Den blokskiftende vælger- En ny tilgang til studiet af ustabil vælgeradfærd

Dea Cecilie Forchhammer & Lin KrarupVejleder: Carina Saxlund BischoffMarts 2010Institut for StatskundskabKøbenhavns Universitet

   

Abstract  

Since  the  unstable  1970s  volatile  voters  have  been  in  focus  both  in  a  Danish  and  in  an  international  context.  In  Denmark  the  landslide  election  of  1973  marked  the  beginning  of  a  period  with  great  volatility.  The  tendency  has  persisted,  and  today  the  Danish  parliamentary  elections  are  still  characterised  by  the  group  of  unstable  voters  causing  tension  on  election  nights.     In  the  literature  on  electoral  behaviour  the  unstable  voters  have  most  often  been  viewed  as  a  singular  group.  Yet,  by  doing  so  it  is  our  belief  that  it  has  been  ignored  that  the  group  of  unstable  voters  are  in  fact  two  groups:  one  group  consisting  of  people  changing  party  and  one  group  consisting  of  people  not  only  changing  party,  but  also  changing  political  bloc.  This  puzzles  us  because  even  though  it  is  of  limited  size  the  group  of  bloc  changers  plays  an  important  part  in  determining  the  outcome  of  the  election.  Furthermore,  from  our  perspective  there  is  a  difference  between  changing  parties  within  the  same  coalition  and  changing  to  a  party  in  opposition  to  the  previous  party.  With  three  parliamentary  elections  as  a  starting  point,  we  have  sought  to  uncover  the  factors  influencing  the  group  of  Danish  voters  changing  political  blocs,  and  how  this  group  differs  from  other  unstable  voters.         From  the  three  main  perspectives  in  theories  on  electoral  behaviour;  the  sociological,  the  social  psychological,  and  the  theory  of  rational  voting  in  combination  with  earlier  empirical  studies,  we  extract  a  number  of  hypotheses  about  possible  influencing  factors.  Starting  off  from  these  hypotheses,  and  by  using  a  multivariate  binary  logistical  regression,  we  are  able  to  find  a  number  of  factors  influencing  voters  changing  political  blocs.  The  analyses  show  that  age,  the  level  of  enthusiasm  about  voting  on  the  party,  identification  with  the  party,  understanding  of  the  ideological  differences  between  the  parties,  and  whether  voters  think  it  makes  a  difference  which  governmental  alternative  wins,  are  consistently  influencing  factors  for  all  the  elections.  The  level  of  political  knowledge,  party  membership,  educational  level,  evaluation  of  the  competence  of  the  government,  political  self-­‐esteem,  party  leader  effect  and  trust  in  politicians  on  the  other  hand,  are  only  influential  factors  at  specific  elections.  It  thus  seems  that  the  latter  factors  are  important  at  specific  elections,  but  are  not  important  for  the  voters  changing  bloc  in  general.       The  analyses  also  support  our  theory  about  the  bloc  changers  being  different  from  other  unstable  voters.  An  analysis  of  the  bloc  changers  versus  the  party  changers  shows,  that  despite  some  common  traits,  the  two  groups  differ  on  a  number  of  factors.  Especially  the  understanding  of  the  ideological  differences  between  the  parties,  the  level  of  enthusiasm  about  voting  on  the  party  and  the  educational  level  influence  the  two  groups  differently.  This  finding  has  implications  for  the  studies  on  electoral  behaviour.  Our  final  analysis  shows  that  factors  influencing  bloc  changers  and  party  changers  differently  can  disappear  or  become  misleading  when  all  unstable  voters  are  treated  as  one  homogeneous  group.  For  instance,  our  results  show  that  at  one  election  a  lower  

   

level  of  education  increases  the  probability  of  a  change  of  bloc,  whereas  this  has  the  opposite  effect  for  changers  of  party.  The  probability  of  a  change  of  party  is  thus  increased  with  a  higher  level  of  education.  When  treated  as  one  group,  the  effect  of  education  disappears  as  the  opposing  effects  are  balanced  out.  This  means  that  if  you  continue  choosing  to  study  the  unstable  voters  as  one  homogeneous  group,  you  risk  missing  important  factors  and  therefore  end  up  with  misleading  results.  Future  studies  should  therefore  consider  that  if  the  two  groups  of  volatile  voters  are  not  studied  separately,  it  has  consequences  for  the  conclusions  that  can  be  drawn.  This  is  especially  relevant  if  the  increasing  depolarisation  of  the  party  system  results  in  a  higher  number  of  bloc  changers.    

   

 1.  Indledning           1  

1.1  Problemformulering         4  

1.2  Begrebsafklaring         5  

1.3  Ustabilitetens  teoretiske  afsæt       6  

1.4  Konsekvenser  ved  ustabiliteten         8  

1.5  Specialet  opbygning         10  

 

2.  Teori  og  tidligere  forskning       12    

2.1  Sociologiske  vælgeradfærdsteorier       14  

2.2  Socialpsykologiske  vælgeradfærdsteorier     21  

2.3  Rationelle  vælgeradfærdsteorier       29  

2.4  Opsummering         40  

 

3.  Data  og  Metode         42  

3.1  Data           43  

3.1.2  Dataindsamling         43  

3.1.3  Repræsentativitet         44  

3.1.4  Erindringsoplysninger         45  

3.1.5  Opsummerende  om  datamaterialet       46  

3.2  Metode           47  

3.2.1  Logistisk  regressionsanalyse       47    

3.2.2  Forudsætninger  for  logistisk  regressionsanalyse   47    

3.2.3  Anvendte  statistiske  mål       49  

3.2.4  Clusteranalyse         50  

 

4.  Operationalisering  og  analysedesign       51  

4.1  Udvidet  begrebsdefinition       51  

4.2  Analysedesign         55  

4.3  Behandling  af  nonkategoriske  svar       57  

4.4  Brug  af  sammensatte  mål       58  

4.5  Hypoteseoperationalisering       59  

   

4.5.1  Socioøkonomiske  baggrundsvariable     60  

4.5.2  Politisk  involvering  og  politiske  budskaber     60  

4.5.3  Politisk  lederskab         63  

4.5.4  Ideologisk  bredde         63  

4.5.5  Kompetencevurdering           64  

4.5.6  Nypolitiske  emner         65  

4.5.7  Tillid  til  politikerne         65  

 

5.  Analyse           67  

5.1  Socioøkonomiske  baggrundsvariable     73  

5.2  Politisk  involvering  og  politiske  budskaber     81  

4.3  Politisk  lederskab         88  

4.4  Ideologisk  bredde         91  

4.5  Kompetencevurdering           95  

4.6  Nypolitiske  emner         98  

4.7  Tillid  til  politikerne         101  

 

6.  Opsummering  og  diskussion  af  analyse     104  

6.1  Hvad  påvirker  blokskifterne       104  

6.2  Hvad  adskiller  blokskiftere  og  partiskiftere     106  

6.3  De  vigtigste  faktorers  betydning         106  

6.4  Studier  af  vælgeradfærd         108  

6.5  Teoriernes  forklaringskraft       111  

6.6  Typer  af  blokskiftere         113  

 

7.  Konklusion           116    

 

8.  Litteratur           121  

 

9.  Bilag             137  

 

   

 

1    

 

 

 

 

 

 

1.  Indledning  

I   et   land   som   Danmark,   hvor   regeringsmagten   typisk   baserer   sig   på   spinkle  flertal,  afgøres  valgene  ofte  ved,  at  nogle  få  procent  af  vælgerne  flytter  sig  fra  en  politisk   blok   til   en   anden1.   Når   valgresultaterne   opgøres,   og   regeringsmagten  tildeles,  kan  de  vælgere  som  har  skiftet  fra  den  ene  til  den  anden  politiske  blok  dermed   have   haft   afgørende   betydning   herfor.   Dette   var   tilfældet   ved   valget   i  2001,  hvor  8,5  pct.  af  vælgerne  bevægede  sig  fra  rød  til  blå  blok,  hvilket  førte  til  et  stemmemæssigt  højreskred  og  en  ny  regering.  Ved  det  foregående  valg  i  1998  viste  valgresultaterne  umiddelbart,  at  kun  godt  1  pct.  af  vælgerne  skiftede  blok,  og   samme   tendens   gjorde   sig   gældende   ved   valget   i   2005.   Under   denne  tilsyneladende  stillestående  overflade  er  der  dog  en  undergrund  med  større  uro.  Der  er  ikke  er  grund  til  at  bagatellisere  antallet  af  blokskiftere,  bare  fordi  det  ikke  er   synligt   i   de  officielle   statistikker.   Langt   flere   vælgere   skifter  nemlig  blok  end  resultatet  viser,  idet  kun  de  samlede  vandringer  kan  registreres  her.      

Når  man   ser   nærmere   på   valgene,   kan   det   konstateres,   at   blokskiftende  vælgere  udgør  en  relativ  stor  andel  af  det  samlede  vælgerkorps.  Ser  man  på  de  seneste  danske  valg2,  kan  det  konstateres,  at  9  pct.  af  vælgerne  skiftede  blok   i  1998  (Nielsen  1999:  54).  Ved  2001-­‐valget  skiftede  14  pct.  over  midten  (Nielsen  &  Risbjerg  Thomsen  2003:  63),  mens  niveauet  ved  2005-­‐valget  igen  var  lidt  lavere,  

                                                                                                               1  Den  specifikke  definition  af  blok,  som  vil  blive  benyttet  i  specialet  vil  blive  gennemgået  i  nedenfor  under  begrebsafklaring,  samt  mere  indgående  i  operationaliseringsafsnittet.  2  Her  henvises  til  1998,  2001  og  2005,  da  data  fra  2007-­‐valget  endnu  ikke  er  offentliggjort.  

2    

idet   blokskifterne   her   udgjorde   9   pct.   af   vælgerne   (Møller  Hansen   et   al.   2007:  68).  Heraf  kan  det  udledes,  at  de  blokskiftende  vælgere  udgør  en  ikke  uvæsentlig  del  af  det  danske  vælgerkorps,  og  at  de  potentielt  kan  afgøre  de  danske  valg.    

Alligevel   er   det   en   gruppe,   som   vælgeradfærdsforskningen   indtil   nu   ikke  har  beskæftiget  sig  grundigt  med.  Mens  forskningen  i  mange  år  intenst  har  fulgt  den  ustabile  vælger,  som  skifter  parti  fra  valg  til  valg,  har  det  specifikke  fokus  på  vælgeren,   der   skifter   imellem   de   politiske   blokke,   endnu   ikke   opnået   samme  plads   i   litteraturen.   I   stedet   er   blokskifter-­‐gruppen,   både   i   international   og  national   forskning,   blevet   opfattet   som   en   del   af   partiskifter-­‐gruppen,   som  samlet  er  gået  under  betegnelsen  ustabile  eller  volatile  vælgere3.  Dette  kan  i  en  dansk  kontekst  historisk  forklares  ved,  at  blokpolitik,  som  vi  ser  det   i  dag,  er  et  relativt   nyt   fænomen,   hvorfor   de   klare   skillelinjer   mellem   blokkene   ikke  eksisterede,  som  de  gør  i  dag.  Men  med  den  nylige  politiske  udvikling  mener  vi,  man  bør  genoverveje  denne  tilgang.    Det   stigende   fokus   på   vælgervandringer   og   ustabilitet   tog   i   Danmark   sit  udgangspunkt  i  det  såkaldte  jordskredsvalg.  Da  danskerne  i  december  1973  gik  til  valgurnerne  for  at  sætte  deres  kryds,  var  de  formentligt  ikke  klar  over,  at  de  var  i  gang  med  at  skrive  danmarkshistorie.  Men  valget  viste  sig  at  være  et  usædvanligt  valg,   hvor   vælgerne   skiftede   parti   som   aldrig   før.   44   pct.   af   vælgerne   skiftede  parti  mod  kun  17  pct.   ved  det   forrige   valg.  Dermed   symboliserer   valget   i   1973  starten  på  en  periode,  hvor  vælgervandringer  og  partiskift  blev  mere  reglen  end  undtagelsen.      

                                                                                                               3  Vores  omfattende  litteraturgennemgang  har  ikke  givet  os  viden  om  nogen  tilbundsgående  undersøgelser,  der  alene  fokuserer  på  blokskifterne  i  den  danske  litteratur.  Ligeledes  tyder  det  heller  ikke  på,  at  den  internationale  litteratur  byder  på  en  sådan,  men  vi  afviser  dog  ikke,  at   det   kan   være   tilfældet.   Bartolini   &   Mair   (1990)   berører   den   specifikke   gruppe   af  blokskiftere   qua   deres   omtale   af   ’block   volatility’,   men   behandler   kun   gruppen   på   et  systemisk  plan.  

3    

 

 Figur  1.1:  illustration  af  bruttovolatiliteten  i  Danmark  (Nielsen  &  Risbjerg  Thomsen  2003b;  Møller  

Hansen  et  al.  2005)  

 Tendensen  har  vist  sig  at  fortsætte,  idet  undersøgelser  af  de  seneste  danske  valg  viser,   at   andelen   af   volatile   vælgere   ligger   på   højde  med   niveauet   i   de   urolige  1970’ere  (Nielsen  &  Risbjerg  Thomsen:  2003:  67).  Den  danske  situation  var  ikke  unik,  idet  store  dele  af  den  vestlige  verden  oplevede  samme  tendens  (Dalton  et  al.   1984:   10;   Pedersen   1979:   9).   Denne   udvikling   har   ført   til,   at   både   det  nationale  og  internationale  forskningsfelt  siden  1970’erne  har  haft  øget  fokus  på  ustabil   vælgeradfærd   under   betegnelser   som   ’electoral   instability’,   electoral  volatility’,   ’electoral  mobility’,   ’floating   voters’   og   ’electoral   swing’   (Bartolini   &  Mair,  1990:  19).  

Udviklingen   har   naturligt  medført   et   øget   fokus   på   ustabil   vælgeradfærd  både  i  det  nationale  og  internationale  forskningsfelt  (Bartolini  &  Mair,  1990:  19).  I  valglitteraturen  har  man  beskæftiget  sig  med  en  række  af  de  konsekvenser,  der  følger  i  kølvandet  på  den  ustabile  vælgeradfærd.  Herunder  de  konsekvenser  det  har   for   partisystemet   og   for   partiorganisationen   (fx   Mair,   1997),   for   den  demokratiske   proces,   partiernes   rolle   (fx   Dalton   &  Wattenberg   2000),   for   den  politiske  kommunikation  (Andersen  2008)  og  mere  overordnet  for,  hvordan  man  bedst  kan  forklare  og  forudsige  vælgernes  ustabile  adfærd  (fx  Thomassen  2005).  Studiet  af  vælgervandringer  har  både  haft  fokus  på  struktur-­‐  og  individniveauet,  ligesom   fænomenet  er  blevet  undersøgt   transnationalt  og   longitudinelt.  Det  er  dermed   ikke   mange   hjørner   af   dette   specifikke   område   af   vælgerforskningen,  som  endnu  ligger  uberørt  hen  i  den  omfattende  litteratur.    

Alligevel  mener  vi,  der  er  grund  til  yderligere  forskning  på  området,  idet  vi  ikke   ser   emnet   som  udtømt.   Tidligere   litteratur  har   forbigået   at   beskæftige   sig  specifikt  med   den   gruppe   af   volatile   vælgere,   som   ikke   blot   skifter   parti,  men  også  skifter  politisk  blok.  Dette  mener  vi,  der  bør  gøres  op  med.  Udgangspunktet  herfor  er  en  antagelse  om,  at  man  bør  skelne  mellem  de   to  vælgergrupper,  da  

4    

der   i   vores   optik   er   en   substantiel   forskel   på   at   skifte   parti   og   skifte   blok.  Undersøgelser   af   de   danske   vælgeres   adfærd   viser   da   også,   at  mange   vælgere  ikke   føler   sig   knyttet   til   et   bestemt   parti   og   dermed   ser   sig   som   mulige  partiskiftere,  men  derimod  ser  sig  knyttet  til  en  politisk  blok  og  derfor  ikke  ser  et  blokskift  som  en  sandsynlig  handling  (Nielsen  2002:  78).  Således  er  der  ligeledes  i  mange  vælgeres  optik  en  forskel  mellem  et  parti-­‐  og  et  blokskift.    

Det   kan  da  også   forekomme  kontraintuitivt   at   krydse  den  politiske  midte  og  skifte  til  et  parti  i  opposition  til  tidligere  parti,  frem  for  at  flytte  krydset  til  et  parti   i   koalition   med   tidligere   parti,   hvis   man   antager,   at   individets   politiske  holdninger  ikke  ændrer  sig  drastisk  fra  valg  til  valg.  Det  har  også  potentielt  større  politiske  konsekvenser  at  skifte  blok  end  at  skifte  parti,  idet  et  skift  over  midten  i  den  nuværende  politiske  kontekst  svarer  til  at  støtte  en  anden  regering.  Hvor  et  skift   fra   eksempelvis   Socialdemokraterne   til   støttepartiet   Socialistisk   Folkeparti  ikke   medføre   støtte   til   anden   regering,   vil   en   flyttet   stemme   fra   Social-­‐demokraterne   til   Dansk   Folkeparti   under   de   nuværende   politiske   omstændig-­‐heder   uomtvisteligt   være   støtte   til   anden   regering,   ligesom   et   skift   mellem  Venstre  og  det  Radikale  Venstre  vil  være.    

Med   disse   aspekter   in   mente   er   det   ikke   usandsynligt,   at   parti-­‐   og  blokskiftere   på   visse   områder   adskiller   sig   fra   hinanden.   Hvis   denne   antagelse  kan   bekræftes,   kan   det   have   betydning   for   de   konklusioner,  man   tidligere   har  draget  på  baggrund  af  analyser  af  de  volatile  vælgere,   idet  man  ikke  har  adskilt  kategorierne.   Bygger   resultaterne   i   virkeligheden   på   to   forskellige   grupper,  henholdsvis  blok-­‐  og  partiskiftere,  der  kun  har  det  tilfældes,  at  de  agerer  volatilt?  Er   det   i   virkeligheden   forskellige   faktorer,   der   påvirker   henholdsvis   parti-­‐   og  blokskiftere,   og   har   sidstnævntes   karakteristika   dermed   ’forplumret’   de  konklusioner,  man  har  draget  om  ustabile  vælgere  indtil  nu?  Således  finder  vi  det  interessant   at   udforske   hvilke   bagvedliggende   mekanismer,   der   påvirker  vælgernes   skift   over   den   politiske   midte,   og   om   de   blokskiftende   vælgere   på  disse  områder  skiller  sig  ud  fra  andre  ustabile  vælgere.    

1.1  Problemformulering  

Med  udgangspunkt  i  overstående  sigter  dette  speciale  således  efter  at  give  svar  på  følgende:    

Hvad  påvirker  de  danske  vælgere  som  skifter  politisk  blok  ved  folketingsvalg,  og  hvordan  adskiller  denne  gruppe  sig  fra  andre  ustabile  vælgere?  

   

5    

 

1.2  Begrebsafklaring  

Inden  vi  søger  at  besvare  problemformuleringen,  er  det  nødvendigt  at  definere  en  række  begreber  samt  gøre  nogle  teoretiske  betragtninger,  der  vil  være  med  til  at   opstille   den   ramme,   hvori   specialet   vil   befinde   sig.   Den   præcise  begrebsafklaring  og  operationalisering  vil  ske  som  optakt  til  analysen,  men  et  par  indledende  kommentarer  vil  alligevel  blive  præsenteret  her,   idet  en  afklaring  er  nødvendig  for  at  få  den  fulde  forståelse  af  det  empiriske  og  teoretiske  afsæt,  der  følger.   Problemformuleringen   afføder   nødvendigheden   af   at   definere   to  begreber,   henholdsvis   ustabile   vælgere   og   politisk   blok,   samt   mere   indirekte  ustabilitet,  i  litteraturen  oftest  omtalt  som  volatilitet.  

Tidligere  forskning  om  ustabile  vælgere  har  som  oftest  ikke  skelnet  imellem  partiskiftere   og   blokskiftere,   men   i   kraft   af   specialets   fokus   vil   dette   speciale  skelne  mellem  de  to  kategorier.  Blokskiftere  definerer  vi  som  de  vælgere,  der  på  to  hinanden  følgende  valg  skifter  fra  et  parti  i  den  ene  politiske  blok  til  et  parti  i  den   anden   blok.   Partiskiftere   defineres   som   de   vælgere,   der   på   to   hinanden  følgende  valg  skifter  parti  inden  for  samme  politiske  blok.    

I   forlængelse   heraf   er   det   tillige   væsentligt   at   definere   politisk   blok.   En  politisk  blok  defineres  som  en  samling  af  partier,  der  befinder  sig  på  samme  side  af  den  politiske  midte,  og  som  enten  arbejder  for  at  komme  i  regering  sammen,  eller  som  definerer  sig  som  støtteparti  til  hinanden.    

Når  man  beskæftiger   sig  med  volatilitet,  som  er  et  primært   fokusområde  for  specialet,  er  det  nødvendigt  at  være  bevidste  om,  at  dette  kan  defineres  på  flere  niveauer.  Når  der  undersøges  for  volatiliteten,  skelnes  der  mellem  årsager  til   volatilitet   på   individniveau  og   årsager  på   strukturniveau.   I   forlængelse  heraf  omtaler   vælgeradfærdsforskningen   både   brutto-­‐   og   nettovolatilitet.   Brutto-­‐volatilitet   aflæses   på   mikroniveau,   og   er   defineret   som   alle   vælgervandringer,  mens  nettovolatilitet  aflæses  på  makroniveau  og  er  de  absolutte  ændringer,  det  vil  sige  de  forskydninger  i  partiernes  magt,  som  de  samlede  vælgervandringer  har  forårsaget.   Således  er  det  nettovolatiliteten,  der  har  betydning   for  ændringer   i  partisystemet  (Pedersen  1979:  3)4.  Forskellen  mellem  brutto-­‐  og  nettovolatilitet  omtales   ligeledes   som   henholdsvis   strukturel   stabilitet   og   overfladestabilitet  (Lane   &   Ersson   1997:   179-­‐   180).   Traditionelt   set   har   forskningen   på   området  været  målrettet  både  et  mikro-­‐  og  et  makroniveau.  Mens  førstnævnte  relaterer  sig   til   de   individuelle   processer,   beskæftiger  makroniveauet   sig  med   de   aggre-­‐gerede  data  (Evans  2004:  11).    

Med  den  præsente  problemstilling   som  udgangspunkt  vil   specialets   fokus  være   på   mikroniveauet.   Dermed   ikke   sagt,   at   undersøgelse   af   makroniveauet  ikke   kan   give   relevant   indsigt   i   volatilitet.   Litteraturen     viser,   at   der   på   flere  punkter   kan   udledes   forventninger   til   vælgeradfærden   med   udgangspunkt   i  partierne   og   partisystemets   udformning,   idet   antallet   af   partier   antages   at                                                                                                                  4  Pedersen  (1979:  3)  definerer  partisystem,  som  antallet  af  konkurrerende  partier  og  det  indbyrdes  styrkeforhold  mellem  disse  partier.  

6    

indvirke  på  volatiliteten.  Pedersen  argumenterer   for,  at  volatiliteten  stiger  med  antallet  af  partier,  idet  jo  flere  partier  i  systemet,  ”the  less  the  average  perceived    distance  between  parties,   and,  and   the  higher   the  probability   that   the  average  voter  will  transfer  his  vote  from  one  party  to  another  party.”  (Pedersen  1979:  15).  Med   udgangspunkt   heri   er   eksempelvis   opstilling   af   nye   partier   en   faktor,   der  påvirker   volatiliteten   positivt.   Ligeledes   er   økonomiske   kriser,   store   sociale  forandringer   og   nye   politiske   mærkesager   årsager,   der   på   systemniveau   kan  påvirke  volatilitetsniveauet.    

Andre   forskere   argumenterer   derimod   for   et   kausalitetsforhold   mellem  individniveau   og   strukturniveau   således,   at   ændringer   i   partisystemet   er   en  indikator  på  ændringer   i  den   individuelle  vælgeradfærd,  da  partisystemer  alene  skulle  være  et  resultat  af  valghandlingen  (Bartolini  &  Mair  1990:  27).  På  samme  måde  mener  Lane  &  Ersson  (1997),  at  ændringer   i  partisystemet  bevirket  af  de  relative  vælgervandringer  er  et  udtryk  for  volatiliteten  på  individniveau,   idet  de  mener   at   have   bevist   en   sammenhæng   i   mellem   disse   to   ved   en   række  europæiske   valg.   Ifølge   dem   kan   det   dokumenteres,   at   den   volatilitet,   vi   kan  aflæse  på  makroniveau  på   individniveau  er  dobbelt   så   stor.  Det  vil   sige,  at   kan  der   eksempelvis   observeres   10   pct.   nettovolatilitet,   dækker   dette   sædvanligvis  over  20  pct.  bruttovolatilitet.  

Der  er  dog  også  eksempler  på,  at  de  to  systemer  er  upåvirket  af  hinanden,  idet   der   ved   valg   er   observeret   stor   volatilitet,   men   til   trods   herfor   et   fortsat  uændret  partisystem  og  omvendt  (Bartolini  &  Mair  1990:  28).  

Med  udgangspunkt   i  problemformuleringen  vil  dette  speciale   fokusere  på  bruttovolatiliteten,  idet  vi  ønsker  at  afdække  volatilitetsmønstre  på  individniveau  frem  for  på  systemniveau.    

 

1.3  Ustabilitetens  teoretiske  afsæt  

Da   ustabiliteten   viste   sig   i   vælgeradfærden   ved   1960’ernes   og   1970’ernes  ustabile  vælg,  oplevede  man  samtidig  et  vendepunkt  i  europæisk  valgforskning:  ”Within  a  decade  the  dominant  question  changed  from  explaining  the  persistence  of  electoral  politics  to  explaining  electoral  change.”  (Dalton  &  Klingemann  2007:  10).   Hvor   de   klassiske   teorier   hidtil   havde   koncentreret   sig   om   vælgernes  stabilitet   og   systemets   uforanderlighed,   viste   de   nye   empiriske   tendenser   et  behov   for   en   ny   tilgang   til   forståelse   af   vælgeradfærden.   Dette   initierede   en  række   nye   bud   på,   hvad   der   påvirker   vælgeren,   og   hvordan   vælgernes   ageren  bedst  forklares.    

Mange  af  de  nye  teoretiske  vinkler  tog  udgangspunkt  i  betydningen  af  den  sociale   og   økonomiske   udvikling,   som   de   vestlige   samfund   havde   undergået   i  efterkrigstiden.   Denne   proces   medførte   ændrede   forhold   på   en   lang   række  områder,   hvilket   influerede   vælgerne   og   dermed   deres   handlingsmønstre.   Den  bagvedliggende   tese   er,   at   vælgerne   som   følge   af   ændringer   i   det  omkringliggende  samfund  individualiseres  i  forhold  til  tidligere,  hvilket  medfører  en   såkaldt   ’Individualization   of   politics’:   ”What   is   developing   is   an   eclectiv   and  

7    

egocentric  pattern  of  citizen  decision-­‐making.  Rather  than  socially  structured  and  relatively  homogeneous  personal  networks,  contemporary  publics  are  more  likely  to   base   their   decisions   on   policy   preferences,   performance   judgement,   or  candidate   images”   (Dalton   1996:   346).   Økonomisk   udvikling,   ændrede   og  voksende  massemedier,  uddannelsesløft,  udvikling  af  velfærdsstaten  og  service-­‐sektoren   samt   øget   geografisk   og   social   mobilitet   har   alle   været   med   til   at  udvikle  vælgeren  og  det  samfund,  han  omkredses  af  (Thomasson  2005:  6).    

Ifølge   disse   teoretiske   betragtninger   er   vælgerens   partivalg   ikke   længere  prædisponeret.   Frem   for   at   lade   stemmeafgivningen   udelukkende   bero   på  stabiliserende  langtidsfaktorer  som  social  baggrund  eller  en  livslang  tilknytning  til  et   parti,   tager   vælgerne   i   højere   grad   end   tidligere   stilling   fra   valg   til   valg   og  påvirkes   af   eksempelvis   valgkampens   emner   og   opfattelsen   af   de   politiske  ledere.   Ifølge   moderniseringsteorien   har   korttidsfaktorer   altså   fået   en   øget  indflydelse   på   partivalget.   Illustrativt   kan   dette   forklares   ved   nedenstående  model.  Hypotesen  udledt  af  moderniseringsteorien  fremsiger,  at  betydningen  af  faktorernes   forklaringskraft   har   forskubbet   sig   fra   venstre   mod   højre,   hvilket  fører  til  en  højere  grad  af  ustabilitet  (Thomassen  2005:  8-­‐9).    

 

 Figur  1.25:  Illustration  af  henholdsvis  kort-­‐  og  langtidsfaktorer  

 Modellen  fortæller  om  de  faktorer,  der  opfattes  som  determinerende  for  vælger-­‐adfærd.  Når  vælgerne  er  løst  fra  tidligere  tiders  bånd,  vil  det  i  højere  grad  være  korttidsfaktorerne,   der   påvirker   partivalget.   Og   da   disse   faktorer   af   natur   er  omskiftelige,  kan  partivalget  være  det  ligeså.    Betragtningen   af   denne   udvikling   med   fundamentale   ændringer   og   ustabil  vælgeadfærd   står   dog   ikke   uanfægtet.   Mair   (2005:   31)   argumenterer   for   at,  ”…party  systems  enjoy  an  inherent  bias  towards  stability”,  mens  Bartolini  &  Mair  (1990)  hævder,  at  forholdet  mellem  parti  og  klasse  har  bevaret  sin  betydning,  og  at   vælgernes   adfærd   forsat   tenderer  mod   stabilitet6.  Vi   vil   i   dette   speciale  dog  ikke   gå   ind   i   denne   omfattende   diskussion   af,   hvorvidt   vælgeradfærden   har  

                                                                                                               5  Udarbejdet  med  udgangspunkt  i  den  såkaldte  Michigan-­‐model,  som  gennemgås  yderligere  i  det  teoretiske  kapitel.  6  Deres  undersøgelser  går  dog  kun  frem  til  1985,  hvorfor  man  muligvis  kan  anfægte  deres  konklusion  for  nuværende,  idet  de  ustabile  perioder  1970’erne  og  1980’erne,  som  omtales  som  undtagelsen,  sidenhen  er  blevet  efterfulgt  af  flere  ustabile  valg  op  igennem  1990’erne  og  2000’erne.  

8    

undergået   fundamentale   ændringer,   eller   om   der   stadig   er   tale   om   få   und-­‐tagelser.   Vi   koncentrerer   os   i   stedet   om   de   vælgere,   få   eller   ej,   som   empirien  viser   os,   er   ustabile   i   deres   stemmeadfærd   ved   de   udvalgte   folketingvalg   og  udforsker  dermed   ikke  den  store  gruppe  af  vælgere,  der   til   stadighed  stemmer  efter   et   stabilt   mønster.   Med   specialets   fokus   på   disse   vælgere,   ønsker   vi   at  lægge  vægt  på  de  teorier,  der  udspringer  af  og  ligger  på  linje  med  den  litteratur,  der  beskæftiger   sig  med  denne  del   af   vælgergruppen.  Mens   tidligere   forskning  ofte  har  beskæftiget  sig  med  ”what  voters  are  not  (aligned)  rather  than  by  what  voters   are”   (Norris:   1998:   xix),   har   dette   speciale   dog   fokus   på   vælgernes  ustabilitet,   og   derfor   vil   teorier,   der   centrerer   sig   om   herom,   være   i   centrum.  Således  ønsker   vi   et   speciale,  der  handler  om,  hvordan  de  ustabile   vælgere  er,  frem  for,  hvordan  de  ikke  er.      

1.4  Konsekvenser  ved  ustabiliteten    

Med  det  anlagte  fokus  på  de  ustabile  tendenser,  mener  vi,  at  det  er  på  sin  plads  afsluttende   at   knytte   et   par   kommentarer   til   de   politiske   konsekvenser,   dette  medfører.   Hvad   betyder   ustabiliteten   i   vælgernes   adfærd   for   samfundet,  demokratiet,  vælgerne  og  partierne  samt  fremadrettet  for  udviklingen  i  vælger-­‐adfærden?    Man   har   som   nævnt   anlagt   adskillige   vinkler   i   litteraturen   om   ustabilitet,  eftersom   de   ustabile   tendenser   formodes   at   berøre   flere   dele   af   den   politiske  proces.   Især  har  der  været   fokus  på  demokratiets   fortsatte   funktionsdygtighed,  idet   flygtige   vælgere   siges   at   give   demokratisk   ustabilitet.   Partierne   har  traditionelt  set  fungeret  som  kernen  i  den  demokratiske  proces  og  som  bindeled  mellem   borgerne   og   staten.   Når   partierne   svækkes   på   grund   af   eksempelvis  faldende   medlemstal   og   et   svindende   antal   kernevælgere,   varsler   det   om  konsekvenser  for  demokratiet  (Dalton  &  Wattenberg  2000:  4-­‐5).  Dette  medfører  en  ændret   rolle   for   partierne,   der   nu   i   højere   grad   skal   have   fat   i   den   troløse  medianvælger,   der   ved   en   normalfordeling   bevæger   sig   på   midten   (Loftager  1990:   215).   Når   partierne   ikke   længere   er   sikre   på   deres   vælgere,   ændres  partiernes  fokus,  da  det  ikke  alene  gælder  om  at   løse  de  politiske  udfordringer,  men   også   om   at   profilere   sig   på   kort   sigt,   og   det   er   dermed   en   fordel   for  partierne   at   bevæge   sig   mod   medianvælgeren   (Klingemann   2005:   33).   Dette  betyder   samtidig   en   potentiel   stigning   i   blokvolatiliteten,   idet   vælgerne   får  sværere  ved  at  skelne  mellem  de  politiske  blokke.    

Samtidig   har   partierne   ikke   længere   monopolstatus   på   artikulering   og  mobilisering   af   interesser,   idet   både   interesseorganisationer   og   især  medierne  spiller  en  rolle  på  denne  arena  (Mair  1997:  9)  Dette  betyder,  at  partiernes  rolle  har  ændret  sig,  når  de  skal  begå  sig  i  det  offentlige  rum,  hvor  de  ikke  længere  er  ene   om   at   sætte   dagsordenen.   Her   spiller   medierne   en   afgørende   rolle,   og  partierne  forsøger  at  manifestere  sig  her,  eftersom  medierne  er  det  direkte  link  til   vælgerne.     Dette   fører   i   kritikeres   optik   til,   at   partierne   tænker   mere   i  

9    

overskrifter  end  i  løsninger,  hvilket  kan  medføre,  at  reel  politik  og  substans  bliver  afløst   af   kortsigtede   forslag.   Denne   udvikling   giver   samtidig   en   risiko   for   at  afstøde  vælgerne  fra  det  politiske  system,  idet  vælgerne  opfatter  politikerne  som  utroværdige,  når  de   ikke  kan   leve  op   til   de   løfter,  de  har  udstedt.  Omvendt  vil  nogle  plædere  for,  at  de  nye  tendenser  ikke  er  entydigt  negative,  idet  politikerne  ved  at  fokusere  på,  hvad  der  rører  sig  i  befolkningen,  netop  lever  op  til  deres  job  som  politikere.  Ud  fra  en  sådan  tankegang  sker  der  en  øget  demokratisering,  når  partierne  i  højere  grad  følger  opinionen,  men  der  tages  i  denne  optik  ikke  højde  for,  at  det  populære  standpunkt  ikke  nødvendigvis  er  det  mest  langsigtede  eller  gennemtænkte.   En   normativ   diskussion   heraf   vil   ikke   være   inden   for  nærværende  speciales  ramme.    De   ændrede   forhold   og   vælgernes   ustabilitet   har   altså   ændret   de   politiske  partier.   I   teoretiske  termer  er  de   i  høj  grad  gået   fra  at  være  massepartier   til  at  være  catch  all-­‐partier  og  kartelpartier  (Mair  1997:  93-­‐95;  Bild  &  Winther  Nielsen  2008:   6-­‐7).  Massepartiet   udsprang   af   en   tid,   hvor   vælgerne   var   tæt   knyttet   til  bestemte  partier,  hvorfor  dets  fokus  var  varetagelse  af  kernevælgernes  interes-­‐ser.  Da  de  traditionelle  bånd  blev  løsnet,  begyndte  man  i  1960’erne  inspireret  af  Kirchheimer   (1966)   at   tale   om   catch   all-­‐partiet.   Denne   partitype   bekymrer   sig  mindre   om   sine   kernevælgere   og   retter   i   stedet   opmærksomheden   mod  marginalvælgerne.  Et  sådant  parti  samler  sin  kampagne  om  enkeltsager  i  stedet  for  om  den  langsigtede  politik,  og  det  tilpasser  sig  mulighederne  for  at  komme  til  orde  i  massemedierne.  Partiet  henvender  sig  således  ikke  længere  til  en  bestemt  befolkningsgruppe,   men   til   hele   det   sociale   spektrum.   De   politiske   forskelle  mellem  partierne  udviskes,  og  der  sker  en  afideologisering  af  partisystemet.    

Samme   tendenser   er   til   stede,   når   der   tales   om   kartelpartiet,   som   blev  præsenteret   af   Katz   og  Mair   i   90’erne   (Katz   &  Mair   1997).   Kartelpartiet   er   en  halvofficiel  organisation,  professionelt  ledet  og  karakteriseret  ved  et  større  fokus  på  vælgere  frem  for  på  medlemmer.  Forskellen  mellem  kartelpartierne  anses  for  at  være  begrænset,   idet  partierne  appellerer  til  hele  vælgerkorpset  og   ikke  kun  til   bestemte   afgrænsede   vælgergrupper,   hvorfor   en   klar   og   entydig   ideologisk  profil  neddrosles.  Dette  medfører,  at  vælgerne  har  svært  ved  at  gennemskue  de  reelle   forskelle   partierne   i   mellem,   hvorfor   de   siges   i   stedet   at   afgøre   deres  stemme   ud   fra   partiets   lederes   evner   og   personlighed.   Dette   er   ligeledes   en  udviklingstendens,   som  antagelig  vil  påvirke  volatilitetsniveauet.  Der  er  da  også  observeret  et  stigende  volatilitetsniveau  parallelt  med  udviklingen  af  catch  all-­‐  og  kartelpartiet.    De   samfundsmæssige   udviklingstendenser   har   også   haft   betydning   for   selve  partisystemet.   I   en   dansk   kontekst   kom   dette   første   gang   til   udtryk   ved  jordskredsvalget  i  1973,  hvor  det  klassiske  fire-­‐partisystem  med  fire  klassepartier  brød   sammen   (Bild  &  Winther   Nielsen   2008:   4).   Denne   udvikling   har   gjort   det  danske  system  til  et  moderat  pluralistisk  system  med  relativt   få  partier  med  en  kort   ideologisk   afstand   (Mair   1997:   203).   Man   har   kunnet   observere   en  

10    

depolarisering7   med   kortere   afstande   mellem   partierne   samt   et   større   antal  partier.  Disse  to  aspekter  antages  at  have  betydning  for  vælgernes  volatilitet,  da  flere   teorier   antager,   at   jo   mindre   afstand,   der   er   mellem   partier,   des   større  sandsynlighed  er  der  for  volatil  vælgeradfærd.  Således  vil  polariserede  systemer  reducere   volatilitet,  mens  en  depolarisering  omvendt   vil   skabe  et  mere   volatilt  vælgerkorps  (Bartolini  &  Mair  1990:  196).    

I   Danmark   har   partierne   konvergeret   mod   midten   på   afgørende  politikområder   som   velfærd,   økonomisk   politik,   miljø   og   delvis   også   på  udlændingepolitikken.   Venstres   valgsejr   i   2001,   som   var   præget   af   mange  vælgerskift  fra  venstre-­‐  til  højrefløjen,  var  i  manges  øjne  netop  et  resultat  af  en  midtersøgende   politik,   hvor   Anders   Fogh   Rasmussen   lod   sine   hidtidige  minimalstatstanker   blive   afløst   af   en   målsætning   om   en   velfærdsstat,   hvorfor  mange   vælgere   ikke   længere   så   en   afgørende   forskel   mellem   Venstre   og  Socialdemokratiet  (Goul  Andersen  2003b:  151-­‐152).  På  det  økonomiske  område  har  Dansk  Folkeparti  efter  udskillelsen  fra  Fremskridtspartiet  lagt  de  neoliberale  synspunkter   til   side   til   fordel   for  en  mere  midtersøgende  økonomisk  politik.  På  udlændingeområdet   er   både   Socialdemokratiet   og   SF   rykket  mod  midten,   ved  blandt   andet   at   støtte   begrænset   indvandring   og   accept   af   24-­‐årsreglen.   Som  følge   heraf   er   det   oplagt   at   tænke,   at   blandt   den   store   andel   af   vælgere,   der  anser   de   nævnte   politikområder   som   vigtige   for   placeringen   af   deres   stemme,  bliver  det  stadig  mindre  utænkeligt  at  skifte  mellem  de  to  blokke.  På  den  måde  påvirker  partiernes  ageren  vælgerne  i  retning  mod  stadig  større  blokvolatilitet.    Udviklingen   i   vælgeradfærden   og  ændringer   i   det   politiske   system   har   således  implikationer   for   en   række   områder,   og   konsekvenserne   heraf   rækker   ind   i  hinanden  og  har  en  selvforstærkende  effekt.  De  kappede  bånd  mellem  vælger  og  parti,  og  den  øgede  ustabilitet,  har  ført  til  mindre  ideologisk  konflikt  og  et  ønske  om  at   tilfredsstille  midtervælgeren,  hvilket  gør  det  svært   for  vælgerne  at  se  de  reelle   forskelle  partierne  og  blokkene   i  mellem.  Dette   fører   forventeligt   til  øget  ustabilitet  både  på  parti-­‐  og  blokniveau,  hvilket  potentielt  vil  føre  nye  ændringer  med  sig.    Det  er  derfor   ikke  uden  politiske  konsekvenser,  når  vælgerne  udviser  volatil  adfærd.    

1.5  Specialets  opbygning  

Med   specialets   fokus   på   ustabile   vælgere   ønsker   vi   at   lægge   vægt   på   de  teorier,   der   udspringer   af   og   ligger   på   linje   med   den   del   af   litteraturen,   der  beskæftiger   sig   hermed.   Specialet   fokus   vil   ydermere   være   individniveauet   og  dermed  på  de  faktorer,  som  påvirker  det  enkelte  individs  vælgeradfærd.  

 Omtalen  af  relevante  teorier  vil  i  kapitel  2  følge  denne  indledning  og  tage  udgangspunkt   i   de   overordnede   teoretiske   tilgange   inden   for   vælgeradfærd,  

                                                                                                               7  Klingemann  (2005:  38)  definerer  polarisering  som  refleksionen  af  forskelle  og  ligheder  i  partiernes  politik  –  hvis  partierne  tilbyder  enslydende  politik,  er  graden  af  polarisering  lav,  og  hvis  partierne  repræsenterer  forskellige  politikker,  er  polariseringsgraden  høj.  

11    

henholdsvis  sociologiske,  socialpsykologiske  og  rationelle  vælgeradfærdsteorier.  Disse   retninger   repræsenterer   hver   især   sin   opfattelse   af,   hvad   der   påvirker  vælgeren,   og   hvordan   denne   agerer.   Antageligt   vil   den   sociologiske   teori   have  størst   forklaringskraft   over   for   stabil   vælgeradfærd,   men   kan   alligevel   bidrage  med   aspekter,   der   øger   forståelsen   af   de   ustabile   vælgere,   heriblandt   den  samfundsmæssige   udviklings   betydning.   Ligeledes   har   den   socialpsykologiske  teori  traditionelt  set  bedst  forklaret  stabile  vælgere,  men  nyere  retninger  inden  for   teorien  har   større   fokus  på  ustabilitet.  Den  rationelle   teori  antages  at  være  bedst   til   at   forklare  volatil   vælgeradfærd,   idet  den  alene   fokuserer  på   individet  og  ikke  mener,  at  adfærden  determineres  af  andet  end  egen  nyttemaksimering.  I  gennemgangen  af  teorierne  vil  vi  supplere  med  tidligere  empiriske  resultater,  og  vi   vil   på   baggrund   af   teori   og   empiri   udlede   en   række   hypoteser   om,   hvilke  faktorer,  som  kan  forventes  at  påvirke  vælgere  til  et  blokskift.    

Testningen   af   disse   hypoteser   vil   foregå   statistisk   med   udgangspunkt   i  valgdata   fra   Det   danske   Valgprojekt.   Kapitel   3   vil   derfor   gennemgå   vores  metodiske   set-­‐up   samt   data   og   relevant   information   herom,   ligesom   vi   vil  redegøre  for  vores  analysedesign.    

For   at   kunne  analysere   vores  data   statistisk,   har  det   været  nødvendigt   at  underkaste  disse  data  en  operationalisering,  hvilket  der   vil   blive   redegjort   for   i  kapitel  4.  Her  vil  vi  redegøre  for  hvordan  hypoteserne  gøres  testbare,  og  hvilke  variable  fra  vores  dataark,  der  vil  blive  benyttet  i  analysemodellerne.  

I  kapitel  5  følger  analysen.  Denne  vil  blive  struktureret  ud  fra  de  fremsatte  hypoteser  og  vil  blive  testet  ved  hjælp  af  statistiske  modeller.  Vi  vil  benytte  os  af  en   multivariat   binær   logistisk   regressionsanalyse,   der   vil   søge   at   afdække   den  todelte   problemformulering.   Således   vil   vi   både   undersøge,   hvad   der   påvirker  blokskifterne,  og  hvordan  de  adskiller  sig  fra  partiskiftere.  Analysens  resultater  vil  løbende   blive   diskuteret   i   forhold   til   problemformuleringen.   Analysen   vil   blive  afsluttet  med  et  diskussionsafsnit,  hvor  vi  vil  diskutere  vores  resultater,  og  hvilke  implikationer,  der  har  for  eksempelvis  teorivalg  og  fremtidig  forskning.    

Endeligt   vil   kapitel   6   opsamle   og   konkludere   på   specialet   og   opsummere  analysens  resultater  samt  diskussionens  vigtigste  pointer.      

 

12    

 

 

 

 

2.  Teori  og  tidligere  forskning  

I   følgende   kapitel   vil   specialet   introducere   de   væsentligste   teoretiske  perspektiver  på  vælgeradfærd,  generelt  og  ustabil  vælgeradfærd  specifikt.  Vi  vil  præsentere  de  mest  dominerende  betragtninger  af  vælgeradfærd  i  bred  forstand  –  hvorfor  stemmer  vælgere,  og  ikke  mindst  hvorfor  stemmer  de,  som  de  gør?  For  at  forstå  blokskiftere  mener  vi,  at  det  er  nødvendigt  med  denne  baggrundsviden,  der   vil   fungere   som  en   ramme,  hvorudfra  ustabil   vælgeradfærd   skal   tolkes.  Ud  over  disse  overordnede  betragtninger  vil  specialet  fokusere  på  de  dele  af  teorien,  der   beskæftiger   sig   direkte   med   og   bedst   forklarer   ustabil   vælgeradfærd.  Ligeledes  vil  vi  se  på,  hvordan  disse  faktorer  empirisk  har  vist  sig  betydningsfulde  i  dansk  vælgeradfærd  med  fokus  på  ustabile  vælgere  i  særdeleshed.  Ved  at  sætte  de   teoretiske   betragtninger   ind   i   en   empirisk   ramme   ønsker   vi   at   introducere,  hvordan  de  konkrete  teorier  i  tidligere  forskning  har  vist  sig  at  have  betydning  for  den   ustabile   vælgeradfærd.   På   den  måde   vil   de   empiriske   erfaringer,   i   samspil  med   teorien,   være   med   til   at   lægge   an   til   de   hypoteser,   der   vil   blive   testet   i  analysen.    Litteraturen  om  vælgeradfærd  har  adskillige  teoretiske  bud  på,  hvordan  man  skal  forklare  og  fortolke  vælgeradfærd,  men  overordnet  tager  alle  afsæt  i  en  af  de  tre  klassiske   hovedstrømninger,   de   sociologiske,   de   socialpsykologiske   og   de  rationelle  vælgeradfærdsteorier.  Hver  især  fremhæver  de  forskellige  forklaringer  på   vælgerens   adfærd,   henholdsvis   betydningen   af   social   struktur,   psykologisk  

13    

identifikation  med  partier  og  partiledere  samt  det  rationelle  nyttemaksimerende  valg   (Harrop  &  Miller  1987,   Evans  2004,   Listhaug  1989,  Aardal  &  Wijnen  2005,  Carmines  &  Huckfeldt  1996).    

Ligesom   andre   politiske   teoretiske   discipliner   er   også   vælgerforskningen  delt   i   sit   aktørsyn.   Det   er   derfor   vigtigt   at   holde   sig   for   øje,   at   den   teoretiske  forståelse   af   vælgeradfærden   udspringer   af   antagelsen   om   vælgerne.   Opfattes  vælgerne  som  forbrugere  i  et  politisk  supermarked,  vil  nogle  teoriretninger  anse  vælgeren   som   loyale   købere,   der   altid   vælger   samme   mærke,   mens   andre   vil  opfatte  dem  som  bevidste  forbrugere,  som  dermed  vælger  rationelt  fra  gang  til  gang.  Således  vil  forståelsen  af  vælgerens  adfærd  være  influeret  af  opfattelsen  af  vælgeren  (Elklit  &  Tonsgaard  1984:  89).  

 Når   de   tre   retninger   nedenfor   bliver   gennemgået,   vil   det   stå   klart,   at   de   qua  deres   divergerende   teoretiske   udgangspunkt   har   forskellige   betragtninger   af  vælgeren,  hvad  der  determinerer  vælgeren  og  dermed  vælgerens  adfærd,  samt  hvordan   det   relaterer   sig   til   volatilitet.   Inden   for   hver   teori   vil   vi   fremhæve  forskellige   relevante   retninger,   samt   de   aspekter,   der   berører   ustabil   vælger-­‐adfærd.  

Forskningen   af   vælgeradfærd   har   historisk   set   befundet   sig   både   på   et  makro-­‐  og  et  mikroniveau.  De  makroteoretiske  tilgange  har  ikke  direkte  relevans  for   specialets   egentlige   analyse,   idet   denne   befinder   sig   på   et  mikroniveau.   Vi  finder  det  alligevel  hensigtsmæssigt  at  berøre  makroniveauet,  da  dette  er  med  til  at  sætte  rammen,  hvori  også  vælgeradfærden  på  mikroniveauet  skal  forstås.  Det  skal   dog   understreges,   at   den   teori,   der   benyttes   direkte   i   analysen,   alene   vil  befinde  sig  på  individniveau.    Den   følgende   teorigennemgang   vil   være   struktureret   omkring   de   tre  overordnede  teoriretninger,  hvor  vi  vil  gennemgå  de  overordnede  karakteristika  samt   elementer  med   relevans   for   specialets   problemstilling.  Da  man   i   tidligere  teori  og  forskning  oftest  ikke  har  betragtet  blokskiftende  vælgere  som  værende  anderledes  end  andre  volatile  vælgere,  har  litteraturen  ingen  forkromede  bud  på  netop   denne   gruppes   adfærd,   ligesom   der   heller   ikke   er  mange   undersøgelser  herom.  Vi  vil  derfor  med  udgangspunkt  i  vælgeradfærdsteori  i  almindelighed  og  volatilitetsteori   i   særdeleshed,   samt   tidligere   empiriske   erfaringer,   udlede   en  række  forventninger  specifikt   til  de  blokskiftede  vælgeres  adfærd.  Således  vil  vi  med  udgangspunkt  i  den  teoretiske  og  empiriske  gennemgang  opstille  en  række  hypoteser   for,   hvordan   vi   mener,   man   kan   forvente,   at   blokskiftergruppen  påvirkes.  Det   er  med  udgangspunkt   i   disse   forventninger,   at   den  efterfølgende  analyse  vil  blive  struktureret.   Idet  den  benyttede  teori   ikke  er  konstrueret  med  udgangspunkt   i   blokskiftende   vælgere   specifikt,   vil   der   ikke   være   tale   om  teoriafprøvning,  hvad  der  dog  heller   ikke  er  specialets   fokus,  men   i  højere  grad  skal  teorien  ses  som  et  strukturerende  udgangspunkt  for  empirisk  forventnings-­‐dannelse.   Idet   de   overordnede   teoretiske   gennemgang   ikke   i   sig   selv   er  specialets  hovedfokus,  er  det  vigtigt  at  påpege,  at  denne  til  tider  vil  foregå  på  et  overfladisk  plan  primært  med  fokus  på  de  mest  centrale  karakteristika.    

14    

 

2.1  SOCIOLOGISKE  VÆLGERADFÆRDSTEORIER  

De   sociologiske   vælgeradfærdsteorier   er   kendetegnet   ved,   at   de   har   langt  stærkere  forklaringskraft  over  for  stabilitet  end  ustabilitet.  Når  den  sociologiske  vælgeradfærdsteori   alligevel   medtages,   er   det   for   at   illustrere   den   udvikling,  vælgeradfærden  har  gennemgået  fra  dengang  vælger  og  parti  var  tæt  forbundet  til   nu,   hvor   dette   bånd   er   løsnet,   og   nye   faktorer   dermed   påvirker   vælgernes  adfærd.  

Det   grundlæggende   udgangspunkt   i   den   klassiske   politiske   sociologiske  tilgang  er,  at  vælgeradfærd  determineres  af  placering  i  den  sociale  struktur,  fordi  sociale   tilhørsforhold   fremmer   bestemte   holdninger   og   normer.   Dermed  afskrives   betydningen   af   individuelle   faktorer   til   fordel   for   gruppebaseret  vælgeradfærd,   idet   man   antager,   at   forskellige   sociale   grupper   har   forskellige  partipræferencer  (Harrop  &  Miller  1987:  157)  Så   længe  de  sociale  strukturer  er  intakte,  vil  vælgerne  ikke  være  volatile.  Vælgeren  anses  i  tråd  hermed   ikke  som  et   rationelt   individ,   der   handler   ud   fra   en   instrumental   kalkule,   men   derimod  som   et   socialiseret   væsen,   der   handler   ud   fra   gældende   normer   i   den   sociale  kontekst.      I  de  følgende  afsnit  vil  vi  først  gennemgå  de  sociologiske  vælgeradfærdsteoriers  ophav   i   amerikansk   valgforskning   under   navnet  Columbiaskolen.   Herefter   vil   vi  gennemgå   Lipset   og   Rokkans   berømte   cleavage-­‐teori   der   gennem   tiden   har  været   en   af   de   mest   dominerende   vælgeradfærdsteorier,   samt   se   på   de  moderniseringsprocesser,   som   har   ført   til   dealignment   og   dermed   øget  ustabilitet    Columbiaskolen  

Blandt  de   første   til  at   fremføre  betydningen  af   sociale   faktorer  er  den  såkaldte  Columbiaskole.   Med   undersøgelsen   af   det   amerikanske   præsidentvalg   i   1940  blev   tilgangen   paradigmesættende   inden   for   sociologisk   vælgeradfærd.    Columbiaskolens  værk  The  People’s  Choice  (Larzarsfeld  et  al.:  1948)  fremførte,  at  vælgerne   havde   stabile   politiske   præferencer   som   følge   af   de   stærke   sociale  normer,   de   var   underlagt:   ”a   person   thinks,   politically,   as   he   is,   socially.   Social  characteristics   determine   political   preference”   (Larzarsfeld   et   al.   1948:   27).  Studiet  fandt  frem  til,  at  vælgerne  i  høj  grad  var  determineret  af  langtidsfaktorer,  og   især   socioøkonomisk   status,   religion   og   bopæl   var   vigtige   faktorer   for   den  politiske   socialisering   og   dermed   partivalget   (Larzarsfeld   et   al.   1948:   25-­‐26).  Socialiseringen   skete   blandt   andet   via   påvirkning   fra   forældre   og   gennem  interaktion  i  lukkede  homogene  netværk  (Berelson  et  al.  1954:  73-­‐75).  Lignende  studier   i   andre   lande   fandt   samme   tendenser,  men   forskningen  viste,   at  hvilke  skillelinjer,   der   var   afgørende,   var   forskelligt   fra   land   til   land.   Hvorfor   politiske  præferencer   var   bundet   til   visse   sociale   karakteristika   ét   sted,   og   til   andre   et  

15    

andet   sted   kunne   teorien   dermed   ikke   forklare   (Evans   2004:   47;   Carmines   &  Huckfeldt  1996:  228).      

16    

Cleavage-­teori  

Denne   implikation   overkommer   Lipset   og   Rokkan   (1967),   som   med   deres  indflydelsesrige   skillelinjeteori   forklarer,   hvorfor   forskellige   cleavages   opstår   i  forskellige  lande.  Skillelinjerne  afspejler  ifølge  dem  historisk  funderede  sociale  og  økonomiske   konfliktlinjer   i   de   forskellige   samfund,   hvorfor   skillelinjerne   må  forventes  at  have  forskellig  gennemslagskraft  fra   land  til   land  (Lipset  &  Rokkan,  1967:  13).  

Lipset  &  Rokkan  identificerede  fire  cleavages,  som  har  haft  betydning  i  de  vesteuropæiske   lande,   centreret   omkring   henholdsvis   den   nationale   og   den  industrielle  revolution.  Den  nationale  revolution  skal  forstås  som  konstruktionen  af  nationalstaterne  med  en  central  magt  og  medførte   ifølge  Lipset  &  Rokkan  to  kulturelle  og  værdimæssige  skillelinjer  mellem  1)  center  og  periferi  samt  2)  stat  og  kirke.  Den  industrielle  revolution   førte  til  en  social  opdeling  af  samfundet  og  medførte  to  økonomiske  skillelinjer  mellem  3)  land  og  by  samt  4)  arbejdsgiver  og  arbejdstager.   Kun   sidstnævnte   cleavage   har   vist   sig   gældende   i   et   større   antal  lande,  og  kan  anses  som  havende  universel  karakter.  Hvilke  skillelinjer,  der  blev  afgørende   i   et   givent   land   afgjordes   af   landets   sociale   og   politiske   kontekst.   I  Danmark   skabte   klassekonflikten   den   altdominerende   skillelinje,   hvor  spændinger   mellem   arbejdsgiver   og   arbejdstager   resulterede   i   dannelsen   af  blandt  andet  Socialdemokratiet   (Borre  &  Goul  Andersen  1999:  274).  Skillelinjen  mellem   land   og   by   viste   sig   ligeledes   betydningsfuld   og   førte   til   oprettelsen   af  partiet  Venstre  og  Det  Konservative  Folkeparti.      Lipset   &   Rokkans   hovedargument   var,   at   vælgerne   er   prædisponeret   af   deres  placering   i   den   sociale   struktur,   og   at   samfundets   struktur   og   cleavages   er  afspejlet   i   partisystemet.   Deres   undersøgelser   i   1960’erne   viste   samtidig,   at  partierne  med  få  undtagelser  stadig  var  struktureret  omkring  de  samme  sociale  skel   som   i   1920’erne:   ”the   party   systems   of   the   1960s   reflect,   with   few   but  significant  expectations,  the  cleavage  structure  of  the  1920s.”  (Lipset  &  Rokkan,  1967:  50).  Denne  berømte  fastfrysningstese  slog  fast,  at  når  politiske  skillelinjer  en  gang  var  etableret,  fastholdtes  strukturen,  på  trods  af,  at  de  objektive  forhold,  der  førte  til  skillelinjens  tilblivelse,  var  forandret.  Skillelinjerne  vedblev  således  at  virke   strukturerende   for   vælgeradfærden,   hvormed   den   stabile   vælgeradfærd  blev  fastholdt.  At  der  ikke  opstod  nye  skillelinjer,  skyldes  ifølge  Lipset  &  Rokkan,  at  der  ikke  var  flere  konfliktlinjer  at  mobilisere.    

