmeboende børn (15-17 år), der har en højere krimi­nalitetshyppighed end befolkningen som helhed. For ikke-hjemmeboende børn (unge mænd, 15-17 år) konstateres derimod, at kriminaliteten blandt mænd er betydeligt højere for hele befolkningen end for personer med udenlandsk oprindelse. Det fremgår, at det for såvel indvandrere/efterkommere som for den øvrige befolkning gælder, at kriminalitets­hyppigheden er forholdsvis lav for gifte og for samlevende uden børn.

Tabel 8. Aldersbetingede kriminalitetshyppigheder for personer med afgørelse i 1998, for­delt efter familiestatus. Indeks, befolkningen i alt = 100

Enlige Gifte Samleven­de med fælles børn

Samleven­de uden fælles børn

Hjemme­bo-ende børn

Ikke hjemme­boende børn

I alt

Udl. I alt Udl. I alt Udl. I alt Udl. I alt Udl. I alt Udl. I alt Udl. I alt Mænd

15-64 år

15-19 år 20-29 år 30-39 år 40-49 år 50-59 år 60-64 år

155 124

255 148 144 108 146 138 181 148 159 134 176 138

116 80

85 100 125 86 110 75 121 78 110 86 111 88

128 95

540 333 148 96 126 88 128 103 64 128 391 194

99 91

333 281 90 77 95 99 124 114 119 129 204 105

164 82

164 82 - -- -- -- -- -

175 198

175 198 - -- -- -- -- -

134

184 134 121 138 122 134

100

100 100 100 100 100 100

Kvinder 15-64 år 189 136 110 76 163 95 149 103 191 83 165 312 142 100

Personer af udenlandsk herkomst ligner i høj grad hele befolkningen med hensyn til forde­lingen efter familiestatus. Det betyder, at når der foretages en dobbeltstandardisering, hvorved der også ligeledes korrigeres for forskellene i familiestatus, påvirker det stort set ikke de aldersstandardiserede kriminalitetshyppighed. For mænd af udenlandsk oprindelse vokser kriminalitetshyppigheden fra at være 34% højere end gennemsnittet for alle mænd til at være 35% højere, mens kvindernes kriminalitetshyppighed ikke ændres.

d) Kriminalitetshyppigheder og øvrige sociale forhold Som nævnt indledningsvis omfatter denne undersøgelse ikke oplysninger om andre bag­grundsfaktorer.

1995-undersøgelsen omfattede, ud over bymæssighed og familieforhold, også oplysninger om indkomst, om socioøkonomisk stilling, om uddannelsesforhold og om sociale ydelser.

- 183 -

Det er forhold, der har vist sig også at have sammenhæng med kriminalitetshyppigheden, idet kriminalitetshypppigheden er forholdsvis høj for personer med ringe indkomster, for personer med lav socioøkonomisk status, for personer med ingen eller ringe uddannelse og for personer, som modtager sociale ydelser. 1995-undersøgelsen viste videre, at især personer af udenlandsk oprindelse har levevilkår, der er forbundet med en forholdsvis høj kriminalitetshyppighed.

I den undersøgelse, der er planlagt vedrørende national oprindelse og strafferetlige afgø­relser i år 2000, vil flere af de nævnte sociale baggrundsfaktorer indgå.

Britta Kyvsgaard Forsknings- og dokumentationskonsulent

- 184 -

Bilag 4

Forberedelse af straffesager mod unge under 18 år

I forbindelse med forberedelsen af straffesager mod unge 18 år indhenter anklagemyndigheden op­lysninger om sigtedes personlige forhold hos de sociale myndigheder i sigtedes opholdskommune.