 I  en  dansk  kontekst  har  det  også  vist   sig,  at  de   stærke  bånd  mellem  vælger  og  parti   længe   var   fastfrosne.   Men   med   jordskredsvalget   i   1973   opløstes   denne  stabilitet.  Danmark   havde   indtil   da   haft   et  meget   højt   niveau   af   klassebestemt  vælgeradfærd,   men   ved   valget   i   1973   sås   tydelige   tegn   på   opbrud,   og   den  klassebestemte   stemmeadfærd   har   siden   været   faldende.   I   slutningen   af  1990’erne   gik   man   endda   så   langt   som   at   sige   helt   farvel   til   klassepartiet  (Andersen   1999:   88).   Ved   valget   i   2005   blev   dette   understreget,   da   et   af   de  gamle   klassepartier,   Det   Konservative   Folkeparti,   i   størrelse   blev   overhalet  indenom   af   et   af   de   nyere   partier,   Dansk   Folkeparti,   ligesom   man   i   2001  

17    

observerede,   at   flere   arbejdere   stemte   på   den   borgerlige   blok   end   på   den  socialistiske  blok   (Goul  Andersen  &  Andersen  2003a:  208).   Ligeledes  kunne  det  borgerlige  regeringsstøtteparti,  Dansk  Folkeparti,  efter  dette  valg  betegnes  som  det  største  arbejderparti  med  en  markant  større  andel  af  arbejderstemmer  end  Socialdemokraterne  (Ibid.:  209).      Men   ifølge   Bartolini   &  Mair   behøver   denne   udvikling   ikke   være   et   tegn   på   en  ”optøning”.   Bartolini   &   Mair   fortolker   cleavages   og   fastfrysningstesen   på   en  måde,   som  åbner  op   for,  at  disse  stadig  kan  være  gældende   i   tider  med  større  ustabilitet.   Ifølge   disse   forfattere   udgøres   en   skillelinje   af   tre   elementer,   et  empirisk,  et  normativt  og  et  organisatorisk  element  (Bartolini  &  Mair  1990:  215).  Det  empiriske  element   kan  defineres   som  en   sociostrukturel   forankring;  dvs.  at  skillelinjer   skal   kunne   føres   tilbage   til   en   kvalitativ   forskel   mellem   sociale  grupper.  Det  normative  element   indebærer,   at  den   sociostrukturelle   forankring  skal  være   fulgt  op  af   fælles  værdier  og  social   identitet   i  de  pågældende  sociale  grupper.   Det   organisatoriske   element   indebærer,   at   skillelinjerne   kun  konstituerer   sig,   hvis   de   pågældende   grupper   organiserer   sig   eller   bliver  repræsenteret   af  organisationer,   fx   et  politisk  parti   (Bartolini  &  Mair  1990:  63-­‐64).  Med  udgangspunkt  i  denne  definition  fremfører  de,  at  ustabil  vælgeradfærd,  der   foregår   inden   for   rammerne  af   skillelinjen,   fx  mellem   to  borgerlige  partier,  ikke   fører   til   grundlæggende   ustabilitet.   Dette   sker   med   udgangspunkt   i   en  bredere   fortolkning   af   teorien:   ”The   main   question   addressed   by     Lipset   and  Rokkan   did   not   concern   parties   per   se,   but   rather   ‘the   conditions   for   the  development   of   a   stable   system   of   cleavages   and   oppositions’   in   national  political  life”  (Bartolini  &  Mair  1990:  63).  Ifølge  disse  er  det  derfor  vigtigt  at  holde  sig  for  øje,  at  skillelinjerne  ikke  kun  skal  forstås  som  havende  ét  parti  på  hver  sin  side,   men   at   vælgerne   i   højere   grad   identificerer   sig   med   én   hel   side   af  konfliktlinjen.  Man  bør  derfor  skelne  mellem  ’within-­‐area  changes’  og  ’inter-­‐area  change’  (Mair  1983:  411).  Dette  kan  i  en  dansk  kontekst  eksemplificeres  med  et  skift   fra   henholdsvis   Socialdemokraterne   til   SF   eller   et   skift   fra  Socialdemokraterne  til  Venstre.  Når  ændringer  i  vælgeradfærden  alene  vedrører  within-­‐area  change,  vil  dette  ikke  føre  til  ustabilitet   i  selve  partisystemet,  og  de  grundlæggende  konfliktlinjer  vil  fortsat  være  intakte.  Kun  større  vælgerskift  over  midten  fører  dermed  til  essentiel  ustabilitet.    Bartolini  &  Mairs  definition  af  cleavage-­‐begrebet  er  der  i  litteraturen  opstået  en  vis   konsensus   om   (Stubager   2003:   377),   men   deres   fortolkning   af   dette   og  dermed   vælgeradfærdens   udvikling   står   dog   bestemt   ikke   uanfægtet.   Der   er   i  dag   en   bred   konsensus   i   vælgerforskningen   om,   at   vi   i   nyere   tid   har   oplevet  optøning,   hvorfor   Lipset   og   Rokkans   fastfrysningstese   har   tabt   forklaringskraft.  Siden   1970’erne   har   nye   udviklingstendenser   vist   sig   og   påvirket   antallet   af  partier,   partiernes   styrkeforhold,   stemmeprocent,   deltagelsesformer   og  forholdet   mellem   vælger   og   parti,   hvor   vælgernes   partivalg   ikke   længere   kan  forudsiges   (Frankie,   Mackie   &   Valen   1992:   3).   Samlet   set   pegede   udviklingen  således  i  retning  af  opbrud:  “…  the  significant  exceptions  that  Rokkan  and  Lipset  

18    

were  talking  about  are  no  longer  few,  but  constitute  a  larger  and  growing  part  of  all  party  systems.”  (Pedersen  1979:  2).  Den  nye  udvikling  førte  naturligt  til,  at  det  hidtidige   fokus   på   cleavage-­‐strukturernes   determinerende   effekt   mindskedes,  hvilket  gav  plads  til  nye  teoretiske  vinkler  på  vælgernes  stemmeadfærd,  og  hvad  der  i  moderne  tid  determiner  denne.      Dealignment  og  moderniseringsprocesser      

Op  gennem  1970’erne  stod  det  således  klart,  at  vælgeradfærden  var  ændret,  og  at  det  ellers  så  faste  bånd  mellem  vælgere  og  partier  var  kappet.  Det  medførte,  at  placering  i  den  sociale  struktur  ikke  længere  ansås  for  at  være  determinerende  for   vælgeradfærden.   Denne   proces   betegnes   i   teorien   som   dealignment   og  defineres   af   Dalton   et   al.   (1984:   14)   som   ”a   period   during   which   the   party-­‐affiliated   portion   of   the   electorate   shrinks   as   the   traditional   party   coalitions  dissolve”.   Ifølge   tesen   om   dealignment   skal   denne   udvikling   ses   som   en  konsekvens   af   de   moderniseringsprocesser,   som   samfund   i   vesten   oplevede   i  efterkrigstiden.  Den  nye  type  samfund  refereres  ofte  til  som  ’advanced  industrial  society’   eller   ’postindustrial   society’   (Dalton   2006:   6)   og   har   undergået   en   lang  række   fundamentale  ændringer,   der   kan   opsummeres   under   betegnelsen   ”the  process   of   societal   modernization”   (Thomassen   2005:   6)   på   dansk  moderniseringsprocessen.  Denne   proces   indebærer   en   række  ændringer   på   de  socioøkonomiske   områder.   De   vestlige   samfund   oplevede   blandt   andet  økonomisk   vækst,   øget   velstand,   højere   uddannelsesniveau,   urbanisering,  ændrede   roller   for   regeringen   og   den   politiske   forvaltning   i   samfundet,   nye  sociale   interaktionsmønstre,  ændret  erhvervsstruktur,  øget   social  og  geografisk  mobilitet   og   udbredelse   af   massemedier   (Dalton,   Flanagan   &   Beck   1984:   6-­‐7,  Dalton  2006:  7,  Thomassen  2005:  6).    

Inglehart   (1977)   tager   udgangspunkt   i   denne   modernisering,   når   han  argumenterer  for  et  skift  fra  materielle  til  postmaterialisme-­‐værdier  i  samfundet.  Han   fremhæver,   hvordan   samfundets   grundlæggende   ændringer   har   medført  nye   prioriteringer   hos   vælgerne.   Drivkraften   bag   de   nye   prioriteringer   er  ændrede  samfundsforhold,  hvor  den  generelle  velstandsstigning  i  efterkrigstiden  har   skabt   generationer   opvokset   i   en   tid   uden   væsentlige   materielle   afsavn.  Mens  ældre  generationer  opvokset  i  en  tid  med  økonomisk  og  social  usikkerhed  fokuserer   på   materielle   økonomiske   værdier   som   høj   beskæftigelse   og   social  tryghed,   gælder   det   omvendt   for   de   generationer,   der   er   vokset   op   uden  materielle   afsavn   og   hvor   ”…people   are   safe   and   they   have   enough   to   eat”  (Inglehart   1977:   21).   Disse   generationer   vil   derfor   i   højere   grad   rette  opmærksomheden  mod  immaterielle  værdier  som  selvbestemmelse,   livskvalitet  og   æstetik   (Inglehart   2007:   223-­‐224).   I   teoretiske   termer   taler   Inglehart   om  henholdsvis   ’knaphedshypotesen’,   der   anfører,   at   de   knappeste   ressourcer  vægtes   højest,   og   ’socialiseringshypotesen’,   der   siger   at   individer   fremadrettet  præges   af   de   omstændigheder,   de   er   opvokset   under.   Således   vil   der   ske   et  naturligt  skift  til  en  ny  værdiakse  i  takt  med,  at  yngre  generationer  erstatter  de  ældre   (Inglehart   2007:   224).   Inglehart   ser   dermed   nutidens   politik   som  

19    

struktureret   omkring   et   endimensionelt   værdikontinuum   med   materialisme   i  aksens  ene  yderpunkt  og  postmaterialisme  i  det  andet  yderpunkt.  

Inglehart   er   siden   blevet   kritiseret   for   denne   forståelse   af,   at   materielle  versus   immaterielle  værdier  anses   for  den  afgørende  konflikt,  hvilket  medfører  at  Flanagan  (1982)  præsenterer  en  anden  konceptualisering  af  værdiudviklingen.  Flanagan   argumenterer   for,   at   vælgernes   udvikling   mod   postmaterialistiske  værdier  kun  er  ét  ud  af   to  overordnende  værdiskift,  der  er   sket   i  det  moderne  samfund.   Han   fremhæver,   at   overgangen   fra   industrisamfund   til   informations-­‐samfund  har  medført  et  værdiskift  på  yderligere  en  dimension,  fra  autoritære  til  libertære   værdier.   Flanagans   opererer   derfor   med   to   akser,   som   går   fra   hhv.  autoritære  til   libertære  værdier  og  fra  økonomiske  til   ikke-­‐økonomiske  værdier,  hvor   sidstnævnte   ligger   i   tråd  med   Ingleharts,   dog  med   væsentlige  ændringer.  Hvor   Inglehart   benævner   værdier   som   stærkt   forsvar   og   kriminalitets-­‐bekæmpelse  som  materielle  værdier,  er  Flanagans  definition  mere  snæver,   idet  den   kun   indbefatter   økonomiske   aspekter.   I   stedet   betegner   han   førnævnte  værdier   som   autoritære,   mens   de   libertære   værdier   stemmer   overens   med  Ingleharts  postmaterielle  værdier.  (Flanagan  &  Inglehart  1987:  1304-­‐05).    

I   samme   spor   fremhæver   Borre   (1995)   behovet   for   en   todimensionel  tilgang,  hvor  den  nypolitiske  akse  supplerer  den  gammelpolitiske  akse.  Indholdet  på  den  gammelpolitiske  akse  defineres  som  klassiske  økonomiske  spørgsmål  som  størrelsen   af   den  offentlige   sektor  og  omfordeling,  mens  nypolitikken   vedrører  værdiprægede   spørgsmål   om   eksempelvis   tolerance,   miljøbeskyttelse,  mindretalsbeskyttelse  og  andre  etiske  spørgsmål,  men  også  andre  uøkonomiske  aspekter   som  rets-­‐  og  sikkerhedspolitik.  Begge  akser   løber   fra  højre   til   venstre,  og   Borre   benytter   således   både   begreberne   som   gammelt   højre   og   gammelt  venstre  og  som  nyt  højre  og  nyt  venstre  (Borre  1995:  189).  Dette  er  nyt  i  forhold  til  Ingleharts  teori,  hvis  begrebsapparat  netop  ikke  giver  plads  til  et  nyt  højre,  der  på  mange  punkter  står  i  modsætning  til  de  postmaterielle  værdier.  Modsat  både  Inglehart   og   Flanagan,   som   især   har   opmærksomhed   på   ændringer   i   de  socioøkonomiske   forhold   i   de   enkelte   lande,   inddrager   Borre   også   andre  væsentlige  samfundsmæssige  udviklingstræk,  når  de  nye  værdiprioriteringer  skal  forklares.   Borre   fremhæver   især   globaliseringen   og   udviklingen   af   det  multikulturelle   samfund   som   katalysatorer   for   prioriteringen   af   den   nypolitiske  værdiakse  (Borre  2003b:  183).  

Ved   at   indføre   et   todimensionelt   begrebsapparat   er   både   Flanagan   og  Borre  i  stand  til  at  forklare  moderne  og  ustabil  vælgeradfærd,  hvor  vælgerne  på  en  gang  kan  orientere  sig  mod  både  højre  og  venstre  og  eksempelvis  stemme  på  den   værdipolitiske  højrefløj   uden  nødvendigvis   at   være  højreorienterede,  hvad  angår   den   økonomiske   politik   (Nielsen   2009:   1193-­‐94).   Ifølge   Borre   vil   man  teoretisk   kunne   forvente,   at   der   vil   opstå   nye   partier   som   følge   af   det   nye  todimensionelle  partisystem,   idet  der  er  plads   til  nye  nicher   i  det  politiske   rum  (Borre  2009:  6-­‐7).      Med   udgangspunkt   i   disse   samfundsændringer   har   man   i   litteraturen   om  vælgeradfærd   debatteret,   hvad   der   bedst   forklarer   vælgernes   ustabile  

20    

stemmeadfærd,   samt   hvordan   disse  ændringer  manifesterer   sig.   En   del   af   det  teoretiske   landskab  er   således  præget  af,  at  vælgernes  ustabile   stemmeadfærd  ses  som  et  resultat  af  moderniseringsprocessen,  hvor  bedre  uddannelse  betyder  bedre  politiske  kvalifikationer  og  ressourcer,  hvor  ændrede  økonomiske  forhold  redefinerer  befolkningens  prioriteter  og   interesser,  og  hvor  de  ændrede  sociale  forhold   medfører   svagere   bånd   til   de   politiske   grupper   (Dalton   2006:   8).  Vælgeren   har   ikke   længere   det   samme   behov   for   at   støtte   sig   til   de   sociale  referencer  eller  bånd  til  parti  og  klasse,  idet  især  uddannelse  og  øget  adgang  til  information   har   gjort   vælgeren   i   stand   til   at   træffe   valg   uafhængigt   af   deres  tidligere  faste  tilhørsforhold  (Franklin,  Mackie  &  Valen  1992:  9).  Denne  udvikling  benævnes   i   litteraturen   ’kognitiv  mobilisering’   og  medfører,   at:   “…more   voters  now  are  able  to  deal  with  the  complexities  of  politics  and  make  their  own  political  decisions.  Thus,  the  functional  need  for  partisan  cues  to  guide  voting  behaviour,  evaluate  political  issues,  and  mobilize  political  involvement  is  declining…”  (Dalton  1984:   265).   Parallelt   hermed   fremhæves   også   andre  måder,   hvorpå   samfunds-­‐ændringerne   har   betydet   ændringer   i   stemmemønstre.   Eksempelvis   har  sammensætningen  af   vælgerkorpsets  ændret   sig,   og   tidligere   store   grupper   (fx  arbejdere,  religiøse  og   landmænd)  er  mindsket   i  størrelse,  hvorfor  mængden  af  de  vælgere,  der  tidligere  ville  have  stærke  partibånd  ikke  længere  udgør  samme  store  andel  af  vælgere  (Thomassen  2005:  10,  Dalton,  Flanagan  &  Beck:  16,  Mair,  Müller  &  Plasser  2004:  3,  Franklin,  Mackie  &  Valen  1992:  4).  

Udviklingen   er   med   andre   ord   gået   i   retning   mod   dealignment,   hvor  ændret   samfundsstruktur   og   øget   individualitet   medfører,   at   tidligere   tiders  stærke  og  stabile  bånd  mellem  vælger  og  klasse  samt  vælger  og  parti  er  under  opløsning.   Denne   ændring   medfører   således   grundlaget   for   flere   volatile  vælgere.          Men  selvom  man  taler  om  optøning,  ligger  Lipset  &  Rokkans  teori  om  skillelinjer  stadig   grund   til   megen   forskning,   ligesom   man   stadig   kan   finde   studier,   der  tildeler  de  sociale  strukturer  forsat  forklaringskraft  (Evans  1999;  Manza  &  Brooks  1999).    

Mere  nutidig  sociologisk  forskning  ser  desuden  på,  hvordan  nye  skillelinjer  påvirker  vælgerne  Denne  tilgang  benævnes  realignment  og  kan  defineres  som  ”a  significant  shift  in  the  group  bases  of  party  coalitions”  (Dalton,  Flanagan  &  Beck  1984:  13).  Et  bud  på  en  ny  afgørende  skillelinje  er  uddannelse,  som  især  skiller  vælgerne   på   den   nypolitiske   dimension   (Stubager   2003).     Disse   nye   skillelinjer  bør  dog  ifølge  Bartolini  &  Mairs  cleavage-­‐definition  ikke  defineres  som  cleavages,  eftersom   de   ikke   opfylder   kriterierne   herfor.   De   nye   skillelinjer   bygger   på  individuelle   issue-­‐præferencer   frem   for   en   kollektiv   objektiv   gruppebevidsthed  og  opfylder  således  ikke  kravet  om  en  sociologisk  base8.      

                                                                                                               8  Således  vil  analysen  af  ny  og  gammel  politik  ske  under  den  rationelle  tilgang  og  issue-­‐voting-­‐teori,  hvor  fokus  vil  være  på  vælgernes  prioritering  af  de  to  dimensioner.      

21    

I   Danmark   er   betydningen   af   sociale   forhold   endnu   ikke   helt   afskrevet,   og  socioøkonomiske   faktorer   undersøges   fortsat   i   dansk   vælgerforskning   og   anses  stadig   for   at   have   en   vis   betydning.     Tidligere   empiriske   resultater   fra  undersøgelser  af  socioøkonomiske  faktorer,  har  vist  at  kvinder  har  en  mere  stabil  adfærd  (Worre  1976:  57),  mens  nyere  valgundersøgelser  viser,  at  mænd  er  mest  stabile   (Holmberg   &   Oscarsson   2004:   194).   Alder   viser   sig   ligeledes   som   en  influerende   variabel,   både   i   en   generationsbestemt   sammenhæng   og   i   i   en  livscyklusbestemt  sammenhæng,  hvor  det  ses,  at  yngre  vælgere  er  mest  ustabile  (Andersen  &  Goul  Andersen  2003b:  189-­‐196).  Betydningen  af  uddannelse  viser  sig  også   i  nyere  valgforskning  at  have  betydning  for  partivalg.  Uddannelse  viser  sig   at   have   samme   betydning   for   partivalg   i   1998   som   20   år   tidligere,   hvilket  betyder  at  der   stadig  er  en  kløft  mellem  højt-­‐  og   lavtuddannede   (Borre  1999c:  103).  Men  hvor  man  tidligere  så  høj  uddannelse  som  relateret  til  en  stemme  på  højrefløjen,   er   det   i   dag   lav   uddannelse,   som   indikerer   en   højredrejning  (Stubager  2007).  Dette  viser,  at  uddannelse  stadig  udgør  en  væsentlig  kløft  i  det  politiske  samfund.  Undersøgelser  har  ydermere  vist  at  uddannelseskløften  havde  betydning   for  ustabiliteten   i   valghandlingen,   idet  højtuddannede  viser   sig  mere  volatile  end  lavtuddannede  (Holmberg  &  Oscarsson  2004:  194).    

   På  baggrund  af  ovenstående  mener  vi  derfor,  at  det  har   relevans  at  undersøge  om   sociologiske   faktorer   gør   sig   gældende,   når   mønstre   i   de   blokskiftende  vælgeres  handlinger  ønskes  belyst.  Således  er  forventningen  at:    Blokskiftere  påvirkes  af  visse  socioøkonomiske  faktorer    Afslutningsvis  er  det  værd  at  fremhæve,  at  den  sociologiske  skole  utvivlsomt  har  været  paradigmesættende  inden  for  det  sidste  halve  århundredes  vælgeradfærd.  Men  med  baggrund  i  de  senere  års  udvikling  har  teorien  mistet  forklaringskraft.  Hvorvidt  man   fremover   kan   afskrive   tilgangens   betydning,   er   der   ikke   enighed  om.  Retningen  har  dog  stadig  relevans  af  flere  årsager.  For  det  første  fordi  den  med   moderniseringstesen   forsøger   at   forklare   volatilitetens   afsæt   og   at   man  med   udgangspunkt   i   den   sociologiske   præmis   kan   forklare   ustabilitet,   hvis  ustabiliteten   ses   som  udtryk   for   en   opblødning   i   de   sociale   strukturer.   For   det  andet   fordi   det   har   vist   sig,   at   sociale   faktorer   som   køn,   alder   og   uddannelse  trods   alt   har   en   vis   standhaftighed,   og   man   derfor   fortsat   godt   kan   forvente  forklaringskraft  herfra.  

22    

2.2  SOCIALPSYKOLOGISKE  VÆLGERADFÆRDSTEORIER  

Hvor   den   sociologiske   teori   antager,   at   den   sociale   struktur   i   samfundet   har  afgørende  betydning  for  vælgeradfærden,  fremgår  det  af  den  socialpsykologiske  teori,   at   det   i   højere   grad   er   den   nære   socialisering,   der   er   afgørende   for  vælgeradfærden.   Med   udgangspunkt   heri   skabes   en   affektiv   tilgang   til   den  politiske  valghandling  frem  for  en   instrumental,  således  som  en  rationel  tilgang  foreskriver.  I  nyere  tid  har  socialpsykologiske  vælgeradfærdsteorier  fokuseret  på,  hvordan  vælgeren   i  en   tilstand  af  manglende  viden  og   information   træffer  valg  på   basis   af   en   psykologisk   tilknytning   til   partier   (Carmines   &   Huckfeldt   1996:  245).  

Det   mest   centrale   element   for   valghandlingen   i   den   socialpsykologiske  retning   er   partiidentifikation:   ”Few   factors   are   of   greater   importance   for   our  national  elections  than  the   lasting  attachments  of  tens  of  millions  of  Americans  to  one  of  the  parties”  (Campbell  et  al.  1960:  121).  Partiidentifikationen  opstår  på  baggrund  af  socialpsykologiske  faktorer,  og  den  varige  tilknytning  til  et  parti,  som  identifikationen   medfører,   forklarer   stabil   vælgeradfærd.   Samme   fænomen  forklarer,  hvorfor  befolkningen  overhovedet  stemmer  (Campbell  et  al.  1960:  90).  Denne   teoriretning   opfatter   således   individets   handlinger   som   hovedsagligt  påvirket  af  partiidentifikation,  hvor  de  sociologiske  teorier   i  stedet  fokuserer  på  klassestrukturens  påvirkning.    I  dette  afsnit  vil  vi  først  se  nærmere  på  retningens  ophav,  Michiganskolen.  Denne  gennemgang  vil   synliggøre  de  grundlæggende  karakteristika  ved  denne  retning,  og   den   vil   blive   efterfulgt   af   nyere   socialpsykologiske   teorier   og   deres   fokus:  Hvorledes   holdningsdannelsens   karakteristika   kan   forklare   vælgeradfærd.   Til  sidst  vil  vi  se  nærmere  på  den  politiske  leders  betydning,  som  nyere  tid  har  givet  fornyet  forklaringskraft  til.    Michiganskolen  

Et   studie   af   to   amerikanske  præsidentvalg   førte   til  The  American  Voter   (1960),  som   blev   skelsættende   for   den   socialpsykologiske   retning,   også   omtalt   som  Michiganskolen.  Denne  tilgang  opfatter  selve  valghandlingen  som  en  ekspressiv  handling,  hvorigennem  vælgeren  viser   sin   loyalitet  og   identifikation  over   for  et  givent  parti   (Nielsen  2009:  1195).   Partiidentifikation  defineres   som   indlejret  og  udvikles   gennem   familie-­‐   og   andre   sociale   relationer,   som   vælgeren   indgår   i.  Således   fungerer  partiidentifikation  som  en   langtidsfaktor,  der  når  den  en  gang  er   etableret,   er   meget   svær   at   ændre.   Partiidentifikation   anses   derfor   som  forklarende   for   stabiliteten   i   partivalg   (Campbell   et   al   1960:   146-­‐149).   I   denne  optik   vil   social   mobilitet   dermed   ikke   nødvendigvis   implicere   partiskift,   da  identifikationen  dannes  i  barndommen  og  således  er  uafhængig  af  senere  sociale  ændringer.   Partiidentifikationen   er   en   afgørende   faktor   for   vælgerens   politiske  holdninger   og   adfærd,   idet   partibåndet   guider   vælgeren,   når   vælgeren   skal  orientere   sig   i   den   ofte   komplicerede   politiske   verden,   og   danner   rammen,  

23    

hvorigennem   vælgeren   forstår   politik.   Populært   sagt   accepterer   vælgeren   i  denne   kontekst   det   borgerlige   partis   argument,   netop   fordi   han   føler   sig  borgerlig,   og   ikke   omvendt.   Således   påvirker   partiidentifikation   vælgeren   til   at  opfatte  det  borgerlige  parti  som  repræsenterende  hans  interesser.  Dette  gælder  også,   selvom   vælgeren   rationelt   set   ikke   er   i   stand   til   at   foretage   denne  vurdering,  idet  han  ikke  har  den  nødvendige  information  hertil  (Harrop  &  Miller  1987:  131).  På  den  måde  vil  ændringer  i  vælgerens  holdninger  ikke  nødvendigvis  føre   til   ustabilitet,   ligesom   parti   og   vælger   ikke   behøver   at   have   samme  holdninger,  da  vælgerens  partiidentifikation  gør,  at  han  ikke  bliver  bevidst  herom  eller  handler  herudfra.  

Michiganskolen  udviklede  på  baggrund  af  en   række  valgstudier  en  model  for  vælgeradfærd  kaldet  the  Funnel  of  Causality.  Denne  model  opstiller  en  række  uafhængige   variable,   der   påvirker   partivalget   (Campbell   et   al.   1960:   24).  Variablene   er   hierarkisk   opstillet,   hvor   langtidsfaktorerne   står   til   venstre   i  modellen   og   korttidsfaktorerne   til   højre   tættest   på   valghandlingen.   Modellen  illustrerer   hvordan   de   første   led   i   modellen   påvirker   de   næste,   og   dermed  hvordan   partiidentifikation   påvirker   vælgernes   politiske   opfattelse   og   dermed  stemmeadfærden.    

 Figur  2.1:  Michiganskolens  Funnel  of  Causality  (Nielsen  2009:  1195)  

   Modellen  anskueliggør  samtidig,  at  Michiganskolen  ikke  afviser  korttidsfaktorers  mulige   betydning:   “it   is  not   true   that   attitudes   toward   the   several   elements   of  politics   are   only   reflections   of   party   loyalty   or   group  memberships   or   of   other  factors  that  may  lead  to  perceptual  distortion”  (Campbell  et  al.  1960:  65).  Der  er  dog  ingen  tvivl  om,  at  modellen  betoner  partiidentifikation  som  en  nøglevariabel,  der   medierer   de   forudgående   sociale   karakteristika   og   former   vælgerens  foranstående  holdninger  til  kandidater  og  issues  (Campbell  et  al.  1960:  136).    Da  Michiganskolen  i  høj  grad  lægger  op  til  forklaring  af  stabil  vælgeradfærd,  kan  man   kritisere   modellen   for   ikke   at   kunne   forklare   nyere   tids   tendenser   til  dealignment.   Dealignment   beskriver   som   sagt   et   fænomen,   hvor  partitilknytningen   er   kraftigt   faldende,   hvorfor   vælgers   adfærd   ikke   længere  stemmer   overens   med   modellens   forudsigelser   (Harrop   &   Miller   1987:   144;  Dalton   et   al.   1894).   Modellen   er   ydermere   blevet   kritiseret   for,   at   den   med  udgangspunkt   i   amerikanske   forhold  er  uanvendelig   i   de  europæiske   systemer.  Det  har  da  også  vist  sig,  at  partiidentifikationen  i  en  europæisk  sammenhæng  er  svagere  end  i  USA.    

Kritikken  til  trods  er  der  dog  ingen  tvivl  om,  at  Michiganskolen  har  bidraget  med   en  model,   der   har   skabt   præcedens   inden   for   vælgeradfærdsforskningen.  

24    

Vægtningen  af  de  forskellige  variables  betydning  kan  der  stilles  spørgsmålstegn  ved,   men   selve   systematiseringen   og   forståelsen   af   forskellige   variables  betydning   samt   den   grafiske   opstilling   har   dannet   skole.   Partiidentifikation   er  også   løbende  blevet  undersøgt   i  dansk  valgforskning  (Borre  1976;  Borre  &  Goul  Andersen   1997;   Borre   1999b;   Borre  &   Lolle   2007).   I   danske   termer   er   vælgere  med  stærk  partiidentifikation  omtalt  som  kernevælgere,  mens  vælgere  uden  en  sådan   benævnes  marginalvælgere.   Kernevælgerne   repræsenterer   de   vælgere,  der   føler   sig   særligt   knyttet   til   et   bestemt   parti,  mens  marginalvælgerne   er   de  vælgere,   som   er   tilbøjelige   til   at   skifte   parti   fra   valg   til   valg.   I   Danmark   har  partiidentifikation,   som   teorien   foreskriver,   vist   sig   som   stabiliserende   for  partivalget.  Alligevel   var   der   16  pct.  med  partiidentifikation,   som   skiftede  parti  2001-­‐2005   (Borre  &   Lolle   2007:   277),   og   13   pct.,   som   skiftede   parti   fra   valget  1994   til   valget   1998   (Borre   1999b:   223).   De   største   skift   sker   dog   inden   for  samme  politiske  blok   (Borre  &   Lolle  2007:   283),   og   forventningen  er  derfor,   at  der  er  svækket  sandsynlighed  for,  at  vælgere  med  partiidentifikation  vil  foretage  et   blokskift.   Partiidentifikation   vil   nedenfor   indgå   som  en   faktor   i   den  politiske  involvering.    

Nyere  socialpsykologiske  teorier  

Nyere   forskning   tyder   ligeledes   på,   at   vælgere   i   højere   grad   stemmer   ud   fra  følelser   end   fornuft   (Winther   Nielsen   &   Høgenhaven   2010).   Den   politiske  psykologi  forklarer,  hvordan  det  i  højere  grad  er  de  associationer  og  følelser,  folk  knytter   til   et   parti,   som   har   betydning   for   deres   partivalg.   Således   har  korttidsfaktorer  som  partiets  brand  og   lederens   fremtoning  en  afgørende  rolle,  når  vælgeradfærd  skal  forklares.  Partiernes  konkrete  politik  har  derfor  heller  ikke  i  den  moderne  politiske  psykologi  nødvendigvis  afgørende  betydning,  som  man  rationelt   kunne   forvente.   Disse   korttidsfaktorer   er  mere   flygtige   størrelser   end  eksempelvis   ideologisk   tilknytning   og   implicerer   derfor   også   automatisk   mere  ustabilitet.    Andre   retninger   inden   for   nyere   socialpsykologisk   teori   har   fokus   på   individers  holdningsdannelse.  Hvor  den  tidlige  socialpsykologiske  teori  havde  svært  ved  at  forklare   ændringer   i   partivalget,   har   de   nyere   dele   af   teorien   større  forklaringskraft,   fordi   den   har   fokus   på   ændringer   i   vælgernes   holdninger.  Retningen  peger  på,  at  især  to  elementer  i  holdningsdannelsen  har  betydning  for  vælgerens  volatilitet.  For  det  første  hvor  grundigt  vælgeren  har  tænkt  over  sine  politiske  holdninger,  og  for  det  andet  mængden  af  politiske  budskaber,  vælgeren  udsættes  for  (Møller  Hansen,  Slothuus  &  de  Vreese:  72).      

Det   første   element   indebærer,   at   jo   mere   individet   har   tænkt   over   sin  holdning   til   en   given   sag,   jo   mere   indlejret   er   denne   og   derfor   også   naturligt  sværere  at  påvirke.  Dette  begrundes  i,  at  holdninger,  der  er  tænkt  mere  over,  vil  indgå  i  en  mere  omfattende  kognitiv  og  følelsesmæssig  struktur  hos  det  enkelte  individ,   hvorfor   disse   må   forventes   at   være   mere   stabile.   Hvis   vælgeren   er  politisk   involveret   og   dermed   forventeligt   har   tænkt   over   sine   politiske  

25    

holdninger,   må   man   således   forvente,   at   partivalg   bygger   på   mere  grundlæggende   overvejelser,   hvorfor   politisk   involverede   forventes   at   være  mere   stabile.   Modsat   må   det   derfor   forventes,   at   hvis   vælgeren   er   mindre  politisk   involveret,   vil   dennes   valg   i   højere   grad   bygge   på   fluktuerende  korttidsfaktorer   knyttet   til   det   enkelte   valg,   eksempelvis   den   økonomiske  situation  eller  opfattelse  af  partiledere  (Saris  &  Sniderman  2004:  7).    

For  så  vidt  angår  betydningen  af  mængden  af  politiske  budskaber,  er  det  et  tveægget   sværd   inden   for   teorien   om   holdningsdannelse.   På   den   ene   side  argumenteres  for,  at  jo  flere  budskaber  en  person  udsættes  for,  jo  mere  ustabil  må   partivalget   forventes   at   være.   På   den   anden   side   kan   et   højt   forbrug   af  politiske   budskaber   ses   som   tegn   på   politisk   involvering,   og   dermed   burde  mængden  af  budskaber  hænge  positivt  sammen  med  stabilitet  (Møller  Hansen  et  al.  2007:  72-­‐73).      

Den   amerikanske   politolog   John   Zaller   (1992)   opstiller   en   model   for  holdningsdannelse  for  det  enkelte  individ  og  fremhæver  betydningen  af  politisk  involvering.  Holdningsændringer  består   ifølge  Zaller  af   to   faser,  modtagelsen  af  et  nyt  budskab  og  accepten  af  budskabet.  Det  afgørende  for  holdningsændringer  er  ifølge  Zallers  model  individets  politiske  opmærksomhed,  og  han  inddrager  her  intensiviteten   og   tilgængeligheden   af   de   politiske   budskaber,   idet   politiske  budskabers  virkning  og  den  politiske  involvering  interagerer.  (Togeby  2004:  22).  Hvis   de   politiske   budskaber   har   lav   intensivitet,   vil   de   kun   blive   opfattet   af   de  mest   politisk   involverede.   Har   budskabet   derimod   høj   politisk   intensitet   som  forventet  ved  folketingsvalg,  vil  budskaberne  blive  opfattet  af  alle,  uanset  graden  af   politisk   involvering.   I   denne   situation   vil   det   dog   være   de   mindst   politisk  involverede,   der   vil   blive   mest   påvirket   af   de   politiske   budskaber,   idet   deres  holdninger  er  nemmere  at  påvirke  (Zaller  1992:  151-­‐158).  Lav  politisk  involvering  hænger   således   sammen   med   ustabilitet,   og   betydningen   af   medieforbruget  hænger  sammen  med  graden  af  involveringen.      Inden  for  dansk  valgforskning  har  Møller  Hansen  et  al.   (2007)  efter  2005-­‐valget  foretaget   en   samlet   analyse   af   volatile   vælgeres   adfærd   med   udgangspunkt   i  blandt   andet   denne   teoretiske   forståelse.   Her   undersøges   sammenhængen  mellem   volatilitet   og   politiske   involvering   samt   forbrug   af   politiske   budskaber  gennem  medierne.  Analysen   viser,   at   flere   sider   af   politisk   involvering  påvirker  tilbøjeligheden   til   ustabilitet   hos   vælgerne.   Involveringen   undersøges   gennem  graden   af   politisk   viden,   politisk   interesse,   partitilknytning,   partimedlemskab,  hvorvidt   vælgeren   stemte  med   begejstring,   og   hvor   stor   forpligtelse   vælgeren  føler  til  at  stemme.  Således  finder  man  frem  til,  at  de  ustabile  vælgere  har  lavere  politisk   involvering   end   resten   af   vælgergruppen.   Betydningen   af   politiske  budskaber  viser  også  en  vis  sammenhæng  med  ustabilitet,  idet  vælgere  med  lavt  medieforbrug  viser  sig  at  have  større  sandsynlighed  for  partiskift.9  Der  må  derfor  være  en  forventning  om,  at  blokskiftende  vælgere  har  lav  politisk  involvering  og  lavt  forbrug  af  politiske  budskaber:  

                                                                                                               9  Dette  gælder  dog  kun  i  den  bivariate  analyse  

26    

 Blokskiftere  har  lav  politisk  involvering  og  lavt  forbrug  af  politiske  budskaber    Partilederfokus  

Nyere   tider   har   også   bragt   fokus   på   andre   elementer,   der   tager   afsæt   i   den  klassiske   socialpsykologiske   teori.   Campbell   et   al.   (1960:   54-­‐56)   fremhævede   i  ’the   American   Voter’,   at   den   politiske   kandidats   personlighed   er   vigtigere   for  vælgeren  end  dennes  politiske  egenskaber.  Men  hvor  den  klassiske  tilgang   ikke  giver   denne   faktor   særlig   stor   vægt   for   valghandlingen,   fremhæver   de   nyere  teorier,   at  den  affektive   tilknytning   til   partilederen   spiller  en   stadig   større   rolle  for   stemmeadfærd.   Således   taler  man   i  dag  om  ”presidentialization  of  politics”  (Poguntke   &  Webb   2005).   Begrebet   dækker   over   flere   udviklingstræk   af   både  intern   og   ekstern   karakter,   der   defineres   som   ’the   party   face’,   ’the   executive  face’   og   ’the   electoral   face’.   Hver   især   refererer   de   henholdsvis   til,   at  partilederne   indadtil   opnår   større   magt   både   i   eget   parti   og   i   regeringen,   og  udadtil   er   i   større   fokus   i   valgkampen   (Poguntke   &   Webb   2005:   5).   For  nærværende  speciale  er  det  dog  kun  vælgeradfærdselementet  i  parlamentariske  systemer,   som  er   relevant,   hvorfor   afsnittet   alene   vil   beskæftige   sig  med  disse  aspekter  af  præsidentialiseringstesen.      Den  øgede  præsidentialisering  har  ifølge  teorien  to  årsager.  Den  første  årsag  har  en   mere   konstituerende   karakter,   idet   man   anser   manglende   partitilknytning  som   afgørende   for,   at   vælgerne   i   højere   grad   vil   lægge   vægt   på   den   politiske  leders   personlighed   (McAllister   2007:   582;   Andersen   &   Borre   2007:   290).    Tidligere   var   vælgernes   partivalg   skabt   af   langtidsfaktorer,   og   derfor   var  opfattelsen   af   partilederen   i   udgangspunktet   irrelevant   for   stemmeafgivningen  (Mughan   2000:   1-­‐2).   Men   når   tidligere   partibånd   er   kappet,   får   nye   faktorer  betydning,   heriblandt   de   politiske   ledere.   Som  det   tidligere   er   gennemgået,   er  der   ydermere   en   forventning   af,   at   når   vælgerne   ikke   erkender   forskelle   i  partiernes   politik,   jf.   den   øgede   depolarisering,   vil   elementer   som   politikeres  personlighed  få  øget  betydning.  

Den   anden   afgørende   årsag   til   præsidentialiseringen   er   ifølge   litteraturen  det   ændrede   mediebillede   (McAllister   2007:   572;   Mughan   2000:   3;   Curtice   &  Holmberg   2005:   236;   Poguntke   &   Webb   2005:   14).   Der   er   sket   et   skred   fra  partibaseret   valgkamp   til  mediebaseret   kampagneførelse,   hvor   politiske   ledere  og   deres   personlighed   er   blevet  mere   centrale.   Især   udbredelsen   af   tv-­‐mediet  har   ifølge   litteraturen   skabt   et  mediebillede,   hvor   lederen   frem   for   partiet   er   i  fokus.   Dette   skyldes,   at   tv-­‐formatet   ikke   gerne   formidler   komplicerede  problemstillinger   eller   går   i   dybden   med   partiprogrammer,   men   i   stedet  reducerer  kompleksiteten  ved  at  fokusere  på  det  konkrete  (lederen)  frem  for  det  abstrakte  (partiorganisation,  partiprogrammer  mv.)  (Poguntke  &  Webb  2005:  14,  McAllister  2007:  579).  På  den  måde  er  politisk  kommunikation  i  høj  grad  præget  af   fjernsynets   behov   for   gode  billeder   og   personlighed,   og   således   kommer   de  politiske   ledere   og   deres   personlige   fremstilling   i   fokus   på   bekostning   af  

27    

substansen  (Mughan  2000:  3  &  Andersen  &  Borre  2007:  291)10.  Denne  udvikling  er  forstærket  af  de  højtprofilerede  partileder-­‐debatter  der  har  været  med  til  at  eksponere  den  politiske   leder   (Curtice  &  Holmberg  2005:  236;  McAllister  2007:  579-­‐580).  Således  peger  udviklingen  med  svagere  partibånd  og  øget  mediefokus  på   partilederen,   at   denne   har   fået   større   betydning   for   vælgerens   handlinger.  Teorien  peger  tillige  på,  at  den  øgede  individualisering  gør,  at  vælgeren  i  højere  grad  egenhændigt   tager   stilling   til  politiske   spørgsmål  og   i  denne  proces   spiller  vurderingen  af  den  politiske  leder  en  vigtig  rolle.  

I  debatten  om  præsidentialisering  skal  det  dog  holdes  for  øje,  at  begrebet  har   to   dimensioner,   henholdsvis   ’præsentation’   og   ’effekt’.   Hvor   præsentation  henviser  til  måden,  hvorpå  kampagnen  er  opbygget  med  fokus  på  at  præsentere  lederen,   dækker   effekten   i   højere   grad   over   substansen,   altså   hvorvidt   denne  præsentation  har  betydning  for  vælgernes  stemmemønstre  (Mughan  2000:  11).  Hvor   der   i   valgforskningen   er   bred   enighed   om,   at   valgkampe   er   blevet   mere  personificerede   og   partiledere   mere   synlige,   er   forskerne   mere   uenige   om  effekten  heraf  og  hvorvidt  præsidentialiseringen  reelt  spiller  en  afgørende  rolle  for  det  endelige  valgresultat.    

 Empirisk   peger   resultaterne   i   forskellige   retninger.   Således   viser   nogle  undersøgelser,   at   partilederen  har   en   selvstændig   betydning   for   valgresultatet,  mens  andre  kommer  frem  til  vælgerens  syn  på  partiet  er  langt  vigtigere.    Der  er  lavet  adskillige  landestudier  og  i  eksempelvis  England  og  Australien  er  det  påvist,  at   lederevalueringerne  har  betydning  (Bean  &  Mughan  1989),  men  parallelt  har  undersøgelser   i   blandt   andet   Tyskland   og   Sverige   ingen   effekt   fundet   (Kaase  1994;  Holmberg  &  Oscarsson  2004).  Det  er  ej  heller  klare  konklusioner  om,  hvad  der  afgør,  om  den  politiske   leder  spiller  en  rolle   for  valgresultatet.  Nogle  peger  på   udformningen   af   det   politiske   system,   ligesom   specifikke   omstændigheder   i  valgkampen  og  lederens  intensitet  nævnes.  Curtice  &  Holmberg  (2005)  påviser  i  en   tværnational   undersøgelse,   at   de   politiske   omstændigheder   under  valgkampen  ikke  har  betydning  for,  om  lederen  får  betydning  for  valgresultatet.  Men   de   finder   til   gengæld   bevis   for,   at   det   politiske   systems   opbygning   har  relevans.   Således   konkluderer   de,   at   vilkårene   for   præsidentialisering   som  udgangspunkt   er   bedre   i   et   system,   hvor   vælgerne   kun   skal   vælge   imellem   to  kandidater,   der   begge   potentielt   kan   komme   til   at   lede   landet   (Curtice   &  Holmberg  2005:  240).      I  en  dansk  kontekst  er  der  relativt  få  analyser  af  partiledereffekter.  Således  blev  dette  aspekt   ikke  undersøgt  mellem  valgene  1971  og  1994.   Ifølge  Pedersen  og  Knudsen  (2005:  172-­‐173)  viste  undersøgelser  af  valgene  i  1971,  1994  og  1998  en  partiledereffekt   i   fire   ud   af   seks   undersøgelser,   men   den   tegnede   sig   dog   for  højest   en   sjettedel   af   den   generelle   partitilslutning.     Ifølge   den   danske  

                                                                                                               10  Hermed  ikke  sagt,  at  medierne  alene  har  skabt  det  øgede  personfokus.  Dette  er  formentlig  også  et  resultat  af  partierne  og  politikerne  eget  bevidste  valg  om  til  egen  vinding  at  udnytte  de  muligheder,  fjernsynsmediet  stiller  til  rådighed.  Dette  kan  føre  til  en  debat  om  professionalisering  af  den  politiske  kommunikation,  som  ikke  vil  blive  taget  her.  

28    

valgundersøgelse   var  det   først   ved   valget   i   1998,   at  man   så   klare   tendenser   til  præsidentvalg   i  Danmark   (Nielsen  1999c:  19).  Mediernes   fokus  var  ved  valget   i  1998   på   de   to   største   partiers   ledere   Uffe   Ellemann-­‐Jensen   og   Poul   Nyrup  Rasmussen  og  deres  personlige  egenskaber  (Nielsen  1999c:  20-­‐23).  Men  selvom  vigtigheden   af   kandidaternes   fremtræden   blev   anerkendt,   slog  præsidentialiseringen  ikke  igennem  i  valgresultaterne,  og  der  var  ingen  stigning  i  personlige  stemmer  til  de  to  partiledere  (Nielsen  1999d:  32).  Vi  mener  dog,  det  her   er   værd   at   fremhæve,   at   partiledernes   stemmeantal   ikke   nødvendigvis   er  den  bedste  parameter   for   ledereffekt,  da  den  organisatoriske  opbygning  af  det  danske   valgsystem   med   definerede   valgkredse   medfører   en   naturlig  begrænsning.  Vi  mener  derfor  ikke,  at  ledereffekten  på  trods  af  et  ikke-­‐stigende  personligt   stemmetal   bør   afskrives.   Det   følgende   valg   i   2001   blev   populært  opfattet   som   et   ’præsidentvalg’,   men   betydningen   af   ledereffekten   udeblev  endnu  en  gang  (Andersen  &  Borre  2003:  363,  371).  Således  har  der  længe  i  den  danske   valgforskning   været   en   holdning   til,   at   politiske   ledere   spiller   en  begrænset   rolle   for   vælgernes   stemmeafgivelse.  Dette   kan   skyldes,   at   det   som  tidligere  nævnt,   er   i   to-­‐partisystemer  man   i   komparative  undersøgelser   i   størst  grad   finder   tendensen.   Dette   indikerer   samtidig,   at   hvis   det   danske   system  udvikler   sig   i   en   retning,   hvor   vi   realpolitisk   har   at   gøre  med   to   veldefinerede  statsministerkandidater,   kan  man   formode,   at   lederne   vil   få   en   stadig   stigende  rolle.  Det  viste  sig  da  også,  at  ved  valget  i  2005  kunne  præsidentialiseringstesen  bekræftes.  Vælgernes  sympati  for  et  partis   leder  kunne  ved  dette  valg  statistisk  bevises  at  være  større  eller  mindre  end  deres  sympati  for  partiet  selv  og  dermed  ikke   blot   et   resultat   af,   hvad   vælgerne   synes   om   et   givent   parti.   Man   kunne  således   måle   selvstændig   ministereffekt   på   Venstres   valgresultat   ved   2005-­‐valget,   og   omvendt   havde   Socialdemokraterne   størst   tilbagegang   blandt   dem,  der   havde   ringe   sympati   for   Lykketoft,   ligesom   Dansk   Folkeparti   havde   størst  fremgang  hos  dem,  der  havde  stor  sympati  for  Pia  Kjærsgaard.  De  fleste  vælgere  stemmer  dog   forsat  ud   fra  politiske  holdninger,  men  blandt  vælgere  med  ringe  politisk   interesse   og   ringe   partitilknytning   er   der   imidlertid   en   betydelig   andel,  der   fremhæver,   at   de   stemmer   ud   fra   deres   sympati   for   en   partileder.   Denne  tendens  er  særlig  stærk  hos  den  gruppe  vælgere,  der  skiftede  fra  et  socialistisk  til  et   ikke-­‐socialistisk   parti   (Andersen   &   Borre   2007:   289-­‐920).   For   blokskiftere  havde   opfattelsen   af   partilederne   altså   betydning   ved   2005-­‐valget.   Blandt   de  vælgere,   der   fokuserer   på   partilederne   er   loyaliteten   tillige   lav,   hvilket   skaber  potentiale   for   yderligere   ustabilitet   (Andersen   &   Borre   2003:   363).   Vores  forventning   er   derfor,   at   opfattelsen   af   partilederen   er   en   relevant   faktor,   når  blokskiftere  stemmer:      Blokskiftere  er  påvirkede  af  sympati  for  den  politiske  leder    

 På   baggrund   af   overstående   teorigennemgang   mener   vi   således,   at   de  socialpsykologiske   vælgeradfærdsteorier   kan   bidrage   til   at   belyse   de   blok-­‐skiftende   vælgere.   På   trods   af   Michiganskolens   fokus   på   stabilitet   har   den  alligevel  bidraget  med  en   forståelse  af   vælgeradfærd,   som  man   i  nyere   tid  kan  

29    

bygge  videre  på,  idet  den  påpeger  vigtigheden  af  socialpsykologiske  processer  og  den   affektive   tilknytning.   Man   kan   kritisere   begrebet   partiidentifikation   for   at  have   en   stadig   faldende   relevans,   idet   tendenserne   peger   mod   færre  kernevælgere   (Berglund   et   al.:   109-­‐110).   Med   udgangspunkt   heri   må   man  formode,   at   fremtidens   vælgeradfærd   i   mindre   grad   vil   kunne   henvises   til  partiidentifikation.   Ligeledes   kan   teorien   i   en  dansk   kontekst   kritiseres,   idet   de  danske  vælgere  i  højere  grad  identificerer  sig  med  grupper  af  partier  end  med  et  enkelt   parti   (Nielsen   2002).   Samlet   set   mener   vi   dog   de   socialpsykologiske  tilgange   har   en   stadig   relevans   og   bør  medtages   ved   vores   studie   af   hvad   der  påvirker  blokvolatilitet.    

30    

2.3  Rationelle  vælgeradfærdsteorier  

Som  modsvar  til  de  sociologiske  og  socialpsykologiske  teorier  om  vælgeradfærd  opstod   der   i   1960’erne   et   rational   choice-­‐paradigme,   der   tog   afsæt   i   en  økonomisk-­‐politisk   teoriforståelse.   Tilgangen   kritiserede   de   førnævnte   teori-­‐tilgange   for   deres   individopfattelse,   idet   individet   bør   opfattes   som   rationelt  handlende  ud  fra  et  egennyttemaksimerende  perspektiv.  Som  følge  heraf  forstår  retningen   vælgeradfærd   rent   instrumentelt,   hvorfor   valg   af   parti   og   kandidat  alene  er  afhængigt  af,  om  disse  kan  opfylde  vælgerens  egeninteresser  (Holmberg  2007:   558,  Nielsen   2009:   1197).   Vælgeradfærden   determineres   således   ikke   af  den  sociale  struktur  eller  indlejrede  partipræferencer,  men  i  stedet  af  individets  objektive   interesser   og   holdninger.   Det   betyder,   at   vælgeren   ikke   anses   som  værende   bundet   af   eller   til   noget,   og   at   deres   valg   derfor   alene   er   skabt   på  baggrund  af  egne  præferencer  (Dalton  &  Klingemann  2007:  11).    

 Down  var  med  sit  værk  Economic  Theory  of  Voting  (1957)  blandt  de  første  til  at  implementere  den  økonomiske  teori  på  vælgeradfærd  og  til  at  præsentere  ideen  om  den   rationelle  vælger.   Ifølge  hans  model  befinder  vælgere  og  partier  sig   i   et   politisk   rum,   hvor   vælgeren   har   overblik   over   egen   og   partiernes  placering.  I  den  rationelle  optik  vil  individets  nytte  aftage  i  takt  med  at  afstanden  til   et   parti   øges.   Således   er   det   alene   vælgerens   individuelle   præferencer  sammenlignet  med  partiernes,   der   er   afgørende   for   vælgeradfærden.   Ifølge  de  tidlige  rational  choice-­‐teorier  opfattes  individernes  objektive  interesser  som  rent  økonomiske,   og   handlingerne   forklares   som   egennyttemaksimerende   alene   på  baggrund   heraf.   Med   udgangspunkt   i   forståelsen   af   valghandlingen   som  nyttemaksimerende   og   individet   som   rationelt   handlende   har   teorien   senere  udviklet  sig.  Flere  nyere  teorier  har  taget  udgangspunkt  i  vælgeren  som  rationel,  dog   ikke   udelukkende   ud   fra   et   økonomisk   synspunkt.   Især   teorien   om   issue  voting11   har   været   paradigmesættende,   hvorfor   vi   herudfra   vil   uddrage   to  hypoteser   henholdsvis   med   fokus   på   betydningen   af   vælgerens   placering   af  partierne   og   betydningen   af   kompetencevurdering.   Ydermere   vil   vi   med  udgangspunkt   i   issue   voting   teorien   undersøge   nypolitikkens   saliens,   samt  betydningen   af   vælgernes   politikertillid.   Disse   fokuspunkter   er   udvalgt,   idet   vi  med  udgangspunkt  i  teorien  finder,  at  disse  har  en  potentiel  forklaringskraft  for  ustabil   stemmeadfærd   og   i   særdeleshed   blokskiftende   stemmeadfærd.   Vi   vil  løbende,   som   i   de   ovenstående   teorigennemgange,   se   på   empiriske   fund   i  vælgerforskningen  og  udlede  hypoteser  til  brug  for  analysen.  

 Issue  voting  

Mens  den   klassiske   rational   choice-­‐teori   alene   tager   økonomien   som  afsæt   for  nyttemaksimeringen,   begrænser   teorien   om   issue   voting   sig   ikke   hertil.  

                                                                                                               11  Issue  voting  kan  på  dansk  oversættes  til  ’holdningsbestemt  stemmeadfærd’,  men  i  tråd  med  resten  af  den  danske  litteratur,  eksempelvis  Det  danske  Valgprojekts  udgivelser,  vælger  vi  at  benytte  den  mere  mundrette  engelske  term  ’issue  voting’  

31    

Handlinger   forklares   stadig   som   et   udtryk   for   nyttemaksimering,   men  holdningerne   er   ved   issue   voting   ikke   givet   alene   på   baggrund   af   økonomiske  interesser.   Således   tager   denne   i   modsætning   til   tidligere   teorier   ikke  holdningernes   indhold   som   givet,   og   har   dermed   en   bredere   opfattelse   af  vælgeradfærdens  udgangspunkt.  

Teorien   om   issue   voting   er   den   seneste   tids   mest   benyttede  vælgeradfærdsteori  og   lægger  den   teoretiske   ramme   for  de   seneste  udgivelser  fra   Det   danske   Valgprojekt.   Således   konkluderer   denne,   at   “påstanden   om,   at  danske   vælgere   issue   voter,   når   de   afgiver   deres   stemme   [er   ikke   længere]  kontroversiel”   (Nielsen   2003:   237).     Dermed   anses   den   danske   vælgers   ageren  som  rationel  ud  fra  egne  holdninger  frem  for  noget  andet.  

Det  skal  dog  nævnes,  at  der  inden  for  litteraturen  er  uenighed  om,  hvordan  man   skal   rubricere   issue   voting,   eftersom   teorien   ikke   alene   fokuserer   på  økonomiske   issues.   En   lang   række   forskere   rubricerer   issue   voting   som  udspringende   fra   den   rationelle   teoritradition   (bl.a.   Nielsen   2009:   1200;   Evans  2004:   88;   Harrop   1987:   145-­‐157,   Heywood   2007:   268),   men   i   Det   danske  Valgprojekt   defineres   issue   voting   dog   som   en   mikrosociologisk   tilgang   (Goul  Andersen  2007:   13).  Denne  disput   vil   specialet   ikke   gå  dybere   ind   i,   blot   nøjes  med   at   forholde   sig   til   det   punkt   forskerne   er   enige   i:   At   vælgeren   agerer  rationelt   i   instrumental   forstand,   dvs.   nyttemaksimerer   ved   at   stemme   på   det  parti,  der  holdningsmæssigt  er  tættest  på  vælgerens  egne  holdninger,  hvorfor  vi  rubricerer  issue  voting  under  nærværende  afsnit.    I   sin   reneste   form  kan   issue  voting  beskrives   i   tråd  med  Downs   teoriforståelse,  hvor  vælgerne  først  overvejer  egne  holdninger,  og  herefter  sammenligner  disse  med  partiernes  ditto.  Det  parti  eller  den  politiker,  der  med  udgangspunkt  i  denne  sammenligning   er  mest   attraktiv   for   vælgeren,   vil   få   vælgerens   stemme   (Borre  2001:  9).  Vælgere,  der  issue  voter,  er  derfor  i  udgangspunktet  mere  volatile,  fordi  de   ikke   pr.   definition   har   et   fastlåst   forhold   til   et   parti   som   beskrevet   i   de  ovenstående  teorier.  

Termen  issue  voting  benyttes  og  forstås  på  forskellige  måder  af  forskellige  forskere,  men  en  ofte  brugt  tilgang  præsenterer  fundamentale  elementer  i  issue  voting   ved   følgende   tre   pointer:   1)   vælgeren   skal   fastlægge   sit   standpunkt   på  sine   vigtigste   politiske   områder,   2)   vælgeren   skal   erhverve   sig   kendskab   til  politikernes   positioner   på   disse   områder,   og   3)   vælgeren   skal   sammenligne  politikernes  holdninger  med  egne  (Borre  2001:  13;  Goul  Andersen  &  Borre  1997:  65,  Dalton  2006:  202,  Nielsen  2009:  1200).   Issue  voting  forudsætter  dermed  en  grundlæggende  forståelse  af  vælgerne  som  bevidste  og  rationelt  handlende,  idet  der  er  en  direkte  sammenhæng  mellem  politiske  holdninger  og  stemmeafgivning  (Goul  Andersen  &  Borre  2003a:  20).      

Teorien  forventer  således,  at  vælgeren  stemmer  efter  sine  holdninger,  men  det  er   ikke  alle  politiske  spørgsmål,  der  anses  som  værende   lige  vigtige   for  alle  vælgere.  Begrebet  saliens  refererer  til  vigtigheden  af  et  emne  i  vælgerens  optik.  Hvis  en  vælger  er  meget  optaget  af  et  bestemt  politisk  emne,  har  dette  emne  høj  saliens  for  vælgeren.  Vælgerne  kan  være  enige  med  ét  parti  i  nogle  spørgsmål  og  

32    

samtidig  enige  med  et  andet  parti  på  andre  områder.  Derfor  bliver  det  afgørende  for   stemmeadfærden,   hvilke   spørgsmål   der   er   saliente   i   vælgerens   bevidsthed,  idet   vælgerens   stemmeafgivning   vil   blive   påvirket   mest   af   netop   dette   emne  (Belanger  &  Meguid  2005:  5).  Er  en  vælger  eksempelvis  meget  enig  med  parti  1  på  emne  a,  men  meget  enig  med  parti  2  på  emne  b,  vil  emnernes  saliens  således  være  afgørende,  for  hvem  der  løber  af  med  vælgerens  stemme.  Når  et  emne  har  høj   saliens   hos   vælgeren,   vil   vælgeren   vurdere   partierne   på   to   centrale  parametre:   Hvor   de   forskellige   partier   ligger   placeret   i   forhold   til   vælgerens  politiske   holdninger,   og   hvor   kompetent   en   regering   og   det   mulige  regeringsalternativ  er  til  at  løse  problemet.    Hvilke  af  de  to  parametre  vælgerne  vurderer   ud   fra,   er   afhængigt   at   hvilke   slags   emne,   der   er   tale   om   (Van   der  Brugge  &  Voss  2007:  128-­‐129).  Teorien  har  traditionelt  grupperet  politiske  issues  i   henholdsvis   positions-­‐issues   og   valens-­‐issues   med   udgangspunkt   i   Stokes  opdeling   (1963:  373),  der  kort   fortalt  er  emner,  hvor  man  er  henholdsvis  uenig  eller  enig  om  målet.    Positions-­issues  

Når  en  vælger  stemmer  ud  fra  positions-­‐issues,  er  vælgerens  placering  i  forhold  til  partiets  placering  afgørende,  idet  partierne  som  udgangspunkt  har  forskellige  holdninger   på   dette   område.   Positions-­‐issues   er   emner,   hvor   der   både   blandt  partier  og  blandt  vælgere  er  stor  uenighed  om  det  politiske  mål  og  derfor  hvilken  politik,   der   skal   føres.   Eksempler   på   sådanne   emner   er   holdning   til   EU   og  indvandrerspørgsmål.   Hvis   et   emne   er   et   positions-­‐issue,   relaterer   det   sig  dermed  til  den  første  af  de  to  ovennævnte  parametre,   idet  vælgerne  forholder  sig  til  hvilket  partis  holdninger,  der  svarer  bedst  til  vælgerens  egne  og  vil  således  vurdere   sin   placering   i   det   politiske   rum   op   mod   partiets   placering.   Hvordan  denne   overensstemmelse   måles   og   vurderes   af   vælgeren,   findes   der   to  hovedforklaringer   på,   henholdsvis   ’nærhedsmodellen’   (proximity   model),   der  tager   udgangspunkt   i   Downs   medianvælgerteori   (1957)   og   ’retningsmodellen’  (directional  model)  som  beskrevet  af  Rabinowitz  og  MacDonald  (1989).  

Nærhedsmodellen   foreskriver,   som   navnet   indikerer,   at   vælgeren   vil  stemme   på   det   nærmeste   parti.   Modellen   antager   således,   at   vælgeren   har  overblik   over   sin   egen   samt   partiernes   placering   i   det   politiske   rum,   og   at  vælgerens   sympati   aftager   med   afstanden   til   partiet   (Borre   &   Goul   Andersen  1997:   65).  Dermed  kan  en   vælger  uproblematisk   stemme  på  et  parti,   der   reelt  ligger  på  den  modsatte   side  af  det  politiske   spektrum  end  vælgeren   selv,   fordi  det  afgørende  er  afstanden  til  partiet  på  de  specifikke   issues.  Handler  vælgeren  ud  fra  denne  model,  stemmer  han  på  det  parti,  han  i  det  politisk  rum  er  tættest  på.   Således   er   afstanden   afgørende,   hvorfor   modellen   også   kaldes  afstandsmodellen  (Nielsen  2003:  238).    

Retningsmodellen  er  et  alternativt  bud  på,  hvordan  vælgere  forholder  sig  til  partiernes   placering,   og   fremførtes   første   gang   af   Rabinowitz   og   Macdonald  (1989).   Denne  model   foreskriver,   at   det   ikke   er   afstanden   vælgeren   agerer   ud  fra,  men  derimod   intensiteten   i   de  politiske  partiers  holdninger.  Rabinowitz  og  MacDonald  mener,  at  vælgere  i  højere  grad  stemmer  på  det  parti,  der  udviser  de  

33    

mest   intense   holdninger   på   de   issues,   vælgeren   går   op   i   (dog   inden   for   en  troværdighedsgrænse).   Det   er   modellens   forventning,   at   vælgeren   kun   diffust  kan   forholde   sig   til   egen   og   partiernes   placering   på   et   givent   politisk   emne,  hvorfor   intensiteten   i   de   politiske   holdninger   bliver   afgørende   (Rabinowitz   &  Macdonald,  1989:  94).  Således  afgør  vælgerne  ikke  deres  stemmeafgivelse  ud  fra  afstanden   til   partiet,   men   i   højere   grad   ud   fra   hvilket   parti,   der   med   størst  intensitet   repræsenterer   deres   holdning.   Vælgerens   nytte   anses   derfor   ifølge  denne  model  for  at  stige  jo  mere  ekstremt  partiet  er  placeret   inden  for  samme  retning   som   vælgeren   (Nielsen   2007:   238-­‐239).   Således   kan   man   med  udgangspunkt  i  denne  model  for  vælgeradfærd  forvente,  at  vælgeren  næppe  vil  begive  sig  mod  midten,  men   i  højere  grad  vandre  mod  partier,  der  befinder  sig  på  de  yderste  fløje  af  spektret.  

Skal   man   illustrere   vælgeradfærden   grafisk,   viser   nedenstående   model,  hvordan   vælgeren   agerer   ud   fra   de   to   retninger.   Ifølge   nærhedsmodellen   vil  vælgeren   stemme   på   parti   1,   da   dette   ligger   tættere   på   vælgeren,   mens  vælgeren  ifølge  retningsmodellen  vil  stemme  på  parti  2,  da  dette  repræsenterer  vælgerens  holdning  mere  intenst.    

   

 Figur  2.2:  Illustration  af  nærheds-­‐  og  retningsmodellen  

 Dansk   valgforskning   finder,   at   danske   vælgere   forholder   sig   til   partiernes  placering  både  ud  fra  retnings-­‐  og  nærhedsmodellen.  Der  er  altså  ingen  entydig  konvention   om   hvilken   model,   der   bedst   forudsiger   og   beskriver   den   danske  vælgeradfærd  (Nielsen  2005:  250,  2007:  210;  Borre  1999f:  177-­‐179;  Borre  &  Goul  Andersen  1997:   85).  Dog   viser  det   sig,   at   vælgere,   der  bevæger   sig  på  midten,  bedst   forklares  af  nærhedsmodellen,  mens   fløjpartiernes  partitilknytning  bedre  kan  forklares  af  retningsmodellen  (Nielsen  2007:  210).  Derfor  finder  vi  det  mest  relevant  at  tage  udgangspunkt  i  nærhedsmodellens  forventede  vælgeradfærd12.  

Man  kan  med  udgangspunkt   i   nærhedsmodellen   formode,   at   en  andel   af  de   vælgere,   der   krydser   den   politiske   midte,   agerer   i   tråd   med  nærhedsmodellens   antagelser.   Kombinerer   vi   denne   viden   med   vælgeres  nyttemaksimerende   adfærd,   kan   man   have   en   forventning   om,   at   vælgernes  opfattelse  af  partiernes   rolle  har  betydning.  Vælgere,   som  anser  partierne  som  

                                                                                                               12  Grundet  specialets  problemformulering  vil  det  ikke  være  relevant  at  føre  denne  diskussion,  ligesom  vi  ikke  vil  foretage  en  analyse  af  hvilken  af  de  to  modeller,  der  bedst  beskriver  den  danske  vælgeradfærd.  Vi  tager  alene  udgangspunkt  i  tidligere  forskningsresultater.  Vi  accepterer  blot  den  underliggende  præmis,  at  vælgere  stemmer  efter  vurdering  af  egen  og  partiernes  relative  holdningsplacering.  

34    

værende  tæt  samlet,  vil  have  større  tilbøjelighed  til  et  blokskifte,  idet  partier,  der  ud   fra  den  klassiske  højre-­‐venstre-­‐model   tilhører   to   forskellige  blokke,   alligevel  vil   være   i   hinandens   nærhed.   Hvis   partisystemet   i   vælgerens   optik   fremstår  depolariseret,   vil   et   blokskifte   derfor   anses   som  mere   sandsynligt.   Når   nytten  alene  afhænger   af   at   stemme  på  det  parti,   de  holdningsmæssigt   ligger   tættest  på,   vil   blokaspektet   ikke   influere   deres   valg,   idet   nærhedsprincippet   er  afgørende.   Opfatter   de   omvendt   partisystemet   som   meget   polariseret,   vil  afstanden   mellem   partier   på   to   fløje   være   større,   og   dermed   vil   nytten   være  større  ved  at  stemme  på  et  parti  på  samme  blok,  hvorfor  de  bliver  her  indenfor.  

   

 Figur  2.3:  Illustration  af  to  opfattelser  af  partiernes  placering,  henholdsvis  1,2  og  A,  B  

 Med   udgangspunkt   i   ovenstående   figur   kan   dette   grafisk   illustreres   ved.   I   tråd  med   nærhedsmodellen   vil   vælgeren,   der   placerer   partierne   1   og   2,   have   langt  mere   nytte   ved   at   stemme   på   parti   1   end   2,   hvorfor   et   blokskift   forekommer  mindre  sandsynligt.  Omvendt  vil  der  for  vælgeren,  der  placerer  partierne  A  og  B,  ikke  være  større  forskel   i  nytten,  om  stemmen  går  til  parti  A  eller  B,  hvorfor  et  blokskift   anses   som   mere   plausibelt.   Således   har   vi   en   forventning   om,   at  vælgere,  der  opfatter  partierne   som  placeret   tæt  på  hinanden   i  højere  grad  vil  tendere  mod  et  blokskift.  Med  udgangspunkt  heri  opsætter  vi  hypotesen:    Blokskiftere  opfatter  partisystemets  ideologiske  bredde  som  smal    At   partiernes   relative   placering   har   betydning   ligger   i   tråd   med   tidligere  undersøgelser.  Vi  undersøger  alene  vælgerens  opfattelse  heraf  og  ikke  den  reelle  bredde   i   partisystemet   som   oftest   gjort   i   tidligere   forskning.   Men   skal   man  alligevel   trække   på   tidligere   resultater   på   dette   områder   antager   Bartolini   og  Mair,   at   “the   more   abbreviated   the   policy   distance   separating   the   competing  parties,  the  higher  will  be  the  level  of  electoral  instability”  (Bartolini  &  Mair  1990:  196).  Samtidig  kan  de  med  udgangspunkt  i  empirisk  materiale  konstatere,  at  det  i  højere  grad  er  distancen  mellem  de  politiske  blokke,  som  er  afgørende,  således  at  i  lande,  hvor  blokkene,  og  dermed  partierne,  samles  på  midten,  er  volatiliteten  væsentligt   højere   (Ibid.:   208).   I   vores   optik   er   spørgsmålet   således,   om   også  vælgerens  opfattelse  af  partiernes  placering  har  betydning.    Valens-­issues  

Partiernes  placering   i   forhold   til  vælgeren  er  kun  relevant  så   længe,  der  er   tale  om   en   holdningssammenligning   på   områder,   hvor   der   er   uenighed   om   de  

35    

politiske   mål   og   værdier.   Er   der   derimod   tale   om   et   valens-­‐issue,   ligger  stridsspørgsmålet  ikke  ved  målet,  hvorfor  det  ikke  er  meningsfuldt  for  vælgeren  at  sammenligne  holdninger.  Alle  partier  såvel  som  vælgere  er  pr.  definition  enige  om   et   specifikt   mål   og   dermed   er   placeret   samme   sted   i   det   politiske   rum.  Således   ligger   kernen   i   valens-­‐issues   ved   midlet.   Vælgerens   adfærd   afgøres  derfor  af  en  vurdering  af,  hvem  der  er  mest  kompetent  til  at  opnå  det  fælles  mål.  Klassiske  eksempler  på  valens-­‐issues  er  bekæmpelse  af  arbejdsløshed  og  sikring  af   høj   økonomisk   vækst,   men   også   velfærdspolitiske   målsætninger   er  efterhånden  blevet  valens-­‐issues  i  en  dansk  kontekst  (Goul  Andersen  2007:  35).  Ved  sådanne  emner  baserer  vælgeren  sit  valg  på  hvilket  parti,  der  for  vælgeren  fremstår  mest  kompetent  til  at  til  at  løse  de  pågældende  problemer  og  dermed  opnå  målet.  Når   vælgeren   skal   stemme,   vil   det   således   ske   på   baggrund   af   en  kompetencevurdering  af  partierne,  som  bygger  på  partiets  faktiske  resultater  og  handlinger   (Borre   2007:   178).   Når   vælgeren   vælger   parti   ud   fra   en  kompetencevurdering  af  partiets  performance,  vil  tilknytningen  være  kortsigtet,  idet   den   kun   holder,   så   længe   partiet   fortsat   kan   præstere   (Petrocik   1996)13.  Dermed  er  det  forventeligt,  at  prioritering  af  valens-­‐emner  vil  fordre  ustabilitet.  Flere   dele   af   litteraturen   plæderer   for,   at   det   i   nyere   tid   i   stigende   grad   er  valensemner   frem   for   positionsemner,   som   er   afgørende   for   vælgeradfærden.  Dette  synspunkt  udspringer  af  de  udviklingstræk,  som  har  påvirket  rammerne  for  vælgeradfærden.  Antagelsen  er,  at  når  partisystemet  depolariseres,  og  partierne  nærmer  sig  konsensus,  vil  de  i  højere  grad  blive  vurderet  ud  fra  kompetence  end  ideologisk   placering   (Green   2007:   630).   Denne   antagelse   forstærkes   af,   at  vælgerne   i   tråd   med  moderniseringsteorien   i   nyere   tid   generelt   har   et   højere  videns-­‐   og   uddannelsesniveau,   hvilket   gør   dem   bedre   i   stand   til   at   forstå   og  bedømme   partier   og   dermed   ser   sig   i   stand   til   at   vurdere   partiernes  kompetence(Aardal  &  van  Wijnen  2005:  197-­‐198).  Teorien  fremfører  desuden,  at  valensemner  især  gør  sig  gældende  over  for  ustabile  vælgere  (Stokes  1992:  157-­‐158).      Når   vælgerne   skal   foretage   deres   kompetencevurdering   af   partierne,   kan   de  både   foretages   prospektivt   og   retrospektivt.   Den   retrospektive   vurdering  henviser   til  en  vurdering   foretaget  på  baggrund  af   tidligere  performance,  mens  den   prospektive   vurdering   bygger   på   fremadrettede   forventninger.   Den  prospektive   og   retrospektive   vurdering   er   dog   vævet   ind   i   hinanden,   idet   den  sidstnævnte   er   baggrunden   for   at   kunne   foretage   førstnævnte.   (Borre   2003a:  322;  Listhaug  2005;  Fiorina  1981;  Borre  2001:  110,  Lewis-­‐Beck  og  Paldam,  2000:  

                                                                                                               13  Kompetencespørgsmålet  genfindes  i  teorien  om  ’issue  ownership’  (Petrocik  1996),  hvor  pointen  er  “political  parties  can  ‘own’  an  issue  in  the  sense  that  voters  see  the  party  as  most  competent  in  handling  this  issue  or  as  having  the  ‘best’  policies  in  that  particular  area”  (Blomquist  &  Green  Pedersen  2004:  596).  Vælgerne  vil  således  stemme  på  det  parti,  de  anser  som  mest  kompetent  på  det  emne,  de  mener,  er  vigtigt.  Men  idet  vi  ikke  undersøger  specifikke  partiers  kompetencevurdering  på  specifikke  emner,  men  alene  generelt,  vil  teorien  om  issue  ownership  ikke  benyttes  i  specialet.  

36    

118;   Nannestad   1989:   19)14.   Således   vil   vi   heller   ikke   skelne   imellem   disse   to.  Ligeledes   involverer   den   retrospektive   tilgang   ikke   alene   en   vurdering   af   den  siddende  regering.  Således  antager  både  Down  (1957:  40)  og  Fiorina  (1977:  608),  at   vælgerne   overvejer   den   hypotetiske   performance   fra   oppositionen,   dvs.   en  vurdering   af   hvordan   de   ikke-­‐regerende   partier   ville   have   regeret,   idet   de  anskuer  ”the  difference  between  the  utility  income  he  actually  received  in  period  t  and  the  one  he  would  have  received  if  the  opposition  had  been  in  power”  (Down  1957:  40).  Vælgerne  vurderer   ikke  ud   fra  politisk   ideologi   eller  partitilknytning,  men   alene   ud   fra   en   rationel   evaluering   af   politikernes   gerninger   (Thomasson  2005:   17,   Harrop   &  Miller:   150,   Norris   1998:   xix,   Søderlund   2008:   218;   Borre  1989:  292).  Et  vigtigt  element  i  retningen  er,  at  vælgerne  i  valghandlingen  anses  for   at   afsige   dom   frem   for   at   udstede   ordrer.   På   valgdagen   straffes   den   ringe  performance,   mens   den   gode   belønnes,   hvorved   vælgerne   er   “judge   and  executioner”   (Key   1966:   77).   Vælgerne   vurderer   dermed   partierne   på   udførte  handlinger   frem   for   på   fremtidige   løfter.  Med   afsæt   i   Key   og  Down   fik   Fiorina  (1981)  for  alvor  teorier  om  retrospektiv  adfærd  frem  i  forskningen,  da  han  med  udgangspunkt   i   det   amerikanske   præsidentvalg   lancerede   sin   model   om  vælgeradfærd.  Selvom  den  retrospektive  stemmeadfærd  tidligere  hovedsageligt  havde  fokus  på  de  økonomiske  spørgsmål  (Stokes  1963),  opfattes  tilgangen  i  dag  som  dækkende  for  alle  emner,  idet  ”retrospective  voting  can  occur  on  any  kind  of  issue”   (Fiorina   1981:   19)15.   Fiorina   finder   empiriske   beviser   for   sine   teoretiske  forventninger  og  konkluderer,  at  “the  effects  of  retrospective  evaluations  on  the  vote  are  pervasive”  (Fiorina  1981:  175).    Analyser   af   danske   valg   i   eksempelvis   1994,   1998,   2001   og   2005   viser   således  også,   at   vælgernes   vurdering   af   partiernes   kompetence   på   bl.a.   sundheds-­‐området  har  betydning  for  valget  af  parti   (Goul  Andersen  1999;  Goul  Andersen  2003b,  Van  der  Brugge  &  Voss  2007;  Borre  &  Goul  Andersen  1997).    I  et  studie  af  de  nordiske  lande  konkluderer  Søderlund  (2008:  234),  at  vælgerne  var  ”likely  to  defect   if   they   thought   that   their   previously   endorsed   parties   had   performed  ‘poorly’”.  Han  påviser  således,  at  vælgernes  opfattelse  af  partiernes  overordnede  kompetence   har   stor   forklaringskraft   over   for   partivalg,   og   at   dette   kan   få  vælgerne   til   at   svigte   tidligere   partipræferencer.   De   teoretiske   og   empiriske  erfaringer  med  retrospektiv  stemmeadfærd  fører  derfor  til  en  forventning  om,  at  vælgerne   belønner   eller   straffer   de   politiske   partier   på   basis   af   tidligere  performance.  Graden  af   retrospektiv  stemmeadfærd  må  således   indvirke  på  de  danske   vælgeres   volatilitet,   da   en   tilkendegivelse   af   utilfredshed   med   det  tidligere   partivalg   i   denne   teori   medfører   volatilitet.   Da   det   danske   politiske  system  længe  har  været  fast  inddelt  i  to  opponerende  blokke,  er  der  ikke  megen  straf   i   at   skifte   til   et   parti   inden   for   samme  blok,   hvorfor  man   i   stedet   straffer  

                                                                                                               14  Spørgsmålet  om  retrospektiv  vs.  prospektiv  stemmeafgivning  er  en  kompleks  diskussion,  som  fordrer  en  større  gennemgang  (Listhaug  2005:  3;  Lewis-­‐Beck  &  Stegmaier  2007:  519).  Eftersom  nærværende  speciale  ikke  har  teoriafprøvning  eller  teoriudvikling  som  fokus,  vælger  vi  ikke  at  gå  nærmere  ind  i  denne  diskussion    15  Se  også  Borre  (2001:  111)  for  samme  konklusion  

37    

koalitionen   og   dermed   opnår   større   realpolitisk   betydning.  Med   udgangspunkt  heri  bliver  hypotesen  derfor:      Blokskiftere  påvirkes  af  kompetencevurdering      Nypolitisk  dimension      

Som   issue   voting-­‐teorien   foreskriver,   er   det   kun   de   mest   saliente   emner  afgørende  for  vælgeradfærden.  Således  er  prioriteringen  af  det  ene  emne  frem  for   det   andet   afgørende   for   det   endelige   partivalg.   I   den   sociologiske  teorigennemgang  påviste  vi,  hvordan  samfundsmæssige  udviklingstræk  har  skabt  en   teoretisk   forventning   om,   at   den   fordelingspolitiske   akse   i   stigende   grad   vil  blive   nedprioriteret   på   vælgernes   dagsorden   til   fordel   for   issues   på   den  værdipolitiske   akse   (Borre   2003b:   185,   Borre   2009:   13).   Således   har   der   i  litteraturen   de   senere   år   været   en   udbredt   opfattelse   af,   at   den  fordelingspolitiske  debat   ikke   længere  har  primat,   idet  en  ny  politisk  dimension  er  brudt   frem  (Borre  1995;  Borre  &  Goul  Andersen  1997;  Hildebrandt  &  Dalton  1978;   Inglehart   1977,   2007;   Goul   Andersen   et   al.   2007).   Definitionen   og  termerne  for  de  to  dimensioner  har  været  diskuteret  i  litteraturen,  mens  der  ikke  længere   synes   tvivl   om,   at  ændringer   i   vælgernes   prioritering   har   fundet   sted.  Vælgernes   partivalg   er   ikke   længere   alene   defineret   ud   fra   emner   på   den  gammelpolitiske  dimension,  men  må  også  forventes  at  være  orienteret  i  forhold  til  nypolitisk  emner.  Da  den  nypolitiske  dimension  ikke  løber  langs  den  klassiske  venstre-­‐højreskala,   vil   vælgere   der   prioriterer   nypolitiske   emner,   ikke  nødvendigvis  opfatte  et  partiskift  mellem  partier  på  hver  sin  side  af  den  klassiske  midte   som   et   blokskift.   Det   skyldes,   at   to   partier   der   på   den   gammelpolitiske  skala   vurderes   til   at   være   langt   fra  hinanden  godt   kan  betragtes   som  værende  tæt  på  hinanden  på  den  nypolitiske  dimension.    

38    

 Figur  2.4:  to  politik  dimensioner  og  partiernes  positioner  (Nielsen  2009:  1194)  

 I   dansk   valgforskning   har   disse   ændringer   også   vist   sig.   Siden   Worre   i   1987  konkluderede,   at   ”det   danske   system   overvejende   [er]   endimensionelt”   (Worre  1987:   76),   er   nypolitikkens   betydning   for   de   danske   vælgere   vokset   støt,   som  teorien   foreskriver.  Den  nypolitiske  dimension  er   kontinuerligt   siden  1990’erne  blevet   vigtigere   for   vælgerne   og   deres   partivalg   (van   der   Brugge  &  Voss   2007:  145).   Således   blev   den   værdipolitiske   dimension   vigtigere   end   den  fordelingspolitiske  dimension   ved  2001-­‐valget,   hvor  det   viste   sig,   at   partivalget  var   mere   afhængigt   af   vælgerens   holdning   til   de   nypolitiske   end   til   de  fordelingspolitiske  spørgsmål  (Borre  2003b:  182).    

I   en   dansk   kontekst   opfattes   de   nypolitiske   emner   at   omfatte   klassiske  ikke-­‐økonomiske  emner,  men  indeholder  samtidig  emner  som  lov  og  orden  samt  udenrigspolitik   (Borre   1995:   189).   Således   defineres   nypolitiske   emner   i   dansk  kontekst   som   miljø-­‐,   klima-­‐   og   energispørgsmål,   ligestilling   mellem   kønnene,  etiske   problemer   inden   for   eksempelvis   sundhed,   ulandsbistand,   lov   og   orden  samt  udlændinge-­‐  og  flygtningepolitikken,  hvor  især  sidstnævnte  har  domineret  den  værdipolitiske  dagsorden   i  Danmark   (Borre  1995:  1989;  Borre:  2003b:  172;  Borre  2009:  153).    

39    

Den   værdipolitiske   dimension   har   siden   1990   har   været   årsag   til   en  betydelig  andel  af  de  observerede  partiskift   i  Danmark   (van  der  Brugge  &  Voss  2007:  143,  Møller  Hansen  et  al.  2005:  69).  Dette  gælder  også  for  blokskifterne,  idet  vandringerne  mellem  regeringen  og  oppositionen  i  højere  grad  er  foregået  i  et   mønster   langs   den   nypolitiske   dimension   end   langs   den   gammelpolitiske  dimension   (Borre   1999e:   159).   Med   dannelsen   og   udbredelsen   af   en   ny  holdningsdimension  giver  både  teori  og  empiri  grobund   for  en   forventning  om,  at  en  andel  af  vælgernes  partivalg  er  påvirket  af  værdipolitikken.  Ydermere  kan  man   med   det   teoretiske   udgangspunkt   forestille   sig,   at   det   særligt   gør   sig  gældende  for  de  ustabile  vælgere,  der  skifter  blok,  idet  et  partiskift  kan  forklares  ud  fra  en  omprioritering  af  emner,  hvor  det  tidligere  valgte  parti  stemte  overens  med   holdninger   på   den   gammelpolitiske   akse,   men   ikke   på   den   nyligt  prioriterede  værdipolitiske  akse.  Dertil  kommer  at  vælgere,  der  orienterer  sig  på  den  nypolitiske  dimension,   ikke   forholder  sig   til,  at  de   foretager  et  skift  på  den  fordelingspolitiske  dimension  og  dermed   foretager  et   skift   imellem  de  politiske  blokke.  Dette  kan  eksemplificeres  ved  den  værdipolitisk  orienterede  vælger,  der  går   fra   Socialdemokratiet   til   Dansk   Folkeparti   og   dermed   foretager   et   skift   fra  den   socialistiske   blok   til   den   borgerlige   blok,   men   som   på   den   værdipolitiske  dimension  kan  anses  som  værende  inden  for  samme  blok.  Når  empirien  samtidig  viser,  at  især  vandringer  mellem  regering  og  opposition  er  påvirket  af  nypolitiske  emner,  giver  det  anledning  til  at  undersøge  forventningen  om,  at  blokskifterne  i  højere  grad  orienterer  sig  inden  for  den  nypolitiske  dimension:    Blokskiftere  prioriterer  nypolitiske  emner    Politikertillid  

Det  sidste  element,  vi  finder  det  væsentligt  at  fremhæve  inden  for  de  rationelle  teorier,   er   politisk   tillid.   Politisk   tillid   er   et   begreb  med   en   bred   indholdspalet,  blandt   andet   tillid   til   det   politiske   system,   til   systemets   indretning,   til   centrale  politiske  institutioner,  til  regimets  performance  og  til  de  politiske  principper  og  til  de   politiske   repræsentanter   (Levinsen   2003:   147-­‐149).   I   Eastons   politiske  systemteori   indgår   begrebet   politisk   support,   som   er   beslægtet   med  tillidsbegrebet  og  henviser  til  borgernes  tilslutning  til  det  politiske  system  og  dets  aktører   (Easton   1965).   Begreberne   tilslutning/support   og   tillid   opfattes   i  litteraturen   gerne   som   overlappende,   hvilket   også   er   tilfældet   her   (Goul  Andersen  2004:  250;  Borre  &  Goul  Andersen  1997:  301;   Levinsen  2003:  148).   I  nærværende  kontekst  opfatter  vi  politisk  tillid  alene  som  tillid  til  politikerne  eller  ’politikertillid’16.    

Ifølge   Miller   &   Listhaug   (1999)   er   politisk   tillid   et   resultat   af   graden   af  indfrielse  af  borgernes  normative  forventninger  til  politikerne,  og  det  er  således  borgernes   individuelle   vurdering,   der   skaber   den   politiske   (mis)tillid.   Dette  stemmer   overens   med   den   fortolkning,   der   præsenteres   af   Det   danske                                                                                                                  16  Vi  fravælger  at  undersøge  tillid  til  systemet,  da  symptomer  herpå  opfattes  som  visende  sig  ved  svingninger  i  valgdeltagelsen,  der  i  dansk  kontekst  ikke  er  væsentligt  for  nedadgående  (Elklit  et  al.  2005  100-­‐102)  

40    

Valgprojekt,   hvor   der   fremføres,   at   ”it   is   the   discrepancy   between   what   the  individual  wants  his/her  government  to  do  and  what  it  is  actually  doing  which  is  hypothesised  to  reduce  support.”  (Borre  &  Goul  Andersen  1997:  301).  Således  er  tillid   i   denne   forståelse  et  udtryk   for   en   rationel   kalkule   fra   vælgerens   side,   og  politisk   mistillid   opstår,   når   vælgerne   er   skuffede   over   politikerne   og   deres  performance   (Citrin   1974:   973).   Dermed   er   mistillid   frem   for   alt   politisk  begrundet,   idet   de   politiske   præferencer   influerer   vælgernes   evaluering  (Svensson   1989:   371;   Nielsen   1999:   239).   I   denne   optik   kunne   man   derfor  forvente   en   større   andel   vælgere   med   politisk   mistillid   blandt   de   ustabile  vælgere,  idet  skiftet  kan  ses  som  tegn  på  utilfredshed.    

I   litteraturen   er   politisk   mistillid   da   også   ofte   kædet   sammen   med  vælgervandringer   og   ustabilitet.   Valg  med   usædvanlige   store   vælgervandringer  ses   oftest   som   et   udtryk   for   vælgerens   mistillid.   Ifølge   hypotesen   om   ’the  frustrated  floating  voter’  hænger  lav  tillid  sammen  med  utilfredshed,  hvorfor  der  er  empiriske  tegn  på,  at  vælgervandringer  på  det  individuelle  niveau  er  udløst  af  lavt  tillidsniveau  (Zelle  1995;  Anderson  1998).    

Ydermere   er   litteraturen   de   senere   år   blevet   opmærksom   på,   at   den  politiske  mistillid  kan  kædes  sammen  med  en  generel  højredrejning  (Meret  2003:  383).  De  nye  højrepartier  siges  i  højere  grad  end  de  store  klassiske  partier  i  stand  til   at   opfange   vælgernes   signaler,   hvorfor   øget   mistillid   har   medvirket   til  fremgang  for  den  yderste  højrefløj,  hvilket  potentielt  medfører  flere  blokskiftere.  Finder  vi  resultater  der  bekræfter  vores  hypotese,  om  at  politisk  mistillid  skal  vi  dog  med  udgangspunkt  heri  være  opmærksomme  på,  at  det   ikke  blot   indikerer  en  højredrejning.    Niveauet   af   politisk   tillid   har   traditionelt   været   højt   i   Danmark.   De   store  vælgervandringer  ved   jordskredsvalget   i  1973  var  dog   i  manges  optik  et  udtryk  for  en  vælgerskare  med  manglende  politisk  tillid,  hvilket  da  også  gav  sig  til  udtryk  i  analyser  af  valget  (Borre  &  Goul  Andersen  1997:  302).  Senere  undersøgelser  af  danskernes  politiske   tillid  viser  dog  et  billede  af  en  befolkning  med  generel  høj  tillid   til   politikerne.   Ved   2005-­‐valget   var   der   således   68   pct.   med   tillid   til  politikerne,   hvilket   ligger   helt   på   linje   med   vurderingerne   ved   2001-­‐valget   og  1998-­‐valget   (Andersen   2007:   336;  Nielsen   1999e;   Andersen   1999).   I   forhold   til  tidligere   år   er   der   tale   om  en   stigende   tendens,   idet   danskernes   politiske   tillid  siden  1990  er  vokset  støt  (Andersen  &  Borre  2003c).  Den  positive  udlægning  af  danskernes  politiske  tillid  dækker  over,  at  der  samtidig  er  en  anseelig  andel  af  de  danske   vælgere,   der   ikke   har   tillid   til   politikerne.   I   2001   var   der   34   pct.   som   i  mindre   grad   havde   tillid   politikerne,   og   samme   billede   gjorde   sig   gældende   i  andre  år  (Andersen  &  Borre  2003c:  403).  Med  udgangspunkt   i  denne  gruppe  af  vælgere   kombineret   med   de   teoretiske   forudsigelser   om   sammenhængen  mellem   tillid   og   volatilitet,   finder   vi   det   derfor   interessant   at   undersøge   om  blokskifterne  er  præget  af  et  lavere  tillidsniveau.  Derfor  bliver  hypotesen:      Blokskiftere  har  lav  tillid  til  politikerne      

41    

På  baggrund  af  den  ovenstående  teoretiske  gennemgang  står  det  klart,  at  med  den  senere  tids  fokus  på  afmatningen  af  klassebestemt  stemmeadfærd  og  fald  i  partiidentifikation,   har   den   rationelle   teoris   individfokus   haft   stor  gennemslagskraft.   Den   rationelle   teori   bidrager   med   en   række   væsentlige  elementer,   som   kan   bidrage   positivt   til   at   belyse   og   forklare   ustabil  vælgeradfærd.   Teorien  har   dog  også   været   udsat   for   flere   kritiske   røster.  Hvor  den   rationelle   teori   har   kritiseret   andre   teorier   for   deres   socialdeterministiske  syn  på  vælgeradfærd,  kritiseres  den  rationelle  teori  modsat  for,  at  den  ikke  tager  højde   for   den   sociale,   psykologiske   og   kulturelle   kontekst   vælgeren   indgår   i  (Heywood   2007:   268).   Præmissen   om   den   fuldt   ud   rationelle   vælger   giver   da  også  teorien  problemer,  idet  den  med  dette  som  udgangspunkt  har  svært  ved  at  forklare,  hvorfor  folk  i  det  hele  taget  stemmer,  det  såkaldte  paradox  of  voting.  I  en   forenklet   form   ligger  der   i  dette  paradoks,  at  man  med  udgangspunkt   i  den  rationelle  vælger  ikke  kan  forklare,  hvorfor  folk  stemmer,  idet  omkostningen  ved  at   stemme   ikke   er   indsatsen   værd,   da   sandsynligheden   for   at   influere  valgresultatet   er   forsvindende   lille   (Down   1957).   Ved   at   opfatte   selve  valghandlingen  som  værdifuld  i  sig  selv,  dvs.  at  vælgeren  har  en  præference  for  at   stemme,   vil   individet   ifølge   Carmines   &   Huckfeldt   (1996:   225-­‐227)   stadig  kunne   opfattes   som   nyttemaksimerende   og   den   rationelle   teori   stadig   have  forklaringskraft  på  dette  punkt17.    

En   anden   relevant   begrænsning   i   teorien   er   dens   mangelfulde   fokus   på  holdningsdannelsen.   Store   dele   af   det   teoretiske   felt   kan   ikke   forklare,   hvorfra  holdninger   stammer   og   dannes.   Dog   har   de   mest   klassiske   rational   choice-­‐fortolkninger   af   teorien   svar   herpå   qua   dens   fokus   på   den   økonomiske  nyttemaksimering,  men  dette  gør  sig  som  nævnt  ikke  gældende  for  issue  voting-­‐teorierne.   Denne   forklaring   må   dog   anses   som   mangelfuld,   idet   økonomien   i  gennem  1990’erne  empirisk  har  vist  sig  ikke  at  have  betydning  for  valgresultatet,  idet  andre  issues  har  været  afgørende  (Borre  2003a:  316).      

 2.4  Opsummering  

Med  udgangspunkt  i  den  teoretiske  og  empiriske  gennemgang  har  vi  ekstraheret  i   alt   syv   hypoteser,   som   vil   strukturere   analysen   af   de   blokskiftende   vælgere.  Grundet  de  sociologiske  teoriers  manglende  fokus  på  og  forklaringskraft  over  for  ustabilitet   og   korttidsfaktorer,   samt   deres   orientering   mod   makroniveauets  sociale  strukturer  udleder  vi  kun  en  enkelt  hypotese  herfra:    

Blokskiftere  påvirkes  af  visse  socioøkonomiske  faktorer.    

 For   så   vidt   angår   den   socialpsykologiske   tilgang   viser   den   teoretiske  gennemgang,   at   det   især   er   de   nyere   dele   af   teorien,   som   har   relevans   for  

                                                                                                               17  Dette  paradoks  vil  ikke  blive  diskuteret  yderligere,  litteraturen  byder  på  gennemgribende  debat  om  dette  emne  fx  Down  (1957)  og  Ferejohn  &  Fiorina  (1974)  

42    

blokskiftere,   idet   der   her   er   et   større   fokus   på   volatile   vælgermønstre.   Den  socialpsykologiske  skole  har  således  bidraget  med  to  hypoteser:      

Blokskiftere   har   lav   politisk   involvering   og   lavt   forbrug   af   politiske  

budskaber    

Blokskiftere  er  påvirkede  af  sympati  for  den  politiske  leder  

 De   rationelle   teorier   om   vælgeradfærd   anser   sig   i   kraft   af   det   teoretiske  udgangspunkt   individet   som   frisat   fra   determinerende   faktorer,   hvorfor   denne  tilgang  er  særdeles  anvendelig  til  at  forklare  bevægelser  hos  vælgerne.  Derfor  er  det   ikke   overraskende,   at   det   netop   er   under   denne   kategori,   vi   finder   det  frugtbart  at  udlede  flest  hypoteser.   I  alt  fire  hypoteser  om  blokskifteren  ønskes  afprøvet:      

Blokskiftere  opfatter  partisystemets  ideologiske  bredde  som  smal  

Blokskiftere  påvirkes  af  kompetencevurdering  

Blokskiftere  prioriterer  nypolitiske  emner  

Blokskiftere  har  lav  tillid  til  politikerne  

   

43    

 

 

 

 

 

 

3.  Metode  

I   nærværende   afsnit   vil   vi   se   nærmere   på   de   benyttede   data,   og   der   vil   blive  redegjort  for  specialets  metodologiske  overvejelser.  Herunder  vil  der  blive  taget  stilling   til   en   række   metodologiske   spørgsmål   vedrørende   det   empiriske  datamateriale  og  den  valgte  metode,  logistisk  regressionsanalyse.  Vi  vil  desuden  anskueliggøre,   hvorledes   disse   valg   kan   influere   på   den   senere   analyse   samt  analysens  resultater.  Dette  afsnit  vil  således  danne  den  metodologiske  baggrund  for  specialets  analyse.  

Undervejs   vil   der   blive   redegjort   for   vores   reliabilitets-­‐   og  validitetsovervejelser,   samt   diskuteret,   hvad   vores   metodiske   valg   har   af  konsekvenser  herfor.  Validiteten  henviser  til,  om  vi  måler  det,  vi  ønsker  at  måle,  og   om   svarene   på   spørgsmålene   passer   på   de   kriterier,   som  man   har   opstillet  (Fisker  et  al.   2002:  32).  Her   skelnes  mellem   intern  og  ekstern  validitet.   Ekstern  validitet  berører  spørgsmålet  om,  hvorvidt  vi  kan  generalisere  vores  fund  til  hele  populationen.   Vurderer   vi   vores   resultater   som   eksternt   valide,   kan   vi   i   vores  tilfælde,  dermed  generalisere   til  danske  vælgere   i  det  omfang,  at   stikprøven  er  repræsentativ.   Intern   validitet   henviser   til   om  data   udtrykker   virkeligheden   for  de  studerede  enheder,  og  om  det  er  de  korrekte  variable,  vi  udvælger  til  at  teste  de  teoretiske  begreber,  eller  om  vi  i  virkeligheden  måler  noget  andet.  

Reliabiliteten   henviser   til   analysens   pålidelighed   og   er   et   udtryk   for,   om  man   kan   stole   på   en   empirisk   undersøgelse   og   relaterer   sig   til   overvejelser  omkring   respondenternes   svar,   herunder   om   respondenterne   forstår,   det   de  

44    

bliver  spurgt  om,  svarer  ærligt,  og  om  de  kan  huske  tidligere  handlinger  korrekt.  Hvis   andre   undersøgelser   af   samme  emne   giver   samme   resultat,   kan  man   tale  om  høj  reliabilitet.  I  kvantitative  undersøgelser  som  denne,  der  baserer  sig  på  et  større  datamateriale,  er  der   i  udgangspunktet  tale  om  statistisk  reliabilitet,  hvis  undersøgelsen   er   repræsentativ.   Dette   betyder   samtidig,   at   gentager   men   en  given  undersøgelse  og  når  frem  til  samme  resultater,  har  undersøgelsen  absolut  reliabilitet   (Fisker   et   al.   2002:   282).   Idet   vi   foretager   samme   undersøgelse   ved  flere  valg,  vil  vi  kunne  vurdere  vores  resultaters  reliabilitet  ud  fra,  om  resultatet  genfindes  ved  valgene.    

3.1  Data  

Analysen   af   de   blokskiftende   vælgere   er   baseret   på   datamateriale   fra  folketingsvalgene   1998,   2001   og   2005   stillet   til   rådighed   af   Det   danske  Valgprojekt.  Det  danske  valgprojekt  har  siden  folketingsvalget  i  1971  gennemført  omfattende   vælgeranalyser   ved   samtlige   folketingsvalg.   Valgundersøgelserne  består   af   en   hovedundersøgelse,   der   ofte   følges   af   supplerende   undersøgelser  som  paneldata  og  kombinationsundersøgelser  om  eksempelvis  socioøkonomiske  forhold  (Rathlev  et  al.  2003:  427-­‐428).  

Vi   har   valgt   at   benytte   hovedundersøgelsen   fra   valgene   1998,   2001   og  2005,  eftersom  det  er  det  nyeste  materiale,  der  er  tilgængeligt18.  Valgprojektets  hovedundersøgelse  er  en  tilfældigt  udvalgt  stikprøve  bestående  af  et  større  antal  tilfældigt   udvalgte   respondenter   (Rathlev   et   al.   2003:   430),   henholdsvis   2001  respondenter   i   1998,   2026   respondenter   i   2001   og   2264   respondenter   i   2005.  Respondenterne   i   undersøgelsen   er   alle   herboende   personer   med   bopæl   i   en  privat   husstand   og   med   stemmeret   (Tobiasen   1999:   292).   Respondenterne  interviewes  om  en  lang  række  spørgsmål,  der  blandt  vedrører  partivalg  ved  det  nuværende   og   forrige   valg   samt   deres   holdninger   til   en   række   forskellige  politiske   emner.   Dertil   kommer   en   række   spørgsmål   til   respondentens  socioøkonomiske   forhold.   Stikprøven   er   uafhængig,   da   respondenterne   i  hovedundersøgelsen   udvælges   fra   valg   til   valg.   Ud   over   hovedundersøgelsen  foretages   også   en   mindre   panelundersøgelse,   hvor   respondenterne  geninterviewes   efter   hvert   folketingsvalg.   Panelundersøgelsen   respondenter  indgår  i  hovedundersøgelsen.    

3.1.1  Dataindsamling  

Valgprojektets   hovedundersøgelser   er   en   tilfældig   udvalgt   stikprøve   ud   fra   et  antal  adresseklynger,  såkaldt  stratificeret  klyngeudvælgelse  (Goul  Andersen  et  al.  2002:  7).   Indsamlingsperioden  har   for  de  valgte  år   forløbet  over  en  periode  på  mellem  70  og  90  dage  (Goul  Andersen  et  al.    1999:  6;  Goul  Andersen  et  al.  2002:  5,   Goul   Andersen   et   al,   2005a:   6   ).   Undersøgelserne   er   udført   som  besøgsinterviews  med  en  længde  på  ca.  en  time  per  respondent.  Interviewet  er  

                                                                                                               18  Valgdata  fra  2007  valget  er  endnu  ikke  offentligt  tilgængeligt.  

45    

foretaget   ud   fra   fuldt   strukturerede   spørgeskemaer,   hvor   størstedelen   af  spørgsmålene   er   lukkede   (Rathlev   et   al.   2003:   429).   Lukkede   spørgsmål   med  faste  svarkategorier  gør  det  lettere  at  sammenligne  respondenternes  svar.  De  få  åbne  spørgsmål,  der  findes,  er  efterfølgende  blevet  kodet,  så   identiske  svar  har  fået  samme  værdi.  Spørgeskemaerne  er  ikke  helt   identiske  ved  de  tre  valg,   idet  nogle   spørgsmål   er   fjernet,   mens   andre   er   tilføjet.   Hvorledes   vi   forholder   os  hertil  vil  blive  berørt  i  operationaliseringen.    Gennemførelsesprocenten   for  de   valgte  år   er  58  pct.   for  1998   (Tobiasen  1999:  292);   58,7   pct.   for   2001   (Rathlev   et   al.   2003:   430)   og   53,2   pct.   i   2005   (Goul  Andersen   et   al.   2005:   12).   En   gennemførelsesprocent   på   ca.   53-­‐58   pct.   ligger  væsentligt  under  de  70  pct.,  man  søger  at  tilstræbe  i  valgundersøgelserne  (Goul  Andersen  et  al.  2002:  8).  En  undersøgelses  gennemførelsesprocent  har  betydning  for   repræsentativiteten   og   dermed   generaliserbarheden.   Dette   skyldes   blandt  andet   en   mulig   risiko   for   systematik   i   bortfaldet,   som   kan   derfor   medføre   en  over-­‐   eller   underrepræsentativitet   af   bestemte   grupper   og   dermed   en   skæv  fordeling.  

3.1.2  Repræsentativitet  

Grundet  de   lave  gennemførelsesprocenter  ved  stikprøverne,  er  datamaterialets  repræsentativitet   blevet   analyseret   mere   dybdegående   i   forlængelse   af  undersøgelserne  alle  tre  år.  I  valgundersøgelsen  af  1998-­‐valget  er  der  ifølge  den  tekniske   rapport   et   par   anormale   repræsentative   afvigelser,   man   bør   være  opmærksom   på.   I   kønsfordelingen   observeres   der   en   overrepræsentation   af  mænd,   og   i   partifordelingen   springer   især   underrepræsentation   af  Socialdemokratiets   vælgere   i   øjnene   (Tobiasen   1999:   293).   Men   en   forsøgsvis  vægtning,   der   er   foretaget   som   et   led   i   datakontrollen,   giver   ikke   signifikant  anderledes   resultater   (ibid.:   294).     Ved   2001-­‐valget   viser   valgundersøgelsens  analyse   af   repræsentativiteten,   at   der   er   en   mindre   overrepræsentativitet   af  politisk   interesserede   respondenter,   der   dog   ikke   menes   at   påvirke  undersøgelsesresultaterne.   Med   hensyn   til   partipolitisk   skævhed   er   der   en  underrepræsentation  af  de   to   folkepartier,  henholdsvis  DF  og  SF   (Rathlev  et  al.  2003:  433-­‐37).  

Stikprøven  fra  2005  har  den  laveste  gennemførelsesprocent,  og  her  findes  en  række  aspekter,  der  kan  være  problematiske  for  analysen.  Demografisk  er  der  en   underrepræsentation   af   personer   under   39   år   og   en   overrepræsentation   af  personer  mellem  50  og  59  år  (Goul  Andersen  et  al.  2005:  30).  Normalt  vil  disse  skævheder  ikke  have  betydning  for  analysen,  men  med  dettes  speciale  specifikke  snit   kan   netop   alder   have   en   mulig   betydning   for   analysens   resultater.  Partipolitisk   anses   2005   stikprøven   for   at   være   bedre   end   stikprøven   fra   2001  (Goul  Andersen  et  al.  2005:  33-­‐35).      

46    

 Vægtning  

Som   det   redegøres   for   ovenfor   vil   der   i   en   udtaget   stikprøve   ofte   forekomme  skævheder   mellem   stikprøvens   respondenter   og   individerne   i   den   population,  som   stikprøven   repræsenterer.   Da   man   ofte   kender   den   faktiske  sammensætning   af   populationen   på   en   række   variable   (fx   køn,   alder,   og  partivalg),  er  der  en  mulighed  for  at  korrigere  for  disse  skævheder  for  derved  at  opnå  en  mere  repræsentativ  stikprøve.  En  sådan  korrektion  sker  via  en  vægtning  af   data   efter   politiske   og/eller   demografiske  mål.  Men   vægtning   er   en   usikker  proces   og   et   tveægget   sværd.   Vægter   man   ikke,   risikerer   man   misvisende  resultaterne.   Men   vægter   man,   risikerer   man   i   værste   fald   nye   fejl   (Nielsen  1999a:  50-­‐51).  Winship  og  Radbill  (1994)  understreger,  at  man  nøje  bør  overveje,  om  man   vægter   data,   og   at   der   kun   bør   gøres,   hvis  man   har   at   gøre  med   en  meget  skæv  sample.    

I  valgundersøgelsens  publikation  fra  1999  skriver  Nielsen  i  tråd  hermed,  at  problemet  med  repræsentativiteten  er  størst,  hvor  materialets  forskydninger  er  små,  hvilket   i  hans  analyse  understøttes  af,  at  vægtningen   ingen  forskel  gør  for  resultatet   af   vælgerforskydninger   (Nielsen   1999a:   51).   Ligeså   benytter   Møller  Hansen  et  al.  heller  ikke  vægtede  data  i  undersøgelsen  af  de  ustabile  vælgere  fra  2005  valget  (Møller  Hansen  et  al.  2007).  På  baggrund  heraf  vælger  vi  derfor  ikke  at  vægte.  

3.1.3  Erindringsoplysninger    

Såkaldt   recall-­‐data   er   behæftet   med   validitetsproblemer,   idet   man   ikke   kan  forvente  respondenterne  husker  korrekt   (Kristensen  1987:  319).  Som  beskrevet  tidligere  strakte  indsamlingsperioden  sig  over  en  periode  på  70-­‐90  dage.  Dette  er  mindre   hensigtsmæssigt,   da   flere   af   spørgsmålene   relaterer   sig   til  respondenternes   hukommelse   og   holdning.   Det   bør   efterstræbes,   at  interviewene   foretages   hurtigt   efter   valghandlingen,   for   at   vælgerne   ikke   har  ændret   holdning   i   forhold   til   valgdagen   eller   er   påvirket   af   politiske   tiltag  iværksat   efter   valget.   Ligeledes   er   det   vigtigt,   at   respondenterne   kan   genkalde  hvilke  overvejelser,  de  havde  om  deres  valg.  

Med   udgangspunkt   i   specialets   problemstilling   er   især   spørgsmålet   om  tidligere  partivalg  og  erindringen  heraf  afgørende.  Da  vi   ikke  bruger  paneldata,  og  dermed  ikke  følger  den  samme  vælgergruppe  ved  hvert  valg,  bygger  vi  vores  analyse   på   erindringsoplysninger   og   er   som   følge   heraf   afhængige   af,   at  respondenternes  giver  sandfærdige  oplysninger  om  deres  valg.  Generelt  kan  det  siges,  at  brug  af  indsamlede  oplysninger  om  tidligere  handlinger  omfatter  en  vis  usikkerhed,   da   svarene   ikke   nødvendigvis   afspejler   den   reelle   handling.   Det   er  ikke   sikkert,   at   respondenten   taler   sandt  eller   kan  huske  hvad  han/hun   stemte  ved  sidste  valg,  hvilket  er  et  anerkendt  problem  i  valgundersøgelser  (Fisker  et  al.  2002:  32).    

Når  man  undersøger  folks  handlinger,  må  man  derfor  være  bevidst  om,  at  der  ikke  altid  er  overensstemmelse  mellem  ord  og  handling.  Ord  kan  give  udtryk  

47    

for,   hvordan  man  mener   det   bør   være,   eller   hvordan  man   husker   det,   i   dette  tilfælde,  hvad  man  erindrer  at  have  stemt  på  (Ibid.:  32).  Da  vores  undersøgelse  netop  bygger  på  disse  erindringsoplysninger,  er  dette  noget,  vi  skal  være  ekstra  bevidste   om,   og   som   kan   have   en   potentiel   betydning   for   validiteten.   Denne  tendens   gør   sig   også   gældende   for   sofavælgerne,   der   næsten   altid   er  underrepræsenteret,  da  få  indrømmer,  at  de  ikke  stemte.  I  2005  var  der  således  kun   5,4   pct.   erklærede   sofavælgere,   mens   der   ved   valget   var   18,3   pct.  sofavælgere   (Ibid.:   35).   Samme   tendens   viser   sig   også   ved   partivalg,   hvor  respondenterne  ikke  altid  står  ved  deres  valg,  idet  eksempelvis  Dansk  Folkeparti  altid   får   flere   stemmer   ved   valgene   end   hvad   valgundersøgelser   og  opinionsmålinger   viser   (Goul  Andersen  et   al.   2005:  35).  Dette  gælder  dog  også  for  partivalg  generelt,   idet  vælgerne  har  svært  ved  at  huske  deres  partivalg  fire  år   tilbage,   og   undersøgelser   viser,   at   dette   i   udpræget   grad   gælder   for   de  vælgere,   der   har   skiftet   parti.   Der   er   derfor   en   tendens   til   underestimering   af  partiskift   i  valgundersøgelsens  resultater   (Nielsen  1999a:  50).  Ved  valget   i  2001  viser  tallene  således,  at  omfanget  af  bruttoforskydninger  er  ca.  fem  procentpoint  højere  for  paneldata  end  for  erindringsoplysninger  (Nielsen  og  Risbjerg  Thomsen  2003b:   63).  Denne   form   for   ’over-­‐claiming’   ses  dog   stærkest   i   forbindelse  med  valgdeltagelsen  og  anses  ellers  ikke  som  et  problem  i  dansk  sammenhæng  (Ibid.:  28)  

Da   ingen   ved,   hvor   mange   blokskiftere   og   partiskiftere,   der   reelt   er   i  Danmark,  er  det  ikke  muligt  for  os  at  undersøge,  om  stikprøven  præcis  afspejler  det  samlede  vælgerkorps,  eller  om  der  er   tegn  på,  at   flere  respondenter  burde  have  ’meldt  sig’  som  blokskiftere.  I  mangel  af  bedre  har  vi  sammenlignet  tallene  i  vores  stikprøver  med  de  tal,  vi  har  fundet  i  valgprojektets  publikationer.  Tallene  fra   Det   danske   Valgprojekt   udgivelser   bygger   nemlig   ofte   både   på  hovedundersøgelsen   og   en   række   supplerende   undersøgelser,   fx  gallupundersøgelser  (Goul  Andersen  &  Borre:  5).  I  1998  er  der  ifølge  Det  danske  Valgprojekt  8  pct.  der  skifter  blok  (Nielsen  1999a:  54),  i  vores  stikprøve  er  der  7  pct.   Det   danske   Valgprojekt   rapporterer   14   pct.   blokskiftere   i   2001   (Nielsen  &  Risbjerg  Thomsen  2005b:  63),  ligeså  finder  vi  14  pct.  I  2005  viser  vores  stikprøve  og  tallene  fra  Det  danske  Valgprojekt  begge  9  pct.  blokskiftere  (Møller  Hansen  et  al.  2007:  65).  Vi  skal  dog  alligevel  være  os  bevidst,  at  antallet  af  blokskiftere  kan  udgøre  en  større  andel  af  befolkningen,  end  stikprøven  viser.    

3.1.4  Opsummerende  om  datamaterialet      

På   baggrund   af   overstående   mener   vi   ikke,   at   der   er   grundlag   for   at   betvivle  materialets   kvalitet.   Vi   vil   dog   være  bevidste  om  visse   aspekter   undervejs.  Det  skal   afsluttende   pointeres,   at   Det   danske   Valgprojekt   står   bag   de   bedste   og  eneste  tilgængelige  data,  der  findes  om  vælgeradfærd  i  dansk  sammenhæng.  Al  dansk  forskning  af  vælgere  og  vælgeradfærd  benytter  således  disse  data,  hvorfor  vi  naturligvis  også  finder  det  tilfredsstillende  til  brug  i  nærværende  speciale.    

48    

 

3.2  METODE  

I  det  følgende  afsnit  vil  se  nærmere  på  brugen  af  logistisk  regressionsanalyse,  og  forudsætningerne  herfor  vil  blive  testet.    