I forenklet, skematisk form kan sagsforløbet og samspillet mellem justitsvæsenet og de sociale myn­digheder beskrives således:

• Så tidligt som muligt – men dog ikke før det er muligt i det væsentlige at overskue sagens nær­mere karakter og omfang – anmoder anklagemyndigheden de sociale myndigheder om oplys­ninger om sigtedes personlige forhold. Hvis anvendelse af ungdomssanktion kommer på tale anmodes særligt om en udtalelse om, hvorvidt en dom til socialpædagogisk behandling må an­ses for formålstjenlig, og i bekræftende fald, hvilke pålæg der må anses for formålstjenlige i forhold til den unge.

• Henvendelsen til de sociale myndigheder vedlægges kopi af forholdsfortegnelse (en oversigt over de kriminelle forhold), retsmødebegæring (”anklageskriftet” i en tilståelsessag) eller an­klageskrift, hvis disse foreligger, samt eventuelt yderligere sagsakter, hvis der er et særligt be­hov for, at de sociale myndigheder kender detaljerne i sagen.

• Den sigtedes opholdskommune udarbejder udtalelsen på grundlag af de oplysninger om den pågældende, som kommunen er i besiddelse af, og den handleplan, der efter serviceloven er pligt til at udarbejde for unge, der har begået alvorlig kriminalitet.

• Opholdskommunens udtalelse kan i fornødent omfang forelægges for den stedlige amtskom­mune med henblik på at inddrage den amtskommunale ekspertise.

• Når anklagemyndigheden modtager de sociale myndigheders udtalelse, sendes en kopi til den sigtedes forsvarer, jf. retsplejelovens § 745, stk. 1.

• Anklagemyndigheden eller den sigtedes forsvarer kan eventuelt stille uddybende spørgsmål til de sociale myndigheder, herunder til indstillingen om anvendelse eller ikke anvendelse af ung­domssanktion og de pålæg, der i givet fald bør knyttes hertil. Dette kan efter omstændighederne føre til, at de sociale myndigheder afgiver en revideret eller supplerende udtalelse.

• De sociale myndigheders udtalelse(r) sendes til retten sammen med sagens øvrige akter forud for domsforhandlingen.

• Under domsforhandlingen kan retten eventuelt stille uddybende spørgsmål til den repræsentant for de sociale myndigheder, som typisk vil være til stede under behandlingen af sagen.

- 185 -

• Hvis retten finder det påkrævet med yderligere oplysninger, eller retten helt undtagelsesvis på­tænker at fastsætte de overordnede rammer for ungdomssanktionen – herunder de tidsmæssige rammer for institutionsophold eller de pålæg, der knyttes til dommen – anderledes end de socia­le myndigheder indstiller, kan retten efter omstændigheder udsætte domsforhandlingen med henblik på, at de sociale myndigheder får lejlighed til at afgive en skriftlig udtalelse herom.

• Retten er ved sanktionsfastsættelsen ikke bundet af de sociale myndigheders (eventuelt revide­rede) indstilling, men vil i praksis ikke afsige dom til ungdomssanktion, hvis der foreligger en velbegrundet indstilling om, at den tiltalte helt undtagelsesvis er uegnet til at modtage en dom til socialpædagogisk behandling. På samme måde vil retten i praksis følge en velbegrundet ind­stilling om de overordnede rammer for foranstaltningen, hvis retten vælger at idømme en ung­domssanktion.

- 186 -

Bilag 5

[Foreligger ikke i elektronisk form]

- 187 -

Bilag 6

Gennemgang af konkrete sager

Ekspertgruppen har fra en række udvalgte politikredse indhentet eksempler på konkrete sager, der kan bidrage til en nærmere beskrivelse af de mest adfærdsvanskelige unge kriminelle, og som kan belyse, hvilken kriminalitet de begår, og hvilke straffe der i praksis idømmes.

Det følgende indeholder referater af 13 konkrete sager.

Der er primært medtaget sager, der er afgjort med en helt eller delvis ubetinget fængselsstraf. For at give et lidt bredere billede af udmålingspraksis er der endvidere medtaget enkelte eksempler på sa­ger, der er afgjort med en betinget dom.