3.2.1  Logistiske  regressionsanalyse  

Som   vi   senere   vil   beskrive   i   analysedesignet   arbejder   vi   med   tre   dikotomiske  binære   afhængige   variable,   hvorfor   vi   benytte   binære   logistisk  regressionanalyse,   da   denne   er   specielt   anvendelig   hertil.   Hensigten   med   den  logistiske   regressionsanalyse   er   at   forudsige   respondenternes   placering   på   den  afhængige  variabel  på  baggrund  af  karakteristika  på  de  uafhængige  variable.  På  baggrund   af   regressionsanalysen   undersøges   faktorer,   der   påvirker  sandsynligheden   for   at   en   given   handling,   eksempelvis   blokskift   (model   1).  Sandsynligheden  (P)  er  givet  ved  følgende  generelle  ligning:              e   angiver   residualerne.   Residualet   er   defineret   som   forskellen   mellem   de  observerede  og  forventede  værdier  og  angiver  den  variation  i  for  eksempel  blok-­‐  og   partiskift,   som  modellen   ikke   kan   forklare.  Med   statistiske  modeller   kan   vi  udtale  os  om,  hvorfor  nogle  vælgere  skifter  blok,  andre  bare  parti,  samt  hvorfor  andre   forbliver   stabile   i   deres   valg   af   parti.   Det   er   netop   denne   varierende  ustabile   adfærd   blandt   de   danske   vælgere,   som   vi   søger   at   modellere.   Med  modellerne   kan   vi   estimere   de   sandsynlige   valghandlinger.   Regressionanalysen  er  en  modellering  af  sammenhænge  mellem  ustabil  vælgeradfærd  og  en  række  baggrunds-­‐   og   holdningsfaktorer.   Sagt   på   en   anden   måde   kan   modellerne  fortælle  os,  hvilke  faktorer,  der  har  betydning  for  om  danskerne  skifter  blok  eller  parti.    

Regressioner  er  estimeret  ved  brug  af  maksimum  likelihood,  hvilket  vil  sige,  at   modellen   estimeres   ud   fra   et   princip   om   forskelle   imellem   de   observerede  værdier  og  forventede  værdier  (Agresti  &  Finlay  1997:  387).      Forudsætningerne   for   logistisk   regressionsanalyse   gennemgår   vi   nedenfor.   De  faktorer,  der  skal  indgår  i  modellen,  operationaliserer  vi  i  det  følgende  kapitel.    

3.2.2  Forudsætninger  for  logistiske  regressionsanalyse  

Forudsætninger   for   logistisk     regressionsanalyse  adskiller   sig  på   flere  måder   fra  den  lineære    regressionsanalyse,  og  sammenhængen  behøver  ikke  være  lineær.  I  de   følgende   afsnit   vil   vi   teste   for   nogle   af   de   forudsætninger,   som   brugen   af  logistisk    regressionsanalyse  kræver.    

49    

 

50    

 Outliers  og  særligt  indflydelsesrige  cases    

En  vigtig  forudsætning  for  korrekt  logistisk  regressionsanalyse  er,  at  der  ikke  må  være   outliers   eller   særligt   indflydelsesrige   cases,   da   disse   kan   have  uhensigtsmæssig  stor  indflydelse  på  modellen  (Garson  2009).    

Dette   har   vi   undersøgt   via   den   lineære   regressionsanalyse,   hvor   vi   har  testet  vores  fire  modeller  i  forhold  til  de  uafhængige  variable.  Vi  benytter  to  mål  for   at   sikre   os,   at   der   ikke   er   outliers   eller   særligt   indflydelsesrige   cases.   Det  første  mål  er   ’Cook’s  distance’,  der  måler  den  overordnede   indflydelse  af  cases  på  modellen.  Hvis  denne  værdi  er  højere  end  1,  er  der  grund  til  bekymring  (Field  2005:   727).   Ingen   af   værdierne   i   nogen   af   vores   fire  modeller,   testet   i   alle   tre  valg,  er  over  1.  En  oversigt  over  samtlige  resultater  findes  i  bilag  9.3.1,  men  som  et   eksempel   kan   fremhæves,   at   testen   af  model   2   i   2005   har   Cook’s   distance  værdier   på   mellem   0,000   og   0,008.   Hvilket   betyder,   at   der   ikke   er   grund   til  bekymring.    Det  andet  mål,  vi  må  se  på,  er  ’leverage’.  Dette  undersøger  outcome-­‐variablens  observerede  værdi   i   forhold   til  den   forudsagte  værdi.  Dette   tal   ligger  mellem  0  og   1,   hvor   0   betyder,   at   casen   ingen   indflydelse   har,   og   1   betyder,   at   den   har  komplet   indflydelse   på   forudsigelsen.   Vores   modeller   giver   heller   ikke   her  grundlag   for   bekymring,   idet   værdierne   lever   op   til   det   anbefalede.   Samtlige  resultater  herfor  findes  i  bilag  9.3.1    På  baggrund  af  disse  to  test  konkluderer  vi  således,  at  der  ikke  er  nogen  outliers  eller  særlige  indflydelsesrige  cases,  som  vi  bør  tage  specielle  forbehold  overfor.        Multikollinearitet  

Multikollinearitet   opstår,   hvis   nogle   af   de   uafhængige   variable   korrelerer  uhensigtsmæssigt  med  hinanden,  det  vil   sige  korrelerer   i  en  sådan  grad,  at  det  forstyrrer  estimeringen  af  modellen  (Garson  2009).  Multikollinearitet  betyder,  at  en   enkelt   uafhængig   variabel   kan   bestemme   mere   eller   mindre   af   de   øvrige  uafhængige  variable.  Er  multikollineariteten  mindre  end  perfekt  kan  dette  skabe  problemer   i   estimeringen   af   regressionsparametrene,   da   flere   variable   således  måler   det   samme.   En   meget   høj   multikollinearitet   kan   således   medføre  problemer   som   øgede   standardfejl   og   overdrevne   β-­‐koefficienter.   Problemer  med  multikollinearitet  opstår  sædvanligvis,  hvis   ’tolerancen’  er  under  0,2   (Field  205:747).   Er   alle   variable   over   0,2   anses   der   ikke   at   være   alvorlige   problemer  med  den  pågældende  variabel.    

Testen   af   alle   fire  modeller   i   alle   tre   år   findes   i   bilag   9.3.2.   ’Tolerancen’  giver   dog   ikke   anledning   til   at   tro,   at   der   skulle   forekomme   problemer   med  multikollinearitet   i   vores  modeller,   da   resultaterne   herfra   ligger  mellem  0,605-­‐0,984.      

51    

 Hosmer  og  Lemeshow  test      

Den  sidste  modeltest  vi  udfører,  skal  sikre  os,  at  modellen  fitter  data  godt.  Hvis  modellen   fitter   godt,   betyder  det,   at   den  estimerede  model  passer   godt  på  de  empiriske  data  -­‐  vælgernes  adfærd.  Det  er  med  til  at  sikre,  at  vi  kan  udtale  os  om  modellernes   resultater  på  et   rimeligt  grundlag,  og  dermed   forudsige  vælgernes  sandsynlige  adfærd.  Hosmer  og   Lemeshows  goodness  of   fit-­‐test  er  en  måde  at  kontrollere   de  modeller,   som   vi   har   valgt   at   sammensætte   til   analysen.  Denne  test   sammenligner   de   observerede   værdier   med   de   forventede   værdier   givet  modellen.  Hypotesen  tester,  om  de  observerede  data  er  signifikant  forskellige  fra  de   forventede   værdier   fra   modellen.   En   insignifikant   testværdi   er   derfor   at  foretrække,   da   denne   angiver,   at   der   ikke   afsløres   usandsynlige   afvigelser  mellem   de   observerede   data   og   de   forventede   ifølge   modellen.   En   signifikant  testværdi  kunne  rejse  tvivl  om  modellens  gyldighed.  

Denne  test  giver  heller  ikke  grundlag  for  at  betvivle  modellernes  gyldighed.  Som   eksempel   kan   fremhæves   at   testen   af   model   3   i   1998   ifølge   Hosmer   og  Lemeshow  testen  har  88  pct.  sandsynlighed  for,  at  de  observerede  og  forventede  værdier   ikke  adskiller   sig   fra  hinanden.   Se   resultaterne   for   samtlige  Hosmer  og  Lemeshow  tests  i  de  tre  valg  år  i  bilag  9.3.3.  

3.2.3  Anvendte  statistiske  mål  

I   præsentationen   af   analyseresultaterne   benytter   vi   det   statistiske   mål  Nagelkerkes  R2,  der  er  delvist   svarende   til  R2   i   en   lineær   regressionsanalyse.  Et  pseudo-­‐R2   mål   er   ikke   identisk   med   den   klassiske   R2,   men   kan   tolkes  tilnærmelsesvis   på   samme   måde   (antager   dog   ofte   lavere   værdi),   hvorfor   vi  benytter   disse   analogt,   hvilket   er   konventionelt   inden   for   valgforskning19.   Der  findes  en  række  pseudo-­‐R2  mål,  hvor  vi  på  linje  med  anden  vælgerforskning  har  valgt   at   arbejde  med  Nagelkerkes  R2   (eksempelvis   Stubager   2003;  Møller   et   al.  2007).   Nagelkerkes   R2   kan   antage   værdier   mellem   0   og   1,   hvor   høj   værdi  indikerer  høj  forklaringskraft.  Nagelkerkes  R2  angiver,  hvor  stor  en  andel  varians  på  den  afhængige  variabel,  den  opstillede  model   forklarer.   Ydermere  vil   vi   ved  hver   analyse   præsentere   eksponentielfunktionen   af   B   (Exp   (B))   samt  signifikansniveauet.  Exp  (B)  omtales  som  odds  ratio  og  er  en  hældningskvotient,  som   fortæller   om   styrken   af   sammenhængen   mellem   vores   afhængige   og  uafhængige   variabel   og   kan   således   anvendes   som  et  mål   for   sammenhængen  mellem  to  variable.  Odds  ratio  er  ikke  et  symmetrisk  mål,  så  når  sammenhængen  er  negativ,  varierer  odds  ratio  mellem  0  og  1,  og  når  sammenhængen  er  positiv  mellem  1  og  ∞.    

For   at   afgøre   hvorvidt   vi   har   at   gøre   med   en   signifikant   sammenhæng   i  vores  analyser,  vil  signifikansen  blive  rapporteret.  Ligesom  i  valgundersøgelsens  analyse  af  ustabile  vælgere,  vil  vi  benytte  tre  signifikansniveauer  (α),  henholdsvis  ^p<0,1  *p<0,05  **p<0,01  (Møller  Hansen  et  al.  2007:  80).    

                                                                                                               19  Det  diskuteres  inden  for  statistisk  forskning,  hvorvidt  de  to  mål  tåler  sammenligning,  men  en  uddybende  diskussion  vil  ikke  blive  foretaget  her  

52    

 

3.2.4  Clusteranalyse  

Som   et   supplement   til   analysens   regressionsmodeller   har   vi   foretaget   en  clusteranalyse.  Clusteranalysen  benyttes   til   at   inddele   respondenterne   i   klynger,  hvor  respondenterne  i  hver  klynge  er  ensartede,  men  hvor  der  mellem  klyngerne  er  stor  forskel.  Idet  den  kan  benyttes  til  eksplorativt  at  gruppere  respondenterne,  kan  den   sammenlignes   med   faktoranalysen.   Men   hvor   faktoranalysen   grupperer  variablene,   grupperer   clusteranalysen   respondenterne   (Dam   et   al.   :37).   Man  identificerer   således   grupper   inden   for   gruppen,   som   udgør   meningsfulde  homogene   fællesskaber.   Vi   ønsker   med   denne   analyse   således   et   bud   på,  hvordan   blokskifterne   kan   grupperes   i   forskellige   kategorier,   og   hvilke  fællestræk,  der  kendetegner  respondenterne  i  disse.    

Der  findes  forskellige  metoder  inden  for  clusteranalyser,  men  hovedtanken  bag  dem  alle  er,  at  ’afstanden’  mellem  respondenterne,  der  grupperes,  skal  være  så   lille   som  mulig.   Der   findes   tre   forskellige   metoder   i   clusteranalysen   i   SPSS,  hvor   vi   har   valgt   at   benytte   ’k-­‐means   clustering’,   som   er   velegnet   til   store  datasæt,   da   metoden   er   i   stand   til   at   behandle   flere   observationer   (Garson  2010).    

Det  er  vigtigt  at  pointere,  at  clusteranalysen  bør  anvendes  med  kritisk  sans  og  alene  som  et  supplement  til  anden  analyse,  hvilket  da  også  er  tilfældet  i  dette  speciale.  Således  vil  SPSS  altid  præsentere  en  klyngestruktur,  også  selvom  denne  kun   er   svagt   til   stede.   Vi   vil   derfor   ikke   drage   entydige   konklusioner   alene   på  baggrund  af   clusteranalysen,  da  dette   trods  alt  er  en  grovkornet   fremstilling  af  en  mulig  typologi.  Men  vi  mener,  at  analysen  hensigtsmæssigt  kan  hjælpe  med  at  belyse  forskelle   inden  for  blokskiftergruppen,  og  at  dette  kan  hjælpe  os  med  at  forholde  os  til  de  teoretiske  og  empirisk  begrundede  forventninger  ved  hjælp  af  et  mere  nuanceret  billede  af  blokskifterne.    

53    

 

 

 

 

 

 

4.  Operationalisering  og  analysedesign  

I   dette   afsnit   vil   vi   foretage   en   operationalisering   af   de   hypoteser   og  forventninger,   vi   nåede   frem   til   på   baggrund   af   teorier   og   tidligere   empiriske  resultater.   Denne   operationalisering   er   nødvendig   for,   at   vi   meningsfuldt   kan  underkaste   vore   data   fra   valgundersøgelsen   en   analyse.   Nedenfor   vil   vi   starte  med   en   udvidet   begrebsdefinition,   herefter   redegøre   for   vores   analysedesign,  samt  en  gennemgang  af  hvordan  vi  behandler  visse  variable.  Hernæst  vender  vi  os  mod  en  operationalisering  af  hypoteserne.      

4.1  UDVIDET  BEGREBSDEFINITION  

I  dette  afsnit  vil  se  nærmere  på  forskellige  definitioner  af  en  politisk  blok  for  til  sidst  at  definere  den   for  analysen  mest  hensigtsmæssige.  Derefter   følger  vores  definition   af   ustabile   vælgere   (blokskifterne   og   partiskifterne),   samt   de   stabile  vælgere.    Politisk  blok  

54    

Idet  problemformuleringen  lægger  op  til  en  analyse,  hvor  begrebet  politisk  blok  spiller  en  afgørende  rolle,  er  der  behov  for  en  hensigtsmæssig  operationalisering  af  dette  begreb.  Grundlæggende  definerer  vi   i   tråd  med  Nielsen  (1999a:  55)  en  politisk  blok  som  en  samling  partier,  der  anses  som  forbundne.  For  at  finde  frem  til   en  mere  præcis  operationalisering   af   begrebet,   vil   vi   tage   afsæt   i   forskellige  definitioner  af  politiske  blokke  fra  valgforskningslitteraturen.      Den  mest  brugte  blokdefinition  i  valglitteraturen  er  en  tredeling  af  partierne.  Her  inddeles   partierne   i   henholdsvis   en   borgerlig   blok,   en   socialistisk   blok   og   en  tredje   blok  med  midterpartier   (Borre   &   Lolle   2007:   279;   Goul   Andersen   2003:  147).  Denne  opdeling  indebærer,  at  fx  Radikale  Venstre,  Kristeligt  Folkeparti20  og  Centrum-­‐Demokraterne   ved   valgundersøgelsen   fra   2001   vil   blive   samlet   i  midterblokken.  Dette  er  uhensigtsmæssigt  med  vores  problemformulering,   idet  Radikale  Venstre  bliver  skilt  ud   fra  de  øvrige  partier,   som  støtter  en  socialistisk  ledet   regering,   på   trods   af   deres   regeringsfællesskab   med   Socialdemokratiet  (Nielsen  &  Risbjerg  Thomsen  2003b:  62-­‐63).    

En  anden  mulighed  er  at  definere  de  politiske  blokke  ud  fra  den  klassiske  højre-­‐venstre-­‐skala.  Denne   inddeling  vil   skabe   to  blokke,   som  analysen  kræver.  Dette   indeholder   dog   også   visse   ulemper   for   vores   formål.   Der   er   således  uenigheder  om,  hvor  partierne  skal  placeres,  og  dermed  optræder  eksempelvis  Radikale   Venstre   i   nogle   sammenhænge   på   venstrefløjen   og   i   andre  sammenhænge   på   højrefløjen.   Det   er   i   sig   selv   problematisk   med   en   uklar  definition,  ligesom  det  i  vores  speciales  kontekst  vil  være  problematisk  at  placere  Radikale  Venstre  i  blå  blok.  

En   tredje  mulighed  er  at   inddele  partierne  efter  den  nypolitiske   skala.  En  sådan   kategorisering   af   partierne   vil   sætte   Socialdemokraterne   på   samme   fløj  som   Dansk   Folkeparti,   Venstre,   Konservative   og   Kristendemokraterne   (Nielsen  2008:  1194).  Denne   inddeling  er  således  uhensigtsmæssig,  da  disse  partier   i  de  undersøgte  valg  ikke  tilhører  samme  realpolitiske  fløj.    

En   fjerde   mulighed   finder   vi   i   den   nyeste   publikation   fra   Det   danske  Valgprojekt   fra   2007.   Her   defineres   blokkene   som   henholdsvis   de   socialistiske  partier  samt  Radikale  Venstre  i  den  ene  blok  og  de  borgerlige  partier  i  den  anden  (Møller   Hansen   et   al.:   68).   Denne   inddeling   passer   fint   til   belysning   af   vores  problemformulering,   da   partierne   er   inddelt   i   de   realpolitiske   regerings-­‐alternativer,   der   definerer   den   politiske   situation   i   dag.   Vores   definition   bliver  derfor   i   tråd   hermed,   at   blokkene   inddeles   i   regeringsalternativer   samt  støttepartier.   I   den   nedenstående   tabel   er   partierne   fra   de   relevante  folketingsvalg  opdelt  ud  fra,  hvorvidt  den  ene  eller  det  andet  regeringsalternativ,  som   i   denne   kontekst   fremtræder   som   rød   og   blå   blok.  Med   denne   definition  sikrer   vi,   at  man   vil   kunne   gentage   undersøgelsen,   på   andre   valg   eller   i   andre  perioder,  idet  den  ikke  er  partispecifik.  Denne  opdeling  findes  også  andre  steder  i  valglitteraturen,  bl.a.  i  valgundersøgelsen  fra  1998  som  regeringsstøtter  over  for  oppositionen  (Nielsen  1999a:  49).    

                                                                                                               20  Sidenhen  Kristendemokraterne.  

55    

For   at   kunne   inddele   partierne   med   udgangspunkt   i   denne  operationalisering,  er  det  vigtigt,  at  partierne  inden  valgdagen  har  meldt  klart  ud  til  vælgerne,  hvilket  regeringsalternativ  de  vil  støtte  efter  valget.  Partier  som  ikke  har   identificeret   deres   bloktilhørsforhold,   vil   derfor   blive   frasorteret   i   vores  blokinddeling.   Har   vi   således   ikke   kunnet   finde   belæg   for   hvilken   regering  partierne   støttede   inden   valget,   er   de   derfor   ikke   medtaget,   og   partiet   udgår  således   af   vores   analyse21.   Med   udgangspunkt   i   vores   blokdefinition   ser  inddelingerne  for  de  udvalgte  år  således  ud:    

 Figur  4.1:  Opstillede  partier  inddelt  i  blokke  for  folketingsvalgene  1994-­‐200522.  

A=Socialdemokraterne,  B=  Radikale  Venstre,  C=Konservative,  D=  Centrum-­‐Demokraterne,  F=Socialistisk  Folkeparti,  K=Kristendeokraterne/Q=Kristeligt  Folkeparti,  O=Dansk  Folkeparti,  

V=Venstre,  Z=Fremskridtspartiet23    

 En   afgørende   faktor,   som   gør   denne   definition   funktionel   i   dette   speciales  kontekst,   er   at   opdelingen   illustrerer   den   realpolitiske   struktur.   Opdelingen  illustrerer   således   de   to   faste   blokke,   der   længe   har   kendetegnet   situationen   i  dansk  politik,  som  dermed  tenderer  mod  at  fremstå  som  et  to-­‐partisystem  (Goul  Andersen  og  Borre  2003:  31;  Andersen  et  al.  1999:  283).      Blokskiftere,  partiskiftere  &  stabile  vælgere  

Grupperingen   af   vælgerne   er   afgørende   for,   hvordan   analysen   i   nærværende  speciale   skal   forstås.   Da   omdrejningspunktet   er   blokskifterne,   skal   disse  naturligvis   defineres.   For   at   kunne   undersøge   denne   gruppe   finder   vi   det  ydermere   hensigtsmæssigt   at   definere   de   resterende   vælgere   i   homogene  grupper   til   brug   i   den   senere   analyse.   Vi   vil   således   søge   at   definere   følgende  vælgergrupper;  blokskiftere,  partiskiftere  og  stabile.  Disse  definitioner  vil  danne  grundlaget   for   den   følgende   inddeling   af   respondenterne,   hvorfor   det   er  væsentligt,   at   disse   tre   grupper   er   gensidig   udelukkende,   således   at   hver  respondent  kun  kan  placeres  i  en  af  disse  grupper.  Det  skal  dog  bemærkes,  at  vi  i  

                                                                                                               21  Dette  vil  senere  hen  vise  sig  at  have  betydning  for  vores  inddeling  af  vælgere,  idet  flere  respondenter  på  baggrund  heraf  må  udgå  af  analysen  22  Opdeling  sket  på  baggrund  af  research,  hvor  vi  har  fundet  kilder,  der  bevidner  partiets  tilhørsforhold  til  henholdsvis  rød  og  blå  blok.  Har  vi  i  vores  research  ikke  kunnet  finde  konkrete  henvisninger,  der  underbygger  dette,  har  vi  fravalgt  at  medtage  parties  i  analysen.  Således  har  vi  eksempelvis  frasorteret  Demokratisk  Fornyelse.  23  Vi  har  valgt  at  lade  partier,  som  opstiller,  men  ikke  bliver  valgt  ind,  indgå  i  blokkene,  såfremt  de  pegede  på,  hvilken  regering  de  intenderede  at  støtte.  Løsgængere  er  ikke  medtaget.  

56    

den  senere  analyse  har  brug  for  at  lægge  nogle  af  grupperne  sammen,  men  dette  vil   ikke  ændre   ved   den   grundlæggende   definition   og   det   vil   fremgå   tydeligt   af  teksten  når  vi  gør  dette.    Når  vi  skal  definere  gruppen  af  volatile  vælgere,  er  et  afgørende  element,  hvilke  vælgere,   der   regnes   for   volatile.   Dele   af   valglitteraturen   definerer   således  vælgere,   der   bevæger   sig   til   og   fra   det   samlede   vælgerkorps   som   volatile  vælgere.  Dette  omfatter  således  både  bevægelserne  til  og  fra  sofaen,  men  også  tilgangen   af   førstegangsvælgere   samt   frafaldet   i   vælgerskaren   som   følge   af  dødsfald   (Nielsen   &   Risbjerg   Thomsen   2003b:   64).   Dette   er   ikke   en  hensigtsmæssig  definition  for  os,  da  vi  alene  interesserer  os  for  de  vælgere,  der  aktivt  har   skiftet  parti  eller  blok  ved   to  på  hinanden   følgende   folketingsvalg.  Vi  anser   derfor   ikke   tidligere   sofavælgere   samt   anden   tilgang   og   frafald   til   det  samlede  vælgerkorps  som  ustabile  vælgere.      I  vælgerlitteraturen  bliver  begrebet  ’partiskiftere’  ofte  benyttet  som  synonym  for  alle  ustabile  vælgere.  Denne  definition  er  med  vores  sigte  uhensigtsmæssig,  idet  vi  netop  ønsker  at  undersøge  forskellige  typer  af  ustabile  vælgere.  Dette  fører  til  følgende  definition  og  opdeling  af  vælgerne:    

Partiskiftende  vælgere  defineres  som  vælgere,  der   skifter  parti  mellem  to  på   hinanden   følgende   valg,   men   som   bliver   indenfor   samme   politiske   blok  (jævnfør  definitionen  af  politiske  blokke  ovenfor).    

Blokskiftende   vælgere   defineres   som   vælgere,   der   ved   to   på   hinanden  følgende  valg  skifter  politisk  blok,  og  som  i  medfør  af  denne  handling  også  skifter  parti24.  

Stabile   vælgere   defineres   som  vælgere,   der   ved   to  på  hinanden   følgende  valg  har  stemt  på  det  samme  parti.      For  alle  grupperne  gælder  det,  at  vælgere  kun  medtages  i  analysen,  hvis  de  har  oplyst,   hvad   de   stemte   på   ved   nuværende   og   forrige   valg,   samt   at   disse  stemmeafgivelser   er   foretaget   blandt   de   partier,   som   er   dækket   i  blokdefinitionen   ovenfor.   Vi   afskærer   således   alle   respondenter,   der   ikke  erindrer,  hvad  de  stemte  ved  det  pågældende  og  forrige  folketingsvalg,  som  ikke  stemte  det  pågældende  eller  foregående  valg,  som  har  stemt  uden  for  parti,  eller  som   har   stemt   på   partier   der   af   den   ene   eller   anden   årsag   ikke   indgår   i  blokopdelingen.   Det   følgende   analyse   design   tager   afsæt   i   overstående  definitioner  og  grupperinger.  

                                                                                                               24  I  denne  henseende  er  det  værd  at  bemærke,  at  der  er  en  hypotetisk  mulighed  for  valg,  hvor  en  vælger  skifter  blok  uden  at  skifte  parti.  Dette  kunne  være  tilfældet  for  Radikale  Venstres  loyale  vælgere  i  1980’erne  og  1990’erne,  hvor  partiet  skiftende  støttede  de  to  fløje.  Havde  vi  undersøgt  valg  med  et  sådant  karakteristika,  havde  vi  været  nødsaget  til  at  definere  os  ud  af  denne  situation,  og  træffe  en  beslutning  om  hvordan  et  blokskifte  uden  et  partiskifte  skulle  opfattes.    

57    

 

4.2  ANALYSEDESIGN  

Vores   problemformulering   lød:   Hvad   påvirker   de   danske   vælgere   som   skifter  politisk  blok  ved  folketingsvalg,  og  hvordan  adskiller  denne  gruppe  sig  fra  andre  ustabile  vælgere?  

For   bedst  muligt   at   besvare   denne  problemformulering   vil   vi   foretage   en  række  sammenligninger  på  baggrund  af  den  overstående  inddeling  af  vælgerne.  Denne  tilgang  er  valgt,   fordi  vi   finder  at  en  række  deskriptive  karakteristika  om  blokskiftere   ikke   i   sig   selv   er   interessante,   hvis   ikke  man   undersøger,   hvordan  dette   forholder  sig   til  andre  vælgergrupper.  Eksempelvis  er  blokskifternes  alder  ikke   interessant  med  mindre,   man   samtidig   får   klarlagt,   om   den   er   signifikant  lavere  eller  højere  blandt  andre  vælgere.  Derfor  valgte  vi  at   inddele  vælgerne   i  forskellige   homogene   grupper,   der   meningsfuldt   kan   sammenlignes   i   vores  senere   analyser   (Fisker   et   al.:   111).  Grupperne   er   som  beskrevet   blokskiftende  vælgere,  partiskiftende  vælgere  og  stabile  vælgere.    

For  at  undersøge  vores  problemformulering  bedst  muligt,  har  vi  fundet  det  hensigtsmæssigt  at  opstille  fire  modeller,  der  vil  blive  analyseret  med  data  fra  de  tre   udvalgte   folketingsvalg.   Faktorerne   i   de   fire   modeller   er   ens   ved   alle  analyserne  og  kun  den  afhængige  variabel  vil  ændre  sig.  Hvilke  variable,  der  vil  indgå  i  modellen  vil  blive  afgjort  af  den  senere  operationalisering  af  de  hypoteser  der  udledtes  fra  teorien  og  tidligere  empiriske  erfaringer.    Det  første  spørgsmål   i  problemformuleringen,  hvad  påvirker  de  danske  vælgere  som  skifter  politisk  blok  ved  folketingsvalg,  vil  vi  søge  at  besvare  ud  fra  en  model,  som  har  blokskifterne  vs.  stabile  vælgere  som  afhængig  variabel.  Blokskifterne  er  tildelt  værdien  1  og  de  stabile  vælgere  0.  I  denne  model  udelukker  vi  således  de  partiskiftende  vælgere,  der   skifter   inden   for   samme  blok.  Denne  model   vil   vise  os,   hvilke   faktorer,   der   påvirker   vælgere   til   et   blokskift.   At   vi   ikke   har   valgt   en  undersøgelse  af  blokskiftere  vs.  resten  af  vælgerkorpset,  skyldes  at  vi  gerne  ville  have   to   modeller   der   minder   mest   muligt   om   hinanden,   hvorfor   vores   anden  model  er  partiskiftere  (1)  vs.  stabile  (0)  vælgere.  Model  2  skal  sammenholdt  med  den   første   model   delvist   belyse   den   anden   del   af   problemformuleringen,  hvordan   adskiller   blokskifterne   sig   fra   andre   ustabile   vælgere.   Ved   at   se   på  resultaterne  fra  de  to  modeller,  kan  vi  få  et  billede  af,  om  og  hvor  de  to  grupper  af  ustabile  vælgere  adskiller   sig   fra  hinanden,  når  de  sættes   i   forhold   til   stabile  vælgere.   Den   tredje   model   skal   ligeledes   belyse   anden   del   af  problemformuleringen,   og   har   blokskifterne   (1)   vs.   partiskifterne   (0)   som  afhængig   variabel.   Analysen   af   denne   model   vil   påvise   signifikante   forskelle  mellem  de  to  grupper  af  volatile  vælgere.      Model  4  er  den  ’klassiske’  model,  man  oftest  har  brugt  til  at  undersøge  ustabile  vælgere.  Den  afhængige  variabel  er  hermed  alle  ustabile  vælgere  (1)  vs.  stabile  vælgere  (0).  Denne  model  vil  kunne  påvise,  om  vores  antagelse  holder  stik  og  der  

58    

er  mulige  uhensigtsmæssigheder   ved   at   undersøge   alle   ustabile   vælgere  under  ét.  Analysen  af  denne  model  vil  vise,  hvordan  resultatet  ville  havde  set  ud,  hvis  vi  havde   valgt   at   undersøge   de   ustabile   vælgere   som   en   samlet   gruppe.   Denne  model   kan   også   sammenholdt  med   resultaterne   fra  model   1   og   2   vise   os,   om  blokskifterne  og  partiskifterne  er  så  forskellige,  at  visse  faktorers  forklaringskraft  påvirkes  i  en  samlet  analyse  af  de  to  grupper.      Alle  fire  modeller  vil  blive  testet  ved  valgdata  fra  1998-­‐,  2001-­‐,  og  2005-­‐valget.  Vi  har   valgt   at   arbejde   med   tre   folketingsvalg   for   bedre   at   sikre   os,   at   vores  resultater   ikke   kommer   til   at   afspejle   den   specifikke  politiske   kontekst   ved  det  givne  folketingsvalg.  Denne  beslutning  gør  os  således  fri  af  særlige  forhold  ved  ét  valg.   Dertil   kommer,   at   vi   får   mere   data   at   arbejde   med   og   vi   undersøger  samtidig,   om   vores   fund   er   stabile   på   tværs   af   valgene   eller   om   der   viser   sig  variationer   mellem   valgene.   Finder   vi   enslydende   resultater   ved   mere   end   et  folketingsvalg   kan   vi   på   den   måde   bedre   sikre   os,   at   vores   undersøgelse   er  reliabil  og  dermed  siger  noget  om  blokskiftere  generelt.  De  pågældende  valgår  er  valgt   for   at   understøtte   dette.   1998   og   2005   repræsenterer   et   stabilt  folketingsvalg,   i   den   forstand   at   regeringspartiet   blev   siddende,   mens   2001  markerer   et   skifte.   Med   valgene   1998   og   2005   får   vi   desuden   to  regeringsalternativer  repræsenteret.    Ved  hver  enkelt  model  vil  vi  foretage  selvstændige  analyser  af  1998-­‐valget,  2001-­‐valget  og  2003-­‐valget,  for  på  den  måde  at  få  et  mere  samlet  og  gennemgående  billede  af  de  specifikke  faktorers  betydning  for  blokvælgeren.  Da  specialets  fokus  ikke   i   udgangspunktet   er   et   komparativt   studie   af   udviklingen   år   for   år,   vil   vi   i  højere   grad   se   på   de   tre   år   som   sigende   for   en   samlet   tendens,   end   som   en  sammenligning  mellem  år.  Vi  vil  dog  se  på  omstændigheder  omkring  de  enkelte  valg,  der  kan  belyse  resultaterne  af  vores  analyser,  samt  hvorfor  de  potentielt  er  forskellige  fra  valg  til  valg.    Stikprøver  i  modellerne  

Den   følgende   tabel   vil   vise,  hvorledes   stikprøven  ændrer   sig   for  analysen  af  de  fire  modeller.  Alle  vælgerne,  der  benyttes  i  analyserne  kan  inddeles  i  blokskifter,  partiskiftere   eller   stabile   vælgere.   Selvom   alle   analyser   er   foretaget   på  datamateriale   fra   de   samme   valgår,   vil   stikprøvens   sammensætning   alligevel  variere,   grundet   overstående   analysedesign.   Analysen   af   hver   af   de   opstillede  modeller   indeholder   således   en   varierende   mængde   af   respondenter   fra   den  oprindelige   stikprøve.   En   mindre   reduktion   af   respondenter   er   desuden   sket  grundet   det   filter25   der   benyttes   i   forbindelse   med   den   logistiske   regression.  Stikprøven  for  analysen  af  model  1,  2,  3  og  4  ser  således  ud:      

                                                                                                               25  Filteret  sorterer  alle  respondenter  fra,  der  ikke  har  gyldige  svar  i  de  variable,  vi  benytter  i  analysen.  Dette  filter  benyttes,  da  der  skal  være  det  samme  antal  besvarelser  i  hver  variabel,  når  logistisk  regression  benyttes.  

59    

 Stikprøvestørrelse:  

1998   2001   2005  Model:  I  denne  analyse  indgår:   N   %   N   %   N   %  

Blokskiftere   99   8,2   234   16,5   165   10,3  

Stabile  vælgere   1115   91,8   1186   83,5   1443   89,7  

1  Blokskiftere  vs.  stabile  vælgere  

Total   1214   100   1420   100   1608   100  

Partiskifterne   295   79,1   247   17,2   296   17  

Stabile  vælgere   1115   20,9   1186   82,8   1443   83  

2  Partiskiftere  vs.  stabile  vælgere  

Total   1410   100   1433   100   1739   100  

Blokskiftere   99   24,1   234   48,6   165   35,8  

Partiskifterne   295   74,9   247   51,4   296   64,2  3  Blokskiftere  vs.  partiskiftere   Total   394   100   481   100   461   100  

Blokskiftere  Partiskifterne  

394   26,1   481   28,9   461   24,2  

Stabile  vælgere   1115   73,9   1186   71,1   1443   75,8  

4  Alle  ustabile  vs.  stabile  vælgere  

Total   1509   100   1667   100   1904   100  Tabel  4.1:  Stikprøvens  størrelse  for  folketingsvalget  1998,  2001  og  2005.  

 I  analysen  af  model  1   (blokskiftere  versus  stabile)   indgår  blokskiftende  vælgere  og   stabile   vælgere,   hvilket   betyder   at   partiskifterne   ikke   indgår.   I   analysen   af  model   2   består   stikprøven   af   partiskifterne   og   de   stabile   vælgere,   hvorfor  blokskiftere  ikke  indgår.  Analysen  af  model  3  indeholder  alene  vælgere  defineret  som   enten   blokskiftere   eller   partiskiftere.   Således   er   alle   stabile   vælgere  udelukket  fra  denne  analyse.  I  analysen  af  fjerde  model  indgår  hele  stikprøven26,  idet  vi  undersøger  alle  ustabile  versus  alle  stabile  vælgere.  At  stikprøven  ændres  imellem  analyserne  af  de  fire  modeller  er  vi  således  beviste  om,  når  vi  diskuterer  resultaterne  op  mod  hinanden.      

4.3.  Behandling  af  nonkategoriske  svar    

Inden  vi  går  i  gang  med  hypoteseoperationaliseringen  vil  vi  kort  gennemgå  et  par  generelle   betragtninger   der   ligger   til   grund   for,   hvilke   valg   vi   har   truffet   i  operationaliseringen.    

                                                                                                               26  Det  gælder  dog  ikke  de  vælgere,  som  vi  ikke  har  kunnet  rubricere,  som  enten  partiskifter,  blokskifter,  eller  stabil.  Dette  er  eksempelvis  tilfældet  for  de  respondenter  som  har  været  ude  af  vælgerskaren.  

60    

En   række   af   respondenterne   i   datamaterialet   har   svaret   ’ved   ikke’   eller  kommet  med   irrelevante  svar,  såkaldte   ’non-­‐kategoriske  svar’.  Disse  svar  har  vi  på  bedste  vis  søgt  at  bibeholde  ved  at  kode  dem  til  en  neutral  midterværdi,  for  dermed  ikke  at  nedskære  data  uhensigtsmæssigt.  Dermed  får  midterværdien  en  lidt  for  stor  vægt,  men  til  gengæld  undgår  vi,  at  for  mange  respondenter  udgår  af  analyserne.   Dette   er   særlig   vigtigt,   når   man   arbejder   med  mange   uafhængige  variable,   som  vi   gør   i   regressionsmodellerne.  Tillige  er  antallet  af  blokskiftende  respondenter   forholdsvis   begrænset,   hvorfor   vi   ydermere   finder   det  uhensigtsmæssigt  at  udelukke  for  mange  respondenter.  

Vi   har   ud   fra   hver   enkel   variabel   i   individuelt   vurderet,   om   det   kunne  forsvares   at   omkode   de   ’non-­‐kategoriske’   svar   til   en   neutral   midterkategori.  Hvad   det   har   af   betydning   for   fordelingen   af   respondenter   kan   eksempelvis  illustreres  ved  variablen  ’politisk  interesse’,  hvor  vi  ved  1998-­‐valget  har  lagt  otte  respondenter  i  midterkategorien.    

Således  har  vi  forsøgt  at  nedskrive  vores  missing  cases,  da  vi  har  fundet,  at  det   ellers   ville  medføre  en  uhensigtsmæssig  beskæring  af  data.  Den  komplette  omkodning  af  variable  kan  ses  i  den  vedlagte  syntaks.      

4.4  Brug  af  sammensatte  mål  

For   at   undersøge   vores   hypoteser   har   vi   blandt   andet   beregnet   en   række  mål  sammensat  af  flere  variable.  Vi  har  blandt  andet  konstrueret  såkaldte  refleksive  indeks,   s-­‐om   dannes   af   en   række   indikatorer,   som   alle   peger   i   retning   af   den  overordnede  latente  variabel  (Hellevik  1991:  165;  Agresti  &  Finley  1997:  630  ff.).  Denne   tilgang   er   meningsfuld,   når   man   som   os   skal   analysere   abstrakte  komplekse   begreber,   idet   flere   variable   kan   siges   at   fortælle   noget   om   det  overordnede  formål.  De  sammensatte  mål  er  gavnlige,  da  de  kan  være  med  til  at  højne   validiteten   samt   reliabiliteten.   Forbedringen   sker   idet   en   enkel   variabel  oftest  ikke  vil  være  tilstrækkelig  til  at  indfange  et  komplekst  begreb  og  ofte  vil  et  sammensat  mål   ramme  det  ønskede  mere  effektivt,  da  man  udligner   tilfældige  målefejl,   og   det   højner   derfor   den   indholdsmæssige   validitet.   Desuden  simplificerer   en   indekskonstruktion   selve   analysen,   da   man   kan   nøjes   med   at  analysere  på  det  sammensatte  mål,  frem  for  rækken  af  variable.    

Vi   har   foretaget   vores   indeksering   delvis   med   udgangspunkt   i   tidligere  undersøgelser  og  delvist  med  udgangspunkt  i  egne  forventninger  dannet  af  teori  og  empiri.  For  at  sikre,  at  vi   i  operationaliseringen  har  udvalgt  de  rette  items  til  vores  indeks  og  dermed  måler  den  latente  variabel  på  bedste  vis,  har  vi  foretaget  faktoranalyse.   Faktoranalysen   er   med   til   at   be-­‐   eller   afkræfte,   at   det   er   de  korrekte   variable,   der   er   udtaget,   og   at   der   er   de   forventede   bagvedliggende  dimensioner  i  datamaterialet,  ligesom  vi  sikrer  at,  der  ikke  er  flerdimensionalitet.  

Der   er   en   række  mål  man   i   forbindelse  med   faktoranalyse   kan   kigge   på,  henholdsvis   Kaiser-­‐Mayer-­‐Olkin   (KMO)   og   Bartlett’s   test,   Communalities,   Total  Variance  Explained  samt  Scree  Plot.  Vi  benytter  målet  Bartlett’s  Test,  der  viser,  om  der   er   en   sammenhæng  mellem   variablene,   og   som  er   signifikant   på   0,05-­‐

61    

niveau   og  målet   Kaiser-­‐Meyer-­‐Olkin   (KMO),   som   viser   om   variablene   ’klumper  sammen’,  og  reelt  er  passende  til  en  faktoranalyse.  KMO-­‐værdien  skal  være  over  0,5   og   helst   i   nærheden   af   0,7   eller   større.   Ydermere   angiver   ’communalities  under  extraction’  variansen  ved  hver  enkel  variabel,  der  bør  være  over  0,3.  Også  den   samlede   varians   forklaret   skal   score   højt,   idet   de   alle  minimum  bør   ligger  omkring   50   %.   Scree   Plot’et   viser   afsluttende,   om   indekset   kun   indeholder   én  faktor,   idet   der   kun   bør   findes   én   værdi   over   en.   Faktoranalysen   giver   os   et  indblik   i   analysens   validitet,   dvs.   om   en   række   variable   afspejler   en   fælles  bagvedliggende  variabel.  Vi  er   imidlertid  også   interesseret   i  at  sikre  os  at  vi   ret  præcist   måler,   det   vi   ønsker.   Dette   kan   tjekkes   via   en   reliabilitetstest   ved  beregning  af  Cronbach’s  Alpha,  hvor  alpha-­‐værdien  ikke  bør  være  lavere  end  0,7  ligesom  det  ’rå’  samt  det  standardiserede  mål  bør  have  tilnærmelsesvis  samme  værdi.  Efterfølgende  kigger  vi  på   item-­‐to-­‐scale  koefficenterne,  der  skal  have  en  værdi  på  over  0,3,  ligesom  vi  i  denne  tabel  sikrer  os,  at  ingen  variable  bør  fjernes  fra   indekset.   Ved   de   faktorer,   hvor   der   gennem   analysen   har   vist   sig   et  korrelationsmønster,  har  vi  dannet  de  sammensatte  mål.  

 

4.5  Hypoteseoperationalisering  

På  baggrund  af  de  generelle  betragtninger  om  oprationalisering  og  de   tidligere  begrebsdefinitioner   vil   vi   i   dette   afsnit   operationalisere   de   hypoteser,   der  tidligere  er  udledt  på  baggrund  af  det   tidligere  kapitel,   således  at  de  kan   indgå  som   faktorer   i   vores   analysemodeller.   For   at   kunne   undersøge   om   vores  hypoteser  kan  bekræftes  eller  skal  tilbagevises,  må  vi  først  operationalisere  dem  til   størrelser,   vi   kan   måle   ved   hjælp,   af   data   vi   har   til   rådighed.   I  operationaliseringen  af  hypoteserne  vil  vi  derfor  søge  at  udlede  de  variable,  som  bedst  kan  belyse  hypoteserne  (Fiskeret  al.  2002:  19-­‐21).    

Da   operationalisering   kan   være   en   forholdsvis   kompliceret   øvelse   vil   vi  løbende   gøre   opmærksom   på   de   metodiske   udfordringer,   der   kan   tænkes   at  opstå   i   forbindelse  med  operationalisering.  Det   er   således   afgørende   for   vores  validitet,   at   operationaliseringerne   bliver   så   dækkende   som   muligt   for   det,   vi  ønsker  at  undersøge.      Da  vi  analyserer  tre  valg,  vil  det  fremkomme  at  de  benyttede  spørgeskemaer  ikke  er  helt  identiske,  idet  nogle  spørgsmål  er  udgået  mens  andre  er  tilføjet.  Dermed  vil  nogle  hypoteser  kun  kunne  undersøges  for  et  eller  to  valg.  Når  dette  gør  sig  gældende,  vil  det  naturligvis  blive  kommenteret,  ligesom  der  vil  blive  taget  højde  for   det   i   analysen   og   i   diskussionen   af   analysens   resultater.   Vi   har   således  besluttet   ikke   at   fravælge   hypoteser   på   baggrund   af   manglende   konsistens   i  variablene  mellem  de  tre  valg.    Nedenstående  hypoteseoperationalisering  vil  være  opbygget  i  tråd  med  teorien,  Med   udgangspunkt   i   de   sociologiske   vælgeradfærdsteoriers   blev   det  anskueliggjort,   at   det   kan   være   interessant   at   se   nærmere   på   en   række  

62    

socioøkonomiske   baggrundsvariable.   Ud   fra   de   socialpsykologiske  vælgeradfærdsteorier   afledte   vi   hypoteser   om   henholdsvis   graden   af   politisk  involvering,   mængden   af   politiske   budskaber   og   partiledereffekt.   Med  udgangspunkt   i   de   rationelle   vælgeradfærdsteorier   udledte   vi   fire   hypoteser  vedrørende   ideologisk  bredde,  kompetencevurdering,  nypolitiske  emner  og   tillid  til  politikere.    En  samlet  oversigt  over  karakteristika  ved  de  benyttede  variable  (mean,  median,  standardafvigelse  osv.)  kan  ses  i  bilag  9.4.1.  De  præcise  spørgsmålsformuleringer  samt  værdier  for  de  givne  besvarelser  kan  ses   i  bilag  9.4.2.  Samtlige  kodninger,  beregninger  m.v.  fremgår  af  syntaksen,  der  er  vedlagt  i  appendiks  og  elektronisk.  Derved   er   det   således   muligt   at   genskabe   beregninger,   omkodninger   og  analyserne.      

4.5.1  Socioøkonomiske  baggrundsvariable  

Under   gennemgangen   af   teorien   argumenterede   vi   for   relevansen   ved   at  medtage  følgende  sociale  baggrundsfaktorer,  idet  disse  empirisk  og  teoretisk  har  vist  sig  interessante:      

Alder  

Køn  

Uddannelse  

 Operationaliseringen  af  disse  variable  er  ligefrem,  da  de  alle  er  dækket  direkte  af  spørgsmål   i   undersøgelserne   og   ikke   kræver,   at   vi   operationaliserer   teoretiske  begreber  først.  Køn  er  undersøgt  ved  variablen:  ”Notér  køn”.  Værdien  1  er  mand  og   2   er   kvinde   og   behandles   derfor   kategorielt.   Dette   betyder   af   analysens  resultater  for  variablen  køn  henviser  til  mænd,   i   forhold  til   referencekategorien  kvinder.  Til  alder  benyttes  enten  variablen  ’Alder’  eller  en  sådan  er  udregnet  på  baggrund   af   besvarelserne   i   spørgsmålet   ”Hvilket   år   er   De   født?”.   Alder  behandles   ordinalt,   og   værdierne   i   variablen   henviser   direkte   til   respondents  alder.   Til   at   undersøge  uddannelsesniveauet  har   vi   valgt   at   bruge   spørgsmålet:  ”Hvilken  uddannelse  har  De  udover   skoleuddannelsen”.  Vi  har  valgt  at   fokusere  på  uddannelse  ud  over  skoleuddannelse.  De  vælgere  der  ikke  har  en  uddannelse  ud  over  skolen,  har  haft  mulighed  for  at  svare  ”Ingen”  og  indgår  således  stadig  i  denne   variabel.   Alle   ’non-­‐kategoriske’   besvarelser   er   i   disse   tre   variable   ikke  omkodet,  hvorfor  de  vil  være  missing  i  analysen.  Det  skyldes  at  det  ikke  er  muligt  at  placere  disse  på  en  hensigtsmæssig  måde,  da  der  ingen  midterkategori  findes.      

4.5.2  Politisk  involvering  og  politiske  budskaber  

63    

Politisk   involvering   og   politisk   engagement   bruges   i   vælgerundersøgelsen   fra  2003  som  en  paraplybetegnelse  for  en  række  andre  faktorer,  fx  politisk  interesse,  politisk  selvtillid  og  partitilknytning  (Goul  Andersen  &  Lund  Clement  2003:  412).  I  publikationen   fra   vælgerundersøgelsen   fra   2005   operationaliseres   begrebet   i  tråd  hermed  og  dækker  over  følgende  faktorer:  politisk  viden,  politisk  interesse,  partiidentifikation,   partimedlemskab,   hvorvidt   vælgeren   stemte   på   det   valgte  parti  med  begejstring,  og  hvor   stor   forpligtigelse  vælgeren   føler   for  at   stemme  (Møller  Hansen,   Slothuus  &  de  Vreese  2007:   74).  Vi   vælger   at  operationalisere  politisk   involvering  med   udgangspunkt   i   de   to   publikationer,   hvorfor   begrebet  politisk   involvering   i   nærværende   operationalisering   vil   blive   belyst   gennem  følgende  variable:    

Politisk  viden  

Politisk  interesse  

Partiidentifikation  

Partimedlemskab    

Hvorvidt  vælgeren  stemte  på  partiet  med  begejstring    

Politisk  selvtillid  

 Vi  har  valgt   ikke  at  medtage   ’forpligtigelse   til   at   stemme’,  da  vi  mener  denne   i  højere   grad   siger   noget   om   respondentens   syn   på   demokratiet   end   om   en  generel   politisk   involvering.   Alle   variable   er   dækket   i   alle   tre   valgår   på   nær  politisk  viden.      Politisk  viden  

Politisk   viden   findes   kun   i   valgundersøgelsen   fra   2005.   Variablen   er   kodet   på  baggrund   af   syv   spørgsmål,   der   belyser   respondentens   politiske   videns   niveau.  Disse   spørgsmål   er:   ”Hvilke   partier   indgår   i   den   nuværende   regering?”,   ”Hvor  mange  medlemmer  er  der  af  folketinget,  hvis  vi  ser  bort  fra  de  fire  fra  Grønland  og  Færøerne?”,  ”Hvilke  af  følgende  offentlige  udgifter  tror  du,  er  størst:  Udgifter  til   folkeskolen,   udgifter   til   folkepension,   eller   udgifter   til   forsvaret?”,   ”Hvilke  partier   tror   du,   følgende   politikere   tilhører:   Frank   Jensen,   Jens   Rohde,   Connie  Hedegaard?”  Respondenterne  er  blevet   tildelt  et  point   for  hvert   rigtigt   svar  og  summen  af  rigtige  svar  er  herefter  kodet  til  variablen  ’Viden’.  Værdierne  i  denne  variabel  går  fra  0  for  den  laveste  viden  til  7  for  den  højeste  politiske  viden.      Politisk  interesse  

Politisk  interesse  bygger  på  et  enkelt  spørgsmål,  der  er  gennemgående  i  alle  tre  år:  ”Vil  De  sige,  De  er  meget  interesseret  i  politik,  noget  interesseret,  kun  lidt  eller  slet  ikke  interesseret  i  politik?”.  Værdierne  i  denne  variabel  går  fra  1  for  ’Slet  ikke  

64    

interesseret’  op  til  5  for  ’Meget  interesseret’.  De  nonkategoriske  svar  er  omkodet  til  at  ligge  på  den  neutrale  midterværdi  3.      

65    

 Partiidentifikation  

I   variablen  partiidentifikation  har   vi   valgt   kun   at   se   på,   om   respondenten   føler  identifikation  med   et   bestemt   parti   eller   ej.   Vi   har   således   valgt   ikke   at   se   på  styrken   og   retningen   af   denne   identifikation,   hvilket   er   i   tråd   med  valgundersøgelsens   analyse   fra   2007.   Spørgsmålet   lyder:   ”Mange   betragter   sig  som  tilhængere  af  et  bestemt  parti.  Der  findes  også  mange,  der  ikke  føler  sig  som  tilhængere   af   noget   specielt   parti.   Betragter   De   Dem   selv   som   f.eks.  socialdemokrat,  konservativ,   radikal,  venstremand,  SF’er  eller  noget  andet,  eller  føler   De   Dem   ikke   som   tilhænger   af   et   bestemt   parti?”.   Variablen   behandles  kategorielt   og   værdien   1   henviser   til   at   respondenten   føler   identifikation.  Referencegruppen  er  0,  og  indeholder  de  respondenter  der  ’ingen  identifikation’  føler,  er  ’i  tvivl’  eller  har  svaret  ’ved  ikke’.    Partimedlemskab    

Partimedlemskab  har  vi  ligeledes  omkodet  til  en  binær  variabel  hvor  medlemmer  har  værdien  1  og  ’ikke  medlem’,  ’ikke  medlem,  men  har  tidligere  været  medlem’  har   fået   værdien   0.   Partimedlemskab   dækkes   alle   årene  med   spørgsmålet:   ”Er  De,  eller  har  De  tidligere  været  medlem  af  et  politisk  parti?”.      Politisk  selvtillid  

Politisk  selvtillid  er  beregnet  på  baggrund  af  en  række  spørgsmål,  der  spørger  til  vælgerens  vurdering  af  egen  politiske  kompetencefølelse.  Spørgsmålene  varierer  en   smule  mellem  valgene,  hvorfor  grundlaget   for  vores   sammensatte  mål  også  gør  det,  men  forskelle  opfattes  som  ubetydelige.  Følgende  spørgsmål  har  været  gennemgående  ved  de  tre  valg:   ’Jeg  har  herefter  nogle  spørgsmål  om  politik  og  politikerne   som  helhed:’   ’Undertiden  er  politik   så   indviklet,   at   folk   som   jeg   ikke  rigtig  kan  forstå,  hvad  der  foregår’,  ’Gennemgående  synes  jeg  egentlig  ikke,  det  er  så  svært  at  tage  stilling  til  politiske  spørgsmål,   ’Jeg  ved  så   lidt  om  EU,  at   jeg  næsten  har  opgivet  at  følge  med  i,  hvad  der  foregår.’  ,’Når  politikerne  diskuterer  den  økonomiske  politik,  forstår  jeg  kun  en  brøkdel  af,  hvad  de  snakker  om’.    Ved   alle   valg   har   vi   inden   konstruktionen   af   den   nye   variabel   foretaget  faktoranalyser   samt   reliabilitetstest   for   at   sikre,   at   det   sammensatte   mål   er  statistisk   validt.  Med   udgangspunkt   i   resultaterne   fra   disse   to   analyser   blev   et  enkelt  spørgsmål  taget  ud  i  2001,  da  faktoranalysen  viste,  at  en  fjernelse  ville  få  Cronbach’s  Alpha  til  at  stige.    

Den  nye  selvtillidsvariabel  er  udregnet  som  et  gennemsnit  af  besvarelserne  for  de  inddragede  spørgsmål,  hvorefter  disse  er  ganget  med  100  for  at  forbedre  resultaterne   af   den   senere   ordinale   behandling   af   variablen.   Værdierne   går  således   fra   0-­‐100   og   højere   værdi   henviser   i   denne   variabel   til   højere   politisk  selvtillid.    Politiske  budskaber  

66    

For  at  undersøge  hypotesen  om  politisk  involvering  ønsker  vi  ligeledes  at  belyse  respondenternes   forbrug   af   politiske   budskaber.   Det   har   vi   valgt   at   gøre   med  udgangspunkt   i   respondenternes  medieforbrug,  da  vi  mener,  at  medierne   i  dag  må   anses   for   en   primærkilde   hertil.   Spørgsmål   til   brug   for   belysning   af  medieforbrug  findes  kun  i  valgundersøgelsen  fra  2005.  ’Under  valgkampen,  cirka  hvor  mange  dage  om  ugen  så  du  da  nyheder  på  TV?’,  ’Cirka  hvor  mange  dage  om  ugen   læser   du   den[avisen]?’,   ’Læser   du   andre   aviser   dagligt   eller   næsten  dagligt?’.  Vi  har  igen  foretaget  faktoranalyser  samt  reliabilitetstest  af  de  udvalgte  spørgsmål,   hvilket   ikke   gav   grundlag   for   ændringer,   og   det   nye   indeks   er  beregnet   ud   fra   gennemsnittet   til   et   sammensat  mål,   der   har   værdier   fra   1   til  100.  Højere  værdi  henviser  til  højere  forbrug  af  politiske  budskaber.    

4.5.3  Partiledereffekt  

Den  socialpsykologiske  teori  gav  os  baggrund  for  at  teste  yderligere  en  hypotese:  blokskiftere   er   påvirkede   af   sympatien   for   den   politiske   leder.   Med   denne  hypotese   ønsker   vi   at   undersøge,   om   synet   på   de   politiske   ledere   har   en  selvstændig   effekt   for   blokskifteren,   som   den   affektive   forståelse   af  vælgeradfærd  foreskriver.      Vælgerne   bliver   i   1998   og   2005   direkte   spurgt,   om   de   stemmer   mest   ud   fra  politiske   holdninger,   eller   ud   fra   hvilken   partileder   de   bedst   kan   lide:   ”Nogle  vælger  parti  mest  ud   fra  deres  politiske  holdninger,  andre  vælger  parti  mest  ud  fra,   hvilke   partiledere   de   bedst   kan   lide.   Hvis   1   står   for   at   vælge   parti   næsten  udelukkende  ud  fra  sine  politiske  holdninger  og  5  står  for  at  vælge  parti  næsten  udelukkende  ud  fra,  hvilke  partiledere,  man  bedst  kan  lide,  hvor  vil  du  da  placere  dig  selv?”.  Dette  spørgsmål  vil  ligge  til  grund  for  vores  hypotesetestning.    

Når  vi  tolker  resultaterne,  bør  vi  være  opmærksomme  på,  at  denne  direkte  spørgeform   kan   begrænse   den   reelle   effekt,   idet   vi   kun   analyserer   vælgerens  udsagn   om   sig   selv.   Respondenterne   kan   tendere   mod   at   gøre   sig   selv   mere  holdningsorienterede,  hvis  de  mener,  at  dette  er  det  mest  velsete  svar.  Desuden  kan  det  være  svært  for  vælgerne  at  vurdere,  hvilke  elementer  der  spiller  ind  for  deres  partivalg.  De  resultater,  som  vi  når  frem  til,  fortæller  således  udelukkende  noget   om   vælgerens   egen   opfattelse.   Andre   analyser   benytter   mere   indirekte  metoder   til   belysning   af   partiledereffekt,   hvor   sympatien   for   parti   og   leder  sættes  op  mod  hinanden.      