Det skal fremhæves, at der ikke med disse eksempler er taget stilling til, om disse sager - efter in­troduktionen af en ungdomssanktion – bør afgøres med denne nye foranstaltning. Dette spørgsmål må bl.a. bero på en vurdering af, om anvendelse af ungdomssanktion i det enkelte tilfælde må anses for formålstjenlig.

Sag nr. 1

En ung mand født i 1983. Kom til Danmark, da han var 3 år.

I maj 2000 blev han dømt for sammen med 4 andre unge at have begået et gaderøveri med et udbyt­te på ca. 100 kr. Han blev idømt en betinget dom (uden straffastsættelse) med vilkår om indtil det fyldte 18. år at underkaste sig tilsyn af bopælskommunen og i samme periode efter kommunens bestemmelse at underkaste sig hjælpeforanstaltninger efter lov om social service § 40.

I juli måned 2000, dvs. ca. 2½ måned efter dommen, deltog han sammen med 9 andre unge i et groft overfald uden for et diskotek. Endvidere overfaldt han i november 2000 en person med knyt­næveslag, spark og tramp i hovedet. For disse voldsforhold (§ 245, stk. 1, og § 244) samt et hær­værksforhold blev han idømt ubetinget fængsel i 1 år 3 måneder, der også omfattede den betingede straf fra maj måned.

For så vidt angår hans personlige forhold fremgår det, at han allerede i barndommen udviste betyde­lige adfærdsforstyrrelser og tilpasningsvanskeligheder. En mislykket skolegang, hvor han beskrives som uimodtagelig, voldsom, eksplosiv og uden respekt for voksne. Føler sig forfulgt af lærerne. De sociale myndigheder har igennem årene forsøgt at iværksætte støtte og behandling, men dette har hans familie i høj grad modsat sig.

I forbindelse sagen om overfaldet uden for diskoteket blev han anbragt i varetægtssurrogat. Først blev han anbragt i den sikrede institution ”Egely” på Fyn, der imidlertid efter kort tid meddelte, at de ikke kunne rumme ham på grund af vold mod en ansat. Herefter blev han overført til Søndrebro i København, der efter 14 dage meddelte, at de heller ikke kunne rumme ham, hvorefter han blev anbragt på ”Koglen” i Vestjylland.

- 188 -

Sag nr. 2

En ung mand født i 1985. Kom til Danmark som 5-årig.

Ved dom af 22. juni 2000 idømt fængsel i 3 måneder for røveri, heraf 2 måneder betinget.

Ved dom af 15. december 2000 dømt for sammen med tre andre unge at have begået dels et forsøg på gaderøveri, der mislykkedes, fordi det lykkedes offeret at undslippe, dels for umiddelbart efter at have begået et fuldbyrdet røveri mod to piger. I forbindelse med røveriet blev anvendt grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1 (slag med trægenstand i hovedet). Straffen, der også omfattede den betingede del af dommen fra juni 2000, blev fastsat til fængsel i 1 år og 2 måneder, heraf 8 måneder betinget bl.a. med vilkår om, at den dømte i prøvetiden efter kommunens bestemmelse undergiver sig foranstaltninger efter § 40 i lov om social service og efterkommer de forskrifter, som kommunen meddeler ham. Han har anket dommen til landsretten.

Af de personlige oplysninger i sagen fremgår bl.a., at der er knyttet en personlig rådgiver til famili­en, idet forholdene i hjemmet er problematiske. Hans to ældre brødre er kriminelle. Han beskrives som en intelligent og humoristisk person, der dog også kan optræde provokerende, truende og ag­gressivt. Han indtager en lederposition i den gruppe drenge, han færdes med. Under den seneste sag var han surrogatanbragt i en sikret institution. Det vurderes her, at han med god støtte, eventuelt i form af en kontaktperson eller nogle sociale foranstaltninger, vil kunne blive hjulpet videre frem i en positiv udvikling.

Sag nr. 3

Ung mand født i 1984. Tidligere straffet med et bødeforelæg for brugstyveri.

Ved dom af 20. december 2000 blev han dømt for sammen med to andre unge at have begået et røveri. På gaden havde de røvet en mobiltelefon samt 3.500 kr. fra en 13-årig dreng. Herudover blev han dømt for 2 tilfælde af vold (begået henholdsvis i en bus og i skolen) samt for tyveri, brugstyve­ri, hærværk mm. Straffen blev fastsat til fængsel i 9 måneder, hvoraf 6 måneder blev gjort betinget bl.a. med vilkår om, at han i prøvetiden eller indtil det fyldte 18. år undergiver sig hjælpeforanstalt­ninger efter lov om social service.

Det fremgår bl.a. af sagen, at han er blevet smidt ud af skolen på grund af forstyrrende adfærd, og at han nu går på produktionsskole. Han har efter lov om social service fået tildelt en kontaktperson, som beskriver ham som høflig og venlig. Han færdes sammen med 7-8 andre drenge, som er pro­blematiske og kriminelle i større eller mindre omfang. Han har ikke begået kriminalitet alene, det sker altid med en eller flere fra denne gruppe.

Sag nr. 4

Ung mand født i 1983. Tidligere straffet med en række bødeforelæg for butikstyverier og hærværk samt med en betinget dom på fængsel i 60 dage for vold mv. med vilkår om indtil det fyldte 18. år at undergive sig hjælpeforanstaltninger efter lov om social service.

Nu dømt for to gaderøverier samt for en række indbrudstyverier og nogle hærværksforhold. Ved det ene røveri have han sammen med to andre unge tvunget den forurettede til at udlevere sin Helly

- 189 -

Hansen jakke, Buffalosko og smykker mm. Alt til en værdi af omkring 4.000 kr. Ved det andet rø­veri havde han ligeledes sammen med to andre unge overfaldet den forurettede og frarøvet ham en mobiltelefon, arm- og halskæde mm. Straffen blev fastsat til ubetinget fængsel i 6 måneder.

Sag nr. 5

Ung mand født i 1984. Kom til Danmark som 6-årig. Tidligere straffet ved dom af 14. juli 2000 for røveri og tyveri med fængsel i 6 måneder, heraf 4 måneder betinget.

Nu dømt for røveri begået i september 2000. Ved trussel med en gaspistol aftvang han forurettede dennes knallert til en værdi af ca. 16.000 kr. Straffen blev fastsat til ubetinget fængsel i 8 måneder, der tillige omfattede den betingede del af dommen fra juli måned 2000.

Af udtalelserne fra skole og fritidsklub fremgår bl.a., at han tilbringer en del af sin fritid i et storcen­ter, hvor han strejfer rundt med sine venner. Han har svært ved at skabe gode sociale relationer til sine klassekammerater. Han har svært ved at følge skolens regler og tilrettevisninger fra lærere. I fritidsklubben beskrives han som ”voldelig i adfærd, asocial og destruktiv”.

Sag nr. 6

En ung mand født i Danmark i 1983. I maj måned 2000 vedtog han et bødeforlæg for tyveri. I okto­ber 2000 begik han i forening med tre andre unge mænd to gaderøverier på samme aften. I forbin­delse med begge røverier blev ofrene med en gaspistol truet til at aflevere deres værdigenstande. Han blev anholdt af politiet ca. 1 time efter at have begået det andet røveri, og dagen efter blev han fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i surrogat.

Under sit ophold i varetægtssurrogat overfaldt han og tildelte en medarbejder på den sikrede døgn­institution to ”skaller”.

I november 2000 blev han for disse tre forhold idømt fængsel i 10 måneder, hvoraf 7 måneder af straffen blev gjort betinget bl.a. på vilkår om at underkaste sig hjælpeforanstaltninger efter service­loven frem til sit fyldte 18. år og herefter i yderligere 6 måneder undergivet tilsyn af kriminalfor­sorgen. Han blev ved domsafsigelsen løsladt til senere afsoning efter at have været varetægtsfængs­let i lidt over en måned.