4.5.4  Ideologisk  bredde  

Med  udgangspunkt   i  den   rationelle   tilgang  opstillede  vi  hypotesen:  blokskiftere  opfatter  partisystemets  ideologiske  bredde  som  smal.      Ideologisk  bredde  

67    

For  at  belyse  respondentens  opfattelse  af  den  ideologiske  bredde  har  vi  valgt  at  beregne   en   ny   variabel   som   sammensat   mål   herfor.   Dette   har   vi   gjort   på  baggrund   af   et   spørgsmål,   hvor   respondenten   bliver   bedt   om   at   placere  partierne  på  en  klassisk  højre-­‐venstre-­‐skala:  ”I  politik  taler  man  ofte  om  venstre  og  højre.  Hvor  vil  du  placere  de  enkelte  partier?”.  Vi  har  derefter  beregnet  et  mål  for   alle   respondentens   besvarelser   på   baggrund   af   standardafvigelsen.   Højere  værdi   henviser   i   den   nye   variabel   ’Ideologisk   bredde’   til   at   vælgeren   opfatter  partiet  som  spredt  ud  på  det  politiske  spektrum.      Forskel  på  regeringsmagten  

Vi   har   desuden   valgt   at   medtage   en   anden   variabel   for   at   belyse   samme  hypotese.  Respondenterne  bliver  ved  alle  tre  valg  adspurgt,  om  de  mener,  at  det  gør  en  forskel,  hvem  der  har  regeringsmagten:  ”Nogle  mener,  at  det  gør  en  stor  forskel,   hvem  der  har   regeringsmagten.  Andre   siger,   at  det   ikke  betyder  noget,  hvem   der   har   regeringsmagten”.   De   kan   placere   sig   mellem   ’det   gør   en   stor  forskel,  hvem  der  har  regeringsmagten’(5)  og   ’det  betyder  ikke  noget,  hvem  der  har  regeringsmagten’  (1).  Vi  har  valgt  at  medtage  denne  variabel,  idet  vi  antager,  at  hvis  man  ikke  ser  den  store  forskel  mellem  den  ene  eller  den  anden  regering,  vil  man  have  større  sandsynlighed  for  at  være  blokskifter,  idet  afstanden  mellem  partierne  opfattes  som  kort.  Højere  værdier  i  denne  variabel  henviser  således  til  at  respondenten  mener,  det  gør  en  forskel  hvem  der  har  regeringsmagten.    

4.5.5  Kompetencevurdering  

Med  udgangspunkt  i  den  rationelle  teori  ønsker  vi  ydermere  at  teste  hypotesen:  blokskiftere   er   påvirkede   af   kompetencevurdering.   Kompetencevurderingen  indeholder  som  tidligere  redegjort  for  en  vurdering  af  partiernes  performance.  I  nærværende   operationalisering   vil   der   udelukkende   blive   set   på   regeringens  performance,   idet   spørgsmålet   lyder:   ”Vi   vil   gerne   høre   Deres   vurdering   af  regeringens   arbejde   generelt   de   sidste   3-­‐4   år”.   Respondenten   kan   vurdere  indsatsen  fra  meget  god  (5)  til  meget  dårlig  (1).  Dette  spørgsmål  vedrører  således  kun  den  siddende  regering.  Vi  mener  dog  alligevel,  at  spørgsmålet  er  dækkende,  idet  vi   i   tråd  med  både  Down  og  Fiorina  antager,  at  respondenten  for  at  kunne  svare,   foretager   en   sammenligning   af   regeringen   og   regeringsalternativets  hypotetiske  performance.  Alligevel  er  der  dog  en  bias   i  dette  spørgsmål,  som  vi  skal  være  opmærksomme  på.  I  de  andre  nordiske  lande  spørges  respondenterne  direkte   til   deres   tidligere   partivalgs   performance,   hvilket   kunne   have   givet   en  mindre  biased  operationalisering  (Søderlund  2008:  223).  

Ydermere   skal   vi   være   opmærksomme   på,   at   vi   i   vores   datasæt   ikke  opdeler  blokskiftere  efter  hvilken  blok  de  skifter  til,  hvilket  kan  være  en  fejlkilde  i  tolkningen.  Således  er  der  mulighed  for  at  dele  af  respondenternes  vurdering  af  regeringen  tager  udgangspunkt  i  partifarve,  og  derfor  ikke  siger  meget  om  det  at  være   blokskifter.   Således   kan   vi   risikere   at  måle   en   politisk   drejning  mere   end  noget  andet..  Høj  værdi  henviser  til  en  positiv  vurdering  af  regeringens  arbejde.  

68    

Valget  1998  har  ikke  spørgsmål  af  denne  kategori,  hvorfor  vi  ikke  kan  undersøge  dette  aspekt  i  analysen  af  det  pågældende  valg  

4.5.6  Nypolitiske  emner    

Issue   voting-­‐teorier   foreskriver,   at   vælgere   stemmer   efter   de   emner,   de   finder  mest   saliente,   og   vi   havde   en   formodning   om,   at   blokskiftere   prioriterer  nypolitike  emner  højst:  Blokskiftere  prioriterer  nypolitiske  emner.  Analysens  sigte  er   således   at   undersøge   hvilke   emner,   der   ligger   højest   på   vælgernes   politiske  dagsorden.   For   at   måle   om   nypolitiske   emner   er   saliente   for   blokskifterne,  benytter  vi  et  spørgsmål,  der  er  gennemgående  i  alle  tre  år:  ”Vi  har   jo   lige  haft  folketingsvalg,  og  derfor  vil  jeg  gerne  spørge  Dem,  hvilke  problemer  De  mener,  er  de   vigtigste,   som   politikerne   skulle   tage   sig   af   i   dag?”.   Da   dette   er   et   åbent  spørgsmål,   hvor   respondenterne   frit   har   kunnet   svare,   har   der   efterfølgende  været   behov   for   at   kode   svarene,   hvilket   er   sket   med   udgangspunkt   i   de  kodeoversigter,   der   er   tilgængelige   i   de   tekniske   rapporter   udgivet   ved   hver  valgundersøgelse   (Andersen   et   al.   1998;   Goul   Andersen   et   al.   2002,   Goul  Andersen  et  al.  2005b).  Det  har  ikke  været  hensigtsmæssigt  for  os  at  benytte  de  emneopdelte   kodninger,   da   disse   ikke   er   i   overensstemmelse   med   den  nypolitiske   inddeling,   som   vi   ønskede.   Vi   har   valgt   at   konstruere   en   binær  variabel,  hvor  1  er  udtryk  for  at  respondenten  har  valgt  et  nypolitisk  emne  som  det   vigtigste   problem   og   0   at   de   ikke   har   valgt   et   nypolitisk   emne.    Respondenterne  får  i  spørgsmålet  mulighed  for  at  vælge  op  til  fire  emner.  Vi  har  dog   kun   valgt   at   benytte   deres   førstevalg,   da   vi   mener,   at   det   må   være   det  bedste  udtryk   for  det  emne,  som  de   finder  mest  salient.  En  komplet   liste  over,  hvad   vi   har   kodet   til   nypolitiske   emner   kan   ses   i   syntaksen.   Emneopdelingen  tager   udgangspunkt   i   den   definition   af   nypolitik,   der   blev   præsenteret   i  teoriafsnittet.  

Tidligere   undersøgelser   af   ny-­‐   og   gammelpolitik   har   ofte   haft   fokus   på  vælgernes   placering   på   de   to   dimensioner,   og   hvorvidt   disse   holdninger   har  ændret   sig   over   tid.   Vores   formål   med   at   inddrage   den   todimensionelle  politikforståelse  er  alene  at  finde  ud  af,  om  nypolitik  er  mere  salient  og  dermed  har  større  betydning   for  blokskiftere  end   for  partiskiftere,  hvorfor  ovenstående  aspekter  ikke  vil  blive  belyst.      

4.5.7  Politisk  tillid  

Den   sidste   hypotese   vi   skal   operationalisere,   er:   Blokskiftere   har   lav   tillid   til  politikerne.   For   at   teste   denne   hypotese   ønsker   vi   at   finde   variable,   der   kan  belyse,  hvorvidt  vælgerne  har  tillid  til  politikerne.  Vi  har  valgt  at  operationalisere  dette  begreb  ud  fra  et  enkelt  spørgsmål,  nemlig:  ”Hvor  stor  tillid  har  De  til  danske  politikere  i  almindelighed?”.  Det  har  vi  gjort,  fordi  vi  i  dette  tilfælde  mener,  at  et  direkte   spørgsmål   er   at   foretrække   frem   for   et   indirekte.   I   andre   analyser   har  man   således   valgt   at   belyse   tillid   ud   fra   en   række   spørgsmål   som   ”Politikerne  

69    

tager  gennemgående  for  lidt  hensyn  til,  hvad  vælgerne  mener”  og  ”Mener  du  at  politikerne  er  for  ødsle  med  skatteborgernes  penge”.  Vi  finder  dog  ikke,  at  disse  variable   tydeligt   måler,   det   vi   ønsker.   Eksempelvis   kan   man   tolke,   at  respondentens   mening   om,   hvordan   politikerne   bruger   skattepengene,   mere  handler  om  politisk  holdning  til  størrelsen  af  bevillinger  til  den  offentlige  sektor.  Ved   at  medtage  de   indirekte   spørgsmål   og   konstruere   et   tillidsindeks,   risikerer  man   således,   at   disse   slører   det   billede,   vi   grundlæggende   er   interesseret   i,  nemlig  om  vælgeren  opfatter  politikerne  som  tillidsvækkende27.  Vi  mener  derfor,  at   det   ene   direkte   spørgsmål   er   bedst   til   at   belyse   begrebet   politikertillid.   Lav  værdi  er  udtryk  for  mistillid  og  høj  værdi  er  udtryk  for  tillid.  Værdierne  går  fra  1-­‐5.        

                                                                                                               27  Se  også  Nielsen  (1999:  240)  for  samme  konklusion.  

70    

 

 

 

 

 

 

5.  Analyse  

Med  udgangspunkt  i  de  foregående  afsnit  er  vi  således  klar  til  specialets  analyse,  hvor  det  primært  undersøges,  om  vi  kan  af-­‐  eller  bekræfte  vores  hypoteser  om,  hvad   der   påvirker   blokskifterne   og   om   dette   adskiller   sig   væsentligt   fra  partiskiftere.   Analysen   vil   i   tråd   med   problemformuleringen   fremskride   i   en  todelt   struktur,   hvor   vi   både   vil   have   fokus   specifikt   på   blokskifterne:   ”Hvad  påvirker   de   danske   vælgere   som   skifter   blok   ved   folketingsvalg”   og   samtidig  sammenligne  disse  med  partiskifterne:   ”Hvordan  adskiller  denne  gruppe   sig   fra  andre  ustabile  vælgere?”    For  at  undersøge  vores  problemformulering  operationaliserede  vi  hypoteserne  til  en   række   faktorer   vi   kan   undersøge.   Disse   faktorer   vil   i   analysen   fungere   som  gennemgående   uafhængige   variable   i   vores   modeller.   Som   beskrevet   i  analysedesignet  har  vi  opstillet  fire  modeller  med  forskellige  afhængige  variabel  for   bedst   muligt   at   kunne   besvare   spørgsmålene   i   problemformuleringen.  Analysen   af   de   forskellige   modeller   vil   afdække   hvilke   faktorer,   der   påvirker  blokskiftere,  og  hvordan  blokskiftere  adskiller  sig  fra  gruppen  af  partiskiftere.    

71    

 De  fire  modeller  er:    

1. Blokskiftere  vs.  stabile  vælgere  

2. Partiskiftere  vs.  stabile  vælgere  

3. Blokskiftere  vs.  partiskiftere    

4. Alle  volatile  vs.  stabile  vælgere  

 Første   model   har   således   blokskiftere   versus   stabile   vælgere   som   afhængig  variabel  (model  1).   I  næste  analyse  vil  se  på  partiskiftere  versus  stabile  vælgere  (model  2),   for  at  se  om  der  kan  påvises  en   forskel   i  hvilke  prædiktorer,  der  har  betydning.  Efterfølgende  vil  vi  med  en  analyse  af  blokskiftere  versus  partiskiftere  (model  3)  dykke  ned  i,  om  disse  potentielle  forskelle  viser  sig  signifikante  mellem  de   to   grupper   af   volatile   vælgere.  Med   udgangspunkt   i   resultaterne   fra   de   tre  første  modeller  ønsker  vi  til  sidst  at  undersøge,  hvorvidt  disse  stemmer  overens  med  de  resultater,  man  med  det  klassiske  undersøgelses-­‐set  up,  hvor  alle  volatile  vælgere  opfattes  under  ét,  var  nået  frem  til.  Derfor  har  vi  gennemført  en  analyse  med  samme  uafhængige  variable,  men  med  alle  ustabile  versus  alle  stabile  som  afhængig  variabel  (Model  4).  På  den  måde  ønsker  vi  at  afdække,  om  den  måde,  man  hidtil  har  analyseret  ustabile  vælgere,  har  været  hensigtsmæssig,  eller  om  man  har  overset  væsentlige  forskelle  internt  i  den  ustabile  vælgergruppe.    

Det   er   vigtigt   endnu   engang   at   understrege,   at   den   stikprøve   vi   arbejder  med,   ændrer   sig   for   hver   model   og   mellem   hvert   valg.   Stikprøverne   i   hver  analyse  udgøres  af  de  to  grupper  af  respondenter,  som  modellen  undersøger28.  

 For   hver   model   er   der   foretaget   én   samlet   multivariat   logistisk  regressionsanalyse.  Indledningsvis  præsenteres  de  samlede  modeller  for  hver  af  de   enkelte   regressionsanalyser,   hvorefter   resultaterne   herfra   gennemgås  mere  detaljeret  for  de  enkelte  analyseområder.    

                                                                                                               28  Se  uddybende  stikprøvebeskrivelse  i  forrige  kapitel.  

72    

 Resultaterne  for  analysen  af  blokskiftere  versus  stabile  vælgere  ser  således  ud:    Model  1:  Blokskiftere  versus  stabile  vælgere  

1998   2001   2005      

Exp(B)   Sig.   Exp(B)   Sig.   Exp(B)   Sig.  

Alder   ,977       ,004   **   ,981       ,000   **   ,979       ,001   **  Køn  (mand)   1,200       ,454       ,851       ,327       1,210       ,305      Uddannelse   ,904       ,203       ,886       ,032   *   1,026       ,659      

Politisk  viden                                   ,881       ,052   ^  Politisk  interesse   1,078       ,528       ,934       ,395       1,463       ,000   **  Partiidentifikation   ,142       ,000   **   ,158       ,000   **   ,251       ,000   **  Partimedlemskab   1,021       ,971       ,782       ,547       ,383       ,074   ^  Begejstringsniveau   ,798       ,024   *   ,760       ,000   **   ,730       ,000   **  Politisk  selvtillid   ,995       ,399       1,000       ,906       ,985       ,002   **  Politiske  budskaber                                   1,004       ,439      

Partileder-­‐effekt   1,286       ,009   **                   1,126       ,178      

Ideologisk  bredde   ,705       ,009   **   ,703       ,000   **   ,862       ,170      Forskel  på  regeringsmagten  

,948       ,589       ,884       ,094   ^   ,795       ,006  **  

Kompetencevurdering                   ,659       ,000   **   ,884       ,249      

Nypolitik   1,122       ,653       1,009       ,960       1,074       ,710      

Politikertillid   ,831       ,081   ^   1,129       ,131       1,103       ,287      

Constant   4,291       ,080       47,530       ,000       2,348       ,219      

Nagelkerke   ,264   ,274   ,215    Tabel  5.1:  Resultaterne  fra  den  multivariate  logistiske  regressionsanalyse.  Signifikansniveauerne  er  markeret  ^p<0,1  *p<0,05  **p<0,0.  Data  er  uvægtet.  De  enkelte  odds  skal  tolkes  i  forhold  til  

referencekategorien  (se  nedenfor).  Odds  på  en  betyder,  at  der  er  lige  stor  chance  mellem  vælgere  i  gruppen  og  referencegruppen  for  at  skifte  blok.  Odds  på  under  1  betyder,  at  der  er  mindre  

chance  for,  at  vælgerne  i  gruppen  skiftede  blok  ved  det  pågældende  valg  sammenlignet  med  referencegruppen.  Odds  på  over  1  betyder,  at  vælgere  i  gruppen  skiftede  blok  ved  det  

pågældende  valg  sammenlignet  med  referencegruppen.  Som  referencekategorier  på  kategoriske  variable  er  anvendt:  kvinde,  ingen  identifikation,  ikke  medlem  og  andet  en  nypolitik.  De  

kontinuerte  variable  er:  alder,  uddannelse,  politisk  viden,  politisk  interesse,  begejstringsniveau,  politisk  selvtillid,  politiske  budskaber,  partileder  effekt,  ideologisk  bredde,  forskel  på  

regeringsmagten  og  politiker  tillid.          

 Analysen  af  model  1,  blokskifterne  versus  stabile  vælgere,  har  ifølge  Nagelkerkes  R2,  en  forklaringskraft  på  omkring  henholdsvis  26,4  pct.  i  1998,  27,4  pct.  i  2001,  og  21,5  pct.  i  2005,  og  forklarer  dermed  gennemsnitligt  godt  25  pct.  af  variansen.    

73    

 Model  2:  Partiskiftere  versus  stabile  vælgere  

1998   2001   2005       Exp(B)       Sig.       Exp(B)       Sig.       Exp(B)       Sig.      

Alder   ,997       ,522       ,987       ,013   *   ,986       ,005   **  Køn  (mand)   ,896       ,461       ,986       ,928       1,132       ,392      Uddannelse   1,075       ,141       1,155       ,004   **   1,045       ,326      

Politisk  viden                                   ,898       ,039   *  Politisk  interesse   1,347       ,000   **   ,962       ,636       1,323       ,000   **  Partiidentifikation   ,223       ,000   **   ,235       ,000   **   ,275       ,000   **  Partimedlemskab   ,450       ,010   *   ,437       ,046   *   ,685       ,191      Begejstringsniveau   ,989       ,861       ,807       ,001   **   ,834       ,002   **  Politisk  selvtillid   ,999       ,713       1,001       ,703       ,997       ,467      Politiske  budskaber                                   ,999       ,756      

Partileder-­‐effekt   1,180       ,010   *                   1,132       ,077   ^  

Ideologisk  bredde   1,010       ,917       1,230       ,055   ^   1,186       ,065   ^  Forskel  på  regeringsmagten  

1,046       ,484       1,042       ,566       ,913       ,168      

Kompetencevurdering                   ,865       ,118       ,830       ,016   *  

Nypolitik   1,578       ,003   **   1,284       ,112       1,035       ,814      

Politikertillid   ,746       ,000   **   1,036       ,651       1,129       ,103      

Constant   ,259       ,018       ,624       ,453       ,560       ,312      

Nagelkerke   ,228   ,199   ,167    Tabel  5.2:  Resultaterne  fra  den  multivariate  logistiske  regressionsanalyse.  Signifikansniveauerne  er  markeret  ^p<0,1  *p<0,05  **p<0,0.  Data  er  uvægtet.  De  enkelte  odds  skal  tolkes  i  forhold  til  

referencekategorien  (se  nedenfor).  Odds  på  en  betyder,  at  der  er  lige  stor  chance  mellem  vælgere  i  gruppen  og  referencegruppen  for  at  skifte  parti.  Odds  på  under  1  betyder,  at  der  er  mindre  

chance  for,  at  vælgerne  i  gruppen  skiftede  parti  ved  det  pågældende  valg  sammenlignet  med  referencegruppen.  Odds  på  over  1  betyder,  at  vælgere  i  gruppen  skiftede  parti  ved  det  

pågældende  valg  sammenlignet  med  referencegruppen.  Som  referencekategorier  på  kategoriske  variable  er  anvendt:  kvinde,  ingen  identifikation,  ikke  medlem  og  andet  en  nypolitik.  De  

kontinuerte  variable  er:  alder,  uddannelse,  politisk  viden,  politisk  interesse,  begejstringsniveau,  politisk  selvtillid,  politiske  budskaber,  partileder  effekt,  ideologisk  bredde,  forskel  på  

regeringsmagten  og  politiker  tillid.          

 Model  2,  analysen  af  forskellene  mellem  partiskiftere  og  stabile  vælgere  har  med  udgangspunkt  i  Nagelkerkes  R2  en  forklaringskraft  på  22,8  pct.  i  1998,  19,9  pct.  i  2001  og  16,7  pct.  i  2005.    Denne  model  forklarer  dermed  gennemsnitlig  20  pct.  af  variansen  og  har  dermed  en  lidt  lavere  forklaringskraft  end  ovenstående.      

74    

 Model  3:  Blokskiftere  versus  partiskiftere  

1998   2001   2005       Exp(B)   Sig.   Exp(B)   Sig.   Exp(B)   Sig.  

Alder   ,978       ,016   *   ,995       ,448       ,991       ,217      Køn  (mand)   1,271       ,371       ,845       ,418       1,116       ,611      Uddannelse   ,841       ,041   *   ,719       ,000   **   ,967       ,625      

Politisk  viden                                   ,955       ,552      Politisk  interesse   ,805       ,111       ,921       ,419       1,072       ,518      Partiidentifikation   ,702       ,282       ,680       ,155       ,873       ,576      Partimedlemskab   2,535       ,146       1,721       ,379       ,464       ,195      Begejstringsniveau   ,722       ,002   **   ,926       ,375       ,829       ,036   *  Politisk  selvtillid   ,994       ,323       1,000       ,957       ,990       ,087   ^  Politiske  budskaber                                   1,007       ,241      

Partileder-­‐effekt   1,043       ,669                       1,045       ,660      

Ideologisk  bredde   ,784       ,094   ^   ,546       ,000   **   ,725       ,012   *  Forskel  på  regeringsmagten  

,878       ,222       ,832       ,056   ^   ,906       ,295      

Kompetencevurdering                   ,800       ,084   ^   1,063       ,609      

Nypolitik   ,656       ,121       ,707       ,103       1,116       ,622      

Politikertillid   1,096       ,407       1,110       ,300       ,965       ,746      

Constant   25,946       ,001       107,523       ,000       4,178       ,078      

Nagelkerke   ,159   ,204   ,089    Tabel  5.3:  Resultaterne  fra  den  multivariate  logistiske  regressionsanalyse.  Signifikansniveauerne  er  markeret  ^p<0,1  *p<0,05  **p<0,0.  Data  er  uvægtet.  De  enkelte  odds  skal  tolkes  i  forhold  til  

referencekategorien  (se  nedenfor).  Odds  på  en  betyder,  at  der  er  lige  stor  chance  mellem  vælgere  i  gruppen  og  referencegruppen  for  at  skifte  blok.  Odds  på  under  1  betyder,  at  der  er  mindre  chance  for  at  vælgerne  i  gruppen  skiftede  blok  ved  det  pågældende  valg  sammenlignet  med  

referencegruppen.  Odds  på  over  1  betyder,  at  vælgere  i  gruppen  skiftede  blok  ved  det  pågældende  valg  sammenlignet  med  referencegruppen.  Som  referencekategorier  på  kategoriske  

variable  er  anvendt:  kvinde,  ingen  identifikation,  ikke  medlem  og  andet  en  nypolitik.  De  kontinuerte  variable  er:  alder,  uddannelse,  politisk  viden,  politisk  interesse,  begejstringsniveau,  

politisk  selvtillid,  politiske  budskaber,  partileder  effekt,  ideologisk  bredde,  forskel  på  regeringsmagten  og  politiker  tillid.          

   Model  3,  analysen  af  blokskiftere  versus  partiskiftere  har  ifølge  Nagelkerkes  R2  en  forklaringskraft   på   19,9   pct.   i   1998,   på   20,4   pct.   i   2001   og   på   8,9   pct.   i   2005.  Forklaringskraften   spreder   sig   over   et   relativt   stort   spænd,   idet   den  mere   end  formindskes   når  man   ser   på   1998   i   forhold   til   2005.   I   2005   forklarer  modellen  altså  kun  en  forholdsvis  lille  del.    

75    

 Model  4:  Alle  ustabile  vælgere  versus  stabile  vælgere  

1998   2001   2005       Exp(B)   Sig.   Exp(B)   Sig.   Exp(B)   Sig.  

Alder   ,993       ,098   ^   ,985       ,000   **   ,983       ,000   **  Køn  (mand)   ,937       ,636       ,913       ,464       1,164       ,220      Uddannelse   1,037       ,412       1,025       ,550       1,038       ,335      

Politisk  viden                                   ,884       ,005   **  Politisk  interesse   1,287       ,001   **   ,951       ,419       1,370       ,000   **  Partiidentifikation   ,204       ,000   **   ,197       ,000   **   ,267       ,000   **  Partimedlemskab   ,529       ,023   *   ,600       ,090   ^   ,584       ,040   *  Begejstringsniveau   ,932       ,205       ,788       ,000   **   ,785       ,000   **  Politisk  selvtillid   ,998       ,457       1,001       ,771       ,994       ,038   *  Politiske  budskaber                                   1,001       ,776      

Partileder-­‐effekt   1,201       ,002   **                   1,126       ,046   *  

Ideologisk  bredde   ,914       ,293       ,887       ,106       1,048       ,537      Forskel  på  regeringsmagten  

1,022       ,715       ,976       ,672       ,871       ,014  *  

Kompetencevurdering                   ,765       ,000   **   ,844       ,013   *  

Nypolitik   1,484       ,005   **   1,160       ,246       1,066       ,613      

Politikertillid   ,760       ,000   **   1,074       ,241       1,108       ,105      

Constant   ,957       ,931       10,762       ,000       2,115       ,115      

Nagelkerke   ,260   ,251   ,215    Tabel  5.4:  Resultaterne  fra  den  multivariate  logistiske  regressionsanalyse.  Signifikansniveauerne  er  markeret  ^p<0,1  *p<0,05  **p<0,0.  Data  er  uvægtet.  De  enkelte  odds  skal  tolkes  i  forhold  til  

referencekategorien  (se  nedenfor).  Odds  på  en  betyder,  at  der  er  lige  stor  chance  mellem  vælgere  i  gruppen  og  referencegruppen  for  at  være  ustabil  vælger.  Odds  på  under  1  betyder,  at  der  er  

mindre  chance  for  at  vælgerne  i  gruppen  var  ustabile  vælgere  ved  det  pågældende  valg  sammenlignet  med  referencegruppen.  Odds  på  over  1  betyder,  at  vælgere  i  gruppen  var  ustabile  

vælgere  ved  det  pågældende  valg  sammenlignet  med  referencegruppen.  Som  referencekategorier  på  kategoriske  variable  er  anvendt:  kvinde,  ingen  identifikation,  ikke  medlem  og  andet  en  nypolitik.  De  kontinuerte  variable  er:  alder,  uddannelse,  politisk  viden,  politisk  interesse,  

begejstringsniveau,  politisk  selvtillid,  politiske  budskaber,  partileder  effekt,  ideologisk  bredde,  forskel  på  regeringsmagten  og  politiker  tillid.  

 Model   4,   analysen   af   alle   ustabile   vælgere   versus   stabile   vælgere,   viser   en  Nagelkerkes  R2  med  en  forklaringskraft  på  26  pct.  i  1998,  på  25,1  pct.  i  2001  og  på  21,5  i  2005.      Samlet   set   spænder   forklaringskraften   i  modellerne   således  mellem  8,9  pct.  og  26,4  pct.      

76    

4.1  Socioøkonomiske  baggrundsvariable    

Som   beskrevet   tidligere   har   vi   valgt   at   inddrage   en   række   sociale  baggrundsfaktorer   i   den   samlede  analyse.  Det  har   vi   gjort  med  udgangspunkt   i  tidligere  empiriske  undersøgelser,  der  har  vist  os,  at  det  er  relevant  at  anlægge  en   række   forventninger   til   volatile   vælgeres   socioøkonomiske   forhold.  Forventningerne   fra   de   gennemgåede   teorier   og   tidligere   undersøgelser   er,   at  især   alder,   uddannelse   og   køn   har   vist   sig   betydningsfulde   for   ustabil  vælgeradfærd.   Således   tyder   det   på,   at   sociale   faktorer,   om   end   aftagende,  stadig   kan   siges   at   være   vigtige   prædiktorer   for   vælgeradfærd.   Dog   peger  moderniseringshypotesen   på,   at   betydningen   af   de   sociale   faktorer   for  vælgeradfærden  kan  forventes  at  være  aftagende.      

Vi  udvalgte  henholdsvis  køn,  alder  og  uddannelse.  Nedenfor  vises  et  udsnittet  af  den   samlede   logistiske   regressionsmodel   med   variablene   for   de   tre   sociale  baggrundsfaktorer:    Model  1   1998   2001   2005  Blok  vs.  stabile   Exp(B)   Exp(B)   Exp(B)  

Alder   ,977    **     ,981  **     ,979  **    Køn  (mand)   1,200           ,851     1,210    Uddannelse   ,904     ,886  *     1,026      Tabel  5.5:  Tabellen  er  et  udsnit  af  den  samlede  logistiske  regressionsmodel  for  blokskiftere  versus  

stabile  vælgere  (model  1).  Signifikansniveauerne  er  markeret  ^p<0,1  *p<0,05  **p<0,0.  Se  beskrivelse  for  tolkning  af  odds  i  den  samlede  tabel  5.1.  Som  referencekategorier  på  kategoriske  

variable  er  anvendt:  kvinde.  De  kontinuerte  variable  er:  alder  og  uddannelse.            

 

Indledningsvist  står  det  klart,  at  alder  viser  sig  at  have  en  tydelig  påvirkning.  Lav  alder  hænger  signifikant  sammen  med  øget  sandsynlighed  for  at  være  blokskifter  ved  alle  tre  valg.  Det  betyder,  at  sandsynligheden  for  at  være  blokskifter  falder  i  takt  med,  at  alderen  stiger.  Omregnet  til  sandsynlighed  kan  vi  illustrere  det  som  vist  i  nedenstående  diagram.  Grafen  viser,  hvordan  sandsynligheden  ændrer  sig,  når  alle  faktorer  holdes  konstant,  og  kun  alder  varierer.    

77    

   

Figur  4.1:  Sandsynligheden  for  at  blokskifte  som  følge  af  alder.  Udregnet  ud  fra  model  1  blokskiftere  versus  stabile,  1998.  De  resterende  variable  i  modellen  er  holdt  konstant  med  

udgangspunkt  i  et  medianniveau  for  den  samlede  stikprøve.  

 Disse  resultater  ligger  i  tråd  med  vores  forventninger,  både  teoretisk  og  empirisk.  At   alderen   har   en   betydning,   kan   tolkes   ud   fra   flere   vinkler.   I   den  socialpsykologiske  teori  fremhæves  alderens  påvirkning  som  en  livscyklus-­‐effekt,  idet   partiidentifikation   og   holdninger   formes   og   bliver   stærkere   gennem   livet,  mens   yngre   vælgere   endnu   er   påvirkelige   i   deres   valg   (Borre   Goul   Andersen  1997:   163).   Ifølge   moderniseringstesen   bør   man   kunne   aflæse   en  generationseffekt,   hvor   yngre   vælgere   er   mere   ustabile   qua   den   øgede  individualisering,  der  er  sket  i  det  moderne  samfund.  Dette  medfører,  at  unge  er  mindre   knyttede   til   et   specifikt   parti.   At   alder   er   en   vigtig   faktor   er   også   i  overensstemmelse   med   tidligere   danske   valgundersøgelser,   der   viser   at   unge  ikke  i  samme  grad  knytter  sig  til  et  parti  og  derfor  også  skifter  mere  (Worre  1976:  57;   Borre  &  Goul   Andersen   1997:   163;  Møller  Hansen   et   al,   2007.:   81).   Vi   kan  med  nærværende  analyseresultater   ikke  afgøre  hvilken  teoretisk   forklaring,  der  gør   sig   gældende,   og   om   der   er   tale   om   en   generationseffekt   eller   en  livscykluseffekt,  men  blot  konstatere,  at  yngre  vælgere  har  større  sandsynlighed  for  et  blokskift.  Den  fremtidige  udvikling  af  vælgeradfærden  er  dog  afhængig  af  netop  dette  spørgsmål,   idet  en  generationseffekt  kan  medføre,  at  flere  og  flere  vælgere  vil  være  blokskiftere.  Er  der  derimod  tale  om  en   livscykluseffekt,  vil  de  vælgere,   som   før   var   blokskiftere,   med   tiden   blive   mere   stabile   i   deres  stemmeadfærd.      Omvendt  kan  vi  påvise,  at  køn  ingen  signifikant  betydning  har,  og  hvorvidt  vi  har  at   gøre  med   en  mandlig   eller   kvindelig   vælger,   har   således   ikke   betydning   for  

78    

sandsynligheden  for  at  være  blokskifter.  Danske  mænd  og  kvinder  må  dermed  ud  fra  denne  analyse  antages  at  være  lige  tilbøjelige  til  at  foretage  et  blokskift.  Både  internationale   og   nationale   undersøgelser   har   ellers   tidligere   vist,   at   køn   har  betydning   for   volatilitet.   Resultaterne   har   dog   ikke   været   overensstemmende,  idet  nogle  resultater  peger  på,  at  kvinder  er  mest  volatile,  mens  andre  peger  på  at   mænd   er   mest   volatile.   (McAllister   &   Hayes   2001;   Oscarsson   &   Holmberg  2004;  Worre  1976:  57;  Togeby  2004:  235-­‐6,  Møller  Hansen  et  al.  2007:  80).  Når  tidligere   analyseresultater   af   volatile   vælgeres   adfærd   på   dette   område   er   så  tvetydige,   er   det   interessant   at   undersøge,   om   det   er   fordi,   blokskiftere   og  partiskiftere   på   dette   område   adskiller   sig   fra   hinanden.   Dette   vil   senere  analysemodeller  afklare.    Uddannelse  er  en  variabel,  som  traditionelt  set  har  haft  betydning  for  partivalg  og  volatilitet,  men  spørgsmålet  er,  om  uddannelse  også  har  betydning  for  blok-­‐volatilitet.   Tidligere   undersøgelser   af   de   ustabile   vælgere   som   samlet   gruppe  viser,  at  højere  uddannelse  øger  sandsynligheden  for  volatilitet.  Forklaringen  har  i   tråd  med   tesen   om   kognitiv  mobilisering   lydt,   at   stigende   uddannelsesniveau  har   været   medvirkende   til   at   undergrave   de   faste   bånd   til   partierne,   hvorfor  stigende  uddannelse  fører  til  faldende  partitilhørsfølelse  (Worre  1976:  54;  Møller  Hansen   et   al.   2005;   Berglund   et   al.   2005:   112).   Socialpsykologiske   teoretikere  som   Zaller,   der   beskæftiger   sig  med   holdningsdannelse,   har  modsat   advokeret  for   hypotesen   om,   at   højere   uddannelse   fører   til  mere   stabilitet,   idet   vælgere  med  højere  uddannelse  forventes  at  have  tænkt  mere  over  egne  holdninger  og  derfor  vil  være  mindre  påvirkelige  (Togeby  2004:  238).  

I  vores  første  analyse  af  blokskifterne  i  forhold  til  de  stabile  vælgere,  viser  det   sig   imidlertid,   at   det   for   to   valg   gælder,   at   uddannelse   ingen   signifikant  sammenhæng   har   med   blokskift.   Ved   valget   i   2001   er   der   dog   et   signifikant  resultat,  men  dette  peger  i  den  modsatte  retning  af  tidligere  resultater.  Her  viser  det   sig   nemlig,   at   lavere   uddannelse   øger   sandsynligheden   for   blok-­‐volatilitet.  Således   falder   sandsynligheden   for  blokskifte  med  en  odds   ratio  på  0,886  hver  gang   uddannelse   stiger   med   en   værdi.   Dette   stemmer   overens   med   de  socialpsykologiske   forudsigelser   om   uddannelsens   betydning   for   holdnings-­‐dannelsen.   Inkonsistensen  mellem  vores   resultater  og   valgundersøgelsens   fund  kan  naturligvis  skyldes  en  række  metodiske  forhold,  men  kan  også  tyde  på,  at  der  muligvis  her  er  en  reel  forskel  på  blokskiftere  og  partiskiftere.  Hvorvidt  dette  er  tilfældet,  vil  vi  vende  tilbage  til.  

Idet  vi  kun  finder  resultatet  for  et  enkelt  år,  kan  en  anden  forklaring  måske  findes   i   de   specifikke   omstændigheder   ved   dette   ene   valg,   mere   end   som   en  generel   tendens.   At   det   netop   er   ved   2001-­‐valget,   at   resultatet   viser   sig,  underbygger   denne   mistanke.   Dette   valg   var   kendetegnet   ved   en   kraftig  højredrejning   i  dansk  politik  og  man  kan  derfor   forestille  sig,  at  vi   i  højere  grad  ser  resultatet  af  denne  højredrejning.  Således  vidner  resultatet  ikke  nødvendigvis  om   fælles   karakteristika   ved  blokskiftende   vælgere,  men  om  karakteristika   ved  højredrejende   vælgere.   Tidligere   undersøgelser   viser   nemlig,   at   uddannelse  korrelerer   med   højredrejning,   hvor   lavere   uddannelse   fører   til   mere   højre-­‐

79    

orienterede   holdninger   (Andersen   &   Goul   Andersen   2003b;   Stubager   2007).  Heraf  kan  man  uddrage,  at  mange  af  de  vælgere,  der  skiftede  blok  i  2001  havde  en   lavere   uddannelse,   idet   langt   de   fleste   vælgere   rykkede  mod   højre.   Denne  mulige  forklaring  kan  vi  ikke  udelukke  med  vores  analysedesign.  Det  skyldes,  at  vi  har  valgt  ikke  at  opdele  blokskifterne  efter  retning,  altså  om  de  bevæger  sig  mod  en   borgerlig   regering   eller   socialdemokratisk   regering.   Dette   vil   være   en  tilbagevendende  overvejelse,  vi  skal  holde  os  for  øje,  når  vi  behandler  de  øvrige  resultater  af  vores  analyser.    Et   samlet   billede   på   de   sociale   baggrundsfaktorers   betydning   for  sandsynligheden  for  et  blokskift  kan  kort  sammenfattes.  Det  kan  konstateres,  at  kun   alder   er   en   gennemgående   prædiktor   for   sandsynligheden   for   at   være  blokskifter,   mens   uddannelse   kun   viser   signifikans   for   et   enkelt   valg.   Vores  resultaterne  viser  altså,  at   lavere  alder  og  til  dels  kortere  uddannelse  medfører  højere   sandsynlighed   for   at   være   blokskifter.   De   sociale   baggrundsfaktorer   set  over  en  kam  har  som  forventet  lav  forklaringskraft.      Med  disse  resultater   in  mente  vil  vi  vende  os  mod  en  analyse,  der  kan  vise  om  det  er  samme  faktorer,  der  påvirker  partiskifterne.  I  analysen  af  model  2  er  den  afhængige  variabel  derfor  partiskiftere  versus  stabile.  Nedenstående  tabel  viser  et  udsnit  af  den  samlede  logistiske  regressionsanalyse  for  model  2.    Model  2   1998   2001   2005  Parti  vs.  stabile   Exp(B)   Exp(B)   Exp(B)  

Alder   ,997     ,987*     ,986**    Køn  (mand)   ,896     ,986     1,132    Uddannelse   1,075     1,155**     1,045        Tabel  4.6:  Tabellen  er  et  udsnit  af  den  samlede  logistiske  regressionsmodel  for  partiskiftere  versus  

stabile  vælgere  (model  2).  Signifikansniveauerne  er  markeret  ^p<0,1  *p<0,05  **p<0,0.  Se  beskrivelse  for  tolkning  af  odds  i  den  samlede  tabel  4.2.  Som  referencekategorier  på  kategoriske  

variable  er  anvendt:  kvinde.  De  kontinuerte  variable  er:  alder  og  uddannelse.          

 Resultaterne  af  denne  analyse  peger  på,  at  alder  også  påvirker  partiskiftere  som  blokskifterne,   mens   køn   heller   ikke   her   nogen   påvirkning   har.   Derimod   viser  uddannelse   at   have   en   signifikant   sammenhæng   med   sandsynligheden   for  partiskifte  det  samme  år,  som  vi  så  det  i  analysen  af  blokskifterne.  Resultaterne  fra  denne  analyse  af  partiskifterne  peger  dog  i  modsat  retning,  således  at  højere  uddannelse  medfører  øget  sandsynlighed  for  partiskifte.        

80    

 Vi   finder   det   således   interessant   yderligere   at   granske,   hvordan   disse   forskelle  viser   sig  med  en  analyse  af  model  3,  blokskifterne  versus  partiskifterne.  Denne  analysemodel   kan   vise,   om   der   findes   signifikante   forskelle   de   to   ustabile  grupper   mellem.   Et   udsnit   af   den   samlede   logistiske   regressionsanalyse   for  model  3,  giver  os  følgende  resultater:    Model  3   1998   2001   2005  Blok  vs.  parti   Exp(B)   Exp(B)   Exp(B)  

Alder   ,978*     ,995     ,991    Køn  (mand)   1,271     ,845     1,116    Uddannelse   ,841*     ,719**     ,967        Tabel  4.7:  Tabellen  er  et  udsnit  af  den  samlede  logistiske  regressionsmodel  for  blokskiftere  versus  partiskiftere  (model  3).  Signifikansniveauerne  er  markeret  ^p<0,1  *p<0,05  **p<0,0.  Se  beskrivelse  for  tolkning  af  odds  i  den  samlede  tabel  4.3.  Som  referencekategorier  på  kategoriske  variable  er  

anvendt:  kvinde.  De  kontinuerte  variable  er:  alder  og  uddannelse.            

I   denne   analyse   af   forskelle  mellem  blokskiftere   og   partiskiftere   viser  alder   sig  kun   signifikant   ved   et   enkelt   valg.   Dette   resultat   viser   en   sammenhæng,   idet  yngre   vælgere   har   større   sandsynlighed   for   et   blokskift   frem   for   et   partiskift.  Således  kan  kun  1998-­‐valget   leve  op  til  vores  forventning  om,  at  yngre  vælgere  er   mere   volatile   i   en   sammenligning   mellem   blok-­‐   og   partiskiftere,   hvis   man  opfatter   et   blokskift   som  en  mere   volatil   handling   end   et   partiskift.   Ved   2001-­‐  samt  2005-­‐valget  bekræftes  ingen  signifikante  sammenhænge  i  forhold  til  alder.  Der  kan  således  ikke  konkluderes,  at  alder  generelt  påvirker  sandsynligheden  for  et  blokskifte  frem  for  et  partiskifte.    

Ser  vi  alligevel  på  det  ene  signifikante  resultat,  kan  en  forklaring  på  dette  være,  at  yngre  vælgere  som  en  effekt  af  deres  placering  i   livscyklussen  hverken  har  etableret  en  partitilknytning  eller  en  bloktilknytning.  Ældre  ustabile  vælgere  har  derimod,  på  trods  af  deres  manglende  tilknytning  til  et  parti,  alligevel  fundet  ud  af,  hvilken  politisk   fløj,  de   tilhører,  og  dermed   forbliver   inden   for  denne.  En  anden  mulig  forklaring  kan  være  generationsforklaringen,  som  antager,  at  yngre  vælgere   qua   den   samfundsmæssige   udvikling   er   mere   individualiserede.   Hvis  man   tolker   et   blokskift   som   en  mere   frisat   og   individualistisk   handling   end   et  partiskift,  kan  resultatet  også  tolkes   inden  for  denne  ramme.  De  yngre  vælgere  bevæger   sig   frit   inden   for   hele   det   politiske   spektrum,   mens   ældre   vælgere  bevægelsesmønstre   befinder   sig   inden   for   en   mindre   ramme   i   form   af   den  politiske  blok.  Dette  kan  skyldes,  at  de  ældre  generationer  er  vokset  op  i  en  tid,  hvor   fronterne  mellem  den   socialistiske  og  borgerlige  blok   stod   skarpere   end   i  den   tid,   hvor   de   yngre   vælgere   voksede   op.   Hvis   dette   er   tilfældet,   kan   man  forestille   sig,   at   kommende   vælgere,   som   vokser   op   under   de   senere   års  depolariserede  partisystem  og,  afideologiserede  politiske  kontekst,  i  højere  grad  vil   være   blokskiftere.   Eftersom   de   ud   fra   denne   betragtning   ikke   vil   opfatte  forholdet  mellem  rød  og  blå  blok  som  dikotomisk.    

81    

 Respondenternes   køn   har   til   gengæld   ingen   signifikant   sammenhæng   med  forskelle   i   den   volatile   vælgeradfærd.   Således   kan   vi   ikke   finde   belæg   for  forventningen   om   eventuelle   forskelle   i   mænd   og   kvinders   valgmønster   de  volatile  vælgere  mellem,  eftersom  de  i  lige  høj  grad  er  parti-­‐  som  blokskifter.  Vi  mener  derfor  at  kunne  konkludere,  at  køn  ingen  rolle  spiller  for  volatilitet  ved  de  seneste  valg.    Betydningen  af  Uddannelse  finder  vi  større  belæg  for,  idet  både  1998-­‐  og  2001-­‐valget   viser   signifikante   resultater   heraf.   Resultaterne   viser,   at  uddannelsesniveauet   har   en   signifikant   indvirkning   på   sandsynligheden   for   et  blokskift  frem  for  et  partiskift,   idet   lavere  uddannelse  øger  sandsynligheden  for  et  blokskift.  Dette  stemmer  overens  med  det,  der  kunne  ses,  da  blokskifterne  og  partiskifterne  blev  analyseret  hver  for  sig  i  model  1  og  2.    Dette   fund   er   særdeles   interessant,   idet   den   tidligere   valgforskning   i   ustabil  vælgeradfærd   har   vist   den   præcis   modsatte   effekt,   hvor   højere   uddannelse  medførte  øget  sandsynlighed  for  volatilitet  (Møller  Hansen  et  al.  2007;  Holmberg  &  Oscarsson  1994:  94,  Berglund  et  al.  2005:  112).  Det  tyder  således  på,  at  parti-­‐  og   blokskiftere   på   dette   område   adskiller   sig   væsentligt   fra   hinanden.   Vi  hævdede   ovenfor,   at   resultatet   fra   2001-­‐valget   i   højere   grad   karakteriserede  vælgere  vandrende  mod  højre  end  vandrende  over  midten.  I  denne  analyse  får  vi  dog  samme  resultat  ved  1998-­‐valget,  hvor  vælgervandringerne  mod  henholdsvis  højre  og  venstre  var  af  samme  størrelse  (Nielsen  &  Risbjerg  Thomsen  2003b:  61).  Resultatet   fra   1998   er   således   ikke   et   resultat   af   en   højredrejning,   men   kan   i  højere   grad   ses   som  et   reelt   udtryk   for,   at   uddannelsesniveauet   for   dette   valg  påvirker   sandsynligheden   for   at   være   blokskifter   per   se.   Man   kan   med  uddannelsesfaktoren  konstatere  en  forskel  mellem  blokskiftere  og  partiskiftere,  eftersom  grupperne  påvirkes  forskelligt  af  uddannelsesniveau.  Da  resultatet  ikke  er   gennemgående,   er   det   dog   stadig   med   visse   forbehold.   Men   med   denne  konklusion   in   mente   kan   vi   dog   konstatere,   at   det   er   uhensigtsmæssigt   at  betragte  alle  volatile  vælgere  ud  fra  samme  optik,  idet  de  påvirkes  modsatrettet  af  uddannelse.  De   modsatrettede   resultater   for   henholdsvis   blok-­‐   og   partiskifterne   kan  illustreres  således:      

82    

 Figur  4.2:  Sandsynligheden  for  at  blokskifte  som  følge  af  uddannelse.  Udregnet  ud  fra  model  1  blokskiftere  versus  stabile,  2001.  De  resterende  variable  i  modellen  er  holdt  konstant  med  udgangspunkt  

i  et  medianniveau  for  den  samlede  stikprøve.  

     

 Figur  4.3:  Sandsynligheden  for  at  partiskifte  som  følge  af  uddannelse.  Udregnet  ud  fra  model  2  

partiskiftere  versus  stabile,  2001.  De  resterende  variable  i  modellen  er  holdt  konstant  med  udgangspunkt  i  et  medianniveau  for  den  samlede  stikprøve.  

   

83    

Sammenstiller  vi  ovenstående  resultater  med  resultaterne  fra  analysen  af  model  4,   dvs.   alle   ustabile   versus   stabile   vælgere,   kan   endnu   en   interessant   slutning  drages.  Mens  uddannelsesvariablen  i  de  ovenstående  modeller  viste  signifikante  resultater,   viser   analysen   af   de   ustabile   vælgere   som   samlet   gruppe   ingen  resultater.  Dette   skyldes  højst   sandsynligt,   at   fordi  uddannelse  påvirkede  de   to  grupper   af   ustabile   vælgere   i   forskellig   retning,   udligner   disse   resultater  hinanden,   når   grupperne   behandles   som   ens.   Dette  medfører,   at  man   overser  reelle  prædiktorer,  hvis  man  kategoriserer  alle  volatile  vælgere  i  samme  gruppe  og  analyser  dem  ud  fra  denne  betragtning.    Model  4   1998   2001   2005  Ustabile  vs.  stabile   Exp(B)   Exp(B)   Exp(B)  

Alder   ,993^     ,985**     ,983**    Køn  (mand)   ,937     ,913     1,164    Uddannelse   1,037     1,025     1,038        Tabel  4.8:  Tabellen  er  et  udsnit  af  den  samlede  logistiske  regressionsmodel  for  alle  ustabile  versus  

stabile  vælgere  (model  4).  Signifikansniveauerne  er  markeret  ^p<0,1  *p<0,05  **p<0,0.  Se  beskrivelse  for  tolkning  af  odds  i  den  samlede  tabel  4.4.  Som  referencekategorier  på  kategoriske  

variable  er  anvendt:  kvinde.  De  kontinuerte  variable  er:  alder  og  uddannelse.          

 Ovenstående   gennemgang   af   de   socioøkonomiske   baggrundsfaktorers  betydning,   viser   således,   at   når   det   kommer   til   forskelle   blandt   de   volatile  vælgere   har   køn   ingen   forklaringskraft   og   ændrer   således   ikke   på  sandsynligheden   for   at   være   blokskifter   frem   for   partiskifter.   Ligeledes   gælder  det,   når   vi   ser   på,   hvad   der   påvirker   blokskiftere   i   forhold   til   stabile   vælgere.  Alder   viser   sig   som  en  svag   indikator,   idet  yngre  vælgere  kun  ved  et  undersøgt  valg  har  signifikant  større  sandsynlighed  for  at  være  blokskiftere  end  for  at  være  partiskiftere.  Samme  tendens  viser  sig  også,  når  vi  ser  på  blokskiftere  i  forhold  til  stabile  vælgere,  idet  man  ved  alle  tre  valg  kan  påvise  en  øget  sandsynlighed  for  blokskifte  med  faldende  alder.  Analyse  af  Uddannelsesvariablen  er  mere  tvetydig  i  sine  resultater.  Når  vi  undersøger  blokskiftere  mod  stabile  vælgere  får  vi  kun  et  enkelt   signifikant   resultat,   der   peger   på   at   lavere   uddannelse   øger  sandsynligheden  for  blokskift.  Når  vi  alene  analyserer  partiskiftere  versus  stabile,  kan  vi  påvise  en  signifikant  sammenhæng  ved  samme  valg,  men  denne  peger  den  modsatte  retning.  Sammenligner  vi  de  to  grupper  af  volatile  vælgere,  kan  vi  ved  to  valg  påvise  en  signifikant  sammenhæng,  som  viser  at  lavere  uddannede  i  højre  grad  øger  sandsynligheden  for  blokskiftere  end  partiskiftere.    På   den   måde   adskiller   gruppen   sig   internt,   idet   lavere   uddannelse   mindsker  sandsynligheden   for   partiskift,   men   øger   sandsynligheden   for   blokskift.  Uddannelsesfaktorens   effekt   forsvinder,   når   de   volatile   vælgere   undersøges  samlet.    

84    

 

4.2  Politisk  involvering  og  politiske  budskaber  

Som  fremført  i  teorigennemgangen  foreskriver  den  socialpsykologiske  retning,  at  vælgernes   generelle   politiske   involvering   er   betydningsfuld   for   graden   af  stabilitet,   idet   holdningsdannelsen  og  dermed  partivalget   påvirkes   af   en   række  faktorer   relateret   til   netop   politisk   involvering.   Ud   fra   denne   betragtning  forventes  vælgere  med  høj  politisk  involvering  derfor  at  have  stabile  holdninger,  da  høj   involvering  medfører,   at   vælgernes  politiske  holdninger  bygger  på  mere  grundlæggende  overvejelser  og  dermed  ikke  ændrer  sig  fra  valg  til  valg.  Omvendt  vil  vælgere  med  lav  politisk  involvering  være  lettere  at  påvirke  og  dermed  være  mere   ustabile.   Ligeledes   havde   vi   en   forventning   om,   at  mængden   af   politiske  budskaber   (medieforbruget)   var   en   vigtig   faktor.   Hypotesen   for   blokskifterne  blev  derfor:    Blokskiftere  har  lav  politisk  involvering  og  lavt  forbrug  af  politiske  budskaber    Som   indikatorer   for  politisk   involvering  udvalgte  vi,   som   tidligere   redegjort   for,  partitilknytning,   partimedlemskab,   graden   af   begejstring   ved   partivalg,   politisk  viden,  politisk  selvtillid  og  politisk  interesse.  Disse  faktorer  vil  blive  gennemgået  enkeltvist  hvorefter  vi  afslutter  med  medieforbruget.        

Analysen   af   hvordan   politisk   involvering   og   medieforbrug   påvirker  sandsynligheden   for   et   blokskifte   giver   os   flere   interessante   resultater.  Nedenstående   tabel   viser   analysens   samlede   resultater   for   den   politiske  involvering:    Model  1   1998   2001   2005  Blok  vs.  stabile   Exp(B)   Exp(B)   Exp(B)  

Politisk  viden                   ,881        ^    Politisk  interesse   1,078     ,934     1,463  **    Partiidentifikation   ,142  **     ,158  **     ,251      **    Partimedlemskab   1,021     ,782     ,383    Begejstringsniveau   ,798  *     ,760  **     ,730      **    Politisk  selvtillid   ,995     1,000     ,985      **    Politiske  budskaber  

                1,004    

   Tabel  5.9:  Tabellen  er  et  udsnit  af  den  samlede  logistiske  regressionsmodel  for  blokskiftere  versus  

stabile  vælgere  (model  1).  Signifikansniveauerne  er  markeret  ^p<0,1  *p<0,05  **p<0,0.  Se  beskrivelse  for  tolkning  af  odds  i  den  samlede  tabel  5.1.  Som  referencekategorier  på  kategoriske  

85    

variable  er  anvendt:  ingen  identifikation  og  ikke  medlem.  De  kontinuerte  variable  er:  politisk  viden,  politisk  interesse,  begejstringsniveau,  politisk  selvtillid,  politiske  budskaber.          

 Forventningen   var   som   beskrevet,   at   lavere   politisk   involvering   øgede  sandsynligheden  for  at  være  blokskifter,  og  dermed,  at   lavere  politisk   interesse,  som  en   indikatorer  herfor,  påvirker   sandsynligheden   for  et  blokskift  positivt.  Vi  får  kun  ét  signifikant  resultat  fra  analysen  af   interesse,  og  dette  peger  i  modsat  retning  af  forventet.  Ved  2005-­‐valget  stiger  sandsynligheden  således  for  at  være  blokskifter  med  en  stigende  politisk  interesse.    

At   vi   ikke   kan   påvise   den   forventede   sammenhæng,   men   tværtimod   et  modsatrettet   resultat,   tyder   på,   at   politisk   interesse   ikke,   som   den  socialpsykologiske   retning   ellers   foreskriver,   medfører   stabilitet.   En   forklaring  herpå  kan  være,  at  de  vælgere,  der  aktivt  tilvælger  et  parti  fra  en  anden  politisk  blok  end  den,  de  tidligere  har  tilhørt,  gør  dette  med  udgangspunkt  i  en  interesse  for   politik.   Man   kan   sige,   at   deres   blokskift   således   er   et   velovervejet   og  reflekteret  tilvalg  mere  end  et  udtryk  for  tvivl  eller  påvirkning  af  korttidsfaktorer.  Således  vil  blokskiftere  med  høj  politisk  interesse  heller  ikke  skifte  blok  ofte,  idet  valget   formentlig   ikke   er   udtryk   for   en   tilgang   til   politisk   adfærd,  men   i   højere  grad   udtryk   for   en   række   omstændigheder,   der   efter   overvejelse   samlet   har  medført  et  behov  for  et  blokskifte.  Dog  er  det  kun  et  enkelt  valg,  der  viser  denne  sammenhæng,  hvorfor  der  ikke  bør  drages  forhastede  konklusioner  på  baggrund  heraf.     Resultatet   stemmer   dog   overens   med   Daltons   hypotese   om   kognitiv  mobilisering,  hvor  politisk  interesse  defineres  som  en  komponent,  og  hvor  denne  mobiliseringsproces  er  positivt  relateret  til  volatilitet  (Dalton  1984).  