Om hans personlige forhold kan det oplyses, at han boede i Danmark indtil 1989, hvorefter han flyt­tede med sin far til udlandet. Først i 1999 kom han tilbage til Danmark. Siden ankomsten gik han i en særlig ”modtage-klasse” for at lære dansk, og herefter kom han på kostskole, hvor han bestod 9. klasses afgangsprøve. I efteråret 2000 blev han p.g.a. uoverensstemmelser på skolen bortvist fra 10. klasse.

Sag nr. 7

En ung mand født i Danmark i 1983. I september 1999 stjal han en bil, og i løbet af foråret 2000 begik han 3 indbrud. I maj 2000 begik han i forening med en anden ung mand et røveri mod et postkontor, ligesom han samme dag forsøgte at købe i alt 4.000 ecstacypiller, hvilket imidlertid mislykkedes, idet han blev anholdt for røveriet senere samme dag.

- 190 -

Under behandlingen af sagen var han varetægtsfængslet i surrogat, og i august 2000 blev han idømt fængsel i 1 år og 3 måneder, hvoraf 1 år af straffen blev gjort betinget bl.a. på vilkår om at undergi­ve sig tilsyn af den kommunale forvaltning/kriminalforsorgen, evt. i forbindelse med en personlig rådgiver. Den ubetingede del af straffen blev anset for udstået i forbindelse med varetægtsfængslin­gen.

For så vidt angår hans personlige forhold fremgår det, at hans barndomshjem har været præget af alkohol og vold. Han blev i starten af 1999 anbragt på en pension i 3 måneder, dels fordi han ikke var aktiv i skolen, og dels fordi der var problemer i hjemmet. Han har igennem en periode taget ecstacy, kokain og amfetamin. Han stoppede sit stofmisbrug i foråret 2000, og han oplyser, at han var påvirket af amfetamin under udførelsen af de nævnte kriminelle handlinger.

Sag nr. 8

En ung mand født i 1983. I december 1998 begik han et butikstyveri. I oktober 1999 blev han idømt 60 dages fængsel, heraf 30 dage betinget, for bl.a. vold, forsøg på tyveri, brugstyveri og for at have fremkommet med hån, skældsord og anden fornærmelig tiltale over for en socialrådgiver.

I juni 2000 blev han idømt fængsel i 8 måneder, heraf 6 måneder betinget, for røveri begået i marts 2000 sammen med 3 andre over for en førtidspensionist i dennes hjem. Den ubetingede del af straf­fen blev anset for udstået med varetægtsfængslingen under sagen.

Endelig i august 2000 blev han idømt fængsel i 10 måneder, heraf 6 måneder betinget, for bl.a. et gaderøveri og et forsøg på gaderøveri.

Om de personlige forhold kan det oplyses, at han kom til Danmark som 4-årig. Han har boet alene med sin far indtil 1997, hvor hans stedmor flyttede ind. Hans egen mor har aldrig boet i Danmark. Hans uddannelsesforløb beskrives som særdeles problematisk, og han har gået i flere forskellige skoler. Han beskrives som en lukket person, der ofte reagerer impulsivt. I en udtalelse fra de sociale myndigheder fra september 1999 konkluderes det, at det med de tidligere tiltag ikke har været mu­ligt på afgørende vis at skabe ændringer i hans livsstil, og at mulighederne i serviceloven anses for at være udtømte.

Sag nr. 9

En ung mand født i december 1984. I juni 2000 blev han idømt fængsel i 5 måneder, heraf 3 måne­der betinget, for røveri begået i marts 2000 sammen med 3 andre over for en førtidspensionist i dennes hjem samt for – ligeledes i marts måned – at have stjålet en mobiltelefon fra en anden dreng på gaden. Den ubetingede del af straffen blev anset for udstået med varetægtsfængslingen (i surro­gat) under sagen.

Om hans personlige forhold kan det oplyses, at han i 1989 kom til Danmark med sine forældre. I 1997 blev hans forældre skilt. Han bor sammen med sin mor og 5 mindre søskende. Det fremgår af udtalelser fra hans skole, at han har store faglige huller, at han ikke kan fastholde koncentration, er urolig, laver ballede og skaber konflikter. I april 2000 skulle han have være startet på en kostskole. Dette blev imidlertid udskudt på grund af straffesagen.

Han er p.t. sigtet i en verserende sag for bl.a. vold mod tjenestemand, tyveri og brugstyveri.

- 191 -

Sag nr. 10

En ung mand født i 1982. I september 1999 blev han idømt 14 dages betinget hæfte for brugstyveri af en bil og for spirituskørsel.

I december 1999 blev han idømt 30 dages betinget hæfte for vold begået uden for en ungdomsklub. Dette forhold blev i øvrigt begået få timer efter, han blev idømt 14 dages betinget hæfte for brugs­tyveri og for spirituskørsel.

I februar 2000 stjal han som kunde i en guldsmedeforretning smykker til en samlet udsalgspris af ca. 10.000 kr. For dette forhold og for at have købt ca. 30 gram amfetamin til eget forbrug blev han i juni 2000 idømt 50 dages betinget hæfte.

I december 2000 blev han bl.a. for 10 forhold af checkbedrageri samt for besiddelse af 85 gram hash og 16 gram amfetamin og for salg af yderligere 20 gram amfetamin idømt 5 måneders fængsel. Straffen blev gjort betinget bl.a. på vilkår af, at han i prøvetiden skulle undergive sig tilsyn af soci­alforvaltningen og fra det fyldte 18. år tilsyn af kriminalforsorgen.

Det fremgår af oplysningerne om hans personlige forhold, at han, indtil han var 5 år, boede sammen med sin mor i Sverige. Herefter flyttede han til Danmark for at bo hos sin far, som var stofmisbru­ger. Han har ikke været aktiv i skolen, og i 1997 blev han smidt ud af en skole pga. tyveri. Han har været undergivet hjælpeforanstaltninger efter serviceloven og er etableret i egen lejlighed med en fast kontaktperson fra de sociale myndigheder.

Sag nr. 11

En ung mand født i 1984. Kom til Danmark som 5-årig. Ved dom af 11. februar 2000 idømt en be­tinget dom på 4 måneders fængsel for husfredskrænkelse og forsøg på røveri. Ved dom af 1. marts 2000 blev han dømt for sammen med 2 andre at have begået et gaderøveri, hvor udbyttet bestod af en halskæde og nogle klippekort. Straffen, der også omfattede den betingede dom fra februar, blev fastsat som en ny betinget dom på fængsel i 8 måneder med vilkår om, at den dømte i prøvetiden undergiver sig hjælpeforanstaltninger i henhold til servicelovens § 40.

Af de personlige oplysninger i sagen fremgår det, at hans opvækst har været præget af mange socia­le problemer i hjemmet. På grund af manglende kammeratskab blev han i 1999 overflyttet til en anden skole. Her faldt han dog ikke til. Han havde over 50 pct. fravær, og skolen meddelte, at han ikke kunne rummes i skolen.

Sag nr. 12

Ung mand født i 1983. Ikke tidligere straffet.

Ved dom af 25. september 2000 dømt for vold mod en kvindelig lærer og for 2 gaderøverier begået sammen med andre unge. Ved det ene røveri blev den forurettede frataget en mobiltelefon. Ved det andet røveri blev den forurettede aftvunget en jakke af mærket Helly Hansen. Straffen blev fastsat til fængsel i 8 måneder, der i det hele blev gjort betinget bl.a. med vilkår om, at han i prøvetiden undergiver sig tilsyn af Kriminalforsorgen.