 Data  til  brug  for  analyse  af  betydningen  af  politisk  viden  er  kun  tilgængeligt  for  et  enkelt  valg,  og  vi  kan  derfor  kun  undersøge  denne  faktor  for  2005-­‐valget.  Politisk  viden  er  operationaliseret  gennem  en  række  spørgsmål  om  politik,  hvorefter  vi  beregnede   et   vidensindeks   (0-­‐7).     Forventningen   var,   at   lavere   viden   øger  sandsynligheden   for   et   blokskifte.   Resultaterne   fra   analysen   af   blokskifterne  (model   1)   stemmer   overens  med   det   forventede.   Vælgere  med   lavere   politisk  viden   har   således   større   sandsynlighed   for   et   blokskifte.   Det   teoretiske  udgangspunkt  styrkes  derfor.  Således  stemmer  antagelsen  om,  at  vælgere  med  lav   viden   tænker   mindre   over   deres   holdninger,   hvorfor   disse   er   mindre  indlejrede  og  således  nemmere  at  påvirke,  overens  med  vores  resultater.  Det  er  i  denne   optik   værd   at   bemærke,   at   såfremt   denne   fortolkning   holder   stik,   vil  blokskiftere   med   lav   politisk   viden   således   forventes   at   tendere   mod   fortsat  ustabilitet,  medmindre  deres  vidensniveau  ændrer  sig.      Vælgernes  politiske  selvtillid  eller  modstykket  hertil,  politisk  afmagt,   forventede  vi   også   havde   forklaringskraft   i   forhold   til   volatiliteten.   Forventningen   til   den  politiske   selvtillids  betydning  var,   at   et   fald   i   denne  øgede   sandsynligheden   for  volatilitet.  Vi   finder  kun  signifikante  resultater   for  valget   i  2005,  men  her  bliver  vores   antagelse   bekræftet,   idet   stigende   politisk   selvtillid   mindsker  sandsynligheden  for  blokskifte.  For  de  to  resterende  valg,  1998  og  2001,  er  der  ingen  signifikante  resultater  

86    

 Vi   havde   en   klar   og   velunderbygget   forventning   om,   at   manglende  partiidentifikation  medfører  øget  sandsynlighed  for  et  blokskift.  Ved  alle  tre  valg  kan   vi   som   forventet   påvise   en   signifikant   sammenhæng   mellem  partiidentifikation   og   sandsynligheden   for   at   være   blokskifter,   hvor  partiidentifikation  mindsker   sandsynligheden   for   blokskift.   Rent   intuitivt   er   det  da  også  forventeligt,  at  vælgere,  som  føler  tilknytning  til  et  parti  ikke  skifter  blok  og  stemmer  på  et  nyt  parti.    Intuitivt  forekom  det  ligeledes  oplagt,  at  vælgere,  der  er  medlem  af  et  parti,  ikke  skifter   blok   ved   folketingsvalg.   Partimedlemskab   forventede   vi   derfor   ville  fremstå  som  en  stabiliserende  faktor  for  vælgeradfærden.  Det  er  derfor  slående,  at   kun   valget   2005   viser   en   signifikant   sammenhæng.   De   to   andre   valg   viser  ingen  effekt,  hvilket   tyder  på,   at  partimedlemmer  og   ikke-­‐partimedlemmer  har  lige  stor  sandsynlighed  for  at  være  blokskiftere.  En  mulig  forklaring  kan  være,  at  en  andel  af  blokskifterne  har  meldt  sig  ind  i  deres  ’nye’  parti.  Hvis  man  betragter  de  politiske  partiers  medlemsstatistikker,   kan  det  da  også   konstateres,   at   der   i  perioden  er  sket  et  skift  i  ud-­‐  og  indmeldinger  i  partierne,  idet  Dansk  Folkeparti,  Radikale   Venstre   og   Enhedslisten   har   haft   en   stigning   i   medlemstallet,   mens  Venstre,   Kristendemokraterne,   Konservative   og   Socialdemokraterne   har  mistet  medlemmer29.   Samtidig   er   der   det   forskningsmetodologiske   aspekt,   at   de  vælgere,   der   vælger   at   deltage   i   valgundersøgelser,   som   tidligere   beskrevet,  generelt   er   mere   politisk   interesserede   end   andre   vælgere,   hvorfor   det   ikke  synes   usandsynligt,   at   der   er   en   overrepræsentation   af   partimedlemmer   i  stikprøven.   Kombinerer   man   disse   to   elementer,   kan   man   forestille   sig,   at  grundet  det  forventet  høje  antal  medlemmer  blandt  respondenterne,  sløres  det  egentlige  billede  af  medlemskabets  betydning.    Sidste  indikator  for  politisk  involvering  er  graden  af  begejstring  for  det  parti,  som  vælgeren  har  stemt  på,  dvs.  om  de  er  begejstrede  for  det  valgte  parti,  eller  om  de  i  højere  grad  vælger  det  mindste  onde.  Forventningen  er,  at  sandsynligheden  for  at  krydse  midten  stiger  med  vælgernes  faldende  begejstring.  Resultaterne  fra  analysen   af   blokskifterne   (model   1)   bekræfter   til   fulde  denne   forventning,   idet  der  viser  sig  signifikante  sammenhænge  ved  alle  tre  valg.  Graden  af  begejstring  har  en  negativ  sammenhæng  med  sandsynligheden  for  at  være  blokskifter.  Dette  kan  tolkes  som  et  udtryk   for,  at  blokskifteres  valg  af  parti,   i  højere  grad  end  at  være  et  tilvalg,  er  et  fravalg  af  tidligere  parti  og  blok.  Hvis  dette  er  tilfældet,  vil  de   sandsynligvis   kunne   finde   på   at   udvise   volatil   vælgeradfærd   ved   et   senere  valg,  indtil  de  finder  et  parti,  de  begejstres  for.      Den   sidste   faktor,   som   vi   undersøger   i   denne   hypotese,   er   hvorvidt   politiske  budskaber   (medieforbruget)   påvirkede   sandsynligheden   for   blokskifte.  Forventningen   var,   at   blokskiftere  har   et   lavere   forbrug   af   politiske  budskaber,  hvilket   i   operationaliseringen  blev   til   et   lavere   forbrug   af  medier  med  politiske                                                                                                                  29  Medlemsstatistikker  er  oplyst  ved  henvendelse  til  de  relevante  partikontorer  

87    

budskaber.   Teoretisk   byggede   denne   forventning   på   socialpsykologiske   teorier  om  holdningsdannelse.  Ved   folketingsvalg  vil  de  politiske  budskaber  være  af   så  høj  intensitet,  at  de  vil  nå  ud  til  alle  dele  af  befolkningen,  og  det  vil  ifølge  Zaller  (1992)   være  de  mindst  politisk   involverede,  der   vil   blive  mest  påvirket   af  dem.  Således   vil   vælgere  med   lav   politisk   involvering   og   lavt  medieforbrug   være   de  mest   ustabile.   Der   forventes   derfor   en   interaktionseffekt   mellem   politisk  involvering   og   politiske   budskaber.   Analysen   viser   dog,   at  medieforbruget   ikke  påvirker  sandsynligheden  for  et  blokskifte.  Vælgere,  der  har  et  lavt  medieforbrug  har   samme   sandsynlighed   for   at   være   blokskiftere   som   vælgere   med   et   højt  medieforbrug,  hvorfor  vi  må  afkræfte  denne  del  af  hypotesen.      Afslutningsvis   kan   det   om   den   politiske   involvering   og   medieforbrug  sammenfattes,   at   selvom   ikke   alle   forventede   sammenhænge   viste   signifikante  resultater   for  alle   tre  valg,  er  det  værd  at   fremhæve,  at  der   for  hver  prædiktor  undtagen   medieforbrug   ved   mindst   et   af   valgene   kunne   identificeres   en  påvirkning   af   sandsynligheden   for   at   være   blokskifter.   Forventninger   til  betydningen   af   partiidentifikation   blev   bekræftet   for   alle   tre   valg,   ligesom   det  gjorde   sig   gældende   for   begejstringsniveauet.   Politisk   selvtillid   viste   sig   kun  signifikant   for   et   enkelt   valg,   hvilket   også   gjaldt   for   politisk   viden,   sidstnævnte  findes  dog  også  kun  i  et  valg.  Partipolitisk  medlemskab  samt  politisk  interesse  var  også   kun   signifikant   for   et   enkelt   valg,   hvor   sidstnævntes   påvirkning   var  anderledes   end   forventet.   Med   udgangspunkt   i   denne   viden   bliver   det   nu  interessant  at  se,  om  analysen  af  partiskifterne  versus  de  stabile  vælgere  (model  2)  og  blokskifterne  versus  partiskifterne  (model  3)  viser,  at  politisk  involvering  og  medieforbrug  påvirker  partiskiftere  anderledes  end  blokskiftere.    Ved  analysen  af  partiskiftere  versus  stabile  vælgere  (model  2)  viser  resultaterne,  at   det,  med  én  undtagelse,   er   de   samme   faktorer,   som  påvirkede  blokskiftere,  der  i  denne  analyse  viser  sig  signifikante  for  partiskifte.    Model  2   1998   2001   2005  Parti  vs.  stabile   Exp(B)   Exp(B)   Exp(B)  

Politisk  viden                   ,898*    Politisk  interesse   1,347**     ,962     1,323**    Partiidentifikation   ,223**     ,235**     ,275**    Partimedlemskab   ,450*     ,437*     ,685    Begejstringsniveau   ,989     ,807**     ,834**    Politisk  selvtillid   ,999     1,001     ,997    Politiske  budskaber                   ,999      

Tabel  4.10:  Tabellen  er  et  udsnit  af  den  samlede  logistiske  regressionsmodel  for  partiskifterne  versus  stabile  vælgere  (model  2).  Signifikansniveauerne  er  markeret  ^p<0,1  *p<0,05  **p<0,0.  Se  beskrivelse  for  tolkning  af  odds  i  den  samlede  tabel  4.2.  Som  referencekategorier  på  kategoriske  

variable  er  anvendt:  ingen  identifikation  og  ikke  medlem.  De  kontinuerte  variable  er:  politisk  viden,  politisk  interesse,  begejstringsniveau,  politisk  selvtillid,  politiske  budskaber.          

88    

 Den   eneste   forskel   vi   finder,   er   således   faktoren   politisk   selvtillid,   der   havde  signifikant   betydning   for   blokskifte,  men   i   denne   analyse   af   partiskifterne   ikke  giver   nogen   signifikante   resultater.   Det   betyder,   at   partiskifterne   ikke   opfatter  deres   egne   politiske   kompetencer   som   anderledes   end   de   stabile   vælgere.  Grunde  til  disse  forskellige  resultater  vil  vi  se  nærmere  på,  efter  vi  har  fundet  ud  af,  hvilke  forskelle  der  viser  sig  signifikante   i  en  direkte  sammenligning  af  de  to  ustabile  vælgergrupper.        På  baggrund  af  de  ovenfor  præsenterede  resultater   fra  de  separate  analyser  af  blokskifterne   og   partiskifterne   vender   vi   os   mod   analyseresultaterne   fra   den  direkte  sammenligning  af  de  to  ustabile  vælgergrupper  (model  3).  Denne  analyse  kan   vise   os   på   hvilke   måder,   blok-­‐   og   partiskiftere   adskiller   sig   signifikant   fra  hinanden.  Umiddelbart  må  det  forventes,  at  de  faktorer,  der  kun  viser  sig  i  en  af  de  overstående  analyser,  vil  vise  sig  som  signifikante  resultater  i  denne  analyse,  hvilket   gjaldt   politisk   selvtillid.   Derudover   kan   vi   forvente   at   se   signifikante  resultater,   der   hvor   en   given   faktor   påvirker   blokskifterne   og   partiskifterne   i  større   eller   mindre   grad.   Uddrag   af   resultaterne   fra   den   samlede  regressionsanalyse   af   blokskifterne   versus   partiskifterne   kan   aflæses   i   denne  model:        Model  3   1998   2001   2005  Blok  vs.  parti   Exp(B)   Exp(B)   Exp(B)  

Politisk  viden                   ,955    Politisk  interesse   ,805     ,921     1,072    Partiidentifikation   ,702     ,680     ,873    Partimedlemskab   2,535     1,721     ,464    Begejstringsniveau   ,722**     ,926     ,829*    Politisk  selvtillid   ,994     1,000     ,990^    Politiske  budskaber                   1,007    

 Tabel  4.11:  Tabellen  er  et  udsnit  af  den  samlede  logistiske  regressionsmodel  for  blokskiftere  

versus  partiskifterne  (model  3).  Signifikansniveauerne  er  markeret  ^p<0,1  *p<0,05  **p<0,0.  Se  beskrivelse  for  tolkning  af  odds  i  den  samlede  tabel  4.3.  Som  referencekategorier  på  kategoriske  

variable  er  anvendt:  ingen  identifikation  og  ikke  medlem.  De  kontinuerte  variable  er:  politisk  viden,  politisk  interesse,  begejstringsniveau,  politisk  selvtillid,  politiske  budskaber.          

 Som  forventet  på  baggrund  af  resultaterne  fra  model  1  og  2  er  politisk  selvtillid  en   faktor,   der   adskiller   blokskifterne   fra   partiskifterne.   Blokskifterne   føler   altså  større  politisk  afmagt  end  partiskifterne.  Dette  resultat   finder  vi   i  2005,  som  er  det   samme   år,   hvor   vi   konstaterede   et   signifikant   resultat   i   analysen   af  blokskifterne.  Da  faktoren  er  testet  ved  alle  tre  valg,  men  blot  fundet  ved  et  valg,  er  der  dog  ikke  tale  om,  at  vælgerens  egen  vurdering  af  politiske  kompetencer  er  en   stærk   prædiktor,   når   man   ønsker   at   belyse   forskelle   indenfor   den   volatile  

89    

gruppe.   Der   er   ikke   umiddelbart   noget,   der   kan   forklare,   hvorfor   2005-­‐valget  skulle   være   præget   af   mistillid   hos   denne   vælgergruppe,   hvilket   da   også  yderligere   besværliggøres   af,   at   vi   ikke   kan   aflæse,   om   det   i   højere   grad   er  vælgere  vandrende  fra  rød  til  blå  blok  eller  omvendt,  der  føler  mistillid.    En  anden  faktor,  der  viser  signifikant  forskellig  påvirkning  af  de  ustabile  vælgere  er  graden  af  begejstring.  Altså  om  man  stemte  på  det  parti,  som  man  valgte  med  begejstring.   Denne   analyse   viser,   at   blokskifterne   har   et   lavere  begejstringsniveau  end  partiskifterne.  Der  er  nemlig  faldende  sandsynlighed  for  et  blokskifte  frem  for  et  partiskifte  med  stigende  begejstringsniveau.  Begejstring  viser   sig   således   som   en   stærk   prædiktor,   når   forskellene   mellem   de   volatile  vælgere  skal  åbenbares.    Analysen  viser  signifikante  resultater  for  valgene  1998  og   2005.   Ved   valget   i   2001   kan   der   ikke   påvises   en   signifikant   sammenhæng.  Således   adskiller   de   ustabile   vælgere   sig   på   dette   punkt   fra   hinanden,   idet  blokskifteres   partivalg   i   højere   grad   end   partiskifteres   partivalg   er   præget   af  mangel   på   begejstring.   Dette   tyder   som   tidligere   nævnt   på,   at   disse   vælgeres  blokskifte  mest  af  alt  er  et   fravalg  af   tidligere  parti/blok  og  måske  derfor  er  et  udtryk   for   skuffede   forventninger  og  utilfredshed  med   tidligere   valg.  Det   tyder  ydermere  på,  at  den  gamle  blok   i  højere  grad  har   ’tabt’  vælgeren,  end  den  nye  blok   har   ’vundet’   vælgeren.   Dermed   kan   ustabiliteten   forventes   at   være  vedvarende,   idet  man   som   følge   af   ovenstående   kan   tolke,   at   tilknytningen   til  den  nye  blok  er  lav.      Graden   af   politisk   interesse   kan   ikke   påvises   at   have   en   signifikant   effekt   på  sandsynligheden   for   at   være   blokskifter   frem   for   at   være   partiskifter.     Således  påviser  resultaterne,  at  interesseniveauet  ikke  adskiller  de  volatile  vælgere.    Det  samme  gør  sig  gældende  for  politisk  viden.  Når  det  kommer  til  en  sammenligning  mellem   parti-­‐   og   blokskiftere,   viser   det   sig,   at   de   ustabile   vælgere   på   dette  område   fremstår   som   en   homogen   gruppe  med   samme   grad   af   politisk   viden.  Således  er  resultatet  ikke  signifikant  for  valget  i  2005.      For  så  vidt  angår  partiidentifikation  ved  vi  fra  de  ovenstående  analyser,  at  denne  variabel   negativt   påvirker   sandsynligheden   for   både   at   væreblokskifter   og  partiskifter.  Når  der  foretages  en  sammenligning  mellem  parti-­‐  og  blokskiftere  på  dette   områder,   viser   det   sig   også,   at   denne   faktor   ingen   forklaringskraft   har   i  forhold   til   at   beskrive   forskelle   mellem   de   to   grupper.   For   alle   tre   valg   er  påvirkningen   insignifikant,   og   vi   kan   derfor   uddrage,   at   begge   volatile   grupper  påvirkes  i  samme  grad  af  partiidentifikation,  og  at  de  derfor  ikke  adskiller  sig  fra  hinanden  på  dette  område.  At  blokskifterne  og  partiskifterne  på  dette  felt  er  en  homogen  gruppe  kan  forklares  ved,  at  partiskiftere  og  blokskiftere  har  lige  ringe  partitilknytning,   hvilket   jo   intuitivt   er   meningsfuldt,   idet   begge   grupper   skifter  parti.   En   undersøgelse   af   2005-­‐valget   viser   da   også,   at   blandt   dem,   der   ingen  partiidentifikation   havde,   skiftede   nogenlunde   samme   antal   vælgere   parti   og  blok   (Borre  &   Lolle   2007:   285).   Sandsynligvis   har   partiskiftere   i  modsætning   til  blokskiftere   en   større   blok-­‐identifikation,   men   dette   giver   vores   data   ikke  

90    

mulighed   for   at   undersøge.   Denne   fortolkning   stemmer   dog   overens  med   den  konklusion  Nielsen  (2002:  80)  drager  om  de  danske  vælgere,  hvor  han  finder,  at  størstedelen  ikke  har  tilknytning  til  et  politisk  parti,  men  til  en  politisk  blok.      Analysen  af  partimedlemskab  kan  ikke  påvise  nogen  signifikante  sammenhænge,  som  indikerer,  at  et  partimedlemskab  har   indflydelse  på  sandsynligheden  for  et  blokskift   frem   for   et   partiskidt.   De   teoretiske   og   empiriske   begrundede  forventninger   var,   at   ikke-­‐medlemmer   havde   en   øget   sandsynlighed   for   volatil  adfærd.   Denne   forventning   må   dog   afkræftes,   hvilket   må   pege   på,   at   de   to  vælgergrupper   i   samme  grad  har  meldt   sig   ind   i  deres  nye  parti,   eller   i   samme  grad  har  meldt  sig  ud  af  deres  gamle  parti.    Politiske   budskaber   kan   ikke   påvises   at   influere   de   volatile   vælgere   forskelligt,  idet  resultatet  ikke  kan  påvise  signifikant  sammenhæng  mellem  medieforbrug  og  politiske  budskaber.  Dette  skal  dog   ikke  tolkes  som,  at  medieforbruget   ikke  har  betydning,   blot   at   vælgergrupperne   bliver   lige   påvirket,   eller   omvendt   ikke  påvirket.   Det   er   dog   svært   at   måle   politiske   budskabers   betydning,   og   denne  analyse   har   alene   målt   ved   hjælp   af   medieforbrug.   Blev   faktoren   i   et   andet  design  operationaliseret  anderledes,  kan  man  ikke  afvise,  der  ville  vise  sig  effekt.      Sammenfattende  om  medieforbruget  og  den  politiske  involverings  betydning  kan  det   fremhæves,   at   når   blokskiftere   undersøges   i   forhold   til   stabile   vælgere,  konstaterer   vi,   at   flere   faktorer   fremmer   sandsynligheden   for   et   blokskifte.  Således   finder   vi   signifikante   resultater   for   tre   valg,   når   det   gælder   graden   af  begejstring  samt  partiidentifikation.  Politisk   interesse,  partipolitisk  medlemskab  og  politisk  selvtillid  er  kun  signifikant  ved  et  enkelt  valg,  og  fremstår  derfor  ikke  som   stærke   indikatorer.  Der   er   dog   alligevel   værd   at   bemærke,   at   det   for   den  politiske   interesse   gælder,   at   den   signifikante   sammenhæng   pegede   i   modsat  retning  af  forventet,   idet  høj   interesse  øgede  sandsynligheden  for  et  blokskifte.  Også   politisk   viden   viste   sig   signifikant   det   ene   år,   det   er   undersøgt.   Vi   kan  omvendt  konstatere,  at  medieforbruget  ikke  påvirker.    Når  vi  vender  blikket  mod  de  potentielle  forskelle  mellem  parti-­‐  og  blokskiftere,  er   resultaterne  mindre  konsistente.  Graden  af  begejstring  viser  som  det  eneste  variabel  signifikans  ved  to  valg,  hvor  en  manglende  begejstring  ved  partivalg  øger  sandsynligheden   for   et   blokskifte   frem   for   et   partiskifte.   Fald   i   den   politiske  selvtillid  kan  ved  et  valg  påvises  at  øge  sandsynligheden  for  et  blokskifte.  Politisk  interesse,   partiidentifikation,   partimedlemskab   og   politisk   viden   har   ikke  signifikant  effekt  ved  nogen  af  valgene,   ligesom  dette  gælder  for  medieforbrug.  Det   er   således   svært   at   drage   stærke   konklusioner   på   baggrund   heraf,  men   vi  skal  alligevel  kommentere  de  resultater  vi  har   fundet.  Ser  vi  således  bort  fra  de  insignifikante   resultater,   kan   vi   karakterisere  blokskiftere   som  værende  mindre  begejstrede  ved  deres  partivalg  samt  som  havende  lavere  politisk  selvtillid.      

91    

Når  analysen  af  blokskiftere  versus  partiskiftere   i   forhold   til   politisk   involvering  ikke  giver   flere  resultater,  må  det  være  fordi,  de  to  grupper  er  ens,  hvad  angår  disse   områder.   I   analysen   af   de   to   grupper   som   en   homogen   ustabil  vælgergruppe  bliver  påvirkningen  af  de  faktorer,  der  var  ens  for  blokskifterne  og  partiskifterne  mere   konsistent  mellem   valgene.   Således   kan   vi   i   nedenstående  tabel   se,   hvordan   partimedlemskab   nu   er   signifikant   i   flere   valg   end   i  ovenstående   analyser,   hvilket   også   gør   sig   gældende,   hvad   angår   politisk  interesse    Model  4   1998   2001   2005  Ustabile  vs.  stabile   Exp(B)   Exp(B)   Exp(B)  

Politisk  viden                   ,884      **    Politisk  interesse   1,287**     ,951     1,370  **    Partiidentifikation   ,204    **     ,197  **     ,267      **    Partimedlemskab   ,529    *     ,600  ^     ,584      *    Begejstringsniveau   ,932     ,788  **     ,785      **    Politisk  selvtillid   ,998     1,001     ,994      *    Politiske  budskaber                   1,001    

 Tabel  4.12:  Tabellen  er  et  udsnit  af  den  samlede  logistiske  regressionsmodel  for  alle  ustabile  

versus  stabile  vælgere  (model  4).  Signifikansniveauerne  er  markeret  ^p<0,1  *p<0,05  **p<0,0.  Se  beskrivelse  for  tolkning  af  odds  i  den  samlede  tabel  4.4.  Som  referencekategorier  på  kategoriske  

variable  er  anvendt:  ingen  identifikation  og  ikke  medlem.  De  kontinuerte  variable  er:  politisk  viden,  politisk  interesse,  begejstringsniveau,  politisk  selvtillid,  politiske  budskaber.          

 Men   den   forstærkende   effekt   viser   sig   også   fra   en   anden   side.   Manglende  politisk  selvtillid  giver  i  denne  analyse  et  signifikant  resultat,  men  som  beskrevet  i  de   foregående   analyser,   var   dette   kun   en   faktor,   der   redegjorde   for  blokskifterne.   Ved   at   behandle   de   ustabile   vælgere   som   en   samlet   gruppe  forsvinder  effekten  ikke,  men  til  gengæld  kommer  odds  ratioen  tættere  på  1,  og  signifikansniveauet  bliver  dårligere.  Desuden  ved  vi   fra   tidligere  at  partiskiftere  ikke  påvirkes,  hvilket  man  ellers  kunne  foranlediges  til  at  tro  ved  denne  analyse.  Dette   betyder,   at   odds   ratioen   umiddelbart   viser,   at  man   hverken   bliver  mere  eller  mindre  tilbøjelig  til  at  være  henholdsvis  stabil  eller  ustabil  vælger  alt  efter  ens  politiske  selvtillid.  Men  det  er  altså  et  resultat  af,  at  de  to  grupper  behandles  ens.      

4.3  Politisk  lederskab    

Teoridannelsen   gav   os   belæg   for   at   forvente,   at   ustabile   vælgere   er   mere  påvirkede   af   korttidsfaktorer,   heriblandt   de   politiske   lederes   image.   Ydermere  antog   den   angvine   teori,   at   holdningen   til   de   politiske   ledere   får   stigende  betydning,  når  partierne   i   vælgernes  øjne  nærmer   sig  hinanden.  Da  partierne   i  Danmark  antages  at  have  nærmet  sig  hinanden,   forventede  vi,  at  denne   faktor  

92    

har  fået  øget  betydning  for  partivalget,   ligesom  vi  forventede,  at  netop  ustabile  vælgere  er  særlig  påvirket  heraf.  

Hvorvidt  det  politiske  lederskab  specifikt  påvirker  de  blokskiftende  vælgere  er  endnu  ikke  undersøgt,  og  vi  ønsker  derfor  dette  klarlagt  i  denne  analyse.  Med  udgangspunkt   i   teorien   var   vores   antagelse,   at   vælgere,   som   angiver,   at   den  politiske   leder  spiller  en  større  rolle  for  partivalget  end  partiets  politik,  vil  være  mere  tilbøjelige  til  at  krydse  den  politiske  midte.  Således  vil  det  affektive  forhold  til   lederen  have  større  betydning,  end  det  holdningsmæssige  politiske  spring  et  blokskift  indikerer.  Hypotesen  blev  derfor:    Blokskiftere  er  påvirkede  af  sympatien  for  den  politiske  leder    Resultatet  af  vores  analyse  af,  hvorvidt  blokskifterne  stemmer  mere  efter,  hvad  de   synes   om   den   politiske   leder   end   egne   politiske   holdninger,   kan   ses   i  nedenstående   tabel.   Partileder-­‐variablen   går   fra   1-­‐5,   hvor   højeste   værdi   er  udtryk  for  at  stemme  mest  efter  syn  på  den  politiske  leder.  Tabellen  er  et  uddrag  af  den  samlede  logistiske  regressionsanalyse  præsenteret  i  starten  af  analysen.        Model  1   1998   2001   2005  Blok  vs.  stabile   Exp(B)   Exp(B)   Exp(B)  

Partileder-­‐effekt   1,286  **             1,126      

Tabel  4.13:  Tabellen  er  et  udsnit  af  den  samlede  logistiske  regressionsmodel  for  blokskiftere  versus  stabile  vælgere  (model  1).  Signifikansniveauerne  er  markeret  ^p<0,1  *p<0,05  **p<0,0.  Se  

beskrivelse  for  tolkning  af  odds  i  den  samlede  tabel  4.1.  Partileder  effekt  er  en  kontinuerte  variable.          

 Som  man   kan   se   i   tabellen,   er   der   et   signifikant   resultat   ved   de   to   valg,   hvor  spørgsmålet   indgår   i   valgundersøgelsen.   Resultatet   viser,   at   vælgere,   der  stemmer  mere  efter  deres   syn  på  den  politiske   leder,  har   større   sandsynlighed  for  at  være  blokskiftere.  Dette  stemmer  overens  med  de  teoretiske  antagelser,  der  foreskriver,  at  politiske  holdninger  skal  opfattes  som  mere  stabiliserende  end  korttidsfaktorer   som   politikersympati.   Således   var   det   forventet,   at   vælgere  påvirket   af   sidstnævnte   ville   være   mere   påvirkelige,   idet   lederes   aktuelle  popularitet,   valgvind  og  medietække  her   vil   spille   ind.  Dette   element   kan  også  have  spillet  ind  som  forklaring  for  det  manglende  signifikante  resultat  ved  2005-­‐valget.  Dette  skyldes,  at  kun  Socialdemokratiet  og  Kristendemokraterne  skiftede  leder  i  perioden  mellem  valgene  i  2001  og  200530.  Dermed  kan  man  formode,  at  vælgerne  ikke  er  blevet  påvirket  til  et  skift,  idet  lederen  er  den  samme,  hvorved  vælgerne  ikke  er  blevet  påvirket  til  ændret  adfærd,  hvis  vi  antager,  at  valgvinden  ikke   har   vendt.   Andre   forklaringer   på   det   manglende   signifikante   resultat   kan  være,   som   det   tidligere   i   teorigennemgangen   er   fremført,   at   debatten   om  præsidentialisering  i  højere  grad  handler  om  præsentation  end  om  en  reel  effekt,  

                                                                                                               30  For  disse  oplysninger  henvises  til  partiernes  hjemmesider  

93    

og   det   dermed   stadig   er   partierne   frem   for   lederne,   der   afgør   vælgernes  stemmeadfærd,  også  for  så  vidt  angår  blokskifterne.    

En  metodologisk   fejlkilde   kan   dog   også   repræsentere   en   årsag,   idet  man  kan  henvise  til  operationalisering  af  hypotesen,  idet  vælgerne  selv  bedes  angive,  i   hvor   høj   grad   de   lader   sig   påvirke   af   de   politiske   ledere   frem   for   af   deres  politiske   holdninger.   Man   kan   med   udgangspunkt   i   tidligere   erfaring   fra  valgforskning  og  spørgeskemaundersøgelser   forestille  sig,  at  den   fulde  sandhed  om  vælgeradfærden  ikke  kommer  frem,  idet  respondenterne  ikke  altid  fortæller  den   fulde   sandhed.   Respondenterne   kan   være   uvillige   til   at   indrømme,   at   de  lader   sig   påvirke   af   personlighed   frem   for   politisk   substans,   hvorfor   de   reelle  forskelle  ikke  kommer  til  udtryk  ved  denne  analyse.  Dette  gør  sig  for  så  vidt  også  gældende  ved  de  signifikante  resultater,  idet  man  bør  være  bevidst  om,  at  flere  respondenter  muligvis  lader  sig  påvirke  af  den  politiske  leder.      Uafhængigt  af  hvordan  vi  bedst  tolker  ovenstående  resultater,  er  det  interessant  at   afdække,   hvorvidt   partiledereffekten   påvirker   partiskiftere   på   samme  måde  som  blokskiftere.      Model  2   1998   2001   2005  Parti  vs.  Stabile   Exp(B)   Exp(B)   Exp(B)  

Partileder-­‐effekt   1,180*             1,132^      

Tabel  4.14:  Tabellen  er  et  udsnit  af  den  samlede  logistiske  regressionsmodel  for  partiskiftere  versus  stabile  vælgere  (model  2).  Signifikansniveauerne  er  markeret  ^p<0,1  *p<0,05  **p<0,0.  Se  

beskrivelse  for  tolkning  af  odds  i  den  samlede  tabel  4.2.  Partileder  effekt  er  en  kontinuert  variable.            

 Analysen  af  partiskifterne  versus  stabile  vælgere  viser,  at  partiskifterne  stemmer  mere   efter   deres   syn   på   partilederen.   I   denne   analyse   er   sammenhængen  dog  signifikant   for   begge   de   undersøgte   valg.   Således   påvirker   partileder-­‐effekten  både  sandsynligheden  for  et  blok-­‐  og  for  et  partiskift.      Da  partileder-­‐effekten  viste  sig  i  begge  de  foregående  analyser,  vil  denne  analyse  af  blokskiftere  versus  partiskiftere  kun  give  signifikante  resultater,  såfremt  der  er  forskel  på  graden  af  påvirkning,  altså  styrken  af  partileder-­‐effekten.      

94    

 Model  3   1998   2001   2005  Blok  vs.  Parti   Exp(B)   Exp(B)   Exp(B)  

Partileder-­‐effekt   1,043             1,045      

Tabel  4.15:  Tabellen  er  et  udsnit  af  den  samlede  logistiske  regressionsmodel  for  blokskiftere  versus  partiskiftere  (model  3).  Signifikansniveauerne  er  markeret  ^p<0,1  *p<0,05  **p<0,0.  Se  

beskrivelse  for  tolkning  af  odds  i  den  samlede  tabel  4.3.  Partileder  effekt  er  en  kontinuert  variable.            Analysen  giver   ingen  signifikante  resultater,  og  vi  kan  derfor  fastslå,  at  blok-­‐  og  partiskifterne   er   påvirket   på   samme   måde   af   denne   faktor.   Med   andre   ord  stemmer  de  begge  i  samme  grad  efter  sympatien  for  den  politiske  leder,  hvorfor  vores  antagelse,  om  at  blokskifterne   i  højere  grad  var  påvirket  af  denne  faktor,  kan  afkræftes.          Det   er   derfor   ikke   overraskende,   at   en   analyse   af   de   ustabile   vælgere   som   en  samlet   homogen   gruppe   også   viser,   at   de   ustabile   vælgere   påvirkes.   Begge   år  fremkommer  der  således  signifikante  resultater.    Model  4   1998   2001   2005  Ustabile  vs.  Stabile   Exp(B)   Exp(B)   Exp(B)  

Partileder-­‐effekt   1,201  **             1,126  *      

Tabel  4.16:  Tabellen  er  et  udsnit  af  den  samlede  logistiske  regressionsmodel  for  alle  ustabile  versus  stabile  vælgere  (model  4).  Signifikansniveauerne  er  markeret  ^p<0,1  *p<0,05  **p<0,0.  Se  

beskrivelse  for  tolkning  af  odds  i  den  samlede  tabel  4.4.  Partileder  effekt  er  en  kontinuert  variable.            Det   ses   at   odds   ratio   tallet   lægger   sig   imellem   de   enkeltstående   analysers  resultater,   hvor   sandsynligheden   steg   mest   drastisk,   når   blokskifterne   blev  analyseret   og   mindre   drastisk,   når   partiskifterne   blev   analyseret.   Vi   kan  afsluttende  konstatere,  at  opfattelsen  af   lederen  påvirker  alle  ustabile  vælgere,  og  at  blok-­‐  og  partiskifterne  ikke  adskiller  sig  her.    

4.4  Ideologisk  bredde    

Den   rationelle   vælgeradfærdsteori   hævder,   at   vælgernes   entydige   fokus   ved  stemmehandlingen   er   egennyttemaksimering.   Dette   kombineret   med   Downs  afstandsmodel  gjorde,  at  vi  forventede,  at  vælgerne  ville  opnå  størst  nytte  ved  at  stemme  på  det  parti,  som  de  holdningsmæssigt  er  nærmest.  Med  udgangspunkt  heri   havde   vi   derfor   en   forventning,   om   at   vælgere,   som   skifter   mellem   de  politiske   blokke,   opfatter   partierne   som   værende   placeret   i   tæt   nærhed   af  hinanden.  Hvis  partisystemet  i  vælgerens  optik  fremstår  depolariseret,  vil  et  skift  fra  den  ene  til  den  anden  blok  således   ikke  ændre  nytten  for  vælgeren,   idet  de  ikke  opfatter  partierne  på  de  to  blokke  som  placeret  langt  fra  hinanden.  Dette  på  

95    

trods  af,  at  partierne  realpolitisk   tilhører  hver  sin  blok.  Med  udgangspunkt  heri  forventede  vi,  at:    Blokskiftere  opfatter  partisystemets  ideologiske  bredde  som  smal    I  operationaliseringen  nåede  vi  frem  til,  at  dette  kunne  belyses  med  en  variabel  for,   hvor   bredt   vælgeren   opfattede   det   politiske   system,   og   via   vælgernes  opfattelse  af,  om  det  gør  en   forskel,  hvem  der  har   regeringsmagten.  En  højere  værdi  indikerer  henholdsvis  større  bredde  i  det  politiske  system  samt,  at  det  gør  en   forskel,   hvem  der   har   regeringsmagten.   Forventningen   til   begge   variable   er  derfor,  at  odds  ratio  er  under  1.        Resultaterne  fra  analysen  af  blokskifterne  viser   i  overensstemmelse  med  denne  forventning,  at  blokskiftere  påvirkes  af  dette  aspekt.  Således  viser  resultaterne  i  tabellen  signifikante  sammenhænge  mellem  begge  faktorer  og  blokskifte.    Model  1   1998   2001   2005  Blok  vs.  stabile   Exp(B)   Exp(B)   Exp(B)  

Ideologisk  bredde   ,705  **     ,703  **     ,862    Forskel  på  regeringsmagten  

,948     ,884  ^     ,795  **    

 Tabel  5.17:  Tabellen  er  et  udsnit  af  den  samlede  logistiske  regressionsmodel  for  blokskifterne  

versus  stabile  vælgere  (model  1).  Signifikansniveauerne  er  markeret  ^p<0,1  *p<0,05  **p<0,0.  Se  beskrivelse  for  tolkning  af  odds  i  den  samlede  tabel  5.1.  ideologisk  bredde  og  forskel  på  

regeringsmagten  er  en  kontinuerte  variable.            

Blokskiftende   vælgerne   påvirkes   således   af   deres   opfattelse   af   den   ideologiske  bredde.  Dette  viser  sig  signifikant  ved  valget  i  1998  og  ved  valget  i  2001.  Samtidig  kan   det   bemærkes,   at   tendensen   peger   i   samme   retning   i   2005.   Vælgere,   der  placerer   partierne   tæt   på   hinanden   på   den   klassiske   højre-­‐venstre-­‐skala   har  signifikant   større   sandsynlighed   for   blokskifte.   Ligeledes   viser   næste   faktor,   at  vælgerens  syn  på,  hvorvidt  det  gør  en  forskel,  hvem  der  regerer  landet,  påvirker  sandsynligheden  for  blokskifte.  Vælgere,  som  synes,  at  der  er  en  reel  forskel  på  de  to  regeringsalternativer,  har  altså  mindre  sandsynlighed  for  at  skifte  blok.    

Samlet   set   mener   vi   derfor   at   kunne   fastslå,   at   vælgerens   opfattelse   af  partisystemets   polarisering   og   forskelle   ved   regeringsalternativerne   påvirker  sandsynligheden  for  et  blokskifte.        Med  denne  viden  in  mente  er  det  interessant  at  afdække,  hvorvidt  partiskifterne  påvirkes  på  samme  måde.          

96    

Model  2   1998   2001   2005  Parti  vs.  stabile   Exp(B)   Exp(B)   Exp(B)  

Ideologisk  bredde   1,010     1,230^     1,186^    Forskel  på  regeringsmagten  

1,046     1,042     ,913    

 Tabel  4.18:  Tabellen  er  et  udsnit  af  den  samlede  logistiske  regressionsmodel  for  partiskifterne  

versus  stabile  vælgere  (model  2).  Signifikansniveauerne  er  markeret  ^p<0,1  *p<0,05  **p<0,0.  Se  beskrivelse  for  tolkning  af  odds  i  den  samlede  tabel  4.2.  ideologisk  bredde  og  forskel  på  

regeringsmagten  er  en  kontinuerte  variable.            Analyseresultaterne   ovenfor   afdækker,   at   partiskiftere   ved   to   valg   ligeledes  påvirkes   af   deres  opfattelse   af   partiernes  placering  og  dermed  den   ideologiske  bredde.  Men  i  modsætning  til  blokskifterne  øges  sandsynligheden  for  partiskifte  i  takt   med   en   opfattelse   af   partiernes   placering   som   mere   polariseret.   Vi   kan  derfor   konstatere,   at   partiskifterne   ikke   anser   partierne   som   tæt   på   hinanden.  Men  med  vores  viden  om  de  danske  vælgere,  kan  man  dog  stadig  forestille  sig,  at  de   som   tidligere   nævnt,   ser   partierne   grupperet   på   hver   sin   side   af   midten  (Nielsen  2002).    

Sandsynligheden   for   partiskift   influeres   ikke   af,   hvorvidt  regeringsalternativerne   opfattes   som   værende   ligeværdige.   Disse   resultater  tyder   på,   at   vi   kan   forvente   signifikante   forskelle   i   den   følgende   analyse   af  forskelle  mellem  partiskiftere   og   blokskiftere,   eftersom  dette   aspekt   påvirkede  blokskifterne.      For   så   vidt   angår   betragtningen   af   den   ideologiske   bredde   kan   vi   konstatere  signifikante   resultater   for   alle   tre   valg.   Analyseresultaterne   peger   i   samme  retning  som  vores  forventning,   idet  sandsynligheden  for  et  blokskift  frem  for  et  partiskift   øges,   når  man  opfatter  partisystemet   som  depolariseret.   Partiskiftere  anser  sandsynligvis   i  højere  grad  partierne  som  grupperet  og  bevæger  sig  alene  inden  for  denne  gruppe,  mens  blokskifterne  tværtimod  ikke  ser  nogen  væsentligt  skel  mellem  de  to  politiske  fløje.    Model  3   1998   2001   2005  Blok  vs.  parti   Exp(B)   Exp(B)   Exp(B)  

Ideologisk  bredde   ,784^     ,546**     ,725*    Forskel  på  regeringsmagten  

,878     ,832^     ,906    

 Tabel  4.19:  Tabellen  er  et  udsnit  af  den  samlede  logistiske  regressionsmodel  for  blokskifterne  

versus  partiskifterne  (model  3).  Signifikansniveauerne  er  markeret  ^p<0,1  *p<0,05  **p<0,0.  Se  beskrivelse  for  tolkning  af  odds  i  den  samlede  tabel  4.3.  Ideologisk  bredde  og  forskel  på  

regeringsmagten  er  en  kontinuerte  variable.            

 

97    

Med   hensyn   til   den   anden   faktor,   forskelle   på   regeringsalternativerne,  forventede   vi,   at   de   vælgere,   der   i   mindre   grad  mener,   at   det   gør   en   forskel,  hvilket   regeringsalternativ  der  har  magten,  ville  have  øget   sandsynlighed   for  et  blokskifte.  Omvendt  formodede  vi,  at  partiskiftere  i  højere  grad  end  blokskiftere  mener,  at  der  er  en   reel   forskel  mellem  de   to   regeringsalternativer,  hvorfor  de  netop  kan   forventes  at  være  trofaste  over   for  netop   ’deres’  blok.    Der  kan  kun  konstateres   et   resultat   i   2001,   hvor   opfattelsen   af   regeringsalternativerne   som  ligeværdige  øger  sandsynligheden  for  et  blokskift  frem  for  partiskift.  At  de  øvrige  valg   ikke   viser   en   sammenhæng   kan   enten   tyde   på,   at   partiskiftere   og  blokskiftere   har   samme   opfattelse   af   regeringsalternativerne,   eller   at  blokskifternes  skift   ikke  skyldes,  at  de  ikke  finder  en  forskel,  men  tværtimod,  at  skiftet  netop  sker  med  udgangspunkt  i  en  forskel.  I  den  optik  skal  blokskiftet  ses  som   en   aktiv   handling,   der   netop   har   til   formål   at   få   en   anden   regering   og  dermed  en   anden  politik.  Dog   viste   den   første   analyse,   at   blokskiftere   i   højere  grad  ingen  forskel  ser,  hvorfor  denne  forklaring  er  mindre  sandsynlig    Med   de   præsenterede   resultater   in   mente   står   det   klart,   at   måden,   hvorpå  vælgerne   opfatter   partisystemet   og   forskelle   mellem   regeringsalternativerne,  viser   sig   betydningsfuld.   Ved   analysen   af,   hvad   der   påvirker   blokskifteren   i  forhold  til  stabile  vælgere,  står  det  klart,  at  især  vælgernes  placering  af  partierne  har  betydning   for  deres   tilbøjelighed   til   et  blokskifte.   Samme  billede   tegner   sig  ved   analysen   af,   hvordan   blok-­‐   og   partiskifterne   adskiller   sig,   idet   vælgernes  placering  af  partier  giver  signifikante  resultater  ved  alle  tre  valg.  Det  kan  derfor  konstateres,  at  blok-­‐  og  partiskiftere  på  dette  område  adskiller  sig  fra  hinanden.  Om   man   mener,   der   gør   en   forskel,   hvem   der   har   regeringsmagten,   viser   sig  mindre  betydningsfuldt,   idet  kun  et  enkelt  valg  påvirker  blokskiftere  anderledes  end  partiskiftere.    

Dette   resultat   indikerer,   at   hvis   partierne   i   stigende   grad   agerer,   så  vælgerne   ikke   ser   ideologiske   forskelle   mellem   dem,   er   der   en   potentiel  mulighed  for  øgning  i  blokskifte,  eftersom  dette  påvirkes  af  partiernes  placering.      Med  udgangspunkt  i  denne  konklusion  og  de  modsatrettede  analyseresultater  er  det  nærliggende  at  se  på,  hvad  den  traditionelle  analyse  af  alle  ustabile  vælgere  versus  de  stabile  vælgere  kan   fortælle  om  påvirkningen  af  de   to   indikatorer  på  ideologisk  bredde.      

98    

 Model  4   1998   2001   2005  Ustabile  vs.  stabile   Exp(B)   Exp(B)   Exp(B)  

Ideologisk  bredde   ,914     ,887     1,048    Forskel  på  regeringsmagten  

1,022     ,976     ,871  *    

 Tabel  4.20:  Tabellen  er  et  udsnit  af  den  samlede  logistiske  regressionsmodel  for  alle  ustabile  

versus  stabile  vælgere  (model  4).  Signifikansniveauerne  er  markeret  ^p<0,1  *p<0,05  **p<0,0.  Se  beskrivelse  for  tolkning  af  odds  i  den  samlede  tabel  4.4.  Ideologisk  bredde  og  forskel  på  

regeringsmagten  er  en  kontinuerte  variable.            Resultaterne  i  tabellen  afslører,  at  de  fleste  af  de  ovenfor  nævnte  resultater  ikke  kan  påvises,  når  blok-­‐  og  partiskifterne  behandles  som  en  samlet  ustabil  gruppe.  Kun  i  2005  ses  et  signifikant  resultat  for  faktoren  ’forskel  på  regeringsmagten’.      

For  faktoren  ’ideologisk  bredde’  kan  de  manglende  resultater  ved  analyse  af  denne  tyde  på,  at  de  modsatrettede  resultater,  der  blev  påvist   i  de  første  to  analyser,  ophæver  hinanden.  Skal  man  tolke  effekten  af  ideologisk  bredde  alene  på  baggrund  af  denne  analyse,  vil  denne  ikke  fremstå  med  nogen  effekt.  Således  vil   resultaterne   af   denne   analyse   indikere,   at   ustabile   vælgere   ikke   påvirkes  heraf.    

Dette  tyder  på,  at  de  to  resultater  ophæver  hinanden  og  dermed  ikke  kan  tillægges   betydning.   Således   fremstår   det,   at   ustabile   vælgere   ikke   påvirkes,  mens   vores   tidligere   resultater   har   påvist,   at   begge   vælgergrupper   påvirkes.  Dermed  overser  man,  at  denne   faktor   reelt   spiller  en  rolle   for  sandsynligheden  for   ustabilitet,   ligesom   det   ikke   bliver   muligt   at   få   viden   om,   at   den   faktisk  påvirker  sandsynligheden  i  forskellig  retning  

 

4.5  Kompetencevurdering  

Teorien   om   retrospektiv   stemmeadfærd   og   issue   voting-­‐teoriens   skildring   af  valensemners   betydning   gav   os   en   samlet   forventning   om,   at   blokskiftere   er  påvirket   af,   hvordan   de   vurderer   de   politiske   partiers   kompetencer.   Dette  byggede   på   en   forventning   om,   at   de   partier,   som   ikke   har   vist   sig  tilfredsstillende  i  vælgernes  optik,  på  valgdagen  vil  blive  straffet  i  stemmeboksen.  Således  uddrog  vi  hypotesen:    Blokskiftere  er  påvirkede  af  kompetencevurdering    

Hypotesen  kan  med  udgangspunkt  i  vores  operationalisering  kun  undersøges  for  to   valg,   da   det   valgte   spørgsmål   ikke   er   en   del   af   valgundersøgelsen   for   1998-­‐

99    

valget,   ligesom   vurderingen   går   på   regering   frem   for   de   enkelte   partier31.  Variablens  værdier  henviser  til,  at  højere  værdier  betyder  større  tilfredshed  med  den  siddende  regering.  Skal  hypotesen  bekræftes  skal  odds  ratioen  derfor  være  under  1,  da  dette  giver  udtryk  for  en  negativ  sammenhæng.        Vores  første  analyse  af  blokskiftere  versus  stabile  vælgere  viser,  at  der  ved  2001-­‐valget  kan  påvises  signifikant  sammenhæng.      Model  1   1998   2001   2005  Blok  vs.  stabile   Exp(B)   Exp(B)   Exp(B)  

Kompetencevurdering           ,659  **     ,884    

 Tabel  5.21:  Tabellen  er  et  udsnit  af  den  samlede  logistiske  regressionsmodel  for  blokskiftere  

versus  stabile  vælgere  (model  1).  Signifikansniveauerne  er  markeret  ^p<0,1  *p<0,05  **p<0,0.  Se  beskrivelse  for  tolkning  af  odds  i  den  samlede  tabel  5.1.  Kompetencevurdering  en  kontinuert  

variable.            De  vælgere,  som  retrospektivt  udviser  utilfredshed  med  den  siddende  regerings  kompetencer,  har   større   sandsynlighed   for  blokskifte.  2005-­‐valget   viser   samme  tendens,  men  resultatet  er  dog  ikke  signifikant.    

At   resultaterne   peger   på   en   tendens,   hvor   kompetencevurderingen   spiller   en  rolle,   kan   ud   fra   teorien   om   retrospektiv   stemmeadfærd   forklares   ved,   at  vælgeren  ønsker  at  straffe  det  parti,  de  stemte  på  ved  foregående  valg.  Således  stiger  sandsynligheden  for  et  blokskift  ved  en  lavere  kompetencevurdering.        Hvorvidt   partiskiftere   i   samme   grad   påvirkes   af   denne   faktor,   kan   vi   se   fra  resultaterne   fra   analysemodel   2.  Vi   kan   se,   at   sandsynligheden   for   et   partiskift  også  påvirkes  i  takt  med  en  negativ  kompetencevurdering,  men  atter  kun  gør  sig  gældende  ved  et  enkelt  valg.    Model  2   1998   2001   2005  Parti  vs.  stabile   Exp(B)   Exp(B)   Exp(B)  

Kompetencevurdering           ,865     ,830*    

 Tabel  4.22:  Tabellen  er  et  udsnit  af  den  samlede  logistiske  regressionsmodel  for  partiskiftere  

versus  stabile  vælgere  (model  2).  Signifikansniveauerne  er  markeret  ^p<0,1  *p<0,05  **p<0,0.  Se  beskrivelse  for  tolkning  af  odds  i  den  samlede  tabel  4.2.  Kompetencevurdering  en  kontinuert  

variable.            

                                                                                                               31  Som  nævnt  i  operationaliseringen  lægger  vi  os  ad  flere  teoretikere,  når  vi  hævder,  at  vælgerne  i  denne  vurdering  ser  på  den  relative  kompetence  i  forhold  til  oppositionen.  

100    

   

101    

 Med  udgangspunkt   i  disse   resultater  og  ud   fra  en   forventning  om,  at  man   i   en  dansk  politisk  kontekst  med  fast  blokpolitik  kan  forvente,  at  et  partiskift  ikke  vil  føre   til   en   realpolitisk   straf   af   regeringen,   ønsker   vi   at   se   på,   om   blok-­‐   og  partiskiftere  påvirkes  forskelligt  af  deres  kompetencevurdering.      Model  3   1998   2001   2005  Blok  vs.  parti   Exp(B)   Exp(B)   Exp(B)  

Kompetencevurdering           ,800^     1,063    

 Tabel  4.23:  Tabellen  er  et  udsnit  af  den  samlede  logistiske  regressionsmodel  for  blokskiftere  

versus  partiskiftere  (model  3).  Signifikansniveauerne  er  markeret  ^p<0,1  *p<0,05  **p<0,0.  Se  beskrivelse  for  tolkning  af  odds  i  den  samlede  tabel  4.3.  Kompetencevurdering  en  kontinuert  

variable.              Denne   antagelse   finder   vi   belæg   for   ved   2001-­‐valget.   I   dette   tilfælde   viser  resultatet,  at   jo  dårligere  vælgeren  vurderer  regeringens  præstation,  des  større  er  sandsynlighed  for  blokskifte  frem  for  partiskifte.  Dette  kan  eventuelt  forklares  ved,  at  der   i  en  dansk  politisk  kontekst   længe  har  været  to  faste  koalitioner,  og  ønsker  man   at   straffe   sit   tidligere   parti,   er   det   derfor   nødvendigt   at   flytte   sin  stemme  til  modsatte  politiske  fløj,  hvis  man  ønsker,  at  strafhandlingen  udmønter  sig   i   en   realpolitisk   effekt   og   en   ny   regering.  Med  udgangspunkt   heri   kan  man  derfor   forklare,   hvorfor   vælgere,   der   udviser   utilfredshed  med   regeringen,   har  større  sandsynlighed  for  et  blokskift,  idet  straffen  herved  er  hårdere  end  ved  et  partiskift.  2005-­‐valget  giver  derimod   ikke  et   signifikant   resultat,  og  dette  peger  ydermere  i  den  modsatte  retning,  hvorfor  vi   ikke  kan  bekræfte  denne  hypotese  til  fulde.      Analyserne   af   henholdsvis   blokskiftere   versus   stabile   samt   blokskiftere   og  partiskiftere   påviser   alene   signifikante   resultater   ved   2001-­‐valget.   Baggrunden  herfor  kan  vi  kun  gisne  om,  men  en  oplagt  forklaring  er,  at  valget  i  2001  førte  til  et   regeringsskift,   og   således   er   analyseresultaterne   muligvis   et   udtryk   for,   at  vælgerne  opfatter  den  siddende  regering  som  metaltræt,  og  at  mange  vælgere  ønsker  en  ny  regering.  I  denne  optik  er  det  interessant,  at  tidligere  undersøgelser  har   vist,   at   det   netop   var   højrefløjens   styrkede   kompetenceprofil   på   valgets  vigtigste  emne,  velfærd,  som  var  afgørende  for  valgsejren  (Goul  Andersen  2003b:  165).  Således  taler  dette  analyseresultat  for,  at  kompetencevurderingen  i  denne  analyse   mere   viser   sig   som   en   kontekstafhængig   faktor   end   en   general  forklaringsfaktor.  Omvendt  kan  det  tyde  på,  at  har  en  regering  siddet  længe  og  af  vælgerne   opfattes   som   udbrændt,   vil   dette   øge   sandsynligheden   for,   at   de  foretager  et  blokskift  frem  for  et  partiskift,  eftersom  de  på  denne  måde  i  højere  grad  sikrer,  at  en  ny  regering   træder   til.  Med  udgangspunkt   i  denne   forståelse,  

102    

kan  man  tolke  den  blå  fløjs  tilbagegang  i  meningsmålingerne  pt.  netop  som  følge  af  den  ovenfor  beskrevne  mekanisme.    Ovenstående   konklusioner   om,   at   de   to   grupper   af   ustabile   vælgere   delvist  påvirkes   af   kompetencevurderingen,   underbygges   i   denne   analyse   af   alle   de  ustabile   vælgere   som   samlet   gruppe   versus   de   stabile   vælgere.   Resultaterne  herfra   viser   sig   nemlig   signifikante   for   begge   valgår.   Negativ   vurdering   af   den  forrige  regering  øger  således  sandsynligheden  for  ustabilitet.  Vælgere  der  mener,  at  regeringen  har  gjort  et  godt  stykke  arbejde,  er  modsat  mere  stabile.    Model  4   1998   2001   2005  Ustabile  vs.  stabile   Exp(B)   Exp(B)   Exp(B)  

Kompetencevurdering           ,765  **     ,844  *    

 Tabel  4.24:  Tabellen  er  et  udsnit  af  den  samlede  logistiske  regressionsmodel  for  alle  ustabile  

versus  stabile  vælgere  (model  4).  Signifikansniveauerne  er  markeret  ^p<0,1  *p<0,05  **p<0,0.  Se  beskrivelse  for  tolkning  af  odds  i  den  samlede  tabel  4.4.  Kompetencevurdering  er  en  kontinuert  

variable.              

4.6  Nypolitik  

Den   politiske   udvikling   de   senere   år   har   som   tidligere   beskrevet   vist,   at   de  klassiske   fordelingspolitiske   spørgsmål   i   stigende   grad   har  måttet   vige   for   den  nypolitiske   debat   om   eksempelvis   indvandring   og   retspolitik.   Den   nypolitiske  dimension   har   således   fået   en   stadig   stigende   forklaringskraft,   hvad   angår  vælgeradfærden,   ligesom  prioriteringen  af  denne  har  vist   sig  afgørende   for  det  ændrede   politiske   styrkeforhold   (Van   der   Brugge   &   Voss   2007:   127).   Med  udgangspunkt   i   saliens-­‐teorien   forventede   vi,   at   det   vil   være   de   højest  prioriterede  emner,  der  er  afgørende   for  vælgeradfærden.  Det   skal  derfor   som  beskrevet   i   operationaliseringen   være   blandt   vælgernes   top-­‐prioriteter,   at   de  nypolitiske  emner  skal  findes,  hvis  teoriens  forventninger  skal  kunne  bekræftes.    

Den   nypolitiske   dimension   er   som   gennemgået   i   teoriafsnittet   ikke  orienteret   omkring   den   klassiske   venstre-­‐højre-­‐skala   og   et   partiskifte   over   den  realpolitiske  midte   fra  en  blok   til  en  anden,  vil  derfor   inden   for  den  nypolitiske  dimension  ikke  opfattes  som  et  blokskifte.  I  denne  optik  forventes  vælgere  som  orienterer  sig  herefter  som  havende  større  sandsynlighed  for  blokskift.  Ud  fra  en  formodning  om,  at  vælgere,  der  orienterer  sig  efter  den  nypolitiske  dimension,  ikke   nødvendigvis   vil   opfatte   et   realpolitisk   blokskift   som   et   værdipolitisk  blokskift,  har  vi  derfor  afledt  hypotesen:  

   Blokskiftere  går  mere  op  i  nypolitiske  emner      

103    

 Analysen   af   blokskifterne   viser   dog   ingen   signifikante   resultater,   som   bakker  teoriens  forventninger  op.  Dermed  er  der  intet,  som  tyder  på,  at  blokskiftere  er  særligt  påvirket  af  nypolitiske  emner  i  sammenligning  med  stabile  vælgere.  Igen  er  det  værd  at  bemærke,  at  det  dermed  ikke  betyder,  at  vælgerne  ikke  stemmer  efter  nypolitiske  emner,  men  blot,  at  der  ikke  er  forskel  i,  hvor  meget  nypolitiske  emner   påvirker   blokskiftende   versus   stabile   vælgere.   Vores   resultater   siger  således   ikke  noget  om,  hvad  der  påvirker  de  danske  vælgere  generelt,   kun  om  der  er  forskel  i  påvirkningen  mellem  de  grupper,  vi  undersøger.    Model  1   1998   2001   2005  Blok  vs.  stabile   Exp(B)   Exp(B)   Exp(B)  

Nypolitik   1,122     1,009     1,074      

Tabel  5.25:  Tabellen  er  et  udsnit  af  den  samlede  logistiske  regressionsmodel  for  blokskiftere  versus  stabile  vælgere  (model  1).  Signifikansniveauerne  er  markeret  ^p<0,1  *p<0,05  **p<0,0.  Se  beskrivelse  for  tolkning  af  odds  i  den  samlede  tabel  5.1.  Som  referencekategorier  anvendt:  andet  

end  nypolitik.              Vores   analyse   af,   hvorvidt   prioriteringen   af   nypolitiske   emner   påvirker   til  partiskifte,   viser   et   signifikant   resultat.   Ved   1998-­‐valget   viser   resultatet,   at   går  man   op   i   nypolitiske   emner,   øges   sandsynligheden   for   partiskifte.   De   to  efterfølgende  valg  viser  dog  ingen  signifikante  resultater.      Model  2   1998   2001   2005  Parti  vs.  stabile   Exp(B)   Exp(B)   Exp(B)  

Nypolitik   1,578**     1,284     1,035      

Tabel  4.26:  Tabellen  er  et  udsnit  af  den  samlede  logistiske  regressionsmodel  for  partiskiftere  versus  stabile  vælgere  (model  2).  Signifikansniveauerne  er  markeret  ^p<0,1  *p<0,05  **p<0,0.  Se  beskrivelse  for  tolkning  af  odds  i  den  samlede  tabel  4.2.  Som  referencekategorier  anvendt:  andet  

end  nypolitik.                Således  ønsker  vi   igen  at  undersøge,  om  der   internt  blandt  de  ustabile  vælgere  kan   findes   en   forskel   i,   hvordan   nypolitikken   påvirker.   Vores   oprindelige  forventning  var,  at  blokskifterne  ville  orientere  sig  mere  efter  nypolitiske  emner  end   partiskifterne,   idet   de   dermed   kan   skifte   til   et   parti,   som   de  holdningsmæssigt   er   i   nærheden   af,   men   som   realpolitisk   ligger   hos   den  modsatte   blok.   Dette   fik   vi   dog   afkræftet   i   de   to   første   analyser,   hvor   eneste  signifikante   sammenhæng   blev   fundet   i   forhold   til   sandsynligheden   for  partiskifte.   Forventningerne   må   derfor   nu   være,   at   der   ikke   er   væsentlige  forskelle   på   de   to   ustabile   grupper   i   forhold   til   prioriteringen   af   nypolitiske  emner.      