- 192 -

Det fremgår af en udtalelse fra kommunen, at socialforvaltningen har kendt familien gennem længe­re tid og iværksatte første gang en hjælpeforanstaltning efter lov om social service i forhold til den pågældende i september 1998. Foranstaltningen bestod i et alternativt skoletilbud. Her stoppede han året efter og blev i stedet tilknyttet et aktivitetscenter, hvor det vurderes, at han er inde i et positivt forløb.

Sag nr. 13

Ung mand født i 1984. Ved dom af 25. januar 2000 dømt for røveri og straffet med fængsel i 6 må­neder betinget bl.a. med vilkår om at undergive sig hjælpeforanstaltninger efter § 40 i lov om social service.

Ved dom af 5. april 2000 dømt for et tilfælde af vold og for to gaderøverier begået sammen med andre. Straffen blev fastsat til fængsel i 1 år, der tillige omfattede den betingede straf fra januar­dommen. Den nye straf blev i det hele gjort betinget bl.a. under hensyn til hans unge alder og til, at han under sagen havde været anbragt i varetægtssurrogat i ca. 1½ måned. Der blev fastsat vilkår om, at han i prøvetiden for den betingede dom undergiver sig hjælpeforanstaltninger efter lov om social service § 40, stk. 2.

Det fremgår af en udtalelse fra kommunen, at de sociale myndigheder helt tilbage til den pågælden­des skolestart i børnehaveklassen har haft kendskab til familien som følge af moderens manglende evne til at varetage omsorgen for sine børn. To af hans søskende har været tvangsanbragt siden 1995. Hans skolegang har været præget af mange og lange fraværsperioder, og skolestandpunkts­mæssigt vurderes han til at være på 1. klasses niveau. Han vurderes som et svært skadet barn, der har behov for ophold på en døgninstitution, hvor han dels kan indlære sociale spilleregler dels få styrket sin faglige udvikling.

Bilag 7

Bilag til mindretalsudtalelse. (Afgivet af Elisabeth Lenzing, Anders Møller Jensen og Carsten Stæhr Nielsen)

Forsøgsordning med behandling af kriminelle stofmisbrugere som alternativ til frihedsstraf.

Forsøgsordningen blev vedtaget i 1995 for en periode af mindst 3 år. Forsøget omfattede fra starten Fyns Amtskommune og retterne i Fyns Amt samt Frederiksborg Amtskommune og retten i Helsin­gør.Ved efterfølgende forlængelse af forsøgsperioden blev Vejle Amtskommune og retterne i Vejle Amt også omfattet.

Baggrunden for forsøget var et ønske om at udvikle og afprøve nye reaktioner overfor kriminelle stofmisbrugere som alternativ til frihedsstraf.

Forsøgsordningen er gennemført indenfor rammerne af de bestående regler om betingede domme, således at der under visse nærmere betingelser idømmes betinget dom (med eller uden straffastsæt­

- 193 -

telse) som alternativ til frihedsstraf. En sådan dom idømmes på vilkår af, at den dømte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden, at den dømte underkaster sig afvænningsbehandling mod misbrug af narkotika, samt at den dømte skal afholde sig fra misbrug af alkohol, narkotika eller lignende medi­kamenter. Derudover fastsættes vilkår om tilsyn ved Kriminalforsorgen og evt. andre vilkår.

Den overordnede målsætning for forsøget er, at stofmisbrugeren i videst muligt omfang opnår en bedre livssituation uden brug af ulovlige stoffer og uden kriminalitet.

Domstolene kan i forsøgsordningen fastsætte vilkår om gennemførelse af behandling i et nærmere beskrevet behandlingsforløb, der er specifik for det enkelte forsøgsamt. Disse forløb er af en varig­hed på mellem 1 og 2½ år - afhængig af hvilken model, der er valgt i det pågældende amt.

Målgruppen for forsøgsordningen er som udgangspunkt yngre, voksne stofmisbrugere, for hvem misbruget har en sådan tyngde, at det har givet anledning til vedholdende berigelseskriminalitet, i forhold til hvilken betingede domme med mere traditionelle vilkår har vist sig utilstrækkelige over-for, og som efter en individuel vurdering vurderes egnet og motiveret for at gennemføre vilkåret.

Udgangspunktet for forsøgsordningen er, at vilkår om behandling kun anvendes i tilfælde, hvor der er forskyldt ubetinget frihedsstraf og hvor stofmisbrug er en væsentlig kriminalitetsfremmende fak­tor. Ud fra en antagelse om, at der er en snæver og entydig relation mellem stofmisbruget og dets financiering (følgekriminalitet) afgrænsedes forsøget til at omfatte berigelseskriminalitet samt over­trædelse af lov om handel med euforiserende stoffer, medens personfarlig kriminalitet forudsattes udelukket fra forsøgsordningens anvendelsesområde. Varigheden af den ubetingede frihedsstraf som behandlingssanktionen træder i stedet for begrænsedes i nedadgående retning af proportionali­tetshensyn og i opadgående retning af retshåndhævelseshensyn og fastsattes til flere måneders va­righed - i almindelighed ikke under 6 måneder eller over 1 år og 6 måneder. Tilsyns- og prøvetid fastsættes til samme tidsrum som behandlingsforløbet.

Initiativet til at rejse spørgsmålet om behandling i stedet for straf kan komme fra anklagemyn­digheden, Kriminalforsorgen eller forsvareren. Det vurderes så tidligt som muligt om sagen vil kunne falde indenfor førsøgets målgruppe, hvorefter Kriminalforsorgen tager initiativ til at sagen behandles i et visitationsudvalg med repræsentanter for behandlingsinstitutionen, opholdskommu­nen, amtet og Kriminalforsorgen. Det er visitationsudvalgets opgave at foretage en vurdering af tiltaltes egnethed og motivation for at indgå i de skitserede behandlingsforløb. Det er en forudsæt­ning for anbefaling af behandling som alternativ til afsoning, at de parter, der er involverede i visita­tionen, er enige - og dermed hver især forpligter sig på at gennemføre forløbet. Der etableres såle­des en modtagepligt for myndighederne, hvis retten vælger at dømme efter indstillingen.

Grundlaget for visitationsudvalgets vurdering er en personundersøgelse, som kriminalforsorgen udfærdiger i henhold til retsplejelovens § 808 og som skal omfatte såvel behandlingsinstitutionens forundersøgelse af personen som oplysninger fra kommunen m.fl., således at der foreligger en sam­let udredning og beskrivelse af tiltaltes sociale og familiemæssige forhold, herunder af barndom og opvækst, skolegang og uddannelse, indtægts-og arbejdsmæssige forhold, misbrugskarriere, behand­lingskarriere og helbredsmæssige situation samt en pædagogisk/psykologisk vurdering herunder af tiltaltes egnethed og motivation for behandling. Undersøgelsen munder ud i et forslag til en indivi­duel handlingsplan for pågældende.

- 194 -

Kriminalforsorgen møder i retten og redegør for tiltaltes forhold jf. personundersøgelsen og visitati­onsudvalgets indstilling. Af principielle grunde er det ikke fastsat som en betingelse for at kunne idømme betinget dom på vilkår af behandling, at pågældende overfor retten samtykker heri. Det skal dog ses i lyset af, at der som ovenfor nævnt i indstillingen er en vurdering af pågældendes mo­tivation til behandlingen.

Evalueringen af forsøgsordningen viser, at de ovenfor beskrevne rammer for samspillet mellem det strafferetslige sanktionssystem og det sociale behandlingssystem har fungeret tilfredsstillende og hensigtsmæssigt. Der er truffet aftale mellem justitsministeren og socialministeren om at søge ord­ningen gjort permanent og landsdækkende. I mellemtiden fortsætter ordningen i forsøgsamterne.

- 195 -