104    

 Model  3   1998   2001   2005  Blok  vs.  parti   Exp(B)   Exp(B)   Exp(B)  

Nypolitik   ,656     ,707     1,116      

Tabel  4.27:  Tabellen  er  et  udsnit  af  den  samlede  logistiske  regressionsmodel  for  blokskiftere  versus  partiskiftere  (model  3).  Signifikansniveauerne  er  markeret  ^p<0,1  *p<0,05  **p<0,0.  Se  

beskrivelse  for  tolkning  af  odds  i  den  samlede  tabel  4.3.  Som  referencekategorier  anvendt:  andet  end  nypolitik.          

 Vores   analyser   viser   således,   at   den   nypolitiske   faktor   ikke   er   et   område,   der  adskiller   parti-­‐   og   blokskiftere.   Dette   betyder,   at   vi   ikke   kan   bekræfte   vores  tidligere   antagelser,   om   at   de   to   grupper   af   ustabile   vælgere   ville   adskille   sig  herved.        Da  vi  tidligere  konstaterede,  at  hverken  blokskiftere  eller  partiskiftere  adskilte  sig  særligt   fra   de   stabile   vælgere   på   det   nypolitiske   område,   forventer   vi   således  heller  ikke  længere,  at  en  samlet  analyse  af  de  ustabile  vælgere  versus  de  stabile  vælgere,  vil  vise  signifikante  resultater.  I  analysen  fra  valget  1998  finder  vi  dog  et  resultat.      Model  4   1998   2001   2005  Ustabile  vs.  stabile   Exp(B)   Exp(B)   Exp(B)  

Nypolitik   1,484  **     1,160     1,066      

Tabel  4.28:  Tabellen  er  et  udsnit  af  den  samlede  logistiske  regressionsmodel  for  alle  ustabile  versus  stabile  vælgere  (model  4).  Signifikansniveauerne  er  markeret  ^p<0,1  *p<0,05  **p<0,0.  Se  beskrivelse  for  tolkning  af  odds  i  den  samlede  tabel  4.4.  Som  referencekategorier  anvendt:  andet  

end  nypolitik.              

Som  beskrevet   tidligere  peger   andre  undersøgelser  på,   at   den  nypolitiske  dimension  kontinuerligt  er  blevet  vigtigere  for  danske  vælgere.  Ved  valget  i  2001  konkluderede   den   danske   valgundersøgelse   endvidere,   at   den   nypolitiske  dimension   for   første   gang   var   vigtigere   end   den   fordelingspolitiske   dimension.  Ligeledes  har  man  siden  1990’erne  fundet,  at  den  værdipolitiske  dimension  har  haft   betydning   for   en   betydelig   del   af   de   observerede   partiskift.   Så   at   vores  analyser  har  vist   så   få   signifikante   resultater,  må   tyde  på,  at  alle  vælgergruppe  påvirkes.   Det   gælder   da   også,   at   et   af   tidens   mest   dominerende   nypolitiske  emner,   flygtningespørgsmålet,   har   været  meget   højt   på   danskernes   dagsorden  ved  alle  de  tre  undersøgte  valg.  Man  kan  derfor  forestille  sig,  at  alle  vælgere  i  lige  høj  grad  er  påvirket  af  dette  emne   i   kraft  af  emnets   saliens.  Denne   fortolkning  leder  samtidig  opmærksomheden  hen  til,  at  denne  faktors  påvirkningskraft  i  høj  grad   vil   være   kontekstafhængig   og   derfor   i   mindre   grad   er   en   stabil  

105    

forklaringsfaktor,   eftersom   netop   vælgernes   dagsorden   og   valgkampens  konkrete  emner  spiller  ind  i  forhold  til,  om  nypolitikken  er  betydningsfuld.    

Alternativt  kan  der  være  tale  om  en  fejloperationalisering.  Vi  har  ved  vores  metodiske   set-­‐up   alene   koncentreret   os   om   prioriteringen   af   nypolitiske  spørgsmål   og   ikke   en   holdningsplacering   inden   for   denne   dimension.   Havde   vi  haft  dette  aspekt  med,  kunne  vi  måske  have  afdækket  resultater  inden  for  dette  område.   Således   kan   vi   ikke   udtale   os   om,   hvorvidt   den   holdningsmæssige  placering  på  den  nypolitiske  dimension  spiller  en  rolle.  Dog  kan  vi  konkludere,  at  de  danske  vælgere  ikke  ser  ud  til  at  adskille  sig  fra  hinanden  ud  fra  prioriteringen  af  nypolitiske  emner.  

 

4.7  Tillid  til  politikerne  

I   de   følgende   analyser   vil   vi   se   nærmere   på,   om   politikertilliden   påvirker  volatiliteten.   Den   gennemgåede   teori   antager,   at   graden   af   politisk   tillid  grundlæggende  er  et  udtryk  for  graden  af  tilfredshed  og  tillige  afspejler,  hvorvidt  vælgerne  har  fået  indfriet  sine  forventninger.  Med  udgangspunkt  heri  formoder  vi,  at  ustabile  vælgere  har  mindre  politisk  tillid,  blokskiftere  i  særlig  grad.  Det  har  vi  gjort  ud  fra  en  antagelse  om,  at  et  blokskifte  kunne  ses  som  udtryk  for  større  utilfredshed  end  et  partiskifte.  Vores  hypotese  var:    Blokskiftere  har  lav  politikertillid        Den   første   analyse   af   blokskiftere   versus   stabile   vælgere   og   politikertillid   viser  kun   et   enkelt   signifikant   resultat   i   1998.   Resultat   viser   den   forventede  sammenhæng,   nemlig   at   lavere   tillid   til   politikerne   øger   sandsynligheden   for  blokskifte.      Model  1   1998   2001   2005  Blok  vs.  stabile   Exp(B)   Exp(B)   Exp(B)  

Politikertillid   ,831  ^     1,129     1,103      

Tabel  5.29:  Tabellen  er  et  udsnit  af  den  samlede  logistiske  regressionsmodel  for  blokskiftere  versus  stabile  vælgere  (model  1).  Signifikansniveauerne  er  markeret  ^p<0,1  *p<0,05  **p<0,0.  Se  beskrivelse  for  tolkning  af  odds  i  den  samlede  tabel  5.1.  Politikertillid  er  en  kontinuert  variable.  

 Resultatet  viser  sig  dog  kun  et  enkelt  år,  desuden  peger  de  efterfølgende  valg   i  modsat   retning,  hvorfor  det  er   sandsynligt,   at  der  er   tale  om  en  enkeltstående  forklaringsfaktor  ved  det  specifikke  valg        Således  er  det  interessant  at  afdække,  om  partiskiftere  påvirkes  af  tillidsniveauet  ved   samme   valg   som   blokskifterne.   Dette   kan   bekræftes,   idet   partiskifter  

106    

ligeledes  påvirkes  som  blokskifterne  ved  valget  1998,  hvor  der  er  en  signifikant  sammenhæng   mellem   stigende   mistillid   og   sandsynligheden   for   at   være  partiskifter.      Model  2   1998   2001   2005  Parti  vs.  Stabile   Exp(B)   Exp(B)   Exp(B)  

Politikertillid   ,746**     1,036     1,129      

Tabel  4.30:  Tabellen  er  et  udsnit  af  den  samlede  logistiske  regressionsmodel  for  partiskiftere  versus  stabile  vælgere  (model  2).  Signifikansniveauerne  er  markeret  ^p<0,1  *p<0,05  **p<0,0.  Se  beskrivelse  for  tolkning  af  odds  i  den  samlede  tabel  4.2.  Politikertillid  er  en  kontinuert  variable.  

   Spørgsmålet  er  nu,  om  der  tegner  sig  en  forskel  de  to  volatile  grupper  imellem.  Analysen   af   de   to   grupper   versus   hinanden   viser   ikke   nogen   signifikant  sammenhæng.  Dette  tyder  på,  at  de  volatile  vælgere  er  en  homogen  gruppe,  når  betydningen   af   tillid   til   politikerne   gøres   op.   Der   fremkommer   altså   ingen  signifikante  sammenhænge,  som  tyder  på,  at  graden  af  politisk  tillid  influerer  på  sandsynligheden  for  at  være  blokskifter  frem  for  at  være  partiskifter.  Graden  af  politikertillid  må  dermed  anses  som  værende  ubetydelig,  når  man  ønsker  af  finde  forskelle   mellem   de   volatile   vælgere,   hvorfor   ovenstående   hypotese   må  falsificeres.      Model  3   1998   2001   2005  Blok  vs.  Parti   Exp(B)   Exp(B)   Exp(B)  

Politikertillid   1,096     1,110     ,965      

Tabel  4.31:  Tabellen  er  et  udsnit  af  den  samlede  logistiske  regressionsmodel  for  blokskiftere  versus  partiskiftere  (model  3).  Signifikansniveauerne  er  markeret  ^p<0,1  *p<0,05  **p<0,0.  Se  

beskrivelse  for  tolkning  af  odds  i  den  samlede  tabel  4.3.  Politikertillid  er  en  kontinuert  variable.      Som   forventet   på   baggrund   af   de   tre   overstående   analyser   giver   den   fjerde  analyse  af  de  volatile  vælgere  som  samlet  gruppe  versus  de  stabile  vælgere  kun  et  signifikant  resultat  ved  1998-­‐valget.      Model  4   1998   2001   2005  Ustabile  vs.  Stabile   Exp(B)   Exp(B)   Exp(B)  

Politikertillid   ,760  **     1,074     1,108      

Tabel  4.32:  Tabellen  er  et  udsnit  af  den  samlede  logistiske  regressionsmodel  for  alle  ustabile  versus  stabile  (model  4).  Signifikansniveauerne  er  markeret  ^p<0,1  *p<0,05  **p<0,0.  Se  

beskrivelse  for  tolkning  af  odds  i  den  samlede  tabel  4.4.  Politikertillid  er  en  kontinuert  variable.    Dette   resultat   bekræfter   sammenhængen,   der   tyder   på,   at   det   er   særlige  omstændigheder  ved  1998-­‐valget,  der  gør  sig  gældende.  Også  ved  denne  analyse  

107    

spores   graden   af   politisk   tillid   kun   under   dette   valg,   hvor   faldende   tillid   øger  sandsynligheden   for   ustabilitet.   Men   eftersom   det   samme   viser   sig   signifikant  ved  alle  analyser,  antager  vi,  at  det   i  højere  grad  er  omstændigheder  ved  dette  valg,   der   er   afgørende.   Faktoren   politikertillid  må   dermed   anses   som   værende  ubetydelig,  når  man  ønsker  af  finde  forskelle  mellem  de  volatile  vælgere,  hvorfor  vores  oprindelige  hypotese  må  falsificeres.      De   mange   insignifikante   resultater   i   de   fire   analyser   af   politikertillid,   kan  umiddelbart   tyde   på   to   ting.   Den   oplagte   konklusion   er,   at   politikertillid   ikke  påvirker  de  tre  grupper  af  vælgere  forskelligt.  Ustabile  såvel  som  stabile  vælgere  er   altså   lige   tilfredse   respektive   utilfredse.   Historisk   set   er   politisk   tillid   et  område,   hvor   der   generelt   er   konsistens   hos   den   danske   befolkning,   idet  vælgerne  har  haft  et  stabilt  højt  tillidsniveau  (Nielsen  2002).  Nielsen  (1983)  når  endvidere   ved   tidligere   forskning   frem   til,   at   ustabile   vælgere   ikke   er   mindre  tillidsfulde   end   stabile.   En   anden   forklaring   kan   være,   at   politisk   tillid  måske   i  højere   grad,   end   teorien   foreskriver,   udspringer   af   en   generel   opfattelse   af  politikere,   mere   end   som   et   udtryk   for   et   øjebliksbillede   af   vælgernes  tilfredshedsniveau.  Dermed  vil  graden  af  politisk  tillid  ikke  være  et  udtryk  for  den  specifikke   vælgers   utilfredshed   p.t.,   men   i   højere   grad   være   et   udtryk   for  vælgerens  forhold  til  politikere  generelt.  Dermed  har  de  periodiske  svingninger  i  utilfredshedsniveauet   ikke   betydning   for   tilliden,   og   dermed   påvirker   denne  faktor   ikke   vælgeradfærden.   Hvis   denne   konklusion   er   gældende,   skulle   man  måske   i   højere   grad   have   operationaliseret   faktoren   ved   de   mere   indirekte  spørgsmål,   om   hvorvidt   politikerne   er   ødsle,   eller   om   de   tager   hensyn   til  vælgerne.   Ved   denne   tilgang   havde   man   måske   i   højere   grad   have   kunnet  opfange  de  mere  konkrete  utilfredshedstegn  fra  vælgerne.    

Samlet   set   kan   vi   ud   fra   vores   resultater   dog   konstatere,   at   politikertillid  kun   i   ringe   grad   påvirker   blokskiftende   vælgere,   og   at   faktoren   slet   ikke   kan  forklare  forskelle  mellem  blokskifterne  og  partiskifterne.        

108    

 

 

 

 

 

 

6.  Opsummering  og  diskussion  af  analysens  resultater  

 På   baggrund   af   analysen   kan   vil   vi   nu   samle   op   på,   hvad   der   påvirker  blokskifterne  og  hvordan  de  adskiller  sig   fra  andre  ustabile  vælgere.  Samlet  set  giver   de   ovenstående   resultater   et   indblik   i,   hvad   der   påvirker   blokskiftere,   og  hvordan  dette  adskiller  sig  fra  påvirkningen  af  partiskiftere.    I  det  følgende  afsnit  vil  vi  præsentere  et  samlet  overblik  af  analyseresultaterne,  samt   foretage   sandsynlighedsudregninger   ud   fra   de   faktorer   vi   fandt,   havde  størst   betydning   for   blokskifterne.   Vi   vil   desuden   berøre,   hvilke   konsekvenser  vores   resultater   har   for   fremtidig   vælgerforskning   i   volatilitet,   samt   relatere  teorien  til  vores  empiriske  resultater.  Afsluttende  vil  vi  anlægge  en  ny  vinkel  på  vores   resultater   ved   at   foretage   en   clusteranalyse   af   alle   blokskifterne.  Resultaterne  heraf  vil  give  os  en  typologi   for,  de  vælgere,  der  skiftede  blok  ved  folketingsvalget  2005.      

6.1  Hvad  påvirker  blokskiftere  

109    

Nedenfor  viser  modellen,  hvilke  faktorer,  der  påvirker  de  blokskiftende  vælgere.  Den   illustrerer,   at   tre   variable   fremstår   som   konsistente   forklaringsfaktorer.  Disse  er  alder,  partiidentifikation  og  begejstringsniveau.  Yderligere   kan   vi   konstatere,   at   de   to   variable   benyttet   til   at   belyse   den  ideologiske   breddes   betydning   begge   influerer   på   sandsynligheden   for   et  blokskifte   ved   to  valg.  Den  positive  udlægning  heraf  er,   at   variablerne  påvirker  vælgeradfærden  ved  to  af  de  undersøgte  valg,  mens  den  negative  udlægning  er,  at  den  ikke  forklarer  vælgeradfærden  ved  det  tredje  valg  Vi  vælger  den  positive  udlægning  og   fremhæver,   at   en   variabel,   der   viser   sig   signifikant   i   to   ud   af   tre  undersøgelser,  har  en  vis   sandsynlighed   for  at   være  mere  end  en   fluktuerende  faktor.    

De  faktorer,  som  kun  viser  sig  at  påvirke  blokskifterne  i  et  ud  af  tre  valg,  er  uddannelse,   politisk   interesse,   partimedlemskab,   politisk   selvtillid   samt  politikertillid.   Disse   må   i   højere   grad   betegnes   som   udtryk   for   enkeltstående  fænomener,  på  hvis  baggrund  man  ikke  kan  drage  generelle  konklusioner.    

Tilbage  står  politisk  viden,  der  kun  kan  konstateres  signifikant  ved  ét  valg.  Denne  variabel   kan  dermed   ikke  afvises   som  en   stabil   forklaringsfaktor,   da  det  kun  har  været  muligt  at  undersøge  denne  faktor  ved  2005-­‐valget.  Derfor  vil  kun  fremtidige   studier   kunne   afdække,   hvorvidt   der   er   tale   om   en   generel  forklaringsfaktor  eller  et  enkeltstående  tilfælde.    

Det   samme   gør   sig   gældende   for   betydningen   af   partileder   og  kompetencevurdering  af  regeringen,  eftersom  disse  kun  undersøges  for  to  valg,  men   kun   viser   signifikant   påvirkning   i   et   af   valgene.   Også   her   vil   flere  undersøgelser   kunne   afdække,   om   det   er   det   signifikante   eller   insignifikante  resultat,   der   skal   tages   til   indtægt   for   en   generel   tendens.  Nedenfor   illustreres  det  hvad  der  påvirker  blokskifteren    

110    

 Figur  6.1:  Hvilke  faktorer  påvirker  blokskifterne  og  hvor  konsistente  er  analysens  resultater.  

6.2  Hvad  adskiller  blokskiftere  og  partiskiftere  

En  samlet  model  for  de  faktorer,  der  påvirker  vælgere  til  et  blokskift  frem  for  et  partiskift,   illustrerer,   at   færre   faktorer   end   ovenfor   viser   gennemgående  signifikans  valgene  i  mellem.    

Ideologisk   bredde   er   den   eneste   faktor,   der   med   overvældende  sandsynlighed   kan   karakteriseres   som   en   stabil   forklaringsfaktor,   og   som  man  dermed   kan   forvente   ligeledes   vil   gøre   sig   gældende   ved   andre   valg   end   de  undersøgte.   To   variables   resultater   er   signifikante   ved   to   valg,   henholdsvis  begejstringsniveau  og  uddannelsesniveau.   I   tråd  med  tidligere  udlægning  tolker  vi   to  signifikante  resultater  ud  af  tre  mulige  som  et  udtryk  for  en  mere  generel  tendens.  Dermed  antager  vi,  at  man  ved  en  anden  undersøgelse  vil  kunne  påvise,  at  disse  variable  påvirker  sandsynligheden  for  et  blokskift  versus  et  partiskift.    

Endvidere  viser  fire  faktorers  resultater  sig  signifikante  ved  et  enkelt  valg,  henholdsvis   alder,   politisk   selvtillid   og   forskel   på   regeringsmagten.   At   disse  faktorer  kun  gør  sig  gældende  i  et  enkelt  år,  bør  tolkes  som  en  indikation  på,  at  de   er   kontekstafhængige   og   dermed   ikke   beskriver   en   almengyldig   tendens.  Kompetencevurderingens   betydning   kan   kun   konstateres   ved   et   ud   af   de   to  mulige   valg,   hvorfor   yderligere   undersøgelser   er   nødvendige   for   at   klarlægge  denne  faktors  generelle  forklaringskraft.    

Endelig   kan   vi   konstatere,   at   resultaterne   vedrørende   køn,   viden,   politisk  interesse,   partiidentifikation,   medieforbrug,   betydning   af   partileder,   nypolitik  samt  politikertillid  er  insignifikante  ved  alle  de  undersøgte  valg,  hvorfor  det  med  

111    

rimelig   sikkerhed   kan   konkluderes,   at   disse   faktorer   ikke   adskiller   blok-­‐   og  partiskiftere.    

6.3  De  vigtigste  faktorers  betydning  for  sandsynligheden    

Foretager  vi  en  sandsynlighedsudregning,  hvor  vi  selv  udvælger  de  konstante,  vil  det  være  oplagt  at  konstruere  en  model,  hvor  de  faktorer  analysen  viser  signifikante  benyttes.  Vi  udvælger  fem  faktorer  der  alle  påvirker  sandsynligheden  for  et  blokskift,  henholdsvis  partiidentifikation,  begejstringsniveau,  ideologisk  bredde  og  forskel  på  regeringsmagtet  og  holder  disse  konstante  ved  den  laveste  værdi  i  den  retning  vi  forventede  et  blokskift  blev  påvirket.  Således  har  partiidentifikation  værdien  0  (ingen  identifikation),  begejstringsgraden  værdien  1  (valgte  det  mindst  onde),  ideologisk  bredde  værdien  1  (opfatter  partisystemet  som  smalt)  og  forskel  på  regeringsmagten  værdien  1  (det  betyder  ikke  noget  hvem  der  har  regeringsmagten).  Alder  benyttes  som  den  varierende  variabel.  

 Figur  6.2:  Sandsynligheden  for  at  blokskifte  som  følge  af  alder.  Udregnet  ud  fra  model  1  

blokskiftere  versus  stabile,  2001.  De  resterende  variable  i  modellen  er  holdt  konstant  med  udgangspunkt  i  et  medianniveau  for  den  samlede  stikprøve.  

 Med  udgangspunkt  i  denne  udregning  kan  vi  aflæse  sandsynligheden  for  at  være  blokskifter,  hvis  man  ingen  partiidentifikation  har,  har  valgt  et  parti  som  det  mindst  onde,  opfatter  partisystemet  som  smalt  og  ikke  mener  det  gør  en  forskel,  hvem  der  regerer.  En  tilfældig  vælger  på  22  år  med  disse  karakteristika,  vil  således  have  knap  75  pct.  sandsynlighed  for  at  være  blokskifter.  En  vælger  på  cirka  75  år  vil  have  50  pct.  sandsynlighed  for  at  være  blokskifter,  mens  en  95-­‐årig,  vil  have  knap  40  pct.  sandsynlighed.    

112    

Man  kan  omvendt  se  på  en  vælger,  der  defineres  ud  fra  samme  faktorer,  men  hvor  disse  holdes  konstante  med  værdier  i  modsat  retning.  Således  har  partiidentifikation  værdien  1  (partiidentifikation),  begejstringsgraden  værdien  5  (stemte  med  tilfredshed),  ideologisk  bredde  værdien  4  (opfatter  partisystemet  som  bredt)  og  forskel  på  regeringsmagten  har  værdien  4  (det  gør  en  stor  forskel,  hvem  der  har  regeringsmagten).  Når  alder  igen  holdes  konstant  viser,  det  sig  at  en  vælger  med  partiidentifikation,  som  stemte  med  tilfredshed,  opfatter  partisystemet  som  bredt  og  mener,  det  gør  en  forskel  hvem  der  har  regeringsmagten,  som  forventet  vil  have  langt  mindre  sandsynlighed  for  et  blokskift.  En  tilfældig  vælger  på  22  år  med  disse  karakteristika  vil  have  under  4  pct.  sandsynlighed  for  at  være  blokskifter,  mens  en  vælger  i  starten  af  80’erne  har  cirka  1  pct.  sandsynlighed  for  at  være  blokskifter    

 Figur  6.3:  Sandsynligheden  for  at  blokskifte  som  følge  af  alder.  Udregnet  ud  fra  model  1  

blokskiftere  versus  stabile,  2001.  De  resterende  variable  i  modellen  er  holdt  konstant  med  udgangspunkt  i  et  medianniveau  for  den  samlede  stikprøve.  

   

6.4  Studier  af  vælgeradfærd  

Med   ovenstående   resultater   kan   vi   påvise,   at   opfattelsen   af   den   ideologiske  bredde,   begejstringsniveau   og   uddannelsesniveau   alle   adskiller   blok-­‐   og  partiskiftere,   idet  disse  variable  påvirker  sandsynligheden  for  et  blokskift.  Dette  fremgår   af   naturlige   grunde   ikke   af   analyser,   der   undersøger   volatile   vælgere  under  ét.  Dette   kan   i   sig   selv   være  problematisk,   idet  man  dermed  overser,   at  der   inden   for   gruppen   ustabile   vælgere   kan   kategoriseres   to   grupper,   der  påvirkes   forskelligt   af   en   række   faktorer.   Det   medfører   samtidig,   at   de  konklusioner,   man   drager   på   baggrund   af   undersøgelser   om   ustabile   vælgere  generelt,   ikke   nødvendigvis   kan   henvise   direkte   til   ustabile   vælgere,   eftersom  resultaterne  muligvis  er  påvirket  af,  at  de  undersøgte  respondenter  systematisk  påvirkes  forskelligt  af  samme  faktorer.  Dermed  afspejler  resultaterne  ikke,  hvad  der  påvirker  én  gruppe,  men  i  stedet,  hvad  der  påvirker  to  grupper,  hvorfor  det  resultat,  der  fremstår,  er  upræcist.    

113    

Når  man   i  den  seneste  valgundersøgelse  af  ustabile  vælgere  konkluderer,  at  vælgeres  tilbøjelighed  til  ustabilitet  påvirkes  af  eksempelvis  politisk  viden,  er  det  dermed  ikke  nødvendigvis  et  resultat,  der  siger  noget  om  én  gruppe,  som  det  ellers   foregiver,  men   i   stedet,  at   resultatet  bygger  på  en  analyse  af   to  grupper,  der   er   slået   sammen.   En   væsentlig   implikation   herved   er,   som   det   tidligere   er  vist,   at   man   dermed   risikerer   at   sløre   de   reelle   resultater.   Som   vores  undersøgelser  viser,  er  dette  en  reel  mulighed.  Vi  har  påvist,  at   lav  uddannelse  øgede  sandsynligheden  for  et  blokskift  ved  2001-­‐valget,  mens  højere  uddannelse  øgede   sandsynligheden   for   et   partiskift   ved   dette   valg.   Men   vi   har   samtidig  påvist,  at  når  den  ustabile  gruppe  undersøges  under  ét  mod  stabile  vælgere,  som  det  sædvanligvis  gøres,  viser  der  sig  ingen  signifikante  resultater,  og  uddannelse  fremstår   som   insignifikant.   Dette   eksempel   illustrerer,   at   der   er   mulighed   for  reelle   fejltolkninger,   når   man   puljer   to   uhomogene   grupper   i   stedet   for   at  analysere   dem   hver   for   sig.   Således   kan   sammenlægningen   af   de   to   grupper  ’slette’   faktorers  påvirkning,  hvis  resultaterne  peger   i   forskellig  retning,   ligesom  dette  modeldesign  potentielt  kan  medføre  skævvredne  resultater,  hvis  den  ene  gruppes  sandsynlighed  stiger  mere  drastisk  end  den  anden.  Denne  tendens  viser  sig  ved  flere  af  vores  resultater,  som  det  vil  kunne  aflæses  af  analyseresultaterne  ovenfor.    Hvorvidt   og   hvor  meget   resultaterne   påvirkes   af   et   analysedesign,   hvor   begge  ustabile  grupper  undersøges  samlet,  hænger  naturligt  sammen  med  gruppernes  størrelse   i   relation   til  hinanden.  Undersøgelser  af   valg  med  en  mindre  andel  af  blokskiftende   vælgere   vil   i   mindre   grad   blive   påvirket,   men   omvendt   kan  tilfældet   gøre,   at   blokskifterne   ved  et   sådant   valg   i   særlig   grad   adskiller   sig   fra  partiskifterne.  Det  vil  derfor  være  vanskeligt  at  argumentere  for,  at  man  alene  på  baggrund  af  blokskifternes  begrænsede  størrelse  vil  kunne  afskrive  en  påvirkning  af  det  samlede  resultat.    Vi  kan  ikke  afgøre,  hvad  der  i  tidligere  forskning  ligger  bag  valget  at  behandle  og  undersøge   de   to   ustabile   grupper   samlet   -­‐   om   det   er   et   bevidst   fravalg   eller   i  højere   grad   en  mangel   på   bevidsthed   om   gruppens   interne   forskelligheder.   Vi  ved   dog,   at   man   heller   ikke   teoretisk   set   i   udgangspunktet   har   opfattet   de  ustabile   vælgere   som   andet   end   en   samlet   gruppe.   I   hvert   fald   er   det   ikke  eksplicit  blevet  defineret,  hvilke   faktorer,  man  har   teoretiseret   som  påvirkende  henholdsvis   et   parti-­‐   og   et   blokskifte.   Dette   aspekt   er   kun   overfladisk   blevet  berørt,  eksempelvis  som  tidligere  nævnt  ud  fra  et  systemperspektiv  (Bartolini  &  Mair   1990).   Nielsen   (2002)   berører   ligeledes   dette   aspekt,   idet   han   hævder   at  flere  danskere  er  potentielle  partiskiftere  end  blokskiftere,  men  han  forholder  sig  ikke  til,  om  og  hvordan  de  to  kategorier  af  vælgere  påvirkes  forskelligt.    Med   de   ovenstående   refleksioner   præsent   er   det   et   oplagt   spørgsmål,   hvilke  konsekvenser,  vi  ser  for  fremtidig  forskning  af  volatilitet  og  vælgeradfærd.  Det  er  som   vist   med   vores   resultater   ikke   uden   konsekvenser   at   samle   parti-­‐   og  blokskiftere  under  ét  i  vælgeradfærdsforskning.  Man  kan  samtidig  ikke  afvise,  at  

114    

man   ved   at   inddrage   flere   faktorer,   end   vi   har   gjort,   vil   nå   frem   til   yderligere  områder,  hvor  de  to  grupper  adskiller  sig.  Det  kræver  naturligt  en  større  indsats  at  foretage  flere  analyser,  hvorfor  det  vil  være  en  afvejning,  hvorvidt  man  ser  det  nødvendigt  at  skille  grupperne  ad.    

Vi   vil   på   baggrund   af   vores   resultater   være   fortalere   for,   at  man   i   højere  grad   ser   på   de   ustabile   vælgere   som   to   grupper,   når   man   foretager  valgundersøgelser,   og   ligeledes,   at   man   på   basis   af   forskning   fremadrettet  præsenterer   teoretiske   forventninger   specifikt   til   blokskifterne,   eftersom   dette  er  en  mangel  i   litteraturen.  Man  må  forvente,  at  de  hidtidige  resultater  i  højere  grad   afspejler   resultater   af   undersøgelser   af   partiskifterne,   eftersom   de   udgør  den   største   andel   af   den   ustabile   gruppe.   Samtidig   har   vi   dog   konstateret,   at  faktorer,  der  reelt  påvirker  partiskiftere,  potentielt  ikke  har  fremstået  som  sådan  i   tidligere   undersøgelser,   eftersom   det   hidtidige   analysedesign   har   sløret  relevante  faktorer,  som  det  blev  tydeliggjort  med  uddannelseseksemplet.    Hvis   man   som   forsker   finder,   at   man   ikke   ser   det   nødvendigt   at   skille   de   to  grupper   ad,   mener   vi   dog,   at  man   om   ikke   andet   bør   være   bevidst   om   de   to  gruppers   forskelle   og   de   mulige   konsekvenser   heraf,   når   man   drager  konklusioner.      En  relevant  pointe  i  denne  sammenhæng  er  desuden,  at  man  fremover  bør  være  opmærksom   på   vælgeradfærdsudviklingen   for   så   vidt   angår   det   reelle   antal   af  blokskiftere,   og   ikke   kun   de   nettoforskydninger,   der   viser   sig   i   valgresultatet.    Denne  udvikling  bør  i  vores  optik  være  med  til  at  afgøre,  hvorvidt  man  fremtidigt  vil  lægge  større  vægt  på  undersøgelser  af  denne  vælgertype.  I  dette  speciale  har  vi  præsenteret  en  politisk  udvikling,  der  har  medført  en  midtersøgende  kurs  hos  partierne   og   en   tendens   til   depolarisering   af   partisystemet.   Denne   proces   kan  potentielt  medføre  flere  blokskiftere  end  tidligere  set,  hvorfor  denne  gruppe  bør  komme  mere  i  fokus,  både  teoretisk  og  empirisk.    Vores   analyseresultater   giver   desuden   anledning   til   kommentarer   om  vælgeradfærdsforskning   generelt.   Vi   arbejder  med   det   samme   design   over   tre  valg,   og   dette   set-­‐up   giver   mulighed   for   at   afsløre,   at   ikke   alle   faktorer   har  forklaringskraft   alle   år.   Dette   understreger   behovet   for   at   foretage  vælgeradfærdsundersøgelser,  der  strækker  sig  over  tid.  Hermed  kan  man  drage  styrkede   konklusioner,   idet   man   får   mulighed   for   at   skelne   mellem  gennemgående   forklaringsfaktorer   og   kontekstafhængige   enkeltstående  forklaringsfaktorer,   der   ikke   afspejler   en   generel   tendens.   Havde   vi   alene  undersøgt,  hvad  der  påvirker  vælgere  til  et  blokskift  ved  et  enkelt  valg,  ville  vores  resultater  have  været  mere  afhængige  af  undersøgelsesdesign  og  det  specifikke  valgs  kendetegn.    

Man   kan   eksemplificere   denne   pointe   med   udgangspunkt   i   vores  resultater.  Det   kunne  konstateres,   at   to   faktorer  påvirker   valget   i   1998  og   ikke  påvirker   valget   i   2005,   mens   to   andre   faktorer   påvirker   valget   i   2005   og   ikke  valget  i  1998.  Ud  af  relativt  få  faktorer,  er  der  altså  en  betydelig  andel,  som  ikke  kan   kategoriseres   som   andet   end   enkeltstående.   Havde   vi   alene   undersøgt   ét  

115    

valg,   var   dette   ikke  blevet   gjort   klart.   Samme  konklusion  må   kunne  drages  om  anden  vælgerforskning,  hvorfor  det  er  uhensigtsmæssigt,  når  der  på  baggrund  af  enkeltstående   valgundersøgelser   drages   generelle   konklusioner.   I   tråd   hermed  kan  man   kritisere   vores   undersøgelse   for   ikke   at   inddrage   yderligere   valg.  Hvis  fremtidig  forskning  ønsker  et  mere  tilbundsgående  og  generaliserbart  billede  af,  hvad   der   påvirker   blokvælgeren,   er   et   større   datamateriale   da   også   at  foretrække.  

Med  denne  kommentar  ønsker  vi  dog   ikke  at  undergrave  egne  resultater.  Som   vi   har   redegjort   for,   mener   vi,   at   man   meningsfuldt   kan   uddrage  konklusioner   fra   vores   undersøgelser,   men   ønskes   et   yderligere   kendskab,  hvorfra   man   kan   drage   mere   langsigtede   generaliseringer   og   teoretiske  forudsigelser,  vil  en  øget  mængde  data  være  at  foretrække.    

116    

 

6.5  Teoriernes  forklaringskraft  

Med   udgangspunkt   i   den   teoretiske   gennemgang,   dannede   vi   en   række  forventninger   i   form  af   syv  hypoteser.   Idet  man   ikke   tidligere  har   foretaget   en  analyse   som   vores,   hvor   blokskifteres   adfærd   analyseres   på   individniveau,   gav  teorierne  os   ikke  direkte  anvisninger  på,  hvad  vi  kunne  forvente  at  ville  påvirke  de  blokskiftende  vælgere.  Derfor  har  vores  speciale  heller  ikke  karakter  af  teori-­‐testning,   idet  vi  anvender  teori,  der   ikke  som  udgangspunkt  har  blokvolatilitet   i  fokus.   Dermed   kan   vi   heller   ikke   kritisere   teorierne   for   manglende  forklaringskraft.   Alligevel   vil   vi   kommentere,   hvorvidt   de   forskellige   teoretiske  retninger  er  egnede  til  at  forudsige  blokskifte.    

Vi  tog  udgangspunkt  i  den  sociologiske  teori,  idet  vi  undersøgte  om  sociale  baggrundsfaktorer   påvirker   sandsynligheden   for   blokskift.   Fra   den  socialpsykologiske   teoriretning   benyttede   vi   teorier   om   holdningsdannelse   og  politisk   involvering   samt   betydningen   af   den   politiske   leder.   Fra   den   rationelle  teori   uddrog   vi   forventninger   til   betydningen   af   vælgernes   opfattelse   af  partisystemets   polariseringsgrad,   kompetencevurdering   af   regeringen,  nypolitiske   emner   samt   politikertillid.   Heraf   kan   man   slutte,   at   vi   som  udgangspunkt   forventede   større   forklaringskraft   af  de   rationelle   teorier,   idet   vi  havde  fire  hypoteser,  der  udprang  herfra.    

Som  figur  6.1  ovenfor  illustrerer,  er  der  blandt  de  variable,  der  påvirker  de  tre  valg,  ingen,  der  henviser  til  de  rationelle  teorier.  Derimod  viser  alder  sig  som  en   stærk   faktor,   mens   de   to   resterende   faktorer,   begejstringsniveau   og  partiidentifikation   udspringer   af   politisk   involvering   som   tager   afsæt   i   den  socialpsykologiske  tilgang.  Dog  viser  to  faktorer,  der  repræsenterer  de  rationelle  teorier,   sig   ved   to   valg,   henholdsvis   ideologisk   bredde   og   forskel   på  regeringsmagten,   mens   kompetencevurdering   kun   viser   sig   ved   et   af   de   to  mulige  valg.  Blandt  de  faktorer,  som  kun  har  forklaringskraft  ved  et  enkelt  valg,  er  de  fem  socialpsykologiske  variable  og  de  to  rationelle.  De  faktorer,  som  ingen  påvirkning   har   på   sandsynligheden   for   et   blokskift,   udgøres   af   henholdsvis   én  variabel  fra  den  rationelle  tilgang,  én  variabel  fra  den  socialpsykologiske  tilgang  samt  én  variabel  uddraget  fra  den  sociologiske  tilgang.      Rationelle   forklaringsfaktorer   har   traditionelt   i   højere   grad   end   andre   teorier  kunne  forklare  ustabilitet  hos  vælgere,  men  det  er  ikke  det  billede,  vores  analyse  viser.  Dette  kan  bunde  i,  at  de  rationelle  teorier,   især   issue  voting  har  fokus  på  holdninger  og  disses  betydninger   for  volatilitet,  men  dette  er  et  aspekt,   vi   ikke  har   berørt.   Vores   design   og   vores   modeller   har   ikke   forholdt   sig   til   ændrede  issue-­‐positioner   eller   placering   på   holdningsdimensioner,   hvorved   vi   antageligt  har   fravalgt   mulige   prædiktorer.   Så   at   faktorerne   uddraget   af   de   rationelle  teorier   ikke   giver   resultater,   mener   vi   ikke   skal   tolkes   som,   at   de   ikke   har  forklaringskraft  over  for  blokvolatilitet      

117    

Idet  vi   især  tog  udgangspunkt   i  de  nyere  dele  af  den  socialpsykologiske  tilgang,  var  forventningen,  at  de  kunne  bidrage  positivt  til  at  afdække,  hvad  der  påvirker  vælgere   til   blokskift.   Der   var   dog   ikke   klar   konsistens   i,   at   alle   de   udvalgte  involveringsvariable  viste  signifikant  effekt.  Et  aspekt  som  politisk  involvering  og  holdningsdannelse,   samt   hvorvidt   man   i   sit   valg   påvirkes   af   sympatien   for  lederen,   er   dog   svært   rent   metodologisk   at   operationalisere   og   efterfølgende  måle,   eftersom  man  har   at   gøre  med  mere   abstrakte   begreber.  Da   vi   alene   er  afhængige  af  respondenternes  egen  fortolkning  af  deres  adfærd,  er  der  mulighed  for,   at   vi   er   gået   glip   af   resultater.   Det   er   således   ikke   usandsynligt,   at   de  interviewede  respondenter  ikke  nødvendigvis  er  i  stand  til  at  tolke  egen  adfærd,  og  hvad  der   influerer  denne.  Forskere   i  holdningsdannelse  og  politisk  psykologi  arbejder   da   også   ofte   med   eksperimentelt   design,   som   bedre   kan   afdække  påvirkningsprocesser  end  en  spørgeskemaundersøgelse.  Derfor  mener  vi  ikke,  at  man   på   baggrund   af   vores   undersøgelse   bør   tvivle   på   denne   tilgangs  forklaringskraft.      De  klassiske  cleavagebaserede  teorier  og  sociologiske  undersøgelsesdesign  har  vi  bevidst   fravalgt   i   nærværende   speciale   med   udgangspunkt   i  problemformuleringens   indhold.   Dog   undersøgte   vi   køn,   alder   og   uddannelse,  hvor   de   to   sidstnævnte   viste   sig   betydningsfulde.   Alder   viste   sig   som   en  gennemgående   forklaringsfaktor,   hvilket   tyder   på,   at   visse   socioøkonomiske  faktorer  stadig  har  relevans.  Det  er  dog  i  denne  forbindelse  værd  at  bemærke,  at  man   ligeledes   kan   tolke   aldersvariablens   signifikans   inden   for   den  socialpsykologiske   ramme  om  holdningsdannelse,   som  er  gennemgået  ovenfor,  ligesom   uddannelsesvariablens   effekt   måske   mest   var   et   udtryk   for  omstændigheder   omkring   et   enkelt   valg.   Med   denne   fortolkning   bidrager   den  sociologiske  tilgang  ikke  med  forklaringskraft.  Dette  er  dog  forventeligt,  idet  man  med  udgangspunkt  i  den  sociologiske  forståelse  først  vil  se  ustabil  vælgeradfærd,  når  der  sker  ændringer  i  de  sociale  forhold.  

   Samler   man   op   på   vores   teorivalg,   og   hvor   meget   de   udvalgte   hypoteser   kan  bidrage   med   ved   analysen   blokskiftende   versus   stabil   vælger,   viser   følgende  billede   sig.   Vi   har   fået   bekræftet,   at   vælgerens   opfattelse   af   partisystemet  ideologiske   bredde   har   signifikant   betydning,   mens   vi   delvis   fik   bekræftet,   at  visse  socioøkonomiske  faktorer  har  betydning,  hvilket  også  gjorde  sig  gældende  for   hypotesen   om   politisk   involvering   og   medieforbrug,   hypotesen   om  partiledereffekt   samt   hypotesen   om   kompetencevurdering.   Vi   måtte   afkræfte  hypoteserne  om  nypolitikkens  betydning  samt  om  politikertillid.    Succesraten  var  langt  mindre,  når  vi  samlede  de  to  grupper  af  ustabile  vælgere  i  en   model.   Dermed   var   der   flere   områder,   hvor   vi   ikke   kunne   konstatere,   at  blokskiftere  og  partiskiftere  adskiller  sig  fra  hinanden.  Således  kunne  vi  afkræfte  vores   hypoteser   om,   at   parti-­‐   og   blokskiftere   påvirkes   forskelligt   af   synet   på  partilederen,   af   nypolitikken   og   af   politikertilliden   ligesom   politisk   involvering  samlet  set  må  afvises.  Hypotesen  om  socioøkonomiske  faktorer  samt  hypotesen  

118    

om   kompetencevurdering   kunne   delvist   bekræftes,   mens   hypotesen   om  vælgerens  opfattelse  af  den  ideologiske  bredde  kunne  bekræftes.    Der   er   således   en   overvægt   af   hypoteser,   der   ikke   kunne   påvises,   men   dette  ændrer   ikke   ved   de   aspekter,   vi   kan   påvise,   og   som   omtalt   ovenfor   har  substantiel   betydning.   Men   skulle   man   gentage   vores   øvelser,   vil   det   være  relevant   at   inddrage   nye   forklaringsfaktorer   for   at   afdække   nye   og   andre  områder,  hvor  de  to  volatilitetskategorier  adskiller  sig   fra  hinanden.   I  et  sådant  tilfælde   vil   det   som   tidligere   nævnt   være   relevant   at   inddrage  holdningspositioner  og  holdningsændringer  i  undersøgelsen.        

6.6  Typer  af  blokskiftere    

I   dette   afsnit   vil   vi   se   nærmere   på,   om   man   meningsfuldt   kan   kategorisere  blokskifterne   som   forskellige   typer.   Hidtil   har   dette   speciale   behandlet  blokskifterne  som  en  samlet  gruppe  og  det  er  blevet  belyst,  hvordan  forskellige  variable  hænger  sammen  med  tilbøjelighed  til  at  skifte  politisk  blok.  Nedenfor  vil  afdække,  hvorvidt  man  kan  udskille  særlige  typer  af  blokskiftere  

Dette   vil   blive   undersøgt   ved   hjælp   af   en   clusteranalyse32,   hvor   alle   de  benyttede   variable   i   regressionen   inddrages.   Clusteranalysen   udføres   kun   for  valgåret  2005,  eftersom  dette  valg  er  det  eneste  valg,  hvor  alle  variable  er  med.  De   følgende  beskrivelser   af   typer   af   blokskiftere  bygger  derfor   kun  på  data   fra  2005.   I   stedet   for   at   se   på   sammenhænge   mellem   variablerne,   ser  clusteranalysen   på,   om   blokskiftende   vælgere   kan   grupperes   meningsfuldt   i  forskellige  kategorier.  På  baggrund  af  clusteranalysen  har  vi  opstillet  tre  typer  af  blokskifter.  Det  skal  understreges,  at  dette  er  en  noget  grovkornet  inddeling,  der  kun  bør  ses  som  et  supplement  til  ovenstående.      

Med  denne  analyse  vil  vi  ikke  kun  begrænse  os  til  at  sige  noget  om,  hvilke  faktorer  der  kan  sammenkædes  med  sandsynligheden  for  et  blokskifte,  men  også  hvad  der  kendetegner  forskellige  typer  blokskiftere.  Følgende  typologier  opstilles  på  baggrund  af  clusteranalysen:    Den   første   type   blokskiftere   kan   kaldes   ”De   selvsikre,   højtuddannede   mænd”.  Denne  type  blokskiftere  er  kendetegnet  ved  en  gennemsnitsalder  på  45  år  og  har  størst   andel   af  mænd,   som  samtidig  har  det  højeste  uddannelsesniveau  blandt  samtlige   blokskiftere.   Individerne   i   denne   gruppe   har   mest   viden   om   politik,  ligesom  de   også   har   højest   politisk   selvtillid   samt   størst   politiske   interesse.   De  stoler  mere  på  politikerne  end  andre  blokskiftere,  og  deres  partivalg  er   i  højere  grad  præget  af  begejstring  end  af  et  valg  af  det  mindste  onde.  Desuden  er  de   i  denne  gruppe,  de  blokskiftere,  der  anser  partisystemet  som  mest  polariseret  og  i  den   gruppe,   der   i   højest   grad   mener,   at   det   gør   en   forskel,   hvem   der   har  

                                                                                                               32  Se  mere  om  denne  i  metodeafsnittet  

119    

regeringsmagten.  I  forhold  til  andre  blokskiftere  stemmer  de  mindst  efter,  hvad  de   synes   om  den   politiske   leder   og   dermed  mest   efter   politiske   holdninger   og  prioriterer   i   forhold   til   de   andre   to   grupper   nypolitikken   højt.   Denne   gruppe  udgør  næsten  30  pct.  af  blokskifterne  ved  2005-­‐valget.  

Vælgerne  i  denne  gruppe  må  formodes  at  have  foretaget  et  reflekteret  og  velovervejet  blokskift,  eftersom  de  både  er  vidende  om  og  interesserede  i  politik.  De  mener   ikke,   at  partierne  er  ens,   eller   at  det  er   ligegyldigt,   hvilken   regering,  der  leder  landet,  hvorfor  man  må  antage,  at  de  har  haft  et  bevidst  ønske  om  en  ny  regering.  Samtidig  er  de  begejstret  for  det  parti,  de  har  stemt  på,  hvilket  tyder  på,  at  det  i  højere  grad  end  et  fravalg  har  været  et  tilvalg.  Dette  kombineret  med,  at   de  mere   stemmer   efter   holdninger   end   partiledere,   kan   tyde   på,   at   de   ikke  nødvendigvis  vil  skifte  parti  eller  blok  igen  foreløbigt.    Den   anden   type  blokskiftere   kalder   vi   ”De  uinvolverede   og   uvidende”,   og   disse  udgør  40  pct.  af  den  samlede  blokskifter-­‐gruppe.  Denne  type  blokskiftere  har  en  gennemsnitsalder  på  under  35  år,  og  der  er  cirka  lige  mange  mænd  og  kvinder  i  gruppen.   Ingen   af   disse   er  medlem   af   et   parti,   og   de   har   den   laveste   politiske  interesse.  De  følger  ikke  med  i  medierne  under  valgkampen,  og  de  har  en  ringe  politisk   viden.   Desuden   har   de   en   lav   vurdering   af   den   siddende   regerings  arbejde  og  anser  partisystemet  som  depolariseret.  Individerne  i  denne  gruppe  er  de  blokskiftere,  som  går  mindst  op  i  nypolitiske  emner.    

Idet  individerne  i  denne  gruppe  hverken  interesserer  sig  for  eller  har  viden  om   politik,   kan   man   formode,   at   der   ikke   ligger   store   overvejelser   bag   deres  blokskifte.   Eftersom   de   opfatter   partierne   som   placeret   tæt   på   hinanden,   kan  man  antage,  at  de   i  virkeligheden   ikke  overvejer,  hvorvidt  de  foretager  et  blok-­‐  eller   partiskift.   Dog   er   de   ikke   tilfreds   med   den   siddende   regerings   arbejde,  hvilket   kan   være   årsag   til,   at   de   har   skiftet   side.   Hvorvidt   første   eller   sidste  argument  har  været  afgørende  for  deres  adfærd  vil  have  indflydelse  på,  om  de  vil  skifte  blok  igen.      Den  tredje  gruppe  kan  beskrives  som  ”De  usikre  og  ligeglade”.  Denne  gruppe  har  den  absolut  højeste  gennemsnitsalder  på  over  60  år  og  udgør  lidt  over  30  pct.  af  blokskifterne.  Gruppen  er  karakteriseret  ved  en  opfattelse  af,  at  politik  er  svært  at  følge  med  i,  og  af,  at  individerne  har  den  laveste  tillid  til  politikerne.  Det  parti,  de   har   stemt   på,   er   der   ikke   stor   begejstring   ved,   idet   de   i   højere   grad  måtte  vælge  det  mindste  onde,  men  samtidig  vurderer  de  den  siddende  regering  mest  positivt.  Gruppen  synes  ikke,  at  det  gør  en  stor  forskel,  om  den  ene  eller  anden  regering  har  magten,  og  måske  derfor  stemmer  de  mest  efter,  hvad  de  synes  om  partilederen.    

Man   kan   formode,   at   blokskifterne   i   denne   gruppe   er   præget   af   en   vis  opgivenhed  med  manglende  selvtillid  og  tillid  samt  en  opfattelse  af,  at  det   ikke  gør  en  forskel  hvilket  parti,  der  vinder  regeringsmagten.  Ydermere  er  deres  valg  er   i   højere   grad   præget   af   et   fravalg   end   et   tilvalg.  Hvis   disse   karakteristika   er  vedvarende  kan  man  forvente,  de  kan  finde  på  at  skifte  blok  igen.      

120    

I   det   følgende  diagram  præsenteret  nedenfor  har   vi   udregnet   sandsynligheden  for,  at  tilfældige  vælgere  som  de  tre  ovenfor  beskrevne  typologier,  er  blokskifter.  Sandsynligheden   er   udregnet   ud   fra   model   1,   blokskifterne   versus   stabile  vælgere.  Graferne  illustrerer  sandsynligheden  for  et  blokskifte  for  individer  med  samme  karakteristika  som  ovenstående  typer,  dog  ikke  alder,  eftersom  dette  er  den   varierende   variabel,   der   præsenteres   på   x-­‐aksen,   mens   sandsynligheden  præsenteres  på  y-­‐aksen.    

 Figur  6.4:  Sandsynligheden  for  at  blokskifte  som  følge  af  alder.  Udregnet  ud  fra  model  1  

blokskiftere  versus  stabile,  2005.  De  resterende  variable  i  modellen  er  holdt  konstant  med  udgangspunkt  de  tre  typologier.  

 Grafen  viser,  at  der  er  størst  sandsynlighed  for  at  være  blokskifter,  hvis  vælgeren  deler   karakteristika   med   ”De   usikre   og   ligeglade”,   mens   der   er   lavest  sandsynlighed   for   at   være   blokskifter,   hvis   man   deler   karakteristika   med   ”De  selvsikre  højtuddannede  mænd”.  I  tråd  med  tidligere  resultater  viser  grafen,  at  jo  yngre  en  vælger  er,  des  større  er  sandsynligheden  for  et  blokskifte.          

121    

 

 

 

 

 

 

7.  Konklusion  

 Vi  har  med  dette  speciale  ønsket  at  afdække  en  række  ubesvarede  spørgsmål  om  volatile  vælgere.  Forskningen  af  volatil  vælgeradfærd  er  omfattende  og  afdækker  en  række  af  de  konsekvenser,  som  volatiliteten  har  for  de  politiske  omstændigheder.  De  samfundsmæssige  udviklingstræk  har  medført,  at  vælger  og  parti  ikke  længere  er  koblet  til  hinanden,  hvorfor  vælgerne  i  mindre  grad  er  bundet  til  ét  parti  og  dermed  afgør  deres  stemme  fra  valg  til  valg.  Dette  har  ført  til,  at  partierne  i  stigende  grad  forsøger  at  tilfredsstille  medianvælgeren,  hvormed  partiernes  ideologiske  forskelle  udviskes.  Således  har  volatiliteten  en  selvforstærkende  effekt,  eftersom  tendensen  mod  ensliggørelse  fremadrettet  kan  forventes  at  medføre  mere  ustabilitet.  Der  er  derfor  god  grund  til  fortsat  at  studere  de  volatile  vælgere.    

Vi  har  dog  med  en  vis  undren  kunne  registrere,  at  det  teoretiske  og  empiriske  landskab  hidtil    har  forbigået  at  undersøge  dette,  i  vores  optik,  væsentlige  aspekt,  idet  man  kun  flygtigt  har  berørt  spørgsmålet  om,  hvorvidt  ustabile  vælgere  bør  ses  som  en  samlet  gruppe,  eller  i  højere  grad  består  af  flere  vælgergrupper.  I  stedet  har  forskningen  alene  beskæftiget  sig  med  begrebet  partiskiftere.  Vi  mente  dog,  det  er  meningsfuldt  at  opdele  de  volatile  vælgere  i  to  grupper,  henholdsvis  partiskiftere  og  blokskiftere.  Vores  interesse  for  de  blokskiftende  vælgere  blev  vakt,  idet  de  på  trods  af  deres  beskedne  andel  af  vælgerkorpset,  ofte  er  de  

122    

vælgere,  som  ved  danske  folketingsvalg  er  med  til  at  afgøre,  hvilken  blok,  der  vinder  regeringsmagten.  Derfor  fandt  vi  det  interessant  og  relevant,  at  undersøge  hvad  der  påvirker  disse  vælgere,  og  blokskiftere  adskiller  sig  fra  andre  ustabile  vælgere.  På  baggrund  heraf  valgte  vi  problemformuleringen:  Hvad  påvirker  de  danske  vælgere,  som  skifter  politisk  blok  ved  folketingsvalg,  og  hvordan  adskiller  denne  gruppe  sig  fra  andre  ustabile  vælgere?      For  at  skabe  en  ramme,  hvori  disse  spørgsmål  kan  besvares,  valgte  vi  et  teoretisk  udgangspunkt  i  de  tre  overordnede  retninger  inden  for  vælgeradfærdsteori.  Henholdsvis  den  sociologiske  tilgang,  den  socialpsykologiske  tilgang  og  den  rationelle  tilgang,som  med  hver  deres  forskellige  individopfattelse,  kunne  bidrage  med  alternative  vinkler  til,  hvad  der  determinerer  vælgeradfærd.  På  baggrund  af  disse  teoretiske  betragtninger  og  tidligere  empiriske  analyser  nåede  vi  frem  til  en  række  forskellige  hypoteser  om  blokskifterne.  Teorien  har  alene  været  et  udgangspunkt  for  forventningsdannelse,  ligesom  mange  af  de  udvalgte  teoritilgange  ikke  beskæftiger  sig  direkte  med  blokskifte,  men  alene  med  volatilitet.  Dermed  blev  teorigennemgangen  ikke  set  som  et  oplæg  til  teoritestning.    Ud  fra  den  sociologiske  teoris  fokus  på  stabilitet,  samt  ofte  makroteoretiske  udgangspunkt,  konstruerede  vi  blot  en  enkelt  forventning  på  basis  af  denne  teori,  om  at  visse  socioøkonomiske  faktorer  (alder,  køn  og  uddannelse)  påvirkede  sandsynligheden  for  blokskift.  Fra  de  socialpsykologiske  teorier  udledte  vi  med  udgangspunkt  i  teorier  om  holdningsdannelse  hypotesen  om,  at  sandsynligheden  for  et  blokskift  påvirkes  af  graden  af  politisk  involvering  samt  forbruget  af  politiske  budskaber.  På  basis  af  samme  retning  fik  vi  også  en  forventning  om,  at  blokskiftere  være  påvirkes  af  deres  syn  på  de  politiske  leder.  Med  udgangspunkt  i  den  rationelle  teoris  egennyttemaksimerende  individopfattelse  fandt  vi  det  relevant  at  opstille  fire  hypoteser.  Vi  udledte  vi  forventninger  om,  at  blokskiftende  vælgere  opfatter  partisystemet  som  depolariseret;  at  de  vurderer  den  siddende  regerings  kompetencer  som  ringe,  at  de  går  op  i  nypolitiske  emner,  og  at  de  nærer  mistillid  til  politikerne.    Efter  en  række  indledende  øvelser  vedrørende  metode,  begrebsdefinition  og  operationaliseringen  af  hypoteserne  underkastede  vi  blokskifternes  adfærd  for  en  række  analyser.  De  syv  hypoteser  strukturerede  vores  analyse,  som  i  kraft  af  problemformuleringens  todelte  struktur  søgte  at  besvare  både  hvad  der  påvirker  blokskifterne,  og  hvordan  blokskifterne  adskiller  sig  fra  partiskifterne.  Ved  hjælp  af  fire  multivariate  binære  logistiske  regressionsanalyser  undersøgte  vi  blokskiftergruppen  ved  tre  folketingsvalg,  henholdsvis  valgene  i  1998,  2001  og  2005.  Resultaterne  af  analysen  af  de  fire  analysemodeller  bidrog  med  en  række  faktorer,  der  i  større  eller  mindre  grad  afdækker,  hvad  der  påvirker  blokskifterne,  og  hvilke  forskelle  der  er  mellem  de  to  grupper  af  ustabile  vælgere).      

123    

Klassificeret  efter  antal  valg  med  signifikante  resultater,  var  de  stærkeste  faktorer  i  undersøgelsen  alder,  partiidentifikation  og  begejstringsgrad  for  eget  partivalg.  Alle  disse  viste  sig  gennemgående  signifikante  i  de  alle  tre  valg.  Resultaterne  peger  på,  at  yngre  vælgere  har  større  sandsynlighed  for  et  blokskift,  vælgere,  der  har  stemt  på  et  parti  i  mangel  af  bedre.  Ligeledes  har  vælgere  uden  partiidentifikation  øget  sandsynlighed  for  et  blokskift.  Disse  tre  faktorer  kan  kategoriseres  som  konsistente  faktorer,  der  efter  alt  sandsynlighed  har  generel  forklaringskraft.  På  baggrund  heraf  vil  man  lidt  grovkornet  kunne  beskrive  blokskifterne  som  yngre  vælgere  med  lav  partiidentifikation,  der  ikke  er  begejstrede  for  det  parti,  de  i  mangel  af  bedre,  har  stemt  på.    

Hypotesen  om  at  blokskiftende  vælgere  opfatter  partisystemet  som  depolariseret  og  i  mindre  grad  mener,  at  det  gør  en  forskel,  hvilket  parti  der  får  regeringsmagten,  blev  ud  fra  to  faktorer  påvist  ved  to  valg.  Således  havde  de  vælgere,  der  anså  den  ideologiske  bredde  i  partisystemet  som  smal  og  ikke  mente,  at  der  var  de  store  forskelle  på  regeringsalternativerne,  øget  sandsynlighed  for  et  blokskift.  Med  udgangspunkt  heri  konkluderede  vi,  at  hypotesen  om,  at  blokskifterne  påvirkes  af  opfattelsen  af  den  ideologiske  bredde  med  en  vis  sandsynlighed  blev  bekræftet.  Med  en  antagelse  af  en  øget  midtersøgning  blandt  de  politiske  partier,  kan  man  forvente  en  stigning  i  andelen  af  blokskiftende  vælgere  med  udgangspunkt  i  denne  hypotesebekræftelse.  

Hypoteserne  om  kompetencevurdering  og  partileder-­‐effekt  blev  begge  bekræftet  i  et  ud  af  de  to  mulige  valg,  det  kunne  undersøges.  Vi  fandt  det  derfor  ikke  muligt  at  vurdere,  om  det  var  det  signifikante  eller  insignifikante  resultat,  der  var  undtagelsen,  og  det  var  derfor  ikke  muligt  at  drage  konklusioner  på  baggrund  heraf.  For  at  kunne  konstatere,  hvorvidt  disse  faktorer  har  betydning  eller  ej,  vil  yderligere  undersøgelser  være  nødvendige.  Det  samme  gør  sig  gældende  for  politisk  viden,  som  kun  blev  undersøgt  ved  et  enkelt  valg.  Om  det  signifikante  resultat,  vi  konstaterede,  er  et  enkeltstående  tilfælde  eller  en  konsistent  tendens,  kan  ikke  afgøres  uden  yderligere  undersøgelser  

Uddannelse,  politisk  interesse,  politisk  selvtillid,  partimedlemskab  og  politikertillid  havde  blot  betydning  ved  et  enkelt  valg  ud  af  tre,  hvorfor  vi  konkluderede,  at  disse  parametre  bør  opfattes  som  kontekstafhængige  og  knyttet  mere  til  det  specifikke  valg  end  til  den  blokskiftende  handling.      I  anden  del  af  problemformuleringen  ønskede  vi  at  undersøge,  hvorvidt  blokskiftere  og  partiskiftere  bør  anses  som  to  forskellige  grupper  eller  forsat  kan  opfattes  som  en  homogen  gruppe,  som  det  oftest  sker  i  valgforskningen.  På  baggrund  af  vores  analyser,  kan  det  konstateres,  at  der  på  trods  af  fællesskab  på  mange  områder  alligevel  er  visse  forklaringsfaktorer,  som  adskiller  de  to  grupper  af  volatile  vælgere.  

Vi  kunne  ved  analysen  af  blokskiftere  versus  partiskiftere  konstatere,  at  især  den  ideologiske  bredde  har  betydning.  De  vælgere,  der  opfatter  partierne  som  tæt  på  hinanden,  havde  ved  alle  tre  valg  større  sandsynlighed  for  et  blokskifte.    

124    

Vi  påviste,  at  betydningen  af  begejstringsniveauet  og  uddannelsesgraden  var  signifikante  ved  to  valg,  hvor  lavere  begejstring  øgede  sandsynligheden  for  et  blokskifte,  hvilket  også  gjaldt  for  vælgere  med  lavere  uddannelse.  For  uddannelse  viste  der  sig  en  anden  markant  forskel  mellem  de  to  grupper,  idet  vi  kunne  konstatere,  at  de  ikke  alene  blev  påvirket  i  forskellig  grad,  men  i  forskellig  retning.  Således  påvistes  det  ved  2001-­‐valget,  at  lavere  uddannelse  øgede  sandsynligheden  for  et  partiskifte,  men  mindskede  sandsynligheden  for  et  blokskifte.  Desuden  viste  det  sig,  at  blokskiftere  og  partiskiftere  kun  ved  et  enkelt  valg  påvirkes  forskelligt  af  alder,  og  hvordan  man  opfatter  forskelle  mellem  regeringsalternativerne.  Kompetencevurdering  var  ligeledes  kun  en  relevant  faktor  ved  et  enkelt  år  ud  af  de  to  undersøgte  valg.  

Med  udgangspunkt  heri  kunne  vi  konkludere,  at  blokskiftere  og  partiskiftere  med  overvejende  sandsynlighed  må  betegnes  som  identiske,  når  det  kommer  til  alder,  køn,  politisk  viden,  politisk  interesse,  partiidentifikation,  partimedlemskab,  politisk  selvtillid,  partileder-­‐effekt,  opfattelse  af  forskel  mellem  regeringsalternativerne  og  prioritering  af  nypolitik.  Omvendt  adskiller  de  sig  med  stor  sandsynlighed  hvad  angår  uddannelse,  begejstring  for  det  valgte  parti  og  opfattelsen  af  partisystemet,  både  for  så  vidt  angår  graden  og  retningen  af  påvirkningen.  Hvorvidt  kompetencevurdering  er  betydningsfuld,  kan  kun  yderligere  undersøgelser  afdække    Vi  fandt  det  tillige  væsentligt,  at  kigge  nærmere  på  de  resultater,  der  klarlagde  forskelle  mellem  grupperne,  idet  vi  ønskede  at  afdække,  hvordan  de  interne  forskelle  i  den  volatile  gruppe  påvirkede  de  resultater,  der  kom  frem,  når  vi  underkastede  dem  en  analyse  som  en  samlet  gruppe.    

Vi  havde  konstateret,  at  uddannelse  påvirker  sandsynligheden  for  blok-­‐  og  partiskiftere  forskelligt,  og  derfor  var  vi  opmærksomme  på,  at  dette  kunne  influere  resultaterne  i  analysen  af  ustabile  vælgere  versus  stabile.  Vi  kunne  notere,  at  på  trods  af  de  påviste  signifikante  resultater  viste  analysen  af  gruppen  som  samlet,  at  uddannelse  ikke  påvirker  sandsynligheden  for  ustabil  vælgeradfærd.  Vi  konstaterede  dermed,  at  eftersom  uddannelse  påvirker  de  to  grupper  forskelligt,  udligner  effekten  sig,  når  resultaterne  samles.  Dette  gjorde  sig  også  gældende  for  ideologisk  bredde,  hvis  effekt  svandt  i  den  samlede  model.  

Samtidig  kunne  vi  påvise,  at  faktorer  der  påvirker  sandsynligheden  for  et  skift  i  samme  retning  i  begge  grupper,  men  ikke  i  samme  grad,  i  en  samlet  analyse  lagde  sig  imellem  de  to  stigningsgrader.  Dermed  repræsenterer  den  samlede  analyse  ikke  sandsynligheden  for  én  ustabil  vælgergruppe,  men  i  højere  grad  en  kombination  af  sandsynligheden  for  de  to  ustabile  grupper.  

 Dermed  kunne  vi  konstatere,  at  fravælger  man  at  undersøge  blok-­‐  og  partiskiftere  separat,  risikerer  man  ud  over  manglende  viden  specifikt  om  de  to  grupper,  og  hvad  de  hver  især  påvirkes  af,  at  overse  nuancer  mellem  vælgerne,  fejltolke  resultaterne  og  overse  vigtige  faktorer.  Når  de  to  grupper  af  volatile  vælgere  behandles  som  én  homogen  gruppe,  har  det  implikationer  for  

125    

vælgeradfærdsforskningen  og  dennes  resultater,  når  det  vedrører  faktorer,  der  påvirker  de  to  ustabile  vælgergrupper  forskelligt.    

Således  har  vi  påvist,  at  resultater  fra  en  analyse  af  de  ustabile  vælgere  som  samlet  gruppe  ikke  nødvendigvis  er  et  udtryk  for  ustabile  vælgere  per  se,  men  i  stedet  er  et  udtryk  for  resultater,  der  bygger  på  to  uens  grupper  analyseret  under  ét.    

 Vi  mener  derfor,  at  fremtidig  forskning  af  ustabile  vælgere  i  mindre  grad  bør  bygge  på  samlede  analyser  af  ustabile  vælgere  under  ét.  Undersøger  man  ikke  de  to  volatilitetsgrupper  separat,  har  det  konsekvenser  for  de  konklusioner,  man  drager.  De  undersøgte  faktorer,  der  reelt  har  signifikans  for  enten  blokskifterne,  partiskifterne  eller  begge  grupper,  kan  risikere  enten  ikke  at  vise  sig  betydningsfulde  i  resultaterne,  udviskes  fordi  det  resulterer  i  en  middelværdi  eller  påvise  en  misledende  tendens.  Selvom  vi  kun  har  konstateret  sådanne  effekter  ved  enkelte  faktorer,  må  det  formodes,  at  den  samme  virkning  kan  gøre  sig  gældende  ved  en  række  andre  faktorer,  som  ikke  har  været  underkastet  vores  analyse.    Denne  konklusion  kan  i  stigende  grad  vise  sig  relevant.  Hvis  vi  ser  en  fortsat  øget  andel  af  ustabile  vælgere,  vil  det  være  væsentligt,  at  de  resultater  man  bygger  sin  viden  på,  er  retvisende,  idet  en  stor  andel  af  det  danske  vælgerkorps  ellers  vil  blive  tillagt  tendenser,  der  ikke  er  præcise.    

Endelig  indikerer  de  gennemførte  analyser,  at  en  fortsat  øget  depolarisering  af  partisystemet,  hvor  partierne  søger  mod  midten  og  i  stigende  grad  forekommer  ens  for  vælgerne,  potentielt  vil  medføre  en  større  andel  blokskiftere.  Hvis  dette  er  et  troværdigt  billede  af  fremtidens  vælgeradfærd,  mener  vi,  det  vil  være  på  sin  plads  at  få  substantiel  viden  om  denne  vælgergruppe  og  anbefaler  derfor  mere  dybdegående  forskning  på  området.      

126    

 

 

 

 

 

 

8.  Litteraturliste  

Agresti,  Alan  &  Finlay,  Barbara  (1997).  Statistical  Methods  for  the  Social  Sciences.  New  Jersey:  Prentice  Hall    Andersen,  Johannes  (1999).  ’Sociale  klasser  og  politiske  partier’,  i  Andersen,  Johannes;  Borre,  Ole;  Goul  Andersen,  Jørgen  &  Nielsen,  Hans  Jørgen  (1999).  Vælgere  med  omtanke  –  en  analyse  af  folketingsvalget  1998.  Århus:  Systime    Andersen,  Johannes  (2007).  ’Vælgerne,  politikerne  og  den  demokratiske  kultur’,  i  Goul  Andersen,  Jørgen;  Andersen,  Johannes;  Borre,  Ole;  Møller  Hansen,  Kasper  &  Nielsen,  Hans  Jørgen  (red.)  (2007).  Det  nye  politiske  landskab  –  folketingsvalget  i  2005  i  perspektiv.  Århus:  Academica    Andersen,  Johannes  (2008).  Partiskiftere  og  politik  som  oplevelse.  Mediekultur,  vol.  44,  p.  6-­‐15    Andersen,  Johannes;  Borre,  Ole;  Goul  Andersen,  Jørgen  &  Nielsen,  Hans  Jørgen  (1999).  Vælgere  med  omtanke  –  en  analyse  af  folketingsvalget  1998.  Århus:  Systime    Andersen,  Johannes;  Borre,  Ole;  Goul  Andersen,  Jørgen  &  Nielsen,  Hans  Jørgen  (1999).  Datamateriale:  valgundersøgelsen  1998.  Odense:  Dansk  Data  Arkiv  

127    

 Andersen,  Johannes  &  Goul  Andersen,  Jørgen  (2003a).  ’Klassernes  forsvinden’,  i  Goul  Andersen,  Jørgen  &  Borre,  Ole  (red.)  (2003).  Politisk  Forandring  -­‐  værdipolitik  og  nye  skillelinjer  ved  folketingsvalget  2001.  Århus:  Systime  Academic    Andersen,  Johannes  &  Goul  Andersen,  Jørgen  (2003b).  ’Køn,  alder  og  uddannelse:  De  unge  mænds  sejr’,  i  Goul  Andersen,  Jørgen  &  Borre,  Ole  (red.)  (2003).  Politisk  Forandring  -­‐  værdipolitik  og  nye  skillelinjer  ved  folketingsvalget  2001.  Århus:  Systime  Academic    Andersen,  Johannes  &  Goul  Andersen,  Jørgen  (2003c).  ’Synet  på  den  demokratiske  proces’,  i  Goul  Andersen,  Jørgen  &  Borre,  Ole  (red.)  (2003).  Politisk  Forandring  -­‐  værdipolitik  og  nye  skillelinjer  ved  folketingsvalget  2001.  Århus:  Systime  Academic    Andersen,  Johannes  &  Borre,  Ole  (2003).  ’Personfaktorer’,  i  Goul  Andersen,  Jørgen  &  Borre,  Ole  (red.)  (2003).  Politisk  Forandring  -­‐  værdipolitik  og  nye  skillelinjer  ved  folketingsvalget  2001.  Århus:  Systime  Academic    Andersen,  Johannes  &  Borre,  Ole  (2007).  ‘Partiledere  gør  en  forskel’,  i  Goul  Andersen,  Jørgen;  Andersen,  Johannes;  Borre,  Ole;  Møller  Hansen,  Kasper  &  Nielsen,  Hans  Jørgen  (red.)  (2007).  Det  nye  politiske  landskab  –  folketingsvalget  i  2005  i  perspektiv.  Århus:  Academica      Andersen,  Johannes;  Borre,  Ole;  Goul  Andersen,  Jørgen  &  Nielsen,  Hans  Jørgen  (1999).  ’Mod  år  2000’,  i  Andersen,  Johannes;  Borre,  Ole;  Goul  Andersen,  Jørgen  &  Nielsen,  Hans  Jørgen  (1999).  Vælgere  med  omtanke  –  en  analyse  af  folketingsvalget  1998.  Århus:  Systime    Anderson,  Cristopher  (1998).  ‘Parties,  Party  Systems  and  Satisfaction  with  Democratic  Performance  in  the  New  Europe’,  Political  Studies,  vol.  46,  p.  572–88.    Bartolini,  Stefano  &  Mair,  Peter  (1990).  Identity,  competition  and  electoral  availability:  the  stabilisation  of  European  electorates  1885-­‐1985.  Cambridge:  Cambridge  University  Press        Bean,  Clive  &  Anthony,  Mughan  (1989).  Leadership  Effects  in  Parliamentary  Elections  in  Australia  and  Britain.  Amercian  Political  Science  Rewiev,  vol.  83,  p.  1165-­‐1179    Bélanger,  Éric  &  Meguid,  Bonnie  M.  (2005).  Issue  Salience,  Issue  Ownership  and  Issue-­‐Based  Vote  Choice:  Evidence  from  Canada.  Paper  prepared  for  delivery  at  the  annual  meeting  of  the  Canadian  Political  Science  Association,  London,  Ontario,  June  2-­‐4,  2005  

128    

 Berelson,  Bernard  R.,  Larzarsfeld,  Paul  F.  &  McPhee,  William  N.  (1954).  Voting:  a  Study  of  Opinion  Formation  in  a  Presidential  Campaign.  Chicago:  Chicago  University  Press    Berglund,  Frode;  Holmberg,  Søren;  Schmitt,  Hermann  &  Thomassen,  Jacques  (2005).  ’Party  Identification  and  Party  Choice’,  i  Thomassen,  Jacques  (ed.)  (2005).    The  European  Voter:  a  Comparative  Study  of  Modern  Democracies.  New  York:  Cambridge  University  Press    Bild,  Tage  &  Winther  Nielsen,  Sigge  (2008).  ’Partier  i  bevægelse:  Hovedtræk  i  det  danske  partisystems  udvikling’.  Arbejdspapir,  Institut  for  Statskundskab,  Københavns  Universitet,  vol.  5  

 Bille,  Lars;  Nielsen,  Hans  Jørgen  &  Sauerberg,  Steen  (1992).  ’De  uregerlige  vælgere:  valgkamp,  medier  og  vælgere  ved  folketingsvalget  1990’.  Kbh.:  Colombus      Blomqvist,  Paula  &  Green-­‐Pedersen,  Christoffer  (2004).  ‘Defeat  at  Home?  Issue-­‐Ownership  and  Social  Democratic  Support  in  Scandinavia’,  Government  and  Opposition,  vol.  39(4),  pp.  587-­‐613    Borre,  Ole  (1976).  ’Vælgernes  orientering  til  politik  og  partier’,  i  Borre,  Ole;  Nielsen,  Hans  Jørgen;  Sauerberg,  Steen  &  Worre,  Torben  (1976).  Vælgere  i  70'erne:  Resultater  fra  interviewundersøgelser  ved  folketingsvalgene  i  1971,  1973  og  1975.  Kbh.:  Akademisk  Forlag    Borre,  Ole  (1980).  Electoral  Instability  in  Four  Nordic  Countries,  1950-­‐1977.  Comparative  Political  Studies,  vol.  13(2),  p.  141-­‐171    Borre,  Ole  (1989).  ‘Belønnes  regeringen?’,  i  Elklit,  Jørgen  &  Tonsgaard,  Ole  (ed.)  (1984).  Valg  og  vælgeradfærd:  studier  i  dansk  politik.  Århus:  Politica    Borre,  Ole  (1995).  Old  and  New  Politics  in  Denmark.  Scandinavian  Political  Studies,  vol.  18(3),  p.  187-­‐205    Borre,  Ole  (1996).  Voting  and  issue  stands  in  recent  Danish,  Norwegian  and  Swedish  elections.  Århus:  Institute  of  Political  Science,  University  of  Aarhus.    Borre,  Ole  (1997).  ‘Economic  Voting  in  Danish  Electoral  Surveys  1987-­‐94’.  Scandinavian  Political  Studies,  vol.  20(4),  p.  347-­‐365      

129    

Borre,  Ole  (1999a).  ’Økonomisk  udvikling  og  partivalg’,  i  Andersen,  Johannes;  Borre,  Ole;  Goul  Andersen,  Jørgen  &  Nielsen,  Hans  Jørgen  (1999).  Vælgere  med  omtanke  –  en  analyse  af  folketingsvalget  1998.  Århus:  Systime    Borre,  Ole  (1999b).  ’Partiidentifikation’,  i  Andersen,  Johannes;  Borre,  Ole;  Goul  Andersen,  Jørgen  &  Nielsen,  Hans  Jørgen  (1999).  Vælgere  med  omtanke  –  en  analyse  af  folketingsvalget  1998.  Århus:  Systime    Borre,  Ole  (1999c).  ’Uddannelses  betydning’,  i  Andersen,  Johannes;  Borre,  Ole;  Goul  Andersen,  Jørgen  &  Nielsen,  Hans  Jørgen  (1999).  Vælgere  med  omtanke  –  en  analyse  af  folketingsvalget  1998.  Århus:  Systime    Borre,  Ole  (1999d).  ’Partierne  og  ledernes  popularitet’,  i  Andersen,  Johannes;  Borre,  Ole;  Goul  Andersen,  Jørgen  &  Nielsen,  Hans  Jørgen  (1999).  Vælgere  med  omtanke  –  en  analyse  af  folketingsvalget  1998.  Århus:  Systime  

 Borre,  Ole  (1999e).  ’Gammel  og  ny  venstre-­‐højre  ideologi’,  i  Andersen,  Johannes;  Borre,  Ole;  Goul  Andersen,  Jørgen  &  Nielsen,  Hans  Jørgen  (1999).  Vælgere  med  omtanke  –  en  analyse  af  folketingsvalget  1998.  Århus:  Systime    Borre,  Ole  (1999f).  ’Afstanden  mellem  vælger  og  parti’,  i  Andersen,  Johannes;  Borre,  Ole;  Goul  Andersen,  Jørgen  &  Nielsen,  Hans  Jørgen  (1999).  Vælgere  med  omtanke  –  en  analyse  af  folketingsvalget  1998.  Århus:  Systime    Borre,  Ole  (2001).  Issue  Voting.  Århus:  Aarhus  University  Press    Borre,  Ole  (2003a).  ’Den  utaknemlige  vælger’,  i  Goul  Andersen,  Jørgen  &  Borre,  Ole  (red.)  (2003).  Politisk  Forandring  -­‐  værdipolitik  og  nye  skillelinjer  ved  folketingsvalget  2001.  Århus:  Systime  Academic    Borre,  Ole  (2003b).  ”To  konfliktdimensioner”,  i  Goul  Andersen,  Jørgen  &  Borre,  Ole  (red.)  (2003).  Politisk  Forandring  -­‐  værdipolitik  og  nye  skillelinjer  ved  folketingsvalget  2001.  Århus:  Systime  Academic    Borre,  Ole  (2003).  ’Et  kritisk  valg?’,  i  Goul  Andersen,  Jørgen  &  Borre,  Ole  (red.)  (2003).  Politisk  Forandring  -­‐  værdipolitik  og  nye  skillelinjer  ved  folketingsvalget  2001.  Århus:  Systime  Academic    Borre,  Ole  (2009).  New  and  Old  Politics:  Twenty  Years  of  Danish  Politic’.  Prepared  for  delivery  at  the  Two-­‐Day  Seminar  on  Voting  Behaviour,  Centre  for  Voting  and  Parties,  University  of  Copenhagen,  24-­‐25  August,  2009    Borre,  Ole  &  Goul  Andersen,  Jørgen.  (1997).  Voting  and  Political  Attitudes  in  Denmark:  A  Study  of  the  1994  election.  Århus:  Aarhus  University  Press    

130    

Borre,  Ole;  Nielsen,  Hans  Jørgen;  Sauerberg,  Steen  &  Worre,  Torben  (1976).  Vælgere  i  70'erne:  Resultater  fra  interviewundersøgelser  ved  folketingsvalgene  i  1971,  1973  og  1975.  Kbh.:  Akademisk  Forlag    Borre,  Ole  &  Lolle,  Henrik  (2007).  ‘Kernevælgere  og  marginalvælgere’,  i  Goul  Andersen,  Jørgen;  Andersen,  Johannes;  Borre,  Ole;  Møller  Hansen,  Kasper  &  Nielsen,  Hans  Jørgen  (red.)  (2007).  Det  nye  politiske  landskab  –  folketingsvalget  i  2005  i  perspektiv.  Århus:  Academica      Bryman,  Alan  (2001).  Social  Research  Methods.  New  York:  Oxford  University  Press    Budge,  Ian  &  Farlie,  Dennis  J.  (1983).  Explaining  and  predicting  elections  issue  effects  and  party  strategies  in  twenty-­‐three  democracies.  London:  George  Allen  &  Unwin  (Publishers)  Ltd.      Campbell,  Angus;  Converse,  Philip  E.;  Miller,  Warren  E.  &  Stokes,  Donald  E.  (1960).  The  American  Voter.  Chicago:  The  Chicago  University  Press    Carmines,  Edward  G.  &  Huckfeldt,  Robert  (1996).  “Political  Behaviour:  An  Overview”,  i  Goodin,  Robert  E.  &  Klingemann,  Hans-­‐Dieter  (ed.)  (1996).  A  New  Handbook  of  Political  Science.    Citrin,  Jack  (1974).  ‘Comment:  The  Political  Relevance  of  Trust  in  Government’.  The  American  Political  Science  Review.  Vol.  68(3),  p.  973-­‐988    Converse,  Philip  E.  (1974).  ‘Some  priority  variables  in  comparative  electoral  research’,  i  Rose,  Richard  (Ed.)  (1974).  Electoral  behaviour:  A  Comparative  Handbook,  New  York:  Free  Press    Curtice,  John  &  Holmberg,  Søren  (2005).  ‘Party  Leaders  and  Party  Choice’,  i  Thomassen,  Jacques  (ed.)  (2005).    The  European  Voter:  a  Comparative  Study  of  Modern  Democracies.  New  York:  Cambridge  University  Press    Daalder,  Hans  &  Mair,  Peter  (ed.)  (1983).  Western  European  Party  Systems  -­‐  Continuity  and  Change.  London:  Sage  Publications,  Ltd  Dalton,  Russell  J.  (1984).  “Cognitive  Mobilization  and  Partisan  Dealignment  In  Advanced  Industrial  Democracies”.  Journal  of  Politics,  vol.  46(1),  p.  264-­‐284    Dalton,  Russel  J.  (1984).  Cognitive  Mobilization  and  Partisan  Dealignment  in  Advanced  Industrial  Democracies,  i  The  Journal  of  Politics,  vol.  46(1),  pp.  264-­‐284    Dalton,  Russel  J.  (2006).  ’Comparative  Politics:  Micro-­‐behavioral  Perspectives’,  i  Goodin,  Robert  E.  &  Klingemann,  Hans-­‐Dieter  (ed.)  (1996).  A  New  Handbook  of  Political  Science  Oxford:  Oxford  University  Press  

131    

 Dalton,  Russell  J.  (2006).  Citizen  Politics:  Public  Opinion  and  Political  Parties  in  Advanced  Industrial  Democracies.  Washington:  CQ  Press      Dalton,  Russell  J.  &  Wattenberg,  Martin  P.  (red.)  (2000).  Parties  without  Partisans  -­‐  Political  Change  in  Advanced  Industrial  Democracies.  New  York:  Oxford  University  Press    Dalton,  Russell  J.,  Flanagan,  Scott  C.  &  Beck,  Paul  Allan  (red.)  (1984).  Electoral  Change  in  Advanced  Industrial  Democracies:  Realignment  or  Dealignment?  New  Jersey:  Princeton  University  Press    Dalton,  Russell  J.,  Flanagan,  Scott  C.  &  Beck,  Paul  Allan  (1984).  ‘Political  Forces  and  Partisan  Changes’,  i  Dalton,  Russell  J.,  Flanagan,  Scott  C.  &  Beck,  Paul  Allan  (red.)  (1984),  i  Electoral  Change  in  Advanced  Industrial  Democracies:  Realignment  or  Dealignment?  New  Jersey:  Princeton  University  Press    Dalton,  Russell  J.  &  Klingemann,  Hans-­‐Dieter  (red.)  (2007).  The  Oxford  Handbook  of  Political  Behaviour.  New  York:  Oxford  University  Press    Dam,  Mogens;  Fink,  Anne  Sofie;  Wittendorff  Sørensen,  Heidi  (2003).  Statistik  i  praksis  –  genveje  til  data  og  eksempler  på  statistiske  analyser,  København:  Forlaget  Politiske  Studier    Down,  Anthony  (1957).  An  Economic  Theory  of  Democracy.  New  York:  HarperCollins  Publishers    Easton,  David  (1965).  System  Analysis  of  Political  Life.  New  York:  Jon  Wiley  &  Sons    Elklit,  Jørgen  &  Tonsgaard,  Ole  (red.)  (1984).  Valg  og  vælgeradfærd:  studier  i  dansk  politik.  Århus:  Politica    Elklit,  Jørgen  &  Tonsgaard,  Ole  (red.)  (1989).  To  folketingsvalg:  vælgerholdninger  og  vælgeradfærd  i  1987  og  1988.  Århus:  Politica    Elklit,  Jørgen;  Møller,  Birgit;  Svensson,  Palle  &  Togeby,  Lise  (2005).  Gensyn  med  sofavælgerne:  valgdeltagelse  i  Danmark.  Århus:  Aarhus  Universitetsforlag    Evans,  Geoffrey  (1999).  The  End  of  Class  Politics?  Class  Voting  in  Comparative  Context.  Oxford  University  Press    Evans,  Jocelyn  A.  (2004).  Voters  and  Voting:  an  Introduction.  London:  Sage  Publications    

132    

Field,  Andy  (2005).  Discovering  statistics  using  SPSS  (and  sex,  drugs  and  rock'n'roll).  London:  Sage  Publication    Ferejohn,  John  A.,  and  Morris  P.  Fiorina  (1974)  “The  paradox  of  not  voting:  A  decision  theoretic  analysis”,  The  American  Political  Science  Review,  vol.  68,  pp.  525-­‐36.    Fiorina,  Morris  P.  (1977).  An  outline  for  a  Model  of  Party  Choice.  American  Journal  of  Political  Science,  vol.  21(3),  p.  601-­‐625    Fiorina,  Morris  P.  (1981).  Retrospective  voting  in  American  National  Elections.  New  Haven:  Yale  University  Press      Fisker,  Keld;  Nørgård,  Krister;  Thygesen,  Lars  &  Østerlund,  Roland  (2002).  Praktisk  statistik  for  samfundsvidenskaberne:  en  indføring  i  teori  og  metode.  Kbh.:  Akademisk    Flanagan,  Scott  (1982).  ‘Changing  Values  in  Advanced  Industrial  Societies’.  Comparative  Political  Studies,  vol.  14(4),  p.  403-­‐444    Flanagan,  Scott  &  Inglehart,  Ronald  (1987).  ‘Value  Change  in  Industrial  Societies’.  The  American  Political  Science  Review,  vol.  81(4),  p.  1289-­‐1319    Franklin,  Mark,  Mackie,  Tom  &  Valen,  Henry  et  al.  (1992).  Electoral  change  -­‐  Responses  to  evolving  social  and  attitudinal  structures  in  western  countries.  Cambridge:  Cambridge  University  Press.    Garson,  G.  David  (2009).  ‘Logistic  Regression’,  i  Statnotes:  Topics  in  Multivariate  Analysis,  http://faculty.chass.ncsu.edu/garson/PA765/logistic.htm    Garson,  G.  David  (2010).  ‘Cluster  Analysis’,  i  Statnotes:  Topics  in  Multivariate  Analysis,  http://faculty.chass.ncsu.edu/garson/PA765/cluster.htm    Goodin,  Robert  E.  &  Klingemann,  Hans-­‐Dieter  (ed.)  (1996).  A  New  Handbook  of  Political  Science.  Oxford:  Oxford  University  Press    Goul  Andersen,  Jørgen  (1993).  ’Samfundssind  og  egennytte’.  Politica,  vol.  25(2).  P.  163-­‐186    Goul  Andersen,  Jørgen  (1995):  Personer  eller  politik?  :  partilederne  og  1994-­‐valget.  Arbejdspapir:  Århus:  Institut  for  Statskundskab,  Aarhus  Universitet.    Goul,  Andersen  (1998).  ’Offentlig  og  privat’,  i  Andersen,  Johannes;  Borre,  Ole;  Goul  Andersen,  Jørgen  &  Nielsen,  Hans  Jørgen  (1999).  Vælgere  med  omtanke  –  en  analyse  af  folketingsvalget  1998.  Århus:  Systime  

133    

 Goul  Andersen,  Jørgen  (1999).  ’Hvad  kan  partierne:  Partiernes  kompetence-­‐image’,  i  Andersen,  Johannes;  Borre,  Ole;  Goul  Andersen,  Jørgen  &  Nielsen,  Hans  Jørgen  (1999).  Vælgere  med  omtanke  –  en  analyse  af  folketingsvalget  1998.  Århus:  Systime    Goul  Andersen,  Jørgen  (2003b).  ’Partiernes  image:  De  borgerlige  er  bedst  til  at  sikre  velfærden’,  i  Goul  Andersen,  Jørgen  &  Borre,  Ole  (red.)  (2003).  Politisk  Forandring  -­‐  værdipolitik  og  nye  skillelinjer  ved  folketingsvalget  2001.  Århus:  Systime  Academic    Goul  Andersen,  Jørgen  (2004).  Et  ganske  levende  demokrati.  Århus:  Aarhus  Universitetsforlag    Goul  Andersen  (2007).  ’Samfundskonflikter,  partier  i  bevægelse  og  vælgere  med  omtanke:  Rids  af  en  generel  teoretisk  ramme’,  i  Goul  Andersen,  Jørgen;  Andersen,  Johannes;  Borre,  Ole;  Møller  Hansen,  Kasper  &  Nielsen,  Hans  Jørgen  (red.)  (2007).  Det  nye  politiske  landskab  –  folketingsvalget  i  2005  i  perspektiv.  Århus:  Academica      Goul  Andersen,  Jørgen  &  Borre,  Ole  (2003).  ’Nye  skillelinjer  og  nye  vælgere’,  i  Goul  Andersen,  Jørgen  &  Borre,  Ole  (red.)  (2003).  Politisk  Forandring  -­‐  værdipolitik  og  nye  skillelinjer  ved  folketingsvalget  2001.  Århus:  Systime  Academic    Goul  Andersen,  Jørgen  &  Borre,  Ole  (2003).  ’Forord’,  i  Goul  Andersen,  Jørgen  &  Borre,  Ole  (red.)  (2003).  Politisk  Forandring  -­‐  værdipolitik  og  nye  skillelinjer  ved  folketingsvalget  2001.  Århus:  Systime  Academic    Goul  Andersen,  Jørgen  &  Borre,  Ole  (2003).  ’Valget  i  perspektiv’,  i  Goul  Andersen,  Jørgen  &  Borre,  Ole  (red.)  (2003).  Politisk  Forandring  -­‐  værdipolitik  og  nye  skillelinjer  ved  folketingsvalget  2001.  Århus:  Systime  Academic    Goul  Andersen,  Jørgen  &  Borre,  Ole  (red.)  (2003).  Politisk  Forandring  -­‐  værdipolitik  og  nye  skillelinjer  ved  folketingsvalget  2001.  Århus:  Systime  Academic    Goul  Andersen,  Jørgen  &  Borre,  Ole  (2003a).’Nye  skillelinjer  og  nye  vælgere’,  i  Politisk  Forandring  -­‐  værdipolitik  og  nye  skillelinjer  ved  folketingsvalget  2001.  Århus:  Systime  Academic    Goul  Andersen,  Jørgen  &  Lund  Clement,  Sanne  (2003).  ’Engagerede  og  kompetente  vælgere’,  i  Goul  Andersen,  Jørgen  &  Borre,  Ole  (2003).”Nye  skillelinjer  og  nye  vælgere”,  i  Politisk  Forandring  -­‐  værdipolitik  og  nye  skillelinjer  ved  folketingsvalget  2001.  Århus:  Systime  Academic  

134    

 Goul  Andersen,  Jørgen;  Tobiasen,  Mette;  Lolle,  Henrik;  Bay,  Thomas;  Møller  Nielsen,  Jacob;  Vestergaard,  Bo;  Christensen  Mads  (1999).  Valgundersøgelsen  1998  –  teknisk  rapport,  Institut  for  Økonomi,  Politik  og  Forvaltning,  Aalborg  Universitet      Goul  Andersen,  Jørgen;  Rathlev,  Jakob;  Hansen,  Claus;  Jørgensen,  Henrik;  Lehrmann  Bruun,  Gregers  (2002).  Teknisk  Rapport,  Modul  2:  Kodenøgler.  Aalborg:  Institut  for  Økonomi,  Politik  og  Forvaltning      Goul  Andersen,  Jørgen  Rathlev,  Jakob;  Hansen,  Claus;  Jørgensen,  Henrik;  Lehrmann  Bruun,  Gregers  (2002).  Valgundersøgelsen  2001  –  Teknisk  rapport,  Modul  1,  Aalborg:  Institut  for  Økonomi,  Politik  og  Forvaltning,  Aalborg  Universitet    Goul  Andersen,  Jørgen;  Rathlev,  Jacob;  Hedegaard  Andersen,  David  &  Dejgaard  Pedersen.  Thomas  (2005a).  Valgundersøgelsen  2005,  Teknisk  Rapport,  Modul  1:  Oversigt  over  datamateriale  mv.  Aalborg:  Aalborg  Universitet,  Institut  for  Økonomi,  Politik  og  Forvaltning    Goul  Andersen,  Jørgen;  Rathlev,  Jacob;  Hedegaard  Andersen,  David  &  Dejgaard  Pedersen.  Thomas  (2005b).  Valgundersøgelsen  2005,  Teknisk  Rapport,  Modul  2:  Kodenøgler.  Aalborg:  Aalborg  Universitet,  Institut  for  Økonomi,  Politik  og  Forvaltning    Goul  Andersen,  Jørgen;  Andersen,  Johannes;  Borre,  Ole;  Møller  Hansen,  Kasper  &  Nielsen,  Hans  Jørgen  (red.)  (2007).  Det  nye  politiske  landskab  –  folketingsvalget  i  2005  i  perspektiv.  Århus:  Academica      Green,  Jane  (2007).  ‘When  Voters  and  Parties  Agree:  Valence  Issues  and  Party  Competition’,  Political  Studies,  vol.  55,  p.  629-­‐655    Harrop,  Martin  &  Miller,  William  L.  (1987).  Elections  and  Voters.  London:  Macmillan  Education  Ltd.    Haywood,  Andrew  (2007).  Politics.  New  York:  Palgrave  Macmillian    Hellevik,  Ottar  (1991).  Forskningsmetode  i  sosiologi  og  statsvitenskap.  Oslo:  Universitetsforlaget    Holmberg,  Søren  &  Oscarsson,  Henrik  (2004).  Väljare.  Svenskt  väljarbeteende  under  50  år.  Stockholm:  Norstedts  juridik    

135    

Holmberg,  Søren  (2007).  ’Partisanship  Reconsidered’,  i  Dalton,  Russell  J.  &  Klingemann,  Hans-­‐Dieter  (ed.)  (2007).  The  Oxford  Handbook  of  Political  Behaviour.  New  York:  Oxford  University  Press    Inglehart,  Ronald  (1971).  The  Silent  Revolution  in  Europe:  Intergenerational  Change  in  Post-­‐Industrial  Societies.  The  American  Political  Science  Review,  vol.  65  (4),  p.  911-­‐1017.    Inglehart,  Ronald  (1977).The  Silent  Revolution.  Changing  Values  and  Political  Styles  among  the  Western  Publics.  Princeton:  Princeton  University  Press.    Inglehart,  Ronald  (2007).  Postmaterialist  Values  and  the  Shift  from  Survival  to  Self-­‐expression  Values,  i  Dalton,  Russell  J.  &  Klingemann,  Hans-­‐Dieter  (ed.)  (2007).  The  Oxford  Handbook  of  Political  Behaviour.  New  York:  Oxford  University  Press    Jordahl,  Henrik  (2006).  “An  economic  analysis  of  voting  in  Sweden”.  Public  Choice,  vol.  127,  p.  251–273    Katz  &  Mair  (1997).  ‘Party  Organization,  Party  Democracy,  and  the  Emergence  of  the  Cartel  Party’,  i  Mair,  Peter  (1997).  Party  system  change:  approaches  and  interpretations.  New  York:  Oxford  University  Press    Kaase,  Max  (1994).  ‘Is  There  Personalization  in  Politics?  Candidates  and  Voting  Behaviour  in  Germany’,  i  International  Political  Science  Rewiev,  vol.  15,  p.  211-­‐230    Kavanagh,  Dennis  (red.)  (1992).  Electoral  Politics.  Oxford:  Clarendon  Press    Key,  V.  O.  (1966).  The  Responsible  Electorate:  Rationality  in  Presidential  Voting,  1936–1960.  New  York:  Vintage  Books    Kinder,  Donald  R.  &  Kiewiet,  D.  Roderick  (1979).  ’Economic  Discontent  and  Political  Behaviour:  The  Role  of  Personal  Grievances  and  Collective  Economic  Judgements  in  Congressional  Voting’.  American  Journal  of  Political  Science.  Vol.  23(3),  p.  495-­‐527    

 Kirchheimer,  Otto  (1966).  “The  Transformation  of  the  Western  European  Party  System”,  pp.  177-­‐200,  i  Joseph  LaPalombara  og  Myron  Weiner  (red.),  Political  Parties  and  political  Development,  Princeton,  New  Jersey:  Princeton  University  Press,    Kjær,  Ulrik  &  Mouritzen,  Poul  Erik  (red.)  (2003).  Kommunestørrelse  og  lokalt  demokrati.  Odense:  Syddansk  Universitetsforlag.      

136    

Klingemann,  Hans-­‐Dieter  (2005).  ‘Political  Parties  and  Party  Systems’,  i  Thomassen,  Jacques  (ed.)  (2005).    The  European  Voter:  a  Comparative  Study  of  Modern  Democracies.  New  York:  Cambridge  University  Press    

 Kramer,  Gerald  H.  (1971).  ‘Short-­‐term  Fluctuations  in  U.S.  Voting  Behavior,  1896-­‐1964.’  American  Political  Science  Review,  vol.  65,  p.  131-­‐143.    Kristensen,  Ole  P.(1987)  Økologisk  inferens  og  surveyanalyser  i  valgforskningen,  Politica,  vol.  19      Lane,  Jan-­‐Erik  &  Ersson,  Svante  (1997).  ”Parties  and  Voters:  What  Creates  the  Ties?”  Scandinavian  Political  Studies,  vol.  20(2),  p.  179-­‐192      Lazarsfeld,  Paul;  Bernard  Berelson  &  Hazel  Gaudet  (1948).  The  People's  Choice.  New  York:  Columbia  University  Press    Levinsen,  Klaus  (2003).  ‘Kommunalpolitisk  tillid’,  i  Kjær,  Ulrik  &  Mouritzen,  Poul  Erik  (red.)  (2003).  Kommunestørrelse  og  lokalt  demokrati.  Odense:  Syddansk  Universitetsforlag.      Lewis-­‐Beck,  Michael  S.  &  Martin  Paldam  (2000).  ‘Economic  Voting:  An  Introduction’,  Electoral  Studies,  vol.  19,  p.  113-­‐121.    Lewis-­‐Beck,  Michael  S.  &  Stegmaier,  Mary  (2007).  ‘Economic  Models  of  Voting’,  i  Dalton,  Russell  J.  &  Klingemann,  Hans-­‐Dieter  (ed.)  (2007).  The  Oxford  Handbook  of  Political  Behaviour.  New  York:  Oxford  University  Press    Lipset,  Seymour  M.  &  Rokkan,  Stein  (1967).  Party  Systems  and  Voter  Alignments.  New  York:  Free  Press.    Listhaug,  Ola  (1989).  “Gamle  og  Nye  Modellar  i  Valforskinga:  Eit  Oversyn”,  Tidsskrift  for  Samfunnsforskning,  vol.30,  p.  339-­‐60    Listhaug,  Ola  (2005).  ‘Retrospective  Voting’,  i  Thomassen,  Jacques  (ed.)  (2005).    The  European  Voter:  a  Comparative  Study  of  Modern  Democracies.  New  York:  Cambridge  University  Press    Loftager,  Jørn  (1990).  ’Den  politiske  offentlighed  mellem  stat  og  civilsamfund’.  Politica,  vol.  22,  p.  208-­‐222    Mair,  Peter  (1997).  Party  system  change:  approaches  and  interpretations.  New  York:  Oxford  University  Press    

137    

Mair,  Peter;  Müller,  Wolfgang  C.  &  Plasser,  Fritz  (ed.)  (2004).  Political  Parties  and  Electoral  Change:  Party  Responses  to  Electoral  Markets.  London:  Sage  Publications    Mair,  Peter  (2005).  “The  freezing  hypotheses:  an  evaluation”,  i  ‘Party  Systems  and  Voter  Alignments  Revisited’,  Karvonen,  Lauri  &  Kuhnle,  Stein  (ed.).  London:  Routledge      Manza,  Jeff  &  Brooks,  Clem  (1999).  Social  Cleavages  and  Political  Change.  Voter  Alignments  and  U.S.  Party  Coalitions.  Oxford:  Oxford  University  Press    McAllister,  Ian  (2007).  ‘The  Personalization  of  Politics’,  i  Dalton,  Russell  J.  &  Klingemann,  Hans-­‐Dieter  (ed.)  (2007).  The  Oxford  Handbook  of  Political  Behaviour.  New  York:  Oxford  University  Press    McAllister,  Ian  &  Hayes,  Bernadette  C.  (2001).  Women,  electoral  volatility  and  political  outcomes  in  Britain.  European  Journal  of  Marketing,  vol.  35  (9-­‐10),  p.  971-­‐983    Meret,  Susi  (2003).  ’Højrepopulisme’,  i  Goul  Andersen,  Jørgen  &  Borre,  Ole  (red.)  (2003).  Politisk  Forandring  -­‐  værdipolitik  og  nye  skillelinjer  ved  folketingsvalget  2001.  Århus:  Systime  Academic    Mughan,  Anthony  (2000).  The  Presidentialization  of  Parliamentary  Elections.  New  York:  Palgrave    Møller  Hansen,  Kasper  &  Bech,  Michael  (2007).  ’De  sociotropiske  vælgere:  Ønsket  om  stigende  beskæftigelse  betyder  mere  end  hvem  der  bliver  statsminister  og  vælgerne  kan  ikke  købes  med  lønstigninger’.  Politica,  vol.  39(1),  p.  67-­‐86.    Møller  Hansen,  Kasper;  Slothuus,  Rune  &  de  Vreese,  Claes  (2007).  ‘Man  har  et  parti  til  man  finder  et  nyt:  Portræt  af  vælgeren,  som  skiftede  parti’,  I  Goul  Andersen,  Jørgen;  Andersen,  Johannes;  Borre,  Ole;  Møller  Hansen,  Kasper  &  Nielsen,  Hans  Jørgen  (red.)  (2007).  Det  nye  politiske  landskab  –  folketingsvalget  i  2005  i  perspektiv.  Århus:  Academica      Nannestad,  Peter  (1989).  Reactive  voting  in  Danish  general  elections  1971-­‐1979:  a  revisionist  interpretation.  Aarhus:  Aarhus  University  Press    Nannestad,  Peter  &  Paldam,  Martin  (1997).  ‘From  the  Pocketbook  of  the  Welfare  Man:  A  Pooled  Cross-­‐Section  Study  of  Economic  Voting  in  Denmark,  1986-­‐92’,  i  British  Journal  of  Political  Science,  Vol.  27(1),  p.  119-­‐136    

138    

Nielsen,  Hans  Jørgen  (1983).  ‘The  Reality  of  Distrust’,  Arbejdspapir,  Københavns  Universitet,  Institut  for  Samfundsfag.    Nielsen,  Hans  Jørgen  (1999a).  ’De  individuelle  forskydninger  1994-­‐94’,  i  Andersen,  Johannes;  Borre,  Ole;  Goul  Andersen,  Jørgen  &  Nielsen,  Hans  Jørgen  (1999).  Vælgere  med  omtanke  –  en  analyse  af  folketingsvalget  1998.  Århus:  Systime    Nielsen,  Hans  Jørgen  (1999b).  ’Tilliden  til  politikerne’,  i  Andersen,  Johannes;  Borre,  Ole;  Goul  Andersen,  Jørgen  &  Nielsen,  Hans  Jørgen  (1999).  Vælgere  med  omtanke  –  en  analyse  af  folketingsvalget  1998.  Århus:  Systime    Nielsen,  Hans  Jørgen  (1999c).  ’Op  til  valget’,  i  Andersen,  Johannes;  Borre,  Ole;  Goul  Andersen,  Jørgen  &  Nielsen,  Hans  Jørgen  (1999).  Vælgere  med  omtanke  –  en  analyse  af  folketingsvalget  1998.  Århus:  Systime    Nielsen,  Hans  Jørgen  (1999d).  ’Valgresultatet’,  i  Andersen,  Johannes;  Borre,  Ole;  Goul  Andersen,  Jørgen  &  Nielsen,  Hans  Jørgen  (1999).  Vælgere  med  omtanke  –  en  analyse  af  folketingsvalget  1998.  Århus:  Systime    Nielsen,  Hans  Jørgen  (1999e).  ‘The  Danish  Election  1998’.  Scandinavian  Political  Studies,  vol.  22(1),  p.  67-­‐81    Nielsen,  Hans  Jørgen  (2002).  ’De  mange  gode  partier  at  vælge  i  mellem’,  i  Albæk,  Erik;  Munk  Christiansen,  Peter  &  Møller,  Birgit  (2002).  Demokratisk  set.  Århus:  Aarhus  Universitets  forlag    Nielsen,  Hans  Jørgen  &  Risbjerg  Thomsen,  Søren  (2003a).  ’Valgkampen,  meningsmålingerne  og  valget’,  i  Goul  Andersen,  Jørgen  &  Borre,  Ole  (red.)  (2003).  Politisk  Forandring  -­‐  værdipolitik  og  nye  skillelinjer  ved  folketingsvalget  2001.  Århus:  Systime  Academic    Nielsen,  Hans  Jørgen  &  Risbjerg  Thomsen,  Søren  (2003b).  ’Vælgervandringer’,  i  Goul  Andersen,  Jørgen  &  Borre,  Ole  (red.)  (2003).  Politisk  Forandring  -­‐  værdipolitik  og  nye  skillelinjer  ved  folketingsvalget  2001.  Århus:  Systime  Academic    Nielsen,  Kenneth  Thue  (2003).  ’Nærhed  eller  retning?  To  modeller  for  effekten  af  politiske  spørgsmål’,  i  Goul  Andersen,  Jørgen  &  Borre,  Ole  (red.)  (2003).  Politisk  Forandring  -­‐  værdipolitik  og  nye  skillelinjer  ved  folketingsvalget  2001.  Århus:  Systime  Academic    Nielsen,  Kenneth  Thue  (2009).  ”Vælgeradfærdsteori”,  i  Kaspersen,  Bo  &  Loftager,  Jørn  (red.)  (2008).  Klassisk  og  moderne  politisk  teori.  København:  Hans  Reitzels  forlag  

139    

 Norris,  Pippa  (1998).  Elections  and  Voting  Behaviour:  New  Challenges,  New  Perspective.  Aldershot:  Ashgate,  Darthmouth  Publishing  Ltd.      Norris,  Pippa  (1999).  ‘Introduction:  The  Growth  of  Critical  Citizens’,  i  Norris,  Pippa  (1999).  Critical  citizens:  global  support  for  democratic  government.  New  York:  Oxford  University  Press.    Norris,  Pippa  (1999).  Critical  citizens:  global  support  for  democratic  government.  New  York:  Oxford  University  Press.    Paldam,  Martin  &  Schneider,  Friedrich  (1980).  ‘The  Macro-­‐Economic  Aspects  of  Government  and  Opposition  Popularity  in  Denmark  1957-­‐78’,  i  Nationaløkonomisk  Tidskrift,  vol.  118,  p.  149-­‐170    Pedersen,  Mogens  N.  (1979).  ‘The  Dynamics  of  European  Party  Systems:  Changing  Patterns  of  Electoral  Volatility’,  i  European  Journal  of  Political  Research,  vol  7(1),  p.  1-­‐26    Pedersen,  Mogens  N.  (1989).  ’En  kortfattet  oversigt  over  det  danske  partisystems  udvikling’,  Politica,  vol.  21(3),  p.  265-­‐278    Pedersen,  Karina  &  Knudsen,  Tim  (2005).  ‘Denmark:  Presidentialization  in  a  Consensual  Democracy’,  i  Poguntke,  Thomas  &  Webb,  Paul  (red.)  (2005).  The  Presidentialization  of  Politics:  a  Comparative  Study  of  Modern  Democracies.  New  York:  Oxford  University  Press    Petrocik,  John  R.  (1996).  ‘Issue  Ownership  in  Presidential  Elections,  with  a  1980  Case  Study.  American  Journal  of  Political  Science’,  vol.  40(3),  p.  825-­‐850    Poguntke,  Thomas  &  Webb,  Paul  (red.)  (2005).  The  Presidentialization  of  Politics:  a  Comparative  Study  of  Modern  Democracies.  New  York:  Oxford  University  Press    Poguntke,  Thomas  &  Webb,  Paul  (2005).  ‘The  Presidentialization  of  Politics  in  Democratic  Societies’,  i  The  Presidentialization  of  Politics:  a  Comparative  Study  of  Modern  Democracies.  New  York:  Oxford  University  Press    Rabinowitz,  George  &  MacDonald,  Stuart  Elaine  (1989).  ‘A  directional  theory  of  issue  voting’,  i  American  Political  Science  Review,  vol.  83  (1),  p.  93-­‐121    Rathlev,  Jakob  (2007).  ’Det  nye  højre  er  gammelt:  Politiske  generationer  i  perspektiv’,  i  Goul  Andersen,  Jørgen;  Andersen,  Johannes;  Borre,  Ole;  Møller  Hansen,  Kasper  &  Nielsen,  Hans  Jørgen  (red.)  (2007).  Det  nye  politiske  landskab  –  folketingsvalget  i  2005  i  perspektiv.  Århus:  Academica    

140    

Rathlev,  Jakob;  Jørgensen,  Henrik;  Lehrmann  Bruun,  Gregers  &  Hansen,  Claus  D.  (2003).  ’Det  tekniske  grundlag’,  i  Goul  Andersen,  Jørgen  &  Borre,  Ole  (red.)  (2003).  Politisk  Forandring  -­‐  værdipolitik  og  nye  skillelinjer  ved  folketingsvalget  2001.  Århus:  Systime  Academic    Saris,  Willem  E.  &  Sniderman,  Paul  M.  (2004).  Introduction,  i  Saris,  Willem  E.  &  Sniderman,  Paul  M.    (ed.)  (2004).  Studies  in  Public  Opinion:  Attitudes,  Nonattitudes,  Measurement  Error  and  Change.  Princeton:  Princeton  University  Press    Stokes,  Donald  E.  (1963).  ‘Spatial  Models  of  Party  Competition’.  American  Political  Science  Review,  vol.  57,  2,  p.  368-­‐377    Stokes,  Donald  E.  (1992).  ’Valence  Politics’,  i  Kavanagh,  Dennis  (ed.)  (1992).  Electoral  Politics.  Oxford:  Clarendon  Press    Stubager,  Rune  (2001).  ’Uddannelse  og  ny  politik:  en  dekomponering  af  uddannelseseffekten  på  nypolitiske  holdninger’,  i  Goul  Andersen,  Jørgen;  Andersen,  Johannes;  Borre,  Ole;  Møller  Hansen,  Kasper  &  Nielsen,  Hans  Jørgen  (red.)  (2007).  Det  nye  politiske  landskab  –  folketingsvalget  i  2005  i  perspektiv.  Århus:  Academica    Stubager,  Rune  (2003).  ’Ændrede  skillelinjer  siden  60’erne’.  Politica,  vol.  35(4),  s.  377-­‐388  Söderlund,  Peter  (2008).  ‘Retrospective  Voting  and  Electoral  Volatility:  A  Nordic  Perspective’.  Scandinavian  Political  Studies,  vol.  31(2),  p.  217-­‐240      Thomassen,  Jacques  (2005).  ‘Introduction’,  i  Thomassen,  Jacques  (ed.)  (2005).    The  European  Voter:  a  Comparative  Study  of  Modern  Democracies.  New  York:  Cambridge  University  Press    Thomassen,  Jacques  (ed.)  (2005).    The  European  Voter:  a  Comparative  Study  of  Modern  Democracies.  New  York:  Cambridge  University  Press    Tobiasen,  Mette  (1999).  Appendix  1:  Teknisk  Rapport,  i  Andersen,  Johannes;  Borre,  Ole;  Goul  Andersen,  Jørgen  &  Nielsen,  Hans  Jørgen  (1999).  Vælgere  med  omtanke  –  en  analyse  af  folketingsvalget  1998.  Århus:  Systime    Togeby,  Lise  (2004).  Man  her  et  standpunkt…  Om  stabilitet  og  forandring  I  befolkningens  holdninger.  Århus:  Aarhus  Universitetsforlag    Tonsgaard,  Ole  (1984).  ”Vælgerlune  eller  vælgerfornuft”,  i  Elklit,  Jørgen  &  Tonsgaard,  Ole  (ed.)  (1984).  Valg  og  vælgeradfærd:  studier  i  dansk  politik.  Århus:  Politica    

141    

Van  der  Brugge,  Jimmy  &  Voss,  Henning  (2007).  ’Årsager  til  de  socialistiske  partiers  tilbagegang  i  perioden  1990-­‐2005’,  i  Goul  Andersen,  Jørgen;  Andersen,  Johannes;  Borre,  Ole;  Møller  Hansen,  Kasper  &  Nielsen,  Hans  Jørgen  (red.)  (2007).  Det  nye  politiske  landskab  –  folketingsvalget  i  2005  i  perspektiv.  Århus:  Academica    Wattenberg  (2000).  ’Decline  of  Party  Mobilization’,  i  Dalton,  Russell  J.  &  Wattenberg,  Martin  P.    (ed.)  (2000).  Parties  without  Partisans  -­‐  Political  Change  in  Advanced  Industrial  Democracies.  New  York:  Oxford  University  Press    Winship,  Christopher  &  Radbill,  Larry  (1994).  ’Sampling  Weights  and  Regression  Analysis’.  Sociological  Methods  &  Research,  vol.  23  (2),  p.  230-­‐257    Winther  Nielsen,  Sigge  &  Høgenhaven,  Thomas  (2010).  Politisk  Psykologi  –  fordi  politik  er  personligt.  Århus:  Århus  Universitetsforlag    Worre,  Torben  (1976).  ’Social  baggrund  og  parti’,  i  Borre,  Ole;  Nielsen,  Hans  Jørgen;  Sauerberg,  Steen  &  Worre,  Torben  (1976).  Vælgere  i  70'erne:  Resultater  fra  interviewundersøgelser  ved  folketingsvalgene  i  1971,  1973  og  1975.  Kbh.:  Akademisk  Forlag    Worre,  Torben  (1987).  Dansk  vælgeradfærd.  Kbh.:  Akademisk  Forlag    Zaller,  John  (1992).  The  Nature  and  Origins  of  Mass  Opinion.  New  York:  Cambridge  University  Press      Zelle,  Carsten  (1995).  ‘Social  Dealignment  versus  Political  Frustration:  Contrasting  Explanations  of  the  Floating  Vote  in  Germany’,  European  Journal  of  Political  Research,  vol.  27,  p.  319–45    Aardal,  Bernt  &  Van  Wijnen,  Pieter  (2005).  ”Issue  Voting”,  i  Thomassen,  Jacques  (ed.)  (2005).    The  European  Voter:  a  Comparative  Study  of  Modern  Democracies.  New  York:  Cambridge  University  Press  

142    

 

 

 

 

 

 

9.  Bilag